Tag-arkiv: atlanterhavslaks

Pukkellaks

Pukkellaksen, som er en af de fem almindelige arter af stillehavslaks, har i de seneste år påkaldt sig rigtig megen opmærksomhed på vor side af Atlanterhavet.

Pukkellaksen er med en snitvægt på beskedne 2 kg den mindste af stillehavslaksene, men samtidig den mest talrige. Den bærer det latinske artsnavn Oncorhynchus gorbuscha og har fået navn efter den karakteristiske pukkel, som hannerne udvikler op til legen. På engelsk kaldes den “humpback salmon” efter puklen eller “pink salmon” efter farven.

Hannerne bliver grotesk højryggede at se på, mens hunnerne bibeholder torpedoformen. Hurtigt får de et lyserødt skær langs siderne, som får mange ukyndige fiskere til at forveksle dem med regnbueørreder. Opgangen af pukkellaks topper hvert andet år – med 2017, 2019, 2021 og 2023 som de seneste store år for pukkellaksen.

Pukkellaksen er også kendt for at have det suverænt dårligste kød af dem alle. I Canada og Alaska er det derfor den laks, man eksporterer mest – den, der herhjemme ofte sælges som “kanadisk vildlaks” i vore supermarkeder. En lille fisk på et par kilo, der let kendes på sine store ruderformede mærker på kroppen og mange store pletter på halen.

Pukkellaksen gyder fortrinsvis længst nede i vandløbene, og yngelen forlader i modsætning til vore egne laks og ørreder straks det ferske vand for at vokse sig stor i havet. De kønsmodne hanner kendes let på deres groteske kropsform med en tydelig pukkel og spids ryg. Hunnerne vedbliver at være torpedoformede.

Ude i Stillehavet er de alle slanke og blanke. Hanner som hunner.

Nystegen pukkellaks (han) med havlus på halen

Taget på et sølvfarvet Juletræ

Invasion af pukkellaks

Flere steder i Nordeuropa har man i de seneste år oplevet noget, der næsten kan minde om en invasion af pukkellaks. Det startede i det nordlige Norge og bredte sig siden til Skotland og Irland for senest at nå til Danmark.

Der blev i 2017 registreret mindst tre fangster af pukkellaks i Danmark. De to første blev fanget på stang i henholdsvis Kongeåen og Sneum Å, der begge udmunder i Vadehavet – ikke langt fra hinanden. Den tredje pukkellaks blev skudt af en UV-jæger ved Røsnæs på Vestsjælland.

Sidst, der blev registreret fangst af pukkellaks i Danmark, var i 2007, så fangsterne i 2017 lå klart ud over det normale.

Det samme gælder i ekstrem grad Norge, hvor der på blot tre uger blev rapporteret om 800 fangede pukkellaks. I Finnmarken var det ekstra grelt, og helt galt stod det til i den smukke Komagelva, hvor snorklere estimerede, at der er gået 1.200 invasive pukkellaks op.

Den pludselige invasion af pukkellaks skyldtes tidligere udsætninger af russiske pukkellaks nær Hvidehavet – helt tilbage i 1960’erne og 1970’erne. Hvorfor de så pludselig har bredt sig så eksplosivt, er forskerne uenige om.

Pukkellaksen er ganske varmetolerant. Det diskuteres derfor, om det kan være den globale opvarmning, der nu har gjort det muligt for resterne af de tidligere russiske udsætninger at sprede sig så langt sydover, som tilfældet har været. Eller om der er tale om helt nye udsætninger, vi blot ikke har fået kendskab til.

Alt er muligt i akvakulturens på én gang forunderlige og forfærdelige verden.

Flere pukkellaks end atlanterhavslaks

I 2021 blev der for første gang fanget flere pukkellaks end atlanterhavslaks i Norges godt 100 registrerede lakseelve.

Baseret på indsamlede fangsttal anslår sammenslutningen Norske Lakseelver, at 85.900 laks blev fanget af lystfiskere i 2021. Det skal sammenholdes med 133.000 for blot nogle år siden.

– Det er en negativ udvikling, der viser, at vi skal bruge skrappere midler i kampen for at beskytte den vilde laks, sagde generalsekretær Torfinn Evensen fra Norske Lakseelver i en pressemeddelelse.

I nogle egne af landet tørrede fiskesæsonen helt ind. Dette gjaldt især i vest og syd, hvor der var usædvanlig lidt vand i elvene. Mange steder var der heldigvis kommet en del laks op i elvene, inden tørken indfandt sig. Der var således tilstrækkeligt med gydefisk på pladserne, forklarede Evensen, som roste den lokale ledelse i elvene for at have taget de nødvendige skridt.

– Det kan være upopulært at komme med skærpede kvoter og restriktioner i et fiskeri, der i forvejen er strengt reguleret. Men biologien skal gå forud for høst og ernæring. Tiden, hvor man kunne høste uden at tænke på morgendagen, er for længst forbi, understregede Evensen.

Man frygtede tidligt, at pukkellaksen som en invasiv art vil kunne etablere sig i elve med en naturlig bestand den langt svagere og mindre talstærke atlanterhavslaks. Eller i hvert fald overtage de nederste og lavest beliggende gydepladser i vandløbet. Her er den bedre til at tolerere varmt vand.

I dag ved vi, at det er en helt reel risiko.

Pukkellaksen og vandkraften

I den vestsvenske Ätran er man glad for sin oprindelige stamme af vilde atlanterhavslaks. Og meget lidt glad for truslen fra invasive pukkellaks.

Den gyder allerede i august eller september, hvor den oprindelige Ätran-laks først gyder sent på året. Når pukkellaksens yngel klækkes i elven om foråret, vandrer yngelen efter blot nogle få uger ud i havet for at vokse sig store.

Normalt vil Ätrans egne laks være bedre tilpasset et liv i netop Ätran, end de invasive pukkellaks vil være det. Men på grund af vandkraften har pukkellaksen fået en konkurrencefordel.

Al yngel af såvel naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks som invasive stillehavslaks dør naturligvis ved regulering og periodisk tørlægning af elven. Men yngelen af pukkellaks er kun udsat for dette scenarie i få uger af året. Den har derfor en væsentlig større chance for at overleve, end yngel af Ätran-laksen har.

Hertil kommer, at invasive pukkellaks muligvis også kan sprede sygdomme til atlanterhavslaksen. Hvilket de lokale elselskaber allerede har gjort.

Elselskaberne, som driver vandkraften ved Ätran, har nemlig tidligere udsat laks i Ätran stammende fra Laholm ved Lagan. Laks udsat som kompensation for mistede gydepladser og øget yngeldødelighed. Laks, som desværre var inficeret med den frygtede lakseparasit Gyrodactylus salaris.

Yngelen af atlanterhavslaks har en meget høj dødelighed, når de smittes af Gyrodactylus. Pukkellaksen derimod klarer sig bedre, fordi dens yngel hurtigt vandrer ud i havet.

Alt i alt kan invasive pukkellaks derfor udgøre en større fare for vilde atlanterhavslaks i elve udbygget med vandkraft.

250.000 russiske pukkellaks fanget i Norge

Frygten for, at den russiske pukkellaks kunne invadere norske lakseelve og fortrænge laksene her, har vist sig at være yderst velbegrundet.

De mange pukkellaks skyldes som nævnt russiske udsætninger i Hvidehavet. Tilsyneladende trives de indførte russiske stillehavslaks endog meget godt i Atlanterhavet. Så godt, at kønsmodne pukkellaks i tusindvis nu hver sommer invaderer elve i Nordnorge.

Pukkellaksen er invasiv og ikke naturligt hjemmehørende. Dertil en farlig konkurrent til den i forvejen truede norske atlanterhavslaks. Dette ikke mindst på grund af det store antal, som pukkellaksen forekommer i – mange gange større end den hjemlige laks.

Pukkellaksen har en naturlig cyklus, som gør, at den er uhyre talrig hvert andet år. I ulige år som 2017, 2019, 2021 og 2023, hvor pukkellaksene indfandt sig – tilsyneladende i stedse større antal.

Nordmændene fik med hjælp fra akvakulturen udviklet og opsat fælder, der effektivt kan sortere pukkellaks fra atlanterhavslaks, ørreder og rødinger. Med brug af avanceret ansigtsgenkendelses software fra kinesiske Huawei og kunstig intelligens – AI.

Noget godt kan der heldigvis komme ud af den omdiskuterede kinesiske ansigtsgenkendelse, som har været brugt på folkeslag før fiskearter.

Alene i år 2023 lykkedes det således at fange næsten en kvart million invasive pukkellaks i nordnorske elve. 242.945 for at være helt præcis. Sådan lyder nemlig det officielle fangsttal fra Miljødirektoratet.

Tidligere kasserede man de mange pukkellaks, som kort efter opgangen bliver dårlige spisefisk. De blev kværnet til fiskefoder og minkfoder. I dag fanger og filetterer man de friske pukkellaks og sælger dem siden som spisefisk.

De er mindst lige så gode til konsum som de “kanadiske vildlaks”, man i hvert fald tidligere kunne finde i Brugsens frysedisk. Det var nemlig også pukkellaks. Og så er de norske nok en del friskere end de canadiske, som jo har måttet flyves til Europa.

Kanadierne selv bruger pukkellaksene som hundefoder. Men hvis vi europæere vil importere og servere dem som eksotiske vildlaks, så naturligvis værsgo og velbekomme.

Mere om de øvrige stillehavslaks i artiklen her.

Lektørudtalelse

Lektørudtalelse om min seneste bog “Laks & havørred”, der allerede kan fås i boghandelen:

“Kort om bogen
En bog om Nordatlantens og det nordlige Stillehavs ørred- og laksearter, og lystfiskeriet efter dem. For voksne læsere

Beskrivelse
Læseren kommer med på fiskeri i Danmark, Grønland, Island, England, Skotland, Irland, Sverige, USA. Alaska og Canada. Alle lakse- og ørredarter i området beskrives med deres levevis og fiskeriet efter dem med hensyn til metoder og udstyr.

Bogens undertitel “Opgangsfisk” hentyder til det specielle fokus, som forfatteren her lægger på fiskenes opgang i åer og floder, hvor de skal gyde, og de specielle måder, som han anbefaler ved fiskeriet under opgangen. Men stoffet omfatter meget mere om fiskene end lige i denne specielle periode.

Undervejs er der uddybende kapitler om vandløbsområder, som først er blevet ødelagt og derefter i nogle tilfælde er blevet restaureret, bl.a. Skjern Å i Vestjylland og Elwha River i USA. Illustreret med mange farvefotos og tegninger af landskaber, vandløb, lystfiskere, fisk og udstyr

Vurdering
Forfatteren er fiskeribiolog og deler ud af en stor viden om emnerne i en veldrejet fortællestil. Billederne er godt optaget og i et varieret udvalg

Andre bøger om samme emne/genre
I samme forfatters Fiskerejser til fjerne lande kommer han også lidt ind på nogle af ørred- og laksearternes biologi og fiskeriet, men slet ikke i dybden som her. I Ørred og laks findes også noget om emnet, men det er svært at finde noget, som uddyber det så meget som i herværende bog

Til bibliotekaren
Et godt supplement til lystfiskeri-reolen”

Citat slut

Lektør: Søren Møller
Forlag: Turbine
Antal sider: 240
Antal illustrationer: 120
Pris: kr. 289,-

En lektørudtalelse er en anmeldelse skrevet af bibliotekarer til bibliotekerne, som bruger den til at købe ind efter.

Lektørudtalelsen har til formål at understøtte kvaliteten af materialevalget i bibliotekernes indkøb. Dansk Biblioteks Center står for udvælgelse og udarbejdelse.

Dansk BiblioteksCenter

Laksehistorier fra ammestuen…

I mine unge dage, og det er snart en menneskealder siden, cirkulerede der en historie om laks, som ikke kunne flyttes. En vandrehistorie eller ammestuehistorie, som den blev kaldt i gamle dage, og som heller ikke dengang holdt vand.

Dengang troede vi, at vildlaksen – den naturligt hjemmehørende atlanterhavslaks, Salmo salar – var udryddet i Danmark. Ikke mindst den altødelæggende regulering af Skjernå så sent som i 1960’erne bidrog til den opfattelse.

Skulle der være laks at fange, måtte der udsættes opdrættede laks, og hvor skulle de komme fra? Der var jo ikke flere tilbage at avle på i Danmark. Man søgte derfor til Sverige – til den sydsvenske Mørrumså, der fysisk ligner danske vandløb en del. Her havde og har den svenske stat et laksefiskeri og et lakseopdræt, der var i stand til at levere unglaks til udsætning.

Men så kom ammestuehistorierne atter i omløb. Med påstande om, at det ville være rent spild af penge at indføre og udsætte svenske laks fra Mørrumsåen i den danske Skjernå. De udsatte laks vidste jo, hvor de kom fra og ville som voksne vende hjem til Mørrumsåen igen. Med svenskerne svedigt grinende over den gode handel med de dumme danskere…

Det er naturligvis helt forkert. Historien har dog det gran af sandhed i sig, at laks stort set altid vender tilbage til det vandløb, de er født i og udvandret fra. Kun ganske få strejfer til andre vandløb. Prægningen på deres fødevandløb sker imidlertid først ved udvandringen, hvor de unge laksesmolt registrerer duften eller smagen af deres fødevandløb.

Når de som voksne og gydemodne laks vender tilbage til vandløbet for at gyde, bruger de flere forskellige måder at navigere på. Blandt andet havstrømme og jordens magnetisme. Til formålet har de små jernpartikler indlejret i kraniet, som er i stand til at registrere denne magnetisme.

Det sidste stykke af vejen bruger de imidlertid næsen på at lugte sig frem til netop deres fødevandløb – netop det tilløb, hvor de selv er blevet født. Det ved man fra forsøg, hvor man har lukket næseborene på de optrækkende og gydemodne fisk. Fordelingen i vandløb bliver herefter helt tilfældig.

Konklusionen er den aldeles klare, at unglaks født og klækket i ét vandløb stadig som gydemodne laks vil søge tilbage til det vandløb, de er udsat i og udvandret fra. De har ikke den ringeste anelse om, hvor de blev født og klækket. Kun hvorfra de er udvandret.

Derfor kan man udmærket flytte laks og introducere nye laksestammer i nye vandløb, hvor de aldrig har været eller måske er blevet udryddet – blot disse vandløb fysisk minder om hinanden. Strøm, temperatur etc.

DNA fra lakseskæl

Vi har i Danmark i tusindvis af 50-100 år gamle skælprøver fra laks, der er gemt i arkiverne. DNA fra disse gamle skælprøver kan i dag opslemmes, og hermed kan vi i dag stadig analysere DNA fra gamle skælprøver og sammenligne dem med DNA fra nulevende laksestammer.

Det viser sig da, at den oprindelige Gudenå-laks, som blev udryddet af Tangeværket i 1920’erne, genetisk set er meget tæt på de vestjyske laksestammer, som i dag har fået et voldsomt comeback – med Skjernå, Storå og Varde Å som de mest kendte.

Man troede ganske vist, at den vilde laks var udryddet i Danmark. Men fandt så lykkeligvis naturligt produceret lakseyngel på den allernederste del af Karstoft Å, som er et tilløb til Skjernå.

Det var i DNA-analysens tidligste dage, og undersøgelserne viste definitivt, at der var tale om oprindelige laks, som kun i meget begrænset omfang var “forurenet” med DNA fra mange års udsætninger af fremmede, udenlandske laks.

Med Laksehandlingsplanen fra 2004 satte man gang i et målrettet opdræt af de sidste oprindelige danske laks, og det er dem, man i dag udsætter i Gudenåen. Det er de fisk, der uden videre og i løbet af få år vil kunne genindtage Gudenåen og etablere en nye stamme af Gudenå-laks, der genetisk set er meget tæt på den oprindelige stamme.

Uanset den gamle ammestuehistorie om, at det ikke kunne lade sig gøre. At man ikke kan flytte laks fra ét vandsystem til et andet. En historie, som netop er poppet op igen – genopstået eller genoplivet i forbindelse med debatten om netop fremtiden for Gudenåen, Tange Sø og Gudenå-laksen.

Man kan således sagtens introducere eller reintroducere laks (og ørreder for den sags skyld) fra andre og fysisk lignende vandsystemer. Det kan man i meget høj grad, og det har man gjort rigtig mange gange. Endda med stort held.

Den nye Gudenå-laks vil således få Skjernå-gener, der er meget lig dem, den havde før den endegyldige udryddelse i 1920’erne.

Hjarnø Havbrug politianmeldt

Den altid flittige og evigt gravende “Kaninen fra Endelave” har igennem det seneste års tid bragt adskillige afsløringer af Hjarnø Havbrug og dettes kreative omgang med facts, fisk og foder.

Den ene aktindsigt efter den anden har vist, at havbruget selv og den tilsynsførende kommune, den Venstre-styrede Hedensted, desværre ikke overholder gældende lovgivning på området.

Mange har undret sig over, at Kaninens linde strøm af afsløringer ikke førte til politianmeldelse. Forsigtige forespørgsler herom resulterede i det svar, at man ikke kan søge aktindsigt længere, når først en sag er politianmeldt. Derfor ingen anmeldelse, mens undersøgelserne pågik.

Nu mener Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der sammen med Danmarks Naturfredningsforening (DN) har klageret i miljøsager, så at have samlet oplysninger nok. I hvert fald har DSF nu overgivet sagen til Sydøstjyllands Politi, som skal undersøge adskillige forhold.

Sidste sommer begyndte lystfiskere i området pludselig at fange nogle fisk, de aldrig havde fanget før. Det viste sig at være sølvlaks, som er en af de fem arter stillehavslaks, der findes ved Nordamerikas og Asiens stillehavskyster. Stillehavslaksene kendes alle fra vor hjemlige atlanterhavslaks Salmo salar på deres forlængede overkæbe.

Sølvlaksen selv bærer det latinske artsnavn Oncorhynchus kisutch og ses på billedet herunder. Da man sidste sommer netop havde oplevet en invasion af pukkellaks – en anden af de fem arter stillehavslaks – så troede man i begyndelsen, at sølvlaksene nok også stammede nordfra. At de var naturligt indvandret.

Men det var ikke tilfældet. Sølvlaksene var undsluppet fra Hjarnø Havbrug, som havde importeret æg af sølvlaks uden at have tilladelse til det efterfølgende opdræt. Man havde angivet urigtige oplysninger om produktion af såvel de importerede sølvlaks som de naturligt hjemmehørende havørreder af arten Salmo trutta trutta. Og det i både 2014, 2015 og 2016.

Da først fokus blev rettet på Hjarnø Havbrug, dukkede der flere andre ulovligheder op. Således havde man etableret og drevet Hundshage Klækkeri uden at have indhentet den fornødne miljøgodkendelse.

Endvidere opstod der mistanke om en betydelig overproduktion af fisk i både Hjarnø og Hundshage Havbrug – og med den en stor merudledning af forurenende stoffer til vandmiljøet. Dette i strid med havbrugenes miljøgodkendelser.

Endelig var der også begrundet mistanke om overproduktion i koncernens tre ferskvandsdambrug. Dette ikke mindst baseret på foderregnskabet, der ikke harmonerede med miljøtilladelserne.

Lokale klager til kommunen

Der har længe og fra flere sider været klaget til den ansvarlige Hedensted Kommune over netop Hjarnø Havbrug og dets mange aktiviteter. Men først nu sker der noget i denne sag, som har krænket mange lokales retsbevidsthed. Når nu kontrolmyndigheden Hedensted Kommune hverken har villet eller kunnet leve op til deres kontrolforpligtelse som lokal myndighed.

Derfor er det glædeligt, at DSF nu har politianmeldt Hjarnø Havbrug. Det var på høje tid, for Hjarnø Havbrug er nemlig også blandt ansøgerne til regeringens og Esben Lunde Larsens (V) planlagte nye og storforurenende havbrug i Kattegat.

Man kan kun gisne om, hvad de vil kunne udrette af skader herude på åbent hav, hvor det er langt sværere eller praktisk umuligt at kontrollere og opdage eventuelle ulovligheder – end nede i det smalle og lukkede Lillebælt. Her kan man uden videre og i øvrigt fra badestrande mærket med Blå Flag svømme ud til de forurenende netbure. Så tæt på land ligger de i Lillebælt.

Kaninen Katrine fra Endelave graver derfor ufortrødent videre i mudderbunden omkring de forurenende havbrug.

Og det skal den have tak for!

Hvis du ikke allerede har gjort det, kan du give din mening til kende og protestere mod de nye havbrug ved at klikke ind på siden her:

“Nej til havbrug” er en sammenslutning af foreninger og enkeltpersoner, der alle er imod etableringen af forurenende åbne havbrug i danske farvande. Som ikke ønsker norske tilstande.

www.nejtilhavbrug.dk

Relaterede artikler om havbrug:

Nyt laksestop i Nordatlanten

En ny og netop underskrevet 12-årig aftale om en forlængelse af laksestoppet i Nordatlanten giver håb for fremtiden. Også fremover vil atlanterhavslaks fra hele Nordeuropa og Nordamerika frit kunne vokse sig store i farvandet omkring Grønland og Færøerne.

Atlantic Salmon Federation (ASF) og North Atlantic Salmon Fund (NASF) har netop indgået nye aftaler med kommercielle laksefiskere i Grønland og Færøerne. Aftalen vil beskytte tusinder af voksne og vilde atlanterhavslaks fra kommercielle net og langliner, så de kan vende tilbage til nordamerikanske og europæiske floder for at gyde.

Den nye grønlandske laksebeskyttelsessaftale vil vare i 12 år (2018-2029). Repræsentanter for ASF, NASF og den grønlandske fangerorganisation KNAPK afsluttede aftalen den 24. maj i Reykjavik, Island efter mere end 12 måneders forhandlinger. Færøernes aftale mellem ASF, NASF og Færøernes Lakseskibsfartsforening (Laksaskip) blev underskrevet i Reykjavik den 22. maj og fortsatte en flere årtier lang ophævelse af kommercielt laksefiskeri fra 1991.

Farvandene omkring Grønland og Færøerne er kritiske opvækstområder for vilde atlanterhavslaks fra hundredvis af vandløb i Nordamerika og Europa.

Kommercielle fangster i disse områder er kendt som “mixed stock” fiskeri, fordi laksene stammer fra såvel relativt sunde bestande som truede. Dette fiskeri påvirker sårbare floder som Penobscot floden i USA og St. John floden i Canada samt ikoniske floder med reducerede bestande som Tweed i Skotland, Big Laxa på Island og Alta i Norge.

– Det er meningsfuldt og afgørende at reducere høsten af vilde atlanterhavslaks i disse havområder, men ikke kun for laksens bevarelse, men også for den globale biodiversitet og vores floder og oceaners sundhed, udtalte præsident Bill Taylor ASF.

– Den bedste måde at redde nordatlantisk laks på er at reducere antallet af dræbte, udtalte NASFs amerikanske formand Chad Pike og fortsatte:

– Det unikke havmiljø omkring Grønland og Færøerne er dér, hvor voksne fisk fra over 2.000 floder i hele Nordatlanten er kendt for at tilbringe deres vinterfødesøgning.

Disse bevaringsaftaler skaber reservater for vilde laks i deres kritiske levesteder, hvilket er en historisk gevinst for laksebeskyttelsen.

I henhold til aftalen vil de grønlandske og færøske delegationer til den nordatlantiske laksebeskyttelsesorganisation (NASCO) deklarere nul kommercielle kvoter på næste måneds internationale topmøde i Portland, Maine. Som følge heraf vil voksne laks, der ellers ville blive fanget i kommercielle net, begynde at vende tilbage til deres fødevandløb i foråret 2019.

Til gengæld for det ikke-kommercielle laksfiskeri i Grønland vil ASF og NASF finansielt støtte økonomisk udvikling, videnskabelig forskning og uddannelsesinitiativer med fokus på havbevarelse. Fastboende fiskere med licens må dog fortsætte med at fange til eget forbrug.

På Færøerne har der været en historisk aftale siden 1991, og laksfiskeriet her har været indstillet siden dengang. Orri Vigfusson, grundlægger af NASF, forhandlede transaktionen på plads med den dengang fremsynede færøske regering.

Ifølge hidtidige ASF-NASF-KNAPK aftaler har de videnskabelige og regulerende myndigheder kunnet rapportere om stigninger i antallet af store laks, der vender tilbage til nordamerikanske og europæiske floder.

I dette tilfælde vil et 12-årigt stop for kommercielt laksefiskeri sikre fremtiden for to hele generationer af vilde atlanterhavslaks. Den grønne streg markerer minimumantal for sikker overlevelse af arten.

Alle penge, der kræves til støtte for disse aftaler, rejses privat fra donorer og tilhængere af ASF og NASF.

Atlantic Salmon Fund (ASF) blev dannet i 1948 for at bevare, beskytte og genoprette vilde atlanterhavslaks og deres omgivelser.

North Atlantic Salmon Fund (NASF) blev grundlagt i 1996 med opkøb af laksekvoter for øje. Datterselskaber i Island, Skandinavien og Vesteuropa.