Benhårde bonefish i Castro’s Cuba!
Det var 20 år siden, jeg sidst stod i Havanna. Meget var forandret – blot ikke fiskeriet. Det viste sig at være lige så godt som dengang – hvis ikke bedre!
Der var tre gode grunde til, at jeg nu igen – 20 år senere – stod i Havannas internationale lufthavn med udsigt til to ugers fiskeri i karibisk vand og varme. Den første var, at det var eksakt 20 år siden sidst. Vel i sig selv et nyt besøg værd.
Den anden grund var, at det lige netop i 2009 var 50 år siden, at Fidel Castro overtog magten i Cuba – efter mange, lange og hårde kampe. Hele nationen fejrede naturligvis det halve århundrede siden systemskiftet – de 50 år med Castro brødrene.
Den tredje grund var, at USA’s nyslåede præsident Barack Obama netop havde udtalt, at han ville garantere amerikanske statsborgere fri adgang til Cuba inden for et år. Dette efter mange års indrejseforbud. Og garanteret med stærkt stigende priser som resultat. Altså var det sidste udkald inden det store amerikanske rykind!
Jardines de la Reina
Nu stod jeg her så og skuede ud over den gamle by. Ikke meget havde forandret sig i gadebilledet. Mange af de smukke gamle bygninger var forfaldet endnu mere, end de var allerede i 1989. Og mange af de gamle amerikanerbiler, som Cuba har været så kendt for, var udskiftet med nye – koreanere. De gamle amerikanere, som stadig kørte rundt, var i stor udstrækning blevet opgraderet med russiske reservedele!
Tidligt næste morgen – flere timer før daggry og dagsvarme – holdt en turistbus klar uden for hotellet. Foran os lå seks timers kørsel sydover til den lille havn, hvorfra vi skulle sejle ud til Jardines de la Reina – Dronningens Have, som Columbus døbte stedet, da han så det første gang den 30. april 1494.
På sin første rejse i 1492 nåede Columbus også Cuba, men udforskede da kun nordsiden. Her opkaldte han en 200 km lang øgruppe efter den spanske kong Ferdinand, som havde finansieret rejsen. Navnet blev Jardines del Rey – Kongens Have.
På sin anden rejse nåede Columbus frem til en 150 km lang øgruppe på sydsiden af Cuba. Stedet var så smukt, at Columbus navngav øgruppen efter sin anden spanske mæcen, dronning Isabella. Navnet blev – ikke overraskende – Dronningens Have, Jardines de la Reina.
Efter tre timers sejlads så vi de første mangrovegrene dukke op af vandet. Et godt tegn på, at vi var på rette spor. Grenene blev flere og tættere, og efter endnu en time var vi fremme ved vort mål – det flydende hotel »Tortuga«, som skulle være min base de næste fjorten dage. Hotelbåden er solidt ankret op i en kanal mellem to mangroveøer, der giver læ for de fleste vinde.
Tortuga
Tortuga er en gammel hotelbåd, som har været brugt til olieefterforskning i den Mexikanske Golf. Derfor de vandtætte skodder på alle vinduer. Den har været en tur på værft i Havanna og er blevet shinet totalt op både udvendig og indvendig. Interiøret er nu dækket af smukke træpaneler, og alle moderne faciliteter forefindes. Overetagen udgøres af 7 dobbeltværelser, mens køkken og spiseafdeling findes i underetagen. Personalet bor i tilstødende husbåde og pælehytter.
De fleste gæster er dykkere, som især kommer for at se den kæmpestore, hvidplettede hvalhaj, der er almindelig her. En mindre del af gæsterne er fiskere – de fleste inkarnerede fluefiskere med sigtet indstillet på bonefish og tarpon. Og dem findes der mange af, idet Jardines de la Reina er udlagt som en strengt beskyttet cubansk nationalpark – et sted, hvor Fidel Castro selv gerne fiskede i sine yngre dage.
I dag fiskes der kun efter hummer af et fåtal lokale fiskere inde fra fastlandet, og der sættes ikke garn overhovedet. Castros ånd våger stadig over de mere end 600 små og store mangroveøer herude. Faktisk i så høj grad, at der kræves gyldigt pas for at komme frem og tilbage! Dette skyldes nu næppe trangen til at beskytte naturen, men nok så meget frygten for, at nye oprørere skulle kunne samle sig herude. Svinebugten spøger stadig i Castros bevidsthed …
Blæst og bølger
Dagene flyder over i hinanden, men en lille håndfuld står særlig klart i erindringen. Den første uge plages vi af kold vind og blæst fra nord. Cubanerne skutter sig og stiller hver morgen ved bådene iført gult regntøj. Som turist lærer man hurtigt at følge de lokale skikke – det er kun den første dag, man nøjes med shorts og T-shirt!
Det kan se OK ud hjemme på Tortuga, men i samme sekund man drejer fri af mangroven og ud i åbent vand, ser man problemet: Hård vind og høje bølger. Problemet forværres af, at der typisk er én til halvanden times sejlads til de bedste fiskepadser. Endelig fremme er man både mørbanket og tissetrængende.
Men er sejlturen først overstået, venter der ind imellem paradisiske forhold. En af de første dage spotter min guide Lazio en stor flok bonefish, som fouragerer i en stor, kraterlignende fordybning. Overalt glimter det sølv, når bonefish vender siden til og tager en krabbe eller reje på én til halvanden meter vand.
Fiskeriet er præcis som nymfefiskeri efter ørreder. Har man først spottet en bonefish, gælder det om at få fluen ud på rette afstand og retning. Herefter gælder det blot om at lade den synke til bunds, inden man begynder indtagningen. Gjort rigtigt er fisken på, inden man har gjort sit tredje tag. Og ofte ser man sågar hugget, før man mærker det!
40 bonefish senere…
De første mange bonefish er sjove, for alle fisk går i baglinen i deres første udløb. Men efter en stund bliver det lidt ensformigt. Lazio presser dog på, for at vi skal blive. Vi har en »apprentice« ombord – en lærling, der skal se, hvordan man guider rige (?) udlændinge. Det bliver nu hans job at tage de mange bonefish af krogen, så jeg ikke får det tykke slim på min dyre Tarponwear skjorte!
Først senere – da vi har rundet bonefish nummer fyrre (40!) – finder jeg ud af årsagen: Guiderne kæmper nemlig indbyrdes om, hvem der kan bringe deres kunder i kontakt med flest fisk. Det bringer dem højere op i den interne ranking, og det betyder noget, når der er få kunder i butikken. Så er det ham med de fleste fisk, der får jobbet!
Til sidst får jeg dog gennemtrumfet lidt frokost i skyggen af mangroven. Midt i en sandwich føler jeg pludselig, at nogen kigger på mig. Jeg ser mig omkring, og dér – få meter bag mig – sidder et stort hamsterlignende pelsdyr i grenene og kigger venligt ned på mig.
Jeg bliver helt forskrækket, og Lazio griner fornøjet. Det har han sikkert oplevet før.
– Mangrove rat. Not dangerous!
En sjælden og pelsklædt gnaver, der som noget nær det eneste pattedyr lever i mangroven langt fra land. Det var nok salaten i min sandwich, der interesserede den…
Pelikaner og sardiner
Nogle dage senere tager vinden til – fra nord. Det bliver koldt, og de kuldskære bonefish forlader det lave vand og søger ud på dybere. Det ved Lazio, som også ved, hvad man sætter i stedet.
Vi driver da med vinden ned langs kysten, mens vi spotter efter pelikaner. Ser vi pelikaner, ved vi også, at der er stimer af sardiner i nærheden. Det er jo dem, de langnæbbede fugle lever af. Nu gælder det så om at spotte de store barracudaer, som også har fundet frem til sardinerne. Som meterlange sorte træstammer ser vi dem stå på det lave vand – lurende på alt, der måtte komme forbi.
Men de er sky og lette at skræmme. Lazío ved, at han ikke kan stage sig ind på dem. I stedet placerer han båden, så vi lydløst driver ind på kastehold af dem. Min opgave er derefter at placere en stor og tung popper en smule til siden for fiskene. Rammer man dem lige i hovedet, bliver de skræmt til døde. Men kaster man en meter eller to til siden for dem, kommer de susende efter fluen – som skudt ud af en kanon!
Jeg har set det før, men det er lige fascinerende hver gang. Jeg spotter en stor barracuda i samme sekund. som den har spottet min popper. Resten når jeg slet ikke at opfatte. Pludselig er min popper væk i en stor hvirvel, og i næste sekund har jeg en stor barracuda på krogen!
Bare en cuda…
Det går ikke stille af. Fluelinen plus mange, mange meter bagline fyger af hjulet i et tempo, der ville gøre selv den mest velkonditionerede bonefish misundelig. Barracudaen er da også en af de meget få fisk, som er i stand til at svømme en bonefish op, og det mærkes. På det lave vand sker det ofte, at de meterlange fisk springer meterhøjt ud af vandet!
Barracudaerne byder på prægtig underholdning i det elendige vejr, store og stærke som de er. Det er dog ikke noget, som kan hidse Lazio op. Han er hele tiden på udkig efter noget andet og bedre.
Og pludselig ser han, hvad han søger.
– Jacks. Four of them. Twelve o’clock!
Så ser også jeg dem. Mange gange hurtigere end bonefish kommer de susende og gør indhug i flokken af sardiner, som er skræmt til døde. Minuttet efter er alt stille igen, og sardinerne samler sig atter i en tæt stime, der giver tryghed og beskyttelse.
Men ikke længe. Pludselig er der jack crevalle inden for kastehold af den store popper, som snart efter plopper ned på vandet foran den forreste af fiskene. Jeg ser ikke, hvad der sker, men jeg både mærker og hører, at splejsningen mellem flueline og bagline bumper ud gennem øjerne med foruroligende hast. Og fisken bare fortsætter og fortsætter!
Lazio kommer ned fra sin platform og kigger bekymret på spolen.
– You have backing enough?
Faktisk begynder jeg at tvivle. Jeg har 200 meter 30 lbs. bagline på det hårdt bremsede hjul, men de forsvinder som dug for solen. Og den store jack er stadig i sit første udløb!
Lazio kravler op på platformen igen og vender båden – klar til at optage forfølgelsen. Heldigvis går farten lidt af fisken, som er noget af det stærkeste, jeg nogensinde har haft for enden af min flueline. Og der har dog været både 100 punds tarpon og 3 meter lange sejlfisk!
En hel del senere er fisken inde ved bådsiden, men den nægter at give op – trods megapres fra min og klasse 12 stangens side.
– Jack crevalle is the strongest, sige Lazio. – Stronger than tarpon!
25 pund vejer fisken, som Lazio afliver og lægger på køl. Den smager nemlig rigtig godt! I kæften sidder en popper af et Juletræ, som aldrig bliver til popper mere. Den må på førtidspension!
Solskin og vindstille
Den anden uge vender vinden og går i syd. Temperaturen stiger 5–10 grader, og vinden lægger sig. Nu går det fint at sejle langt, men nu er det næsten for varmt at ligge stille.
En ny uge betyder en ny guide. Jeg var egentlig godt tilfreds med min nuværende guide, men han skal tilbage til fastlandet og kan ikke guide mig mere. Min nye guide for ugen er Argelio – »a stellar guide«, lover bestyreren. Han har mere end 20 års erfaring på stedet.
Jeg er egentlig godt tilfreds med fiskeriet so far og ved derfor ikke rigtig, hvad jeg skal svare, da Argelio spørger mig den første morgen:
– What would you like to catch today?
Tjaeh. Jeg har jo egentlig fanget det hele – med undtagelse af de store tarpon, det ikke er sæson for endnu. Det skulle da lige være nogle bonefish med lidt mere størrelse på. Indtil videre har jeg næppe fået nogen, der vejede mere end 2 kg.
– OK. Long ride. Big bones!
Argelio er ikke i tvivl om, hvor vi skal hen. Vi skal sydpå, og det er langt væk. Det ser jeg allerede om morgenen, da han stiller i det gule regntøj – trods det varme vejr. Klog af skade henter jeg derfor selv mit regntøj og tager det på. Vi skal på langfart – igen.
Halvanden time senere stopper Argelio motoren og tager regntøjet af. Jeg følger trop og gør grejet klar.
– Wading shoes! beordrer han på sit knappe engelsk.
Pligtskyldigt tager jeg mine vadesko på og stepper ud af båden, som Argelio har ankret op med den lange push pole. Vi skal ud at gå på en lang og lavvandet flat med stedvis blød bund, der suger fødderne til sig. Det bliver hårdt, aner jeg.
Men fiskene er der med det samme. En 2 kg’s fisk tailer inden for bekvemt kastehold og tager mit lille Juletræ i første kast. Den går dybt i backingen med det samme. Det tegner godt, det her!
Argelio er ikke imponeret, da han ser fisken. Pæn fisk, men ikke noget særligt. Han har kig på en flok, hvor fiskene er noget større. Men de er ikke blevet større uden også at være blevet klogere. I hvert fald er de helt klar over vores tilstedeværelse. Hver gang vi nærmer os kastehold, flytter de tilsvarende længere væk!
Efter en kilometers forfølgelse på denne måde er jeg ved at give op.
– No, no! They will stop!
Og Argelio kender sine pappenheimere. Nogle få hundrede meter senere når flokken en lille fordybning mellem os og land. Her stopper flokken og cirkler lidt omkring – tilsyneladende rådvilde.
– Cast now!
Jeg lægger Juletræet ud, så det netop når ind over fordybningen. En fin fisk skiller sig ud fra flokken og inhalerer uden tøven fluen.
Tilslag! Der går en skælven gennem hele flokken, som vel tæller en snes gode fisk, inden de stikker videre nordover. Den krogede fisk fører an, men mister snart føringen og kæmper nu for at følge med. Til sidst er den bagest og må sætte farten ned. Den kæmper ulig de andre bones, jeg har landet, og bliver nu mere til en tung og stærk fisk.
Argelio følger interesseret med, for dette er en god fisk. Nogle minutters sejt tovtrækkeri senere er den ved at være mør. Ikke rigtigt mør, men nok til, at den langsomt lader sig presse ind mod mig. Før den ved af det, er den strandet på en lav sandbanke, og Argelio er over den som en mis.
– I told you. Nice bones here!
Han har ganske ret. På siden ligger en tyk og træt bonefisk på godt og vel 3 kg – min største på turen. Vi knipser en serie billeder og lader den så svømme afsted igen. Den er ikke i tvivl om retningen. Med usvigelig sikkerhed søger den hen, hvor den mistede kontakten med flokken. Bonefisk i denne størrelse er meget stedbundne, fortæller Argelio. De kommer de samme steder hver eneste dag – hvis ikke lige en tropisk storm har gjort stedet til en mudderpøl!
Efter denne bonefish er jeg ved at være udfisket. Jeg har ikke tal på de mange fisk, jeg har fanget, men jeg ved, at det er nok. Jeg har fået, hvad jeg kom for. Set flere kilometer bagline, end jeg nogensinde får at se herhjemme.
Der er heldigvis stadig fisk på Cuba – 20 år senere!
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: