Ny uafhængig Vismandsrapport maler dystre tal på væggen for fremtidens vandmiljø. Landbrugets svineproduktion er ude af kontrol.

Den nuværende borgerlige regering er som bekendt ikke meget for smagsdommere af nogen slags – ikke hvert fald ikke, hvis de har en anden smag end regeringen eller skulle have de mindste rester af 68-generationens venstreorienterede holdninger intakte…

Et af resultaterne heraf var som bekendt nedlæggelsen af en lang række råd, der ifølge regeringen var overflødige. Samt oprettelsen af et nyt smagsinstitut ledet af dansk miljøs enfant terrible, Bjørn Lomborg.

En af de mest markante sager var nedlæggelsen af det uafhængige Naturråd, som imidlertid ikke ville lade sig nedlægge. Da pengene ikke længere kom fra regeringen, gik Naturrådets vismænd til Aage V. Jensens Fonde, som indvilligede i at finansiere rådets videre drift og projekter.

Ny Vismandsrapport

Det er der nu kommet en Vismandsrapport ud af. En rapport, der primært koncentrerer sig om landbruget og dets påvirkning af miljøet i Danmark – et emne, der som bekendt ikke rigtig interesserer den siddende Venstre-regering.

De Konservative er langt fra altid enige med Venstre og har i det hele taget meget mere til overs for miljøet. Desværre har de ikke noget at have den i, men følger blot Venstre som dikkende lammehaler i et forurenet vandløb.

I den nye Vismandsrapport fra det uafhængige Naturråd står følgende at læse: Hvert år tilfører landbruget dansk miljø knap 400.000 tons kvælstof, 5.000 tons fosfor og 75.000 tons kalium – via udledning af gylle plus brugen af kunstgødning.

For 20 år siden var der en 16% udnyttelse af kvælstof – med de resterende 84% som udslip til miljøet. I dag er der en udnyttelse på 33% – med de resterende 2/3 som udslip til miljøet. Et klart fremskridt altså, men desværre slet ikke nok. Problemet er nemlig, at svineproduktionen er steget uforholdsmæssigt meget, og at det danske vandmiljø derfor belastes hårdere end nogensinde – trods diverse velmenende Vandmiljø-handlingsplaner.

Der er tre parametre, som kan forskydes, når kvælstofudledningen skal kontrolleres og nedbringes. Det er 1) effektiviteten i kvælstofudnyttelsen; 2) det aktive landbrugsareals størrelse samt 3) størrelsen af produktionen.

Svineproduktion ude af kontrol

For at gøre en lang historie kort forventer Naturrådet, at der vil ske en yderligere effektivisering i udnyttelsen af kvælstof – op mod en 50% udnyttelse. Naturrådet forventer også, at en større del af landbrugsjorden vil blive taget ud af drift – med mindre udvaskning af kvælstof til miljøet. Naturrådet konkluderer, at vi med en kvælstofudnyttelse på hele 50% samt en svineproduktion på blot 10 millioner svin vil kunne overholde vandmiljø-handlingsplanerne.

Men det lader sig altså ikke gøre at kompensere for den massive vækst i dansk svineproduktion, der snart ventes at nå 25 millioner svin årligt. Hvis ikke denne gylle behandles på kostbar og højteknologisk vis, inden den havner i på markerne, kan vi forvente total død i de indre danske farvande i løbet af ganske få år.

Eftersommeren har allerede vist, hvor galt det står til på nuværnede tidspunkt. Aldrig i de 25 år, hvor der er blevet målt iltindhold i de indre danske farvande, har iltindholdet været så lavt. Aldrig før har så store områder været ramt af iltsvind og fiskedød som nu.

Mængden af opskyllede døde fisk ved kysterne af Als, i Vejle Fjord, Ålborg Bugt og senest Århus Bugt viser med al ønskelig tydelighed, at fiskene end ikke har haft noget sted at flygte hen, hvor der var ilt nok i vandet. Det er ikke set tidligere.

Længe leve det højt besungne danske landbrug.

© 2002 Steen Ulnits

Foto: Niels Riis Ebbesen

Efterskrift: I dag, 10 år efter denne artikel, er den danske svineproduktion nået op på 30 millioner om året. Og gylleproblemet vokset tilsvarende…

Nye DNA-baserede metoder gør det muligt at afsløre, hvor en fanget torsk kommer fra. Fiskerierhvervet vånder sig ved tanken, da det fremover vil blive langt sværere at snyde med fangsterne.

Torsken var engang en af verdens vigtigste fiskeressurser. Det er den ikke længere – grundet mange års overfiskeri fra en alt for stor og effektiv fiskeflåde samt måske også en klimaændring mod varmere vande, der tvinger torskene nordpå.

Fiskerierhvervet svindler som bekendt med fisk og fangster, når og hvor det er muligt. Fjorten industrifiskere i Hvide Sande fik for nylig inddraget deres licenser til industrifiskeri i en måned, da der viste sig at være alt for mange sild i deres landinger af brislinger. Således var der 50-70% sild i lasten, hvor der som bifangst kun må være 20%. Altså 2-3 gange så mange som tilladt.

To tredjedele tyvfiskere

Det kunne Fiskerikontrollen fra Esbjerg konstatere, da man i løbet af en tre dage lang kontrolkampagne kontrollerede samtlige fangster landet af 22 Hvide Sande fartøjer. “Det er det største antal overtrædelser, vi hidtil har konstateret under en sådan totalkontrol”, udtalte Fiskerikontrollen bagefter.

Og problemet var selvforskyldt, da de fjorten fartøjer blot kunne være sejlet længere ud, hvor der er færre sild og flere brislinger. Selv formanden for Danmarks Fiskeriforening havde ingen større bortforklaringer, da han blev forholdt overtrædelserne.

Overtrædelserne kom som sagt til at koste de implicerede fiskere deres licens til industrifiskeri i en måned. De måtte dog stadig konsumfiske – efter eksempelvis den stærkt truede torsk…

Desværre har man flere eksempler på, at fiskerne har indhandlet netop torsk, der stammede fra helt andre områder end dem, man selv opgav som fangstpladser. Fordi fiskene helt enkelt har været fredet, hvor man fiskede. Helt bevidst og aldeles ulovligt fiskeri på truede torskebestande.

Af samme årsag har fiskerierhvervet længe modsat sig, at skibene forsynes med GPS-udstyr, der løbende fortæller myndighederne, hvor det pågældende skib nu befinder sig og fisker.

Ikke mindst torskebestanden i Nordsøen er i dag under et meget hårdt pres fra fiskerierhvervet. Allerede sidste år slog EU’s kontrolorgan således alarm over de ringe torskemængder.

Alligevel viser de seneste tal, at der faktisk er 30% færre torsk tilbage i år 2002 end sidste år. Fra 60.000 tons sidste år til blot 40.000 tons i år. Et kommende forbud mod torskefiskeri vil ramme bredt og hårdt, idet torsken indgår som hyppig bifangst under fiskeri efter rødspætter, hvilling, kuller og jomfruhummer.

Beskyttelsesforanstaltningerne har simpelthen ikke virket som tilsigtet. Enten fordi de ikke var strenge nok. Eller fordi de ikke blev overholdt, hvilket jo desværre er et velkendt fænomen i fiskekredse. Samtidig har opvarmningen af Nordsøen heller ikke gavnet torskebestanden, som til gengæld er rykket længere nordpå – mod Grønland og Island.

Det ulovlige rovfiskeri efter torsk har således større effekt på bestandene nu end nogensinde.

Ny bevisførelse

Forskere ved Århus Universitet og Danmarks Fiskeriundersøgelser har imidlertid udviklet en metode, der gør det muligt at skelne forskellige torskebestande fra hinanden.

Forskerne har opdaget, at torsk fra Barentshavet, Nordsøen og Østersøen hver især har forskellige genetiske “fingeraftryk”, som gør det muligt at bestemme fiskenes oprindelsessted.

Retmedicinere har længe haft adgang til og gjort udstrakt brug af forskellige DNA-teknikker, når de skulle finde frem til specifikke personer – det være sig ofre for kriminalitet eller gerningsmænd til den.

Nu har også fiskeribiologerne taget den nye teknik til sig og udviklet den specielt til bestemmelse af fiskearters geografiske oprindelse. Også her kan den bruges til at finde gerningsmændene bag formodet kriminalitet – til at kontrollere, om erhvervsfiskernes oplysninger om fangststed nu også stemmer med virkeligheden…

Det har længe været kendt, at ethvert menneske har en unik arvemasse bestående af en DNA-streng kodet så specielt, at den kan bruges til at bestemme en given person og dennes slægtninge. Teknikken er så udviklet og gennemprøvet, at den nu regelmæssigt bruges som bevismateriale i retssager om voldtægt, slægtsskab og relateret kriminalitet.

Man har også længe vidst, at det forholder sig på samme måde med stort set alle levende organismer. Alle har deres helt egen DNA-sammensætning. Nogle er dog mere nært beslægtede med andre og kan derfor være sværere at skelne fra hinanden, hvad DNA-sammensætningen angår.

Nu har danske forskere imidlertid udviklet metoden, så den med stor sikkerhed kan bestemme og skelne forskellige stammer af den samme flere fiskearter fra hinanden. Stammer, som det meste af tiden lever geografisk adskilt, og som derfor kun undtagelsesvis udveksler DNA med hinanden. De har derfor udviklet deres helt egen DNA, som forskerne nu med stor sikkerhed kan bestemme.

Torsk med fingeraftryk

Den nye teknik blev udviklet på opdrag af Fødevareministeriet, hvorunder jo Fiskerikontrollen hører. Departementet under ministeriet ønskede en metode, der med sikkerhed kunne afgøre, om en given ladning fisk stammede fra et forbudt område eller ej. En metode, der kunne bruges på såvel friskfangede fisk som fersk fisk efter forarbejdning.

Udviklingsarbejdet startede i 1996 og fokuseredes hurtigt på den økonomisk vigtige torsk, der i disse år er under et stort pres fra såvel miljøet som fiskerierhvervet. I 1996 var torskefiskeriet i Nordatlanten med 1,3 millioner tons årligt verdens niendestørste fiskeri, som skabte arbejdspladser til et 5-cifret antal mennesker såvel til vands som til lands.

Fiskepresset var imidlertid så hårdt, at torskefiskeriet på bankerne ud for Newfoundland pludselig var en saga blot. Trods efterfølgende totalfredning af torskene er 30.000 mennesker stadig arbejdsløse, da torskebestanden helt enkelt ikke kan komme sig. Så langt har den været fisket ned.

Nu frygter man som bekendt for, at det samme er ved at ske i Nordsøen – forårsaget af EU’s store fiskerinationer, hvortil også Danmark hører. Fiskeriet er derfor underlagt skrappe bestemmelser, som imidlertid ikke ser ud til at være skrappe nok.

Under alle omstændigheder fik dette hurtigt interessen for den nye DNA-teknik fokseret på torskene i Nordsøen. – For hvorfra kom de? – Var der forskellige bestande, som gydede på forskellige steder? – Og blandede de sig siden som laksene på opvækstpladserne?

Det har længe været kendt, at torsken fra Island vandrer nordpå til Grønland for at gyde. Torskelarverne følger siden passivt Irmingerstrømmen tilbage til Island, hvor de siden vokser op.

Det har også længe været kendt, at der i mange norske fjorde findes meget isolerede torskebestande, som lever hele deres liv på meget afgrænsede områder. Torsk er altså ikke bare torsk, men kan opføre sig meget forskelligt og træffes på mange forskellige steder i løbet af deres livscyklus.

DNA med forskelle

Det er komplicerede forhold som disse, der gør det svært at fastsætte fiskekvoter på et solidt grundlag. Fiskere og biologer har da også i årevis skændtes om kvoternes størrelse. Fiskerne siger, at de kan fange lige så mange torsk, det skal være. Så mange er der, og derfor er der ingen grund til små kvoter.

Biologerne derimod kan fortælle, at bestanden af gydemodne fisk – dem, der skal føre slægten videre – er under det kritiske niveau, der skal til for at opretholde bestanden, og har været det længe.

Men da man hidtil ikke har kunnet fastslå, hvorfra fangsterne kommer, og hvilke bestande fiskene tilhører, har dette slagsmål været frugtesløst.

Indtil nu, forhåbentlig. Med den nyudviklede teknik er det nemlig lykkedes at isolere og identificere DNA-materiale fra de tre hovedbestande af torsk i Nordsøen. Det viste sig hurtigt, at netop torsken er meget velegnet til den nye DNA-analyse.

Under udvikling af metoden indsamlede biologerne materiale fra torskebestande i Barnetshavet, Nordsøen og Østersøen. Deres DNA er nemlig så forskellig, at man i dag – ud fra test af blot 3-5 fisk – med sikkerhed kan bestemme, hvorfra en given torskefangst stammer.

Fiskerne kan nu ikke længere påstå, at fiskene stammer fra et andet område end det, de blev fanget i. Det kan en DNA-test hurtigt fastslå.

Samtidig kan biologerne nu fastslå, om der i et givet område findes torsk af flere forskellige stammer. Torsk, hvoraf nogle måske stammer fra truede bestande, som ikke tåler befiskning. Eller torsk af en særligt livskraftig stamme, som godt kan tåle et rimeligt fiskepres.

Erfaringerne fra Newfoundland viser med al ønskelig tydelighed, at en bestand aldrig må fiskes helt i bund. Da kan den være så langt nede, at den helt enkelt ikke kan retablere sig, menmåske er tabt for altid. En værdifuld ressource er dermed gået tabt, hvilket jo på lidt længere sigt er et kolossalt spild.

Andre fiskearter

Også andre fiskearter end lige den økonomisk vigtige og økologisk truede torsk kan identificeres med den nye DNA-metode. Således har man allerede udviklet metoden til at omfatte laks, ørred og snæbel.

Man har i vid udstrækning brugt den til at skelne mellem oprindelige vildlaks og så undslupne tamlsks fra fiskeopdrættet, der blander sig med vildlaksene på gydepladserne og dermed forårsager en genetisk udvandning af den oprindelige vildlaks’ arvemateriale.

Det var også den nye DNA-metode, der for nogle få år siden kunne fastslå, at der – i modsætning til, hvad mange mente – stadig findes rester af oprindelige vildlaks i flere vestjyske vandløb. Som derfor nu er underlagt speciel beskyttelse og bevågenhed.

Man har også brugt metoden til at skelne mellem forskellige bestande af pighvar i Nordsøen og Østersøen. Netop pighvarren er kendt for at være ganske stedbundet, men alligevel finder der i grænseområderne en del opblanding af stammerne sted.

Det har da også vist sig at være omkring dobbelt så svært at skelne mellem forskellige bestande af pighvar som mellem forskellige bestande af torsk. Således kræves der et større antal pighvarrer for en sikker bestemmelse.

Alligevel kan man med 80% sikkerhed henføre en enkelt testet pighvar til dens oprindelse. Hvilket egentlig er ganske godt klaret. Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi her står med en ny metode, der i fremtiden kan få meget stor betydning for fiskeribiologien. Som kan gøre det muligt at fastsætte kvoter for forskellige fiskearter på et grundlag, som selv erhvervsfiskerne må bøje sig for!

Det kan man da kalde et fremskridt, og det kan vi som danskere da være ganske stolte af. Fremover forventes det nemlig, at samtlige marine fiskearter af interesse vil kunne bestemmes efter den nye DNA-metode.

© 2002 Steen Ulnits

175 tons iltslugende gylle fossede ud af biogasanlægget i Spørring, og en stor del fortsatte videre ud i Gudenå-systemet. Alle fisk i Spørring Å og over halvdelen af alle fisk i Lilleåen døde. En beklagelig fejl, siger Århus Kommune, som Århus Amt nu har meldt til politiet.

“Det skulle være så godt, men så var det faktisk skidt”. Sådan lyder det i sangen, og sådan gik det med et ellers godt initiativ, som Århus Kommune har stået for ­ biogasanlægget ved Spørring nord for Århus, der modtager gylle fra områdets landmænd og omdanner det til nyttig biogas.

Men anlæggets ledelse har ikke vist sig sit store ansvar bevidst. Således gik det helt galt tirsdag den 23. april, hvor man på biogasanlægget var i gang med at tømme fire store tanke for afgasset gylle, som siden skulle afleveres til landmændene ­ udspredning på og gødning af markerne.

Normalt sker denne oppumpning manuelt og under overvågning, da automatikken på anlægget ellers vil stoppe, når gylleniveauet i en tank bliver for lavt til at opretholde biogasproduktionen. Den manuelle pumpe var imidlertid ikke i orden efter en reparation, hvorfor medarbejderne åbnede en såkaldt bypass-ventil, så landmændene alligevel kunne få derfes afgassede gylle.

Glemt bypass-ventil…

Da pumpen siden blev ordnet, glemte man den åbnede bypass-ventil. Det bevirkede, at pumpen fortsatte med at pumpe gylle til den tank, som landmændene får deres afgassede gylle fra. Denne afhentning stoppede imidlertid efter fyraften, hvor anlægget blev kontrolleret. Alt fungerede efter hensigten ­ blot overså man endnu engang den åbne bypass-ventil.

Imidlertid gik den overordnede alarm til Århus Kommunale Værkers driftscentral klokken 22 aften ­ blot hjalp det automatiske stop af driften intet, da bypass-ventilen jo stadig stod åben. Og blot var der ingen, som bemærkede alarmen, førend en medarbejder klokken 05 morgen ankom til anlægget som første mand. Gyllen fossede derfor ud af anlægget fra klokken 22 tirsdag aften til klokken 5 onsdag morgen.

Den pågældende medarbejder vurderede imidlertid, at der var tale om et mindre udslip ­ som man i parentes tidligere har haft nogle stykker af ­ og han slog derfor ikke storalarm. I stedet rekvirerede han blot en slamsuger.

Efter tre timers slamsugning gik det endelig op for ham, at udslippet var langt større end antaget. En stor del af gyllen havde da allerede fyldt en grøft langs motorvejen mellem Århus og Randers. Herfra løb gyllen videre til et markdræn, man intet kendte til på anlægget. Drænet havde direkte afløb til Spørring Å ­ et lille tilløb til Lilleåen, der igen er et tilløb til Gudenåen.

Først klokken 08.40 kontakter anlægget Århus Amt, men der opstår en misforståelse, så ingen stiller videre til Århus Kommunes miljøvagt. Først ved 10-tiden ankommer amtets folk til anlægget, og først da kontaktes kommunens miljøvagt samt Århus Brand- og Redningsvæsen.

175 tons gylle slap ud

Resultatet blev, at 175 tons iltslugende gylle fossede ud af biogasanlægget i Spørring, og en stor del fortsatte videre ud i Spørring Å. Her brugte det hurtigt al ilten i vandet, hvorved fisk i tusindvis blev kvalt.

Århus Kommune meddelte siden, at der kun slap 15 tons gylle ud i Spørring Å. De øvrige 160 tons lykkedes det nemlig den tilkaldte slamsuger at samle op. Siger i hvert fald Århus Kommune.

Århus Amt vurderede imidlertid ­ baseret på en prøvetagning i Spørring Å efter forureningen – at 172 tons gylle slap ud i vandsystemet. Altså godt og vel ti gange så meget, som Århus Kommune påstår.

Fronterne blev siden trukket kraftigt op. Århus Amt har ifølge loven den overordnede tilsynspligt med Århus Kommune, som på sin side er ansvarlig for driften af biogasanlægget.

Århus Amt anmeldte dernæst Århus Kommune til politiet. Århus Kommune bestred atter amtets tal og undersøgte siden, om nogle af medarbejderne på biogasanlægget kunne gøres personligt ansvarlige for udslippet. Amtet politianmeldte kommunen, idet amtets miljøgodkendelse af biogasanlægget krævede en døgnovervågning af driften ­ netop af hensyn til risikoen for udslip.

Imidlertid blev anlægget ombygget i 2001, og siden ombygningen var den krævede døgnovervågning ude af drift. Overvågningen blev varetaget af en bærbar computer, som blev tilset hjemmefra af udvalgte medarbejdere i stedet for at være placeret den hos døgnbemandede Århus Kommunale Værker. Hvilket altså var den indirekte årsag til det store udslip.

Havørreder halveret…

Såvidt de juridiske aspekter af gylleudslippet. De rent biologiske konsekvenser af udslippet var ifølge besigtigelse og elfiskeri foretaget af Århus Amt en total udryddelse af ørredbestanden i Spørring Å og en reduktion af ørredbestanden i Lilleåen på 50-80%.

Til orientering er Spørring Å et vigtigt gydevandløb for bækørreder fra Lilleåen, der igen er det vigtigste gydevandløb for havørrederne i Gudenåen.

Mere end halvdelen af alle Gudenåens mange havørreder vandrer op i Lilleåen for at gyde. Det drejer sig om 6.000 gydemodne havørreder, der leverer et årligt nedtræk af 2- års ørredsmolt på over 30.000 fisk. Lystfiskere ved Gudenåen og Randers Fjord kan derfor se frem til nogle pauvre år, hvad havørreder angår, inden bestanden atter har retableret sig.

Århus Kommune kan tilsvarende se frem til en erstatningssag fra såvel Århus Amt som lystfiskerinteresser ved Lilleå og Spørring Å. Altsammen på grund af en uansvarlig ledelse af biogasanlægget, der tidligere er idømt bøder for mindre udslip.

© 2002 Steen Ulnits

Columbia River er et af de vigtigste vandsystemer for stillehavslaksene i Nordamerika. Men hårdt ramt af dæmningsbyggeri.

Den vestvendte Columbia River, der løber nær grænsen mellem USA og Canada, er et af verdens absolut største vandsystemer.

1.243 miles er der fra udspringet i Canada til udløbet i Stillehavet, og det samlede afstrømningsområde er på størrelse med hele Frankrig. Floden gennemløber undervejs syv stater i USA og én provins (BC) i Canada.

Columbia River er også et af de vandsystemer, der gennem tiderne har betydet mest for dels de oprindelige beboere i Nordamerika, indianerne, dels nybyggerne og deres kolonisering af “The Wild West”.

Indianerlaks

Oprindelig var indianerne langs Columbia River og dens mange tilløb helt afhængige af den årlige opgang af stillehavslaks. Dem fangede de i net og med spyd ved naturlige fald som Sherars Falls og Kettle Falls, hvorefter fangsten blev tørret til vinterforråd.

Man regner med, at der dengang hvert år vendte 10-15 millioner stillehavslaks tilbage til Columbia River for at gyde og dermed sikre slægtens beståen. De største kongelaks, der vandrede op i juni og vejede 20-30 kg, tog hele vejen op til udspringet i Canada. En rejse på imponerende 1.000 miles.

Siden blev den massive lakseopgang i Columbia River grundlaget for et erhvervsmæssigt fiskeri af dimensioner. Således blev der i 1880-1890 årligt landet 43 mio. lbs. stillehavslaks og havvandrende regnbueørreder (steelheads) ved mundingen af den store flod.

I 1930’erne – før de første store opstemninger og dæmningsbyggerier langs Columbia River – blev der stadig landet omkring 25 mio. lbs. laks og ørreder årligt. Mennesket havde således gjort et mærkbart indhug i bestanden med sit fiskeri, men stadig var producenten – Columbia River med de endnu intakte gyde- og opvækstpladser – intakt.

Grand Coulee Dam

Sådan er det ikke længere. I dag er fiskebestanden i Columbia River med tilløb blot en skygge af tidligere tiders. Det skyldes bygningen af 14 gigantiske opstemninger på Columbia River’s hovedløb samt mere end 250 andre opstemninger på tilløbene. Byggerier, som alle – trods store fisketrapper – har ødelagt gydepladserne eller hindret gydefiskene adgangen til dem.

Således udraderede bygningen af den gigantiske Grand Coulee Dam i 1941 med ét slag den stamme af kæmpestore kongelaks, som gydede længst oppe i Columbia River. Flodens øvrige fisk mistede ved samme lejlighed adgangen til 1.000 miles produktivt vandløb, da Grand Coulee Dam er 550 fod høj og fra starten ingen fisketrapper havde.

Opstemningen af Columbia floden skabte samtidig den 150 miles lange Franklin Roosevelt Lake, der fungerer som vandmagasin for Grand Coulee’s næsten ufatteligt store turbiner.

Fiskebestanden ligger derfor nu i respirator og opretholdes udelukkende ved millionstore udsætninger af lakseungfisk, hvoraf mange fragtes nedstrøms i store, specialbyggede flåder – uden om de utallige opstemninger, som byggedes i sidste halvdel af det netop forgangne århundrede.

Uden denne flådning ville langt de fleste fisk dø undervejs – ødelagt af en sprængt svømmeblære under passage af turbinerne, kvalt af dykkersyge i det kvælstofovermættede bundvand, som lukkes ud af opstemningerne, eller ædt af rovfisk i og neden for vandmagasinerne.

20% vildfisk tilbage

Fiskeribiologerne regner med, at fiskebestanden i Columbia River i dag maksimalt består af 20% vildfisk. De resterende 80% er tamfisk opdrættet i dambrug.

Årligt udsættes op mod 100 millioner laksesmolts som kompensation for de mistede gydepladser. Heraf flådes 15-20 millioner uden om de farlige opstemninger.

Men trods en 98% overlevelse under flådningen nedstrøms er det gennem årene aldrig lykkedes at nå op over de 2% tilbagevendende gydemodne fisk, som er det absolutte minimum for fiskebestandens opretholdelse. Under 1% af tamfiskene vender tilbage. De klarer sig simpelthen ikke godt nok i den frie natur.

Så går det langt bedre med overlevelsen hos de relativt få tilbageværende vildfisk. Det ses tydeligt på den frit flydende del af hovedløbet, der findes nær Hanford Site i staten Washington.

Her blev der under Anden Verdenskrig og frem til den kolde krigs afslutning i 1989 udviklet plutonium til fremstilling af atomvåben. Her har man gennem årene deponeret ikke mindre end 200 millioner liter radioaktivt spildevand, hvoraf en ukendt del er lækket til omgivelserne.

Således regner man med, at der i dette område findes et areal på 160 km2, som er forurenet med det radioaktive spildprodukt tritium, men dette til trods huser netop denne strækning af hovedløbet den suverænt største bestand af vilde stillehavslaks.

Omkring 30.000 laks vender hvert år tilbage for at gyde netop på denne strækning, hvilket fik ekspræsident Clinton til at frede den 51 miles lange strækning og dermed friholde den for fremtidig udbygning. Strækningen blev helt enkelt erklæret et “National Monument”.

Slangen i Paradiset

Man regner med, at omkring en tredjedel af samtlige fisk i Columbia River vandsystemet oprindeligt kom fra Snake River, der med sine 1.038 miles er det længste tilløb til den store Columbia.

Snake River har sit udspring i Yellowstone National Park og løber på sin vej mod Columbia River gennem store øde områder. Den har fra naturens hånd de bedste gyde- og opvækstbetingelser for laksefiskene og huser da også stadig størsteparten af de kun 200.-300.000 tilbageværende vildlaks i hele vandsystemet.

I 1950 var der stadig en bestand af vildfisk på omkring 130.000 individer, men efter dæmningsbyggerier så sent som i 60’erne og 70’erne er bestanden nu decimeret til 15.000 fisk.

Denne dramatiske reduktion skyldes primært bygningen af fire mindre dæmninger på den nedre del af Snake River – dæmninger, som ganske vist producerer elektricitet via vandkraft, men hvis opstemninger primært bruges som transportveje for landbruget, der her flåder deres afgrøder afsted til absolut lavpris.

Det er landområder, hvor der primært dyrkes hvede og kartofler til amerikanske pommes frites – French fries.

Det er således en mindre del af befolkningen omkring Snake River, der er afhængige af eller profiterer på opstemningerne. Og derfor er der nu folk på barrikaderne, som foreslår netop de fire seneste dæmninger på Snake River fjernet, så laks og ørreder atter kan befolke dette oprindeligt så produktive vandløb. 140 miles vandløb vil da atter blive tilgængeligt for laksefiskene.

– Fish or French fries?

En meningsmåling viste for nylig, at 40% af lokalbefolkningen går ind for en sådan fjernelse af dæmningerne med efterfølgende genskabelse af vandløbet. 40% er klart imod, mens 20% ikke ved, hvad de skal mene. Fifty-fifty altså i spørgsmålet “Fish or French fries?”

Army Corps of Engineers – USA’s svar på Hedeselskabet – har estimeret, at en nedlæggelse af disse dæmninger vil koste omkring 3.000 fuldtidsjobs og skabe 2.300 andre fuldtidsjobs samt over 20.000 jobs af kortere varighed. Rent samfundsøkonomisk er der således ingen reel grund til at holde sig tilbage fra en fjernelse. Spørgsmålet er i dag af ren politisk karakter.

En af ekspræsident Bill Clinton’ sidste handlinger var, da han i december 2000 afsatte 7.8 milliard dollars til en delvis restaurering af Kissimmee floden, der gennemløber størsteparten af Everglades i Florida.

Her er det sukkerdyrkerne, der har opstemmet floden og i dag bruger så stor en del af vandet – 1.7 milliarder gallons om dagen – at Florida Bay nu er ved at kvæles i giftige kemikalier og algeblomst. Landbruget, som i lighed med sagen ved Snake River er ved at tage livet af et vigtigt økosystem.

Heldigvis ser det dog nu til, at vinden er ved at vende – at befolkningen nu er ved at indse det uholdbare i et fåtal farmeres mishandling af naturen for ussel mammons skyld. Så måske kan også Snake River få noget af det liv tilbage, som kartoffeldyrkerne har taget fra den.

Uheldigvis har USA så i mellemtiden i George Bush fået en ny præsident, der gør alt for at sabotere retablering af miljøet…

© 2001 Steen Ulnits

EU har gjort det igen – givet danske vandløb absolutte dumpekarakterer…

For nogle år siden – umiddelbart efter at EU’s miljøagentur var etableret i København – måtte selvsamme agentur nedslående konstatere, at danske ferske vande havde det rigtig skidt.

Miljørapporten fra ’95 var baseret på analyse af mere end 500 vandløb og 1.500 søer fordelt over hele EU.

Af denne rapport fremgik det, at Danmark hørte til den mest beskidte fjerdedel i Europa. Sammen med lande som Polen og Tjekkiet havde vi de mest forurenede fiskevande. Fælles for disse lande var, at omkring halvdelen af vandløbene her fik prædikatet “ringe” eller “dårlige”.

I Danmark var hele to ud af tre søer så forurenede, at de ikke kunne leve op til EU-kravene. Vi var således kommet i skidt selskab – overhalet indenom af vore nabolande, der ikke taler store ord om miljøet, men som handler i stedet. Faktisk var der nu bedre fiskevande i det gennemindustrialiserede Ruhr Gebiet end i vort lille og fredelige Danmark…

Fremskridt fortsat fjerne

Det var jo ikke så lidt forstemmende. Vi danskere, der jo plejer at bryste os af verdens første og bedste miljølov – vedtaget i 1973 – måtte pludselig se os sat i bås med lande, hvis miljøpolitik vi ofte har kritiseret. Lande, vi bestemt ikke ønsker os sammenlignet med.

Det er lidt på samme måde, som vi i mange år har gået og bildt os selv ind, at vi betaler verdens højeste skat for at have verdens bedste sundheds- og undervisningsvæsen. Hvilket vi beviseligt overhovedet ikke har. Og nu får vi så for anden gang i løbet af få år at vide, at vore vandløb slet ikke lever op til de krav, som EU stiller.

Ifølge et nyt EU direktiv skal der nu sættes en stopper for denne slendrian. Det er amterne, der har haft tilsynspligten med vandløbene, som i perioden 1987-1997 i omkring 40% af tilfældene konstant har været ringere end amternes egen målsætning.

Hidtil har amterne ikke kunnet retsforfølges, og derfor er vandløbene ikke blevet bedre, selv om de skulle have været det. Amterne har i omkring 30% af tilfældene sågar lempet egne oprindelige krav til vandløbene – når man nu alligevel ikke fik gjort dem så rene, som man havde haft til hensigt…

Men så kom det nye “Vandramme-direktiv” fra EU. Efter dette direktiv bliver myndighederne nu juridisk pligtige til at efterleve de målsætninger, man har valgt for vandløbene. Målsætningerne skal endda være mere ambitiøse end hidtil, og derfor skal ansvaret nu fjernes fra amterne, som ikke har gjort arbejdet godt nok.

Same, same or…?

Fremover skal Danmark deles op i regioner, som er bestemt af vandløbenes geologi og geografi. Det vides endnu ikke, hvordan denne opdeling vil ske, men ifølge Miljøstyrelsen kan de nye ansvarlige myndigheder godt baseres på eksisterende.

Man må så blot håbe, at det ikke igen bliver amterne, som jo er alt for bundne af modstridende interesser til at kunne varetage vandmiljøets interesse. Amterne er jo blot et repræsentativt udvalg af det danske samfund – på godt og ondt.

Nu kan alt dette næsten lyde for godt til at være sandt, og det vides da heller ikke, hvor stærkt det nye direktiv vil blive, når det senere indføres i vor hjemlige lovgivning.

Men alt i alt vurderer fagfolk, at det kun kan blive en styrkelse af den nuværende administration, der på mange måder har svigtet vandløbene – trods ellers ambitiøse målsætninger, som blot er blevet reduceret hen ad vejen.

Det er Verdensnaturfonden (WWF), som har forestået undersøgelsen, der ligger til grund for det nye direktiv. WWF konkluderer her, at over 80% af de danske vandløb er udrettet og omskabt til snorlige kanaler. Og at det trods det nye direktiv er tvivlsomt, om der kan rettes helt op på skaderne.

Fra naturens hånd er der ørreder i samtlige danske vandsystemer. Faktisk er Danmark fra naturens hånd noget nær et paradis for en fisk som ørreden, der her finder ideelle gyde- og opvækstforhold.

Det er da også derfor, at godt 25% af Danmarks knap 25.000 km vandløb er målsat som såkaldte B-1 vandløb – som gyde- og yngelopvækstområde for laksefisk. Men det er en sørgelig kendsgerning, at omkring 50% af disse vandløb stadig ikke lever op til denne målsætning. Altså er der i dag kun ørreder i en ottendedel af de oprindelige åer.

Skov- og Naturstyrelsen

Skov- og Naturstyrelsen har to forklaringer på åernes dårlige tilstand.

Den ene er, at omkring 15% af vandløbene – heriblandt de mindste bække – stadig lider under direkte tilledning af urenset spildevand fra bebyggelser i landdistrikterne.

Den anden er, at omkring 25% af vore åer i dag vedligeholdes alt for hårdhændet – trods den “nye” vandløbslov, der ellers skulle tage skyldigt hensyn til miljøet.

Skov- og Naturstyrelsen har til formålet nedsat et udvalg, som skal udarbejde et samlet forslag til en bedre forvaltning af den danske natur – heriblandt vandløbene.

Selvsamme styrelse har også et forklaringsproblem over for EU, når det gælder beskyttelsen af de vandsystemer, hvor laksen stadig findes. Således har jo Skov- og Naturstyrelsen længe smølet med udpegelsen af de såkaldte “habitatområder”, hvortil laksens gyde- og opvækstvande jo hører.

Endelig har styrelsen jo fuldstændig undsagt Gudenåen og dens laks, der uddøde med anlæggelsen af Tangeværket i 1920’erne.

Men nu er Big Brother altså kommet på banen – via det nye direktiv, som skal implementeres i den nærmeste fremtid, og som har til hensigt at gøre det bedre, end amterne til dato har formået.

Fremover må de ansvarlige myndigheder hellere gøre det godt – bedre end hidtil – for ellers kommer EU efter dem!

Miljøstyrelsen

Det var den ene hånd. Her den anden fra selvsamme Europæiske Fællesskab:

EU har i forbindelse med de stærkt reducerede fiskekvoter fra 2001 og frem indstillet til medlemslandene, at de årligt sigter efter en 10% stigning i akvakulturen – som kompensation for de reducerede kvoter.

Miljøstyrelsen fastsatte efter den første Vandmiljø-handlingsplan et loft på 650 tons udledt N/år fra fiskeopdrættet, men nedsatte allerede i 1993 mængden til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål er nu en udledning på 2.000 tons N/år.

Miljøstyrelsen henstillede i 1996 til amterne, at der etableredes et stop for nye havbrug, da den af regeringen fastsatte grænse for udledning af fosfor på 54 tons P/år nærmede sig. Nu har Miljøstyrelsen imidlertid netop udsendt et brev til amterne, hvori man hæver stoppet for nye havbrug.

Og det er så blot fra den organiske forurening. Selvsamme Miljøstyrelse dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeopdræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin,9 tons kobbersulfat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.

Disse tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere.

Og nu opfordrer så EU til en stigning i produktionen. Skulle nogen skeptiker være blevet overbevist EU-tilhænger efter omtalen af det nye Vandramme-direktiv, så leverer EU selv straks en ny grund til ikke at blive det alligevel…

© 2001 Steen Ulnits

Fotos: Niels Riis Ebbesen

Ny teknologi gør det muligt at løse Danmarks problemer med gylle fra den voksende svineproduktion.

I forbindelse med Ritt Bjerregaards kovending, hvad angår flere svin i det danske landbrug, er der for alvor kommet fokus på behandling af gylle fra de mange millioner svin på danske gårde. Seneste skud på stammen kommer fra en af landets store svineavlere, der på eget initiativ og i vid udstrækning også for egne penge har udviklet et helt nyt og meget lovende system til effektiv behandling af gylle.

Det er den tidligere formand i Landsforeningen Danske Svineproducenter, Kent Skaaning, der gennem to år har investeret omkring 10 millioner kroner i udviklingen af et helt nyt anlæg, der kombinerer kendte teknologier på en helt ny måde. Kent Skaaning producerer årligt 25.000 svin, der leverer 25.000 tons gylle. Altså et ton per svin.

Gyllen ledes ind i en biogasanlæg, som producerer en masse varme samt elektricitet nok til gården og yderligere 400 husstande. Hvilket jo i sig selv er en god måde at udnytte gyllen på. Men ikke nok med det. Efter en tur gennem biogasanlægget sendes gyllen nu ind i en såkaldt “dekanter-centrifuge”, hvor væsken slynges rundt med op til 5.000 omdrejninger i minuttet. Det medfører, at op mod 85% af organisk kvælstof og fosfor samt andre mineraler presses ud.

Dekanter-centrifuge

Resultatet bliver et muldlignende materiale, der er perfekt til jordforbedring i egne af landet, hvor man mangler kvælstof og fosfor – stoffer, der normalt tilføres i form af kostbar kunstgødning, der i vid udstrækning må importeres fra udlandet. 18.000 kunstgødning spredes således hvert år over danske marker. Skaanings 25.000 svin leverer indtil videre 2.000 tons om året af dette materiale, som primært er tiltænkt landmænd i Østdanmark, hvor der er langt mellem svinebønderne og deres gylleproduktion.

Tilbage efter turen gennem biogasanlægget og dekanter-centrifugen bliver en tynd og klar væske, som nu er klar til at blive bragt ud på markerne som gødning. Ikke i gyllevogne på vejene og via gyllespredning på markerne. Nej, via kilometerlange slanger, som i forvejen er lagt ned i markerne, og som ombyggede vandingsanlæg nemt kan sluttes til. Dette vil efter alt at dømme reducere fordampningen og dermed også lugtgenerne markant. Det står dog endnu tilbage at bevise dette sidste.

Bedst af alt, så er der penge at spare i den nye teknologi til behandling af gylle. Hvor det typisk koster 60,- kroner at sende et ton gylle gennem et traditionelt gyllesepareringsanlæg, koster det helt ned til 5,- kroner per ton at behandle det med den nye teknologi. Mindre end en tiendedel.

Ikke så lidt af et columbusæg, hvis ellers det kan indføres overalt i landet, hvor svinebønder producerer ildelugtende gylle i tusinder af tons.

Nyt gylleudslip…

Det sker heldigvis sjældnere og sjældnere, men i marts 2002 skete det desværre igen: En gylletank på Haderslev Næs sprang læk, hvorved 100.000 liter giftig og iltslugende gylle slap ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø.

Her holder et af Danmarks meget få havørnepar til, og de vil nu få problemer med at skaffe sig den daglige føde. Alle fisk på den 3,5 km lange forurenede strækning af Mølklebækken er nemlig afgået ved døden. Heldigvis er der netop i år ekstraordinært megen vand i åen på grund af den rekordstore nedbør, og det har kunnet fortynde gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.

Ti mand fra Falcks redningskorps i Haderslev rykkede hurtigt ud og etablerede dæmninger i Møllebækken, hvorved en del af gyllen kunne pumpes op og ud på de omkringliggende marker. Bankel Sø undgik således en stor del af forureningen.

Men endnu engang havde gylle fra en skødesløs landmand altså lagt alt liv i et dansk vandløb øde…

© Steen Ulnits 2002

Århus Amt har undet foruroligende mængder af kønsforvirrede fisk i amtets vandløb.

Det gjaldt i første omgang skaller fra Egåen, der modtager store mængder renset spildevand, men nu er undersøgelsen udvidet til at omfatte ikke mindre end 600 skaller og 700 bækørreder.

Resultaterne er skræmmende, idet de bekræfter en engelsk undersøgelse fra 1998, der omfattede 2.000 skaller. Det viser sig nemlig, at 44% af bækørrederne i Voel Bæk nær Silkeborg havde vævsforandringer i deres testikler, og at 25% af skallerne i Kristrup Landkanal nær Randers havde ægceller i deres testikler.

Man kender endnu ikke til konsekvenserne af disse kønsforstyrrelser, men et godt bud går på, at det i sidste ende vil gå ud over fiskenes fertilitet og dermed deres evne til at reproducere sig. Biologerne fandt et hunprotein i en stor del af de undersøgte fisk – et protein, der menes at skyldes tidlig påvirkning med hunlige kønshormoner udefra.

Hormoner fra spildevand

Alt tyder indtil videre på, at det er hunlige kønshormoner i det rensede spildevand, som giver fiskene de nu iagttagne kønsforstyrrelser. Østrogenlignende stoffer, der dels kommer fra P-piller, dels diverse vaskemidler.

Intet tyder på, at tilsvarende forhold ikke også vil gælde alle andre steder, hvor fiskene lever i mere eller mindre renset spildevand. Hvilket vil sige de fleste steder i tæt befolkede områder. Og dermed har vi endnu et landsdækkende miljøproblem at tage stilling til.

Det vil være en alvorlig kæp i hjulet på Wilhjelm-udvalgets programerklæring for den fremtidige fiskepleje i Danmark – at fiskebestandene fremover skal være selvreproducerende og ikke bestå af udsatte fisk.

Før man kan tage dette i forvejen tvivlsomme udvalgs tvivlsomme anbefalinger til efterretning, må det nødvendigvis dokumenteres, at fiskene i danske vandløb overhovedet er i stand til at reproducere sig selv. Og det bliver ikke let med den her omtalte kønsforvirring in mente.

Da de første rapporter om hunlige hormoner i kønsforstyrrede hanlige fisk forelå, mente den nye miljøminister Hans Chr. Schmidt (V) ikke, at det var noget problem, der burde undersøges nærmere. Men nu har han haft tid til at tænke over tingene, mens finansloven faldt på plads.

Miljøministeren har netop meldt ud, at problemet naturligvis må undersøges nærmere, hvis Miljøstyrelsen anbefaler det.

© Steen Ulnits 2001