Under denne titel afholdt Teknologirådet for nylig en høring
om fremtidens erhvervsfiskeri og fiskemetoder.
Et lille kig på de mange indlæg for om muligt at lodde stemningen…
Som lystfisker må man ofte tage sig til hovedet, når man ser, hvordan erhvervsfiskeriet hærger med trawl og garn. Tilsyneladende fisker man bare, til der ikke er flere fisk at fiske efter. Derefter flytter man til andre områder eller nye fiskearter.
Men sådan ser erhvervsfiskerne naturligvis ikke situationen. De mener ofte, at der er rigeligt med fisk at fiske efter – at hele problemet udelukkende skyldes fiskeribiologerne, som ikke aner, hvad de snakker om.
Fiskeribiologerne derimod undskylder sig med, at fiskekvoter i høj grad bestemmes af politikerne – og at biologerne kun kommer med råd og forslag til ressourcens forvaltning.
Beskyldningerne fyger således gennem luften med regelmæssige mellemrum, og diskussionerne er kun sjældent frugtbare. Det tog Teknologisk Råd konsekvensen af, da man i november sidste år indkaldte til en såkaldt “konsensuskonference” i Landstingssalen på Christiansborg.
I oplægget til konferencen havde Teknologirådet inviteret 10 fiskere og 10 lægfolk til at stille spørgsmål om fremtidens fiskeri. Oplægget lød: – Hvordan står det til med havmiljøet? – Hvordan kan vi i fremtiden forvalte havets fiskeressourcer? – Hvilke typer fisk og fiskeri skal vi satse på? – Hvordan skal fiskeriteknologien være? – Hvilken fremtid tegner der sig for fiskerierhvervet og de lokale fiskersamfund?
Det var spørgsmål som disse, Teknologirådet håbede at få svar på under den tre dage lange konference.
Mange indlæg
Konferencen bød på indlæg fra en lang række folk og institutioner med tilknytning til eller interesse for fiskerierhvervet.
Af deltagere kan nævnes Landbrugs- og Fiskeriministeriet, Landbrugs- og Fiskerirådet, Skov- og Naturstyrelsen, Roskilde Universitets Center, Nordsøcenteret, Danmarks Fiskeriundersøgelser, Danmarks Fiskeriforening, DIFTA, Forbrugerrådet samt mange andre.
Formålet med konferencen var at søge enighed om fremtidens brug af vore fiskebestande – på et bæredygtigt grundlag, som også forbrugerne kan leve med. Som ikke kun styres af fiskerierhvervet selv.
På listen over interessegrupper finder man Danmarks Naturfredningsforening (DN), som fremkom med et vægtigt og grundigt gennemarbejdet indlæg. Netop erhvervsfiskeri (og landbrug) er noget af det, som DN tillægger stor betydning i årene fremover.
Af uforklarlige årsager var Danmarks Sportsfiskerforening (DSF) slet ikke repræsenteret i ekspertpanelet, men måtte finde sig i at sidde på tilhørerpladserne – sammen med Fisk & Fri. DSF’s manglende repræsentation kan man som lystfisker godt undre sig en hel del over.
Mange undskyldninger
Der var almindelig utilfredshed med fiskeribiologernes lange behandlingstid af resultaterne fra deres undersøgelser – dem, der siden lægges til grund for udarbejdelsen af EU’s altid omdiskuterede fiskekvoter.
Biologerne selv forsvarede sig med, at hele det politiske system fungerer uhyre trægt. Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) kunne fortælle, at EU politikerne ofte står med halvandet år gamle resultater og vurderinger, når de skal fastlægge kvoterne. Hvilket naturligvis er absolut utilfredsstillende for alle parter.
– Havbiologernes forskningsmæssige indsats er imidlertid kun en del af det samlede system – selve behandlingen af fangsttal fra fiskerne og de biologiske observationer, der foretages, kan normalt gennemføres på tre måneder.
-Men herefter skal informationerne vurderes af de øvrige EU lande samt internationale fiskerikommissioner, hvilket kan tage lang tid.
– Vil man have den biologiske rådgivning til at fungere bedre, må man vurdere hele processen under et og samtidig være klar til at stramme de forskellige administrative og politiske arbejdsgange markant op, lød forsvaret fra DFU.
Havbiologerne er også vant til bemærkninger om, at de jo bare kan tage med fiskerne ud at fiske – så skal de få fisk at se. Som om det var noget argument for, at fiskeriet burde gives frit.
Det er jo ikke nok, at der er godt med store fisk at fange, hvis ikke de yngre årgange også er til stede i rigeligt antal. Det er et af de forhold, som fiskerne gennem årene har haft endog meget svært ved at forstå. Det er jo de yngre fisk, der skal sikre fremtidens fiskeri – og de gamle fisk, der skal sørge for dem!
Endelig snydes der jo med kvoterne, så de fangstindberetninger, der er med til at danne grundlag for kommende kvoter, ikke er i overensstemmelse med sandheden og de faktiske forhold.
Det er således ikke let at være fiskeribiolog i vore dage – klemt som en lus mellem to negle. Af fiskerne på den ene side og politikerne på den anden…
Økofisk eller plukfisk?
Debatten fokuserede også på kvaliteten af de landede fisk. I den senere tid har der jo været mange eksempler på “friske” fisk, der bestemt ikke viste sig at være friske i fiskehandlerens frysedisk. Et forhold, der blandt andet skyldes lang transporttid og dårlig opbevaring.
Landbrugs- og Fiskeriminister Henrik Dam Kristensen har i et interview udtalt følgende vise ord om sagen:
– I Danmark er der ikke mange steder, hvor der er meget mere end 50 km til havet. Alligevel er det overordentlig vanskeligt at købe en frisk fisk…
Fiskerne selv ser gerne en kvalitetsmærkning af de fangede fisk – med oplysninger om fangstmetoder og behandling af fiskene ombord. Forbrugerne ser gerne dette udvidet til også at omfatte datomærkning og oplysninger om selve fangststedet. Så kan man bedre selv afgøre, om man vil købe den fangede fisk.
Man har talt om at indføre et særlig “økofisk” mærke til fisk fanget på økologisk facon – hvad så end det må indebære. Muligheden er dog til stede, idet Folketinget i efteråret ’96 netop vedtog en såkaldt økologiaftale, som gør det muligt at mærke varer, som er fanget eller fremstillet under økologisk betryggende forhold.
Problemet er imidlertid, at alle naturligt levende fisk – havets vildfisk – i princippet er økologiske. Men skal en fremtidig fisk kunne bryste sig af “økofisk” mærket, så skal også en lang række andre krav være opfyldt. Så skal den være fanget under bæredygtigt fiskeri med korrekte fiskemetoder, og den skal behandles og opbevares under klart definerede forhold.
Der bliver i så fald næppe mange “økofisk” blandt dem, der har ligget nederst i et af de kæmpetrawl, vore dages effektive erhvervsfiskere benytter. De er i regelen mast til plukfisk allerede før ombordtagningen…
Samtidig får kritiske forbrugere mulighed for at boykotte eksempelvis muslinger fisket i Limfjorden, hvor de tunge skrabere ødelægger ålegræssets muligheder for atter at etablere sig. Ikke nogen dårlig ting set med kritiske lystfiskerøjne…
Flere restriktioner, tak!
Danmarks Naturfredningsforening havde en klart formuleret politik med for fremtidens erhvervsfiskeri. Det viser blandt andet følgende uddrag fra deres indlæg på konferencen:
– Hvor man tidligere alene hørte om rundfisk og hvidfisk, dukkede der pludselig beretninger op i pressen om store landinger af sorte og grå fisk.
Kreativ omgang med fangststeder i logbøger og fiskere bragt for retten blev hverdagskost, som satte fokus på fiskeriet, og dermed også på dets vilkår og hvordan det drives.
Miljøorganisationerne begyndte at blande sig – sommerens tobisaffære fik jo om ikke andet så sat fiskeri på dagsordenen…
– Det billede, der tegner sig i offentligheden af fiskeriet, er mildest talt forstemmende:
Stort set alle konsumarter er overfiskede – adskillige, så de er uden for sikre biologiske grænser. I Nordsøen kan vi blot nævne makrel, rødspætte, sild og torsk.
Der er et enormt ressourcespild i udsmiddet (discarden), som jo omfatter uønskede bifangstarter – arter, hvor kvoten er opfisket, og små fisk, der skal give plads for store til bedre pris.
Kvoterne omgås i stor stil, og sammen med discardens størrelse bidrager det til at svække datagrundlaget for biologernes bestandsvurderinger.
– Hollandske undersøgelser har f.eks. vist, at for hvert kg salgbar fisk landet af en bomtrawler er der dæbt 10 kg ikke salgbar fisk og i snit 6 kg andre bunddyr. Det er ikke fiskeredskaber – det er ødelæggelsesredskaber, og de bør forbydes.
I almindelighed gælder, at jo mere passivt et redskab er, desto mere skånsomt og selektivt er det, og jo mindre energi kræver anvendelsen af det. Dette peger i retning af, at det er de store fartøjer, som fisker ved hjælp af stor maskinkraft, der skal ud af fiskeriet – selv om de er nok så effektive. Og at der i stedet skal satses på skånsomme fiskemetoder fra mindre fartøjer.
En sådan strategi vil samtidig bidrage til at fastholde lokale arbejdspladser og holde liv i små fiskerihavne.
Sådan sluttede indlægget fra Danmarks Naturfredningsforening, som tydeligvis er med helt fremme, når det gælder konstruktive forslag til et fremtidigt bæredygtigt fiskeri.
Som lystfisker kunne man blot ønske sig, at Danmarks Sportsfiskerforbund ville melde lige så klart ud.
Steen Ulnits
Del denne artikel: