DSF forbløder

Debatindlæg:

– DSF i dødsspiral?

2015 blev på mange måder et Annus Horribilis – et år, der med sikkerhed vil gå over i historien. Medlemstallet i DSF er nu helt nede på 17.417 – et fald på 30% siden 2010. Det er ikke godt i en tid, hvor der mere end nogensinde er brug for et stærkt forbund.

Men der er en forklaring på miseren. Eller rettere: Der er flere…

Europa blev i 2015 invaderet af flygtninge i hundredtusindvis fra Mellemøsten, hvilket splittede sindene og bragte hadet frem mange steder. Samtidig fik Danmark en ny regering, der på alle måder viste sig at være hadefuld og miljøfjendsk. Vi fik sågar en miljøminister, der er gift med en ikke-økologisk landmand…

Men til sagen. Heldigvis har vi jo Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som med egne ord passer på miljøet, når vi andre fisker. Og det er jo rart at vide.

Men, men, men… DSF har desværre udviklet sig til at være følgende:

  • – et DSF, som i sit medlemsblad “Sportsfiskeren” kunne finde på at bringe en forherligende artikel om den undervandsjagt, der har grebet om sig mange steder og her tolder hårdt på fiskebestanden. Og som forbundets egne menige medlemmer har klaget over og måttet politianmelde. Men her var der jo vennerne i sportsdykkerforbundet at tage hensyn til. Dem, der sidder med ved bordet, når tipsmillionerne skal uddeles.
  • – et DSF, som i mange år – mere end et helt årti – har lukket øjnene for skarvbestanden, mens denne bare voksede og voksede. Først da skarven dukkede op ved hovedsædet i Vejle Ådal, vågnede man nødtvungent op på Torneroseslottet. Her havde man ellers lukket øjnene af hensyn til fuglevennerne, som man jo også sidder til bords med, når tipsmillionerne skal uddeles.
  • – et DSF, som ved Folkemødet på Bornholm åbent afviste at være med til at redde den truede østersølaks, givet fordi det kunne resultere i mistede DSF medlemmer fra de lokale sportsfiskerklubber. Et nærmest pinligt budskab fra en miljøorganisation, der ellers havde sat netop laksen på listen over de fisk, der bør have Game Fish status. Men altså kun laksen i Vestjylland, viste det sig. Ikke den truede laks i Østersøen.
  • – et DSF, som har siddet alle advarsler overhørigt og valgt at investere i et nyt prestigebetonet klubhus til et tocifret millionbeløb – placeret ved bredden af Vejle Å, så ingen længere kan være i tvivl: DSF er i bund og grund et jysk åfiskerforbund, der blot har taget resten af Danmarks lystfiskere som gidsel. Lidt lige som Bæredygtigt Landbrug har gjort det med landmændene. Uden sammenligning, for øvrigt.
  • – et DSF, som gennem årene dygtigt har medvirket til, at størsteparten af millionerne fra det obligatoriske fisketegn er gået til de jyske åer, hvor jo de fleste af DSF’s medlemmer holder til. Til stor ærgrelse på øerne, som derfor med årene er blevet mere DSF-skeptiske. Og hvor ellers en meget stor del af landets fisketegnsløsere bor og fisker – ikke mindst Hovedstaden. Potentielle DSF-medlemmer i hobetal.
  • – et DSF, som af uransagelige årsager valgte at se stort på århundreders traditioner for fiskeri med levende agn på de jyske og sjællandske søer. Som med et pennestrøg blot gav den tidligere fødevareminister grønt lys til at varsle et forbud mod brugen af levende agn – efter sigende af dyreetiske årsager. Dette vel vidende, at DSF egne medlemmer i stigende grad er afhængige af at kunne kroge, fighte og genudsætte gydemodne fisk på disses gydevandring.
  • – et DSF, der ved at støtte et forbud mod brugen af levende agn har givet dyreværnsforeningerne det bedst tænkelige skyts i kampen mod os lystfiskere, der leger med fiskene for sjovs skyld. Som fanger fisk for blot at genudsætte dem igen – forhåbentlig i levende eller levedygtig stand. En praksis, der ifølge mange dyrevenner et regulært dyrplageri. Nu er porten for kritik så åbnet på vid gab – godt hjulpet på vej af initiativer som “100 skaller på 100 minutter”.
  • – et DSF, hvis medlemsfordeling vægter tungt mod en høj gennemsnitsalder. Med meget få unge medlemmer til at tage over, når de gamle på et tidspunkt falder fra. “Bedemandseffekten” kalder man meget beskrivende fænomenet, der kendes fra mange foreninger, hvis medlemmer ikke består af fysisk aktive sportsudøvere. Eneste positive herved er, at DSF i mange tilfælde netop har arvet midler fra afdøde medlemmer.
  • – et DSF, hvis ledelsesform tidligere og af en DR-journalist er blevet kaldt “pyramidalsk centralisme”, som den kendtes fra det gamle Sovjetunionen. En ledelse, som stadig er topstyret uden unødigt demokrati. Det sidste vil ledelsen naturligvis bestride, men rigtig mange DSF-folk kan melde om rigtig gode initiativer, der gennem årene blot er blevet skudt ned uden nogen form for afstemning. Hovedbestyrelsen kunne bare ikke lide dem, lød forklaringen.
  • – et DSF, som ellers på det seneste havde fået helt nye bestyrelsesmedlemmer fra den virkelige verden. Medlemmer, hvis daglige indtjening stammer fra salg af fisketurisme, fiskegrej og fiskerejser. Vi var nogle stykker, der bød denne udvikling velkommen. Men som desværre har måttet erkende, at det ikke gav spor bedre resultat. Ind imellem har man endog kunnet få det indtryk, at de nye medlemmer mest var trådt ind for at promovere sig selv og deres respektive virksomheder.
  • – et DSF, som hylder de demokratiske principper så højt, at man nu vil lave en ægte Putin: Den nuværende formand vil i år bytte plads med den nuværende næstformand, når denne vender hjem. Præcis som Putin og Medvedev i Rusland bytter roller med regelmæssige mellemrum. En praksis, der garanterer, at magten bliver på de samme hænder, og at intet ændres. I hvert fald ikke i Rusland.
  • – et DSF, der i stigende grad lader til at lide af det såkaldte “FN-syndrom”, som mange lidt større organisationer desværre ofte kommer til: Man er blevet så store og har nået et punkt, hvor organisationens primære formål er blevet at vokse og/eller skrabe midler sammen. Blandt andet så man kan ansætte flere og/eller flytte ind i større og mere prangende lokaler. Det oprindelige formål er gledet mere eller mindre i baggrunden.

Det er ikke et enkelt forhold, men summen af ovenstående kritikpunkter, der har bragt medlemstallet ned, hvor det er i dag – på et Alltime Low. Der er helt enkelt noget galt med DSF’s kommunikation og profil udadtil, siden man har fået stedse flere kritikere og stedse færre medlemmer.

DSF har overraskende mange kritikere inden for murene, men de holder mund med kritikken – af frygt for at blive blæst ud af lokalet til den kommende kongres i marts 2016. Mange har tidligere prøvet at lufte deres tanker og ideer, men det kom der ikke noget godt ud af. De har derfor set sig nødsaget til at vælge andre kanaler – eksempelvis denne.

Svigtende medlemstal

Men tilbage til FN-syndromet. Nu er der jo intet galt i at bygge en flot højborg ved en jysk å, når nu 70% af medlemmerne alligevel er jyske åfiskere. Det er jo blot en klar udmelding om, hvem man er, og hvad man interesserer sig for. Der er intet galt i at bygge stort, dyrt og flot, hvis man ellers har medlemmer og midler til det.

Men det er her, filmen desværre knækker og kæden hopper af. Medlemstallet er nemlig styrtdykket i de senere år, hvilket fremgår af de seneste opgørelser, som forskellige forenings- og bestyrelsesmedlemmer har været så venlige at videregive:

  • Medlemstal 2010: 25.100
  • Medlemstal 2011: 23.975
  • Medlemstal 2012: 21.607
  • Medlemstal 2013: 20.781
  • Medlemstal 2014: 19.918
  • Medlemstal 2015: 17.417

En medlemstilbagegang på 30% alene i perioden 2010-2015. Og næsten en halvering i forhold til tidligere, hvor DSF havde omkring 33.000 medlemmer. Det er en katastrofal udvikling for enhver virksomhed og slet ikke den rette tid til at investere i nybyggeri til tocifrede millionbeløb.

– Storhedsvanvid, ville en virksomhedspsykolog kalde det. – Dristigt, ville en økonomisk investor måske mene på en god dag. Og dumt, ville de fleste andre nok synes. Det virkelige medlemstal har for øvrigt længe været omgærdet af stor mystik, fordi man har haft mange dobbelte eller flerdobbelte medlemsskaber imellem.

Men igen: Hvis bare man har penge nok, betyder medlemstallet jo i sig selv ikke så meget. Ud over rent moralsk, naturligvis. Jo flere medlemmer man har bag sig, desto større vægt kan man udtale sig med. Og jo mere respekt får man. Desværre også omvendt.

Men heller ikke årsregnskaberne er noget at prale af, selv om man her har været så heldige senest at modtage 2,35 millioner kroner fra Friluftsrådet – i form af Tipsmidler. I Forbundsbestyrelsens bemærkninger til årsregnskabet for 2014 står der da også følgende:

“Friluftsrådet har igen i 2014 bidraget med driftstilskud på kr. 2.350.000, hvilket vi er taknemmelig for”. 

Den taknemmelighed kan man godt forstå, for trækker man nemlig disse penge ud af regnskabet, er DSF dødere end en død sild fra Bornholm. Og er det et tilskud, man har fået stillet i udsigt hvert år herfra og til Solen brænder ud, som vor statsminister ynder at sige?

Farlig afhængighed

Det må man både tro og håbe, da man har budgetteret med det til næste år. En livsfarlig praksis set med økonomens øjne, for uddelingen af Tipsmidler er jo en politisk beslutning, der når som helst kan omgøres.

Se blot tilskuddet til højskolerne, der jo ellers er dansk kulturarv. Det blev alligevel beskåret så kraftigt, at op mod en tredjedel af skolerne har måttet dreje nøglen om. Intet er helligt længere – end ikke miljøloven jævnfør den nuværende regerings seneste tiltag på området.

Man skal ikke bladre langt i årsregnskaberne for at se den skræmmende udvikling.

Indtægterne i perioden 2010-2015 har ligget ret stabilt på omkring 9 millioner kroner – trods medlemstilbagegangen. Men fra 2013 til 2015 er de dog vokset med 1 million kroner.

Udgifterne har også varieret noget. Mest markant er det, at udgifter til ledelse og administration er steget med 0,8 million kroner fra 2013 til 2014. Stigningen skyldes primært stigende lønudgifter til DSF’s ansatte. Til gengæld har man sparet på det obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren”, der i dag kun udkommer syv gange årligt.

Større lønudgifter til betjening af færre medlemmer, som samtidig får mindre at læse i. Men et større og bedre beliggende klubhus end nogensinde.

Det er den korte udgave af en lang historie om de seneste års udvikling i DSF. Og måske ikke specielt tillokkende, når nye medlemmer skal hverves.

  • Årets resultat 2010:     – 536.000
  • Årets resultat 2011:       221.000
  • Årets resultat 2012:    1.008.000
  • Årets resultat 2013:       872.000
  • Årets resultat 2014:       454.000
  • Årets resultat 2015:         99.000 (budgetteret)

Et budgetteret overskud på blot 100.000 ud af en omsætning i 10.000.000 kroners klassen er ikke opmuntrende. Og det vides som sagt ikke, om det millionstore tilskud fra Friluftsrådet er sikret hvert år fremover.

Det vides heller ikke, om dette tilskuds størrelse er baseret på medlemstallet eller aldersfordelingen. Som tilfældet jo typisk er i politiske organisationer. Og i så fald hvilket medlemstal? I begge tilfælde er det en potentielt tikkende bombe under Danmarks Sportsfiskerforbund.

Den nye højborg i Vejle Ådal risikerer da at blive et mausolæum over Danmarks Sportsfiskerforbunds virke. Og ikke det monument, som den da ansvarlige ledelse havde tænkt sig. Deres egen lille Storebæltsbro.

Virkelighedsfjerne visioner

Forstå mig nu ret: Jeg er mangeårigt og flerdobbelt medlem af DSF – tidligere også af Instruktørsammenslutningen. Jeg og mange andre har gennem årene ofte kritiseret DSF for diverse tiltag, som kunne bringe DSF i fare. Vi er jo stadig nogle, der kan huske de katastrofale dispositioner ved Tange, som truede med at trække tæppet helt væk under DSF. Og også dengang sad ledelsen mange velmente advarsler overhørig.

DSF råder i dag over Instruktørsammenslutningen, hvis dygtige medlemmer er fornemme undervisere og ambassadører for dansk lystfiskeri. Når og hvis de altså når ud over foreningerne i DSF – ud til de potentielle nye medlemmer.

DSF har tilsvarende Vandplejen som et bærende element, der ikke kan siges nok godt om. Det er her, grundlaget for fremtidens lystfiskeri bygges. Her, man har synlige resultater at vise frem. Her, man virkelig kan dokumentere, at man selv sår, før man høster. Og her, at DSF for alvor kan profilere sig.

Men det er desværre ikke nok med alle disse dygtige og praktiske arbejdsbier, når DSF’s hovedbestyrelse mangler visioner for virkeligheden. Vi har mere end nogensinde brug for et stærkt forbund, der kan organisere så mange danske lystfiskere som overhovedet muligt.

Og ambitionerne fejler da heller ikke noget. På et tidspunkt for ikke så længe siden udtalte forbundsformanden således, at han sigtede mod 150.000 medlemmer af DSF.

Vi må her ved årsskiftet erkende, at det vist ikke rigtig er lykkedes. Faktisk nærmer vi os i stedet 1/10 af dette tal. 15.000 ud af de 650.000 danske lystfiskere, som Gallup mener, vi samlet er. Sølle 2,3%. Og blot en brøkdel af de 125.000 medlemmer, som Danmarks Naturfredningsforening har.

Jeg er derfor ikke spor tryg ved, at man i hovedbestyrelsen nu planlægger en Putin og blot vil bytte om på formand og næstformand. Det er jo de selvsamme personer, der har siddet ved roret, mens skuden blødte medlemmer, så vi i dag kun er godt halvt så mange som tidligere. Jeg køber ikke argumentet, at “det sikkert ville være gået endnu værre med en anden bestyrelse.”

Der bør i stedet ske et demokratisk valg af formand, præsident eller direktør – hvad man nu end vælger at kalde en sådan person – for at sikre de bedst mulige resultater. En kvalificeret og lønnet person, der som enhver anden leder af en større virksomhed kan udskiftes, hvis han eller hun ikke leverer det ønskede resultat: Flere medlemmer.

Det skal være en person, som er til stede 24/7, og som virkelig kan tale miljøets sag, mens medlemmerne er ude at fiske. Og ikke kun, når hans øvrige civile gøremål tillader det.

– Handlingslammet organisation?

Vi må desværre erkende, at Danmarks Sportsfiskerforbund i de senere år har malet sig så grundigt op i et hjørne, at DSF i dag risikerer ikke længere at blive taget alvorligt. DSF har gjort sig totalt afhængig af det millionstore tilskud fra Tipsmidlerne – i en grad så man ikke længere kan varetage medlemmernes virkelige interesser.

Derfor glimrede man ved sit fravær, da Mariager Fjord tilbage i 1997 afgik ved døden. Dette af frygt for repressalier fra lodsejerne, der jo har fiskeretten, som medlemsforeningerne i DSF er totalt afhængige af.

Derfor undlod man i årevis at melde klart ud i skarvdebatten. Af hensyn til kollegerne i Dansk Ornitologisk Forening, som man også deler bord med i Friluftsrådet. Dem skulle jo nødig blive uvenner med, når Tipsmidlerne skal fordeles.

Og derfor undlod man at have en klar mening om den tiltagende undervandsjagt – ikke mindst om natten. Dette af hensyn til Dansk Sportsdykker Forbund, som man også sidder til bords med i Friluftsrådet, når Tipsmidlerne uddeles.

Man trykte sågar den forherligende 4-siders farveartikel om UV-jagt med harpun i sit eget medlemsblad “Sportsfiskeren”. Guderne må vide, hvem der traf denne beslutning, hvorfor og hvad der mon er foregået bag kulisserne. Der må have været livsvigtige Tipskroner på højkant…

Nu senest blev man så i den grad taget på sengen, da den nye Venstre-regering trådte til og straks varslede nye vinde ved vandløbene. De strømvande, som DSF er mere afhængige af end nogen anden, da man som sagt organiserer 70% jyske åfiskere.

Af samme årsag er DSF desværre i lommen på landbrugerne, som jo også er lodsejerne ved de åer, medlemmerne fisker i. Dem tør man bare ikke lægge sig ud med, når det virkelig gælder.

Det lærte man allerede i miljøkonsulent Børge Christensens tid. Han sagde, hvad han mente, og det kostede ind imellem medlemmer. Til sidst kostede det ham også stillingen.

Børge Christensen blev frosset ud af DSF – trods det faktum, at han ene mand fik DSF ind som klageberettiget i miljøspørgsmål. Trods et hav af priser og hædersbevisninger. BC fik derfor en uværdig afgang, og uden den karismatiske malermester i folden begyndte nedturen for DSF.

Nu ser det i stedet ud til, at det modsatte gælder – at man nu mister medlemmer, fordi man ikke tør udtale sig om noget af frygt for repressalier. Fordi man ikke evner at profilere sig udadtil som den miljøorganisation, man gerne ville være.

DN forsvarer vandløbene…

Derfor blev det da også Danmarks Naturfredningsforening (DN), som måtte trække det tunge læs – som måtte ud og forsvare vore vandløb, da den nye regering straks gik i krig med dem, kaldte dem “forhadte” og ville grave dem op.

DN og en privat Facebook-gruppe med titlen ”Bevar de forhadte vandløb”, der på rekordtid sugede de mange tusinde lystfiskere op, som var for vandløbene og mod landbruget. Blandt dem var mange lystfiskere, DSF kunne have hvervet som medlemmer, hvis man havde evnet eller turdet melde klart ud.

Men det gjorde man ikke. Først da denne Facebook-gruppe passerede de første 6.000 medlemmer, kom et forkølet DSF på banen – med en høflig forespørgsel om foretræde for Folketingets miljøudvalg. Det var pinligt at opleve – endnu engang. Men godt, at man så også var medlem af DN, der måtte trække det tunge læs ved vore åer og enge.

Efterfølgende gik de forskellige interesseorganisationer – DSF inklusive – så sammen om kampen mod den miljøfjendske regering, og godt for det  Men da var løbet næsten kørt.

DSF ligger således, som DSF har redt – blødende og med svigtende medlemstilgang. Internt har man da også måttet sige farvel til flere medarbejdere og bestyrelsesmedlemmer, som har forladt skuden af forskellige årsager:

Indtil videre to medlemmer af hovedbestyrelsen og en enkelt redaktør af medlemsbladet. Om de gik i protest mod den gamle ledelse, selv om den officielle forklaring var en anden, vides ikke.

Men det er sikkert og vist, at der må helt andre boller på suppen, hvis DSF skal klare skærene i de kommende år. Hvis ikke blødningen skal fortsætte.

Det gøres ikke med hverken en halv eller hel Putin, når man ikke længere har hverken magt eller medlemmer at holde på. Når man ikke længere tør melde klart ud i miljødebatten.

Og det er jeg ikke den eneste, der mener. Lad mig slutte dette debatindlæg af med et citat fra Morten DD, som vi alle kender og elsker fra DR’s TV-serie “Bidt af naturen”:

“I dette lille bondrøvsland, hvor alle kender hinanden, oplever vi faktisk en særegen symbiose mellem politikere, NGO’er og medier, som handler om, at vi skal være gode venner og helst ikke udfordre hinanden.”

Den opfattelse af tingenes tilstand genkender jeg kun alt for godt. Den er nemlig ved at være meget udbredt i resterne af Forenings-Danmark. Og hvis en interesseorganisation som DSF fortsat skal være venner med alle for at kunne hæve livsnødvendige tilskud til driften, da er der ikke længere brug for den.

Så har DSF udspillet sin rolle, og det må ikke ske.

© 2015 Steen Ulnits

Svar til flere…

Denne artikel blev downloadet rigtig mange gange i løbet af den første aften. Flere tusinde gange.

Det afstedkom som forventet en del kritiske indlæg fra DSF’ere, der tog afstand fra kritikken og valgte at vende det blinde øje til baggrunden for den katastrofale nedgang i medlemstallet.

Jeg har valgt at samle nogle af spørgsmålene og besvare dem i dette indlæg, som du kan læse på nedenstående adresse:

http://ulnits.dk/biologi/svar-til-flere/

Da debatten efterfølgende fortsatte – nu for det meste telefonisk og i mange tilfælde med folk og fiskere, der ville forblive anonyme – har jeg samlet lidt yderligere information i denne artikel:

http://ulnits.dk/biologi/dsf-forbloeder-svar-til-endnu-flere/

Følg også med under “Aktuelt” her på siden. Senest dette:

http://ulnits.dk/aktuelt/aktuelt-4-kvartal-2018/#ny-lystfiskerminister

Seneste DSF medlemstal:

Medlemstilbagegangen hos Danmarks Sportsfiskerforbund er faldet støt siden denne artikels tilbliven tilbage i 2015:

  • Medlemstal 2016: 17.058
  • Medlemstal 2017: 15.995
  • Medlemstal 2018: 15.604

Med det seneste brandudsalg af danske lystfiskeres fiskevand – via den nye Lystfiskerstrategi, som Eva Kjer Hansen (V) har udarbejdet sammen med blandt andet DSF – kan man kun forudse en fortsat tilbagegang i medlemstallet.

Den berømte og frygtede “bedemandseffekt” – medlemmer, der blot forsvinder af alderdom og død – tager samtidig til.

Trist, trist, trist…