Forfatterarkiv: Steen

Cuba revisited

Benhårde bonefish i Castro’s Cuba!

Det var 20 år siden, jeg sidst stod i Havanna. Meget var forandret – blot ikke fiskeriet. Det viste sig at være lige så godt som dengang – hvis ikke bedre!

Der var tre gode grunde til, at jeg nu igen – 20 år senere – stod i Havannas internationale lufthavn med udsigt til to ugers fiskeri i karibisk vand og varme. Den første var, at det var eksakt 20 år siden sidst. Vel i sig selv et nyt besøg værd.

Den anden grund var, at det lige netop i 2009 var 50 år siden, at Fidel Castro overtog magten i Cuba – efter mange, lange og hårde kampe. Hele nationen fejrede naturligvis det halve århundrede siden systemskiftet – de 50 år med Castro brødrene.

Den tredje grund var, at USA’s nyslåede præsident Barack Obama netop havde udtalt, at han ville garantere amerikanske statsborgere fri adgang til Cuba inden for et år. Dette efter mange års indrejseforbud. Og garanteret med stærkt stigende priser som resultat. Altså var det sidste udkald inden det store amerikanske rykind!

Jardines de la Reina

Nu stod jeg her så og skuede ud over den gamle by. Ikke meget havde forandret sig i gadebilledet. Mange af de smukke gamle bygninger var forfaldet endnu mere, end de var allerede i 1989. Og mange af de gamle amerikanerbiler, som Cuba har været så kendt for, var udskiftet med nye – koreanere. De gamle amerikanere, som stadig kørte rundt, var i stor udstrækning blevet opgraderet med russiske reservedele!

Tidligt næste morgen – flere timer før daggry og dagsvarme – holdt en turistbus klar uden for hotellet. Foran os lå seks timers kørsel sydover til den lille havn, hvorfra vi skulle sejle ud til Jardines de la Reina – Dronningens Have, som Columbus døbte stedet, da han så det første gang den 30. april 1494.

På sin første rejse i 1492 nåede Columbus også Cuba, men udforskede da kun nordsiden. Her opkaldte han en 200 km lang øgruppe efter den spanske kong Ferdinand, som havde finansieret rejsen. Navnet blev Jardines del Rey – Kongens Have.

På sin anden rejse nåede Columbus frem til en 150 km lang øgruppe på sydsiden af Cuba. Stedet var så smukt, at Columbus navngav øgruppen efter sin anden spanske mæcen, dronning Isabella. Navnet blev – ikke overraskende – Dronningens Have, Jardines de la Reina.

Efter tre timers sejlads så vi de første mangrovegrene dukke op af vandet. Et godt tegn på, at vi var på rette spor. Grenene blev flere og tættere, og efter endnu en time var vi fremme ved vort mål – det flydende hotel »Tortuga«, som skulle være min base de næste fjorten dage. Hotelbåden er solidt ankret op i en kanal mellem to mangroveøer, der giver læ for de fleste vinde.

Tortuga

Tortuga er en gammel hotelbåd, som har været brugt til olieefterforskning i den Mexikanske Golf. Derfor de vandtætte skodder på alle vinduer. Den har været en tur på værft i Havanna og er blevet shinet totalt op både udvendig og indvendig. Interiøret er nu dækket af smukke træpaneler, og alle moderne faciliteter forefindes. Overetagen udgøres af 7 dobbeltværelser, mens køkken og spiseafdeling findes i underetagen. Personalet bor i tilstødende husbåde og pælehytter.

De fleste gæster er dykkere, som især kommer for at se den kæmpestore, hvidplettede hvalhaj, der er almindelig her. En mindre del af gæsterne er fiskere – de fleste inkarnerede fluefiskere med sigtet indstillet på bonefish og tarpon. Og dem findes der mange af, idet Jardines de la Reina er udlagt som en strengt beskyttet cubansk nationalpark – et sted, hvor Fidel Castro selv gerne fiskede i sine yngre dage.

I dag fiskes der kun efter hummer af et fåtal lokale fiskere inde fra fastlandet, og der sættes ikke garn overhovedet. Castros ånd våger stadig over de mere end 600 små og store mangroveøer herude. Faktisk i så høj grad, at der kræves gyldigt pas for at komme frem og tilbage! Dette skyldes nu næppe trangen til at beskytte naturen, men nok så meget frygten for, at nye oprørere skulle kunne samle sig herude. Svinebugten spøger stadig i Castros bevidsthed …

Blæst og bølger

Dagene flyder over i hinanden, men en lille håndfuld står særlig klart i erindringen. Den første uge plages vi af kold vind og blæst fra nord. Cubanerne skutter sig og stiller hver morgen ved bådene iført gult regntøj. Som turist lærer man hurtigt at følge de lokale skikke – det er kun den første dag, man nøjes med shorts og T-shirt!

Det kan se OK ud hjemme på Tortuga, men i samme sekund man drejer fri af mangroven og ud i åbent vand, ser man problemet: Hård vind og høje bølger. Problemet forværres af, at der typisk er én til halvanden times sejlads til de bedste fiskepadser. Endelig fremme er man både mørbanket og tissetrængende.

Men er sejlturen først overstået, venter der ind imellem paradisiske forhold. En af de første dage spotter min guide Lazio en stor flok bonefish, som fouragerer i en stor, kraterlignende fordybning. Overalt glimter det sølv, når bonefish vender siden til og tager en krabbe eller reje på én til halvanden meter vand.

Fiskeriet er præcis som nymfefiskeri efter ørreder. Har man først spottet en bonefish, gælder det om at få fluen ud på rette afstand og retning. Herefter gælder det blot om at lade den synke til bunds, inden man begynder indtagningen. Gjort rigtigt er fisken på, inden man har gjort sit tredje tag. Og ofte ser man sågar hugget, før man mærker det!

40 bonefish senere…

De første mange bonefish er sjove, for alle fisk går i baglinen i deres første udløb. Men efter en stund bliver det lidt ensformigt. Lazio presser dog på, for at vi skal blive. Vi har en »apprentice« ombord – en lærling, der skal se, hvordan man guider rige (?) udlændinge. Det bliver nu hans job at tage de mange bonefish af krogen, så jeg ikke får det tykke slim på min dyre Tarponwear skjorte!

Først senere – da vi har rundet bonefish nummer fyrre (40!) – finder jeg ud af årsagen: Guiderne kæmper nemlig indbyrdes om, hvem der kan bringe deres kunder i kontakt med flest fisk. Det bringer dem højere op i den interne ranking, og det betyder noget, når der er få kunder i butikken. Så er det ham med de fleste fisk, der får jobbet!

Til sidst får jeg dog gennemtrumfet lidt frokost i skyggen af mangroven. Midt i en sandwich føler jeg pludselig, at nogen kigger på mig. Jeg ser mig omkring, og dér – få meter bag mig – sidder et stort hamsterlignende pelsdyr i grenene og kigger venligt ned på mig.

Jeg bliver helt forskrækket, og Lazio griner fornøjet. Det har han sikkert oplevet før.

– Mangrove rat. Not dangerous!

En sjælden og pelsklædt gnaver, der som noget nær det eneste pattedyr lever i mangroven langt fra land. Det var nok salaten i min sandwich, der interesserede den…

Pelikaner og sardiner

Nogle dage senere tager vinden til – fra nord. Det bliver koldt, og de kuldskære bonefish forlader det lave vand og søger ud på dybere. Det ved Lazio, som også ved, hvad man sætter i stedet.

Vi driver da med vinden ned langs kysten, mens vi spotter efter pelikaner. Ser vi pelikaner, ved vi også, at der er stimer af sardiner i nærheden. Det er jo dem, de langnæbbede fugle lever af. Nu gælder det så om at spotte de store barracudaer, som også har fundet frem til sardinerne. Som meterlange sorte træstammer ser vi dem stå på det lave vand – lurende på alt, der måtte komme forbi.

Men de er sky og lette at skræmme. Lazío ved, at han ikke kan stage sig ind på dem. I stedet placerer han båden, så vi lydløst driver ind på kastehold af dem. Min opgave er derefter at placere en stor og tung popper en smule til siden for fiskene. Rammer man dem lige i hovedet, bliver de skræmt til døde. Men kaster man en meter eller to til siden for dem, kommer de susende efter fluen – som skudt ud af en kanon!

Jeg har set det før, men det er lige fascinerende hver gang. Jeg spotter en stor barracuda i samme sekund. som den har spottet min popper. Resten når jeg slet ikke at opfatte. Pludselig er min popper væk i en stor hvirvel, og i næste sekund har jeg en stor barracuda på krogen!

Bare en cuda…

Det går ikke stille af. Fluelinen plus mange, mange meter bagline fyger af hjulet i et tempo, der ville gøre selv den mest velkonditionerede bonefish misundelig. Barracudaen er da også en af de meget få fisk, som er i stand til at svømme en bonefish op, og det mærkes. På det lave vand sker det ofte, at de meterlange fisk springer meterhøjt ud af vandet!

Barracudaerne byder på prægtig underholdning i det elendige vejr, store og stærke som de er. Det er dog ikke noget, som kan hidse Lazio op. Han er hele tiden på udkig efter noget andet og bedre.

Og pludselig ser han, hvad han søger.

– Jacks. Four of them. Twelve o’clock!

Så ser også jeg dem. Mange gange hurtigere end bonefish kommer de susende og gør indhug i flokken af sardiner, som er skræmt til døde. Minuttet efter er alt stille igen, og sardinerne samler sig atter i en tæt stime, der giver tryghed og beskyttelse.

Men ikke længe. Pludselig er der jack crevalle inden for kastehold af den store popper, som snart efter plopper ned på vandet foran den forreste af fiskene. Jeg ser ikke, hvad der sker, men jeg både mærker og hører, at splejsningen mellem flueline og bagline bumper ud gennem øjerne med foruroligende hast. Og fisken bare fortsætter og fortsætter!

Lazio kommer ned fra sin platform og kigger bekymret på spolen.

– You have backing enough?

Faktisk begynder jeg at tvivle. Jeg har 200 meter 30 lbs. bagline på det hårdt bremsede hjul, men de forsvinder som dug for solen. Og den store jack er stadig i sit første udløb!

Lazio kravler op på platformen igen og vender båden – klar til at optage forfølgelsen. Heldigvis går farten lidt af fisken, som er noget af det stærkeste, jeg nogensinde har haft for enden af min flueline. Og der har dog været både 100 punds tarpon og 3 meter lange sejlfisk!

En hel del senere er fisken inde ved bådsiden, men den nægter at give op – trods megapres fra min og klasse 12 stangens side.

– Jack crevalle is the strongest, sige Lazio. – Stronger than tarpon!

25 pund vejer fisken, som Lazio afliver og lægger på køl. Den smager nemlig rigtig godt! I kæften sidder en popper af et Juletræ, som aldrig bliver til popper mere. Den må på førtidspension!

Solskin og vindstille

Den anden uge vender vinden og går i syd. Temperaturen stiger 5–10 grader, og vinden lægger sig. Nu går det fint at sejle langt, men nu er det næsten for varmt at ligge stille.

En ny uge betyder en ny guide. Jeg var egentlig godt tilfreds med min nuværende guide, men han skal tilbage til fastlandet og kan ikke guide mig mere. Min nye guide for ugen er Argelio – »a stellar guide«, lover bestyreren. Han har mere end 20 års erfaring på stedet.

Jeg er egentlig godt tilfreds med fiskeriet so far og ved derfor ikke rigtig, hvad jeg skal svare, da Argelio spørger mig den første morgen:

– What would you like to catch today?

Tjaeh. Jeg har jo egentlig fanget det hele – med undtagelse af de store tarpon, det ikke er sæson for endnu. Det skulle da lige være nogle bonefish med lidt mere størrelse på. Indtil videre har jeg næppe fået nogen, der vejede mere end 2 kg.

– OK. Long ride. Big bones!

Argelio er ikke i tvivl om, hvor vi skal hen. Vi skal sydpå, og det er langt væk. Det ser jeg allerede om morgenen, da han stiller i det gule regntøj – trods det varme vejr. Klog af skade henter jeg derfor selv mit regntøj og tager det på. Vi skal på langfart – igen.

Halvanden time senere stopper Argelio motoren og tager regntøjet af. Jeg følger trop og gør grejet klar.

– Wading shoes! beordrer han på sit knappe engelsk.

Pligtskyldigt tager jeg mine vadesko på og stepper ud af båden, som Argelio har ankret op med den lange push pole. Vi skal ud at gå på en lang og lavvandet flat med stedvis blød bund, der suger fødderne til sig. Det bliver hårdt, aner jeg.

Men fiskene er der med det samme. En 2 kg’s fisk tailer inden for bekvemt kastehold og tager mit lille Juletræ i første kast. Den går dybt i backingen med det samme. Det tegner godt, det her!

Argelio er ikke imponeret, da han ser fisken. Pæn fisk, men ikke noget særligt. Han har kig på en flok, hvor fiskene er noget større. Men de er ikke blevet større uden også at være blevet klogere. I hvert fald er de helt klar over vores tilstedeværelse. Hver gang vi nærmer os kastehold, flytter de tilsvarende længere væk!

Efter en kilometers forfølgelse på denne måde er jeg ved at give op.

– No, no! They will stop!

Og Argelio kender sine pappenheimere. Nogle få hundrede meter senere når flokken en lille fordybning mellem os og land. Her stopper flokken og cirkler lidt omkring – tilsyneladende rådvilde.

– Cast now!

Jeg lægger Juletræet ud, så det netop når ind over fordybningen. En fin fisk skiller sig ud fra flokken og inhalerer uden tøven fluen.

Tilslag! Der går en skælven gennem hele flokken, som vel tæller en snes gode fisk, inden de stikker videre nordover. Den krogede fisk fører an, men mister snart føringen og kæmper nu for at følge med. Til sidst er den bagest og må sætte farten ned. Den kæmper ulig de andre bones, jeg har landet, og bliver nu mere til en tung og stærk fisk.

Argelio følger interesseret med, for dette er en god fisk. Nogle minutters sejt tovtrækkeri senere er den ved at være mør. Ikke rigtigt mør, men nok til, at den langsomt lader sig presse ind mod mig. Før den ved af det, er den strandet på en lav sandbanke, og Argelio er over den som en mis.

– I told you. Nice bones here!

Han har ganske ret. På siden ligger en tyk og træt bonefisk på godt og vel 3 kg – min største på turen. Vi knipser en serie billeder og lader den så svømme afsted igen. Den er ikke i tvivl om retningen. Med usvigelig sikkerhed søger den hen, hvor den mistede kontakten med flokken. Bonefisk i denne størrelse er meget stedbundne, fortæller Argelio. De kommer de samme steder hver eneste dag – hvis ikke lige en tropisk storm har gjort stedet til en mudderpøl!

Efter denne bonefish er jeg ved at være udfisket. Jeg har ikke tal på de mange fisk, jeg har fanget, men jeg ved, at det er nok. Jeg har fået, hvad jeg kom for. Set flere kilometer bagline, end jeg nogensinde får at se herhjemme.

Der er heldigvis stadig fisk på Cuba – 20 år senere!

Fisk og smerte

– Kan fisk føle smerte?

Det gør ondt at få en krog i fingeren. Det kan alle lystfiskere skrive under på. Før eller siden går det galt, og så gør det ondt. Det er ingen uenige om. Men det er efterhånden en gammel traver inden for såvel fiskeribiologien og dyrefysiologien som etologien og etikken: – Om fisk nu også kan føle smerte?

Det er et emne, der gennem årene har optaget mange mennesker og mange miljøorganisationer – typisk parter med stærkt modstridende interesser.

Lystfiskerne vil gerne nedtone den mulige problemstilling. Og dyreværnsforeningerne vil gerne optrappe problematikken. Det er der intet nyt i, men der er desværre heller ikke meget nyt at tilføre debatten. Videnskaben er ikke kommet ret meget nærmere det at tale med fiskene, så man kan spørge dem selv, om det nu også gør ondt.

Dette hindrer imidlertid ikke nye forskere i regelmæssigt at gå ind i debatten, men der tegner sig stadig det samme tydelige billede: Debattørerne bruger de tilgængelige videnskabelige facts til at understøtte det, de nu engang selv mener. På godt og ondt og i mangel af bedre. På den måde ligner debatten meget den almindelige politiske debat: – Viel Geschrei und wenig Wolle, som de siger nede sydpå…

Uheldigvis kan denne debat på sigt føre til, at vi må opleve indskrænkninger i vor udøvelse af lystfiskeriet med stang og line. Uheldigvis, for debatten er sjældent baseret på facts, men næsten altid på følelser. Ofte forholder det sig desværre sådan, at folk udtaler sig om noget, de reelt ingen viden har om.

Nok en mening, men en mening baseret på Disney syndromet. En mening styret af antropomorfisme, som er et fint og gammelt græsk ord for at tillægge dyr menneskelige egenskaber.

Disney syndromet

Som biolog ved man, at det er en farlig boldgade at komme ind på. Når Bambi er på glatis og kigger på seeren med store dådyrøjne. Når sælerne i sælariet spiser fisk af hånden, mens de kigger på publikum med deres kuglerunde øjne. Når isbjørnen Siku går på TV og bliver alles kæledægge. Når fisk begynder at tænke. Og så videre.

Altsammen godt nok og sjovt nok, men desværre også medvirkende til at fjerne fokus fra den virkelige verden. De fleste mennesker vil jo ganske naturligt hellere leve i en beskyttet Disney verden, hvor dyrene er yndige, kloge, behagelige og gode mod hinanden.

Men som biolog ved man bedre end de fleste, at sådan forholder det sig ikke. At dyr og fugle i den virkelige verden er akkurat lige så onde og brutale, som vi mennesker kan være det. Når det gælder overlevelse, føde og formering, er enhver sig selv nærmest.

Når egernet gnasker nødder på foderbrættet og ser aldeles bedårende ud, ja, så er det nemt at glemme eller fortrænge, at selvsamme egern minutter forinden måske har plyndret en fuglerede og vakt stor sorg og opstandelse i den lille fuglefamilie.

Og nu gjorde jeg det så selv – lod mig fange af antropomorfismen. Jeg sagde “sorg” om fuglene, hvis reder netop er blevet plyndret af det dårende dejlige egern. Og sorg er næppe noget, man kender til i dyreverdenen – i hvert fald ikke på det plan. Sorg er forbeholdt individer med en vis bevidsthed om deres egen situation. Individer, som kan føle smerte på både sjæl og krop.

Det er uhyre svært at have ondt at sig selv, hvis ikke man er bevidst om sin egen situation. Og det er dyr bare ikke. Dyr bliver ikke kede af det. Dyr græder ikke. De er bare.

Hjerte rimer på smerte

Problemstillingen er eksakt den samme, når diskussionen drejer sig om fisk og smerte. Når en fisk spræller på krogen, så er det jo i Disney verdenen fordi den føler ubehag. Ja, måske ligefrem smerte, som vi kender det fra os selv.

Men her bliver vi altså nødt til at kigge på de facts, der er tilgængelige. – For kan fisk overhovedet føle smerte? – Har de overhovedet det sanseapparat, der skal til? Og her kan moderne hjerneforskning heldigvis bidrage med facts, der kan sætte i hvert fald nogle af tingene på plads.

Det er nemlig et fysiologisk og anatomisk faktum, at fisk som dyregruppe mangler den del af storhjernen, der hos os mennesker og pattedyr er sædet for smerteoplevelsen. Blokerer man denne del hos mennesket, vil man være i stand til at lægge hånden på en varm kogeplade uden at føle smerte. Også selv om man er ved fuld bevidsthed.

Og selv om det ind imellem godt kunne være rart med en lidt højere smertetærskel end den, vi har til daglig, så er det altså ikke altid lige formålstjenligt. Der er jo en grund til, at vi føler smerte, nemlig at vi så gør noget for at undgå det. At vi dermed er sikret en bedre chance for overlevelse.

Men tilbage til de få, benhårde facts vi har om hjerner og smerteopfattelse. Det første, en anatom eller fysiolog her kan konstatere, er, at fisk mangler den del af storhjernen, som er sædet for vor smerteopfattelse og -oplevelse. Egentlig kunne man stoppe diskussionen her og slå fast, at fisk ikke kan føle smerte i menneskelig forstand. Det har de helt enkelt ikke hjerne til!

Men man kan jo ikke helt afvise, at smerteoplevelsen kan have andre kanaler hos fisk, der jo unægtelig er skruet anderledes sammen end os selv.

Mærk smerten

Det har fået videnskabsfolk verden over til at undersøge, om der nu ikke kunne opleves bare en lille smule smerte hos fisk – hvis man generer dem rigtigt, meget og længe nok?

For kan man nu dokumentere, at fisk rent faktisk kan føle smerte, ja, så har dyreværnsforeninger jo et rigtig godt argument for at forbyde Catch & Release – fangst og genudsætning af fisk. For det vil jo i så fald være at påføre de stakkels fisk smerte med vilje…

Vi lystfiskere argumenterer modsat, at der er masser af tilfælde, hvor netop fangede og genudsatte fisk straks efter er gået til biddet igen – tilsyneladende upåvirket af udtrætning, afkrogning og genudsætning.

Vi fremfører også gerne amerikanske undersøgelser, hvoraf blandt meget andet fremgår, at en enkelt bass er fanget, mærket og genudsat hele 17 gange i den samme sø. Måske en mindre begavet fisk med en højere smertetærskel end normalt?

Anyway, et hold britiske forskere er gået til sagen med endog meget stor iver og ildhu. De har nemlig sprøjtet irriterende stoffer som bigift og eddikesyre ind i følsomme læber på tamfisk i laboratoriet.

Forskerne registrerede ikke overraskende, at fiskene reagerede tydeligt på de indsprøjtede stoffer. Præcis som en kroget fisk naturligvis reagerer på at blive kroget ved at sprælle for enden af linen. Nogle mere end andre.

Men igen: – Er det så et eksempel på, at fiskene føler smerte? – Eller lader de sig blot irritere, som vi andre gør det efter et myggestik?

Begge reagerer vi naturligvis, da vi jo kan registrere påvirkningerne, så vi efterfølgende kan handle på dem. Herfra og så til at kalde det smerte er der dog et meget langt stykke. Men hvis man absolut vil opfatte det som smerte i menneskelig forstand, kan ingen jo hindre nogen i det. Vi ved bare, at det er det ikke.

For intet er jo ændet på den fysiologiske kendsgerning, at fisk mangler den del af storhjernen, der hos os er sædet for smerteoplevelsen.

Måske de sikkert velmenende dyreværnsforeninger i stedet burde koncentrere deres anstrengelser om onde forskere, der tilsyneladende helt bevidst søger at påføre de stakkels fisk konkrete smerter?

Det er jo rent dyrplageri og dermed aldeles uacceptabelt i vor oplyste tidsalder!

© 2013 Steen Ulnits
Foto: Jørgen Stybe

Fisk og farver

– Kan fisk se farver?

Det er en kendsgerning, at indholdet i såvel blinkæsker som flueæsker stråler i alle regnbuens farver. Det var kun i gamle dage, at sølv var den evindelige favorit – kun suppleret af guld og kobber til vanskelige forhold. I dag serverer grejproducenterne nye farver i en lind strøm, som skal øge salget og fange flere – fiskere, ikke mindst. Måske også flere fisk…

Alligevel møder man stadig mennesker og fiskere, som tror, at fisk ikke kan se farver. Folk, der ikke har fantasi til at forestille sig, hvordan kolde og primitive skabninger som fisk skulle kunne skelne farver, som vi selv kan det.

Men det kan de, for fisk er ikke det mindste primitive. Faktisk formår de en hel del ting, som vi andre ikke magter. Eksempelvis at ånde i det samme vand, som vi andre drukner i – for nu lige at tage det mest nærliggende eksempel!

Vand og luft

Vand og luft er helt forskellige, når det gælder lys og det at se. Vand er nemlig meget tættere end luft og bryder derfor lyset anderledes. Det ses tydeligt, når man stikker en pind ned i vandet. Den “knækker” i overgangen mellem luft og vand – et synsbedrag, der netop skyldes forskellen i brydning mellem luft og vand.

Fiskens øje er da også helt anderledes end vort eget. Det er kuglerundt med en tæthed som det omgivende vand. Det sikrer, at lyset brydes ens i og uden for øjet – så fisken bedre kan bedømme afstand og retning. Det betyder dog også, at fisken ikke kan fokusere som vi ved at ændre linsens form. Den må i stedet flytte hele linsen frem eller tilbage med nogle specielle muskler.

Det er ofte påstået, at fisk er nærsynede, men det er næppe rigtigt. Rigtigt er det derimod, at de ikke behøver at kunne se langt. Det tætte vand forhindrer i sig selv alle at se over lange afstande – også selv om man måtte være langsynet.

Men fiskeøjets kuglerunde facon giver til gengæld et meget stort synsfelt, hvortil kommer, at de to øjne kan bevæges uafhængigt af hinanden. Det er således ikke helt forkert at sige, at fisken har øjne i nakken. Men kun i et snævert felt foran sig kan den se på samme ting med begge øjne samtidig. Kun her har den en sikker afstandsbedømmelse.

Og så kan fisken rent faktisk se om hjørner! Det kan den gennem det såkaldte “vindue” til verden oven vande. Over sig har fisken et kegleformet synsfelt, hvor den kan se gennem overfladen og op på land. Uden for dette vindue virker overfladen som et spejl, der kaster lyset tilbage.

Da lyset som nævnt brydes under overgangen fra luft til vand, kan fisken faktisk i flere tilfælde se den fisker, der har gemt sig bag siv eller buske oppe på land – på grund af lysets brydning.

På samme måde vil en fisk, der ses nede i vandet, se ud til at stå længere ude og højere oppe, end den i virkeligheden gør. I virkeligheden står den tættere på og længere nede, end den ser ud til. Et forhold, som nymfefiskeren må tage højde for med sine dybt fiskede fluer.

Farver

I lang tid troede man, at fisk ikke kunne se farver. I dag ved man, at det kan de allerfleste benfisk. De primitive bruskfisk – hajerne og rokkerne – er dog farveblinde. Til gengæld har de udviklet en meget fornem evne til at skelne kontraster – bedre end benfiskene.

Det ved man fra studier af hajangreb på diverse objekter. Her er det tydeligt, at jo større kontraster i udseendet desto højere risiko for at blive angrebet. Farverne betyder intet.

Benfiskenes farvesyn skyldes specielle synsceller bagest på nethinden. Der er to af slagsen – stave og tappe. Stavene er de mest lysfølsomme, men kan ikke registrere farver. Det kan til gengæld tappene, som dog kræver en hel del lys for at fungere. Når mørket sætter ind, overtager stavene derfor, så fisken nu kun kan se sorthvide nuancer.

Nogle fisk har typisk et bedre farvesyn end andre. Det gælder dagaktive fisk og fisk, der lever pelagisk – det vil sige i de frie vandmasser nær overfladen. Her er der nemlig lys nok til, at de kan se farver.

Omvendt har bundfisk ofte et dårligt udviklet farvesyn. Hvor de lever er der så mørkt, at de alligevel ikke ville kunne se farver. Farver forsvinder nemlig med stigende vanddybde. De absorberes.

De mest energirige bølgelængder når længst ned – de mindst energirige bølgelængder absorberes først. Først forsvinder rødt, dernæst gult og siden grønt lys. Længst nede er der kun det energirige blå lys tilbage. Resten af spektret er filtreret fra af vandet.

Dette forklarer, hvorfor dybhavsrejer, rødfisk og flere andre dybhavsfisk er knaldrøde. Det er nemlig en meget fin camouflagefarve på de kanter, da den jo syner sort hernede! Det giver også stof til eftertanke for lystfiskeren, der må vælge sine favoritfarver med omhu, når det gælder kulør på kunstagnene.

Det nytter ikke meget med en knaldrød pirk på store vanddybder. Der kan man lige så godt bruge en sort i stedet. Gælder det synlighed, så er man bedre tjent med grønt og blåt – samt sølv, ikke at forglemme. Sølv er dog ikke en farve i sig selv, men reflekterer blot forhåndenværende lys.

Fluorescens

Fluorescerende farver er blandt lystfiskere kommet stærkt på mode de seneste år. Fluorescens er et fænomen, der opstår, når usynlige ultraviolette stråler rammer specielle farver. De energirige UV-stråler får da disse farver til at lyse op, så de kan ses på lang afstand.

Effekten af fluorescerende farver er størst i svagt lys, hvor UV-strålerne dominerer. Da kan det være en god idé at ty til kunstagn i disse krasse farver. Omvendt i solskin og klart vand, hvor fluorescerende farver ikke lyser op i nær samme grad.

I modsætning til, hvad mange tror, så er fluorescerende farver på kunstagn – det være sig fluer eller isenkram – intet nyt. Især amerikanerne har kendt til disse farvers særlige effekt over for ikke mindst laksefisk i mange år.

På samme måde var og er det velkendt, at fluorescerende farver er effektive til fluefiskeri efter såvel regnbueørreder som steelheads og stillehavslaks. Ja, faktisk fisker man sjældent uden!

Selv bruger jeg altid fluer i fluorescerende farver til kystfiskeri i mørkt vand og vejr, hvor disse farver rigtig lyser op.

Fluorescerende røde og grønne Juletræer har fanget i tusindvis af danske havørreder og endnu flere grønlandske fjeldørreder. De sidste hedder ikke “rødinger” for ingenting, og forskellen i fangstevne mellem rød og fluorescerende rød er uhyre markant.

Af samme årsag er roterende bladspinnere med fluorød krop et kæmpehit blandt fjeldørrederne, når først de har forladt saltvandet og er ved at tillægge sig den røde gydedragt.

De lader sig hidse op af den røde farve, som sikkert minder dem om en mulig konkurrent. Ikke overraskende dominerer hannerne fangsterne!

Når tyren ser rødt

Til sidst en lille pudsighed fra dyreverdenen. I gamle dage gik man helt naturligt ud fra, at tyre kunne se farver. Man gik også ud fra, at tyrefægteren derfor kunne tirre tyren ekstra meget ved at vifte den om næsen med et klæde i rødt.

I dag ved vi, at tyre – i lighed med mange andre pattedyr – overhovedet ikke kan se farver. Og da slet ikke rødt! Faktisk er det ganske logisk. De fleste pattedyr har jo en pels i afdæmpet gråt, brunt og sort, der falder godt i med omgivelserne. De har derfor ikke brug for at kunne skelne farver – kun kontraster, som tilfældet jo også var med bruskfiskene. I stedet har de ofte udviklet en fornem hørelse og lugtesans, som de så forlader sig på.

På samme måde er det jo indlysende, at fisk, som ofte stråler i alle regnbuens farver, har rigtig god brug for at kunne se og skelne farver under vandet. Undersøgelser viser da også, at de er rigtig gode til det – med en naturlig forskydning mod den blå del af spektret, som jo er mere dominerende under end over vandet.

Solunar-teorien

Sol, måne og stjerner…

Alle, der færdes regelmæssigt ude i naturen – det være sig til lands eller til vands – vil have bemærket det: På nogle tidspunkter af dagen er dyr og fisk klart mere aktive end på andre. Tilsyneladende af uforklarlige årsager.

De fleste af os nøjes med at konstatere, hvad vi ser. Alle taler om vejret, men ingen gør noget ved det, siger man jo meget rammende.

Men der er undtagelser. Folk, der ikke lader sig spise af med, at der nok er tale om tilfældigheder. Folk, der i stedet ser en mulighed i måske at kunne forudsige disse tilsyneladende uforudsigelige aktivitetsperioder.

Til dem hører amerikanske John Alden Knight. Han havde i Florida hørt tale om, at sol og måne skulle styre fiskenes adfærd, og han satte sig for at undersøge dette nærmere.

Knight var en metodisk mand, som definerede hele 33 forskellige parametre, han ville teste i relation til fisk og deres adfærd. Hurtigt kunne han afkræfte de allerfleste af dem og henføre dem til myter og ammestuehistorier. Men tre af dem var ikke til at slippe uden om: Sol, måne og tidevand.

Knight vidste, at der var en nær sammenhæng mellem disse tre – at solen og månen tilsammen styrer tidevandet, der kommer og går med meget regelmæssige mellemrum. Og at tidevandet i meget høj grad påvirker fiskene og dermed også fiskeriet efter dem. Det er enorme vandmængder, som hele tiden flyttes frem og tilbage af tidevandet, der med rette er blevet kaldt “havets puls”.

Østers viser vejen

Tilbage i 1926 var man ikke helt så videnskabeligt orienteret, som man er i dag, og teorier om planeternes indflydelse på fisk og dyr blev derfor betragtet lidt på linje med voodoo fra Louisiana.

John Alden Knight måtte derfor siges at være langt fremme i skoene, da han gik i gang med at teste disse påstande på et mere videnskabeligt grundlag.

Tidevandet var allerede på plads og accepteret som en vigtig faktor i fiskeriet. Men hvordan med fiskene i søer og vandløb langt fra havet? Her kunne det jo ikke være tidevandet, som styrede fiskene, men hvad med sol og måne? – Kunne de også have betydning på landjorden? Det kunne i hvert fald ét samtidigt eksperiment tyde på:

Dr. Frank A. Brown var biolog på Nortwestern University nær Chicago. Han fik fløjet et antal østers fra Atlanterhavet og til sit laboratorium inde i landet.

Da de ankom, kunne de stadig huske tidevandet og åbnede og lukkede regelmæssigt deres skaller ved højvande og lavvande. Dr. Brown slukkede nu for lyset, så hans østers ikke kunne orientere sig via solen.

I den første uges tid åbnede og lukkede skallerne stadig i relation til tidevandet ude i Atlanterhavet. Men i den anden uge og fremefter havde de justeret deres åbne- og lukketider efter månen, som de heller ikke kunne se – men tydeligvis godt mærke. De mørklagte østers åbnede nu i stedet skallerne, når månen stod lige over eller under Chicago!

Nu var John Alden Knight for alvor interesseret. Han manglede imidlertid stadig at dokumentere effekten over for fisk i både antal og størrelse. Og han gik videnskabeligt til værks – med indsamling af data fra mere end 200 forskellige fangster spredt over hele landet. I saltvand såvel som ferskvand. I strømmende såvel som stillestående vand.

Mønsteret var overraskende tydeligt: Mere end 90% af fiskene var fanget ved nymåne – også kaldet sortmåne, da man jo ikke kan se månen, selv om den stadig er der.

Og fangsterne lå smukt placeret i forhold til de noget komplicerede Solunar perioder, han i mellemtiden havde defineret. Lange perioder, når månen står lige over eller lige under lokaliteten. Og korte, når den står i en 90 graders vinkel herpå.

John Alden Knight samlede efterfølgende sine erfaringer og teorier i den skelsættende bog “The Modern Angler: Including the Solunar Theory” fra 1936.

Han fortsatte sine undersøgelser de følgende ti år og udvidede dem til nu også at omfatte dyr på landjorden. Ikke overraskende viste både dyr og fugle sig også at være underlagt Solunar perioderne, hvor de var mere aktive end ellers. Og dermed lettere at få i tale for jægerne.

Solunar perioderne er nu blevet en kommerciel ting, som kan tilgås af alle – mod behørig betaling, naturligvis. På websitet www.solunar.com kan man på sit glatte ansigt og med sit gyldige kreditkort købe de eksakte Solunar perioder til netop den geografiske lokalitet, man måtte ønske. Det kræver blot, at man har de præcise GPS-koordinater.

Man kan også “nøjes” med de hugtabeller, der ofte publiceres i fiskepressen – eksemplificeret ved ABU Garcia’s populære hugtabel, som stadig har mange brugere. Hvordan den så ellers er udregnet, forbliver desværre en hemmelighed…

“Nap & Nyt” goes digital

En æra er forbi: 2008 blev det sidste år med et trykt Nap & Nyt katalog – efter 60 succesrige år. Nu er Nap & Nyt fulgt med tiden og er blevet digitaliseret.

2009 markerede overgangen fra det trykte til det digitale medie. 2009 udgaven af Nap & Nyt ankom nemlig i en digital udgave, trykt som en CD-ROM med kataloget liggende som en pdf-fil, man kunne bladre i.

Men det var kun et første skridt på vejen – en gradvis afviking af fortiden, kunne man sige. Fra og med 2010 tager Pure Fishing nemlig skridtet fuldt og dropper Nap & Nyt kataloget helt.

I forvejen var det oprindelige Nap & Nyt efterhånden blevet noget udvandet, idet man var gået fra et rent svensk ABU katalog til gradvis at inddrage flere og flere af Pure Fishings mange andre brands: Berkley, Fenwick, Penn, Mitchell med flere. Nap & Nyt var således ikke længere, hvad det engang havde været. Langtfra det helsvenske foretagende, det oprindelig var. Og nu bankede så den digitale tidsalder på døren.

Fra katalog til websites

Fra og med 2010 koncentrerer Pure Fishing derfor helt sine anstrengelser om det digitale medie – bekvemt placeret på det altfavnende internet. Pure Fishing Danmark har allerede en håndfuld egne, danske websites, og flere vil komme til.

På hovedsitet www.purefishing.dk kan man altid se, hvilke andre danske websites firmaet råder over. Her vil man også løbende blive orienteret om nye tiltag og nye produkter – på sidens blog med navnet “Hot News”. Så følg med der, hvis du vil holde dig orienteret om, hvad der sker hos verdens suverænt største fiskegrejskoncern.

Der er således ingen grund til at begræde bortgangen af det trykte Nap & Nyt. En æra er forbi – en ny er begyndt. Og den bliver langt mere spændende og interaktiv! Bare vent og se…

Florida

Fallit, flats og fisketurisme

Det startede med Wall Street børskrakket, der tog fart i 1929, og som først nåede bunden små tre år senere i 1932.

Panik på Børsen fik dengang aktiekurserne til at styrtdykke i en sådan grad, at økonomien i samtlige 48 nordamerikanske stater brød kollektivt sammen. Herefter tog det ikke mindre end 25 år, førend aktieindekset havde nået sammen niveau som før krakket…

– Men hvad har nu det med lystfiskeri at gøre? Jo, faktisk rigtig meget. Rigtig mange amerikanere måtte nemlig gå fra hus og hjem efter Wall Street krakket, som efterlod dem med værdiløse aktier, der ellers skulle have forsødet deres alderdom eller tilladt dem en tidlig pensionering.

Nu var der i stedet økonomisk krise og stor arbejdsløshed. Amerika måtte gentænke situationen for at komme helskindet ud på den anden side af krisen. Et af fokuspunkterne blev hurtigt det kommercielle fiskeri, som havde fået en helt ny rækkevidde med udviklingen af større og hurtigere både med flere hestekræfter på hækken.

Vi kender kun historien alt for godt. Hvor fiskeriet før domineredes af fattige fiskere i små skibe, blev erhvervsfiskeriet nu Big Business med fartøjer, der blev stedse større og mere effektive. Ejerne af de store fartøjer blev tilsvarende færre, men rigere, og i takt med rigdommen steg desværre også deres grådighed.

Olie, stål og fisk

Som man havde oplevet det i både olieindustrien og stålindustrien, så udviklede erhvervsfiskeriet sig også til en kolos med sindrige strukturer til at beskytte sine aktiviteter og økonomiske interesser.

Erhvervsfiskerne fik politisk indflydelse langt op i regeringskredse, som ikke stillede sig kritiske over for det ekspanderende fiskerierhverv. Med det helt forudsigelige og uundgåelige resultat, at mange fiskebestande blev overfisket i en grad, der gjorde det svært for dem at vinde fodfæste igen.

Det gik i staten Florida især ud over striped bass, redfish og seatrout med flere, som lever på de for Florida så karakteristiske lavvandede flats. Og historien kunne have endt her, som den var endt for andre fiskearter i andre af de amerikanske stater – med et totalt kollaps for fisk og fiskeri.

Men heldigvis skilte Florida sig ud fra mængden. Lokale fiskeguider, fiskeguruer og fiskeguder som Stu Apte og Bill Curtis med flere så nye og saltere horisonter. De pionerede fluefiskeriet efter de sølvblanke bonefish og kæmpemæssige tarpon, der lever på Florida’s vidtstrakte flats.

De tilbød efterfølgende deres tjenester til de nu få, men stadig uhyre velhavende amerikanere, som var sluppet helskindet ud af Wall Street krakket – med kontante dollars nok i behold til at booke de dygtigste fluefiskere, der nu fungerede som statens første rigtige fiskeguider.

En amerikansk tradition, som altså blev etableret efter børskrisen, og som siden da har brødfødt i tusindvis af amerikanske familier. Fisketurisme, når den er bedst og var allermest nødvendig.

Samtidig skete der det i 1960’erne, at mange velhavende og midaldrende amerikanere fra USA’s “interior” begyndte at flytte til Florida for at nyde solen og varmen dér. “Snow birds” kalder man den dag i dag de amerikanere, som hver vinter valfarter til Florida – på flugt fra kulden og sneen i de nordligere stater.

Tilflyttere til undsætning

De tilflyttende amerikanere kunne se, at Floridas fiskeressurser ikke i længden kunne holde til det stadig mere intensive erhvervsfiskeri. Det var veluddannede og ressursestærke mennesker, som havde skabt sig en formue og en position i kraft af deres amerikanske ånd: Trangen til at skabe noget stort ud af ingenting. De stillede sig derfor ikke tilfredse med tingenes tilstand eller udviklingen i deres nye stat.

De nye tilflyttere kunne se et større perspektiv, end mange lokale kunne. Og de begyndte at råbe vagt i gevær over det tiltagende overfiskeri ud for Florida. En lille håndfuld ildsjæle dannede sågar en uafhængig kommission – “Marine Fisheries Commission” – der skulle skabe opmærksomhed omkring problemerne.

Den nye kommissions selvpåtagede opgave var at forvalte fiskeriet, så der blev flest mulige fisk i havet omkring Florida. Man definerede til formålet et helt nyt begreb, nemlig “maximum abundance”, som stod i grel modsætning til tidligere forvaltnings “maximum extraction” – det maksimalt mulige udtag. Kommissionen beskæftigede sig således alene med at skaffe flere fisk og ikke større fangster. Det sidste ville dog være en uundgåelig konsekvens af det første!

Kommissionens magt og rækkevidde voksede, og den barslede snart efter med forslaget om et obligatorisk fiskekort til fiskeri i havet. Lokale sportsfiskere i Florida kunne nøjes med 15 dollar, mens tilrejsende måtte hoste op med 35 dollar for et års fiskeri.

Fiskekortet var et upopulært forslag, der imidlertid hurtigt blev populært – helt enkelt fordi man nu for første gang nogensinde kunne sætte pris på det rekreative fiskeri – give det en målelig værdi. Nu kunne forekomsten af fisk ikke kun bidrage til erhvervsfiskernes indtægter. Nu spyttede det rekreative fiskeri også penge i kassen og måtte derfor tages alvorligt på lige fod med det kommercielle fiskeri.

Ikke mindst hvor både det rekreative og det kommercielle fiskeri interesserede sig for de selvsamme fiskearter, viste denne sammenligning sig at være guld værd: Kommercielt overfiskeri kunne nu påføre det rekreative fiskeri påviselige økonomiske tab.

Lavere fiskekvoter var en naturlig konsekvens af overfiskeriet, men det lykkedes først i 1987 at få gennemført sådanne ved lov. Og da kommissionens første forslag koncentrerede sig om hurtigt voksende fiskearter såsom redfisk, seatrout og king mackerel, tog det kun få år, førend resultaterne af de mindskede kvoter viste sig – i form af markant øgede fiskebestande.

Bonefish og tarpon

Bonefish var et kapitel for sig. Den kommercielt værdiløse bonefish – med fileter fulde af ben, som navnet også mere end antyder – var truet af erhvervsfiskeriet, der brugte den bløde fisk som agn til fiskeri efter andre arter.

Et totalforbud mod garnfiskeri efter bonefish blev resultatet – igen med synlige resultater efter blot få års fredning. Fremover måtte agnfisk kun fanges med små kastenet.

Herefter kom turen til trawlfiskeriet, hvis uønskede bifangster er noget nær ubeskrivelige. Videnskabelige undersøgelser har dokumenteret, at der ofte er et “udsmid” af uønsket bifangst på 5-6 kg per kg ønsket fangst. Et spild på 80-90 %. Hertil kommer så den vanskeligt målbare skade, som de tunge trawlskovle forårsager på havbunden.

Kommissionen kom med forslag til, at trawlene skulle være langt mindre af størrelse, så de kunne bruges af mindre fartøjer med mindre skadevirkning til følge. I 1996 – knap ti år efter de første restriktioner – er fiskebestandene omkring Florida kommet sig i en grad, ingen havde troet muligt. Alle var glade – lystfiskere såvel som erhvervsfiskere. Og fisketurismen blomstrede som aldrig før.

En anden af Floridas vigtigste sportsfisk – på højde med den lille bonefish – er den ofte ti gange større tarpon. Da kommissionen dykkede ned i spørgsmålet om, hvorfor bestanden af store tarpon var for stærkt nedadgående, viste det sig, at lystfiskerne selv var problemet:

Masser af store tarpon – de vigtige gydefisk – blev nemlig hjemtaget som trofæer. Nogle kom ganske vist op på væggen i udstoppet tilstand, men nok de fleste havnede i skraldespanden efter endt fotografering. Tarpon er nemlig notorisk dårlige spisefisk, som derfor aldrig har haft interesse for erhvervsfiskeriet. De er derimod utroligt attraktive at blive fotograferet sammen med…

Tarpon tags og tarpon flags

Løsningen på problemet blev de såkaldte “tarpon tags”. Man indførte regler om, at alle tarpon som udgangspunkt skulle genudsættes. Ville den heldige eller dygtige fanger alligevel have én med hjem til væggen, ja, så måtte han betale en trofæafgift på 50 dollar over i det generelle fiskekort. Samtidig skulle han eller hun udfylde en formular og sende den til de lokale fiskerimyndigheder, som så registrerede fangsten.

Med de nye tarpon tags slog man således to fluer med ét smæk: Der kom penge ind til fremtidig fiskeforskning og fiskeriforvaltning. Og der blev hjemtaget langt færre tarpon end tidligere. I hele Florida hjemtages der således i dag næppe meget mere end et halvt hundrede tarpon om året.

Til gengæld har lokale fiskeguides nu lov og pligt til at hejse et såkaldt “tarpon flag”, når de har landet og genudsat tarpon. Så de kan prale af fangsten uden absolut at skulle aflive den. Pædagogik og psykologi kombineret på bedste amerikanske vis.

Ideen med tags har siden bredt sig til store dele af USA, Canada og Alaska, hvor indtægterne ofte er målrettet truede arter som kongelaks og steelhead.

Florida har således vist vejen og kæmpet sig ud af fallitten og frem til en lukrativ fisketurisme på de vidtstrakte flats.

Alverdens sportsfiskere bør løfte på hatten i respekt!

Nikon Coolpix AW130

Nyt avanceret kamera fra japanske Nikon, der er vandtæt helt ned til 30 meters dybde!

Nikon har en lang tradition for at fremstille kameraer til brug under vandet. Det legendariske Nikonos fremstilles ikke længere, da det var analogt og filmbaseret. Men det var robust ud over alle grænser og forsynet med fast vidvinkelglas af høj, høj kvalitet. Ingen fancy plastzoom her!

Siden fremstillede så Nikon med deres AWAF et mindre kostbart kamera til mindre professionel og hårdhændet brug. Det lykkedes mig at slide hele tre eksemplarer af denne model op, inden Nikon også stoppede produktionen af dette ligeledes analoge kamera. Jeg havde tilmed fået skiftet filmmotoren ud i to af disse. Den var slidt op…

Det sidste eksemplar ligger i dag på bunden af Chimehuin floden i Argentina efter en dramatisk kæntring, du kan læse mere om andetsteds på ulnits.dk.

Men Nikon fortsatte udviklingen af digitale undervandskameraer, og den er nu kulmineret med det nye Coolpix AW130, som er en raffineret udgave af forgængeren AW120, der fik megen ros i pressen.

Vandtæt og stødsikkert

Med dette kamera kan der nu dykkes helt ned til 30 meters dybde, uden at det er nødvendigt at bruge et specielt kamerahus. Coolpix AW130 kan således og uden overdrivelse medbringes overalt – både til lands, til vands og i luften. En sjov detalje, der næppe giver bedre billeder, er kameraets indbyggede tryksensor. Den viser løbende en angivelse af den højde eller dybde, hvor billedet tages!

Kameraet er samtidig støvtæt, stødsikkert fra op til to meters højde og frostsikkert ned til -10 °C. Ikke at jeg har efterprøvet nogle af delene – dertil er jeg alt for forsigtig med mine ting – men kameraet kan givetvis holde til lidt af hvert, hvis det skulle komme så vidt.

Når man er på farten og i felten, kan man dele sine billeder og videoer med andre med det samme. Man skal blot lade kameraet berøre en anden NFC-kompatibel smart-enhed eller bruge Wi-Fi-funktionen. Dette udelukker dog iOS enheder fra Apple, som traditionelt ikke ynder Near Field Communication.

Wi-Fi er til gengæld en både praktisk og hurtig måde at overføre billeder fra kamera til computer, når man kommer hjem fra fisketuren. Langt lettere end via kabel eller kortlæser. Man downloader blot Nikons egen Wireless Mobile Utility app fra Apple’s App Store eller Google Play og parrer kamera med iPad, iPhone eller Android enhed.

Det lyder let, men opsætningen skete ikke uden begyndervanskeligheder. Et grundigt kig i manualen skabte dog hul igennem, og siden har synkronisering og overførsel af fotos fra kamera til lagerenheder ikke voldt problemer. Nikons tilgang til software er og bliver dog mere PC-agtig, end godt er.

Det lysstærke f/2,8-vidvinkelobjektiv på 24 mm er perfekt til undervandsbilleder og billeder af aftenlandskaber, og den optiske zoom på 5x gør det let at tage nærbilleder. Det er en funktion, som kan udvides til 10x Dynamic Fine Zoom (DFZ), hvis man skulle føle, at kameraets medfødte 16 millioner pixels ikke er nok.

Nikon er vældig stolt af sin DFZ, men som enhver blot nogenlunde erfaren fotograf ved, så får man ikke noget foræret. Ingen pixels kommer af sig selv, og enhver form for digital zoom gør ikke resultatet bedre eller flytter motivet tættere på. Tværtimod risikerer man rystede og uskarpe billeder.

En bedre løsning er i regelen at tage billederne uden digital zoom og så efterfølgende beskære dem hjemme på computeren.

Zoom for viderekomne

Men der er dog noget at hente med denne nye feature, som tilsyneladende fungerer lidt efter samme princip som konkurrenten Sony’s Clear Image Zoom.

Her bruges mønstermatchende algoritmer til at gætte manglende pixels og erstatte dem, så man opnår en kunstigt højere opløsning end den oprindelige. Dynamic Fine Zoom fordobler i grove træk brændvidden uden samme kvalitetstab som den klassiske digitale zoom.

Det er en spændende teknologi, som givet vil blive endnu bedre i årene, der kommer – i takt med, at man får forbedret de mønstermatchende algoritmer, der ”opfinder” de nye pixels.

Ret beset var det vel finske Nokia, som var først ude med princippet – blot i omvendt orden. I deres banebrydende 808 kameratelefon havde de indbygget en sensor med hele 41 millioner pixels, der blot fyldte alt for meget som færdige billeder.

Nokia havde derfor udviklet en algoritme, der kunne nedskalere billederne – ved at udvælge de rigtige (bedste) pixels til de færdige billeder, der med 5 millioner pixels nu kun fyldte få MB.

Nå, det var vist lidt tekniksnak for fotonørder, men det skal der også være plads til på disse sider. Det giver under alle omstændigheder en lidt større forståelse for kameraet og dets muligheder, når man kender lidt til indmaden og teknikken bag.

Indbygget understøttelse af såvel GPS som GLONASS og QZSS systemerne giver mulighed for hurtigere og mere præcis registrering af det sted, billedet tages – med angivelse af længde- og breddegrad hentet fra satellit.

Det er dog heldigvis en funktion, der kan slås fra, så man ikke afslører sine mest hemmelige favoritpladser, når man stolt lader sig fotografere med fangsten…

Den følsomme og bagbelyste billedsensor har 16 følsomme megapixels at gøre godt med, hvilket sikrer flotte, detaljerige billeder praktisk talt uden støj – selv under vand og under dårlige lysforhold. Man fornemmer klart, at Nikon har mange års erfaring med netop fotografering under vandet, der stiller helt anderledes krav til følsomhed og farvebalance, end almindelig ”tør” fotografering gør.

Småt er ikke altid ikke godt

I forhold til forgængeren AW120 er AW130’eren forsynet med et lille håndgreb, der giver et bedre greb om det i forvejen ganske lille kamera. Her er et af de ellers ganske få kritikpunkter ved dette spændende kamera: Det burde ganske enkelt være lidt større rent fysisk. Det ville sikre et bedre greb om kameraet, der er vanskeligt at betjene med én hånd.

Jeg mindes i den forbindelse med glæde mine gamle Nikon AWAF kameraer, som dels var større – dels havde et markant håndgreb, der gjorde énhånds betjening til en smal sag. Og vi lystfiskere har jo netop brug for at kunne fotografere med én hånd – når vi har har en stang med en vildt sprællende fisk i den anden, som vil jo ikke kan give slip på!

Men ser man bort fra dette, så er det nye Nikon Coolpix AW130 et fremragende lille kamera, som tager gode billeder både over og under vandet, men som er helt uden konkurrence under vandet.

Er man heldig eller hurtig, kan man købe dette dejlige kamera i et sæt med flydende håndledsrem og vandtæt rygsæk i samme signalgule farve som kameraet. En perfekt kombination til dig, der gerne fisker fra kajak eller pontonbåd, hvor det ofte går både vildt og vådt for sig!

Set på nettet til kr. 2.249,- hos dustin.dk

De ti hurtigste fisk i verden

– Vidste du, at nogle fisk svømmer mere end 100 km i timen? – Eller at nogle sågar kan flyve? Hør, hvad videnskaben har at sige om fiskenes svømmeegenskaber!

Det siger sig selv, at fisk er gode til at svømme. De lever jo af det, og for nogle arters vedkommende dør de sågar af det, hvis de ikke svømmer. Det gælder eksempelvis makrellen, der kun kan ånde, når den svømmer. Den mangler helt enkelt den pumpemekanisme, der gør, at andre fisk kan stå stille og alligevel trække vejret.

Men der er endog meget stor forskel på forskellige fisks svømmeegenskaber. Nogle er de fødte hurtigsvømmere, mens andre ikke rører meget på sig. Nogle kan svømme langt og er meget udholdende, mens andre kun kan flytte sig hurtigt over meget korte distancer.

Alle højere dyr har to slags muskelvæv: Rød muskulatur og hvid muskulatur. Den røde muskulatur er dominerende hos pattedyrene, mens den hvide er mest udbredt blandt fugle og fisk.

Muskler og mælkesyre

Forskellen på de to typer muskelvæv ligger i udholdenheden. Den røde muskulatur kan arbejde i længere tid ad gangen, mens den hvide primært er tiltænkt korte, spurtagtige præstationer.

Har man overvejende rød muskulatur, er man således mere udholdende, end hvis man har flest hvide muskler. Omvendt kan hvid muskulatur gøre sin ejermand hurtigere på kort hold, men også til en mere forpustet sprinter.

For begge muskeltyper gælder, at der dannes mælkesyre efter kortere eller længere tids overanstrengelse. Da slår musklerne over på en slags nødstofskifte, der kan fungere uden ilt. Men kun i kort tid og desværre altid med produktion af mælkesyre som uundgåeligt affaldsprodukt. Og virkningen af mælkesyre kender vi alle: Ømme og stive muskler. Mest mælkesyre kommer der fra overanstrengt hvid muskulatur.

Kigger man på de mest udholdende af hurtigsvømmerne, vil man altid se, at de røde muskelfibre langs siden er højt udviklet – med mørkt kød som det synlige resultat. Omvendt dominerer de hvide muskelfibre hos de fleste andre fisk, som derfor er fødte ofre for mælkesyreforgiftning efter anstrengelse.

Det kan være svært at måle svømmehastighed hos fisk. Mindre fisk kan holdes i strømakvarier, hvor man gradvis skruer op for strømhastigheden, indtil fisken må give op og lade sig falde tilbage med strømmen. Da har man et godt mål for den pågældende fiskearts maksimale svømmehastighed og udholdenhed.

Anderledes svært er det med store fisk ude i den vilde natur. Da er man nødt til i højere grad at anslå end rent faktisk måle hastigheden. Fra sejlende skibe og med rullende kameraer kan man imidlertid komme tæt på de reelle værdier – de pågældende fisks tophastigheder.

Længde og fart

Under mit første besøg på Cuba – det var i 1977 – tilbragte jeg nogle dage med Big Game fiskeri ud for Havanna. Med byens karakteristiske skyline i horisonten og to kilometer dyb koboltblå Golfstrøm under kølen.

Mens vi lå og trollede efter marlin – små hvide og store blå – dukkede pludselig et kæmpestort monster af en hvid haj op ved båden. Den synede lysebrun mod det koboltblå vand, og vi anslog den til at være et sted mellem 6 og 8 meter lang. Jeg stod oppe på skibets flying bridge og kunne med gysen se monsteret glide ind under vor Big Game båd – fuldt synlig på begge sider af skibet samtidig!

Det, der for alvor fascinerede mig – ud over fiskens blotte størrelse – var dens fart gennem vandet. Det så ikke hurtigt ud, da fisken jo var så stor. Men hastigheden var høj og rigelig til at svømme den stime bonitoer op, som omgav båden. Og de hører jo selv til blandt havets hurtigsvømmere.

Hajer er ikke specielt hurtige svømmere og hvidhajer da slet ikke. Men som enhver sejlsportsmand ved, så er det sejlskibets længde og vandlinje, som afgør, hvor hurtigt det kan sejle. Et stort sejlskib vil derfor altid kunne agterudsejle et lille, og det samme gælder fisk. Er de blot store nok, kan selv langsomme fisk svømme mindre hurtigsvømmere op.

Det er et forhold, der må tages med i betragtning, når man taler om tophastighed. – For taler vi om den absolutte tophastighed, hvor fiskens størrelse ingen rolle spiller? – Eller snakker vi om den relative hastighed, som er fiskens hastighed i forhold til dens størrelse?

Da giver det nemlig to helt forskellige Top Ti lister over hurtigsvømmere blandt fiskene. Endnu mere kompliceret bliver det, hvis vi også bringer et forhold som udholdenhed ind i billedet – hvis vi kigger på, hvor længe en given fisk kan holde ud at svømme med tophastighed. Da bliver der brug for en tredje Top Ti liste.

Biologer diskuterer ofte de forskellige fiskearters udholdenhed, når de skal konstruere fisketrapper, omløbsstryg og større vejunderføringer. Da er strømhastigheden nemlig altafgørende for, om fiskene overhovedet er i stand til at forcere dem.

Er forhindringens længde og strømhastighed for stor, vil mange fiskearter måtte give op undervejs. Her er det i mindre grad topfarten, der tæller. Men udholdenheden, der er i højsædet.

14825-xxaa5

Topfartens Top Ti

Her skal vi imidlertid holde os til de absolutte tophastigheder. Dem, der er lettest at kortlægge.

Vi mennesker har altid været fascineret af talværdier – af først og størst, længst og hurtigst. Der er derfor brugt megen tid på at afgøre, hvem i vandet der kan svømme hurtigst. Studerer man litteraturen, vil man uundgåeligt støde på varierende værdier for de forskellige fisk. Baseret på forskellige målemetoder og lokaliteter.

Jeg vover dog alligevel at give et bud på Top Ti listen over verdens hurtigste fisk. Ikke overraskende stammer de alle fra havet, hvor afstandene og ”the need for speed” jo er størst:

1. Sejlfisk

Tophastighed: 112 km/t

På en ubestridt førsteplads blandt havets hurtigsvømmere finder vi sejlfisken Istiophorus platypterus, der med sin kolossale rygfinne om nogen lever op til både sit engelske og danske navn.

Sejlfisken kan lægge sit kolossalt store rygsejl ned i en dertil indrette fure, så den ingen vandmodstand yder overhovedet. Den op til 3 meter lange og 50 kg tunge hurtigsvømmer bruger ellers sejlet til at imponere andre sejlfisk med. I gydetiden kan man således se småflokke af sejlfisk ligge og baske i overfladen – ofte med hele sejlet ude af vandet.

Svømmehastigheden er målt til 112 km/t, men ikke nok med det: Videooptagelser har vist, at sejlfisken kan svinge sit sværd fra side til side med op til 125 km/t. Den svømmer ind i en flok småfisk og svinger vildt med sværdet. Nogle fisk dræbes på stedet, andre bedøves blot. Herefter er det enkelt for sejlfisken – i ro og mag – at svømme tilbage og samle maden op.

Det er tankevækkende, at sejlfisken under vand kan nå samme hastighed som det hurtigste dyr oppe på land – geparden. Tankevækkende, da vand jo er et mange gange tættere medium end luft. Til gengæld har geparden så en langt større tyngdekraft at trækkes med på landjorden.

Sejlfisken vokser imponerende hurtigt, men bliver som guldmakrellen ikke ret gammel. Sejlfisken når typisk en længde på to meter i løbet af sine første fem leveår. Herefter flader væksten kraftigt ud – sikkert på grund af kønsmodningen, der kræver megen energi – og de færreste sejlfisk bliver ældre end ti år gamle og mere end tre meter lange.

Sejlfisken er en populær sportsfisk – ikke mindst på grund af dens mange spring og lange udløb. Fluefisker man den store pacifiske sejlfisk, kan der blive brug for både 300 og 400 meter bagline. Samt hurtige reflekser, så man ikke slår knoerne til blods mod håndtaget på den vildt roterende spole!

2. Stribet marlin

Tophastighed: 80 km/t

Der er et overraskende stort spring ned til andenpladsen, hvor vi finder en af havets virkelige giganter: Den stribede marlin med det latinske artsnavn Tetrapturus audax. Det overaskende består i, at marlinen kan blive langt større og derfor også burde have en højere tophastighed end sejlfisken. Det har den bare ikke.

Den stribede marlin hører til verdens absolut mest eftertragtede sportsfisk, der med sine op til godt 200 kg altid leverer en dramatisk dyst med flere hundrede meter lange udløb og imponerende spring helt ud af vandet. Mange flere end de langt større blå og sorte marlin kan præstere. Der skal helt enkelt fart over feltet til, hvis man skal kunne springe som en stribet marlin.

I modsætning til blå og sorte marlin, så forekommer den stribede marlin langt mere talstærkt. Således er det langt fra usædvanligt med dagsfangster på tocifrede antal. Hvilket er helt uhørt med blå og sorte marlin. Her skal man være glad for hver eneste marlin, der kommer i båden.

Den stribede marlin er en fin spisefisk, som indbringer gode priser på markedet. Det har gjort den så eftertragtet, at den i dag har status som potentielt truet. Således er den kommercielle fangst i dag blot en fjerdedel af fangsten i 1960’erne.

3. Wahoo

Tophastighed: 77 km/t

På tredjepladsen kommer en turbo charged supermakrel med det eksotiske navn “wahoo”. På latin hedder den Acanthocybium solandri. En rasende hurtig svømmer, der samtidig er en rigtigt fin spisefisk.

Så god er wahoo’en på bordet, at den var Ernest Hemingway’s favoritspise – når Papa altså først lige havde skyllet den obligatoriske stime mojitoer i sig. En 10-15 stykker af slagsen. For den ikke indviede, så er ”mojito” ikke navnet på en småfisk, men en rom-baseret drink af de bedre…

Wahoo’en vokser som sejlfisk og guldmakrel uhyre hurtigt, men bliver heller ikke ret gammel. Noget tyder på, at hvis man har væksthormoner ud over det sædvanlige, så skal man ikke regne med noget langt liv…

Wahoo’en minder meget om den atlantiske king mackerel og den indopacifiske Spanish mackerel, som den da også er i familie med. En lang og slank makrel med masser af spidse tænder i munden. Den kan blive op til 40 kg tung, men ses sjældent større end 10-15 kg.

Der findes i litteraturen oplysninger om, at wahoo kan svømme op til 90 km/t, men det har været svært at dokumentere dem. 77 km/t er nu også rigtig hurtigt – wahoo’ens relativt beskedne størrelse taget i betragtning.

4. Blåfinnet tun

Tophastighed: 76 km/t

Det var forventet, at den blåfinnede tun Thunnus thynnus ville være at finde på hurtigsvømmernes Top Ti. Den blåfinnede tun er hurtigt svømmende og langt vandrende. Således stammede de kæmpestore tun, der i efterkrigsårene jagtede sild, makrel og hornfisk helt oppe i Øresund, fra Middelhavet i syd. Og det var kun de største og hurtigste, der nåede helt herop.

Den blåfinnede tun findes som flere andre af de store havfisk i både Atlanterhavet og Stillehavet. Nogle forskere betragter dem som separate arter – andre blot som underarter af samme art. Den blåfinnede tun kan veje op mod 500 kg – med den danske rekord på imponerende 372 kg.

Enhver Big Game fisker ved, at marlin er de hurtigste og tun de stærkeste af havets virkelige sutorvildt. En dyst med en tun på 100-200 kg er således langt mere udmarvende for fiskeren end kampen med en tilsvarende stor marlin. Sidstnævnte hjælper nemlig selv til med udtrætningen – via deres høje spring helt ud af vandet.

Den slags spilder tunen ikke sine kræfter på. Den dykker i stedet i dybden, hvor den er ustoppelig. Og er den først nået rigtig langt ned, er den så godt som umulig at få op igen. Da skal man næsten løfte den rene dødvægt op til båden. Gerne med brug af en såkaldt “flying gaff”, der hægtes på linen og sendes i dybet til fisken.

Uheldigvis er den blåfinnede tun meget velsmagende, hvilket ikke mindst de fiskeelskende japanere forstår at værdsætte. Dens popularitet som spisefisk har desværre bragt den på listen over truede fiskearter. Således er fangsten i de sidste 40 år reduceret med 72% i Østatlanten og 82% i Vestatlanten.

Af samme årsag gøres der i dag store anstrengelser for at opdrætte netop blåfinnet tun. Endnu er man dog stadig nødt til at indfange flokke af mindre fisk, som man så fodrer op til markedsstørrelse.

5. Gulfinnet tun

Tophastighed: 74 km/t

Den gulfinnede tun Thunnus albacares har en sydligere udbredelse end de blåfinnede og når slet ikke dennes størrelse. Den holder af varmere vand og træffes ikke i tempererede have, som den blåfinnede gør det.

Den gulfinnede tun kan blive op til 200 kg tung og lever virkelig op til sit navn: Således er finnerne og de små styrekøle på halen, der skal stabiisere fisken under topfart, klart gule. Den anden rygfinne samt gatfinnen er begge stærkt forlænget, så de tilsammen danner en karakteristisk halvmåne, der næppe findes andetsteds i fiskeverdenen.

Størrelsen samt en topfart på niveau med dens blåfinnede storebror gør den gulfinnede tun til en handy og populær sportsfisk. Handy, fordi den ikke kræver det helt tunge grej, som er ubetinget nødvendigt til fiskeri efter blåfinnede tun samt blå og sorte marlin. Den gulfinnede tun kan således fiskes på samme grej som sejlfisk, guldmakrel, wahoo og tilsvarende mellemvægtere.

Og så er den uhyre velsmagende. Jeg skal sent glemme en dag ud for Cabo San Lucas i Mexico, hvor vi fik en håndfuld mellemstore tun indenbords af den gulfinnede slags. De hamrede på deres karakteristiske vis imod bundbrædderne, indtil et par velrettede slag med en baseball kølle fik bragt dem til tavshed.

Få minutter senere var de klar til servering inde i kahytten. Frisk sashimi med soya og lidt wasabi sauce til. Dertil et par iskolde “XX” øller. Da forstår man, hvorfor også den gulfinnede tun er på vej mod listen over truede fiskearter…

6. Blåhaj

Tophastighed: 69 km/t

Enhver, der har set en blåhaj – helst levende og i vandet – er klar over, at her står vi over for en rigtig hurtigsvømmer. Prionace glauca er en af de smukkeste hajer, vi har – dertil den hurtigste af dem alle. Med en registreret tophastighed på 69 km/t er den næsten på niveau med tunfiskene.

Blåhajen hører de subtropiske vande til, hvor den foretrækker de større dybders kølige vand. De store øjne vidner om et rigtig godt syn, og de lange finner giver den et fornemt svæv i vandet. Det er en fantastisk smuk fisk at se på – spidsnæset og indigoblå som den syner i vandet.

Blåhajen er hurtig på finnerne og vandrer langt. Men har man haft den på krogen, vil man vide, at den ikke er specielt stærk. Vil man have sig en rigtig dyst med råstærke hajer, skal må gå efter de mere kompakte sildehajer og makrelhajer.

Blåhajen kan være op til 4 meter lang og vejer da omkring 200 kg. Store blåhajer har ofte været involveret i angreb på mennesker. Sportsdykkere undgår derfor områder med mange blåhajer, der gerne lever i mindre flokke.

Mange af angrebene er ikke fatale, men det er aldrig rart at blive bidt af noget, der er dobbelt så stort som én selv. Og som kan svømme mange gange hurtigere…

7. Bonefish

Tophastighed: 64 km/t

Jeg blev oprigtigt glad, da jeg så min elskede bonefish Albula vulpes på hurtigsvømmernes Top Ti liste. Jeg vidste, at den måtte være med i opløbet, når den som ingen anden fisk på sin størrelse kan tømme et fluehjul for bagline på få sekunder.

En syvendeplads er rigtig flot for en fisk, der aldrig overskrider meteren – som i regelen er tættere på det halve. Og så er det en rigtigt sød fisk – i hvert fald af udseende – med bløde læber og karakteristisk sort overskæg á la Bob Dylan.

Det er dog ikke sikkert, at krabber og rejer har helt den samme opfattelse, når de pludselig befinder sig i bonefiskens tandløse mund. Next stop er nemlig de knuseplader, som findes på vej ned i maven…

Det kan ikke undre, at bonefish er blandt verdens allermest populære sportsfisk. Det er en smuk fisk, der færdes i mindst lige så smukke omgivelser. Hvem holder ikke af at vade rundt i krystalklart og turkisblåt vand, der er 25 grader varmt – med en sval brise i den 30 grader varme luft? Så er det svært ikke at holde af bonefish!

Bonefish har kun ét forsvarsmiddel på det ultralave vand, hvor de lever det meste af deres liv: Fart. Fart og flugt mod det beskyttende dyb uden for flats’ene, hvor de fouragerer. Vorherre har til formålet forsynet dem med en sølvskinnende torpedoformet krop, der er belagt med et tykt slimlag til at mindske vandmodstanden mest muligt.

Faktisk er det kun store barracudaer eller endnu større hajer, der er i stand til at svømme bonefish op ved deres max speed på 64 km/t. Og dem kniber det altså at få plads på de ofte kun 10-20 cm dybe vand, hvor bonefishens misundelsesværdigt flade mave er en uvurderlig fordel.

8. Sværdfisk

Tophastighed: 63 km/t

Sværdfisken Xiphias gladius lever om nogen op til både sit danske og sit latinske navn. I modsætning til sejlfisk og marliners spidse spyd bærer sværdfisken rundt på et rigtigt sværd – bredt, tungt og skarpt. Af samme årsag bærer sværdfisken kælenavnet ”broadbill” mange steder.

Sværdfisken er en kompakt hurtigsvømmer, der kan blive knap 5 meter lang ved en vægt af 650 kg. De kolossalt store øjne vidner om et godt natsyn, hvilket harmonerer fint med sværdfiskens levevis: Meget dybt i dagtimerne og højt oppe om natten.

Man regner med, at kun godt en snes af de mere end 30.000 kendte fiskearter er i stand til at højne kropstemperaturen i forhold til vandet. Eksempelvis kan både sildehaj, tun og marlin hæve temperaturen i deres svømmemuskler adskillige grader og dermed øge præstationen. De allerfleste fiskearter må i stedet nøjes med at have eksakt samme kropstemperatur som det omgivende vand.

Sværdfisken er en af de meget få andre fisk, der også behersker dette lille varmeveksler-trick. Således er det målt og dokumenteret, at temperaturen i hjerne og øjne på en sværdfisk kan være både 10 og 15 grader højere end det omgivende vands.

Dette øger sværdfiskens syn betragteligt og sætter den i stand til at jage under forhold, kun få andre fisk kan håndtere. At den så også er en af havets virkelige hurtigsvømmere – bevæbnet med et imponerende sværd – skader naturligvis ikke!

9. Tarpon

Tophastighed: 56 km/t

Jeg vidste, at den sølvskinnende tarpon Megalops atlanticus nødvendigvis måtte være at finde blandt hurtigsvømmernes Top Ti. Uden en betragtelig topfart ville den aldrig være i stand til at springe meterhøjt ud af vandet, gentagne gange og umiddelbart efter hinanden.

Med 56 km/t måtte tarponen se sig slået af sin mindre slægtning, der ofte træffes på de samme flats: Bonefish’en. Sidstnævnte bruger farten til flugt – førstnævnte til de spektakulære spring.

Hvor bonefish typisk er tæt knyttet til bunden, er tarpon i stedet tæt forbundet med overfladen. De er nemlig – som nogle af de ganske få fisk – i stand at udnytte luftens indhold af ilt ved at sluge luft i overfladen. Når de efterfølgende dykker, efterlader de sig et synligt spor af små luftbobler, der undslipper. Og som samtidig afslører de ofte meget store fisk.

Hvor bonefish over 5 kg betragtes som store og 10 kg er det absolut maksimale, dér brillerer tarpon ved at kunne blive mere end ti gange så store. Faktisk er 50 kg’s fisk mange steder ikke usædvanlige, og fisk i 100 kg’s klassen landes regelmæssigt.

Alle ligner de tandløse sild, som blot har fået en dosis vækstfremmer og en toptrimmet turbolader!

10. Tigerhaj

Tophastighed: 53 km/t

Jeg havde forestillet mig, at mako’en eller makrelhajen ville være at finde på Topfartens Top Ti, for det er nok den vildeste haj, man kan have på krogen. I hvert fald den, der oftest springer helt ud af vandet under fighten. Enkelte steder kan man da også se udokumenterede svømmehastigheder på op mod 90 km/t for makrelhajens vedkommende.

Holder det stik, rykker mako’en straks op på en udelt andenplads blandt havets hurtigsvømmere. Men nej. Vi holder os til de dokumenterede tal. Makrelhajen bliver da slået af tigerhajen Galeocerdo cuvier.

Tigerhajen har fået navn efter sine pletter og striber, der dog aftager meget med alder og størrelse. Det er måske den hajart, der er mest frygtet – såvel over som under vandet. Dag som nat. Tigerhajen har nemlig et ekstra lysreflekterende lag bag nethinden, som giver den et fremragende natsyn.

Det er en stor og muskuløs fisk, der kan svømme op til 53 km/t og ofte vejer over 500 kg, mere end 5 meter lang. Fra Australien kendes et monster på 1.524 kg, sølle 5,5 meter lang. Den var ganske vist gravid, men alligevel.

Tigerhajen er kendt for sin aggressivitet og ukritiske forhold til, hvad den måtte sætte sine mange og spidse tænder i. Selv de kække delfiner frygter og undgår tigerhajer, der har haft såvel gamle bildæk som plastdunke og andet godt i den altid sultne mave. Og selv store hvaler kan ikke vide sig sikre, hvis der er tigerhajer i farvandet.

Men ikke nok med det. Tigerhajen er også blandt de hajer, der oftest optræder i statistikken, når det gælder hajangreb på mennesker. Dens forkærlighed for lavt vand gør kontakten hyppigere end for flere af de øvrige arter på listen. Den ligger således på andenpladsen, hvad angreb på mennesker angår – midt mellem hvidhaj og tyrehaj på henholdsvis første- og tredjepladsen.

Omkring Hawaii er det ikke usædvanligt at finde husdyr som heste, køer og får samt hunde og katte i maven på store tigerhajer. En topfart på over 50 km/t gør det umuligt at undslippe en sulten tigerhaj..

Højt at flyve – dybt at synke…

Vi har allerede diskuteret forskellen på absolut og relativ tophastighed, og ovennævnte Top Ti er som nævnt baseret på absolut tophastighed – uanset fiskens størrelse.

Kigger man imidlertid på den relative tophastighed – altså fart i forhold til størrelse – bliver det svært at komme uden om flyvefisk af slægten Exocoetidae. Denne slægt tæller omkring 50 arter, der alle er beslægtede med vor hjemlige hornfisk.

Flyvefiskene gyder omkring flydende objekter i overfladen – det være sig drivtang eller løsreven mangrove. Æggene synker siden ned i vandet og klækkes på stor dybde. Der er i sandhed tale om en fisk, der både flyver højt og synker dybt!

Når flyvefisken forskrækkes – af rovfisk eller skibe – sprinter den ud af vandet med finnerne tæt ind til kroppen. I samme sekund den har forladt vandet, spredes de gigantiske finner ud som stive svæveplaner. Flyvefisken flyver altså ikke – den svæver.

Under flugten og gennem luften kan flyvefisken nå en dokumenteret fart på 70 km/t – det samme som vore hjemlige katamaranfærger, når gasturbinerne kører med fuld kraft. Højden over vandet kan være op til to meter – nok til, at flyvefisk regelmæssigt lander på dækket af store skibe, der ligger dybt med tung last.

I bedste fald kan flyvefisken svæve flere hundrede meter gennem luften. Det sker, når den rider på luften foran en stor bølge. Og da den sjældent bliver meget større end 40 cm, er flyvefisken den klare vinder, hvad relativ topfart angår.

Men så svømmer den jo ikke. Den svæver. Og så er det vel snyd eller hvad? I så fald må vi kåre den elskelige bonefish som vinder. Den svømmer i hvert fald!

Se BBC´s fantastiske optagelser af flyvefisk i leg her. Det er leg med døden, når man jagtes af guldmakreller fra neden og fregatfugle fra oven – samtidig:

https://www.facebook.com/intothebluetv/videos/1201673946572026/

Giv fisken en gang røg!

Intet smager så godt som den fisk, man lige selv har fanget. Det skulle da lige være den, man også selv har røget!

Mange lystfiskere har aldrig prøvet at røge deres egne fisk, og det er synd. Rigtig synd.

Dels er det langt lettere, end mange tror, Og dels smager det forrygende godt. Endelig har man mulighed for at blive en hel helt blandt familie og venner. Så hva’ dælen nøler du efter?

Røgeovne fås i flere størrelser og udførelser. Fra store, semiprofessionelle røgskabe, der klarer langt over eget forbrug. Til små transportable sager med skydelåg, som til nød kan være i en stor rygsæk og dermed tages med på fjeldturen.

For os lystfiskere, hvis fangster normalt er mere moderate, står valget i regelen mellem to størrelser: En lille og billig model i lakeret stål, som ruster med tiden. Og så en noget større i rustfrit stål, som naturligvis ikke gør.

Begge modeller kan fås i mange forskellige fabrikater – fra den eller de samme kinesiske fabrikker. Trods det kan prisen variere ganske meget, så det svarer sig at shoppe lidt rundt, førend man beslutter sig og investerer.

Skal man ikke lige have røgeovnen med i fisketaske eller rygsæk, bør man satse på den store rustfri model. Den får man glæde af i mange år – i sommerhuset, på terrassen eller ved stranden. Den er ikke større, end at den nemt kan medtages i bilen. Og stor nok til, at man kan beværte flere end kun sig selv.

Sådan røger du

Her følger kort fortalt, hvordan man bedst bruger sin nyanskaffede røgeovn. Når man har fået lidt erfaring, kan man eksperimentere med tider og mængder og dermed sætte sit eget præg på det endelige resultat. Det kan der komme mange sjove oplevelser ud af!

Åbn røgeovnen og læg et tyndt lag røgsmuld i bunden, der kun lige akkurat skal dækkes. Bundpladen skal helst skinne igennem smulden.
Regn med, at der går omkring 10 gram smuld til hver rygning.
Anbring dernæst drypbakken oven på smulden.
Placer nu risten med den rensede og saltede fisk i ovnen og luk låget tæt. Også luftspjældet skal være lukket her i starten.
Fyld nu de to beholdere halvt op med sprit og placer dem på et ikke brændbart underlag – gerne en flad flise, sten eller klippe.
Stil nu yderrammen op, så åbningen vender bort fra vinden. Antænd spritten og placer røgeovnen oven på yderrammen.
Vent, til spritten er brændt ud. Det tager typisk under 10 minutter. Herefter åbnes luftspjældet.
Vent yderligere 5 minutter, hvorefter låget forsigtigt tages af røgeovnen.
Fiskene er nu klar til at spise og smager forrygende godt!

Kolde øller er det perfekte supplement til varme, nyrøgede fisk! Hvis man ikke lige foretrækker kølig hvidvin. Begge dele kan med fordel indtages på fisketuren – efter nogle timers afkøling i fiskevandet.

Det bliver smagen med garanti ikke ringere af!

Steen Ulnits

Sværd, spyd eller sav?

Flere fisk er født med et spyd, et sværd eller sågar en sav længst fremme over munden. Men hvad bruger de egentlig denne drabelige hovedpryd til?

Nogle af verdens største rovfisk har ikke kunnet nøjes med en tandbesat mund som de allerfleste andre rovfisk. Nej, de måtte absolut have noget mere dramatisk længst fremme på hovedet.

Herhjemme kender vi det fra en af vore almindelige sommergæster, hornfisken, der jo ikke ligefrem er nogen farlig gigant. Det er til gengæld fisk som sejlfisk, marlin, sværdfisk og den sjældne savfisk, der kan veje flere hundrede kilogram. Fisk med spyd, sværd eller sav ser imponerende ud, men hvad bruger de egentlig deres våben til?

Hornfisk

Hornfisken er en fast sommergæst, som kommer til vore indre farvande for at gyde på lavt vand mellem tang og ålegræs. Æggene fæstnes til sten og planter med fine tråde, og deres antal er ikke stort i sammenligning med andre af havets fisk.

Gydningen foregår ofte under stort postyr, idet fiskene cirkler rundt i overfladen – ofte med næbbet stikkende ovenud af vandet – hvor de ikke ænser andet end hinanden. Hornfisken er ellers en sky fisk, der nyder godt af sit skarpe syn. De små hornfisk forbliver inde på lavt vand sommeren igennem, hvor der er rig lejlighed til at iagttage de nu langnæbbede fisk.

Allerede ved en længde på 5 cm er den karakteristiske lange underkæbe vokset ud. Overkæben er dog stadig kort. Yderst på den lange underkæbe har hornfisken en lille følsom hudfold, som den bruger til at plukke smådyr på bund og planter.

En meget stor del af hornfiskens føde udgøres da også af tanglus og tanglopper, men med stigende størrelse begynder småfisk som hundestejler og yngel af sild, brisling og tobis i stigende grad at gøre sig gældende.

Først når hornfisken jager småfisk, gør den som sine langt større brødre: Den slår med næbbet til byttefiskene, som bedøves og derefter er lette at fange. Det er disse slag, man mærker, når man spinnefisker efter hornfisk med lange og slanke blink. 14825-xxaa5 Marlin

Når man troller efter havets storvildt, er det ofte den sorte, blå eller stribede marlin, man er ude efter. Det er havets hurtigsvømmere og giganter, som kan nå vægte på flere hundrede kilogram.

Det er også fisk, som for alvor udnytter deres runde og spydlignende næb under jagten på føde. Deres fødefisk udgøres ofte af silde- og makrellignende stimefisk, som er ideelt bytte til netop denne jagtform. Når stimen af byttefisk angribes, pakker den tæt sammen, så det er svært for rovfsk at udskille enkelte byttefisk.

Det er en effektiv beskyttelsesmekanisme over for de fleste rovfisk, men ikke overfor fisk som store marlin eller mindre sejlfisk. De svømmer helt enkelt ind i stimen og slår om sig med næbbet, hvorved flere byttefisk rammes, dræbes eller slås bevidstløse. Herefter er det en smal sag for de store spydfisk at svømme tilbage og samle de ramte fisk op.

Under trolling efter marlin ud for Cuba har jeg to gange haft den store oplevelse at overvære, hvordan angrebet på agnfisk eller blæksprutter finder sted.

Først ser man den store brune fisk dukke op af det koboltblå og ofte kilometerdybe vand. Derefter forsvinder fisken i dybet for pludselig at dukke op af dybet lige bag agnet. Med et enkelt velrettet slag af spyddet slås agnfisken højt ud af vandet, så den ofte flyver flere meter gennem luften. Herefter forsvinder fisken igen ud af syne – blot for at dukke op igen sekunder eller minutter senere.

Det er sindssygt spændende at overvære. Når marlinen har slået agnfisken ud af vandet, stopper skipper straks båden og matrosen frikobler det store hjul. Tilbage står kun at vente. Og vente. Lige indtil den frikoblede spole begynder at klikke. Marlinen er vendt tilbage og har samlet den bedøvede agnfisk op.

Den får lov at løbe lidt, inden man kobler spolen til, strammer op og kroger fisken. Da bryder helvede løs, og man er sikret fast arbejde i den næste time eller to…!

Sværdfisk

Hvor sejlfisk og marlin normalt færdes i de tropiske og subtropiske verdenshaves øverste vandlag, dér træffes den imponerende sværdfisk i regelen længere nordpå og langt længere nede i vandsøjlen.

Man kan ganske vist opleve, at sværdfiskene ligger og soler sig i overfladen, men da er de ikke til at fange. Da interesserer de sig slet ikke for føde, men fokuserer i regelen mere på at sikre slægtens beståen.

Sværdfiskens kolossale øjne vidner om et liv i mørket på store vanddybder, hvor den ofte jager om natten. Sværdfisken går naturligvis ikke af vejen for en stime småfisk, hvis den falder over dem, men meget ofte er det i stedet sejlivede blæksprutter, der står på menuen. Og her har den virkelig brug for sit imponerende sværd, der måler mere end en tredjedel af fiskens totallængde.

Der er tale om et bredt og fladt sværd, som er ganske skarpt på siderne. En konstruktion, der er langt mere hårdfør og kraftfuld end marlinernes korte og runde spyd, der næppe ville kunne slå en velvoksen blæksprutte ud af kurs. Men et godt slag med det lange og brede sværd er mere, end de fleste blæksprutter kan klare!

Der findes veldokumenterede historier om marliner, der – sikkert ved en fejltagelse – med deres spidse spyd har gennemboret rælingen på mindre både. Tilsvarende er der historier om store sværdfisk, der i kroget tilstand har dykket så hurtigt og dybt, at de har boret sværdet langt ned i bunden. Desværre er det svært at dokumentere den slags hændelser, men det lyder bestemt ikke usandsynligt!

Savfisk

Til de allermest eksotiske fisk i denne verden hører den sjældne savfisk, der ligner noget fra Jurassic Park. Er der en fisk, som lever op til sit navn på de allerfleste sprog, så er det savfisken. Et lyslevende, omend nu udryddelsestruet levn fra fortiden. En underlig mellemting mellem en haj og en rokke – kæmpestor og så forsynet med en fantastisk sav fortil!

Savfisken er således ingen spyd- eller sværdfisk – trods den imponerende sav. I stedet er den en bruskfisk i lighed med haj og rokke – en fisk, som tidligt i sin udvikling valgte brusk frem for ben til sit skelet. En konstruktion, som gjorde den både let og meget smidig og samtidig overflødiggjorde de tungere benfisks svømmeblære.

Men så ophører lighederne også. Savfisken har fået sit navn efter det store og savtakkede sværd, den bærer forrest på hovedet. På begge sider er det forsynet med lange og sylespidse pigge, man skal holde fingrene langt fra.

Dette gælder ikke mindst den største af de seks arter af slægten Pristidae, som kan blive op mod 7 meter lang og veje op mod 2 tons. Der er dog ingen fuldt dokumenterede eksemplar i denne størrelsesorden, da disse giganter desværre hører fortiden til. Men den er god nok!

Trods sit barske udseende er savfisken en ganske fredelig fisk, der primært bruger saven til at rode i bunden med, når den søger føde – sekundært som forsvarsredskab. I sidstnævnte tilfælde slår den vildt om sig med saven, hvilket altid sikrer den stor respekt!

Sværdet bruges til at bedøve, dræbe eller spidde byttet med. Det er uhyre følsomt og forsynet med utallige elektroreceptorer, som registrerer selv det spædeste levende liv – så savfisken kan æde det! Her ser man det tydelige slægtskab med både hajer og rokker, som også er godt besat med elektroreceptorer. Lugtesansen er formidabel, men synet så som så. Man kan ikke få det hele…

Savfisken kaldes på dansk ofte savrokke, da den er nærmere beslægtet med rokker end med hajer – trods den langstrakte krop. Slægtskabet med rokkerne afsløres dels af de store brystfinner, som savrokkerne bruger til at ligge på bunden med – dels af gællespalterne, der i lighed med rokkernes sidder på undersiden af kroppen. Hajernes er som bekendt placeret på siderne.

Man skal ikke skue hunden på hårene – eller fiskene på næbbet! Sidstnævnte kan således se meget forskelligt ud og bruges til endnu flere forskellige formål. Men imponerende er det altid!