Fjæsingen

– en farlig fætter for fiskerne…

Det fleste af os husker vel Hans Kirks roman “Fiskerne” fra 1928. Enten som bog eller TV-filmatiseringen. I den får skurken sin velfortjente straf – han stikker sig på en fjæsing og lider efterfølgende en smertefuld død af det.

Fjaesing

Helt så dramatisk forløber mødet med en fjæsing nu sjældent, selv om man ikke skal ønske sig at prøve giften fra denne lille pigfinnefisk – den farligste i danske farvande. Fjæsingen, som lyder det latinske artsnavn Trachinus draco, lever af udseende helt op til sit drabelige artsnavn. I closeup er der virkelig tale om en lille og finnet drage, der ganske vist ikke kan spy ild, men som til gengæld kan noget helt andet.

Fjæsingen er en lille og langstrakt fisk, der holder til på bunden – gerne selvsamme sandbund, som sommerens badegæster foretrækker. Det er uheldigt, idet fjæsingen er en pigfinnefisk. Der er mindre pigge over øjnene, der er opadvendte som på alle bundfisk, men disse pigge er ikke giftige. Det er til gengæld de første to finnestråler af rygfinnen, og i tilgift findes der en giftpig på hvert gællelåg. Fjæsingen råder således over fire giftpigge.

En farlig fisk

På hver side af disse pigge findes en fure, hvis væv producerer et stærkt toksin – en gift, der angriber kroppens blodlegener, og som i værste fald kan være dødelig for små børn og gamle mennesker. Har man et svagt hjerte, er man altid i farezonen – uanset alder. Præcis som tilfældet er med vor eneste danske giftslange, hugormen.

For de allerfleste er stikket fra en fjæsing dog ikke spor livstruende. Det er til gengæld meget smertefuldt – så meget, at historien vil havem, at en fisker engang skar sin egen finger af for at slippe af med smerten. Det er dog tvivlsomt, om dette har hold i virkeligheden, men alle, der er blevet stukket af en fjæsing, kan berette om voldsomme smerter, der kan vare i flere dage.

Der findes ingen specifik modgift mod fjæsingens gift, som er et proteinstof. Det betyder, at det i lighed med hviden i et æg koagulerer ved opvarmning. Det betyder også, at den mest effektive kur mod et fjæsingstik er at holde hånden i så varmt vand som overhovedet muligt. Regelen er her, at vandet skal være så varmt, at det gør ondt at stikke hånden ned i det. Det skal selvfølgelig ikke være så varmt, at man skolder sig!

Fjaesing_2

Jo længere tid man formår at holde hånden nede i det brandvarme vand, desto hurtigere nedbrydes proteinerne i giften, som herved uskadeliggøres. Det er et trick, som fiskerne selv bruger, og det samme gør man på landet skadestuer og sygehuse. Enkelt og effektivt – men aldeles ubehageligt.

Fjæsingens gift virker dels opløsende på kroppens røde blodlegemer, som jo bærer ilten rundt i kroppen – dels hæmmende på de hvide blodlegemer, som jo står for vort immunforsvar. Effekten er derfor langvarig og medfører ofte en efterfølgende betændelse – på grund af de hvide blodlegemers nedsatte aktivitet.

Der er således al mulig grund til at holde sig langt væk fra denne lille fisk. Specielt i aften- og nattetimerne har mange lystfiskere taget fejl af fjæsingen og en lille torsk – med fatale følger…

En smuk fisk

Er fjæsingen således en fisk, man ikke ønsker nærkontakt med, så er der dog tale om en overordentlig smuk fisk. Den lange og slanke krop er sølvskinnende, og de har to rygfinner – en kort med de giftige pigge og en lang med bløde finnestråler. Kroppen changerer i flotte farver – med lysende blå som de mest markante.

Fjæsingen kan blive op til 40 cm lang, men ses sjældent meget større end ca. 30 cm. Det er en nataktiv fisk, som tilbringer de fleste lyse timer nedgravet i sandet – klar til at blive trådt på af uforvarende badegæster i bare fødder…

Fjæasingen findes overalt, men er mest udbredt i norddanske farvande. Mest almindelig er den på de store sandflader, som omgiver Anholt og Læsø. Også tilstødende strande på det nordjyske fastland kan i perioder nærmest være inficeret med fjæsinger, der hugger på alt, som bevæger sig – ikke mindst små fluer fisket tæt på bunden. Dens naturlige føde er nemlig småfisk og krebsdyr af samme størelse som de fleste havørredfluer.

Fjæsingen leger på lavt vand i sommermånederne, mens vinteren tilbringes på dybere vand. Det er en yderst veæsmagende fisk – når man altså først har fået fjernet de farlige giftpigge. Fiskerne spiser dem ofte selv, da de ikke er kendt og værdsat i handelen.

Mange fiskere har derfor gennem tiderne stukket sig på de små fjæsinger, og flere gamle fiskere har som minde fra disse stik fået krumme fingre, der ikke kan rettes ud…

© 2009 Steen Ulnits