FN’s verdensmål 14
NB: Det her omtalte regimeskifte har absolut intet med det nylige tronskifte at gøre. Læs videre for at se, hvad det så er for et skifte, der er tale om!
Den tidligere S-regering havde ellers besluttet, at det miljøskadelige fiskeri med bundslæbende redskaber skulle forbydes i Lillebælt. I form af bundtrawl og muslingeskrab.
Det blev imidlertid et forbud, den nuværende fødevareminister Jacob Jensen (V) som en af sine allerførste ministergerninger ophævede. Den dag i dag bundtrawles og skrabes der således muslinger helt som hidtil. Som om intet var hændt.
Dette er uforståeligt, da regeringen jo selv har vedtaget en klimaplan, der skal mindske udslippet af CO2 og dermed bremse den globale opvarmning. Vi ved i dag, at netop bundtrawl er uhyre skadeligt for klimaet – via store udslip af CO2. Det blev dokumenteret af en stor undersøgelse offentliggjort i foråret 2021:
Et team på 26 forskere fra universiteter i primært USA, men også Canada, Frankrig og Tyskland satte sig for at kvantificere den øgede udledning af CO2 i områder med hyppigt bundtrawl. De ville undersøge, hvad den hårdhændede fiskemetode betød for frigivelse af CO2 fra havbunden, når denne trawles igennem igen og igen af tunge redskaber.
Klimaskadelig aktivitet
Man vidste, at der naturligvis måtte være en effekt af dette fiskeri, men man var ikke klar over størrelsen. Gentagen gennemtrawling af havbunden svarer til gentagen gravning af haven eller pløjning af marken:
Ved hver passage hen over og gennem havbunden, med tunge bundskrabende redskaber, frigives kuldioxid til først vandet og siden atmosfæren.
Kuldioxid, som heroppe bidrager til den uønskede globale opvarmning. Kuldioxid, som frigivet til vandet også bidrager til den stigende forsuring af havet. Kuldioxid, som derfor burde ligge sikkert deponeret i havbunden, hvor det ingen skade gør.
De 26 internationale forskere har beregnet, at den samlede CO2-frigivelse under fiskeri med bundtrawl i runde tal svarer til det bidrag, som den samlede flytrafik leverer. Godt og vel.
Således nåede forskerteamet frem til, at det samlede fiskeri med bundskrabende redskaber hvert år bidrager med et udslip på mellem 600 og 1.500 millioner ton CO2. Den samlede globale flytrafik blot godt 900 millioner ton.
Den samlede CO2-frigivelse ved fiskeri med bundtrawl svarer til det CO2-bidrag, den samlede flytrafik leverer.
Hertil skal så lægges den kendsgerning, at der ydes massive tilskud til brændstof til fiskerierhvervet, hvilket kun øger problemet. Droppede man blot den statslige subventionering, ville det skadelige og energikrævende fiskeri med bundtrawl og muslingeskrabere hurtigt dø ud af sig selv – grundet de høje omkostninger til brændstof.
Samtidig ville havbunden få ro til at regenere og genudvikle sin tidligere biodiversitet. Fiskebestandene ville blomstre op og det skadelige udslip af kuldioxid blive bragt til afslutning. De pågældende lande ville samtidig spare en masse kostbare tilskud til brændstof. En win-win-win situation.
Denne undersøgelse er den første af sin slags, som formår at dokumentere effekten af bundtrawl på ikke bare det lokale bundmiljø, men også klimaet, som jo er en global størrelse.
Når der bundtrawles i Kattegat, ødelægger det ikke blot bundmiljøet her. Det tilfører atmosfæren nyt CO2 og bidrager dermed til at øge den globale opvarmning.
Mudderbund med svovlbakterier
Regimeskiftet
Under normale omstændigheder – uden bundtrawl – vil en stor del af det nedsynkende kulstof lagres i bundsedimentet som inaktivt og uskadeligt. Havbunden er helt enkelt det største depot, vi råder over, til gratis uskadeliggørelse af klimagassen CO2. Kulstoffet synker til bunds og lagres her – helt uskadeligt.
Det vil sige – lige indtil der kommer en bundtrawler eller muslingeskraber forbi og hvirvler sedimentet op i vandsøjlen igen. Vandet bliver uklart, hvilket vanskeliggør tilværelsen for lyskrævende ålegræs. Og lagret CO2 hvirvles op fra bunden.
Men ikke blot frigives det lagrede kuldioxid i bunden. Man speeder samtidig den naturlige nedbrydning kunstigt op, hvilket medfører akkumulering af organisk stof, som havbundens organismer ikke længere kan nå at omsætte fuldstændigt. Kort sagt: Bunden mudrer til.
Under normale omstændigheder – under tilstedeværelse af ilt – vil der være et stort antal større dyr i havbunden, som gennem længere tid roder rundt og pumper ilt ned i en ellers iltfri havbund.
Her foregår der således en mere eller mindre fuldstændig nedbrydning af nedsynkende materiale, hvilket imidlertid er en tidkrævende proces. Dertil en proces, som kræver tilstedeværelse af større dyr i og på havbunden. Uden dem ingen fuldstændig nedbrydning. Kun mere bakteriefyldt sort slam.
Kun bakterier tilbage
Når et bundområde gennemtrawles eller skrabes gentagne gange, forsvinder først de større dyr, som er vigtige for en fuldstændig stofomsætning i havbunden. Efter gentagne gennemtrawlinger af området vil der til sidst kun være bakterier tilbage til at gennemføre denne nedbrydning.
Disse vil til gengæld kunne varetage nedbrydningen hurtigt og under stort iltforbrug, hvilket vil øge hyppigheden af iltsvind og bundvendinger. Samtidig vil man ikke få den fjernelse af kvælstof, som ellers vil ske naturligt til atmosfæren. Som naturligt damper af under en kontrolleret nedbrydning og stofomsætning.
Døden er nu flyttet ind – godt hjulpet på vej af forurening fra landbruget og bundtrawl samt muslingeskrab fra fiskeflåden. Og Døden flytter ikke frivilligt ud igen.
Først når vandmiljøet atter er blevet godt nok og bundtrawlingen igen er ophørt. Det tager typisk flere år. Hvis det nogensinde sker. Intet tyder jo på, at vandmiljøet bliver bedre.
Vi ser derfor, at områderne med iltsvind vokser i stedet for at mindske.
Slutresultatet vil være en bakteriefyldt mudderbund med hyppige iltsvind de næste mange år. Der vil ikke længere være de større organismer, som kan bringe ilt ned i sedimentet og selv udgøre fødeemner for større dyr som fisk og skaldyr.
Der er sket et regimeskifte, som man kalder denne sidste fase i en døende havbunds liv.
Bekymrede borgmestre
Sidst i 2023 gik tretten jyske og fynske borgmestre sammen om en skrivelse til miljøminister Magnus Heunicke (S). Borgmestrene vil have ministeren til hurtigst muligt at forbyde alt trawlfiskeri i Lillebælt. Det fortæller TV2 Fyn, som er kommet i besiddelse af brevet.
“Der er brug for handlekraft og tempo for at redde havmiljøet i Lillebælt”, skriver de tretten bekymrede borgmestre – herunder i alfabetisk og geografisk rækkefølge:
- Jan Riber Jakobsen, Aabenraa
- Søren Steen Andersen, Assens
- Hans Stavnsager, Faaborg-Midtfyn
- Steen Wrist, Fredericia
- Mads Skau, Haderslev
- Knud Erik Langhoff, Kolding
- Tonni Hansen, Langeland
- Johannes Lundsfryd Jensen, Middelfart
- Mette Landtved-Holm, Nordfyn
- Bo Hansen, Svendborg
- Erik Lauritzen, Sønderborg
- Jens Ejner Christensen, Vejle
- Peter Hansted, Ærø
Det er værd at understrege, at trawlende både meget ofte er hjemmehørende i helt andre kommuner end de ovennævnte. De tager gerne på langfart og ødelægger således ofte andre resurser end deres egne hjemlige. Ansvarsfølelsen for havmiljøet kan derfor ligge på et meget lille sted.
Fællesskrivelsen til miljøministeren kommer efter den seneste iltsvindsrapport, som konkluderer, at niveauet af iltsvind har nået det højeste i 20 år. Borgmestrene henviser til, at vandmiljøet og fiskebestanden i Øresund har det langt bedre end andre steder, hvor der trawlfiskes.
Netop Øresund er på grund af den tætte skibstrafik friholdt for trawlfiskeri og har derfor været et fristed for fiskebestanden, som blomstrer og har det godt – trods ellers den massive udledning af næringssalte. Kombinationen af frisk strøm og manglende trawlfiskeri er forklaringen.
Det fremgår ikke af TV2’s artikel, hvorvidt der også er tale om muslingeskrab, der ligeledes ødelægger bundmiljøet. Eller kun rendyrket trawlfiskeri.
©️ 2024 Steen Ulnits
Hvad de 26 forskere fra Univerity of Washington fandt ud af
Læs mere om de forskellige fiskemetoder og deres virkning
Del denne artikel: