Forfatterarkiv: Steen

Bentley Bare Bedst

Bentley Bentayga by Mulliner

Der er noget helt specielt ved fiskebiler. De kan være gamle og udslidte og derfor have en høj brugsværdi – fordi man ikke længere er bange for buler, ridser og skrammer. Eller de kan være spritnye, højglanspolerede, luksuriøse og hundedyre. Her skal vi se på en af de sidste:

Vi vidste det jo godt i forvejen – at britiske Bentley bygger fornemme biler i den klart dyre ende af prisskalaen. Vi vidste bare ikke, at Bentley nu også er leveringsdygtige i verdens nok fineste, dyreste og mest dedikerede fiskebil – Bentley Bentayga!

Har man nemlig samlet spareskillinger nok op til en ny Bentley Bentayga SUV, kan man bestille den med et skræddersyet kit, som vil få enhver fluefisker til at græde sig i søvn. Det indeholder nemlig alt, man som aristokratisk eller blot nyrig fluefisker måtte kunne ønske sig eller kræve af en ny fiskebil.

Det er ikke så forfærdeligt længe siden, at Bentley introducerede Bentayga – et køretøj, der hurtigt vandt titlerne for verdens hurtigste og dyreste Awards Show Shuttle – ASS eller bare SUV. For lige at minde os om, at Bentayga faktisk er designet til off-road eventyr og ikke blot smutture mellem slotte og godser i porteføljen, har Bentley netop annonceret en fluefiskefokuseret specialudgave.

Made by Mulliner

Den bærer det sigende navn “Bentayga Fly Fishing by Mulliner”. Sidstnævnte er The Marque In-house Custom Shop for dyre køretøjer. I denne SUV er man efterfølgende rigtig godt kørende og samtidig passende elegant klædt på til at fange ædle ørreder. På flue, naturligvis. Rigtige gentlemen kører jo i Bentley og fisker med flue. – What else?

Til dette fine formål har hele fire fluestænger fundet nye hjem i rør af hørsyet sadellæder bekvemt ophængt under lastskjuleren. Herunder er der dels en udtagelig læderkuffert med et fuldt sæt krystal vinglas og fint porcelæn – dels et to-delt skab med plads til andre nødvendige ting som fluehjul, liner og forfang samt et fuldt udstyret fluebindingskabinet med stik og materialer. I ægte valnød, forstås.

Endelig er der en separat cooler med en samling rustfri termokander, der kan rumme såvel the som kaffe og alkoholiske drikkevarer. Engelsk Country Style, når det er allerbedst!

Der er naturligvis også gjort plads til fangstnet og opbevaring af eventuel fangst. Og for at undgå lugtgener i bilen, er den naturligvis monteret med en luftaffugter, så duften af frisk læder ikke forstyrres af gamle fisk og våde vadesokker…

Der er naturligvis også tænkt på et opbevaringsrum til de medbragte madvarer. Den franske landskinke, ikke mindst. Dette rum kan fjernes og bruges til siddepladser eller opbevaring af waders – våde eller tørre.

Sporty SUV til overklassen

Bentley’s nye Bentayga SUV er langt fra den første bil, som er specielt udstyret til “sport”, som englænderne jo kalder jagt og fiskeri. Land Rover’s katalog er fyldt med særlige udgaver – eksempelvis Holland & Holland Range Rover, som man naturligvis vælger, når man skal ud at lufte sine kostbare parbøsser til fasanjagten sidst på året.

Brugerdefinerede picnickurve og barer har længe været tilgængelige for alle udgaver af Bentley og Rolls-Royce. Det manglede da bare.

Lidt mere jordnært finder vi en Orvis Edition Jeep Grand Cherokee, som selvfølgelig er holdt i Orvis’ egen mørkegrønne farve, der til forveksling ligner den engelske Racing Green. På samme måde har ligeledes amerikanske LL Bean tilført Subaru ‘s noget billigere Outback og Forester modeller deres eget rustikke udendørs look.

Bentley’s Bentayga Fly Fishing by Mulliner er et fantastisk stykke design og håndværk. Alene tanken bag dette køretøj fortjener ros – omend det må være svært at styre bilen ned ad smalle grusveje med tornebuske skrabende hen over den skinnende lak, der naturligvis er Racing Green. Bilen koster trods alt et par millioner – før skat.

Skal der hvide plader på fars nye fiskedyt, så familie og venner også kan komme med på fluefiskeri, næsten tredobles prisen herhjemme.

Grusveje og gulvtæpper

Vi kan således roligt regne med, at der ikke kommer til at køre mange eksemplarer af denne dejlige fiskedyt rundt på landeveje, grusveje eller i terrænet herhjemme. I så fald givet på gule plader, men det ser nu lidt nærigt eller fattigt ud, når vi alligevel befinder os i disse prismæssige luftlag. Heroppe, hvor man med sin bil gerne vil signalere, at man har penge nok og magt over tingene.

Det vækker mindelser om de år, hvor den amerikanske Chevrolet Camaro sportsvogn også kunne købes på gule plader. Som varevogn, da målene i ladrummet dengang muliggjorde dette. Det blev aldrig rigtigt cool at køre på café i sin sportsvogn – på gule plader…

Der er den klare fordel ved Bentley’en, at man kan lade butler og chauffeaur blive hjemme. Den lille Bentayga kræver nemlig ikke samme store kørekort og plads som den mere voldsomme Rolls Royce. Den kan man med fordel reservere til de lidt større familiesammenkomster…

Fotos af Bentleys nye Bentayga Mulliner til denne artikel er naturligvis taget på Island. Kun her er fiskeriet dyrt og fornemt nok til en sådan fiskebil!

Efterskrift: Der findes naturligvis en pulverslukker ombord, dersom fiskeriet skulle blive alt for hot. Der findes dog ingen brandsikker boks på udstyrslisten, som man eksempelvis kan deponere sin Samsung Galaxy Note 7 i. Det er jo for nylig blevet forbudt at tage netop Note 7 med ombord på flyet, efter at næsten 100 eksemplarer af denne ellers helt nye smartphone spontant er brudt i brand.

Bentley ser næppe dette som noget problem, da stort set alle kunder i kartoteket bruger iPhones fra Apple. Eller forgyldte Nokia telefoner. Eller diamantbesatte custom phones. Men alligevel. Det kunne jo være…

I begejstringen over al denne luksus havde jeg nær glemt motoren. Den nye Bentayga fås med en lidt kedelig og økonomisk dieselmotor, hvis man er til kørsel med blød hat. Eller Bentley’s helt nye W12 TSI, som ifølge fabrikken selv er “beyond description”. Den skal både høres og køres!

Bentley afslører dog, at den nye 12-cylinders benzinmotor giver Bentayga en acceleration fra 0-100 km på imponerende 4,1 sekunder. Topfart på 301 km/t burde række til det meste, når majfluerne er begyndt at klække…

“Demonstrating the true Bentley spirit”, som fabrikken selv udtrykker det!

Mere om fiskebiler – dog i den lidt billigere ende af prisskalaen:

http://ulnits.dk/smabadsfiskeri/fiskebilen/

Sportsfiskeriets Hus

Demokratisk debat i dagens Danmark…

Danmark er et demokratisk samfund, og i et sådant skal der altid være plads til åben debat om tingene. Det er jo trods alt derfor, vi ikke længere ligger i krig med hinanden, men taler os frem til en løsning på problemerne. Det har taget 2.000 år og mange menneskeliv at nå så langt, så det gælder om at passe godt på demokratiet og den frie debat, som følger med.

Uheldigvis er det ikke altid, vi kan leve helt op til idealerne. Ikke mindst Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har ofte formået at dele vandene, og desværre har inkarnerede DSF tilhængere ofte svært ved at acceptere kritik udefra.

Selv har jeg gentagne gange fået skudt i skoene, at jeg skulle være modstander af DSF – fordi jeg i forskellige sammenhænge har udtalt mig kritisk om DSF og dets aktiviteter. Dette til trods for, at jeg netop støtter et stærkt DSF og derfor gerne vil hjælpe dem lidt på vej, når det ind imellem har knebet med orienteringen.

Jeg har da også været medlem af DSF i flere år, end jeg kan huske, og også været med i instruktørsammenslutningen i en del år. Og jeg har absolut ingen planer om at melde mig ud.

Men jeg forbeholder mig naturligvis retten til at være uenig med DSF, når og hvis de i min optik skulle komme på afveje. Danmark er jo trods alt stadig et demokrati!

Danmarks Sportsfiskerforbund til debat

Den forgangne vinter og forår har virkelig stået i debattens tegn. Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har været genstand for den nok mest ophedede debat nogensinde på internettet, hvor DSF er blevet grundigt debatteret.

Debatten har primært fundet sted på webstedet 123nu.dk, der tilsyneladende har stoppet debatten ved at bortcensurere de mest kritiske indlæg. Hvorvidt det så er rigtigt, får stå hen i det uvisse. Jeg ved blot fra førstehånds beretninger, at kritikere af DSF tilsyneladende har fået deres indlæg vraget og er blevet udelukket fra debatten.

Det er tydeligt, at det ofte er gammelt nag, der er dukket op og har båret debatten. Nogle foreninger føler sig svigtet af DSF og har efterfølgende meldt sig ud. Hvor DSF på det højeste har haft omkring 30.000 medlemmer, er dette tal nu nede på 25.000 og tilsyneladende i stadig tilbagegang. Trods DSF’s egen målsætning om 150.000 medlemmer ud af op mod en halv million mulige.

I den forbindelse er det faldet mange for brystet, at DSF går med højaktuelle planer om at bygge et helt nyt domicil ved Vejle Å – et “Sportsfiskeriets Hus” til godt 10 millioner kroner, hvoraf knap 7 millioner skal finansieres af den svindende medlemsskare.

Timingen er forkert, mener mange. Og ambitionerne større end evner og behov, mener andre. DSF mener naturligvis selv, at projektet er visionært. Under alle omstændigheder vil DSF’s medarbejdere få en smuk arbejdsplads med en rigtig god udsigt over Vejle Ådal.

Projektet vækker mindelser om de fatale år, hvor DSF ville styre hele fiskeplejen i Danmark – via et centraliseret fiskeopdræt i Tange. Et projekt, der faldt totalt til jorden og som var ved at koste DSF livet rent økonomisk. Sporene skræmmer derfor naturligt nok. Heldigvis har DSF en formue, man i så fald vil kunne tære på.

Den nyopståede ballade omkring DSF bunder endnu engang i den geografiske skævhed blandt DSF’s medlemmer. Nu er der ingen officielle tal af nyere dato at henvise til, men den seneste opgørelse fra 1994 viste, at ikke mindre end 70% af DSF’s medlemmer kommer fra jyske foreninger med snævre interesser i fiskeretten ved de jyske vandløb. Det er her, DSF har haft sin vugge, og det er her, interesserne i dag stadig er samlet.

Dette forhold har fået mange – ikke mindst på Sjælland og til dels også Fyn – til at kritisere DSF for at repræsentere danske lystfiskere over én kam. Når de nu ikke gør det.

Det var også det, der i sin tid fik en helt ny sammenslutning – “Danske Lystfiskere” (DL) – til at se dagens lys. Primært baseret på Sjælland, men også med enkelte jyske foreninger imellem. DSF går mere eller mindre spøgende under betegnelsen “Jydsk Åfiskerlaug” flere steder, og det er altså ikke uden bund i virkeligheden.

En stærkt medvirkende årsag til kritikken har nemlig været, at mere end 80% af de samlede fiskeplejemidler fra det obligatoriske fisketegn er gået til de jyske foreninger under DSF. Kun godt 10% er gået til fiskepleje på Sjælland, hvor vandløbene er få og små.

Dette skal ses i lyset af, at lystfiskere i Jylland kun bidrager med godt 50% af indtægterne fra fisketegnet – mod knap 40% fra Sjælland. Mange sjællandske fisketegnsløsere føler sig derfor snydt for deres egne penge.

DTU Aqua til debat

Det er biologerne fra DTU Aqua i Silkeborg, der styrer fordelingen af millionerne til fiskeplejen fra fisketegnsmidlerne. Det er samtidig de selvsamme millioner, der helt eller delvis betaler de selvsamme forskeres lønninger og undersøgelser.

Dette forhold har fået mange til at kritisere DTU Aqua for primært at hyppe deres egne kartofler på bekostning af det oprindelige formål: At fremme fiskeplejen i Danmark med indtægterne fra det obligatoriske fisketegn.

Mange har også set det gradvise skift fra udsætninger af havørredsmolt direkte i hav og fjord til i dag kun at omfatte mundingsudsætninger som en smart måde at skaffe penge til sig selv – til lønninger til DTU Aquas personale.

Det var nemlig flere millioner, der blev sparet væk her – under dække af at beskytte de oprindelige ørredstammer mod genetisk forurening fra strejfende tamfisk. På papiret et smukt og velmenende træk – hvis ikke lige fordi, der på øerne næppe længere findes oprindelige ørredstammer. Og hvis ikke der lige manglede egnede pladser til udsætning af fisk i åmundingerne.

Det succesrige arbejde omkring udsætning af ørreder i Isefjorden blev eksempelvis skrottet – til stor ærgrelse for dels de mange sjællændere, der gennem årene havde været engageret i projektet – dels de mange tusinde lystfiskere fra ikke mindst København, som i Isefjorden længe havde haft et produktivt åndehul tæt på stenbroen.

Og så er det, at tingene bider sig selv i halen. Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) sidder nemlig med ved bordet, når millionerne fra fisketegnsmidlerne skal fordeles.

Det er således med DSF’s billigelse, at man i sin tid skar ned på de sjællandske udsætninger og trappede de jyske op – ikke mindst i forbindelse med laksehandlingsplanerne, som har været ganske kostbare at effektuere.

DSF har efterfølgende argumenteret med, at mange jyske havørreder strejfer vidt omkring og ofte fanges af sjællandske lystfiskere.

I hvilket omfang det egentlig er tilfældet, vides dog ikke. Men helt forkert er det ikke. Et ubestrideligt faktum er dog, at de kostbare lakseudsætninger i Jylland ikke kommer sjællænderne til gavn. De tilbagevendende laks fanges alle i jyske lakseåer, hvor de bedste strækninger ofte er lukket vand for udenbys fiskere.

Rugekasser til debat

Det seneste debatemne har været de rugekasser, som ildsjæle i Jylland har arbejdet ihærdigt med i de seneste år – med rigtig godt resultat. Rugekasser er en praktisk måde at lade ørredæg klække ude i naturen og ikke inde i dambrug, som den nuværende fiskepleje foreskriver.

Resultaterne med rugekasserne har været rigtigt gode, men fra DTU Aqua i Silkeborg accepterer man ikke dette faktum. Argumenterne imod stritter i alle retninger og har intet hold i virkeligheden, men intentionerne er klare nok:

DTU Aqua ønsker ikke en decentraliseret fiskepleje, der kunne fjerne magten og millionerne fra dem. Og da DTU Aqua og Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har et meget nært samarbejde, er DSF nu også kommet på konfrontationskurs med rugekasserne og deres fortalere. Det minder lidt om DSF’s blåstempling af undervandsjagten. Søg på “UV jagt”, hvis du vil vide mere.

Som biolog er det uhyre svært at se det negative i, at ørrederne fødes og vokser op under de mest naturlige forhold – i en rugekasse ude i vandløbet og ikke inde i et dambrug. Det vil altid gøre fiskene mere egnede til det forestående og farefulde liv i naturen, hvor rovfugle og rovdyr er på evig jagt efter dem.

Præcis som den store Vadehavsundersøgelse i sin tid dokumenterede, at stort set alle udsatte tamfisk gik til under de barske og uvante forhold i Vadehavet. Kun vildfiskene kunne finde ud af det.

Dette blev efterfølgende brugt til at sætte fokus på arbejdet med de oprindelige fiskebestande – hvor og hvis disse altså findes. Og til at nedprioritere udsætninger af tilfældige tamfisk fra dambrug. Samt fjerne de store udsætninger direkte i saltvand helt fra landkortet – også på øerne, hvor der i regelen slet ikke findes vandløb til mundingsudsætninger.

DTU Aqua har derfor aldrig nydt nogen større popularitet uden for DSF’s kredse, og da DSF nu også undsiger rugekasserne til fordel for samarbejdet med DTU Aqua, er deres stjerne dalet yderligere i mange kredse.

Man må håbe, at DSF snarest kommer ud af dette dødvande og får samlet danske lystfiskere i stedet for at sprede dem yderligere. Med flere end 500.000 lystfiskere i Danmark (iflg. både Gallup og Cowi) er potentialet så stort, at man burde kunne mønstre mange gange flere end de nuværende 25.000 medlemmer.

Indtil da må vi skele misundeligt til jægerne, som i Danmarks Jægerforbund har formået at samle omkring 100.000 medlemmer – trods det faktum, at der her i landet er langt færre jægere end lystfiskere.

DSF’s seneste rapport over brakvandsgedderne i de sydsjællandske farvande var et sikkert velment forsøg på at skaffe sig mere fodfæste og goodwill på øerne. Men det er næppe nok i længden.

Der skal desværre nok mere til, førend DSF har fået rystet tilnavnet Jydsk Åfiskerlaug af sig og er trådt i karakter som hele Danmarks Sportsfiskerforbund. Og ikke kun 25.000 fortrinsvis jyske åfiskeres. Der er brug for mange flere medlemmer – ikke mindst på øerne.

Budgettet for det nye 10 millioner kroner dyre Sportsfiskeriets Hus i Vejle Ådal er baseret på, at medlemstallet kan holdes konstant. Og hvis det skal være tilfældet i årene fremover, så må DSF lidt mere væk fra de jyske åer og blive meget mere synlig på øerne. Ellers holder budgettet ikke, og så lurer potentielt en ny Tangeskandale.

Det kan ingen lystfisker i Danmark være tjent med. Vi har brug for et stærkt DSF, der kan samle danske lystfiskere i stedet for at sprede dem. Men faktum er, at DSF med sin nye millioninvestering har gjort sig mere sårbar end nogensinde.

Så bak op om DSF, når de bakker op om dig og taler din sag!

Efterskrift: Jeg har modtaget en del kommentarer på denne artikel. Flest positive, men også et par negative. En nordenfjords foreningsmand havde både ros og ris. Kritikken gik på, at jeg nok havde været for optimistisk med hensyn til DSF’s aktuelle medlemstal. Jeg havde skrevet, at det lå omkring 25.000. Og officielle tal foreligger ikke.

– Det reelle medlemstal er nærmere nede på godt 19.000, lød meldingen fra nordenfjords. Hvis det virkelig er tilfældet, er der jo endnu større risiko for, at det ambitiøse projekt Sportsfiskeriets Hus til 10 millioner kroner lider økonomisk skibbrud.

Vi følger udviklingen i største spænding. Og håber naturligvis det bedste.

Søg gerne på “Jagtens Hus”, hvis du vil vide, hvordan vore jagende kolleger har grebet sagen an. De er dog også små 100.000 organiserede medlemmer…

Å-fiskeri

Tid: Forsommer
Sted: Gram Slot i Sønderjylland
Indhold: Grundkursus i fluefiskeri og kasteteknik ved å
Pris: Er inklusive fuld kost, logi på enkeltværelse samt undervisning

Dette er et kursus, som mange af vore kystfluekursister har spurgt på. Mange har haft lyst til at prøve det klassiske fluefiskeri med tørflue og vådflue ved åen – efter stalling og bækørred i strømmende vand. I forsommeren, hvor insekterne klækker.

Dette kursus fokuserer meget på viden om fiskenes fødeemner i åen, på at lægge den rette fiskestrategi og så en hel del kasteteknik. Det er meget ofte de små trickkast, der afgør, om man får fisk på fluen eller ej. Dette og meget andet vil vi gå i dybden med!

Stedet er det idylliske Gram Slot i Sønderjylland – med den dejlige Gram Å løbende lige uden for voldgraven. Er vi bare lidt heldige med vejret, havner vi midt i den store klækning af majfluer!

Indkvarteringen sker i velindrettede enkeltværelser på Gram Gaard – lige ned til slotssøen og med direkte udsigt til slottet. Vi spiser lokalt og hygger os i det hele taget i de smukke og historiske omgivelser ved slot og å.

NB: Ingen aktuelle å-fluekurser

Kurset fokuserer primært på tørfluefiskeri efter rødplettede bækørreder i den smukke Gram Å. Vi fisker her på 4 km prima å med en god bestand af majfluer, der klækker netop på dette tidspunkt – og masser af smukke vandranunkler, der også blomstrer netop nu!

Der er et meget begrænset antal pladser, så hvis du vil være sikker på at komme med, så er hurtig tilmelding at anbefale.

Kyst-fiskeri

Tid: Forår
Sted: Kalø Vig
Indhold: Grundkursus i kystfluefiskeri, fluekast og fluebinding
Pris: Er inklusive fuld kost, logi på enkeltværelse samt undervisning

Det er et kursus, jeg har kørt snart 40 gange siden starten i 2000, og langt over 400 kursister har i den forbindelse tilbragt en spændende uge på kursus sammen med ligesindede. Mange har derfor også fanget deres første kystflueørred her – naturligvis på en flue, de selv har bundet!

“Bind en flue og fang en fisk!” – det har været dette kursus’ motto siden første hold i 2000. Kombineret med en god kasteteknik og indsigt i havørredens liv og færden året rundt er dette hemmeligheden bag et effektivt kystfluefiskeri, hvor der regelmæssigt kommer fisk på land.

Kalø Vig ligger så midt i det danske rige, som noget kan. Et antal mindre ferske tilløb sikrer, at der altid er fisk i vandet. Og der er altid en kyst, hvor man kan være i læ for vinden!

NB: Ingen aktuelle kyst-fluekurser

Vi havde en kursist, som kunne fejre sit 10 års jubilæum i 2010. Der er således rift om disse kurser. Der er kun 15 pladser på hvert hold, så hvis du vil være sikker på at komme med, da tilmeld dig snarest!

Læs artikel om kystflue-kurserne.

Se video fra kystflue-kursus.

Se fotos fra kystflue-kursus.

Praesent quis nisi dui, porta gravida metus.

Etiam commodo enim mattis dui consectetur in vehicula mi mollis

TV2: Portræt af Steen Ulnits

Et portrætprogram om undertegnede, der selv er indfødt vestjyde og derfor lokal i området!

Jeg havde udgivet bogen “Jyllands Bedste Fiskevande” på Gyldendal og havde bogen “Havørred” fra samme forlag lige på trapperne.

Programmet er optaget af TV2 Midtvest i Holstebro den 23.11. 2005.

Kroget for livstid

Om at kroge sig selv…

De færreste tænker vel ret tit over det: Hvordan det mon er at få en krog med modhager i sig. Og godt det samme, for gjorde man det, ville mange måske helt droppe fiskesporten…

Det har tit været debatteret, om det nu kan betegnes som en “sport”, når man bevidst forsøger at stikke spidse kroge ind i stakkels umælende skabninger – for egen fornøjelses skyld. Bølgerne har gået højt, når emnet har været, om fisk overhovedet kan føle smerte – i menneskelig forstand. Det har også tit været diskuteret, om genudsætning af fisk – Catch & Release – ikke tangerer dyreplageri.

Det vil føre for vidt at komme ind på disse emner her. Det rækker med at konstatere, at vi har en rigtig dårlig sag, der næppe holder i retten – hvis det altså skulle komme dertil. Det nytter ikke noget at diskutere genudsætning af fisk med folk, der principielt er modstandere af det.

Og det kniber gevaldigt med argumenterne for at fiske, hvis man alligevel vil genudsætte sin eventuelle fangst. Faktisk sagde engang navnkundige Jacques Custeau – ham med TV-serien “Havets Hemmeligheder” – at den slags helt enkelt er perverst…

Well, det er der naturligvis flere meninger om, og jeg har da ingen ambitioner om at droppe mit fiskeri eller min genudsætning af fangede fisk. Men det kan være ganske gavnligt selv at prøve, hvordan det føles at få en nyhvæsset krog i kroppen – til op over modhagen. Så får man måske et lidt andet syn på, hvordan det er at være fisk i et moderne “sportsfiskeri”!

Vore dages spinnefiskere er i større fare end gamle dages. Vore dages fiskekroge er nemlig højteknologiske produkter, som enten er kemisk skærpede eller laserbehandlet. Det gør dem sindssygt skarpe, og emballagen til disse kroge burde derfor inkludere en advarsel herom!

Billederne herover viser en stakkels dansk fluefisker, som i ren frustration over svigtende fangster lånte en spinnestang af guiden. Han blev straks belønnet. Dels af en havbars, som ufortrødent gik ombord i den store popper. Og dels af de ultraskarpe Owner kroge, der efterfølgende gik i kødet på den formastelige fisker.

Afregning ved kasse 1 eller løn som fortjent. Rygterne vil vide, at den stakkels fluefisker ikke har rørt en spinnestang siden. Enhver ond gerning bærer straffen i sig selv!

Spøg til side. I ovennævnte tilfælde var problemet let løst – trods de dramatiske billeder. Det var nemlig let og ligetil at klippe krogen over bag modhagen og trække krogen ud igen. Det er altid værre, når man ikke kan få modhagen fri af kødet…

Fluefiskerne er nok dem, der oftest kroger sig selv. Vildfarne fluer i luften, pludselige vindstød og et øjebliks uopmærksomhed er nok til, at fluen får fat det forkerte sted. I regelen aldeles udramatisk og lige til at pille, klippe eller skære ud igen – af tøjet.

Men ind imellem går det værre end som så. Engang imellem kroger man sig selv direkte i kroppen, og normalt sker det i hovedhøjde. Ørerne er i sagens natur udsatte – næsen ligeledes. Allerværst er det, dersom man får krogen i øjet.

Det skete engang for en god ven, der fiskede med en lille sort William’s Favourite str. 14, som satte sig dybt i hans ene klare blå øje. Heldigvis klarede lægerne på Ålborg Sygehus sagen til UG, og der blev ingen komplikationer. Men han fisker aldrig mere uden solbriller – end ikke i mørke!

Polaroidbriller er uundværlige til alt fiskeri og ikke mindst fluefiskeri. Med dem kan man se ned gennem det irriterende “glar” på overfladen, og med dem er øjnene godt beskyttet. Har man glas i forskellige farver – fra standard gråbrun til dagtimerne over gul til skumringen og så klar eller farveløs til natfiskeriet – så er man godt dækket ind. Måske med blå som tilføjelse til rendyrket offshore fiskeri i solskin.

Ovenstående billeder af en lille rød rognflue dybt begravet i min højre tommel er omtalt i en tidligere artikel om hornfisk. Her forårsagede en diminutiv str. 10 krog så store problemer, at den måtte en tur på sygehuset og jeg have fire bedøvende indsprøjtninger, inden fluen kunne hales ud af to mand med en rusten tang – i en tom operationsstue!

Heldigvis er der en meget enkel løsning på næsten alle dise problemer og fortrædeligheder: Brug modhageløse kroge eller klem modhagen helt ned, før du begynder fiskeriet. Så er det langt mindre traumatisk at kroge sig selv – og fiskene!

Fotos: Jørgen Stybe & Steen Ulnits

Pfishing with Pflueger

Specifikationer i verdensklasse

På vor side af Atlanterhavet – den europæiske – er Pflueger stadig et relativt ukendt navn blandt lystfiskere. Men i Nordamerika ved hvert et fiskende barn, hvem Pflueger er, og hvad de står for. Pflueger er nemlig et ærkeamerikansk brand, som har rødder helt tilbage til 1881, hvor firmaets grundlægger Ernest F. Pflueger startede en produktion af fiskekroge. Firmaet hed da noget så kedeligt og intetsigende som Enterprise Manufacturing Company…

Det var først, da sønnen Earnest A. Pflueger overtog kontrollen, at et firma med navnet “Pflueger” blev stiftet – nu med en udvidet produktion af alskens fiskegrej til mange forskellige slags fiskeri. I 1916 så så det første Pflueger fiskehjul dagens lys – i form af “Pflueger Baitcast”. Det var et simpelt, men robust og velfungerende multiplikatorhjul, som blev fremstillet i Akron, Ohio, der nu var firmaets hjemsted.

Dette hjul var i mange år en slags industristandard for fiskehjul, som alle andre sammenlignede sig med, og Pflueger solgte derfor mange af disse hjul. Først i 1934 lancerede Pflueger det første fastspolehjul under navnet “Pflueger Spinning”. Dengang var der ikke så mange andre modeller på markedet, at man måtte ty til opfindsomme navne for at markere sig i vrimmelen!

Pflueger Medalist

Men er selve Pflueger navnet ukendt på vore breddegrader, så er et produkt som Pflueger’s “Medalist” fluehjul det bestemt ikke. Det er hjul, som har overlevet siden lanceringen i 1935 – hjul, der er noget nær uopslidelige. Og der er næppe tvivl om, at Pflueger Medalist er det fluehjul i hele verden, som er produceret i det største antal.

Konstruktionen er typisk amerikansk – med bagside og spoleramme samlet af skruer og metalstivere. En konstruktion, der er meget stærk og upåvirkelig af stød og slag – stik modsat de støbte englændere, der meget let slås skæve. Man skal blot være klar over, at et Medalist godt kan få en skrue løs efter nogle års fiskeri. Det problem er dog klaret på sekunder med en lille skruetrækker!

Men ikke nok med det. Med undtagelse af den mindste størrelse 1492 er alle Medalist hjulene forsynet med en enkel skivebremse, der rent faktisk kunne og kan indstilles til en vis bremsekraft – igen stik modsat de klassiske engelske fluehjul og deres fjederbelastede knarre. Her er det nærmest kun lyden, der kan reguleres…

I 1966 blev Pflueger så opkøbt af datidens gigant inden for fiskegrej – Shakespeare, der er omtalt i en separat artikel på dette website. Shakespeare var ude efter den store knowhow inden for fiskehjul, som Pflueger havde opbygget gennem årene. Et ideelt supplement til Shakespeare’s egen store viden om fremstilling af fiskestænger.

Efterhånden udviklede det sig derhen, at Pflueger skulle positioneres som producent af high-end fiskehjul, der ikke skulle konkurrere på pris, men kvalitet og funktion. Det var starten på en udvikling, der har ledt frem til vore dages Pflueger hjul, som er blandt verdens bedste. Hjul, der ikke går på kompromis med noget, og som derfor gør brug af alle rumalderens mange tilgængelige hi-tech materialer.

2002 blev året, hvor Pflueger for alvor slog igennem på det store amerikanske marked med de nye hi-tech produkter, og udviklingen fortsætter. I dag fremstiller Pflueger således både multiplikatorhjul, fastspolehjul og fluehjul af bedste slags.

President og Patriarch

I 2008 lancerede Pflueger så en række nye fluehjul, der skulle tage over, hvor Medalist’en slap. Topmodellen var “President”, som jeg selv havde fornøjelsen at teste, inden den blev indlemmet i det nu desværre hedengangne Fenwick fluesortiment under navnet “IronFeather”. Et aldeles fremragende hjul, som det lykkedes mig at lande 150 bonefish op til 3 kg på – i løbet af to uger i Karibien. Ikke én eneste gang var der problemer med det. Hvad man desværre ikke kunne sige om nogle langt dyrere hjul, som også var med på turen…

Men markedet for spinnehjul er meget større og således mere interessant. Pflueger udviklede derfor en ny række fastspolehjul og multihjul til kræsne fiskere, der ikke er bange for at betale, hvad et godt hjul koster.

På det danske marked har det især været topmodellen “Patriarch”, der slog an og manifesterede Pflueger brand’et blandt danske lystfiskere. Trods en pris på kr. 2.499,- manglede der ikke købere til de nye hjul, som byder på kvalitetskomponenter i titanium, magnesium, aluminium og grafit. Hertil hele tre forskellige slags kuglelejer placeret på strategisk vigtige steder.

Kuglelejer er nemlig ikke bare kuglelejer. Det ved Pflueger, som derfor bruger forskellige typer lejer på forskellige steder i hjulet. De mest udsatte steder monteres med afskærmede lejer, mens der på mindre udsatte steder bruges forseglede lejer. Alle naturligvis fremstillet af det bedste rustfri stål, som kan skaffes!

Kulfiberkerne i spolen er et fremtrædende træk hos dyre Pflueger hjul som Patriarch’en. Og noget, du ikke ser andre steder. Det sikrer maksimal styrke kombineret med laveste vægt og er et godt eksempel på, at Pflueger ikke er bange for at ty til usædvanlige kombinationer af forskellige materialer – når målet er det bedst mulige produkt uanset prisen.

Magnesium er et kostbart materiale, som Pflueger har reserveret til sine bedste og dyreste hjulserier. På topserien Patriarch er således både hjulhus, rotor og sideplade fremstillet af elokseret magnesium, hvilket gør hjulene på én gang meget lette, uhyre stærke og 100% saltvandsbestandige. Det finder du ikke på andre hjul!

Bremseskiverne er af største vigtighed på et fiskehjul, der skal kunne holde til de største og stærkeste fisk, man kan få på krogen. Pflueger har forsket meget i forskellige materialer og har udviklet specielle bremseskiver i kulfiber, der ikke lader sig komprimere under selv det hårdeste pres. Garanti for en jævn og sikker bremsning.

Superspoler til nutidens superliner er en helt naturlig ting for Pflueger, som monterer deres spoler med ringe af siliconegummi, der hindrer glatte og uelastiske superliner i at skride på spolen. Slut med at skulle spole nylonline inderst på spolen og siden koble nylon- og superline sammen med besværlige knuder!

I USA nyder Pflueger’s low profile multihjul stor anseelse blandt de mange tusinde bass-fiskere. Her er konkurrencen benhård – både fiskere og fiskehjul-producenter imellem. Pflueger’s topmodel blandt multihjul hedder også “Patriarch” og byder på ikke færre end 10 kuglelejer af bedste kvalitet samt titanium-coatede sideplader. For at holde vægten lavest mulig er sågar også håndtaget fremstillet i radial kulfiber!

Funktionen understreges af, at Patriarch hjulene har hele to indbyggede kastebremser: En traditionel centrifugalbremse, som holder den vildt roterende spole under kontrol i kastets første fase. Samt en moderne magnetbremse, der tager over og styrer spolen under den sidste, langsomme del af kastet.

Man kan kort sagt konstatere, at Pflueger aldrig har lavet bedre hjul, end tilfældet er i dag – trods mere end 130 år på markedet!

What are you wading for?

Ørredbukser til folket!

Før den Amerikanske Borgerkrig i 1800-tallet var der ingen, som havde waders. Skulle der alligevel vades, måtte det ske vådt – i det tøj og de støvler, man nu engang havde på. Det kan man se på gamle afbildninger af amerikanske fiskere, der klamrer sig til grene og træer nær bredden – for ikke at blive våde, klamme og kolde. Forkølelse og lungebetændelse var mere fatalt i de dage end i vor egen tidsalder. Og decideret vadefiskeri derfor forbeholdt de varme sommermåneder!

På vore breddegader var det naturligt nok de seje nordsøfiskere, som havde mest brug for vandtætte støvler og bukser. Men materialerne var få og lod meget tilbage at ønske.

Alligevel udviklede fiskerne lange støvler og bukser, som var vandtætte – i hvert fald for en stund. De bestod af en tung og tyk læderoverdel, som var fastgjort til datidens ligeledes tunge træskostøvler. Læderet var fedtet godt ind, så det kunne holde vandet ude i kortere perioder.

Men én ting var ganske vist: Faldt man først over bord iført sådanne støvler, var man sikker på at synke til bunds som en sten. Datidens fiskere gjorde derfor også en dyd af ikke at kunne svømme. Det ville alligevel ikke kunne redde dem…

Med en rig på ryggen!

Historien om verdens første waders startede meget tidligt – helt tilbage i 1800-tallet, hvor det var ganske almindeligt, at velhavende fiskere lod sig bære tørskoet over elven – i Skotland af veltrimmede ghillies i deres traditionelle kilt! Det siger sig selv, at den skotske ghillie altid blev våd og kold – hans kostbare engelske last kun undtagelsesvis…

Det var også dengang, hvor den velhavende laksefisker gerne selv kastede sine fluer og krogede sine laks. Men han fightede dem kun, så længe han kunne gøre det tørskoet. Tog laksen et langt udløb, som gjorde det umuligt at følge den inde fra bredden, da blev stangen straks overgivet til ghillien, der så endnu engang måtte tage sig et bad under jagten på laksen. Så såre det atter var muligt, overtog vor velhaver sin stang med den nu noget mere medgørlige laks!

Hvor mange skotske ghillies, der døde af lungebetændelse efter sådan en omgang, er uvist. Men det har givet kostet nogle af dem livet, når fiskeriet foregik efter “springers” allerførst på sæsonen – ofte i en forrygende snestorm over det skotske højland…

Det forklarer måske også, hvorfor skotske ghillies altid havde en flaske god maltwhisky inden for rækkevidde. De drak, som gjaldt det livet – hvad det måske også gjorde!

På den anden side af Atlanterhavet – i USA – havde man endnu ikke samme skel mellem rig og fattig. Her måtte enhver klare sig selv, og her var der derfor tidligt fokus på at udvikle produkter, som kunne gøre livet mere bekvemt for den enkelte. Her var entreprenørånden i højsædet, og her blev mange nye ting derfor udtænkt.

Et af de helt store gennembrud kom, da man fandt ud af at udvinde rågummi fra gummitræet i Mellem- og Sydamerika. Her fandt indianerne tidligt ud af at bruge substansen fra “det grædende træ” til fremstilling af vandtætte sko, og spanske soldater lærte hurtigt at bruge materialet til imprægnering af deres hatte.

Charles Goodyear

Den industrielle udvinding af gummi begyndte dog først i starten af 1800-tallet, hvor rågummiet nåede til Europa som ballast i træskibene. En skotte ved navn Macintosh udviklede en metode til at opløse gummiet i kemikaliet naftalin, og han kunne derefter som den første påføre det opløste gummi til stof, som derved blev vandtæt.

Men rågummi var stadig blødt og ikke ret holdbart. Der var brug for en hårdere og mere stabil udgave, hvis gummiet skulle få en større udbredelse. Det blev amerikaneren Charles Goodyear, som efter mange vanskeligheder fandt frem til den rette metode: Vulkanisering. Han fandt ud af at opvarme gummiet og tilsætte svovl, hvorved gummiet stabiliseredes. Det skete i 1839, men først fem år senere, i 1844, udtog Charles Goodyear patent på den metode, der skulle revolutionere brugen af gummi.

Daniel Hodgman

Den 19. august 1808 blev en amerikaner ved navn Daniel Hodgman født i byen Mason i staten New Hampshire på den nordamerikanske østkyst. Han blev opdraget inden for landbruget, men fandt hurtigt ud af, at han hellere ville være handelsmand og have foden under eget firma.

Efter en urentabel butik i Boston lykkedes det ham, sammen med en kompagnon, at etablere et rentabelt gummihandelsfirma på Beaver Street i New York City. Deres veje skiltes dog, og Daniel Hodgman fortsatte med en ny virksomhed i NYC – nu på Duane Street og nu med egen fremstilling af gummivarer. Det var i 1838.

Den nye virksomhed fik navnet Hodgman Rubber Company og var en øjeblikkelig succes. Allerede i 1839 blev Hodgman således tildelt en sølvmedalje for deres redningsveste af gummi, og i 1842 udtog Daniel Hodgman US patent nr. 2504 på fremstilling af en gummisko med såler af ubehandlet rågummi.

Hurtigt herefter kom så det vulkaniserede gummi fra Goodyear, der tildelte Hodgman licens til at bruge den nye fremstillingsproces. Hodgman fortsatte dog med at fremstille ikke-vulkaniserede gummiprodukter, lige indtil Goodyear’s patent udløb. Nu var Daniel Hodgman ikke længere nødt til at betale dyre royalties til Goodyear, og herefter skete al fremstilling af Hodgman produkter naturligvis med vulkaniseret gummi!

Fra slavebukser til gummiwaders

Hodgman Rubber Company fremstillede mange forskellige slags gummiprodukter til lige så mange forskellige formål. Ofte var der tale om fremstilling af specialprodukter efter mål, hvilket var tilfældet i 1849. Slaveriet var endnu ikke ophørt, og ordren var en bestilling af skræddersyede, beskyttende gummibukser til navngivne sorte slaver, så disse kunne arbejde i sumpede områder uden at blive overstukket af myg…

Disse gummibelagte bukser blev forgængeren til de moderne waders, som vi kender dem i dag. Nu havde man teknikken, og springet var derfor ikke langt til at fastgøre et par vulkaniserede gummistøvler til et par vulkaniserede gummibukser.

Det står ikke helt klart, hvornår de første deciderede waders blev lanceret. Men vi ved, at Hodgman i 1853 havde vokset sig så stort, at der ikke længere var plads nok inde i NYC. Hodgman flyttede derfor til landsbyen Tuckahoe i Yonkers forstaden til New York. Her opkøbte Daniel Hodgman en godt 18.000 kvadratmeter stor tidligere stenmølle med let adgang til billig vandkraft, og her menes de første rigtige waders at være kommet til verden.

Firmaet fortsatte sin vækst i de nye lokaler, men i 1874 døde Daniel Hodgman, 66 år gammel. Han efterlod sig to sønner, Charles A. Hodgman og George F. Hodgman, som overtog den videre drift af firmaet. De fortsatte udviklingen af gummitøj og blev snart verdens suverænt største producent af regnfrakker. Så stor var efterspørgslen, at der måtte bygges en helt ny fabrik udelukkende til fremstilling af regnfrakker. Cykeldæk var en anden stor Hodgman salgsartikel i slutningen af 1800-tallet.

Vi ved, at Hodgman givet havde den fornødne teknologi til at fremstille rigtige waders, som vi kender dem idag, helt tilbage i 1840’erne. Alligevel skal vi helt frem til 1881, før vi finder de første trykte reklamer for dem. Det er i bladet “American Field and Forest and Stream”, der senere blev til det mere mundrette “Field and Stream”. Her kan man se Hodgman annoncere for de “fishing pants”, der må formodes at være verdens første rigtige waders. For øvrigt i tæt konkurrence med Goodyear’s “trouting pants”.

Omkring århundredskiftet var rigtige vadebukser og skridtstøvler i brug på begge sider af Atlanten. Den engelske udenrigsminister Viscount Grey of Fallodon beskriver i hvert fald waders og brugen af dem indgående i sin udødelige bog “Flyfishing” fra 1899. Han mente, at de var ubehagelige at have på og gå i, men foretrak dem dog til enhver tid, da de gav ham den ønskede bevægelsesfrihed. For ham var de alternativet til at fiske fra båd, hvilket han ikke holdt af.

75 år og 1.200 ansatte

I 1913 kunne Hodgman Rubber Company fejre sit 75 års jubilæum, og firmaet voksede stadig. For at fejre begivenheden inviterede firmaet alle sine 1.200 medarbejdere til en gigantisk barbecue, der for alvor understregede, at Hodgman var et firma med magt over tingene. Firmaets erklærede politik var da, at man lavede alt under eget tag. Kun sådan kunne man garantere for en stabil og altid høj kvalitet.

Hodgman familien fortsatte med at bestyre firmaet op gennem 1920’erne og var med til at forsyne amerikanske tropper i Europa med ikke færre end 750.000 regnfrakker under Første Verdenskrig. Der har således stået “Hodgman” på rigtig mange skyttegravssoldater i de dage. Hodgman leverede ligeledes mange tusinde gasmasker til de selvsamme soldater.

I 1926 måtte familien imidlertid afgive ejerskabet af Hodgman Rubber til Mitchell Kaufmann, som i 1929 også købte gummivirksomheden Converse. Udviklingen af stadig lettere waders fortsatte ufortrødent, og i 1930’erne havde Hodgman fire forskellige “vægtklasser” waders at vælge imellem: Fra de lette “Wadelite Waders””, hvor et par blot vejede 30 ounces (lige under 1 kg) til de tunge, men slidstærke “Service Waders”, der vejede 104 ounces (lige knap 3 kg). Til priser fra $13 til $24!

I 1941 lancerede Hodgman så sine velkendte “Wadewell Waders”, som blev en forrygende succes, og som dannede grundlag for de typiske amerikanske waders, som vi kender dem i dag: Gummi i midten med lærred på inder- og yderside gør disse waders både behagelige og slidstærke. Næppe nogen anden waders-model er nogensinde solgt i så stort et antal som netop Hodgman’s “Wadewell”. Med faste støvler og filtsål kostede de $24 i 1941.

Hodgman’s “Wadewell” waders er blevet fremstillet helt op i dette årtusinde – naturligvis i en konstant raffineret udgave – og har stadig mange tilhængere. Du ser dem på billedet til venstre.

Ron Foster

I 1969 blev en mand ved navn Ron Foster ansat som sælger i firmaet Converse Hodgman Outdoor Products. Converse var på daværende tidspunkt allerede verdensberømte for ikke mindst deres rødhvide gummisko og basketstøvler, som stadig findes på markedet. Man havde samtidig købt firmaet Hodgman Rubber, hvis gummistøvler og waders supplerede sportsartiklerne på bedste vis. Gummi skulle der til i de dage!

Ron, der selv var en ivrig fluefisker, kom snart til at sælge Hodgman waders og skridtstøvler, som han jo havde et nært forhold til og selv tilbragte rigtig mange timer i. Han blev derfor hurtigt firmaets specialist på feltet og var i flere år Hodgman’s absolutte topsælger. – Det er jo ikke svært at sælge noget, som man selv bruger og brænder for, var hans beskedne kommentar til dette.

Efter ti år som ansat i firmaet fik Ron Foster pludselig mulighed for at købe Hodgman Division af Converse, og han gik straks i banken for om muligt at låne pengene der. Det lykkedes, og for US$ 250.000 blev Ron pludselig ejer af og direktør for det firma, han havde været ansat i. Samtidig var han nu behageligt fri for de “company policies”, han hidtil havde været underlagt. Nu kunne han udvikle, fremstille og sælge Hodgman produkter på den måde, som han selv fandt bedst og mest produktiv.

Hodgman gennemlevede nu en eksplosiv årrække med udvikling af waders fra vulkaniseret gummi til letvægtsnylon – fra 1970’ernes og 1980’ernes neopren til vore dages åndbare hi-tech waders. Hertil et imponerende sortiment af udendørs beklædning med specielt fokus på jægere og fiskere og deres specifikke behov.

I 2005 sad Hodgman på en meget stor del af det amerikanske marked for waders – med en årlig produktion på over 100.000 neopren waders – alle fremstillet af japansk produceret neopren, men alle tilskåret og samlet i USA.

Et lidt sort kapitel oplevede Hodgman dog – i lighed med flere andre producenter – da man forsøgte sig med fremstilling af waders i åndbar og samtidig elastisk væv. “Stretchlite” var navnet på disse waders, der var baseret på en god idé og et godt materiale. Virkeligheden viste sig dog at være en noget anden, da det åndbare materiale nok kunne strækkes, men desværre ikke tålte det under praktisk brug. Efter et vist antal stræk gav de mikroskopiske porer op og lukkede vandet ind… Hodgman opgav derfor denne idé i 2005.

I hus med Pure Fishing

26 spændende og fremgangsrige år efter købet af Hodgman mente Ron Foster, at det nu måtte være nok. Han ville pensioneres og solgte derfor Hodgman til Stearns, som er verdenskendt for fremstilling af redningsudstyr til sejlsportsfolket, handelsflåden og det amerikanske militær.

Stearns blev siden opkøbt af den store børsnoterede Jarden koncern, der i dag også ejer Pure Fishing. Hodgman waders og beklædning er således kommet i samme hus som de mange andre kvalitetsprodukter, lystfiskere over hele verden bruger og efterspørger.

Som Hodgman selv udtrykker det:

– What are you wading for?