Tag-arkiv: tamfisk

Fiskepleje på Afveje – 2/3

Virkeligheden efter Wilhjelm

Der var mange gode takter i Wilhjelm-udvalgets rapport og anbefalinger til fremtidens fiskepleje, som introducerede begrebet “autenticitet”. Hermed mentes, at der fremover skulle satses på oprindelige fiskebestande i oprindelige vande. I stedet for blot massive udsætninger af tvivlsomme tamfisk.

Det fynske projekt “Havørred Fyn” – tidligere “Havørredeldorado Fyns Amt – blev søsat i 1990 og kunne for få år siden fejre sit 25 års jubilæum som en både miljømæssig og kommerciel succes. En mangeårig og målrettet indsats gjorde Fyn til en af de fineste fiskepladser i det danske rige, hvis man var ude efter sølvblanke havørreder langs de smukke kyster.

Dette endda til trods for, at Fyn så sent som i 1960 var dømt “ørredfrit område” af statsbiolog Knud Larsen, der gav datidens mange ensilageforureninger hovedskylden for de manglende ørredbestande.

Initiativtager og chef-indpisker i projektet var amtets miljøchef Jørgen Dan Petersen. Han fortalte i et interview med Fisk & Fri og i anledning af 25 års jubilæet, at der var tre grene i projektet, og at udgifterne fordelte sig således:

45 % går til fiskeopdræt og udsætninger af havørreder
40 % går til vandløbsforbedringer og fjernelse af spærringer
15 % går til turistdelen – til markedføring i ind- og udland

Næsten halvdelen af de investerede penge – 45 % af årligt 4 millioner kroner – gik til opdræt og udsætning af havørreder. Det var dem, der sikrede, at der også var fisk at fange for de lystfiskere, man for de sidste 15 % lokkede til Fyn for at fiske.

Den stik modsatte praksis havde man i turismenetværket Fishing Zealand, hvor kun 15 % af de indkomne midler gik til fiskepleje. Og 85 % til markedsføring af et lystfiskeri, der svandt mere og mere ind med det stigende fiskepres. Midler uddelt til et meget lille antal personer, som til gengæld havde kronede dage.

Men – og det er måske den vigtigste erfaring, man ifølge Jørgen Dan Petersen har gjort sig i det fynske havørredprojekt:

– Uanset om man får alle de fynske vandløb ført tilbage til deres naturlige tilstand, så vil de aldrig kunne producere fisk nok til en blomstrende fisketurisme. Produktionen ville aldrig kunne blive stabil nok. Det så vi tydeligt, da et af Fyns absolut fineste gydevandløb, Stokkebækken, to gange på kort tid modtog en stor dosis dødelig gylle, som helt trak tæppet væk under ørredbestanden.

Trods alverdens miljøtiltag i naturen vil der altid være behov for supplerende udsætninger, hvis det produktive kystfiskeri efter havørreder skulle fortsætte. Det var en vigtig erkendelse at nå frem til. Et reality check af de helt store.

Det var præcis den erkendelse, som ledte til, at man i 2001 kunne etablere et stort ørredklækkeri på Elsesminde Produktionsskole i den fynske hovedstad og H. C. Andersens fødeby Odense. Daværende amtsborgmester Karen Nøhr var fremsynet nok til at indgå en hele 20 år lang kontrakt om klækkeriet, hvilket sikrede den fornødne arbejdsro omkring projektet.

På Elsesminde producerede man hvert år 360.000 fynske ørreder til udsætning. Uden dem ville projektet aldrig være blevet til det fiskeeldorado, man havde planlagt og er lykkedes så godt med. Uden dem ville man ikke kunne opretholde historien om Fyn som Nordeuropas førende destination for havørredfiskere. En del af det vil altid være Put & Take. Ellers er der ikke fisk nok til fangster som dem, man er vant til på Fyn, og som Fyn er kendt for i udlandet.

Der skal fisk til, hvis der skal komme fiskere til:

– Fisken på Disken, som Jørgen Dan Petersen kort og kontant udtrykte det i et interview til det skandinaviske fluefiskermagasin “Flugfiske i Norden”.

– Det skal være sjovt at være fynbo, om man så er til garn og ruser eller stang og line. Og det er ikke sjovt uden fisk at fange.

Fisk og fiskepleje

Det ser desværre ud til, at vi mange steder lige nu står med en massiv og millionstor markedsføring af en stærkt hypet dansk fisketurisme, som desperat mangler fisk.

Hvis man altså lige ser bort fra det vestjyske laksefiskeri, der jo klarer sig rigtig godt. I hvert fald så længe North Atlantic Salmon Fund sørger for at frikøbe laksene oppe i Nordatlanten, hvor de jo fouragerer. Og vokser sig store. Hvis man atter begynder at fange laksene oppe ved Førøerne, Island og Grønland, hjælper alverdens miljøtiltag i Vestjylland intet.

Det glemmer man ofte i sin lokale begejstring over de flotte fangster. Det er højt oppe i Nordatlanten, de vestjyske laks vokser sig store. Ikke i Vestjylland.

I fisketegnets tidligste år brugte man mange af pengene på store udsætninger, der i 1990’erne gav os det nok bedste danske havørredfiskeri nogensinde – set med lystfiskerøjne.

Kigger man 1990’ernes mange fangstrapporter fra lystfiskermagasinet Fisk & Fri igennem, er der ingen tvivl om, at de store udsætninger af ørreder direkte på kysten resulterede i fangsten af mange og store havørreder. Fisk & Fri registrerede kun fisk større end 4 kilo, og de kom dengang i en lind strøm.

Læs gerne artiklen “Verdens Største Havørreder”, hvis du vil se, hvad vi dengang havde og nu har sat over styr. Du finder artiklen her:

http://ulnits.dk/biologi/verdens-storste-havorreder/

En af anbefalingerne fra det tidligere nævnte Wilhjelm-udvalg var, at de hidtidige ørredudsætninger skulle stoppes, og at naturen i videst mulig udstrækning selv skulle producere racerene vildfisk. Fisk baseret på vandløbenes egne lokale stammer.

Denne anbefaling afstedkom et ramaskrig i flere dele af landet. Ikke så meget i Jylland, hvor man havde og stadig har mange vandsystemer, der med lidt hjælp kan producere tilstrækkeligt med vilde ørreder. Men på Sjælland, hvor vandløbene typisk er små og vandlidende. Her baserer ørredfiskeriet sig derfor helt på udsætninger, da der ganske enkelt ikke kan produceres vildørreder nok efter naturmetoden.

Isefjordens Ørredsammenslutning (IØ) havde i 40 år stået for den første målrettede fiskepleje i saltvand – med udsætning af ørreder direkte på kysten. Et i starten privat initiativ, der resulterede i noget af landets bedste havørredfiskeri for ikke mindst hovedstadens mange fiskere.

Der blev fanget masser af havørreder på steder som Vellerup Vig, der nærmest var legendarisk. Og få steder kunne man fange så mange og især store havørreder som i Tempelkrogen. Det fiskeri er i dag kun en skygge af sig selv. Bevares. Der fanges stadig fisk, men ikke i tilnærmelsesvis samme omfang som tidligere. Der mangler helt enkelt vandløb til en stor naturlig reproduktion. Og derfor også fisk at fange.

Derfor mangler der også udsætninger af havørreder direkte på kysten – trods Wilhjelm-udvalgets anbefalinger. Vi ved, at de virker. Vi har Fisk & Fri fangsttallene fra dengang.

Landets længste vandløb

Vand mangler der ikke i Jylland, hvor problemet med de manglende havørreder senest er nået til Danmarks længste vandløb. Det er Gudenåen, hvis laksebstand blev udryddet endegyldigt med bygning af Tangeværket i 1920’erne.

Den sidste oprindelige laks blev således fanget i 1928. Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser lå helt enkelt på den strækning af Gudenåen, som blev sat under vand, da det kunstige vandkraftmagasin kaldet Tange Sø blev etableret.

Gudenåens havørredbestand blev ikke udryddet, som laksen blev det. Den blev kun halveret. I modsætning til laksen havde havørreden nemlig omkring halvdelen af sine oprindelige gydepladser beliggende i tilløbet Lilleåen nedstrøms Tangeværket. Og Lilleåen havde både størrelse, vandkvalitet og vandløbskvalitet til en stor naturlig produktion af havørreder, da først spærringen ved det af Musholm Havbrug ejede Løjstrup Dambrug blev fjernet. Det sørgede det daværende Aarhus Amt for skete i 2001.

Da åbnedes der op til mange kilometer slynget vandløb, som i nogle år leverede ørreder til hele Gudenåen – vilde såvel som opdrættede. Den naturlige reproduktion skønnedes på et tidspunkt af DTU Aqua at være så stor, at der ikke længere var behov for supplerende udsætninger. Lilleåen kunne endda og i tilgift levere avlsfisk til resten af Gudenå-systemet.

Havørredopgangen er imidlertid svigtet de seneste år – sandsynligvis på grund af stigende prædation fra skarven, der har vundet fodfæste i og omkring de nye engsøer ved Randers. Og som året rundt ligger talstærkt i Randers Havn, hvor samtlige smolt af laks og havørred skal igennem under forårets udtræk til først Randers Fjord og siden Kattegat.

Nej til undersøgelse

I første omgang kunne der ikke fra fiskeplejemidlerne bevilges penge til en undersøgelse, som kunne forklare og dokumentere årsagen til de manglende havørreder på gydepladserne. For en halv snes år siden manglede der egnede gydepladser til de mange havørreder. Nu mangler der i stedet ørreder på de mange nyanlagte gydebanker. Noget er der sket. Noget er der gået galt.

DTU Aqua blev bedt om en undersøgelse, der kunne klarlægge årsagen til havørredens tilbagegang i Gudenåen. Og adspurgt, om der ikke blandt de 40 millioner indbetalte fiskeplejekroner kunne blive til en undersøgelse af problemet i Danmarks længste vandløb.

Men det kunne der bare ikke. I hvert fald ikke i første omgang. Det var der ikke fiskeplejemidler til. De var allerede brugt. De lokale foreninger og lystfiskere måtte selv til lommerne, hvis problemet skulle undersøges.

Danmarks Sportsfiskerforbund fik herefter til opgave at søge fondsmidler, hvilket de skulle have 100.000 for. Betalt af de tre implicerede kommuner ved Gudenåen. Det er imidlertid ikke lykkedes at rejse fondsmidler.

I en tid med ulmende utilfredshed omkring arbejdsgangen i statens mange styrelser blev der til sidst rettet henvendelse til højere sted.

Og spurgt ind til, om det virkelig kunne være rigtigt, at DTU Aqua havde brugt 3,8 millioner fiskeplejekroner til en digital søhåndbog – som dokumenteret af webmediet Fisk & Fri efter flere aktindsigter. Og nu ikke kunne afse penge til løsning af et reelt og aktuelt problem, der kostede lokale lystfiskere og turistforeninger rigtig mange penge på grund af manglende fisk?

600.000 kroner til en undersøgelse

Få dage senere havde DTU Aqua så alligevel fundet 340.000 til en pilotundersøgelse.

Bjerringbro og Omegns Sportsfiskerforening, som har den produktive fiskeret længst oppe mod Tangeværkets spærring af Gudenåen, stillede beredvilligt 160.000 kroner til rådighed, mens Gudenåens Ørredfond donerede 100.000 kroner. Formanden for Ørredfonden er i øvrigt fra selvsamme Bjerringbro-forening.

De øvrige foreninger langs Gudenåen valgte ikke at deltage i projektet, idet de mente, at den slags undersøgelser naturligvis bør finansieres direkte af fiskeplejemidlerne fra det obligatoriske fisketegn. Af de 40 millioner indbetalte kroner fra fisketegnet.

I alt var der således pludselig 600.000 kroner til rådighed. Fra 0 til 600.000 på få dage. De skal nu bruges til radiomærkning af 100 styk ørredsmolt, hvis færden i systemet man vil følge telemetrisk. Stykpris: 6.000 kroner. Det må nok være ny Danmarksrekord for en ørredsmolt. Ja, måske verdensrekord. Hvem ved. Lad os i hvert fald håbe, at der kommer konkrete og brugbare resultater ud af den dyre undersøgelse og de dyre smolt.

Flere mistænker, at det er de nye engsøer opstrøms Randers, der måske kan være årsag eller en af årsagerne til den markante tilbagegang for Gudenå-ørreden. Det har man set andre steder, hvor der er blevet anlagt nye engsøer, som ørrederne pludselig skal passere igennem på deres vej mod havet.

Her møder de nu glubske gedder, som æder dem. Nogle steder har det medført den totale udryddelse af ørredbestanden – eksempelvis i den østjyske Egå.

PS: De oprindelige 100 havørredsmolt til radiomærkning blev inden udsætning opgraderet til 150 stykker.

Før engsøerne blev anlagt, var der således og ganske naturligt usikkerhed omkring de nye engsøers effekt på Gudenåens fiskebestand – om en mulig fremtidig prædation på nedtrækkende smolt af laks og havørred fra nye engsøgedder. Der blev også stillet spørgsmål om, hvorvidt åen ville blive tilført iltfattigt vand fra engsøerne. Det skete i 2006.

Afvisning af kritik

De kritiske spørgsmål, som blev stillet fra Randers kommune af Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) i et høringssvar af 24. november 2006, blev i februar 2007 besvaret af det rådgivende konsulentfirma Orbicon. Orbicon stod bag de nye engsøer, som dengang hørte under Hedeselskabet. Projektleder var Anders Koed.

Koed afviste i sit svar DSF’s frygt for et smolttab på 20 % i henholdsvis Væth og Hornbæk Enge. Hans konklusion var, at indtrækket af smolt til engene, og dermed smolttabet, forventedes at være forholdsvis lille og væsentligt mindre end 20 %. Koed afviste dog ikke, at der ville kunne ske en vis øget dødelighed på grund af et øget antal gedder produceret i de oversvømmede engområder.

Anders Koed mente heller ikke, det ville være relevant at at skabe forbedrede gyde- og opvækstbetingelser i Gudenåens hovedløb – med henblik på den udryddede Gudenå-laks – medmindre der først skabes en tilfredsstillende passageløsning ved Tangeværket. Det ville dog stadig være lige så relevant som altid at forbedre gyde- og opvækstbetingelser for ørred i Gudenåens mindre tilløb nedstrøms Tangeværket.

Orbicons Anders Koed mente endvidere, at de oversvømmede engområder ville være så vindeksponerede og have en så hyppig vandudskiftning på grund af tidevandet i Randers Fjord og vandstandssvingninger i åen, at det næppe ville afstedkomme iltproblemer i nedre Gudenå. Han fandt det dog hensigtsmæssigt, at man var opmærksom på problemstillingen i den første tid efter projektets gennemførelse.

Ingen stillede dengang spørgsmålstegn ved, om de nye engsøer ville eller kunne tiltrække flere skarver. Eller om det nu var hensigtsmæssigt at fjerne en så stor del af den skyggende træbevoksning mellem Gudenåen og engsøerne, som tilfældet var. Det undrede mange lokale lystfiskere sig ellers over allerede dengang. Nogle endda højlydt.

Radiomærkede ørredsmolt

Efter høringen gik projektet så i gang, og Gudenåens vand fik nu lov til at flyde ind over markerne på Hornbæk og Væth Enge. Til øjeblikkelig glæde for fuglelivet, der straks indtog de nye bynære vandflader langs motorvejen.

Men så vidt vides er der ikke fulgt op med undersøgelser af de nye engsøers effekt på bestanden af især havørreder, der ved søernes etablering var ganske god. Det vidner lystfiskernes fangster om.

Vi er nu fremme ved årsskiftet til 2020, og der er sikret 600.000 kroner til et pilotprojekt, som skal finde årsagen til havørredbestandens massive tilbagegang i de seneste år. Det skal som sagt ske ved radiomærkning af 100 styk vild ørredsmolt, hvis færden man så vil følge, indtil man mister forbindelsen med dem eller finder radiomærkerne igen. Radiomærkede ørredsmolt til en værdi af kr. 6.000,- stykket.

I mellemtiden er der sket det, at skarven er en af de fugle, der for alvor har fundet Randers og Omegn på vandkortet. Ikke mindst har de fundet sig et fristed og spisested i Randers Havn, hvor der er fred og ro. Masser af skibstrafik, ja, men ingen fare. Ingen mennesker, der efterstræber dem. Og masser af fisk i havnebassinet. Et sandt paradis for en fugl som skarven.

Al sund fornuft siger, at forårets smoltnedtræk gennem havnen må være en ren dødsfælde for de små ungfisk af laks og havørreder på vej ud gennem fjorden. De 100 radiomærkede ørredsmolt går således en spændende tid i møde, når de slippes løs med deres radiosendere. Andre steder i landet har man genfundet op mod 80-90 % af mærkerne ved skarvernes kolonier – under de døde, hvide og nedskidte træer.

Fra Orbicon til DTU Aqua

De skal blive spændende at se, om de radiomærkede fisk forsvinder i Randers Havn eller allerede under deres passage af Hornbæk og Væth Enge. Om det kan være de fjernede træer heroppe, der kan have betydning. Eller prædation fra oddere i de små gydebække. Eller noget helt fjerde.

Det er selvsamme Anders Koed, som i sin tid afviste DSF’s kritiske spørgsmål før engsøernes anlæggelse, der nu skal være med til at gennemføre DTU’s radiomærkning og den efterfølgende undersøgelse. Han har i mellemtiden skiftet arbejdsplads og er nu ikke længere rådgiver hos Orbicon, der i sin tid promoverede engsøerne – dengang som ejet af Hedeselskabet.

Anders Koed er i stedet blevet vicedirektør og professor hos DTU Aqua, der nu skal undersøge eventuelle skader fra de selvsamme engsøer, som han i sin tid sagde god for – dengang som ansat hos Hedeselskabets Orbicon.

Det kan synes noget problematisk, at Anders Koed nu er chef for den eller de forskere, der skal afgøre, hvorvidt hans egne faglige vurderinger som tidligere ansat hos Orbicon rent faktisk holdt stik. Om engsøerne nu er så uskadelige, som han dengang vurderede.

Kritikere kan med god ret argumentere, at der vist mangler armslængdeprincip her.

En ny arbejdsgiver kan jo altid være ensbetydende med nye synsvinkler, og i mellemtiden har jo skarven så gjort sit indtog. Det havde ingen åbenbart regnet med muligheden af i 2006/2007. Skarven blev der ikke spurgt ind til i høringssvaret fra DSF og Randers Kommune. Trods ellers megen foregående debat i medierne om netop det emne. Mellem fuglefolk og fiskefolk.

Skarven var også dengang en fredet fugl, man ikke måtte forholde sig kritisk eller konstruktivt til. Det var politisk ukorrekt, men kom siden til at koste danske havørreder og laks dyrt – ikke mindst på deres vej mod opvækstpladserne i hav og fjord.

I den tredje og sidste artikel om “Fiskepleje på Afveje” ser vi på den mærkelige “Modstand mod Miljøet”, som lokalt præger dele af dansk lystfiskeri.

Øvrige artikler i denne mini-serie:

Fiskepleje på Afveje – 1/3: “Fisketegnet“

Fiskepleje på Afveje – 2/3: “Virkeligheden efter Wilhjelm“

Fiskepleje på Afveje – 3/3: “Den lokale Modstand mod Miljøet“

Ti Hurtige om Havbrug

Råderummet – der blev væk

Regeringen opfandt sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et såkaldt ”råderum” til forureningen fra de planlagte havbrug.

Et sådant findes imidlertid ikke. Således opfylder 117 ud af vore 119 områder, der indgår i EU’s Vandrammedirektiv, slet ikke direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Det var døde hummere fra netop Kattegat, der i 1980’erne førte til den første vandmiljø-handlingsplan. Med den gik man i gang med at rense det spildevand, som ofte urenset udledtes i de indre danske farvande.

Samfundet har siden brugt milliarder af skattekroner på at rense spildevandet til de kystnære områder. Derfor mener et flertal af vore politikere, at vi nu har ret til at forurene i det mere åbne Kattegat. Selv om det stadig er forurenet.

Strømforhold – frem og tilbage

Netto sker der en transport af ferskvand fra Østersøens mange tilløb – op gennem de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud i Nordsøen gennem Skagerak. Vandet bliver mere og mere salt, desto længere nordpå det kommer.

Imidlertid sker der en langt større brutto vandtransport – i begge retninger. Længere tids vestenvind holder vandet tilbage og sender det i perioder sågar sydover igen. Faktisk fører vind, strøm og tidevand ofte den udledte forurening frem og tilbage flere gange, før det sidste er nået ud i Nordsøen.

Inden da har meget slam fra denne forurening derfor lagt sig på dybe og strømstille steder i Kattegat. Områder, der efterlades som golde ørkener af sort slam – blottet for liv.

Så havet sletter slet ikke alle spor.

Rogn og regnbuer

Havbrugerne påstår, at der uden akvakultur ikke vil være fisk nok til en voksende global befolkning.

Helt forkert. For det første kan danske luksusprodukter som ørreder og ørredrogn eksporteret til Japan naturligvis ikke brødføde sultende mennesker i den fattige del af verden.

For det andet er produktionen af laks og ørreder ofte skadelig for netop de sultende lande. Deres fiskebestande må i stedet lægge ryg til vort fiskeri efter småfisk – til fremstilling af fiskefoder. Der skal nemlig bruges flere kilogram småfisk til fremstilling af ét kg luksusfisk.

Opdræt af luksusfisk som laks og havørreder er således regulært resursespild, der kun er med til at gøre verdens fattige lande endnu fattigere – og mere sultne.

Med mulige folkevandringer sydfra som den værst tænkelige konsekvens.

Udslip af tamfisk

Fra netburene i de åbne havbrug sker der regelmæssigt større eller mindre udslip af tamfisk. Der går hul i nettene, eller de flydende netbure påsejles. Udslippenes størrelse skal regnes i tusinder af fisk.

Mange af fiskene er kønsmodne regnbueørreder, som opsøger ferske åer og bække, hvor de kan gyde. Det tilsiger deres natur dem. Mange er ganske vist gjort sterile, så de vokser bedre, mens kønsdriften har de ofte alligevel.

Desværre er det de samme vandløb og de samme gydebanker, som vore hjemlige havørreder bruger til deres gydning. Hvor havørrederne gyder om vinteren, gyder regnbueørrederne så igen om foråret.

De vintergydende danske havørreder vil da få deres allerede lagte æg gravet op af uønskede regnbueørreder undsluppet fra nærliggende havbrug.

Havkolera og resistens

Havkolera er en livstruende sygdom, som skyldes en virus ved navn Vibrio vulnificus. Den blomstrer op i varmt sommervand og overvintrer efterfølgende i blandt andet muslinger.

Det siger derfor sig selv, at havkolera har optimale betingelser nær havbrug med kompenserende muslingeopdræt. Så jo varmere vandet bliver, og jo mere lyst man får til en dukkert. Desto større er risikoen for, at der også er havkolera i badevandet.

Med fiskeopdrættets store forbrug af antibiotika stiger risikoen tilsvarende for, at havkolera udvikler resistens, så patienter bliver vanskelige at behandle. En ond spiral, for havkolera er en livsfarlig sygdom – ikke mindst hvis man har et nedsat immunforsvar.

I den varme sommer 2006 resulterede havkolera således i tre dødsfald herhjemme. Patienterne døde en smertefuld død af blodforgiftning.

Helcom-modarbejdet

“Helcom” er et samarbejde mellem landene omkring Østersøen til og med Kattegat. Medlemslandene forpligter sig til at skabe et renere vandmiljø i disse farvande – heriblandt de danske sunde og bælter.

Helcom mener imidlertid ikke, at man kan flytte rundt på “opsparet forurening” fra ét vandområde til et andet. Helcom mener derfor ikke, at Danmark kan forurene et i forvejen forurenet Kattegat, der slet ikke lever op til målsætningerne – blot fordi Danmark har renset sine kystnære farvande bedre end aftalt.

Den danske miljøminister har udtalt, at han “af principielle årsager ikke vil godkende dette princip”. Han “mener ikke, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”

Det kemiske havbrug

Moderne havbrug er åbne, flydende netbure uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange tusinde fisk. De går tæt sammen og bliver derfor let syge.

For at undgå dette bruger man store mængder antibiotika, der i lighed med fækalier og foderrester ryger lige ud i vandmiljøet. Dette med en permanent risiko for udvikling af resistens hos bakterierne. Præcis som set med svine-MRSA.

Dansk fiskeindustri brugte alene i 2016 mere end 1.000 kg quinoloner. Det er bredspektret antibiotika, som står på EU’s og WHO’s liste over stoffer, man skal være særligt kritisk med at bruge.

Læg hertil ethoxyquin i foderet og giftige kobber-forbindelser til at holde nettene fri for algebegroning. Tilbage står man med et vandmiljø, som har fået det markant ringere.

Havbrugene op på land

Vore dages havbrug er åbne, flydende netbure uden nogen som helst mulighed for at rense spildevandet fra de mange fisk. Fækalier og foderrester ryger ret ud gennem de åbne netmasker – sammen med medicinrester og diverse kemikalier.

Herude er det vildfiskene, der får glæde af forureningen. Samt bundmiljøet under netburene, der bliver kvalt i et tykt slamlag. Og så er det endda slet ikke nødvendigt med al denne elendighed. I dag har vi nemlig afprøvet teknologi til at flytte hele produktionen op på land, hvor den kan ske i recirkulerede anlæg uden forurening.

– Hvorfor så forurene vort fælles badevand?

Fordi der er så mange lette millioner at tjene på gratis at forurene det vand, vi andre inde på land har betalt milliarder for at rense i vore spildevandsanlæg.

Havlus og havbrug

Havlusen er et lille snyltende krebsdyr, der naturligt lever på laks og ørreder – i vand af den rette saltholdighed. Og det har Kattegat.

Havlusen generer ikke fiskene, så længe den kun er fåtallig. Men åbne havbrug tiltrækker havlusene som en magnet. Her går fiskene tæt, og herfra kan de ikke flygte. Havlusene strømmer følgelig til og kan sætte sig på fiskene i dødbringende antal. Derfor må man fjerne lusene – på kemisk eller biologisk vis.

Endnu værre er det for vilde ungfisk af laks og ørreder – de såkaldte smolt. De angribes og dør, når de passerer forbi netburene på deres vej ud i havet. Specielt sker det, når havbrugsfiskene netop er afluset. Da er frivandet fyldt med lus, som blot venter på et let offer. Og da er dødeligheden meget høj blandt de små ørreder.

Kompenserende muslinger

Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og organisk materiale. Derfor vil man fjerne noget af forureningen fra havbrugene ved at opdrætte muslinger, som siden skal bruges til grisefoder.

Men muslingeopdræt har tre store ulemper. For det første ved man slet ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det er ikke tidligere prøvet så langt til havs.

For det andet så udskiller muslingerne selv affaldsstoffer, og disse stoffer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne bidrager således selv til forureningen.

For det tredje fylder muslingeopdræt uforholdsmæssigt meget. Skal man kompensere for et havbrug, der hvert år udleder 600 kg kvælstof per hektar, skal der ifølge forskere på KU dyrkes muslinger på et 4 km2 stort område.

Til kolossal gene for alle, der færdes på havet.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug: