Fiskeplejen financieres som bekendt via indtægterne fra Fisketegnet og Fritidsfiskerlicensen. Handlingsplanen for 1996 er forløbet planmæsssigt. For 1997 forventes der således overført ca 10 mill. kr., så det maksimale økonomiske grundlag for aktiviteterne bliver på i alt små 38 mill. kr.

Fisketegnet fordelte sig i 1996 på132.000 danske samt 8.200 udenlandske lystfiskere. De danske fisketegnsløsere fordelte sig med 53.000 på Sjælland, 14.000 på Fyn, 64.000 i Jylland samt 1.000 på Bornholm.

Ser man på fritidsfiskerne, så blev der i 1996 indløst 32.000 fiskelicenser.

Sjælland stod for 12.500 licenser, Fyn for 4.900, Jylland for 14.100 samt Bornholm for 500.

Af hensyn til kontinuiteten i fiskeplejeaktiviteterne samt svingninger i indtægtsgrundlaget, så kalkulerer man med, at der på handlingsplanen bør være et budgetteret mindreforbrug på mindst 3 mill. kr i forhold til indtægterne.

Der iværksættes i ’97 aktiviteter for i alt ca. 34,15 mill. kr. I forhold til det økonomiske grundlag på 37,75 mill. kr. er der således tale om en underdisponering pa 3,6 mill. kr., der kan overføres til 1998. De aktiviteter, som iværksættes i 1997, vil derfor kunne fortsættes.

Der genudsendes fortsat girokort til såvel Fisketegn som Fritidsfiskerlicens, til de indløsere, der er registreret i 1996. Trykning samt udsendelse af girokort, EDB-administration samt diverse PR tiltag (annoncering m. v.) forventes at koste i alt 2,2 mill. kr. i 1997.

Underudvalg A og B

I foråret 1995 nedsatte Landbrugs- og Fiskeriministeriet underudvalg for henholdsvis ferskvandsområdet (underudvalg A) og det marine område (underudvalg B), under det eksisterende §12a udvalg.

På baggrund af nedsættelsen af de ovennævnte underudvalg er det fundet mest hensigtsmæssigt at opdele handlingsplanen i henholdsvis en ferskvandsdel og en saltvandsdel. Dog således, at gedder i saltvand indgår i ferskvandsdelen. Derimod indgår erhvervsfiskernes lakseudsætninger ved Bornholm i den marine del.

I henhold til de drøftelser, der blev ført i §12a udvalget i efteråret 1996, satses der i Fiskeplejen for 1997 på følgende tiltag:

– Udsætninger af store ørred i vandløb opretholdes på det niveau, som udsætningsplanerne angiver.

– Udsætningen af ål i kystområderne opretholdes på 1996-niveauet.

– Ingen videreførelse af Fiskeplejens økonomiske engagement i forsøgsopdræt af rødspætter.

– Ansættelse af en konsulent til at servicere udsætningsforeningerne i lokalområderne omkring udsætningsplaner, fiskeri i søer, avlsmetoder og strategier.

– Vandløbsrestaurering som i 1996.

Laksefisk

Udsætningsaktiviteterne fortsættes i deres nuværende form, med en beskeden justering af priserne. Dvs. udsætninger iflg. udsætningsplanerne (yngel, 1/2-års, 1-års, “store ørred” og mundings-). Kystudsætningerne omkring Sjælland, Fyn og i Århusbugten fortsættes, og laksehandlingsplanen opfyldes.

Søer

Bestandsophjælpningen i søerne fortsætter i det nuværende økonomiske omfang. De største ressourcer anvendes på udsætning af gedder, ørred, krebs og sandart, nævnt efter udsætningsmæssig prioritet. Produktionen af geddeyngel er fortsat stabil, og over 75% af disse udsætninger foretages på Sjælland . Der foretages fortsat bestandsophjælpning i søer ned til 3 ha.

Udsætning af gedder i saltvand (Sydsjælland) fortsættes i det hidtidige omfang (ca 200.000 kr.). Åleudsætningerne i søer og vandløb fortsætter i nuværende omfang, dvs. at der fortsat foretages både fuldt finansierede åleudsætninger i søer og vandløb og ydes krone-til-krone tilskud til udsætninger i søer, hvor der primært er erhvervsinteresser (ca 160.000 kr.).

Laksefisk

Revisionen af udsætningsplaner for vandløbene fortsættes som hidtil. Dvs. at den enkelte plan revideres med 6-7 års intervaller. Gudenå-undersøgelsen i samarbejde med Bruusgaard Produktionsskole afrapporteres endeligt i år.

Undersøgelsen omkring nedtrækkende smolt ønskes udvidet med inddragelse af radiomærkning. I forbindelse med dette projekt søges også predation fra gedde og sandart inddraget og disses adfærd nærmere belyst.

Projekt “store” ørred i vandløb fortsættes på grundlag af de erfaringer, der er opnået i 1995-96. De planlagte undersøgelser i Trend Å er afsluttet, men af hensyn til de mere generelle konklusioner ønskes endnu et vandløb inddraget i undersøgelsen. Projektet fortsættes med inddragelse af dødeligheds/predationsundersøgelser (radiomærkning) til belysning af, hvad der bliver af fiskene.

Afrapporteringen af de hidtidige mærkningsforsøg i bl.a. Gudenåen fortsættes. Der iværksættes undersøgelser til belysning af effektiviteten af fiskepassager (både ungfiskesluser og fisketrapper) vha. radiomærkning. Der iværksættes en undersøgelse til belysning af fiskehejrers betydning for smoltudtrækket, og samtidig fortsættes en undersøgelse til belysning af skarvens predation på smolt – med støtte fra Fiskeplejen.

Skælanalyseprojektet i samarbejde med Ålborg Universitetscenter videreføres. I samarbejde med Odense Universitet iværksættes en undersøgelse af forskellige ørredstammers tilpasning til saltvand i forbindelse med smoltficeringen. Undersøgelsen har betydning for valg af udsætningsmateriale og tidspunkt i forbindelse med især mundings- og saltvandsudsætninger.

Søer

Undersøgelserne i forbindelse med geddeudsætningerne i større søer fortsættes. Der iværksættes undersøgelser af aborre og geddes adfærd på døgn- og sæsonbasis vha. radiomærkning. Fiskeundersøgelserne i retablerede søer fortsættes (Oldenor på Als), og der sker fortsat løbende afrapportering af hidtidige projekter.

Ål

Af hensyn til vurderingen af kystudsætningerne er der i 1997 afsat en større ressource til at forstærke indsatsen pa dette område, idet det kan konstateres, at ålefangsterne er stadigt faldende til trods for en betydelig udsætningsaktivitet.

De hidtidige mærkningsmetoder med bla. tetrazyklin har vist sig utilstrækkelig i forbindelse med saltvandsudsætningerne. Til vurdering af disse udsætninger er det derfor nødvendigt at udvikle nye mærkningsmetoder.

Overvågningen af glasålindvandringen og ålesygdommen Anguillica fortsættes, ligesom undersøgelserne af ålens vækst og overlevelse på lokaliteter i forskellige vandløb og søer fortsætter i uændret omfang.

Den marine del af fiskeplejen er den mest kontroversielle. Det skyldes, at de marine udsætninger og forskningsprojekter fortrinsvis kommer fritidsfiskere og erhvervsfiskere til gode.

Det vakte tidligere stor opmærksomhed og forargelse, at der blev bevilget millioner af kroner til opdræt og udsætning af fladfisk, som primært indgik og indgår i fiskerierhvervet.

Specielt vakte det opsigt, da fiskerierhvervet samtidig udtog i tonsvis af skrubber og rødspætter til destruktion, da fiskene ikke kunne opnå EU’s mindstepriser.

Lystfiskerne, som bidrager med langt størstedelen af fiskeplejemidlerne, ønsker i stigende grad selv at bestemme over “deres” penge. De ønsker ikke, at erhvervsfiskerne fremover skal have nogen som helst andel i fisketegnsmidlerne.

Udviklingen på fiskeplejesiden vil blive koncentreret om de områder, hvor der allerede i dag er igangsat projekter. Det drejer sig om den vestlige Østersø, det sydlige Kattegat og Limfjorden – i alle tilfælde med fladfiskearter som målarter.

Projekterne udvides til også at omfatte de miljøaspekter, som normalt indgår i en såkaldt “lokallitetsvurdering”. Vægten vil blive lagt på aspekter som bærekapacitet og miljøfaktorer, der kan være medvirkende til at forhindre gydning, overlevelse i larvestadiet eller i de tidlige yngelstadier.

Udsætninger

Heltudsætningerne fortsætter i det nuværende omfang. Der planlægges udsætning af helt i Randers Fjord af den lokale stamme, mens det på grund af den veterinære zonering (EU-bestemt) næppe vil være muligt at udsætte helt i Mariager Fjord i 1997. Der ydes tilskud til Laksefondens udsætningsaktiviteter ved Bornholm efter krone-til-krone princippet (160.000 kr.).

Der foretages ingen deciderede bestandsophjælpende udsætninger. Derimod udføres der forsøgsudsætninger af fladfisk (pighvar og skrubbe) svarende til et beløb på ca. 600.000 kr. som en del af de igangværende opdræts- og forskningsprojekter.

Forskningsaktiviteter

På baggrund af vurderingen af det hidtidige forsøgsopdræt af skrubbe, sættes der i 1997 fortsat ind på at løse de problemer, der opstår i stadiet fra forvandling og frem til udsætningsstørrelse. Det vil sige, at der primært vil blive lagt vægt på at løse opdrætsproblemerne – ikke på det antal, der produceres i den enkelte situation.

I 1997 vil de nuværende projekter fortsætte. EU-projekter kører videre med pighvar i det sydlige Kattegat og rødspætter i den vestlige Østersø. Disse projekt afsluttes i ’97. Også skrubbeprojektet i Limfjorden fortsættes. Indsatsen på disse områder intensiveres, og der afsættes tid til detailplanlægning af udvidelserne på dette område.

Dansk Amatørfiskerforening fortsætter projektet vedr. undersøgelse af fiskelarvers overlevelsesvilkår i Limfjorden, og projektet udvides med en undersøgelse af smågopler, der i 1996 viste sig at forekomme i meget store mængder. Projektet er koblet til foreningens forsøgsopdræt.

Lokalitetsvurdering fortsætter i tilknytning til de enkelte projekter og ikke som hidtil som et selvstændigt projekt. På baggrund af de stadigt faldende ålefangster er der afsat midler til at intensivere effektvurderingen af åleudsætningerne i saltvand. Aktiviteterne i 1997 omfatter således følgende:

– Forsøgsopdræt af skrubber, Venø

– Administration af marin fiskepleje

– Sammenligning af vilde- og opdrætspighvar, sydlige Kattegat

– Evaluering af rødspætteudsætninger, vestlige Østersø

– Effektvurdering af udsætning af skrubber, Limfjorden

– Undersøgelse af fiskelarvers overlevelsesvilkår i Limfjorden

– Effekt af åleudsætninger i saltvand.

Vandløbsrestaurering

Igen i år – som sidste år – er der sat penge fra fiskeplejemidlerne af til miljøforbedrende foranstaltninger. 2 mio. kr. til vandløbsrestaurering i stedet for de hidtidige udsætninger af opdrættede tamfisk.

Udsætninger er ganske vist en udmærket ting, når den sker målrettet, med måde og for at supplere naturlige bestande op til et naturligt niveau. Og når der vel at mærke avles på de pågældende vandløbs egne stammer.

Men udsætninger af tamfisk opdrættet i tilfældige dambrug er ikke noget mål i sig selv og bør i hvert fald kun være en meget midlertidig foranstaltning – indtil man kan avle på egne fisk.

Langt mere perspektiv er der således i at hjælpe fiskene ved at forbedre vandmiljøet og vandløbskvaliteten, så fiskene i videst muligt omfang selv kan gå op og gyde på egnede pladser.

Fiskeplejen er således på dette felt på rette spor!

Ialt indkom der 27 millioner kroner fra fisketegnet og garnlicensen. Hertil skal så lægges de knap 11 millioner uforbrugte kroner, som blev overført fra fiskeplejemidlerne året før. Alt ialt disponeres der således over små 38 millioner kroner til fiskeplejen i 1997.

Til administration og markedsføring, opdræt og udsætninger samt løn er der budgetteret med små 34 millioner kroner. Resultatet af dette bliver, at der fra i år må overføres omkring 4 millioner kroner til næste års budget.

Ferskvand

Til udsætning af laksefisk i vandløb er der budgetteret med knap 12 millioner kroner. Til udsætning af gedder i søer (og saltvand) er der sat godt 2 millioner af. Tilsammen små 14 millioner kroner disponerede §12a udvalgets såkaldte underudvalg A således over til udsætning af fisk i 1997.

Øvrige udgifter i forbindelse hermed vurderes til 1,5 millioner. Det drejer sig om ting som materiel og transport med videre.

Til løn og drift i forbindelse med ovenstående er der budgetteret med 3,5 millioner kroner. Hertil skal så lægges 2 millioner til vandløbsrestaurering og en halv million til ansættelse af en fiskeplejekonsulent. Hermed når det samlede forbrug i ferskvand op på 21,5 millioner kroner.

Saltvand

I saltvand udsættes der ål for omkring 5 millioner kroner. Hertil kommer en lille million til øvrige projekter i forbindelse med laks og helt. Af marine arter udsættes der ikke længere nogle, da rentabiliteten er noget nær nul.

Til gengæld har man i år budgetteret med 3,5 millioner kroner til diverse forskningsprojekter. Alt i alt forventes der brugt omkring 9,5 millioner kroner på fiskeplejen i saltvand.

Hertil skal så lægges 2,5 millioner til administration og markedsføring af fiskeplejeordningen.

Lønninger

Af et samlet budget på 34 millioner går næsten 6,5 millioner til løn og drift. Det er et tal, som på det seneste er faldet en hel del organiserede sportsfiskere for brystet. – For skal vore øremærkede lystfiskerkroner virkelig gå til forskning og forskere, som staten egentlig burde aflønne?

Det er under alle omstændigheder tankevækkende, at lønninger udgør en så stor og støt stigende del af det samlede budget, som tilfældet er. At lønninger nu nærmer sig 20% af de samlede udgifter. – Var det tanken og intentionerne bag fisketegnet?

Svaret blæser i den milde forårsvind, men bølgerne kommer sikkert til at gå højt, inden der igen kan gydes olie på vandene. Der er mange forhold omkring fordelingen af fiskeplejemidlerne, som må debatteres i den kommende tid!

Steen Ulnits

– Hvad skal der til for at holde sammen på mere end 90.000 meget forskellige jægere, spredt over det ganske land? Svaret: – 70.000 km’s kørsel om året…

Mange har i mange år ønsket, at danske lystfiskere skulle samle sig i ét, stærkt og landsdækkende forbund, som kunne have maksimal gennemslagskraft over for politikere og beslutningstagere.

Men modsat jægerne, som idag har samlet op mod 100.000 medlemmer fra tre tidligere organisationer i ét stærkt forbund, Danmarks Jægerforbund, er noget tilsvarende endnu ikke lykkedes os lystfiskere.

Tværtimod. Danske lyst- og sportsfiskere er således idag organiseret i hele tre landsdækkende organisationer. Ældst og størst er stadig Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som har godt 25.000 medlemmer. Kraftig dominans af jyske åfiskere med Sydvestjysk Sportsfiskerforening som en af de helt store foreninger.

Mindst er Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF), som idag har omkring 12.000 medlemmer. Heraf er langt de fleste lystfiskere. Resten er lodsejere, dambrugere og erhvervsfiskere ved de danske søer. Kraftig jysk dominans med foreninger som Silkeborg Lystfiskeriforening og Nordjysk Lystfiskerforening som et par af de tunge medlemmer.

Yngst og i stærkest vækst er det nye “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), hvor en håndfuld af de største medlemsforeninger alene tæller mere end 10.000 medlemmer. LDL organiserer blandt andet foreninger under Danmarks Havfiskerforbund, Fiskeringen og samtlige tre danske småbådsfiskeklubber. Kraftig sjællandsk dominans.

Vi træffer Kristian Raunkjær, formand for Danmarks Jægerforbund, over en frokost på Hotel Scandic i Århus. – Det ligger så dejligt tæt på motorvejen, siger Raunkjær, da vi aftaler mødet. – Jeg kører 70.000 km om året og kommer tit forbi!

Hermed har han allerede præsenteret en af forudsætningerne for at holde sammen på mere end 90.000 jægere, der er lige så forskellige, som lystfiskere er det. Der skal kontakt til. Masser af kontakt. Medlemmerne skal vide, at man er der. Og det kræver rigtig mange besøg ude i foreningerne året igennem. Vi har spurgt Kristian Raunkjær om, hvordan det overhovedet lykkedes at samle gamle fjender i et nyt forbund:

?- Hvad er egentlig baggrunden for Danmarks Jægerforbund, som du jo har været formand for siden 1. januar 1992?

Kristian Raunkjær: Før Danmarks Jægerforbund blev til, var der tre selvstændige jagtforeninger i Danmark. Den ældste var Dansk Jagtforening, som stammer helt tilbage fra 1884. Indtil da var der slet ikke styr på jagten, og initiativtagerne til Dansk Jagtforening var da også godsejere og andre velstillede jordbesiddere, som havde interesse i en jagtlovgivning.

Efterhånden som det danske samfund udviklede sig, blev der flere og flere jægere blandt “almindelige” mennesker. Da mange af disse nye jægere ikke følte sig hjemme i Dansk Jagtforening, stiftede man i 1923 Landsjagtforeningen, som hurtigt blev landets største – helt enkelt fordi der nu engang var flere bønder end godsejere!

I 1950 kom så endnu en forening til. Det var Strandjagtforeningen, der samlede alle de jægere, som var henvist til den frie jagt på fiskeriterritoriet. Dem, der ikke havde lejlighed til eller økonomisk mulighed for jagt på landjorden.

I årene før Danmarks Jægerforbund havde Dansk Jagtforening omkring 50.000 medlemmer, mens Landsjagtforeningen talte omkring 60.000. Klart mindst var Strandjagtforeningen med omkring 6.000 medlemmer.

?- Hvorfor valgte man så at slå pjalterne sammen i disse tre meget forskellige jagtforeninger? De repræsenterede jo hver især netop deres medlemmers særinteresser?

Kristian Raunkjær: Enighed gør jo som bekendt stærk, og vi havde netop brug for denne enighed, når vi skulle tale jagtens sag over for de ansvarlige myndigheder. Vi havde ikke brug for, at en dygtig minister kunne spille os ud mod hinanden. For det både kunne og gjorde han naturligvis!

Jagtorganisationernes fællesudvalg var et skridt på vejen mod enighed, men det fungerede desværre ikke helt efter hensigten.

Vi så for alvor skriften på væggen, da jagtloven skulle revideres i 1982. Da oplevede vi en intern splid, som var ødelæggende for jagten og dermed os selv. Da stod det klart for os, at vi måtte nå til enighed over for myndighederne, hvis vi ville høres.

Debatten om blyhagl, som dukkede op allerede midt i 70’erne, var nok den første reminder om, at vi måtte gøre noget radikalt. At vi måtte til at have en mere grøn profil, hvis vi skulle gøre os håb om at blive taget alvorligt i dagens Danmark.

Der var faktisk en hel del vildskud fra jægerside i debatten om blyhagl contra stålhagl – en debat, hvor vi fremstod rigeligt bagstræberiske, hvad miljøet angår. Amerikanerne havde jo i flere år været nødt til at bruge stålhagl mange steder – med godt resultat. – Hvorfor så ikke også i Danmark?

Jeg tror, at netop debatten om blyhagl contra stålhagl fik mange danske jægere til at tænke fremad – mod det, vi har idag, nemlig en fælles jagtorganisation med en klar holdning til miljøet.

? – Hvordan forløb selve sammenlægningen af de tre landsdækkende jagtforeninger? – Gik det stille af?

Kristian Raunkjær: Definitivt nej! Der var stærke følelser på banen, da de “gamle” jagtforeninger skulle afvikles. Faktisk var der medlemmer, som græd af raseri over “forræderiet” – over beslutningen om, at deres hæderkronede foreninger skulle afvikles til fordel for en ny fællesorganisation. Ja, jeg er sågar blevet truet på livet!

Jeg kan helt konkret sige, at der skal en stærk psyke og en god fysik til for at gennemføre en sammenlægning som den, vi jægere har været igennem. Og der har da også været tidspunkter, hvor jeg var på nippet til at opgive det hele. Men ikke længe – dertil var opbakningen fra fremsynede medlemmer over det ganske land heldigvis alt for stor.

Det har givet forekommet mange både mærkeligt og ubehageligt, at de således skulle bakke aktivt op om en nedlæggelse af deres gamle og højt elskede jagtforening. Men de var klar over, at der måtte sluges nogle kameler, hvis jagten i Danmark skulle have en fremtid. Og det gjorde de så.

Nedlæggelsen af de gamle jagtforeninger og etableringen af det nye jægerforbund tog små fire år – fire lærerige år. Det viste sig hurtigt, at der måtte stå én og kun én mand i spidsen for at samle trådene. Og den mand blev altså mig!

Møder, møder og atter møder – det var recepten. De få gange, hvor jeg lænede mig lidt tilbage og troede, at nu gik resten af sig selv – da så jeg, hvordan udviklingen straks gik i stå. Der skulle hele tiden presses på.

Jeg fartede land og rige rundt i de år – og det gør jeg forøvrigt stadig! Jeg kører årligt omkring 70.000 km i min bil og tilbringer vel lige så megen tid i fly og på færger. Det er helt enkelt nødvendigt for at holde sammen på landets mange jægere.

De skal vide, at deres formand er “nærværende”, som vi siger i Jægerforbundet. Han ved, hvad der er i gære. Han er på pletten, når og hvor tingene sker. Det er medlemmerne trygge ved. Det dur ikke at læne sig tilfreds tilbage i sit elfenbenstårn og herfra herske over medlemmerne. På længere sigt graver man kun sin egen grav på denne måde.

?Danske lyst- og sportsfiskere har svært ved at samle sig. – Hvor mange jægere er der egentlig i Danmark? – Og er de alle organiserede?

Kristian Raunkjær: Der er idag omkring 170.000 jagttegnsløsere. Vi regner med, at omkring 70.000 af dem ikke eller kun lejlighedsvis går på jagt.

Før sammenlægningen talte de tre jagtforeninger tilsammen omkring 116.000 medlemmer, hvoraf flere viste sig at være gengangere – altså jægere, som var medlemmer to eller sågar tre steder. Da sammenlægningen var fuldført, talte det nye Danmarks Jægerforbund godt 80.000 jægere – et tal, der siden 1992 stille og roligt er steget til godt 90.000.

De 90.000 jægere er organiseret i 960 foreninger landet over. Faktisk har vi kun 4.000 direkte medlemmer – altså jægere, som af en eller anden grund ikke er medlem af en forening. Vi sigter ikke mod at få flere direkte medlemmer – vi ønsker i stedet at have dem i foreningerne. Det er jo alligevel her, alle aktiviteterne findes.

Vi havde i flere år forgæves forsøgt, om ikke Jægerforbundet kunne komme med girokortet ud til alle jagttegnsløserne. Så pludselig et år lykkedes det – til vor store forbavselse. Det viste sig dog at være en enkelt svale – noget, der ikke vil ske igen.

Men vi kunne notere os det interessante, at vi faktisk ikke fik nye medlemmer efter denne enkeltstående “charmeoffensiv” på girokortet. Det var måske lidt overraskende, men samtidig også glædeligt. Det viser jo, at vi tilsyneladende har godt fat i danske jægere i Danmarks Jægerforbund!

?I jægere har i mange år været lagt for had af andre og – i hvert fald i deres egne øjne – mere grønne miljøorganisationer. – Var det derfor, I tidligt fandt sammen på europæisk plan?

Kristian Raunkjær: Jægerne har i mange år været presset fra andre og dengang mere “grønne” organisationer. Vi har længe vidst, at vi stod med ryggen mod muren. Derfor organiserede vi os allerede i 1977 i organisationen FACE, der idag repræsenterer mere end 7 millioner aktive jægere fordelt over hele Europa.

Idag er EU vigtigere end nogensinde. Det er jo i Bruxelles, fremtidens retningslinjer for miljøet og dermed også jagten udstikkes. Vi har nu i 18 år været aktive lobbyister i EU, og vi planlægger at optrappe virksomheden. Vi har i Danmarks Jægerforbund en ualmindeligt god økonomi, og det vil vi naturligvis benytte os af. Vi har således en mand, der i stærkt stigende grad beskæftiger sig udelukkende med EU-spørgsmål.

Da vi startede denne virksomhed, var politikerne ikke ret lydhøre over for vore synspunkter. Dette har ændret sig til det klart bedre. Idag lytter man i Bruxelles, når vi fremfører vore synspunkter. Vi har fagfolk til rådighed og har derfor altid det fagligt videnskabelige grundlag i orden, når vi udtaler os. Det respekterer politikerne, og det har ført til, at vi idag har en frugtbar dialog med myndighederne. Uden den ville jagten i Europa helt enkelt ikke overleve!

Og så er det jo indlysende, at når 7 millioner jægere taler med én stemme, så lyttes der naturligvis!

?- Hvad mener du om de “grønne” og deres forhold til jagt og fiskeri? Der har jo været en del rabiate elementer – folk, der udsender trusler på livet til repræsentanter for jægere og fiskere?

Kristian Raunkjær: Jeg tror ikke, at disse grønne fundamentalister vil vinde fodfæste i Danmark. Det gjorde de syd for grænsen, hvor man ikke i tide havde taget problemet op. Her nægtede man konsekvent at søge en dialog med modstanderne, og derfor blev grænserne trukket så skarpt op, som tilfældet var.

Herhjemme har vi trods alt været tidligt ude og taget modstanden i opløbet. Vi har derfor kunnet tilpasse os det moderne samfund og har dermed undgået de konfrontationer, vi ser i blandt andet Tyskland og England. I disse lande har jægere og fiskere kun opnået at bibeholde og måske endda forstærke det klassiske “fjendebillede” af jægere og fiskere som onde naturforbrugere. Herhjemme har vi i stedet tillagt os en klart grøn profil. Vi taler miljøets sag, og det holder et langt stykke hen ad vejen modviljen i ave.

Der findes ganske vist noget, der hedder “Foreningen mod al privat jagt i Danmark”, men den tæller under 100 medlemmer. Så længe vi har mod til at forhandle med modsat rettede interesseorganisationer, så længe tror jeg, vi undgår de mere rabiate modstandere af jagt og fiskeri.

For øvrigt har jeg kun respekt for disse miljøfundamentalister, hvis de er rene vegetarer. Ellers er de jo blot hyklere for Vorherre!

* * *
Her sluttede så vort interview med den travle jægerformand, der hastede videre ad motorvejen. Det tager immervæk lidt tid at køre 70.000 km om året. For øvrigt er Kristian Raunkjær også en efterspurgt person i forretningsverdenen, hvor man gerne lytter til hans erfaringer med sammenlægning af store organisationer – og efterfølgende styring af fusionen. Det kræver nemlig sin mand!

Steen Ulnits

Mange har i mange år ønsket, at danske lystfiskere skulle samle sig i ét, stærkt og landsdækkende forbund, som kunne have maksimal gennemslagskraft over for politikere og beslutningstagere.

Men modsat jægerne, som idag har samlet op mod 100.000 medlemmer fra tre tidligere organisationer i ét stærkt forbund, Danmarks Jægerforbund, er noget tilsvarende endnu ikke lykkedes os lystfiskere.

Tværtimod. Danske lyst- og sportsfiskere er således idag organiseret i hele tre landsdækkende organisationer. Ældst og størst er stadig Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som har godt 25.000 medlemmer. Kraftig dominans af jyske åfiskere med Sydvestjysk Sportsfiskerforening som en af de helt store foreninger.

Mindst er Ferskvandsfiskeriforeningen (FFF), som idag har omkring 12.000 medlemmer. Heraf er langt de fleste lystfiskere. Resten er lodsejere, dambrugere og erhvervsfiskere ved de danske søer. Kraftig jysk dominans med foreninger som Silkeborg Lystfiskeriforening og Nordjysk Lystfiskerforening som et par af de tunge medlemmer.

Yngst og i stærkest vækst er det nye “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), hvor en håndfuld af de største medlemsforeninger alene tæller mere end 10.000 medlemmer. LDL organiserer blandt andet foreninger under Danmarks Havfiskerforbund, Fiskeringen og samtlige tre danske småbådsfiskeklubber. Kraftig sjællandsk dominans.

Vi træffer Kristian Raunkjær, formand for Danmarks Jægerforbund, over en frokost på Hotel Scandic i Århus. – Det ligger så dejligt tæt på motorvejen, siger Raunkjær, da vi aftaler mødet. – Jeg kører 70.000 km om året og kommer tit forbi!

Hermed har han allerede præsenteret en af forudsætningerne for at holde sammen på mere end 90.000 jægere, der er lige så forskellige, som lystfiskere er det. Der skal kontakt til. Masser af kontakt. Medlemmerne skal vide, at man er der. Og det kræver rigtig mange besøg ude i foreningerne året igennem. Vi har spurgt Kristian Raunkjær om, hvordan det overhovedet lykkedes at samle gamle fjender i et nyt forbund:

?– Hvad er egentlig baggrunden for Danmarks Jægerforbund, som du jo har været formand for siden 1. januar 1992?

Kristian Raunkjær: Før Danmarks Jægerforbund blev til, var der tre selvstændige jagtforeninger i Danmark. Den ældste var Dansk Jagtforening, som stammer helt tilbage fra 1884. Indtil da var der slet ikke styr på jagten, og initiativtagerne til Dansk Jagtforening var da også godsejere og andre velstillede jordbesiddere, som havde interesse i en jagtlovgivning.

Efterhånden som det danske samfund udviklede sig, blev der flere og flere jægere blandt “almindelige” mennesker. Da mange af disse nye jægere ikke følte sig hjemme i Dansk Jagtforening, stiftede man i 1923 Landsjagtforeningen, som hurtigt blev landets største – helt enkelt fordi der nu engang var flere bønder end godsejere!

I 1950 kom så endnu en forening til. Det var Strandjagtforeningen, der samlede alle de jægere, som var henvist til den frie jagt på fiskeriterritoriet. Dem, der ikke havde lejlighed til eller økonomisk mulighed for jagt på landjorden.

I årene før Danmarks Jægerforbund havde Dansk Jagtforening omkring 50.000 medlemmer, mens Landsjagtforeningen talte omkring 60.000. Klart mindst var Strandjagtforeningen med omkring 6.000 medlemmer.

?– Hvorfor valgte man så at slå pjalterne sammen i disse tre meget forskellige jagtforeninger? De repræsenterede jo hver især netop deres medlemmers særinteresser?

Kristian Raunkjær: Enighed gør jo som bekendt stærk, og vi havde netop brug for denne enighed, når vi skulle tale jagtens sag over for de ansvarlige myndigheder. Vi havde ikke brug for, at en dygtig minister kunne spille os ud mod hinanden. For det både kunne og gjorde han naturligvis!

Jagtorganisationernes fællesudvalg var et skridt på vejen mod enighed, men det fungerede desværre ikke helt efter hensigten.

Vi så for alvor skriften på væggen, da jagtloven skulle revideres i 1982. Da oplevede vi en intern splid, som var ødelæggende for jagten og dermed os selv. Da stod det klart for os, at vi måtte nå til enighed over for myndighederne, hvis vi ville høres.

Debatten om blyhagl, som dukkede op allerede midt i 70’erne, var nok den første reminder om, at vi måtte gøre noget radikalt. At vi måtte til at have en mere grøn profil, hvis vi skulle gøre os håb om at blive taget alvorligt i dagens Danmark.

Der var faktisk en hel del vildskud fra jægerside i debatten om blyhagl contra stålhagl – en debat, hvor vi fremstod rigeligt bagstræberiske, hvad miljøet angår. Amerikanerne havde jo i flere år været nødt til at bruge stålhagl mange steder – med godt resultat. – Hvorfor så ikke også i Danmark?

Jeg tror, at netop debatten om blyhagl contra stålhagl fik mange danske jægere til at tænke fremad – mod det, vi har idag, nemlig en fælles jagtorganisation med en klar holdning til miljøet.

? – Hvordan forløb selve sammenlægningen af de tre landsdækkende jagtforeninger? – Gik det stille af?

Kristian Raunkjær: Definitivt nej! Der var stærke følelser på banen, da de “gamle” jagtforeninger skulle afvikles. Faktisk var der medlemmer, som græd af raseri over “forræderiet” – over beslutningen om, at deres hæderkronede foreninger skulle afvikles til fordel for en ny fællesorganisation. Ja, jeg er sågar blevet truet på livet!

Jeg kan helt konkret sige, at der skal en stærk psyke og en god fysik til for at gennemføre en sammenlægning som den, vi jægere har været igennem. Og der har da også været tidspunkter, hvor jeg var på nippet til at opgive det hele. Men ikke længe – dertil var opbakningen fra fremsynede medlemmer over det ganske land heldigvis alt for stor.

Det har givet forekommet mange både mærkeligt og ubehageligt, at de således skulle bakke aktivt op om en nedlæggelse af deres gamle og højt elskede jagtforening. Men de var klar over, at der måtte sluges nogle kameler, hvis jagten i Danmark skulle have en fremtid. Og det gjorde de så.

Nedlæggelsen af de gamle jagtforeninger og etableringen af det nye jægerforbund tog små fire år – fire lærerige år. Det viste sig hurtigt, at der måtte stå én og kun én mand i spidsen for at samle trådene. Og den mand blev altså mig!

Møder, møder og atter møder – det var recepten. De få gange, hvor jeg lænede mig lidt tilbage og troede, at nu gik resten af sig selv – da så jeg, hvordan udviklingen straks gik i stå. Der skulle hele tiden presses på.

Jeg fartede land og rige rundt i de år – og det gør jeg forøvrigt stadig! Jeg kører årligt omkring 70.000 km i min bil og tilbringer vel lige så megen tid i fly og på færger. Det er helt enkelt nødvendigt for at holde sammen på landets mange jægere.

De skal vide, at deres formand er “nærværende”, som vi siger i Jægerforbundet. Han ved, hvad der er i gære. Han er på pletten, når og hvor tingene sker. Det er medlemmerne trygge ved. Det dur ikke at læne sig tilfreds tilbage i sit elfenbenstårn og herfra herske over medlemmerne. På længere sigt graver man kun sin egen grav på denne måde.

?Danske lyst- og sportsfiskere har svært ved at samle sig. – Hvor mange jægere er der egentlig i Danmark? – Og er de alle organiserede?

Kristian Raunkjær: Der er idag omkring 170.000 jagttegnsløsere. Vi regner med, at omkring 70.000 af dem ikke eller kun lejlighedsvis går på jagt.

Før sammenlægningen talte de tre jagtforeninger tilsammen omkring 116.000 medlemmer, hvoraf flere viste sig at være gengangere – altså jægere, som var medlemmer to eller sågar tre steder. Da sammenlægningen var fuldført, talte det nye Danmarks Jægerforbund godt 80.000 jægere – et tal, der siden 1992 stille og roligt er steget til godt 90.000.

De 90.000 jægere er organiseret i 960 foreninger landet over. Faktisk har vi kun 4.000 direkte medlemmer – altså jægere, som af en eller anden grund ikke er medlem af en forening. Vi sigter ikke mod at få flere direkte medlemmer – vi ønsker i stedet at have dem i foreningerne. Det er jo alligevel her, alle aktiviteterne findes.

Vi havde i flere år forgæves forsøgt, om ikke Jægerforbundet kunne komme med girokortet ud til alle jagttegnsløserne. Så pludselig et år lykkedes det – til vor store forbavselse. Det viste sig dog at være en enkelt svale – noget, der ikke vil ske igen.

Men vi kunne notere os det interessante, at vi faktisk ikke fik nye medlemmer efter denne enkeltstående “charmeoffensiv” på girokortet. Det var måske lidt overraskende, men samtidig også glædeligt. Det viser jo, at vi tilsyneladende har godt fat i danske jægere i Danmarks Jægerforbund!

?I jægere har i mange år været lagt for had af andre og – i hvert fald i deres egne øjne – mere grønne miljøorganisationer. – Var det derfor, I tidligt fandt sammen på europæisk plan?

Kristian Raunkjær: Jægerne har i mange år været presset fra andre og dengang mere “grønne” organisationer. Vi har længe vidst, at vi stod med ryggen mod muren. Derfor organiserede vi os allerede i 1977 i organisationen FACE, der idag repræsenterer mere end 7 millioner aktive jægere fordelt over hele Europa.

Idag er EU vigtigere end nogensinde. Det er jo i Bruxelles, fremtidens retningslinjer for miljøet og dermed også jagten udstikkes. Vi har nu i 18 år været aktive lobbyister i EU, og vi planlægger at optrappe virksomheden. Vi har i Danmarks Jægerforbund en ualmindeligt god økonomi, og det vil vi naturligvis benytte os af. Vi har således en mand, der i stærkt stigende grad beskæftiger sig udelukkende med EU-spørgsmål.

Da vi startede denne virksomhed, var politikerne ikke ret lydhøre over for vore synspunkter. Dette har ændret sig til det klart bedre. Idag lytter man i Bruxelles, når vi fremfører vore synspunkter. Vi har fagfolk til rådighed og har derfor altid det fagligt videnskabelige grundlag i orden, når vi udtaler os. Det respekterer politikerne, og det har ført til, at vi idag har en frugtbar dialog med myndighederne. Uden den ville jagten i Europa helt enkelt ikke overleve!

Og så er det jo indlysende, at når 7 millioner jægere taler med én stemme, så lyttes der naturligvis!

?– Hvad mener du om de “grønne” og deres forhold til jagt og fiskeri? Der har jo været en del rabiate elementer – folk, der udsender trusler på livet til repræsentanter for jægere og fiskere?

Kristian Raunkjær: Jeg tror ikke, at disse grønne fundamentalister vil vinde fodfæste i Danmark. Det gjorde de syd for grænsen, hvor man ikke i tide havde taget problemet op. Her nægtede man konsekvent at søge en dialog med modstanderne, og derfor blev grænserne trukket så skarpt op, som tilfældet var.

Herhjemme har vi trods alt været tidligt ude og taget modstanden i opløbet. Vi har derfor kunnet tilpasse os det moderne samfund og har dermed undgået de konfrontationer, vi ser i blandt andet Tyskland og England. I disse lande har jægere og fiskere kun opnået at bibeholde og måske endda forstærke det klassiske “fjendebillede” af jægere og fiskere som onde naturforbrugere. Herhjemme har vi i stedet tillagt os en klart grøn profil. Vi taler miljøets sag, og det holder et langt stykke hen ad vejen modviljen i ave.

Der findes ganske vist noget, der hedder “Foreningen mod al privat jagt i Danmark”, men den tæller under 100 medlemmer. Så længe vi har mod til at forhandle med modsat rettede interesseorganisationer, så længe tror jeg, vi undgår de mere rabiate modstandere af jagt og fiskeri.

For øvrigt har jeg kun respekt for disse miljøfundamentalister, hvis de er rene vegetarer. Ellers er de jo blot hyklere for Vorherre!

Her sluttede så vort interview med den travle jægerformand, der hastede videre ad motorvejen. Det tager immervæk lidt tid at køre 70.000 km om året. For øvrigt er Kristian Raunkjær også en efterspurgt person i forretningsverdenen, hvor man gerne lytter til hans erfaringer med sammenlægning af store organisationer – og efterfølgende styring af fusionen. Det kræver nemlig sin mand!