Onkel Julius

Julius og Steen

Onkel Julius – alias Julius Wedege – er desværre ikke iblandt os længere. Han gik bort den 28. marts 2014 – få dage efter sin 93 års fødselsdag.

Jeg skal aldrig glemme, da jeg første gang mødte Julius Wedege. Jeg havde læst hans bøger, og han var min helt, fra før jeg mødte ham. Jeg var da heller ikke et sekund i tvivl, da jeg første gang så ham ved Stevning Næs på Als – min næsten daglige fiskeplads i de år, hvor jeg boede i Stevning og gik på Sønderborg Statsskole.

Selv på lang afstand vidste jeg intuitivt, at her kom mit store forbillede – høj, slank og rank og med fru Elinor ved sin side. Det var næsten telepatisk, for jeg anede ikke, at han ville være på Als i de dage. Jeg vidste bare, at det var ham – på flere hundrede meters afstand. Det må jeg have lært eller læst mellem linjerne i hans dejlige fiskebøger.

Jeg var vildt benovet – som kun en teenager, der møder sit idol, kan være det – men Julius var nem at gå til. Han var i Sønderborg, hvor han holdt kursus på Idrætshøjskolen, og han ville lige et smut til Stevning Næs for at dyppe snøren. En god plads også dengang, hvor der var langt mellem snapsene – hvor hver eneste havørred var en flidspræmie.

Vi snakkede løs, som kun fiskere kan gøre det, og jeg betroede ham straks alle mine hemmeligheder om stedet, som jeg givet kendte bedre end nogen. Der var trods alt kun 3 km til Stevning, hvor jeg boede, og ifølge min mor tilbragte jeg nok omkring 300 dage årligt netop her…

JW

Julius kaster sin flue på Sandø, Færøerne.

Hver eneste gang, vi efterfølgende mødtes, gjorde Julius mig opmærksom på det gode råd, jeg dengang havde givet ham:

– Stevning Næs fisker bedst i østenvind!

Det glemte han aldrig, og det glemmer jeg ham aldrig for. Han var totalt ukrukket, hvilket man desværre ikke kan sige om alle fiskekoryfæer.

Siden mødtes vi mange gange: På plænerne ved Idrætshøjskolen i Sønderborg. På juniorlederkurset i Hoptrup. Og senest på Samsø, hvor jeg selv var begyndt at afholde kurser i kystfluefiskeri på højskolen – sammen med min ven og våbenfælle Preben Petersen, der har taget farvebillederne til denne artikel.

Hvert forår lagde Julius og fru Elinor vejen forbi Samsø, og her lejede de hvert år det selvsamme sommerhus ved Sælvig. På samme måde tilbragte parret hver sensommer nogle gode uger ved Trend Å i Nordjylland.

Julius var kendt for sit gode humør og sin højfrekvente, smittende latter. Man var aldrig i tvivl, når Julius var i nærheden. Han kunne høres på lang afstand.

Det gode humør var han dog næppe kommet sovende til. Der har skullet arbejdes for at nå så vidt. Julius var nemlig en af de danske politifolk, der i september 1944 kom i tysk koncentrationslejr – og overlevede det. Det var der mange, som ikke gjorde – i hvert fald ikke med humøret i behold.

JW_2

Julius netter en fin færøsk søørred.

Men Julius slap levende gennem sin KZ-tid og havde efterfølgende altid en positiv indstilling til tingene. Trods rædslerne i Buchenwald. Trods periodiske tilbagefald. Rygterne ville da også vide, at hans karakteristisk høje fistelstemme skyldtes det umenneskellige ophold i KZ-lejren, der varede krigen ud. En periode, som op mod 15.000 mennesker ikke overlevede.

Om det så også er rigtigt, ved jeg ikke. Men det var i hvert fald med til at højne respekten for Onkel Julius, som han kærligt blev kaldt af deltagerne på juniorlederkurset, at han havde lidt og kæmpet for sit fædreland!

Efter krigen kom Julius tilbage til politiet og fik som opgave at patruljere strandene på Falster – et arbejde, han holdt meget af, da det bød på masser af frisk luft og gode naturoplevelser.

Her mødte han også sin tilkommende Elinor, der ligeledes var ansat ved politiet. De blev gift i 1962, og de blev uadskillelige fiskekammerater. På den tid var det ganske usædvanligt med lystfiskere af hunkøn.

Juniorlederkurserne lå Julius meget på sinde. Han var da også med til at starte dem op i 1950’erne, hvor jeg selv knap var født, og i en halv snes år var han den engagerede og fremsynede leder af kurserne. Altid godt assisteret af fru Elinor.

JW_3

Julius med fin dublet af søørreder fra Færøerne.

Tiden var en anden dengang – Danmarks Sportsfiskerforbund ligeledes. Tingene havde endnu ikke mistet deres uskyld og var blevet kommercialiseret, som de er i dag.  Julius Wedege var således en fornem eksponent for kurserne og datidens lystfiskeri. Det var dengang, der stadig var gentlemen til.

Julius var et socialt menneske og foreningsmand til fingerspidserne. Således var han i mange år medlem af Lystfiskeriforeningen, Københavns Fluebinderlaug og Hillerød Lystfiskerforening. I 1962, hvor han giftede sig, blev Julius også medlem af den ærværdige Izaak Walton Klub. I 2012 kunne han fejre sit 50 års jubilæum her – de sidste 20 år som æresmedlem.

Julius Wedege bidrog til fiskelitteraturen med en lille håndfuld bøger, hvoraf de fleste blev udgivet på Chr. Eriksens Forlag, som sad tungt på fiskebøgerne i en årrække. Det blev i løbet af 1960’erne til titlerne  “Sådan fanger man havørred fra stranden”, “Sådan fisker man med flue”, “Sådan fisker man med vådflue” og “Sådan fanger man aborrer”.

Førstnævnte var min bibel i de tidlige, famlende år som kystfisker på Als. Sidstnævnte min favorit, fordi aborren var både min og Julius’ favoritfisk – og stadig er en af mine. Interessen for aborrer havde Julius fra sin tid som dyrker af Esrum Sø i Nordsjælland. I parentes en af landets fineste aborresøer med mange fisk større end kiloet.

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Steen og Julius i snak på Samsø.

Interessen for aborrer delte Julius med den svenske aborreprofessor Curt Lindhé. Sammen jagtede de søernes “randiga rövare”, som Curt så rammende kaldte sine elskede aborrer. Enten på den store Roxen, der var Curts hjemmevand, eller Esrum Sø, der var Julius’. Her spandt de to mange fine aborrer – som oftest på Curts specialbyggede Reflex spinnere.

Deres venskab gjorde, at de også sammen tog til udlandet for at fiske. Således havde de to nogle gode uger på de forblæste Færøer, hvor det ikke mindst var ørrederne i de mange søer, der lokkede dem i fjeldet.

Jeg har lånt nogle gamle sorthvide fotos fra Curt Lindhés dejlige bog “På fiskesafari i Nordatlanten” (1966) og brugt dem som illustrationer til denne artikel. På billederne kan man se, at Julius ind imellem også fangede fisk – at han ikke kun bandt fluer og skrev bøger om det at fiske.

Jeg har savnet Julius, siden jeg mødte ham første gang ved Stevning Næs i 1970. For han var og er min helt.

Nu bliver savnet permanent. Hans slags kommer der ikke flere af.

© 2014 Steen Ulnits

Fotos: Preben Petersen

TriangleTray_2