I modsætning til det to-dimensionelle blink er wobleren et ægte kunstagn i 3D. Det gør wobleren til et af de mest alsidige og naturtro kunstagn, vi lystfiskere kan binde på linen!
Blink, spinnere og pirke er kunstagn, som mestendels er to-dimensionelle. De har ganske vist levende bevægelser og udsender måske også lokkende lydbølger. Men de mangler det volumen – den tredje dimension – som alle naturlige småfisk har.
Det er her, wobleren kommer ind – som et ægte 3D kunstagn med de muligheder, det nu engang medfører. Ved at have et volumen og ikke blot være et stykke tynd plade kan woblerens densitet – vægtfylde – ændres, så der kan fremstilles både flydende, neutrale og synkende woblere. Kunstagn, som alene i kraft af deres vægtfylde får meget forskellige egenskaber.
Men ikke nok med det. Wobleren kan samtidig forsynes med en ske eller næseplade fortil, som dels giver den en lokkende gang i vandet – dels får den til at dykke under indspinning. Skal en flydende wobler dykke dybt, forsynes den med en lang og næsten vandret næseplade. Skal den omvendt fiskes højt, monteres den med en kort og næsten lodret stillet næseplade.
Endelig er der så wobleren med stilbar ske – med svenske ABU Hi-Lo som den suverænt mest kendte. Her kan skeen indstilles til højt eller dybt fiskeri. Stiller man skeen vandret, vil en flydende wobler dykke dybt, mens den omvendt vil gå lige under overfladen med en lodret indstilling.
Med wobler i åen
Flydende woblere af den finske Rapala type vejer så lidt, at de ikke kan kastes mere end nogle få meter.
Alligevel har de nogle muligheder, som ingen andre kunstagn har. De flydende woblere kan nemlig fires ned til fisk på svært tilgængelige standpladser under udhængende træer og lignende steder. Man lader den drive frit med strømmen, indtil den befinder sig lige over fisken eller den formodede standplads. Her strammer man op, og wobleren dykker lidt ned i vandet, mens den fisker aktivt.
Man kan gentage denne proces i det uendelige – lige indtil fisken mister besindelsen og hugger. Den flydende wobler er derfor specielt effektiv over for store og krogsky fisk, der har set det hele – typisk gamle bækørreder på vanskelige steder eller store laks og havørreder, som forsvarer deres territorier. Det er tit fisk, som ikke lader sig fange på anden vis. Men det er samtidig en teknik, som kræver mere tålmodighed end de fleste andre.
Det er ganske begrænset, hvor langt en flydende wobler når ned i vandet under indspinning. Fisker man derfor i meget dybe høller, må man ty til en anden teknik for at nå helt ned til fiskene. Da monterer man sin flydende wobler i en såkaldt “tregangs-rig”.
Tregangs-riggen er en meget effektiv måde at nå bunden på – vel at mærke uden at risikere den dyre balsatræs wobler, som stadig skal være flydende. Cirka en meter fra wobleren monterer man en tregangssvirvel af passende størrelse, hvilket vil sige så lille som muligt.
I svirvlens sidegren binder man et kort stykke line, som er nummeret tyndere end hovedlinen. For enden af dette linestykke fastgøres så det blylod, som skal trække den flydende wobler ned i dybet.
Det er ikke let at kaste med denne montage, men den sikrer to ting: At wobleren når helt ned til bunden. Og at den når helskindet op igen, selv om loddet sætter sig fast. Da sker der nemlig det, at den tynde line knækker og lader wobleren flyde uskadt op til overfladen igen. Kun blyloddet mistes.
Også her gælder det, at tålmodighed belønnes. Ofte svarer det sig nærmest at parkere sin wobler i et godt høl. Her kan den stå i flere minutter, før høllets enevældige beboer til sidst mister besindelsen og går til biddet!
Det er i regelen laks, havørreder og store bækørreder, der fiskes efter med denne teknik. Men den er tillige uhyre effektiv til sandarter, der ynder at opholde sig i stenede og strømstærke partier af åen.
Med wobler i søen
Poppers
“Popper” er den amerikanske betegnelse for agn, der fiskes flydende i overfladen – agn, som under affiskningen fremkalder en del bevægelse og støj i vandet. Deraf navnet.
Disse poppers kan have meget forskellig udformning – fra de ægte “poppers”, som virkelig plasker i vandet, til de mere stilfærdige “sliders”, som er mere strømlinede. De første har i regelen en meget flad forende, som yder stor modstand i vandet. Når den fiskes i ryk, kaster den vand ud til siderne. Det får den til at se større ud i fiskens øjne, end den i virkeligheden er.
Nogle dage skal der en popper på linen – andre dage en slider. På dage, hvor fiskene for alvor er i hugget, overgår intet en larmende popper. Er fiskene omvendt mere forsigtige, da står man sig bedre ved at vælge en diskret slider. På sådanne dage kan fiskene sågar skræmmes af en popper.
Når man har valgt type, placeres den så tæt på siv og åkander som vel muligt. Bedst er det at lade den ligge ubevægelig på vandet i et lille stykke tid, før indspinningen påbegyndes. Meget ofte falder hugget i samme sekund, man bevæger agnen! Hvis ikke, så starter man en rolig indspinning, hvor agnen bevæges med nøk i stangspidsen.
Gedderne er oplagte emner, når der fiskes med større overfladeagn. Flere gange kan man imidlertid komme ud for aborrer, der forgæves prøver at få fat i agnen. Fisk, som uforfærdet går løs på den store popper. Så er det tid til at sætte en mindre popper på linen, så man kan begynde at kroge aborrerne. De har ganske vist en meget stor mund i forhold til deres størrelse – lidt à la bass’en – men poppers i geddeformat er i regelen for stor en mundfuld.
Da man fisker meget tæt på siv og åkander, er det en god idé at have en eller anden form for grødebeskyttelse af krogen. Så kan man for alvor fiske på steder, hvor ingen andre agn kan komme til. Man skal blot sørge for, at grejet er kraftigere end ellers. Hugger en fisk nemlig inde i buskadset, da skal der med det samme sættes hårdt mod hårdt.
Dette kræver en stiv stang og et robust hjul med en kraftig line. Fisken må ikke få selv den mindste betænkningstid, men skal straks presses ud af det farefyldte farvand så hårdt, grejet tillader. Ellers vil den hurtigt få viklet sig uhjælpeligt ind i grene, rødder eller seje åkandestængler. Og da er fisken tabt.
Ikke kun gedder og aborrer lader sig friste af larmende poppers. Det gør også søens ørreder og regnbuer. De holder af at gå på rov i døgnets mørke timer og kan da med fordel fiskes med en popper. Fiskene holder nemlig godt øje med overfladen, og selv i de mørkeste nattetimer kan de spotte en popper op mod den altid lysere nattehimmel.
Popperen har ydermere den store fordel frem for alle andre kunstagn, at den yder en masse modstand i vandet. Det betyder for fiskene, at de har lettere ved at lokalisere den og hugge sikkert på klods hold. De kan nemlig bruge deres følsomme sidelinje til at registrere trykbølgerne fra popperen!
Poppers og sliders behøver ikke at ligne noget bestemt fødeemne, men gør det gerne alligevel. Mus og frøer står tit på såvel gedders som ørreders spiseseddel og efterlignes derfor ofte.
Flydende woblere
Poppers og sliders er grundlæggende en slags “woblere”. Det er nemlig tredimensionale kunstagn, som i form og farve kan gøres til tro kopier af fiskene foretrukne fødeemner.
De kunstagn, vi normalt kalder woblere, er imidlertid næsten altid efterligninger af småfisk. Og så er de fortil monteret med en ske eller næseplade, som får dem til at dykke og vrikke i vandet. Skeen skal altså både sikre, at wobleren dykker i dybet og samtidig bevæger sig som en lille fisk under indspinningen.
Disse woblere fås i såvel flydende som synkende udgaver – til brug i alle vandlag. På lavt til middeldybt vand klarer man sig fint med flydende woblere, som dykker ned til den rette dybde under indspinningen. Skal man længere ned, må man benytte en synkende wobler som man lader synke til ret dybde, før indspinningen påbegyndes.
Enkelte woblere – den svenske “Hi-Lo” – har en stilbar ske, så man selv kan vælge fiskedybde. De allerfleste har dog en fast ske, som kan være kortere eller længere. Jo længere ske, desto større fiskedybde og omvendt.
Kompakte og velkastende woblere med meget lang næseplade kaldes af amerikanerne for “crank baits” og er beregnet til fiskeri nær bunden. De yder dog stort pres i vandet og må derfor fiskes på kraftigt grej. Disse “crank baits” har ofte indbyggede metalkugler, så de appellerer både til fiskens synssans og høresans.
Alle rovfisk i søen kan med fordel fiskes på woblere, der passer til fiskenes størrelse. 5-10 cm’s woblere er gode til aborrer og mindre ørreder, mens større udgaver på 10-15 cm egner sig bedre til gedder og større sandarter. De helt store woblere på 20 cm eller mere bruges sjældent til regulært spinnefiskeri. De egner sig bedre til trolling, hvor der jo kan bruges svært grej, uden at det går ud over kastelængden.
Flydende woblere af balsatræ er i regelen så lette, at man ikke kan kaste med dem. De skal trolles for at være effektive. De fleste flydende plastwoblere kan imidlertid kastes rimelig langt. Man kaster ud og lader wobleren ligge lidt. Så starter man indspinningen med et ryk, der straks får wobleren til at dykke. Ved at variere indspinningen og indlægge enkelte pauser kan man nu bestemme, hvor dybt wobleren skal gå. Når man standser indspinningen, stiger wobleren jo op mod overfladen igen.
Denne metode giver ofte hug, netop når man starter indspinningen efter en pause eller blot speeder op. Har man observeret en fisk, der følger efter uden at hugge, da kan den ofte lokkes til hug med pludselige ændringer i indspinningshastigheden.
Man kan dog også komme ud for, at sky fisk i stedet skræmmes ved alt for pludselige skift. Har man en fisk, der ikke lader sig lokke på denne måde, kan man ofte overliste den ved blot at skifte til en mindre wobler. Dette gælder generelt for alle fisk, men specielt for store gedder i sommervarmen. Selv den mindste wobler kan da friste søens rekordgedde over evne!
Synkende woblere
Vil man kastefiske med en wobler på linen, er der al mulig grund til at vælge en synkende udgave. Af to årsager. Dels kaster synkende woblere fortræffeligt. Og dels synker de hurtigt ned i den ønskede fiskedybde, hvor de så kan holde sig under det meste af indspinningen.
Det er meget svært at få en flydende wobler ret langt ned under decideret spinnefiskeri. Dertil er kastene helt enkelt for korte. Skal flydende woblere i dybden, skal de have en stor ske, og de skal trolles bag en båd. Kun da har den den fornødne tid til at nå den ønskede dybde.
Skal wobleren for alvor ned i vandet, vælger man en kompakt type, som kaster godt og synker hurtigt. Som hurtigt når ned i den ønskede fiskedybde. Problemet er så blot, at der bliver den ikke! Under indspinningen vil den nemlig hele tiden stige i vandet, hvis ikke man ind imellem lader det synke ned igen. Her taler man om “nedtælling” og “trappetrin” blandt fagfolk.
Den erfarne søfisker kender sin wobler og ved, hvor hurtigt den synker. Eller han prøver sig frem, kaster ud og lader wobleren synke, mens han tæller. Når han til “ti”, inden linen slappes og wobleren har nået bunden, tæller han i næste kast kun til “ni”, før han begynder indspinningen. Så ved han, at wobleren fisker helt nede over bunden, hvor fiskene meget ofte står.
Det var nedtællingen, der fik wobleren ned i den rette dybde. Nu gælder det så om at holde den der længst muligt. Det gøres så ved at lade den bevæge sig i et antal trappetrin under indspinningen – ved at indlægge et antal regelmæssige pauser undervejs.
Her gælder det, at jo dybere vandet er, desto flere og længere pauser skal der til. Det gælder også, jo tættere wobleren kommer på stangspidsen. Til sidst må man erkende, at man ikke længere kan holde dybden, og da spinner man hurtigt ind til et nyt kast.
Spinnefiskeren må i sagens natur bruge tynde liner, så kastene bliver tilstrækkeligt lange. Herved opstår der imidlertid et problem, når fiskene skal kroges på en lang og dermed elastisk line. Et problem, som kan være specielt stort, når der fiskes med woblere. De fleste woblere er nemlig udstyret med 2 eller sågar 3 trekroge. Det kræver mere kraft at presse 2 trekroge ind i kæften på en fisk end blot en enkelt for slet ikke at tale om 3.
Af denne grund kan det ofte være en fordel, om den ene eller to af krogene fjernes, når woblerne skal bruges til kastefiskeri. Det kan man gøre i de fleste tilfælde, men enkelte woblere er så følsomme, at deres gang i vandet ødelægges, hvis nogle af krogene fjernes.
Men kan wobleren tåle det, står man sig bedst ved kun at have én trekrog tilbage – den bageste. Så er der større chance for, at krogen trænger ind og får et sikkert fæste ved tilslaget. Ellers må man ty til flere kraftige tilslag og så håbe det bedste!
Flydende woblere er specielt effektive, når der skal spinnes meget langsomt i vinterkoldt vand. Da kan de nemlig holdes svævende i den rette dybde uden at gå fast i en ellers vanskelig bund.
Med wobler ved kysten
Almindelige woblere bruges sjældent til spinnefiskeri fra kysten eller på havet. De kaster helt enkelt ikke langt nok. Men de fanger godt og bruges derfor meget til trolling efter laks og ørred.
Kystwobleren
Den specielle kystwobler derimod har i de senere år gået sin sejrsgang ved alle grunde kyster, hvor der spinnes efter havørred og torsk. Moderne kystwoblere fremstilles af plast, som ikke suger vand og revner.
Ovenstående er ingen ægte kystwobler, men en moderne, velkastende wobler med raslekugler, som forskyder sig under kastet. Og en næseplade, som giver wobleren ekstra liv i vandet.
Den oprindelige kystwobler er en sær bastard mellem forskellige typer kunstagn. Den har facon som en wobler, men mangler dennes næseplade. Alligevel synker den – som blink og pirk – blot meget langsommere. Endelig kaster den næsten lige så godt som en pirk! Den når altså helt ud til fiskene i selv en strid pålandsvind, og så kan den fiskes uhyre langsomt uden at gå i bunden. Det sidste gør den suveræn i vinterkoldt vand, hvor fiskene er træge og derfor ganske uinteresserede i hurtige kunstagn.
Forår og efterår, hvor fiskene jager aktivt, kan man med fordel bruge en kystwobler på 10-15 gram. Sommer og vinter, hvor havørrederne ofte er mere interesseret i små end i store fødeemner, kan man prøve en 7 grams mini-udgave. Samme lille kystwobler er god året rundt til de mere stationære fjordørreder, som normalt lever af mindre fødeemner.
Omvendt ude på åben kyst, hvor man har mulighed for at komme i kontakt med de helt store “sildeædere”. Der skal i regelen lange kast til for at nå ud, og her kan man næppe gøre noget bedre end at vælge en magnum-udgave på 20-30 gram. Den når ud og har samtidig tilpas volumen til at friste sildeæderne.
I sommerhalvåret står man sig ofte bedst ved at vælge kystwoblere i sølv med grøn eller blå ryg – farver, der på bedste vis efterligner de småfisk, som havørreden æder inde under land. I vintermånederne er det en god idé i stedet at skifte til mere provokerende farver – eksempelvis guld med fluorescerende rød ryg. Det er en farvekombination, der har mange blanke vinterfisk på samvittigheden. Det er også en farve, der kan irritere aggressive gydefisk til hug i efterårsmånederne.
Man kaster da ud og lader kystwobleren synke næsten til bunds, før man begynder indspinningen. Med små nøk i stangtoppen lader man så wobleren “svæve” langsomt hen over bunden, hvor torskene befinder sig.
Eneste ulempe ved denne effektive teknik er, at torskene ofte tager wobleren så grundigt, at den sidder halvvejs nede i maven på dem!
© 2000 Steen Ulnits
Del denne artikel: