Forfatterarkiv: Steen

Fenwick – fluestængernes herre

Det var amerikanske Fenwick, der i 1973 lancerede verdens første fiskestænger i kulfiber og dermed skabte en sand revolution i fiskeverdenen.

I dag tager vi alle kulfiberstangen for givet. Kun ganske få stænger – og da kun de billigste – bliver stadig fremstillet i glasfiber, som sammenlignet med kulfiber er et både tungt og slattent materiale.

Tarpon jumping. Costa Rica 1991. Foto fra bogen “Fiskerejser til fjerne lande” © Steen Ulnits

Men det holdt hårdt at nå så vidt. Kulfiberstangen kom ikke af sig selv, hvilket den engelske stangfabrikant Hardy Bros. kan tale med om. Det var nemlig engelske Rolls Royce, der i samarbejde med ligeledes engelske Royal Airforce i slutningen af 1960’erne fandt frem til kulfiberen, som vi kender den i dag.

Den vanskelige kulfiber

Hardy Bros. havde derfor et naturligt forspring i forhold til resten af verden. Imidlertid lykkedes det ikke den gamle og hæderkronede fiskegrejsfabrikant at fremstille funktionelle fiskestænger i den nye kunstfiber. Datidens flueorakel og konsulent for Hardy, Richard Walker, gik i hvert fald så vidt som til at karakterisere de nye prototyper fra Hardy med ordene “absolutely useless”. “Aldeles ubrugelige”…

Men på den anden side af Atlanterhavet – hos amerikanske Fenwick – gav man ikke op så let. Man var allerede langt fremme med sine glasfiberstænger, som hørte til verdens bedste. Men Fenwick havde indset, at hvis man fik styr på den nye og meget stive kulfiber, var det et kvantespring frem i retningen mod lettere og endnu bedre fiskestænger.

Det lykkedes Fenwick at tæmme kulfiberen i 1972, og i 1973 kunne firmaet med den amerikanske ørn som logo så lancere verdens første fluestænger i kulfiber lettere og stærkere end nogen anden stang på markedet.

De nye stænger blev lanceret under under det nu verdensberømte navn “HMG”, der står og stod for “High Modulus Graphite”. “Modulus” er et mål for fibrenes stivhed, og her var kulfiberen glasfiberen milevidt overlegen.

De første prototyper

Rygterne gik blandt fluefiskere verden over i årene op til 1972. Den første Fenwick prototype skulle “field testes” ved den afsides beliggende steelhead-flod, Dean River i British Columbia, Canada.

Jim Green, som dengangvar Fenwick’s dynamiske leder, stod bag udviklingen af prototypen. Jim var netop ankommet til floden og i færd med at rigge den nye stang til – da en jet boat kom susende op ad den ellers øde flod. Båden tog land, og ud sprang en vildt fremmed mand.

– Jim Green, I presume? – Jeg hører, at De netop har bygget verdens første kulfiberstang. – Må jeg se den?!

Så stor var forhåndsinteressen altså, og året efter kom så de første seriefremstillede kulfiberstænger på markedet. De nye “HMG” fluestænger var lettere, stærkere og tyndere end noget tidligere set.

De var desværre ikke billige – hverken i USA eller herhjemme. Da de første Fenwick stænger nåede lille Danmark i 1974, var vi mange, der valfartede til Odense for at se og prøvekaste de nye vidundere hos importøren. Stænger, der allerede dengang kostede på den helt forkerte side af 1.000-lappen…

Fenwick red med sine HMG-stænger højt på kulfiberbølgen i nogle år, indtil konkurrenterne fik indhentet forspringet. Firmaet blev siden solgt til Woodstream koncernen og produktionen af Fenwick stænger flyttet til først Mexico og siden Fjernøsten.

Det seneste gennembrud

I nogle år koncentrerede Fenwick sig herefter om at udvikle beklædning til udendørs brug – specielt med sigte på lystfiskere. Den politik blev dog lagt på hylden i 1994, hvorefter man igen satsede fuldt ud på det, man for alvor evnede – at fremstille førsteklasses fiskestænger.

Producenterne kappes om at lave stedse lettere stænger. Ideen er, at mest mulig kraft skal gå til kastet – mindst mulig kraft skal gå tabt i stangen. Ideelt vejer fiskestangen derfor intet overhovedet.

Så langt er vi dog ikke nået endnu. Men moderne kulfiberstænger er blevet så lette, at en fluestang af virkelig kvalitet ofte vejer under 100 gram.

Der er imidlertid en bagside af medaljen. Jo lettere stængerne bliver, desto mere tyndvæggede og skrøbelige bliver de desværre også. Selv blandt de dyreste US-stænger vil man derfor opleve stangbrud – i form af tyndvæggede klinger, der nærmst kan eksplodere under kast eller fight af fisk.

De fleste skader skyldes dog ikke aktivt fiskeri, men stød og slag under transport. En tung flue kan dog også påføre stangen skade, hvis den under kastet rammer klingen med høj hastighed.

Skudsikre fiskestænger

Fenwick havde længe eksperimenteret med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde, før det rulledes om den tynde stålmandrel. Kevlar bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk og lignende, og Fenwick kunne derfor se materialets potentiale som forstærkning i tyndvæggede kulfiberklinger.

Efter flere års udviklingsarbejde lykkedes det så at kombinere de to hypermoderne og kostbare materialer – kevlar og kulfiber – i endnu et teknologisk gennembrud fra skaberen af verdens første kulfiberstænger.

Fenwick har udviklet og patenteret en metode, hvor man placerer et uhyre tyndt klæde af tilfældigt orienterede små kulfibre mellem lagene af langsgående og meget højmodulære (læs: stive og lette) kulfibre.

Samtidig er man gået skridtet videre og bygger nu klingerne af flere stykker klæde, som hver især vikles om stålmandrellen, før de bages sammen – en proces, der er langt mere tidkrævende end konventionel stangproduktion, hvor man nøjes med et enkelt stykke kulfibervæv.

Det er en proces, der giver flest mulige af de langsgående og aktionsgivende kulfibre. Bruger man kun et enkelt klædestykke, vil fibrene kun inderst ligge parallelt med klingen. Og det er kkun de langsgående fibre, der bidrager væsentligt til aktionen. Derfor gælder det om at have flest muligt af dem. De tværgående fibre er populært sagt blot dem, der holder stangen sammen i dens runde og hulbyggede form.

Techna AV

Tilsammen har alt dette resulteret i en helt ny fremstillingsteknik, der gør de færdige stænger langt mere robuste over for stød og slag end almindelige kulfiberstænger. Fra Fenwick’s eget testlaboratorium meldes der, at de nye “Techna AV” stænger er hele fire gange mere robuste end almindelige stænger.

På de nye Techna AV-stænger ser man tydeligt de små kevlarfibre, der ligger som papirfibre mellem kulfibrene – “Aramid Veil” kaldes de. Dette lag indeholder de fibre, som skal gøre Techna stængerne ekstra robuste over for stød og slag, der ellers let kan tage livet af en moderne, tyndvægget kulfiberstang.

Fenwick har lanceret en hel serie af Techna AV fluestænger, som ikke uventet ligger i den dyrere ende af prisskalaen. Men slet ikke så højt, som man kunne tro, frygte eller formode, når man nu er vant til at studere prissedlerne på top end US-made fluestænger. Stænger, der ofte handles til både 5.000, 6.000 og 7.000 kroner.

Set i det lys er de nye Techna AV stænger faktisk forbløffende billige – det store udviklingsarbejde taget i betragtning.

– HMG in action! Costa Rica 1991. Foto fra bogen “Fiskerejser til fjerne lande” © Steen Ulnits

HMG in action – igen!

Trods disse teknologiske landvindinger lever de gamle HMG-stænger stadig videre. Pudsigt nok fører de sig i dag frem som behagelige stænger med en moderat aktion og en rolig kasterytme – stik modsat de første HMG-stænger, som jo dengang var hurtigere end alt andet.

Men navnet klinger selv mere end 30 år efter lanceringen godt i fluefiskerøren, og derfor kan man altså stadig få HMG-stænger fra den amerikanske ørn. Dog ikke på denne side af Atlanten.

Selv er jeg den meget lykkelige ejer af en original HMG-stang fra 1974 – en 9 fod lang klasse 12 fluestang. Den har overlevet ikke blot tidens tand, men også benhårde dyster med tropiske eksprestog som 3 meter lange sejlfisk og 50 kg tunge tarpon. Det er der mange senere high-end US-stænger, der ikke har kunnet – trods en prislap på adskillige tusinde kroner.

Stangen er 2-delt, hvilket er den eneste grund til, at jeg ikke opbevarer den i min bankboks. Den kan helt enkelt ikke være der…

GrejNyt:

Techna AV Saltwater

Jeg har haft lejlighed til at langtidsteste flere Techna AV fluestænger, der alle har været et meget positivt bekendtskab. Det er lette og velkastende stænger med masser af rygrad til lange kast, når vinden blæser. Dette vel at mærke uden at være ubehageligt stive at kaste med.

En elegant matgrå og ulakeret finish kendetegner alle Techna AV stænger – brugen af de bedst tænkelige komponenter ligeledes. De lettere modeller har indlæg af ædetræ i hjulholderen, mens de tungere stænger har hjulholdere helt i metal. Stangringene er étbenede på de letteste modeller, hvilket sparer vægt.

Til 2005 har Fenwick udviklet fire modeller – fra klasse 6-9 – og toptunet dem til brug i saltvand. Det betyder, at de nye Techna AV Saltwater stænger er monteret med topøje, slangeringe og skydeøjer i overstørrelse, så linen skyder lettere og kastene derfor bliver længere.

Til udstyret hører naturligvis også en 100% saltvandsbestandig hjulholder i sortelokseret metal samt korkhåndtag af højeste kvalitet med en kort fighting butt bagest.

Prisen på de almindelige Techna AV fluestænger starter ved kr. 3.499,- for de mindste enhåndsstænger og slutter ved kr. 5.999,- for de længste tohånds modeller. Alle leveres de i alurør.

De nye saltvandsudgaver er alle 9 fod lange og 3-delte for bekvem transport. Prisen er såre rimelig, nemlig kr. 2.999,- inklusive alurør. – Anbefales til alt dansk kystfluefiskeri!

Flueliner med system i

De ligner en tørresnor, men koster en bondegård. Vi har set nærmere på de mange nye flueliner, som byder på uanede muligheder – hvis man altså har råd…

Fluefiskerens line er grundlæggende en helt anden line end spinnefiskerens.

Forskellen er synlig, da fluelinen mest af alt ligner en kulørt tørresnor – blot er prisen mange gange højere. Forskellen er også mærkbar, da fluelinen er ganske tung. Det er nemlig den, der skal transportere den næsten vægtløse flue ud til fisken. Fluen i sig selv vejer for lidt til at kunne kastes.

Materiale

Gamle dages flueliner blev fremstillet af silke, som måtte imprægneres for overhovedet at kunne flyde. Denne imprægnering måtte ofte foretages flere gange om dagen, hvis linen skulle flyde ordentligt.

I efterkrigsårene kom så de første flueliner af det nye materialePVC. Pludselig kunne man fremstille liner, der enten flød – på grund af luft i coatingen – eller sank på grund af indstøbte metalpartikler. PVC linen indeholder et blødgøringsmiddel, som skal sikre, at linen ikke bliver stiv og krakelerer i coatingen.

Det gør nye liner af polyuretan ikke, og de har derfor vundet større og større indpas i de seneste år. Polyurethan er i familie med det stof, der bruges som isolering på elledninger – et slidstærkt materiale, der i modsætning til PVC ikke krakelerer med tiden.

Tapering

Fluelinens tapering – dens måde at spidse til på – er vidt forskellig fra line til line og afhænger helt af dens formål.

DT linen er tykkest på midten og spidser ens til i begge ender. WFlinen har hele kastevægten liggende længst fremme i den såkaldte “kasteklump”, som også har givet WF linen tilnavnet “klumpline”. Klumpen efterfølges af en lang og tynd skydeline, der let glider ud gennem ringene, når man sender linen af sted med et dobbelttræk.

Skydehoveder (ST) er i princippet er afkortede halve DT liner, som monteres for enden af enten en tynd monofil skydeline eller en tynd flydende skydeline. Skydehoveder kaster rigtig langt, men giver mindre kontrol med fluen.

Lineklasse

Fluestænger og flueliner klassificeres efter det internationale AFTM-system, der angiver vægten af den yderste halve snes meter line, som normalt belaster stangen under kast. Til en klasse 8 fluestang hører således en klasse 8 flueline.

I hvert fald i teorien og med traditionelle WF-liner. I praksis og med andre taperinger holder denne regel nemlig ikke. Ikke alle liner er lige lange i taperingerne, og dermed varierer også kastevægten.

Bruger man eksempelvis en DT line, som bliver tungere ved øget linelængde, skal man i stedet bruge en lettere klasse 7 line til klasse 8 stangen. Og vil man fiske med skydehoved, får man i regelen de bedste resultater ved at bruge en tungere klasse 9 line til klasse 8 stangen. Men det er en historie for sig.

Densitet

De fleste flueliner flyder, og det er da også flydelinen, som er standarden til alt fluefiskeri.

Men der er situationer, hvor man kommer til kort med sin flydeline – hvor der i stedet skal en synkende line til. Man skelner generelt mellem 6 forskellige densiteter/synkehastigheder, som dækker forskellige vanddybder og strømhastigheder.

Sinktip er en speciel kombination af flydende og synkende flueliner. Her flyder hovedparten af linen, mens en større eller mindre del af spidsen synker. Hvor flydeliner betegnes med et “F” og synkeliner med et “S”, er koden for en sinktip line naturligvis “F/S”.

Komplette linesystemer

Men ikke nok med det. I dag har vi fået komplette systemer af flueliner med udskiftelige spidser og tilhørende Polytip-forfang i forskellige densiteter.

De nye flueliner i polyurethan muliggør nemlig konstruktion af fabriksfremstillede løkker direkte på line og forfang. Hvor man tidligere var nødt til selv at fremstille klodsede løkker, der ikke ville glide gennem stangringene, kan man nu købe sig til en langt bedre og mere elegant løsning.

Jeg har gennem længere tid testet flere af de nye flueliner fra danske Scierra – fremstillet i Wales af engelske Airflo, som har været banebrydende på dette felt. I starten gik det dog ikke så godt, idet Airflo valgte at fremstille de nye flueliner på uelastiske kerner af kevlar. Og linerne tog – som alle andre liner – form efter spolen, når de havde siddet på hjulet i et stykke tid.

Men da kernen af kevlar var uelastisk, kunne man ikke strække linerne ud igen – som man kan med de klassiske PVC-liner. Linerne blev derfor noget nær ubrugelige, som de lå der og krøllede på vandet – ganske uden kontakt ud til fluen.

Airflo fik så megen dårlig PR på de første liner, at den svenske TV-direktør Bengt Öste i sin tid omdøbte Airflo til “Airflopp”. Alle troede derfor, at firmaet var en død sild. Men Fugl Føniks genopstod af asken – med EU-egnsudviklingsmidler til virkeliggørelse af den gode idé.

Airflo fik styr på tingene. Grundideen var nemlig god nok: – Hvorfor bruge PVC, som krakelerer, når man i stedet kan bruge polyurethan, som ikke gør det? Af samme årsag gav Airflo 5 års “non-crack” garanti på sine liner, hvilket ingen PVC-producent så meget som turde tænke på.

I dag fremstiller Airflo flueliner, der lever helt op til forventningerne – med en slidstyrke, som konkurrenterne har svært ved at hamle op med.

Men ikke nok med det. Fremstillingsprocessen giver helt nye og anderledes muligheder end hidtil. Dels i form af integrerede løkker, så man kan koble sine liner sammen og tilpasse grejet til forholdene. Og dels i form af forskellige liner med forskellig densitet, som svejses sammen til en ubrydeligt hele – uden klodsede splejsninger, der hænger fast i stangringene.

EDP – Extreme Distance Presentation

Jeg har i mere end ét år gennemtestet Scierra’s “EDP” flueline – en line, der på banebrydende vis forener det bedste fra WF linen og skydehovedet. Det revolutionerende er taperingen og fusioneringen af en tynd skydeline og et meget tungt, kort og tykt skydehoved – uden den irriterende splejsning, der ellers altid er uomgåelig.

Det var lidt svært at vænne sig til EDP – helt enkelt fordi den er så vild, som tilfældet er. I starten føles det, som var man i færd med at tæmme en vild hingst eller tøjle en Ferrari. EDP er lynende hurtig og kræver både en hurtig stang og en hurtig kaster, hvis man skal få det optimale ud af den. Men når først rytmen er fundet og sigtet indstillet, kan intet holde denne line tilbage. Den skyder rekordlangt – selv i hård vind. Og så fanger den fisk!

I testperioden måtte adskillige flotte havørreder bide i græsset – trods linens stærke grønne og orange farver, som nogle tror er skræmmende. Det er de tydeligvis ikke – i hvert fald ikke mere skræmmende end det fluorøde Juletræ, som sad for enden af forfanget det meste af tiden!

EDP anbefales på det varmeste – hvis man altså er til de lidt voldsomme fluekast. Den svejsede overgang mellem den tynde skydeline og det tykke skydehoved, der i begyndelsen virkede som et muligt svagt punkt, viste ingen tegn på svaghed.

Vejledende udsalgspris: 499,- kr.

Multi Tip Flyline

Anderledes rolig og behagelig er den anden af de flueliner, vi langtidstestede. Det drejer sig om Scierra’s Multi Tip line, som vi dels brugte herhjemme – dels havde med på sommerens laksefiskeri til Norge.

Der er tale om en WF line med fire udskiftelige spidser – en flydende, en intermediate, en synkende og en hurtigt synkende. Spidserne forbindes med hovedlinen via integrerede (svejsede) løkker, der trækkes ind i hinanden. Et system, der fungerer godt og tillader et hurtigt lineskifte.

Igen var det svejsningerne – her ved løkkerne – der i begyndelsen vakte størst skepsis. For kunne de nu holde – dels til presset under kast og fiskeri, dels til det mekaniske slid gennem stangringene?

Testfiskeriet manede al skepsis i jorden. Naturligvis kan man slide enhver line op eller ødelægge den ved overbelastning. Men almindeligt fiskeri sætter ingen spor på hverken line eller løkker. Den ultimative test stod en 8 kg’s laks for, som tog fluen i en lang og hurtigt strømmende pool. Løkkerne holdt, og laksen blev landet.

Vejledende udsalgspris: 799,- kr

MWF – Modified Weight Forward Flyline

Sidste skud på stammen var Scierra’s “MWF” linesystem, der består af et helt sæt liner med skydeline, skydehoveder i forskellige densiteter samt ditto Polytip-forfang. Ved at kombinere de mange forskellige liner og forfang kan man fintune sit fiskeri og tilpasse grejet de til enhver tid rådende forhold.

Man kan godt blive lidt forvirret – selv som rutineret fluefisker – når man ser udvalget af MWF-liner. Der er nemlig hele 20 at vælge imellem – til enhånds og tohånds fiskeri i lineklasserne 5/6, 6/7, 7/8, 8/9, 9/10 og 10/11.

Hvert MWF-sæt består af en tynd skydeline samt 3-5 skydehoveder i forskellige synkehastigheder. Dertil 3 Polytip-forfang i flydende, intermediate og synkende. Liner og forfang leveres i en praktisk samlemappe i cordura med plastlommer til de enkelte liner og forfang. Alt samles efter løkke-til-løkke metoden, hvor de integrerede løkker gør det hele meget lettere og langt mere elegant end de hjemmelavede.

Hvor Multi Tip linerne med fordel kan bruges til såvel enhånds som tohånds fluestænger – i strømmende såvel som stillestående vand – dér er MWF-linerne bedst til tohåndsfiskeri i strømmende vand. Det er her, fordelene er mest åbenlyse – specielt ved underhåndskast.

Det er nok de færreste fluefiskere, der reelt har brug for alle de mange kombinationsmuligheder, som MWF tilbyder. Men hører man til de teknisk mindede af slagsen, er der frit slag for fantasien og et utal af muligheder for eksperimenter!

Største ulempe for disse linesæt er prisen: 1.599,- kr (enhånds ) og1.699,- kr (tohånds).

Møde med Magnus

Jeg havde kendt Magnus i mange år, hvor han havde været fast inventar i min flueæske. Men det var først nu, jeg mødte ham “live” – på Samsø, hvor havørrederne var på højskole og Magnus var med.

Det er altid sjovt at møde en person, man har hørt om eller kendt til i mange år – en person, som på en eller anden måde har betydet noget for én.

Sådan var det med Magnus, som havde siddet i min flueæske i efterhånden mange år. En lille grå og undselig sag, som ikke desto mindre mange gange havde bevist, at den kunne fange fisk. For “Magnus” er nemlig en flue opfundet og bundet til kystens havørreder. En flue, der har fået navn efter sin skaber, møbelsnedker Magnus Ting Mortensen fra Dalum ved Odense Å.

Jeg havde fornøjelsen at møde Magnus “live”, da han for et par år siden aflagde Samsø Højskole et besøg sammen med sin udskillelige fiskekammerat Børge Hast. De ville på kursus udi det ædle kystfluefiskeri, vel vidende at de i forvejen havde mange års erfaring og ganske mange kystflueørreder på samvittigheden.

Fenrik med fiskestang

Det var under dette kursus, at jeg fik den sande historie om fluen og dens tilblivelse.

Magnus selv stammer oprindelig fra Varde-egnen i Sydvestjylland – fra Tranbjerg. Ingen i familien fiskede, så i stedet blev det en karl fra nabogården, der tog ham med ud at fiske. Turen gik til et af Holme Ås tilløb, og her blev der fanget bækørreder på prop og orm. Det var under krigen, hvor der var mangel på alting – cykeldæk inklusive. Karlen havde derfor et bredt motorcykeldæk på baghjulet – noget, der var svært at trække rundt i sandet, når der sad en knægt bagpå!

Siden kom Magnus ind til militæret i Holstebro. Her blev han kontorordonnans og delte for en tid kontor med en fenrik, der havde en fiskestang stående på kontoret. Fenrikken var ganske vist gift, men havde ved siden af en kæreste, der vist også var gift, erindrer Magnus!

Fenrikken holdt af at fiske og tog gerne med kæresten ud til åen. Men da fiskestangen var fredløs, kunne den ikke stå i hverken det ene eller andet hjem. Den kom derfor til at pryde kontoret, og Magnus fik lov til at låne den, når fenrikken ikke selv skulle på fisketur.

Under orienteringsløb havde Magnus set, at der på øvelsesterrænet løb en fin lille å. Det var Gryde Å, hvis klare vand dengang husede flotte bækørreder. Dem havde soldaterne set, når de måtte krydse åen – fuldt påklædt – for at nå posterne på den modsatte side. Det var derfor dem, fenrikkens fiskestang blev brugt til at friste med!

Mødet med Saabye

Magnus flyttede i 1958 til Fyn og kom i lære som møbelsnedker i Fangel nær Odense Å. Her fik han lov at fiske på nabogårdens vand, og her var det, at han en dag stødte på noget så usædvanligt som en fluefisker ude i engene.

Den trofaste gamle ABU Lapplandia, som Magnus har fisket med i mange år

Det var selveste Svend Saabye, som svingede stangen ved sit hjemmevand – vel nok en af de sidste gange han fiskede her, da åen efterhånden var så godt som tom for ørreder. Men Magnus fik sig en sludder med kunstneren – og blod på tanden. Han ville være fluefisker og binde sine fluer selv!

Magnus lærte sig at kaste med flue – ved at studere tegningerne i datidens noget nær eneste håndbog udi lystfiskeri – Politikens “Jeg er Lystfisker”. Værre var det med fluebindingen, som krævede instruktion. Han meldte sig derfor ind i en lokal forening, hvor han lærte at binde fluer under kyndig vejledning.

Hans første selvbundne flue var en klassisk Red Tag Palmer, der skulle få stor betydning for hans kommende udvikling som fluebinder. Det tætte kropshackle på dette mønster giver en levende flue, som fiskene har svært ved at modstå. Det samme gælder den orangerøde svenske Chilimp og den mere afdæmpede danske variant ved navn Jysk Chilimps – fluer, der begge fascinerede Magnus.

Sommerhuset nær Æbelø

Da Magnus købte sommerhus ved Skåstrup på Nordfyn, begyndte han med jævne mellemrum at tage den lange vadetur ud til Æbelø. Det var spinnestangen, der måtte holde for sidst i 1960’erne, for med den kunne man jo kaste langt og fiske i al slags vejr.

Men så en forårsdag i 1973 stod han på nordsiden af øen og fik her øje på to fine havørreder, som stod stille ganske tæt på land. Magnus kastede ud og spandt ind, men lige meget hjalp det. Fiskene ville ikke vide af hans blink.

Det var en oplevelse, der satte gang i fluebindingen. De to havørreder stod så tæt på land, at han kunne have nået dem med selv et ganske kort fluekast. Og måske de ville have taget en lille flue fisket langsomt i stedet for et hurtigt fisket blink?

Magnus gik i tænkeboksen. Dengang fandtes der ikke – som i dag – en masse specielle kystfluer at vælge imellem. Dengang var kystfluefiskeriet et stort set ukendt fænomen. Men Magnus vidste én ting: Fluen skulle være levende i vandet, hvis den skulle kunne fange noget!

“Magnus” bliver til

Derfor måtte den nødvendigvis have et busket kropshackle som den klassiske Red Tag Palmer. Og den skulle se ud som en lille reje, omend Magnus ikke tænkte på en nøjagtig imitation. Som aktiv jæger havde Magnus let adgang til et af de klassiske fluebindingsmaterialer – hareuld. Kroppen blev derfor lavet af hareuld spundet på bindetråden.

“Magnus” – bundet af mesteren selv!

Det var værre med hacklet. Men her fik Magnus hjælp af en god ven, som holdt høns af den tværstribede Plymouth Rock race. Hacklet blev derfor et “grizzly” hackle, som den slags fjer hedder i fluesproget, og halen blev lavet af to spidser fra samme fjer. Som pynt kom to rødmalede kuglekædeøjne til.

Fluen fik sin debut selvsamme påske, hvor Magnus var vadet over til Æbelø i en frisk østenvind af den slags, som er så almindelig i påsken. På nordsiden af øen fandt han et sted, hvor vind og strøm havde dannet et bagvand. Her kørte vandet frem og tilbage, og her samledes tydeligvis en hel del fødeemner for fiskene.

I hvert fald lykkedes det den dag Magnus at fange hele tre fine havørreder på sin nye flue – et rigtig godt resultat i de dage, hvor fiskene var færre og enhver fanget havørred derfor en flidspræmie. Rygtet om den nye flue spredtes langsomt, og en dag sidst i 1970’erne tog tre mand hele 17 fine havørreder på fluen, som endnu ikke havde fået noget navn.

Fluen får navn

Da efterspørgselen steg, besluttede en grejbutik i Odense at binde og sælge af den nye flue. Til ære for opfinderen fik den navnet “Magnus”, og fluen har gået sin sejrsgang lige siden. I dag er den dog trængt lidt tilbage af de mange nye fluemønstre bundet af fancy syntetiske materialer, men fluen er lige så god og velfangende som altid. Bindemønsteret lyder som følger:

Magnus:
Krog: Rustfri streamerkrog str. 4-6
Bindetråd: Rød nylon
Hale: To grizzly hacklespidser
Kropshackle: Grizzly hanehackle
Krop: Hareuld
Rib: Oval sølvtinsel
Fronthackle: Grizzly hanehackle
Øjne: Kuglekædeøjne
Hoved: Rødt

“Magnus” har rigtig mange havørreder på samvittigheden, og en af de største har dens opfinder selv fanget – en flot fisk på hele 79 cm. Det var en fisk, der gik til biddet en kold forårsdag på Langeland. En fisk, der lige så selvfølgeligt blev landet af fiskekammeraten Børge! Året var 2001.

Magnus er en af de kystfluefiskere, der aldrig tager til kysten uden en linekurv. Som han naturligvis laver selv – af en opvaskebalje med pålimede dupper i bunden. Man er vel håndværker. Og så sværger han til intermediate liner, der synker lige ned under overfladen. De trækker ikke striber, som flydeliner gør – noget, der kan have betydning i stille vejr, hvor ørrederne er sky.

Blå Bog
Navn: Magnus Ting Mortensen
Alder: 67 år
Status: Gift med Bodil og far til Sten og Johanne
Uddannelse: Møbelsnedker
Født: Tranbjerg ved Varde
Bosat: Birkedals Allé 37, Dalum, 5250 Odense SV
Profession: Efterlønsmodtager
Hobby: Lystfiskeri og jagt

Færdige fluesæt – tilsæt blot vand!

Det kan være svært at sammensætte stang, hjul og line til et velfungerende fluesæt og helt umuligt for begyndere. Jeg har derfor testet en håndfuld af de bedste færdige fluesæt på markedet.

Fluefiskeri fascinerer mange, og mange vil derfor gerne lære det.

Men det er ikke så ligetil endda. Dels er fluekastet langt mere kompliceret end spinnekastet, som enhver kan lære sig selv. Og dels er grejet svært at sammensætte, så stang og line passer optimalt til hinanden.

Hvor enhver spinnestang er designet til en bestemt kastevægt, som angives i gram, er det ikke nær så nemt med fluestangen. I spinnefiskeriet er agnet en tung ting, der kastes for enden af en tynd line. Omvendt med fluefiskeriet, hvor den lille flue næsten intet vejer. Her er det i stedet en tyk og tung flueline, der udgør kastevægten. Som trækker den vægtløse flue efter sig.

Håbløs linejungle

Men fluelinens vægt afhænger helt af kastelængden. Jo længere kast desto mere line og større belastning af stangen. At vælge den rette line til stangen bliver derfor fluefiskerens største problem.

Lettere bliver det bestemt ikke, når man ser markedets overvældende udbud af flueliner i alle tænkelige og utænkelige udgaver. Her skal man som håbefuld fluefisker tage stilling til forhold som lineklasse, tapering og densitet, der alle har betydning for, om grejet kaster ordentligt.

Det har ingen nok så håbefuld fluefiskerspire en kinamands chance for at lykkes med. Han må enten tage en god ven med, som er rutineret fluefisker. Eller stole blindt på det, han får tilbudt i grejbutikken. Og det er langt fra altid optimalt. Er ekspedienten ikke selv en garvet fluefisker, kan han i sagens natur ikke vejlede vor håbefulde fluefisker korrekt.

Alligevel er der håb for den, der hverken stoler på grejbutikken eller har en garvet fluefisker i vennekredsen. Løsningen hedder færdige fluesæt, hvor man blot tilsætter vand. Så er man klar til at kaste ikke fiske. For før man mestrer grundkastet, er der ingen grund til overhovedet at binde en flue for enden af det lange forfang. Det er “asking for trouble”, om noget er!

Der findes adskillige færdige fluesæt på markedet i perioder endda rigtig mange. Det er ofte tilfældet, hvis en producent er brændt inde med et stort udvalg af stænger, hjul og liner, som så sammensættes til prisbillige færdige fluesæt. Imidlertid er disse sæt ofte af en tvivlsom kvalitet. Ikke mindst linen er i regelen alt for dårlig.

Fritid har kigget på tre færdige fluesæt, som alle er godt sammensat – i to forskellige prisklasser. Det drejer sig om et billigt sæt fra svenske Abu Garcia samt et sæt fra amerikanske Fenwick og danske Scierra begge i mellemprisklassen. Alle er 9-9 1/2 fods stænger klasse 7-8 med WF 8 flydeliner ideelle til dansk kystfluefiskeri.

Abu Garcia “Diplomat”

Svenske Abu Garcia leverer nok markedets bedste bud på et velfungerende fluesæt i den billige prisklasse.

Navnet “Diplomat” hentyder til et klassiske svensk fluehjul, som desværre ikke længere er i produktion. Hjulet på dette sæt er med bred spole og fremstillet i saltvandsbestandig plast. Skivebremsen er meget velfungerende og fuldt ud i stand til at stoppe selv den største danske havørred. Det ville dog være rart, om bremsen kunne justeres over et lidt større spillerum.

Stangen er 9 fod lang og beregnet til en line klasse 8. Hjulholderen er af den velkendte Fuji-type i saltvandsbestandig plast og rustfrit stål. En hjulholder, som holder alle typer hjul urokkeligt fast. Topøjet er dog et svagt punkt, idet svejsningen mellem ring og rør ikke er loddet godt nok. Kanterne her vil uvægeligt medføre et unødigt slid på fluelinen.

Man kan vælge mellem en 2-delt eller en 4-delt model. Den 2-delte er en smule blødere og mere letkastet end den 4-delte, som til gengæld er uendelig meget lettere at transportere. Der skal endog meget gode argumenter for at vælge den 2-delte, der er lang og besværlig at have med.

Fluelinen, som er en lille smule lettere end optimalt, er monteret med bagline og forfang – klar til brug. Transportvenligheden i højsædet ved dette sæt, som trods sin meget rimelige pris leveres i et beskyttende transportetui med plads til hjulet. Utroligt, at man kan få så meget til så lidt:

Sætpris: 799,- kr.

Fenwick “Eagle Seatrout”

Det var amerikanske Fenwick, der i 1973 kunne lancere verdens første kulfiberstang. Firmaet råder således over stor ekspertise, hvad stangdesign angår, og det mærkes i dette sæt.

Stangen er 3-delt samt 9 fod og 9 tommer lang, hvilket er den længste af de tre testede. Den ekstra længde kan være en fordel ved netop kystfluefiskeri, hvor man ofte vader dybt og derfor har brug for et ekstra højt bagkast.

Hjulholderen har indlæg af radial kulfiber, og der er aftagelig fight butt, som man normalt vil lade sidde hele tiden. Aktionen er af den hurtige slags, som især lidt mere erfarne kastere vil kunne nyde godt af.

“Eagle” hjulet er testens eneste af metal, hvilket giver større stabilitet og – i dette tilfælde – en skivebremse langt ud over det sædvanlige. Der er uden diskussion tale om testens bedste fluehjul, som vil kunne tilfredsstille selv kræsne fluefiskere.

Selvsamme fiskere vil imidlertid næppe være tilfredse med den påmonterede bagline, der kun er få meter lang… Under 50 meter bagline bør der aldrig være på noget fluehjul. Mindre medfører en meget reel risiko for at miste storfisken, hvis den gå til biddet. Man har ikke en chance.

Bagline, line og forfang er monteret ved køb – lige til at trække gennem øjerne, klar til kast. Kombinerer man stang og hjul med det smarte medfølgende transportetui, da får man dog med dette sæt virkelig meget for pengene:

Sætpris: 1.399,- kr.

Scierra “Advantage”

Scierra, som danske Svendsen Sport står bag, leverer med “Advantage” et af markedets bedst afstemte fluesæt, der endda leveres sammen med en DVD-introduktion af fluekastet.

Uheldigvis er denne DVD for en stor dels vedkommende et uddrag fra Scierra’s første DVD. Det betyder, at den ikke tager udgangspunkt i en ny fluekasters absolutte mangel på forudsætninger. Til gengæld byder den på fine optagelser af veludførte fluekast i smukke omgivelser. God underholdning, altså.

Men når det er sagt, så er der ingen tvivl om, at dette sæt er uhyre vel afstemt – tilpasset begyndere, som har brug for en lidt langsom kasterytme for at følge med. Og det lever “Advantage” til fulde op til. En meget behagelig udrustning at kaste med – langsom uden at være blød. En aktion, der gør fluekastet til den ultimative nydelse, det altid bør være!

Stangen er 9 fod og 3 tommer lang og monteret med en hjulholder, der dog ikke helt passer til foden på det tilhørende fluehjul. Hjulet er fra Okuma – i saltvandsbestandig plast med justerbar skivebremse. Et udmærket hjul, der dog ikke er i klasse med Fenwick’s.

Den medfølgende flueline er den bedste af de testede fint taperet, så den giver lange og ubesværede kast med et minimum af anstrengelse. I det hele taget et meget velkastende fluesæt, hvor man dog selv skal samle de enkelte dele noget, de fleste begyndere typisk har store problemer med.

Sætpris: 1.499,- kr.

Konklusion

Der er ingen tvivl om, at de tre testede fluesæt alle lever op til forventningerne. Begynderen, der endnu ikke er sikker på, om fluefiskeri er noget for ham eller hende, kan med fordel vælge sættet fra Abu Garcia. Det er så billigt og alligevel godt fungerende, at man ikke kan gå galt i byen.

Er man omvendt klar over, at man seriøst vil i gang med fluefiskeriet, er der sund fornuft i straks at investere de ekstra kroner, som de to fluesæt fra henholdsvis Fenwick og Scierra kræver. Her får man nemlig fluegrej af en kvalitet, man kan vokse med i et godt stykke tid. Grej med ressurser, man først lærer at udnytte hen ad vejen. Selv garvede fluefiskere vil ikke have noget imod at skulle bruge disse sæt.

Alt i alt må man konkludere, at vi i dag får utrolig meget for vore penge, når vi investerer i færdige fluesæt. Det gjorde man ikke for blot fem år siden. Og samtidig er der så meget rift om kunderne, at sættene ofte er på tilbud til særdeles attraktive priser.

Til allersidst et lille hjertesuk: – Hvorfor i alverden leveres hjulene på disse færdige fluesæt alle klar til indspinning med højre hånd? Det er et levn fra meget gamle dage, som snarest bør aflives. Alle nye fluehjul bør naturligvis leveres til venstrehånds indspinning. Det er det eneste logiske. Højrehånden bruger man jo til at kaste med!

Flash-fluer, der duer

I gamle dage var fluer noget, man altid bandt af hår og fjer. I dag bruger man i stigende grad plastmaterialer, som giver fluebinderen helt nye muligheder.

I gamle dage var fluer altid noget, man bandt af uld, fjer og hår – materialer, man fortrinsvis fik gennem jagt. Kendte man en jæger, var der aldrig mangel på fluebindingsmaterialer.

March Brown

Klassikeren over alle klassikere, når det gælder ørredfluer, er “March Brown”. Den kendes fra historien helt tilbage i slutningen af 1400-tallet, hvor den blev beskrevet i priorinden Dame Juliana Berners klassiske fiskebog “A Treatyse of Fyshyinge wyth an Angle” fra 1496. Verdens første fiskebog, der indeholdt en minutiøs beskrivelse af 12 fluer én til hver af årets måneder.

March Brown er den eneste af disse 12, der stadig lever, bruges og fanger fisk her godt et halvt årtusinde senere. Dertil en flue, der ikke kun finder anvendelse i måneden marts, hvor dens naturlige forbillede sværmer ved vandløbene, men året rundt. Årsagen skal sikkert findes i flere forhold:

Dels er denne brunspættede sag så generelt lig mange af fiskenes naturlige fødeemner, at den kan fange fisk under meget forskelligartede forhold. Og dels bindes den af materialer, som er lette at få fat i, og som enhver jæger har lige ved hånden:

Hale: Fibre fra brun agerhøne
Krop: Uld fra hareøre
Hackle: Fibre fra brun agerhøne
Vinge: Brunspættet fjer fra fasanhøne

Det er en fascinerende tanke, at denne gamle klassiker i dag fanger fuldstændig lige så godt som for 500 år siden. I vor højteknologiske tidsalder, hvor fluestænger bygges af højmodulære kulfibre, og hvor linerne fremstilles af polyethylen under minutiøs laserkontrol stik modsat datidens splittede bambusstænger og flettede liner af hestehalehår!

Produkter af rumalderen

Alligevel er den tid ved at være forbi, hvor fluer udelukkende blev bundet af hår og fjer af naturens egne produkter. I dag råder fluebinderen nemlig over et hav af forskellige syntetmaterialer, som kan erstatte eller i hvert fald supplere naturens egne produkter. Og som i flere tilfælde kan bruges til at fremstille fluer, der holder til ekstremt hårde påkendinger fra fisk og fiskeri.

Kort sagt materialer, som har givet fluebinderen helt nye muligheder ved fluestikket. Et godt eksempel er den traditionelle metaltinsel, som i mange år har irriteret og frustreret fluebindere verden over. Først når den skarpe kant klippede bindetråden over på altid upassende tidspunkter. Og dernæst, når tidens tand fik den blanke tinsel til at oxidere og blive mat.

I dag bruger vi udelukkende mylartinsel et produkt af rumalderen, udviklet til astronauternes varmereflekterende dragter. Mylartinsel er stærkt, blødt og uden skarpe kanter, og så bliver det aldrig mat. Et fremskridt af dimensioner.

Isbjørnehår har altid været populært blandt fluebindere, da de hule og luftfyldte hår giver en særlig glans i vandet, som både fisk og fiskere holder af. Men isbjørn er ikke let at få fat i på legal vis, og dette lagde grunden til de første syntetiske hår, FisHair, der siden er blevet efterfulgt af mange andre syntetiske hårmaterialer. Sikkert til stor glæde for både isbjørne og fluebindere!

På samme måde nyder både dyr og mennesker godt af syntetiske erstatninger for sælhår, der alle dage har været et populært fluebindingsmateriale på grund af dets glansfuldhed. I dag har vi fået materialer som Seal-Ex og andre, der faktisk gør det bedre end originalen. Bedre og billigere. Materialer, der ikke suger vand, og som derfor egner sig perfekt til tørfluer, der skal flyde på overfladen.

Og så fremdeles. Men der skulle gå en del år, førend fluebindere verden over tog skridtet fuldt ud og ikke blot brugte de nye syntetmaterialer som erstatning for de gamle, der var blevet svære at få tag i i hvert fald uden at komme i konflikt med Washington-konventionen.

Først relativt sent dukkede der radikalt nye fluer op, som helt og aldeles var deres egne syntetiske hele vejen igennem. Fluer, som fuldt ud drog konsekvensen af de nye materialer og deres anderledes anvendelsesmuligheder.

Juletræet

“Juletræet” er et godt eksempel på en sådan ren syntetflue, der i princippet kun består af en perlemorsfarvet mylarslange trukket op over krogen.

Krog: Mustad 34007 str. 4-10
Bindetråd: fluorød nylon
Hale: opsplittet mylarslange
Krop: mylarslange, pearl, fluorød eller fluogrøn
Hackle: opsplittet mylarslange

Læg som underlag for det halvtransparente rør en fluorescerende rød chenillekrop. Den fylder røret ud, og den suger samtidig vand, så den færdige flue får let ved at synke. Endelig giver den indtryk af liv – blod – under det skinnende og halvt gennemsigtige ydre. En effekt, der bestemt ikke bliver ringere, når et par fisk eller tre har flænset lidt i fletværket!

Sørg for, at der såvel foran som bag chenillekroppen er et stykke med bar bindetråd. Det er nemlig her, røret senere skal bindes ned. Bindetrådsunderlaget sikrer da en solid forankring af det glatte rør.

Tag herefter et stykke rør og fjern den kerne, røret er flettet omkring. Røret skal være godt og vel tre kropslængder langt – hellere for langt end for kort, da man jo altid kan klippe det til. Røret splittes op i den ene ende og skydes ind over chenillekroppen, så lige meget stikker ud foran og bag.

Tilbage er så kun at binde røret ned bagtil og fortil, hvorefter de forreste fibre foldes bagud og bindes ned som en slags hackle. Ud over bindetråden består et “Juletræ” således kun af chenille og Flashabou.
Juletræet er en af de bedste kystfluer, man kan binde for enden af sit forfang, hvis man er ude efter en sølvblank havørred. Bind den altid på en rustfri krog, når den skal bruges i saltvand.

Flash-fluen

Er Juletræet en simpel flue, er “Flash-fluen” endnu enklere. Det er en flue, der imiterer større småfisk, end man normalt kan håndtere på sin fluestang. Traditionelt bundne fluer med fjer og hår bliver nemlig meget tunge i store størrelser, når de suger vand. Så tunge, at man ikke længere kan kaste dem.

Det sker ikke med Flash-fluen, der udelukkende består af lange og glitrende Flash-fibre, der næsten intet vejer, og som ikke kan suge vand. På denne måde kan man binde fluer på både 10 og 20 cm, som stadig kan kastes på almindeligt fluegrej.

Krog: 4X streamer str. 1-4
Bindetråd: fluorød nylon
Hale: sølv eller guld Flash
Vinge: blå over sølv eller purple over guld Flash

For at undgå, at de lange Flash-fibre snor sig om krogskaftet, kan man med fordel give både hale og vinge en dråbe epoxy ved indbindingsstedet. Det reducerer problemet markant.

Flash-fluer kan bindes på flere forskellige slags kroge. De fleste forbinder denne fluetype med gedder, som holder af en stor mundfuld. Til det formål binder man fluerne på almindelige streamerkroge, som er brunerede.

Men Flash-fluer kan bruges til meget andet. Således er store havørreder i saltvand også meget glade for fluer, der er større end normalen. Fluer, der på denne måde går spinnefiskeren i bedene. Flash-fluer til brug i saltvand bør altid bindes på rustfri kroge.

Epoxy Minnow

Seneste skud på stammen af rene syntetfluer er de amerikanske Epoxy Minnows:

Krog: Mustad 34007 str. 4-6
Bindetråd: sort nylon
Vinge: grønne over hvide syntethår dækket af epoxy

Epoxy Minnows er meget hårdføre fluer, som bør tages i brug under barske forhold. Til fisk, hvis tandsæt hurtigt ville ruinere almindelige fluer. Og til fiskeri over klippebund, som ligeledes er hård ved fluerne.

Epoxy Minnows er oprindelig udviklet til saltvandsfluefiskeri “over there”, men egner sig også fortræffeligt til dansk fluefiskeri. Ikke mindst til gedder, hvis mange tænder hurtigt lægger almindelige fluer i ruiner, er Epoxy Minnows velegnede. Det samme gælder til torsk, som har for vane at sluge fluen helt, og hvis spidse gællegitterstave er hårde ved fluerne.

Når man binder Epoxy Minnows, er det vigtigt, at de færdigbundne fluer roteres, mens epoxylimen tørrer. Sker det ikke, vil epoxyen følge tyngdekraften, synke ned og resultere i ubrugelige fluer, der ser forfærdelige ud!

Binder man ofte Epoxy Minnows, er det derfor en god idé at investere i et roterende tørrestativ, som helt eliminerer dette problem.

Fluebinding i det 21. århundrede er således meget forskellig fra det, den gamle priorinde anbefalede for mere end et halvt årtusinde siden. Men fluefiskere og fluebindere er stadig de samme – altid på udkig efter nye metoder at binde fluer og fange fisk på!

Troels Kirk: Kunstner og fisker med træsmag

Den danske kunstner og fluefisker Troels Kirk bor på en sejlbåd i en nordsjællandsk havn. Her maler han sine motiver, der siden sælges til samlere i udlandet.

Troels Kirk, der er uddannet cellist, tilbragte sine barneår i Nordsjælland. Allerede tidligt kastede han sine fluer til de salte havørreder i Isefjorden ved Vellerup Vig. Sammen med sin onkel og givet som en af de første salte danske fluefiskere.

Senere flyttede han til Norge, hvorfra mange af hans motiver stammer – laks og lakseelve ikke mindst. Senere gik turen til Frankrig, og i dag bor han med sin familie på en sejlbåd i en nordsjællandsk havn.

Herunder følger et udvalg af de malerier, som Troels udstillede sidste år under et besøg på Samsø Højskole. Som det vist tydeligt fremgår af malerierne, er Troels Kirk forsynet med en udpræget træsmag. Her fiskes der med splitcane!

Interesserede kan kontakte fluefiskeren og kunstmaleren på følgende adresse:

Troels Kirk
Vedbendvej 11
2900 Hellerup
Tlf. 26 99 33 14
E-mail:
info@troelskirk.com
Website:
www.troelskirk.com

Illustrationer: © Troels Kirk

Absolut lystfisker!

Nedenstående artikel – skrevet af Thomas Sønderstrup – blev første gang publiceret i bladet Sportsfiskeren og er siden gengivet hos webmagasinet ScandicAngler. Jeg har garneret den med lidt retrospektive fotos fra min tidlige ungdom som lystfisker!

“Som lystfisker støder man før eller siden på navnet Steen Ulnits. Han nærmer sig sin tyvende bog, er fiskeskribent på Jyllands-Posten og har skrevet et utal af artikler til danske og internationale magasiner. I efteråret 2003 udkom “Absolut sandfærdige fiskehistorier'”og “Fiskerejser til fjerne lande”, og de næste udgivelser er lige om hjørnet.

Første kystørred fra Nordals – 48 cm og 1,2 kg på 18 grams Krill
Abu Atlantic 403, Abu 444A, Abulon 0.30 mm

“Det begyndte med, at der var sådan en iboende trang til at meddele sig hele tiden. Der går ikke en dag, hvor jeg ikke skriver på et eller andet. Jeg leverer artikler til blade og aviser, og derudover arbejder jeg hele tiden på mine bøger. Har jeg ikke en bog, der er bestilt til et eller andet, så skriver jeg på noget, jeg kan bruge på et eller andet tidspunkt. Og det er så nemt, for jeg kan bare ikke lade være,” fortæller Steen Ulnits og lader tankerne gå tilbage til dengang, det gik op for ham, at han var lystfisker.

Nap & Nyt 1968

“De fleste lystfiskere er født i en familie, hvor faderen fisker. Det er jeg faktisk ikke. Men jeg havde en ven, hvis far havde en cykelforretning i Rødovre, og han havde alle årets fiskegrejskataloger.

Jeg husker især ABU-kataloget. Nap & Nyt fra 1966. Der var et billede af en mand, der stod og fiskede nedenfor et vandfald i Plitvice nationalpark i Jugoslavien. I samme sekund, jeg så det billede, vidste jeg, at jeg var lystfisker. Jeg havde bare ikke vidst det før,” husker Steen Ulnits, der kort tid efter flyttede fra Greve til Als, og allerede på turen til Jylland blev den unge knægt bekræftet i, at han virkelig var lystfisker.

Da familien kørte tværs over landet i en gammel Opel Rekord, stoppede de på et tidspunkt for at samle en soldat op. Han fik plads på bagsædet ved siden af Steen, og hurtigt fik soldaten øje på de kulørte fiskegrejskataloger. Han var også lystfisker og fortalte, at netop Als var det bedste sted at fiske havørreder fra kysten, så Steen vovede sig straks efter ankomsten ud til de sønderjyske kyster. Først til nogle resultatløse år, men siden gik det bedre.

Havørred plus kysttorsk fra juninat på Nordals
Abu Atlantic 450, Cardinal 66

“Det var dengang, man havde en 9 fods ABU glasfiberstang, og et Cardinal 66 alternativt et Quick Finessa. Siden begyndte jeg også at fiske i søer og moser efter gedder. Fluefiskeriet kom først til senere. Jeg læste bøger om fluefiskeri af Svend Saabye, og jeg tænkte, at det var lige mig. Det tog dog 100 år at fluefange en havørred på kysten, og grejet kunne ikke tåle saltvand, og vi havde ingen fluer. Det var ret frustrerende.

Men så en dag, det var 2. juledag i 1972, fik jeg sgu fire flotte havørreder mellem 40 og 45 centimeter på en lille Mickey Finn. Det kunne altså lade sig gøre.”

Brevet til ABU

Nu havde lystfiskeriet for alvor bidt sig fast, og hurtigt meldte trangen til også at meddele sig. Efter en række fisketure følte den unge lystfisker, at han måtte give sin mening til kende om de spinnere, han gik og fiskede med i søer og moser.

“De spinnere, jeg fiskede gedder med, var ikke optimale. Sonette, Reflex og hvad de nu ellers hed den gang. Så jeg skrev et brev til ABU-fabrikken i Svängsta i Sverige og forklarede, at hvis de ændrede den her ophængningsbøjle i forhold til bladet, så ville de få en meget bedre spinner.

Første fjeldørred på Grønland – taget på 15 grams Salar
Taersserssuaq, Nanortalik, 1974

Jeg regnede ikke med at høre noget fra ABU, men en dag kom der brev fra Sverige. De takkede for mit brev og sendte mig en stor kasse med Hi-Lo woblere, Lucas-pirke, blink og spinnere. Og to år efter, og lige siden, har alle spinnere haft det ophæng, jeg anbefalede. Det kan jeg godt få et lille kick ud af,” siger Steen Ulnits og smiler af den effekt, hans første skriverier om lystfiskeri havde.

Dus med Sportsfiskeren

Steen Ulnits havde nu meddelt sig for første men absolut ikke sidste gang. Opildnet af oplevelsen med ABU satte han sig for at omskrive brevet til en artikel, som han i håndskrevet form sendte til Sportsfiskerens daværende redaktør Poul Thomsen, siden kendt fra “Dus med dyrene”.

“En dag ringede telefonen. Det var Poul Thomsen. Han ville gerne købe artiklen. Det var lige før, jeg var besvimet. Jeg ville næsten have betalt penge for at få den trykt. Men artiklen skulle altså maskinskrives, så jeg brugte to hele dage på at skrive artiklen ind på min fars hakkebræt af en rejseskrivemaskine. Men så kom den også i Sportsfiskeren,” husker Steen Ulnits om sin officielle debut som fiskeskribent i 1974.

Gedde på 11 kg, 107 cm fanget i mose på Nordals, november 1976
18 grams Reflex, Abu Caster, Ambassadeur 5500C, Abulon 0.30 mm

Hermed var kimen lagt til det, der har vist sig at være et af de største, mest alsidige og engagerede forfatterskaber i dansk lystfiskerlitteratur. Steen Ulnits har i mere end 20 år levet som professionel lystfisker. Det er gået op og ned, men efter et par magre år i begyndelsen kan han i dag konstatere:

“Livet som professionel lystfisker er ret fedt. Jeg kunne ikke have et fast arbejde, hvor man skal lave de samme ting. Alt hvad jeg foretager mig, laver jeg dybest set for mig selv. Det er altså privilegeret. Men det betyder også, at der ikke altid er så mange penge i kassen. Jeg er nødt til at have flere kasser, jeg kan hente fra.”

“Jeg ser nogle gange mig selv som jongløren i cirkus med tallerknerne på pinden. Nogle gange skal man lige hen og dreje lidt på den ene og så på den anden. Og ind i mellem er der alligevel én, som falder ned. I den her branche er der ikke en enkelt ingrediens, jeg kan trække ud og leve af. Jeg har måske 10-20 forskellige ting, jeg beskæftiger mig med, som tilsammen giver en god indtægt,” siger Steen Ulnits og konstaterer:

“Jeg tror faktisk, jeg er den eneste, der har holdt gennem de sidste 25-30 år. Der er derfor ikke nogen, der er i tvivl om, at jeg eksisterer. Og så får jeg nogle jobs, fordi folk ved, jeg kan løse opgaven, for det har jeg jo gjort før. De er sikre på at få en vis kvalitet.”

Ikke morgenmenneske…

Steen Ulnits opererer på flere fronter og har hele tiden gang i flere projekter, men han glæder sig over, at han i vid udstrækning selv bestemmer sin dagligdag og hvornår tingene skal laves. Han følger sin egen rytme og har frihed til at fiske og skrive, når han vil.

Bækørred fra Sønderåen
Hardy Jet 8 1/2 fod klasse 6, Hardy Marquis no. 6

“Jeg er ikke morgenmenneske. Jeg sover til kl. 8 eller 9, så spiser jeg morgenmad og læser avis. Så er det meste af formiddagen gået. Når jeg går til bageren om morgen og ser alle de fortravlede mennesker på vej til arbejde, glæder jeg mig virkelig over min privilegerede stilling.”

“Jeg arbejder eftermiddag og aften, og ofte sidder jeg oppe og skriver om natten. Men livet som professionel lystfisker koster nogle kærester hen ad vejen. Det er et kæmpe egotrip at være ude at fiske hele tiden, og det har de svært ved at forstå. Hvis man så også kommer hjem med et billede af en køn pige fra Sydamerika, er de jo helt sikre på, at man har ligget i med hende,” fortæller Steen Ulnits med et skævt smil på læben.

Rejserne fylder meget i den professionelle lystfiskers liv, og det er blevet til op mod 50 forskellige lande i løbet af de sidste 25 år. Men spørger man, hvilke oplevelser, der har gjort størst indtryk på ham, har han svært ved at fremhæve nogle på bekostning af andre.

“Det er svært at sige, fordi der er så mange, som har haft så forskellig karakter. At stå og kigge på en kæmpestor hvid haj, der kommer svømmende under båden er en stor fiskeoplevelse, selv om jeg ikke har haft den på krogen. At stå overfor en grizzlybjørn i en lakseelv i Alaska er sgu også en stor oplevelse.

Så er der selvfølgelig de fisk, som bare er store og vilde. Min første store tarpon på fluestang var en meget stor oplevelse. Og min første sejlfisk på fluestang. Det var to oplevelser, der rykkede. Bagefter læner man sig tilbage og har det som om, man lige har overlevet et flystyrt.”

Dolly Varden (røding) taget på Skykomish Sunrise
Iliamna Lake, Alaska, august 1976

Rejserne byder ikke alene på stærke oplevelser. Mødet med andre fiskere og nye fiskevande giver også inspiration til Steens eget fiskeri. Og så er han efter mange rejser fuldstændig overbevist om, at fisketurisme kan være med til at skabe et bedre miljø og redde fiskebestandene.

“Man kan lære utroligt meget af hinanden, og jeg har i hvert fald lært meget af at rejse rundt. Fiskeriet har udviklet sig forskelligt forskellige steder, for de har haft hver deres udgangspunkter og nogle bestemte fisk og fiskevande. Men det udelukker jo ikke, at mange af de agn, der bliver produceret til bass-fiskeri i USA er fortræffelige til dansk fiskeri.”

“Man kan se, at der er så mange ting, der hænger sammen, og så har jeg indset, at fisketurisme er vejen frem. Der er kun gode ting at sige om fisketurisme, hvis man kan styre det rigtigt. Og det tør jeg kun sige, fordi jeg har rejst så meget og set, at det er en guldgrube. Er der ikke et godt miljø, så er der heller ingen fisketurisme, og har man en veludviklet fisketurisme, så har man også en god fiskebestand. Så enkelt er det,” lyder det fra den fiskende globetrotter.

“Mærk fiskeverdenen'”

Sin position som en af de mest markante og efterspurgte fiskeskribenter skyldes ikke alene hans begejstring for lystfiskeri. En uddannelse som fiskeribiolog har været rygraden i hans professionelle virke som lystfisker, og den akademiske baggrund har tilført hans arbejde med lystfiskeri en faglig dimension.

4 kgs regnbueørred taget på Skykomish Sunrise.
Iliamna Lake, Alaska, august 1976

Steen Ulnits er ikke bare en fanatisk lystfisker med sine meningers mod, men også en indsigtsfuld og kompetent iagttager af miljøet i og omkring fiskevandene. Kort sagt en mand, man må lytte til og spørge til råds, hvis man vil se fiskeriet i et lidt større perspektiv.

“Når jeg ville være fiskeribiolog, så skyldtes det, at der var mange ting, jeg ikke forstod, når jeg fiskede. Ting som jeg ikke fik svar på i bøgerne. Det var nysgerrighed efter at lære noget om vand og fisk, der gjorde, at jeg blev fiskeribiolog,” forklarer Steen Ulnits og fortsætter:

“Jeg elsker facts. Jeg føler ofte, at min mission er at samle facts og præsenterer dem i en bestemt sammenhæng. Og havde jeg ikke haft den biologiuddannelse, kunne jeg ikke leve som professionel lystfisker. Jeg holder mig ikke tilbage for at fortælle, at jeg er akademiker. Der er en faglig respekt omkring mig, i al beskedenhed.”

Når Steen Ulnits ikke har valgt et mere sikkert job som biolog, skyldes det dels et par dårlige oplevelser og så den selverkendelse, at han simpelthen ikke kan forenes med rollen som biolog i et amt eller en kommune. De har ikke ret til at udtale sig om noget som helst, og det strider grundlæggende mod Steen Ulnits’ trang til at meddele sig, når der er brug for det.

Køkkenørred og 70’er sutsko!

“Da jeg lige var blevet fiskeribiolog, arbejdede jeg med fiskeopdræt i Kina, Mellemøsten og Sydamerika. Jeg projekterede blandt andet et regnbueørred-opdræt i Argentina i provisen Neuquen. Jeg brugte meget tid på at forklare de lokale politikere og beslutningstagere, at der var et stort problem med forurening i forbindelse med de her opdræt. Jeg lagde rensefaciliteter ind i projektet, og det kunne de godt forstå.

Men det endte alligevel med, at de droppede rensefaciliteterne, da det ikke var påkrævet ifølge provinsens love, og så sagde jeg til min chef, at det kunne jeg altså ikke være med til. Så blev jeg professionel lystfisker i stedet for og har her draget fordel af min uddannelse på anden vis. Jeg føler mig i dag lidt som en lille lystfiskerudgave af Tor Nørretranders: ‘Mærk fiskeverdenen’. Sådan en slags videnskabsjournalist,” siger Steen Ulnits og griner lidt af sammenligningen.

“Fisken, Vandet og Verden”

Men noget er der om snakken. En af Steen Ulnits seneste bøger,“Fisken, Vandet og Verden'” kan kun komme fra en mand med stor faglig indsigt. Bogen er en redigeret og stærkt udvidet udgave af“Fisken og Vandet” fra 1985 – fra 160 sider til nu 400 – og bogen markerer en milepæl i hans lystfiskerlitteratur.

Sommerørred på terrassen

“‘Fisken, Vandet og Verden’ henvender sig til den seriøse lystfisker, men også til gymnasierne og førsteårsstuderende på universitet. Jeg har ønsket mig at lave den meget længe. Den er ikke let tilgængelig, men den er engageret.

Det slår mig gang på gang, at ellers begavede og uddannede mennesker ved så lidt om, hvad der foregår i og omkring deres fiskevand. Når man er afhængig af et rent fiskevand og et godt miljø for at kunne dyrke sin hobby med succes, så må man nødvendigvis også engagere sig i det,” lyder det fra fiskeribiologen og lystfiskeren, der dog ikke ønsker at føre en større miljøkampagne. Det må græsrødderne gøre. Men han giver dem gerne skytset.

Efter denne opfordring til de danske lystfiskere tilføjer Steen Ulnits, at han godt er klar over, at de fleste bruger lystfiskeriet som et pusterum fra en stresset hverdag, og derfor har de ikke overskuddet til at engagere sig i naturpleje og miljø. Der er rigeligt at blive deprimeret over, men der er fortsat også meget at glæde sig over. Og til de lystfiskere, der ikke er så meget til “Fisken, Vandet og Verden”, er der andet godt nyt fra den produktive forfatter:

“Jeg arbejder på en rigtig stor bog for Gyldendal om havørredfiskeri. ‘The handbook to end all handbooks’. Det er i hvert fald forlagets idé og min egen ambition. Det er en bog, der samler al viden om havørredfiskeri i Danmark. Ambitionsniveauet er højt,” smiler Steen Ulnits, der i øvrigt også har en bog om Gudenåen som internationalt laksevand på trapperne.”

Trolling-ørred fra Alssund

Snæbelen ikke snydt

Den sjældne, spidssnudede og udryddelsestruede laksefisk snæbel (Coregonus sp.) har nu langt om længe udsigt til en lysere fremtid. Den har nemlig fået snabelen i adskillige pengekasser i både ind- og udland.

Danmark, som i sine sydvestjyske vandløb huser de sidste rester af denne eksotiske saltvands-helt, har udarbejdet et projekt til 105 mio. kroner, som skal redde snæbelen fra udryddelse.

Varde Å ved Karlsgaardeværket

Skov- og Naturstyrelsen, Ribe Amt og Sønderjyllands Amt har sammen med Tønder, Ribe og Bramming Kommuner samt Sydvestenergi, Varde Å-fonden og Sydvestjysk Sportsfiskerforening spyttet 50 mio. kroner i kassen til det stort anlagte projekt.

Heraf stammer 25 mio. kroner fra Skov- og Naturstyrelsens statslige naturforvaltningsmidler, og nu går man så i samlet flok efter de sidste 55 mio. kr. fra en af EU’s mange fonde.

Det nye naturprojekt omfatter en lang række spændende delprojekter i fire sydvestjyske vandøb. Blandt meget andet skal 13 spærringer i vandløbene gøres passable for snæbelen, der ikke er nogen stor springer.

Selv mindre fald kan holde såvel snæbel som den nært beslægtede helt borte fra de livsvigtige gydepladser. Det så man tydeligt efter udretningen af Skjern Å i 1960’erne, hvor selv ganske små styrt og fald medførte en tilbagegang på 80%.

Fjernelsen af de 13 vandringshindringer vil skaffe fiskene adgang til at gyde på yderligere 130 kilometer vandløb. Det er mere end en 3-dobling af det hidtidige gydeareal.

Omkring 30 km vandløb vil blive retableret og genslynget. Der vil således ske en fuldstændig naturgenopretning af Varde Å over en strækning på 20 km, og der vil blive etableret ca. 470 hektar nye opvækstområder, hvor snæbelens larver kan vokse op.

Herudover bliver projekterne til stor gavn for en lang række dyre- og plantearter eksempelvis den ligeledes sjældne stork, der lever langs vandløb og i våddområder. De gør også livet lettere for både laks og havørreder i de samme vandløb.

“Gennemførelsen af projekterne vil medføre et betydeligt løft af den sydvestjyske miljø- og naturkvalitet. I omfang herhjemme er det kun Skjern Å-genopretningen, der er større”, udtaler vicedirektør i Skov- og Naturstyrelsen, Jens Peter Simonsen. Han føjer følgende til:

“Vi glæder os over de penge, som det allerede er lykkedes at fremskaffe til projektet sammen med amter, kommuner og Sydvestenergi. Vi håber nu på støtte fra EU, så vi får mulighed for at sætte en redningsindsats i gang, der giver en langsigtet forbedring for snæblens levevilkår”.

Snæbelen – en truet art

Snæbelen findes kun i de større vandløb med tilløb til Vadehavet. Tidligere forekom den også i Tyskland og Holland, men i dag er dens globale udbredelse begrænset til den danske del af Vadehavet. Som den eneste helt-art tåler den saltvand af fuld styrke.

Tidligere redningsforsøg med massive udsætninger af yngel i begyndelsen af 1990’erne har kun haft en kortvarig effekt, og den voksne gydebestand er i dag nede på blot 7.000 eksemplarer.

Snæblen er derfor rødlistet og optaget på EU’s liste over særligt truede arter. Som følge af denne status kan Danmark forvente at opnå en betydelig støtte til projektet fra EU’s LIFE-ordning. Gives der fuldt tilsagn fra EU, bliver der tale om det største naturgenopretningsprojekt, som EU hidtil har finansieret i Danmark.

Snæbelen er en krævende fisk, hvad betingelser for dens gydning og ynglens opvækst i ferskvand angår. Skal snæbelens overlevelse sikres fremover, må der ske afgørende forbedringer i vandmiljøet. Snæbelen kræver således fuldstændig fri adgang til gydepladserne i de mellemste dele af vandløbene, og der må ikke være spærringer ved eksempelvis dambrug og vandkraftværker.

Gydningen sker på naturligt slyngede vandløbsstrækninger med med rent vand, gruset bund og forekomst af flerårige vandplanter. Yngelens opvækst sker på store fladvandede arealer i vandløbenes nederste dele, hvor ynglen kan vokse sig stor, inden den vandrer ud til Vadehavet for at vokse sig endnu større.

Rekordlaks fra Varde Å

Varde Å, som jo indtager en hovedrolle i det store naturgenopretningsprojekt for snæbelen, har for øvrigt oplevet en fin laksesæson her i 2005. Siden premieren den 1. april er der således landet adskillige blanklaks i den brunvandede å.

Et par uger inde i sæsonen lykkedes det endda en lokal lystfisker fra Siig at kroge og lande den største Varde-laks i nyere tid. 14,5 kg vejede den 110 cm lange hanlaks, som var stået op i åen efter en tur ind gennem Ho Bugt. Rekordfisken blev fanget på en Mepps spinner ved udløbet af Skonager Bæk og gav store forhåbninger om en ny rekordsæson ved det gamle laksevand.

Varde Å går definitivt en bedre fremtid i møde med gennemførelsen af det nye storstilede naturgenopretningsprojekt. Det vil alle åens laksefisk få glæde af – laks såvel som snæbeler.

@ 2005 Steen Ulnits

Fisk på tasken

Som udgangspunkt går fiskeri ud på at fange fisk for siden at spise dem. Men skal fangede fisk holde sig friske hele vejen hjem til køkkenbordet, skal der passes godt på dem.

At tilberede sin friskfangede fisk på bålet ved vandet, på grillen i haven eller hjemme i køkkenet er uden tvivl en af de fineste afslutninger på en god fiskedag.

Fisk er en fornem råvare med en kolossal variation i smag og konsistens. Fisk egner sig derfor lige så godt til enkel tilberedning ude ved vandet som til finere fransk madlavning hjemme i køkkenet.

Men fisk er også en meget følsom råvare, der kræver omhyggelig opbevaring og håndtering hele vejen fra fiskevandet og hjem til stegepanden.

Sløseri med fangsten

Vi lystfiskere bruger megen tid på at planlægge vort fiskeri, passe vore grejer og dyrke selve fiskeriet. De fleste af os holder også af at spise de fisk, vi måtte fange.

Men hånden på hjertet: – Sløser vi ikke meget med fisken, når den først er landet og aflivet – når fiskefeberen atter har fortaget sig? – Er vi ikke alt for ivrige efter at fange endnu en fisk, mens de stadig er i hugget – i stedet for at tage vare på den, vi netop har fanget?

Svaret bliver desværre nok, at vi ofte sløser med den fangede fisk. Og det er kulinarisk set ikke så lidt af en katastrofe.

Fiskekød er nemlig meget forgængeligt og ødelægges hurtigt af bakterier, når det er kommet op af vandet – specielt dersom lufttemperaturen er højere end 15oC. Det skyldes ikke mindst, at fisken normalt lever i et miljø præget af lave temperaturer.

Den hurtige nedbrydning af kødet efter fangst og aflivning skyldes også, at luftens bakterieflora adskiller sig fra vandets. Sidst, men ikke mindst skyldes den “autolysen” – en automatisk nedbrydning af kødets struktur.

Så snart fisken er aflivet, starter enzymer i fiskekødet autolysen. Cellevægge nedbrydes og indholdet opløses. Det måske mest synlige tegn på denne autolyse er fiskebenene, der løsner sig fra kødet efter kort tid.

Det er således af største vigtighed, at man behandler fangsten med omhu. Dels for at udskyde autolysen og dels for at friholde fiskekødet for nye bakterier. Er man nonchalant med håndteringen, bliver kødet blødt og mister smag. En omhyggeligt opbevaret fisk er derimod spændstig og fuld af god smag.

Aflivning

For at fisken skal kunne bevare sin smag og konsistens, bør man følge visse regler med hensyn til aflivning og opbevaring.

For det første skal fisken altid aflives umiddelbart efter fangsten. Ikke blot for at mindske dens mulige lidelser, men også for at hindre en fortsat mælkesyreproduktion. Den voldsomme stresspåvirkning, som fisken udsættes for under fighten, sætter nemlig gang i produktionen af mælkesyre, hvilket forringer kødets kvalitet.

At lade fisken sprælle livet af sig oppe på land er derfor den dårligst tænkelige løsning – den bedste måde at gøre den uspiselig på. For slet ikke at tale om det moralsk forkastelige i at lade fisken kvæles langsomt ude af sit rette element.

Der findes flere måder, hvorpå man hurtigt og effektivt kan aflive fisken. Det mest almindelige redskab er kniven, som også bruges til den efterfølgende rensning. Vil man blot aflive fisken, stikker man knivspidsen ind i hjernen, som sidder umiddelbart bag øjnene. Træk ikke kniven ud igen, før fisken ligger helt stille.

Vil man tappe fisken for blod, hvilket er almindeligt med laks og andre fisk, som skal røges, fører man kniven ind under gællelåget og op mod rygraden. På denne måde skærer man hovedpulsåren over, hvorefter fisken hurtigt tømmes for blod.

Man kan også benytte sig af en såkaldt “priest”, når det drejer sig om små til mellemstore fisk. “Præsten” kan bestå af et 30 cm langt skaft med en tung metalklump i den ene ende og bruges til at slå fisken hårdt i hovedet med – lige bag øjnene.

I mangel af bedre kan man bruge en passende stor sten, som imidlertid ikke altid er lige ved hånden. Således er der endog meget langt mellem stenene ved danske åer…

Rensning

Når fisken er død, bør man rense den og fjerne indvoldene hurtigst muligt, da forrådnelsesbakterier fra mave og tarm ellers hurtigt går i gang med at nedbryde kødet.

En undtagelse fra denne hovedregel er laks fanget i åer og elve. De er nemlig for længst holdt op med at tage føde til sig og tærer i stedet på deres fedtreserver. De har således ingen føde i maven, der fortsætter med at nedbrydes. Ofte fryser man derfor laksene hele ned – uden at de er renset først.

Rensningen udføres bedst ved at skære bugskindet op fra gattet og op mod hovedet. Skær dernæst gællerne fri af rygbenet, hvis man kan komme til. Fjern indvoldene forsigtigt, så der ikke går hul på dem og tarmbakterierne spredes i bughulen. Undgå altid, at den lille og grønne galdeblære sprænges, så det sure indhold løber ud i fiskens bughule og ødelægger kødet.

Når fisken er renset helt, skyller man den i vand og fjerner det blod, som findes langs rygraden. Det er fiskens nyrer, som ligger her, og de skal væk.

Med kniven skærer man hul på den tynde hinde, der dækker rygraden. Blodstrengen er nu fritlagt. Skrab blodet bort med en negl eller en kniv og skyl fisken endnu engang, så alle blodrester er borte. Til større fisk kan man med fordel bruge en ske i stedet.

Fisker man i åer, søer eller lukkede fjorde, hvor vandet ikke er koldt og frisk, bør man aldrig skylle rensede fisk i det. Vandet indeholder sådanne steder bakterier, som er med til at fremme kødets nedbrydning. Tør i stedet blod og slim af fiskene med et stykke papir.

Opbevaring

Hvis man ikke planlægger at tilberede fisken direkte på strandkanten, skal man være omhyggelig med at opbevare den, så kødet ikke forringes.

Skal fisken spises inden for et døgn, bør den åbne bughule gnides med et tyndt lag salt – eventuelt eddike – så bakterierne ikke får mulighed for at komme til. Salt er let at medbringe, men har den ulempe, at det trækker væske ud af kødet, som dermed bliver mere tørt og mindre smagfuldt. Eddike derimod holder bakterierne væk uden at forringe kødets smag.

Fisken skal herefter opbevares skyggefuldt og tørt. At lægge fisken ude i solen er at give bakterierne frit spil. Går der kun et par timer, inden fisken skal tilberedes eller fryses ned, kan man med fordel pakke den ind i græs eller papir. Et rent og fugtigt klæde er endnu bedre. Flettede fiskekurve, hvor luften kan cirkulere, er en gennemprøvet måde at opbevare fisk på.

Da det gælder om at få luften til at cirkulere, bør fiskene ikke lægges flere sammen – med mindre de hver især pakkes ind i græs eller papir.

Desværre ser man ofte lystfiskere, som opbevarer flere fisk sammen i plastposer, der siden får lov til at stå ude i solen eller inde i bilens bagagerum. En stensikker måde at ødelægge fiskekødet på.

Dette beror ikke nødvendigvis på manglende viden om bakteriernes skadelige virkning. Det skyldes desværre ofte, at fiskene har mistet deres betydning for fiskeren, når først de er fanget.

Og det er både synd og skam. Har man først fanget og aflivet en fisk, skylder man både den og miljøet, at man også tager godt vare på den. Ellers skulle den jo have været genudsat nænsomt til en anden god gang.

– Er fisken frisk?

Skal fisken ikke spises umiddelbart efter hjemkomsten, skal den pakkes lufttæt i fryseposer og fryses ned hurtigst muligt. I frosset tilstand kan fiskene holde sig i nogle få måneder. Fede fisk som laks og ørreder kan holde sig i kortere tid end magre fisk som torsk og hornfisk, da fedtet i kødet langsomt harskner – selv i fryseren.

Magre fisk kan som tommelfingerregel holde i op til seks måneder i fryseren – fede fisk maksimalt tre måneder. Og hele tiden gælder det, at jo kortere tid i fryseren desto bedre smager fisken.

Har man renset og opbevaret sin fangst på rette vis, kan den normalt holde sig i et døgns tid uden nedfrysning. Er man i tvivl, findes der nogle kneb til at undersøge fiskens kvalitet:

Kødet skal først og fremmest være fast i konsistensen. Skindet skal fjedre tilbage, når man trykker med en finger. Og ribbenene skal stadig sidde fast i kødet.

Fisken skal også have sin oprindelige farve – ikke mindst friske røde gæller, hvis de ikke er fjernet ved rensningen – samt dødsstivhed (rigor mortis). Klare øjne er et godt tegn på en frisk fisk. En ødelagt fisk har matte øjne, er blød i kødet, farveløs og lugter ikke længere frisk.

Er fisken imidlertid frisk, når den havner hjemme i køkkenet, da vil den aldrig give sin fanger en dårlig smag i munden!

Fra ørredå til geddesø

Vi lever i en tid, hvor der bruges kolossale resurser på at rette op på fortidens synder. Regulerede åer lægges tilbage i de rette folder, og afvandede søer genskabes. Ikke for vore blå øjnes skyld, men fordi vandmiljøet har desperat behov for det.

Et af vore dages største miljøproblemer er udvaskningen af næringssalte fra landbruget næringssalte, der ude i hav og fjord forårsager algeblomst, iltsvind, bundvending og fiskedød. Ved at genslynge de af landbruget regulerede åer og ved genskabe de af landbruget afvandede søer søger man nu at tilbageholde mange af de næringssalte, der ellers ville havne ude i hav og fjord.

Vi lystfiskere klapper begejstrede i vore hænder, når det lykkes at genskabe et tidligere til ukendelighed reguleret vandløb. Det er til glæde for fiskene og dermed også os selv. Vi klapper derimod ikke længere begejstret, når gamle søer genskabes. Der er nemlig sket meget siden afvandingen fandt sted, og fiskebestanden i et vandløb påføres store ændringer, når der pludselig opstår en ny sø.

Laksefiskene betaler prisen

Nye undersøgelser viser, at det stort set altid sker på bekostning af laksefiskene, når der etableres nye engsøer for at rydde op efter landbruget. I regelen har den afvandede jord nemlig sat sig så meget efter afvandingen, at den nye sø bliver dybere end den oprindelige engsø.

Hvor åen i gamle dage gik over sine bredder og dannede en midlertidig sø, bliver den nye og dybere sø i stedet af permanent karakter til stor skade for de laksefisk, hvis smolt skal passere ned den på vej mod havet.

De udsættes nemlig for en voldsom prædation fra søens rovfisk - primært gedder, sekundært sandart og knuder der kan æde mere end 80% af de nedtrækkende ungfisk. Dette naturligvis til ubodelig skade for åens bestand af laks og ørred.

Der er således stærkt modsat rettede interesser på spil i diskussionen om de nye engsøer, der nu og fremover som resultat af Vandmiljøhandlingsplan 2 skyder op overalt i landet.

For at opnå en maksimal fjernelse af kvælstof fra åvandet op mod 20% er muligt – skal dette tilbringe længst mulig tid i søen. For at opnå den maksimale overlevelse for de nedtrækkende lakseungfisk skal passagen gennem søen være kortest mulig.

Ideelt ligger søens udløb derfor så tæt på indløbet som vel muligt for fiskenes vedkommende. Dette hæmmer imidlertid vandets opholdstid i søen og mindsker dermed dennes fjernelse af skadeligt kvælstof fra åvandet.

Derfor ender man i regelen med et kompromis – hvis altså myndighederne overhovedet ønsker at gøre noget for bevarelsen af lakse- og ørredbestanden. Man kan nemlig etablere forskellige fysiske strukturer, som tilstræber, at ungfiskene tilbringer kortest mulig tid i søen med mindst mulig risiko for at blive ædt af gedder, sandarter og knuder.

Man kan afgitre dele af ind- og udløb, så fiskene styres uden om farerne. Og man kan etablere veldefinerede strømrender gennem søen, så ungfiskene straks finder denne og hurtigt følger den nedefter.

Skadeslidte betaler gildet

– Og hvem betaler så for alle disse undersøgelser af fiskebestanden efter etablering af nye engsøer til oprydning efter landbruget?

Det gør såmænd de selv samme lystfiskere, som gennem årene har brugt tusindvis af frivillige timer og betalt millioner af egne kroner til ophjælpning af fiskebestandene. Fiskeriundersøgelserne, som foretages af statslige Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), betales nemlig af fiskeplejemidlerne. Altså de millioner, som lystfiskerne indbetaler til det obligatoriske fisketegn.

Ikke nok med, at vi lystfiskere gennem årene har måttet betale i dyre domme for at rette op på fiskebestandene efter landbrugets mishandling af vandløbene. Nu skal vi også betale for myndighedernes overvågning af effekterne af de nye engsøer, som skal rense vandet efter landbrugets overgødskning af markerne. I penge via vore fisketegnsmidler. Og i fisk via en stærkt øget smoltdødelighed.

Intet under, hvis vi fremover vil se en mindre lyst til at løse det obligatoriske fisketegn, der nu endda er steget fra kr. 100,- til 125,- om året.

Efterskrift snart tyve år senere

Havde vi dog blot fulgt kursen lagt af de daværende amter, så havde vi ikke her i 2024 siddet i fedtemøg til halsen på de danske strande.

Men den daværende borgerlige regering ville det anderledes. Den begavede sig selv og dansk landbrug med en Landbrugspakke, som i 2016 gav danske landmænd lov til at gøde mere, end de hidtil havde gjort.

Vi ligger derfor fuldstændig, som vi har redt, og som vi var blevet advaret om fra mange sider. Landbrugspakken resulterede i algeblomst, iltsvind og bundvendinger, som på nuværende tidspunkt har suget al ilten ud af et havområde på størrelse med Fyn.

Og som har givet daværende statsminister Lars Løkke den ikke glorværdige titel som “Fedtemøgets Fader”.