Forfatterarkiv: Steen

Fjæsingen

– en farlig fætter for fiskerne…

Det fleste af os husker vel Hans Kirks roman “Fiskerne” fra 1928. Enten som bog eller TV-filmatiseringen. I den får skurken sin velfortjente straf – han stikker sig på en fjæsing og lider efterfølgende en smertefuld død af det.

Helt så dramatisk forløber mødet med en fjæsing nu sjældent, selv om man ikke skal ønske sig at prøve giften fra denne lille pigfinnefisk – den farligste i danske farvande. Fjæsingen, som lyder det latinske artsnavn Trachinus draco, lever af udseende helt op til sit drabelige artsnavn. I closeup er der virkelig tale om en lille og finnet drage, der ganske vist ikke kan spy ild, men som til gengæld kan noget helt andet.

Fjæsingen er en lille og langstrakt fisk, der holder til på bunden – gerne selvsamme sandbund, som sommerens badegæster foretrækker. Det er uheldigt, idet fjæsingen er en pigfinnefisk. Der er mindre pigge over øjnene, der er opadvendte som på alle bundfisk, men disse pigge er ikke giftige. Det er til gengæld de første to finnestråler af rygfinnen, og i tilgift findes der en giftpig på hvert gællelåg. Fjæsingen råder således over fire giftpigge.

En farlig fisk

På hver side af disse pigge findes en fure, hvis væv producerer et stærkt toksin – en gift, der angriber kroppens blodlegener, og som i værste fald kan være dødelig for små børn og gamle mennesker. Har man et svagt hjerte, er man altid i farezonen – uanset alder. Præcis som tilfældet er med vor eneste danske giftslange, hugormen.

For de allerfleste er stikket fra en fjæsing dog ikke spor livstruende. Det er til gengæld meget smertefuldt – så meget, at historien vil havem, at en fisker engang skar sin egen finger af for at slippe af med smerten. Det er dog tvivlsomt, om dette har hold i virkeligheden, men alle, der er blevet stukket af en fjæsing, kan berette om voldsomme smerter, der kan vare i flere dage.

Der findes ingen specifik modgift mod fjæsingens gift, som er et proteinstof. Det betyder, at det i lighed med hviden i et æg koagulerer ved opvarmning. Det betyder også, at den mest effektive kur mod et fjæsingstik er at holde hånden i så varmt vand som overhovedet muligt. Regelen er her, at vandet skal være så varmt, at det gør ondt at stikke hånden ned i det. Det skal selvfølgelig ikke være så varmt, at man skolder sig!

Jo længere tid man formår at holde hånden nede i det brandvarme vand, desto hurtigere nedbrydes proteinerne i giften, som herved uskadeliggøres. Det er et trick, som fiskerne selv bruger, og det samme gør man på landet skadestuer og sygehuse. Enkelt og effektivt – men aldeles ubehageligt.

Fjæsingens gift virker dels opløsende på kroppens røde blodlegemer, som jo bærer ilten rundt i kroppen – dels hæmmende på de hvide blodlegemer, som jo står for vort immunforsvar. Effekten er derfor langvarig og medfører ofte en efterfølgende betændelse – på grund af de hvide blodlegemers nedsatte aktivitet.

Der er således al mulig grund til at holde sig langt væk fra denne lille fisk. Specielt i aften- og nattetimerne har mange lystfiskere taget fejl af fjæsingen og en lille torsk – med fatale følger…

En smuk fisk

Er fjæsingen således en fisk, man ikke ønsker nærkontakt med, så er der dog tale om en overordentlig smuk fisk. Den lange og slanke krop er sølvskinnende, og de har to rygfinner – en kort med de giftige pigge og en lang med bløde finnestråler. Kroppen changerer i flotte farver – med lysende blå som de mest markante.

Fjæsingen kan blive op til 40 cm lang, men ses sjældent meget større end ca. 30 cm. Det er en nataktiv fisk, som tilbringer de fleste lyse timer nedgravet i sandet – klar til at blive trådt på af uforvarende badegæster i bare fødder…

Fjæasingen findes overalt, men er mest udbredt i norddanske farvande. Mest almindelig er den på de store sandflader, som omgiver Anholt og Læsø. Også tilstødende strande på det nordjyske fastland kan i perioder nærmest være inficeret med fjæsinger, der hugger på alt, som bevæger sig – ikke mindst små fluer fisket tæt på bunden. Dens naturlige føde er nemlig småfisk og krebsdyr af samme størelse som de fleste havørredfluer.

Fjæsingen leger på lavt vand i sommermånederne, mens vinteren tilbringes på dybere vand. Det er en yderst veæsmagende fisk – når man altså først har fået fjernet de farlige giftpigge. Fiskerne spiser dem ofte selv, da de ikke er kendt og værdsat i handelen.

Mange fiskere har derfor gennem tiderne stukket sig på de små fjæsinger, og flere gamle fiskere har som minde fra disse stik fået krumme fingre, der ikke kan rettes ud…

Søørreder søges!

Søørrederne i Danmarks måske smukkeste sø er under fornyet pres. Ny undersøgelse skal klarlægge årsagerne.

DTU Aqua er i gang med en undersøgelse af søørredbestanden i Hald Sø. I løbet af marts måned 2008 er godt 1000 ørred smolt blevet fanget i søens tilløb og derefter mærket med elektroniske mærker.

Mærkerne gør det muligt at følge ørredernes bevægelse mellem søens tilløb og søen. Henover foråret 2008 vil der ca. én gang ugentligt blive lavet en opdatering af, hvor mange smolt der er trukket fra vandløbene og ud i søen.

Projektet tager udgangspunkt i den dybe Hald Sø ved Viborg, som huser en fin søørred bestand, men hvor Hald Sø’s bådelaug har observeret en markant tilbagegang i både fangster og gydeaktivitet i de senere år.

Det er muligt, at denne tilbagegang i bestanden er relateret til en skarvkoloni nær søen, som er etableret i de seneste år, eller til ændringer i søens vandtemperatur. F.eks. er gydningen de sidste 3 – 5 år sket senere på året end tidligere, og der har således været gydning til langt hen i marts og først i april.

Undersøgelsen løber over en årrække og fokuserer på at kortlægge:

1) Det årlige antal af udvandrende smolt til Hald Sø
2) Tidspunktet for udvandring i forhold til temperatur og år
3) Prædationen fra en nærliggende skarvkoloni.

Samlet set vil det styrke DTU Aqua’s rådgivningsberedskab i forhold til søørreder.

PIT-mærkning

I undersøgelsen tages der avanceret teknologi i brug. I det tidlige forår bliver ørreder i tilløbene til Hald Sø således mærket med såkaldte “PIT” mærker. PIT-mærker er en slags elektroniske mærker, som placeres i bughulen af fiskene. PIT-mærker kendes også fra dyrlægens mærkning af hunde og katte og er blandt andet specielle ved, at hvert enkelt mærke har sin egen unikke kode.

Efter mærkningen kan man kende hver enkelt ørred og herunder observere ørredernes vandringsmønstre ind og ud af søen. Dette sker vha. specielle registreringsstationer, som er opstillet i samarbejde med lodsejere og Skov- og Naturstyrelsen i udløbene af Dollerup Møllebæk og Mostgård Bæk.

Ud over at mærkningen gør det muligt præcist at indsamle information om smoltudvandring og gydevandring, vil genfangster af PIT-mærkede fisk give unik viden om individuelle fisks vækst.

Omfanget af skarvernes prædation på ørredbestanden vil blive vurderet ved at scanne skarvkolonien for PIT-mærker, som efter en tur gennem skarven ender på jorden under rederne. Evt. fundne mærker kan præcist tilbageføres til individuelle fisk. Samtidig giver det et groft estimat over omfanget af skarvprædationen og kan hermned give en idé om, hvorvidt det er skarvernes fremgang, som er skyld i søørredernes tilbagegang.

Derudover vil 50 udvandrende smolt i foråret 2009 blive mærket med radiosendere, som efter mærkning vil blive fulgt i 3-4 uger. Denne metode gør det muligt at følge hver enkelt fisk og giver derved et mere præcist bud på, hvor stor en andel af ørrederne der ender i skarvkolonien. Samtidig vil radiosenderne give mulighed for at studere den generelle adfærd hos søørredsmolt – her specielt vandringsmønstrene.

Endelig ønsker man at sammenligne gamle og nyere skælprøver fra søørreder fanget i Hald Sø for at vurdere, om der er sket ændringer i bestandsstrukturen og ørredernes vækstmønstre i løbet af de seneste årtier. Dette vil blive sammenholdt med de seneste årtiers ændring i afstrømning og temperatur.

1.021 ørreder mærket

I løbet af marts måned 2008 er der mærket 1021 ørreder over 12 cm i fem tilløb til Hald Sø. Ørrederne blev fanget ved elfiskeri, og da der fiskes med en effektivitet højere end 75 %, er det langt hovedparten af fiskene større end 12 cm, som er mærket i vandløbene.

Det er formentligt ikke alle de mærkede ørreder, der trækker ud som smolt i løbet af 2008. Alternativt kan de vente til næste år, eller de kan blive i vandløbene som bækørreder. Dette moniteres af registreringsstationerne ved udløbene samt ved gentagne befiskninger af tilløbene.

Henover foråret 2008 foretages ca. én gang ugentlig en opdatering af, hvor mange smolt der er trukket fra vandløbene og ud i søen. Af overskuelighedsmæssige årsager vises kun udtrækket fra Mostgård Bæk og Dollerup Bæk, der tilsammen huser mere end 95 % af ørrederne i alle tilløbene.

Miljøminister presser landbruget

Antallet af særligt naturfølsomme marker steg markant, da miljøminister Troels Lund Poulsen ( V) præsenterede de nye krav til landbrugets udledning af kvælstof i naturen.

Kravene betyder, at 38 procent af alle marker i fremtiden vil være omfattet af en særlig “nitratklasse”, som begrænser den mængde gødning, landmændene må køre ud på markerne. I dag er det 30 procent, der er omfattet af reglerne.

Overraskelse fra miljøminister

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) gik længere end aftalt med landbruget, dengang miljøgodkendelsesordningen blev til. Da blev det nemlig besluttet, at op til 35 procent af jorden kunne udpeges som følsomme områder. Nu er det pludselig 38 procent – eller ekstra 223.000 hektar.

Det er sket, fordi kortværkerne, der bruges til beregning af, hvad der må udledes til omgivelserne, er blevet opdateret, og det betyder mindre udledning. Det kan dog delvist kompenseres ved ændret gødningsnorm eller sædskifte.

Timingen kommer bag på Dansk Landbrug, hvor det var opfattelsen, at der skulle diskuteres “Grøn Vækst'”, og at der dermed var lagt op til at lave en helhedsløsning. Det vækker speciel utilfredshed, at det samlede areal omfattet af nitratklasser er øget.

“Vi kan i den nye kortlægning se, at der er flere naturfølsomme områder. Dem har vi en særlig forpligtelse over for. Det har vi forudsat i husdyrloven, og det lever vi op til med den nye kortlægning af landbrugsarealerne,” siger Troels Lund Poulsen til dagspressen.

“Det er en rigtig god nyhed for den danske natur,” mener miljøministeren.

Miljøministeriets kortlægning af landets marker bruges af kommunerne til at give landmænd tilladelse til at udvide husdyrproduktionen. Derfor vil den strammere kurs betyde, at landmænd i fremtiden skal sikre sig mere jord for at få tilladelse til at udvide produktionen.

Stigningen er næsten den dobbelte af, hvad landbruget er blevet stillet i udsigt af Miljøministeriet. Derfor er Dansk Landbrugs formand Peter Gæmelke stærkt utilfreds med de nye krav.

“Jeg er dybt skuffet over, at vi igen skal høre om opstramninger, der indskrænker muligheden for husdyrproduktion. I forvejen flytter flere husdyrproduktioner ud af landet, og de nye krav gør det absolut ikke lettere at være landmand i Danmark, “siger han til avisen.

De miljøfølsomme områder

Nitratklasse I: Arealer med et N-reduktionspotentiale på 0 til 50 procent i oplande til sårbare Natura 2000 vandområder. Lyseblåmarkering.

Nitratklasse II: Arealer med et N-reduktionspotentiale på 51 til 75 procent i oplande til meget sårbare Natura 2000 vandområder.Mellemblå markering.

Nitratklasse III: Arealer med et N-reduktionspotentiale på 0 til 50 procent i oplande til meget sårbare Natura 2000 vandområder.Mørkeblå markering.

Mystiske megafisk

Med mere end 30.000 kendte fiskearter kan det ikke undre, at der ind imellem dukker nogle mystiske af slagsen op…

Menneskeædende maller

Vi ved, at der findes menneskeædende hajer – flere arter endda. Nu viser det sig, at hajerne måske ikke er de eneste fisk med smag for menneskekød…

Et eksemplar af den kæmpemæssige malleart “Goonch'”har tilsyneladende fået så meget smag for menneskekød, at den nu ikke tøver med at dræbe badende i den indiske flod, hvor den lever. Det er flere forskeres frygt, efter flere mennesker er forsvundet på mystisk vis i floden.

Efter indisk tradition sendes afdøde efter begravelsesceremonien ud på floden, hvor de sejler rundt. Forskere mener, at mallerne har spist sig voldsomt store i de serverede måltid og samtidig fået smag for menneskekød efter at have vænnet sig til smagen af lig.

Biologen Jeremy Wade, som er kendt fra sine fiskeprogrammer på Discovery Channel, har studeret fænomenet med det menneskeædende monster, som lokale i den indiske by i årevis har troet på og frygtet.

– Min teori er, at fiskene i floden har levet af halvbrændte kroppe, som er sendt ud på vandet. Et par af dem er nu blevet så store, at de kan angribe og spise levende mennesker, siger han til Fox News.

Wade har fisket efter maller i floden, og den største, han har fanget, var over to meter lang og vejede mere end 70 kilo.

– Hvis sådan en fyr får fat i dig, så er der ingen mulighed for at slippe væk, fortæller Jeremy Wade, der nu planlægger at lave et dokumentarprogram om de måske menneskeædende kæmpemaller.

Jordskælvsvarslende dybhavsfisk

62-årige Chang Yi Bai fra Taiwan fik sit livs kamp, da den her kæmpe bed på krogen – 3,5 meter lang er krabaten og fanget fra østkysten af Taiwan. Han har fisket i mere end tyve år, men aldrig fanget noget lignende. Fisken, som er en velkendt dybhavsfisk, fanges normalt aldrig nær land – og da slet ikke direkte fra kysten som denne.

Lokalt kalder man fisken for “jordskælvsfisk”, da man normalt kun ser den i forbindelse med jordskælv – og derfor betragter den som et dårligt varsel. Seismologer komenterer dog fangsten og maner til ro.

Det er en myte, at denne fisk skulle varsle jordskælv, siger de.
Omvendt kan man jo fint forestille sig, at døde eller døende eksemplarer søger op til overfladen eller driver i land i forbindelse med voldsomme jordskælv, som gør livet på dybhavet umuligt – i hvert fald for en stund.

Torsken den næste laks?

Den truede atlanterhavstorsk kan meget vel gå hen og blive det næste store hit indefor fiskeodrættet. Nordmændene er på vej til frysedisken med de første tamtorsk.

Den norske .com millionær Harald Dahl har planer om at gøre torsken til den kommercielt vigtige spisefisk, den engang var og i flere århundreder har været. Men som overfiskeri, forurening og klimaforandringer i dag har gjort til en truet og sjælden art, som opnår kilopriser markant højere end den atlanterhavslaks, den for blot få årtier siden lå så uendeklig langt fra i kroner og ører.

Flere historikere mener, at det var torsken, der i sin tid satte flere Vikingeekspeditioner i gang – i søgen efter flere torsk, som for vikingerne var en gudespise. Måske var det endda denne søgen efter torsk, der bragte Amerika på landkortet!

Under alle omstændigheder så har overfiskeri, forurening og klimaforandringer sendt torsken til tælling og presset den ud af danske farvande og op imod mere kølige temperaturer i polaregnene. Med det triste resultat, at der er blevet længere mellem torskene – både for enden af linen og hos fiskehandleren. Og finder man den endelig, må man være forberedt på at betale skyhøje priser for den engang så almindelige fisk.

2008 er det første år nogensinde, hvor vi mennesker vil spise flere opdrættede tamfisk end indfangede vildfisk. Dette ifølge en rapport fra FN fødevareorganisation FAO. Flere internationale investorer i den tunge ende har derfor kig på fiskeopdrættet som en lukrativ fremtidig investering, heriblandt J.P. Morgan Chase og Morgan Stanley & Co.

Opvokset med torsk

Den 42-årige Harald Dahl voksede op på nordnorske Lofoten og kan huske tilbage til en tid, hvor “torskebådene lå så tæt i havnen, at manuden overdrivelse kunne gå tørskoet over havnen på dækket af dem”!

Sådan er det ikke længere, selv om der stadig er mange torsk omkring Lofoten. De er dog ikke længere mange nok til at danne grundlag for et storstilet fiskeri som tidligere. Nu fokuserer Harald Dahl derfor på opdrættet som fremtidens løsning på torskemangelen.

Sammen med en håndfuld andre norske investorer, heriblandt Marine Farms ASA og Salmar ASA, der har tjent millioner på lakseopdrættet, skyder Harald Dahl nu flere hundrede millioner dollars i udviklingen af fremtidens torskeopdræt. Det er nemlig langt mere kompliceret at opdrætte en havfisk som torsken end atlanterhavslaksen.

Det er ikke mindst gydning og klækning, der er svære at styre i laboratoriet. For at kønsmodne torskene er man nemlig nødt til at efterligne de fysiske forhold, som råder ude i havet. Ellers sker der intet. Og når så æggene er klækket, er de små torskelarver meget følsomme og svære at få til at tage kunstig føde til sig.

Men det mener Harald Dahl, at man kan komme ud over via moderne højteknologi. Han startede sit torskeopdræt “Codfarmers” i 2005 og kan allerede nu bryste sig af at have en markedsandel på 25% af verdens opdrættede torskeproduktion. Han håber på og regner med i 2012 at kunne levere 30.000 tons opdrætstorsk om året. Det er meget tæt på Norges samlede årsfangst af vildtorsk, som i dag ligger på 35.000 tons.

I ryggen har Harald Dahl et konsortium bestående af J.P. Morgan Chase, Morgan Stanley og den velstående Hearst familie. Tilsammen har de skudt 100 millioner dollars i projektet, som derfor ikke mangler penge til udvikling. Hvis altså ikke lige den rådende finanskrise også kommer til at mærkes her.

Store penge på spil

Lykkes planerne, er der store penge at tjene. Opdrættede torsk kan nemlig sælges til priser, der er op til 20% højere end vildfiskene – helt enkelt fordi man kan levere helt garantifriske fisk, der næsten kun har været timer undervejs fra filletfabrikkerne til frysediskene. I modsætning til de erhvervsfangede torsk, som ofte har været flere dage undervejs, inden de når forbrugeren.

Men det er ikke let at nå målet. Tidligere forsøg i Norge, Skotland og Canada i 1990’erne slog fejl og kostede opdrætterne dyre lærepenge. Nu er teknologien imidlertid så udviklet, at det atter er tiden at gøre et forsøg.

En gydemoden torsk på størrelse med en almindelig huskat lægger omkring 2 millioner æg. Af dem overlever kun en enkelt torsk eller to, som så kan videreføre slægten. I opdrætsanlæggets laboratorium kan man sænke denne initielle dødelilghed med en faktor 1000 eller mere, hvilket giver nok overlevende til den videre opfodring.

Hos Codfarmers i Bodø har man tre store tanke stående, som hver især indeholder 400 torsk. Disse torsk vil gyde på skift hver anden måned – nøje styret af lys og temperatur. Han regner med, at disse 1.200 fisk vil levere 5-10 millioner ungtorsk om året. Når fiskene har enæet en vægt på 100 gram, overføres de til store netbure i de nærliggende fjorde, hvor vandet er op til 300 meter dybt og strømmen god. Det sikrer en god vandudskiftning og minimal forurening lokalt.

Herude forestår der dykkere et stort arbejde med at holde nettene tætte, så de små torsk ikke slilpper ud. Når fiskene så har vokset sig markedsstore, snøres netposerne ind, så fiskene kan pumpes op fra fjorden – op i tanke på de både, som siden transporterer dem ind til filletfabrikken på land. Herfra er der ikke langt til supermarkederns frysediske – og nytårsbordet!

Tal, der tæller

Den atlantiske torsk omsætter i dag for 1 milliard dolar på verdensplan. Fangsterne er stærkt for nedadgående, mens priserne tilsvarende stiger med raketfart. Den samlede fangst er efter årtiers overfiskeri nu nede på 137.000 tons (2007) – sammenlignet med imponerende 1,8 millioner tons i 1968. Dette ifølge International Council for the Exploration of the Sea (ICES), som er baseret i København.

Norge er i dag verdens førende eksportør af opdrættede fisk – i kroner og ører. I 2008 overhalede nordmændene således kineserne, som har haft førertrøjen i mange år. Kineserne opdrætter dog stadig to tredjedele af verdens samlede opdræt af fisk og skaldyr, men spiser altså de fleste af fiskene selv. Opdrættede fisk – her langt overvejende laks – udgør i dag næsten halvdelen (47%) af Norge samlede eksport af fisk og skaldyr – sammenlignet med blot 30% for ti år siden.

Stor – større – størst

Vi mennesker går meget op i, hvad der er størst af alle ting. Læs her, hvad der er længst, højst, lavest og dybest ude i den store verden.

I gamle dage var det grundlæggende skolelærdom, hvilke bjerge var de højeste, hvilke floder var de længste og hvilke have var de dybeste. Det var dengang, der stod “Geografi” på skoleskemaet – et fag, som for længst er borte fra folkeskolen. Og såmænd også fra universiteterne, der for snart flere årtier siden uddannede de sidste geografer.

Iguazu-vandfaldene i det nordlige Brasilien – verdens bredeste

Men geografien er der jo endnu, og vi mennesker interesserer os stadig meget for, hvad der er størst, højest, dybest og så fremdeles. Nogle gange falder vi sågar for fristelsen til at sammenligne æbler og pærer – lidt á la det klassiske spørgsmål: “Hvad er højest: – Rundetårnet eller et tordenskrald?”

Verdensrekorderne

Selv har jeg nu aldrig helt forstået betydningen af netop det spørgsmål, for i min verden er der nemlig ingen tvivl og har aldrig været det: Det er naturligvis tordenskraldet, der er højst!

Dette sagt så er der andre værdier, man slås om ude i den store verden. Der er nemlig megen prestige forbundet med at huse en rekord – og mange turistkroner at tjene, hvis den ligger i ens land eller lokalområde.

Tag nu blot floder, som kan være størst på flere måder: De kan være længst eller have den største vandføring eller komme fra det største opland. Dette eksemplificeres ganske godt af to vandløb i vort eget lille land. Her er det nemlig Gudenåen, som er den længste – men Skjernå, som har den største vandføring.

Al respekt for både Gudenåen og Skjernå, men begge er imidlertid mikroskopiske set på verdensplan. Her er det giganter som Nilen i Afrika og Amazonfloden i Sydamerika, der slås om æren – som begge vil være størst. Og det er ikke nemt at udpege en vinder, for der er mange definitioner, som skal være på plads, før verdens videnskabsmænd kan blive enige om placeringen.

Den længste flod

I mange år har der således været enighed om, at Nilen er den længste flod i verden. Da man vel at mærke først fandt frem til dens kilder længst inde i Afrika. Nu har sydamerikanerne imidlertid budt på æren og forlangt, at verden i stedet skal anerkende Amazonfloden som verdens længste. To ekspeditioner udrustet med den nyeste teknologi skal dokumentere, at Amazonflodens kilder ligger højt oppe i Andesbjergene – i 5.000 meters højde i inkalandet Peru.

Holder denne antagelse stik, er Amazonfloden med 6.762 km verdens længste flod – mod Nilens “blot” 6.671 km. Nilen er således slået med 91 km af Amazonfloden, der nu kan bryste sig af at være både den længste og den vandrigeste flod i verden.

Det største vandfald

Der har aldrig hersket nogen større tvivl om, hvor verdens største vandfald ligger. Det ligger nemlig i Afrika, hvor Victoria-vandfaldet – lokalt kaldet Mosi-oa-Tunya eller “Røgen, der tordner” – ubetinget sender de største vandmængder ud over kanten. Størst er det naturligvis i regntiden, hvor rekorden er imponerende 12.600 kubikmeter i sekundet! Gennemsnittet er dog mere beskedent, nemlig 1.088 kubikmeter.

Men selv om Victoria-vandfaldet er det største i verden, så har det ikke rekorden i hverken bredde eller højde. Det er nemlig en kendsgerning, at det meget smukke Iguazu-vandfald på grænsen mellem Argentina og Brazilien med sine 2.700 meter er verdens bredeste – mod blot 1.700 meter for Victoria-vandfaldet.

På samme måde er Angel Falls i det sydøstlige Venezuela suverænt verdens højeste. Hele faldet måler knap 1.000 meter, hvoraf de 800 meter er frit fald ned i den tætte jungle. Det er en kendsgerning, som har fået nogle af verdens dygtigste, dummeste eller dumdristigste faldskærmsudspringere til at valfarte til dette sted for det ultimative base jump – med vanddråberne som nærmeste makker!

Den største dæmning

Vi mennesker har det med at skulle knægte naturen. Tydeligst ses dette, når vi stopper store vandløb – stemmer dem op til vandmagasiner, som kan levere elektricitet fra turbiner ved de dæmninger, der bremser floderne.

Vi kender det i mikroskopisk målestok fra vor hjemlige Gudenå, som er stemmet op af Gudenååcentralen ved det meget omstridte Tangeværk. Omstridt, fordi Tangeværket i dag ikke producerer mere elektricitet, end en håndfuld moderne vindmøller kan gøre – uden opstemningens skadelige effekt på dyrelivet i landets længste vandløb.

Vi skal naturligvis til udlandet for at finde de virkeligt store dæmninger. Længst med 7.744 meter er Itaipu-dæmningen på grænsen mellem Brasilien og Paraguay. Her har man stemmet Parana-floden op med verdens længste dæmning. Byggeriet startede i 1978 og var færdigt i 1982. Dæmningen var da 196 m høj og 7,744 m lang. Den opstemmede Itaipu-sø er i dag 170 km lang og rummer 29 milliarder tons vand.

– Pris? 126 milliarder kroner. – Produktion? 75 millioner megewatt-timer om året.

Det dybeste hav

I gamle dages geografitimer lærte eleverne ofte, at Filippinergraven ud for Filippinerne med sine mere end 10 km vand er det dybeste sted i verden.

Nu ved vi imidlertid, at det i stedet er den nærliggende Marianergrav, som holder på verdensrekorden for dybeste sted. Her målte man nemlig så sent som i 1995 en vanddybde på 10.923 meter – knap 11 km.

De store dybder skyldes konstante forskydninger af de jordplader, som flyder oven på jordens glohede indre – som danner både tørt land og våd havbund. Pladerne glider fra hinanden og efterlader kilometerdybe sprækker, hvorfra glohedt og svovlholdigt vand hele tiden strømmer ud.

Det dybeste land

De fleste har givet hørt om Det Døde Hav, som bærer sit navn med rette. Døden skyldes et ekstremt højt saltindhold, som dels umulliggør højere liv – dels giver badegæster en i bogstaveligste forstand opløftende oplevelse. Således er opdriften i det salte vand aldeles voldsomt sammenlignet med selv det salteste af verdenshavene. Det sørger en saltpromille på 300 for – sammenlignet med de sølle 36, der er gængse i det meste af verdenshavene.

Alligevel kvalificerer Det Døde Hav sig ikke til nogen verdensrekord, hvad saltindholdet angår. Verdensrekorden går nemlig til Asal-søen i Djibuti, hvor saltindholdet er hele 400 promille. I begge tilfælde skyldes den høje salinitet er stor fordampning og mangel på afløb.

Men Det Døde Hav holder på en anden verdensrekord. Bredderne af Det Døde Hav er nemlig det dybestliggende sted i verden, hvor man stadig kan gå tørskoet omkring. Overfladen af Det Døde Hav ligger således hele 420 meter under havets overflade!

Det højeste bjerg

Mennesket blev tidlilgt fascineret af de højeste bjerge, som måtte bestiges – noget, der i gamle dage voldte stort besvær og kostede mange menneskeliv, da man som bjergbestiger ikke havde tekniske hjælpemidler, men måtte klare sig som almindelige mennesker – uden ekstra ilt i de store højder.

Højst af alle bjerge er Mount Everest med sine 8.848 meter over havet. Mount Everest ligger i Himalaya, som byder på mere end 100 bjergtoppe højere end 7 km. Til sammenligning når ingen bjergtop i Andesbjergene over 7 km. Højeste sted er her Aconcagua med 6.962 meter.

Nepal, Kashmir og Tibet rummer således verdens suverænt højeste bjerge, der alle skyldes sammenstød mellem Indien og Eurasien for 50 millioner år siden. Bjergene blev presset op ved sammenstødet – om man nu kan kalde det sådan, når det sker over millioner af år. Dette sammenstød mellem jordplader er således det stik modsatte af, hvad der skaber de største havdybder. Her er det jordplader, som glider fra hinanden og skaber kilometerdybe kløfter.

Den største sø

Når det gælder søer, må vi igen dele dem op i forskellige kategorier. Ser man udelukkende på arealet, går førstepladsen til Det Kaspiske Hav, som egentlig er en indsø, men som på grund af sit saltindhold har fået prædikatet “hav”. Det Kaspiske Hav dækker således hele 371.000 kvadratkilometer og indeholder 78.200 kubikkilometer vand, hvilket rækker til endnu en førsteplads – som vandrigeste sø i verden.

Hører man imidlertid til dem, der med en sø mener rent ferskvand, skal vi helt over til Sibirien for at finde rekorden. Her ligger nemlig den store Bajkal-sø, som rummer 23.000 kubikkilometer rent ferskvand – det meste af det lige til at drikke. Bajkal-søen rummer alene en femtedel af alt ferskvand på jorden.

Bajkal-søen huser også den dybest belilggende søbund i verden. Her er der 1.673 meter fra top til bund.

Det største hav

To tredjedele af jorden dækkes i dag af vand. Kun en tredjedel er land.Verdens ubestridt største hav er Stillehavet, hvis areal er 169,2 millioner kvadratkilometer. Stillehavet dækker 46% af alle havoverflader på jorden og hele 32% af jordens samlede overflade. Således fylder Stillehavet alene mere end jordens samlede landmasser! Stillehavet rummer også verdens dybeste sted, nemlig Marianergraven.

På andenpladsen kommer vort eget Atlanterhav, som med et samlet areal på 106.4 millioner kvadratkilometer dækker omkring en femtedel af jordens overflade. Atklanterhavet er et ungt hav sammenlignet med Stillehavet – et hav, som er i stadig udvidelse. Således driver det nordamerikanske kontinent stille og roligt fra det europæiske – med en fart af nogle få cm årligt. Og Nordatlanten bliver tilsvarende større.

Det koldeste sted

Vi ved alle, at det er koldt på toppen, og at det samme gælder Nordpolen. Men vi skal et helt andet sted hen for at finde det koldeste sted i verden – faktisk stik sydpå til Sydpolen eller Antarktis, som denne verdensdel normalt kaldes. Hvor Nordpolen eller Arktis udelukkende består af is, er der solid klippegrund under Antarktis.

Og der skal fast grund under fødderne, hvis det skal være rigtig koldt. Således måler man regelmæssigt temperaturer på minus 50 og 60 grader dybt inde i Sibirien. Men det er alligevel for intet at regne sammenlignet med Antarktis, hvor kulderekorden stammer fra. Den ligger hele 89,2 grader Celsius under frysepunktet og blev målt i 1983 på den russiske del af Antarktisk – ved forskningsstationen Vostok.

Og i Vostok kryber termometeret aldrig over minus 19 grader – selv ikke ved midsommer…

Det varmeste sted

Det kommer næppe bag på nogen, at vi skal ud i den tropiske ørken for at finde varmerekorderne her på jorden. Således finder vi den højst registrerede temperatur i Gadaffis nordafrikanske Libyen, hvor man tilbage i 1922 målte 57,7 grader i skyggen nær byen Al ‘Aziziyah.

Den virkelige varmerekord er sikkert noget højere, for dels ligger Al ‘Aziziyah kun 40 km fra det svalende Middelhav – og dels var der i 1922 kun meget få meterologiske stationer i denne del af verden.

Moder Jord byder således på et klima, der svinger med ikke mindre end 146,9 grader! Et klima, der i disse år bliver stadig varmere…

“Det er der ingen ben i”

Vi danskere får jævnligt at vide, at vi skal spise mere fisk – helt enkelt fordi det er sundt. Men er det nu også det?

Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi alle spiser fisk flere gange om ugen – minimum 2-300 gram og helst en blanding af fede og magre fisk. Fiskeribranchen bakker naturligvis op om dette og har gjort sit til at øge fiskespisningen med den velkendte TV-kampagne “Det er der ingen ben i”

Imidlertid har flere undersøgelser vist, at det står skidt til med fiskespisningen hos danskerne – specielt de unge. Fødevareinstituttet ved DTU har netop sammenlignet to undersøgelser fra henholdsvis 1995 og 2000-2004. Heraf fremgår, at børn og unge spiser mindre fisk end tidligere. 4-24 årige får således sjældent mere end 100 gram fisk om ugen – mod de anbefalede 2-300 gram. Og to ud af tre i samme aldersgruppe spiser overhovedet ikke fisk – I hvert fald ikke som hovedmåltid.

Der er flere gode grunde til at spise fisk. Fisk indeholder nemlig godt med vigtige næringsstoffer såsom D-vitaminer, sporstoffet selen og de sunde omega-3 fedtsyrer, som er med til at holde eskimoer og andre fiskespisere fra for hjerte-karsygdomme. De er også vigtige for udviklingen af hjernen hos spædbørn.

En ny og stor engelsk befolkningsundersøgelse har tilsvarende vist, at børn af mødre, der ikke spiste den anbefalede mængde fisk fisk, havde en nedsat evne til at formulere sig mundtligt.

Fisk farlig føde?

Så vidt så godt, og var alting blot så enkelt, burde alle spise mere fisk. Men der er en slange i paradiset, som ofte og tilsyneladende bevidst overses eller forbigås i tavshed. Det er, at fisk også kan indeholde stoffer, som er decideret sundhedsfarlige.

Fødevarestyrelsen er dog klar over dette og råder især gravide kvinder til at holde lidt igen med indtaget af fisk – dette naturligvis af hensyn til fosteret inden fødslen. De samme forbehold gælder børn under 14 år, som heller ikke bør spise for meget fisk.

Både vordende mødre og deres børn frarådes således at spise mere end 100 gram fisk om ugen – børn under 3 år sågar ikke over 25 gram om ugen. Gravide bør heller ikke spise levertran, som har et meget højt indhold af A-vitaminer.

Baggrunden for disse anbefalinger er, at fisk ikke bare kan, men altid indeholder skadelige stoffer i tilgift til de velkendte gavnlige. Det er blot mængden, der varierer. Så længe indholdet blot er lavt, overvejer fordelene ved at spise fisk ulemperne. Men overstiger det internationale grænseværdier, blliver spisning af fisk sundhedsfarligt.

I disse år retter interessen sig primært mod tungmetallet kviksølv og det kræftfremkaldende giftstof dioxin. Svenske myndigheder har længe anbefalet gravide kvinder ikke at spise laks fra Østersøen, da østersølaksen har vist sig at indeholde store mængder dioxin. Dette gælder naturligvis også laksen omkring Bornholm.

Årsagen er I begge tilfælde, at laksen primært æder sild og brisling, som begge indeholder store mængder dioxin, der opkoncentreres yderligere I laksene. Problemet er så stort, at danske myndigheder for nogle år siden erklærede et totalt stop for det danske laksefiskeri.

Man fandt dog siden ud af at omgå dette stop ved 1) at forbyde fangst og handel med laks større end 4 kg (hvordan det så ellers skulle kunne lade sig gøre at undgå større laks I fangsterne) og 2) ved at pudse det dioxinholdige fedtvæv af større laks, så de kom under EU’s grænseværdier for dioxin

Kviksølv I Gudenåen

Foreningen Danske Fluefiskere sendte i november 2007 en aborre, fanget i Gudenåen, til analyse hos firmaet EUROFIN. Her målte man et indhold af kviksølv på 250 mikrogram pr. kilo.

Det er fem gange så meget som i de fisk, der normalt kan købes hos fiskehandleren. Derfor anbefaler Danske Fluefiskere nu at overveje et totalt forbud mod salg og spisning af rovfisk fra Gudenåens vandsystem, der som bekendt også omfatter Randers fjord.

Forbuddet bør omfatte ål, gedde, sandart, skrubbe og aborre, mener foreningen, som også fraråder gravide og børn under 14 år at spise disse fisk. Fritidsfiskere og lystfiskere bør ikke spise fisk fanget i området mere end én gang om ugen.

Kviksølv findes naturligt i små mængder, men stammer især fra industriens produktion. Tidligere også fra landbruget – I form af bejdset såsæd, så det ikke rådnede. Kviksølvet hober sig op i alle fødekædens led, inden det bliver spist af mennesker.

Kviksølv er samtidig et af de farligste stoffer, der kendes. Det er et grundstof, som I organisk form er fedtopløseligt og derfor let optageligt I kroppen. Det er også et stof, der især ophobes hos fede fisk som laks og sild, mens magre fisk som torsk og aborre ikke er helt så modtagelige. Her ophobes kviksølv dog meget I rognen.

Især fostre er udsat for forgiftning fra kviksølv, da deres evne til at udskille stoffet er meget ringe. I Japan ramtes Minamata bugten i 1950`erne af kviksølvsforgiftning. Årene efter fødtes hundredvis af svært hjerneskadede børn. Fra Færøerne kendes tilsvarende eksempler på børn med dokumenteret ringere indlæringsevne – efter forhøjet indtagelse af kviksølv fra fisk og havpattedyr.

De danske myndigheder måler ikke indholdet af tungmetaller som kviksølv i ferskvandsfisk. Det gør de i Sverige, hvor man længe har haft fokus på problemet. Her findes også et seriøst overvågningsprogram.

Den dag i dag erhvervsfiskes der på den ferske eller brakvandede Randers Fjord, hvorfra især aborrer eksporteres til Sydeuropa. Med den nye undersøgelse I baghovedet kan der stilles endog store spørgsmålstegn ved et fortsat erhvervsfiskeri på fjorden – med eksport for øje.

Under alle omstændigheder må vi af hensyn til folkesundheden forlange, at myndighederne fremover moniterer kviksølvindholdet på fisk fanget I Randers Fjord.

MUSTAD – i fiskekrogens tegn

Det startede med stål, og det er stadig stål, der driver værket hos Mustad & Søn i Norge. Nu står alt dog i fiskekrogens tegn.

Der var engang en norsk bonde ved navn Hans Skikkelstad. Året var 1832, og stedet var den lille by Gjøvik 140 km nord for Oslo.

Skikkelstad var ganske vist bonde, men en skikkeligt opfindsom og entreprenant sådan. Han var ikke tilfreds med de metalprodukter, han kunne købe, og derfor gik han i gang med at fremstille sine egne hegnstråde og hesteskosøm. Vandkraft drev værket – som så meget andet i datidens Norge.

Rygtet om Skikkelstads skikkelige produkter gik, og snart begyndte han også at sælge af dem. “Brusveen Spiger og Ståltrådfabrikk” var navnet på den nye virksomhed, der primært producerede søm af forskellig art.

Produktionen voksede støt, og i 1877 kom svigersønnen og landbetjenten Ole Mustad ind i firmaet som daglig leder. Han stiftede sammen med sin søn Hans virksomheden O. Mustad & Søn, der snart efter fokuserede på mulighederne i fremstilling af fiskekroge. Hans Mustad blev hurtigt ferm til fiskekrogene og kendt viden om for sine færdigheder på dette specielle område.

Indtil da havde fremstilling af fiskekroge været rent håndværk, hvor hver enkelt krog var resultatet af manuelt arbejde med mange individuelle arbejdsprocesser. Gode fiskekroge blev derfor dyrt håndarbejde, som ikke var for enhver.

Der kom først for alvor skred i udviklingen, da en ung opfinder ved navn Matthias Topp kom ind i firmaet. Topp udtænkte og udviklede verdens første maskine til automatisk fremstilling af fiskekroge. I den ene ende af maskinen gik stålwiren ind – i den anden ende kom de færdige fiskekroge ud. Uden at nogen havde rørt ved dem undervejs. Det var en sand revolution i de dage!

Engelsk ekspertise

Mustad-familien erkendte dog, at der stadig var meget at lære angående fremstilling af fiskekroge. Og hvad var vel mere naturligt end at kigge over havet – til England, hvor man i mange år havde fabrikeret fiskekroge af godt engelsk Sheffield-stål. Her fandtes en stor ekspertise, som Mustad kunne bruge, og som man straks importerede til Gjøvik.

Den første englænder, som tog turen over Nordsøen, var Henry Haines, der kunne tilføre Mustad stor viden om hærdning, polering og slibning af kroge. Han og andre englændere bragte siden fluebindingen til Mustad, som i de efterfølgende år var noget nær eneleverandør af fluer til det meste af Skandinavien.

Fremstillingen af Mustad fluer startede i 1889 og foregår stadig, men specielt de første Mustad-fluer i deres sirlige små papæsker er i høj kurs blandt vore dages grejsamlere!

Nu havde man så både ekspertisen og produktionen samlet i Gjøvik. Nu skulle produkterne blot sælges. Og her var det, at Mustad for alvor skilte sig ud fra konkurrenterne. Hans Mustad var nemlig klar over, at der skulle et regulært markedsføringskoncept til, hvis krogene skulle ud i den store verden. Og det var noget helt nyt og uhørt i datidens Norge, hvor man var vant til, at tingene solgte sig selv, hvis ellers de var gode nok.

Men ambitionerne var større end som så. Hans Mustad var klar over, at produkterne skulle markedsføres, og at man var nødt til at være til stede rent fysisk på selve markederne. At en nær kontakt med kunderne var nødvendig. I de følgende år drog en sværm af energiske sælgere derfor fra Gjøvik og ud i den store verden, hvor man i første omgang fandt lokale forhandlere af de norske kroge og siden selv etablerede sig på de største markeder.

Sideløbende med fiskekrogene fortsatte Mustad med at fremstille andre metalvarer. Af dem var søm til hestesko blandt de bedste sælgende, og i 1920’erne kunne såvel fiskekroge som hesteskosøm fra Mustad købes over det meste af verden – i mere end 100 lande!

– Verdensherredømmet!

I 1930’erne var Mustad for alvor blevet en multinational koncern med egne virksomheder i 13 europæiske lande. Men i løbet af 1940’erne stopper denne ekspansion dog brat med nationaliseringen af udenlandske virksomheder i østeuropæiske lande som Polen, Tjekkoslovakiet, Rumænien og Jugoslavien. Et hårdt slag for Mustad, som i nogle år herefter må slikke sårene og lægge nye planer.

I 1950’erne er Mustad dog oppe på hesten igen, og nu satser man stort – på verdens største marked for fiskekroge, nemlig USA. Det starter med overtagelsen af en mindre konkurrent i Auburn, New York, hvis produktion af fiskekroge hurtigt lukkes ned.

Til gengæld beholder man bygningerne og etablerer her en salgs- og pakkeafdeling for egne kroge fra Norge. Hurtigt bliver Mustad et stort navn i det store land på den anden side af Atlanten.

Efter nogle rolige år med konsolidering i Norge går man atter i gang med planerne om at overtage verdensherredømmet. Det sker med etableringen af egne selskaber i først Filippinerne (1988), siden Brasilien (1988) og endelig Portugal (1989). I 1993 er turen så kommet til et af verdens største lande og markeder for fiskekroge, nemlig Rusland, hvor man etablerer sig med egen salgsafdeling i Sankt Petersborg.

Fluer og fluebinding har altid interesseret Mustad, for til fluer skal man jo bruge fiskekroge, og lige netop dem har man jo rigtig mange af i Gjøvik! I 1996 overtager Mustad derfor engelske Partridge of Redditch, som har fremstillet håndgjorte fiskekroge og specielt kroge til fluebinding siden 1836.

Mustad overtager den gamle håndværksmæssige produktion, som man dog lukker ned nogle få år senere. Det hæderkronede navn beholder man, men flytter produktionen af kroge til Filippinerne, hvor Mustad også har sin egen fluebindingsfabrik – med masser af dygtige lokale fluebindersker.

Sydamerika er et af verdens mest fiskende kontinenter – til manges overraskelse. Men ikke for Mustad, som længe har solgt fiskekroge dybt inde i Amazonas. For bedre at kunne klare efterspørgslen fra Sydamerika åbnede Mustad i 1999 et separat kontor i Miami, som jo er Nordamerikas naturlige indfaldsvinkel til Sydamerika.

I 2001 åbnede man endvidere en pakkeafdeling i Den Dominikanske Republik for bedre at kunne servicere kunder i såvel Nordamerika som Sydamerika.

Endnu en milepæl kom til i 2001, hvor Mustad påbegyndte den første egne produktion af fiskekroge i Kina – i Jiangsu provinsen, der grænser op til Den Gule Flod og ud til Det Gule Hav med dets mange fisk. I 2003 stod den første kinesiske krogfabrik så klar i byen Wuxi, og samme år åbnede man et nyt salgskontor for Afrika og Mellemøsten i Cape Town, Sydafrika.

– Fremtidsplaner?

I 2002 kunne Mustad fejre sit 125 års jubilæum som verdens ubestridt største producent af fiskekroge. Med eksport af kroge til 144 lande verden over. – Hvad er der så egentlig tilbage at ønske for verdens største producent af fiskekroge? – Hvordan tegner fremtiden?

Jo, fremtiden tegner lys, og Mustad har masser af planer, som primært går i retning af at blive totalleverandør af fiskegrej til alverdens lystfiskere. Langt størstedelen af Mustads krogproduktion går i dag til erhvervsfiskeriet, men en stigende del også til alverdens lystfiskere. Og nu vil man så være leverandør af alle de mange andre produkter, som vi lystfiskere også bruger – i tilgift til krogene, naturligvis.

Fluerne var det første skridt i denne retning, og med købet af engelske Partridge er man godt i gang med at stable et program på benene for seriøse fluefiskere. I dag har Partridge således et førsteklasses sortiment af såvel fluehjul som fluestænger og -liner på programmet, der er meget populært i England. Som en naturlig forlængelse af dette har Mustad netop indgået aftale med finske Vision om at markedsføre deres fine flueprodukter på det norske marked.

Et godt eksempel på Mustads “commitment” til netop fluefiskeriet var udviklingen og lanceringen af cirkelkroge for et par år siden. Her havde man en viden og ekspertise høstet fra produktion af kroge til erhvervsfiskeriet – en viden, som kunne overføres til fluefiskeriet. Blot var krogene uendelig meget mindre og måtte derfor modificeres ganske meget, førend der kunne bindes fluer på dem.

Hos Mustad er man udmærket klar over, at det største fremtidige problem for sportsfiskeriet er den manglende rekruttering af nye fiskere i de unge aldersklasser. At mange nye sportsfiskere i de seneste år er gået tabt til computerspil og lignende indendørs aktiviteter.

Nye fiskere fanges

For at vende denne udvikling indgik Mustad i 2004 et samarbejde med Norges Jeger og Fiskeforening samt Dagbladet – en af Norges større aviser. Midtpunkt i denne nye kampagne var en serie fiskearrangementer, hvor mere end 4.500 frivillige landet over medvirkede til at lære nye fiskere op – familier, børn og voksne.

Ved at deltage i fem på hinanden følgende fisketure kunne man erhverve sig et emblem til at sætte på tøjet – noget, rigtig mange børn syntes var sjovt og attraktivt. I løbet af 2005 deltog således flere end 20.000 børn og unge i dette projekt, som dermed blev en dundrende succes.

Samtidig indrykkede Dagbladet hver dag sommeren igennem to helsider under overskriften “Fiskesommer”. I den forbindelse introducerede man konkurrencen om at fange “Idealfisken”, som blev meget populær. Her gælder det ikke om at fange de største eller fleste fisk. Her gælder det i stedet om at fange en bestemt fisk af en helt bestemt længde – Idealfisken! Glade fangere, som sender fotos af deres idealfisk ind til redaktionen, deltager i konkurrencen om en masse fiskegrej og en værdifuld fiskerejse.

Tiltag af denne art er hjælp til selvhjælp. Uden nye fiskere intet fremtidigt salg af fiskekroge og fiskegrej. Det ved Mustad bedre end de fleste, og der er næppe tvivl om, at vi lystfiskere også i årene fremover kan forvente mange spændende nye tiltag fra norske Mustad!

2007 Steen Ulnits

STORM over Gudenåen

I frost, natmørke og vindstille gik min hidtil største sandart til biddet på en gul Storm wobler...

Det var lørdag over middag, da Jørgen Skårup ringede. – Jeg er lige kommet hjem fra et kanonfiskeri på Gudenåen! Fik fire gedder op til 7,4 kg, hvilket er ny PR for mig, samt tre fine sandart til at tage med hjem. – Skal du med ud i morgen tidlig?

6,0 kg og 86 cm – ny personlig rekord!

Uups… Er der noget jeg elsker, så er det sandart. Men er der noget, jeg hader næsten lige så meget, så er det morgener. Jo tidligere jo værre. Og så da specielt her om vinteren, hvor det er både mørkt og koldt. Men på den anden side – når Jørgen siger, at fiskeriet er godt og inviterer på tur i sin lille båd, så er det svært at takke nej.

Heldigvis er Jørgen diplomatisk anlagt, så vi enedes om en aftentur i stedet. Søndag aften, hvor de allerfleste – også lystfiskere – sidder lunt og godt indendøre med deres rødvin til aftensmaden. En hyggelig beskæftigelse, ganske vist, men den efterfølgende TV-Avis kan nu ikke konkurrere med et godt fiskeri – selv ikke i vinterkulden.

Termometeret sagde hele 12,3 grader på terrassen, da jeg sidst på eftermiddagen pakkede mit grej sammen og satte kursen nordpå. Der sad Stren 0.30 på det lille Calcutta hjul og den gamle Shimano-stang, som efterhånden har mange Gudenå-gedder og sandarter på samvittigheden. Den skulle få chancen igen.

Jørgen stod klar ved åen – med grejet rigget til og båden gjort klar til det store fiskedræt. Det er en båd med en ganske lille bruttotonnage og så få elektriske hestekræfter, at selv det mindste bomtrawl vil kunne stoppe den. Til gengæld kan den trolle langsommere end selv den største trawler. Og så er det hele tyst, så man kan høre andet end larmen fra en osende påhængsmotor…

– Så bliver de bare ikke flottere!

Solen skinnede fra en klar himmel, da vi stak ud på åen. Luften var stadig lun, men temperaturen faldt hurtigt, da solen forsvandt i horisonten og de første stjerner begyndte at kigge frem. Inde på bredden hilser vi på min navnebroder Steen, der er en af åens faste gæster. Han har allerede fået tre sandart og er derfor ganske tilfreds med fiskeriet.

Han har fået sine fisk på en wobler af samme fabrikat, som også vi har for enden af linen. Jeg startede godt nok med en Rapala X-Rap, som da også tog aftenens første sandart – en lille fisk på godt 50 cm. Da der manglede sandart i fryseren, måtte den bøde med livet for sin fejltagelse.

Herefter er det Jørgen, som overtager scenen med sin gule Storm wobler. Da han har fået to fine fisk på godt 60 cm i båden, uden at jeg har mærket det mindste, forbarmer han sig over mig. – Courtesy of the boat! siger han og giver mig en æske med en splinterny gul Storm wobler af samme slags, som han selv har på linen.

Jeg takker mange gange og skifter den fluorøde X-Rap ud med min nye gule Storm. Jørgen når at fange endnu en fin sandart, som ryger ud igen, inden det bliver min tur. Det er nu buldermørkt, men stadig helt stille.

Jeg sidder med stangen i hænderne, da det føles, som om wobleren skraber hen over bunden. Til sidst sidder den godt fast ude i mørket. Bundbid. – Pokkers, og så med min nye wobler…

Tilbage til Gudenåen – med tak for lån!

Pludselig volter en stor fisk ude i mørket, og bunden er med ét blevet til fisk. Fighten er ganske udramatisk i det knap 3 grader varme vand, og i pandelampens skær kan Jørgen konstatere, at den sidder rigtig godt – med kun halvdelen af den gule wobler strittende ud mellem de tandbesatte kæber. Uden problemer og med en rutineret hånd griber han den store fisk i gællerne og svinger den indenbords.

– Det er med garanti en ny personlig rekord, tænker jeg, da Jørgen lægger den store fisk op på midtertoften. Forsigtigt bliver den svøbt ind i Jørgens vejesæk, så den ikke tager skade af frosten. Vi måler den til 86 cm, og vægten siger 6,3 kg minus netposen, som vejer knap 300 gram.

6 kilo rent og dermed en ny personlig rekord – sågar en 50% forbedring af min gamle, der blev sat på Furesøen for en del år siden. En rekord, som siden blev tangeret af en lige så stor sandart fra en smålandsk sø. Men først nu kom den personlige rekord endelig hjem til Jylland!

Jeg er fristet til at tage den store fisk med hjem, for den er i absolut topkondition. Men sådan gør man ikke i Jørgens båd. Her sætter man de store og værdifulde fisk ud igen og tager i stedet de mindre. Og da vi allerede har tre fine sandarter i båden – endda i en størrelse, der er endnu bedre som spisefisk – er det ikke svært at følge hans formaninger.

Efter endt fotografering sætter jeg den derfor forsigtigt ud i Gudenåens mørke og kolde vand, hvor den store fisk hører til. Her er den mere værd end hjemme i køkkenet.

Jeg er lykkelig over min nye rekordfisk og nyder det gode selskab samt den smukke, vindstille og stjerneklare aften, der er ved at blive til nat. Vi fortsætter lidt endnu, og Jørgen tager endnu en fin 2 kg’s sandart, inden vi har fået nok.

På vej op mod bådpladsen kommer rimtågen pludselig og lægger låg på det hele. Og da vi tømmer båden for grej, er to af mine våde woblere frosset fast på toften…

– Sikken aften og sikken en fisk. Der kan altså fint være Storm over Gudenåen – selv i vindstille…

– Kald det Cardinal…

Efter nogle magre år med svingende kvalitet er svenske Cardinal tilbage igen med fuld styrke!

Er man spinnefisker, kender man også navnet “Cardinal”. Det er fastspolehjul fra svenske Abu Garcia – hjul, der gennem årene har ført en noget svingende tilværelse, men som nu ser ud til at være kommet sikkert i havn igen.

Det var ved den sydsvenske Mørrumsås bredder, at Carl August Borgström tilbage i 1921 grundlagde AB Urfabrikken – senere blot kendt som ABU. Virksomheden fremstillede lommeure, telefonmålere og taxametre.

Uheldigvis kom Anden Verdenskrig i vejen for det ellers så lovende marked for taxametre. ABU lagde hovederne i blød og kursen om. Beslutningen blev, at nu skulle der satses på fiskehjul i stedet!

ABU præsenterede det første fiskehjul i 1939 – et finmekanisk multihjul, som især baserede sig på ekspertisen fra taxametrene. Hjulet hed “Record” og blev vel modtaget på hjemmemarkedet.

Udviklingen gik videre, og i 1954 kunne sønnen Göte Borgström så præsentere verdensnyheden “Ambassadeur” på World’s Fair i New York. ABU var nu et kendt navn blandt lystfiskere verden over.

Det første fastspolehjul fra ABU

ABU lancerede sit første fastspolehjul året efter – i 1955. Det var ABU 444, som efterfølgende kom i en forbedret “A” udgave, og som siden blev fulgt af økonomiudgaven ABU 333. Det revolutionerende ved disse hjul var, at bremsen ikke længere sad fortil på spolen, hvor den er svær at komme til under fight – men bagtil under hjulhuset, hvor den er nem at nå og regulere.

Denne grundkonstruktion blev videreførst i de første fastspolehjul, som hed “Cardinal”, og som kom på markedet ti år efter 444’eren – i 1965. Cardinalerne løftede arven fra 444’eren og havde i tilgift til bagbremsen det dyre, men uhyre slidstærke snekkedrev, som giver en silkeblød gang. De første modeller var 66 og 77, som siden blev fulgt af først 44 og sidst den lille 33’er.

De oprindelige Cardinaler fra 1960’erne havde – som alle andre af datidens fastspolehjul – en indvendig spole med spolehuset roterende udenom. Dette medførte regelmæssigt, at linen blev fanget inde under spolen – snoet grundigt omkring akslen.

ABU tog udfordringen op med en ny serie af helsorte Cardinaler – 50’erne – som havde en udvendig kunststofspole. Hermed løstes problemet med linen, der kom i klemme under spolen. Bagbremsen blev samtidig ændret, så den sad direkte på spoleakslen i – forlængelse af spolen. De første Cardinaler havde en offset bagbremse af Fulcrum, som virkede indirekte på spoleakslen.

Denne serie var de sidste helsvenske Cardinaler. ABU Garcia blev opkøbt af investeringsseskabet Incentive, og fabrikationen af fastspolehjul blev flyttet til Fjernøsten – med triste konsekvenser. Kvaliteten faldt dramatisk, og navnet “Cardinal” var ikke længere forbundet med begrebet svensk kvalitet.

Suverän kvalitet – “made in Sweden”

Det var i erkendelse af dette, at ABU i 1990’erne gik i gang med at udvikle et helt nyt og helt svensk fastspolehjul – under navnet “Suverän”. Man var udmærket klar over, at “Cardinal” ikke længere kunne bruges. Dertil havde kvaliteten været for lav og svingende i de seneste år.

Med Suverän var ABU tilbage ved rødderne – metalhuset med det klassiske snekkedrev, som gjorde de tidlige Cardinal hjul verdensberømte. Snekkedrevet er nemlig det drev, der giver den mest silkebløde gang af alle drevtyper – dertil en legendarisk slidstyrke, der næsten sikrer hjulet evigt liv. I hvert fald hvad drevet angår.

Snekkedrevet medfører ganske vist et beskedent krafttab i sammenligning med det konventionelle helicaldrev, som i dag anvendes på stort set alle fastspolehjul. En drevtype, der – modsat snekkedrevet – er ganske let at samle og montere industrielt.

Drevet på de nye “Suverän” hjul blev fremstillet i maskinskåret messing (tandhjulet) og rustfrit stål (akslen) – en velkendt og velprøvet kombination, der giver optimal slidstyrke. Fire rustfri kuglelejer hjalp også godt til.

Suverän kom på markedet i 1999, men var ved lanceringen desværre ikke helt over de første børnesygdomme. Den nyudviklede centerbremse bød ganske vist på en langt større bremseflade end alle andre bremsetyper, men alligevel var der mange problemer med de nye hjul, som nok kom på markedet lidt for tidligt – presset af den nye amerikanske ejer Berkley, som havde brug for omsætningen.

I USA tog man konsekvensen af de mange problemer med de nye Suverän fastspolehjul. Man stoppede helt enkelt produktionen, inden problemerne var løst og hjulet perfektioneret. Synd, men sandt. Benhård business på et hårdt presset marked.

I stedet gik man i gang med at udvikle helt nye Cardinal-hjul, som måske ikke var helt så nyskabende, men som til gengæld fungerede problemfrit. Og produktionen blev endnu engang flyttet til Fjernøsten, hvor omkostningerne er langt mindre end i Europa. Men hvor producenterne i mellemtiden har lært lektien og i dag kan levere varen i form af fejlfri produkter.

Genfødt klassiker: C3

Men ABU havde ikke glemt rødderne – de legendariske første fastspolehjul, som gjorde ABU verdensberømte for anden gang. Første gang var som bekendt med Ambassadeur hjulene I 1950’erne.

Derfor kunne man til 2006 lancere det, man I fagsproget kalder et “remake” af en gammel klassiker. Hjulet hedder Cardinal C3 og er en direkte efterkommer af den gamle Cardinal 33. Væk er det dyre snekkedrev og den indvendige spole.

Men tilbage står metalhuset og den klassiske Fulcrum bagbremse med hele 12 bremseskiver – bremsen, der fik rigtig mange tilhængere tilbage i 1980’erne og 1990’erne. Indmaden er I tilgift fyldt op med ikke mindre end 7 kuglelejer samt trinløst bagstop. Kort sagt: Det bedste fra det gamle tilsat det nyeste nye.

Som gammel bruger af 33’eren kan man dog godt savne snekkedrevets seje og silkebløde gang, men det er altså for dyrt at producere i vore dage. Til gengæld er hjulet uhyre velfungerende og smukt redesignet. Og så er der retro for alle pengene og ikke et øje tørt, når den genfødte klassiker atter snurrer ude ved fiskevandet!

Nye Cardinaler

ABU har endnu tre nye Cardinal hjulserier på programmet – i en meget høj standard til forbløffende lave priser. Dertil et meget elegant design, som peger både fremad og bagud. De tre serier er alle bygget over samme læst – samme design og samme grundkonstruktion. Blot er der forskel på de brugte materialer og antallet af kuglelejer.

Bedst og dyrest er 500-serien, der byder på alt, som selv den mest kræsne spinnefisker kan forlange: Hjulhus i aluminium for størst stabilitet. Spole og ekstraspole i ventileret aluminium. Frontbremse med mange skiver samt hele 9 kuglelejer. Hertil naturligvis de gængse finesser såsom trinløst bagstop, afbalanceret rotor, antikink linefører med mere. Pris: 699,- kroner

300-serien byder på hjulhus og rotor i kulfiberforstærket plast samt ekstraspole i grafit. Hertil 6 kuglerejer. Pris: 499,- kroner. 100-serien har samme udseende og funktioner som både 500 og 300-serien, men kun 4 kuglelejer. Til gengæld er prisen lav: 399,- kroner

Såvel 300- som 100-serien kan fås med bremsen fortil eller bagtil, og hjulene fås i op til fem størrelser (100-serien). Og så leveres alle de nye Cardinaler i et eksklusivt hjuletui, der har god plads til hjul, ekstraspole og de mange andre småting, man kan få brug for ude ved fiskevandet.

FreeRunner

Et interessant og helt nyt skud på stammen af Cardinaler er “FreeRunner” hjulene, som vi havde mulighed for at teste grundigt under optagelserne til et nyt TV-program om lystfiskeri.

Det er specialiserede fastspolehjul specielt designet til medefiskeri. De er til formålet forsynet med to bremsesystemer: Den normale front- eller fightbremse, som alle fastspolehjul har. Og så den specielle FreeRunner bagbremse.

Når agnet er kastet ud, kobles bøjlen til som på et almindeligt fastspolehjul. Herefter slås FreeRunner funktionen til, hvorved den forudindstillede frontbremse kobles fra. I stedet kan man nu indstille bagbremsen til en meget svag eller ingen bremsekraft. Det betyder, at en fisk kan tage agnet og svømme afsted med det – uden at mærke unødig modstand slæbe grejet efter sig ud i søen!

De fleste hjul af denne type er langt større og vejer fra halvkiloet og opefter. De er således kun beregnet til store karper – og det, der er større. Cardinal 301 FreeRunner vejer kun 355 gram og er derfor ideelt til det meste danske medefiskeri.

Cardinal 301 FreeRunner dublerer også som et hjul til let fiskeri med downrigger. I stedet for at frikoble spolen på det sædvanlige multihjul slår man blot FreeRunner-funktionen til, mens loddet sænkes ned. Og kobler den fra igen, når linen skal strammes op.

FreeRunner fås som 500, 300 eller 100-modeller, og priserne er de samme som for de øvrige nye Cardinaler: 699,- for 500-serien. 499,- for 300-serien. Og 399,- for 100-serien.

Cardinal is back!

Det nye FreeRunner er ganske vist designet specielt til medefiskeri, men det kan dog udmærket bruges til andet. Således dublerer det som et hjul til let fiskeri med downrigger, hvor man blot tilkobler FreeRunner funktionen, når loddet sænkes ned i den ønskede dybde.

Det kan naturligvis også bruges til let spinnefiskeri, hvilket jeg testede på Randers Fjord en stille oktoberdag. En flot aborre på 42,5 cm og 1.085 gram (se foto ovenfor) inhalerede den lille røde Reflex spinner og formåede at trække 0.20 mm line af hjulet hele to gange, førend den måtte lade sig lande.

Faktum er, at de nye Cardinal-hjul byder på silkeblød gang, godt design og fejlfri funktion. Fornemmelsen er ganske suverän og indtrykket overbevisende.

Det gamle svenske navn borger således atter for kvalitet, og det er vi mange lystfiskere, der glæder os over!

– Kald det Cardinal! – Kald det lige, hvad du vil…