Tag-arkiv: smolt

Køge Bugt Fiskepleje

Fisk & Fri er taget med på en kigger ude ved vandet hvor vi har fået os en snak med folkene bag Køge Bugt Fiskepleje (KBF).

Vi befinder os ved Karlstrup Møllebæk, der munder ud i den nordlige del af Køge Bugt. Det er en søndag i april 2018, og en gruppe lystfiskere er samlet for at tage imod ”fiskebilen”, som lige er ankommet med udsætningsfisk.

Det er Køge Bugt Fiskepleje, som har taget hul på endnu en projektdag. De skal i gang med den næste udsætning af havørredsmolt. Det er sunde fisk, som har en høj overlevelse og desuden en flot evne til at komme tilbage igen som store, stærke og fightklare fisk.

Målet med udsætningerne er naturligvis at skabe et bedre fiskeri i det storkøbenhavnske område, men der sker også ting og sager længere sydpå i Køge Bugt.

Hvem og hvad er Køge Bugt Fiskepleje?

Den korte version er, at Køge Bugt Fiskepleje (KBF) er et non-profit samarbejde mellem lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere i Køge Bugt området, fra København og ned til Stevns. Det er ægte frivilligt arbejde.

Det fortæller Steen Lyngsø, formand for Ishøj Sportsfiskerklub; John Østergaard, formand for Køge Sportsfiskerforening, og Kjeld Willerslev, formand for Bjørnens Sportsfiskerforening i Albertslund.

– Vi tager afsæt i vores 12-punktsarbejdsprogram, hvor det overordnede mål er at skabe et bedre fiskeri i Køge Bugt området. Dette dels gennem vandløbspleje, dels gennem udsætninger, hvor der er brug for det. Det hele sker på basis af frivilligt arbejde, og de udsætninger, som vi gennemfører i KBF-regi, finansierer vi gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere. 

– Da der er tale om udsætninger, som ligger ud over den officielle Plan for Fiskepleje, kan der ikke hentes penge fra Fisketegnsmidlerne. Vi skal således selv skaffe pengene. Her er lokale grejproducenter og specielt Sjællands Småbådsfiskeklub vigtige spillere. 

– Grejproducenterne Ole Gregersen, Jens Peter Strømmen og Ole Rådhede laver auktioner, hvor alle pengene går ubeskåret til udsætninger. Sjællands Småbådsfiskeklub donerer hvert år penge til udsætningerne i KBF-regi, men samtidig også penge til de lokale klubbers udsætninger i St. Vejleå, Køge Å og Tryggevælde Å. 

Endvidere har en lang række frivillige bidraget med store eller små beløb, som alle selvfølgelig tages imod med tak og stor respekt. Udsætningerne er naturligvis godkendt af DTU Aqua.

– Det gode ved KBF-projektet er, at vi fungerer gennem et samarbejde mellem de lokale lystfiskerforeninger og miljøinteresserede lystfiskere. Det sker med folk, som har lokalt kendskab og lokale kontakter. De bliver alle taget med på råd, når der skal laves lokalplaner, klimasikringer og andet, der kan have indflydelse på vores fiskeri. 

– Det betyder også, at der bliver lyttet til os hos de lokale politikere og embedsmænd, når der skal diskuteres klimaforandringer og klimasikringsarbejde. Her er der helt nye muligheder for at lave miljøforbedringer, som på sigt kan skabe et bedre fiskeri til glæde for også kommende generationer. 

– Vi ønsker at styrke samarbejdet på tværs af Køge Bugt foreningerne dér, hvor vi har fælles interesser. Og det gælder ikke kun havørredfiskeriet, men faktisk alt fiskeri i Køge Bugt. Målet er, at alle lystfiskere i Køge Bugt kommer til at opleve, at fiskeriet bliver bedre, og at endnu flere får lyst til at deltage i arbejdet og dermed styrke indsatsen i vores geografiske område.

Forhistorien

– Vi havde med stor interesse siden starten i 2010 fulgt og deltaget i projektet Havørred Sjælland (det senere Fishing Zealand), hvis primære formål oprindeligt var vand- og fiskepleje.

– Da Fishing Zealand imidlertid ikke havde taget initiativ til det, indkaldte vi selv til et møde for alle interesserede lystfiskerforeninger i Køge Bugtområdet. Dette for at få skabt et fælles arbejdsgrundlag, som vi – i Fishing Zealand regi – kunne arbejde ud fra i oplandsgruppen for Køge Bugt området. Vi blev således på mødet enige om en liste med 10 punkter omfattende de arbejdsområder, som vi ønskede skulle danne grundlag for arbejdet i oplandgruppen.

– Da Fishing Zealands primære formål ændrede sig fra fiskepleje til fisketurisme, og da oplandsgrupperne blev nedlagt, indså vi, at vi måtte tilbage til udgangspunktet for at forbedre fiskeriet i Køge Bugt.

– Ingen ønskede dog, at alt forarbejdet skulle være spildt, og derfor satte vi – Steen Lyngsø, Ishøj Sportsfiskerklub, Kjeld Willerslev, Bjørnens Sportsfiskerforening, Albertslund, og John Østergaard, Køge Sportsfiskerforening – os sammen i november 2015.

– Vi ønskede hurtigt at komme i gang med et selvstændigt projekt, som reelt ville skabe forbedringer af fiskeriet i Køge Bugt, og arbejdsgrundlaget havde vi jo allerede. Køge Bugt Fiskepleje var dermed født.

– Den 23. januar 2016 åbnede vi Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor vi annoncerede vores planer, og at vi gennem frivillige bidrag ville skaffe finansiering af den første udsætning på 3.600 havørredsmolt udsat i det Storkøbenhavnske område allerede i 2016.

De første udsætninger

Det lykkedes over alt forventning. Hurtigt fik vi samlet de nødvendige penge ind gennem bidrag fra lokale grejproducenter, lystfiskerforeninger og individuelle lystfiskere. I april 2016 kunne vi derfor udsætte 3.600 havørredsmolt ved Sjællandsbroen i København. Flotte ørreder på 15-19 cm, som så ud til at stortrives i deres nye omgivelser, og som helt sikkert vil give fiskeriet efter havørreder i København et boost i de kommende år. 

– Der er jo i Københavns-området desværre en total mangel på gydevand til havørrederne, så her kan fiskeriet kun forbedres gennem udsætninger. Derfor har en af KBF´s første opgaver været at komme i gang med udsætninger her. 

I 2017 fortsatte vi vores udsætninger, men nu med 5.000 havørredsmolt ved Sjællandsbroen, og som et nyt tiltag udsatte vi 2.500 havørredsmolt i mundingen af Karlstrup Møllebæk ved Greve. Igen finansierede vi udsætningerne gennem frivillige bidrag. Vi fortsætter udsætningerne, og her i 2018 har vi igen leveret 7.500 smolt, der bliver sat ud de samme steder som sidste år.

Nu er vandløbs- og fiskepleje ikke noget nyt for foreningerne i Køge Bugt området. Faktisk har der i mange år været gennemført både udsætninger og en intensiv vandløbspleje.

– Ud over de nye udsætninger I KBF-regi står Ishøj Sportsfiskerklub og Køge Sportsfiskerforening nemlig i forvejen for udsætning af smolt og halvårsørredyngel. Ishøj leverer årligt 30.000 stk. smolt, som udsættes ved Hundige, Ishøj og Harrestrup Å. 

Køge udsætter i Tryggevælde Å og Køge Å, og Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen udsætter halvårsfisk i Skensved å. Her bliver i alt udsat 40.000 fisk, heraf 9.000 halvårsyngel, medens de sidste 31.000 fisk er smolt. 

– Samlet set udsætter de 3 foreninger 77.500 ørreder – inklusive de fisk, der bliver udsat i regi af Køge Bugt Fiskepleje. Altsammen bidrager det til at forbedre havørredfiskeriet i Køge Bugt fra København og helt ned til Stevns. Der tages faktisk ofte ret store fisk lige syd for København, og dertil bidrager vores arbejde i høj grad til det populære og i perioder meget givtige fiskeri ved netop Stevns.

Vandløbsrestaurering

I Køge Sportsfiskerforening, som råder over et særdeles velfungerende vandplejeudvalg, har vi gennem en lang årrække udført restaurering i primært Tryggevælde Å, Køge Å og Vedskølle Å.

– Her udlægger vi gydegrus og skjulesten, planter træer og vandplanter, og her gennemfører vi også bestandsanalyser ved el-fiskeri efter halvårsfisk, laver gydebanketællinger og opsætter smoltfælder. Endelig så el-fisker vi efter moderfisk, så vi senere kan sætte opdrættet yngel af egen avl ud i vandløbene. Målet er naturligvis på sigt at gøre vandløbene selvreproducerende.

– Længere inde mod København påbegyndte den lokale Bjørnens Sportsfiskerforening i 2012 en vandløbsrestaurering i den øvre del af St. Vejleå. Dette i samarbejde med Albertslund Kommune og lokale skolebørn, som med håndkraft, skovle og spande udlægger gydebanker og skjulesten. 

I starten af 2017 kontaktede vi Greve kommune med henblik på at lave vandløbsrestaurering. Det resulterede i, at vi den 1. oktober 2017 udlagde tre gydebanker og tilhørende skjulesten i Karlstrup Møllebæk. Det var vort første restaureringsprojekt i KBF-regi, hvor Køge Sportsfiskerforening og Ishøj Sportsfiskerklub udformede projektet. 

På selve dagen deltog også medlemmer fra Solrød Sportsfisker Klub Regnbuen samt frivillige individuelle lystfiskere fra Køge Bugt området, som også gerne ville gøre en fysisk indsats for et bedre fiskeri. Frivillighed, når det er bedst, og det breder sig som ringe i vandet!

– Vi gentog nemlig successen allerede den 14. oktober i Vedskølle Å, hvor Køge Sportsfiskerforening inviterede alle til et nyt restaureringsprojekt. Det blev til endnu tre gydebanker og mange skjulesten. Og igen var der samlet mange frivillige, og som i Karlstrup Møllebæk sluttede vi dagen af med at spise pølser, drikke sodavand og glæde os over dagens resultat.

– Ved begge projekter kvitterede havørrederne ved at benytte samtlige gydebanker til gydning, så vi allerede til næste år kan møde endnu flere havørreder i Køge Bugt og ved Stevns Klint. Til glæde for såvel de lokale lystfiskere som tilrejsende fra nær og fjern.

Vandrådene

Sidste år nedsatte regeringen en række vandråd, som skulle rådgive myndighederne omkring de små vandløb. Her ansøgte KBF naturligvis om at komme med i vandrådet for vandløbene omkring Køge Bugt.

– Vi fik tre pladser i dette vandråd, og her valgte vi, at repræsentanter fra Greve Sportsfiskerforening, Køge Sportsfiskerforening og Sjællands Småbådsfiskeklub skulle repræsentere KBF. 

– Vandrådsarbejdet kom der som sådan ikke rigtigt noget ud af, men alle parter var dog enig om et forhold: – Det var politik, når det var værst!

Vi fortsætter med vores udsætninger, men fremover vil der komme en betydelig forøgelse af indsatsen med vandløbsrestaurering. Vi fortsætter naturligvis med de vandløb, som vi er gået i gang med. Vi planlægger således yderligere projekter i Karlstrup Møllebæk, men der kommer også andre vandløb i spil i Køge Bugt området. Vandløb som Skensved Å og Lille Vejleå.

– Et helt andet fokusområde er vores arbejde med at beskytte og hjælpe den unikke brakvandsaborrebestand, som vi har i området. Hos Ishøj Sportsfiskerklub udlægger vi hvert år juletræer som ”brudesenge” til aborrernes gydning, og vi kæmper for at minimere skarv- og garnproblematikken. Nogle medlemmer bruger således megen tid på skræmning af skarv og kontrol med garn i området. 

– Skarven og de mange kystnære garn er en stor trussel for aborrebestanden, så det er et meget vigtigt arbejde, hvis aborrebestanden ikke skal kollapse. Ishøj-foreningen vil selvfølgelig fortsætte kampen, men vi vil også fra KBF-side prøve, om vi kan udbrede kendskabet til problemetikken – via vort store kontaktnet til ikke mindst myndighederne – og ad den vej få lokalpolitikerne i tale.

– Så vor hovedvægt i KBF vil fremover ligge på udsætninger, vandløbsrestaurering og som særligt område: Forbedringer for vores unikke aborrebestand. Men der er også andre opgaveområder fra vores oprindelige 12-punkts program, som vi vil lægge ind i arbejdet. Det samlede program ligger inde på Facebook-profilen ”Køge Bugt Fiskepleje”, hvor alle kan se det. 

– Der vil blive øget fokus på skarv- og garnproblematikken gennem lokalpolitisk påvirkning, og der vil blive større inddragelse af skolebørn i vandløbsrestaureringer og vandplejekurser. 

– Altsammen noget, der skal medvirke til at styrke medlemstilgangen i vores foreninger, det frivillige arbejde, sikringen af fremtidens lystfiskeri og beskyttelsen af vores fælles natur. 

– Så der er nok at tage fat på!


Sådan slutter vor snak med de tre foreningsformænd fra Køge Bugt Fiskepleje. De er alle tre aldeles enige om den fælles strategi.

Det lover godt for fremtiden!


Faktaboks

  • Foreningerne i Køge Bugt udsætter hvert år næsten 80.000 havørreder.
  • Foreningerne i Køge Bugt og de frivillige samarbejder hvert år om at lave vandløbsrestaureringer, som giver vilde fisk år efter år.
  • Foreningerne i Køge Bugt kæmper også for at bevare den unikke bestand af brakvandsaborrer, som vi har i nogle af områdets åer. 

Køge Bugt Fiskepleje deltager ikke i Fishing Zeeland turistnetværket.

Artiklen fra Fisk & Fri nummer 8-2018

 

 

Laksehistorier fra ammestuen…

Salmon

I mine unge dage, og det er snart en menneskealder siden, cirkulerede der en historie om laks, som ikke kunne flyttes. En vandrehistorie eller ammestuehistorie, som den blev kaldt i gamle dage, og som heller ikke dengang holdt vand.

Dengang troede vi, at vildlaksen – den naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks, Salmo salar – var udryddet i Danmark. Ikke mindst den altødelæggende regulering af Skjernå så sent som i 1960’erne bidrog til den opfattelse.

Skulle der være laks at fange, måtte der udsættes opdrættede laks, og hvor skulle de komme fra? Der var jo ikke flere tilbage at avle på i Danmark. Man søgte derfor til Sverige – til den sydsvenske Mørrumså, der fysisk ligner danske vandløb en del. Her havde og har den svenske stat et laksefiskeri og et lakseopdræt, der var i stand til at levere unglaks til udsætning.

Men så kom ammestuehistorierne atter i omløb. Med påstande om, at det ville være rent spild af penge at indføre og udsætte svenske laks fra Mørrumsåen i den danske Skjernå. De udsatte laks vidste jo, hvor de kom fra og ville som voksne vende hjem til Mørrumsåen igen. Med svenskerne svedigt grinende over den gode handel med de dumme danskere…

Det er naturligvis helt forkert. Historien har dog det gran af sandhed i sig, at laks stort set altid vender tilbage til det vandløb, de er født i og udvandret fra. Kun ganske få strejfer til andre vandløb. Prægningen på deres fødevandløb sker imidlertid først ved udvandringen, hvor de unge laksesmolt registrerer duften eller smagen af deres fødevandløb.

Når de som voksne og gydemodne laks vender tilbage til vandløbet for at gyde, bruger de flere forskellige måder at navigere på. Blandt andet havstrømme og jordens magnetisme. Til formålet har de små jernpartikler indlejret i kraniet, som er i stand til at registrere denne magnetisme.

Det sidste stykke af vejen bruger de imidlertid næsen på at lugte sig frem til netop deres fødevandløb – netop det tilløb, hvor de selv er blevet født. Det ved man fra forsøg, hvor man har lukket næseborene på de optrækkende og gydemodne fisk. Fordelingen i vandløb bliver herefter helt tilfældig.

GA_Fangster

Konklusionen er den aldeles klare, at unglaks født og klækket i ét vandløb stadig som gydemodne laks vil søge tilbage til det vandløb, de er udsat i og udvandret fra. De har ikke den ringeste anelse om, hvor de blev født og klækket. Kun hvorfra de er udvandret.

Derfor kan man udmærket flytte laks og introducere nye laksestammer i nye vandløb, hvor de aldrig har været eller måske er blevet udryddet – blot disse vandløb fysisk minder om hinanden. Strøm, temperatur etc.

DNA fra lakseskæl

Vi har i Danmark i tusindvis af 50-100 år gamle skælprøver fra laks, der er gemt i arkiverne. DNA fra disse gamle skælprøver kan i dag opslemmes, og hermed kan vi i dag stadig analysere DNA fra gamle skælprøver og sammenligne dem med DNA fra nulevende laksestammer.

Det viser sig da, at den oprindelige Gudenå-laks, som blev udryddet af Tangeværket i 1920’erne, genetisk set er meget tæt på de vestjyske laksestammer, som i dag har fået et voldsomt comeback – med Skjernå, Storå og Varde Å som de mest kendte.

Man troede ganske vist, at den vilde laks var udryddet i Danmark. Men fandt så lykkeligvis naturligt produceret lakseyngel på den allernederste del af Karstoft Å, som er et tilløb til Skjernå.

Det var i DNA-analysens tidligste dage, og undersøgelserne viste definitivt, at der var tale om oprindelige laks, som kun i meget begrænset omfang var “forurenet” med DNA fra mange års udsætninger af fremmede, udenlandske laks.

Med Laksehandlingsplanen fra 2004 satte man gang i et målrettet opdræt af de sidste oprindelige danske laks, og det er dem, man i dag udsætter i Gudenåen. Det er de fisk, der uden videre og i løbet af få år vil kunne genindtage Gudenåen og etablere en nye stamme af Gudenå-laks, der genetisk set er meget tæt på den oprindelige stamme.

Uanset den gamle ammestuehistorie om, at det ikke kunne lade sig gøre. At man ikke kan flytte laks fra ét vandsystem til et andet. En historie, som netop er poppet op igen – genopstået eller genoplivet i forbindelse med debatten om netop fremtiden for Gudenåen, Tange Sø og Gudenå-laksen.

IMG_2939

Man kan således sagtens introducere eller reintroducere laks (og ørreder for den sags skyld) fra andre og fysisk lignende vandsystemer. Det kan man i meget høj grad, og det har man gjort rigtig mange gange. Endda med stort held.

Den nye Gudenå-laks vil således få Skjernå-gener, der er meget lig dem, den havde før den endegyldige udryddelse i 1920’erne.

© 2018 Steen Ulnits

Ti Hurtige om Havbrug

OLYMPUS DIGITAL CAMERA


Råderummet – der blev væk

Regeringen opfandt sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et såkaldt ”råderum” til forureningen fra de planlagte havbrug.

Et sådant findes imidlertid ikke. Således opfylder 117 ud af vore 119 områder, der indgår i EU’s Vandrammedirektiv, slet ikke direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Det var døde hummere fra netop Kattegat, der i 1980’erne førte til den første vandmiljø-handlingsplan. Med den gik man i gang med at rense det spildevand, som ofte urenset udledtes i de indre danske farvande.

Samfundet har siden brugt milliarder af skattekroner på at rense spildevandet til de kystnære områder. Derfor mener et flertal af vore politikere, at vi nu har ret til at forurene i det mere åbne Kattegat. Selv om det stadig er forurenet.


Strømforhold – frem og tilbage

Netto sker der en transport af ferskvand fra Østersøens mange tilløb – op gennem de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud i Nordsøen gennem Skagerak. Vandet bliver mere og mere salt, desto længere nordpå det kommer.

Imidlertid sker der en langt større brutto vandtransport – i begge retninger. Længere tids vestenvind holder vandet tilbage og sender det i perioder sågar sydover igen. Faktisk fører vind, strøm og tidevand ofte den udledte forurening frem og tilbage flere gange, før det sidste er nået ud i Nordsøen.

Inden da har meget slam fra denne forurening derfor lagt sig på dybe og strømstille steder i Kattegat. Områder, der efterlades som golde ørkener af sort slam – blottet for liv.

Så havet sletter slet ikke alle spor.


Rogn og regnbuer

Havbrugerne påstår, at der uden akvakultur ikke vil være fisk nok til en voksende global befolkning.

Helt forkert. For det første kan danske luksusprodukter som ørreder og ørredrogn eksporteret til Japan naturligvis ikke brødføde sultende mennesker i den fattige del af verden.

For det andet er produktionen af laks og ørreder ofte skadelig for netop de sultende lande. Deres fiskebestande må i stedet lægge ryg til vort fiskeri efter småfisk – til fremstilling af fiskefoder. Der skal nemlig bruges flere kilogram småfisk til fremstilling af ét kg luksusfisk.

Opdræt af luksusfisk som laks og havørreder er således regulært resursespild, der kun er med til at gøre verdens fattige lande endnu fattigere – og mere sultne.

Med mulige folkevandringer sydfra som den værst tænkelige konsekvens.


Udslip af tamfisk

Fra netburene i de åbne havbrug sker der regelmæssigt større eller mindre udslip af tamfisk. Der går hul i nettene, eller de flydende netbure påsejles. Udslippenes størrelse skal regnes i tusinder af fisk.

Mange af fiskene er kønsmodne regnbueørreder, som opsøger ferske åer og bække, hvor de kan gyde. Det tilsiger deres natur dem. Mange er ganske vist gjort sterile, så de vokser bedre, mens kønsdriften har de ofte alligevel.

Desværre er det de samme vandløb og de samme gydebanker, som vore hjemlige havørreder bruger til deres gydning. Hvor havørrederne gyder om vinteren, gyder regnbueørrederne så igen om foråret.

De vintergydende danske havørreder vil da få deres allerede lagte æg gravet op af uønskede regnbueørreder undsluppet fra nærliggende havbrug.


Havkolera og resistens

Havkolera er en livstruende sygdom, som skyldes en virus ved navn Vibrio vulnificus. Den blomstrer op i varmt sommervand og overvintrer efterfølgende i blandt andet muslinger.

Det siger derfor sig selv, at havkolera har optimale betingelser nær havbrug med kompenserende muslingeopdræt. Så jo varmere vandet bliver, og jo mere lyst man får til en dukkert. Desto større er risikoen for, at der også er havkolera i badevandet.

Med fiskeopdrættets store forbrug af antibiotika stiger risikoen tilsvarende for, at havkolera udvikler resistens, så patienter bliver vanskelige at behandle. En ond spiral, for havkolera er en livsfarlig sygdom – ikke mindst hvis man har et nedsat immunforsvar.

I den varme sommer 2006 resulterede havkolera således i tre dødsfald herhjemme. Patienterne døde en smertefuld død af blodforgiftning.


Helcom-modarbejdet

Helcom” er et samarbejde mellem landene omkring Østersøen til og med Kattegat. Medlemslandene forpligter sig til at skabe et renere vandmiljø i disse farvande – heriblandt de danske sunde og bælter.

Helcom mener imidlertid ikke, at man kan flytte rundt på “opsparet forurening” fra ét vandområde til et andet. Helcom mener derfor ikke, at Danmark kan forurene et i forvejen forurenet Kattegat, der slet ikke lever op til målsætningerne – blot fordi Danmark har renset sine kystnære farvande bedre end aftalt.

Den danske miljøminister har udtalt, at han “af principielle årsager ikke vil godkende dette princip”. Han “mener ikke, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”


Det kemiske havbrug

Moderne havbrug er åbne, flydende netbure uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange tusinde fisk. De går tæt sammen og bliver derfor let syge.

For at undgå dette bruger man store mængder antibiotika, der i lighed med fækalier og foderrester ryger lige ud i vandmiljøet. Dette med en permanent risiko for udvikling af resistens hos bakterierne. Præcis som set med svine-MRSA.

Dansk fiskeindustri brugte alene i 2016 mere end 1.000 kg quinoloner. Det er bredspektret antibiotika, som står på EU’s og WHO’s liste over stoffer, man skal være særligt kritisk med at bruge.

Læg hertil ethoxyquin i foderet og giftige kobber-forbindelser til at holde nettene fri for algebegroning. Tilbage står man med et vandmiljø, som har fået det markant ringere.


Havbrugene op på land

Vore dages havbrug er åbne, flydende netbure uden nogen som helst mulighed for at rense spildevandet fra de mange fisk. Fækalier og foderrester ryger ret ud gennem de åbne netmasker – sammen med medicinrester og diverse kemikalier.

Herude er det vildfiskene, der får glæde af forureningen. Samt bundmiljøet under netburene, der bliver kvalt i et tykt slamlag. Og så er det endda slet ikke nødvendigt med al denne elendighed. I dag har vi nemlig afprøvet teknologi til at flytte hele produktionen op på land, hvor den kan ske i recirkulerede anlæg uden forurening.

– Hvorfor så forurene vort fælles badevand? 

Fordi der er så mange lette millioner at tjene på gratis at forurene det vand, vi andre inde på land har betalt milliarder for at rense i vore spildevandsanlæg.


Havlus og havbrug

Havlusen er et lille snyltende krebsdyr, der naturligt lever på laks og ørreder – i vand af den rette saltholdighed. Og det har Kattegat.

Havlusen generer ikke fiskene, så længe den kun er fåtallig. Men åbne havbrug tiltrækker havlusene som en magnet. Her går fiskene tæt, og herfra kan de ikke flygte. Havlusene strømmer følgelig til og kan sætte sig på fiskene i dødbringende antal. Derfor må man fjerne lusene – på kemisk eller biologisk vis.

Endnu værre er det for vilde ungfisk af laks og ørreder – de såkaldte smolt. De angribes og dør, når de passerer forbi netburene på deres vej ud i havet. Specielt sker det, når havbrugsfiskene netop er afluset. Da er frivandet fyldt med lus, som blot venter på et let offer. Og da er dødeligheden meget høj blandt de små ørreder.


Kompenserende muslinger

Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og organisk materiale. Derfor vil man fjerne noget af forureningen fra havbrugene ved at opdrætte muslinger, som siden skal bruges til grisefoder.

Men muslingeopdræt har tre store ulemper. For det første ved man slet ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det er ikke tidligere prøvet så langt til havs.

For det andet så udskiller muslingerne selv affaldsstoffer, og disse stoffer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne bidrager således selv til forureningen.

For det tredje fylder muslingeopdræt uforholdsmæssigt meget. Skal man kompensere for et havbrug, der hvert år udleder 600 kg kvælstof per hektar, skal der ifølge forskere på KU dyrkes muslinger på et 4 km2 stort område.

Til kolossal gene for alle, der færdes på havet.


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her: