Det store
“Tag selv bord”
for fiskeforskere

Handlingsplanen for fiskeplejen år 2000 byder på interessant, men samtidig noget forstemmende læsning.

Den skæve udvikling, som har været i gang inden for de seneste år i fordelingen af fiskeplejemidlerne, fortsætter nemlig med uformindsket kraft. Og så er der nu for første gang i fisketegnets historie underskud på budgettet…

Indtægter stabile

I år budgetteres med små 37 mio. kroner til fiskeplejen. De fordeler sig således:

Fisketegn:22,0 mio. kr (20,3 i ’99)
Garnlicens: 8,5 mio. kr ( 8,0 i ’99)
Overførte midler: 6,4 mio. kr (10,5 i ’99)
I alt 2000: 36,9 mio. kr (38,8 i ’99)

Det er således stadig os lystfiskere, der står for langt størsteparten af indtægterne og dermed driften af fiskeplejen.

Ser man bort fra, at der også findes dag-, uge- og månedskort i indtægterne fra fisketegnet, er der i dag omkring 220.000 fisketegnsløsere, som tilsammen spytter godt 20 mio. kroner i kassen. Til sammenligning er der kun 34.000 fritidsfiskere. Vi er altså ca. 6,5 stangfiskere for hver garnfisker.

Administration fordyret

Det koster i år godt og vel 4,3 mio. kroner at drive og administrere fiskeplejen. Det er 0,6 mio. kroner mere end sidste år, hvor der skete en markant stigning på næsten 50% i forhold til 1998. Ekstraordinært er der brugt 0,2 mio. kroner til sikring i forbindelse med overgangen til år 2000 – det såkaldte Y2K problem. Endelig koster alene overgangen til PBS 0,3 mio. kroner.

Udgiften til administration stiger således støt og roligt, hvilket i år primært skyldes, at Fødevareministeriet har besluttet at nedsætte tilskuddet til fiskeplejen med 0,4 mio. kroner. Ministeriet mener, at fiskeplejen fremover helt og holdent skal finansieres af fiskeplejemidlerne – hvilket jo er naturligt nok.

Fiskeplejen i ferskvand – her primært laksefiskene, som jo interesserer os lystfiskere mest – koster i år godt 23,5 mio. kroner. Fiskeplejen i saltvand, som fortrinsvis er af interesse for fritids-, bierhvervs- og erhvervsfiskere, bidrager med udgifter på knap8,9 mio. kroner.

Administration : 4,3 mio. kr ( 3,7 i ’99)
Fiskepleje i ferskvand : 23,5 mio. kr (25,2 i ’99)
Fiskepleje i saltvand: 8,9 mio. kr (9,5 i ’99)
Budgetreduktion: 0,4 mio. kr
I alt 2000: 37,1 mio. kr (38,4 i ’99)

Sammenligner man med sidste år, så er det et lille fald på 0,6 mio. kroner i den marine fiskepleje, mens det er er fald på hele 1,7 mio. kroner for åer og søer.

Skæv fordeling

Den i ’95 vedtagne fordeling med 75% til ferskvand (underudvalg A – sportsfiskerne) og 25% af fiskeplejemidlerne til saltvand (underudvalg B – fritidsfiskerne) holder således ganske godt for fiskeplejen i 2000. Her fordeler det sig nemlig med 73% til ferskvand og 27% til saltvand.

Der er imidlertid stadig tale om en fordeling, der ikke ganske modsvarer indbetalingerne. I fiskeplejen for 2000 er der ganske vist budgetteret med et bidrag fra sportsfiskerne på 72% (22,0 ud af 30,5 mio. kr) mod garnfiskernes 28% (8,9 ud af 30,5 mio. kr), hvilket harmonerer fint med ovenstående.

Men så er der slet ikke taget højde for, at det jo er garnene – og dermed fritidsfiskerne – der tager langt størsteparten af havørrederne. Ikke os lystfiskere, som har betalt for dem.

På Fødevareministeriets egen konference i november ’97 – om fremtiden for det rekreative fiskeri kunne biologerne fortælle, at 10-20% af havørrederne tages på stang (af lystfiskerne), mens 80-90%af de kystnære fisk ender deres dage i et garn (sat af fritidsfiskere eller erhvervsfiskere).

En anden undersøgelse viste, at der øst for Storebælt landes 8.000 kg ørreder af lystfiskere, 13.000 kg ørreder af erhvervsfiskere og endelig 62.000 kg af fritidsfiskere. At 75% af alle havørreder her fanges af kun 5% af alle fiskere, nemlig fritidsfiskerne.

Omvurdering nødvendig

Det var tal, der for alvor satte spørgsmålstegn ved det rimelige i den daværende (desværre også nuværende) fordeling af fiskeplejemidlerne. Tal, som resulterede i en halvering af det tilladte antal garn for fritidsfiskere fra seks til tre.

Men det er stadig i den forkerte retning, at fordelingsnøglen bevæger sig. Samtidig kræver fritidsfiskerne endda flere garn igen – de gamle seks mod de nuværende tre – hvilket naturligvis kun vil fordoble skævvridningen.

Desværre fremgår det ikke – som heller ikke tidligere – af handlingsplanen for fiskeplejen 2000, hvordan udgifterne fordeler sig geografisk; amn kan således stadig ikke se, hvordan pengene bruges i forhold til hvor i landet, da mange fisketegnsløsere bor.

I et land som USA, hvor det organiserede sportsfiskeri har gamle rødder, gør myndighederne meget for at sikre, at de indbetalte penge så vidt muligt går tilbage til de steder og de fiskere, der indbetalte dem.

Det er en sikker måde at sikre lokal opbakning bag det obligatoriske fisketegn. Den nuværende fordeling af de danske fiskeplejemidler arbejder ikke i den retning. Tværtimod.

Det lyder jo umiddelbart godt, at der bruges godt 23,5 mio. kroner på fiskeplejen i ferskvand – med laksefiskene i den absolutte hovedrolle. Til fiskepleje i søerne bruges godt 6 ud af de 23,5 mio. kroner. Resten går til vandløbenes laksefisk – dem, vi normalt betragter som “vore” fisk.

Men desværre går en større og større del af fisketegnsmidlerne til forskning – til aktiviteter, som tidligere blev finansieret af skattekroner. Til diverse grundforskningsprojekter og områder, der førhen figurerede på finansloven. Af de 23,5 mio. kroner, som bruges i ferskvand, udgør diverse forskningsprojekter således nu op mod 10 mio. kroner.

Forstå mig nu ret, for der er absolut intet i vejen med de igangværende forskningsprojekter. De er alle relevante nok. Men det kan ikke være meningen, at det skal være os lystfiskere, som nu skal betale for den forskning, der førhen blev finansieret over skatten.

Så er fisketegnet jo ikke andet end en skjult ekstra skat – slet ikke den brugerbetaling, den oprindelig var tiltænkt som.

Frit slag for forskere

Vi har således i de seneste år været vidne til, at en stadig stigende del af vore penge går til et støt stigende antal forskningsprojekter. Samtidig bruges færre og færre penge på kompenserende udsætninger de steder, hvor de naturlige forudsætninger – egnede gydepladser og acceptable passageforhold – ikke er tilstrækkelige til at sikre fiskbare bestande.

Vi har således igen i år “mistet” af de penge, som tidligere blev brugt til supplerende udsætninger af de såkaldte “store” ørreder – fordi man kunne dokumentere en meget dårlig forrentning af disse relativt kostbare udsætninger.

Som konsekvens af “Den Nationale Delstrategi for Dansk Fiskeriforskning” er der over en 3-årig periode afsat 15 mio. kroner af fiskeplejemidler til forskningsprogrammet “Fiskenes Rolle i Økosystemet”. En ganske smart måde at trække endnu flere penge til forskning ud af lystfiskernes fisketegnsmidler – i form af 5 mio. kroner om året.

Forskningssekretariatet under Strukturdirektoratet har nedsat en såkaldt programkomité med repræsentanter fra flere forskningsinstitutioner og universiteter. Der blev i starten af ’99 iværksat 9 projekter under dette forskningsprogram – projekter, der fortsætter her i år 2000.

Der er således igen i år sat 20.000 kroner af til programkomitéens mødeaktiviteter. En form for forskningens “Tag selv bord” af lystfiskernes fisketegnsmidler.

I lyset af den fremtidige stramme økonomiske situation iværksættes dog ikke nye forskningsaktiviteter i 2000.

Tusind tak for det!

Første underskud nogensinde

En af de ting, der straks springer i øjnene ved en nærmere gennemgang af “Handlingsplan for Fiskeplejen 2000”, er, at der nu for første gang i fisketegnets levetid er underskud på budgettet. Et underskud på omkring 0,3 mio. kroner.

Der bliver således ingen midler at overføre til næste år, hvor vi så må forvente endnu flere nedskæringer i den direkte fiskepleje. For lønudgifterne til forskningen skal tilsyneladende stige fra år til år…

Et underskud, der med det samme har givet sig udslag i en reduktion af den direkte bestandsophjælpning. Således er der til formålet sparet 1,9 mio. kroner på laksefiskene og 0,2 mio. kroner på åleudsætningerne.

Et andet spørgsmål, som umiddelbart melder sig ved gennemgang af handlingsplanen, er følgende:

– Hvorfor bruger man ikke i stedet pengene til vandløbsrestaureringer? Projekter, som med sikkerhed direkte vil gavne reproduktionen i de vilde fiskebestande. Når man nu ikke som tidligere vil at sætte tamfisk ud, men ønsker at fremme de naturlige bestande.

– Hvorfor bruger man stadig kun 2 mio. kroner årligt til dette indlysende formål? – Hvad er begrundelsen for i stigende grad at bruge pengene på forskning, som her og nu ikke har nogen direkte gavnlig virkning på bestandene? Forskning, som tidligere blev finansieret på anden vis?

Svarene blæser desværre i vinden, og det bliver de nok også ved med. Summa summarum for fiskeplejen 2000 er under alle omstændigheder endnu færre fisk og endnu mere forskning for vore fisketegnsmidler…

© 2000 Steen Ulnits

Konditionsfaktoren fortæller meget om fiskens foderstand og dermed dens værdi som spisefisk. Læs her, hvordan K-faktoren regnes ud, og hvordan den kan eller skal tolkes.

Som lystfiskere går vi meget op i, hvordan vore fangster tager sig ud – hvordan fiskene præsenterer sig i fotoalbums og på køkkenbordet.

Til det formål er fiskens konditionsfaktor en god hjælp. Ofte stilles der sågar krav om en mindste K-faktor, når fisk skal indvejes til en fiskekonkurrence – helt enkelt for at undgå, at magre nedfaldsfisk aflives og indbringes til konkurrencen.

Konditionsfaktoren fortæller dog i sig selv ikke alt om fiskens foderstand. Det er nemlig ikke ligegyldigt, om fisken er en slank laks eller en plump havørred. Om fisken er en lille grønlænder eller en stor opgangsfisk. Om fisken er en mager nedfaldsfisk eller en fuldfed opgænger.

Således kan en velkonditioneret nedfaldsfisk godt have en konditionsfaktor, der er højere end den, en slank opgangsfisk har. Der er således flere forhold, som skal tages i betragtning, når man kigger på K-faktoren.

K-faktor = 100 x fiskens vægt (g) / længden (cm) i 3. potens

Konditionsfaktoren bruges oftest om laksefisk og da specielt laks og havørred, som jo netop kan optræde i mange forskellige udgaver alt efter årstid og sted. Men alle arter har naturligvis en konditionsfaktor – blot kan den ikke sammenlignes med andre fisk.

Den kan kun bruges til at sammenligne inden for samme art.

Eksempelvis vil en atlanterhavslaks ofte have en konditionsfaktor på omkring 1, når den er ude i havet eller er nystegen i elven.

Store havørreder og meget store opgangslaks kan dog have en konditionsfaktor på op til 1,5. Det samme kan regnbueørreder ofte have – eksempelvis i form af en kompakt 50 cm’s fisk på 2 kg, der har en K-faktor på godt og vel 1,5.

Denne konditionsfaktor vil dale i takt med, at opgangsfisken bruger sine fedtreserver til at opbygge rogn og mælke, mens den ikke tager føde til sig.

Lavest vil K-faktoren være, når fiskene har leget og er på vej ud i havet igen. Da kan man opleve laks med en K-faktor så lav som 0,25. Normalen er dog 0,5-0,75 – alt afhængig af, hvor strabadserende legen har været.

De fleste havørreder overlever typisk gydningen, mens de fleste laks dør.

Fulton’s Formel

Mange fisk vokser isometrisk, hvilket vil sige, at de indbyrdes kropsproportioner ikke forandrer sig under væksten.

En sådan isometrisk vækst muliggør brugen af Fulton’s Formel, der fortæller, at vægten på en sådan fisk stiger proportionalt med 3. potens af længden. Altså kan vægten i gram beregnes ud fra formlen, der lyder:

vægt (g) = længden (cm) i 3. potens / 100

Herpå skal ganges en faktor k, der varierer med fiskens ernæringstilstand, førend formel har almen gyldighed:

vægt (g) = længden (cm) i 3. potens / 100 x k

Herefter er det en smal sag at udregne værdien af k, som altså er fiskens konditionsfaktor:

k = 100 x fiskens vægt (g) / længden (cm) i 3. potens

Hermed har vi så først nævnte, alment udbredte og meget anvendte formel til beregning af fiskens konditionsfaktor, også kaldet fiskens K-faktor.

Sturdy’s Ørredskala

Englænderne opstillede for mange år siden en talrække, baseret på mål og vægt af en lang række ørreder fra forskellige vande, den såkaldte “Sturdy’s Ørredskala”:

Af denne skala fremgår det tydeligt, at vi lystfiskere har det med at overdrive, når vi enten gætter på fiskens vægt uden at kende den – eller fortæller om den efter vejning!

En typisk målsørred på kysten vejer således ikke det kilo, som vi ofte angiver. Den vejer i stedet omkring 750 gram. Altså halvandet pund eller trekvart kilo.

Omvendt kan man sagtens komme ud for større ørreder, som vejer mere, end skalaen angiver. Det gjaldt eksempelvis den søørred på 4,1 kg, der tog mit Juletræ i en islandsk bjergsø i september 1998. Den målte nemlig kun 61 cm og havde dermed en forrygende konditionsfaktor på 1,8.

Det er den fisk, du ser på billedet øverst i denne artikel.

Sturdy’s Lakseskala

Tilsvarende opstillede englænderne siden en talrække, baseret på mål og vægt af en lang række laks fra forskellige vande, den såkaldte “Sturdy’s Lakseskala”:

Man skal være klar over, at ikke mindst fiskene i Sturdy’s lakseskala hører til i den absolut velnærede ende af skalaen. De er fanget i næringsrige vandløb, som ikke er alt for hårdt strømmende.

Af skalaerne kan man se, at en laks og en ørred på 76 cm begge skal veje omkring 5,2 kg. I det virkelige liv vil laksen imidlertid ofte være lettere og ørreden tungere end denne “idealvægt”. Laks er naturligt slankere af kropsform end ørreder.

Tog man i stedet ørreder fra en norsk fjeldsø eller laks fra en norsk elv, ville der tegne sig et noget andet billede. Af fisk, med en markant lavere K-faktor, uden at de derfor var i dårligere kondition. Blot er de mere strømlinede, da de lever i andre miljøer.

Tilsvarende er der stor forskel på konditionsfaktoren hos østersølaks og så rigtige atlanterhavslaks. En laks i svenske Mørrum er således langt mere kompakt end en laks i norske Lærdal. Og sidstnævnte laks vil typisk være i en markant bedre form eller kondition end østersølaksen, da den har måttet arbejde hårdere for føden – trods en lavere K-faktor.

Mona’s Geddeskala

Da gedden er den eneste rovfisk ud over laks og ørred, som englænderne gennem tiderne har beskæftiget sig seriøst med, har de naturligvis også opstillet en skala over længde/vægt forhold hos gedder – den såkaldte “Mona’s Geddeskala”:

Desværre kendes ikke den eksakte længde på Danmarks største kendte gedde på 26,5 kg. En fisk, der blev fanget i den lille Grarup Sø syd for Haderslev Fjord. En fisk, der huggede på en skalle på en krogline, og som blev skudt med et haglgevær. I en sø, der kun er 9 hektar stor. Et godt eksempel på, at selv små vande kan producere endog meget store gedder – omend i meget ringe antal.

Det er værd at bemærke, at også de engelske gedder, der har lagt mål og vægt til Mona’s Geddeskala, er overordentlig velnærede. Således er det ikke usædvanligt, at i øvrigt velkonditionerede gedder vejer op til 25% mindre end det i skalaen angivne.

Selv fangede jeg i 1986 i Labrador en gedde, der var 110 cm lang – som sprang meterhøjt ud af vandet og tog hele fluelinen af hjulet, inden den lod sig lande. Den vejede imidlertid kun knap 7 kg. Den var bestemt ikke i dårlig kondition – blot af naturen en lang og slank model.

Tilsvarende fangede jeg i november 1976 – på en stor Reflex spinner – min hidtil største gedde, der målte 106 cm og vejede 11,0 kg rent. Altså en overmåde velnæret fisk, der harmonerer fint med skalaen. Med til historien hører imidlertid, at den i maven havde to mellemstore brasen, som jo også vejede pænt til…

* * * * * * *

Fiskenes konditionsfaktor er således en ganske kompliceret sag, som man ikke umiddelbart kan bruge til ret mange sammenligninger mellem ret mange fisk. Men den er sjov at regne på, og derfor er K-faktoren kommet for at blive!

© 2001 Steen Ulnits

Den lille Giber Å, som tømmer sit ferske vand ud i den salte Århus Bugt få kilometer syd for landets næststørste by – nærmere betegnet ved Moesgård Strand – tilføres nyt og tiltrængt liv.

Det har nemlig sin pris at være å i oplandet til en mindre storby med over en kvart million indbyggere. Mange mennesker medfører et stort vandforbrug, og det er siden 60’erne i meget høj grad gået ud over vandføringen i Giber Å.

Omkring 1960 stod Århus med et klart problem: Der manglede vand til den støt stigende befolkning. Man gik derfor i gang med at undersøge mulighederne for at pumpe grundvand fra Giber Åens opland. Omkring 1965 fik så Århus Kommunale Værker af Landvæsenskommissionen tilladelse til at indvinde ikke mindre end 5,5 millioner kubikmeter (!) grundvand til den tørstende storby.

Selve oppumpningen startede i 1967, hvor der først blev pumpet omkring 4,5 millioner kubikmeter vand op fra undergrunden. Et par år senere begyndte grundvandspejlet så at falde, og de mange mindre kildevæld omkring Giber Å tørrede helt ud. Det medførte, at åen i varme og regnfattige somre kunne være nærmest tørlagt på det nedre løb.

Da man i 1991 begyndte at se nærmere på det skadelige i den massive oppumpning af grundvand fra Giber Å’s opland, var grundvandstanden allerede faldet med op til 15 meter! Kilderne var derfor løbet tør for længe, længe siden – med tørlægning af åen som det uundgåelige resultat i varme somre.

Udtørring er naturligvis dødsstødet for alt liv i åen – havørredernes yngel ikke mindst. Og Giber Å har alle dage haft en god havørredbestand – så god, at man i gamle dage, fra det lille Fiskerhus ved åens udmunding, årligt kunne supplere husholdningen med op mod 1.000 fuldvoksne havørreder! Det viser gamle fortegnelser.

Giber Å har stadig mange gode gydepladser – specielt på sit nedre løb gennem de smukke Marselisborg skove. Her risler åen – når ellers der er vand i den – afsted over fine grusbanker mellem høje ege og bøge. Grusbanker, som – hvis de ikke tørlægges – kan producere mange stykker vild havørredyngel.

Fra drikkevand til fiskevand

Før man begyndte oppumpningen af grundvand i området i 1967, havde Giber Å en normal vandføring på omkring 50 liter i sekundet. I tørre perioder løber der nu kun omkring 25 liter – altså det halve – og det skyldes endda kun spildevand udledt fra lokale rensningsanlæg… Faktisk besluttede Århus Amt allerede i 1980’erne, at der decentralt skulle tilledes renset spildevand til åen. Uden dette spildevand ville åen helte enkelt ikke løbe overhovedet…

Århus Amt besluttede endvidere, at Giber Å skulle have en mindste vandføring på 50 liter i sekundet – som før oppumpningen af grundvand begyndte. Denne vandføring skulle sikres med bygningen af et stort regnvandsbassin, som så i tørre perioder kunne sluse ekstra vand ud i åen. Da den anden halvdel af vandføringen jo er spildevand, som ikke altid er lige godt renset, var det alene af den grund nødvendigt med en opspædning af rent regnvand.

Men det har vist sig ikke at være tilstrækkeligt. Århus Amt har derfor besluttet, at der nu direkte skal pumpes grundvand ud i åen, så vandføringen sikres.

Der er årligt brug for 50.000 kubikmeter frisk grundvand, hvilket kan lyde af meget. Men det skal ses i lyset af, at det ikke er mere end omkring 1.000 personers årlige vandforbrug. Og af, at der idag bor mere end 280.000 mennesker i Århus. Så det, der er en dråbe i havet – kun godt 1% af det årlige vandforbrug – er samtidig et livsnødvendigt tilskud til livet og miljøet i Giber Å.

Endelig er den samlede oppumpning af grundvand fra åens opland i dag faldet, så grundvandstanden nu har stabiliseret sig og sågar viser en svagt stigende tendens. Vandforbruget er således siden 1989 faldet med op mod 20%.

Fremtiden sikret

Hermed skulle havørrederne i den lille og idylliske Giber Å kunne ånde lettet op. De vil fremover kunne vandre op forbi det gamle Fiskerhus ved mundingen og op til de fine gydepladser længere opstrøms i skoven. Her vil de kunne gyde med held, og her vil deres æg kunne klækkes under bundens grus. Yngelen vil kunne vokse sig stor, inden den lader sig falde med strømmen ud i Århus Bugten, hvor den vil kunne vokse sig endnu større.

Herude vil vi lystfiskere også fremover kunne møde dem på deres vandringer til og fra gydevandløbet. Som udlegede nedfaldsfisk i det tidlige forår. Som farvede gydefisk i det sene efterår. Og som sølvblanke, løsskællede torpedoer i månederne midt imellem!

Altsammen takket være en fremsynet forvaltning i landets næststørste by. – Hatten af for det.

© 2001 Steen Ulnits

I dag ser billedet ganske anderledes ud. I dag forbinder man ofte fiskeopdræt med forurening og ressursespild. Med overforbrug af vand og antibiotika, gensplejsning og anden dårligdom. – Hvordan ser fremtiden da ud for dansk akvakultur?

Produktion

Knap 400 dambrug – alle beliggende i Jylland – producerer årligt 32.000 tons regnbueørreder, der primært går til eksport. Et gennemsnitsdambrug producerer således 80 tons ørreder årligt.

Denne produktion andrager en værdi af omkring 500 mio. kroner. Hertil skal så lægges produktionen af befrugtede æg, yngel, sættefisk og avlsfisk.

De omkring 25 danske havbrug – fortrinsvis placeret i den sydlige del af de indre danske farvande, hvor saltholdigheden er passende lav til et opdræt af regnbueørreder – producerer pt. 7.000 tons ørreder årligt.

Dette udgør en værdi af 300 mio. kroner, hvoraf størsteparten går til eksport. En væsentlig del af denne produktion udgøres af rognen, der primært afsættes til Japan.

Endelig sker der en begrænset produktion af andre fiskearter – fortrinsvis ål – i recirkulerede og landbaserede anlæg fordelt over hele landet. Også disse fisk går fortrinsvis til eksport.

Sammenlagt produceres der i Danmark for 1,2 mia. kroner, hvoraf 1 mia. kr går til eksport. Alt i alt beskæftiger erhvervet og følgeerhvervene ca. 3.500 personer.

Norge

I løbet af blot 25 år har nabolandet Norge udviklet sig til at være verdens ubestridt største producent af atlanterhavslaks i havbrug. Det er landets naturgivne forudsætninger, der har muliggjort – samt en stat, der med olieindtægter i ryggen har bakket erhvervet op lige fra starten.

Langs hele den tusindvis af kilometerlange norske kystlinje løber en varmende Golfstrøm, som sikrer isfri vintre og en temperatur, der muliggør lakseopdræt året rundt. Læg hertil dybe fjorde med en stor udskiftning af vand, og man har baggrunden for det norske lakseeventyr.

Norge er i dag verdens største lakseproducent med over 500.000 tons fisk om året. Dette gør lakseopdrættet til Norges næststørste eksportindustri næst efter Nordsøolien. Nu taler man om 1.000.000 tons som næste milepæl for produktionen, der i vid udstrækning ejes af de store olieselskaber.

I august 2000 brød norske laksehavbrug en skelsættende barriere. Da lykkedes det nemlig for første gang akvakulturen at overhale det traditionelle fiskeri, hvad produktion angår. Da eksporterede norske laksehavbrug således for 1,2 mia. norske kroner i løbet af en enkelt måned – mere end fiskerierhvervet.

Men det kolossale norske lakseopdræt har undervejs haft en ødelæggende virkning på landets mange oprindelige bestande af vildlaks – en pris, som vildlaksene og turisterhvervet har måtte betale.

Andre lande med kyster op til Golfstrømmen har skelet stærkt til den norske succes og etableret et lignende lakseopdræt. Det gælder især lande som Skotland, Færøerne og nu senest også Island.

På den sydlige halvkugle har Chile etableret sig som kraftcenter for lakseopdrættet – her dog med stillehavslaks i stedet for atlanterhavslaks. Også her har man naturgivne omstændigheder, der tilgodeser et storstilet lakseopdræt – i form af isfri fjorde med tempereret vand og stor gennemstrømning.

I Nordamerika har vestkyststater som British Columbia tilsvarende startet et stort opdræt af stillehavslaks.

Thailand

Med en årsproduktion på godt 25 mio. tons er Kina verdens suverænt førende producent – fortrinsvis af planteædende fisk, der ses som en vigtig proteinkilde for landets enorme befolkning. Fisk, der ikke har nogen nævneværdig værdi på eksportmarkedet.

Det har derimod de rejer, som Thailand i dag er storproducent af. Landet er med en årsproduktion på op imod 300.000 tonskæmperejer en af de helt store spillere på verdensmarkedet for denne luksuriøse delikatesse.

Der er store penge at tjene på rejedyrkningen – typisk 40 gange så meget som ved at dyrke den mere traditionelle ris på det samme område. Alt i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere har derfor investeret ivrigt i det nye guld – med en katastrofal forurening af kystvandet til følge.

Men medaljen har en bagside, som er skinnet tydeligere og tydeligere igennem. I løbet af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs de thailandske kyster forsvundet. Den mangrove, som er opvækststed for yngel og ungfisk af mange værdifulde fiskearter.

Årsagen er de mange nye rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære områder. Her dyrkes især store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejer på 20 gram eller mere er en efterspurgt delikatesse.

De 30.000 rejefarme, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Bornholm (75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder meter3 spildevand ud i de kystnære omgivelser. Det er ti gange den samlede årlige danske spildevandsudledning.

Vandet er forurenet med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen.

Verden

Siden 1984 er verdensproduktionen i dam- og havbrug mere end fordoblet – i takt med de faldende fangster fra fiskerierhvervet. Mere end en fjerdedel af alle fisk, der spises, stammer i dag fra akvakulturen.

Ifølge FAO lå verdensproduktionen i 1998 på knap 35 mio. tons.FAO forudsiger da også, at den opdrættede mængde fisk allerede i år 2030 vil overstige den fangede mængde på 90 mio. tons om året. Som oven for nævnt overskred Norge allerede sidste år denne grænse med sit lakseopdræt.

FAO har beregnet, at verdens samlede akvakultur produktion, som andrager i omegnen af 50 mia. dollars årligt, i dag udgør omkring 20% af den samlede produktion og det samlede fiskeri af fisk, skaldyr og havgræsser

Sikkert med baggrund i FAO’s rapporter har EU kommissionen besluttet sig for, at akvakultursektoren i medlemslandene skal øge produktionen med 10 procent årligt frem til år 2006. Dette skal også ses i lyset af, at EU generelt har beskåret de traditionelle fiskekvoter kraftigt efter to årtiers laden stå til – med hårdt overfiskede bestande til følge.

Dansk akvakultur vejrer naturligvis morgenluft efter denne melding og har iværksat en offensiv til påvirkning af relevante myndigheder og politikere. Målet er at få ophævet de kvoter for kvælstofudledningen, som har været gældende siden Dambrugsbekendtgørelsen, der fulgte den første vandmiljø-handlingsplan fra 1989.

Den nye målsætning om en 10 procents vækst i akvakulturen har ført til et hurtigarbejdende udvalg, der med Karl Hjortnæs i spidsen skal lave en indstilling til fødevareministeren inden 1. oktober i år 2001.

Foder

En stor del af forureningen fra fiskeopdræt skyldes foderspild. I forhold til tidligere er fiskeopdrætterne imidlertid blevet ganske dygtige til at begrænse dette spild.

Samtidig er producenterne af fiskefoder også blevet dygtigere til at fremstille kvalitetsfoder med en høj konverteringsfaktor. Fra omkring 1994 er produktionen således større end foderforbruget, dvs. at der med 1 kg foder produceres mere end et 1 kg fisk.

FAO og foderet

FAO har flere gange slået til lyd for, at verdens akvakultur må stige for at kunne opfylde det stigende behov for animalsk protein. Men hvor skal alt fiskefoderet komme fra?

Fra selvsamme hav, der brødføder vildfiskene. I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af – fiskefoder.

Det er fiskebestande, som i dag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Således lykkedes det jo erhvervsfiskeriet at udfiske en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet. Og nu tales der i stigende grad om, at industrifiskeriet efter tobis i Nordsøen er med til at trække tæppet væk under svindende bestande af havfugle og større fisk.

Som tommelfingerregel skal der bruges godt 2 kg industrifisk til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne altså bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 2 kg industrifisk til at producere 1 kg konsumfisk.

Skal eksempelvis det storstilede norske lakseopdræt fortsat vokse, er der akutte miljøkriser under umiddelbar opsejling. Da må fiskemelet i stigende omfang komme andetsteds fra – eksempelvis Sydamerika. Men her har man selv gang i en ekspanderende akvakultur, så også her rammer man på et tidspunkt hovedet mod en mur.

Ikke førend vi er i stand til at erstatte det animalske fiskemel i foderet med vegetabilske produkter, er vi på rette spor. Problemstillingen har været kendt i adskillige år, men noget epokegørende gennembrud er der endnu ikke sket på området.

Dioxin og dansk dobbeltmoral

Bedre bliver situationen heller ikke af, at dansk fiskemel i dag indeholder faretruende høje mængder af giftstoffet dioxin. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel er nu så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

De danske myndigheder blokerede for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri – på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.

Størst er dioxinindholdet i fisk fra den forurenede Østersø – mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende. Danske fiskeopdrættere og foderproducenter må således se i øjnene, at der på længere sigt må importeres fiskemel fra andre dele af verden, hvis fiskefoderet skal kunne overholde kommende grænseværdier for dioxin.

Forurening

Dambrug

Den organiske forurening fra de jyske dambrug var i mange år så voldsom, at der fra flere sider blev stillet krav om en mindsket miljøbelastning fra dambrugene.

Sit hidtidige højdepunkt nåede disse krav med vandmiljø-handlingsplanen, der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Den såkaldte dambrugs-bekendtgørelse, som fulgte efter planen, pålagde de danske dambrug en lang række krav til bedre rensning af spildevandet og til et stærkt mindsket vandforbrug.

Men de danske dambrugere ville ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene og forbruge åernes vand efter forgodtbefindende. De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet om visse punkter i den nye bekendtgørelse – ikke mindst kravet om, at der altid skal ledes mindst 50% af åernes vandføring uden om dambrugene.

Sagen trak imidlertid i langdrag, og først den 22. august 2000 faldt den endelige dom. Højesteret stadfæstede da lovligheden af den dambrugsbekendtgørelsen, som mange dambrugere bevidst havde ignoreret – i håb om senere medhold i retten.

Siden da er der faldet domme med bøder og konfiskation i millionklassen – primært på grund af et bevidst overforbrug af foder – og flere sager er på vej.

Havbrug

Det er et ubestrideligt faktum, at landets havbrug forurener de indre danske farvande med organisk stof og næringssalte. Dels i form af overskydende foder, som synker ned til bunden under netburene. Dels i form af ekskrementer fra de mange og store fisk i nettene.

Det er også et ubestrideligt faktum, at havbrugerne ikke har mulighed for at begrænse denne forurening ret meget mere, end de allerede har gjort. Det er på én gang den frie gennemstrømning af netburene, som er forklaringen på havbrugenes succes – små omkostninger – og deres uundgåelige forurening af havmiljøet.

Foderforbruget begrænses naturligvis så meget, som det overhovedet kan gøres – af økonomiske årsager. Men enhver havbruger ved også, at man altid fodrer lige i overkanten, så man er sikker på, at fiskene vokser maksimalt. Med et vist, uundgåeligt foderspild til følge.

Tager man et kig på havbunden under netburene, vil man da også se, at der – afhængig af burenes placering og strømmens hastighed – sker en bundfældning af organisk materiale ovenfra. Lokale erhvervs- og fritidsfiskere ved, at havbrugene af samme årsag lokker mange vildfisk til – fisk, som netop lever af det overskydende foder.

I en ny indstilling fra det danske havbrugserhverv ytres der ønske om 3-dobling af produktionen og dermed også en 3-dobling af forureningen. Miljøstyrelsen fastsatte efter Vandmiljø-handlingsplanen et loft på 650 tons udledt N/år, men nedsatte allerede i 1993 mængden til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål er nu en udledning på 2.000 tons N/år.

Antibiotika

Til enhver form for akvakultur er der knyttet forskellige miljøfremmede hjælpestoffer.

Miljøstyrelsen dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeopdræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.

Disse tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Og dette til en så begrænset produktion som 7.000 tons årligt.

Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose.
Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk, bruger vi herhjemme den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet.

En stor del af dette antibiotika optages ikke i fiskene, men havner i stedet på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene.

I samme tidsrum brugte nordmændene blot 0,6 ton antibiotika til produktion på over 400.000 tons laks og ørreder.

Fremtiden

Det nuværende fiskeopdræt i traditionelle dambrug og flydende netbure har så mange uheldige bivirkninger på vandmiljøet i Danmark, at der næppe kan spås nogen stor fremtid for dem.

Uanset hvor dygtige dambrugerne bliver, vil der altid være store negative konsekvenser af produktionen – for dambrugenes vedkommende alene deres opstemning af de jyske åer. Det ødelægger gydebetingelserne for vildfiskene og kan ikke ændres uden at lave om på selve dambrugenes fysiske opbygning. Det samme gælder forureningen med antibiotika.

Og uanset hvor dygtige havbrugerne bliver til at begrænse foderspildet i havet, så har de ingen yderligere mulighed for at begrænse forureningen med kvælstof og fosfor, algebegroningsmidler og antibiotika. Det strømmer lukt gennem netmaskerne og ud i frivandet.

Skal dansk akvakultur have en fremtid – og en ekspanderende sådan – må produktionen omlægges til landbaserede anlæg, hvor fiskeopdrættet kan ske under absolut kontrollerede forhold. Med recirkuleret vand og et minimalt udslip af miljøfremmede stoffer til omgivelserne. Men da bliver produktionen givet så dyr, at vi ikke længere kan konkurrere med udlandet.

Dansk akvakultur præges i dag af såvel en ny som en ældre generation fiskeopdrættere. Sidstnævnte tilhører i sagens natur den gamle skole, der ønsker at øge produktionen uden smålig hensyntagen til konsekvenserne for vandmiljøet.

Men den nye generation er klar over problemstillingen og har set skriften på væggen. De har erkendt, at Danmark næppe har nogen fremtid som storspiller og primærproducent på verdensmarkedet – dertil er landet for lille og konsekvenserne for vandmiljøet for store.

Til gengæld ser de en stor fremtid i at være førende med produktionsteknik og udstyr til fremtidens højteknologiske fiskeopdræt. Herhjemme såvel som i udlandet. Den udvikling kunne staten med fordel støtte. Det er her, fremtiden for dansk akvakultur ligger.

© 2001 Steen Ulnits

Oktober ’94. Vi er taget to mand til Iquitos, Peru for at prøve et helt nyt sportsfiskeri i Amazonas. Vi skal tilbringe en uge ombord på det gode skib “Amazon Explorer”, der skal sejle os ud til de gode fiskepladser.

Men man kan ikke fiske i selve Amazonfloden – dertil er den alt for stor og uklar. Vandstanden i Amazonas svinger nemlig med mere end 10 m fra regntid til tørtid. Alligevel regner det regelmæssigt – også i tørtiden – og derfor svinger vandstanden stadig en meters penge.

Når regntiden ophører, trækker Amazonfloden sig tilbage og skrumper ind. Fiskene koncentreres i de tilbageblevne småsøer – “cochas” på spansk – og mere eller mindre afskårne flodslynger. Her jager rovfiskene de mindre byttefisk, og efterhånden som vandstanden falder, bliver der mindre og mindre mad til rovfiskene, som naturligvis bliver lettere at finde og fange.

I løbet af ugen rammer vi kun rigtigt et enkelt ud af fire steder. De øvrige tre steder er der for meget vand, og sigtbarheden er ringe. Vi fisker da mellem grene med friske grønne blade i overfladen.

Det fjerde sted finder vi derimod guld. Vi må slæbe de medbragte aluminiumsjoller den lange vej fra vort moderskib og ind gennem den tætte regnskov – ind til en lille og klarvandet “cocha”, der ligger og glimter i tropesolen langt fra hovedløbet.

Påfuglebass

Den farvestrålende peacock bass med påfugleøjet på halen er den vigtigste sportsfisk i hele Amazonas – hvor ellers vandet er klart nok til at fiske i. Og det er det her. Vandet har den karakteristiske sorte farve, som alt humusvand i regnskoven har. Sort, men klart. Rio Negro har ikke fået sit navn uden grund.

En stime af småfisk pisker ud af vandet med en stor bule bag sig, og jeg har da også hug med det samme. Fisken tøver ikke et sekund, men udnytter straks min overraskelse over dens styrke og hurtighed til at mase sig ind mellem grenene igen.

Men den næste kommer ind til kanoen – en sølle 2 punds peacock bass. Kors, hvor de fighter aggressivt, og kors hvor er de flotte i farverne. Intet under, at de efterhånden tiltrækker fiskeentusiaster fra hele verden.

Vi lader fisken løbe igen og fortsætter fiskeriet. Solen står lavt nu, og fisk er der overalt. Det lykkes mig at få 7 fine bass op til kanoen – den største en dejlig 3 kg’s fisk, som heldigvis hugger et pænt stykke fra de forræderiske grene.

Det er en brutal hanfisk, der et par høje meterhøje spring senere kommer ind til båden – med den for peacock-hanner så karakteristiske “pukkel” i nakken. Efter et par fotos får også den lov at løbe igen.

Lungefisk i luften

– 10 kg, mindst!

Linen skærer igennem vandet, og op kommer en stor sølvblank fisk i et spring, der lyder som et piskesmæld i den tætte regnskov. Hele fire gange er den store fisk fri af vandet, før den må give sig for Svend, der til alt held har sat frisk line på hjulet selvsamme dags morgen.

Fisken viser sig at være en paiche, som vor guide kalder den – et lille eksemplar af en af verdens største ferskvandsfisk, arapaima’en, der er en af de få arter lungefisk i Sydamerika.

Arapaima’en stortrives i det iltfattige vand i Amazonas’ tørtid. Ja, faktisk så opsøger den ligefrem de steder, hvor vandet er mest fattigt på ilt. Her ved den nemlig, at den kan frådse mellem småfisk, der gisper efter vejret i overfladen.

Vore guides gør Svend begribeligt – på peruviansk spansk – at fisken skal genudsættes, da gydetiden er nær. Der er imidlertid god tid til at tage billeder af fisken, mens den ligger og ånder – uden gæller – i bunden af vor aluminiumskano. Så får den lov at svømme igen.

Inden da har vor fiskeguide flere gange hældt vand ned i munden på fisken, så den blodrige mundhule ikke skal udtørre. En smuk gestus fra en indfødt, der bare forstår naturen – uden derfor at være økolog eller forstå et ord engelsk.

Arapaimaens biologi

I maj-juni kan kold luft fra Antarktis i syd nå helt op til Ækvator. Da køles luften over regnskoven ned til bare 15 grader, og det kraftige lavtryk forårsager ofte pludselige bundvendinger. Methan og svovldioxid frigøres fra bundslammet og bruger straks al ilten i vandet. De almindelige fisk enten kvæles eller samles oppe i overfladen. Da har arapaima’en med sin lunge kronede dage.

Arapaima’en er oppe at ånde hvert 10.-15. minut, men kan være “neddykket” i op til 30 minutter. I gydetiden viser den sig endnu hyppigere i overfladen, hvor den da plasker kraftigt med halen som led i parringsspillet.

Arapaima’en bygger på lavt vand – sjældent dybere end 2 m – en rede, som kan være 20 cm dyb og 50 cm i diameter. Her ryddes bunden for alt – det være sig mudder eller grene – og her lægges de op til 50.000 æg, som siden bevogtes af forældrene.

Arapaima’en kan blive 3 m lang og veje mindst 300 kg. Da portugiserne i sin tid koloniserede Brasilien, bragte de deres trang til saltet torsk med sig over Atlanten. Og da arapaima’en har fint, hvidt kød, der minder meget om torskens, blev den hurtigt en eftertragtet handelsvare. Dens rå raspetunge blev i tørret tilstand endda brugt som sandpapir – eller til at raspe frø til pulver med!

Oprindelig blev den store fisk taget på kastespyd og i primitive flettede net. Nu har monofilgarnene desværre også holdt deres indtog i junglen, og med dem er arapaima’en mange steder udsat for et rovfiskeri, der har gjort den til en truet art i Amazonas.

Frøspredende vegetar-piranha

Arapaima’en blev ikke den eneste af de “mærkelige” fisk, som vi stiftede nært bekendtskab med under vort fiskeri på Amazonfloden.

Den rødbugede piranha, som er kendt for sit morderiske temperament, når den er i flok og har fået fært af såret bytte, huggede regelmæssigt, men blev kun i de færreste tilfælde hængende.

Den jager i flokke på 10-100 fisk, som angriber byttet i bølger. Når første hold ikke væk i tide, bliver de bidt i halen af næste hold! På denne måde kan piranha’en ribbe selv et stort bytte på få minutter.

Af de mere end 20 arter, som piranha’erne omfatter, findes flere specialister i finneklip – i at æde andre fisks finner. Det forklarer, hvorfor de fleste rovfisk altid mangler større eller mindre dele af halen.

Piranha’ens nære slægtning, den mørke og langt større pacu, er en eksklusiv vegetar, idet den fortrinsvis lever af nedfaldne frugter. Piranha’ens frygtede flænsetænder er derfor hos pacu’en omdannet til mere fredelige tyggetænder.

Pacu’en bliver på denne måde en vigtig frøspreder i den tropiske og subtropiske regnskov.

Mystiske maller

Særest var så afgjort mallerne. Vi fik to forskellige arter – en tværstribet tigermalle og så en farvestrålende “brumbasse” uden navn. Begge arter knurrer højt, når de ligger i båden, men ikke nok med det. Flere gange kunne vi sågar høre, hvad der havde bidt på, før vi kunne se det!

Et enkelt eksemplar af den sjældne og højdespringende arawanablev det også til. Det er en mindre slægtning til arapaima’en, som har specialiseret sig i at snappe insekter højt oppe mellem regnskovens grene. Den er derfor springeren over alle springere i Amazonas – med en høj og flad kropsform, der virkelig giver afsæt til de ofte meterhøje spring!

Heldigvis så vi ikke noget til Amazonflodens elektriske ål, som lammer deres bytte med stød på 300-500 volts styrke. Vi stødte heller ikke på de frygtede pigrokker, hvis giftige halepigge ofte er dødbringende.

Lyserøde delfiner fulgte “Amazon Explorer” på dens vej op og ned af floderne, mens metalblå og blodrøde sommerfugle flaksede omkring i virvaret af grønne grene. Fiskehejrer, isfugle og en enkelt fiskeørn gjorde billedet komplet for to gæstende danske lystfiskere.

Men vigtigst af alt: Ved at besøge området med fiskestænger og vestlig valuta var vi med til at åbne de indfødtes øjne for, at man tjener flest penge ved at passe godt på sine fisk. At der hverken er nogen økonomisk eller økologisk fremtid i at brandskatte værdifulde sportsfisk med monofile nylongarn!

® 2001 Steen Ulnits