Vi danskere snakker altid om “havlus”, hvor vore norske kolleger lige så konsekvent siger “lakselus”.

I begge tilfælde er der tale om samme organisme, nemlig Lepeophtheirus salmonis, som er det latinske artsnavn. Det norske navn skyldes parasittens værtsdyr – laksen. Det danske navn skyldes dens levested – havet.

Havlusen lever nemlig i saltvand ved saltholdigheder fra oceanisk havvand (35 o/oo) og ned til omkring 15 o/oo.

Havlus eller lakselus har på trods af navnet intet med lus at gøre – disse smådyr hører nemlig til krebsdyrgruppen copepoder (vandlopper), som udgør størstedelen af vandets dyreplankton (zooplankton) – de smådyr, som igen lever af algerne (planteplankton). Til de mere kendte copepoder hører de enorme mængder “krill”, som mange af havets hvaler (bardehvalerne) filtrerer fra vandet og er helt afhængige af.

I polare områder kan man opleve copepoder, som kan blive op til 1 cm lange, men de allerfleste copepoder er langt mindre. Typisk er voksne copepoder dråbeformede og 1-2 mm lange. I troperne kan copepoder optræde som smittebærere af blandt andet kolera.

Fantastiske former

Set under et mikroskop afslører copepoderne ofte meget fantastiske og smukke former – med lange antenner og fjerformede vifter. I tilgift hertil findes ofte et enkelt stort øje, som lyser op i rødt. Det er livlige dyr, som forhold til deres størelse kan bevæge sig med imponerende fart – en evne, de bruger i deres jagt på det langt roligere planteplankton.

Copepoderne følger algernes bevægelser op og ned i vandsøjlen. Med stigende lysintensitet synker de mod bunden, mens de stiger mod overfladen med tiltagende mørke. Algerne skal jo nruge sollyset til deres fotosyntese, og copepoderne følger naturligt med i denne døgnrytme.

Copepoderne inddeles i 2 grupper: De fritsvømmende og de fastsiddende, hvoraf mange er snyltende. De snyltende copepoder, hvortil havlusene hører, sætter sig fast på fisk og lever af sekret på huden. De har en stærkt modificeret kropsform, der er tilpasset livet som snylter – sammentrykte og flade, så de yder mindst mulig modstand i vandet.

Havlusene stortrives i lakseopdrættet, som plages af de små, snyltende krebsdyr, og som derfor behandler laksene med nervegiften Ivermectin. Giften dræber havlusene eller får dem til at slippe taget i laksene. De tages nu af strømmen og føres ud i det frie vand – hvor de med stor appetit kaster sig over forbipasserende vildlaks – smolt på vej ud mod åbent hav eller voksne laks på vej mod gydepladserne.

Livsfarlige lus

De voksne vildlaks lider naturligvis under de massive angreb fra havlusene. Men de kan dog redde sig, idet lusene jo forsvinder af sig selv i ferskvand. Men så let har laksesmolten det desværre ikke. Den er i forvejen meget sårbar i denne fase af sit liv, og den har ingen mulighed for at undslippe de grådige havlus.

Man har fundet mere end 600 synlige havlus på en 2,5 kg’s laks fanget i Eio elven i bunden af Hardangerfjorden. Tilsvarende fandt man ikke færre end 1.500 lus på en 5 kg’s laks fra Namsen. Laksen var ikke overraskende radmager. Til sammenligning er bare 5 voksne havlus nok til at tage livet af én udvandrende laksesmolt…

De sår, der måtte komme efter et angreb af havlus, gør de angrebne fisk mere modtagelige overfor infektioner. Enkelte lakselus giver ingen problemer, men udtrækkende smolt i bl.a Norge med deres massive lakseopdræt er truet. Smolten er naturligt svækket og kan ikke modstå det massive angreb, de udsættes for ved opdrætsanlæg, der på grund af fisketæthed giver gode formerings- og vækstbetingelser for lakselus.

Canadiske undersøgelser viser at et opdrætsanlæg kan forårsage 30.000 gange flere lakselus end normalt i et område uden lakseopdrætsanlæg! I Norge er der set vilde fisk med lakselus i et antal der er 73 gange højere end i områder, hvor der ikke findes opdrætsanlæg.

Billedet nederst i denne artikel viser en norsk tamlaks, som er hårdt angrebet af havlus. Så hårdt, at den ikke overlever det.

Forsvinder i ferskvand

På voksne fisk ses havlusene ofte på bugsiden umiddelbart foran halen, hvor de kan sidde bekvent i læ for vandstrømmen. Men de kan sidde overalt på fiskene, hvis forholdene er til det. Man kan opleve fisk, der er så hårdt angrebne, at de nærmest ser koparrede ud efter de mange angreb.

Når laksen vandrer op i ferskvand for at gyde, udsættes havlusene for mindre saltholdigt vand, hvor de ikke kan opretholde deres saltbalancen i kroppen. De dør derfor efter nogen tid.

Er der “lus” på en fisk fanget i å eller elv, har det altid været set som en slags adelsmærke – et bevis for, at fisken er trukket op fra havet for mindre end én uge siden. Lakselus kan jo ikke leve i ferskvand, men svækkes hurtigt og falder af fiskene.

Nyere norske undersøgelser viser imidlertid, at havlusene i bedste fald faktisk kan sidde på fiskene i op til 21 dage. Det er dog sjældent, de bliver siddende i så lang tid. Tidsrummet afhænger sikkert af laksens vej op i elven – om den kommer direkte fra åbent hav eller har tilbragt længere tid i brakke fjordområder, inden den vandrede op i ferskvandet.

I syddanske farvande og brakke inderfjorde kan man i perioder opleve havørreder med havlus – trods den lave saltholdighed, som havlusene ellers ikke trives ved. Fænomenet skyldes havørredens vandringer, som styres af dels årstid og kønsmodning – dels vandtemperatur og saltholdighed.

Bliver vandet for koldt, trækker fiskene mod vand med lavere saltholdighed – bringende med sig havlus fra mere salte omgivelser.

Disse falder dog af igen efter nogen tid.

© 2009 Steen Ulnits

Havlus og døde rejer

Havlus er krebsdyr, og alle krebsdyr gennemgår i deres udvikling en række kritiske hudskift for at blive større.

Efterhånden som havlusene bliver immune over for forskellige aflusningsmidler, må man i fiskeopdrættet gribe til stærkere og stærkere midler.

Seneste skud på stammen er stoffet diflubenzuron (DFB), som også bruges i insektgifte. Det har også vist sig meget virksomt over for havlus, da det hindrer disse i at skifte hud mellem de forskellige stadier.

Imidlertid ser det ud til også at virke på de værdifulde rejser, som lever frit i havet og her danner grundlag for et vigtigt fiskeri. Flere steder har man oplevet rejefiskeriet gå voldsomt tilbage i takt med, at havbrugene ekspanderer. Enkelte steder er rejerne allerede helt væk.

DFB blandes i fiskefoderet og når således indefra og ud til de parasiterende havlus. Nu undersøges det, om DFB også kan nå helt ud i frivand til de rejer, der lever her. Sandsynligvis via overskydende fiskefoder, som spildes gennem de åbne netmasker.

Meget tyder desværre på det, og dermed har fiskeopdrættet påført sine omgivelser endnu et muligt banesår. Måske er det om føje år helt slut med friske rejer fra de norske fjorde.

Ironisk, når man tænker på, at det i fiskeopdrættets unge år netop var rejeskaller fra rejefiskeriet, der gav ørrederne deres eftertragtede røde kød…

Og endnu en grund til at gå langt uden om de åbne havbrug. I Kattegat som alle andre steder.

De fører ikke andet end dårligt med sig.

© 2017 Steen Ulnits

Den danske laks har haft trange kår i mange år. Nu ser det imidlertid ud til, at det for alvor lysner for laksene.

Sidste år var således et af de bedste lakseår nogensinde, og mange nye tiltag på miljøområdet kan kun være med til at fremme udviklingen yderligere. Lad os se på et par af eksemplerne:

Skjernå var helt ustyrlig i 2007. I alt landedes der 838 laks af lokale og tilrejsende lystfiskere. Af dem blev de 287 taget på flue, 431 på spin og 96 på orm. De sidste 24 ved man ikke hvad tog.

Af den 838 laks blev de 476 hjemtaget, mens de resterende 362 nænsomt blev genudsat, så de kunne deltage i gydningen. Gennemsnitsvægten var også flot – 5,2 kg – hvilket tyder på et vandringsmønster for Skjernå-laksen, der bringer den vidt omkring i Nordatlanten. 63 af laksene vejede over 8 kg – med 14,0 kg som den største af en lille håndfuld 10+ fisk.

Traditionen tro blev de fleste af laksene fanget på det klassiske stræk ved Borris (259 styk), mens stykket ved Albæk tegnede sig for næsten lige så mange (255 styk). På tredjepladsen kom åen ved hovedvej A11 – med 100 stykker.

De imponerende fangster er resultatet af mange års intensivt arbejde med at redde en unik laksestamme, som man længe troede var udryddet endegyldigt med reguleringen af Skjernå i 1960’erne. En lille oprindelig bestand viste sig dog at være tilbage på gydepladserne i den nederste del af Karstoft Å – endegyldigt bevist gennem de nye DNA-analyser.

Den store retablering og genslyngning af Skjernå har også givet laksen helt nye muligheder. Således havde laksen før retableringen, som blev færdig for blot nogle få år siden, adgang til blot 80 km af Skjernåens lange løb. I dag har laksen hele 180 km å at svømme i, hvilket ikke mindst skyldes opkøb og nedlæggelse af dambrug ved åen.

Lokalt forventer man sig derfor meget af 2009-sæsonen, som med lidt held kan blive den, hvor man for første gang runder de 1.000 stangfangede laks!

Det gør man også ved den sydligere Varde Å, hvor 2008 også var en meget fin sæson. Allerede den 17. august blev der indført laksestop, da man havde nået den tilladte kvote på 130 laks. Året før skulle man helt frem til 13. oktober, førend kvoten var fyldt op.

Snart går man ved Varde Å i gang med et gigantisk EU-støttet genopretningsprojekt, hvor der vil ske store ændringer af åens nuværende lænkede løb. Således vil det urentable Karlsgårdeværk blive lukket. Og i den forbindelse vil Ansager Kanal blive lukket, så alt vandet fremover får lov at flyde frit i den oprindelige å.

Men ikke nok med det. Over en strækning på 15 km skal åen genslynges, så man når tilbage til det oprindelige forløb, som det så ud i 1945 – før de store vandkraftprojekter blev gennemført.

Man har beregnet, at der er plads til en laksebestand på omkring 10.000 fisk i Varde Å systemet. Men det kræver, at ikke mindst Sig Fiskeri – Danmarks pt. største dambrug – får omlagt produktionen, så fiskene får fri passage også her. I skrivende stund står laksene nærmest i kø neden for danbruget.

Samme positive fremtid venter de mindre, men meget produktive Sneum og Holsted Åer, hvor Skov- og Naturstyrelsen med EU-støtte har opkøbt et antal dambrug med henblik på lukning og nedlæggelse. Altsammen for at styrke den lokale snæbelbestand, men altsammen også til gavn for åernes øvrige laksefisk.

Sneum Å toppede i 2008, hvor man allerede i august måtte lukke for laksefiskeriet. Da havde man nemlig opbrugt sin kvote på 50 laks. Med en gennemsnitsvægt på flotte 6,2 kg overgik den selveste Skjernå.

Vidåen længst i syd er en anden succeshistorie – dog ikke med fokus på laksen, men i stedet den udryddelsestruede snæbel, som er den havvandrende udgave af helten.

Sidst i september 2008 fik man fjernet opstemningen ved Rens Dambrug, som i 2005 blev bygget om, så det nu ikke længere tager vand fra åen, men bruger grundvand. Det har betydet, at opstemningen ved det gamle og 2 m høje vandindtag har kunnet fjernes og omlæges til et 500 m langt omløbsstryg, hvilket har givet vandrefiskene adgang til yderligere 3 km af grænseåen. Projektet kostede 2,6 millioner kroner.

Fjernelsen af denne opstemning var den første ud af tre. Nu mangler man at fjerne tilsvarende opstemninger ved Store Jyndevad og Bachmanns Vandmølle i Tønder. Overalt er det den havvandrende snæbel, som har været brækstangen for projekterne. Den udryddelsestruede fisk har nemlig udløst hele 100 millioner støttekroner fra EU’s LIFE-Fund, der går til flere forskellige delprojekter ved fire sydvestjyske vandløb med udløb i Vadehavet: Varde Å, Sneum Å, Ribe Å og Vidå.

Snæbelprojektet skal give vandrefiskene adgang til mere end 130 km nyt vandløb med egnede gydemuligheder for den sjældne og krævende fisk.

Midt i al laksehysteriet og snæbelbekymringen må man dog ikke glemme havørreden, som stadig er den almindeligste fangst hernede. Og af dem glimrer ikke mindst en 93 cm lang og 9,9 kg tung fisk, som formanden for Sportsfiskerforeningen Vidå selv fangede i oktober måned!

© 2009 Steen Ulnits

– en farlig fætter for fiskerne…

Det fleste af os husker vel Hans Kirks roman “Fiskerne” fra 1928. Enten som bog eller TV-filmatiseringen. I den får skurken sin velfortjente straf – han stikker sig på en fjæsing og lider efterfølgende en smertefuld død af det.

Helt så dramatisk forløber mødet med en fjæsing nu sjældent, selv om man ikke skal ønske sig at prøve giften fra denne lille pigfinnefisk – den farligste i danske farvande. Fjæsingen, som lyder det latinske artsnavn Trachinus draco, lever af udseende helt op til sit drabelige artsnavn. I closeup er der virkelig tale om en lille og finnet drage, der ganske vist ikke kan spy ild, men som til gengæld kan noget helt andet.

Fjæsingen er en lille og langstrakt fisk, der holder til på bunden – gerne selvsamme sandbund, som sommerens badegæster foretrækker. Det er uheldigt, idet fjæsingen er en pigfinnefisk. Der er mindre pigge over øjnene, der er opadvendte som på alle bundfisk, men disse pigge er ikke giftige. Det er til gengæld de første to finnestråler af rygfinnen, og i tilgift findes der en giftpig på hvert gællelåg. Fjæsingen råder således over fire giftpigge.

En farlig fisk

På hver side af disse pigge findes en fure, hvis væv producerer et stærkt toksin – en gift, der angriber kroppens blodlegener, og som i værste fald kan være dødelig for små børn og gamle mennesker. Har man et svagt hjerte, er man altid i farezonen – uanset alder. Præcis som tilfældet er med vor eneste danske giftslange, hugormen.

For de allerfleste er stikket fra en fjæsing dog ikke spor livstruende. Det er til gengæld meget smertefuldt – så meget, at historien vil havem, at en fisker engang skar sin egen finger af for at slippe af med smerten. Det er dog tvivlsomt, om dette har hold i virkeligheden, men alle, der er blevet stukket af en fjæsing, kan berette om voldsomme smerter, der kan vare i flere dage.

Der findes ingen specifik modgift mod fjæsingens gift, som er et proteinstof. Det betyder, at det i lighed med hviden i et æg koagulerer ved opvarmning. Det betyder også, at den mest effektive kur mod et fjæsingstik er at holde hånden i så varmt vand som overhovedet muligt. Regelen er her, at vandet skal være så varmt, at det gør ondt at stikke hånden ned i det. Det skal selvfølgelig ikke være så varmt, at man skolder sig!

Jo længere tid man formår at holde hånden nede i det brandvarme vand, desto hurtigere nedbrydes proteinerne i giften, som herved uskadeliggøres. Det er et trick, som fiskerne selv bruger, og det samme gør man på landet skadestuer og sygehuse. Enkelt og effektivt – men aldeles ubehageligt.

Fjæsingens gift virker dels opløsende på kroppens røde blodlegemer, som jo bærer ilten rundt i kroppen – dels hæmmende på de hvide blodlegemer, som jo står for vort immunforsvar. Effekten er derfor langvarig og medfører ofte en efterfølgende betændelse – på grund af de hvide blodlegemers nedsatte aktivitet.

Der er således al mulig grund til at holde sig langt væk fra denne lille fisk. Specielt i aften- og nattetimerne har mange lystfiskere taget fejl af fjæsingen og en lille torsk – med fatale følger…

En smuk fisk

Er fjæsingen således en fisk, man ikke ønsker nærkontakt med, så er der dog tale om en overordentlig smuk fisk. Den lange og slanke krop er sølvskinnende, og de har to rygfinner – en kort med de giftige pigge og en lang med bløde finnestråler. Kroppen changerer i flotte farver – med lysende blå som de mest markante.

Fjæsingen kan blive op til 40 cm lang, men ses sjældent meget større end ca. 30 cm. Det er en nataktiv fisk, som tilbringer de fleste lyse timer nedgravet i sandet – klar til at blive trådt på af uforvarende badegæster i bare fødder…

Fjæasingen findes overalt, men er mest udbredt i norddanske farvande. Mest almindelig er den på de store sandflader, som omgiver Anholt og Læsø. Også tilstødende strande på det nordjyske fastland kan i perioder nærmest være inficeret med fjæsinger, der hugger på alt, som bevæger sig – ikke mindst små fluer fisket tæt på bunden. Dens naturlige føde er nemlig småfisk og krebsdyr af samme størelse som de fleste havørredfluer.

Fjæsingen leger på lavt vand i sommermånederne, mens vinteren tilbringes på dybere vand. Det er en yderst veæsmagende fisk – når man altså først har fået fjernet de farlige giftpigge. Fiskerne spiser dem ofte selv, da de ikke er kendt og værdsat i handelen.

Mange fiskere har derfor gennem tiderne stukket sig på de små fjæsinger, og flere gamle fiskere har som minde fra disse stik fået krumme fingre, der ikke kan rettes ud…

© 2009 Steen Ulnits

Søørrederne i Danmarks måske smukkeste sø er under fornyet pres. Ny undersøgelse skal klarlægge årsagerne.

DTU Aqua er i gang med en undersøgelse af søørredbestanden i Hald Sø. I løbet af marts måned 2008 er godt 1000 ørred smolt blevet fanget i søens tilløb og derefter mærket med elektroniske mærker.

Mærkerne gør det muligt at følge ørredernes bevægelse mellem søens tilløb og søen. Henover foråret 2008 vil der ca. én gang ugentligt blive lavet en opdatering af, hvor mange smolt der er trukket fra vandløbene og ud i søen.

Projektet tager udgangspunkt i den dybe Hald Sø ved Viborg, som huser en fin søørred bestand, men hvor Hald Sø’s bådelaug har observeret en markant tilbagegang i både fangster og gydeaktivitet i de senere år.

Det er muligt, at denne tilbagegang i bestanden er relateret til en skarvkoloni nær søen, som er etableret i de seneste år, eller til ændringer i søens vandtemperatur. F.eks. er gydningen de sidste 3 – 5 år sket senere på året end tidligere, og der har således været gydning til langt hen i marts og først i april.

Undersøgelsen løber over en årrække og fokuserer på at kortlægge:

1) Det årlige antal af udvandrende smolt til Hald Sø
2) Tidspunktet for udvandring i forhold til temperatur og år
3) Prædationen fra en nærliggende skarvkoloni.

Samlet set vil det styrke DTU Aqua’s rådgivningsberedskab i forhold til søørreder.

PIT-mærkning

I undersøgelsen tages der avanceret teknologi i brug. I det tidlige forår bliver ørreder i tilløbene til Hald Sø således mærket med såkaldte “PIT” mærker. PIT-mærker er en slags elektroniske mærker, som placeres i bughulen af fiskene. PIT-mærker kendes også fra dyrlægens mærkning af hunde og katte og er blandt andet specielle ved, at hvert enkelt mærke har sin egen unikke kode.

Efter mærkningen kan man kende hver enkelt ørred og herunder observere ørredernes vandringsmønstre ind og ud af søen. Dette sker vha. specielle registreringsstationer, som er opstillet i samarbejde med lodsejere og Skov- og Naturstyrelsen i udløbene af Dollerup Møllebæk og Mostgård Bæk.

Ud over at mærkningen gør det muligt præcist at indsamle information om smoltudvandring og gydevandring, vil genfangster af PIT-mærkede fisk give unik viden om individuelle fisks vækst.

Omfanget af skarvernes prædation på ørredbestanden vil blive vurderet ved at scanne skarvkolonien for PIT-mærker, som efter en tur gennem skarven ender på jorden under rederne. Evt. fundne mærker kan præcist tilbageføres til individuelle fisk. Samtidig giver det et groft estimat over omfanget af skarvprædationen og kan hermned give en idé om, hvorvidt det er skarvernes fremgang, som er skyld i søørredernes tilbagegang.

Derudover vil 50 udvandrende smolt i foråret 2009 blive mærket med radiosendere, som efter mærkning vil blive fulgt i 3-4 uger. Denne metode gør det muligt at følge hver enkelt fisk og giver derved et mere præcist bud på, hvor stor en andel af ørrederne der ender i skarvkolonien. Samtidig vil radiosenderne give mulighed for at studere den generelle adfærd hos søørredsmolt – her specielt vandringsmønstrene.

Endelig ønsker man at sammenligne gamle og nyere skælprøver fra søørreder fanget i Hald Sø for at vurdere, om der er sket ændringer i bestandsstrukturen og ørredernes vækstmønstre i løbet af de seneste årtier. Dette vil blive sammenholdt med de seneste årtiers ændring i afstrømning og temperatur.

1.021 ørreder mærket

I løbet af marts måned 2008 er der mærket 1021 ørreder over 12 cm i fem tilløb til Hald Sø. Ørrederne blev fanget ved elfiskeri, og da der fiskes med en effektivitet højere end 75 %, er det langt hovedparten af fiskene større end 12 cm, som er mærket i vandløbene.

Det er formentligt ikke alle de mærkede ørreder, der trækker ud som smolt i løbet af 2008. Alternativt kan de vente til næste år, eller de kan blive i vandløbene som bækørreder. Dette moniteres af registreringsstationerne ved udløbene samt ved gentagne befiskninger af tilløbene.

Henover foråret 2008 foretages ca. én gang ugentlig en opdatering af, hvor mange smolt der er trukket fra vandløbene og ud i søen. Af overskuelighedsmæssige årsager vises kun udtrækket fra Mostgård Bæk og Dollerup Bæk, der tilsammen huser mere end 95 % af ørrederne i alle tilløbene.

© 2009 Steen Ulnits

Antallet af særligt naturfølsomme marker steg markant, da miljøminister Troels Lund Poulsen ( V) præsenterede de nye krav til landbrugets udledning af kvælstof i naturen.

Kravene betyder, at 38 procent af alle marker i fremtiden vil være omfattet af en særlig “nitratklasse”, som begrænser den mængde gødning, landmændene må køre ud på markerne. I dag er det 30 procent, der er omfattet af reglerne.

Overraskelse fra miljøminister

Miljøminister Troels Lund Poulsen (V) gik længere end aftalt med landbruget, dengang miljøgodkendelsesordningen blev til. Da blev det nemlig besluttet, at op til 35 procent af jorden kunne udpeges som følsomme områder. Nu er det pludselig 38 procent – eller ekstra 223.000 hektar.

Det er sket, fordi kortværkerne, der bruges til beregning af, hvad der må udledes til omgivelserne, er blevet opdateret, og det betyder mindre udledning. Det kan dog delvist kompenseres ved ændret gødningsnorm eller sædskifte.

Timingen kommer bag på Dansk Landbrug, hvor det var opfattelsen, at der skulle diskuteres “Grøn Vækst'”, og at der dermed var lagt op til at lave en helhedsløsning. Det vækker speciel utilfredshed, at det samlede areal omfattet af nitratklasser er øget.

“Vi kan i den nye kortlægning se, at der er flere naturfølsomme områder. Dem har vi en særlig forpligtelse over for. Det har vi forudsat i husdyrloven, og det lever vi op til med den nye kortlægning af landbrugsarealerne,” siger Troels Lund Poulsen til dagspressen.

“Det er en rigtig god nyhed for den danske natur,” mener miljøministeren.

Miljøministeriets kortlægning af landets marker bruges af kommunerne til at give landmænd tilladelse til at udvide husdyrproduktionen. Derfor vil den strammere kurs betyde, at landmænd i fremtiden skal sikre sig mere jord for at få tilladelse til at udvide produktionen.

Stigningen er næsten den dobbelte af, hvad landbruget er blevet stillet i udsigt af Miljøministeriet. Derfor er Dansk Landbrugs formand Peter Gæmelke stærkt utilfreds med de nye krav.

“Jeg er dybt skuffet over, at vi igen skal høre om opstramninger, der indskrænker muligheden for husdyrproduktion. I forvejen flytter flere husdyrproduktioner ud af landet, og de nye krav gør det absolut ikke lettere at være landmand i Danmark, “siger han til avisen.

De miljøfølsomme områder

Nitratklasse I: Arealer med et N-reduktionspotentiale på 0 til 50 procent i oplande til sårbare Natura 2000 vandområder. Lyseblåmarkering.

Nitratklasse II: Arealer med et N-reduktionspotentiale på 51 til 75 procent i oplande til meget sårbare Natura 2000 vandområder.Mellemblå markering.

Nitratklasse III: Arealer med et N-reduktionspotentiale på 0 til 50 procent i oplande til meget sårbare Natura 2000 vandområder.Mørkeblå markering.

© 2009 Steen Ulnits

Med mere end 30.000 kendte fiskearter kan det ikke undre, at der ind imellem dukker nogle mystiske af slagsen op…

Menneskeædende maller

Vi ved, at der findes menneskeædende hajer – flere arter endda. Nu viser det sig, at hajerne måske ikke er de eneste fisk med smag for menneskekød…

Et eksemplar af den kæmpemæssige malleart “Goonch'”har tilsyneladende fået så meget smag for menneskekød, at den nu ikke tøver med at dræbe badende i den indiske flod, hvor den lever. Det er flere forskeres frygt, efter flere mennesker er forsvundet på mystisk vis i floden.

Efter indisk tradition sendes afdøde efter begravelsesceremonien ud på floden, hvor de sejler rundt. Forskere mener, at mallerne har spist sig voldsomt store i de serverede måltid og samtidig fået smag for menneskekød efter at have vænnet sig til smagen af lig.

Biologen Jeremy Wade, som er kendt fra sine fiskeprogrammer på Discovery Channel, har studeret fænomenet med det menneskeædende monster, som lokale i den indiske by i årevis har troet på og frygtet.

– Min teori er, at fiskene i floden har levet af halvbrændte kroppe, som er sendt ud på vandet. Et par af dem er nu blevet så store, at de kan angribe og spise levende mennesker, siger han til Fox News.

Wade har fisket efter maller i floden, og den største, han har fanget, var over to meter lang og vejede mere end 70 kilo.

– Hvis sådan en fyr får fat i dig, så er der ingen mulighed for at slippe væk, fortæller Jeremy Wade, der nu planlægger at lave et dokumentarprogram om de måske menneskeædende kæmpemaller.

Jordskælvsvarslende dybhavsfisk

62-årige Chang Yi Bai fra Taiwan fik sit livs kamp, da den her kæmpe bed på krogen – 3,5 meter lang er krabaten og fanget fra østkysten af Taiwan. Han har fisket i mere end tyve år, men aldrig fanget noget lignende. Fisken, som er en velkendt dybhavsfisk, fanges normalt aldrig nær land – og da slet ikke direkte fra kysten som denne.

Lokalt kalder man fisken for “jordskælvsfisk”, da man normalt kun ser den i forbindelse med jordskælv – og derfor betragter den som et dårligt varsel. Seismologer komenterer dog fangsten og maner til ro.

Det er en myte, at denne fisk skulle varsle jordskælv, siger de.
Omvendt kan man jo fint forestille sig, at døde eller døende eksemplarer søger op til overfladen eller driver i land i forbindelse med voldsomme jordskælv, som gør livet på dybhavet umuligt – i hvert fald for en stund.

© 2009 Steen Ulnits

Den truede atlanterhavstorsk kan meget vel gå hen og blive det næste store hit indefor fiskeodrættet. Nordmændene er på vej til frysedisken med de første tamtorsk.

Den norske .com millionær Harald Dahl har planer om at gøre torsken til den kommercielt vigtige spisefisk, den engang var og i flere århundreder har været. Men som overfiskeri, forurening og klimaforandringer i dag har gjort til en truet og sjælden art, som opnår kilopriser markant højere end den atlanterhavslaks, den for blot få årtier siden lå så uendeklig langt fra i kroner og ører.

Flere historikere mener, at det var torsken, der i sin tid satte flere Vikingeekspeditioner i gang – i søgen efter flere torsk, som for vikingerne var en gudespise. Måske var det endda denne søgen efter torsk, der bragte Amerika på landkortet!

Under alle omstændigheder så har overfiskeri, forurening og klimaforandringer sendt torsken til tælling og presset den ud af danske farvande og op imod mere kølige temperaturer i polaregnene. Med det triste resultat, at der er blevet længere mellem torskene – både for enden af linen og hos fiskehandleren. Og finder man den endelig, må man være forberedt på at betale skyhøje priser for den engang så almindelige fisk.

2008 er det første år nogensinde, hvor vi mennesker vil spise flere opdrættede tamfisk end indfangede vildfisk. Dette ifølge en rapport fra FN fødevareorganisation FAO. Flere internationale investorer i den tunge ende har derfor kig på fiskeopdrættet som en lukrativ fremtidig investering, heriblandt J.P. Morgan Chase og Morgan Stanley & Co.

Opvokset med torsk

Den 42-årige Harald Dahl voksede op på nordnorske Lofoten og kan huske tilbage til en tid, hvor “torskebådene lå så tæt i havnen, at manuden overdrivelse kunne gå tørskoet over havnen på dækket af dem”!

Sådan er det ikke længere, selv om der stadig er mange torsk omkring Lofoten. De er dog ikke længere mange nok til at danne grundlag for et storstilet fiskeri som tidligere. Nu fokuserer Harald Dahl derfor på opdrættet som fremtidens løsning på torskemangelen.

Sammen med en håndfuld andre norske investorer, heriblandt Marine Farms ASA og Salmar ASA, der har tjent millioner på lakseopdrættet, skyder Harald Dahl nu flere hundrede millioner dollars i udviklingen af fremtidens torskeopdræt. Det er nemlig langt mere kompliceret at opdrætte en havfisk som torsken end atlanterhavslaksen.

Det er ikke mindst gydning og klækning, der er svære at styre i laboratoriet. For at kønsmodne torskene er man nemlig nødt til at efterligne de fysiske forhold, som råder ude i havet. Ellers sker der intet. Og når så æggene er klækket, er de små torskelarver meget følsomme og svære at få til at tage kunstig føde til sig.

Men det mener Harald Dahl, at man kan komme ud over via moderne højteknologi. Han startede sit torskeopdræt “Codfarmers” i 2005 og kan allerede nu bryste sig af at have en markedsandel på 25% af verdens opdrættede torskeproduktion. Han håber på og regner med i 2012 at kunne levere 30.000 tons opdrætstorsk om året. Det er meget tæt på Norges samlede årsfangst af vildtorsk, som i dag ligger på 35.000 tons.

I ryggen har Harald Dahl et konsortium bestående af J.P. Morgan Chase, Morgan Stanley og den velstående Hearst familie. Tilsammen har de skudt 100 millioner dollars i projektet, som derfor ikke mangler penge til udvikling. Hvis altså ikke lige den rådende finanskrise også kommer til at mærkes her.

Store penge på spil

Lykkes planerne, er der store penge at tjene. Opdrættede torsk kan nemlig sælges til priser, der er op til 20% højere end vildfiskene – helt enkelt fordi man kan levere helt garantifriske fisk, der næsten kun har været timer undervejs fra filletfabrikkerne til frysediskene. I modsætning til de erhvervsfangede torsk, som ofte har været flere dage undervejs, inden de når forbrugeren.

Men det er ikke let at nå målet. Tidligere forsøg i Norge, Skotland og Canada i 1990’erne slog fejl og kostede opdrætterne dyre lærepenge. Nu er teknologien imidlertid så udviklet, at det atter er tiden at gøre et forsøg.

En gydemoden torsk på størrelse med en almindelig huskat lægger omkring 2 millioner æg. Af dem overlever kun en enkelt torsk eller to, som så kan videreføre slægten. I opdrætsanlæggets laboratorium kan man sænke denne initielle dødelilghed med en faktor 1000 eller mere, hvilket giver nok overlevende til den videre opfodring.

Hos Codfarmers i Bodø har man tre store tanke stående, som hver især indeholder 400 torsk. Disse torsk vil gyde på skift hver anden måned – nøje styret af lys og temperatur. Han regner med, at disse 1.200 fisk vil levere 5-10 millioner ungtorsk om året. Når fiskene har enæet en vægt på 100 gram, overføres de til store netbure i de nærliggende fjorde, hvor vandet er op til 300 meter dybt og strømmen god. Det sikrer en god vandudskiftning og minimal forurening lokalt.

Herude forestår der dykkere et stort arbejde med at holde nettene tætte, så de små torsk ikke slilpper ud. Når fiskene så har vokset sig markedsstore, snøres netposerne ind, så fiskene kan pumpes op fra fjorden – op i tanke på de både, som siden transporterer dem ind til filletfabrikken på land. Herfra er der ikke langt til supermarkederns frysediske – og nytårsbordet!

Tal, der tæller

Den atlantiske torsk omsætter i dag for 1 milliard dolar på verdensplan. Fangsterne er stærkt for nedadgående, mens priserne tilsvarende stiger med raketfart. Den samlede fangst er efter årtiers overfiskeri nu nede på 137.000 tons (2007) – sammenlignet med imponerende 1,8 millioner tons i 1968. Dette ifølge International Council for the Exploration of the Sea (ICES), som er baseret i København.

Norge er i dag verdens førende eksportør af opdrættede fisk – i kroner og ører. I 2008 overhalede nordmændene således kineserne, som har haft førertrøjen i mange år. Kineserne opdrætter dog stadig to tredjedele af verdens samlede opdræt af fisk og skaldyr, men spiser altså de fleste af fiskene selv. Opdrættede fisk – her langt overvejende laks – udgør i dag næsten halvdelen (47%) af Norge samlede eksport af fisk og skaldyr – sammenlignet med blot 30% for ti år siden.

© 2009 Steen Ulnits

Vi mennesker går meget op i, hvad der er størst af alle ting. Læs her, hvad der er længst, højst, lavest og dybest ude i den store verden.

I gamle dage var det grundlæggende skolelærdom, hvilke bjerge var de højeste, hvilke floder var de længste og hvilke have var de dybeste. Det var dengang, der stod “Geografi” på skoleskemaet – et fag, som for længst er borte fra folkeskolen. Og såmænd også fra universiteterne, der for snart flere årtier siden uddannede de sidste geografer.

Men geografien er der jo endnu, og vi mennesker interesserer os stadig meget for, hvad der er størst, højest, dybest og så fremdeles. Nogle gange falder vi sågar for fristelsen til at sammenligne æbler og pærer – lidt á la det klassiske spørgsmål: “Hvad er højest: – Rundetårnet eller et tordenskrald?”

Verdensrekorderne

Selv har jeg nu aldrig helt forstået betydningen af netop det spørgsmål, for i min verden er der nemlig ingen tvivl og har aldrig været det: Det er naturligvis tordenskraldet, der er højst!

Dette sagt så er der andre værdier, man slås om ude i den store verden. Der er nemlig megen prestige forbundet med at huse en rekord – og mange turistkroner at tjene, hvis den ligger i ens land eller lokalområde.

Tag nu blot floder, som kan være størst på flere måder: De kan være længst eller have den største vandføring eller komme fra det største opland. Dette eksemplificeres ganske godt af to vandløb i vort eget lille land. Her er det nemlig Gudenåen, som er den længste – men Skjernå, som har den største vandføring.

Al respekt for både Gudenåen og Skjernå, men begge er imidlertid mikroskopiske set på verdensplan. Her er det giganter som Nilen i Afrika og Amazonfloden i Sydamerika, der slås om æren – som begge vil være størst. Og det er ikke nemt at udpege en vinder, for der er mange definitioner, som skal være på plads, før verdens videnskabsmænd kan blive enige om placeringen.

Den længste flod

I mange år har der således været enighed om, at Nilen er den længste flod i verden. Da man vel at mærke først fandt frem til dens kilder længst inde i Afrika. Nu har sydamerikanerne imidlertid budt på æren og forlangt, at verden i stedet skal anerkende Amazonfloden som verdens længste. To ekspeditioner udrustet med den nyeste teknologi skal dokumentere, at Amazonflodens kilder ligger højt oppe i Andesbjergene – i 5.000 meters højde i inkalandet Peru.

Holder denne antagelse stik, er Amazonfloden med 6.762 km verdens længste flod – mod Nilens “blot” 6.671 km. Nilen er således slået med 91 km af Amazonfloden, der nu kan bryste sig af at være både den længste og den vandrigeste flod i verden.

Det største vandfald

Der har aldrig hersket nogen større tvivl om, hvor verdens største vandfald ligger. Det ligger nemlig i Afrika, hvor Victoria-vandfaldet – lokalt kaldet Mosi-oa-Tunya eller “Røgen, der tordner” – ubetinget sender de største vandmængder ud over kanten. Størst er det naturligvis i regntiden, hvor rekorden er imponerende 12.600 kubikmeter i sekundet! Gennemsnittet er dog mere beskedent, nemlig 1.088 kubikmeter.

Men selv om Victoria-vandfaldet er det største i verden, så har det ikke rekorden i hverken bredde eller højde. Det er nemlig en kendsgerning, at det meget smukke Iguazu-vandfald på grænsen mellem Argentina og Brazilien med sine 2.700 meter er verdens bredeste – mod blot 1.700 meter for Victoria-vandfaldet.

På samme måde er Angel Falls i det sydøstlige Venezuela suverænt verdens højeste. Hele faldet måler knap 1.000 meter, hvoraf de 800 meter er frit fald ned i den tætte jungle. Det er en kendsgerning, som har fået nogle af verdens dygtigste, dummeste eller dumdristigste faldskærmsudspringere til at valfarte til dette sted for det ultimative base jump – med vanddråberne som nærmeste makker!

Den største dæmning

Vi mennesker har det med at skulle knægte naturen. Tydeligst ses dette, når vi stopper store vandløb – stemmer dem op til vandmagasiner, som kan levere elektricitet fra turbiner ved de dæmninger, der bremser floderne.

Vi kender det i mikroskopisk målestok fra vor hjemlige Gudenå, som er stemmet op af Gudenååcentralen ved det meget omstridte Tangeværk. Omstridt, fordi Tangeværket i dag ikke producerer mere elektricitet, end en håndfuld moderne vindmøller kan gøre – uden opstemningens skadelige effekt på dyrelivet i landets længste vandløb.

Vi skal naturligvis til udlandet for at finde de virkeligt store dæmninger. Længst med 7.744 meter er Itaipu-dæmningen på grænsen mellem Brasilien og Paraguay. Her har man stemmet Parana-floden op med verdens længste dæmning. Byggeriet startede i 1978 og var færdigt i 1982. Dæmningen var da 196 m høj og 7,744 m lang. Den opstemmede Itaipu-sø er i dag 170 km lang og rummer 29 milliarder tons vand.

– Pris? 126 milliarder kroner. – Produktion? 75 millioner megewatt-timer om året.

Det dybeste hav

I gamle dages geografitimer lærte eleverne ofte, at Filippinergraven ud for Filippinerne med sine mere end 10 km vand er det dybeste sted i verden.

Nu ved vi imidlertid, at det i stedet er den nærliggende Marianergrav, som holder på verdensrekorden for dybeste sted. Her målte man nemlig så sent som i 1995 en vanddybde på 10.923 meter – knap 11 km.

De store dybder skyldes konstante forskydninger af de jordplader, som flyder oven på jordens glohede indre – som danner både tørt land og våd havbund. Pladerne glider fra hinanden og efterlader kilometerdybe sprækker, hvorfra glohedt og svovlholdigt vand hele tiden strømmer ud.

Det dybeste land

De fleste har givet hørt om Det Døde Hav, som bærer sit navn med rette. Døden skyldes et ekstremt højt saltindhold, som dels umulliggør højere liv – dels giver badegæster en i bogstaveligste forstand opløftende oplevelse. Således er opdriften i det salte vand aldeles voldsomt sammenlignet med selv det salteste af verdenshavene. Det sørger en saltpromille på 300 for – sammenlignet med de sølle 36, der er gængse i det meste af verdenshavene.

Alligevel kvalificerer Det Døde Hav sig ikke til nogen verdensrekord, hvad saltindholdet angår. Verdensrekorden går nemlig til Asal-søen i Djibuti, hvor saltindholdet er hele 400 promille. I begge tilfælde skyldes den høje salinitet er stor fordampning og mangel på afløb.

Men Det Døde Hav holder på en anden verdensrekord. Bredderne af Det Døde Hav er nemlig det dybestliggende sted i verden, hvor man stadig kan gå tørskoet omkring. Overfladen af Det Døde Hav ligger således hele 420 meter under havets overflade!

Det højeste bjerg

Mennesket blev tidlilgt fascineret af de højeste bjerge, som måtte bestiges – noget, der i gamle dage voldte stort besvær og kostede mange menneskeliv, da man som bjergbestiger ikke havde tekniske hjælpemidler, men måtte klare sig som almindelige mennesker – uden ekstra ilt i de store højder.

Højst af alle bjerge er Mount Everest med sine 8.848 meter over havet. Mount Everest ligger i Himalaya, som byder på mere end 100 bjergtoppe højere end 7 km. Til sammenligning når ingen bjergtop i Andesbjergene over 7 km. Højeste sted er her Aconcagua med 6.962 meter.

Nepal, Kashmir og Tibet rummer således verdens suverænt højeste bjerge, der alle skyldes sammenstød mellem Indien og Eurasien for 50 millioner år siden. Bjergene blev presset op ved sammenstødet – om man nu kan kalde det sådan, når det sker over millioner af år. Dette sammenstød mellem jordplader er således det stik modsatte af, hvad der skaber de største havdybder. Her er det jordplader, som glider fra hinanden og skaber kilometerdybe kløfter.

Den største sø

Når det gælder søer, må vi igen dele dem op i forskellige kategorier. Ser man udelukkende på arealet, går førstepladsen til Det Kaspiske Hav, som egentlig er en indsø, men som på grund af sit saltindhold har fået prædikatet “hav”. Det Kaspiske Hav dækker således hele 371.000 kvadratkilometer og indeholder 78.200 kubikkilometer vand, hvilket rækker til endnu en førsteplads – som vandrigeste sø i verden.

Hører man imidlertid til dem, der med en sø mener rent ferskvand, skal vi helt over til Sibirien for at finde rekorden. Her ligger nemlig den store Bajkal-sø, som rummer 23.000 kubikkilometer rent ferskvand – det meste af det lige til at drikke. Bajkal-søen rummer alene en femtedel af alt ferskvand på jorden.

Bajkal-søen huser også den dybest belilggende søbund i verden. Her er der 1.673 meter fra top til bund.

Det største hav

To tredjedele af jorden dækkes i dag af vand. Kun en tredjedel er land.Verdens ubestridt største hav er Stillehavet, hvis areal er 169,2 millioner kvadratkilometer. Stillehavet dækker 46% af alle havoverflader på jorden og hele 32% af jordens samlede overflade. Således fylder Stillehavet alene mere end jordens samlede landmasser! Stillehavet rummer også verdens dybeste sted, nemlig Marianergraven.

På andenpladsen kommer vort eget Atlanterhav, som med et samlet areal på 106.4 millioner kvadratkilometer dækker omkring en femtedel af jordens overflade. Atklanterhavet er et ungt hav sammenlignet med Stillehavet – et hav, som er i stadig udvidelse. Således driver det nordamerikanske kontinent stille og roligt fra det europæiske – med en fart af nogle få cm årligt. Og Nordatlanten bliver tilsvarende større.

Det koldeste sted

Vi ved alle, at det er koldt på toppen, og at det samme gælder Nordpolen. Men vi skal et helt andet sted hen for at finde det koldeste sted i verden – faktisk stik sydpå til Sydpolen eller Antarktis, som denne verdensdel normalt kaldes. Hvor Nordpolen eller Arktis udelukkende består af is, er der solid klippegrund under Antarktis.

Og der skal fast grund under fødderne, hvis det skal være rigtig koldt. Således måler man regelmæssigt temperaturer på minus 50 og 60 grader dybt inde i Sibirien. Men det er alligevel for intet at regne sammenlignet med Antarktis, hvor kulderekorden stammer fra. Den ligger hele 89,2 grader Celsius under frysepunktet og blev målt i 1983 på den russiske del af Antarktisk – ved forskningsstationen Vostok.

Og i Vostok kryber termometeret aldrig over minus 19 grader – selv ikke ved midsommer…

Det varmeste sted

Det kommer næppe bag på nogen, at vi skal ud i den tropiske ørken for at finde varmerekorderne her på jorden. Således finder vi den højst registrerede temperatur i Gadaffis nordafrikanske Libyen, hvor man tilbage i 1922 målte 57,7 grader i skyggen nær byen Al ‘Aziziyah.

Den virkelige varmerekord er sikkert noget højere, for dels ligger Al ‘Aziziyah kun 40 km fra det svalende Middelhav – og dels var der i 1922 kun meget få meterologiske stationer i denne del af verden.

Moder Jord byder således på et klima, der svinger med ikke mindre end 146,9 grader! Et klima, der i disse år bliver stadig varmere…

© 2007 Steen Ulnits

Vi danskere får jævnligt at vide, at vi skal spise mere fisk – helt enkelt fordi det er sundt. Men er det nu også det?

Fødevarestyrelsen anbefaler, at vi alle spiser fisk flere gange om ugen – minimum 2-300 gram og helst en blanding af fede og magre fisk. Fiskeribranchen bakker naturligvis op om dette og har gjort sit til at øge fiskespisningen med den velkendte TV-kampagne “Det er der ingen ben i”

Imidlertid har flere undersøgelser vist, at det står skidt til med fiskespisningen hos danskerne – specielt de unge. Fødevareinstituttet ved DTU har netop sammenlignet to undersøgelser fra henholdsvis 1995 og 2000-2004. Heraf fremgår, at børn og unge spiser mindre fisk end tidligere. 4-24 årige får således sjældent mere end 100 gram fisk om ugen – mod de anbefalede 2-300 gram. Og to ud af tre i samme aldersgruppe spiser overhovedet ikke fisk – I hvert fald ikke som hovedmåltid.

Der er flere gode grunde til at spise fisk. Fisk indeholder nemlig godt med vigtige næringsstoffer såsom D-vitaminer, sporstoffet selen og de sunde omega-3 fedtsyrer, som er med til at holde eskimoer og andre fiskespisere fra for hjerte-karsygdomme. De er også vigtige for udviklingen af hjernen hos spædbørn.

En ny og stor engelsk befolkningsundersøgelse har tilsvarende vist, at børn af mødre, der ikke spiste den anbefalede mængde fisk fisk, havde en nedsat evne til at formulere sig mundtligt.

Fisk farlig føde?

Så vidt så godt, og var alting blot så enkelt, burde alle spise mere fisk. Men der er en slange i paradiset, som ofte og tilsyneladende bevidst overses eller forbigås i tavshed. Det er, at fisk også kan indeholde stoffer, som er decideret sundhedsfarlige.

Fødevarestyrelsen er dog klar over dette og råder især gravide kvinder til at holde lidt igen med indtaget af fisk – dette naturligvis af hensyn til fosteret inden fødslen. De samme forbehold gælder børn under 14 år, som heller ikke bør spise for meget fisk.

Både vordende mødre og deres børn frarådes således at spise mere end 100 gram fisk om ugen – børn under 3 år sågar ikke over 25 gram om ugen. Gravide bør heller ikke spise levertran, som har et meget højt indhold af A-vitaminer.

Baggrunden for disse anbefalinger er, at fisk ikke bare kan, men altid indeholder skadelige stoffer i tilgift til de velkendte gavnlige. Det er blot mængden, der varierer. Så længe indholdet blot er lavt, overvejer fordelene ved at spise fisk ulemperne. Men overstiger det internationale grænseværdier, blliver spisning af fisk sundhedsfarligt.

I disse år retter interessen sig primært mod tungmetallet kviksølv og det kræftfremkaldende giftstof dioxin. Svenske myndigheder har længe anbefalet gravide kvinder ikke at spise laks fra Østersøen, da østersølaksen har vist sig at indeholde store mængder dioxin. Dette gælder naturligvis også laksen omkring Bornholm.

Årsagen er I begge tilfælde, at laksen primært æder sild og brisling, som begge indeholder store mængder dioxin, der opkoncentreres yderligere I laksene. Problemet er så stort, at danske myndigheder for nogle år siden erklærede et totalt stop for det danske laksefiskeri.

Man fandt dog siden ud af at omgå dette stop ved 1) at forbyde fangst og handel med laks større end 4 kg (hvordan det så ellers skulle kunne lade sig gøre at undgå større laks I fangsterne) og 2) ved at pudse det dioxinholdige fedtvæv af større laks, så de kom under EU’s grænseværdier for dioxin

Kviksølv I Gudenåen

Foreningen Danske Fluefiskere sendte i november 2007 en aborre, fanget i Gudenåen, til analyse hos firmaet EUROFIN. Her målte man et indhold af kviksølv på 250 mikrogram pr. kilo.

Det er fem gange så meget som i de fisk, der normalt kan købes hos fiskehandleren. Derfor anbefaler Danske Fluefiskere nu at overveje et totalt forbud mod salg og spisning af rovfisk fra Gudenåens vandsystem, der som bekendt også omfatter Randers fjord.

Forbuddet bør omfatte ål, gedde, sandart, skrubbe og aborre, mener foreningen, som også fraråder gravide og børn under 14 år at spise disse fisk. Fritidsfiskere og lystfiskere bør ikke spise fisk fanget i området mere end én gang om ugen.

Kviksølv findes naturligt i små mængder, men stammer især fra industriens produktion. Tidligere også fra landbruget – I form af bejdset såsæd, så det ikke rådnede. Kviksølvet hober sig op i alle fødekædens led, inden det bliver spist af mennesker.

Kviksølv er samtidig et af de farligste stoffer, der kendes. Det er et grundstof, som I organisk form er fedtopløseligt og derfor let optageligt I kroppen. Det er også et stof, der især ophobes hos fede fisk som laks og sild, mens magre fisk som torsk og aborre ikke er helt så modtagelige. Her ophobes kviksølv dog meget I rognen.

Især fostre er udsat for forgiftning fra kviksølv, da deres evne til at udskille stoffet er meget ringe. I Japan ramtes Minamata bugten i 1950`erne af kviksølvsforgiftning. Årene efter fødtes hundredvis af svært hjerneskadede børn. Fra Færøerne kendes tilsvarende eksempler på børn med dokumenteret ringere indlæringsevne – efter forhøjet indtagelse af kviksølv fra fisk og havpattedyr.

De danske myndigheder måler ikke indholdet af tungmetaller som kviksølv i ferskvandsfisk. Det gør de i Sverige, hvor man længe har haft fokus på problemet. Her findes også et seriøst overvågningsprogram.

Den dag i dag erhvervsfiskes der på den ferske eller brakvandede Randers Fjord, hvorfra især aborrer eksporteres til Sydeuropa. Med den nye undersøgelse I baghovedet kan der stilles endog store spørgsmålstegn ved et fortsat erhvervsfiskeri på fjorden – med eksport for øje.

Under alle omstændigheder må vi af hensyn til folkesundheden forlange, at myndighederne fremover moniterer kviksølvindholdet på fisk fanget I Randers Fjord.

© 2007 Steen Ulnits