Gyllebehandling på højeste plan

Ny teknologi gør det muligt at løse Danmarks problemer med gylle fra den voksende svineproduktion.
 

I forbindelse med Ritt Bjerregaards kovending, hvad angår flere svin i det danske landbrug, er der for alvor kommet fokus på behandling af gylle fra de mange millioner svin på danske gårde. Seneste skud på stammen kommer fra en af landets store svineavlere, der på eget initiativ og i vid udstrækning også for egne penge har udviklet et helt nyt og meget lovende system til effektiv behandling af gylle.

Mols_Bakker

Det er den tidligere formand i Landsforeningen Danske Svineproducenter, Kent Skaaning, der gennem to år har investeret omkring 10 millioner kroner i udviklingen af et helt nyt anlæg, der kombinerer kendte teknologier på en helt ny måde. Kent Skaaning producerer årligt 25.000 svin, der leverer 25.000 tons gylle. Altså et ton per svin.

Gyllen ledes ind i en biogasanlæg, som producerer en masse varme samt elektricitet nok til gården og yderligere 400 husstande. Hvilket jo i sig selv er en god måde at udnytte gyllen på. Men ikke nok med det. Efter en tur gennem biogasanlægget sendes gyllen nu ind i en såkaldt “dekanter-centrifuge”, hvor væsken slynges rundt med op til 5.000 omdrejninger i minuttet. Det medfører, at op mod 85% af organisk kvælstof og fosfor samt andre mineraler presses ud.

Dekanter-centrifuge

Resultatet bliver et muldlignende materiale, der er perfekt til jordforbedring i egne af landet, hvor man mangler kvælstof og fosfor – stoffer, der normalt tilføres i form af kostbar kunstgødning, der i vid udstrækning må importeres fra udlandet. 18.000 kunstgødning spredes således hvert år over danske marker. Skaanings 25.000 svin leverer indtil videre 2.000 tons om året af dette materiale, som primært er tiltænkt landmænd i Østdanmark, hvor der er langt mellem svinebønderne og deres gylleproduktion.

Tilbage efter turen gennem biogasanlægget og dekanter-centrifugen bliver en tynd og klar væske, som nu er klar til at blive bragt ud på markerne som gødning. Ikke i gyllevogne på vejene og via gyllespredning på markerne. Nej, via kilometerlange slanger, som i forvejen er lagt ned i markerne, og som ombyggede vandingsanlæg nemt kan sluttes til. Dette vil efter alt at dømme reducere fordampningen og dermed også lugtgenerne markant. Det står dog endnu tilbage at bevise dette sidste.

Bedst af alt, så er der penge at spare i den nye teknologi til behandling af gylle. Hvor det typisk koster 60,- kroner at sende et ton gylle gennem et traditionelt gyllesepareringsanlæg, koster det helt ned til 5,- kroner per ton at behandle det med den nye teknologi. Mindre end en tiendedel.

Ikke så lidt af et columbusæg, hvis ellers det kan indføres overalt i landet, hvor svinebønder producerer ildelugtende gylle i tusinder af tons.

Nyt gylleudslip…

Det sker heldigvis sjældnere og sjældnere, men i marts 2002 skete det desværre igen: En gylletank på Haderslev Næs sprang læk, hvorved 100.000 liter giftig og iltslugende gylle slap ud i Møllebækken, der munder ud i Bankel Sø.

Her holder et af Danmarks meget få havørnepar til, og de vil nu få problemer med at skaffe sig den daglige føde. Alle fisk på den 3,5 km lange forurenede strækning af Mølklebækken er nemlig afgået ved døden. Heldigvis er der netop i år ekstraordinært megen vand i åen på grund af den rekordstore nedbør, og det har kunnet fortynde gyllen og dermed reduceret dens skadelige effekt.

Ti mand fra Falcks redningskorps i Haderslev rykkede hurtigt ud og etablerede dæmninger i Møllebækken, hvorved en del af gyllen kunne pumpes op og ud på de omkringliggende marker. Bankel Sø undgik således en stor del af forureningen.

Men endnu engang havde gylle fra en skødesløs landmand altså lagt alt liv i et dansk vandløb øde…

© Steen Ulnits 2002