Tag-arkiv: muslinger

Græs og Grus i det Grønne maskineri

Den Grønne Trepart arbejder for fuldt tryk med at tage landbrugsjord ud af drift. Dette for om muligt at skåne det danske vandmiljø for yderligere algeblomst og iltsvind.

Denne udtagning af landbrugsjord skal i første omgang ske ad frivillighedens trange vej, som desværre har et dårligt renommé i forbindelse med dansk landbrug. Læs gerne artiklen “Landbrugets forsvarsværker”.

Ikke mindst sporene efter de manglende mini-vådområder fra Løkkes Landbrugspakke i 2016 skræmmer. Det var rene luftkasteller, som blot skulle muliggøre øget forbrug af gødning på de danske marker. Uden at levere det lovede den anden vej. Vi ser nu resultaterne i form af det ene rekordstore iltsvind efter det andet.

Staten har derfor måttet ud med den helt store pengepung og betalt toppriser for udtagning af såkaldt “væsentlige arealer” rundt omkring i landet. Med kartoffelmarkerne i Store Vildmose som det bedst kendte eksempel. 

Her har danske skatteborgere måtte punge ud med op til 240.000 kroner per hektar udbrændt og overgødet landbrugsjord. Det er rekordhøje priser, som forgylder de heldige landmænd og jordejere, der her kan komme af med dårlig landbrugsjord til skyhøje priser.

Flere steder står de lokale treparter allerede klar med lange lister over de planlagte tiltag, der skal redde vandmiljøet fra kvælningsdøden. Man har udpeget de områder, der skal braklægges, omlægges eller tilplantes med ny skov i henhold til trepartsaftalen.

I Thy bedyrer borgmester Niels Jørgen Pedersen (V) fra Thisted, at kommunen nok skal leve op til sine forpligtelser og målsætningerne i Den Grønne Trepart. Det skal blot ikke ske énsidigt ved udtagning af landbrugsjord, mener han. Som ellers vedtaget i Den Grønne Trepart, kommunen selv indgår i.

Borgmesteren foreslår i webmediet Altinget, at driften i stedet omlægges til græs, der holder bedre på kvælstoffet. End de afgrøder, der alligevel kun dyrkes til dyrefoder. Med den mandshøje fodermajs som det mest kendte og synlige eksempel på en stærkt lækkende afgrøde.

I Thisted Kommune har man til dato peget på godt 9.000 ud af de knap 17.000 hektar landbrugsjord, som skal udtages for at nå målene i Den Grønne Trepart. Borgmesteren vægrer sig nu ved at udtage de resterende 8.000 hektar. Det vil gå ud over beskæftigelsen, lyder begrundelsen.

Tørre tal om Limfjorden

Borgmester Pedersen begrunder det over for Altinget med, at op mod af 20% af befolkningen i Thisted Kommune er beskæftiget i landbruget eller de tilhørende følgeerhverv. Hvilket der jo ikke er noget nyt i.

Det vil ifølge borgmesteren gå ud over beskæftigelsen, hvis der skal udtages jord i henhold til planerne i Den Grønne Trepart. Altså næsten lige så meget som hidtil udpeget. 8.000 hektar mere.

Venstre-borgmesteren bakkes op af Landboforeningen Agilix, Fjordland og Landboforeningen Midtjylland. De repræsenterer alle hardcore jordbrugere af den intensive slags.

Mere end 80% af indbyggerne i Thisted Kommune må i så fald leve med, at landbruget også fremover forurener fjord og hav med næringssalte og pesticider.

Danmarks Naturfredningsforening, som er med i Den Grønne Trepart, mener ligefrem, det vil være at gøre grin med andre kommuner, hvis Thisted slipper billigere end dem. Ved blot at omlægge til græs.

Hvis Den Grønne Trepart skal nå i mål i vandoplandet til den hårdt belastede Thisted Bredning, da skal udledningen af kvælstof reduceres med 522,8 tons. Af denne udledning stammer op mod 95% fra landbruget.

Borgmesteren mener ifølge Altinget, at en omlægning til dyrkning af græs på de resterende 8.000 hektar jord alene vil kunne reducere udledningen til vandmiljøet tilstrækkeligt. Så man slet ikke behøver udtage mere landbrugsjord. 

Men kan man overhovedet det? Holder dette regnestykke i praksis, eller er det blot kreativ talgymnastik?

Måske er det begyndelsen til enden på Den Grønne Trepart, vi allerede her og nu er vidner til. Rekordtidligt efter en ellers enig vedtagelse. En nordjysk protest imod den aftale, Landbrug & Fødevarer med flere ellers selv har været med til at udforme. 

Borgmesteren i Thisted er for øvrigt selv tidligere formand for samme landbrugsorganisation. Og har dermed bidraget aktivt til den triste udvikling, som dansk landbrug er inde i. 

 

“Landbrugets forsvarsværker”

Der er ikke noget problem”

“Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.”

“Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.”

“Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar.”

“Vi vil have fuld erstatning”

Formuleret af

Jørgen Henningsen,

tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen

Baggrundsinfo om Limfjorden

Der er ikke færre end 18 kommuner i den lokale Grønne Trepart, som omfatter oplandet til den store og stærkt forurenede Limfjord.

Limfjorden er nu så hårdt belastet med kvælstof og gylle fra landets største koncentration af svinefarme, at den end ikke er med blandt de tyve fjorde, som regeringen ellers har udpeget til en særlig indsats.

Limfjorden er samtidig det sted, hvor man tilbage i 2013 fandt svinevirus i de undersøgte blåmuslinger. Ikke efter nogen bevidst søgning, men som en tilfældig “bifangst” under jagten på Hepatitis E-virus. For øvrigt med Limfjorden som det eneste af de undersøgte steder i Danmark.

Svinevirus i muslinger er ikke noget ønskefund, når man samtidig gerne vil sælge muslingerne til besøgende turister eller eksportere dem til udlandet. Man har sågar en hel festival baseret på skaldyr fra Limfjorden. Hvert år med sæde i Nykøbing Mors.

Siden fundet i 2013 har man derfor klogeligt ikke undersøgt for svinevirus i muslingerne. Ud fra devisen, at hvad man ikke ved med sikkerhed, det har man heller ikke ondt af. Man taler naturligvis slet ikke om det. 

En gammel og klog erkendelse, for der er givet stadig svinevirus i muslingerne fra Limfjorden. Måske endda mere end i 2013. Præcis som der jo stadig er gift i vandet ud for Cheminova ved samme Limfjord. Der er jo ikke fjernet noget.

Men alt det har Den Grønne Trepart ikke direkte noget med at gøre. Svinevirus i muslinger er blot en uheldig bieffekt af det højintensive landbrug omkring Limfjorden og de kolossale gyllemængder, der konstant spredes ud over de tilstødende marker. 

I Den Grønne Trepart drejer det sig umiddelbart om aktiviteterne inde på landjorden. Om udvaskningen af næringssalte fra de overgødede marker til den iltsvindsramte Limfjord.

Thisted-borgmesterens udmelding om blot at omlægge driften til dyrkning af græs i stedet for udtagning af jord, har derfor bragt sindene i kog flere steder. For kan man overhovedet det i henhold til den indgåede trepartsaftale? 

Og kan man det, kan man vel gøre det samme over hele landet. I så fald vil Den Grønne Trepartsaftale jo reelt være afgået ved døden. Næsten før den er kommet i gang. Lad os tage et nærmere kig på aftalen og dens ordlyd. 

Nogle nøgletal

Udgangspunktet for Den Grønne Trepart er, at 390.000 hektar jord skal omlægges. Heraf 140.000 hektar lavbundsarealer, som skal tages ud af drift. Og 250.000 hektar ny skov, der skal plantes. Hvordan det så end skal kunne lade sig gøre.

Samlet set skal trepartsaftalen resultere i 13.800 tons mindre kvælstof udledt til hav og fjorde, hvilket med et optimistisk skøn vil give vandmiljøet det fornødne pusterum. Flere forskere mener dog, at det slet ikke er nok.

En af målsætningerne med aftalen er helt konkret udtagning af landbrugsjord – især kulstofrige lavbundsarealer – samt etablering af ny skov og natur.  

Aftalen indeholder også planer om permanent ekstensivering af arealer, der ikke længere dyrkes intensivt. Dette indebærer begrænsninger i gødskning, sprøjtning og jordbearbejdning, men muliggør dog, at der stadig kan være græsning eller høslæt.  

Der er i forliget afsat midler og ordninger til støtte, opkøb og arealfonden, der skal drive disse omlægninger. Spørgsmålet er så bare, om man uden videre kan vælge at ændre landbrugsjord udpeget til udtagning – til arealer dyrket med græs i stedet. 

For hvor langt kan man nå med dyrkning af græs i stedet for den ellers planlagte udtagning? Og hvad medfører omlægning til græs for land og vand i det pågældende område?

Knap 60% af Danmarks samlede areal bruges i dag til landbrug. Heraf bruges omkring 80% til dyrkning af foderafgrøder. Kun godt 10% bruges til afgrøder, der ender som menneskeføde. Dette omfatter brødkorn, frugt, grøntsager og kartofler.

I gennemsnit bidrager dyrket dansk landbrugsjord med udvaskning af omkring 50 kg kvælstof per hektar per år. Tallet kan ifølge faglitteraturen typisk svinge fra 30 til 60 kg, alt afhængig af afgrøde, jordtype, dyrkningsform og nedbørsmængde.

Det er et kompliceret emne, som man må dykke dybt for at få konkrete svar på. I faglitteraturen kan man dog finde følgende konkrete værdier for udvaskning af kvælstof (N) fra forskellige afgrøder:

Udvaskning fra jord og afgrøder

Majs: På en suveræn førsteplads som den afgrøde, der lækker mest kvælstof til vandmiljøet, finder vi majsen. 

Mandshøje majsmarker er sprunget op over hele landet og udgør i dag den suverænt største trussel mod vandmiljøet – som resultatet af den gigantiske danske animalske produktion. Fodermajs har ikke sit navn for ingenting.

Man ser ofte bunker af indtørret sort slam fra rensningsanlæg ved majsmarker, som har brug for ekstra gødning for at vokse optimalt. Renheden af dette slam er selvsagt yderst diskutabel.

Udvaskning til vandmiljøet: 

40-80 kg kvælstof per hektar per år

75-120 kg fra barjord efter høst.

Den mest lækkende af alle afgrøder.

Kartofler: En sart afgrøde, som generelt kræver megen gødning, da den har et overfladisk rodsystem, som ikke kan gå i dybden efter flere næringsstoffer.

Kartofler er samtidig en intensiv afgrøde, som kræver megen sprøjtning – ikke mindst mod skimmelsvamp, der kan ødelægge hele marker på få dage. Tidligere brugte man det giftige stof Methoat til kartoffeldyrkning, men det blev forbudt over hele EU i 2019.

Samtidig dyrkes kartofler typisk på sandjord, hvilket i sig selv resulterer i høj udvaskning af både kvælstof og rester af sprøjtegifte til vandmiljøet. Kartofler er samlet set den afgrøde, der belaster miljøet mest.

Udvaskning til vandmiljøet: 

30-80 kg kvælstof per hektar per år

3-8 kg ekstra fra vaskevand.

100 kg fra sandjord er registreret.

Korn: Endnu en intensiv afgrøde, som kræver både gødskning og sprøjtning.  Dette gælder såvel vinterhvede som vårbyg og raps.

I Danmark dyrkes de forskellige kornsorter primært til dyrefoder. I følge Danmarks Statistik går mere end 70% af den danske kornproduktion til dyrefoder. Kun 20-25% går til menneskeføde.

Udvikling af resistente kornsorter har reduceret brugen af sprøjtegifte i de seneste år. Og da korn ofte dyrkes på fede jorde, er udvaskningen til vandmiljøet typisk mindre end for eksempelvis majs.

Udvaskning til vandmiljøet: 

30-60 kg kvælstof per hektar per år

50-80 kg på sandet jord med stor udvaskning.

Græs: Suverænt den afgrøde, som dyrkes mindst intensivt og resulterer i mindst udvaskning til vandmiljøet. Ofte dyrket sammen med kløver.

Græs kan dyrkes intensivt eller henligge ekstensivt som permanente marker. Græs høstes til foder, hvilket gælder mere end 90% af den danske græsproduktion. Malkekøer får ensileret græs i deres grovfoder. Kødkvæg og får græs både frisk, som hø og som ensilage. 

Især på naturarealer er afgræsning en vigtig del af husdyrproduktionen. Græs er samtidig en vigtig afgrøde til fiksering af kvælstof, hvilket reducerer behovet for gødskning. Populær i økologisk landbrug.

Udvaskning til vandmiljøet: 

2-20 kg kvælstof per hektar per år ved ekstensiv drift

20-40 kg ved intensiv drift. Dobbelt op.

Lavbund: Der er forskel på udvaskningen fra forskellige lavbundsprojekter, hvor jorden tages ud af drift. Forskellen skyldes ikke mindst jordbunden og dens surhedsgrad. 

Tilgængelige tal for konkrete projekter såsom Aggersvold Enghave på Midtsjælland ser ud som vist herunder. De stammer fra Naturstyrelsen og giver en god indikation af udvaskningens størrelse:

Kommende naturarealer: 2,5 kg kvælstof per hektar per år

Nuværende  naturarealer: 5 kg kvælstof per hektar per år

Vedvarende græs: 10 kg kvælstof per hektar per år

Landbrugsjord i drift: 50 kg kvælstof per hektar per år

Der er naturligvis tale om grove overslag med store variationer. Men tallene taler dog deres tydelige sprog om udvaskningen af kvælstof fra forskelige arealer med eller uden drift. Ved dyrkning af forskellige afgrøder.

Det er således ganske store mængder kvælstof, man kan spare vandmiljøet for, ved regulær udtagning af landbrugsjord. I stedet for den omlægning til græs, som borgmester Pedersen nu foreslår sin Grønne Trepart. Og som Danmarks Naturfredningsforening derfor opponerer imod.

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “kommende natur” sker under antagelse af, at gødskning og dræning ophører, og at der over tid nås en ny ligevægt med lavere udvaskning af kvælstof. 

Tallene for udvaskning af kvælstof fra “nuværende natur” er baseret på, at disse områder er lavtliggende, drænede og beliggende tæt på marker i drift. Derfor og herfra vil der fortsat strømme kvælstof ind i naturarealet.

På denne baggrund antages der at blive udvasket dobbelt så meget kvælstof fra eksisterende som kommende naturarealer.

Er græsset nu også grønt?

Mange ting taler således for mere græs på de danske marker. Samt mindre majs og færre kartofler. Dyrkning på sandjord bør undgåes eller begrænses.

Græs bruges ofte i sædskifte og som jordforbedring. I de seneste år har der været stort og stigende fokus på også at dyrke græs og bruge det som råvare i produktionen af biogas. 

Denne produktion er dog i en tidlig fase. Tal fra 2024 viser således, at græs stadig kun udgør 10-15% af den samlede produktion – endda sammen med anden grøn biomasse. 85-90% stammer således fra gylle, halm og dybstrøelse. Det sidste en blanding af gødning og halm fra stalde.

Potentialet for biogas er dog langt større, hvis man vælger at gå den vej – at dyrke græs i stedet for udtagning og braklægning af marker. På bekostning af miljøet.

Det samme er tilfældet, hvis man fravælger traditionelle landbrugsafgrøder som korn og majs til fremstilling af dyrefoder. Og i stedet lægger om til dyrkning af græs til biogas.

Græs og græs

Men der er som sagt forskel på græs – på, om græsset dyrkes intensivt til høst eller ekstensivt til græsning eller vild natur. Forskellen kan være dobbelt op. Og så er der begrebet “permanent græs”, der ofte misforståes. 

Permanent græs betyder nemlig ikke, at græsset får lov at ligge ubenyttet hen. Permanent græs betyder blot, at jorden i mindst fem sammenhængende år har været dækket af græs. 

Permanent græs må gerne slås til hø eller ensilage hvert år. Men jorden må ikke pløjes eller dyrkes om med andre afgrøder. Den må dog gerne afgræsses af husdyr, som også gøder jorden. Dette ofte i forbindelse med naturgenopretning.

Græs spiller også en vigtig rolle for biodiversiteten. Dyrkes græsset ekstensivt – eksempelvis som naturenge eller med lav gødning og ingen sprøjtning – er det meget gavnligt for biodiversiteten. Udvaskningen er samtidig minimal.

Men dyrkes græsset intensivt – eksempelvis til foder med høj gødning og måske flere årlige høslæt – falder biodiversiteten markant. Udvaskningen stiger tilsvarende.

Kan græs erstatte udtagning?

Det er således ikke bare lige at udskifte udtagning af landbrugsjord med dyrkning af græs. Ikke hvis man vil eller skal leve op til kravene i Treparten.

Det afhænger helt af dyrkningsformen, om det overhovedet er en mulighed i henhold til aftalerne i Den Grønne Trepart. Dyrkning af græs kan på ingen måde sidestilles med udtagning af landbrugsjord. Heller ikke, hvis det får lov at ligge ekstensivt hen.

Som udgangspunkt har omlægning af intensivt dyrkede marker til ekstensivt græs mange positive virkninger på miljøet. Dels via den medfølgende reduktion af kvælstofudledningen. Dels via øget biodiversitet og forbedret jordstruktur. 

Endelig sker der et mindre tab af kulstof, når man ikke længere pløjer jorden. I visse tilfælde sågar genopbygning af tabt kulstof. Men det koster altsammen på indtjeningen, så landmanden kigger sig naturligvis om efter kompenserende aktiviteter.

Dyrkning af græs til biogas er en mulighed af nyere dato, men vil dog være en alt for intensiv udnyttelse til at kunne leve op til kravene i Den Grønne Trepart. Den stiller nemlig krav om såvel regulær udtagning af dyrket jord som mere skånsom drift af andre arealer. 

Dyrkning af græs til foderfremstilling vil samtidig være til hinder for den øgede biodiversitet, som Treparten også tilstræber. Den Grønne Trepart stillede oprindelig primært krav om en reduktion i udledningen af CO2 til atmosfæren. Dette specielt fra lavbundsjorde. 

Siden kom udvaskning af kvælstof til vandmiljøet også til – fremmet af tiltagende iltsvind i de indre danske farvande. Endelig blev der også stillet krav om en øget biodiversitet. 

Flere af disse krav hænger mere eller mindre uløseligt sammen. Eksempelvis vil udtagning af lavbundsjord automatisk øge biodiversiteten, hindre udvaskningen af kvælstof til vandmiljøet og reducere udslippet af CO2 til atmosfæren. Et win-win-win for miljøet.

En Grøn Trepart i forandring?

Det sker i så fald på én gang og samme tid. Men så snart man griber ind i en eller flere af disse parametre, vil det uundgåeligt ændre på den samlede effekt. Og aldrig til det bedre set med miljøets øjne.

Det mest overraskende er imidlertid, at lokale parter i aftalen nu pludselig stiller spørgsmålstegn ved det, de selv har været med til at vedtage. Det, som et bredt flertal i Folketinget allerede har vedtaget. 

Der er sågar sat 43 milliarder skattekroner af til gennemførelsen af planerne. Et massivt tilskud, der primært skal komme vandmiljøet til gode – sekundært landbruget. De vedtagne 522,8 tons kvælstof skal derfor findes i Thisted Kommune, og det kan ikke gøres med græs alene.

2026 er sidste chance for indgåelse af frivillige aftaler om jordudtagning og omlægning til natur. I 2027 træder en ny og målrettet kvælstofregulering i kraft, der skal sikre gennemførelsen af Den Grønne Trepart – hvis det nu ikke kan ske ad frivillighedens vej.

Den Grønne Trepart er en kompleks og kompliceret størrelse, som man kan strides om på mange områder. Dansk landbrug er nemlig en sand mester i omgåelse af indgåede aftaler.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed, da Løkkes Landbrugspakke fra 2016 skulle kompenseres med et stort antal mini-vådområder. Læs gerne 

De blev nemlig aldrig til noget. Men den ekstra gødning blev skam brugt og spredt ud over markerne – og bliver det for øvrigt stadig. Det ser vi nu tydeligt i form af bræmmerne af opskyllet og slimet fedtemøg langs de danske strande.

©️ 2025 Steen Ulnits

Ovenstående skriv er foranlediget af Thisted Kommunes proklamerede planer om at omlægge næsten halvdelen af ellers udpeget jord til udtagning i henhold til Den Grønne Trepart – til dyrkning af græs i stedet.

Dette af hensyn til lokale arbejdspladser i landbruget og på bekostning af vandmiljøet i Limfjorden. Dyrkning af græs medfører nemlig langt højere udledning af kvælstof end regulær udtagning af landbrugsjord. 

Typisk fem gange så meget jævnfør ovenstående værdier. 

Planerne har derfor affødt øjeblikkelige protester fra Danmarks Naturfredningsforening. Her frygter man, at noget tilsvarende skal ske andre steder i landet. At det vil kunne trække tæppet væk under Den Grønne Trepart, inden den overhovedet er kommet i gang.

Læs også gerne artiklen “Landbrugets Forsvarsværker”.

Her forklarer tidligere underdirektør i Miljøstyrelsen, Jørgen Henningsen, de fem på hinanden følgende skanser, som dansk landbrug altid dækker sig bag under pres udefra.

 

Myten om MuslingeRens

Det er desværre lykkedes dansk landbrug at skabe en myte om, at blåmuslinger renser vandet. Så landbruget endnu engang kan slippe for at rydde op efter sig selv.

Myten består i, at muslinger vil kunne rydde op efter landbrugets kolossale forurening af vandmiljøet med især kvælstof. Det kvælstof, der i overdosis skaber uklart vand, algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Regeringen vil med sin nye havplan udbygge det danske muslingeopdræt kraftigt. Der skal etableres flere kilometerstore Smartfarms – under dække af, at de dyrkede muslinger kan fjerne det skadelige kvælstof fra landbruget, som så frit kan forurene videre.

Den opgave magter muslingerne desværre ikke. Hvad de med sikkerhed kan, er at koncentrere forureningen fra et stort vandområde på et begrænset areal omkring muslingefarmene.

I den lukkede Skive Fjord har man dyrket blåmuslinger siden årtusindskiftet. Med så mange milliarder muslinger i gang 24/7/365 burde vandet i Skive Fjord være landets reneste. Men det stik modsatte er desværre tilfældet.

I dag finder man i stedet et op til tre meter tykt iltslugende slamlag med tilhørende liglagen af hvide svovlbakterier i Skive Fjord, som aldrig har haft det dårligere. Hver sensommer kvitterer fjorden med regelmæssige bundvendinger, der slår alt liv ihjel, som ikke kan svømme væk eller kravle på land. Inden den giftige svovlbrinte fra bundvendingerne indhenter dem.

Forklaring på dette følger herunder.

Effektive filtratorer

Muslinger lever af at filtrere store mængder vand og fange det plankton, der måtte leve i det. Heriblandt såvel alger som det dyreplankton, der græsser på algerne.

Under optimale forhold – tilpas høj saltholdighed og tilstrækeligt med føde – kan muslingerne optage en tredjedel af kvælstoffet i den frafiltrerede føde. Den bliver til muslingekød og kan fjernes fra vandet ved høst. Den fjerner ikke sig selv.

En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet stand – mere biotilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Denne tredjedel kan booste algevæksten mere end før den delvise fordøjelse i muslingen.

Den sidste tredjedel udskilles som ekskrementer og synker til bunds under eller nær muslingefarmen – med mindre der her er en stærk strøm til fortynding. De fleste muslingefarme er imidlertid placeret kystnært i beskyttet farvand uden nævneværdig strøm. Bunden slammer derfor hurtigt til.

Men ikke nok med, at en tredjedel af alt kvælstoffet ender på bunden som en ny forurening, der slet ikke var der før muslingerne. De uundgåelige iltsvind under og omkring farmene kan i tilgift frigive yderligere kvælstof fra bunden. Kvælstof, som før muslingernes ankomst var sikkert deponeret i sedimentet her.

I værste fald kan vi ende op med et vandmiljø, som rummer mere frit kvælstof efter introduktionen af muslinger end før. Det er konstateret flere steder i udlandet. Faktisk viste studier så tidligt som i 2011, at kvælstoffjernelsen via muslingeopdræt var en yderst tvivlsom ting.

Alligevel fortsatte vandbrug og landbrug med at udbrede myten om de rensende muslinger, som der var og stadig er gode penge i. Dette i form af tilskud fra landbruget, der bruger muslingerne som et skalkeskjul, de gerne betaler til – som en bekvem undskyldning for blot at forurene videre inde på land.

Selektive planktonædere

Men heller ikke nok med det. Muslingerne er nemlig selektive planktonædere, der foretrækker større planktondyr frem for mindre alger og bakterier. Udenlandske undersøgelser viser, at muslingerne på denne måde kan ændre sammensætningen af plankton i vandet omkring muslingefarmene.

Ved selektivt at æde de større dyreplanktonorganismer fjerner muslingerne de dyr, der ellers skulle have holdt de mindre alger i skak. Her specielt de små blågrønalger, som kan være giftige. Resultatet risikerer derfor at blive algeblomst i stedet for vandrensning.

De store smartfarms skulle oprindelig have produceret muslingemel, der kunne indgå i fremstilling af svinefoder. Dette i den såkaldte “gylletrekant”, hvor lækkende gylle fra markerne bliver til flere alger i vandet, som kan brødføde flere nye muslinger, der siden kan blive til nyt muslingemel og nyt svinefoder. Og så videre. En ren evighedsmaskine, så længe der blot løbende hældes gylle i vandet..

Opdrættet af muslinger har imidlertid vist sig at være et rent luftkastel. De store smartfarms er økonomisk urentable og må i stedet leve af millionstore tilskud fra landbruget. 150 millioner tilskudskroner er således udbetalt siden årtusindskiftet – som slet kamufleret erhvervsstøtte. Limfjordens Miljøråd har søgt aktindsigt og lagt tallene sammen.

Fødevareministeren har da også været meget længe om at svare på, hvor meget kvælstof vi har fået fjernet for de mange millioner tilskudskroner. Det er ikke meget. Men mere derom senere.

Kulturbanker og omplantningsbanker

De store Smartfarms har derfor omlagt produktionen til i stedet at producere muslingeyngel. Denne udlægges siden på kunstigt anlagte kulturbanker, hvor de kan vokse, og hvor de voksne muslinger efterfølgende kan skrabes med tunge redskaber. Disse ødelægger uundgåeligt bunden for alle andre organismer.

Undermålsmuslinger fra skraberiet sorteres fra og udlægges på nye omplantningsbanker, hvor de så kan vokse sig fangststore. Hvorefter de også skrabes – med tilsvarende ødelæggelse af bunden. Disse muslinger har således oplevet at blive skrabt ikke én, men to gange – med dobbelt klimabelastning og ødelæggelse af havbunden til følge.

De store smartfarms forurener således ikke kun lokalt, hvor vandmiljøet kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger. De danner samtidig skjult grundlag for et efterfølgende og altødelæggende muslingeskrab, der efterlader bunden øde og gold.

Senest er der kommet fokus på, at bundtrawl og muslingeskrab frigør store mængder CO2 fra bunden, hvor den hidtil har ligget gemt. Den frigøres nu og bidrager efterfølgende til at forværre klimasituationen og den globale opvarmning.

Der er således intet godt at sige om hverken muslingeopdræt eller muslingeskrab i de indre danske farvande. Hverken for miljø eller klima.

Begge dele bør derfor stoppes i tide, inden alt er ødelagt. Inden alle danske fjorde ender som kloner af Skive Fjord.

© 2023 Steen Ulnits

& Flemming Højgaard Madsen

Flemming Højgaard Madsen er født i Struer, biolog cand. scient fra Aarhus Universitet, stifter af Cheminova-gruppen og æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.

Flemming var i nogle år bestyrer af AU’s Marinbiologiske Station i Rønbjerg og kender derfor Limfjorden bedre end de allerfleste. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra datidens Cheminova – nutidens FMC.

 

 

Så meget forurener muslinger

Der har de seneste år været megen diskussion om, hvorvidt muslinger renser vandet eller forurener det. Om de så kaldes filtrerende “blåmuslinger” eller er blevet ophøjet til frelsende “miljømuslinger”.

Begge er nemlig nøjagtig de samme muslinger, og Mytilus edulis er deres latinske artsnavn.

Det samlede regnestykke er langt fra så enkelt, som fortalere for muslingedyrkning ynder at fremstille det. Blåmuslinger er nemlig komplicerede skabninger med et stort potentiale til at ændre hele økosystemer – til det bedre eller dårligere.

To ting kan de fleste dog blive enige om:

1) At der fjernes kvælstof fra vandet, hvis ellers de dyrkede eller skrabede muslinger høstes og fjernes fra vandområdet. Hvis ikke de dyrkede muslinger fjernes, koncentrerer de blot forureningen lokalt og gør ondt værre.

2) At muslinger som alle andre levende væsener har en fordøjelse og uundgåeligt udskiller affaldsstoffer fra deres stofskifte til vandet. I form af ny lokal forurening, som ikke var der,  før muslingefarmene kom til.

Muslingerne bremser nemlig næringsstoffernes naturlige og frie flow fra vandløb over lukket fjord til åbent hav. Man holder simpelthen på forureningen, når man blokerer det naturlige frie flow af kvælstof og fosfor fra å over fjord til hav – ved at anlægge muslingefarme på næringsstoffernes vej mod havet.

I stedet for blot at lade næringsstofferne passere frit forbi og nyde godt af den gratis vandrensning undervejs. Det er ikke klogt.

Med mindre man da gerne vil bruge statslige tilskudskroner på slet skjult erhvervsstøtte til muslingebranchen, som så kan fortsætte sine ellers urentable aktiviteter.

Siden 2000 har muslingebranchen allerede modtaget mere end 150 millioner støttekroner. Det viser den seneste opgørelse fra Limfjordens Miljøråd.

Men hvor stor er forureningen fra muslingefarme i konkrete tal? Hvor mange mennesker skal der til for at skabe samme forurening, som en enkelt smartfarm med milliarder af muslinger kan producere?

Vi har opstillet følgende lille regnestykke, som er checket igennem af Aarhus Universitet. Konklusionerne er dog vore egne. Tallene er baseret på flydende smartfarms af norsk model, som anvendes på Limfjorden i dag:

Én person producerer ca. 150 g afføring pr. dag. Heraf er 75% vand. 25.000 personer i Skive by producerer derfor:

25.000 x 365 x 0,150 x 0,25 / 1.000 = 342 tons tørvægt på et år

1.100 tons høstede muslinger er skaller og muslingekød. Skaller er halvdelen, og tørvægt udgør 20% af vådvægten af kødet.

På denne måde bliver 1.100 tons høstede muslinger på en enkelt smartfarm til:

1.100 x 0,5 x 0,2 = 110 tons muslinger som tørvægt og altså ca. 110 tons fækalier (lort), hvis vi bruger den svenske model fra Stockholms Universitet. Den ser kort fortalt sådan ud:

⅓ går til vækst, ⅓ bruges til respiration, og ⅓ bliver til lort.

Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.

I tørre tal vil tre smartfarms af denne størrelse levere næsten lige så megen forurening, som alle 25.000 borgere i Skive By i dag gør.

Ifølge Skive Kommune renses byspildevandet fra borgerne i Skive for knap 10 millioner skattekroner om året, inden det sendes ud i Skive Fjord. 

9.770.132 kroner for at være helt præcis. Svarende til forureningen fra blot tre smartfarms af standardstørrelse.

Den samme mængde næringsstof fra muslingefarmene ledes imidlertid totalt urenset ud samme fjord. Uden nogen rensning overhovedet.

Hvad der er sparet her, er således spildt dér.

Den spildevandsrensning, som Skive Kommune hvert år betaler 10 millioner skattekroner for i kommunens fire rensningsanlæg, sættes således helt over styr af blot tre smartfarms.

Og hvor mange smartfarms er der allerede i Skive Fjord?

Og hvor mange nye planlægger man at etablere?

Flere nye giver ikke ingen mening.

Tegning: Richard Horsebøg Nybo

© 2022: Limfjordens Miljøråd

Man kan indvende, at de alger, som muslingerne lever af, ville have lagt sig som døde alger på bunden – hvis de ikke var blevet spist af muslinger. Og dermed have bidraget til det allerede metertykke slamlag her.

Op mod tre meter kulsort bundslam er der således målt ved smartfarms i Skive Fjord.

Herfra skal så trækkes de alger, som ville være blevet ført ud af fjorden med strømmen – hvis ikke de var blevet tilbageholdt af muslinger.

Man kan også indvende, at reglen om de tre tredjedele kun gælder for muslinger, der vokser optimalt. Får muslingerne for lidt mad, eller alger de ikke kan fordøje, bliver væksten langsommere og mængden af lort tilsvarende større.

Det samme bliver tilfældet, dersom vandet er for varmt eller for ferskt. Da stiger andelen af lort til aflejring under og omkring anlæggene ligeledes.

Et overset eller ignoreret faktum er, at muslingerne notorisk er dårlige til at fjerne kvælstof, når og hvor vandet er mindre salt end oceanisk havvand.

Fuld styrke saltvand er blåmuslingernes naturlige medium, hvor muslingerne vokser bedst og optager mest kvælstof. Jo længere sydpå i danske farvande vi kommer, med en tilsvarende lavere saltholdighed, desto ringere bliver tilvæksten og kvælstoffjernelsen derfor.

Til gengæld udskiller muslingerne her en større mængde næringsstoffer med deres ekskrementer. Den lokale forurening fra muslingefarmen bliver således markant større ved lavere salinitet. I brakvand kan op mod 45% af de optagne næringsstoffer ende som muslingelort i stedet for muslingekød. Næsten halvdelen.

Endelig er der slet ikke medtaget den mængde kvælstof, som frigøres fra bundslammet ved iltsvind forårsaget af forurening fra muslingefarmen selv. Kvælstof, der ellers var forblevet i bundslammet – uden at gøre skade på det omgivende vandmiljø.

Blot tre standard smartfarms forurener således Skive Fjord lige så meget, som alle 25.000 skatteborgere i Skive By gør.

Borgerne her bruger hvert år 10 millioner kroner at rense deres spildevand.

Det er som nævnt vigtigt at forstå, at etablering og placering af intensive muslingefarme blokerer det naturlige flow af næringsstoffer fra fjord til hav. En del næringsstoffer fikseres af muslingerne og ender under farmene som lort.

Det er næringsstoffer, som ellers ville være ført med strøm og alger mod havet. Og dermed uskadeliggjort for vandmiljøet i fjorden. Helt gratis.

Hvor stor en del, der fjernes på denne måde, afhænger naturligvis af strømmen. Og selv om strømmen i Skive Fjord er ganske ringe, flytter vinden dog meget vand i overfladen, hvor de opdrættede muslinger jo hænger. Fri af iltsvindet underneden. Og blæsten går som bekendt frisk over Limfjordens forurenede vande.

Man skaber med nye muslingefarme en helt ny lokal forurening, som slet ikke var der før. Et nyt og selvskabt problem, man sagtens kan undgå – ved blot ikke at anlægge muslingefarme i fjorden til blokering af næringsstoffernes naturlige flow ud af den.

Man takker herved nej til naturlig og gratis vandrensning samt fjernelse af uønskede næringsstoffer. Etablering af muslingefarme er således som at skyde sig selv i foden, hvis man ønsker renere vand.

Set i et samfundsøkonomisk perspektiv er det jo stærkt selvmodsigende at bygge kostbare rensningsanlæg til byens borgere inde på land. For blot at skabe en tilsvarende eller endnu større lokal forurening ude på en i forvejen hårdt belastet fjord.

Det skal man vist være smartfarmer eller landmand for at synes er en god idé.

Artikel gengivet med tilladelse fra NejtilHavbrug.dk

Tegning: Bo Secher

© 2022: Limfjordens Miljøråd

Anbefalet læsning:

https://www.semanticscholar.org/paper/Nutrient-removal-capacity-and-potenti- al-ecological-Hedberg-Kautsky/2657a008b3864401048981be6fa50a258e2a72a3

 

Muslinger og ålegræs

Muslinger og ålegræs er hver for sig og sammen aldeles udmærkede organismer, som begge indgår i og er nødvendige for den naturlige balance i vort marine økosystem. Når begge altså holder sig til bunden.

Men muslingefarme, hvor milliarder af muslinger hænger kunstigt på udspændte net under kilometerlange rør i overfladen, er derimod en dødelig cocktail for ålegræsset, som har brug for lys og rent vand.

Klik for større fotos

Store “smartfarms“, der kan fylde flere kilometer i længde og bredde, skygger helt for ålegræsset, som derved går ud. Og de mange milliarder muslinger udleder så mange ekskrementer, at bunden under farmene ganske enkelt dør.

Mågerne tiltrækkes af de regelmæssigt tilbagevendende bundvendinger, som gør vandet mælkehvidt og bringer døde bunddyr op til overfladen.

I stillestående fjorde og vige slammer bunden blot stille og roligt til i muslingelort og døde alger. Øverst med et liglagen bestående af hvide svovlbakterier, der markerer overgangen mellem ilt og iltfrit. Herunder et kulsort slamlag, som er totalt frit for ilt.

Der er målt op til næsten 3 meter dybt slam under smartfarme i Limfjorden, som allerede nu gisper efter vejret. Flere steder er den død allerede.

UV fotos af Limfjordens Miljøråd

Fugleperspektiv, frøperspektiv og fiskeperspektiv fra havbrug med flydende netbure, hvis åbne netmasker tillader frisk strøm at komme ind til fiskene – og samtlige affaldsstoffer fra fiskene at komme ud: Foderrester, fækalier, antibiotika og algehæmmere. Totalforurening direkte ud i åbent hav eller fjord.

De store havbrug dels skygger for lyset, så ålegræsset ikke kan vokse – dels forurener vandet med næringssalte, så ålegræsset kvæles af begroning med alger.

UV fotos af Gearløs

Fugle som disse sangsvaner og knortegæs er afhængige af frodige græsmarker – det være sig inde til lands eller ude til vands. Ofte veksler fuglene mellem disse to habitater:

Dagen tilbringes gerne inde på spirende græsmarker, som er ekstra tillokkende sen vinter og tidligt forår. Natten tilbringes i sikkerhed ude på vandet, hvor ålegræsbælter er et foretrukket tilholdssted og en vigtig fødekilde.

“HAVmisBRUG“

Debatbog om opdræt af fisk og muslinger

424 sider lang, 1.070 gram tung

“Kilopris” kr. 294,95

En tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer fra muslingerne ender som ny og lokal forurening på bunden under farmene, hvor de kan kvæle alt liv. I værste fald med iltsvind, bundvendinger og fiskedød til følge. Kun max en tredjedel kan høstes.

Den sidste tredjedel passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i en endnu mere bio-tilgængelige form. Klar til endnu flere alger end før turen gennem muslingernes fordøjelse.

Stærk strøm til fjernelse eller rettere fortynding af forureningen fra de mange muslinger er derfor nødvendig, hvis der ikke skal ske en økologisk katastrofe.

Det samme gælder havbrugene. Stærk strøm skal der til, hvis ikke forureningen fra de mange fisk skal bundfælde sig lokalt. Næringssaltene forbliver dog opløst i vandet.

Øverst er det den lokale kunstner Niels Willum, hvis tegninger længe har prydet protester fra Miljøforeningen BLAK på Djursland.

Nederst er det Bo Secher, hvis streg mange genkender fra det satiriske magasin “Svikmøllen”.  Bo Secher har lavet tegningen på opdrag af Limfjordens Miljøråd.

Det er heldigvis ved at gå op for flere og flere, at muslinger ikke blot fylder meget og kun kan rense vandet delvis for kvælstof og fosfor. Men at de samtidig også medfører en kraftig forurening af vand og bundmiljø under og omkring farmene.

Limfjorden har gennem mange år lidt under voldsom forurening med gylle fra landets største koncentration af svinefabrikker i det store opland.

Lokalt er man derfor begyndt at tale om “Ligfjorden” i stedet for Limfjorden. 

© 2022 Steen Ulnits

5.000 km2 til muslinger

Regeringen har, under ledelse af erhvervsminister Simon Kollerup (S), udarbejdet en “Havplan”, som skal gælde i de næste ti år.

I denne havplan er der gjort plads til flere nye totalforurenende havbrug af den slags, som både Simon Kollerup (S) og Dan Jørgensen (S) tidligere har gjort sig til varme fortalere for. Uden overhovedet at kende konsekvenserne ved dem.

Men hvad næsten værre er, så er der samtidig udpeget knap 5.000 km2 dansk søterritorium til nye lokalt forurenende muslingefarme og altødelæggende muslingeskrab. Et område næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster – tilsammen.

Det er typisk sårbare, beskyttede, kystnære og lavvandede områder, der er tale om. Der er således tale om en Hasarderet Havplan, som samtidig er et Mageløst Makværk. En forhastet havplan, der på intet område lever op til de krav, som EU stiller til Vandrammedirektiv og Naturbeskyttelse.

Man må tage sig til hovedet, hvilket mange forstandige mennesker da også har gjort, siden Kollerup i nært samarbejde med canadiske WSP, danske Hedeselskabet og norske Smartfarm sidste år præsenterede sin havplan som en digital bekendtgørelse.

Det er nu kun EU, der kan redde de indre danske farvande fra den totale ødelæggelse.

Læs

  ⌘  Miljøforeningen BLAK’s høringssvar til havplanen  ⌘

 

 

Gul U-båd under blå muslinger

Det kan se idyllisk ud, når solen glimter i bølger og bøjer på en blå Limfjord. Hvis man altså ikke lige ved, hvad det er, man ser på.

Idyllen forsvinder nemlig brat, når man dykker i dybet under det blanke blå og her ser den voldsomme forurening fra de mange millioner såkaldte “miljø-muslinger”. 

Til nogles store overraskelse har muslingerne nemlig en fordøjelse…

Kilometer efter kilometer af sorte plastrør dækker i dag Limfjorden, hvor de lægger hindringer i vejen for skibsfarten.

Under rørene hænger net med millioner af forurenende “miljø-muslinger”, som efter farmernes egne udtalelser skulle rense Limfjordens vande for kvælstof. Virkeligheden er dog en ganske anden.

Dette i massive norsk-designede “Smartfarms”, som primært drives af Hedeselskabets datterselskab Blå Biomasse. Muslingerne høstes industrielt  med store sejlende maskiner.

For at dokumentere forureningen fra de mange millioner “miljø-muslinger” sender vi den gule “SubMussel 2” ud på en farefuld mission i Limfjordens forurenede vande. Den dykker ned på 6 meters dybde, hvor den dokumenterer forureningen i fotos og video.

Det er dog langt fra alle dage, hvor man overhovedet kan optage noget i det uklare og overgødede Limfjordsvand. Nogle dage kan man ikke se en hånd for sig.

Den motoriserede “SubMussel 2” styres fra moderskibet via et 100 meter langt kabel og en tablet. Den manøvrerer hurtigt frem og tilbage samt op og ned, mens den dokumenterer, hvad den ser i det mørke dyb.

Spændende at opleve, hvordan Limfjorden i virkeligheden ser ud under den idylliske blå overflade. Hvad der gemmer sig i det uklare vand og på bunden under de mange millioner forurenende “miljø-muslinger”.

Overfladevandet i umiddelbar nærhed af de mange millioner evigt filtrerende “miljø-muslinger” kan være ganske klart. Klarheden aftager dog meget hurtigt. Ikke langt fra muslingerne ligner Limfjorden atter sit gamle grumsede jeg.

Ud over at filtrere og optage kvælstof fra store vandområder i den forurenede fjord, afleverer “miljø-muslingerne” nemlig lige så mange næringsstoffer til vandet under og omkring farmene. Dette i form af helt ny forurening. 

En sidste tredjedel passerer igennem muslingerne og returneres i fordøjet og endnu mere bioaktiv form end før. Klar til endnu flere nye alger.

De mange kilometer plastrør i en Smartfarm er yndede tilholdsteder for i hundredvis af sultne og larmende måger, som blot venter på døde dyr fra en bundvending. Og hvis ekskrementer bidrager med yderligere forurening af det lokale vandmiljø.

Selv en træt og sikkert sulten sæl tager sig af og til et hvil på de lange plastrør, der udgør en industriel norsk-designet “Smartfarm”. Hvis muslinger for øvrigt er så små og tyndskallede, at de ikke kan anvendes til menneskeføde.

De bliver i stedet til muslingemel. Til flere svin til mere gylle til flere alger til flere muslinger. Landbrugets berygtede “Gylletrekant” og selvforsynende evighedsmaskine.  

Ikke langt fra “miljø-muslingerne” er vandet atter uklart. Den gule “SubMussel 2” forsvinder hurtigt ud af syne, da den sendes i dybet for at dokumentere forholdene.

Det uklare vand skyldes alger, som igen skyldes det overgødede vand i Limfjorden. Fjorden tilføres konstant næringsstoffer i form af udsivende gylle fra de omkringliggende marker.

Den foregående regerings Landbrugspakke gjorde med sin tilladelse til øget brug af gødning ondt meget værre. Limfjorden er i dag dansk landbrugs suverænt største gylletank.

Sven Hørup følger med på skærmen, mens han med sikker hånd styrer “SubMussel 2” rundt i Limfjordens plumrede vande. Der er stor forskel på vandets klarhed i de forskellige vandlag, på forskellige lokaliteter og forskellige årstider.

På stille dage kan man opleve den lagdeling af vandet, som lokale dykkere i Limfjorden kender så godt. Vandet kan lokalt være relativt klart, men mudres øjeblikkeligt op, hvis det hvide liglagen af svovlbakterer på bunden berøres.

De mange millioner såkaldte “miljø-muslinger” forurener kraftigt under og omkring farmene. I hele vækstsæsonen regner det ned på bunden med fækalier eller ekskrementer fra de mange muslinger.

Hernede rådner affaldsstofferne op under forbrug af ilt. Til sidst er al ilten brugt, og den normalt brune fjordbund bliver nu dækket af et hvidt liglagen af svovlbakterier.

De udgør sidste stop, før giftig svovlbrinte trænger op fra det sorte bundslam og slå alt levende ihjel. 

Da denne bundprøve fra Linemuslingeanlæg 112 i Skive Fjord blev taget, bestod den af ildelugtende mudder, som var kulsort under det karakteristiske hvide liglagen af svovlbakterier.

Nogle dage senere havde de mange bakterier haft kronede dage og leverede nu et sandt kunstværk af forskellige farver – alle stammende fra det kulsorte mudder. Lugten fra det sorte bundslam var heller ikke blevet bedre.

Intet under, at ingen bader her længere. Hverken fastboende eller tilrejsende turister.

Det er bare for ulækkert.

Når forureningen har brugt al ilten i vandet, søger de bundlevende dyr bort fra området – fra vandet og om muligt helt op på land. En mulighed, som ingen af fjordens vilde og bundlevende muslinger desværre har. De dør blot.

Denne krabbe var heldig nok til at redde livet. Den nåede sikkert i land, hvor den kunne vente på bedre tider – i form af storm eller blæst, som kan blande vandmasserne og atter bringe ilt til bundvandet.

I 2013 konstaterede DTU ved et tilfælde, at muslingerne i Limfjorden – som det eneste sted ud af flere undersøgte i Danmark – indeholdt svinevirus. Det kunne kun stamme fra lokal svinegylle, der sivede ud i Limfjorden fra omkringliggende marker og tilløb.

Myndighederne neddyssede straks opdagelsen og understregede, at svinevirus ikke var farligt for mennesker. Som man jo også gjorde det med de multiresistente MRSA-bakterier. Lige indtil de viste sig at være livsfarlige.

Man har da heller ikke undersøgt Limfjords-muslinger for svinevirus siden 2013. For tænk nu hvis. På eksporten og den årlige Skaldyrsfestival på Mors…

Ikke alle krabber er så heldige, at de når ud af vandet, før iltsvind og bundvending har taget livet af dem. Denne døde krabbe er netop drevet i land ved Linemuslingeanlæg 112. Den er ved at blive rød, som de fleste krebsdyr bliver det i død tilstand.

Forurening og algeblomst, iltsvind og bundvending resulterer løbende i mange døde dyr. De tiltrækker et hav af skrigende måger fra nær og fjern, som lever højt på Limfjordens nyskabte lossepladser.

Mågernes mange ekskrementer tilfører herved det lokale vandmiljø yderligere forurening.

Truende skyer over den lille Knebel Vig ved Aarhus Bugt. Indgangen til Nationalpark Mols Bjerge, der tiltrækker turister fra både indland og udland.

Trods advarsler fra lokale borgere, borgerforeningen og de lokale miljømyndigheder tillod Fiskeridirektoratet under fødevareminister Eva Kjer Hansen alligevel, at der blev etableret en forurenende muslingefarm i Knebel Vig.

Trods ellers regelmæssigt tilbagevendende iltsvind i vigen, der er et gammelt dødishul, og som ingen gennemstrømning har. 

Dansk Skaldyr Center i Nykøbing Mors var en varm fortaler fra projektet, der “kun vil forurene lokalt”.

Tekst & fotos: © 2020 Steen Ulnits & Sven Hørup

Kort om muslinger og miljø

Muslinger er en vanskelig størrelse at forstå. De lever alle af at filtrere vandet for alger og bakterier. Men der er forskel på muslinger:

Vilde muslinger sidder på bunden i et begrænset antal. Her udgør de en vigtig del af bundmiljøet.

Dyrkede muslinger hænger i stedet på liner eller net i overfladen. I antal på mange millioner. De sidder oppe i overfladen, hvor der aldrig er iltmangel, som der ofte bliver ved bunden. 

På den måde er der ingen lighed mellem vilde bundlevende muslinger og dyrkede “miljø-muslinger” i overfladen. Selv om de alle er af samme art, nemlig blåmuslinger. 

Men begge steder lever muslingerne af at filtrere vandet for de samme alger og bakterier. Der er blot en kolossal forskel i antallet mellem de to.

Der er også forskel på, om man dyrker store muslinger til konsum – på lange liner spændt ud mellem bøjer. Eller om man dyrker små tyndskallede muslinger, der siden bliver til muslingemel og svinefoder. Det sidste sker på store industrielle “Smartfarms”, hvor “miljø-muslingerne” hænger i net under kilometerlange sorte plastrør.

Herfra høstes de maskinelt.

Det drejer sig i begge tilfælde om, at de filtrerende muslingefarme koncentrerer forureningen (primært algerne) fra et meget stort vandområde til et meget lille areal under og omkring farmene. Som en helt ny og koncentreret forurening.

De tre tredjedele 

For hvert ton kvælstof og fosfor der måtte høstes med muslingerne, havner et andet ton på bunden under muslingefarmen. I form af muslingernes ekskrementer.

Med muligt iltsvind og efterfølgende frigivelse af yderligere næringsstoffer fra bunden som resultat. Næringsstoffer, der ellers var deponeret og utilgængelige her.

Omkring lige så meget kvælstof og fosfor frigives igen til vandmassen – efter en tur gennem muslingernes fordøjelse.  Nu mere bio-tilgængeligt end før og klar til endnu flere nye alger. Der findes eksempler på, at at muslingefarme på denne måde netto kan tilføre kvælstof i stedet for at fjerne det.

Dette er den såkaldte “tredjedelsregel”:

1) Én tredjedel af næringssaltene optages af muslingerne og indbygges i deres kød.

2) En anden tredjedel passerer fordøjet igennem dem og returneres til vandet. Nu som endnu mere biotilgængeligt end før.

3) Den sidste tredjedel havner som ny forurening på bunden under eller omkring muslingerne. Alt afhængig af strømmen.

For hvert ton kvælstof, der høstes og fjernes, deponeres der således ét ton kvælstof på bunden under og omkring muslingerne.

Som iltslugende organisk forurening.

Regnskabet for den endelige kvælstoffjernelse er derfor uhyre svært at gøre op. Den kan sågar blive negativ – forstået sådan, at den resulterer i flere næringssalte i området, end før muslingerne kom til. Det samme gælder de dyrkede muslingers øvrige overvejende negative indflydelse på det omkringliggende vand- og bundmiljø.

Således kan “miljø-muslingerne” kvæle deres bundlevende vilde artsfæller på grund af deres massive forurening ovenfra. Eller ændre artssammensætningen af algerne til det dårligere – med forholdsmæssigt flere af de små og potentielt giftige blågrønalger som resultat.

Én ting er imidlertid sikker: Der kommer helt ny forurening under og omkring muslingefarmene. En lokal forurening, som ikke var der før.

“Miljø-muslinger” forurener uundgåeligt deres omgivelser, når de koncentreres i store farme med millioner eller sågar milliarder af muslinger hængende i overfladen. Muslinger har jo en fordøjelse som alle andre levende organismer – selv om det tydeligvis kommer bag på mange, der ellers burde vide det.

Som alle andre levende organismer i stort antal påvirker muslinger således deres omgivelser. I dette tilfælde negativt. Og så hjælper det altså intet, at man omdøber dem til “miljø-muslinger”.

Med mindre man da vil signalere, at de ødelægger det lokale vandmiljø.

Så har man nemlig ramt plet.

Reference:

”Nutrient removal capacity and potential ecological consequences of blue mussel farms for nutrient abatement in the Baltic Sea” s.1,2 Nils Hedberg, Nils Kautsky m.fl. Stockholms Universitet 2018

© 2020 Steen Ulnits

Limfjorden lider

Læserbrev til Nordjyske og Skive Folkeblad:

“Årsagen til sildenes død i marts og brislingens flugt fra området i april – og nu også døde østers i maj, har IKKE afsat i alger, virusser eller parasitter. De er ikke aktive i vinter og forårs månederne – de blomstrer om sommeren og gør ulykke i sensommeren og om efteråret.

Dette er aldrig sket før i Nissum Bredning og derfor er vi nødt til at kigge på noget andet i området, som ikke er sket før.

Det hele startede 14 dage efter, at Kystdirektoratet, Thyborøn Havn og Miljøstyrelsen var blevet færdige med at flytte/dumpe 30.000 m3 muligt forurenet sediment (sand) fra Sælhundeholme-løbet – forbi forureningen på Rønland – ned til en af Miljøstyrelsen og Kystdirektoratets fastsatte bypass områder, hvor det blev dumpet.

Dette område er kendetegnet ved, at det er et nyt område og, at være placeret i et Natura 2000 område og er en af de bedste østers/muslingefiskepladser i Nissum Bredning – hvilket også østersfiskerne opponerede mod i 2018/19, da det blev besluttet, at der måtte dumpes.

Både silden og brislingen er pelagiske (dvs. lever og flytter sig oppe i vandet) og er stime fisk, som vandrer i store stimer over store strækninger. Silden og brislingen er vinterfisk, som kommer i Nissum Bredning enten for at gyde eller vandre til andre steder i Limfjorden. Problemet ved de to sildefisk er, at deres rute er lige pladask gennem Sælhundeholme-løb og ned over bypass (dumpnings) området.

Fænomenet startede, efter min overbevisning, i vinteren 2020 i februar måned, da man var færdige med at dumpe sediment/sand fra sejlrende Sælhundeholme-løb, som går fra Thyborøn og ned forbi Rønland til Nissum Bredning.

Denne sejlrende har en spændende historie, da den flytter sig hvert år nogle meter sydpå – det vil sige den kommer nærmere og nærmer til det kraftigt forurenede område, hvor Cheminova deponerede deres kemiaffald i perioden 1962 – 1984.

Næsten alle ved at området fra sejlrenden, hen mod Rønland (ca. 500 m) er kraftig forurenet, man ved også at det kun var et spørgsmål om tid, før sejlrenden ville nå forureningen – eller omvendt. Men det snakker man ikke højt om.

Går vi tilbage til 2001 ifm. etableringen af de 8 møller som står på sydsiden af sejlrenden, kan man – hvis man kigger godt efter – finde de bekymrende tal omkring forureningen i området – men det snakker man heller ikke højt om. Man snakker egentlig ikke ret meget om Cheminovas gamle forureninger. Man gør som om det ikke eksisterer – man lukker kort sagt øjnene.

Da Miljøstyrelsen skulle give tilladelsen til dumpningen/bypass af det forurenede sand i Nissum Bredning oplystes de, at der ikke var nogen forurening i området og at sandet var at betragte som rent hav-sand.

Nu er det heller ikke nemt at sidde på et lummert kontor i Odense og se at Cheminova og dens forurening gennem 70 år, ligger kun få meter fra sejlrenden – og at området er dømt kraftig forurenet.

Området vi snakker om, er aldrig blevet undersøgt til bunds. Området ligger øst for svovldepoterne, som man ved siver ud til Limfjorden, men ingen ved med bestemthed, hvor langt det er nået i grundvandet.

Området er uden egentligt tilhørsforhold, men det er for nylig blevet Regionens opgave at varetage det. Det fungerer på sammen måde som ved depot for tungmetal forurenet havneslam, som ikke er matrikuleret og derfor ikke har nogen ejer og ansvarshaver.

Det er den forurenings vandring jeg er bange for har nået sejlrenden og når man så flytter sandet/sedimentet fra sejlrenden og smider det på en af de bedste fiskepladser i den vestlige del af Nissum Bredning, så vil konsekvensen blive at fisk, skaldyr og andre bløddyr dør i det område der dumpes på.

Kære politikere, Limfjords-fiskere, Miljøstyrelse, Fødevarekontrol, Kystdirektorat og Thyborøn Havn. Lad os få undersøgt området mellem Rønland, Sandø og Sælhundeholme-løb, så vi er sikre på, at I ikke ligger og flytter rund på de tungmetaller/kviksølv og pesticider, som man fandt i juni 2001.

Og undlad (stop) så med at dumpe mere sediment i det omtalte område, før vi er sikre på at sedimentet er rent.

Så glem jeres teorier om alger, virus og parasitter på denne årstid – de er først aktive i den vestlige del af Limfjorden, om sommeren og tidlig efterår – det burde I vide.  

Jeres teorier med alger, virus og parasitter er efterhånden brugt som undskyldning for døde fisk, fugle og bunddyr, i så mange år, omkring Rønland/Cheminova, at den er for gennemskuelig.”

Mvh. Bjarne Hansen – Vesterhavsgade 5 – 7680 Thyborøn

 

Gækkebrevet

Om muslinger og aktindsigt

“Til: raadhus@mariagerfjord.dk

Vi er blevet gjort bekendt med, at der har været afholdt møde(r) mellem Mariagerfjord Kommune og Hedeselskabet, dets datterselskab Blå Biomasse og/eller dets tidligere datterselskab Orbicon.

Temaet har været kvælstoffjernelse fra Mariager Fjord ved hjælp af blåmuslinger eller “miljømuslinger” – eventuelt via etablering af såkaldte Smartfarms.

Vi skal derfor bede om aktindsigt i det pågældende møde eller møder, mødereferat(er), mødedeltagere samt udleveret materiale.

Med venlig hilsen,

Steen Ulnits”

Citat slut. Sendt på vegne af undertegnede og min nabo, byrådsmedlem (S) Henrik Leth, til Mariagerfjord Kommune, der hurtigt og beredvilligt udleverede det ønskede materiale. Kort efter kom der imidlertid endnu en mail fra Mariagerfjord Kommune:

“Mariagerfjord Kommune er netop blevet gjort bekendt med, af Holst Advokater på vegne af Blå Biomasse A/S, at materialet indeholdt i aktindsigten ikke må anvendes.

Hvis ikke dette sker, vil Blå Biomasse A/S ifølge advokat Mogens Birkebæk, ’overveje at anlægge påbuds- og forbudssag imod Steen Ulnits’.”

Citat slut. Få dage senere og på den sidste dag før Påske ankom så dette anbefalede brev fra Hedeselskabet / Blå Biomasses advokat Holst i Aarhus – nu optrappet fra påbud og forbud til muligt erstatningsansvar:

Det er ikke hver dag, man bliver truet med både påbuds-, forbuds- og erstatningssager. Det er i hvert fald nyt for mig. Men så har jeg jo heller ikke beskæftiget mig med “miljømuslinger” før. De er jo en helt ny opfindelse.

Og vi ved stadig ikke, hvad der er så hemmeligt i det materiale, som Mariagerfjord kommune venligt udleverede angående samarbejdet mellem kommunen og Hedeselskabets Blå Biomasse A/S.

En dugfrisk aktindsigt fortæller dog, at der er mange millioner at tjene på muslinger. Således havde Blå Biomasse A/S først på året afsluttet og fået udbetalt godt 7 millioner tilskudskroner for “Etablering af industriel muslingeproduktion i Limfjorden”.

Det er så vidt oplyst ingen hemmelighed.

Læs her, hvad webmediet gylle.dk skriver om sagen.

Journalist Flemming Seiersen har kontaktet såvel Journalisthøjskolens specialist i aktindsigt og offentlighedslov som Blå Biomasses administrerende direktør.

Ansøgningen om aktindsigt blev sendt af byrådsmedlem Henrik Leth (S) og nabo Steen Ulnits i fællesskab.

Hvorfor gik det dog så galt?

Vor kollektive politiske hukommelse rækker ikke langt. Mange politikere og politiske iagttagere kalkulerer således kynisk med, at om et halvt år er alting glemt. 

Er der således mere end et halvt år til næste valg, er der fred og ingen fare – ingen risiko for negative konsekvenser af ens politiske handlinger. De er alligevel glemt, når vælgerne skal til stemmeurnerne.

Men internettet har udvidet vor hukommelse betragteligt. Således også i den spegede sag om flere forurenende havbrug i et Kattegat, der allerede lider under algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød:

Dan Jørgensen (S) og de nye havbrug

Vi har allesammen – og med fuld rette – haft travlt med at kritisere Venstres Esben Lunde Larsen (ELL) for at være den miljøminister, vi aldrig fik. For udelukkende at være fødevareminister for landbrug og havbrug. For ikke at kere sig en døjt om miljøet, hvis det på nogen måde kunne lægge hindringer i vejen for landbrug og havbrug.

Men ret skal være ret, og de nye havbrug fra L111 er desværre ikke ELL’s opfindelse. Ikke alene i hvert fald. Tankerne om flere og nye havbrug stammer såmænd fra den tid, hvor socialdemokraten Dan Jørgensen var minister for området.

Dan Jørgensen var således minister for fødevarer, landbrug og fiskeri fra 12. december 2013 til 28. juni 2015. Og han var i sin tid blevet valgt ind i Folketinget alene på grund af Svend Aukens mange personlige stemmer.

Det er præcis i Dan Jørgensens ministerperiode, at tankerne om flere og nye havbrug i de indre danske farvande dukker op. Det kan man læse om i papirer fra ministeriet dateret den 6. november 2014. Altså midt i Dan Jørgensens ministerperiode.

I disse papirer kan man blandt meget andet læse følgende nu skæbnesvangre ord, forfattet af Socialdemokratiet sammen med regeringspartneren Det Radikale Venstre og med opbakning fra Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Enhedslisten, Socialistisk Folkeparti og Venstre:

“Parterne er enige om, at den danske akvakulturproduktion udvikles på en måde, som reducerer miljøbelastningen. For perioden 2014-2017 reserveres 3,5 mio. kr. til at sikre en effektiv udpegning af egnede områder til akvakulturproduktion og 3 mio. kr. til afsætning af bl.a. økologisk akvakulturproduktion, herunder eksportorienterede aktiviteter.

Desuden vil der under programmet blive allokeret midler til udvikling og investering i ny teknologi til bl.a. havbrug og recirkuleringsanlæg.”

Det var således Dan Jørgensen (S) og hans regering, der i 2014 støbte de fatale kugler og placerede bolden for fødderne af den senere efterfølger Esben Lunde Larsen (V). Lige til en helflugter ind i det nu gabende tomme miljømål. 

Miljøministeriet eksisterede jo ikke længere, men var reelt afskaffet – opslugt af Fødevareministeriet, der jo var og er landbrugets forlængede arm. 

Venstre var ikke sene til at lugte millionerne, der lå og ventede fra en massiv fiskeproduktion – helt uden besværlig og fordyrende rensning af spildevandet. 

Venstres finansordfører Jacob Jensen havde og har således en lønnet bestyrelsespost hos landets største og mest forurenende havbrug Musholm, som derfor var blandt de første ansøgere til de planlagte havbrug i Kattegat.

Vennerne fra havbruget var tidligt orienteret og aldeles klar over de aldeles enestående muligheder for nu at forurene helt gratis. For at tjene millioner på at forurene det vand, som skatteborgerne inde på land havde betalt milliarder for at rense – til kloakering og bygning af rensningsanlæg.

Esben Lunde Larsen (V) og de nye havbrug

Den daværende fødevareminister Esben Lunde Larsen havde således dygtigt brugt Dan Jørgensens oplæg til fremtiden for dansk akvakultur – til at fremme egne og andres økonomiske interesser. 

Dette på trods af et ikke-eksisterende “miljømæssigt råderum” for øget forurening. Der står jo udtrykkeligt i papirerne fra 2014, at akvakulturen skal udvikles på en måde, der “reducerer miljøbelastningen”.

Det kan man bare ikke, når 117 ud af 119 registrerede danske havområder endnu ikke havde opnået “god økologisk tilstand, og der var behov for kvælstofreduktion i alle vandområder”. Ordet “miljømæssigt råderum” er således et ikke-eksisterende fænomen i de indre danske farvande.

Der er i stedet tale om et “miljøpolitisk råderum”, hvor man kynisk og fra politisk hold afgør, hvor meget man vil forurene et givet sted. Hvor langt man kan og tør gå, uden at det ender i et EU-sagsanlæg om overskridelse af kravene i Vandramme-direktivet.

Grådighedsrummet

Derfor opfandt kloge landbrugshjerner begrebet “kompenserende foranstaltninger”, så man – i hvert fald set med landbrugets egne øjne og nu med god samvittighed – kunne øge produktionen og forureningen. Blot man laver eksempelvis tangfabrikker eller muslingefarme til optag af lige så store mængder kvælstof, som fiskeopdrættet udleder.

Det ville fungere – i teorien. I praksis anede man nemlig ikke, om det overhovedet lod sig gøre. Ingen havde prøvet det før i den målestok og på de lokaliteter.

Det var således socialdemokraten Dan Jørgensen, der i sin tid som minister for Miljø og Fødevarer lancerede tanken om flere havbrug i nye havområder. I den hellige væksts navn. Det må vi ikke give Venstres Esben Lunde Larsen hele skylden eller æren for. Ret skal være ret.

Det er sikkert også derfor, at Dan Jørgensen var påfaldende tavs i hele debatten og efter den kulørte presse at dømme mere optaget af kærestens deltagelse i “Vild med dans”. I det hele taget kunne man ønske sig, at danske politikere over en bred kam var vildere med politik end med dans. 

Men det er de altså ikke altid. Og netop her minder Venstre og Socialdemokratiet foruroligende meget om hinanden. 

Socialdemokratiet(S) kovending

Det var givet også derfor, at Socialdemokratiet – senest med Simon Kollerup (S) som velvillig kollaboratør – valgte at gå ind for de forurenende havbrug sammen med Esben Lunde Larsen og hans betalte partifæller inden for fiskeopdrættet. Efter lang tids spil for galleriet, hvor Kollerup ellers foregav en ægte interesse for havmiljøet.

For øvrigt en slående parallel til de Konservatives Rasmus Jarlov, der efter stort postyr også valgte at stemme “ja” til den forhadte Landbrugspakke og dennes øgede udledning af kvælstof. Vel vidende, at den var helt gal i forhold til selvsamme Vandramme-direktiv. Og at han selv havde medvirket til at få afsat fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) på nøjagtig det samme grundlag. 

K havde blot forinden lovet de andre borgerlige partier, at det ville man bare gøre. Stemme for først Landbrugspakken og siden flere forurenende havbrug i Kattegat. Uanset hvad. Og det gjorde man så.

På samme måde har Liste A’s Simon Kollerup givet hele tiden vidst, at han ville stemme ja til de nye havbrug. Fordi de nu og oprindeligt var partifællen Dan Jørgensens opfindelse.

Eksperthøringen var blot et efterhånden nødvendigt spil for galleriet. Politik, når det er værst og mest råddent. Al politikerledes fader.

Hjarnø hjælper til 
 
Men så nærmede valget sig, og de dårlige sager væltede op inden for havbruget – med Hjarnøs fire gange deres tilladte forurening som den midlertidige top af isbjerget.
 
Det endte som bekendt og til allersidst med den berømte socialdemokratiske kovending, hvor fiskeriordfører Simon Kollerup (S) blev sat til side og erstattet af miljøordfører Christian Rabjerg Madsen (S).
 
Sidstnævnte meldte klart ud, at Socialdemokratiet ikke længere støtter op om de planlagte totalforurenende havbrug i Kattegat:

“Punkt ét er, at der har været en række sager, hvor havbrug har gjort sig uheldigt bemærkede. Det har primært været Hjarnø Havbrug, der har gjort sig skyldig i voldsom overproduktion. En undersøgelse har efterfølgende vist, at der er generelle udfordringer med tilladelser i branchen.”

“Punkt to er, at kvælstofudledningen i det danske vandmiljø ikke er faldet som forventet. Det viser tallene i den seneste rapport fra Novana (nationalt overvågningsprogram for vandmiljø og natur, red.). Dermed er der ikke plads til, at havbrugs-sektoren tilfører endnu mere”.

Med “totalforurenende” menes, at åbne havbrug helt enkelt ikke kan rense deres spildevand. Det ligger i hele deres opbygning, at vandgennemstrømningen netop skal fjerne forureningen fra fiskene, der ellers vil kvæles i deres egne ekskrementer.

Al forurening fra fiskeopdrættet – foderrester, ekskrementer, medicin og kemiske hjælpestoffer – ryger direkte ud i vandmiljøet.

Det burde minister Dan Jørgensen (S) jo have vidst, inden han foreslog flere åbne havbrug i de indre danske farvande. Og det gælder for øvrigt økologiske såvel som konventionelle havbrug. De forurener nøjagtig lige meget, hvad kvælstof og fosfor angår. De økologiske bruger blot færre hjælpestoffer og medicin – hvis ellers de overholder reglerne.

Men så godt og såvidt Christian Rabjerg Madsen (S), der nu leder Socialdemokratiet ud af deres vildfarelse og væk fra de vilde vækstplaner.

Man har heldigvis et standpunkt, til man tager et nyt. Det vidste allerede statsminister Jens Otto Krag (S). Og selv et helt parti kan jo heldigvis blive klogere, når de rette informationer til sidst når toppen, der så kan eller må tage affære.

Nu må vi så bare håbe, at Socialdemokratiet stadig mener det samme efter valget. Så også vore efterkommere kan tage sig en forfriskende dukkert i et rent og salt Kattegat.

© 2019 Steen Ulnits

Logo: Miljøforeningen BLAK

Levende Hav mod forurenende havbrug

IMG_4507

Argumenterne mod havbrug

– Hvorfor er det så, at flere og flere mennesker og organisationer går imod havbrugene? JP Østjylland har med Nina Bjarup Vetter som kilde opstillet modstandernes argumenter – her i forkortet og redigeret form:

  • Havbrug vil skade kystturismen ud for Djursland, Anholt og Gilleleje.
  • Kysterne vil forurenes af kvælstof, fosfor, kobber, fiskefoder og medicinrester
  • Borgerne på land har siden 1980’erne betalt milliarder af kroner til kloakering og rensningsanlæg.  Hvis havbrugene kommer, kan de forurene havmiljøet helt gratis.
  • Muslingefarme, som man mener kan optage forureningen fra havbrugene, vil beslaglægge flere kvadratkilometer af havet. De vil samtidig udlede store mængder af drivhusgassen methan.
  • Produktionen af fisk i havbrug vil ikke skabe en CO2-venlig fødevare til verdens sultne, men primært ørredrogn til det japanske luksusmarked. Havbrugene er desuden en trussel mod havets vilde fisk, som overfiskes til foder til fiskene i havbrugene.
  • De 8 udpegede zoner til havbrug vil give problemer med havlus på grund af det høje saltindhold i Kattegat og dermed true både havørred og Gudenå-laks.
  • Fisk i bure i havbrug er uetisk og med epidemiske sygdomme og sår og med meget ringe livsvilkår. Ofte dør mere end hver femte fisk inden ”høst”. Det kan blive en ny slags store svinefarme – bare under vand.

IMG_4499

Samtlige byrådsmedlemmer i de berørte kommuner er imod havbrug og har gjort indsigelser.

Imod er også erhvervsfiskerne, Danmarks Sportsfiskerforbund, Kano- og Kajakforbundet, Danmarks Naturfredningsforening, Greenpeace, landbruget, Verdensnaturfonden, Levende Hav og en lang række andre organisationer og enkeltpersoner.

© 2018 fotos: Steen Ulnits

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande. 

www.nejtilhavbrug.dk

“Havlyd” ved Glatved

IMG_2339

www.nejtilhavbrug.dk – det nye logo

IMG_2586

Nej til Havbrugs arrangement på Glatved Strand var velbesøgt

IMG_2587

“Vi elsker vort Vand” – ikke kun ved midsommer!

IMG_2588

Havbrugsbandet “Havlyd” med deres fængende protestsang

IMG_2589

Lokale politikere var mødt op for at give deres besyv med

IMG_2590

Manden bag protestbålene: Carsten Kent Strandberg

IMG_2591

Musikken næsten helt ude i brændingen

IMG_2592

Såvel store som små protestsangere var med

IMG_2593

Succes: 53 uger og 53 bål senere

IMG_2309Her er der ansøgt om nye havbrug langs Djursland…

Glatved Strand, 3. juni 2018

Fejring af 1-årsdagen for de første bålafbrændinger mod de planlagte forurenende havbrug.

Regeringen – bestående af Venstre, Konservative og Liberal Alliance med hjælp fra Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet – har opfundet et såkaldt “råderum” til anlæg af nye og stærkt forurenende havbrug i Kattegat.

Dette uagtet, at 117 ud af vore 119 havområder i EU’s Vandrammedirektiv end ikke opfylder de krav om “god økologisk tilstand”, som direktivet foreskriver. “Nej til Havbrug” mener slet og ret, at der overhovedet ikke er plads til forurenende havbrug i vore sårbare indre danske farvande. De skal op på land i stedet, hvor fiskene kan produceres uden samtidig forurening af omgivelserne.

Det hele hænger således slet ikke sammen. Heller ikke med det fantasifulde forslag om en “kompenserende muslingeproduktion”, der dels overhovedet ikke er dokumenteret i åbent Kattegat – dels vil optage flere kvadratkilometer af søterrtoriet. Dette til stor gene for skibstrafikken, der med sikkerhed før eller siden vil kollidere med havbrugene.

Med det uundgåelige resultat, at tamme regnbueørreder i hundredtusindvis vil slippe ud i frivandet. Herfra vil de så som kønsmodne søge op i vandløbene for at gyde og grave havørredernes allerede lagte æg op af gydebankerne.

Det har vi allerede set på Sjælland, og det vil vi komme til at se på Djursland.

NTH logo - hvid

Havlus og havkolera

Og så har vi endda slet ikke talt om havlusene, der i millionvis uundgåeligt vil blive tiltrukket af de mange tusinde fisk i de åbne netbure. Til stor skade for vildfiskene omkring havbrugene. Eller medicinresterne, som risikerer at skabe resistente havkolera-bakterier i bunden under burene. Eller de giftige kemikalier, der bruges til at holde netmaskerne fri for begroning med alger. Og så videre.

Der er således kun dårligt at sige om de lavteknologiske åbne WAT (Worst Available Technology) havbrug, som blot leder alt spildevand urenset ud i Kattegat. Med mindre man da er en af de få heldige havbrugere, der får foræret gratis ret til at forurene frit og score millioner af lettjente kroner på svineriet. I vækstens og eksportens hellige navn.

Havbrugene skal derfor op på land, hvor de hører til. Teknologien og den fornødne knowhow hertil har vi allerede i rigt mål. Også herhjemme. Den er naturligvis dyrere at implementere end blot at hælde alt spildevand urenset ud i Kattegat, som planen er lige nu.

Landbaserede havbrug med recirkulering og rensning af vandet i lukkede kredsløb går under betegnelsen BAT, hvilket betyder Best Available Technology. De kan gøres helt forureningsfri. I modsætning til de planlagte åbne havbrugs WAT: Worst Available Technology.

Såvel Norddjurs som Syddjurs kommuner har derfor inviteret havbrugene ind på land, hvor forureningen kan kontrolleres. Her har kommunerne afsat plads til nye landbaserede fiskeopdrætsanlæg. Dem er der fremtid i.

Det er der ikke i at svine det hav til, som danske skatteydere hidtil har postet mere end 9 milliarder skattekroner i at rense – via bedre rensning af spildevandet.

At lade et fåtal i forvejen velstående havbrugere svine det samme vand til igen – helt gratis – er derfor en hån mod alle os skatteborgere.

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

 

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande. 

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug: