Forfatterarkiv: Steen

“Leatherman”

Man skulle at tro, at navnet refererer til de barske amerikanske “læderhalse”, som sættes ind på urolige steder over hele verden. Men det drejer sig faktisk om en ting så lille, at den kan ligge i en lomme. Og så stor, at den kan afværge en katastrofe…

En ung amerikaner var i 1975 på tur gennem Europa – som datidens unge amerikanere havde for vane. Kultur skulle der til, at det hverken havde eller har de jo i USA, hvis historie er ganske ung.

Den unge mand hutlede sig gennem Europa i en gammel, udbrændt bil og boede på de billigste hoteller, han kunne finde. Bilen måtte konstant repareres for at holde sig kørende, og hotellernes vandhaner dryppede faretruende. Altså måtte han klare sig på bedste beskub med et hav af små og store nødreparationer.

Han var på rundtur i Europa i hele ti måneder. Undervejs gik det op for ham, at hans spejderkniv i hvert fald ikke levede op til de krav, han mødte. Der skulle andet og mere til for at holde ham og bilen kørende. Langsomt fostrede han derfor planen om en kompakt lommekniv med alt det nødvendige værktøj indbygget.

Han tog notater, der fortalte, hvad han havde haft brug for og til hvad. Da han kom hjem efter sine ti måneder i Europa, gik han i gang med at realisere planerne.

En “Leatherman” ser dagens lys

Han var ingeniør af uddannelse og brugte nu de næste 8 år på at udtænke verdens første “pocket survival tool”, som det siden kom til at hedde. Et kompakt kombiværktøj, der kunne klare et utal af forskellige situationer overalt – i hjemmet, på rejser, i ødemarken etc.

Tim Leatherman var den unge mands navn, og “Leatherman” blev navnet på det nye kombiværktøj i rustfrit stål. Tim lavede den ganske vist til sig selv, men hele tiden havde han i tankerne, at der verden over måtte være et kolossalt marked for et sådant stykke værktøj.

Han gik derfor sammen med vennen og partneren Steve Berliner i gang med at producere sin opfindelse – med det udgangspunkt, at når hver eneste “Leatherman” nu bar hans eget navn, så skulle hver eneste også være perfekt. Intet mindre!

Kravet til det endelige værktøj var en robust tang indbygget i en ditto lommekniv. Det var udgangspunktet, som siden er blevet konstant raffineret – med tilføjelse af handy værktøjer, som gør redskabet endnu mere funktionelt.

Materialet var der aldrig tvivl om: Det måtte nødvendigvis være rustfrit 18/8 stål, som er noget nær uforgængeligt. Hårdt, slidstærkt og korossionsbestandigt.

Man skal dog være klar over, at ikke alt rustfrit stål også tåler saltvand. Hertil skal det være syrefast, og det er almindeligt rustfrit stål ikke. Hverken det, der bruges i en original “Leatherman” eller i konkurrenterne fra Buck og Gerber.

Produktionen startede i 1983, og siden er det gået endog meget hurtigt. Således sælges der hvert år millioner af originale survival tools – i de mere end 100 lande, som “Leatherman” idag er repræsenteret i!

Kærlighed ved første blik!

Da jeg i 1986 var i Canada for at fiske laks og ørred, faldt jeg over en af de første “Leatherman” modeller. Jeg blev straks så fascineret af de mange muligheder, at jeg købte et eksemplar – trods en ret høj pris og et ganske stramt budget i studietiden…

Denne “Leatherman” fulgte mig siden overalt – mellem Grønlands isbjerge, i Alaskas ødemarker og på savannen i Afrika – og jeg blev bare mere og mere glad for den, som tiden gik.

Den har renset koksede tændrør, da jeg havde motorstop i en sydgrønlandsk fjord. Den har repareret Coleman brændere i Alaska, og den har sågar også startet en ældgammel LandRover i Zimbabve!

Kort sagt er en “Leatherman” helt og aldeles uundværlig, når først man har haft én mellem hænderne! Jeg har stadig min første, som efterhånden har en del rustpletter og lidt slør mellem kæberne. Men den fungerer fortfarende efter hensigten – helt uden problemer.

Fem grundmodeller

Idag findes der grundlæggende fem forskellige udgaver af “Leatherman”. Den oprindelige model bærer stadig navnet “Pocket Survival Tool”, er 10 cm lang og vejer 140 gram.

I tilgift til spidstang og fladtang er der en skævbider, som klipper ledninger og wire uden problemer. Læg hertil to knivblade, en fil, en flaske- og dåseåbner samt hele fire skruetrækkere, og vi har baggrunden for dette værktøjs oprindelige og øjeblikkelige succes verden over.

“PST II” er en lidt mere avanceret udgave af den oprindelige “Leatherman”. Der er tilføjet en robust saks, og filen er nu diamantcoated og forsynet med en krogskærper på den ene side – funktioner, der gør PST II specielt velegnet til lystfiskeri.

I den kraftige ende finder vi “Super Tool”, som er 12,5 cm lang og vejer 250 gram. I tilgift til de sædvanlige funktioner er der nu to store knivblade – den ene med savtakket skær – samt en lille sav.

Bladene på “Super Tool” har en unik låsemekanisme, der hinder bladet i at bukke sammen under brug. I det hele taget er det mest af alt et værktøj, som henvender sig til professionelle brugere med store krav til såvel styrke som funktion.

I den letteste ende finder vi den lille “Micra”, som er tildelt et af de meget eftertragtede US patenter (#4744272 hvis nogen skulle spørge!). Der skal en god del innovation til at få sådan et i hus!

“Micra” er en fiks lille sag på kun 6,5 cm og sølle 100 gram. Alligevel huser den som de øvrige “Leathermen” en tang i fuld størrelse. Hertil værktøjer, som automatisk låses i udfoldet position.

Nyest og sidst, men bestemt ikke mindst er den revolutionerende“Wave”. Den vejer 200 gram og byder på raffinementer såsom låste blade, der kan åbnes med én hånd!

Konstruktionen er ikke blot ny – den giver også det færdige produkt et strømlinet udseende, der adskiller Wave markant fra de klassiske “Leathermen”.

“Tool Adapter”

“Leatherman” har netop lanceret en ny lille ting, der øger værktøjets funktionalitet og brugsområde. Det er den lille “Tool Adapter”, som blot vejer 45 gram, og som let smutter på plads imellem håndtagene.

Med en Tool Adapter monteret har man pludselig adgang til hele seks ekstra skruetrækkere af forskellig slags. De følger med kittet. Men ikke nok med det. Man kan ydermere benytte enhver skruetrækker, som har et almindeligt 1/4″ hex hoved.

Og så kommer til sidst det virkelige raffinement: Skruetrækkerhovedet kan låses i tre forskellige positioner – lige, 45 grader og 90 grader – så man altid kan komme til!

25 års garanti

Amerikanerne har en udmærket vane, som også europæiske producenter burde tillægge sig: De stoler så meget på deres egne produkter og disses kvalitet, at de tør give lange garantier. Ikke noget med det ene sølle år ifølge købeloven. Nej, i Guds eget land gives ofte garantier i 25 års klassen.

“Leatherman” er ingen undtagelse. Min egen er kun 13 år gammel, så den har mindst 12 gode år i sig endnu. – Det kan man da kalde en investering eller?

© Steen Ulnits 2000

Wobleren er mit våben!

Hi_Lo

I modsætning til det to-dimensionelle blink er wobleren et ægte kunstagn i 3D. Det gør wobleren til et af de mest alsidige og naturtro kunstagn, vi lystfiskere kan binde på linen!

Blink, spinnere og pirke er kunstagn, som mestendels er to-dimensionelle. De har ganske vist levende bevægelser og udsender måske også lokkende lydbølger. Men de mangler det volumen – den tredje dimension – som alle naturlige småfisk har.

Det er her, wobleren kommer ind – som et ægte 3D kunstagn med de muligheder, det nu engang medfører. Ved at have et volumen og ikke blot være et stykke tynd plade kan woblerens densitet – vægtfylde – ændres, så der kan fremstilles både flydende, neutrale og synkende woblere. Kunstagn, som alene i kraft af deres vægtfylde får meget forskellige egenskaber.

Men ikke nok med det. Wobleren kan samtidig forsynes med en ske eller næseplade fortil, som dels giver den en lokkende gang i vandet – dels får den til at dykke under indspinning. Skal en flydende wobler dykke dybt, forsynes den med en lang og næsten vandret næseplade. Skal den omvendt fiskes højt, monteres den med en kort og næsten lodret stillet næseplade.

Endelig er der så wobleren med stilbar ske – med svenske ABU Hi-Lo som den suverænt mest kendte. Her kan skeen indstilles til højt eller dybt fiskeri. Stiller man skeen vandret, vil en flydende wobler dykke dybt, mens den omvendt vil gå lige under overfladen med en lodret indstilling.

Med wobler i åen

Flydende woblere af den finske Rapala type vejer så lidt, at de ikke kan kastes mere end nogle få meter.

Alligevel har de nogle muligheder, som ingen andre kunstagn har. De flydende woblere kan nemlig fires ned til fisk på svært tilgængelige standpladser under udhængende træer og lignende steder. Man lader den drive frit med strømmen, indtil den befinder sig lige over fisken eller den formodede standplads. Her strammer man op, og wobleren dykker lidt ned i vandet, mens den fisker aktivt.

Man kan gentage denne proces i det uendelige – lige indtil fisken mister besindelsen og hugger. Den flydende wobler er derfor specielt effektiv over for store og krogsky fisk, der har set det hele – typisk gamle bækørreder på vanskelige steder eller store laks og havørreder, som forsvarer deres territorier. Det er tit fisk, som ikke lader sig fange på anden vis. Men det er samtidig en teknik, som kræver mere tålmodighed end de fleste andre.

Det er ganske begrænset, hvor langt en flydende wobler når ned i vandet under indspinning. Fisker man derfor i meget dybe høller, må man ty til en anden teknik for at nå helt ned til fiskene. Da monterer man sin flydende wobler i en såkaldt “tregangs-rig”.

Tregangs-riggen er en meget effektiv måde at nå bunden på – vel at mærke uden at risikere den dyre balsatræs wobler, som stadig skal være flydende. Cirka en meter fra wobleren monterer man en tregangssvirvel af passende størrelse, hvilket vil sige så lille som muligt.

I svirvlens sidegren binder man et kort stykke line, som er nummeret tyndere end hovedlinen. For enden af dette linestykke fastgøres så det blylod, som skal trække den flydende wobler ned i dybet.

Det er ikke let at kaste med denne montage, men den sikrer to ting: At wobleren når helt ned til bunden. Og at den når helskindet op igen, selv om loddet sætter sig fast. Da sker der nemlig det, at den tynde line knækker og lader wobleren flyde uskadt op til overfladen igen. Kun blyloddet mistes.

Også her gælder det, at tålmodighed belønnes. Ofte svarer det sig nærmest at parkere sin wobler i et godt høl. Her kan den stå i flere minutter, før høllets enevældige beboer til sidst mister besindelsen og går til biddet!

Det er i regelen laks, havørreder og store bækørreder, der fiskes efter med denne teknik. Men den er tillige uhyre effektiv til sandarter, der ynder at opholde sig i stenede og strømstærke partier af åen.

Med wobler i søen

Poppers

“Popper” er den amerikanske betegnelse for agn, der fiskes flydende i overfladen – agn, som under affiskningen fremkalder en del bevægelse og støj i vandet. Deraf navnet.

Disse poppers kan have meget forskellig udformning – fra de ægte “poppers”, som virkelig plasker i vandet, til de mere stilfærdige “sliders”, som er mere strømlinede. De første har i regelen en meget flad forende, som yder stor modstand i vandet. Når den fiskes i ryk, kaster den vand ud til siderne. Det får den til at se større ud i fiskens øjne, end den i virkeligheden er.

Nogle dage skal der en popper på linen – andre dage en slider. På dage, hvor fiskene for alvor er i hugget, overgår intet en larmende popper. Er fiskene omvendt mere forsigtige, da står man sig bedre ved at vælge en diskret slider. På sådanne dage kan fiskene sågar skræmmes af en popper.

Når man har valgt type, placeres den så tæt på siv og åkander som vel muligt. Bedst er det at lade den ligge ubevægelig på vandet i et lille stykke tid, før indspinningen påbegyndes. Meget ofte falder hugget i samme sekund, man bevæger agnen! Hvis ikke, så starter man en rolig indspinning, hvor agnen bevæges med nøk i stangspidsen.

Gedderne er oplagte emner, når der fiskes med større overfladeagn. Flere gange kan man imidlertid komme ud for aborrer, der forgæves prøver at få fat i agnen. Fisk, som uforfærdet går løs på den store popper. Så er det tid til at sætte en mindre popper på linen, så man kan begynde at kroge aborrerne. De har ganske vist en meget stor mund i forhold til deres størrelse – lidt à la bass’en – men poppers i geddeformat er i regelen for stor en mundfuld.

Da man fisker meget tæt på siv og åkander, er det en god idé at have en eller anden form for grødebeskyttelse af krogen. Så kan man for alvor fiske på steder, hvor ingen andre agn kan komme til. Man skal blot sørge for, at grejet er kraftigere end ellers. Hugger en fisk nemlig inde i buskadset, da skal der med det samme sættes hårdt mod hårdt.

Dette kræver en stiv stang og et robust hjul med en kraftig line. Fisken må ikke få selv den mindste betænkningstid, men skal straks presses ud af det farefyldte farvand så hårdt, grejet tillader. Ellers vil den hurtigt få viklet sig uhjælpeligt ind i grene, rødder eller seje åkandestængler. Og da er fisken tabt.

Ikke kun gedder og aborrer lader sig friste af larmende poppers. Det gør også søens ørreder og regnbuer. De holder af at gå på rov i døgnets mørke timer og kan da med fordel fiskes med en popper. Fiskene holder nemlig godt øje med overfladen, og selv i de mørkeste nattetimer kan de spotte en popper op mod den altid lysere nattehimmel.

Popperen har ydermere den store fordel frem for alle andre kunstagn, at den yder en masse modstand i vandet. Det betyder for fiskene, at de har lettere ved at lokalisere den og hugge sikkert på klods hold. De kan nemlig bruge deres følsomme sidelinje til at registrere trykbølgerne fra popperen!

Poppers og sliders behøver ikke at ligne noget bestemt fødeemne, men gør det gerne alligevel. Mus og frøer står tit på såvel gedders som ørreders spiseseddel og efterlignes derfor ofte.

Flydende woblere

Poppers og sliders er grundlæggende en slags “woblere”. Det er nemlig tredimensionale kunstagn, som i form og farve kan gøres til tro kopier af fiskene foretrukne fødeemner.

De kunstagn, vi normalt kalder woblere, er imidlertid næsten altid efterligninger af småfisk. Og så er de fortil monteret med en ske eller næseplade, som får dem til at dykke og vrikke i vandet. Skeen skal altså både sikre, at wobleren dykker i dybet og samtidig bevæger sig som en lille fisk under indspinningen.

Disse woblere fås i såvel flydende som synkende udgaver – til brug i alle vandlag. På lavt til middeldybt vand klarer man sig fint med flydende woblere, som dykker ned til den rette dybde under indspinningen. Skal man længere ned, må man benytte en synkende wobler som man lader synke til ret dybde, før indspinningen påbegyndes.

Enkelte woblere – den svenske “Hi-Lo” – har en stilbar ske, så man selv kan vælge fiskedybde. De allerfleste har dog en fast ske, som kan være kortere eller længere. Jo længere ske, desto større fiskedybde og omvendt.

Kompakte og velkastende woblere med meget lang næseplade kaldes af amerikanerne for “crank baits” og er beregnet til fiskeri nær bunden. De yder dog stort pres i vandet og må derfor fiskes på kraftigt grej. Disse “crank baits” har ofte indbyggede metalkugler, så de appellerer både til fiskens synssans og høresans.

Alle rovfisk i søen kan med fordel fiskes på woblere, der passer til fiskenes størrelse. 5-10 cm’s woblere er gode til aborrer og mindre ørreder, mens større udgaver på 10-15 cm egner sig bedre til gedder og større sandarter. De helt store woblere på 20 cm eller mere bruges sjældent til regulært spinnefiskeri. De egner sig bedre til trolling, hvor der jo kan bruges svært grej, uden at det går ud over kastelængden.

Flydende woblere af balsatræ er i regelen så lette, at man ikke kan kaste med dem. De skal trolles for at være effektive. De fleste flydende plastwoblere kan imidlertid kastes rimelig langt. Man kaster ud og lader wobleren ligge lidt. Så starter man indspinningen med et ryk, der straks får wobleren til at dykke. Ved at variere indspinningen og indlægge enkelte pauser kan man nu bestemme, hvor dybt wobleren skal gå. Når man standser indspinningen, stiger wobleren jo op mod overfladen igen.

Denne metode giver ofte hug, netop når man starter indspinningen efter en pause eller blot speeder op. Har man observeret en fisk, der følger efter uden at hugge, da kan den ofte lokkes til hug med pludselige ændringer i indspinningshastigheden.

Man kan dog også komme ud for, at sky fisk i stedet skræmmes ved alt for pludselige skift. Har man en fisk, der ikke lader sig lokke på denne måde, kan man ofte overliste den ved blot at skifte til en mindre wobler. Dette gælder generelt for alle fisk, men specielt for store gedder i sommervarmen. Selv den mindste wobler kan da friste søens rekordgedde over evne!

Synkende woblere

Vil man kastefiske med en wobler på linen, er der al mulig grund til at vælge en synkende udgave. Af to årsager. Dels kaster synkende woblere fortræffeligt. Og dels synker de hurtigt ned i den ønskede fiskedybde, hvor de så kan holde sig under det meste af indspinningen.

Det er meget svært at få en flydende wobler ret langt ned under decideret spinnefiskeri. Dertil er kastene helt enkelt for korte. Skal flydende woblere i dybden, skal de have en stor ske, og de skal trolles bag en båd. Kun da har den den fornødne tid til at nå den ønskede dybde.

Skal wobleren for alvor ned i vandet, vælger man en kompakt type, som kaster godt og synker hurtigt. Som hurtigt når ned i den ønskede fiskedybde. Problemet er så blot, at der bliver den ikke! Under indspinningen vil den nemlig hele tiden stige i vandet, hvis ikke man ind imellem lader det synke ned igen. Her taler man om “nedtælling” og “trappetrin” blandt fagfolk.

Den erfarne søfisker kender sin wobler og ved, hvor hurtigt den synker. Eller han prøver sig frem, kaster ud og lader wobleren synke, mens han tæller. Når han til “ti”, inden linen slappes og wobleren har nået bunden, tæller han i næste kast kun til “ni”, før han begynder indspinningen. Så ved han, at wobleren fisker helt nede over bunden, hvor fiskene meget ofte står.

Det var nedtællingen, der fik wobleren ned i den rette dybde. Nu gælder det så om at holde den der længst muligt. Det gøres så ved at lade den bevæge sig i et antal trappetrin under indspinningen – ved at indlægge et antal regelmæssige pauser undervejs.

Her gælder det, at jo dybere vandet er, desto flere og længere pauser skal der til. Det gælder også, jo tættere wobleren kommer på stangspidsen. Til sidst må man erkende, at man ikke længere kan holde dybden, og da spinner man hurtigt ind til et nyt kast.

Spinnefiskeren må i sagens natur bruge tynde liner, så kastene bliver tilstrækkeligt lange. Herved opstår der imidlertid et problem, når fiskene skal kroges på en lang og dermed elastisk line. Et problem, som kan være specielt stort, når der fiskes med woblere. De fleste woblere er nemlig udstyret med 2 eller sågar 3 trekroge. Det kræver mere kraft at presse 2 trekroge ind i kæften på en fisk end blot en enkelt for slet ikke at tale om 3.

Af denne grund kan det ofte være en fordel, om den ene eller to af krogene fjernes, når woblerne skal bruges til kastefiskeri. Det kan man gøre i de fleste tilfælde, men enkelte woblere er så følsomme, at deres gang i vandet ødelægges, hvis nogle af krogene fjernes.

Men kan wobleren tåle det, står man sig bedst ved kun at have én trekrog tilbage – den bageste. Så er der større chance for, at krogen trænger ind og får et sikkert fæste ved tilslaget. Ellers må man ty til flere kraftige tilslag og så håbe det bedste!

Flydende woblere er specielt effektive, når der skal spinnes meget langsomt i vinterkoldt vand. Da kan de nemlig holdes svævende i den rette dybde uden at gå fast i en ellers vanskelig bund.

Med wobler ved kysten

Almindelige woblere bruges sjældent til spinnefiskeri fra kysten eller på havet. De kaster helt enkelt ikke langt nok. Men de fanger godt og bruges derfor meget til trolling efter laks og ørred.

Kystwobleren

Den specielle kystwobler derimod har i de senere år gået sin sejrsgang ved alle grunde kyster, hvor der spinnes efter havørred og torsk. Moderne kystwoblere fremstilles af plast, som ikke suger vand og revner.

Ovenstående er ingen ægte kystwobler, men en moderne, velkastende wobler med raslekugler, som forskyder sig under kastet. Og en næseplade, som giver wobleren ekstra liv i vandet.

Den oprindelige kystwobler er en sær bastard mellem forskellige typer kunstagn. Den har facon som en wobler, men mangler dennes næseplade. Alligevel synker den – som blink og pirk – blot meget langsommere. Endelig kaster den næsten lige så godt som en pirk! Den når altså helt ud til fiskene i selv en strid pålandsvind, og så kan den fiskes uhyre langsomt uden at gå i bunden. Det sidste gør den suveræn i vinterkoldt vand, hvor fiskene er træge og derfor ganske uinteresserede i hurtige kunstagn.

Forår og efterår, hvor fiskene jager aktivt, kan man med fordel bruge en kystwobler på 10-15 gram. Sommer og vinter, hvor havørrederne ofte er mere interesseret i små end i store fødeemner, kan man prøve en 7 grams mini-udgave. Samme lille kystwobler er god året rundt til de mere stationære fjordørreder, som normalt lever af mindre fødeemner.

Omvendt ude på åben kyst, hvor man har mulighed for at komme i kontakt med de helt store “sildeædere”. Der skal i regelen lange kast til for at nå ud, og her kan man næppe gøre noget bedre end at vælge en magnum-udgave på 20-30 gram. Den når ud og har samtidig tilpas volumen til at friste sildeæderne.

I sommerhalvåret står man sig ofte bedst ved at vælge kystwoblere i sølv med grøn eller blå ryg – farver, der på bedste vis efterligner de småfisk, som havørreden æder inde under land. I vintermånederne er det en god idé i stedet at skifte til mere provokerende farver – eksempelvis guld med fluorescerende rød ryg. Det er en farvekombination, der har mange blanke vinterfisk på samvittigheden. Det er også en farve, der kan irritere aggressive gydefisk til hug i efterårsmånederne.

Kombinationen rød-gul er en velkendt torskefanger. Specielt når torskene nusser rundt i tangskovene efter deres livret – krabber – er de et let offer for en dybt og langsomt fisket rød-gul kystwobler.

Man kaster da ud og lader kystwobleren synke næsten til bunds, før man begynder indspinningen. Med små nøk i stangtoppen lader man så wobleren “svæve” langsomt hen over bunden, hvor torskene befinder sig.

Eneste ulempe ved denne effektive teknik er, at torskene ofte tager wobleren så grundigt, at den sidder halvvejs nede i maven på dem!

Åndbar syntetvæv

Åndbart er “in”. Slut med at svede i klamme waders. Højteknologiske stoffer med vandtætte membraner har gjort livet uendelig meget lettere for fiskere, der færdes ved og i deres elskede fiskevand.

Åndbart stof er en højteknologisk syntetvæv, som tillader kroppen at ånde gennem et vandtæt ydre. Stof, hvis membran har porer så små, at de holder vand på væskeform ude. Men samtidig porer så store, at vand på dampform kan slippe igennem.

Det er materialer, som resulterer i et bedre indeklima med mindre kondens til følge. Det oprindelige åndbare produkt hed og hedder stadig “Gore-Tex” og stammer fra USA, men idag findes der flere andre produkter med nogenlunde samme egenskaber.

Vi har længe haft åndbare jakker og telte – fremstillet til krævende brug oven vande. Det seneste skud på stammen af åndbare produkter – og endnu ikke ret udbredt herhjemme, hvor vi altid halter et år eller to efter USA – er waders fremstillet af Gore-Tex eller tilsvarende vandtætte materialer, som kan ånde.

De nye hi-tech waders er ideelle, hvis man skal gå meget under fiskeriet – altså inde på land. I så fald sveder man meget, og under normale omstændigheder vil ens waders hurtigt blive klamme af kondens på indersiden. Drivvåde er et mere dækkende udtryk…

De nye letvægts Gore-Tex waders er ikke mindst blevet populære blandt guides, der tilbringer dage og måneder ved vandet. Folk, som tilbringer mere tid ved vandet end i det. De er også blevet populære at have med på lange rejser som en slags back-up waders, hvis der nu skulle ske noget dramatisk med de almindelige – i regelen neopren – waders. De vejer og fylder kun lidt.

Gore-Tex waders er i sagens natur ikke spor varmere, end hvad man i øvrigt har på kroppen af fiberpels. De egner sig derfor ikke til fiskeri i koldt vand, hvor neopren stadig er helt uden konkurrence. De føles dog varmere, da de jo ikke bliver klamme og kolde på indersiden som almindelige waders.

Generelt kan man sige, at jo mere vandtæt en åndbar væv er, desto mindre vanddamp slipper den også igennem den anden vej – desto mindre åndbar er den også. Det er altså en balanceakt for producenten at finde frem til netop den rette porestørrelse i stoffets vandtætte membran. For lidt og for meget fordærver som bekendt alting.

L.L.Bean

De bedste Gore-Tex waders er forsynet med speciel knæbeskyttelse, da erfaringerne viser, at den porøse membran let tager skade, når man sætter sig på knæ. Membranen bliver ødelagt, og materialet begynder at lække. De bedste Gore-Tex waders er ligeledes forsynet med fod i varmende og blød neopren – en feature, der betyder rigtig meget for både varme og komfort.

Men ikke nok med det. Allerede nu er næste generation af åndbare letvægtswaders på markedet – i form af 7-lags kevlar-forstærkede Gore-Tex waders i den helt dyre prisklasse!

Det drejer sig om L. L. Bean’s Gore-Tex/Kevlar waders, som har et lag slidstærke og noget nær punkterfri kevlarfibre placeret mellem to 3-lags nylonvæv, hver med deres eget lag Gore-Tex. Altså kevlar placeret mellem to lag Gore-Tex – fra knæene og nedefter til anklerne, hvor jo de fleste punkteringer sker.

Den slags hi-tech udstyr skal jo blive dyrt, og disse splinternye waders koster da også i nærheden af 400 US dollars – før luftfragt, told og moms… Heldigvis kan vi allerede nu få åndbare waders og vadejakker, som er til at betale – med eller uden “Gore-Tex” mærket påsyet.

Scierra

“Scierra”, som på rekordtid har vundet sig et godt ry blandt europæiske fluefiskere, er nu kommet med på vognen med åndbare jakker og waders i topkvalitet, men til menneskelige priser.

Således har Scierra til ’99 sæsonen lanceret en lækker jakke i en 100% vind- og vandtæt åndbar væv, som tåler et hydrostatisk vandtryk på ikke mindre end 3.000 mm. Jakken er fortil forsynet med to store lommer til flueæskerne – begge med håndvarmerlommer underneden. En dejlig ting på kolde dage!

Endvidere er jakken foret i halsen med fleece, hvilket øger komforten betragteligt. Endelig kan ærmer, krave og underkant naturligvis justeres, så der hverken kan komme vand eller vind ind her!

Vadebukserne er – naturligvis, fristes man til at sige – endnu mere vandtætte. De skal jo være direkte under vand en stor del af tiden. Stoffet, som de åndbare “Scierra” waders er lavet af, tåler derfor et hydrostatisk vandtryk på hele 7.000 mm – mere end dobbelt så meget som jakken.

Til de mange lækre detaljer hører forstærkninger på knæ og bag, hvor der jo regelmæssigt kommer et direkte pres på væven. Samt seler, bælte og selvdrænende brystlomme. Hertil integreret fod af neopren med indbygget “gravel guard” til at holde grus og småsten ude af støvlen.

Der fås naturligvis også en “Scierra” støvle specielt til disse waders. Den er fremstillet i syntetisk læder, som tørrer hurtigt og ikke kan rådne. Filtsåler sikrer et godt greb i vanskeligt terræn.

Vision

“Vision”, hvis produkter designes af et dansk-finsk firma, har også åndbare vadebukser og en ditto vadejakke på programmet. Til såre menneskelige priser. Vadejakken, der bærer navnet “Geoff Anderson”, fås i to udgaver: Standard og så Luksus, hvis stof er endnu mere vandtæt end standardjakkens. Prisen er til gengæld 50% højere.

“Geoff Anderson” vadejakkerne er på rekordtid blevet populære blandt danske lystfiskere, som her finder et meget gunstigt forhold mellem pris og kvalitet. Samt et design, der rummer adskillige avancerede finesser, som gør livet udendøre endnu mere behageligt.

Vadebukserne fra “Vision” er fremstillet i et materiale, som stammer fra Japan – et forhold, der i sig selv normalt borger for kvaliteten. Japanerne er nemlig meget omhyggelige mennesker, som selv stiller store krav til deres produkter.

Vadebukserne har fødder af blød og lækker neopren, som er behageligt at vandre langt i. De har seler og i tilgift hertil en indbygget livrem, som gør, at vadebukserne kan rulles ned og fastgøres i livet – en dejlig detalje på varme sommerdage. De mangler dog forstærkning på knæ og bag. “Gravel guards” til at holde grus og småsten ude medfølger separat.

Ryds 485C “Big Fish”

Det er ikke let at finde den rigtige båd. Men Ryds’ 485CBF er et rigtig godt bud på en velsejlende allround småbåd.

– Du er ved at blive gammel, lød det med slet skjult fryd fra den selv lidt gamle redacteur, da jeg fortalte ham om min nyerhvervelse – en Ryds 485C “Big Fish”. – Den næste bliver sikkert med bar og bad, tilføjede han lidt spydigt…

Sommerstemning og landgang fra en Ryds 485C “Big Fish”.
© foto Steen Ulnits

– Der bliver ikke nogen “næste”, tænkte jeg. Nu havde jeg jo endelig fundet den helt rigtige båd til mine ønsker. Men så kom jeg til at tænke på, at sådan havde jeg jo haft det, hver gang jeg fik en ny båd. Hvorefter jeg straks kom til at tænke på, hvor mange gange det egentlig var sket i de senere år.

Først var der den båd, vi selv byggede – over et skrog fra en helplanende norsk sag. Spændende og lærerigt. Så var der Limbo nummer et – efterfulgt af nummer to med styrepult. Alle dejlige både på deres tid.

Siden fulgte trangen til større både, som kunne nå længere omkring – som kunne tåle åbent hav og store bølger, hvis det nu skulle blive aktuelt.

Bådene vokser

Der var først en Campion 492 med centerkonsol – en rigtig fiskemaskine med fart over feltet. Så var der en Quicksilver 520 med kabine til dage med dårligt vejr. Hvorefter det igen blev en åben båd, der kunne færdes helt inde på lavt vand – en Yamarin 4220.

Men så kom trangen til at udforske hele Århus Bugt – med alle de småøer, som den nu har at byde på. Der måtte en større båd til – en, der uden videre kunne tackle hurtigfærgernes lumske bølger. En, som man samtidig kunne overnatte i på længere ture. Endelig syntes jeg også, det var rart igen med en kabine, som dels gav læ for vinden – dels var knastør under alle forhold.

– Måske den gamle redacteur alligevel havde ret? – Måske jeg var blevet for gammel til åbne, hurtige og kompromisløse fiskemaskiner?

For Gud ved hvilken gang støvede jeg markedet igennem, vejede de forskellige modeller i forhold til mine nye behov og fandt de fleste for lette. Jeg vidste, at det skulle være en båd i 5 meters klassen. Jeg vidste, at der skulle være overnatningsmulighed – helst i en lukket kabine, så det ikke var nødvendigt med en kaleche. En hardtopbåd blev derfor valgt fra.

Til sidst stod valget mellem en Ryds 485C “Big Fish” eller storebroderen 535C “Big Fish”. Jeg vidste, at agterspejlet skulle have plads til to motorer – som sikkerhed på længere ture. Og jeg vidste, at jeg ikke ville have et ekstra motorbeslag hængende.

Jeg vaklede længe mellem de to modeller, men valgte så den lille 485’er, som jeg mente var lettere at håndtere ene mand. Og dog stor nok til brug på åbent hav langt fra land.

Tyst komfort

Valget af motor var til gengæld let. Jeg vidste, at det skulle være en 50 HK 4-takter, og jeg kunne se, at Evinrude’s nye 3-cylindrede af slagsen – udviklet i nært samarbejde med Suzuki – var med helt fremme og havde specifikationer helt i top: Computerstyret indsprøjtning, ikke mindst. Nul besværlige karburatorer her.

Jeg må indrømme, at jeg var solgt i samme sekund, jeg drejede startnøglen på den nye Evinrude. Først en hurtig computerkontrol af oliestand, temperatur og motorindstilling – et “system check” – førend motoren starter. Og så blot en svag hvislen fra kølevandet, hvis kontrolstråle kan indstilles, så man altid kan se den. Ingen dum detalje.

Motorens tre cylindre brummer stilfærdigt, som man efterhånden er vant til det fra en 4-takter, men mere regelmæssigt og uden de rystelser, som karburerede motorer næsten altid giver. Det er jo sin sag at indstille tre eller fire karburatorer, så de arbejder perfekt sammen. Men med direkte indsprøjtning er det problem en saga blot.

Motoren er en videreudvikling af den oprindelige 70 HK’er, som “blot” har en overliggende knastaksel med 2 ventiler per cylinder. Den nye 50 HK’er har dobbelt overliggende knastaksel med hele 4 ventiler per cylinder – rendyrket bilteknologi på bådfronten.

Koks med boksen…

Til gengæld var jeg ikke vildt imponeret, da jeg skulle have den i gear første gang. Kontrolboksen var nemlig ved en fejl monteret så langt fremme, at gashåndtaget gik mod rattet, så såre den kom ud af frigear. Ingen sejltur den dag. Jeg ikke ville risikere garantien ved selv at lege mekaniker…

Men da først kontrolboksen blev flyttet tilpas langt tilbage, var betjeningen af motor og kontrolboks en sand nydelse. Omdrejningstæller og trimkontrol er standard på instrumentbrættet, hvis man vælger en Ryds/Evinrude kombination.

Med den rigtige skrue nærmer topfarten sig de 30 knob, når jeg er ene mand i båden – 27 med fuld last, hvilket jo er alt rigeligt. Dette ved 6.000 omdrejninger i minuttet.

Men faktisk har man den mest behagelige – og økonomiske – sejlads i intervallet 4.-5.000 omdrejninger, hvor støjniveauet er meget lavt og farten stadig omkring de 20 knob.

Stærk i grov sø

Jeg havde læst i en anden bådtest, at netop 485’erens skrog egner sig godt til sejlads i grov sø.

Rigtigheden heraf kunne jeg snart konstatere ved selvsyn. Skrogformen er nemlig ganske spids i den nederste del af bunden, men breder sig så hurtigt ud i en bred klinkbygget facon. Dette resulterer i en båd, som skærer bølgerne fint uden at banke alt for meget i hård sø.

Kombinationen af skrogform, kabine fortil og stænkskærm gør sejlads til en ganske tør affære – hvis ellers man styrer siddende. Står man op, hvilket jo giver et noget bedre udsyn og overblik, må man påregne saltstænk – ikke mindst i sidevind.

485CBF er en ren fiskeudgave af den klassiske 485C’er, som i dag er den mest solgte Ryds model. Den tværgående siddebænk i agterstavnen er fjernet, så man nu kan gå helt bagud i begge sider.

I midten er der adgang til benzintank under en bred klap, der tjener som et fortrinligt tredje sæde – hvis man altså investerer i en ekstra hynde. Og det bør man så absolut gøre. Tankrummet kan forsynes med lås, hvis man skulle ønske det. Beslaget er installeret.

BF’eren er en skrabet fiskemodel og byder derfor ikke på hynder i kabinen, som den almindelige C-model gør. Vil man bruge båden på langture – med overnatning ombord – så man man ud at investere yderligere i ekstra hynder.

Til langture er det ligeledes en god idé også at investere i en midterplade, så man kan bruge hele kabinen – der er 185 cm lang, 165 cm bred, 130 cm høj – til dobbeltseng. Så kan man holde ud i lang tid!

Metervis af søgelænder

Der er søgelænder i metervis på denne båd, hvilket er en rigtig god ting. Her er noget at holde i og fastgøre til.

Man føler sig tryg på agterdækket, når fribordet på denne måde er løftet – omend fiktivt – med et søgelænder. Det ægte fribord er flotte 72 cm, hvilket gør, at man fint kan støtte sig op af bådsiden under fiskeri.

Der er søgelænder fortil, hvilket er betryggende ved landgang og ombordstigning. På kabinetaget, hvilket er nødvendigt, hvis man skal frem til ankerboksen. Over stænkskærmen, hvilket egner sig glimrende til montering af VHF-antenne. Samt langs hele det store agterdæk – perfekt til nem og bekvem montering af stangholdere.

De to stole er af vejrbestandigt plast med separate hynder. De er monteret på en meget stabil drejesokkel, som kan fastlåses i en hvilken som helst stilling. Og så kan sæderne sågar skubbes fremefter – til siddende styring – eller bagud, hvorved man får plads til stående styring. Et yderst velfungerende arrangement.

På den almindelige 485C’er går søgelænderet helt ind mod motorbrønden. På “Big Fish” modellen er der kun søgelænder helt ude i siden – for at gøre plads til montering af downrigger på rælingen.

Luger og stuverum

Fortil er der et drænet rum til anker og ankertov. Bagtil er der et pænt stort rum i bagbords side – med plads til en spand, fortøjninger og andre småting.

Adgangen til kabinen er klassisk Ryds: 2-delt med et fjederbelastet “låg”, som kan låses af og som holder sig selv oppe i åben tilstand. Det samme kan man desværre ikke sige om selve døren, der blafrer vildt, når man sejler og den står åben. Et ganske irriterende problem, som imidlertid løses let og smertefrit med et stykke elastisk reb og en hægte. Så står døren, hvor den skal!

Skal man endelig finde noget at kritisere ved 485’eren, så må det være, at der ikke er megen plads til montering af instrumenter på styrepulten. Og at Ryds altså bare ikke er verdensmestre i finish. Det går hurtigt på det nordsvenske bådværft – til tider rigelig hurtigt…

Specifikationer:

Vægt: 460 kg
Længde: 4,85 m
Bredde: 2,03 m
Fribord: 72 cm
Max. motor: 50 HK
Max. fart: 30 knob

“Gemini”

Test af en fræk svensk småbåd med lækre detaljer, radikal nytænkning og anderledes muligheder for både fiskeri og familieferie på vandet.

Da jeg selv astrologisk set er en tvilling (Gemini), var det med en vis ekstra interesse, at jeg drog til Varberg for at teste den “lille ny” Crescent af samme navn.

Det blev på flere måder en interessant oplevelse. “Gemini” er nemlig en lille hardtop båd, som er designet af mesteren selv – Pelle Petterson – og som byder på mange spændende detaljer og radikal nytænkning.

Gemini: Klassiske linjer og et stilrent svensk design.
© foto Steen Ulnits

Som hardtop båd giver Gemini’en sikkerhed og bekvem overnatning for to – endda rigtig god plads, hvis dørken dækkes med en dertil beregnet plade. Da bliver der hele 195 x 160 cm at slænge sig på. Nok til to garvede fiskere – eller et forelsket par!

Velprøvet klassisk skrog

Gemini er med 500 kg en ganske tung båd af sin størrelse. Der er ikke sparet på glasfiberen, hvilket jo er rart at vide, når man skal have den på trailer det meste af tiden.

Den er bygget over Crescent’s klassiske 480 skrog, som fås i flere åbne udgaver, og som har bevist sin stabilitet og sikkerhed gennem adskillige år. Dens V-bund skærer godt igennem de store søer, som vi under testen havde rig lejlighed til at opleve i den snævre indsejling til Varberg havn.

Netop her forstørres bølgerne nemlig altid under pålandsvind. Samtidig kombineres de med retursø fra klipperne, hvorfor de kan blive ganske uforudsigelige. Men altid interessante og i hvert fald helt ideelle, når en ny båd skal testsejles! Alle både sejler jo fint, når havet ligger plant som et stuegulv…

Man skal dog være klar over, at netop Gemini’en skal trimmes lidt ekstra op, da båden pga. hardtoppen er tungere fortil end normalt for både af denne størrelse. Har man først gjort det, sejler den aldeles udmærket selv i store bølger, der brækker. En båd, man så absolut føler sig tryg i.

Man skal dog lige vænne sig til, at den i skarpe drej under høj fart lægger sig lidt mere ned på siden, end man er vant til med større både. Det er givet den relativt tunge hardtop, hvis høje tyngdepunkt her viser sig. Det er dog på ingen måde faretruende, og man vænner sig da også hurtigt til, at båden krænger en smule mere end normalt.

Genial frontluge og fordæk

De fleste småbådsfiskere ender før eller siden med en hardtop båd, da netop denne bådtype på bedste vis kombinerer fordelen ved den helt åbne jolle og så den lukkede kabinebåd. Man har kahytten til at holde vandet ude og grejerne tørre. Man kan samtidig overnatte trygt indendøre.

Frontlugen er et af de helt store plusser ved Gemini’en.
© foto Steen Ulnits

Men hardtop både har også den medfødte skavank, at man må ud at balancere på fordækket, når man skal ombord eller i land – og når ankeret skal ud.

Det problem har Gemini’en bekvemt løst med en stor frontluge, der – i modsætning til flere andre frontluger på markedet – virkelig dur. Dels er den stor nok, og dels kan den lukkes op i lodret, så man faktisk kan stå oprejst i åbningen. To gasstøddæmpere sørger for at holde den sikkert på plads. En solid låsemekanisme sikrer tilsvarende, at den altid er forsvarligt lukket under sejlads.

Frontlugen er en af de helt store plusser ved den nye Crescent. Den gør det nemt at ankre op – ingen farlig balancegang i vind og bølger. Den gør det også bekvemt at komme ind og ud af båden, når man lægger til kaj. Det fandt vi ud af, da vor fotograf skulle sættes i land et lidt uautoriseret sted på den yderste havnemole for at få nogle gode skud af båden i fart. Han havde ingen problemer overhovedet med at få sig selv og sine kameraer i land via frontlugen.

I den forbindelse har Gemini’en endnu en smart detalje – som for øvrigt også findes på de øvrige åbne 480-joller: Den har et herligt bredt fordæk, som dels giver plads til et fint ankerrum, dels gør det nemt at træde ombord. Hertil hjælper i høj grad også to høje søgelændere, der virkelig betyder noget for sikkerheden ved ind- og udstigning. Kombinationen af det velprøvede fordæk med den nye frontluge er intet mindre end genial!

Rummelig kabine

Den testede Gemini var monteret med to dejlige, drejelige og låsbare stole med polstring – stabile stole, som man sidder rigtig godt i.

Der er to konsoller i cockpittet – én foran hver stol. De er imidlertid ganske smalle, da de ikke må tage for megen plads i den relativt klejne båd. Til gengæld er de holdt i et elegant og integreret design, som glæder øjet. De giver dog kun plads til et enkelt kombiinstrument, hvilket er i orden af flere årsager. Dels tager de mindre plads, og dels bruger de mindre strøm.

Agterdækket egner sig desværre ikke så godt til fiskeri.
© foto Steen Ulnits

Et af de nye Simrad kombiapparater med 14 tommer LCD farveskærm vil passe perfekt her, hvor de står tørt og mørkt inde i kahytten. Så mangler man intet. Så er kommandocentralen og informationscenteret klar og bemandet!

Hardtoppen mangler dog en stænkskærm, hvilket kan være ganske irriterende i hårdt vejr, hvor bølger, som skyller ind over forskibet, fortsætter uhindret ned i cockpittet. Et problem, som de fleste hardtopbåde faktisk har.

Men det er naturligvis vigtigt for bådens flotte, strømlinede look, at det ikke skæmmes af en grim stænkskærm, der bryder linjerne. Som altid må man lide for skønheden. Men man kan jo bare holde sig inde i hårdt vejr – eller sørge for, at båden er forsynet med en heldækkende kaleche, som kan holde vandet ude. Endelig kunne man jo også selv montere en stænkskærm…

Det skal dog siges, at problemerne med vandsprøjt aftog markant, da vi først fik trimmet forstavnen lidt ekstra op.

Gemini’en er monteret med store og meget høje frontruder, som i siderne går helt op i taget. Det giver et fornemt udsyn selv i skarpe sving, hvor det behøves mest. Et elegant design, som både er en fornøjelse at se på og ud af!

Trangt agterdæk

Agterdækkets to indbyggede luftanke er et irritationsmoment for os sportsfiskere, da man ikke kan komme helt ud i hjørnerne. Det er imidlertid en nødvendig detalje for at få opdrift nok i så relativt lille en båd, at norske Veritas vil godkende den. Den er for øvrigt klassificeret til “C”, hvilket betyder sejlads i kystnære farvande med bølger på op til 2 meter.

Fjernes bænk/bord, kan man imidlertid komme helt ud til motorbrønden i midten. Luftkamrene er dog gode til at lægge benene på, når man sidder ned med stolene vendt bagud og slapper af. Det skal de alligevel have!

Da man ikke kan komme helt ud i hjørnerne af agterdækket, egner båden sig ikke til brug af downrigger. Men det er nu ikke noget problem, for dem er der overhovedet ikke plads til i Gemini’en. Der er heller ikke plads til et søgelænder, på hvilken en trollingbar kunne fastspændes.

Agterdækket er forsynet med et kombineret bord/bænk system mellem de to luftkamre i hjørnerne. Det synes imidlertid og af flere årsager at være en ganske dårlig detalje: Dels ser lakeret, lyst fyrretræ nu engang fælt og aldeles upassende ud i en båd. Dels er bænken ganske ubekvem at sidde på uden polstring. Og dels går det indbyggede bord underneden løs og falder ned i hård sø.

Dette underlige “kombimøbel” bør derfor fjernes helt og erstattes af en passende stor Igloo boks med polstret sæde. Da får man en langt mere funktionel båd til såvel fiskeri som familieferie. Plads til fisk eller frokost eller en tredje passager. Og så kan boksen jo uden videre flyttes eller fjernes, hvis man vil helt ud til motorbrønden.

Skulle man ønske sig yderligere sikkerhed i form af en lille ekstramotor, er Gemini’en også forberedt for dette. Man fjerner blot en lille dækplade ved motorbrønden, og beslaget er klar til brug. Endnu en fiks lille detalje ved denne båd.

Til allersidst lidt om lanternerne, der som altid er på plads, når der er tale om en svensk båd. Ingen irriterende ekstraomkostninger her. Men ikke nok med det. Gemini’en er forsynet med en fremragendeagterlanterne, som kan klappes op, når der er brug for den. Og fældes ned, så den ikke er i vejen, når der skal sejles eller fiskes i dagslys. Absolut en detalje, man hurtigt vil forstå at værdsætte.

Konklusion

Med 488 cm i længden og 203 cm i bredden en relativt lille båd, men med mange fine detaljer. Den er ganske søstærk af sin størrelse, hvilket den i netop forgangne sommer beviste på en langtur fra Varberg til Anholt – som jo ligger midt mellem Sverige og Danmark. Med en 50 HK Yamaha 4-takter på hækken nåede Gemini’en i ganske hårdt vejr problemfrit frem til dansk territorialfarvand på en enkelt tankfuld benzin.

Det er da også en ganske hurtig båd, som med netop en 50 HK 4-takter på hækken og to mand ombord snildt går sine 30 knob. Og det ved et så beskedent brændstofforbrug som 17 liter i timen eller0,57 liter per sømil. Det bliver ingen ruineret af.

Men er man en hårdnakket trolling-fisker med hang til downrigger og cannonball, må man desværre glemme alt om denne båd, hvis pladsudnyttende konstruktion ikke levner plads til bare en enkelt lillebitte downrigger.

Kan man imidlertid klare sig med en Dipsy Diver eller to, er det en fin båd at fiske fra. En båd, som sejler godt og ser endnu bedre ud!

Den fås i flere farver – med blå, røde eller grønne stafferinger. Hvid er standarden.

© Steen Ulnits 2000

Katastrofen ved Great Lakes

Da man i 1829 gravede en kanal uden om de store Niagara vandfald, var man slet ikke klar over de katastrofale konsekvenser. Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke også er godt for noget…

Det hele startede, da man i 1829 gravede Welland kanalen uden om de store Niagara-vandfald. Herved skaffede man de store og stærkt industrialiserede områder langs Great Lakes – blandt andet bilindustrien i Detroit – let og bekvem adgang til Atlanterhavet.

Importerede stillehavslaks som denne kongelaks reddede faunaen i Great Lakes.

Imidlertid havde man ikke tænkt på konsekvenserne af et sådant projekt. Via den nye Welland-kanal blev de store søer nemlig invaderet af nye arter fra havet – heriblandt “alewives”, en lille stamsild, og havlampretter fra Atlanten.

Disse to nye fiskearter væltede langsomt, men sikkert økosystemet i de store søer. Lampretterne, som yngler i ferskvand og normalt vokser op i saltvand, forblev nu i søerne, hvor de nærmest udryddede alle større rovfisk – amerikansk søørred, gedde, aborre og sandart.

Faunaforurening

Da så rovfiskene var borte, eksploderede søernes bestand af skidtfisk – her ikke mindst de nye stamsild. Små hundrede år efter Welland-kanalens gravning var de store søers økosystem endegyldigt væltet og katastrofen en realitet.

Store ressourcer blev sat ind på at bekæmpe lampretterne, men først i 1958 lykkedes det forskerne at finde frem til en virksom og selektiv fiskegift, der kun dræbte lampretterne. Lampretterne kom således for første gang siden 1829 under nogenlunde kontrol, men skidtfiskene florerede stadig i enorme mængder.

Nærmest som et eksperiment indførtes fra Stillehavet den store kongelaks og den mindre sølvlaks – i det lønlige håb, at de ville kunne rydde op i skidtfiskene. Det var og er jo fisk, som yngler oppe i søernes tilløb – uden for lampretternes rækkevidde.

Eksperimenet lykkedes over al forventning. Laksene slog overmåde godt an, ryddede op i skidtfiskene og benyttede samtidig søernes mange uudnyttede tilløb til gydning. Hurtigt blomstrede et kommercielt laksefiskeri – med stang, naturligvis! – op, og det i et omfang, ingen havde troet muligt.

Sportsfiskeriet bare voksede og voksede op gennem 60’erne, 70’erne og 80’erne. Nu er også havvandrende ørreder og regnbuer kommet til i Great Lakes. Sågar atlanterhavslaksen er introduceret enkelte steder, hvor den er slået godt an. Det er dog stadig stillehavslaksene, der bærer fiskeriet i Great Lakes – i hvert fald selve søfiskeriet. I tilløbene fiskes der efterhånden rigtig meget efter steelheads.

Fra erhverv til rekreation

I 90’erne er sportsfiskeriet efter laks i Great Lakes området således en “multi-million dollar business”, som amerikanerne selv siger det. En succeshistorie uden lige. Et rekreativt fiskeri, som giver masser af arbejdspladser og endnu flere skattekroner.

Sølvlaksen blev hurtigt en populær sportsfisk efter sin introduktion i Great Lakes.

Dette storstilede sportsfiskeri førte til en lynhurtig tilpasning og forfining af den gamle “knækline og kanonkugle” teknik, som erhvervsfiskerne længe havde brugt til deres trolling efter stillehavslaks ud for British Columbia.

Sportsfiskerne i Great Lakes havde brug for at kunne fiske endog meget dybt, når de store kongelaks jagede smelt og alewife på store dybder i og under sommerens springlag i de kolossalt store og dybe søer.

Men nu havde man endnu et krav til teknikken: Den skulle gøre det muligt samtidig at fiske med lav hastighed og sportsligt afstemt grej, så laksene kunne give sportsfiskerne en god fight. Noget, som erhvervsfiskerne jo aldrig havde stillet krav om. De skulle blot have laksene på krogen og ombord. Helst så hurtigt som muligt.

Det førte til udviklingen af den moderne “downrigger”, som benytter sig af en stærk rustfri stålwire og tunge lodder på 2, 3, 4 og 5 kilo. Af veneration over for de gamle kanonkugler fra borgerkrigen, der i sin tid blev brugt af erhvervsfiskerne ude i Stillehavet, kaldes vægtene stadig for “cannon balls”.

Af samme årsag hedder verdens største producent af downriggere i topklasse da også “Cannon”! Det var amerikanske Cannon, der lancerede de første moderne downriggere, som vi kender dem i dag.

I dag er producenten “Scotty” dog også kommet godt med. Et firma, som ligger i Canada og som fra starten primært har produceret downriggere udelukkende til brug i saltvand.

Den moderne downrigger

Mange af markedets øvrige downriggere er fremstillet i Great Lakes området, hvor der jo kun fiskes i ferskvand. Disse tåler derfor ikke saltvand, hvilket mange danske småbådsfiskere har grædt salte tårer over…

Teknikken bag fiskeriet med downrigger er besnærende enkel – dertil en klar forbedring af den gamle, som var ensbetydende med masser af tabte blylodder og dermed en uheldig tungmetal-forurening af fiskevandet.

Man firer nu sin lette agn et passende stykke ud bag den sejlende båd og fastgør linen til en speciel udløserklemme. Denne udløser er igen fastgjort til det tunge lod, som fires ned i den ønskede dybde. Hjulet frikobles under nedfiringen, og spoleknarren slås til. Man sørger til sidst for, at fiskestangen er spændt op i en halvcirkel under fiskeriet.

Når så fisken hugger, frigøres linen fra udløseren, stangen retter sig ud og strammer linen op, mens knarren giver lyd fra sig. Man har nu fisken direkte på sit lette grej og kan nyde fighten i fulde drag.

Kuglen bliver hængende i stålwiren – klar til brug igen. Den bør dog trækkes op, hvis den krogede fisk er af blot nogenlunde format. Så undgår man, at linen filtrer sig ind i wiren under fighten.

Sådan kan det altså gå. Den økologiske katastrofen fra Welland kanalen blev til en kommerciel succes for det moderne sportsfiskeri, da man først fik tingene under kontrol – og det rette grej udviklet!

© Steen Ulnits 2000

“Musto”

Al ære og respekt for heldragten, der på det nærmeste er blevet småbådsfiskerens uniform. En herlig varm sag – om vinteren. Resten af året er man meget bedre tjent med vandtæt og åndbart tøj, der kan deles på midten – og i tre lag!

Åndbart stof er en højteknologisk syntetvæv, som tillader kroppen at ånde gennem et vandtæt ydre. Stof, hvis membran har porer så små, at de holder vand på væskeform (regn) ude. Men samtidig porer så store, at vand på dampform (sved) kan slippe igennem.

Varmt og vandtæt – det er beklædning fra engelske Musto.© foto Steen Ulnits

Lag-på-lag metoden

Er luften varm og påklædningen let, er der ingen problemer med at komme af med varmen under fysisk arbejde. Helt anderledes stiller det sig, dersom det samme arbejde skal udføres om vinteren – under et tykt lag tøj. Da opstår der problemer med at komme af med den overskydende kropsvarme.

Idag ved vi, at kombinationen ekstremt klima og fysisk arbejde tackles med en moderne påklædning efter lag-på-lag metoden:

Inderst skal man have et lag af svedtransporterende – ikke at forveksle med absorberende – undertøj. Idag er tyndt undertøj af polypropylen eller polyester noget nær standarden, hvad inderbeklædning angår.

Stofferne er vandskyende, hvilket gør, at vanddamp fra kroppen – når man sveder – passerer fra huden og udefter gennem undertøjet. Undertøjet bliver derfor ikke klamt, og man føler sig følgelig tør og varm inderst inde.

Bruger man almindeligt undertøj af bomuld, suger det i stedet sveden op. Væden fra det våde undertøj begynder langsomt at fordampe, og i takt hermed afkøles kroppen helt automatisk.

Udenpå skal der et lag isolerende tøj til – tøj, hvis luftindhold kan skabe en barriere mellem den varme krop og den kolde luft. Her har det vist sig, at fiberpels eller såkaldt “fleece” er det ideelle materiale. Det er let, og det er luftigt. Samtidig er det behageligt at have på kroppen, da det er glat og ikke kradser.

Vandtæt og vandtæt…

Yderst skal der et lag vind- og vandtæt tøj til. Tidligere måtte dette lag nødvendigvis bestå af almindeligt regntøj, der som det eneste med garanti kunne holde vandet ude.

Men regntøj er mere end bare vandtæt. Det holder ganske vist regnen ude, men det holder også kondensen inde. Jo mere man anstrenger sig under fiskeriet, desto mere sveder man. Og jo mere man sveder, desto mere kondens kommer der på indersiden af regntøjet. Til sidst er man mere end blot en klam fidus – man er også en kold skid…

Det er her, de nye åndbare materialer for alvor kommer ind. De har mellem ydervæv og inderfor et lag af Gore-Tex eller lignende åndbart materiale.

Det er en højteknologisk og uhyre finmasket membran, som tillader vand på dampform – sved – at passere indefra og udefter. Men som holder vand på væskeform – regndråber – ude. Altså holder man sig tør og varm i lang tid.

Åndbare stoffer som disse er intet mindre end en genial opfindelse, der har gjort tilværelsen uendelig meget lettere og mere behagelig for os lystfiskere.

Musto et must!

“Musto” er navnet på et engelsk firma, som i adskillige år har leveret ekstrem beklædning til verdens bedste sejlere og sejlbåde. Med ganske få undtagelser er det således Musto tøj, der bæres af deltagerne i de store og prestigefyldte verdensomsejlinger og kapsejladser – med “Whitbread Round The World” som en af de mest kendte.

Det er sejladser, hvor de store sejlbåde kan nå hastigheder på op mod 40 knob – sejladser, hvor mandskaberne ofte hænger ud over vandet og står på hovedet i den ene krapsø efter den anden. Kort sagt forhold, der tester udstyret til det yderste.

Det er sådanne erfaringer, der har gjort Musto til verdens førende producent af ekstrem sejlerbeklædning. En producent, der har brugt åndbare materialer i mange år – ja, lige siden amerikanske Gore-Tex lancerede verdens første åndbare væv nogensinde. Kun NASA var tidligere ude, da de for første gang brugte Gore-Tex til astronauternes rumdragter!

Det var også Musto, der for alvor fik verdens øjne op for trelags-princippet, – som beskrevet ovenfor. Musto har derfor ganske naturligt et stort udvalg af tøj til hver af de tre lag:

Inderst bæres det tynde undertøj, der fås i to sværelser: “HP Thermal” til de mest ekstreme kuldegrader og så det lidt tyndere “Midweight Thermal” – begge i materialet Polartec.

Som mellemlag trækker man i den lækre forede fleece, som kendetegner Musto’s “HP Middle Layer”. Her er der lun fleece på indersiden og et slidstærkt, men åndende foer af faldskærmsnylon på ydersiden. Nylonlaget er sågar coated med PTFE/Teflon, som gør det meget vandskyende og slidstærkt. Jakke, overall og vest kan derfor bruges alene som yderbeklædning på gode dage.

Sejlernes “Rolls Royce”

Yderst har man så sejlernes “Rolls Royce” – Musto’s prisbelønnede “HPX Ocean” jakke og overalls. Her ligger den vandtætte og åndende Gore-Tex membran midt mellem et tyndt inderlag af fintmasket nylon og så et superslidstærkt yderlag af nylon, som er behandlet med en vandskyende DWR finish.

Prisen for et sådant sæt luksustøj er ikke billig: Godt 8.000,- gode danske kroner må man af med for at blive den lykkelige ejer af selvsamme sæt, som bruges af deltagerne i “Whitbread Round The World” sejladserne.

Vil man gerne have et tilsvarende Musto sæt – med stort set de samme features, men i almindelig vandtæt stof – kan man få det traditionelle “Ocean” sæt til under 3.500,- kroner. Et yderst funktionelt sæt, som blot er 25% tungere end HPX modellen. 2,9 kg mod 2,3 kg ifølge vore egne vejninger. Samtidig er materialet noget stivere og grovere i strukturen.

Fælles for både det dyre og det billige sæt er Musto’s prisbelønnede krave. Når man blot én gang har haft den helt op om ørerne og baghovedet i en isnende vind, forstår man, hvorfor så mange er så villige til at betale så meget for Musto’s beklædning. Det kan helt enkelt ikke gøres bedre.

Men Musto er andet og mere end blot jakker og bukser. Musto har ligeledes udviklet en gummistøvle udelukkende til brug ombord på både. Vi har testet topmodellen M2, der har en speciel skridsikker ydersål samt indersål af opskummet isoleringsmiddel, der bedre end neopren holder kulden på sikker afstand.

Kombinér M2 støvlen med HPX sokker i polypropylen samt et enkelt lag fleece, og du kan gå vinteren sikkert i møde ombord!

Gennemblødt til skindet

Skæbnen ville, at Musto tøjet blev testet under de værst (bedste til formålet) tænkelige forhold. Vi var taget fra Als for at fiske ved Avernakø i det sydfynske – på en aldeles våd og regnfuld dag. Vi havde planlagt i lang tid for at få det til at passe sammen. Børn var sikret pasning, båden var klargjort og tøjet skulle testes. Derfor tog vi afsted – hvad vi næppe ville have gjort under almindelige omstændigheder…

Det var den vådeste dag i mands minde. I løbet af de tolv timer, vi var på havet, hørte regnen næppe op mere end ti minutter sammenlagt. Og det var de ti minutter, hvor vi besøgte den enlige købmand på Avernakø for at proviantere! Der var dejlig tørt indendøre…

Udendøre stod regnen ned i stænger, og da vi skulle retur til Als, var vinden tilmed drejet i stik vest og kulede. Modvind og modsø gjorde hjemturen flere gange længere end udturen – og makkeren våd til skindet. Henrik var iført en flydedragt af et anerkendt fabrikat – jeg var klædt i Musto’s HPX.

Da vi kom i land, var Henriks flydedragt totalt gennemblødt. Selv var jeg knastør som før! Ingen diskussion om, at tøjet fungerer perfekt – helt efter hensigten.

Fra heldragt til halvdragt

Al ære og respekt for heldragten, der på det nærmeste er blevet småbådsfiskerens uniform. En herlig varm sag – om vinteren altså. Resten af året er man meget bedre tjent med åndbart tøj, der kan deles på midten – med separat jakke og overalls – samt påklædning efter trelags princippet.

Så kan man lyne op og ned alt efter forholdene og tage beklædningsstykker af eller på. Har man først én gang prøvet at skifte sin elskede heldragt ud med et todelt sæt, kvier man sig ved at trække i heldragten igen – helt enkelt fordi det er så pokkers besværligt i sammenligning.

Man får også et langt bedre indeklima i en 3-lags påklædning, der kan deles på midten og dermed lynhurtigt ændres til et 2-lags.

Det ene øjeblik står man måske på dækket i en stiv østenhyler og pirker efter Sundets stortorsk. I næste øjeblik står man inde i styrehuset og kigger med på ekkoloddet – eller sidder nede i den varme kabys og fortærer et måltid mad. Så er det rart i et snuptag at kunne krænge overdelen helt af – og ikke have den slæbende efter sig som en anden slange halvvejs ude af sit gode skind…

Efter blot et fåtal ture på havet i Musto’s 2-delte sæt med tilhørende inderlag var undertegnede solgt til stanglakrids. Fremover er den flydende heldragt reserveret til vinterens torsketure. Resten af året er Musto blevet et must!

Nyheder fra SIMRAD

Dansk-norske SIMRAD har gjort det igen: Revolutioneret markedet for elektronik til småbådsfiskere. Flyttet grænserne for, hvor meget man kan forlange af sine uundværlige instrumenter til af finde fisk og fiskepladser med.

Egentlig syntes, jeg det var lidt ufint og i hvert fald usportsligt, da min gode ven Niels engang i 70’erne investerede i sit første ekkolod – et blinkende lod af slagsen, man måtte holde blikket naglet fast til hele tiden, hvis man ville se fisk.

Men hurtigt indså jeg, at Niels havde gjort det helt rigtige. Nu kunne vi pludselig se, hvor vi sejlede – hvor dybt der var under båden på vore gammelkendte favoritpladser, hvor skrænterne begyndte og sluttede med meget, meget mere. Det var helt enkelt “a real eye opener”, som amerikanerne så rammende udtrykker det!

Siden blev blinkloddet til et skrivende lod med papirstrimmel – en ganske fintfølende sag, som imidlertid ikke var vandtæt, og som åd både strøm og papir med forfærdende hast. Det var derfor en stor lettelse, da LCD loddet dukkede op med sin papirløse skærm – omend de første af slagsen var så grove i opløsningen, at de ikke kunne bruges til ret meget andet end at lodde dybden…

Så kom de første ekkolodder med farveskærm – store og klodsede sager, som mest af alt var forbeholdt erhvervsfiskerne. Kun de havde nemlig plads nok til farvelodderne, som var små TV apparater med billedrør, der stak langt bagud. Og som heller ikke var vandtætte nok til montering i en åben båd.

LCD lodderne blev bedre og bedre i opløsningen, så man efterhånden kunne se enkelte fisk tydeligt på skærmen. Og lodderne fik avancerede features, der gjorde livet meget lettere for småbådsfiskeren.

Shipmate slår til

Alligevel var det ikke så lidt af en sensation, da danske SIMRAD Shipmate fra Støvring i Nordjylland i 1997 lancerede en serie nye og helt vandtætte EQ30 ekkolodder, CP30 navigatorer og søkortplottere samt kombimodellen CE30, der kan det hele, lidt til og meget mere.

Direktør John Larsen med printplade fra CE32.

Disse revolutionerende produkter bød på features, der gjorde det muligt for et trænet øje at skelne fisk, hvor mange andre lodder måtte give op. Men også features, der krævede og stadig kræver en vis teknisk indsigt og interesse.

SIMRAD Shipmate’s produkter byder nemlig på et hav af indstillings- og justeringsmuligheder – vel mange til mindre erfarne småbådsfiskere. Men stof til evig fordybelse og eftertanke for de garvede søulke.

Succesen blev i ’98 fulgt op af EQ32 – et ekkolod med hele to frekvenser at skifte imellem. Tilsvarende havde den nye CP32 søkortplotter indbygget Differential-GPS. Endelig var der kombiapparatet CE32 med både to frekvenser og indbygget D-GPS.

Apparaterne kunne fås med en 6 tommer farveskærm, der imidlertid kun egnede sig til indendørs montering. Til udendørs brug var man meget bedre tjent med en højopløselig sorthvid skærm, der kunne ses selv i det stærkeste sollys.

Storskærme til småbåde

Nu har SIMRAD Shipmate gjort det igen – med en serie elektroniske vidundere, som byder på flotte TFT-farveskærme i stort format. Skærme så flade, at de nye instrumenter kun måler 7,5 cm i dybden!

40-serien byder på 10 tommer skærme, mens 50-serien har displays på ikke mindre end 14 tommer. EQ-40 og -50 er rene ekkolodder, mens CP-40 og -50 er rendyrkede navigatorer. Tilsvarende er CE-40 og -50 avancerede kombiappareter, der kan det hele.

De store skærme er naturligvis rare at se på. Enhver computerfreak ved, at man helt enkelt ikke kan få skærmen stor nok, og marin elektronik er bestemt ingen undtagelse! Specielt 14 tommer skærmen gør det til en fornøjelse at have fire separate vinduer kørende samtidig – med det totale overblik til følge!

De store skærme har også gjort det muligt at indbygge hele to C-MAP kortskuffer – en stor forbedring, hvis man fisker i områder, hvor ét søkort går over i et andet. Med to kort i to skuffer er overgangen glidende og aldeles problemfri. Da mister man ikke overblikket et sekund.

Men ikke nok med det. Snart barsler SIMRAD Shipmate med endnu to nye serier – CR, der er en kortplotter med radar, samt CA, som er en kortplotter med radar og ekkolod. Begge serier fås med enten 10 eller 14 tommers TFT-farveskærm.

Absolut topmodel

Den absolutte topmodel har betegnelsen CA-50 D og rummer uden overdrivelse ALT, hvad selv den mest krævende og kræsne småbådsfisker (eller supertankerfører for den sags skyld!) kan begære: Søkortplotter, navigator med D-GPS, ekkolod med to frekvenser, 14 tommer farveskærm og meget, meget mere.

Stor TFT farveskærm og hele to kortskuffer på de nye SIMRAD modeller.

Tænd for dette vidunder og lad så fire vinduer køre samtidig – med ekkolod, kortplotter, navigator og radar. Så bliver man bombarderet med værdifuld information som aldrig før. Så ved man altid, hvor man selv er, hvor man er på vej hen, hvor den øvrige skibsfart er og hvor fiskene befinder sig!

Imponerende, hvad de gæve nordjyder i Støvring efterhånden kan få proppet ind i nogle ganske flade kasser. Selv om instrumenterne er relativt små – deres avancerede indmad taget i betragtning – måler topmodellen alligevel små 45 cm i bredden og får derfor ikke plads i enhver småbåd.

trenden går helt klart mod kombiapparater af denne type. Dels sparer man kostbar plads ombord, og dels slipper man for bøvlet med de mange kabler, der skal forbindes – og forbindes rigtigt. Endelig er der strømforbruget, som reduceres væsentligt med et enkelt instrument i stedet for fire separate – der tilsammen kan have et ganske imponerende strømforbrug.

Imponerende er dog også priserne på de nye kombividundere. De starter nemlig ved kr. 27.500 for den billigste model, CP-40, og ender ved kr. 86.500 for det største kombiapparat, CA-50 D…

P&T fiskeriets hjemland

Et besøg i fluefiskeriets hjemland, der også er stedet, hvor det moderne P&T fiskeris vugge stod. Englænderne har i dag raffineret dette specielle fiskeri til højder, vi knapt kan fatte herhjemme!

Jeg holder ganske meget af Put & Take fiskeri – hvis det da ellers drives korrekt. Og det kan det unægtelig knibe med mange steder herhjemme, hvor ejerne tilsyneladende tror, vi lystfiskere er tilfredse med en nygravet dam på en pløjemark…

Det er vi naturligvis ikke allesammen. Vi er nogle, der søger andet og mere end et hul i jorden fyldt op med fisk frisk fra et dambrug. Som søger steder med smuk natur i tilgift til fiskeri efter regnbueørreder med hele finner i stedet for blodige, afgnavede haler. Som sågar er villige til at betale ekstra for en højere kvalitet end den, vi ellers er vant til at blive spist af med.

Det var englænderne, der opfandt det moderne fluefiskeri, hvis vugge stod ved sydengelske kalkstrømme som Test og Itchen – begge beliggende ganske tæt på hovedstaden London. Det var pudsigt nok også englænderne, der opfandt det fiskeri, vi i dag kalder for “Put & Take”.

Der fiskes i vande, hvor fangstklare fisk sættes ud for at blive halet op igen kort tid efter af gæstende lystfiskere. Nogle fiskere hader Put & Take vande for deres indhold af slappe, slatne og glubske, hvidkødede regnbueørreder, der kommer lige fra dambruget – i mange tilfælde udtjente moderfisk, som er købt for en slik. Andre er fascineret af P&T vandenes muligheder for et spændende fiskeri i udkanten af storbyen.

Begge holdninger kan være lige rigtige. Det hele afhænger nemlig af den måde, fiskeriet administreres og drives på. Når tamme og udsultede damørreder hældes ud i en lille dam for straks efter at blive halet op igen, da har det intet med lyst- eller sportsfiskeri at gøre. Da kan man principielt lige så godt hente sine fisk i supermarkedets frysedisk…

Men P&T vande kan så sandelig også diske op med fiskeri af høj kvalitet, hvis de vel at mærke drives fornuftigt. Omgivelserne skal være naturlige – søen skal ikke blot være et nygravet hul i jorden, som man desværre ofte ser. Og fiskene skal have lov til at gå et passende stykke tid i deres nye “hjem”, før der fiskes efter dem. Da kan de byde på spændende sport og interessante oplevelser for selv kræsne lystfiskere.

Kvalitet eller kvantitet?

Uanset de mange meninger om Put & Take fiskeri, så har det nogle klare fordele for såvel fisk som fiskere. I P&T vandet kan man med sindsro tage de fangede fisk med hjem. De er udsat til det samme, og man gør ingen skade på værdifulde vildfisk. På dette felt aflaster de mange P&T vande de naturlige vande og deres fiskebestand ganske meget.

Samtidig giver de storbyens mange lystfiskere mulighed for at svinge stangen uden først at køre mange kilometer og brænde mange liter dyr benzin af. Her kan hele familien fiske i nærmiljøet – endda med store chancer for fangst. Endelig giver de mange fiskere afløb for deres lyst til at fange store fisk – større end dem, der kan fanges i naturlige vande.

“Put & Take” er imidlertid stadig et lidt odiøst foretagende – noget, der smager af konsum og misforståede hensigter. Imidlertid må man gøre sig klart, at det meste moderne sportsfiskeri efter laksefisk – det være sig i vandløb, sø eller hav – jo efterhånden er ét stort P&T fiskeri. De store udsætninger foretages jo kun med henblik på senere genfangst. Det springende punkt ligger blot i, hvor lang tid der går mellem udsætning og genfangst.

I det intensive Put & Take vand sker der en lynhurtig omsætning af fiskene. Her udsættes og fanges fisk i et væk. Med samme hastighed som fiskene hales op, sættes nye ud. Fiskene når sjældent at opfatte, hvad der sker, før de igen er oppe på land – i lystfiskernes medbragte plastikposer. Ikke sjældent skal der afregnes efter kilopris, når man forlader stedet.

I det ekstensive Put & Take vand sker omsætningen af fisk meget langsommere. Her udsættes mindre fisk, som får lov at vokse sig større, før de må tages med hjem. Her når fiskene at tilpasse sig det nye miljø, hvor de lever et liv som en anden vildfisk. De lærer at se forskel på naturlige fødeemner og så det, lystfiskerne tilbyder dem. Endelig når de også at blive røde i kødet på en diæt af krebsdyr og insekter – en diæt, der gør dem både velsmagende i køkkenet og stærke for enden af en line.

For lystfiskeren gælder det derfor om at vælge mellem kvalitet og kvantitet, når der vælges fiskevand.

Put & Take anno 2000

Det var som sagt englænderne, der gav os fluefiskeriet, og englænderne, der opfandt Put & Take fænomenet. Det er derfor ikke så underligt endda, at netop englænderne også er længst fremme med udviklingen af dette specielle fiskeri.

Jeg var for nylig – senhøst ’99 – i Sydengland og gæstede da et ganske typisk P&T vand ikke så langt fra London. Fiskeriet fandt sted i tre aflange søer, som alle var stemmet op via en ganske lille bæk, der løb gennem landsbyen.

Det var det lokale gods, der havde stået for etableringen af de tre kunstige søer, som alle var yderst velholdte. Vandet var således krystalklart og bunden dækket af yppig grødevækst. Bredderne var friseret på typisk engelsk vis, så de mest af alt lignede en veltrimmet græsplæne. Ikke den mindste stump affald forstyrrede indtrykket. Og de omkransende træer var lige så naturligt fældet eller ryddet, så der alle steder var plads til et normalt bagkast.

Det er noget, der nok kan forbløffe os danskere. Men for englænderne er det nærmest en selvfølge, idet P&T fiskeri selvfølgelig drives med flue og fluestang. Intet andet. Alt andet ville være utænkeligt. Ve den, der vover sig frem med en spinnestang for slet ikke at tale om orm eller Powerbait. Resultatet ville være øjeblikkelig bortvisning – for livstid!

Der var ikke just trængsel ved vandet – selv ikke på en lørdag – hvilket også undrede min eneste kollega. Han havde parkeret sin sølvgrå Jaguar mellem de to øverste søer og var gået den korte vej ned til vandet. Her havde han slået sin lille stol op og drukket sig en enkelt gin og tonic. Så havde han samlet sit Hardy grej, kastet fluen ud og sat sig til at vente.

Jeg troede nærmest, at han sad og medefiskede, da jeg kom. Men nej. Han lod blot sin lette flue synke helt til bunds, inden han langsomt nøkkede den hjem igen – siddende, da en nylig hofteoperation ikke gjorde ham så gangbar som tidligere.

Hotte og med hele haler

Han behøvede ikke at vente ret længe, så sad den første regnbue der. En fin sølvblank trepunds fisk, der kæmpede bravt for livet, inden den gled i nettet og blev halet op på den nyslåede plæne. Da jeg kiggede nærmere på den, studsede jeg over dens hele finner og kommenterede det.

– Sådan ser de allesammen ud her i søerne. For et par år siden besluttede godset, at de selv ville opdrætte deres fisk. Dem, de kunne købe fra nærliggende dambrug, var af en alt for dårlig kvalitet – med blodige afgnavede finner.

– Sådan nogle ville kunderne ikke have, og derfor gik man over til selv at fremstille kvalitetsfisk med hele finner og krudt i halen.

Den tweedklædte gentleman gokker fisken med sin priest, griber efter flasken med præfabrikeret gin og tonic og skænker sig en ny varmende drik. Så kaster han atter fluen – en hvid “Viva” – ud igen og lader den langsomt synke til bunds. Inden jeg forlader ham for at gå op til den øverste sø, har han fået tre flotte fisk af samme størrelse – fisk, som alle havner oppe i Jaguarens bagagerum.

– What a jolly good sport! slutter han dagen. Det er tydeligt, at Put & Take på disse kanter ikke kun er forbeholdt middelklassen. De velstillede holder sig så sandelig heller ikke tilbage – de stiller blot krav til fiskeriet.

– Prisen på dette herlige P&T vand? Sølle 20 pund (godt 200,- kroner) for en hel dags fiskeri inclusive fire fisk.

– Sagde nogen dyrt?

Ikke jeg…

Å-premiere

Så kom den da endelig, den længe ventede premiere ved de fleste danske vandløb!

Ikke mindst ved Vadehavet må man jo i dag vente lænegere end tidligere – på grund af den udskudte premiere på årets fiskeri. Nu er det så den 1. marts, og åen ligger igen og lokker med sine sving og høller – klar til en vel præsenteret flue!

Åen

Men åen kan se uhyre forskellig ud her ved sæsonstarten. Den kan løbe høj og brun og på alle måder se utiltalende ud for både fisk og fiskere, hvis der er faldet megen sne og den pludselig begynder at smelte.

Den kan også løbe lav og klar, hvis vinteren har været tør eller sneen stadig holdes tilbage af Kong Frost. Det er drømmesitationen for ikke mindst fluefiskeren, der har lidt sværere ved at komme ned med sine agn end både spinne- og medefiskerne.

Endelig kan åen være kold eller iskold! Er den “bare” kold, kan der fiskes – og fanges. Er den iskold, er oddsene noget dårligere. Helt elendige bliver de, hvis temperaturen pludselig styrtdykker – typisk på grund af pludselig snesmeltning. Et typisk eksempel fortæller mere end alverdens ord:

Ved premieren det ene år oplevede man i en stor sydvestjysk å fint fiskeri ved en temperatur på kun 2 grader Celsius. Der blev landet masser af fisk – grønlændere såvel som nedfaldsfisk. Vinteren havde været normal og vejret stabilt i længere tid.

Følgende års premiere var en ren katastrofe med næsten ingen fisk på land – trods masser af fisk i åen og den samme vandtemperatur på 2 grader!

Forskellen var imidlertid, at dagene op til premieren havde budt på næsten 4 grader varmt vand. Men så havde en pludselig snesmeltning hældt masser af 0 grader varmt vand i åen og fået vandtemperaturen ned på 2 grader. Det gav fiskene et kuldechok og premierefiskerne en lang næse…

Essensen er, at temperaturer ikke er noget eksakt, når det gælder fisk og deres aktivitetsniveau. 2 grader er altså ikke altid 2 grader, når man er en fisk. Det afhænger i lige så høj grad af, om temperaturen er stabil, stigende eller faldende.

Fiskene

Der er to slags fisk at fiske efter her ved premieren: Sølvblanke og tromletykke grønlændere samt mørke og magre nedfaldsfisk.

Åens faste og rødplettede beboere, bækørrederne, er som havørrederne ved dårligt huld, hvis de har gydt. De fleste sætter dem derfor ud igen, selv om de er helt legalt bytte ifølge lovgivningen. Flere og flere foreninger har dog valgt at frede dem frivilligt.

Er der dambrug ved åen, er der i regelen også regnbueørreder ved premieren! I gamle dage slap der regelmæssigt store mængder regnbuer ud fra dambrugene. Idag er dambrugerne blevet langt bedre til at passe på deres værdifulde fisk, men nogle slipper alligevel ud.

De allerfleste danske stammer af regnbuer har så meget steelhead-blod i årerne, at de ikke bliver hængende i vandløbet. I stedet lader de sig falde nedstrøms, indtil de til sidst når havet, hvor de hurtigt vokser sig store – og kønsmodne.

Da regnbeuørreden fra naturens hånd er en forårsgyder, vandrer den i løbet af vinteren op i vandløbet igen for at finde egnede gydepladser. Og da kan man fange friske opgangsfisk ved premieren – fisk med den flotteste røde stribe lysende på de brede flanker. Fisk, som man med god samvittighed og stolthed kan hjembringe til køkkenregionerne.

De steder, hvor der findes en bestand af stallinger, kan disse også fanges her først på året. Bedst på flue, hvis ellers man kan få den helt ned til bunden. Og da stallingen som regnbueørreden er en forårsgyder, er den ved bedste huld her først på året. Fredningen indtræffer først midt i marts, så de må altså også hjembringes, hvis de holder mindstemålet.

Det meste premierefiskeri drejer sig imidlertid om havørreder – om trinde grønlændere og magre nedfaldere. Begge tilhørende samme art, selv om de ser meget forskellige ud på denne årstid.

Standpladserne

Er vandløbet naturligt og ureguleret, slynger det sig afsted gennem landskabet – graver og aflejrer, mens det langsomt ændrer sit løb. Sine steder kan vandløbet endda grave så meget, at det “bider sig selv i halen”. Da opstår der karakteristiske afskårne åslynger, som til sidst er ude af forbindelse med selve vandløbet.

Jo større svinget bliver, desto mere udtalt vil det såkaldte “bagvand” være. Bagvand er steder, hvor strømmen er gået helt i stå eller sågar løber modsat hovedstrømmen. Ofte vil man kunne se strømmen køre rundt og rundt, indtil den langt om længe forlader det dybe og rolige “høl”, som det hedder på godt lystfiskerdansk.

Selve svingene er gode standpladser for fisk, men de står sjældent over det hele. Ofte befinder de sig i strømmen, hvor vandet løber ud eller ind af høllet. Det gælder især i den varme sommertid, hvor fiskene har behov for mere ilt og derfor opsøger strømmen, hvor den er stærkest. Omvendt nu i det tidlige forår, hvor fiskene næsten altid opholder sig i høllets dybeste og roligste del. Her behøver de kun bruge få kræfter for at blive stående

Forskellige fisk stiller imidlertid forskellige krav til deres standpladser. Ørreder kræver i højere grad end andre laksefisk, at der er “tag over hovedet”. De ynder at stå langt inde under udhængende bredder og vegetation – et forhold, der dog ikke er så udtalt her ved sæsonstarten som senere på året.

Regnbueørreder og stallinger har et langt mindre behov for skjul. De står i regelen helt frit fremme – selv i dagtimerne. Og er man ellers lidt forsigtig – og åen ellers løber lav og klar – da kan man ikke sjældent se fiskene, før man fisker til dem.

Standpladserne er ikke nødvendigvis de samme året rundt. Det ses tydeligt i vegetationsrige vandløb, hvor floraen varierer meget i løbet af året. I vinterhalvåret, hvor grøden er sparsom, gemmer fiskene sig primært, hvor vandet er dybt, og nær faste skjul såsom sten, trærødder og lignende.

Samtidig holder de sig netop nu langt væk fra strømstærke partier, hvor det kræver for megen energi at opholde sig. De selvsamme steder, som fiskene med forkærlighed opsøger, når sommervarmen først har indfundet sig.

Fiskeriet

For fluefiskeren gælder det om at komme helt ned, og det kan gøres på to måder: Er vandløbet lille og vandet lavt, kan man nymfefiske opstrøms med flydeline og et langt forfang med en vægtbelastet flue og hugindikator. Det er en metode, som traditionelt bruges til ørred og stalling, men som ligeledes fungerer fortræffeligt til havørred og steelhead her først på året. Blot skal der bruges lidt kraftigere grej.

Fluen skal være så tung, at den kan synke helt til bunds, og afstanden mellem flue og den uundværlige hugindikator skal typisk være 1 1/2 gange vanddybden. En hvilken som helst stor og tung nymfe kan fange fisk, men til de bedre fluer hører små rognimitationer á la Glo Bugs i fluorescerende røde og orange farver.

Når man fisker opstrøms på denne måde, skal man vænne sig til at tænke anderledes end ellers. Man skal lære sig at forvente huggene lige for fødderne af én – ikke ude i enden af kastet. Det skyldes helt enkelt, at fluen jo først er nået ned og fisker effektivt, når den har drevet nogle meter med strømmen. Følg derfor hug-indikatoren med øjnene, til den er passeret ned forbi dig. Før skal fluen ikke tages op til et nyt kast.

Dette forhold gør også, at man skal færdes meget forsigtigt ved vandløbet – selv i forårets normalt høje vandstand. Da fiskene ofte hugger for fødderne af fiskeren, dur det naturligvis ikke, om de er skræmt forinden!

Er vandløbet stort og vandet dybt, har man ikke de problemer. Da kommer man til kort med flydelinen – selv med det længste forfang. Da må man i stedet fiske nedstrøms med en hurtigt synkende klumpline – eventuelt en sinktip – og et ganske kort forfang.

Mend linen opstrøms, i samme sekund den har taget vandet, og fir efterfølgende nogle meter ekstra løsline ud. Så kan fluen nå at synke, inden strømmen tager linen og løfter fluen i vandet. Hugget falder da i regelen også på fluens første meter gennem vandet – mens den er længst nede.

En synkeline type 3 (“Hi-D”, hvis det er en Scientific Anglers line) og et forfang på 3 fod plejer at kunne nå ned. Ellers må man kompensere og bruge en lidt tungere flue end normalt. Igen er hidsige rognfluer gode, men også klassikere som Skykomish Sunrise og Mickey Finn fanger hvert år masser af fisk. En stor hvid Marabou Muddler er heller ikke uden evner.

Denne trio bør derfor ikke mangle i æsken her ved sæsonstarten!