Tag-arkiv: muslinger

Muslinger og ålegræs


Muslinger og ålegræs er hver for sig og sammen aldeles udmærkede organismer, som begge indgår i og er nødvendige for den naturlige balance i vort marine økosystem. Når begge altså holder sig til bunden.

Men muslingefarme, hvor milliarder af muslinger hænger kunstigt på udspændte net under kilometerlange rør i overfladen, er derimod en dødelig cocktail for ålegræsset, som har brug for lys og rent vand.



Store “smartfarms“, der kan fylde flere kilometer i længde og bredde, skygger helt for ålegræsset, som derved går ud. Og de mange milliarder muslinger udleder så mange ekskrementer, at bunden under farmene ganske enkelt dør.

Mågerne tiltrækkes af de regelmæssigt tilbagevendende bundvendinger, som gør vandet mælkehvidt og bringer døde bunddyr op til overfladen.



I stillestående fjorde og vige slammer bunden blot stille og roligt til i muslingelort og døde alger. Øverst med et liglagen bestående af hvide svovlbakterier, der markerer overgangen mellem ilt og iltfrit. Herunder et kulsort slamlag, som er totalt frit for ilt.

Der er målt op til næsten 3 meter dybt slam under smartfarme i Limfjorden, som allerede nu gisper efter vejret. Flere steder er den død allerede.

UV fotos af Limfjordens Miljøråd



Fugleperspektiv, frøperspektiv og fiskeperspektiv fra havbrug med flydende netbure, hvis åbne netmasker tillader frisk strøm at komme ind til fiskene – og samtlige affaldsstoffer fra fiskene at komme ud: Foderrester, fækalier, antibiotika og algehæmmere. Totalforurening direkte ud i åbent hav eller fjord.

De store havbrug dels skygger for lyset, så ålegræsset ikke kan vokse – dels forurener vandet med næringssalte, så ålegræsset kvæles af begroning med alger.

UV fotos af Gearløs



Fugle som disse sangsvaner og knortegæs er afhængige af frodige græsmarker – det være sig inde til lands eller ude til vands. Ofte veksler fuglene mellem disse to habitater:

Dagen tilbringes gerne inde på spirende græsmarker, som er ekstra tillokkende sen vinter og tidligt forår. Natten tilbringes i sikkerhed ude på vandet, hvor ålegræsbælter er et foretrukket tilholdssted og en vigtig fødekilde.



HAVmisBRUG

Debatbog om opdræt af fisk og muslinger

424 sider lang, 1.070 gram tung

“Kilopris” kr. 294,95


En tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer fra muslingerne ender som ny og lokal forurening på bunden under farmene, hvor de kan kvæle alt liv. I værste fald med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Kun max en tredjedel kan høstes.

Den sidste tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i en endnu mere bio-tilgængelige form. Klar til endnu flere alger end før turen gennem muslingernes fordøjelse.

Stærk strøm til fjernelse eller rettere fortynding af forureningen fra de mange muslinger er derfor nødvendig, hvis der ikke skal ske en økologisk katastrofe.

Det samme gælder havbrugene. Stærk strøm skal der til, hvis ikke forureningen fra de mange fisk skal bundfælde sig lokalt. Næringssaltene forbliver dog opløst i vandet.




Øverst er det den lokale kunstner Niels Willum, hvis tegninger længe har prydet protester fra Miljøforeningen BLAK på Djursland.

Nederst er det Bo Secher, hvis streg mange genkender fra det satiriske magasin “Svikmøllen”.  Bo Secher har lavet tegningen på opdrag af Limfjordens Miljøråd.

Det er heldigvis ved at gå op for flere og flere, at muslinger ikke blot fylder meget og kun kan rense vandet delvis for kvælstof og fosfor. Men at de samtidig også medfører en kraftig forurening af vand og bundmiljø under og omkring farmene.

Limfjorden har gennem mange år lidt under voldsom forurening med gylle fra landets største koncentration af svinefabrikker i det store opland.

Lokalt er man derfor begyndt at tale om “Ligfjorden” i stedet for Limfjorden. 

© 2022 Steen Ulnits


5.000 km2 til muslinger

Regeringen har, under ledelse af erhvervsminister Simon Kollerup (S), udarbejdet en “Havplan”, som skal gælde i de næste ti år.

I denne havplan er der gjort plads til flere nye totalforurenende havbrug af den slags, som både Simon Kollerup (S) og Dan Jørgensen (S) tidligere har gjort sig til varme fortalere for. Uden overhovedet at kende konsekvenserne ved dem.

Men hvad næsten værre er, så er der samtidig udpeget knap 5.000 km2 dansk søterritorium til nye lokalt forurenende muslingefarme og altødelæggende muslingeskrab. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster – tilsammen.

Det er typisk sårbare, beskyttede, kystnære og lavvandede områder, der er tale om. Der er således tale om en Hasarderet Havplan, som samtidig er et Mageløst Makværk. En forhastet havplan, der på intet område lever op til de krav, som EU stiller til Vandrammedirektiv og Naturbeskyttelse.

Man må tage sig til hovedet, hvilket mange forstandige mennesker da også har gjort, siden Kollerup i nært samarbejde med canadiske WSP, danske Hedeselskabet og norske Smartfarm sidste år præsenterede sin havplan som en digital bekendtgørelse.

Det er nu kun EU, der kan redde de indre danske farvande fra den totale ødelæggelse.


Læs

  ⌘  Miljøforeningen BLAK’s høringssvar til havplanen  

 

Gul U-båd under blå muslinger

Det kan se idyllisk ud, når solen glimter i bølger og bøjer på en blå Limfjord. Hvis man altså ikke lige ved, hvad det er, man ser på.

Idyllen forsvinder nemlig brat, når man dykker i dybet under det blanke blå og her ser den voldsomme forurening fra de mange millioner såkaldte “miljø-muslinger”. 

Til nogles store overraskelse har muslingerne nemlig en fordøjelse…


Kilometer efter kilometer af sorte plastrør dækker i dag Limfjorden, hvor de lægger hindringer i vejen for skibsfarten.

Under rørene hænger net med millioner af forurenende “miljø-muslinger”, som efter farmernes egne udtalelser skulle rense Limfjordens vande for kvælstof. Virkeligheden er dog en ganske anden.

Dette i massive norsk-designede “Smartfarms”, som primært drives af Hedeselskabets datterselskab Blå Biomasse. Muslingerne høstes industrielt  med store sejlende maskiner.


For at dokumentere forureningen fra de mange millioner “miljø-muslinger” sender vi den gule “SubMussel 2” ud på en farefuld mission i Limfjordens forurenede vande. Den dykker ned på 6 meters dybde, hvor den dokumenterer forureningen i fotos og video.

Det er dog langt fra alle dage, hvor man overhovedet kan optage noget i det uklare og overgødede Limfjordsvand. Nogle dage kan man ikke se en hånd for sig.


Den motoriserede “SubMussel 2” styres fra moderskibet via et 100 meter langt kabel og en tablet. Den manøvrerer hurtigt frem og tilbage samt op og ned, mens den dokumenterer, hvad den ser i det mørke dyb.

Spændende at opleve, hvordan Limfjorden i virkeligheden ser ud under den idylliske blå overflade. Hvad der gemmer sig i det uklare vand og på bunden under de mange millioner forurenende “miljø-muslinger”.


Overfladevandet i umiddelbar nærhed af de mange millioner evigt filtrerende “miljø-muslinger” kan være ganske klart. Klarheden aftager dog meget hurtigt. Ikke langt fra muslingerne ligner Limfjorden atter sit gamle grumsede jeg.

Ud over at filtrere og optage kvælstof fra store vandområder i den forurenede fjord, afleverer “miljø-muslingerne” nemlig lige så mange næringsstoffer til vandet under og omkring farmene. Dette i form af helt ny forurening. 

En sidste tredjedel passerer igennem muslingerne og returneres i fordøjet og endnu mere bioaktiv form end før. Klar til endnu flere nye alger.


De mange kilometer plastrør i en Smartfarm er yndede tilholdsteder for i hundredvis af sultne og larmende måger, som blot venter på døde dyr fra en bundvending. Og hvis ekskrementer bidrager med yderligere forurening af det lokale vandmiljø.

Selv en træt og sikkert sulten sæl tager sig af og til et hvil på de lange plastrør, der udgør en industriel norsk-designet “Smartfarm”. Hvis muslinger for øvrigt er så små og tyndskallede, at de ikke kan anvendes til menneskeføde.

De bliver i stedet til muslingemel. Til flere svin til mere gylle til flere alger til flere muslinger. Landbrugets berygtede “Gylletrekant” og selvforsynende evighedsmaskine.  


Ikke langt fra “miljø-muslingerne” er vandet atter uklart. Den gule “SubMussel 2” forsvinder hurtigt ud af syne, da den sendes i dybet for at dokumentere forholdene.

Det uklare vand skyldes alger, som igen skyldes det overgødede vand i Limfjorden. Fjorden tilføres konstant næringsstoffer i form af udsivende gylle fra de omkringliggende marker.

Den foregående regerings Landbrugspakke gjorde med sin tilladelse til øget brug af gødning ondt meget værre. Limfjorden er i dag dansk landbrugs suverænt største gylletank.


Sven Hørup følger med på skærmen, mens han med sikker hånd styrer “SubMussel 2” rundt i Limfjordens plumrede vande. Der er stor forskel på vandets klarhed i de forskellige vandlag, på forskellige lokaliteter og forskellige årstider.

På stille dage kan man opleve den lagdeling af vandet, som lokale dykkere i Limfjorden kender så godt. Vandet kan lokalt være relativt klart, men mudres øjeblikkeligt op, hvis det hvide liglagen af svovlbakterer på bunden berøres.


De mange millioner såkaldte “miljø-muslinger” forurener kraftigt under og omkring farmene. I hele vækstsæsonen regner det ned på bunden med fækalier eller ekskrementer fra de mange muslinger.

Hernede rådner affaldsstofferne op under forbrug af ilt. Til sidst er al ilten brugt, og den normalt brune fjordbund bliver nu dækket af et hvidt liglagen af svovlbakterier.

De udgør sidste stop, før giftig svovlbrinte trænger op fra det sorte bundslam og slå alt levende ihjel. 


Da denne bundprøve fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord blev taget, bestod den af ildelugtende mudder, som var kulsort under det karakteristiske hvide liglagen af svovlbakterier.

Nogle dage senere havde de mange bakterier haft kronede dage og leverede nu et sandt kunstværk af forskellige farver – alle stammende fra det kulsorte mudder. Lugten fra det sorte bundslam var heller ikke blevet bedre.

Intet under, at ingen bader her længere. Hverken fastboende eller tilrejsende turister.

Det er bare for ulækkert.


Når forureningen har brugt al ilten i vandet, søger de bundlevende dyr bort fra området – fra vandet og om muligt helt op på land. En mulighed, som ingen af fjordens vilde og bundlevende muslinger desværre har. De dør blot.

Denne krabbe var heldig nok til at redde livet. Den nåede sikkert i land, hvor den kunne vente på bedre tider – i form af storm eller blæst, som kan blande vandmasserne og atter bringe ilt til bundvandet.


I 2013 konstaterede DTU ved et tilfælde, at muslingerne i Limfjorden – som det eneste sted ud af flere undersøgte i Danmark – indeholdt svinevirus. Det kunne kun stamme fra lokal svinegylle, der sivede ud i Limfjorden fra omkringliggende marker og tilløb.

Myndighederne neddyssede straks opdagelsen og understregede, at svinevirus ikke var farligt for mennesker. Som man jo også gjorde det med de multiresistente MRSA-bakterier. Lige indtil de viste sig at være livsfarlige.

Man har da heller ikke undersøgt Limfjords-muslinger for svinevirus siden 2013. For tænk nu hvis. På eksporten og den årlige Skaldyrsfestival på Mors…


Ikke alle krabber er så heldige, at de når ud af vandet, før iltsvind og bundvending har taget livet af dem. Denne døde krabbe er netop drevet i land ved Linemuslingeanlæg 112. Den er ved at blive rød, som de fleste krebsdyr bliver det i død tilstand.

Forurening og algeblomst, iltsvind og bundvending resulterer løbende i mange døde dyr. De tiltrækker et hav af skrigende måger fra nær og fjern, som lever højt på Limfjordens nyskabte lossepladser.

Mågernes mange ekskrementer tilfører herved det lokale vandmiljø yderligere forurening.


Truende skyer over den lille Knebel Vig ved Aarhus Bugt. Indgangen til Nationalpark Mols Bjerge, der tiltrækker turister fra både indland og udland.

Trods advarsler fra lokale borgere, borgerforeningen og de lokale miljømyndigheder tillod Fiskeridirektoratet under fødevareminister Eva Kjer Hansen alligevel, at der blev etableret en forurenende muslingefarm i Knebel Vig.

Trods ellers regelmæssigt tilbagevendende iltsvind i vigen, der er et gammelt dødishul, og som ingen gennemstrømning har. 

Dansk Skaldyr Center i Nykøbing Mors var en varm fortaler fra projektet, der “kun vil forurene lokalt”.


Tekst & fotos: © 2020 Steen Ulnits & Sven Hørup


Kort om muslinger og miljø

Muslinger er en vanskelig størrelse at forstå. De lever alle af at filtrere vandet for alger og bakterier. Men der er forskel på muslinger:

Vilde muslinger sidder på bunden i et begrænset antal. Her udgør de en vigtig del af bundmiljøet.

Dyrkede muslinger hænger i stedet på liner eller net i overfladen. I antal på mange millioner. De sidder oppe i overfladen, hvor der aldrig er iltmangel, som der ofte bliver ved bunden. 

På den måde er der ingen lighed mellem vilde bundlevende muslinger og dyrkede “miljø-muslinger” i overfladen. Selv om de alle er af samme art, nemlig blåmuslinger. 

Men begge steder lever muslingerne af at filtrere vandet for de samme alger og bakterier. Der er blot en kolossal forskel i antallet mellem de to.

Der er også forskel på, om man dyrker store muslinger til konsum – på lange liner spændt ud mellem bøjer. Eller om man dyrker små tyndskallede muslinger, der siden bliver til muslingemel og svinefoder. Det sidste sker på store industrielle “Smartfarms”, hvor “miljø-muslingerne” hænger i net under kilometerlange sorte plastrør.

Herfra høstes de maskinelt.


Det drejer sig i begge tilfælde om, at de filtrerende muslingefarme koncentrerer forureningen (primært algerne) fra et meget stort vandområde til et meget lille areal under og omkring farmene. Som en helt ny og koncentreret forurening.

De tre tredjedele 

For hvert ton kvælstof og fosfor der måtte høstes med muslingerne, havner et andet ton på bunden under muslingefarmen. I form af muslingernes ekskrementer.

Med muligt iltsvind og efterfølgende frigivelse af yderligere næringsstoffer fra bunden som resultat. Næringsstoffer, der ellers var deponeret og utilgængelige her.

Omkring lige så meget kvælstof og fosfor frigives igen til vandmassen – efter en tur gennem muslingernes fordøjelse.  Nu mere bio-tilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Der findes eksempler på, at at muslingefarme på denne måde netto kan tilføre kvælstof i stedet for at fjerne det.


Dette er den såkaldte “tredjedelsregel”:

1) Én tredjedel af næringssaltene optages af muslingerne og indbygges i deres kød.

2) En anden tredjedel passerer fordøjet igennem dem og returneres til vandet. Nu som endnu mere biotilgængeligt end før.

3) Den sidste tredjedel havner som ny forurening på bunden under eller omkring muslingerne. Alt afhængig af strømmen.

For hvert ton kvælstof, der høstes og fjernes, deponeres der således ét ton kvælstof på bunden under og omkring muslingerne.

Som iltslugende organisk forurening.


Regnskabet for den endelige kvælstoffjernelse er derfor uhyre svært at gøre op. Den kan sågar blive negativ – forstået sådan, at den resulterer i flere næringssalte i området, end før muslingerne kom til. Det samme gælder de dyrkede muslingers øvrige overvejende negative indflydelse på det omkringliggende vand- og bundmiljø.

Således kan “miljø-muslingerne” kvæle deres bundlevende vilde artsfæller på grund af deres massive forurening ovenfra. Eller ændre artssammensætningen af algerne til det dårligere – med forholdsmæssigt flere af de små og potentielt giftige blågrønalger som resultat.

Én ting er imidlertid sikker: Der kommer helt ny forurening under og omkring muslingefarmene. En lokal forurening, som ikke var der før.

“Miljø-muslinger” forurener uundgåeligt deres omgivelser, når de koncentreres i store farme med millioner eller sågar milliarder af muslinger hængende i overfladen. Muslinger har jo en fordøjelse som alle andre levende organismer – selv om det tydeligvis kommer bag på mange, der ellers burde vide det.

Som alle andre levende organismer i stort antal påvirker muslinger således deres omgivelser. I dette tilfælde negativt. Og så hjælper det altså intet, at man omdøber dem til “miljø-muslinger”.

Med mindre man da vil signalere, at de ødelægger det lokale vandmiljø.

Så har man nemlig ramt plet.


Reference:

”Nutrient removal capacity and potential ecological consequences of blue mussel farms for nutrient abatement in the Baltic Sea” s.1,2 Nils Hedberg, Nils Kautsky m.fl. Stockholms Universitet 2018

© 2020 Steen Ulnits

Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:


“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.  

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”


Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn


 

Gækkebrevet

Om muslinger og aktindsigt


“Til: raadhus@mariagerfjord.dk

Vi er blevet gjort bekendt med, at der har været afholdt møde(r) mellem Mariagerfjord Kommune og Hedeselskabet, dets datterselskab Blå Biomasse og/eller dets tidligere datterselskab Orbicon.

Temaet har været kvælstoffjernelse fra Mariager Fjord ved hjælp af blåmuslinger eller “miljømuslinger” – eventuelt via etablering af såkaldte Smartfarms.

Vi skal derfor bede om aktindsigt i det pågældende møde eller møder, mødereferat(er), mødedeltagere samt udleveret materiale.

Med venlig hilsen,

Steen Ulnits”


Citat slut. Sendt på vegne af undertegnede og min nabo, byrådsmedlem (S) Henrik Leth, til Mariagerfjord Kommune, der hurtigt og beredvilligt udleverede det ønskede materiale. Kort efter kom der imidlertid endnu en mail fra Mariagerfjord Kommune:


“Mariagerfjord Kommune er netop blevet gjort bekendt med, af Holst Advokater på vegne af Blå Biomasse A/S, at materialet indeholdt i aktindsigten ikke må anvendes.

Hvis ikke dette sker, vil Blå Biomasse A/S ifølge advokat Mogens Birkebæk, ’overveje at anlægge påbuds- og forbudssag imod Steen Ulnits’.”


Citat slut. Få dage senere og på den sidste dag før Påske ankom så dette anbefalede brev fra Hedeselskabet / Blå Biomasses advokat Holst i Aarhus – nu optrappet fra påbud og forbud til muligt erstatningsansvar:


Det er ikke hver dag, man bliver truet med både påbuds-, forbuds- og erstatningssager. Det er i hvert fald nyt for mig. Men så har jeg jo heller ikke beskæftiget mig med “miljømuslinger” før. De er jo en helt ny opfindelse.

Og vi ved stadig ikke, hvad der er så hemmeligt i det materiale, som Mariagerfjord kommune venligt udleverede angående samarbejdet mellem kommunen og Hedeselskabets Blå Biomasse A/S.

En dugfrisk aktindsigt fortæller dog, at der er mange millioner at tjene på muslinger. Således havde Blå Biomasse A/S først på året afsluttet og fået udbetalt godt 7 millioner tilskudskroner for “Etablering af industriel muslingeproduktion i Limfjorden”.

Det er så vidt oplyst ingen hemmelighed.


Læs her, hvad webmediet gylle.dk skriver om sagen.

Journalist Flemming Seiersen har kontaktet såvel Journalisthøjskolens specialist i aktindsigt og offentlighedslov som Blå Biomasses administrerende direktør.


Ansøgningen om aktindsigt blev sendt af byrådsmedlem Henrik Leth (S) og nabo Steen Ulnits i fællesskab.

Hvorfor gik det dog så galt?

Vor kollektive politiske hukommelse rækker ikke langt. Mange politikere og politiske iagttagere kalkulerer således kynisk med, at om et halvt år er alting glemt. 

Er der således mere end et halvt år til næste valg, er der fred og ingen fare – ingen risiko for negative konsekvenser af ens politiske handlinger. De er alligevel glemt, når vælgerne skal til stemmeurnerne.

Men internettet har udvidet vor hukommelse betragteligt. Således også i den spegede sag om flere forurenende havbrug i et Kattegat, der allerede lider under algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød:

Dan Jørgensen (S) og de nye havbrug

Vi har allesammen – og med fuld rette – haft travlt med at kritisere Venstres Esben Lunde Larsen (ELL) for at være den miljøminister, vi aldrig fik. For udelukkende at være fødevareminister for landbrug og havbrug. For ikke at kere sig en døjt om miljøet, hvis det på nogen måde kunne lægge hindringer i vejen for landbrug og havbrug.

Men ret skal være ret, og de nye havbrug fra L111 er desværre ikke ELL’s opfindelse. Ikke alene i hvert fald. Tankerne om flere og nye havbrug stammer såmænd fra den tid, hvor socialdemokraten Dan Jørgensen var minister for området.

Dan Jørgensen var således minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 12. december 2013 til 28. juni 2015. Og han var i sin tid blevet valgt ind i Folketinget alene på grund af Svend Aukens mange personlige stemmer.

Det er præcis i Dan Jørgensens ministerperiode, at tankerne om flere og nye havbrug i de indre danske farvande dukker op. Det kan man læse om i papirer fra ministeriet dateret den 6. november 2014. Altså midt i Dan Jørgensens ministerperiode.

I disse papirer kan man blandt meget andet læse følgende nu skæbnesvangre ord, forfattet af Socialdemokratiet sammen med regeringspartneren Det Radikale Venstre og med opbakning fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Venstre:


“Parterne er enige om, at den danske akvakulturproduktion udvikles på en måde, som reducerer miljøbelastningen. For perioden 2014-2017 reserveres 3,5 mio. kr. til at sikre en effektiv udpegning af egnede områder til akvakulturproduktion og 3 mio. kr. til afsætning af bl.a. økologisk akvakulturproduktion, herunder eksportorienterede aktiviteter.

Desuden vil der under programmet blive allokeret midler til udvikling og investering i ny teknologi til bl.a. havbrug og recirkuleringsanlæg.”


Det var således Dan Jørgensen (S) og hans regering, der i 2014 støbte de fatale kugler og placerede bolden for fødderne af den senere efterfølger Esben Lunde Larsen (V). Lige til en helflugter ind i det nu gabende tomme miljømål. 

Miljøministeriet eksisterede jo ikke længere, men var reelt afskaffet – opslugt af Fødevareministeriet, der jo var og er landbrugets forlængede arm. 

Venstre var ikke sene til at lugte millionerne, der lå og ventede fra en massiv fiskeproduktion – helt uden besværlig og fordyrende rensning af spildevandet. 

Venstres finansordfører Jacob Jensen havde og har således en lønnet bestyrelsespost hos landets største og mest forurenende havbrug Musholm, som derfor var blandt de første ansøgere til de planlagte havbrug i Kattegat.

Vennerne fra havbruget var tidligt orienteret og aldeles klar over de aldeles enestående muligheder for nu at forurene helt gratis. For at tjene millioner på at forurene det vand, som skatteborgerne inde på land havde betalt milliarder for at rense – til kloakering og bygning af rensningsanlæg.

Esben Lunde Larsen (V) og de nye havbrug

Den daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen havde således dygtigt brugt Dan Jørgensens oplæg til fremtiden for dansk akvakultur – til at fremme egne og andres økonomiske interesser. 

Dette på trods af et ikke-eksisterende “miljømæssigt råderum” for øget forurening. Der står jo udtrykkeligt i papirerne fra 2014, at akvakulturen skal udvikles på en måde, der “reducerer miljøbelastningen”.

Det kan man bare ikke, når 117 ud af 119 registrerede danske havområder endnu ikke havde opnået “god økologisk tilstand, og der var behov for kvælstofreduktion i alle vandområder”. Ordet “miljømæssigt råderum” er således et ikke-eksisterende fænomen i de indre danske farvande.

Der er i stedet tale om et “miljøpolitisk råderum”, hvor man kynisk og fra politisk hold afgør, hvor meget man vil forurene et givet sted. Hvor langt man kan og tør gå, uden at det ender i et EU-sagsanlæg om overskridelse af kravene i Vandramme-direktivet.

Grådighedsrummet

Derfor opfandt kloge landbrugshjerner begrebet “kompenserende foranstaltninger”, så man – i hvert fald set med landbrugets egne øjne og nu med god samvittighed – kunne øge produktionen og forureningen. Blot man laver eksempelvis tangfabrikker eller muslingefarme til optag af lige så store mængder kvælstof, som fiskeopdrættet udleder.

Det ville fungere – i teorien. I praksis anede man nemlig ikke, om det overhovedet lod sig gøre. Ingen havde prøvet det før i den målestok og på de lokaliteter.

Det var således socialdemokraten Dan Jørgensen, der i sin tid som minister for Miljø og Fødevarer lancerede tanken om flere havbrug i nye havområder. I den hellige væksts navn. Det må vi ikke give Venstres Esben Lunde Larsen hele skylden eller æren for. Ret skal være ret.

Det er sikkert også derfor, at Dan Jørgensen var påfaldende tavs i hele debatten og efter den kulørte presse at dømme mere optaget af kærestens deltagelse i “Vild med dans”. I det hele taget kunne man ønske sig, at danske politikere over en bred kam var vildere med politik end med dans. 

Men det er de altså ikke altid. Og netop her minder Venstre og Socialdemokratiet foruroligende meget om hinanden. 

Socialdemokratiet(S) kovending

Det var givet også derfor, at Socialdemokratiet – senest med Simon Kollerup (S) som velvillig kollaboratør – valgte at gå ind for de forurenende havbrug sammen med Esben Lunde Larsen og hans betalte partifæller inden for fiskeopdrættet. Efter lang tids spil for galleriet, hvor Kollerup ellers foregav en ægte interesse for havmiljøet.

For øvrigt en slående parallel til de Konservatives Rasmus Jarlov, der efter stort postyr også valgte at stemme “ja” til den forhadte Landbrugspakke og dennes øgede udledning af kvælstof. Vel vidende, at den var helt gal i forhold til selvsamme Vandramme-direktiv. Og at han selv havde medvirket til at få afsat fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på nøjagtig det samme grundlag. 

K havde blot forinden lovet de andre borgerlige partier, at det ville man bare gøre. Stemme for først Landbrugspakken og siden flere forurenende havbrug i Kattegat. Uanset hvad. Og det gjorde man så.

På samme måde har Liste A’s Simon Kollerup givet hele tiden vidst, at han ville stemme ja til de nye havbrug. Fordi de nu og oprindeligt var partifællen Dan Jørgensens opfindelse.

Eksperthøringen var blot et efterhånden nødvendigt spil for galleriet. Politik, når det er værst og mest råddent. Al politikerledes fader.

Hjarnø hjælper til 
 
Men så nærmede valget sig, og de dårlige sager væltede op inden for havbruget – med Hjarnøs fire gange deres tilladte forurening som den midlertidige top af isbjerget.
 
Det endte som bekendt og til allersidst med den berømte socialdemokratiske kovending, hvor fiskeriordfører Simon Kollerup (S) blev sat til side og erstattet af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
 
Sidstnævnte meldte klart ud, at Socialdemokratiet ikke længere støtter op om de planlagte totalforurenende havbrug i Kattegat:

“Punkt ét er, at der har været en række sager, hvor havbrug har gjort sig uheldigt bemærkede. Det har primært været Hjarnø Havbrug, der har gjort sig skyldig i voldsom overproduktion. En undersøgelse har efterfølgende vist, at der er generelle udfordringer med tilladelser i branchen.”

“Punkt to er, at kvælstofudledningen i det danske vandmiljø ikke er faldet som forventet. Det viser tallene i den seneste rapport fra Novana (nationalt overvågningsprogram for vandmiljø og natur, red.). Dermed er der ikke plads til, at havbrugs-sektoren tilfører endnu mere”.


Med “totalforurenende” menes, at åbne havbrug helt enkelt ikke kan rense deres spildevand. Det ligger i hele deres opbygning, at vandgennemstrømningen netop skal fjerne forureningen fra fiskene, der ellers vil kvæles i deres egne ekskrementer.

Al forurening fra fiskeopdrættet – foderrester, ekskrementer, medicin og kemiske hjælpestoffer – ryger direkte ud i vandmiljøet.

Det burde minister Dan Jørgensen (S) jo have vidst, inden han foreslog flere åbne havbrug i de indre danske farvande. Og det gælder for øvrigt økologiske såvel som konventionelle havbrug. De forurener nøjagtig lige meget, hvad kvælstof og fosfor angår. De økologiske bruger blot færre hjælpestoffer og medicin – hvis ellers de overholder reglerne.

Men så godt og såvidt Christian Rabjerg Madsen (S), der nu leder Socialdemokratiet ud af deres vildfarelse og væk fra de vilde vækstplaner.

Man har heldigvis et standpunkt, til man tager et nyt. Det vidste allerede statsminister Jens Otto Krag (S). Og selv et helt parti kan jo heldigvis blive klogere, når de rette informationer til sidst når toppen, der så kan eller må tage affære.

Nu må vi så bare håbe, at Socialdemokratiet stadig mener det samme efter valget. Så også vore efterkommere kan tage sig en forfriskende dukkert i et rent og salt Kattegat.

© 2019 Steen Ulnits


Logo: Miljøforeningen BLAK

Levende Hav mod forurenende havbrug

IMG_4507

Argumenterne mod havbrug

– Hvorfor er det så, at flere og flere mennesker og organisationer går imod havbrugene? JP Østjylland har med Nina Bjarup Vetter som kilde opstillet modstandernes argumenter – her i forkortet og redigeret form:

  • Havbrug vil skade kystturismen ud for Djursland, Anholt og Gilleleje.
  • Kysterne vil forurenes af kvælstof, fosfor, kobber, fiskefoder og medicinrester
  • Borgerne på land har siden 1980’erne betalt milliarder af kroner til kloakering og rensningsanlæg.  Hvis havbrugene kommer, kan de forurene havmiljøet helt gratis.
  • Muslingefarme, som man mener kan optage forureningen fra havbrugene, vil beslaglægge flere kvadratkilometer af havet. De vil samtidig udlede store mængder af drivhusgassen methan.
  • Produktionen af fisk i havbrug vil ikke skabe en CO2-venlig fødevare til verdens sultne, men primært ørredrogn til det japanske luksusmarked. Havbrugene er desuden en trussel mod havets vilde fisk, som overfiskes til foder til fiskene i havbrugene.
  • De 8 udpegede zoner til havbrug vil give problemer med havlus på grund af det høje saltindhold i Kattegat og dermed true både havørred og Gudenå-laks.
  • Fisk i bure i havbrug er uetisk og med epidemiske sygdomme og sår og med meget ringe livsvilkår. Ofte dør mere end hver femte fisk inden ”høst”. Det kan blive en ny slags store svinefarme – bare under vand.

IMG_4499


Samtlige byrådsmedlemmer i de berørte kommuner er imod havbrug og har gjort indsigelser.

Imod er også erhvervsfiskerne, Danmarks Sportsfiskerforbund, Kano- og Kajakforbundet, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, landbruget, Verdensnaturfonden, Levende Hav og en lang række andre organisationer og enkeltpersoner.

© 2018 fotos: Steen Ulnits


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:


“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande. 

www.nejtilhavbrug.dk

“Havlyd” ved Glatved

IMG_2339

www.nejtilhavbrug.dk – det nye logo

IMG_2586

Nej til Havbrugs arrangement på Glatved Strand var velbesøgt

IMG_2587

“Vi elsker vort Vand” – ikke kun ved midsommer!

IMG_2588

Havbrugsbandet “Havlyd” med deres fængende protestsang

IMG_2589

Lokale politikere var mødt op for at give deres besyv med

IMG_2590

Manden bag protestbålene: Carsten Kent Strandberg

IMG_2591

Musikken næsten helt ude i brændingen

IMG_2592

Såvel store som små protestsangere var med

IMG_2593

Succes: 53 uger og 53 bål senere

IMG_2309Her er der ansøgt om nye havbrug langs Djursland…


Glatved Strand, 3. juni 2018

Fejring af 1-årsdagen for de første bålafbrændinger mod de planlagte forurenende havbrug.

Regeringen – bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance med hjælp fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – har opfundet et såkaldt “råderum” til anlæg af nye og stærkt forurenende havbrug i Kattegat.

Dette uagtet, at 117 ud af vore 119 havområder i EU’s Vandrammedirektiv end ikke opfylder de krav om “god økologisk tilstand”, som direktivet foreskriver. “Nej til Havbrug” mener slet og ret, at der overhovedet ikke er plads til forurenende havbrug i vore sårbare indre danske farvande. De skal op på land i stedet, hvor fiskene kan produceres uden samtidig forurening af omgivelserne.

Det hele hænger således slet ikke sammen. Heller ikke med det fantasifulde forslag om en “kompenserende muslingeproduktion”, der dels overhovedet ikke er dokumenteret i åbent Kattegat – dels vil optage flere kvadratkilometer af søterrtoriet. Dette til stor gene for skibstrafikken, der med sikkerhed før eller siden vil kollidere med havbrugene.

Med det uundgåelige resultat, at tamme regnbueørreder i hundredtusindvis vil slippe ud i frivandet. Herfra vil de så som kønsmodne søge op i vandløbene for at gyde og grave havørredernes allerede lagte æg op af gydebankerne.

Det har vi allerede set på Sjælland, og det vil vi komme til at se på Djursland.

NTH logo - hvid

Havlus og havkolera

Og så har vi endda slet ikke talt om havlusene, der i millionvis uundgåeligt vil blive tiltrukket af de mange tusinde fisk i de åbne netbure. Til stor skade for vildfiskene omkring havbrugene. Eller medicinresterne, som risikerer at skabe resistente havkolera-bakterier i bunden under burene. Eller de giftige kemikalier, der bruges til at holde netmaskerne fri for begroning med alger. Og så videre.

Der er således kun dårligt at sige om de lavteknologiske åbne WAT (Worst Available Technology) havbrug, som blot leder alt spildevand urenset ud i Kattegat. Med mindre man da er en af de få heldige havbrugere, der får foræret gratis ret til at forurene frit og score millioner af lettjente kroner på svineriet. I vækstens og eksportens hellige navn.

Havbrugene skal derfor op på land, hvor de hører til. Teknologien og den fornødne knowhow hertil har vi allerede i rigt mål. Også herhjemme. Den er naturligvis dyrere at implementere end blot at hælde alt spildevand urenset ud i Kattegat, som planen er lige nu.

Landbaserede havbrug med recirkulering og rensning af vandet i lukkede kredsløb går under betegnelsen BAT, hvilket betyder Best Available Technology. De kan gøres helt forureningsfri. I modsætning til de planlagte åbne havbrugs WAT: Worst Available Technology.

Såvel Norddjurs som Syddjurs kommuner har derfor inviteret havbrugene ind på land, hvor forureningen kan kontrolleres. Her har kommunerne afsat plads til nye landbaserede fiskeopdrætsanlæg. Dem er der fremtid i.

Det er der ikke i at svine det hav til, som danske skatteydere hidtil har postet mere end 9 milliarder skattekroner i at rense – via bedre rensning af spildevandet.

At lade et fåtal i forvejen velstående havbrugere svine det samme vand til igen – helt gratis – er derfor en hån mod alle os skatteborgere.


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

 
 

Havbrugenes placeringer

Havbrug

Et flertal i Folketinget har besluttet, at Kattegat skal forurenes med nye åbne havbrug. Der gives hermed gratis tilladelser til forurening af Kattegat – til en lille håndfuld havbrugere, som kan se frem til økonomiske gevinster i den tocifrede millionklasse.

De 38 planlagte havbrug skal ifølge ansøgningerne ligge som vist på kortet herover. Som det tydeligt fremgår af kortet herunder, så ligger flere af havbrugene meget tæt. Ikke af hensyn til miljøet, men af hensyn til logistikken – transport af fisk, foder, muslinger og mænd.

Det er klart mere attraktivt for et firma at ligge så tæt som muligt på en havneby med gode muligheder for af- og pålæsning af fisk og foder – end at ligge længere til havs, hvor forureningen måske fortyndes mere og miljøet derfor tager mindre skade. Det er således ikke miljøet, der styrer de ønskede placeringer af nye havbrug. I hvert fald kun i meget begrænset omfang.

Der skal sejles fisk ud til netburene. Der skal sejles foder ud til fiskene. Der skal sejles mandskab frem og tilbage, som kan servicere netburene og foderpumperne. Der skal spules net, når disse er ved at gro til i de alger, havbrugene selv fremmer med deres forurening.

Og der skal bruges algegift for at holde vedligeholdelsen nede på et minimum. Endelig skal de færdige fisk jo sejles i land til forarbejdning og videre transport til eksportmarkederne. Den megen transport frem og tilbage gør det belejligt at placere havbrugene i nærheden af større havne som eksempelvis Grenå. 

Ikke mindst farvandet ud for Djursland vil derfor blive hårdt ramt af de planlagte havbrug, men heller ikke kysten ved Gilleleje vil gå ram forbi, når de i forvejen stenrige havbrugere får yderligere gratis forurening foræret af regeringen og dens trofaste støttepartier, Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti.

Havbrug 2

Der planlægges hermed en massiv forurening af det Kattegat, der i forvejen gisper efter vejret, men som efter 30 års kostbar spildevandsrensning inde på land nu så småt var begyndt at få det bedre. Efter flere års fravær støder man igen på torsk og fladfisk, hvor der i årevis har været fisketomt.

Alligevel besluttede et folketingsflertal i juni 2017 at tillade en merudledning fra havbrug på 843 tons kvælstof. Udledningen fra de nuværende havbrug var i 2016 på 327 tons, og den ekstra udledning fra havbrug vil mere end 3-doble udledningen. Den samlede belastning af danske havområder med kvælstof fra havbrug vil samtidig vokse fra 5 pct. til 15 pct.

Vi har i de seneste år kunnet se en forbedring i kvaliteten i de indre danske farvande. Dette takket være samlede investeringer på 9 mia. kr. i byernes rensningsanlæg i perioden 1987-96 siden indførelsen af den første Vandmiljø-handlingsplan. Den, der som bekendt blev udløst af netop døde hummere fra Kattegat. De kom på TV og satte for alvor skub i udviklingen. 

Nu vil et folketingsflertal så lade otte massive nye havbrug høste gevinsten af denne store miljøindsats. Interesseorganisationen Dansk Akvakultur mener ikke overraskende, at disse havbrug slet ikke vil påvirke vandkvaliteten. 

Der henvises til Dansk Hydraulisk Instituts (DHI) beregninger. Men DHI drives på helt almindelige forretningsbetingelser og leverer derfor de rapporter, der bestilles og betales for. De er på ingen måde uvildige. DHI’s resultater og udpegning af egnede områder til nye forurenende havbrug er derfor primært at betragte som partsindlæg – ikke nødvendigvis sandheden eller blot dele af den. 

En 10 pct. forøgelse af den samlede belastning med kvælstof af de danske havområder vil naturligvis kunne mærkes i havmiljøet. Uanset hvad Dansk Akvakultur så end måtte påstå. Den kvælstofudledning, som regeringen nu gratis vil give til havbrugene, vil skatteborgerne inde på land efterfølgende komme til at betale. 

Havbrug 3

For vi er jo slet ikke i mål med rensningen af det Kattegat, som efter årtiers udledninger stadig har det rigtig skidt. Hvor 117 ud af 119 områder stadig ikke lever op til de krav om “god økologisk tilstand”, som Vandramme-direktivet stiller. Der skal fortsat investeres millioner af skattekroner i rensning af spildevand inde på land. Hvert eneste år. Mange år fremover.

Med tilladelser til nye forurenende havbrug tager folketingsflertallet således fra de fattige skatteydere, som også fortsat skal betale for deres spildevandsrensning inde på land. Og giver til de i forvejen stenrige havbrugere ude på åbent vand.

Det er firmaer, hvis regnskaber i forvejen ofte viser overskud på tocifrede millionbeløb. Firmaer, som har betalte lobbyister dybt inde i Folketinget. Mest kendt er Venstres finansordfører Jacob Jensen (V), der har en lønnet bestyrelsespost i et af de ansøgende havbrug, det japansk ejede Musholm.

Det hele hænger således slet ikke sammen. Heller ikke med det fantasifulde forslag om en “kompenserende muslingeproduktion”, der dels overhovedet ikke er dokumenteret i åbent Kattegat – dels vil optage flere kvadratkilometer af søterrtoriet. Dette til stor gene for skibstrafikken, der med sikkerhed før eller siden vil kollidere med havbrugene.

Med det uundgåelige resultat, at tamme regnbueørreder i hundredtusindvis vil slippe ud i frivandet. Herfra vil de så som kønsmodne søge op i vandløbene for at gyde og grave havørredernes allerede lagte æg op af gydebankerne. Det har vi allerede set på Sjælland.

Og så har vi endda slet ikke talt om havlusene, der i millionvis uundgåeligt vil blive tiltrukket af de mange tusinde fisk i de åbne netbure. Til stor skade for vildfiskene omkring havbrugene. Eller medicinresterne, som risikerer at skabe resistente bakterier i bunden under burene. Eller de giftige kemikalier, der bruges til at holde netmaskerne fri for begroning med alger. Og så videre. 

Der er således kun dårligt at sige om de lavteknologiske åbne WAT (Worst Available Technology) havbrug, som blot leder alt spildevand urenset ud i Kattegat. Med mindre man da er en af de få heldige havbrugere, der får foræret gratis ret til at forurene frit og score millioner af lettjente kroner på svineriet. I vækstens og eksportens hellige navn.

Havbrugene skal derfor op på land, hvor de hører til. Teknologien og den fornødne knowhow hertil har vi allerede i rigt mål. Også herhjemme. Den er naturligvis dyrere at implementere end blot at hælde alt spildevand urenset ud i Kattegat, som planen er lige nu. Men på sigt er det billigere. Langt billigere.

Den nødvendige knowhow eksisterer som sagt og har gjort det længe. Men den beherskes ikke af de traditionelle havbrug, som derfor ikke ønsker at lægge om til landbaserede anlæg. Der skal investeres for meget up front – økonomisk såvel som læringsmæssigt.

Landbaserede havbrug med recirkulering og rensning af vandet i lukkede kredsløb går under betegnelsen BAT, hvilket betyder Best Available Technology. De kan nemlig gøres helt forureningsfri.

I modsætning til de planlagte og eksisterende åbne havbrugs WAT: Worst Available Technology. De lukker alt spildevandet urenset ud.

– En åben gylletank, som en politiker for nylig og meget rammende kaldte havbrugene.


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

 

Ti Hurtige om Havbrug

OLYMPUS DIGITAL CAMERA


Råderummet – der blev væk

Regeringen opfandt sammen med Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet et såkaldt ”råderum” til forureningen fra de planlagte havbrug.

Et sådant findes imidlertid ikke. Således opfylder 117 ud af vore 119 områder, der indgår i EU’s Vandrammedirektiv, slet ikke direktivets krav om “god økologisk tilstand”.

Det var døde hummere fra netop Kattegat, der i 1980’erne førte til den første vandmiljø-handlingsplan. Med den gik man i gang med at rense det spildevand, som ofte urenset udledtes i de indre danske farvande.

Samfundet har siden brugt milliarder af skattekroner på at rense spildevandet til de kystnære områder. Derfor mener et flertal af vore politikere, at vi nu har ret til at forurene i det mere åbne Kattegat. Selv om det stadig er forurenet.


Strømforhold – frem og tilbage

Netto sker der en transport af ferskvand fra Østersøens mange tilløb – op gennem de danske sunde og bælter til Kattegat og videre ud i Nordsøen gennem Skagerak. Vandet bliver mere og mere salt, desto længere nordpå det kommer.

Imidlertid sker der en langt større brutto vandtransport – i begge retninger. Længere tids vestenvind holder vandet tilbage og sender det i perioder sågar sydover igen. Faktisk fører vind, strøm og tidevand ofte den udledte forurening frem og tilbage flere gange, før det sidste er nået ud i Nordsøen.

Inden da har meget slam fra denne forurening derfor lagt sig på dybe og strømstille steder i Kattegat. Områder, der efterlades som golde ørkener af sort slam – blottet for liv.

Så havet sletter slet ikke alle spor.


Rogn og regnbuer

Havbrugerne påstår, at der uden akvakultur ikke vil være fisk nok til en voksende global befolkning.

Helt forkert. For det første kan danske luksusprodukter som ørreder og ørredrogn eksporteret til Japan naturligvis ikke brødføde sultende mennesker i den fattige del af verden.

For det andet er produktionen af laks og ørreder ofte skadelig for netop de sultende lande. Deres fiskebestande må i stedet lægge ryg til vort fiskeri efter småfisk – til fremstilling af fiskefoder. Der skal nemlig bruges flere kilogram småfisk til fremstilling af ét kg luksusfisk.

Opdræt af luksusfisk som laks og havørreder er således regulært resursespild, der kun er med til at gøre verdens fattige lande endnu fattigere – og mere sultne.

Med mulige folkevandringer sydfra som den værst tænkelige konsekvens.


Udslip af tamfisk

Fra netburene i de åbne havbrug sker der regelmæssigt større eller mindre udslip af tamfisk. Der går hul i nettene, eller de flydende netbure påsejles. Udslippenes størrelse skal regnes i tusinder af fisk.

Mange af fiskene er kønsmodne regnbueørreder, som opsøger ferske åer og bække, hvor de kan gyde. Det tilsiger deres natur dem. Mange er ganske vist gjort sterile, så de vokser bedre, mens kønsdriften har de ofte alligevel.

Desværre er det de samme vandløb og de samme gydebanker, som vore hjemlige havørreder bruger til deres gydning. Hvor havørrederne gyder om vinteren, gyder regnbueørrederne så igen om foråret.

De vintergydende danske havørreder vil da få deres allerede lagte æg gravet op af uønskede regnbueørreder undsluppet fra nærliggende havbrug.


Havkolera og resistens

Havkolera er en livstruende sygdom, som skyldes en virus ved navn Vibrio vulnificus. Den blomstrer op i varmt sommervand og overvintrer efterfølgende i blandt andet muslinger.

Det siger derfor sig selv, at havkolera har optimale betingelser nær havbrug med kompenserende muslingeopdræt. Så jo varmere vandet bliver, og jo mere lyst man får til en dukkert. Desto større er risikoen for, at der også er havkolera i badevandet.

Med fiskeopdrættets store forbrug af antibiotika stiger risikoen tilsvarende for, at havkolera udvikler resistens, så patienter bliver vanskelige at behandle. En ond spiral, for havkolera er en livsfarlig sygdom – ikke mindst hvis man har et nedsat immunforsvar.

I den varme sommer 2006 resulterede havkolera således i tre dødsfald herhjemme. Patienterne døde en smertefuld død af blodforgiftning.


Helcom-modarbejdet

Helcom” er et samarbejde mellem landene omkring Østersøen til og med Kattegat. Medlemslandene forpligter sig til at skabe et renere vandmiljø i disse farvande – heriblandt de danske sunde og bælter.

Helcom mener imidlertid ikke, at man kan flytte rundt på “opsparet forurening” fra ét vandområde til et andet. Helcom mener derfor ikke, at Danmark kan forurene et i forvejen forurenet Kattegat, der slet ikke lever op til målsætningerne – blot fordi Danmark har renset sine kystnære farvande bedre end aftalt.

Den danske miljøminister har udtalt, at han “af principielle årsager ikke vil godkende dette princip”. Han “mener ikke, at HELCOM skal lægge begrænsninger for, hvordan Danmark vælger at udnytte de ekstrareduktioner, der er opnået nationalt.”


Det kemiske havbrug

Moderne havbrug er åbne, flydende netbure uden mulighed for rensning af spildevandet fra de mange tusinde fisk. De går tæt sammen og bliver derfor let syge.

For at undgå dette bruger man store mængder antibiotika, der i lighed med fækalier og foderrester ryger lige ud i vandmiljøet. Dette med en permanent risiko for udvikling af resistens hos bakterierne. Præcis som set med svine-MRSA.

Dansk fiskeindustri brugte alene i 2016 mere end 1.000 kg quinoloner. Det er bredspektret antibiotika, som står på EU’s og WHO’s liste over stoffer, man skal være særligt kritisk med at bruge.

Læg hertil ethoxyquin i foderet og giftige kobber-forbindelser til at holde nettene fri for algebegroning. Tilbage står man med et vandmiljø, som har fået det markant ringere.


Havbrugene op på land

Vore dages havbrug er åbne, flydende netbure uden nogen som helst mulighed for at rense spildevandet fra de mange fisk. Fækalier og foderrester ryger ret ud gennem de åbne netmasker – sammen med medicinrester og diverse kemikalier.

Herude er det vildfiskene, der får glæde af forureningen. Samt bundmiljøet under netburene, der bliver kvalt i et tykt slamlag. Og så er det endda slet ikke nødvendigt med al denne elendighed. I dag har vi nemlig afprøvet teknologi til at flytte hele produktionen op på land, hvor den kan ske i recirkulerede anlæg uden forurening.

– Hvorfor så forurene vort fælles badevand? 

Fordi der er så mange lette millioner at tjene på gratis at forurene det vand, vi andre inde på land har betalt milliarder for at rense i vore spildevandsanlæg.


Havlus og havbrug

Havlusen er et lille snyltende krebsdyr, der naturligt lever på laks og ørreder – i vand af den rette saltholdighed. Og det har Kattegat.

Havlusen generer ikke fiskene, så længe den kun er fåtallig. Men åbne havbrug tiltrækker havlusene som en magnet. Her går fiskene tæt, og herfra kan de ikke flygte. Havlusene strømmer følgelig til og kan sætte sig på fiskene i dødbringende antal. Derfor må man fjerne lusene – på kemisk eller biologisk vis.

Endnu værre er det for vilde ungfisk af laks og ørreder – de såkaldte smolt. De angribes og dør, når de passerer forbi netburene på deres vej ud i havet. Specielt sker det, når havbrugsfiskene netop er afluset. Da er frivandet fyldt med lus, som blot venter på et let offer. Og da er dødeligheden meget høj blandt de små ørreder.


Kompenserende muslinger

Muslinger lever af at filtrere vandet for bakterier og organisk materiale. Derfor vil man fjerne noget af forureningen fra havbrugene ved at opdrætte muslinger, som siden skal bruges til grisefoder.

Men muslingeopdræt har tre store ulemper. For det første ved man slet ikke, om det overhovedet kan lade sig gøre. Det er ikke tidligere prøvet så langt til havs.

For det andet så udskiller muslingerne selv affaldsstoffer, og disse stoffer havner på bunden under muslingefarmene. Muslingerne bidrager således selv til forureningen.

For det tredje fylder muslingeopdræt uforholdsmæssigt meget. Skal man kompensere for et havbrug, der hvert år udleder 600 kg kvælstof per hektar, skal der ifølge forskere på KU dyrkes muslinger på et 4 km2 stort område.

Til kolossal gene for alle, der færdes på havet.


Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:


MRSA anno 2018

MRSA 2017


I 2017 barslede Miljø- og Fødevareministeriet med den længe ventede rapport om den frygtede svine-MRSA bakterie, som er blevet multiresistent over for antibiotika. Trods flere års advarsler om den farlige udvikling.

Rapporten frikender ikke uventet de ansvarlige myndigheder, som længe har overset de mange advarsler – med det resultat, at stort set alle danske svinebesætninger nu er MRSA-inficerede. De fleste økologiske dog undtaget.

Danske politikere havde chancen, da udbredelsen endnu var ringe, men skiftende fødevareministre gjorde bevidst ikke noget ved problemet.

Den 137 sider lange rapport indeholder mange interessante data, som her er forsøgt samlet på overskuelig vis. – Hvor stammer den potentielt dødbringende bakterie fra? – Hvad har den hidtil anrettet af ulykker? – Og hvad planlægger myndighederne at gøre ved det? Men allerførst: – Hvad er egentlig MRSA for en størrelse?

– Hvad er MRSA?

Den er for det første ikke ret stor. Den er nemlig en bakterie. En stafylokok, for at være helt præcis. En stor familie af bakterier, som volder problemer overalt, hvor de findes. MRSA er helt præcist en forkortelse for Methicillin-resistent Staphylococcus aureus. 

Der er tale om stafylokokker, som er blevet modstandsdygtige over for de mest effektive og anvendte midler til bekæmpelse af stafylokokker, nemlig penicilliner og beslægtede antibiotika. Methicillin var det første special-penicillin udviklet til behandling af netop Staphylococcus aureus.

I Sundhedsvæsenet deler man MRSA-smittede personer op i passive bærere og aktivt syge. En MRSA-bærer er en person, der bærer MRSA – som oftest i næsen – uden at have en egentlig infektion. MRSA vil først aktiveres, når dens bærer har et svækket immunsystem – typisk i forbindelse med sygdom – eller den overføres til allerede syge og svækkede personer.

CC398 eller MRSA 398 er den faglige betegnelse for svine-MRSA, som man i starten ikke mente kunne smitte mennesker. Det ved vi i dag, at den rigtig godt kan. Det kan ske via fysisk kontakt eller via luftvejene.

Dødsfald pga. MRSA

Det gik egentlig meget godt med at leve med MRSA-truslen – lige indtil 2014, hvor der pludselig dukkede tre dødsfald op, som skyldtes netop MRSA. Oplysningen kom frem i en retssag, hvor en kendt overlæge var indkaldt som vidne:

– Fra mit eget hospital har jeg kendskab til en patient, der sidste år døde af en MRSA-infektion fra svin. Da jeg rapporterede dødsfaldet, spurgte jeg Statens Serum Institut, om der havde været andre tilfælde. Og det var der, et i 2012 og igen et året efter, sagde overlæge på Odense Universitetshospital og professor i klinisk mikrobiologi på Syddansk Universitet Hans Jørn Kolmos.

De ansvarlige veterinærmyndigheder fejede problemet af banen med, “at vi ikke kan komme smitten til livs i Danmark alene, når mennesker og dyr rejser mellem lande”, som det så smukt lød.  Som om det ikke var et selvskabt dansk problem fra vor massive svineproduktion, der allerede dengang var ude af kontrol.


IMG_1808


I retssagen, hvor overlægen var indkaldt som vidne, blev der rejst tiltale mod journalisterne Kjeld Hansen og Nils Jørgen Mulvad. De to offentliggjorde i oktober 2010 adresserne på 12 svinebesætninger, hvor der var infektioner med MRSA-bakterier. De offentliggjorde også navnene på et ægtepar, der var ejere af en inficeret svinefarm og smittede med MRSA.

De to journalister mente, at sagen var i offentlighedens interesse, og at de derfor i henhold til Medieansvarsloven skal frifindes. De to journalister har i mellemtiden fået medhold i deres sag.

Siden da er det støt og roligt gået den helt forkerte vej. Indtil videre har svine-MRSA således kostet 7 danskere livet. Og bakterien har spredt sig til næsten alle konventionelle svinebesætnnger.

Smittefaren

I lang tid bildte svinebranchen og fødevaremyndighederne sig selv og vi andre ind, at MRSA ikke var ret smittefarlig. Trods dette oplevede man en stor stigning i antallet af smittede – passive bærere såvel som patienter med infektion.

I dag ved vi som sagt, at svine-MRSA er ganske smitsomt. Det smitter mennesker ved såvel fysisk kontakt med inficerede flader – eksempelvis dørhåndtag – som via luften i ikke mindst svinestalde, hvor bakterierne findes overalt – specielt i støv og støvfyldt luft.

MRSA tages ikke alvorligt af svinebranchen, som primært fokuserer på egen indtjening og ikke tænker på konsekvenserne for andre samfundsborgere. Det må gerne koste dødsfald blandt uskyldige danskere at holde svineeksporten oppe. Holdningen fremgår tydeligt af dette tweet i en tidligere debat om netop MRSA:


IMG_1796


Det er åbenbart helt OK, at alvorligt syge mennesker dør af MRSA. Når blot raske mennesker ikke gør det. Det er bare ærgerligt, hvis man bliver syg og et let offer for MRSA. Mener altså svinebranchen. Så må man godt dø.

Et besynderligt argument og mærkeligt livssyn, der tydeligvis er fremherskende blandt svineavlere og andre beskæftiget i eller med denne branche. De selvsamme personer og organisationer kæmpede da også med næb og kløer for at undgå offentliggørelse af MRSA-inficerede svinebesætninger.

Dette blandt andet for at udgå stigmatisering af de medarbejdere, som jo nu udgjorde og udgør en klar smitterisiko for resten af befolkningen. Eller egne børn i forhold til deres skolegang og smitterisikoen herved.

Det kostede som tidligere nævnt et langt juridisk tovtrækkeri at få rettens ord for, at myndighederne ikke måtte hemmeligholde navne og adresser på disse. En alvorlig streg i regningen for svinebranchen, hvis ejere, børn og medarbejdere nu risikerede at blive gjort til pariaer i det danske samfund.


Fødevareminister Eva Kjer Hansen, Venstre

Fødevareminister Mette Gjerskov, Socialdemokratiet

Fødevareminister Dan Jørgensen, Socialdemokratiet


Mere end 88% af samtlige danske svinebesætninger er i dag inficeret med MRSA. Og omkring 70% af alle ansatte i branchen er i dag selv smittebærere. Daværende sundhedsminister Nick Hækkerup forbød derfor skolebesøg i MRSA-smittede svinestalde, hvilket er stort set alle konventionelle svinebrug. Kun de økologiske svinestalde er endnu så nogenlunde fri for MRSA.

Slut med at kysse grisen?

Skolebørn i inficerede svinestalde er oplagte smittebærere, der kan bringe smitte ud i det øvrige samfund – som sunde og raske smittebærere til måske svage og syge bedsteforældre. Smitten kan overføres via luftvejene eller simpel fysisk kontakt. Blot man giver sit barn et knus, giver hånd eller låner en smittets mobiltelefon, er der reel smittefare. Det siger således sig selv, at sex er en helt oplagt kilde til overførsel af MRSA.

Medarbejdere i smittede svinebrug er således en kostbar affære for samfundet. Dels er det langt fra altid, de frivilligt opgiver deres arbejdssted i svinebranchen. De er bange for at blive udstødt. For at blive “stigmatiserede”, som det så fint også hedder.

Og gør de det endelig – fortæller om deres arbejde i svinebranchen – koster en enestue rundt regnet det danske samfund 3.000 kroner ekstra hver eneste dag under indlæggelsen – for om muligt at holde smitten væk fra de øvrige patienter, som jo meget ofte er i farezonen. De er naturligvis svækkede og sårbare, siden de er indlagt på et sygehus.


Svinevirus i Limfjordsmuslinger

I 2013 foretog DTU Aqua en undersøgelse af blåmuslinger i de indre danske farvande. Helt tilfældigt fandt man da muslinger, som var inficerede med den svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2). Fundet af svinevirus blev gjort tilfældigt i forbindelse med søgen efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker.

Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus og ned til Fyn. Men det var kun i Limfjorden, at forskerne fandt svinevirus i muslinger. Sikkert fordi man her har en af landets højeste svinetætheder og derfor oplever massiv udsivning af svinegylle fra de omkringliggende marker.

PCV2 smitter så vidt vides ikke mennesker, og ifølge DTU bør fundet heller ikke vække bekymring for at spise muslinger. Men sådan sagde man jo også om MRSA for blot nogle få år siden, og det holdt jo ikke stik. MRSA viste sig endda at koste menneskeliv.

Der er så vidt vides ikke efterfølgende undersøgt for svinevirus i limfjordsmuslinger, og der er heller ikke planer om at gøre det. Limfjordens attraktive østers er aldrig blevet undersøgt overhovedet.

Lokale interesser i østersturismen og den store årlige skaldyrsfestival på Mors øger naturligvis ikke interessen for at få problemets omfang og mulige konsekvenser belyst…

© 2017 tekst: Steen Ulnits

© 2017 fotos: ft.dk


Stop MRSA