Forfatterarkiv: Steen

Helt og aldeles anderledes

Helten er en laksefisk, men en ganske atypisk sådan. Det gør den til et spændende bytte for specielt fluefiskeren, der må ty til specielle teknikker for at komme i tale med den storskællede fisk med det karakteristiske overbid!

Helten Coregonus sp. er en fisk, der på mange måder minder mere om stallingen end om de øvrige laksefisk. Begge har store skæl og hvidt kød, der let fordærver, samt klæbrige æg, der ikke lægges i, men på grusbunden.

To fluefangede helt. Bemærk det karakteristiske overbid.
Foto © Steen Ulnits

Men så ophører lighederne også. Helten mangler helt (!) stallingens karakteristiske store rygfinne, og hvor stallingen i hvert fald herhjemme er en eksklusiv vandløbsfisk, trives helten langt bedre i stillestående vand.

Biologi

Helten er ikke her forsynet med noget latinsk artsnavn, da der råder stor forvirring på området. Det skyldes, at helten kan optræde i et utal af forskellige former, som kan være svære at skelne fra hinanden. Og at den kan optræde i såvel en vandløbsform som en sølevende og en havvandrende. Baseret på disse former diskuterer man stadig, hvor mange forskellige arter, der egentlig er.

Nogle helt trækker op i søernes tilløb for at gyde – andre gyder i selve søen. Det sidste er blandt andet tilfældet i Glenstrup Sø og Tjele Sø. Havvandrende helt – den såkaldte “snæbel” – vandrer altid op og gyder i strømmende vand. Helten er en vintergyder, hvis klæbrige æg synker til bunds og fæstner sig der til klækningen. Den nyklækkede helt har kun en meget lille blommesæk, hvorfor den er meget afhængig af naturlig føde i vandet. Dette forhold betinger typisk gode og dårlige helt-årgange.

I månederne marts-april klækkes æggene, og de 10 mm lange larver går straks i gang med at æde sig store. Heltyngel ernærer sig som den meste anden fiskeyngel af dyreplankton i søens frie vandmasser. Herefter sker en specialisering, som kan være ganske kompliceret. Nogle helt beslutter sig for udelukkende at leve af dyreplankton – de såkaldte “svævhelt”, som har mange gælle-gitterstave til filtrering af vandet. Andre slår sig på en diæt af bunddyr såsom insekter og krebsdyr samt snegle og muslinger.

Det samme gør de helt, som siden vandrer ud i det næringsrige brakvand for der at vokse sig store. Endelig findes der i store og kolde søer en speciel form, der slår sig på en diæt af småfisk, samt en helt, der lever hele sit liv i strømmende vand. Den fiskespisende helt kan veje flere kg, men helt større end 1-2 kg er sjældne.

Efter første leve år har helten typisk nået en længde på ca. 20 cm. Men først når helten har rundet de 4 år, har den for lystfiskeren nået en interessant størrelse, dvs. ca. 40 cm. Og under gunstige forhold kan helten opnå en længde på hele 70 cm.

Udbredelse

Helten er som sagt ikke nogen karakteristisk laksefisk. Den er da også en notorisk dårlig springer, der har svært ved at forcere selv små hindringer i strømmende vand. Dette har haft stor betydning for ikke mindst den spidssnudede hav-helt, snæbelen, som er blevet forment adgang til mange af sine gydepladser ved anlæg af dambrug, vandmøller og lignende. Helten er helt enkelt mere en søfisk end en strømfisk!

I Danmark findes helten i Gudenå-systemet, Limfjordsområdet samt i Ringkøbing og Nissum fjorde. Lokalt findes der selvreproducerende heltbestande i Tange Sø, Gudenåen, Randers Fjord, Allingå, Skalså, Glenstrup Sø, Tjele Langsø, Klejdrup Sø og Mariager Fjord.

De enkelte heltbestande varierer med hensyn til antallet af gællestave og valg af gydepladser. Sandsynligvis er der tale om flere stammer inden for arten. Således formoder man, at der i Randers Fjord findes en stamme af helt, som benytter Allingåen; en stamme, som benytter Gudenåen, og måske en stamme, der gyder i Nørreåen. Mindst undersøgt er heltene i Mariager Fjord, som måske slet ikke har nogen bestand længere efter det store iltsvind i 1997.

Heltbestanden og -fiskeriet er meget svingende. I 1962 blev der eksempelvis i Ringkøbing Fjord landet 80 tons helt, mens det i 1994 kun blev til godt 30 tons. I 1996 var fangsten igen oppe på næsten 60 tons. Erhvervsfiskernes heltfangst på Randers Fjord blev i 1990 opgjort til 2840 kg – mod ca. 8000 kg. i 1988. Heltfiskeriet på Randers Fjord er således en ren bagatel i sammenligning med de vestjyske fjorde.

Heltens kommercielle værdi skyldes primært, at den smager fortræffeligt i røget tilstand. Noget, enhver lystfisker let selv kan overbevise sig om, hvis han eller hun er i besiddelse af en lille røgeovn.

Mindstemålet for helt er 36 cm og fredningstiden 01.11 – 31.01.

Fiskeri

Lige så vanskelig som helten kan være at fange på flue i sommermånederne, lige så let er den at fange på orm og bundsnøre i det tidlige forår.

Efter fredningen foregår der i Randers Fjord et livligt bundsnørefiskeri fra Støvring dæmningen og Kanaløen med bundsnøre agnet med orm. Det samme kan med fordel gøres i Tange Sø, som mest befiskes af tilrejsende tyske fiskere. Helt hedder for øvrigt “Maräne” på tysk.

Lille helt taget på tørflue i en stille aftenstund.
Foto © Steen Ulnits

Får vi isvinter, kan helten fiskes med blink og ophængerflue fra isen på Glenstrup Sø. Det er et fiskeri, som i mangt og meget minder om svenskernes isfiskeri efter røding. Ofte møder man nemlig fiskene umiddelbart under isen, hvor man kan se dem -. hvis man ligger lunt og godt på sit rensdyrskind og kigger ned gennem det lille hul i isen!

Fra slutningen af april til begyndelsen af juni fiskes helten på flue i ikke mindst Tange Sø. Der fiskes med fluer, som imiterer dansemyggen i dens forskellige stadier. Dansemyggen er nemlig det insekt, som har heltens altoverskyggende interesse på denne tid af året. Myggene klækker og sværmer i så store mængder, at de ligner dansende røgskyer over træer og buske nær søen!

Ikke uventet bliver helten uhyre selektiv blandt millionerne af dansemyg. Den tager dem som opstigende pupper, som nyklækkede insekter og som æglæggende. Man kan derfor fiske såvel vådt som tørt – med tørfluer eller puppe-imitationer. Begge dele fanger fisk.

Man skal dog være klar over, at helten fra naturens hånd er bygget til at tage føde ved bunden. Det viser det markante overbid. Helten har da også lidt problemer med overfladeføde, hvilket ses på, at den ofte lægger sig lidt på siden, når den skal tage et insekt på overfladen – med den ene brystfinne viftende kækt over vandet!

Men det er hævet over enhver tvivl, at tørfluefiskeriet er det mest fascinerende – og sværeste. Fiskeriet kræver nemlig en langt større præcision i kastet end det gængse tørfluefiskeri efter ørred og stalling. Når helten tager insekter på overfladen, svømmer den roligt rundt – meget højt i vandet. Den står aldrig stille, og vandets sigtbarhed er i regelen ringe. Tørfluen skal derfor serveres for næsen af fisken, hvis man skal have blot den mindste chance for succes.

Nymfe og napindikator

Noget lettere er det at fange fiskene på pupper, der hænger 5-10 cm under overfladen. “Hænger” er det rette ord, for de bedste resultater opnås ved at montere en såkaldt “strike indicator” på forfanget umiddelbart over fluen. Det kan være et stykke selvflydende skumplast eller et stykke imprægneret polygarn. I begge tilfælde sørger dette “flåd” for, at fluen altid fisker i den rette dybde – lige under overfladen. Fluen kan jo ikke synke længere ned end afstanden mellem flue og indikator.

Samtidig har man – modsat tørfluefiskeriet – mulighed for at trække puppen ind i netop den bane, som helten svømmer på. Den kan finjusteres uden et fornyet kast, hvilket kan være en stor fordel under dette præcisionsfiskeri.

Endelig kan man i regelen brug lidt større pupper end tørfluer – typisk én krogstørrelse større. Det giver fluen en større synlighed, hvilket igen øger chancerne for hug mellem de mange millioner myg i og på vandet. Fiskene opsøger typisk steder, hvor vind og strøm har drevet nattens æglæggende og nu døde dansemyg sammen. Eller de opsøger dem, hvor myggene klækker i størst antal – primært i de tidlige morgentimer.

Brug tørre imitationer str. 14-16 og pupper str. 12-14. Det er en god tommelfingerregel i heltfiskeriet.

Helten er som sagt ingen stor springer, og fighten med selv en stor helt er da heller ikke specielt ophidsende. Ind imellem støder man dog på den markante undtagelse – helten, der hugger hårdt, løber langt og springer højt. Men der skal fanges mange helt, før den er der!

Nymfer og nap-indikatorer

14825-116

Det er et velkendt faktum, at ørreder og stallinger indtager mere end 90% af deres føde under vandoverfladen – nær bunden. Og årsagen til, at fiskeri med nymfefluer er så effektivt.

Nedstrøms nymfe

Nedstrøms nymfe er noget nær den simpleste af alle fluefiskeriets teknikker. Det er samtidig begynderens favorit, idet strømmen straks strækker line og forfang i et dårligt udført kast. Endvidere kroger mange fisk sig selv under nedstrøms vådfluefiskeri – noget, den stramme line sørger for.

Det er en metode, som grundlæggende er såre enkel. Præcis som det traditionelle nedstrøms vådfluefiskeri. Fiskeren lægger et kast tværs over eller skråt nedstrøms til modsatte bred. Strømmen tager line og forfang, hvorved fluen nu beskriver en bue ind mod egen bred. Fiskeren tager nu line ind, går et skridt eller to og gentager proceduren. På denne måde arbejder man sig ned gennem de mest lovende stykker af vandløbet.

Grundteknikken er ganske vist enkel, men kan samtidig kombineres med forskellige finesser, der i øvede hænder gør den overmåde raffineret og effektiv. Lægger man en flueline tværs over strømmen, vil denne hurtigt gribe linen og trække den nedefter i en stor bue. Er strømmen stærk, vil den trække så voldsomt i linen, at fluen skøjter hen over vandet.

En sådan flue giver ingen fisk, og fluefiskeren må derfor kompensere for strømmens indflydelse. Det gør han eller hun ved at “mende” linen. Under denne proces løftes linen fri af vandet og flyttes opstrøms, så strømpresset på linen mindskes. Om nødvendigt gentages proceduren flere gange under fluens sving gennem vandet.

Det er vigtigt, at fluen svinger roligt gennem vandet – også i stærk strøm. I svag strøm kan man ofte klare sig ved blot at sænke stangspidsen, hvis fluen begynder at stribe i overfladen. Er dette ikke nok, må man mende linen som ovenfor beskrevet.

Man kan også komme ud for det modsatte – at fluen fisker for langsomt. Det kan ske, dersom fluen driver ind i roligt vand. Da vil fluen nemlig stoppe sit drev, synke i vandet og blive ganske livløs. For at undgå dette mender man igen linen – denne gang blot nedstrøms, så strømmen igen kan få tag i line og forfang. Fluen vil da igen fiske effektivt.

Affiskning

Man kan lade fluen svinge tværs over strømmen uden yderligere bevægelse, eller man kan under fluens drev vippe lidt med stangspidsen. Små fluer ligner små insekter, der driver livløse med strømmen. Dem skal man derfor ikke tilføre ekstra liv – det vil i fiskens øjne se unaturligt ud.

Større nymfer str. 8-10 kan med fordel tilføres ekstra liv i vandet. Det gør dem kun mere naturtro set med fiskeøjne. Små nymfer str. 12-14 bør derimod ikke tilføres ekstra bevægelse, da det vil virke unaturligt på fiskene.

Jo stærkere strømmen er, desto større skal fluerne være. Tilsvarende gælder, at man i klart vand bruger mindre fluer end i uklart. På samme måde bruges mindre fluer i varmt vand end i koldt. Det er hovedregelen i alt fluefiskeri. I højt og koldt vand tidligt og sent på året må man ofte ty til synkeline, hvis fluen skal ordentligt ned. Sommeren igennem klarer man det meste med en flydeline.

Nedstrøms nymfe betragtes ofte som en slags “maskinfiskeri”, hvor man mekanisk og helt uden indlevelse fisker sig ned gennem vandløbet. Sådan kan det være, men sådan er det ikke nødvendigvis. Den dygtige og indsigtsfulde fisker trawler ikke hele vandløbet igennem, men koncentrerer i stedet sine anstrengelser om de mest lovende lokaliteter. Eller fisker til observerede fisk i vandet.

Har man set en fisk eller står ved en kendt standplads, kan man med fordel gøre følgende: Fluen placeres på en slap line et passende stykke opstrøms for stedet eller fisken. Det giver fluen tid til at synke lidt, inden strømmen får strammet line og forfang op. Når linen så strammes op, løftes fluen i vandet og begynder at svinge ud midt i strømmen.

Utroligt ofte falder hugget netop da. Fisken tror åbenbart, at det er et insekt eller en småfisk, der pludselig forsøger at flygte fra den. Og det udløser hugget effektivt!

Fisker man fra bredden, og der er dybt vand under egen bred, skal dette affiskes omhyggeligt: Før linen tages ind til et nyt kast, fiskes fluen ind med små ryk af venstrehånden. Af og til kan man opnå forbløffende resultater ved at speede denne procedure lidt op. Da kommer fiskene farende som skudt ud af en kanon for at sikre sig fluen, inden den forsvinder. Da er det igen lykkedes at udløse hugrefleksen effektivt.

Mange store fisk er gennem årene taget af rutinerede fiskere, som – godt skjult inde på land – blot har firet line og flue ned til god standpladser under egen bred. Her behøver man end ikke at kunne kaste for at fange fisk. Teknikken egner sig derfor specielt på steder, hvor træer og buske vanskeliggør et egentligt fluekast.

Tilslaget

På en stram line og med en nedstrøms nymfe kroger mange af fiskene sig selv i hugget. De tager fluen og vender med den i strømmen. Imidlertid opdager de hurtigt deres fejltagelse. Fluen “smager” ikke rigtigt og bliver derfor med lynets hast spyttet ud igen. Det gælder derfor om at være hurtig i tilslaget – hurtig, men ikke voldsom. Tilslaget skal være en hurtig og kontrolleret opstramning af linen – intet andet.

Ofte ser man fisken tage fluen i en hvirvel lige under overfladen, og da strammer man op med det samme – før man mærker trækket i linen.

Andre gange mærker man kun et lille ryk i linen eller ser linen bevæge sig en smule. Da gælder det om at være endnu hurtigere. Ser man nemlig fisken hugge, har man mere tid til sin rådighed, end hvis man først mærker den. Når man mærker den, har den jo allerede fluen i munden og er klar til at spytte den ud igen. Det gælder derfor om at have øjnene på stilke, så tilslaget kan sættes ind snarest muligt!

Opstrøms nymfe

Nymfefiskeriet er seneste skud på stammen, når det gælder fiskeri med imitationsfluer. Hvor tørfluefiskeriet drejer sig om at imitere de voksne og vingede insekter på vandet, der forsøger man med sine nymfer at efterligne de samme insekter, når de er på vej op til overfladen for at klækkes. Det er således de samme insekter, man søger at efterligne – blot i forskellige stadier af deres livscyklus.

Den klassiske form for nymfefiskeri minder uhyre meget om tørfluefiskeriet. Her fisker man nemlig med lette nymfer, der driver ubevægelige lige under overfladen. Man kaster til sete fisk og giver tilslag, når man ser fisken tage fluen – enten direkte eller i en hvirvel. Præsentationen af fluen er således nøjagtig den samme som ved tørfluefiskeri – blot lader man fluerne synke lige under overfladen.

Den klassiske form for nymfefiskeri er således nærmest at betragte som en form for supplement til tørfluefiskeriet – ikke som en fiskemetode i sig selv. Det er derimod nymfefiskeriet med tunge, vægtbelastede fluer, som fiskes lige over bunden – blindt eller til observerede fisk.

Nymfefiskeri er på næsten alle måder en form for mellemting mellem tørflue- og vådfluefiskeri. Man kan fiske sine nymfer opstrøms eller nedstrøms – med flydeline eller synkeline. Det er således en meget alsidig metode, der altid kan varieres, så den passer til forholdene.

Små nymfer kan fiskes opstrøms på en flydeline – præcis som tørfluer. Store og tunge nymfer kan tilsvarende fiskes nedstrøms på en synkeline – præcis som store vådfluer eller streamers.

Det, man idag normalt betegner som “rigtigt” nymfefiskeri, foregår med flydeline, langt forfang og vægtbelastede fluer. Det er en avanceret fiskemetode, som kræver en hel del af sin udøver, men som i øvede hænder på årsbasis er alt andet overlegent. Det er nemlig et faktum, at ørred og stalling indtager mere end 90% af deres føde ved bunden, hvor de tunge nymfer fiskes.

Man kaster til observerede fisk eller formodede standpladser. Under alle omstændigheder gælder det om at placere sin vægtbelastede nymfe så langt opstrøms for fisken, at fluen får tid til at synke ned i passende dybde.

Når så nymfen er nede i niveau med fisken, gælder det om at opdage eventuelle hug. Ser man fisk og flue tydeligt – vandet er lavt og klart – er problemet til at overskue. Da giver man naturligvis tilslag, når man ser fluen forsvinde ind i gabet på fisken.

Anderledes, hvis man kun kan se fisken og ikke fluen. Da må man holde øje med, om den tager en pludselig afstikker ud til siden, når fluen formodes at være der. Eller man ser det hvide i fiskens mund, som signalerer, at den har taget et eller andet – fluen eller et naturligt fødeemne.

I alle tilfælde gælder det om at stramme linen op øjeblikkeligt, så fisken ikke når at spytte fluen ud igen. Helt små nymfer kan den dog have i munden i lang tid, og fisken vil da i regelen være kroget dybt – helt nede i svælget.

Hug-indikator

Kan man hverken se fisk eller flue, må man ty til synlige tegn på overfladen i stedet. Det kan være forfangets flydende – eventuelt indfedtede – del, der pludselig skærer ned i vandet, eller det kan være linespidsen.

Endnu lettere kan man gøre det for sig selv ved at benytte en regulær “hug-indikator” – en slags bidmelder eller miniflåd. Hugindikatoren kan bestå af en lille korkkugle, et stykke flydende flueline, en bid skumplast eller en stump polygarn. Bidmelderen fungerer som et slags flåd, der straks signalerer eventuelle bid.

Hug-indikatoren bør – uanset materiale – holdes i de mest synlige og meget gerne fluorescerende farver. Gul, orange og rød er gangbare farver, som kan ses på lang afstand i uroligt strømvand. En grundregel er her, at jo stærkere strømmen er, desto tungere nymfer og større hug-indikator skal der på forfanget.

Afstanden mellem nymfe og hugindikator skal være større end fiskedybden – gerne halvanden gang. Her skal man samtidig tænke på, at jo dybere vandet er, desto længere opstrøms for fisken skal fluen placeres. Ellers vil den aldrig nå ned, før den har passeret fisken.

Mexico

En billedspækket situationsrapport fra årets pilgrimsrejse til Mexico. Der er kridhvide strande af koralsand og turkisgrønne “flats” med masser af bonefish, tarpon og permit!

Placeret på en lang landtange med det åbne Caribien på den ene side og den lukkede mangrove på den anden ligger den idylliske “Pesca Maya” lodge. Her er der altid gode fiskemuligheder – uanset vejr og vind. Det er der ikke mange andre lodges, som kan tilbyde.

Vi bor i stråtækte “cabanas” direkte ned til en kridhvid sandstrand.
© foto 2000 Steen Ulnits

Blæser det for meget til at tage ud på åbent hav, hvor de største bonefish typisk tages, fisker man blot efter de lidt mindre inde i mangroven – hvor for øvrigt også de allerfleste permit og tarpon holder til.

Lodgen ligger på halvøen Yucatan, og undervejs derned kører man forbi nogle af de største Maya-ruiner på hele Yucatan. De stråtækte “cabanas”, som vi bor i, ligger lige ned til den smukkeste hvide sandstrand. Lodgen selv ligger lige inden for grænsen til det omkring 25.000 km2 store Sian Ka’an naturreservat.

Her vrimler det med grå og hvide pelikaner, hvide skestorke og røde flamingoer, hvide og blå fiskehejrer, rødbrystede fregatfugle og grønne papegøjer. Sågar en enkelt saltvandskrokodille kommer vi på skudhold af, da vi en dag suser gennem en snæver kanal i mangroven.

En god guide giver langt bedre chancer for kontakt med bonefish.
© foto 2000 Steen Ulnits

Der er således flere muligheder for spændende udflugter. For os fiskere såvel som eventuelle ikke-fiskende ledsagere. “Pesca Maya” lodgen er derfor ideel for dem, der gerne vil have kone eller kæreste med – i tilgift til fiskestangen!

Bonefish

Det er den allesteds nærværende bonefish, der udgør essensen af min årlige tur til “Pesca Maya” lodgen på Yucatan halvøen i Caribien.

Bonefish er ideelle fluefisk, da de er sky, men alligevel til at fange. Når først de får kig på fluen, kan de slet ikke styre deres entusiasme. Og så kan de løbe, som ingen anden fisk kan. Har du aldrig før set din bagline, så er der her garanti for denne grænseoverskridende oplevelse!

Bonefish som denne går ofte i flokke, der tailer på 10-20 cm vand!
© foto 2000 Steen Ulnits

En fin bonefish har ladet sig overliste af en simpel krabbeflue.
© foto 2000 Steen Ulnits

De fleste bonefish vejer omkring kiloet – med store eksemplarer på det dobbelte. Til gengæld er der mange af dem, og på en enkelt eftermiddag i foråret lykkedes det mig at lande en halv snes stykker under mildest talt ugunstige forhold. Blæst og lavthængende skyer gjorde eftermiddagen til en blandet fornøjelse – lige indtil jeg og min guide nærmest faldt over en kæmpeflok sultne bonefish i en lille lagune.

Og sultne – det var de. De nærmest sloges om at komme først til fluen, når den blev serveret korrekt for næsen af flokken!

Tarpon

Hvor bonefish bare løber og løber, når de mærker krogen, så bare springer og springer den sølvskinnende tarpon. Der går ikke et sekund, fra fisken mærker krogen, til den hænger sprællende i luften.

Vi fisker bonefish i åbent farvand over lavvandede flats, men tarpon i små lukkede creeks med krystalklart vand over den hvide kalkbund. Det er et fiskeri, der kræver sin mand og præcise kast. Samt selvkontrol og karakterstyrke, når fluen alligevel får fat i en mangrovegren i stedet for en tarpon…

Der fiskes under trange kår – mellem grene og trærødder.
© foto 2000 Steen Ulnits

Der går ikke et sekund, fra fisken mærker krogen, til den er i luften.
© foto 2000 Steen Ulnits

Baby tarpon er ikke store. Men de kæmper som langt større!
© foto 2000 Steen Ulnits

Ovenstående billeder fortæller bedre end mange ord, hvad dette fiskeri går ud på. Og så foregår det samtidig i selskab med et rigt fugleliv og glubske alligatorer…

Langt de fleste baby tarpon i mangroven vejer 1-5 kg, men der kroges regelmæssigt fisk på både 10 og 20 kg. På let grej er de dog mere end vanskelige at styre, men det ser altid imponerende ud, når så store fisk kaster sig meterhøjt ud af vandet…

Baby tarpon tager vi normalt på fluegrej klasse 7-8, hvilket sikrer mindeværdige fighter i det tætte buskads. Men der skal sættes hårdt mod hårdt, hvis man vil vinde kampen med de sølvskinnende og storskællede springfyre.

Tarpon er en af de få fisk, der vandrer mellem fersk- og saltvand.
© foto 2000 Steen Ulnits

Tarpon har ingen tænder. De landes derfor let i underkæben.
© foto 2000 Steen Ulnits

Permit

Det lykkedes os heller ikke i år at fange nogle af disse “ultimative” fluefisk, selv om vi havde skud til flere mindre – og en enkelt rigtig stor. Så her kommer i stedet et billede af den velsmagende “mojarra”, som vi til gengæld fangede ganske mange af.

Kan man abstrahere fra muligheden for fangst af tarpon, kan man på let klasse 5-6 grej og små fluer opleve et forrygende fiskeri efter disse flueglade småfyre med den imponerende flab!

Den velsmagende mojarra har en imponerende teleskopmund.
© foto 2000 Steen Ulnits

Kunne du tænke dig at prøve kræfter med ovennævnte fiskearter – på flue – og samtidig gøre det i underskønne omgivelser og et klima, der er mildere stemt end det danske, så send mig en e-mail. Der er kun et meget begrænset antal pladser – 6 ialt – på forårets tur.

Er du interesseret i at deltage, så kontakt mig snarest.

Vel mødt!

Fiskeplejen 2001

“Attentatet på udsætningerne”

Fisketegnet går sin skæve gang – med mere forskning og færre fisk år for år. Vi har nærlæst tallene, der bekræfter alle anelser om en uhyre skæv fordeling fra øst til vest…

Med megen møje og besvær lykkedes det til sidst at fravriste Fiskeridepartementet de relevante og meget forsinkede tal omkring Fiskeplejen 2001.

Først fik vi fra DFU i Silkeborg at vide, at disse tal slet ikke fandtes i den form, vi bad om. Men da vi dernæst gik direkte til hovedet – til Fiskeridepartementet i Stormgade, København – fik vi oplyst, at tallene skam fandtes, og at vi godt kunne få dem. Blot ville man ikke oplyse om, hvilke udsætningsforeninger, der får udbetalt hvad.

På den stak papirer, vi personligt mødte op og fik udleveret i Stormgade, var alle udsætningsforeningernes navne og adresser derfor omhyggeligt malet over med rettelak. En noget gammeldags metode i vor elektroniske tidsalder, må man vist sige. Og såre mærkværdigt, at vi lystfiskere ikke må få at vide, hvem der egentlig modtager de mange millioner fra fisketegnet – dem, vi selv har indbetalt – Hvorfor skal det være hemmeligt? – Hvorfor vil man kun udlevere postnumrene? Svaret blæser i vinden.

Men tallene var der, oceaner af dem, og det tog da også oceaner af tid at dechiffrere dem – at sortere dem efter postnumre, fiskearter og fiskestørrelser. Målet var nemlig at sammenligne fiskeplejen på landsplan. At se, hvor pengene kommer fra, og hvad de bruges til – samt hvor.

Det var et interessant billede, der tegnede sig, da først tallene var skilt ad og regnet sammen. Et billede af et Øst-Danmark, der betaler til et Vest-Danmark – som en form for egnsudviklingsstøttet fiskepleje. Og samtidig en skæv fordeling, der vil blive endnu mere skæv med de nye retningslinjer om den fremtidige fiskepleje.

Fisketegn 2000

Kigger vi først på, hvordan salget af det obligatoriske fisketegn fordeler sig på landsplan, får vi følgende billede:

Bornholm 1.106

Fyn 16.083

Sjælland 62.688

15.446 (Københavns Amt)
11.799 (Frederiksborg Amt)
10.072 (Vestsjællands Amt)
9.364 (København)
7.472 (Storstrøms Amt)
6.987 (Roskilde Amt)

1.548 (Frederiksberg)

Jylland 71.652

20.201 (Århus Amt)

12.119 (Nordjyllands Amt)
11.560 (Vejle Amt)
7.238 (Sønderjyllands Amt)
7.178 (Ribe Amt)
6.747 (Viborg Amt)
6.609 (Ringkøbing Amt)

Hele landet 151.529

151.529 solgte fisketegn i 2000 giver således godt 15 af de budgetterede 30 millioner kroner til fiskeplejen. Hertil skal så lægges salget af årskort til udlændinge samt dag- og ugekort samt fritidsfiskernes garnlicenser.

Regner vi den geografiske fordeling ud i procent, får vi følgende tal:

Bornholm: 0.7%

Sjælland: 41.4%

Fyn: 10.6%

Jylland: 47.3%

Jylland og Sjælland nærmer sig således hinanden, hvad antallet af løste fisketegn angår.

Udsætning af laksefisk

Det er jo traditionelt laksefiskene, der interesserer os sportsfiskere, og det er da også dem, der vægter tungest på fiskeplejens udgiftsside. Således bruges der 8.131.889 kroner på udsætning af netop laksefisk – baseret på de konkrete tilsagn til udsætningsforeningerne, som vi har modtaget kopier af fra Fiskeridepartementet.

Ser man på, hvad der totalt sættes ud for på landsplan, tegner der sig følgende billede:

Bornholm: 0 kr.

Sjælland: 1.266.721 kr.

Fyn: 423.375 kr.

Jylland: 6.441.793 kr.

I fisketegnets hjemland, USA, hvor man i mange stater har haft obligatorisk fisketegn siden Anden Verdenskrig, har man altid opereret med ét grundprincip: Pengene fra fisketegnet skal komme betalerne direkte til gode – i form af lokal fiskepleje. Pengene skal kort sagt ledes tilbage til det sted, hvor de blev betalt. Helt enkelt for at sikre opbakning til en fortsat indbetaling.

Lægger man dette princip til grund – og det har man i mange år gjort med åleudsætningerne – også for den hjemlige udsætning af laksefisk og relateret fiskepleje, så ville fordelingen skulle se ganske anderledes ud. Tallene i parentes angiver de faktiske tal:

Bornholm: 56.923 kr. (0 kr.)

Sjælland: 3.366.602 kr. (1.266.721 kr.)

Fyn: 861.980 kr. (423.375 kr.)

Jylland: 3.846.383 (6.441.793 kr.)

Konklusionen:

Sjælland får således kun godt og vel en tredjedel af de penge tilbage, som sjællænderne indbetaler via fisketegnet. Fyn får halvdelen tilbage, mens Jylland får op mod det dobbelte retur fra fiskeplejemidlerne. Til trods for næsten lige mange betalere på Sjælland og i Jylland får jyderne fem gange så mange fisk som sjællænderne.

Bornholm er nummer chock med intet overhovedet, da alle fisk på klippeøen er vildfisk – født og opvokset i øens mange vildbække. Her er det således hverken nødvendigt eller ønskværdigt med udsætninger.

Desværre for bornholmerne gik et ellers lovende “delayed release” projekt med østersølaks i vasken og blev lukket ned – trods gode genfangster og en voksende fisketurisme. Problemet var et par uønskede strejfere, der forlod Østersøen og gik op i en vestsvensk elv. Dette lakseprojekt blev dog ikke finansieret af fiskeplejemidlerne, men var en del af regeringens hjælpepakke til den betrængte ø.

Der er flere ting, som forårsager den store forskel mellem primært Jylland og Sjælland. Det er fra naturens hånd Jylland, der har samtlige de store vandsystemer, som huser større bestande af ørreder. Og Jylland, der har de eneste vandsystemer med bestande af laks og helt.

Ikke mindst laksene er meget dyre i drift. Således bruges der alene til opfyldelse af laksehandlingsplanen 1.775.088 kroner – en god tredjedel af det samlede jyske budget. I snit er laks nemlig dobbelt så dyre at opdrætte som ørreder.

Hertil skal lægges 341.200 alene til udsætning af helt. I den forbindelse skal man tage i betragtning, at disse 2 mio. kroner – laks plus helt – primært kommer erhvervsfiskeriet til gode. Det er således en forsvindende lille del af disse fisk, som landes af lystfiskere. Langt størstedelen fanges i de jyske fjorde af erhvervs-, bierhvervs- og fritidsfiskere.

Priser på udsætningsfisk

Kigger vi nærmere på størrelsesfordelingen af de udsatte ørreder, tegner der sig følgende billede, hvor Sjælland atter adskiller sig markant fra Jylland:

Sjælland:

Vandløbsudsætninger: 159.926 kr.
Mundingsudsætninger: 427.445 kr.
Kystudsætninger: 679.350 kr.
Total: 1.266.721 kr.

Fyn:

Vandløbsudsætninger: 48.580 kr.
Mundingsudsætninger: 252.545 kr.
Kystudsætninger: 122.250 kr.
Total: 423.375 kr.

Jylland:

Vandløbsudsætninger: 1.238.853 kr.
Mundingsudsætninger: 2.925.402 kr.
Kystudsætninger: 161.250 kr.
Total: 4.325.505 kr.

Fra og med i år dekreterede DFU i Silkeborg, at alle kystudsætningerne skal omlægges til mundingsudsætninger – uanset om der så er nogen reel munding eller ej i det pågældende område. Dette skete angiveligt for at hindre uønskede strejfere – i form af tamfisk, der går op i et tilfældigt vandløb og gyder med vildfiskene der.

På papiret en god begrundelse, men virkeligheden er blot en anden på øerne. Dels er der slet ikke det ønskede antal egnede åmundinger til udsætning. Og dels er der jo på Fyn og Sjælland reelt ingen oprindelige bestande at tage hensyn til. De er alligevel for længst udryddet. De nuværende bestande er alle resultatet af tidligere års udsætninger af jysk avlsmateriale.

Som det ses af tallene, er sjællænderne helt afhængige af store udsætninger direkte på kysten, hvis der skal opretholdes et hæderligt havørredfiskeri, hvor man med jævne mellemrum kan få fisk med hjem. Det ses af tallene 679.350 til kystudsætninger på Sjælland sammenlignet med kun 161.250 i Jylland, der jo dækker et langt større vandområde. Men som så til gengæld har noget at have sine ørreder i – i form af egnede vandløb.

Og nu kan vi så se frem til, at de livsvigtige sjællandske mundingsudsætninger yderligere reduceres til halvdelen i løbet af de kommende år. Reelt set for at spare på fiskeplejemidlerne, så der også fremover kan tages millioner til forskning. Uden nye underskud på budgettet.

Flere mindre øsamfund – Langeland, Ærø, Als og Samsø for at nævne nogle – har slet ikke egnede vandsystemer til mundingsudsætninger og er samtidig afhængige af fisk til en voksende fisketurisme. For uden fisk ingen fisketurisme. Og uden fisketurisme ingen nye og stærkt tiltrængte arbejdspladser i de små og sårbare øsamfund. En trist udviklling

Det koster fiskene:

ØRRED:

Yngel min. 3 uger forfodr. 0.25 kr. stk
1/2 års 5-8 cm 0.70 kr stk.
1-års 9-12 cm 1.65 kr stk.
smolt 14-17 cm, 1-2 år 2.65 kr stk.
kyst 17-25 cm, 1-2 år 3,75 kr stk.

LAKS:

1/2 års 2,25 kr stk.
1-års smolt 5,30 kr stk.

“Attentatet på udsætningerne”

Så dramatisk formulerede Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL) sig, da man på seneste landsmøde i Slagelse diskuterede det nye dekret fra DFU.

Ganske vist har LDL længe søgt optagelse i det §7 udvalg, som vejleder fødevareministeren omkring brugen af fiskeplejemidlerne. Men nu ser det ud til, at dette udvalg reelt ingen rolle spiller. I hvert fald er udspillet med en kommende reduktion af kyst- og mundingsudsætninger – dem, der for alvor giver fisk til fiskerne – overhovedet ikke blevet drøftet i udvalget, men er i stedet og i al hast udsendt som et dekret fra DFU.

Dekretet vakte stor vrede landet over blandt udsætningsforeningerne – givet mere, end DFU havde regnet med. Men ikke fra Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som i marts-udgaven af bladet “Sportsfiskeren” gav sit OK til de forestående reduktioner – omend med forbehold for, at den samlede mængde smolt opretholdes ogikke reduceres som dekreteret. Hvordan det så ellers hænger sammen.

Til benefice for nye læsere skal fremtidsscenariet, som landets udsætningsforeninger fik tilsendt fra DFU kort før jul sidste år, kort opridses:

2001: Stop for de hidtidige kystudsætninger, som konverteres til mundingsudsætninger.

2002: Halvering af de samlede mundingsudsætninger i forhold til nu.

Disse planer vil eller ville betyde en massiv besparelse på fiskeplejemidlerne, som man også fremover kunne eller kan drive lystfiskerbetalt forskning for – jævnfør tallene i en tidligere artikel.

Som det fremgår af tallene ovenfor, er det millionbeløb, der her kan eller kunne spares. I kroner og øre en besparelse på ikke mindre end 2.284.121 kroner – 2 1/4 million kroner. En besparelse, der går direkte ud over dansk lystfiskeris fornemmeste aktiv – kystfiskeriet efter havørred.

Samtidig er der planer om en forhøjelse af fisketegnet fra kr. 100,- i dag til kr. 125,- med virkning fra 1. juli 2004. Færre fisk for flere penge. Det bliver spændende at se, om danske lystfiskere bider på den – om de sluger krogen eller lukker munden og dropper fisketegnet. Det er i hvert fald forståeligt, dersom øboerne – specielt sjællændere og bornholmere – gør det.

Faktum er da også, at der for første gang i fisketegnets korte historie blev konstateret faldende indtægter fra 1999 til 2000. Det har konkret ført til, at der ekstraordinært er sparet 1 mio. kr. på udsætning af ål, som jo primært fanges af fritidsfiskerne. Det var nemlig fritidsfiskerne, der måtte notere sig et fald i indbetalingerne på en lille million.

DFU på tilbagetog?

Men de voldsomme reaktioner fra udsætningsforeningerne kom tilsyneladende bag på DFU. I hvert fald er der i spredt fægtning givet tilladelser til rene kystudsætninger, der er stik imod DFU’s egne retningslinjer.

Disse tilladelser er blandt andet givet til “whisky-bæltet” i Nordsjælland, hvor udsætningssammenslutningen U76 alligevel har fået lov til at udsætte ørreder i det salte vand ud for Gilleleje. Efter først at have klaget, ganske vist. Det er således lidt svært at forstå, hvilken retning og strategi DFU egentlig har i denne sag. Om man er blevet skræmt til at give indrømmelser -men kun gør det til dem, der klager.

I hvert fald er der på Sjælland en voksende utilfredshed med, at så mange penge går direkte til de jyske vandløb, som i mange – de bedste – tilfælde er lukket land for fisketurister udefra. I modsætning til de sjællandske kyster, som jo er åbne for alle.

De kan da også være lidt svært at forstå, at et fåtal jyske åfiskere skal have deres ofte lukkede fiskeri finansieret af et flertal sjællandske kystfiskere. Mener altså sjællænderne, som nu må se i øjnene, at deres kystfiskeri skal forringes yderligere med de kommende begrænsninger i udsætningerne.

På det grundlag skal det blive spændende at følge fisketegnets og fiskeplejemidlernes videre færd. I næste nummer håber vi derfor at kunne præsentere nøgletallene fra den meget sent underskrevne“Handlingsplan for Fiskeplejen 2001”. Den blev nemlig først underskrevet af fødevareministeren i april måned…

Fiskeplejen 2000

Det store
“Tag selv bord”
for fiskeforskere

Flere og flere penge går til grundforskning – færre og færre til den tiltænkte fiskepleje. Og så er der for første gang i fisketegnets historie underskud på budgettet…

Handlingsplanen for fiskeplejen år 2000 byder på interessant, men samtidig noget forstemmende læsning.

Den skæve udvikling, som har været i gang inden for de seneste år i fordelingen af fiskeplejemidlerne, fortsætter nemlig med uformindsket kraft. Og så er der nu for første gang i fisketegnets historie underskud på budgettet…

Indtægter stabile

I år budgetteres med små 37 mio. kroner til fiskeplejen. De fordeler sig således:

Fisketegn:22,0 mio. kr (20,3 i ’99)
Garnlicens: 8,5 mio. kr ( 8,0 i ’99)
Overførte midler: 6,4 mio. kr (10,5 i ’99)
I alt 2000: 36,9 mio. kr (38,8 i ’99)

Det er således stadig os lystfiskere, der står for langt størsteparten af indtægterne og dermed driften af fiskeplejen.

Ser man bort fra, at der også findes dag-, uge- og månedskort i indtægterne fra fisketegnet, er der i dag omkring 220.000 fisketegnsløsere, som tilsammen spytter godt 20 mio. kroner i kassen. Til sammenligning er der kun 34.000 fritidsfiskere. Vi er altså ca. 6,5 stangfiskere for hver garnfisker.

Administration fordyret

Det koster i år godt og vel 4,3 mio. kroner at drive og administrere fiskeplejen. Det er 0,6 mio. kroner mere end sidste år, hvor der skete en markant stigning på næsten 50% i forhold til 1998. Ekstraordinært er der brugt 0,2 mio. kroner til sikring i forbindelse med overgangen til år 2000 – det såkaldte Y2K problem. Endelig koster alene overgangen til PBS 0,3 mio. kroner.

Udgiften til administration stiger således støt og roligt, hvilket i år primært skyldes, at Fødevareministeriet har besluttet at nedsætte tilskuddet til fiskeplejen med 0,4 mio. kroner. Ministeriet mener, at fiskeplejen fremover helt og holdent skal finansieres af fiskeplejemidlerne – hvilket jo er naturligt nok.

Fiskeplejen i ferskvand – her primært laksefiskene, som jo interesserer os lystfiskere mest – koster i år godt 23,5 mio. kroner. Fiskeplejen i saltvand, som fortrinsvis er af interesse for fritids-, bierhvervs- og erhvervsfiskere, bidrager med udgifter på knap8,9 mio. kroner.

Administration : 4,3 mio. kr ( 3,7 i ’99)
Fiskepleje i ferskvand : 23,5 mio. kr (25,2 i ’99)
Fiskepleje i saltvand: 8,9 mio. kr (9,5 i ’99)
Budgetreduktion: 0,4 mio. kr
I alt 2000: 37,1 mio. kr (38,4 i ’99)

Sammenligner man med sidste år, så er det et lille fald på 0,6 mio. kroner i den marine fiskepleje, mens det er er fald på hele 1,7 mio. kroner for åer og søer.

Skæv fordeling

Den i ’95 vedtagne fordeling med 75% til ferskvand (underudvalg A – sportsfiskerne) og 25% af fiskeplejemidlerne til saltvand (underudvalg B – fritidsfiskerne) holder således ganske godt for fiskeplejen i 2000. Her fordeler det sig nemlig med 73% til ferskvand og 27% til saltvand.

Der er imidlertid stadig tale om en fordeling, der ikke ganske modsvarer indbetalingerne. I fiskeplejen for 2000 er der ganske vist budgetteret med et bidrag fra sportsfiskerne på 72% (22,0 ud af 30,5 mio. kr) mod garnfiskernes 28% (8,9 ud af 30,5 mio. kr), hvilket harmonerer fint med ovenstående.

Men så er der slet ikke taget højde for, at det jo er garnene – og dermed fritidsfiskerne – der tager langt størsteparten af havørrederne. Ikke os lystfiskere, som har betalt for dem.

På Fødevareministeriets egen konference i november ’97 – om fremtiden for det rekreative fiskeri kunne biologerne fortælle, at 10-20% af havørrederne tages på stang (af lystfiskerne), mens 80-90%af de kystnære fisk ender deres dage i et garn (sat af fritidsfiskere eller erhvervsfiskere).

En anden undersøgelse viste, at der øst for Storebælt landes 8.000 kg ørreder af lystfiskere, 13.000 kg ørreder af erhvervsfiskere og endelig 62.000 kg af fritidsfiskere. At 75% af alle havørreder her fanges af kun 5% af alle fiskere, nemlig fritidsfiskerne.

Omvurdering nødvendig

Det var tal, der for alvor satte spørgsmålstegn ved det rimelige i den daværende (desværre også nuværende) fordeling af fiskeplejemidlerne. Tal, som resulterede i en halvering af det tilladte antal garn for fritidsfiskere fra seks til tre.

Men det er stadig i den forkerte retning, at fordelingsnøglen bevæger sig. Samtidig kræver fritidsfiskerne endda flere garn igen – de gamle seks mod de nuværende tre – hvilket naturligvis kun vil fordoble skævvridningen.

Desværre fremgår det ikke – som heller ikke tidligere – af handlingsplanen for fiskeplejen 2000, hvordan udgifterne fordeler sig geografisk; amn kan således stadig ikke se, hvordan pengene bruges i forhold til hvor i landet, da mange fisketegnsløsere bor.

I et land som USA, hvor det organiserede sportsfiskeri har gamle rødder, gør myndighederne meget for at sikre, at de indbetalte penge så vidt muligt går tilbage til de steder og de fiskere, der indbetalte dem.

Det er en sikker måde at sikre lokal opbakning bag det obligatoriske fisketegn. Den nuværende fordeling af de danske fiskeplejemidler arbejder ikke i den retning. Tværtimod.

Det lyder jo umiddelbart godt, at der bruges godt 23,5 mio. kroner på fiskeplejen i ferskvand – med laksefiskene i den absolutte hovedrolle. Til fiskepleje i søerne bruges godt 6 ud af de 23,5 mio. kroner. Resten går til vandløbenes laksefisk – dem, vi normalt betragter som “vore” fisk.

Men desværre går en større og større del af fisketegnsmidlerne til forskning – til aktiviteter, som tidligere blev finansieret af skattekroner. Til diverse grundforskningsprojekter og områder, der førhen figurerede på finansloven. Af de 23,5 mio. kroner, som bruges i ferskvand, udgør diverse forskningsprojekter således nu op mod 10 mio. kroner.

Forstå mig nu ret, for der er absolut intet i vejen med de igangværende forskningsprojekter. De er alle relevante nok. Men det kan ikke være meningen, at det skal være os lystfiskere, som nu skal betale for den forskning, der førhen blev finansieret over skatten.

Så er fisketegnet jo ikke andet end en skjult ekstra skat – slet ikke den brugerbetaling, den oprindelig var tiltænkt som.

Frit slag for forskere

Vi har således i de seneste år været vidne til, at en stadig stigende del af vore penge går til et støt stigende antal forskningsprojekter. Samtidig bruges færre og færre penge på kompenserende udsætninger de steder, hvor de naturlige forudsætninger – egnede gydepladser og acceptable passageforhold – ikke er tilstrækkelige til at sikre fiskbare bestande.

Vi har således igen i år “mistet” af de penge, som tidligere blev brugt til supplerende udsætninger af de såkaldte “store” ørreder – fordi man kunne dokumentere en meget dårlig forrentning af disse relativt kostbare udsætninger.

Som konsekvens af “Den Nationale Delstrategi for Dansk Fiskeriforskning” er der over en 3-årig periode afsat 15 mio. kroner af fiskeplejemidler til forskningsprogrammet “Fiskenes Rolle i Økosystemet”. En ganske smart måde at trække endnu flere penge til forskning ud af lystfiskernes fisketegnsmidler – i form af 5 mio. kroner om året.

Forskningssekretariatet under Strukturdirektoratet har nedsat en såkaldt programkomité med repræsentanter fra flere forskningsinstitutioner og universiteter. Der blev i starten af ’99 iværksat 9 projekter under dette forskningsprogram – projekter, der fortsætter her i år 2000.

Der er således igen i år sat 20.000 kroner af til programkomitéens mødeaktiviteter. En form for forskningens “Tag selv bord” af lystfiskernes fisketegnsmidler.

I lyset af den fremtidige stramme økonomiske situation iværksættes dog ikke nye forskningsaktiviteter i 2000.

Tusind tak for det!

Første underskud nogensinde

En af de ting, der straks springer i øjnene ved en nærmere gennemgang af “Handlingsplan for Fiskeplejen 2000”, er, at der nu for første gang i fisketegnets levetid er underskud på budgettet. Et underskud på omkring 0,3 mio. kroner.

Der bliver således ingen midler at overføre til næste år, hvor vi så må forvente endnu flere nedskæringer i den direkte fiskepleje. For lønudgifterne til forskningen skal tilsyneladende stige fra år til år…

Et underskud, der med det samme har givet sig udslag i en reduktion af den direkte bestandsophjælpning. Således er der til formålet sparet 1,9 mio. kroner på laksefiskene og 0,2 mio. kroner på åleudsætningerne.

Et andet spørgsmål, som umiddelbart melder sig ved gennemgang af handlingsplanen, er følgende:

– Hvorfor bruger man ikke i stedet pengene til vandløbsrestaureringer? Projekter, som med sikkerhed direkte vil gavne reproduktionen i de vilde fiskebestande. Når man nu ikke som tidligere vil at sætte tamfisk ud, men ønsker at fremme de naturlige bestande.

– Hvorfor bruger man stadig kun 2 mio. kroner årligt til dette indlysende formål? – Hvad er begrundelsen for i stigende grad at bruge pengene på forskning, som her og nu ikke har nogen direkte gavnlig virkning på bestandene? Forskning, som tidligere blev finansieret på anden vis?

Svarene blæser desværre i vinden, og det bliver de nok også ved med. Summa summarum for fiskeplejen 2000 er under alle omstændigheder endnu færre fisk og endnu mere forskning for vore fisketegnsmidler…

“The K-factor”

Konditionsfaktoren fortæller meget om fiskens foderstand og dermed dens værdi som spisefisk. Læs her, hvordan K-faktoren regnes ud, og hvordan den kan eller skal tolkes.

Som lystfiskere går vi meget op i, hvordan vore fangster tager sig ud – hvordan fiskene præsenterer sig i fotoalbums og på køkkenbordet.

Til det formål er fiskens konditionsfaktor en god hjælp. Ofte stilles der sågar krav om en mindste K-faktor, når fisk skal indvejes til en fiskekonkurrence – helt enkelt for at undgå, at magre nedfaldsfisk aflives og indbringes til konkurrencen.

Konditionsfaktoren fortæller dog i sig selv ikke alt om fiskens foderstand. Det er nemlig ikke ligegyldigt, om fisken er en slank laks eller en plump havørred. Om fisken er en lille grønlænder eller en stor opgangsfisk. Om fisken er en mager nedfaldsfisk eller en fuldfed opgænger.

Således kan en velkonditioneret nedfaldsfisk godt have en konditionsfaktor, der er højere end den, en slank opgangsfisk har. Der er således flere forhold, som skal tages i betragtning, når man kigger på K-faktoren.

K-faktor = 100 x fiskens vægt (g) / længden (cm) i 3. potens

Konditionsfaktoren bruges oftest om laksefisk og da specielt laks og havørred, som jo netop kan optræde i mange forskellige udgaver alt efter årstid og sted. Men alle arter har naturligvis en konditionsfaktor – blot kan den ikke sammenlignes med andre fisk.

Den kan kun bruges til at sammenligne inden for samme art.

Eksempelvis vil en atlanterhavslaks ofte have en konditionsfaktor på omkring 1, når den er ude i havet eller er nystegen i elven.

Store havørreder og meget store opgangslaks kan dog have en konditionsfaktor på op til 1,5. Det samme kan regnbueørreder ofte have – eksempelvis i form af en kompakt 50 cm’s fisk på 2 kg, der har en K-faktor på godt og vel 1,5.

Denne konditionsfaktor vil dale i takt med, at opgangsfisken bruger sine fedtreserver til at opbygge rogn og mælke, mens den ikke tager føde til sig.

Lavest vil K-faktoren være, når fiskene har leget og er på vej ud i havet igen. Da kan man opleve laks med en K-faktor så lav som 0,25. Normalen er dog 0,5-0,75 – alt afhængig af, hvor strabadserende legen har været.

De fleste havørreder overlever typisk gydningen, mens de fleste laks dør.

Fulton’s Formel

Mange fisk vokser isometrisk, hvilket vil sige, at de indbyrdes kropsproportioner ikke forandrer sig under væksten.

En sådan isometrisk vækst muliggør brugen af Fulton’s Formel, der fortæller, at vægten på en sådan fisk stiger proportionalt med 3. potens af længden. Altså kan vægten i gram beregnes ud fra formlen, der lyder:

vægt (g) = længden (cm) i 3. potens / 100

Herpå skal ganges en faktor k, der varierer med fiskens ernæringstilstand, førend formel har almen gyldighed:

vægt (g) = længden (cm) i 3. potens / 100 x k

Herefter er det en smal sag at udregne værdien af k, som altså er fiskens konditionsfaktor:

k = 100 x fiskens vægt (g) / længden (cm) i 3. potens

Hermed har vi så først nævnte, alment udbredte og meget anvendte formel til beregning af fiskens konditionsfaktor, også kaldet fiskens K-faktor.

Sturdy’s Ørredskala

Englænderne opstillede for mange år siden en talrække, baseret på mål og vægt af en lang række ørreder fra forskellige vande, den såkaldte “Sturdy’s Ørredskala”:

Længde / vægt:
23 cm / 0,1 kg
25 cm / 0,2 kg
28 cm / 0,3 kg
30 cm / 0,4 kg
33 cm / 0,5 kg
36 cm / 0,6 kg
38 cm / 0,7 kg
41 cm / 0,8 kg
43 cm / 1,0 kg
46 cm / 1,1 kg
48 cm / 1,3 kg
51 cm / 1,6 kg
53 cm / 1,8 kg
56 cm / 2,1 kg
58 cm / 2,4 kg
61 cm / 2,7 kg
64 cm / 3,0 kg
66 cm / 3,4 kg
69 cm / 3,8 kg
71 cm / 4,3 kg
74 cm / 4,7 kg
76 cm / 5,2 kg

Af denne skala fremgår det tydeligt, at vi lystfiskere har det med at overdrive, når vi enten gætter på fiskens vægt uden at kende den – eller fortæller om den efter vejning!

En typisk målsørred på kysten vejer således ikke det kilo, som vi ofte angiver. Den vejer i stedet omkring 750 gram. Altså halvandet pund eller trekvart kilo.

Omvendt kan man sagtens komme ud for større ørreder, som vejer mere, end skalaen angiver. Det gjaldt eksempelvis den søørred på 4,1 kg, der tog mit Juletræ i en islandsk bjergsø i september 1998. Den målte nemlig kun 61 cm og havde dermed en forrygende konditionsfaktor på 1,8.

Det er den fisk, du ser på billedet øverst i denne artikel.

Sturdy’s Lakseskala

Tilsvarende opstillede englænderne siden en talrække, baseret på mål og vægt af en lang række laks fra forskellige vande, den såkaldte “Sturdy’s Lakseskala”:

Længde / vægt:
76 cm / 5,2 kg
79 cm / 5,8 kg
81 cm / 6,4 kg
84 cm / 7,0 kg
86 cm / 7,6 kg
89 cm / 8,3 kg
91 cm / 9,1 kg
94 cm / 9,8 kg
97 cm / 10,7 kg
99 cm / 11,5 kg
102 cm / 12,4 kg
104 cm / 13,4 kg
107 cm / 14,4 cm
109 cm / 15,5 kg
112 cm / 16,6 kg
114 cm / 17,7 kg
117 cm / 18,9 kg
119 cm / 20,2 kg
122 cm / 21,5 kg
124 cm / 22,9 kg
127 cm / 24,3 kg
130 cm / 25,8 cm
132 cm / 27,3 kg
135 cm / 28,9 kg
137 cm / 30,6 kg
140 cm / 32,4 kg

Man skal være klar over, at ikke mindst fiskene i Sturdy’s lakseskala hører til i den absolut velnærede ende af skalaen. De er fanget i næringsrige vandløb, som ikke er alt for hårdt strømmende.

Af skalaerne kan man se, at en laks og en ørred på 76 cm begge skal veje omkring 5,2 kg. I det virkelige liv vil laksen imidlertid ofte være lettere og ørreden tungere end denne “idealvægt”. Laks er naturligt slankere af kropsform end ørreder.

Tog man i stedet ørreder fra en norsk fjeldsø eller laks fra en norsk elv, ville der tegne sig et noget andet billede. Af fisk, med en markant lavere K-faktor, uden at de derfor var i dårligere kondition. Blot er de mere strømlinede, da de lever i andre miljøer.

Tilsvarende er der stor forskel på konditionsfaktoren hos østersølaks og så rigtige atlanterhavslaks. En laks i svenske Mørrum er således langt mere kompakt end en laks i norske Lærdal. Og sidstnævnte laks vil typisk være i en markant bedre form eller kondition end østersølaksen, da den har måttet arbejde hårdere for føden – trods en lavere K-faktor.

Mona’s Geddeskala

Da gedden er den eneste rovfisk ud over laks og ørred, som englænderne gennem tiderne har beskæftiget sig seriøst med, har de naturligvis også opstillet en skala over længde/vægt forhold hos gedder – den såkaldte “Mona’s Geddeskala”:

Længde / vægt:
51 cm / 1,1 kg
53 cm / 1,3 kg
56 cm / 1,5 kg
58 cm / 1,7 kg
61 cm / 2,0 kg
64 cm / 2,2 kg
66 cm / 2,5 kg
69 cm / 2,8 kg
71 cm / 3,1 kg
74 cm / 3,5 kg
76 cm / 3,8 kg
79 cm / 4,2 kg
81 cm / 4,6 kg
84 cm / 5,1 kg
86 cm / 5,8 kg
89 cm / 6,1 kg
91 cm / 6,6 kg
94 cm / 7,2 kg
96 cm / 7,7 kg
99 cm / 8,4 kg
102 cm / 9,1 kg
104 cm / 9,8 kg
107 cm / 10,5 kg
109 cm / 11,3 kg
112 cm / 12,1 kg
114 cm / 12,9 kg
117 cm / 13,8 kg
119 cm / 14,7 kg
122 cm / 15,7 cm
124 cm / 16,7 cm
127 cm / 17,7 cm
130 cm / 18,8 kg
132 cm / 20,4 kg
135 cm / 21,0 kg
137 cm / 22,3 kg
140 cm / 23,6 kg

Desværre kendes ikke den eksakte længde på Danmarks største kendte gedde på 26,5 kg. En fisk, der blev fanget i den lille Grarup Sø syd for Haderslev Fjord. En fisk, der huggede på en skalle på en krogline, og som blev skudt med et haglgevær. I en sø, der kun er 9 hektar stor. Et godt eksempel på, at selv små vande kan producere endog meget store gedder – omend i meget ringe antal.

Det er værd at bemærke, at også de engelske gedder, der har lagt mål og vægt til Mona’s Geddeskala, er overordentlig velnærede. Således er det ikke usædvanligt, at i øvrigt velkonditionerede gedder vejer op til 25% mindre end det i skalaen angivne.

Selv fangede jeg i 1986 i Labrador en gedde, der var 110 cm lang – som sprang meterhøjt ud af vandet og tog hele fluelinen af hjulet, inden den lod sig lande. Den vejede imidlertid kun knap 7 kg. Den var bestemt ikke i dårlig kondition – blot af naturen en lang og slank model.

Tilsvarende fangede jeg i november 1976 – på en stor Reflex spinner – min hidtil største gedde, der målte 106 cm og vejede 11,0 kg rent. Altså en overmåde velnæret fisk, der harmonerer fint med skalaen. Med til historien hører imidlertid, at den i maven havde to mellemstore brasen, som jo også vejede pænt til…

* * * * * * *

Fiskenes konditionsfaktor er således en ganske kompliceret sag, som man ikke umiddelbart kan bruge til ret mange sammenligninger mellem ret mange fisk. Men den er sjov at regne på, og derfor er K-faktoren kommet for at blive!

Nyt vand på gammel å

Den lille Giber Å, som tømmer sit ferske vand ud i den salte Århus Bugt få kilometer syd for landets næststørste by – nærmere betegnet ved Moesgård Strand – tilføres nyt og tiltrængt liv.

Giber Å ved Skovmøllen i Marselisborg Skov
Foto © Steen Ulnits

Det har nemlig sin pris at være å i oplandet til en mindre storby med over en kvart million indbyggere. Mange mennesker medfører et stort vandforbrug, og det er siden 60’erne i meget høj grad gået ud over vandføringen i Giber Å.

Omkring 1960 stod Århus med et klart problem: Der manglede vand til den støt stigende befolkning. Man gik derfor i gang med at undersøge mulighederne for at pumpe grundvand fra Giber Åens opland. Omkring 1965 fik så Århus Kommunale Værker af Landvæsenskommissionen tilladelse til at indvinde ikke mindre end 5,5 millioner kubikmeter (!) grundvand til den tørstende storby.

Selve oppumpningen startede i 1967, hvor der først blev pumpet omkring 4,5 millioner kubikmeter vand op fra undergrunden. Et par år senere begyndte grundvandspejlet så at falde, og de mange mindre kildevæld omkring Giber Å tørrede helt ud. Det medførte, at åen i varme og regnfattige somre kunne være nærmest tørlagt på det nedre løb.

Da man i 1991 begyndte at se nærmere på det skadelige i den massive oppumpning af grundvand fra Giber Å’s opland, var grundvandstanden allerede faldet med op til 15 meter! Kilderne var derfor løbet tør for længe, længe siden – med tørlægning af åen som det uundgåelige resultat i varme somre.

Udtørring er naturligvis dødsstødet for alt liv i åen – havørredernes yngel ikke mindst. Og Giber Å har alle dage haft en god havørredbestand – så god, at man i gamle dage, fra det lille Fiskerhus ved åens udmunding, årligt kunne supplere husholdningen med op mod 1.000 fuldvoksne havørreder! Det viser gamle fortegnelser.

Giber Å har stadig mange gode gydepladser – specielt på sit nedre løb gennem de smukke Marselisborg skove. Her risler åen – når ellers der er vand i den – afsted over fine grusbanker mellem høje ege og bøge. Grusbanker, som – hvis de ikke tørlægges – kan producere mange stykker vild havørredyngel.

Fra drikkevand til fiskevand

Før man begyndte oppumpningen af grundvand i området i 1967, havde Giber Å en normal vandføring på omkring 50 liter i sekundet. I tørre perioder løber der nu kun omkring 25 liter – altså det halve – og det skyldes endda kun spildevand udledt fra lokale rensningsanlæg… Faktisk besluttede Århus Amt allerede i 1980’erne, at der decentralt skulle tilledes renset spildevand til åen. Uden dette spildevand ville åen helte enkelt ikke løbe overhovedet…

Århus Amt besluttede endvidere, at Giber Å skulle have en mindste vandføring på 50 liter i sekundet – som før oppumpningen af grundvand begyndte. Denne vandføring skulle sikres med bygningen af et stort regnvandsbassin, som så i tørre perioder kunne sluse ekstra vand ud i åen. Da den anden halvdel af vandføringen jo er spildevand, som ikke altid er lige godt renset, var det alene af den grund nødvendigt med en opspædning af rent regnvand.

Men det har vist sig ikke at være tilstrækkeligt. Århus Amt har derfor besluttet, at der nu direkte skal pumpes grundvand ud i åen, så vandføringen sikres.

Der er årligt brug for 50.000 kubikmeter frisk grundvand, hvilket kan lyde af meget. Men det skal ses i lyset af, at det ikke er mere end omkring 1.000 personers årlige vandforbrug. Og af, at der idag bor mere end 280.000 mennesker i Århus. Så det, der er en dråbe i havet – kun godt 1% af det årlige vandforbrug – er samtidig et livsnødvendigt tilskud til livet og miljøet i Giber Å.

Endelig er den samlede oppumpning af grundvand fra åens opland i dag faldet, så grundvandstanden nu har stabiliseret sig og sågar viser en svagt stigende tendens. Vandforbruget er således siden 1989 faldet med op mod 20%.

Fremtiden sikret

Hermed skulle havørrederne i den lille og idylliske Giber Å kunne ånde lettet op. De vil fremover kunne vandre op forbi det gamle Fiskerhus ved mundingen og op til de fine gydepladser længere opstrøms i skoven. Her vil de kunne gyde med held, og her vil deres æg kunne klækkes under bundens grus. Yngelen vil kunne vokse sig stor, inden den lader sig falde med strømmen ud i Århus Bugten, hvor den vil kunne vokse sig endnu større.

Herude vil vi lystfiskere også fremover kunne møde dem på deres vandringer til og fra gydevandløbet. Som udlegede nedfaldsfisk i det tidlige forår. Som farvede gydefisk i det sene efterår. Og som sølvblanke, løsskællede torpedoer i månederne midt imellem!

Altsammen takket være en fremsynet forvaltning i landets næststørste by. – Hatten af for det.

Fiskeopdræt

Danmark var tidligere blandt verdens førende nationer, hvad opdræt af regnbueørreder angår. Vi startede tidligt, og vi havde gode naturgivne forudsætninger for et billigt og konkurrencedygtigt opdræt i de jyske åer.

I dag ser billedet ganske anderledes ud. I dag forbinder man ofte fiskeopdræt med forurening og ressursespild. Med overforbrug af vand og antibiotika, gensplejsning og anden dårligdom. – Hvordan ser fremtiden da ud for dansk akvakultur?

Produktion

Danmark

Knap 400 dambrug – alle beliggende i Jylland – producerer årligt 32.000 tons regnbueørreder, der primært går til eksport. Et gennemsnitsdambrug producerer således 80 tons ørreder årligt.

Typisk dansk dambrug – set fra bagkanalen, hvor vandet løber ud. Foto © Steen Ulnits

Denne produktion andrager en værdi af omkring 500 mio. kroner. Hertil skal så lægges produktionen af befrugtede æg, yngel, sættefisk og avlsfisk.

De omkring 25 danske havbrug – fortrinsvis placeret i den sydlige del af de indre danske farvande, hvor saltholdigheden er passende lav til et opdræt af regnbueørreder – producerer pt. 7.000 tons ørreder årligt.

Dette udgør en værdi af 300 mio. kroner, hvoraf størsteparten går til eksport. En væsentlig del af denne produktion udgøres af rognen, der primært afsættes til Japan.

Endelig sker der en begrænset produktion af andre fiskearter – fortrinsvis ål – i recirkulerede og landbaserede anlæg fordelt over hele landet. Også disse fisk går fortrinsvis til eksport.

Sammenlagt produceres der i Danmark for 1,2 mia. kroner, hvoraf 1 mia. kr går til eksport. Alt i alt beskæftiger erhvervet og følgeerhvervene ca. 3.500 personer.

Norge

I løbet af blot 25 år har nabolandet Norge udviklet sig til at være verdens ubestridt største producent af atlanterhavslaks i havbrug. Det er landets naturgivne forudsætninger, der har muliggjort – samt en stat, der med olieindtægter i ryggen har bakket erhvervet op lige fra starten.

Langs hele den tusindvis af kilometerlange norske kystlinje løber en varmende Golfstrøm, som sikrer isfri vintre og en temperatur, der muliggør lakseopdræt året rundt. Læg hertil dybe fjorde med en stor udskiftning af vand, og man har baggrunden for det norske lakseeventyr.

Norge er i dag verdens største lakseproducent med over 500.000 tons fisk om året. Dette gør lakseopdrættet til Norges næststørste eksportindustri næst efter Nordsøolien. Nu taler man om 1.000.000 tons som næste milepæl for produktionen, der i vid udstrækning ejes af de store olieselskaber.

Atlanterhavslaksen har gjort Norge til verdens førende opdrætsnation. Foto © Steen Ulnits

I august 2000 brød norske laksehavbrug en skelsættende barriere. Da lykkedes det nemlig for første gang akvakulturen at overhale det traditionelle fiskeri, hvad produktion angår. Da eksporterede norske laksehavbrug således for 1,2 mia. norske kroner i løbet af en enkelt måned – mere end fiskerierhvervet.

Men det kolossale norske lakseopdræt har undervejs haft en ødelæggende virkning på landets mange oprindelige bestande af vildlaks – en pris, som vildlaksene og turisterhvervet har måtte betale.

Andre lande med kyster op til Golfstrømmen har skelet stærkt til den norske succes og etableret et lignende lakseopdræt. Det gælder især lande som Skotland, Færøerne og nu senest også Island.

På den sydlige halvkugle har Chile etableret sig som kraftcenter for lakseopdrættet – her dog med stillehavslaks i stedet for atlanterhavslaks. Også her har man naturgivne omstændigheder, der tilgodeser et storstilet lakseopdræt – i form af isfri fjorde med tempereret vand og stor gennemstrømning.

I Nordamerika har vestkyststater som British Columbia tilsvarende startet et stort opdræt af stillehavslaks.

Thailand

Med en årsproduktion på godt 25 mio. tons er Kina verdens suverænt førende producent – fortrinsvis af planteædende fisk, der ses som en vigtig proteinkilde for landets enorme befolkning. Fisk, der ikke har nogen nævneværdig værdi på eksportmarkedet.

Det har derimod de rejer, som Thailand i dag er storproducent af. Landet er med en årsproduktion på op imod 300.000 tonskæmperejer en af de helt store spillere på verdensmarkedet for denne luksuriøse delikatesse.

Tilapia’en er en af de vigtigste opdrætsfisk i varme lande. Foto © Steen Ulnits

Der er store penge at tjene på rejedyrkningen – typisk 40 gange så meget som ved at dyrke den mere traditionelle ris på det samme område. Alt i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere har derfor investeret ivrigt i det nye guld – med en katastrofal forurening af kystvandet til følge.

Men medaljen har en bagside, som er skinnet tydeligere og tydeligere igennem. I løbet af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs de thailandske kyster forsvundet. Den mangrove, som er opvækststed for yngel og ungfisk af mange værdifulde fiskearter.

Årsagen er de mange nye rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære områder. Her dyrkes især store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejer på 20 gram eller mere er en efterspurgt delikatesse.

De 30.000 rejefarme, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Bornholm (75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder meter3 spildevand ud i de kystnære omgivelser. Det er ti gange den samlede årlige danske spildevandsudledning.

Vandet er forurenet med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen.

Verden

Siden 1984 er verdensproduktionen i dam- og havbrug mere end fordoblet – i takt med de faldende fangster fra fiskerierhvervet. Mere end en fjerdedel af alle fisk, der spises, stammer i dag fra akvakulturen.

Ifølge FAO lå verdensproduktionen i 1998 på knap 35 mio. tons.FAO forudsiger da også, at den opdrættede mængde fisk allerede i år 2030 vil overstige den fangede mængde på 90 mio. tons om året. Som oven for nævnt overskred Norge allerede sidste år denne grænse med sit lakseopdræt.

FAO har beregnet, at verdens samlede akvakultur produktion, som andrager i omegnen af 50 mia. dollars årligt, i dag udgør omkring 20% af den samlede produktion og det samlede fiskeri af fisk, skaldyr og havgræsser

Sikkert med baggrund i FAO’s rapporter har EU kommissionen besluttet sig for, at akvakultursektoren i medlemslandene skal øge produktionen med 10 procent årligt frem til år 2006. Dette skal også ses i lyset af, at EU generelt har beskåret de traditionelle fiskekvoter kraftigt efter to årtiers laden stå til – med hårdt overfiskede bestande til følge.

Dansk akvakultur vejrer naturligvis morgenluft efter denne melding og har iværksat en offensiv til påvirkning af relevante myndigheder og politikere. Målet er at få ophævet de kvoter for kvælstofudledningen, som har været gældende siden Dambrugsbekendtgørelsen, der fulgte den første vandmiljø-handlingsplan fra 1989.

Den nye målsætning om en 10 procents vækst i akvakulturen har ført til et hurtigarbejdende udvalg, der med Karl Hjortnæs i spidsen skal lave en indstilling til fødevareministeren inden 1. oktober i år 2001.

Foder

En stor del af forureningen fra fiskeopdræt skyldes foderspild. I forhold til tidligere er fiskeopdrætterne imidlertid blevet ganske dygtige til at begrænse dette spild.

Samtidig er producenterne af fiskefoder også blevet dygtigere til at fremstille kvalitetsfoder med en høj konverteringsfaktor. Fra omkring 1994 er produktionen således større end foderforbruget, dvs. at der med 1 kg foder produceres mere end et 1 kg fisk.

FAO og foderet

FAO har flere gange slået til lyd for, at verdens akvakultur må stige for at kunne opfylde det stigende behov for animalsk protein. Men hvor skal alt fiskefoderet komme fra?

Fra selvsamme hav, der brødføder vildfiskene. I havet lever vildfiskene af ikke mindst småfisk som sild, brisling, tobis og lodde med flere, som alle fiskes kommercielt. Det er de såkaldte “skidtfisk”, der anvendes i fiskemelsindustrien til fremstilling af – fiskefoder.

Det er fiskebestande, som i dag fiskes så hårdt, at de flere steder er truede. Således lykkedes det jo erhvervsfiskeriet at udfiske en vigtig fødefisk som lodden oppe i Barentshavet. Og nu tales der i stigende grad om, at industrifiskeriet efter tobis i Nordsøen er med til at trække tæppet væk under svindende bestande af havfugle og større fisk.

Som tommelfingerregel skal der bruges godt 2 kg industrifisk til produktion af 1 kg fiskefoder af høj kvalitet. Og selv om fiskeopdrætterne altså bliver dygtigere og dygtigere til at lave foder om til fisk, så kræves der stadig mere end 2 kg industrifisk til at producere 1 kg konsumfisk.

Skal eksempelvis det storstilede norske lakseopdræt fortsat vokse, er der akutte miljøkriser under umiddelbar opsejling. Da må fiskemelet i stigende omfang komme andetsteds fra – eksempelvis Sydamerika. Men her har man selv gang i en ekspanderende akvakultur, så også her rammer man på et tidspunkt hovedet mod en mur.

Ikke førend vi er i stand til at erstatte det animalske fiskemel i foderet med vegetabilske produkter, er vi på rette spor. Problemstillingen har været kendt i adskillige år, men noget epokegørende gennembrud er der endnu ikke sket på området.

Dioxin og dansk dobbeltmoral

Bedre bliver situationen heller ikke af, at dansk fiskemel i dag indeholder faretruende høje mængder af giftstoffet dioxin. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel er nu så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

De danske myndigheder blokerede for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri – på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.

Størst er dioxinindholdet i fisk fra den forurenede Østersø – mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende. Danske fiskeopdrættere og foderproducenter må således se i øjnene, at der på længere sigt må importeres fiskemel fra andre dele af verden, hvis fiskefoderet skal kunne overholde kommende grænseværdier for dioxin.

Forurening

Dambrug

Den organiske forurening fra de jyske dambrug var i mange år så voldsom, at der fra flere sider blev stillet krav om en mindsket miljøbelastning fra dambrugene.

Sit hidtidige højdepunkt nåede disse krav med vandmiljø-handlingsplanen, der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Den såkaldte dambrugs-bekendtgørelse, som fulgte efter planen, pålagde de danske dambrug en lang række krav til bedre rensning af spildevandet og til et stærkt mindsket vandforbrug.

Men de danske dambrugere ville ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene og forbruge åernes vand efter forgodtbefindende. De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet om visse punkter i den nye bekendtgørelse – ikke mindst kravet om, at der altid skal ledes mindst 50% af åernes vandføring uden om dambrugene.

Sagen trak imidlertid i langdrag, og først den 22. august 2000 faldt den endelige dom. Højesteret stadfæstede da lovligheden af den dambrugsbekendtgørelsen, som mange dambrugere bevidst havde ignoreret – i håb om senere medhold i retten.

Siden da er der faldet domme med bøder og konfiskation i millionklassen – primært på grund af et bevidst overforbrug af foder – og flere sager er på vej.

Havbrug

Det er et ubestrideligt faktum, at landets havbrug forurener de indre danske farvande med organisk stof og næringssalte. Dels i form af overskydende foder, som synker ned til bunden under netburene. Dels i form af ekskrementer fra de mange og store fisk i nettene.

Det er også et ubestrideligt faktum, at havbrugerne ikke har mulighed for at begrænse denne forurening ret meget mere, end de allerede har gjort. Det er på én gang den frie gennemstrømning af netburene, som er forklaringen på havbrugenes succes – små omkostninger – og deres uundgåelige forurening af havmiljøet.

Foderforbruget begrænses naturligvis så meget, som det overhovedet kan gøres – af økonomiske årsager. Men enhver havbruger ved også, at man altid fodrer lige i overkanten, så man er sikker på, at fiskene vokser maksimalt. Med et vist, uundgåeligt foderspild til følge.

Tager man et kig på havbunden under netburene, vil man da også se, at der – afhængig af burenes placering og strømmens hastighed – sker en bundfældning af organisk materiale ovenfra. Lokale erhvervs- og fritidsfiskere ved, at havbrugene af samme årsag lokker mange vildfisk til – fisk, som netop lever af det overskydende foder.

I en ny indstilling fra det danske havbrugserhverv ytres der ønske om 3-dobling af produktionen og dermed også en 3-dobling af forureningen. Miljøstyrelsen fastsatte efter Vandmiljø-handlingsplanen et loft på 650 tons udledt N/år, men nedsatte allerede i 1993 mængden til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål er nu en udledning på 2.000 tons N/år.

Antibiotika

Til enhver form for akvakultur er der knyttet forskellige miljøfremmede hjælpestoffer.

Miljøstyrelsen dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeopdræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.

Disse tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Og dette til en så begrænset produktion som 7.000 tons årligt.

Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose.
Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk, bruger vi herhjemme den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet.

En stor del af dette antibiotika optages ikke i fiskene, men havner i stedet på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene.

I samme tidsrum brugte nordmændene blot 0,6 ton antibiotika til produktion på over 400.000 tons laks og ørreder.

Fremtiden

Det nuværende fiskeopdræt i traditionelle dambrug og flydende netbure har så mange uheldige bivirkninger på vandmiljøet i Danmark, at der næppe kan spås nogen stor fremtid for dem.

Uanset hvor dygtige dambrugerne bliver, vil der altid være store negative konsekvenser af produktionen – for dambrugenes vedkommende alene deres opstemning af de jyske åer. Det ødelægger gydebetingelserne for vildfiskene og kan ikke ændres uden at lave om på selve dambrugenes fysiske opbygning. Det samme gælder forureningen med antibiotika.

Og uanset hvor dygtige havbrugerne bliver til at begrænse foderspildet i havet, så har de ingen yderligere mulighed for at begrænse forureningen med kvælstof og fosfor, algebegroningsmidler og antibiotika. Det strømmer lukt gennem netmaskerne og ud i frivandet.

Skal dansk akvakultur have en fremtid – og en ekspanderende sådan – må produktionen omlægges til landbaserede anlæg, hvor fiskeopdrættet kan ske under absolut kontrollerede forhold. Med recirkuleret vand og et minimalt udslip af miljøfremmede stoffer til omgivelserne. Men da bliver produktionen givet så dyr, at vi ikke længere kan konkurrere med udlandet.

Dansk akvakultur præges i dag af såvel en ny som en ældre generation fiskeopdrættere. Sidstnævnte tilhører i sagens natur den gamle skole, der ønsker at øge produktionen uden smålig hensyntagen til konsekvenserne for vandmiljøet.

Men den nye generation er klar over problemstillingen og har set skriften på væggen. De har erkendt, at Danmark næppe har nogen fremtid som storspiller og primærproducent på verdensmarkedet – dertil er landet for lille og konsekvenserne for vandmiljøet for store.

Til gengæld ser de en stor fremtid i at være førende med produktionsteknik og udstyr til fremtidens højteknologiske fiskeopdræt. Herhjemme såvel som i udlandet. Den udvikling kunne staten med fordel støtte. Det er her, fremtiden for dansk akvakultur ligger.

Lungefisk i regnskoven

Økoturisme – i form af lystfiskeri efter eksotiske fisk – er i stigende grad med til at redde truede fiskearter i regnskoven.

Oktober ’94. Vi er taget to mand til Iquitos, Peru for at prøve et helt nyt sportsfiskeri i Amazonas. Vi skal tilbringe en uge ombord på det gode skib “Amazon Explorer”, der skal sejle os ud til de gode fiskepladser.

Men man kan ikke fiske i selve Amazonfloden – dertil er den alt for stor og uklar. Vandstanden i Amazonas svinger nemlig med mere end 10 m fra regntid til tørtid. Alligevel regner det regelmæssigt – også i tørtiden – og derfor svinger vandstanden stadig en meters penge.

Når regntiden ophører, trækker Amazonfloden sig tilbage og skrumper ind. Fiskene koncentreres i de tilbageblevne småsøer – “cochas” på spansk – og mere eller mindre afskårne flodslynger. Her jager rovfiskene de mindre byttefisk, og efterhånden som vandstanden falder, bliver der mindre og mindre mad til rovfiskene, som naturligvis bliver lettere at finde og fange.

I løbet af ugen rammer vi kun rigtigt et enkelt ud af fire steder. De øvrige tre steder er der for meget vand, og sigtbarheden er ringe. Vi fisker da mellem grene med friske grønne blade i overfladen.

Det fjerde sted finder vi derimod guld. Vi må slæbe de medbragte aluminiumsjoller den lange vej fra vort moderskib og ind gennem den tætte regnskov – ind til en lille og klarvandet “cocha”, der ligger og glimter i tropesolen langt fra hovedløbet.

Påfuglebass

Den farvestrålende peacock bass med påfugleøjet på halen er den vigtigste sportsfisk i hele Amazonas – hvor ellers vandet er klart nok til at fiske i. Og det er det her. Vandet har den karakteristiske sorte farve, som alt humusvand i regnskoven har. Sort, men klart. Rio Negro har ikke fået sit navn uden grund.

En stime af småfisk pisker ud af vandet med en stor bule bag sig, og jeg har da også hug med det samme. Fisken tøver ikke et sekund, men udnytter straks min overraskelse over dens styrke og hurtighed til at mase sig ind mellem grenene igen.

Men den næste kommer ind til kanoen – en sølle 2 punds peacock bass. Kors, hvor de fighter aggressivt, og kors hvor er de flotte i farverne. Intet under, at de efterhånden tiltrækker fiskeentusiaster fra hele verden.

Vi lader fisken løbe igen og fortsætter fiskeriet. Solen står lavt nu, og fisk er der overalt. Det lykkes mig at få 7 fine bass op til kanoen – den største en dejlig 3 kg’s fisk, som heldigvis hugger et pænt stykke fra de forræderiske grene.

Det er en brutal hanfisk, der et par høje meterhøje spring senere kommer ind til båden – med den for peacock-hanner så karakteristiske “pukkel” i nakken. Efter et par fotos får også den lov at løbe igen.

Lungefisk i luften

– 10 kg, mindst!

Linen skærer igennem vandet, og op kommer en stor sølvblank fisk i et spring, der lyder som et piskesmæld i den tætte regnskov. Hele fire gange er den store fisk fri af vandet, før den må give sig for Svend, der til alt held har sat frisk line på hjulet selvsamme dags morgen.

Fisken viser sig at være en paiche, som vor guide kalder den – et lille eksemplar af en af verdens største ferskvandsfisk, arapaima’en, der er en af de få arter lungefisk i Sydamerika.

Arapaima’en stortrives i det iltfattige vand i Amazonas’ tørtid. Ja, faktisk så opsøger den ligefrem de steder, hvor vandet er mest fattigt på ilt. Her ved den nemlig, at den kan frådse mellem småfisk, der gisper efter vejret i overfladen.

Vore guides gør Svend begribeligt – på peruviansk spansk – at fisken skal genudsættes, da gydetiden er nær. Der er imidlertid god tid til at tage billeder af fisken, mens den ligger og ånder – uden gæller – i bunden af vor aluminiumskano. Så får den lov at svømme igen.

Inden da har vor fiskeguide flere gange hældt vand ned i munden på fisken, så den blodrige mundhule ikke skal udtørre. En smuk gestus fra en indfødt, der bare forstår naturen – uden derfor at være økolog eller forstå et ord engelsk.

Arapaimaens biologi

I maj-juni kan kold luft fra Antarktis i syd nå helt op til Ækvator. Da køles luften over regnskoven ned til bare 15 grader, og det kraftige lavtryk forårsager ofte pludselige bundvendinger. Methan og svovldioxid frigøres fra bundslammet og bruger straks al ilten i vandet. De almindelige fisk enten kvæles eller samles oppe i overfladen. Da har arapaima’en med sin lunge kronede dage.

Arapaima’en er oppe at ånde hvert 10.-15. minut, men kan være “neddykket” i op til 30 minutter. I gydetiden viser den sig endnu hyppigere i overfladen, hvor den da plasker kraftigt med halen som led i parringsspillet.

Arapaima’en bygger på lavt vand – sjældent dybere end 2 m – en rede, som kan være 20 cm dyb og 50 cm i diameter. Her ryddes bunden for alt – det være sig mudder eller grene – og her lægges de op til 50.000 æg, som siden bevogtes af forældrene.

Arapaima’en kan blive 3 m lang og veje mindst 300 kg. Da portugiserne i sin tid koloniserede Brasilien, bragte de deres trang til saltet torsk med sig over Atlanten. Og da arapaima’en har fint, hvidt kød, der minder meget om torskens, blev den hurtigt en eftertragtet handelsvare. Dens rå raspetunge blev i tørret tilstand endda brugt som sandpapir – eller til at raspe frø til pulver med!

Oprindelig blev den store fisk taget på kastespyd og i primitive flettede net. Nu har monofilgarnene desværre også holdt deres indtog i junglen, og med dem er arapaima’en mange steder udsat for et rovfiskeri, der har gjort den til en truet art i Amazonas.

Frøspredende vegetar-piranha

Arapaima’en blev ikke den eneste af de “mærkelige” fisk, som vi stiftede nært bekendtskab med under vort fiskeri på Amazonfloden.

Den rødbugede piranha, som er kendt for sit morderiske temperament, når den er i flok og har fået fært af såret bytte, huggede regelmæssigt, men blev kun i de færreste tilfælde hængende.

Den jager i flokke på 10-100 fisk, som angriber byttet i bølger. Når første hold ikke væk i tide, bliver de bidt i halen af næste hold! På denne måde kan piranha’en ribbe selv et stort bytte på få minutter.

Af de mere end 20 arter, som piranha’erne omfatter, findes flere specialister i finneklip – i at æde andre fisks finner. Det forklarer, hvorfor de fleste rovfisk altid mangler større eller mindre dele af halen.

Piranha’ens nære slægtning, den mørke og langt større pacu, er en eksklusiv vegetar, idet den fortrinsvis lever af nedfaldne frugter. Piranha’ens frygtede flænsetænder er derfor hos pacu’en omdannet til mere fredelige tyggetænder.

Pacu’en bliver på denne måde en vigtig frøspreder i den tropiske og subtropiske regnskov.

Mystiske maller

Særest var så afgjort mallerne. Vi fik to forskellige arter – en tværstribet tigermalle og så en farvestrålende “brumbasse” uden navn. Begge arter knurrer højt, når de ligger i båden, men ikke nok med det. Flere gange kunne vi sågar høre, hvad der havde bidt på, før vi kunne se det!

Et enkelt eksemplar af den sjældne og højdespringende arawanablev det også til. Det er en mindre slægtning til arapaima’en, som har specialiseret sig i at snappe insekter højt oppe mellem regnskovens grene. Den er derfor springeren over alle springere i Amazonas – med en høj og flad kropsform, der virkelig giver afsæt til de ofte meterhøje spring!

Heldigvis så vi ikke noget til Amazonflodens elektriske ål, som lammer deres bytte med stød på 300-500 volts styrke. Vi stødte heller ikke på de frygtede pigrokker, hvis giftige halepigge ofte er dødbringende.

Lyserøde delfiner fulgte “Amazon Explorer” på dens vej op og ned af floderne, mens metalblå og blodrøde sommerfugle flaksede omkring i virvaret af grønne grene. Fiskehejrer, isfugle og en enkelt fiskeørn gjorde billedet komplet for to gæstende danske lystfiskere.

Men vigtigst af alt: Ved at besøge området med fiskestænger og vestlig valuta var vi med til at åbne de indfødtes øjne for, at man tjener flest penge ved at passe godt på sine fisk. At der hverken er nogen økonomisk eller økologisk fremtid i at brandskatte værdifulde sportsfisk med monofile nylongarn!

® 2001 Steen Ulnits

Mågesjov og aborrerov på Esrum Sø

Det er ikke sjovt at være en lille løje eller smelt, når man på én gang jages af skrigende måger foroven og sortstribede aborrer forneden. Det er heller ikke sjovt at være en lille aborre… Følg med på Esrum Sø i Nordsjælland!

Aborren er en fræk fætter, der ikke tøver med at stjæle maden ud af munden på en artsfælle. Den er således en rask røver, der ikke bærer sine striber uden grund!

Fra fødselen af er den en ilter flokfisk, som er vant til konkurrence fra “kammeraterne”. Aborrerne jager gerne i samlet flok, når det drejer sig om de lidt større søer. Det giver dem flere fordele, når en stime småfisk er lokaliseret. Da kan aborreflokken presse de panikslagne småfisk op i overfladen, hvorfra de jo ikke kan flygte!

Man er aldrig i tvivl, når der er mågesjov. Så hænger mågerne der og måsker sig i de panikslagne småfisk. Men der kan sagtens være aborrerov uden mågesjov. Det oplevede vi en dejlig sensommerdag på den smukke nordsjællandske Esrum Sø. Efter en god frokost på den hyggelige Skipperkro var vi stukket ud fra Sørup for at nyde det gode vejr og eventuelt fange lidt aborrer.

Fiskeriet gik trægt det første stykke tid, og vi prøvede derfor flere pladser – dog uden andet resultat end tilfældige småaborrer. Men det gjorde nu ikke så meget. Dels var vejret jo fremragende, og dels havde vi da et par kolde øller med hjemmefra. Så vi hyggede os, mens vi luntede fra plads til plads og lod vore pirke med ophængere afsøge vandet under båden.

Egentlig havde vi slået os til tåls med tanken om ikke at få fisk nok med hjem til aftensmaden. Vi besluttede os for et sidste forsøg på ti meter vand ret uden for det smukke Fredensborg Slot, hvor vi kastede anker. Det havde nu ikke været nødvendigt, for vinden løjede totalt af og efterlod en spejlblank overflade – og et slapt ankertov.

Sort skærm

Pludselig tegnede ekkoloddet store, sorte formationer under båden. Ikke helt nede ved bunden, men midt i vandet. Niels, der ikke havde fordelen af at kunne se fiskene på skærmen, forblev fiskeløs. Jeg derimod halede fisk på fisk op – til tider full house med fisk på både pirk og ophængere. Til sidst måtte jeg dog fortælle ham hemmeligheden, og så begyndte også han at få fisk på krogen.

Det lader til at være høg over høg under båden. I hvert fald er det en massiv flok aborrer i alle størrelser, vi har gående omkring os – en flok, hvor de større jager de mindre artsfæller. Det kunne vi dels se i vandet, når flokke af aborrer fulgte en kroget artsfælle helt op i overfladen – dels konstatere hjemme i køkkenet, når vi rensede fiskene og kiggede på maveindholdet.

Der er ingen kæmper imellem, men adskillige fine spisefisk på 2-300 gram og enkelte lidt større. Pludselig får jeg imidlertid drømmehugget – helt nede ved bunden. Noget stort og tungt møver sig afsted og rykker lidt, men minder slet ikke om en hidsig aborre. Da linen lidt senere bliver helt slap, kender vi skurken: En gedde har bidt den tynde 0.20 line over og stjålet pirken…

Lidt senere er det Niels’ tur til at få en gedde på krogen. Han fighter den forsigtigt på sit lette grej og kan efter en god stund løfte en fin 3 kilos gedde indenbords – perfekt kroget i det yderste af overkæben. Efter et par fotos i den nu lave sol får den friheden igen. Vi vil jo hellere spise aborrer, og dem er der efterhånden rigeligt af i dammen – nok til både os og naboen, der lægger bådebro til.

Tydeligvis har geddernes ankomst sat en stopper for vort aborresjov. I hvert fald får vi ikke det mindste lille nap efter kontakten med de to gedder, hvis selskab tydeligvis og forståeligt nok ikke huede de sortstribede!

Aborrer i grøden

Specielt de mindre aborrer på 1-200 g holder meget af forsommerens klækninger af vårfluer på det lave vand nær rankegrøden. Her kan man derfor opleve et hyggeligt fiskeri med let grej efter mindre omend meget velsmagende aborrer.

Hen på sensommeren kan man finde de større aborrer i udkanten af rankegrøden. De kommer hertil for at frådse i den årsyngel af fredfisk – og aborrer såmænd! – som med stigende størrelse vover sig fra det helt lave vand og ud på lidt dybere.

Her lever de livet farligt, og aborrerne propper sig med let fanget yngel. Ofte ser det ud, som om det regner, når en sådan stime årsyngel i vild panik pisker ud af vandet – med en kæmpemæssig opspilet aborremund lige i hælene!

Når aborren først jager i flok, går den ikke af vejen for ret meget. Den har jo en stor mund og er ikke bleg for at gabe højt over selv ganske store woblere tiltænkt den langt større gedde!

I mindre søer og moser er aborren i regelen tæt knyttet til vegetationen – til sivbælter og åkander, hvor dens sorte striber virkelig yder den god beskyttelse. Her lurer den på bedste geddemaner og kan med fordel tages på små roterende bladspinnere fisket nær alskens vegetation.

Aborren er det meste af tiden knyttet til bunden, hvor den ynder fast stenbund frem for blødt mudder. Men er der ellers grundlag for det – en god bestand af mindre stimefisk såsom løjer og smelt – da jager mange aborrer pelagisk i de frie vandmasser.

Mågesjov i overfladen

I Danmark skelner man mellem såkaldte “løjesøer” og så de større og køligere “smeltsøer”. Løjesøerne er naturligvis dem, der har en god bestand af løjer – smeltsøerne omvendt dem, der huser smelt. I fiskemæssig sammenhæng opfører disse to søtyper sig meget forskelligt.

Løjen er en karpefisk og dermed varmtvandselskende. Den gyder da også i maj-juni over stenede rev og skrænter, hvilket aborrerne udmærket er klar over! Når løjerne samler sig for at gyde, da stimer også søens aborrer sammen sammesteds!

Smelten derimod er en laksefisk og derfor koldtvandselskende. I Danmark findes den derfor kun i de større og kølige søer – i øvrigt meget ofte de selvsamme søer, som også huser en bestand af søørreder. Smelten samles for at gyde pelagisk – i de frie vandmasser – i store stimer, hvilket naturligvis er “gefundenes Fressen” for søens sortstribede røvere!

Gydningen finder sted i marts-april, men nårsomhelst kan aborrerne støde på en stime smelt, som de så frådser i.

Uanset søtype er det de samme ting, man skal holde øje med. Man spejder ud over søen – gerne med kikkert – for at se, om der noget sted skulle være “mågesjov”. Dette fænomen opstår, når en stime småfisk angribes fra neden af en flok aborrer. Og fra oven af mågerne, som hurtigt får øje på fiskene.

Har man lokaliseret et sådant mågesjov, gælder det naturligvis om hurtigst muligt at komme på kastehold af de hidsigt jagende aborrer. Men man kan let komme for tæt på og dermed skræmme fiskene. Den, der kaster længst, har derfor de største chancer for en god fangst!

Roterende bladspinnere såsom Mepps Aglia str. 2-3 er dødbringende agn til aborrer. En fjerklædt trekrog gør bestemt ikke aborrerne mindre interesserede!

Første gang man udsættes for et mågesjov, tror man ofte, at agnet skal gå lige i overfladen. Det er jo der, man ser fiskene – både de små og de store. Men det er forkert. Fisker man lige under eller direkte i overfladen, får man kun få – eller ingen – fisk. I stedet skal agnet ned til fiskene, som går en hel del dybere end de få, man ser bryde overfladen. Lad derfor spinner eller blink synke lidt, før indspinningen startes.

Fiskeri efter “pelagiske” aborrer er både kedeligt og spændende! Kedeligt i de lange perioder, hvor der intet sker. Og uhørt spændende, når vandet omkring båden koger af hidsigt jagtende aborrer! I løjesøerne kan fiskeriet ske i skjorteærmer, ja, sågar badebukser. Smeltsøerne derimod kræver ofte både fiberpels og regntøj…

Aborrer på barbunden

Når aborren ikke jager pelagisk eller holder til nær vegetationen, da skal den normalt søges på barbunden – helst hvor den er fast og stenet. Blød bund tiltaler ikke de sortstribede. Og når aborren står på barbunden, da skal agnet ikke blot fiskes dybt. Nej, det skal allerhelst fiskes direkte på bunden.

Til det formål er jiggen – helst med en superblød hale af siliconegummi – helt suveræn. Den opadvendte krog sikrer, at man kan fiske direkte på bunden, uden at krogen sidder fast. Også krogningen er ganske sikker – så godt som altid øverst i munden.

Specielt til fiskeri med jig kan det være en fordel at have en af de nye PE-liner på hjulet – eksempelvis en FireLine eller DynaCable – da de er totalt uelastiske. Man mærker derfor straks, om en aborre skulle snuse lidt til jiggen!

Skulle det knibe med at nå bunden med en jig, må man gribe til en lille lodret fisket pirk – eksempelvis en 16-25 grams Jensen pirk. Med den nede ved bunden kan man så drive for vind og strøm, mens man affisker et stort område. Før eller siden støder man ind i aborrerne med denne teknik.

Vælger man at pirkefiske efter søens aborrer, er det en god idé at montere en ophænger eller to 20-30 cm over pirken. Det forøger fangstchancerne væsentligt. En doublé eller triple af hidsigt ruskende fisk er ikke usædvanligt, når først flokken er fundet!

En anden god måde at finde frem til aborrerne på er trolling. Man søsætter helt enkelt et par små woblere bag båden, som så ros eller sejles langsomt afsted. Woblerne kan være synkende eller flydende. Er de flydende, kan man med fordel montere 5-10 g bly på linen en halv meter foran wobleren. Det får den for alvor i dybden.

Fordelen ved trolling er, at man på kort tid kan afsøge meget store områder. På den måde har man optimale chancer for at finde frem til fiskene netop den dag. Før eller siden løber man ind i flokken, og så bliver det sjældent ved den ene fisk.

Til slut er så blot at sige, at aborren er den ubestridt bedste spisefisk blandt alle vore ferskvandsfisk. De fileter, der kan komme ud af en sommertur efter søens sortstribede røvere, fås ikke bedre!

Biologi

Fiskeri

Nedstrøms nymfe

Opstrøms nymfe

Bonefish

Tarpon

Permit

“Attentatet på udsætningerne”

Fisketegn 2000

Udsætning af laksefisk

Konklusionen:

Priser på udsætningsfisk

“Attentatet på udsætningerne”

Det store “Tag selv bord” for fiskeforskere

Produktion

Foder

Forurening

Fremtiden

Det store
“Tag selv bord”
for fiskeforskere