Jeg er flov over mit foretrukne politiske parti gennem mange år – SF.
Jeg er flov over, at SF har vist sig blot at være endnu et patetisk politisk parti. Præcis som alle de andre, når først de kommer i regering og skal leve op til løfterne. Flov over, at den rød-blå regering med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti har fucket valgsejren fra 2011 op.
De lovede det hele og holdt end ikke det halve. Resterne solgte de sågar til Goldman Sachs, som var med til at starte finanskrisen med deres skrupelløse spekulationer. Blandt meget andet derfor får SF ikke min stemme mere.
I skrivende stund er SF netop trådt ud af den regering, de aldrig burde være trådt ind i. De har siden valget i 2011 til fulde bevist, hvad andre advarede imod: At SF ikke er et regeringsdueligt parti. Fadæserne er ufatteligt mange og de slugte kameler om muligt endnu flere.
På miljøfronten fik vi en selvglad Ida Auken som miljøminister. Hendes fornemste resultat var den “Wall of Fame” over miljøministre, som hun nåede at oprette. Tids nok til, at hun også selv kunne komme op på den. I anledning af Miljøministeriets “runde” 42 års fødselsdag. Tsk.
– Måske hun vidste, hvad der var under opsejling i partiet? – At ministerbilen ikke længere tændte på alle 6 cylindre? – At hun måtte skynde sig for selv at komme op på væggen? Svaret blæser i vinden.
I miljøkredse vil hun mest blive husket for, at hun – da hun som miljøminister fik en helt unik chance for at ændre radikalt på tingene – valgte vandmiljøet i Gudenåen fra til fordel for den blågrønne vandkraft fra Tangeværket. Hun svigtede helt enkelt vandmiljøet til fordel for den minimale elproduktion, da hun fik valget.
Det var da også den, som hendes morbror Svend Auken var så glad for i sin tid. Vandkraften. Vandkraften og elproduktionen. For ikke at glemme skarverne, som han jo fik totalfredet.
Blodets bånd. Det ved de bedre end mange i Nordkorea…
Farvel SF. Det blev en smertelig skilsmisse.
30. januar 2014
Steen Ulnits
Del denne artikel: