Vandremuslingen

shapeimage_3

– der til fulde lever op til sit navn…

Vandremuslingen gør det, den er bedst til: Vandrer fra ét vandsystem til et andet. Nu er den nået til Gudenåen.

Vandremuslingen Dreissena polymorpha er en invasiv art, som de seneste år er fundet i flere søer i Gudenåsystemet ved Ry, Skanderborg og Silkeborg. “Invasiv” betyder, at arten ikke er naturligt hjemmehørende det pågældende sted, men er indført udefra – i regelen passivt.

Muslingens aftegninger og form kan variere en del, men arten er især kendt for de karakteristiske zigzag-striber, som muslingen ofte har. Heraf det engelske navn ”zebra mussel”.

Vandremuslingen kan blive op til 4 cm lang og kendes på den næsten trekantede, samt hvid- og brunstribede skal. Vandremuslingen er, som den eneste ferskvandsmusling i Danmark, i stand til at sidde fasthæftet på faste overflader og genstande og kendes derfor let alene på dette.

Udbredelse

Vandremuslingen stammer oprindeligt fra egnene omkring Aralsøen, det Kaspiske Hav og Sortehavet. Den blev indslæbt til Danmark i 1840’erne – sikkert via bundplanker og tovværk på datidens handelsskibe – og bredte sig i Københavns kanaler og søer. Først i 1900-tallet kom den til Esrum Sø og Furesøen.

Dårligt vandmiljø gjorde i de efterfølgende årtier livet surt for vandremuslingen, og i dag er den herhjemme kendt fra Furesøen, Esrum Sø, Esrum Å, Frederiksborg Slotssø, Fårup Sø og Jels Sø samt i dele af Susåen.

I 2006 blev vandremuslingen opdaget i midtjyske Knudsø og har siden spredt sig til Gudenåens hovedløb. I sideløbene håber man stadig at kunne holde den tilbage – hvordan det så end skulle kunne lade sig gøre.

Men med blot et minimum af realisme må man som biolog konstatere, at det løb vist er kørt. Der skulle være gjort meget mere og ikke mindst langt tidligere, hvis det ikke blot er tom snak.

Vandremuslingen har fået sit navn, fordi den er utroligt god til at sprede sig, og er den først kommet til et nyt område, er det for sent at gøre noget. Derfor handler det om at begrænse dens spredning. Den vandrer ikke målrettet, men den har flere måder at sprede sig på og er samtidig meget sejlivet.

Vandremuslingens æg og larver overføres let til nye vandområder i f.eks. motorens kølevandssystem eller fasthæftet på flydende grene, fiskegrej, på undersiden og i bundvandet af både, kajakker og andre fartøjer. Før eller siden når den derfor frem overalt.

Derfor er det tilrådeligt, at sejlere og fiskere renser deres fartøjer og grej, hvis de skal fra et ferskvandsområde med vandremusling til et andet uden. Anvendelsen af agnfisk med vand fra et vandsystem med vandremusling er også en potentiel kilde for udbredelse til nye vandområder. Selv badende gæster kan overføre larver af vandremuslingen til et uinficeret område – via et par fugtige badebukser.

Skadevirkninger

Vandremuslingen kan have en negativ effekt på de dammuslinger og malermuslinger, der i dag er meget almindelige i søer herhjemme. Disse kan blive fortrængt eller helt udryddet fra en sø. Dels ved direkte konkurrence om føden, og dels ved, at vandremuslingerne sætter sig fast på deres skaller omkring indsugningsåbningen. Herved kvæles de. I USA er der konstateret et massivt fald i antallet af store muslinger og især i deres reproduktion efter indslæbning af vandremuslingen.

Vandremuslinger kan også have negativ effekt på en række hvirvelløse dyr, der lever af at filtrere vandet, eksempelvis dyriske svampe, vårfluer og dyreplankton. I og med at vandremuslingen fortærer en stor del af planteplanktonet, vil fødegrundlaget for disse hvirvelløse dyr forringes. Dette kan endvidere forringe livsvilkårene for de fisk, der lever af dyreplankton, eksempelvis smelt og heltling.

Der er ligeledes en tendens til, at søer med vandremuslinger oftere oplever opblomstring af giftige blågrønalger – end søer uden vandremuslinger. Måske fordi de forskubber balancen og konkurrencen mellem de forskellige bakterier og dermed favoriserer blågrønalgerne.

Vandremuslingen er ikke blot et problem for hjemmehørende planter og dyr. Den kan også blive et stort samfundsmæssigt problem. Muslingens store antal og tilbøjelighed til at klumpe sig sammen gør, at den kan blokere og tilstoppe drænrør, spildevandsudløb eller risteanlæg til eksempelvis vandkraftturbiner.

Specielt i USA har muslingen, siden dens introduktion til de store søer mellem USA og Canada, kostet samfundet flere hundrede millioner kroner, fordi den nu blokerer renseanlæg og stopper for tilførslen af kølevand til kraftværker.

I det hele taget er Great Lakes et skoleeksempel på, at alt, der kan gå galt, vil gå galt. At alt, der overhovedet kan indvandre eller indføres, vil gøre eller blive det. Læs mere om Great Lakes andetsteds på www.ulnits.dk. Brug søgefunktionen øverst oppe til højre.

Vi har således årtiers lærdom fra denne del af verden, som myndighederne blot har valgt at overse eller overhøre, fordi det nu var det nemmeste og i første omgang også billigste. Når først skaden er sket, gør udgifterne det i regelen aldeles umuligt at gøre noget ved problemet. Skaden er sket – og uoprettelig.

Gavnlige effekter?

Nu er det imidlertid og heldigvis ikke kun nød og elendighed, der følger vandremuslingens udbredelse i Danmark.

Dels har vi allerede haft den i flere år i adskillige danske søer – uden alvorlige problemer. Og dels kan der også være decideret positive effekter. Fuglefolket – Dansk Ornitologisk Forening (DOF) – har været hurtige til at påpege, at de mange vandremuslinger udgør et forbedret fødegrundlag for en ferskvandsdykand som troldanden.

Samtidig har man i flere søer kunnet konstatere, hvordan de massive muslingemængder får gjort kål på de ligeså massive algemængder i eutrofierede (næringssalt-forurenede) søer. Tange Sø i Gudenå-systemet er et godt eksempel herpå.

Vandremuslinger er gode til at filtrere alger fra søvandet, men de spiser desværre ikke blågrønalger. Mindre konkurrence fra andre alger, som spises af muslingen, kan således forbedre forholdene for blågrønalger og få dem til at stige i hyppighed.

Blågrønalger er kendt for at danne giftstoffer og kan, når de forekommer i store mængder, give forgiftning, hvis man sluger meget vand med mange alger i. Kontakt med huden kan i nogle tilfælde give hudirritationer og udslæt. Intet er således så godt for noget, at det ikke også er skidt for noget andet.

Men der er flere afledte eller indirekte effekter. Det klarere vand i Gudenå-systemet giver vandplanterne bedre livsbetingelser. De vokser så meget, at deres volumen bremser vandstrømmen og får vandet til at stige. Ikke mindst beboerne ved Kongensbro har kunnet se og mærke effekten af dette.

I takt med at myndighederne samtidig har måttet spare på udgifterne til grødeskæring, er vandstanden steget så meget, at Gudenåen nu regelmæssigt indtager haverne langs åen.
Ingen her sender derfor vandremuslingen en venlig tanke og tak for det klarere vand.

© 2012 Steen Ulnits


Andre invasive arter: