Forfatterarkiv: Steen

“Det er der ingen ben i”

Vi danskere får jævnligt at vide, at vi skal spise mere fisk – helt enkelt fordi det er sundt. Men er det nu også det?

Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi alle spiser fisk flere gange om ugen – minimum 2-300 gram og helst en blanding af fede og magre fisk. Fiskeribranchen bakker naturligvis op om dette og har gjort sit til at øge fiskespisningen med den velkendte TV-kampagne “Det er der ingen ben i”

Imidlertid har flere undersøgelser vist, at det står skidt til med fiskespisningen hos danskerne – specielt de unge. Fødevareinstituttet ved DTU har netop sammenlignet to undersøgelser fra henholdsvis 1995 og 2000-2004. Heraf fremgår, at børn og unge spiser mindre fisk end tidligere. 4-24 årige får således sjældent mere end 100 gram fisk om ugen – mod de anbefalede 2-300 gram. Og to ud af tre i samme aldersgruppe spiser overhovedet ikke fisk – I hvert fald ikke som hovedmåltid.

Der er flere gode grunde til at spise fisk. Fisk indeholder nemlig godt med vigtige næringsstoffer såsom D-vitaminer, sporstoffet selen og de sunde omega-3 fedtsyrer, som er med til at holde eskimoer og andre fiskespisere fra for hjerte-karsygdomme. De er også vigtige for udviklingen af hjernen hos spædbørn.

En ny og stor engelsk befolkningsundersøgelse har tilsvarende vist, at børn af mødre, der ikke spiste den anbefalede mængde fisk fisk, havde en nedsat evne til at formulere sig mundtligt.

Fisk farlig føde?

Så vidt så godt, og var alting blot så enkelt, burde alle spise mere fisk. Men der er en slange i paradiset, som ofte og tilsyneladende bevidst overses eller forbigås i tavshed. Det er, at fisk også kan indeholde stoffer, som er decideret sundhedsfarlige.

Fødevarestyrelsen er dog klar over dette og råder især gravide kvinder til at holde lidt igen med indtaget af fisk – dette naturligvis af hensyn til fosteret inden fødslen. De samme forbehold gælder børn under 14 år, som heller ikke bør spise for meget fisk.

Både vordende mødre og deres børn frarådes således at spise mere end 100 gram fisk om ugen – børn under 3 år sågar ikke over 25 gram om ugen. Gravide bør heller ikke spise levertran, som har et meget højt indhold af A-vitaminer.

Baggrunden for disse anbefalinger er, at fisk ikke bare kan, men altid indeholder skadelige stoffer i tilgift til de velkendte gavnlige. Det er blot mængden, der varierer. Så længe indholdet blot er lavt, overvejer fordelene ved at spise fisk ulemperne. Men overstiger det internationale grænseværdier, blliver spisning af fisk sundhedsfarligt.

I disse år retter interessen sig primært mod tungmetallet kviksølv og det kræftfremkaldende giftstof dioxin. Svenske myndigheder har længe anbefalet gravide kvinder ikke at spise laks fra Østersøen, da østersølaksen har vist sig at indeholde store mængder dioxin. Dette gælder naturligvis også laksen omkring Bornholm.

Årsagen er I begge tilfælde, at laksen primært æder sild og brisling, som begge indeholder store mængder dioxin, der opkoncentreres yderligere I laksene. Problemet er så stort, at danske myndigheder for nogle år siden erklærede et totalt stop for det danske laksefiskeri.

Man fandt dog siden ud af at omgå dette stop ved 1) at forbyde fangst og handel med laks større end 4 kg (hvordan det så ellers skulle kunne lade sig gøre at undgå større laks I fangsterne) og 2) ved at pudse det dioxinholdige fedtvæv af større laks, så de kom under EU’s grænseværdier for dioxin

Kviksølv I Gudenåen

Foreningen Danske Fluefiskere sendte i november 2007 en aborre, fanget i Gudenåen, til analyse hos firmaet EUROFIN. Her målte man et indhold af kviksølv på 250 mikrogram pr. kilo.

Det er fem gange så meget som i de fisk, der normalt kan købes hos fiskehandleren. Derfor anbefaler Danske Fluefiskere nu at overveje et totalt forbud mod salg og spisning af rovfisk fra Gudenåens vandsystem, der som bekendt også omfatter Randers fjord.

Forbuddet bør omfatte ål, gedde, sandart, skrubbe og aborre, mener foreningen, som også fraråder gravide og børn under 14 år at spise disse fisk. Fritidsfiskere og lystfiskere bør ikke spise fisk fanget i området mere end én gang om ugen.

Kviksølv findes naturligt i små mængder, men stammer især fra industriens produktion. Tidligere også fra landbruget – I form af bejdset såsæd, så det ikke rådnede. Kviksølvet hober sig op i alle fødekædens led, inden det bliver spist af mennesker.

Kviksølv er samtidig et af de farligste stoffer, der kendes. Det er et grundstof, som I organisk form er fedtopløseligt og derfor let optageligt I kroppen. Det er også et stof, der især ophobes hos fede fisk som laks og sild, mens magre fisk som torsk og aborre ikke er helt så modtagelige. Her ophobes kviksølv dog meget I rognen.

Især fostre er udsat for forgiftning fra kviksølv, da deres evne til at udskille stoffet er meget ringe. I Japan ramtes Minamata bugten i 1950`erne af kviksølvsforgiftning. Årene efter fødtes hundredvis af svært hjerneskadede børn. Fra Færøerne kendes tilsvarende eksempler på børn med dokumenteret ringere indlæringsevne – efter forhøjet indtagelse af kviksølv fra fisk og havpattedyr.

De danske myndigheder måler ikke indholdet af tungmetaller som kviksølv i ferskvandsfisk. Det gør de i Sverige, hvor man længe har haft fokus på problemet. Her findes også et seriøst overvågningsprogram.

Den dag i dag erhvervsfiskes der på den ferske eller brakvandede Randers Fjord, hvorfra især aborrer eksporteres til Sydeuropa. Med den nye undersøgelse I baghovedet kan der stilles endog store spørgsmålstegn ved et fortsat erhvervsfiskeri på fjorden – med eksport for øje.

Under alle omstændigheder må vi af hensyn til folkesundheden forlange, at myndighederne fremover moniterer kviksølvindholdet på fisk fanget I Randers Fjord.

MUSTAD – i fiskekrogens tegn

Det startede med stål, og det er stadig stål, der driver værket hos Mustad & Søn i Norge. Nu står alt dog i fiskekrogens tegn.

Der var engang en norsk bonde ved navn Hans Skikkelstad. Året var 1832, og stedet var den lille by Gjøvik 140 km nord for Oslo.

Skikkelstad var ganske vist bonde, men en skikkeligt opfindsom og entreprenant sådan. Han var ikke tilfreds med de metalprodukter, han kunne købe, og derfor gik han i gang med at fremstille sine egne hegnstråde og hesteskosøm. Vandkraft drev værket – som så meget andet i datidens Norge.

Rygtet om Skikkelstads skikkelige produkter gik, og snart begyndte han også at sælge af dem. “Brusveen Spiger og Ståltrådfabrikk” var navnet på den nye virksomhed, der primært producerede søm af forskellig art.

Produktionen voksede støt, og i 1877 kom svigersønnen og landbetjenten Ole Mustad ind i firmaet som daglig leder. Han stiftede sammen med sin søn Hans virksomheden O. Mustad & Søn, der snart efter fokuserede på mulighederne i fremstilling af fiskekroge. Hans Mustad blev hurtigt ferm til fiskekrogene og kendt viden om for sine færdigheder på dette specielle område.

Indtil da havde fremstilling af fiskekroge været rent håndværk, hvor hver enkelt krog var resultatet af manuelt arbejde med mange individuelle arbejdsprocesser. Gode fiskekroge blev derfor dyrt håndarbejde, som ikke var for enhver.

Der kom først for alvor skred i udviklingen, da en ung opfinder ved navn Matthias Topp kom ind i firmaet. Topp udtænkte og udviklede verdens første maskine til automatisk fremstilling af fiskekroge. I den ene ende af maskinen gik stålwiren ind – i den anden ende kom de færdige fiskekroge ud. Uden at nogen havde rørt ved dem undervejs. Det var en sand revolution i de dage!

Engelsk ekspertise

Mustad-familien erkendte dog, at der stadig var meget at lære angående fremstilling af fiskekroge. Og hvad var vel mere naturligt end at kigge over havet – til England, hvor man i mange år havde fabrikeret fiskekroge af godt engelsk Sheffield-stål. Her fandtes en stor ekspertise, som Mustad kunne bruge, og som man straks importerede til Gjøvik.

Den første englænder, som tog turen over Nordsøen, var Henry Haines, der kunne tilføre Mustad stor viden om hærdning, polering og slibning af kroge. Han og andre englændere bragte siden fluebindingen til Mustad, som i de efterfølgende år var noget nær eneleverandør af fluer til det meste af Skandinavien.

Fremstillingen af Mustad fluer startede i 1889 og foregår stadig, men specielt de første Mustad-fluer i deres sirlige små papæsker er i høj kurs blandt vore dages grejsamlere!

Nu havde man så både ekspertisen og produktionen samlet i Gjøvik. Nu skulle produkterne blot sælges. Og her var det, at Mustad for alvor skilte sig ud fra konkurrenterne. Hans Mustad var nemlig klar over, at der skulle et regulært markedsføringskoncept til, hvis krogene skulle ud i den store verden. Og det var noget helt nyt og uhørt i datidens Norge, hvor man var vant til, at tingene solgte sig selv, hvis ellers de var gode nok.

Men ambitionerne var større end som så. Hans Mustad var klar over, at produkterne skulle markedsføres, og at man var nødt til at være til stede rent fysisk på selve markederne. At en nær kontakt med kunderne var nødvendig. I de følgende år drog en sværm af energiske sælgere derfor fra Gjøvik og ud i den store verden, hvor man i første omgang fandt lokale forhandlere af de norske kroge og siden selv etablerede sig på de største markeder.

Sideløbende med fiskekrogene fortsatte Mustad med at fremstille andre metalvarer. Af dem var søm til hestesko blandt de bedste sælgende, og i 1920’erne kunne såvel fiskekroge som hesteskosøm fra Mustad købes over det meste af verden – i mere end 100 lande!

– Verdensherredømmet!

I 1930’erne var Mustad for alvor blevet en multinational koncern med egne virksomheder i 13 europæiske lande. Men i løbet af 1940’erne stopper denne ekspansion dog brat med nationaliseringen af udenlandske virksomheder i østeuropæiske lande som Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien og Jugoslavien. Et hårdt slag for Mustad, som i nogle år herefter må slikke sårene og lægge nye planer.

I 1950’erne er Mustad dog oppe på hesten igen, og nu satser man stort – på verdens største marked for fiskekroge, nemlig USA. Det starter med overtagelsen af en mindre konkurrent i Auburn, New York, hvis produktion af fiskekroge hurtigt lukkes ned.

Til gengæld beholder man bygningerne og etablerer her en salgs- og pakkeafdeling for egne kroge fra Norge. Hurtigt bliver Mustad et stort navn i det store land på den anden side af Atlanten.

Efter nogle rolige år med konsolidering i Norge går man atter i gang med planerne om at overtage verdensherredømmet. Det sker med etableringen af egne selskaber i først Filippinerne (1988), siden Brasilien (1988) og endelig Portugal (1989). I 1993 er turen så kommet til et af verdens største lande og markeder for fiskekroge, nemlig Rusland, hvor man etablerer sig med egen salgsafdeling i Sankt Petersborg.

Fluer og fluebinding har altid interesseret Mustad, for til fluer skal man jo bruge fiskekroge, og lige netop dem har man jo rigtig mange af i Gjøvik! I 1996 overtager Mustad derfor engelske Partridge of Redditch, som har fremstillet håndgjorte fiskekroge og specielt kroge til fluebinding siden 1836.

Mustad overtager den gamle håndværksmæssige produktion, som man dog lukker ned nogle få år senere. Det hæderkronede navn beholder man, men flytter produktionen af kroge til Filippinerne, hvor Mustad også har sin egen fluebindingsfabrik – med masser af dygtige lokale fluebindersker.

Sydamerika er et af verdens mest fiskende kontinenter – til manges overraskelse. Men ikke for Mustad, som længe har solgt fiskekroge dybt inde i Amazonas. For bedre at kunne klare efterspørgslen fra Sydamerika åbnede Mustad i 1999 et separat kontor i Miami, som jo er Nordamerikas naturlige indfaldsvinkel til Sydamerika.

I 2001 åbnede man endvidere en pakkeafdeling i Den Dominikanske Republik for bedre at kunne servicere kunder i såvel Nordamerika som Sydamerika.

Endnu en milepæl kom til i 2001, hvor Mustad påbegyndte den første egne produktion af fiskekroge i Kina – i Jiangsu provinsen, der grænser op til Den Gule Flod og ud til Det Gule Hav med dets mange fisk. I 2003 stod den første kinesiske krogfabrik så klar i byen Wuxi, og samme år åbnede man et nyt salgskontor for Afrika og Mellemøsten i Cape Town, Sydafrika.

– Fremtidsplaner?

I 2002 kunne Mustad fejre sit 125 års jubilæum som verdens ubestridt største producent af fiskekroge. Med eksport af kroge til 144 lande verden over. – Hvad er der så egentlig tilbage at ønske for verdens største producent af fiskekroge? – Hvordan tegner fremtiden?

Jo, fremtiden tegner lys, og Mustad har masser af planer, som primært går i retning af at blive totalleverandør af fiskegrej til alverdens lystfiskere. Langt størstedelen af Mustads krogproduktion går i dag til erhvervsfiskeriet, men en stigende del også til alverdens lystfiskere. Og nu vil man så være leverandør af alle de mange andre produkter, som vi lystfiskere også bruger – i tilgift til krogene, naturligvis.

Fluerne var det første skridt i denne retning, og med købet af engelske Partridge er man godt i gang med at stable et program på benene for seriøse fluefiskere. I dag har Partridge således et førsteklasses sortiment af såvel fluehjul som fluestænger og -liner på programmet, der er meget populært i England. Som en naturlig forlængelse af dette har Mustad netop indgået aftale med finske Vision om at markedsføre deres fine flueprodukter på det norske marked.

Et godt eksempel på Mustads “commitment” til netop fluefiskeriet var udviklingen og lanceringen af cirkelkroge for et par år siden. Her havde man en viden og ekspertise høstet fra produktion af kroge til erhvervsfiskeriet – en viden, som kunne overføres til fluefiskeriet. Blot var krogene uendelig meget mindre og måtte derfor modificeres ganske meget, førend der kunne bindes fluer på dem.

Hos Mustad er man udmærket klar over, at det største fremtidige problem for sportsfiskeriet er den manglende rekruttering af nye fiskere i de unge aldersklasser. At mange nye sportsfiskere i de seneste år er gået tabt til computerspil og lignende indendørs aktiviteter.

Nye fiskere fanges

For at vende denne udvikling indgik Mustad i 2004 et samarbejde med Norges Jeger og Fiskeforening samt Dagbladet – en af Norges større aviser. Midtpunkt i denne nye kampagne var en serie fiskearrangementer, hvor mere end 4.500 frivillige landet over medvirkede til at lære nye fiskere op – familier, børn og voksne.

Ved at deltage i fem på hinanden følgende fisketure kunne man erhverve sig et emblem til at sætte på tøjet – noget, rigtig mange børn syntes var sjovt og attraktivt. I løbet af 2005 deltog således flere end 20.000 børn og unge i dette projekt, som dermed blev en dundrende succes.

Samtidig indrykkede Dagbladet hver dag sommeren igennem to helsider under overskriften “Fiskesommer”. I den forbindelse introducerede man konkurrencen om at fange “Idealfisken”, som blev meget populær. Her gælder det ikke om at fange de største eller fleste fisk. Her gælder det i stedet om at fange en bestemt fisk af en helt bestemt længde – Idealfisken! Glade fangere, som sender fotos af deres idealfisk ind til redaktionen, deltager i konkurrencen om en masse fiskegrej og en værdifuld fiskerejse.

Tiltag af denne art er hjælp til selvhjælp. Uden nye fiskere intet fremtidigt salg af fiskekroge og fiskegrej. Det ved Mustad bedre end de fleste, og der er næppe tvivl om, at vi lystfiskere også i årene fremover kan forvente mange spændende nye tiltag fra norske Mustad!

2007 Steen Ulnits

STORM over Gudenåen

I frost, natmørke og vindstille gik min hidtil største sandart til biddet på en gul Storm wobler...

Det var lørdag over middag, da Jørgen Skårup ringede. – Jeg er lige kommet hjem fra et kanonfiskeri på Gudenåen! Fik fire gedder op til 7,4 kg, hvilket er ny PR for mig, samt tre fine sandart til at tage med hjem. – Skal du med ud i morgen tidlig?

6,0 kg og 86 cm – ny personlig rekord!

Uups… Er der noget jeg elsker, så er det sandart. Men er der noget, jeg hader næsten lige så meget, så er det morgener. Jo tidligere jo værre. Og så da specielt her om vinteren, hvor det er både mørkt og koldt. Men på den anden side – når Jørgen siger, at fiskeriet er godt og inviterer på tur i sin lille båd, så er det svært at takke nej.

Heldigvis er Jørgen diplomatisk anlagt, så vi enedes om en aftentur i stedet. Søndag aften, hvor de allerfleste – også lystfiskere – sidder lunt og godt indendøre med deres rødvin til aftensmaden. En hyggelig beskæftigelse, ganske vist, men den efterfølgende TV-Avis kan nu ikke konkurrere med et godt fiskeri – selv ikke i vinterkulden.

Termometeret sagde hele 12,3 grader på terrassen, da jeg sidst på eftermiddagen pakkede mit grej sammen og satte kursen nordpå. Der sad Stren 0.30 på det lille Calcutta hjul og den gamle Shimano-stang, som efterhånden har mange Gudenå-gedder og sandarter på samvittigheden. Den skulle få chancen igen.

Jørgen stod klar ved åen – med grejet rigget til og båden gjort klar til det store fiskedræt. Det er en båd med en ganske lille bruttotonnage og så få elektriske hestekræfter, at selv det mindste bomtrawl vil kunne stoppe den. Til gengæld kan den trolle langsommere end selv den største trawler. Og så er det hele tyst, så man kan høre andet end larmen fra en osende påhængsmotor…

– Så bliver de bare ikke flottere!

Solen skinnede fra en klar himmel, da vi stak ud på åen. Luften var stadig lun, men temperaturen faldt hurtigt, da solen forsvandt i horisonten og de første stjerner begyndte at kigge frem. Inde på bredden hilser vi på min navnebroder Steen, der er en af åens faste gæster. Han har allerede fået tre sandart og er derfor ganske tilfreds med fiskeriet.

Han har fået sine fisk på en wobler af samme fabrikat, som også vi har for enden af linen. Jeg startede godt nok med en Rapala X-Rap, som da også tog aftenens første sandart – en lille fisk på godt 50 cm. Da der manglede sandart i fryseren, måtte den bøde med livet for sin fejltagelse.

Herefter er det Jørgen, som overtager scenen med sin gule Storm wobler. Da han har fået to fine fisk på godt 60 cm i båden, uden at jeg har mærket det mindste, forbarmer han sig over mig. – Courtesy of the boat! siger han og giver mig en æske med en splinterny gul Storm wobler af samme slags, som han selv har på linen.

Jeg takker mange gange og skifter den fluorøde X-Rap ud med min nye gule Storm. Jørgen når at fange endnu en fin sandart, som ryger ud igen, inden det bliver min tur. Det er nu buldermørkt, men stadig helt stille.

Jeg sidder med stangen i hænderne, da det føles, som om wobleren skraber hen over bunden. Til sidst sidder den godt fast ude i mørket. Bundbid. – Pokkers, og så med min nye wobler…

Tilbage til Gudenåen – med tak for lån!

Pludselig volter en stor fisk ude i mørket, og bunden er med ét blevet til fisk. Fighten er ganske udramatisk i det knap 3 grader varme vand, og i pandelampens skær kan Jørgen konstatere, at den sidder rigtig godt – med kun halvdelen af den gule wobler strittende ud mellem de tandbesatte kæber. Uden problemer og med en rutineret hånd griber han den store fisk i gællerne og svinger den indenbords.

– Det er med garanti en ny personlig rekord, tænker jeg, da Jørgen lægger den store fisk op på midtertoften. Forsigtigt bliver den svøbt ind i Jørgens vejesæk, så den ikke tager skade af frosten. Vi måler den til 86 cm, og vægten siger 6,3 kg minus netposen, som vejer knap 300 gram.

6 kilo rent og dermed en ny personlig rekord – sågar en 50% forbedring af min gamle, der blev sat på Furesøen for en del år siden. En rekord, som siden blev tangeret af en lige så stor sandart fra en smålandsk sø. Men først nu kom den personlige rekord endelig hjem til Jylland!

Jeg er fristet til at tage den store fisk med hjem, for den er i absolut topkondition. Men sådan gør man ikke i Jørgens båd. Her sætter man de store og værdifulde fisk ud igen og tager i stedet de mindre. Og da vi allerede har tre fine sandarter i båden – endda i en størrelse, der er endnu bedre som spisefisk – er det ikke svært at følge hans formaninger.

Efter endt fotografering sætter jeg den derfor forsigtigt ud i Gudenåens mørke og kolde vand, hvor den store fisk hører til. Her er den mere værd end hjemme i køkkenet.

Jeg er lykkelig over min nye rekordfisk og nyder det gode selskab samt den smukke, vindstille og stjerneklare aften, der er ved at blive til nat. Vi fortsætter lidt endnu, og Jørgen tager endnu en fin 2 kg’s sandart, inden vi har fået nok.

På vej op mod bådpladsen kommer rimtågen pludselig og lægger låg på det hele. Og da vi tømmer båden for grej, er to af mine våde woblere frosset fast på toften…

– Sikken aften og sikken en fisk. Der kan altså fint være Storm over Gudenåen – selv i vindstille…

– Kald det Cardinal…

Efter nogle magre år med svingende kvalitet er svenske Cardinal tilbage igen med fuld styrke!

Er man spinnefisker, kender man også navnet “Cardinal”. Det er fastspolehjul fra svenske Abu Garcia – hjul, der gennem årene har ført en noget svingende tilværelse, men som nu ser ud til at være kommet sikkert i havn igen.

Det var ved den sydsvenske Mørrumsås bredder, at Carl August Borgström tilbage i 1921 grundlagde AB Urfabrikken – senere blot kendt som ABU. Virksomheden fremstillede lommeure, telefonmålere og taxametre.

Uheldigvis kom Anden Verdenskrig i vejen for det ellers så lovende marked for taxametre. ABU lagde hovederne i blød og kursen om. Beslutningen blev, at nu skulle der satses på fiskehjul i stedet!

ABU præsenterede det første fiskehjul i 1939 – et finmekanisk multihjul, som især baserede sig på ekspertisen fra taxametrene. Hjulet hed “Record” og blev vel modtaget på hjemmemarkedet.

Udviklingen gik videre, og i 1954 kunne sønnen Göte Borgström så præsentere verdensnyheden “Ambassadeur” på World’s Fair i New York. ABU var nu et kendt navn blandt lystfiskere verden over.

Det første fastspolehjul fra ABU

ABU lancerede sit første fastspolehjul året efter – i 1955. Det var ABU 444, som efterfølgende kom i en forbedret “A” udgave, og som siden blev fulgt af økonomiudgaven ABU 333. Det revolutionerende ved disse hjul var, at bremsen ikke længere sad fortil på spolen, hvor den er svær at komme til under fight – men bagtil under hjulhuset, hvor den er nem at nå og regulere.

Denne grundkonstruktion blev videreførst i de første fastspolehjul, som hed “Cardinal”, og som kom på markedet ti år efter 444’eren – i 1965. Cardinalerne løftede arven fra 444’eren og havde i tilgift til bagbremsen det dyre, men uhyre slidstærke snekkedrev, som giver en silkeblød gang. De første modeller var 66 og 77, som siden blev fulgt af først 44 og sidst den lille 33’er.

De oprindelige Cardinaler fra 1960’erne havde – som alle andre af datidens fastspolehjul – en indvendig spole med spolehuset roterende udenom. Dette medførte regelmæssigt, at linen blev fanget inde under spolen – snoet grundigt omkring akslen.

ABU tog udfordringen op med en ny serie af helsorte Cardinaler – 50’erne – som havde en udvendig kunststofspole. Hermed løstes problemet med linen, der kom i klemme under spolen. Bagbremsen blev samtidig ændret, så den sad direkte på spoleakslen i – forlængelse af spolen. De første Cardinaler havde en offset bagbremse af Fulcrum, som virkede indirekte på spoleakslen.

Denne serie var de sidste helsvenske Cardinaler. ABU Garcia blev opkøbt af investeringsseskabet Incentive, og fabrikationen af fastspolehjul blev flyttet til Fjernøsten – med triste konsekvenser. Kvaliteten faldt dramatisk, og navnet “Cardinal” var ikke længere forbundet med begrebet svensk kvalitet.

Suverän kvalitet – “made in Sweden”

Det var i erkendelse af dette, at ABU i 1990’erne gik i gang med at udvikle et helt nyt og helt svensk fastspolehjul – under navnet “Suverän”. Man var udmærket klar over, at “Cardinal” ikke længere kunne bruges. Dertil havde kvaliteten været for lav og svingende i de seneste år.

Med Suverän var ABU tilbage ved rødderne – metalhuset med det klassiske snekkedrev, som gjorde de tidlige Cardinal hjul verdensberømte. Snekkedrevet er nemlig det drev, der giver den mest silkebløde gang af alle drevtyper – dertil en legendarisk slidstyrke, der næsten sikrer hjulet evigt liv. I hvert fald hvad drevet angår.

Snekkedrevet medfører ganske vist et beskedent krafttab i sammenligning med det konventionelle helicaldrev, som i dag anvendes på stort set alle fastspolehjul. En drevtype, der – modsat snekkedrevet – er ganske let at samle og montere industrielt.

Drevet på de nye “Suverän” hjul blev fremstillet i maskinskåret messing (tandhjulet) og rustfrit stål (akslen) – en velkendt og velprøvet kombination, der giver optimal slidstyrke. Fire rustfri kuglelejer hjalp også godt til.

Suverän kom på markedet i 1999, men var ved lanceringen desværre ikke helt over de første børnesygdomme. Den nyudviklede centerbremse bød ganske vist på en langt større bremseflade end alle andre bremsetyper, men alligevel var der mange problemer med de nye hjul, som nok kom på markedet lidt for tidligt – presset af den nye amerikanske ejer Berkley, som havde brug for omsætningen.

I USA tog man konsekvensen af de mange problemer med de nye Suverän fastspolehjul. Man stoppede helt enkelt produktionen, inden problemerne var løst og hjulet perfektioneret. Synd, men sandt. Benhård business på et hårdt presset marked.

I stedet gik man i gang med at udvikle helt nye Cardinal-hjul, som måske ikke var helt så nyskabende, men som til gengæld fungerede problemfrit. Og produktionen blev endnu engang flyttet til Fjernøsten, hvor omkostningerne er langt mindre end i Europa. Men hvor producenterne i mellemtiden har lært lektien og i dag kan levere varen i form af fejlfri produkter.

Genfødt klassiker: C3

Men ABU havde ikke glemt rødderne – de legendariske første fastspolehjul, som gjorde ABU verdensberømte for anden gang. Første gang var som bekendt med Ambassadeur hjulene I 1950’erne.

Derfor kunne man til 2006 lancere det, man I fagsproget kalder et “remake” af en gammel klassiker. Hjulet hedder Cardinal C3 og er en direkte efterkommer af den gamle Cardinal 33. Væk er det dyre snekkedrev og den indvendige spole.

Men tilbage står metalhuset og den klassiske Fulcrum bagbremse med hele 12 bremseskiver – bremsen, der fik rigtig mange tilhængere tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Indmaden er I tilgift fyldt op med ikke mindre end 7 kuglelejer samt trinløst bagstop. Kort sagt: Det bedste fra det gamle tilsat det nyeste nye.

Som gammel bruger af 33’eren kan man dog godt savne snekkedrevets seje og silkebløde gang, men det er altså for dyrt at producere i vore dage. Til gengæld er hjulet uhyre velfungerende og smukt redesignet. Og så er der retro for alle pengene og ikke et øje tørt, når den genfødte klassiker atter snurrer ude ved fiskevandet!

Nye Cardinaler

ABU har endnu tre nye Cardinal hjulserier på programmet – i en meget høj standard til forbløffende lave priser. Dertil et meget elegant design, som peger både fremad og bagud. De tre serier er alle bygget over samme læst – samme design og samme grundkonstruktion. Blot er der forskel på de brugte materialer og antallet af kuglelejer.

Bedst og dyrest er 500-serien, der byder på alt, som selv den mest kræsne spinnefisker kan forlange: Hjulhus i aluminium for størst stabilitet. Spole og ekstraspole i ventileret aluminium. Frontbremse med mange skiver samt hele 9 kuglelejer. Hertil naturligvis de gængse finesser såsom trinløst bagstop, afbalanceret rotor, antikink linefører med mere. Pris: 699,- kroner

300-serien byder på hjulhus og rotor i kulfiberforstærket plast samt ekstraspole i grafit. Hertil 6 kuglerejer. Pris: 499,- kroner. 100-serien har samme udseende og funktioner som både 500 og 300-serien, men kun 4 kuglelejer. Til gengæld er prisen lav: 399,- kroner

Såvel 300- som 100-serien kan fås med bremsen fortil eller bagtil, og hjulene fås i op til fem størrelser (100-serien). Og så leveres alle de nye Cardinaler i et eksklusivt hjuletui, der har god plads til hjul, ekstraspole og de mange andre småting, man kan få brug for ude ved fiskevandet.

FreeRunner

Et interessant og helt nyt skud på stammen af Cardinaler er “FreeRunner” hjulene, som vi havde mulighed for at teste grundigt under optagelserne til et nyt TV-program om lystfiskeri.

Det er specialiserede fastspolehjul specielt designet til medefiskeri. De er til formålet forsynet med to bremsesystemer: Den normale front- eller fightbremse, som alle fastspolehjul har. Og så den specielle FreeRunner bagbremse.

Når agnet er kastet ud, kobles bøjlen til som på et almindeligt fastspolehjul. Herefter slås FreeRunner funktionen til, hvorved den forudindstillede frontbremse kobles fra. I stedet kan man nu indstille bagbremsen til en meget svag eller ingen bremsekraft. Det betyder, at en fisk kan tage agnet og svømme afsted med det – uden at mærke unødig modstand slæbe grejet efter sig ud i søen!

De fleste hjul af denne type er langt større og vejer fra halvkiloet og opefter. De er således kun beregnet til store karper – og det, der er større. Cardinal 301 FreeRunner vejer kun 355 gram og er derfor ideelt til det meste danske medefiskeri.

Cardinal 301 FreeRunner dublerer også som et hjul til let fiskeri med downrigger. I stedet for at frikoble spolen på det sædvanlige multihjul slår man blot FreeRunner-funktionen til, mens loddet sænkes ned. Og kobler den fra igen, når linen skal strammes op.

FreeRunner fås som 500, 300 eller 100-modeller, og priserne er de samme som for de øvrige nye Cardinaler: 699,- for 500-serien. 499,- for 300-serien. Og 399,- for 100-serien.

Cardinal is back!

Det nye FreeRunner er ganske vist designet specielt til medefiskeri, men det kan dog udmærket bruges til andet. Således dublerer det som et hjul til let fiskeri med downrigger, hvor man blot tilkobler FreeRunner funktionen, når loddet sænkes ned i den ønskede dybde.

Det kan naturligvis også bruges til let spinnefiskeri, hvilket jeg testede på Randers Fjord en stille oktoberdag. En flot aborre på 42,5 cm og 1.085 gram (se foto ovenfor) inhalerede den lille røde Reflex spinner og formåede at trække 0.20 mm line af hjulet hele to gange, førend den måtte lade sig lande.

Faktum er, at de nye Cardinal-hjul byder på silkeblød gang, godt design og fejlfri funktion. Fornemmelsen er ganske suverän og indtrykket overbevisende.

Det gamle svenske navn borger således atter for kvalitet, og det er vi mange lystfiskere, der glæder os over!

– Kald det Cardinal! – Kald det lige, hvad du vil…

Jerk Baiting

– barsk ny metode til barske bisser!

“Jerk” kan betyde flere forskellige ting på amerikansk. At være en “jerk” er således ikke noget at stræbe efter. Da er man nemlig en idiot i andres øjne.

Men at “jerke” kan derimod være ganske attraktivt – i hvert fald hvis man er lystfisker med hang til store fisk og kraftigt grej. “Jerk” kan nemlig også betyde at “rykke” hårdt – i dette tilfælde i store woblere tiltænkt store fisk med barske bisser.

I Nordamerika er det specielt den attraktive muskellunge, der “jerkes” efter – en sjælden, vanskelig og springglad fætter til vor hjemlige gedde. Her i Nordeuropa er det udelukkende gedden, der “jerkes” efter, og det er specielt i lande som England, Holland og Sverige, at “jerk baiting” for alvor har vundet indpas og svorne tilhængere.

Voldsom fiskemetode

Fiskeri med jerk bait sker på lavere vand – sjældent dybere end 5 meter – eller i overfladen over dybere vand.

Det er en lidt voldsom metode, hvor man på en strakt line – stang og line holdes i direkte forlængelse af hinanden – nøkker hårdt nedefter med stangspidsen under indspinning. Fiskeriet sker ganske hurtigt – hurtigere end normalt spinnefiskeri – og man kan derfor afsøge store vandområder på kort tid.

Skal bevægelserne fra stangspidsen forplante sig ud til wobleren, dur det ikke med en blød stang og en elastisk line. Det rette grej til jerk baiting består derfor af en kort og stiv stang, der typisk er omkring 6 fod lang og har en kastevægt på op mod 100 gram. Man kan bruge fastspolehjul, men langt mere effektivt er multihjul.

Line skal være uelastisk, hvorfor moderne fusions- og fletliner er helt uden konkurrence. Vælger man fastspole, bør linen være omkring 0.30 mm tyk. Bruger man i stedet multihjul, kan diameteren med fordel være 0.35 mm.

Forskel på Jerk Baits

Der er mange slags jerk baits at vælge imellem. Erfarne jerkbait-fiskere skelner mellem følgende grundtyper, der alle bør være at finde i grejboksen:

Glider: Kendetegnes af store udslag til siderne under indspinning. Til de mest kendte hører “Buster Jerk”.

Popper: Har en skålformet front, som får den til at kaste vand ud til siderne under indspinning. Rapala’s “Skitter Pop” er et godt eksempel.

Pullbait: Dykker ned i vandet under indspinning – eksempelvis “Burt” fra Muskie Mania.

Slider: Lidt á la Glider, men med mindre udslag til siderne. Eksempelvis “Belly Buster.”

Stickbait: Klassisk “walking the dog” agn kendt fra bass-fiskeriet. “Top Bandit” hører til favoritterne.

Fælles for alle rigtige jerk baits er, at de – i modsætning til deres nære slægtning wobleren – ikke har nogen næseplade, som får dem til at dykke ned i vandet og bevæge sig på én bestemt måde. I stedet er de flydende eller svævende og bevæger sig gennem vandet, som fiskeren fisker dem – med hårde ryk i stangspidsen.

Korrekt indspinning

De forskellige typer jerk baits har ganske vist deres eget indbyggede bevægelsesmønster – mange også indstøbte raslekugler for øget effekt.

Alligevel er det i meget høj grad agn, hvis gang i vandet afhænger af fiskeren og hans måde at fiske agnet på. Det er nemlig nøkkene med stangspidsen, som afgør, hvordan agnet kommer til at gå gennem vandet – nøkkene kombineret med det indbyggede bevægelsesmønster.

Da fiskeriet typisk sker hurtigt og med kraftige nøk i stangspidsen, er det langt mere anstrengende end det almindelige spinnefiskeri. Til gengæld er det også langt mere ophidsende, da man med denne metode meget ofte ser fiskene og oplever dem i selve hugøjeblikket!

Da fiskeriet foregår på lavt vand, vil farverne på de forskellige agn ofte have stor betydning. Derfor gælder det her mere end andre steder om at have et stort udvalg, som man kan tilbyde de træge fisk.

Nyt grej

Amerikanske Pure Fishing har været hurtigt ude med nyt grej til denne nye fiskemetode. Allerede i 2006-udgaven af Nap & Nyt kunne man finde grej specielt til jerk baiting, og i 2007 er udvalget steget med yderligere modeller.

I det nye katalog kan man således se beskrevet to helt nye stænger specielt til fiskeri med jerkbait – den ene fra Berkley og den anden fra Abu Garcia. Begge er de 6,5 fod lange og kaster op mod 100 gram.

Abu Garcia har tilsvarende lanceret to Ambassadeur hjul specielt til dette fiskeri, nemlig Ambassadeur Jerkbait og Ambassadeur TGC. Førstnævnte er forsynet med drev helt i rustfrit stål, som bedre end noget andet holder til de hårde påkendinger fra jerkbait-fiskeriet. Dobbeltvirkende bagstop fuldender disse specialhjul.

Man kan synes, at det er lige i overkanten at skulle investere i så specialiseret grej til en så specialiseret fiskemetode. Men det er nu ikke så galt endda. Præcis det samme grej kan man nemlig med overmåde stort held bruge til sommerens pirke- og jigfiskeri efter torsk.

Da får man herlige stunder med hektiske fights af hidsige sommertorsk i fuldt vigør!

PENN 75 år

I 2007 kunne amerikanske Penn fejre sit 75 års jubilæum som producent af grej til alverdens fiskere. Og der findes næppe nogen anden producent af, der kan bryste sig med så mange verdensrekorder som netop Penn!

Det hele startede i 1922, hvor Otto Hentze forlod Tyskland og emigrerede til USA. Her fik han hurtigt arbejde hos Ocean City Reels, der fremstillede fiskegrej med base i Philadelphia.

Hentze så hurtigt mulighederne – ikke mindst inspireret af datidens storfisker over alle storfiskere – den stenrige cowboyromanforfatter Zane Grey, som rejste verden rundt og fangede den ene rekordstore kæmpefisk efter den anden. Grey skrev efterfølfgende den nu legendariske fiskebog “Tales of Swordfish and Tuna” om sine mange fiskeeventyr.

Henze drømte om af skabe sit eget firma, der producerede fiskegrej til at sætte nye verdensrekorder med. Intet mindre! Og der var ikke langt fra tanke til handling hos den effektive og grundige tysker. Han sagde derfor op hos Ocean City Reels og startede i 1932 sit eget firma – Penn Fishing Tackle Manufacturing Company.

Penn grundlagt

Han forblev dog i Philadelphia, hvor han lejede sig ind på 3. sal på adressen 492 North Third Street. Efter nogen tids udviklingsarbejde barslede Henze med to nye fiskehjul, der begge havde sideplader af bakelit. Det var Model F og Model K, der stod færdige allerede i selvsamme år – 1932 – givet inspireret af tiden hos Ocean City Reels!

Hjulene blev siden modificeret og omdøbt: Model F blev til det mere mundrette “Sea Hawk” og Model K til “Bayside”. Med stjernebremse blev Model K til “Long Beach”. Hjulene lignede i forbløffende grad mange af vore dages havhjul.

Henze solgte i 1933 de første af disse modeller til Miller Auto Supply Company i Harrisburg, Pennsylvania, og hermed var startskuddet for alvor gået for Penn. Hjulene kostede henholdsvis $ 1.21, $ 1.93 og $ 2.48.

Henze var klar over, at han havde fat i noget stort. For at sikre sig mod kopister ansøgte han om patent på sine hjulkonstruktioner. Det fik han den 19. december 1933, hvor patentkontoret i Washington gav ham hele 17 års patentrettigheder på sin opfindelse i USA.

Patentet holdt således helt frem til 1950 og ydede Henze en effektiv beskyttelse mod kopier. Det gav ham samtidig en næsten eksklusiv ret til det allerede dengang kolossale amerikanske hjemmemarked.

Firmaet voksede derfor støt, og i 1942 var man derfor nødt til at finde nye og større lokaler. Det fandt man på West Hunting Park Avenue, hvor Penn har hovedkvarter den dag i dag.

De første verdensrekorder

Den 1. september 1940 blev en mærkedag for Penn. Da lykkedes det nemlig Ernie Reid fra Galveston i Texas at lande en gigantisk savfisk på hele 1.300 pounds – det vil sige godt 590 kg. En ny verdensrekord, som blev sat med et stort Penn 16/0 Senator hjul.

En drøm var gået i opfyldelse for Henze, som nu endelig kunne kalde sig leverandør af verdensrekorder! Han sendte derfor et håndskrevet brev til fangeren, hvor han dels lykønskede Reid – dels udbad sig et foto af den fantastiske fangst.

Siden gik det slag i slag med nye verdensrekorder – den enen større end den anden. Firmaet fortsatte med at vokse, men Henze kunne ikke selv holde til presset. Han døde pludselig i 1948 og efterlod firmaet til sin hustru Martha.

Hun gjorde, hvad der dengang var meget usædvanligt: I en alder af 39 år overtog hun ledelsen af Penn. Hun vidste, hvad det drejede sig om, for ikke blot havde hun været gift med en dedikeret lystfisker – hun var selv en erfaren sådan. Det bevistes senere, da hun egenhændigt fangede en blåfinnet tun på 613 pund – knap 280 kg.

Nyt grej – nyt fiskeri

Penn ekspanderede fortsat og nød godt af det store boom i efterkrigsårene, hvor lystfiskeri for alvor blev en folkesport. Men Penn fokuserede fortsat på det salte og ignorerede det stærkt voksende marked for bassfiskeri i ferskvand. Den dag i dag leverer Penn fortrinsvis grej fremstillet til krævende brug i saltvand.

Det startede med store havhjul, og den udvikling er fortsat frem til i dag, hvor de guldskinnende Penn International stadig er toppen af kransekagen. Hjul, som givet har landet flere kæmpestore tun, marlin og hajer verden over end alle andre fabrikater tilsammen.

Men Penn har også haft et godt øje til udviklingen i retning af lettere grej – blandt andet til Stand Up udstyr, hvor fiskeren ikke længere skal sidde fastspændt i den store fightstol som i Zane Grey tiden, men nu kan stå oprejst under hele fighten.

Og ikke mindst GTi hjulene blev populære verden over – Danmark inklusive – da de egner sig til næsten alle slags middelsvært havfiskeri. Det, der er mest af næsten alle steder.

Endelig kastede man sig målrettet over fremstillingen af store fastspolehjul, som for alvor kunne håndtere havets kæmper, og som gav fiskerne helt nye muligheder for også at kaste. “SS” var og er navnet på disse småt legendariske fastspolehjul, der uden at kny håndterer både tun og sejlfisk.

Siden har man dog udviklet sortimentet af fastspolehjul til også at omfatte mindre hjul til brug i ferskvand.

“Torque”

Rent teknologisk har Penn bestemt ikke ligget på den lade side. Det bevises af en helt ny serie gyldne havhjul, som bærer navnet “Torque”.

En dag var Penns nuværende chef og en af firmaets ingeniører på fisketur ud for Floridas kyst. Man er jo ind imellem nødt til på egen krop at afprøve det grej, man udvikler og sælger til sportsfiskere verden over!

Sidst på dagen faldt snakken på den grundlæggende konstruktion af Penn’s hjul, som indtil da alle havde baseret sig på Henze’s oprindelige idé og patent fra 1933. Tankerne fløj over den blå Atlant, og en helt ny idé fostredes. Den blev hurtigt skitseret op på bagsiden af en serviet og snart efter patenteret: Den integrerede sideplade!

Ideen er, at sidepladen absorberer en stor del af det pres, som ellers lægger sig på hoveddrevet og her forårsager et stort krafttab. Den integrerede sideplade muliggør en konstruktion med færre dele, som så alle kan gøres endnu stærkere.

Resultatet er, at drevet ikke vrides under selv det hårdeste pres. Krafttabet bliver minimalt, hvilket muliggør en højere udveksling end ellers.

De nye “Torque” hjul leveres indtil videre i tre størrelser, som alle byder på en høj 6.3:1 udveksling for hurtigt lineindtag.

All Tackle World Record!

Rekorder fanget med Penn hjul er kommet i en lind strøm gennem årene. Ikke mindst de mange, mange IGFA lineklasser USA har givet et hav af nye rekorder.

Men toppen af kransekagen kom alligevel så sent som i 2004, hvor australieren Kevin Clapson den 28. marts fangede en hvid haj på hele 1785 lbs. og 11 oz – godt 810 kg – ud for Ulladulla i Australien

Clapson brugte et Penn 80 TS til at lande fisken, der nu er godkendt som All Tackle World Record.

Man kan således roligt sige, at Henzes gamle drøm lever videre i bedste velgående her i 2007, hvor Penn kan fejre sit 75 års jubilæum!

Toby til Trolling

En klassiker og fiskekammerat fylder 50 i år – denne fisker og forfatter ligeledes…

Jeg havde fisket fra land ved Stevning Næs på Als i nogle år og fanget et fåtal havørreder. Det var i 1970’erne, hvor der var langt mellem fiskene og hver eneste landet havørred derfor en flidspræmie.

Og flid manglede der bestemt ikke fra min side. Jeg fiskede dengang uden overdrivelse mere end 300 dage om året – efter skoletid, sommer som vinter, hverdage og helligdage. Alligevel blev det kun til en lille håndfuld havørreder hvert år.

Da var det, jeg mødte Niels, når han kom for at søsætte sin lette svenske Crescent jolle med en hvid 15 HK Johnson på hækken. Niels var ikke til kystfiskeri, men elskede det frie liv på vandet og holdt af at fiske fra sin transportable trailerbåd. Han “trollede”, selv om det slet ikke hed sådan dengang. Vi kaldte det i stedet om “blink efter båd” – uanset om der nu var blink eller wobler for enden af linen.

Vi udvekslede tit erfaringer, og en dag inviterede Niels mig ombord. Jeg var lidt skeptisk, for var det nu lige så fint at fiske fra båd som fra kyst? Men nysgerrigheden vandt dog over de fine fornemmelser, og jeg kravlede ombord.

Vi fangede nu intet den første gang, men jeg blev dybt fascineret af, at jeg kunne ligge i forstavnen og kigge direkte ned på de fiskepladser, jeg drømte om inde fra land!

Min første trolling-ørred

En solskinsdag i april var det dog så vidt. Vi var atter taget ud fra Stevning Næs og havde lagt kursen om ad Jylland på den modsatte side af det smalle Alssund. Stangspidsen nøkkede rytmisk, mens vi arbejdede os forbi skoven ved Arnkilsøre. Pludselig bøjede stangen sammen, og lidt senere kunne Niels nette en fin sølvblank havørred på 48 cm. Min første trollingørred nogensinde!

Fisken havde taget et slankt og blankt blink med små røde finner bagtil. “Toby 18 g” stod der på bagsiden af det forsølvede blink i tyd plade – en af Niels’ gamle favoritter og min helt nye!

Jeg kunne mine ABU kataloger udenad og kendte udmærket til Toby. Jeg syntes blot, at de var for dyre til fiskeri inde fra land, og havde derfor kastet min kærlighed på det langt billigere og mere velkastende “Koster” i stedet. “Koster koster ikke meget”, gik vi drenge og sagde i fiskeklubben – bestemt ikke uvæsentligt, når lommepengene var få og tangskovene grådige.

4 kg’s trollingørred fra Bornholm – taget på Toby!

Siden sad der næsten altid et Toby for enden af min line, når vi trollede vandet ud for Als tyndt med vort primitive grej. Og mange var de havørreder, som begik deres sidste fatale fejltagelse ved at sætte tænderne i det blink, som allerede dengang var en klassiker.

Toby var og er for blink, hvad Mepps er for spinnere og Rapala for woblere. Dertil såkaldt “Må-blink” for havørred, kunne jeg se i de svenske kataloger.

Toby bliver til

Det var først langt senere, jeg hørte om udviklingsarbejdet bag Toby. Faktisk var det først i den selvbiografiske bog “Snilledrag, Lyckokast og Bottennapp” fra 2003, skrevet af Lennart Borgström, sønnen til legendariske ABU-stifter Göte Borgström, at jeg fik historien fortalt.

Toby blev præsenteret for verden i 1956 – eksakt samme år som jeg selv kom til verden. Toby og jeg fylder således begge 50 i år! Men lad nu Lennart selv fortælle historien:

“Ett annat bete, som idag kanske är ABUs mest sålda är TOBY. Det presenterades i Napp och Nytt 1956.

Idén till detta bete fick jag, när vi fiskade havsöring i Danmark en gång. Det togs fram för att likna en tobis (en liten smal betesfisk).

När vi gjorde prototyperna, visade det sig emellertid att det smala betet hade svårt att få en naturlig rörelse i vattnet. Vi hade då ett drag som hette TORSJÖ-DRAGET och det hade små vingar, som ökade betets yta och därmed dess bärkraft i vattnet.

Nästa prototyp gjordes alltså med dessa rektangulära vingar, vilket visserligen förbättrade dragets rörelse, men när en av våra konstruktörer (Sven Åke Kullberg, red.) såg prototypen, utformade han i stället vingarna som fenor. Det var just denna förbättring som gjorde detta drag både elegant och mer fisklikt. Lockar man inte sportfiskaren att köpa ett drag får fisken aldrig en chans att se det!”

Lennart er selv en garvet fisker og fortsætter derfor:

“Det är faktisk så, att et drag som är gammalt och slitet och har förlorat sin glans många gångar fiskar bättre än ett nytt och skinande blankt bete. Det går emellertid inte att sälja drag som redan er oxiderade. De måste först locka fiskaren!

På den tid då ABU tilverkade sina beten i Sverige var drag i silverfärg försilvrade med äkta silver. De behandlades sedan med en klarlack för att inte oxidera. För eget bruk tog vi ibland fram gäddbeten, som ej hade behandlats med denna klarlack. De oxiderade då snabbt och fiskade i vissa sammanhang mycket bättre.”

Hammerlak hammergodt!

Så sandt som det er sagt. Jeg husker også med veneration de matblanke forsølvede Toby blink, som kastede meget blødere reflekser end de nye og forniklede. Og som tydeligvis også fangede flere havørreder.

Vi tog selv konsekvensen af disse iagttagelser. Niels havde i sit værksted en bøtte med grå hammerlak til slidstærk lakering af hjulfælge. Vi malede nu et antal Toby blink i disse matgrå farver og forsynede dem – nok mest for et syns skyld – med pletter af neglelak i rød perlemor!

Disse dæmpede Tobyer fangede langt flere fisk end de blanke – specielt i højt solskin og klart forårsvand med sværmende børsteorme. Jeg har stadig nogle stykker i æsken, og de kommer stadig i vandet, når forholdene er til det.

På samme måde opdagede vi, at de kompakte Toby blink i tyk plade ofte fangede fisk, når de tynde ikke gjorde det – trods en mindre livlig gang i vandet. Mest markant så vi det en smuk majdag, hvor hele fire flotte blankfisk tog mit sølvfarvede 20 grams Toby, mens Niels ikke fik én eneste på sit ligeledes sølvfarvede 18 grams.

Måske gik hans Toby lidt for højt i det klare vejr – eller måske var det bare for stort. Markant forskel var der i hvert fald!

Toby Salmo

Toby udmærker sig ved at kunne spinnes hurtigt uden at miste den karakteristiske fiskelignende gang i vandet. Toby er derfor blevet en slags standardblink til alt fiskeri efter hurtigt svømmende laksefisk.

Det ændrer nu ikke noget på den kendsgerning, at Toby også er et fremragende blink til gedder – specielt 18 grams modellen i tynd plade, som kan spinnes meget langsomt. Det samme gælder torsk, som også holder meget af Toby – så meget, at der findes en speciel grødesikret udgave med enkeltkrog, som kan spinnes direkte gennem tangskjovene uden at sidde fast.

I min studietid var fiskegrej i England langt billigere end herhjemme. Det vidste vi fattige studerende, som derfor strakte SU’en ved selv at bestille vort grej hjem fra sportsfiskeriets moderland.

En gang var der dog gået kludder i bestillingen – så meget, at jeg pludselig stod med 24 styk guldfarvede 18 grams Toby blink. Katastrofen var dog til at overse, da de havde været på tilbud og kun kostet få kroner stykket. De viste sig senere at være aldeles uforlignelige, nå de puffende tangtorsk ud for Djursland skulle lokkes til hug – et fiskeri, som desværre kostede mange blink…

Men det er og bliver laks og ørred, som Toby bruges til, og næste skridt i evolutionen var derfor ganske naturligt. Det blev til “Toby Salmo” – et stort 30 grams flutter blink i tynd plade, som med sine livlige bevægelser er perfekt til netop trolling.

Mange er de store laks og havørreder, som er landet på denne brede variation af klassiske Toby, og det er derfor synd, at Salmo ikke længere er i programmet. Men ABU har det med at reintroducere gamle klassikere med jævne mellemrum, så mon ikke også vi ser Salmo igen? Jeg tror det. Og da gælder det om at fylde grejboksen op til dårlige tider!

Toby Rocket

Der skulle gå yderligere nogle år, inden endnu en variant af klassiske Toby så dagens lys. Og endnu engang var det de danske havørreder, som stod bag.

Denne gang var det den danske direktør for PureFishing, Ib Andersen, som forestod udviklingen. Ib var på jagt efter et blink, der endnu bedre end den klassiske Toby kunne imitere de tobiser, som er favoritføden for mange havørreder langs de danske kyster.

Men der skulle overraskende meget udviklingsarbejde til, førend målet – den nye “Toby Rocket” – kunne præsenteres i 1999/2000. Det var nemlig ikke nok blot at strække det klassiske Toby.

I stedet måtte der talrige computerberegninger til, så blinkets bæreflade i forhold til vægten blev omtrent det samme som på originalen. Så blinket kan flakse mod bunden roterende om sin egen længderetning – uden at være endetungt.

De klassiske røde og opadbøjede finner blev naturligvis bibeholdt – adelsmærket for ethvert Toby.

Mest kopierede blink i verden

Desværre har Toby – som alle andre førende produkter – måttet se sig kopieret af utallige konkurrenter, hvoraf nogle ikke har forsøgt at skjule det originale forbillede. “Tobie” er vel den mest oplagte af kopierne.

De mange kopier har ført til flere retssager om ophavsretten. Og de lange retsprotokoller er interessant læsning, hvis man vil vide noget om juridiske aspekter vedrørende annoncering, fogedforbud, markedsføring og ophavsret.

Følgende fremgår således af en udskrift fra retsprotokollen i en sag om kopiering af Toby blink:

“Udformningen af ABU Toby må således anses som et udtryk for en selvstændig, original og kunstnerisk indsats.”

“Selv om det er fiskeagn, kan der godt blive tale om en ophavsretlig beskyttelse”.

“Markedsføring af produkter, der styk for styk er noget nær identiske og forvekslelige med en konkurrents produkter, er i strid med god markedsføringsskik”.

“XXX’s fortsatte markedsføring af de af sagen omfattede produkter indebærer som følge af den samlede, systematiske lighed med de af OTG (i dag PureFishing, red.) markedsførte produkter en overtrædelse af markedsføringsloven”

Well, nok om billige kopier, der ikke når originalen til sokkeholderen, hverken hvad kvalitet eller funktion angår. Faktum er nemlig, at Toby er et pragtfuldt blink og en uforlignelig fiskekammerat.

– Hvad kan det ikke blive til, når vi sammenlagt har 100 års fiskeerfaring med ud i båden?

Vertical jigging

Præcisionsfiskeri for viderekomne, der vil fange flere fisk!

Har man en god del år på bagen som allround lystfisker, er det sjældent, man støder på noget nyt – noget rigtig nyt.

– Intet nyt under solen, lyder det gamle ord, og det holder stik i langt de fleste tilfælde. Som regel er der tale om gammel vin på nye flasker.

Med lange mellemrum bliver man dog vækket af sin tornerosesøvn – af nye produkter eller metoder, som byder på anderledes muligheder. Som gør, at man kan efterstræbe fiskene på tider og steder, hvor det tidligere ikke var muligt. Eller som i hvert fald er en markant forbedring af eksisterende metoder.

“Ny” metode?

Et af tidens nyeste buzz words inden for lystfiskeri er “vertical jigging”. En form for fiskeri, der på det seneste har fået mere spalteplads i fiskemagasinerne end nogen anden nyere fiskemetode.

“Jigging” kender de fleste – som fiskeri med bløde gummijigs – og “vertical” betyder jo blot lodret. Hvor man normalt kaster og derfor fisker vandret med sin jig, fisker man nu pludselig lodret med den – præcis som ved det gode gammeldags pirkefiskeri, vi kender fra torskekutterne.

Jig-fiskeri har på mange måder revolutioneret spinnefiskeriet, som vi kender det i dag. Med jiggen kan vi nemlig – som eneste kunstagn – fiske direkte på bunden uden at sidde fast. Den fastmonterede enkeltkrog vender opad – væk fra bunden. Med jig kommer man således helt ned til fiskene, når og hvor de klæber til bunden.

Når en amerikaner taler om “jigs”, mener han ikke jigs som os andre. Nej, han bruger i stedet en pirk. En kold og hård metalting i stedet for den superbløde gummijig. Og han pirker med den – som med en anden torskepirk. Der er blot tale om langt mindre pirke end dem, vi kender fra torskefiskeriet.

En vertikal jig adskiller sig fra almindelige jigs ved at have en lille trekrog monteret bagest og underst på jiggen. Ikke mindst når man fisker efter sandart, vil man se, at det næsten altid er den lille trekrog, fiskene hænger fast på – ikke den store enkeltkrog.

“Back trolling”

Men er der intet nyt i disse ting, så har amerikanerne alligevel udviklet metoden radikalt. De har nemlig opfundet “back trolling”, hvor man med sin elmotor på agterstavnen holder den drivende båd op mod bølgerne.

Herved opnår man to ting: Båden driver ikke så hurtigt. Og man kan på ekkoloddet meget nøje se, hvad der passerer forbi under neden. Ofte ser man på denne måde fiskene, før de hugger, og det gør jo dette fiskeri specielt spændende. Med elmotoren stopper man helt enkelt drevet, når der er fisk på skærmen, Og med stangspidsen kan man manipulere sin agn for næsen af fisk med millimeters nøjagtighed

“Vertical jigging” er således i bund og grund en kombination af amerikanske og europæiske metoder og traditioner. Vi kan alle lære noget af hinanden, og det bør vi naturligvis gøre.

Med vertikal jigging kan man nemlig præsentere lækre og superbløde gummijigs for snuden af vrangvillige rovfisk – typisk sandart og aborre, men til dels også gedde – som på denne måde har svært ved at sige nej tak til tilbuddet. Gjort rigtigt har de jo jiggen viftende forførerisk om næsen i lang tid – længere end nogen anden fiskemetode muliggør – og det giver meget ofte fisk i båden.

Ekkolod og elmotor

Ekkoloddet er alfa og omega i dette fiskeri – elmotoren ligeledes. Jo bedre ekkolod desto flere fisk og detaljer ser man på skærmen. De fleste vil have elmotoren siddende på agterstavnen, og metoden vil derfor være renlivet “back trolling” – op mod vind og bølger.

Det kan give en del vandsprøjt indenbords, dersom man en hel dag igennem bakker op mod bølgerne. Amerikanerne har råd mod dette – i form af en plexiglasskærm, der monteres på agterstavnen. Den tager de værste sprøjt.

Vælger man i stedet at frontmontere sin elmotor, har man ikke dette problem. Med fodstyring kan man da have begge hænder fri til at fiske, mens båden driver.

Som altid gælder det om at kende sin sø og fiskene i den. Vertical jigging er bedst, når fiskene har samlet sig på skrænter og banker, som man finder på ekkolodddet. Hvor og hvornår det er tilfældet, varierer fra sø til sø og fra årstid til årstid.

Nyt grej

Japanske Shimano har været meget hurtigt ude med nyt grej til vertical jigging. Selvfølgelig kan man sagtens bruge sit gamle udstyr og så blot modificere det lidt. Men det er hævet over enhver tvivl, at specialiseret grej giver sjovere fiskeri – og bedre fangster!

Shimano lancerede til 2006 hele tre nye serier af spinnestænger specielt til vertical jigging – SpeedMaster, BeastMaster og ForceMaster – med tre modeller i hver. Stængerne er fra 180 til 200 cm lange og beregnet til at håndtere jigs mellem 7 og 28 gram. De letteste til aborrer – de tungeste til sandart. Priserne varierer fra kroner 699,- til 1.299,-.

Et særkende for samtlige ni stænger er den integrerede hjulholder, som giver optimal føling med jiggen. Man skal kunne mærke, hvad der sker med jiggen nede ved bunden, hvilket dels kræver brug af uelastiske superliner – dels stænger med aktion og hjulholder, som formår at signalere selv den mindste bevægelse fra jig til fisker.

Shimano Biocraft XRT SW fluestænger

Det gav en svag anelse om, hvor Shimano var på vej hen, da den japanske grejgigant for snart en del år siden købte den amerikanske high end stangproducent G. Loomis.

På programmet havde man allerede et fremragende fluehjul, nemlig “Ultegra”, som kort efter blev markedsført og solgt i USA under Loomis’ beskyttende vinger. For kvalitet og funktion var og er helt i top på dette klassisk designede fluehjul med skivebremse.

Biocraft

Shimano tog skridtet fuldt ud, da man til 2006 lancerede et stort flueprogram under navnet “Biocraft”. Og ambitionsniveauet var højt. Det ses af de mange og meget forskelige modeller i stangprogrammet. Ikke færre end 49 (!) nye modeller er der at vælge imellem – fra 71/2 fod klasse 3 til 15 fod klasse 12.

Biocraft-stængerne er delt op i tre serier – med 20 modeller i topserien XTR, 12 modeller i den lidt billigere XT-serie, 4 modeller i den flerdelte S.T.C.XT serie og endelig 13 modeller i den billigste Fly-serie.

I XTR-serien findes 3 specielle SaltWater modeller – under betegtnelsen SWAX. Vi har langtidstestet en 9 fod lang og 4-delt klasse 8 – model 6901104FBXTR98SWAX. Shimano kan bare det der med besværlige modelbetegnelser…

Det er en stang designet specielt til fluefiskeri i tropisk saltvand, hvor vinden er hård, kastene lange og fiskene hurtige. Disse barske forhold har resultetet i stænger, som er uhyre hurtige – hvis ikke stive som et bræt. Faktisk er de – selv til tropisk saltvand – alt for hurtige i forhold til lineklassen.

Det vidste man godt hos Normark, som derfor anbefalede en tungere lineklasse end angivet på stangen. Normark kunne også fortælle, at man regnede med at få alle saltvandsstængerne modificeret til 2007 – til blødere og mere behagelige modeller.

Hele testen blev altså gennemført med en Biocraft WF 9 line – på en stang klassificeret til 8. Selv med denne overtunge line er der stadig tale om en meget hurtig stang, som sagtens kan håndtere en klasse 10 line. Definitivt ikke en stang, som kan anbefales begyndere eller bare middelgode kastere. Marginen for kastefejl er minimal med så hurtig en kasterytme, og stangen er hård ved håndleddet.

Men når det er sagt, så er der også tale om en ren kastekanon, der i de rigtige hænder kan håndtere noget nær alt, man kan komme ud for i saltvand – i hvert fald her i Danmark. Selv den strideste vind kan ikke holde denne kombination af stang og line hjemme. 25 meters kast er således en smal sag i al slags vejr!

I testperioden fangede stangen adskillige havørreder, hvoraf ingen desværre var så store, at de for alvor kunne spænde den stive klinge. Til gengæld viste det sig muligt at kroge fiskene selv på meget lang line – noget, der primært må tilskrives den ganske uelastiske Biocraft line, som er fremstillet af engelske Airflo.

I testperioden kom stangen også ud for en håndfuld gedder, hvoraf de største vejede 4-5 kg. Her viste stangen for alvor sit sande jeg. Tilslaget kunne sættes hårdt og kontant – selv med en lang line ude – og fiskene kunne fightes med klingen flexet godt ned i korkhåndtaget. Helt perfekt til formålet.

Fornem finish og fine fittings

XTR-stængerne kendetegnes af en fornem mat finish, der tydeligt afslører, at der er noget radikalt anderledes under motorhjelmen. I den rigtige vinkel ses tydeligt, hvordan Shimanos ingeniører har brugt et kulfiberklæde, hvis fibre ligger spredt i mange retninger.

Der er tale om Shimano’s eget kulfiberklæde med et lavt indhold af bindemiddel – XT300LRC for de teknisk interesserede. Fiberen er hyperlet, hvilket muliggør brugen af meget lidt klæde, hvilket igen giver meget lette stænger i forhold til styrke og stivhed. Den testede XTR-stang vejer da også kun 115 gram – trods masser af power, metalhjulholder og stor fighting butt.

Sidstnævnte er ganske voldsom, da stangen primært er tiltænkt tropiske eksprestog, som gør det rart at kunne støtte stangen i lysken under fighten. Og desværre er den så stor, at den må skrues af hjulholderen for at kunne være i det medfølgende stangrør, som for øvrigt adskiller sig fra mængden ved at være fremstillet af let radialvævet kulfiber.

Stangringene er slangeringe af den store og åbne slags med et ditto pæreformet topøje. Bedre kan det ikke gøres. Som skyderinge har Shimano valgt at fravige det gængse og har i stedet monteret XTR-stængerne med to styk af Fuji’s specielle “Low Rider” øjer, som skulle give lavere friktion og dermed længere kast – noget, vi dog ikke kunne få øje på i testperioden.

Biocraft rejsestænger

Rejser man meget og ofte, kan man ikke få stængerne korte nok. En 4-delt vil i regelen være nok for de fleste, da man dels kan have den med i håndbagagen – lovligt uden for EU – dels kan pakke den ned i en almindelig kuffert – påkrævet inden for EU.

Men skulle 4-delt stadig være for langt, så er der råd for det. Shimano’s 6-delte S.T.C. XT stænger fylder kun fra 51 til 61 cm, når de er pakket ned. Og så byder de på noget aldeles ekstra – nemlig en 30 cm lang sektion, der kan indskydes mellem håndtag og den øvrige klinge.

Herved får man to stænger i én – en lidt længere og blødere stang eller en lidt kortere og stivere. Dette kan være praktisk, hvis man den ene dag fisker i en tæt bevokset strøm, mens man den anden dag driver i en båd på åben sø. Ved vandløbet bruger man så den korte udgave, mens man fra båd bruger den lange med ekstrasektionen indsat.

Kort sagt: – Velkommen til Shimano i fluefiskeriets verden. Det skal blive spændende at se, hvad der kommer af nye produkter fra den japanske grejgigant!

Hardy er tilbage!

Det hele startede i 1872, hvor to engelske brødre i den nordengelske by Alnwick gik sammen om deres fælles hobby.

De var i forvejen bøssemagere af profession og havde ry for at fremstille nogle af datidens bedste haglbøsser til det bedre borgerskab. Men selv ville de hellere fiske end jage, og de gjorde stille og roligt deres egen passion til deres nye profession.

Det var brødrene William og John James Hardy, som grundlagde det nu hæderkronede firma Hardy Brothers. Hardy Bros. var i en lang årrække synonymt med det bedste fluegrej, som kunne opdrives – endda på verdensplan. Kvaliteten var i top, og udviklingen frem mod det moderne fluegrej, vi kender i dag, skete i nordengelske Alnwick – med den nært beliggende flod Coquet som det naturlige testvand.

Det var i splitcanens og silkelinernes tid, hvor fiskegrej stadig var regulært håndarbejde. Godt grej var derfor dyrt og ikke til at komme i nærheden af for almindelige mennesker. Fluegrej var derfor forbeholdt datidens elite – de rige, de adelige og de kongelige, for hvem fiskegrej var lig med produkter fra Hardy Bros. i Alnwick.

Tidlig succes

Og succesen kom tidligt til Alnwick. Således modtog brødrene Hardy allerede i 1881 deres første udstillings-guldmedalje for de nu legendariske “Palakona” splitcanestænger, og siden modtog Hardy i tilgift adskillige kongelige udmærkelser. King George V var således en stor ynder af Hardy grej, hvilket også har været tilfældet med de sidste tre Princes of Wales – den nuværende inkluderet. Hele den engelske kongefamilie er traditionelt ivrige fiskere – naturligvis kun med flue!

I årene frem til 1967 var Hardy Bros. et 100% familiejet firma. Navne som “Perfect”, og “LRH Lightweight” med mange flere flød fra fabrikken i første halvdel af det 20. århundrede. Det var den periode, der for alvor gjorde Hardy kendt verden over – specielt for deres støbte fluehjul, som var helt uden sidestykke.

Det var også Hardy, der “opfandt” den moderne weight forward line, som vi kender den i dag – i form af “Philip” silkelinen, der ryddede bordet og tog alle verdensrekorder i længdekast i hænderne på Laurence Hardy – den nok mest kendte af alle Hardy-familiens mange medlemmer. Det var da også ham, der lagde initialer til det verdensberømte ørredhjul “LRH Lightweight”, som mange af os kender og stadig bruger.

Men tiderne skifter, og i 1967 blev Hardy Bros. opkøbt af Harris & Sheldon gruppen, der overtog hele ejerskabet. Familiens tredje William Hardy fulgte med og fortsatte som direktør, indtil han gik af i 1983. Herefter ekspanderede Hardy hurtigt under ledelse af John Holland – så hurtigt, at Hardy i 1984 oprettede eget datterselskab i USA. Eksporten blev så stor, at Hardy modtog Queens Award for Export Achievement. Endnu en kongelig fjer i hatten til den nordengelske grejproducent!

Fibatube ekspanderer

I 1983 gik også afdelingen Fibatube solo. Som en del af House of Hardy, som man nu hed, rådede Fibatube over stor ekspertise, hvad angår konstruktion af rørbyggede dele som antenner og master. Hardy havde for længst taget springet fra splitcane til glasfiber, og med god hjælp fra amerikanske Fenwick havde man med stor succes lanceret sin serie af “Jet” fluestænger – dejlige stænger, som undertegnede havde fornøjelsen af at vokse op med.

Hardy var også tidligt ude med kulfiberen, som netop var blevet udviklet hos luft- og rumfartsafdelingen af hæderkronede Rolls Royce. Hardy fandt imidlertid kulfiberen uegnet til stangbygning – “den knækker for let” lød budskabet – og det var som bekendt amerikanske Fenwick, der kom først – med “HMG” stængerne i 1973.

Hardy kom dog snart med på vognen og gjorde meget for, at deres kulfiberstænger ikke skulle knække som konkurrenternes. Til formålet iblandede man ganske meget glasfiber, hvilket gjorde Hardy’s tidlige kulfiberstænger ganske tunge i forhold til konkurrenternes. Men de knækkede til gengæld aldrig!

Fibatube eksisterer i bedste velgående og er i dag storleverandør til netop luft- og rumfartsindustrien, der i støt stigende grad bruger HighTech materialer som netop kulfiber. Til Fibatube’s aftagere hører Airbus specielt og Formel 1 branchen generelt.

I mellemtiden er også nabovirksomheden Greys kommet ind under House of Hardy’s beskyttende vinger. Greys udsprang i sin tid af Hardy og levede i flere år sit eget liv som producent af kvalitetsstænger til fornuftige priser. De to firmaer er nu samlet under navnet Hardy & Greys Limited og har delt markedet op mellem sig. Greys tager sig stadig af de lavere prissegmenter, mens Hardy også fremover leverer de dyrere produkter. Hvor de fleste Greys produkter nu fremstilles i Fjernøsten, producerer Hardy stadig det meste på fabrikken i Alnwick.

Hvor næsten alting i dag er under stadig forandring, er der dog ting hos Hardy, som stadig består. Til dem hører den hæderkronede grejbutik i Pall Mall Street, London, som ingen gæstende lystfisker må snyde sig selv for at besøge. Pall Mall butikken blev etableret helt tilbage i 1898 og ligger der stadig – mere end 100 år senere. Det kan man da kalde kontinuitet i en ellers omskiftelig verden!

Ny mand ved roret

Men på andre områder er der kommet nye boller på suppen. Således var det noget af en ændring, der skete, da den nuværende direktør Richard Sanderson fik overdraget styrepinden. Sanderson havde en fortid som chef hos Bosch Electrics og havde derfra stor erfaring i kvalitestyring specielt og management generelt. Samtidig havde han hjertet placeret på eksakt rette sted, da han selv brænder for netop fluefiskeri!

Det nyder Hardy & Greys godt af i dag, hvor der sidder ikke færre end otte fuldtids ingeniører og udvikler de nye produkter. De udvikler til både Hardy og Greys, som så siden producerer hver deres sortiment.

Et af de helt store kvantespring i produktionen har været anskaffelsen af meget kostbar software til design og simulering af stænger. “Finite Element Analysis” hedder det – forkortet “FEA”.

“FEA” går ud på, at man fodrer en superhurtig computer med data om materialer og konstruktion, hvorefter den straks fortæller, hvordan den færdige stang vil være. Man behøver således ikke fremstille et hav af kostbare og mere eller mindre tilfældige prototyper, som man hidtil har gjort og mange mindre producenter stadig gør. Nej, man sætter intet i værk, førend computeren har godkendt design og materialevalg!

Når først en ny model er godkendt, sendes den i produktion. Når så de færdige stænger ligger klar, udtages stikprøver, som spændes op og brudtestes – under High-Speed videofotografering, så man nøje kan studere, hvor og hvornår bruddet sker under de umenneskelige belastninger. Intet overlades til tilfældighederne i denne fase, som sker i en AST-maskine. Forkortelsen dækker over betegnelsen “Accelerated Stress Testing”.

Som det vist tydeligt fremgår, så har hæderkronede Hardy’s definitivt børstet støvet af sig og er gået ind i rumalderen og det nye årtusinde. Med sig har de en helt ny dansk agent, nemlig FairPoint i Allerød!