Tag-arkiv: udslip

30 år med fiskeopdrættet

– Fremtid eller forurening?

Tiden går, og så længe den går godt, er jo alt, som det skal være. Og klogere skulle man jo også gerne blive med alderen – siger i hvert fald vor rockpoet CV Jørgensen.

Men det kan ind imellem være forstemmende at kigge tilbage og se, at verden på mange måder overhovedet ikke er blevet klogere. At vi overhovedet ikke har lært af vore utallige fejl. Den anden dag faldt jeg således over en af mine tidlige bøger udgivet på forlaget Munksgaard. Den har titlen “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”.

Det er en forfærdende fremsynet bog skrevet for snart 30 år siden. En skolebog dedikeret til datidens undervisning i faget “Samfundsbiologi”. Det var dengang, man stadig underviste i natur og miljø på vore skoler. Emner, der siden er droslet voldsomt ned. Det ved jeg, for vi har flere folkeskolelærere i min familie, end jeg næsten kan tælle. Og de kan fortælle den samme historie. 

FAO og foderet

Anyway, jeg skrev skolebogen i en tid, hvor FAO – FN’s fødevareorganisation – netop havde udråbt fiskeopdrættet til at være fremtidens redning for de sultende befolkninger i primært Afrika. FAO havde dog ikke set, hvad fremtiden ville bringe – hvordan fiskeopdrættet ville udvikle sig. FAO havde set for sig, hvordan fattige mennesker i Den Tredje Verden skulle opdrætte fisk, som de så skulle spise selv.

Vi ved i dag alle, hvordan udviklingen i stedet er kørt helt af sporet. Hvordan et næsten eksponentielt voksende fiskeopdræt nu i stedet er ved at trække tæppet helt væk under de selvsamme og stadigt sultende befolkninger. 

Vi ved, hvordan deres korrupte regeringer er blevet bestukket til at lade udenlandske rederier fange alle de lokale fisk, som de fattige U-lande selv skulle have spist. Fangsten bliver siden til fiskemel og fiskefoder, som omdannes til luksusfisk til de i forvejen rige I-lande. Til laks og ørreder, ål og rejer. For øvrigt med et kolossalt foderspild undervejs. I dag ved vi således, at fire femtedele af foderet går til spilde, når man opdrætter laks. Kun en femtedel bliver til spisefisk.

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening” for snart 30 år siden, så vi det da spirende lakseopdræt i havbrug som vildlaksens redning. Produktionen af billige tamlaks ville gøre det urentabelt fortsat at drage helt til Davisstrædet mellem Danmark og Canada for at fange vildlaksene på opvækstpladserne her. En spådom, der desværre gik i opfyldelse.

Vildlaksens redning?

Desværre, da lakseopdrættet i stedet udviklede sig til at være den nok største trussel mod vildlaksen nogensinde. Dels gør fiskeopdrættet masssive indhug i de bestande af fisk og rejer, som vildlaksen skal leve af under sin opvækst i havet. Og dels tiltrækker havbrugene millioner af havlus, som behandles med giftige kemikalier, så de slipper tamlaksene. 

Men havlusene dør ikke af denne aflusning. De slipper blot ud til vildlaksene, der som små smolt må passere forbi på deres vej mod fiskebankerne ude på åbent hav. Og det møde dør de meget ofte af. Der skal kun en halv snes voksne havlus til for at gøre det af med en lille laksesmolt. Og for havørrederne går det ligeså.

Men ikke nok med det heller. Ud over at efterlade de dybe tærskelfjorde som stendøde mudderpøle så kvitterer tamlaksene med regelmæssige udslip.

Ofte er der tale om 6-cifrede antal tamlaks, der slipper ud efter storme eller påsejlinger. Laks, der naturligvis er sultne, og som derfor tolder hårdt på de forhåndenværende fødeemner. Men desværre også laks, der på et tidspunkt bliver kønsmodne og da søger op i de nærmeste vandløb for at gyde. 

Det gør de sammen med de vilde laks, som ofte er i undertal på gydepladserne. Med det ulyksalige resultat, at der sker en genetisk udvanding af den arvemasse, som vildlaksene har været mere end 10.000 år om at udvikle. DNA, som er optimeret til de forskellige vandløb og deres karakteristika, går tabt på denne måde.

Vi ved i skrivende stund ikke, hvilken skade undslupne regnbueørreder forretter på vore hjemlige ørreder. Vi ved blot, at undslupne regnbueørreder normalt gyder senere end vore hjemlige havørreder. Og at de derfor kan grave allerede lagte ørredæg op fra brugte gydebanker.

Truslen fra dambrugene

Da jeg skrev “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening”, var det de hjemlige dambrug, som udgjorde det suverænt største problem i danske vandløb. Havbrugene var endnu kun i sin vorden. Dengang havde regnbueørreden netop fejret sit 100 års jubilæum i danske dambrug, og det skrev jeg fire artikler om i Jyllands-Posten, som var ganske progressive, hvad miljøet angik. Disse artikler kan du læse her under “Biologi”.

Også dengang var der problemer med dette erhverv, som mente, at de havde en gudgiven ret til at bruge alt vand i de danske åer. Alt vandet. Til at stemme åerne op og tage vandet ind i dammene, så vildfiskene ikke kunne passere forbi på deres vej mod gydepladserne.

I dag snart 30 år senere har vi fået løst langt de fleste problemer med dambrugerne ved de jyske åer. Efter flere års retssager måtte erhvervet sande, at de alligevel ikke havde retten til at bruge alt vand i de danske åer. Mange dambrug blev købt op og nedlagt af miljømyndighederne, så man ad den vej både kunne sikre vildfiskene frie passage og reproduktion. Og samtidig reducere kvælstofudslippet til åer, søer og fjorde.

Nu er det bare så meget mere ærgerligt, at problemerne blot er flyttet ud i havet – ud i åbne havbrug, som ikke har nogen som helst mulighed for at begrænse deres forurening.

Det ligger i hele princippet bag åbne havbrug, at vandstrømmen skal sikre rent og iltrigt vand til de tæt pakkede fisk, mens alle affaldsstofferne bekvemt fjernes med samme vandstrøm. Totalforurening kalder man det. En åben kloak direkte ud i vort fælles badevand og fiskevand. 

Flugten til Amerika

Vi så, hvordan danske svineproducenter – med økonomisk støtte fra staten og ofte med velkendte Venstre-politikere bag – flyttede dele af produktionen til først Polen, siden Rusland og Ukraine, hvor der stadig kunne forurenes frit. Hvor man kunne have gigantiske åbne laguner til opbevaring af de enorme mængder gylle, som grisene jo konstant leverer.

Nu senest oplever vi så, at danske havbrugere vil gøre svineproducenterne kunsten efter. De vil følge samme sti mod mere forurening og øget indtjening ved at flytte produktionen til steder som Lithauen, hvor myndighederne stadig er til at snakke med. Hvor det ser ud til at være lettere at slippe afsted med øget forurening fra et udvidet fiskeopdræt.

Vi lever i sandhed stadig i grådighedens tidsalder. Vi ved bedre, men vi vil bare ikke. Som nu landflygtige Esben Lunde så smukt og let forståeligt formulerede det, inden han selv stak af til Amerika…

2019 Steen Ulnits

Efterskrift: Jeg har stadig en kasse stående med et skolesæt af bogen. Skulle nogen være historisk interesserede, er de velkomne til at kontakte mig. Bøgerne kan naturligvis også købes enkeltvis, hvis man nu ikke lige er historisk interesseret skolelærer!

Fucked up by Fukushima…

Udslip af radioaktivt stof fra det skibbrudne Fukushima atomkraftværk i Japan er nu nået tværs over Stillehavet. Resultatet er forstemmende. Vilde laks får store kræftbylder. Og det hele var kun et spørgsmål om tid. For så stort er Stillehavet nemlig heller ikke.

Det gik helt galt for japansk atomkraft, da værket i Fukushima den 15. marts 2011 blev ramt af en altødelæggende tsunami. Værket var forældet og sikkerhedssystemerne ikke opdateret.

Der skete herefter det værst tænkelige, nemlig at værket “smeltede ned”, som det hedder, når atomprocessen ikke længere kan kontrolleres. Atomprocessen løb løbsk, og den ekstreme varme fik den højradioaktive kerne til at smelte ned. Mere end 300 tons radioaktivt vand lækkede hver eneste dag ud i Stillehavet, hvor de radioaktive stoffer straks blev optaget i fødekæden og sendt videre til fiskene.

Førende forskere var hurtige til at konkludere, at det kun ville være et spørgsmål om tid, førend den radioaktive forurening fra Japan ville være nået tværs over Stillehavet, hvor den ville ramme den nordamerikanske kyst. Det sørger de velkendte og fremherskende havstrømme nemlig for:

Det radioaktive udslip fra Fukushima atomkraftværket i Japan nåede hurtigt tværs over Stillehavet – til Nordamerika, hvortil det dog ankom i fortyndet tilstand.

Lystfiskere ved Hydeburg River i Alaska fangede efter udslippet flere sølvlaks (coho), der udviste sjældne deformiteter.

Lokale fiskere ved Hydeburg River i Alaska berettede til miljøorgnisationen Local Envioronmental Observers (LEO), at de havde fanget sølvlaks (coho), som havde store hvide pletter i kødet (herover) samt mærkelige svulstlignende udvækster på hovedet (introbilledet).

Det kunne dog ikke fastslås med sikkerhed, hvorfra skaderne stammede, og hvordan de var opstået. Det er dog nærliggende at antage en sammenhæng efter det radioaktive udslip på den anden side af Stillehavet – ikke mindst fordi stillehavslaks som coho jo strejfer meget og langt omkring i det store ocean.

Så forstår man måske lidt bedre, hvorfor vi her i lille Danmark skal opdrætte en luksusspise som ørredrogn til det gigantiske og evigt hungrende japanske fiskemarked. Japanerne har jo selv svinet deres egne farvande til.

Nu er det så vores tur til at svine danske farvande til. For deres skyld…

Radioaktivitet

Fire år efter Fukushima-katastrofen i Japan kunne der måles stærkt forhøjede koncentrationer af de radioaktive isotoper Caesium-137 og Strontium-90 i såvel fisk som skaldyr fanget i Stillehavet ud for Nordamerika.

Et stof som Strontium-90 efterligner Calcium og optages i krop og knogler i stedet for dette. Det kan forårsage skader i rygmarven og føre til kræft i knogler og blod.

Efterskrift: I 2017 barslede TEPCO, der ejer og driver Fukushima atomkraftværket, med planer om at udlede op mod 770.000 tons tritium-forurenet vand fra 580 store tanke på værket. Det er vand, som allerede er renset for flere andre radioaktive isotoper – hele 62 af slagsen. Men altså ikke Tritium.

Lokalt frygter man naturligvis for konsekvenserne af en så massiv radioaktiv udledning.

Ti Hurtige om Havbrug

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Råderummet – der blev væk

Regeringen opfandt sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et såkaldt ”råderum” til forureningen fra de planlagte havbrug.

Et sådant findes imidlertid ikke. Således opfylder 117 ud af vore 119 områder, der indgår i EU’s Vandrammedirektiv, slet ikke direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Det var døde hummere fra netop Kattegat, der i 1980’erne førte til den første vandmiljø-handlingsplan. Med den gik man i gang med at rense det spildevand, som ofte urenset udledtes i de indre danske farvande.

Samfundet har siden brugt milliarder af skattekroner på at rense spildevandet til de kystnære områder. Derfor mener et flertal af vore politikere, at vi nu har ret til at forurene i det mere åbne Kattegat. Selv om det stadig er forurenet.

Strømforhold – frem og tilbage

Netto sker der en transport af ferskvand fra Østersøens mange tilløb – op gennem de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud i Nordsøen gennem Skagerak. Vandet bliver mere og mere salt, desto længere nordpå det kommer.

Imidlertid sker der en langt større brutto vandtransport – i begge retninger. Længere tids vestenvind holder vandet tilbage og sender det i perioder sågar sydover igen. Faktisk fører vind, strøm og tidevand ofte den udledte forurening frem og tilbage flere gange, før det sidste er nået ud i Nordsøen.

Inden da har meget slam fra denne forurening derfor lagt sig på dybe og strømstille steder i Kattegat. Områder, der efterlades som golde ørkener af sort slam – blottet for liv.

Så havet sletter slet ikke alle spor.

Rogn og regnbuer

Havbrugerne påstår, at der uden akvakultur ikke vil være fisk nok til en voksende global befolkning.

Helt forkert. For det første kan danske luksusprodukter som ørreder og ørredrogn eksporteret til Japan naturligvis ikke brødføde sultende mennesker i den fattige del af verden.

For det andet er produktionen af laks og ørreder ofte skadelig for netop de sultende lande. Deres fiskebestande må i stedet lægge ryg til vort fiskeri efter småfisk – til fremstilling af fiskefoder. Der skal nemlig bruges flere kilogram småfisk til fremstilling af ét kg luksusfisk.

Opdræt af luksusfisk som laks og havørreder er således regulært resursespild, der kun er med til at gøre verdens fattige lande endnu fattigere – og mere sultne.

Med mulige folkevandringer sydfra som den værst tænkelige konsekvens.

Udslip af tamfisk

Fra netburene i de åbne havbrug sker der regelmæssigt større eller mindre udslip af tamfisk. Der går hul i nettene, eller de flydende netbure påsejles. Udslippenes størrelse skal regnes i tusinder af fisk.

Mange af fiskene er kønsmodne regnbueørreder, som opsøger ferske åer og bække, hvor de kan gyde. Det tilsiger deres natur dem. Mange er ganske vist gjort sterile, så de vokser bedre, mens kønsdriften har de ofte alligevel.

Desværre er det de samme vandløb og de samme gydebanker, som vore hjemlige havørreder bruger til deres gydning. Hvor havørrederne gyder om vinteren, gyder regnbueørrederne så igen om foråret.

De vintergydende danske havørreder vil da få deres allerede lagte æg gravet op af uønskede regnbueørreder undsluppet fra nærliggende havbrug.

Havkolera og resistens

Havkolera er en livstruende sygdom, som skyldes en virus ved navn Vibrio vulnificus. Den blomstrer op i varmt sommervand og overvintrer efterfølgende i blandt andet muslinger.

Det siger derfor sig selv, at havkolera har optimale betingelser nær havbrug med kompenserende muslingeopdræt. Så jo varmere vandet bliver, og jo mere lyst man får til en dukkert. Desto større er risikoen for, at der også er havkolera i badevandet.

Med fiskeopdrættets store forbrug af antibiotika stiger risikoen tilsvarende for, at havkolera udvikler resistens, så patienter bliver vanskelige at behandle. En ond spiral, for havkolera er en livsfarlig sygdom – ikke mindst hvis man har et nedsat immunforsvar.

I den varme sommer 2006 resulterede havkolera således i tre dødsfald herhjemme. Patienterne døde en smertefuld død af blodforgiftning.

Helcom-modarbejdet

“Helcom” er et samarbejde mellem landene omkring Østersøen til og med Kattegat. Medlemslandene forpligter sig til at skabe et renere vandmiljø i disse farvande – heriblandt de danske sunde og bælter.

Helcom mener imidlertid ikke, at man kan flytte rundt på “opsparet forurening” fra ét vandområde til et andet. Helcom mener derfor ikke, at Danmark kan forurene et i forvejen forurenet Kattegat, der slet ikke lever op til målsætningerne – blot fordi Danmark har renset sine kystnære farvande bedre end aftalt.

Den danske miljøminister har udtalt, at han “af principielle årsager ikke vil godkende dette princip”. Han “mener ikke, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det kemiske havbrug

Moderne havbrug er åbne, flydende netbure uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange tusinde fisk. De går tæt sammen og bliver derfor let syge.

For at undgå dette bruger man store mængder antibiotika, der i lighed med fækalier og foderrester ryger lige ud i vandmiljøet. Dette med en permanent risiko for udvikling af resistens hos bakterierne. Præcis som set med svine-MRSA.

Dansk fiskeindustri brugte alene i 2016 mere end 1.000 kg quinoloner. Det er bredspektret antibiotika, som står på EU’s og WHO’s liste over stoffer, man skal være særligt kritisk med at bruge.

Læg hertil ethoxyquin i foderet og giftige kobber-forbindelser til at holde nettene fri for algebegroning. Tilbage står man med et vandmiljø, som har fået det markant ringere.

Havbrugene op på land

Vore dages havbrug er åbne, flydende netbure uden nogen som helst mulighed for at rense spildevandet fra de mange fisk. Fækalier og foderrester ryger ret ud gennem de åbne netmasker – sammen med medicinrester og diverse kemikalier.

Herude er det vildfiskene, der får glæde af forureningen. Samt bundmiljøet under netburene, der bliver kvalt i et tykt slamlag. Og så er det endda slet ikke nødvendigt med al denne elendighed. I dag har vi nemlig afprøvet teknologi til at flytte hele produktionen op på land, hvor den kan ske i recirkulerede anlæg uden forurening.

– Hvorfor så forurene vort fælles badevand? 

Fordi der er så mange lette millioner at tjene på gratis at forurene det vand, vi andre inde på land har betalt milliarder for at rense i vore spildevandsanlæg.

Havlus og havbrug

Havlusen er et lille snyltende krebsdyr, der naturligt lever på laks og ørreder – i vand af den rette saltholdighed. Og det har Kattegat.

Havlusen generer ikke fiskene, så længe den kun er fåtallig. Men åbne havbrug tiltrækker havlusene som en magnet. Her går fiskene tæt, og herfra kan de ikke flygte. Havlusene strømmer følgelig til og kan sætte sig på fiskene i dødbringende antal. Derfor må man fjerne lusene – på kemisk eller biologisk vis.

Endnu værre er det for vilde ungfisk af laks og ørreder – de såkaldte smolt. De angribes og dør, når de passerer forbi netburene på deres vej ud i havet. Specielt sker det, når havbrugsfiskene netop er afluset. Da er frivandet fyldt med lus, som blot venter på et let offer. Og da er dødeligheden meget høj blandt de små ørreder.

Kompenserende muslinger

Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og organisk materiale. Derfor vil man fjerne noget af forureningen fra havbrugene ved at opdrætte muslinger, som siden skal bruges til grisefoder.

Men muslingeopdræt har tre store ulemper. For det første ved man slet ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det er ikke tidligere prøvet så langt til havs.

For det andet så udskiller muslingerne selv affaldsstoffer, og disse stoffer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne bidrager således selv til forureningen.

For det tredje fylder muslingeopdræt uforholdsmæssigt meget. Skal man kompensere for et havbrug, der hvert år udleder 600 kg kvælstof per hektar, skal der ifølge forskere på KU dyrkes muslinger på et 4 km2 stort område.

Til kolossal gene for alle, der færdes på havet.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande. 

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug: