De ligner en tørresnor, men koster en bondegård. Vi har set nærmere på de mange nye flueliner, som byder på uanede muligheder – hvis man altså har råd…
Fluefiskerens line er grundlæggende en helt anden line end spinnefiskerens.
Forskellen er synlig, da fluelinen mest af alt ligner en kulørt tørresnor – blot er prisen mange gange højere. Forskellen er også mærkbar, da fluelinen er ganske tung. Det er nemlig den, der skal transportere den næsten vægtløse flue ud til fisken. Fluen i sig selv vejer for lidt til at kunne kastes.
Materiale
Gamle dages flueliner blev fremstillet af silke, som måtte imprægneres for overhovedet at kunne flyde. Denne imprægnering måtte ofte foretages flere gange om dagen, hvis linen skulle flyde ordentligt.
I efterkrigsårene kom så de første flueliner af det nye materialePVC. Pludselig kunne man fremstille liner, der enten flød – på grund af luft i coatingen – eller sank på grund af indstøbte metalpartikler. PVC linen indeholder et blødgøringsmiddel, som skal sikre, at linen ikke bliver stiv og krakelerer i coatingen.
Det gør nye liner af polyuretan ikke, og de har derfor vundet større og større indpas i de seneste år. Polyurethan er i familie med det stof, der bruges som isolering på elledninger – et slidstærkt materiale, der i modsætning til PVC ikke krakelerer med tiden.
Tapering
Fluelinens tapering – dens måde at spidse til på – er vidt forskellig fra line til line og afhænger helt af dens formål.
DT linen er tykkest på midten og spidser ens til i begge ender. WFlinen har hele kastevægten liggende længst fremme i den såkaldte “kasteklump”, som også har givet WF linen tilnavnet “klumpline”. Klumpen efterfølges af en lang og tynd skydeline, der let glider ud gennem ringene, når man sender linen af sted med et dobbelttræk.
Skydehoveder (ST) er i princippet er afkortede halve DT liner, som monteres for enden af enten en tynd monofil skydeline eller en tynd flydende skydeline. Skydehoveder kaster rigtig langt, men giver mindre kontrol med fluen.
Lineklasse
Fluestænger og flueliner klassificeres efter det internationale AFTM-system, der angiver vægten af den yderste halve snes meter line, som normalt belaster stangen under kast. Til en klasse 8 fluestang hører således en klasse 8 flueline.
I hvert fald i teorien og med traditionelle WF-liner. I praksis og med andre taperinger holder denne regel nemlig ikke. Ikke alle liner er lige lange i taperingerne, og dermed varierer også kastevægten.
Bruger man eksempelvis en DT line, som bliver tungere ved øget linelængde, skal man i stedet bruge en lettere klasse 7 line til klasse 8 stangen. Og vil man fiske med skydehoved, får man i regelen de bedste resultater ved at bruge en tungere klasse 9 line til klasse 8 stangen. Men det er en historie for sig.
Densitet
De fleste flueliner flyder, og det er da også flydelinen, som er standarden til alt fluefiskeri.
Men der er situationer, hvor man kommer til kort med sin flydeline – hvor der i stedet skal en synkende line til. Man skelner generelt mellem 6 forskellige densiteter/synkehastigheder, som dækker forskellige vanddybder og strømhastigheder.
Sinktip er en speciel kombination af flydende og synkende flueliner. Her flyder hovedparten af linen, mens en større eller mindre del af spidsen synker. Hvor flydeliner betegnes med et “F” og synkeliner med et “S”, er koden for en sinktip line naturligvis “F/S”.
Komplette linesystemer
Men ikke nok med det. I dag har vi fået komplette systemer af flueliner med udskiftelige spidser og tilhørende Polytip-forfang i forskellige densiteter.
De nye flueliner i polyurethan muliggør nemlig konstruktion af fabriksfremstillede løkker direkte på line og forfang. Hvor man tidligere var nødt til selv at fremstille klodsede løkker, der ikke ville glide gennem stangringene, kan man nu købe sig til en langt bedre og mere elegant løsning.
Jeg har gennem længere tid testet flere af de nye flueliner fra danske Scierra – fremstillet i Wales af engelske Airflo, som har været banebrydende på dette felt. I starten gik det dog ikke så godt, idet Airflo valgte at fremstille de nye flueliner på uelastiske kerner af kevlar. Og linerne tog – som alle andre liner – form efter spolen, når de havde siddet på hjulet i et stykke tid.
Men da kernen af kevlar var uelastisk, kunne man ikke strække linerne ud igen – som man kan med de klassiske PVC-liner. Linerne blev derfor noget nær ubrugelige, som de lå der og krøllede på vandet – ganske uden kontakt ud til fluen.
Airflo fik så megen dårlig PR på de første liner, at den svenske TV-direktør Bengt Öste i sin tid omdøbte Airflo til “Airflopp”. Alle troede derfor, at firmaet var en død sild. Men Fugl Føniks genopstod af asken – med EU-egnsudviklingsmidler til virkeliggørelse af den gode idé.
Airflo fik styr på tingene. Grundideen var nemlig god nok: – Hvorfor bruge PVC, som krakelerer, når man i stedet kan bruge polyurethan, som ikke gør det? Af samme årsag gav Airflo 5 års “non-crack” garanti på sine liner, hvilket ingen PVC-producent så meget som turde tænke på.
I dag fremstiller Airflo flueliner, der lever helt op til forventningerne – med en slidstyrke, som konkurrenterne har svært ved at hamle op med.
Men ikke nok med det. Fremstillingsprocessen giver helt nye og anderledes muligheder end hidtil. Dels i form af integrerede løkker, så man kan koble sine liner sammen og tilpasse grejet til forholdene. Og dels i form af forskellige liner med forskellig densitet, som svejses sammen til en ubrydeligt hele – uden klodsede splejsninger, der hænger fast i stangringene.
EDP – Extreme Distance Presentation
Jeg har i mere end ét år gennemtestet Scierra’s “EDP” flueline – en line, der på banebrydende vis forener det bedste fra WF linen og skydehovedet. Det revolutionerende er taperingen og fusioneringen af en tynd skydeline og et meget tungt, kort og tykt skydehoved – uden den irriterende splejsning, der ellers altid er uomgåelig.
Det var lidt svært at vænne sig til EDP – helt enkelt fordi den er så vild, som tilfældet er. I starten føles det, som var man i færd med at tæmme en vild hingst eller tøjle en Ferrari. EDP er lynende hurtig og kræver både en hurtig stang og en hurtig kaster, hvis man skal få det optimale ud af den. Men når først rytmen er fundet og sigtet indstillet, kan intet holde denne line tilbage. Den skyder rekordlangt – selv i hård vind. Og så fanger den fisk!
I testperioden måtte adskillige flotte havørreder bide i græsset – trods linens stærke grønne og orange farver, som nogle tror er skræmmende. Det er de tydeligvis ikke – i hvert fald ikke mere skræmmende end det fluorøde Juletræ, som sad for enden af forfanget det meste af tiden!
EDP anbefales på det varmeste – hvis man altså er til de lidt voldsomme fluekast. Den svejsede overgang mellem den tynde skydeline og det tykke skydehoved, der i begyndelsen virkede som et muligt svagt punkt, viste ingen tegn på svaghed.
Vejledende udsalgspris: 499,- kr.
Multi Tip Flyline
Anderledes rolig og behagelig er den anden af de flueliner, vi langtidstestede. Det drejer sig om Scierra’s Multi Tip line, som vi dels brugte herhjemme – dels havde med på sommerens laksefiskeri til Norge.
Der er tale om en WF line med fire udskiftelige spidser – en flydende, en intermediate, en synkende og en hurtigt synkende. Spidserne forbindes med hovedlinen via integrerede (svejsede) løkker, der trækkes ind i hinanden. Et system, der fungerer godt og tillader et hurtigt lineskifte.
Igen var det svejsningerne – her ved løkkerne – der i begyndelsen vakte størst skepsis. For kunne de nu holde – dels til presset under kast og fiskeri, dels til det mekaniske slid gennem stangringene?
Testfiskeriet manede al skepsis i jorden. Naturligvis kan man slide enhver line op eller ødelægge den ved overbelastning. Men almindeligt fiskeri sætter ingen spor på hverken line eller løkker. Den ultimative test stod en 8 kg’s laks for, som tog fluen i en lang og hurtigt strømmende pool. Løkkerne holdt, og laksen blev landet.
Vejledende udsalgspris: 799,- kr
MWF – Modified Weight Forward Flyline
Sidste skud på stammen var Scierra’s “MWF” linesystem, der består af et helt sæt liner med skydeline, skydehoveder i forskellige densiteter samt ditto Polytip-forfang. Ved at kombinere de mange forskellige liner og forfang kan man fintune sit fiskeri og tilpasse grejet de til enhver tid rådende forhold.
Man kan godt blive lidt forvirret – selv som rutineret fluefisker – når man ser udvalget af MWF-liner. Der er nemlig hele 20 at vælge imellem – til enhånds og tohånds fiskeri i lineklasserne 5/6, 6/7, 7/8, 8/9, 9/10 og 10/11.
Hvert MWF-sæt består af en tynd skydeline samt 3-5 skydehoveder i forskellige synkehastigheder. Dertil 3 Polytip-forfang i flydende, intermediate og synkende. Liner og forfang leveres i en praktisk samlemappe i cordura med plastlommer til de enkelte liner og forfang. Alt samles efter løkke-til-løkke metoden, hvor de integrerede løkker gør det hele meget lettere og langt mere elegant end de hjemmelavede.
Hvor Multi Tip linerne med fordel kan bruges til såvel enhånds som tohånds fluestænger – i strømmende såvel som stillestående vand – dér er MWF-linerne bedst til tohåndsfiskeri i strømmende vand. Det er her, fordelene er mest åbenlyse – specielt ved underhåndskast.
Det er nok de færreste fluefiskere, der reelt har brug for alle de mange kombinationsmuligheder, som MWF tilbyder. Men hører man til de teknisk mindede af slagsen, er der frit slag for fantasien og et utal af muligheder for eksperimenter!
Største ulempe for disse linesæt er prisen: 1.599,- kr (enhånds ) og1.699,- kr (tohånds).
© 2006 Steen Ulnits
Del denne artikel: