Mens vi snakker om havørreder og laks i den hjemlige andedam, tømmer kolossale fabriksskibe verdenshavene for fisk.
Verdens fiskeri er i dyb krise, og årsagen er enkel: For få fisk til for mange fiskere.
Danske erhvervsfiskere klager over formindskede fiskekvoter, når de nu allerede har ophugget en stor del af fiskeflåden. De glemmer blot, at selv om antallet af aktive skibe er faldet drastisk, så er den samlede tonnage samtidig steget!
Fiskerflåden består således af færre, men stedse større skibe. For ikke så forfærdeligt mange år siden så man kun hyggelige små fiskekuttere, som stævnede i havn med lasten fuld efter én eller flere dages fiskeri. Oftest kystnært – sjældnere langt til havs.
Idag sker fiskeriet fra stedse større trawlere og fabriksskibe, der arbejder længere og længere fra land. Og som stort set aldrig er i havn mere. De er nemlig blevet så store og dyre, at de nødvendigvis må fiske hele tiden. Ellers kan de millionstore investeringer ikke forrentes…
Fødekonkurrenter
Ifølge FN-organisationen FAO spiser hver enkelt at Jordens beboere årligt 13 kg fisk. I mange udviklingslande som et livsnødvendigt proteintilskud – i de fleste vestlige industrilande en ren luksusspise. Japanerne er dog en markant undtagelse, idet hver japaner årligt spiser 66,7 kg fisk…
FAO konkluderer i en ny rapport, at alt for stor en del af verdens årlige fiskefangst på omkring 100 millioner tons går til spilde eller bruges til foderproduktion. Idag går omkring 70 millioner tons til menneskeføde – et tal, der skal øges til 90 milloner tons, hvis hvert enkelt menneske også i år 2010 skal kunne få sine 13 kg årlige fisk.
FAO udtaler også, at verdens produktion af opdrættede fisk og skaldyr må stige meget, hvis verdens behov fremover skal kunne dækkes. Men FAO har ikke taget biologien i ed, for hvor skal alt fiskefoderet komme fra?
Fra selvsamme hav, der brødføder vildfiskene! I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af – fiskefoder!!
Det er fiskebestande, som idag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Tænk blot på, hvordan det lykkedes erhvervsfiskeriet at udfiske en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet.
Som tommelfingerregel bruges der 2,5 kg “skidtfisk” til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 1 kg foder til at producere 1 kg fisk. Fiskeopdræt er altså ikke svaret på verdens fødevareproblemer. Tværtimod er fiskeopdræt med til at gøre problemerne større endnu!
Det er samtidig næsten tragikomisk at tænke på, hvordan vildfisk og tamfisk på denne måde konkurrerer om den samme føde. Et storstilet fiskeopdræt kræver foder, der fremstilles af selvsamme fødeemner, som vildfiskene ernærer sig af. Et støt stigende fiskeopdræt vil derfor uvægerligt tære på vildfiskenes føderessourcer og således på længere sigt underminere fiskeriet…
Flydende fabrikker
Det bliver ikke let at dække verdens fremtidige behov for fisk. Til trods for, at verdens samlede antal fiskefartøjer er noget nær fordoblet i løbet af de seneste 20 år, har den totale fangst været stedse faldende – ganske enkelt på grund af overfiskeri.
Desværre kan man ikke blot give fiskerierhvervet skylden. De enkelte landes regeringer medvirker også ivrigt til at save den gren over, de selv sidder på – via enorme støtteordninger, hvis lige kun kendes fra landbruget. Et par kolde tal fortæller alt:
Verdens erhvervsfiskere tjener årligt omkring 400 milliarder kroner på deres hverv. Uheldigvis koster det dem hele 700 milliarderkroner at tjene disse 400. De sidste 300 milliarder kommer i form af statstilskud – som subventionering af det tiltagende overfiskeri!!
Det massive statstilskud holder kunstigt live i en fiskerflåde, som er alt for stor til den nuværende fiskebestand. Det har også medvirket til udviklingen fra de små lokalsamfunds beskedne fiskerbåde og frem til industrilandenes gigantiske flydende fabrikker, som ofte er mere end 100 m lange. Som kan have op til 100 mand store besætninger. Og som slæber trawl, der i regelen er mere end 100 m brede. Eller sætter garn og langliner, der måler kilometer efter kilometer…
Disse flydende fabrikker fanger fiskene, renser dem, filetterer dem og fryser dem ned eller henkoger dem – klar til levering inde på land. Fabriksskibene kan derfor være til havs i flere måneder af gangen. Og så fisker de – helt tilfældigt – næsten aldrig i egne farvande. Dem har de jo for længst selv tømt!
I stedet indgår man studehandler med fattige U-lande, som ikke selv er i stand til at fange deres fisk. Disse landes (ofte korrupte) regeringer modtager så penge som kompensation for det rovfiskeri, der nu indledes fra de flydende fabrikker. En meget ond cirkel er i gang – en udvikling, der først stopper, når der ikke er flere fisk tilbage. Så sejler fabriksskibene videre til næste U-land…
En anden mulighed er fiskeri i internationalt farvand, hvor der jo principielt ingen love gælder. Her er der således nogenlunde frit slag, indtil man også her har fisket havet tomt og må drage videre. “Nogenlunde”, idet man for nylig oplevede noget ganske nyt, nemlig opbringning af et fabriksskib i internationalt farvand.
Det skete, da Canada i foråret opbragte et spansk skib, som fiskede helt legalt uden for den canadiske 200 sømilegrænse. Årsag: Det spanske skib drev rovfiskeri på unge hellefisk, som senere ville være indgået i det canadiske erhvervsfiskeri – som voksne og kønsmodne fisk. Dækket flød med fintmaskede net og små hellefisk, da skibet blev bordet af den canadiske kanonbåd…
Handlingen vakte international opstandelse, men Canada stod fast. Man ville statuere et eksempel til efterfølgelse – på trods af international lov og ret. Her lod man – vist for første gang i verdenshistorien – hensynet til en truet fiskebestand gå forud for juraen!
Massive bifangster
Da Det Internationale Havforskningsråd (ICES) i september ’95 holdt konference, samledes omkring 500 af verdens fremmeste havforskere i Ålborghallen for at drøfte havmiljøet. ICES en forkortelse for International Council for the Exploration of the Sea, der har eksisteret siden 1902. Rådets19 medlemslande skal fortrinsvis søges rundt om Nordatlanten og Østersøen.
Emnerne på konferencen spændte vidt – fra tømning af ballasttanke med uønskede dyr og planter til udvikling af nye og mere selektive garn. Der er nemlig en udbredt enighed om, at de nuværende garn er helt utidssvarende. De er uselektive og tager derfor alt, der måtte komme forbi – det være sig fisk, fugle eller pattedyr. Ønskede såvel som uønskede – legale såvel som illegale.
ICES, som alle årene har haft hovedsæde i København, henstillede derfor til medlemslandene, at de omgående sætter ressourcer af til udvikling af mere selektive garn, der kun fanger, hvad de skal. Som er specielt designet til at fange de fiskearter, der pt. er åbne for fiskeri jævnfør tildelte kvoter.
På vore breddegrader udgør den uønskede bifangst, som må hældes ud igen – død efter at være mast i trawlet – mindst 25%. Sandsynligvis langt mere, da det kolossale spild jo ikke er noget, erhvervsfiskerne selv ønsker at reklamere med…
I nogle former for erhvervsfiskeri er bifangsterne endog flere gange større end den ønskede hovedfangst. Eksempelvis varierer bifangsterne under rejefiskeri ofte mellem 100 og 800% af hovedfangsterne. Det vil sige, at for hvert ton ønsket fangst (rejer) får man 1-8 tons uønsket bifangst (fisk)…
Masser af marsvin…
I 1991 fandt man omkring 200 døde marsvin alene på den jyske vestkyst. Disse fund gav startskuddet til en undersøgelse af bifangsterne af marsvin i garn.
En rapport fra ’94 udarbejdet af Danmarks Fiskeri & Havundersøgelser konkluderede efterfølgende, at antallet af døde marsvin i danske garn årligt andrager mellem 5.000 og 8.000 styk! Nu regner man derfor med, at mange af de dødfundne marsvin først har været en tur i et garn, inden de er blevet smidt ud igen.
Man har i mange år regnet med, at den samlede bestand lå helt nede på 25.000 eksemplarer. Men tager man den uventet store bifangst i betragtning, må bestanden være en god del højere. Ellers var den for længst blevet udryddet af garnene, hvilket den jo ikke er.
Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at alt, alt for mange marsvin lider druknedøden i danske garn. 6.-7.000 marsvin kvæles hvert eneste år. De tynde monofile netmasker kan marsvinet ikke registrere med sit ellers så følsomme sonarsystem. Derfor svømmer den lukt i garnene, får sig viklet ind og lider druknedøden.
Det er specielt garn, som er sat efter stenbider, pighvar, torsk og kulmule, der er farlige for marsvinene. De går ofte i garnene, når de forsøger at sætte tænderne i de fisk, som allerede sidder fast i netmaskerne. Så klapper fælden.
Man kunne fristes til at sammenligne marsvinene med delfinerne, som jo på det nærmeste reddede tunfisken i Stillehavet. Da det først blev kendt, at delfiner i tusindvis døde i de kilometerlange drivgarn – fortrinsvis sat af japanske fiskere i internationalt farvand – da blev dåsetun pludselig meget lidt populært, ja nærmest ildeset. Japansk dåsetun blev helt enkelt boykottet på grund af delfinerne!
– Kunne man forestille sig, at forbrugerne herhjemme på tilsvarende vis ville boykotte fisk fanget af danske garnfiskere?
Næppe. Det er jo ulig meget lettere at forarges over noget, der foretages af japanske fiskere langt ude på Stillehavet – mange tusinde kilometer fra Brugsens frysedisk og de sorte fisk nede på havnen…
Destruktion
Et helt andet problem, som ganske vist er relateret til garn, men som ikke drejer sig om uønskede bifangster, er den helt absurde destruktion af prima konsumfisk, der – på grund af stor tilgang – ikke opnår mindsteprisen. De bliver oversprøjtet med gul farve og ender deres dage på fiskemelsfabrikken. Fordærvede fisk oversprøjtes i stedet med rød maling.
Alt i alt blev der i ’95 destrueret 28.997 tons sild, 3.791 tons torsk, 995 tons kuller, 180 tons kulmule, 179 tons hvilling, 176 tons sej, 115 tons makrel, 85 tons lubbe, 73 tons ising, 68 tons rødspætter og 44 tons skrubber. Hertil mindre mængder af diverse arter.
Totalt blev der i ’95 destrueret 34.831 tons fisk mod “kun” 32.589 tons i ’94. Det svarer omtrentligt til mellem 1/5 og 1/6 af den samlede årsfangst…
Eneste løsning på dette problem er et totalforbud mod destruktion af fisk, der – uanset årsag – ikke opnår mindsteprisen. Alt andet vil være uanstændigt og aldeles ude af trit med det øvrige samfund her på vej mod år 2000, hvor vi snakker økologi og bæredygtighed snart sagt hver eneste dag.
Men det er langt fra sikkert, at et forbud mod destruktion vil virke på fiskerierhvervet, der efterhånden er kendt for at omgås regler og bestemmelser efter forgodtbefindende. I oktober ’97 konstaterede de norske myndigheder således, at der var dumpet omkring 1.000 makrel i Nordsøen nær en af Statoils rørledninger ved Stavanger.
De norske regler siger, at hvis en båd fanger så meget, at den ikke selv kan bringe fangsten i havn, så skal den laste fangsten på andre både. Men da makrellerne ikke havde nogen stor handelsværdi netop da, valgte de norske fiskere altså at dumpe 1.000 tons fuldgode makreller i Nordsøen – trods reglerne…
Fjernede man enhver form for statsstøtte til fiskeriet, ville antallet af og størrelsen på de enkelte fiskeskibe i løbet af få år falde til et niveau, der kan understøttes af alverdens fiskebestande. – Men kan politikerne finde ud af det?
Svaret blæser ikke i vinden. Det ligger i stedet godt gemt ude på de største havdybder – i internationalt farvand…
Steen Ulnits
Del denne artikel: