Forfatterarkiv: Steen

Nap & Nyt fylder 60 år

Det første og største grejkatalog af dem alle – Nap & Nyt fra ABU Svängsta – så dagens lys i 1948. Nap & Nyt kan således fejre et stolt 60 års jubilæum her i år 2008! Det afspejles tydeligt af katalogets forside, der viser mange forskellige forsider fra de forgangne år.

I alle disse år har vort katalog ikke blot været en omtale af vore produkter, men et sandt opslagsværk for sportsfiskere verden over. Her har man kunnet finde brugbare fisketips, spændende fiskereportager, Drømmerejsen, fangstrapporter, hugtabel og fiskeskole for de yngre fiskere.

Så egentlig er det ikke så mærkeligt, at Nap & Nyt er blevet et begreb – for mange sportsfiskere sågar en slags “fiskebibel”. Når kataloget er trykt og sendt ud til forhandlerne, så er det startskuddet til den nye fiskesæson – og til indkøb af nyt fiskegrej.

At mestre det, man beskæftiger sig med

Gennem årene er det lykkedes os fremstille mange produkter, som har været innovative og banebrydende. Og her tænker vi ikke kun på Ambassadeur. Adskillige af disse produkter er blevet klassikere i fiskeverdenen og er stadig meget populære her.

Vor beliggenhed – tæt ved Mørrumsåen, søerne og Blekingekysten – har givet været medvirkende årsag til vor succes. Men frem for alt er det Göte Borgströms finmekaniske traditioner og unikke tekniske løsninger, som har skabt en stabil og innovativ virksomhedskultur – fra AB Urfabrikken anno 1921 og helt frem til vore dages Abu Garcia og Pure Fishing.

Den tidlige succes med Ambassadeur 5000 viste, at vi var på rette vej. Som en direkte følge heraf vovede vi at satse helhjertet på nye produkter. Fremgang skaber helt enkelt mere fremgang. Allerede i begyndelsen af 1960’erne var ABU derfor en verdensførende virksomhed i sin branche, og Nap & Nyt blev trykt i mere end 1 million eksemplarer.

Et af vore første store hits i Nap & Nyt var spinneren “Reflex” Den blev lanceret i 1951 og blev straks en stor succes. Nu havde sportsfiskerne fået en spinner, som fiskede effektivt ved både langsom og hurtig indspinning.

Det karakteristiske bølgeformede spinnerblad reflekterede lyset i alle retninger og lokkede alle slags rovfisk og ædelfisk til hug. Reflex var en videreudvikling af den i forvejen populære ABU-spinnaren, og den er stadig en af vore absolut bedst sælgende agn.

Ambassadeur 5000 – klassikeren over alle klassikere

Året efter – i 1952 – præsenterede ABU sit klassiske rødlakerede Ambassadeur 5000 på verdensudstillingen i New York.

Manden bag denne revolution blandt multihjul var konstruktøren Åke Murvall, og den store sensation var centrifugalbremsen, som effektivt hindrede overløb under kast. Ja ikke helt, men dog så meget, at almindelige mennesker nu kunne fiske multihjul med alle de fordele, det medfører. Uden at overdrive kan man sige, at det var dette ene produkt, som grundlagde ABU’s fremtidige succes.

Det første svenske fastspolehjul – ABU 444 – blev introduceret i 1955. Det var da verdens eneste fastspolehjul med slirebremsen “korrekt” placeret bagtil på hjulhuset. Konstruktøren var Karl Nurmse, som til daglig gik under navnet “Haspel-Kalle” (Fastspole-Kalle på dansk). Hjulet blev en stor succes og fremstilledes helt frem til 1979. ABU 444 kaldes ofte “verdensmesterhjulet”, da det hjembragte VM-guld i længdekast!

Samme år så Hi-Lo wobleren dagens lys. En unik wobler med stilbar ske til fiskeri på forskellige dybder. Et populært kunstagn og fast inventar i enhver geddefiskers grejboks den dag i dag!

Abumatic – nybegynderens redning

To år senere – i 1957 – blev Abumatic-hjulene for første gang præsenteret i Nap & Nyt. Nu kunne selv den mest urutinerede nybegynder lære at kaste problemfrit på fem minutter. Abumatic er stadig en udmærket introduktion til sportsfiskeriets spændende verden.

Abumatic 60 var samtidig en verdenssensation med sin Syncro-bremse. Når man fører håndtaget fremefter, har hjulet stor indspinningskraft. Når fisken stikker af, fører man håndtaget baglæns og reducerer straks bremsekraften. Og når man atter drejer fremefter, får hjulet straks sin fulde bremsekraft tilbage. En værdifuld finesse, som stadig findes på udvalgte hjul i vort sortiment.

Abulon-linerne var årets nyhed i 1959. Nylonliner af høj og stabil kvalitet betød en revolution for sportsfiskeriet. De upålidelige og sarte flettede silkeliner blev nu helt erstattet af de populære og meget prisbillige Abulon-liner.

Året efter introducerede ABU så sin Drømmerejse-konkurrence. De største fisk fanget på ABU-grej vinder en fantastisk fiskerejse til et afsides sted på jorden. Med undtagelse af en kort pause i 1990’erne lever denne populære konkurrence stadig videre. Nu i nært samarbejde med svenske Fiskejournalen og danske Fisk & Fri.

Luksusklassiker med 24 karat guld

I 1963 præsenterede ABU et forgyldt medlem af sin Ambassadeur-familie – Ambassadeur De Luxe. Et tidløst sort hjul med forgyldte detaljer, livstidsgaranti og fri service. Indehavere af dette hjul er berettiget til medlemsskab af “International Ambassadeur Club” – et eksklusivt selskab.

Trods sit luksuriøse udseende er det et hjul, som fungerer perfekt til praktisk fiskeri. Men naturligvis pryder langt de fleste guldhjul en hylde eller et vitrineskab derhjemme. Ambassadeur De Luxe er den dag i dag en meget attraktiv gave til fødselsdag eller andre højtider.

“Mörrumsspinneren” er, som navnet antyder, en spinner til lidt dybere eller strømmende vand. Den er et effektivt agn – specielt til større rovfisk – som så dagens lys i Nap & Nyt 1964, og som stadig er blandt vore bestsellere. Ophavsmanden var legendariske Olle Törnblom, som overlod rettighederne til ABU.

Manden bag fastspolehjulet ABU 444 – Karl Nurmse – stod også bag Cardinal 66 og 77. Det var hjul, som hurtigt blev manges favorit efter introduktionen i 1965. Tilsvarende hjul fandtes slet ikke på markedet.

Cardinal 66 og dens storebror 77 havde en silkeblød og lydløs gang, som skyldtes snekkedrev i bronze og kuglelejret spoleaksel i rustfrit stål. Slirebremsen bagtil havde delrinskiver, og hele konstruktionen var klippestabil. Selv laksefiskeri i strømvand håndterede disse hjul. Nogle år senere kom de mindre modeller Cardinal 44 og 33 til.

Kuglelejrede hjul gør deres entré

I 1967 kom så det første kuglelejrede Ambassadeur – 5000C – som var en videreudvikling af tidligere 5000 modeller. Spolen var kuglelejret, og både sidegavle, spole, stjernehjul og håndtag fremstod i diskret sort eloksering. Øvrige synlige dele var elegant forkromede.

Samme år introduceredes også agnnyheden “Droppen” (Dråben) – en spinner, som primært var konstrueret til at kaste langt og let. Det var daværende salgschef Alf Eurenius, som udtænkte denne spinner. Det træfsikre salgsslogan i Nap & Nyt 1967 lød overbevisende: “Droppen, som får fiskekurven til at flyde over!”

ABU fejrede sit 50 års jubilæum i 1971. En spændende rejse, som begyndte med lommeure, telefontællere og taxametre. I 1939 var verdens mindste taxameter klar til verdensmarkedet. Bestillingerne, som vi fik på rygtet alene, havde kunnet beskæftige fabrikken i adskillige år – hvis ikke krigen var kommet i september samme år.

Vort alternativ til taxameteret var guldpendulure og spinnehjul. Fremstilling af pendulure var ikke nogen større udfordring for os, men det var til gengæld spinnehjulene. Vi havde præcisionen i fingerspidserne. Og i 1971 var ABU så verdensførende med en omsætning på 45 millioner svenske kroner og repræsentation i flere end 90 lande verden over.

Ambassadeur 2500 får comeback!

I 1976 introducerede vi en “lille” nyhed i Nap & Nyt – Ambassadeur 2500C. Det var et multihjul til det lette Fiske 1. Dets konstruktører havde placeret kuglelejerne tæt på spolen, hvilket gav mindre slør mellem spole og indergavle.

Det gjorde det muligt at bruge tynde liner og lette agn – et område, hvor multihjulet hidtil ikke havde kunnet konkurrere med fastspolehjulet. I år er Ambassadeur 2500C tilbage i vort sortiment. Et begrænset antal vil blive produceret i Svängsta, blandt andet i originalfarven fra 1976 – stålgrå.

To år senere – i 1978 lancerede ABU en af sine mest populære hjulserier nogensinde – Cardinal 54, 55 og 57. Disse hjul blev hurtigt regnet blandt verdens mest raffinerede fastspolehjul, hvilket skyldtes finesser som udvendig spole af acetalplast, kuglelejret spolehus, bevægelig lineførerrulle, krydsoplægning af linen, lineær slirebremse bagtil, omstilling af indspinningsside og præcisionsfræset snekkedrev.

Ikke mærkeligt, at Cardinal 50-serien hurtigt blev fastspolefiskernes nye favoritter. En elegant matsort finish med hofleverandørens våbenskjold i guld var sikkert medvirkende årsag. En attraktiv og nærmest legendarisk serie fastspolehjul “made in Sweden”.

Dette var et lille udvalg af vigtige milepæle, som er blevet præsenteret i Nap & Nyt 1948-1978. Milepæle, som har gjort det ikke så lidt sjovere at være lystfisker på denne jord!

Berkley

– fra kælderfirma til verdensførende

I 1930’erne begyndte den 16-årige Berkley Bedell så småt at binde fluer hjemme i kælderen hos forældrene. Fluerne solgte han videre til lokale sportsforretninger i Spirit Lake.

Ved siden af gik han med aviser for at supplere indtægterne. Til sidst havde han fået sparet 50 dollar op, så han kunne købe stort ind af materialer og starte sin egen virksomhed i 1937. Fluerne var en succes, og for at klare efterspørgselen hyrede han flere af sine skolekammerater. Berkley begyndte også at fremstille sine egne forfang, og kundekredsen øgedes støt, mens han selv fortsatte i skolen.

Efter at have ligget i mølpose under hele Anden Verdenskrig startede firmaet op igen. Den helt store succes blev en ny type forfang – stålwire overtrukket med tynd nylon – de nu velkendte Steelon Leaders.

Berkley var en dreven forretningsmand, som til stadighed befandt sig på landevejen. Både som sælger af fiskegrej og som udvikler af nye produkter. Hele tiden forsøgte han at finde løsninger på problemer, som var til besvær i fiskeriet. Han var ikke tilfreds med acceptable løsninger, men stræbte hele tiden efter det perfekte produkt. Og her var det så, at Trilene kom til verden.

Trilene bliver til

Berkley Bedell var nu uddannet kemiker og begyndte allerede i 1950’erne at eksperimentere med fremstilling af nylonliner. DuPont havde netop lanceret nylon på efterkrigsmarkedet, men materialet var endnu for stift til at kunne bruges på fiskehjul.

I 1959 lykkedes det så Berkley at udvikle Trilene, som består af tre forskellige typer nylon. De første prøver blev uddelt gratis til udvalgte kunder, og snart begyndte bestillingerne at strømme ind. Det blev starten på Trilenes succes og Berkley’s ekspansion. Trilene er stadig den mest solgte line i USA, da den konstant produktudvikles og forbedres i takt med nye krav fra sportsfiskere verden over.

Op gennem 1960’erne opkøbte Berkley en stangproducent i Kalifornien og etablerede desuden egen fabrik i Taiwan. Berkley forsøgte sig også som producent af fiskehjul, men uden større held. Ti år senere nedlægges fabrikken i Taiwan, og Berkley lægger nu strategien om.

I stedet for selv at fremstille det hele og bruge både tid og penge på forskning og udvikling, begynder Berkley nu at erhverve markedsførende virksomheder inden for området. Det startede med købet af Fenwick i 1988 og fortsatte med Abu Garcia i 1995. Mitchell og SpiderWire kom til koncernen i 2000. De seneste to opkøb var SevenStrand i 2003 og Stren i 2004.

Sammen med Berkley indgår alle disse specialiserede sportsfiskevirksomheder i moderfirmaet Pure Fishing.

CCR: Carbon Content Rating

Berkley’s store succes skyldes ikke kun Berkley Bedells udvikling af Trilene linen. Virksomhedens strategi er langsigtet og målet hele tiden at fremstille det bedste fiskegrej, som findes.

Salgsgas og halve sandheder er ikke blandt Berkley’s redskaber. I stedet er al produktudvikling målrettet og videnskabeligt baseret. Nye produkter gennemgår omfattende laboratorietests igennem flere år, inden dygtige og erfarne testfiskere får produktet i hænderne. Derfor kan du være sikker på, at Berkley’s produkter altid holder, hvad reklamerne lover!

Berkley vakte stor opstandelse i grejbranchen, da man i 1980’erne lancerede stænger med såkaldt “Carbon Content Rating” – forkortet CCR. Berkley havde nemlig kigget nærmere på markedets mange såkaldte “kulfiberstænger”, og han havde opdaget, at mange af dem indeholdt endog meget lidt kulfiber – hvis noget overhovedet…

Det fandt han ud af på ganske radikal vis: Han indkøbte stænger fra konkurrerende firmaer og lod så et uvildigt laboratorium brænde dem af på kontrolleret vis, så man kunne fastslå det reelle indhold af den dyre kulfiber.

Der gik chokbølger gennem branchen, som var vant til at kunne påstå hvad som helst. Det kunne de ikke længere, og nogle blev taget med bukserne helt nede ved gulvet. Lidt som i Kejserens Nye Klæder: – Jamen, der er jo slet ikke kulfiber i…

Powerbait og Gulp!

De seneste tyve år har Berkley udviklet sig med forrygende fart. Det begyndte først i 1990’erne med Powerbait, som næsten alle fiskearter har meget svært ved at modstå. Enten i form af forskellige pastaer eller formet til jig-lignende agn.

Power Bait jigs har i mange år været storfangende til såvel amerikanske bass som skandinaviske aborrer. For slet ikke at tale om Power Baits totale dominans til Put and Take fiskeri efter regnbueørreder. I mange søer fiskes der næsten ikke med andet!

Seneste skud på denne stamme er Gulp!, som i modsætning til det oliebaserede Powerbait er vandbaseret. Det muliggør en langt bedre spredning af duftstoffer og afgivelse af smagsstoffer end nogensinde før.

Berkley’s egne laboratorietests har således dokumenteret, at de nye Gulp! produkter faktisk fanger bedre end den ægte vare – at eksempelvis fladfisk hellere vil have en Gulp! sandorm end en ægte sandorm. Gulp! virker helt enkelt mere ægte end den ægte vare!

Samtidig er det et revolutionerende produkt, som sidder det bedre fast på krogen og er langt lettere at skaffe. Et agn, som hele tiden afgiver lokkende duft- og smagsstoffer til vandet. Og som samtidig er 100% biologisk nedbrydeligt i vandet.

FireLine fyrer op…

I slutningen af 1990’erne lanceredes så FireLine – en fantastisk superline med en styrke og følsomhed, som ingen havde set magen til. Selv efter ti år på markedet. Succes’en med FireLine er fulgt op med udvikling af nye og endnu bedre produkter.

FireLine XDS har en mere rund profil og en endnu højere brudstyrke. FireLine Crystal, som introduceres i 2007, er verdens første transparente superline. Perfekt til sky og forsigtige storfisk. Fås sågar en uhørt tynde tykkelser (0.06 mm!), som det aldrig tidligere har været muligt at fremstille.

Whiplash er den flettede udgave af FireLine, og Whiplash Crystal er verdens første transparente fletline. Man kan således trygt regne med, at der også fremover vil komme en lind strøm af spændende nyheder fra Spirit Lake, Iowa, US of A!

“Frenzy” hardbaits

Intet blev overladt til tilfældighederne, da Berkley gik i gang med at udvikle wobleren med det “catchy” navn “Frenzy”. Her blev fiskene for alvor spurgt til råds!

Bass er Amerikas sportsfisk nummer ét – dertil en meget aggressiv rovfisk, som mere forlader sig på synet end lugtesansen. Derfor har først Berkley og siden Pure Fishing brugt mange ressurser på at indbygge attraktive smagsstoffer i jighaler og gummiorm.

Dr. Jones indrømmer, at stofferne her næppe lokker fiskene til over længere afstande – via deres lugt. Lugten spredes som sagt dårligt fra de oliebaserede produkter, der til gengæld holder godt på smagsstofferne.

Det samme gælder fiskene, som ikke så hurtigt giver slip igen, når de har bidt tænderne sammen om en velsmagende plastagn. Det giver fiskeren mere tid til et sikkert tilslag, inden fiskene igen spytter agnet ud igen mere tid end agn uden indbyggede smagsstoffer.

Skal man for alvor have fat i rovfisk og gøre det over længere afstande, skal der lokkende bevægelser til, som kan pirre både synssansen og følesansen det sidste via den følsomme sidelinje.

Berkley tog derfor skridtet fra de såkaldte “softbaits” til “hardbaits”, som kunstagn i metal og plast hedder på disse kanter. Målet var at udvikle en storfangende wobler baseret på indgående studier af fiskenes reaktioner på forskellige bevægelsesmønstre.

På samme måde som forskellige fiskearter har forskellige præferencer, hvad angår duft og smag, så reagerer de også forskelligt på forskellige bevægelsesmønstre hos kunstige agn. Det gjaldt nu om at identificere de mest attraktive bevægelser – noget, der krævede andet og mere end vatkugler og akvariefisk.

Dr. Jones gik derfor i gang med at bygge et stort svømmebassin, hvor fiskene i frit vand kunne vise deres interese over for diverse woblere og disses farver.

Robbie the Robot Fisherman

Det er ganske fascinerende at få et kig indenfor i denne “svømmehal” for fisk.

Her møder vi “Robbie the Robot Fisherman”, som Dr. Jones kalder ham – en højteknologisk og fjernstyret robot, der på skinner kører rundt om svømmebassinet med programmérbar fart. Forsøgsfiskene går i små tanke midt inde i det store svømmebassin – klar til at lukke ud i hold af 5 fisk.

Hvert hold får først 4 timers tilvænning, hvor de vænner sig til at se og høre Robbie the Robot Fisherman køre omkring dem. Først derefter monteres den agn, der nu ønskes undersøgt, for enden af en kort line, der igen sidder fast på en kort fiskestang – holdt af Robbie!

Der er naturligvis ikke kroge på agnene, men for at kunne studere fiskenes reaktioner på nærmeste hold, sidder der umiddelbart foran testagnet et lille videokamera, som online sender billeder op til en computerskærm på det tørre. Her kan Dr. Jones så i ro og mag studere fiskenes reaktioner og på den måde identificere de bevægelsesmønstre, som fiskene reagerer bedst på.

Dr. Jones har ikke tal på, hvor mange prototyper af woblere man måtte igennem, førend Berkley vovede at lancere sin første seriefremstillede af slagsen. – Men det var mange, siger han, – flere hundrede.

Frenzy

Resultatet blev en woblerserie med navnet “Frenzy”, hvilket betyder noget i retning af at gå bananas – fiskenes forhåbentlige reaktion, når de møder wobleren i vandet.

Men woblerne skal ikke blot have de rette bevægelser i vandet. De skal også have dem ved den rette hastighed og skal kunne nå ned i den ønskede fiskedybde.

Derfor indrettede Dr. Jones endnu en stor vandtank til eksperimenter. En tyve meter lang, smal og flere meter dyb tank, hvor en maskine trækker woblerne igennem vandet med en forud bestemt hastighed. Ved at gå ned i kælderen kan man så se og måle den eksakte fiskedybde, som de forskellige Frenzy-woblere når under indspinningen.

Robot the Robot Fisherman bliver brugt til andet og mere end blot woblere. Den bliver naturligvis også brugt til at teste bevægelsesmønstre på jighaler og gummiorm, så man også her kan identificere de bevægelser, som fiskene reagerer bedst på.

En alsidig herre, må man sige – en af Pure Fishing’s mest trofaste og hårdest arbejdende ansatte. Og Dr. Jones’ helt uundværlige assistent, når nye succesagn skal søsættes!

Småt, men godt!

Tohatsu 3.5 HK

Testsejlads af mindste Tohatsu 4-takter på 3,5 HK. Perfekt motor til alujoller, pontonbåde og mindre gummibåde

I efterhånden nogle år har jeg sejlet rundt med en 30 HK Tohatsu 4-takter på min Ryds jolle. Med Power Trim og Tilt har det været den ideelle motor for mig og min 14 fods Ryds båd. Ikke mindst fordi den er markedets suverænt letteste motor i sin klasse.

Nu stod jeg så og skulle have en lille motor, der kunne bruges på både min store pontonbåd og min lille gummibåd. Et stærkere alternativ til elmotoren, som jo gør det godt på kort hold, men som ikke står distancen. Da skal der benzin til, og da slipper man for at slæbe rundt på det tunge batteri.

Efter at have canvasset markedet faldt valget atter på Tohatsu – denne gang i form af en lille 3,5 HK 4-takter, som kun vejer 17 kg – med indbygget tank, så man sparer på den trange plads i de små fartøjer, der her er tale om.

En elmotor lyder umiddelbart som den rette løsning til så små både – lette og lydløse, som de jo er. Men i virkeligheden er de alt for tunge – når altså det obligatoriske batteri nødvendigvis må tælles med. Uden et batteri, der gerne vejer 20-30 kg eller mere sågar, sejler disse lydløse letvægtere ingen steder. Og hvor skal man placere batteriet, når først motoren er spændt fast?

Letvægtsløsning

Begge disse problemer løses af den lille benzindrevne påhængsmotor, som totalt vejer og fylder mindre end eller halvdelen af, hvad en elmotor med batteri gør. Samtidig har den en større aktionsradius end elmotoren, hvis blot man har en ekstra 5 liters benzindunk med ombord. Så kan man komme rigtig langt omkring i løbet af en lang fiskedag!

Eneste mangel ved disse små påhængsmotorer er gearet, som kun omfatter frem og fri. Noget bakgear er der ikke. Til gengæld er der 180 graders styring, hvilket betyder, at man må vende motoren 180 grader, hvis båden skal bakkes.

Det vænner man sig dog hurtigt til – specielt hvis man råder over en større båd, som tillader, at man vender sig rundt og står op på knæene. Et drejeligt sæde er naturligvis guld værd i denne forbindelse.

Mindre pontonbåde tillader ikke dette, og de egner sig alene af denne grund ikke til påhængsmotor af denne art.

Vejledende listepris er pt. (primo 2009) ca. kr. 8.000,-. Men hvis man spørger sig lidt for, er der ofte gode penge at spare i form af et godt tilbud. Dette gælder naturligvis specielt, når den traditionelle bådsæson er overstået og bådforhandleren er ved at drosle ned.

Under alle omstændigheder bliver den lille benzindrevne hjælper hurtigt en uundværlig makker på fisketuren!

Tre generationer ruller ind…

Det er sjældent, at man som samler kan nøjes med at have tre eksemplarer i sin samling for at kunne kalde den komplet.

Det er imidlertid tilfældet – hvis man altså kan nøjes med ét eksemplar fra hver generation af ABU’s nu hedengangne fluehjul!

Spørger man i dag en tilfældig håndfuld lystfiskere om, hvad ABU repræsenterer, så siger de med største sandsynlighed “spinnefiskeri” – i form af Cardinal fastspolehjul og Ambassadeur multihjul. Dertil Toby blink, Reflex spinnere og Hi-Lo woblere.

Og det er ikke uden grund, for det var her, det hele startede – her, de svenske urmagere havde og stadig har deres største force. Spinnefiskeri efter gedde, aborre, ørred og laks med mange flere fisk.

Men ABU har skam også været et smut inde om fluefiskeriet – i en tid, hvor det ikke var nær så udbredt at fiske med flue, som tilfældet er i dag. I dag er det mange steder ved at være mere almindeligt at fiske med flue end med spin – selv på kysten, som er et af fluefiskeriets nyere domæner.

Efter fusionen med amerikanske Pure Fishing har ABU dog set skriften på væggen og indset, at firmaets fremtid ikke ligger i fluefiskeriet. Her står amerikanske Fenwick langt bedre, og Fenwick er i dag også under Pure Fishings beskyttende vinger.

Record

Men lad nu det ligge. Faktum er nemlig, at ABU siden Anden Verdenskrig har fremstillet tre generationer af fluehjul, der alle var meget forskellige fra hinanden. Som hver især repræsenterer svundne tider med deres karakteristika.

Første skud på stammen var det hammerlakerede Record-hjul, som jeg selv første gang så på et sorthvid foto i svenskeren Curt Lindhés dejlige og inspirerende bog “På Fiskesafari i Nordatlanten” fra 1966. En vidunderlig bog, som for alvor inspirerede og fostrede globetrotteren i undertegnede – en bog, som derfor blev altafgørende for min egen karriere inden for fiskenes og fiskeriets forunderlige verden.

På side 25 ligger her en dejlig fjeldørred – en let farvet hanfisk, som Curt fangede i den sydgrønlandske Quingua elv i bunden af fjorden ved Narssarssuaq. På synkeline og en stor lakseflue, som kunne ses i det mælkehvide gletchervand. Hjulet er – ikke overraskende for den tid og i denne artikel – et ABU Record Standard med den klassiske hammerlakfinish!

Jeg jagtede i mange år et velbevaret eksemplar af denne klassiker, men det lykkedes først i 2008 – på en svensk auktion – at erhverve det ønskede eksemplar: Et ABU Record Standard i elegant turkisgrøn hammerlak. Et næsten ubrugt eksemplar i bedste stand.

Record fluehjulet figurerer første gang i Nap & Nyt fra 1948. Farve og finish var den samme i hele hjulets produktionstid – lige bortset fra de første 2-3 år, hvor man i stedet brugte gråbeige.

Hjulet var tydeligt inspireret af datidens nok mest klassiske og udbredte fluehjul, nemlig Condex fra engelske Young & Sons. Produktionen af Record hjulet ophørte i 1965 og afløstes i 1966 af det karakteristiske trekantede Delta-hjul.

Delta

ABU gjorde en helhjertet indsats for fluefiskeriet op gennem 1970’erne og ikke mindst 1980’erne, hvor man fik god hjælp fra amerikanske Fenwick. Fenwick var dengang verdensledende med sine Feralite fluestænger i S-Glass og leverede klingerne til ABU’s successerie af samme navn. Det var forløberen for nutidens kulfiberstænger, som lanceredes i 1983 – af selvsamme Fenwick.

Delta 3 fluehjulet blev først lanceret i 1966 – som resultatet af mange overvejelser fra ABU’s side. Det vægtigste argument for det meget utraditionelle og karakteristiske trekantede design var støttepillerne, som hermed kunne gøres flade og ovale – med langt mindre slitage på fluelinen til følge. Et godt salgsargument. Uheldigvis medførte det også en høj vægt (230 gram for Delta 3’s vedkomende) og en ringe linekapacitet.

Det trekantede design var karakteristisk og helt uden sidestykke. Og designet var gennemført, for selv håndgrebet er trekantet!

Delta 3 blev fulgt op af Delta 5, som lanceredes i 1968, og som dengang må have været noget nær verdens mest avancerede fluehjul – med en bremse, der kunne justeres med en vippearm på bagsiden af hjulet. Havde man som fluefisker et Delte 5 på sin sorte Diplomat 850 fluestang med ditto skumplast greb, kunne man ikke nå højere!

Men vægten var stadig høj (240 gram for det nye Delta 5) og linekapaciteten ringe. Delta hjulene blev derfor aldrig det hit, som konstruktørerne på ABU havde ønsket og håbet på. Produktionen af Delta 3 og 5 hjulene ophørte derfor i 1979.

Det var dengang, da fluefiskeriets verden endnu var enkel og ligetil: Flueliner var enten flydende eller synkende, og man kunne vælge mellem dobbelttaperede DT liner og forwardtaperede WF liner. Ak, hvor enkelt – ak, hvor skønt…

Diplomat

Afløseren for Delta hjulene kom allerede i 1977, hvor Diplomat fluehjulet blev lanceret. Delta og Diplomat fortsatte side om side frem til 1980, hvor Delta forsvandt og Diplomat hjulene fik sortelokseret spole.

Med Diplomat var der atter tænkt nyt, og her var resultatet rigtig godt. Diplomat hjulene var klassiske af udseende, pæne at se på og virkeligt funktionelle. Hertil bidrog ikke mindst den revolutionerende trykknapspole, som var år forud for sin tid – og lånt fra samme fabriks samtidige Cardinal fastspolehjul.

Under en indkøbstur i århusianske Salling, som på daværende tidspunkt havde en sportsafdeling, der solgte fiskegrej, faldt jeg over en fluestang til en overkommelig pris. Det var i 1986 – i mine studieår, så prisen var ikke uden betydning!

Det, der i første omgang fangede mit blik, var korkhåndtaget. Det var af overraskende god kvalitet – næsten uden fyldninger – og med en markant og usædvanlig struktur. Det var en ABU Garcia 9 fod klasse 7-8 stang, som var stærkt nedsat, og som blev solgt sammen med et sort Diplomat 78 fluehjul – til under femhundrede kroner.

Jeg våndede mig, men slog til alligevel. Dér røg den måneds SU, men jeg havde en fluestang med et korkhåndtag i absolut verdensklasse – med tilhørende hjul, som jeg meget hurtigt blev meget glad for. Dets forgænger – den oprindelige Diplomat – havde en spole i rå aluminium, som hurtigt korroderede i saltvand. Jeg havde set Jens Ploug Hansens ramponerede model, der lignede noget, katten havde slæbt hjem, men som stadig virkede efter hensigten.

Den sorte Diplomat korroderede ikke og blev i nogle år mit absolutte favorithjul til kystfluefiskeri. Senere blev det – sammen med den tilhørende stang – ophøjet til favoritgrejet, når der skulle fluefiskes gedder, og det blev netop det grej, som gav mig min første fluegedde i 10 kg’s klassen – en majfisk fra Fussing Sø.

Diplomat hjulene, der kom i to størrelser – 156 og 178 – havde en skivebremse, som sagde spar to til alt andet på markedet. Trods hjulenes meget rimelige pris. Hjulene blev solgt i stort antal og vandt mange tilhængere her i Skandinavien. I 1988 blev den største model omdøbt til “278” – uvist af hvilken grund. Året efter blev også lillebror omdøbt – til “256”. Uden at der derfor var sket nogen synlig forandring.

I 1992 skete der til gengæld noget revolutionerende. Diplomat-serien blev nemlig kompletteret med hele tre nye modeller – de såkaldte “Fly Max” hjul, hvor spolen var lejret på et kugleleje. I tilgift var hjulene monteret med håndtag af ædeltræ! De to mindste modeller var identiske i størrelse og udførelse med de bestående – blot opgraderet. Den største af de tre nye modeller var nu stor nok til lettere laksefiskeri – noget, mange havde efterspurgt siden Diplomaternes fremkomst i 1977.

Ti år senere – i 2002 – blev Diplomaterne atter reduceret til de oprindelige to modeller. Men Diplomat hjulene var stadig populære, og det kom derfor som noget af en overraskelse, da ABU til 2003 besluttede at stoppe produktionen helt. – For hvorfor dog det? – Der fandtes jo intet tilsvarende i den prisklasse?

Men der var intet at gøre. Diplomaterne levede stort set uændrede i 25 år, hvilket må siges at være flot. Beslutningen var dog nok politisk mere end økonomisk baseret og stod ikke til at stoppe. Amerikanske Fenwick bankede på døren med nye modeller, og hermed var ABU’s rolle som producent af ægte svenske fluehjul definitivt ovre.

En ære var forbi – men min egen lille samling af ABU fluehjul nu bekvemt komplet! De er alle fuldt funktionsdygtige – trods mange års trofast tjeneste – men de er alligevel blevet pensioneret og indtager nu en hædersplads på reolen bag mit skrivebord.

En enkelt gang om året kommer de dog ud og bliver luftet – i regelen med en geddeflue for enden af forfanget. Fortid og nutid mødes da på fornemste vis!

Airflo 2008 – et walisisk eventyr

Airflo var tidligt ude med banebrydende nytænkning – for tidligt. Men Fugl Phønix har rejst sig af asken. Der er dømt flueliner i lange baner – og højteknologi i verdensklasse!

I en øde egn af Wales ligger fabrikken, hvor Airflo producerer sine flueliner af samme navn. De er alle baseret på polyurethan i stedet for den traditionelle PVC.

– Polyurethan er bedre for miljøet, siger driftsleder Richard Wothers. – Og så giver det mange flere muligheder for at ændre designet, end PVC gør. – Endelig holder de færdige liner langt bedre!

Alle Airflo liner starter med flettede kerner af forskelligt materiale, i forskellige tykkelser og med forskellig elasticitet. Det sidste går Airflo meget op i og er kendt for deres næsten uelastiske liner med høj kontakt til fluen.

– Mindre elastiske liner giver også mindre krafttab under kastet, siger Wothers. Altså længere kast med færre kræfter. Endelig er polyurethan ikke påvirkeligt af kemiske stoffer som eksempelvis myggemiddel, der indeholdet DEET. Det er PVC.

Polyurethanet ankommer som små glasklare brikker, der smeltes under fremstillingen af fluelinerne. De glasklare brikker er klar til brug, når der skal fremstilles intermediate liner.

Densiteten er da lige over 1, hvorfor linerne synker langsomt. Intermediate liner er i regelen glasklare eller mere eller mindre transparente. De bruges herhjemme af mange til kystfluefiskeri.

Til fremstilling af flydende liner skal granulatet indfarves i ønskede farver – typisk synlige farver som hvid, grå, gul, orange og grøn, når det gælder flydeliner. Synkeliner indfarves altid i mørke farver, som syner af mindre i vandet.

Airflo tilføjer teflon i form af hvidt PTFE pulver til sine liner, hvilket gør dem vandskyende og reducerer friktionen. Det første får dem til at flyde højere. Det sidste får dem til at skyde længere. Præcis, hvad vi fluefiskere altid har brug for!

Til fremstilling af synkeliner iblandes granulatet små partikler aftungsten, som har en højere densitet end bly, og som ikke er giftigt for miljøet. Det procentvise indhold af tungsten afgør synkehastigheden.

Polyurethan har den fordel, at det kan indeholde mere tungsten end PVC. Airflo er da også kendt for sine meget hurtigt synkende liner – og for udviklingen af begrebet “density compensation”, som sikrer, at den tynde spids synker lige så hurtigt som den tykke klump.

– Hertil og ikke længere! Med kamera om halsen kommer man ikke tættere på hjertet i Airflo’s højteknologiske lineværksted. Det er tophemmeligt appartur og specialudviklet software, som muliggør fremstilling af Airflo’s liner.

Samt naturligvis laserkontrol med marginaler på tusindedele af en millimeter. Både tykkelse og densitet styres løbende under ekstruderingen af polyurethan på den flettede kerne.

De færdigekstruderede Airflo liner opbevares i nogle dage på store tromler, mens de hærder. De store tromler sikrer, at linerne ikke tager form under hærdningen, men forbliver lige.

Små fortykkelser markerer overgangen mellem de enkelte liner, som altså fremstilles i én lang streng. Først efter hærdningen klippes de op til færdige flueliner, spoles op og pakkes ned.

Airflo har været først med brugen af polyurethan, som længe har været brugt til isolering af ledninger. Airflo mener derfor, at fremtiden hører polyurethanen til og spår PVC fluelinernes snarlige død.

Faktum er da også, at amerikanske Cortland, som var først med syntetiske flueliner af PVC, på sidste Fly Tackle Dealer møde i Denver, Colorado lancerede deres første liner i polyurethan!

35 år med kystflue!

Der er løbet meget vand i havet, siden Flugfiske i Norden udkom første gang for nu 30 år siden. Og kystfluefiskeriet er modnet gevaldigt i de forgangne 35 år…

Kystflueørred fra Samsø-kursus år 2000

Da jeg først i 1970’erne begyndte at fiske med flue, var fluefiskeri stort set lig med fiskeri i strømmende vand efter laks og ørred. Det var det, alle bøgerne handlede om, og bøgerne satte dagsordenen i de dage. Internettet var jo ikke opfundet endnu – det lå yderligere 20 år fremme!

Uheldigvis boede jeg på en lille ø i det sønderjyske – Als – som ikke havde et eneste fiskebart vandløb, hvor jeg kunne kaste mine fluer. Åfiskeriet var derfor begrænset til de få gange, hvor det lykkedes at få mine forældre til at køre mig den lange vej over til de forjættede jyske åer.

Til gengæld havde jeg et fornemt havørredfiskeri lige uden for døren – 365 dage om året. Og Als var også dengang kendt som et godt sted at fiske efter havørred fra kysten. Jeg trådte derfor mine fiskemæssige barnesko som spinnefisker med fokus på havørreden, som i de dage var ganske fåtallig.

Havørredbestanden i bund

Vi var netop kommet gennem de forfærdelige 1960’ere, hvor ingen tænkte på miljøet, der tilsyneladende slet ikke var opfundet dengang. Da jeg flyttede fra Greve Strand syd for København og til Als sidst i 60’erne, var kysterne dækket af sulfoskum og vandet fyldt med colibakterier.

Havørredbestanden var udryddet mange steder – eksempelvis på Fyn, som daværende statsbiolog Knud Larsen erklærede for “ørredfrit område” efter tressernes katastrofale ensilageforureninger.

Men i 1973 fik vi i Danmark verdens første miljølov, og nogle år senere kom den nye vandløbslov, hvor ordet “miljø” nu var kommet med i forreste række. Der var således håb forude, selv om der stadig var langt mellem havørrederne. Først med de senere store udsætninger kom der gang i fiskeriet, som vel toppede engang i 1990’erne.

Jeg var således fluefisker af lyst, men spinnefisker af nød. Lige indtil den dag, hvor jeg på statsbiblioteket i Sønderborg fandt en gammel bog skrevet af englænderen Viscount Grey of Fallodon – Englands udenrigsminister i mellemkrigsårene.

Bogen hed noget så beskrivende som “Fly Fishing” og udkom første gang i 1899. En gammel sag, altså, men den er genudgivet mange gange siden – med rette. For ingen anden bog har i mine øjne så godt og præcist indfanget hele stemningen og atmosfæren omkring fluefiskeriet.

Maveindholdet viser vejen!

Det meste af bogen handler naturligt nok om det klassiske fluefiskeri – ikke mindst med tørflue, hvilket den priviligerede og adelige forfatter bekvemt kunne dyrke i fritiden. Han gik nemlig i privatskole i Winchester, der jo ligger inden for gåafstand af den berømte River Itchen. I sandhed en misundelsesværdig opvækst for en fiskeinteresseret knægt!

Fra Shetland til Als

Men Viscount Grey’s horisont var videre end som så. Han fiskede naturligvis laks, for det gjorde de adelige jo. Men han var også fascineret af den mindre havørred, som ikke interesserede datidens laksefiskere.

På side 113 i sin dejlige bog skrev han noget, som jeg for alvor bed mærke i, og som aldrig har forladt mig siden:

“The sea trout is a wild mysterious creature without a home”.

Denne beskrivelse fascinerede mig, der jo til daglig selv kæmpede med overhovedet at finde frem til selvsamme sølvblanke havørred, når den strejfede rundt langs de alsiske kyster. Og Grey gik sågar skridtet videre: Han tog nemlig sit fluegrej med helt ud i det salte hav på Shetlandsøerne – og det omkring århundredskiftet!

Hans beskrivelse af dette helt anderledes og aldeles nye fluefiskeri fascinerede mig og sendte mig hurtigt ud til de lokale kyster med mit eget fluegrej. Men ak. Hvor Viscount Grey fiskede nær de åmundinger, som havørrederne kom fra, så var der intet på Als, der på samme måde kunne tiltrække ørrederne. De kunne være overalt – men var der tilsyneladende aldrig…

En vis lighed mellem Shetland og Als var der dog: Begge er små øer i et stort hav – med de muligheder, det nu engang giver. Læ, ikke mindst – uanset vindretningen. Mine egne første erfaringer med det salte fluefiskeri mindede dog foruroligende meget om Grey’s, der beskriver sine sådan:

“There was no sign of a sea trout, and to be wading amongst seaweed, throwing small flies in common salt water with a split cane rod, seemed quite foolish and mad”…

– Koldt, ja – men der kan fanges fisk på fluen! Mjels Vig på Als

Salt i såret

Grey fandt hurtigt ud af, at havørrederne på Shetlandsøerne kom og gik med det kraftige tidevand. Tidevand havde vi intet af på Als, så også den ledetråd endte blindt.

Og så var der grejet… For en velstående gentleman som Viscount Grey var det næppe noget større problem, at grejet slet ikke kunne tåle saltvand. Ja, faktisk omtaler han ikke dette problem med et eneste ord i sin bog. Trods det faktum, at han ikke har kunnet undgå at se, hvordan den salte Nordatlant ubarmhjertigt åd sig ind på hans Hardy fluehjul.

Mit eget første kvalitetshjul var – pudsigt nok – også et Hardy. Et Marquis, som tjente mig trofast, indtil saltet havde ædt det op. Det samme gjaldt hjulholderen på min Hardy Jet fluestang, der bestemt heller ikke var designet til saltvand. For en fattig skoleelev som mig var dette i sandhed salt i såret – noget, der var svært at leve med, når nu lommepengene var sparsomme.

Men jeg fremturede – trods manglende fangster – og det er jeg lykkelig for. Jeg anede ikke, hvilke fluer jeg skulle bruge, for der var ingen kilder at høste af. Det drejede sig virkelig om at starte fra det absolutte 0-punkt!

Fra mit åfiskeri havde jeg ganske vist ørredfluer, der kunne fange fisk, men de var små – kun undtagelsesvis større end str. 10. Og de så altså forsvindende små ud i det store blå. På samme måde virkede mine kast latterligt korte i det uendelige hav.

Julegaven

Under mine bogstudier var jeg faldet over en simpel amerikansk hårflue, hvis farver og enkelhed fascinerede mig. Det var klassikeren over alle klassikere, den rødgule og udødelige Mickey Finn. Den så godt ud i flueæsken, og den gik overbevisende i vandet. Jeg bandt den derfor på en – syntes jeg dengang – gigantisk 4x lang streamerkrog str. 8 og puttede en håndfuld i æsken.

Den canadiske Coronation med to tidlige kystflueørreder fra Als.

Og så en stille og diset juledag i 1973 – efter et halvt års frugtesløst kystfluefiskeri, uden at have set én eneste anden fluestang på kysten – gik der så hul på bylden. Ikke én, men hele fire flotte sølvblanke grønlændere på 40-45 cm faldt for den rødgule flue, som med ét blev min absolutte kystfluefavorit!

Jeg var ikke til at skyde igennem. Stolt som en pave berettede jeg dette for en god ven, der også fiskede lidt flue ind imellem – ved åerne, naturligvis. Jeg inviterede ham med ud til kysten – til det eksakte sted, hvor jeg selv havde haft min nylige kystfluedebut. Hans grej var om muligt endnu mindre egnet end mit eget: En 9 fods Sharpe’s splitcane stang med et billigt hjul og en mørkegrøn synkeline. Fluen var en str. 10 Black Zulu.

Jeg skal aldrig glemme det, der så skete. Han strippede synkeline af hjulet, gjorde et kluntet kast, hvor linen lagde sig i store bugter på vandet. Med vantro så vi det begge ske: I det allerførste kast og som i slow motion strakte den krøllede line sig ud. Da den var stram, sprællede en flot sølvblank havørred i halvmeters klassen for enden af linen…

Hans allerførste bemærkning, da den smukke fisk lå sikkert oppe på land, var følgende: – Det var da ikke så svært?

– Behøver jeg sige det? Det var sidste gang, jeg inviterede ham med på kysten…

Fenwick lancerer HMG

Det er få ting i grejbranchen, som for alvor er skelsættende. En af de begivenheder, der for alvor flyttede fluefiskeriet i saltvand, var fremkomsten af kulfiberstangen.

Det var ikke så lidt af en revolution, da amerikanske Fenwick lancerede verdens første kulfiberstænger i 1973. De gav ikke mindst kystfluefiskeren helt nye muligheder. Vi var derfor en hel lille busfuld håbefulde fluefiskere, der i 1974 tog den lange vej over Lillebæltsbroen til Odense, hvor den daværende grejbutik Sport Centrum netop havde fået de første Fenwick fluestænger hjem. Vi kunne ikke vente med at prøvekaste dem!

Fenwick‘s kulfiberstænger revolutionerede kystfluefiskeriet

Det var en fantastisk oplevelse, og Fenwick stænger har fulgt mig i tykt og tyndt lige siden. Her var præcis de stænger, vi fluefiskere havde brug for på kysten. Hurtige, så de kunne klare den vind, der altid blæste – i regelen også fra den forkerte retning!

Det var derfor helt fantastisk at kunne pensionere sine gamle, tunge og langsomme glasfiberstænger og erstatte dem med nye, lette og hurtige i kulfiber. Det år rykkede mit kystfluefiskere flere længder!

Desværre skulle der gå lang tid, førend vi også fik lette og saltvandsbestandige fluehjul. De lod vente på sig og slog først for alvor igennem, da plasten gjorde sit indtog. Blandt de første kystfluehjul var LC kassettehjulene fra engelske Leeda – dejlige hjul, som jeg stadig har flere af i samlingen. Man skulle bare lige vænne sig til lyden først…

Stor, større, størst

I en gammel engelsk bog om fluer – skrevet af en vis Veniard – havde jeg set store tandemkrogede Demons og Terrors beregnet specielt til havørreder. Der måtte altså være noget om, at disse fisk gerne ville sætte tænderne i lidt større fluer end de almindelige ørreder.

Jeg vidste fra mit spinnefiskeri, at store agn kunne lokke havørrederne til hug. Helt naturligt begyndte jeg at binde mine fluer større og større, så de mest muligt kunne ligne de blink, jeg jo havde fanget havørreder på. Jeg faldt da over en flue fra den nordamerikanske vestkyst – en Coronation – som var designet til at fange sølvlaks i Stillehavet. På flue!

Den måtte kunne bruges, og den bandt jeg på lange streamerkroge str. 1-2, så de kunne syne af mest muligt i det store hav – og dermed ses på længst mulig afstand. Og de fangede fisk. Flere endda, men de var ikke behagelige at kaste med. De blev helt enkelt for tunge til mit lette klasse 6 grej.

Men fisk fangede de – endda med regelmæssige mellemrum. Det var altså vigtigt, at fluerne kunne ses på lang afstand i det store hav. Specielt da, når der var så langt mellem havørrederne, som der var dengang.

Juletræet – det første af en helt ny generation syntetiske kystfluer

I begyndelsen af 1980’erne dukkede de første syntetiske fluebindingsmaterialer op. Et af de allerførste var mylarslangen, som kunne bruges til at binde meget vellignende småfiskeimitationer med. Ganske naturligt bandt jeg nu mine Mickey Finns og Coronations med krop af sølvfarvet mylarrør. Mylar Mickey blev hurtigt en af favoritterne!

Juletræet

Siden kom Flashabou på markedet – en semitransparent mylarslange, som først kom i en perlemorsfarvet udgave. Den så helt fantastisk ud, syntes jeg – lyste rødt og blåt i modlys og guld og grønt i medlys. Det måtte kunne bruges til noget, tænkte jeg – til fluer, som syner af meget, og som derfor vil være velegnede til kystfluefiskeri.

Resultatet af mine overvejelser blev en flue, som siden er blevet en klassiker langs de danske kyster: Juletræet. En underkrop af fluorescerende rød chenille holder på fiskenes tænder, så fletværket ikke ødelægges for hurtigt. Og den fluorescerende røde bindetråd giver fiskene et sigtepunkt at gå efter. Hale, krop og hackle består af samme stykke rør, der blot splittes op til hale og hackle.

De første Juletræer bandt jeg meget lange og slanke – som efterligninger af de børsteorme, jeg ofte havde fundet i maven på fangede havørreder. Senere blev fluerne kortere og mere harmoniske at se på, og nye farver kom til.

I dag binder jeg Juletræet i fire forskellige farver: Den oprindelige perlemorsfarvede, som stadig er standarden til det meste. Rent sølv, som er enerådende til de største modeller. Fluorød, som er favoritten til grå og mørke vinterdage. Samt fluogrøn, der er perfekt til natfiskeri – gerne ladet op i pandelampens skær før søsætning!

Juletræet viste sig hurtigt at kunne fange havørreder fra kysten, men den viste sig også at kunne fange stort set alt andet – fra makreller i Vesterhavet til bonefish i Karibien. Juletræet er mit eget barn, og jeg er derfor stolt af det. Så stolt, at det pryder forsiden på min bog “Fluebinding 4 – syntetiske materialer” fra 1986!

Hvor føden er, dér er havørreden også! Her en Nereis børsteorm

Med Juletræet og lignende konstruktioner blev det nu muligt at binde fluer, som kunne ses på lang afstand – uden derfor at være kæmpestore og tunge at kaste med.

Havørredens fødeemner

Der var mange ting, som jeg havde iagttaget ude ved kysten – ting, som jeg ikke kunne forstå. Det var derfor en helt naturlig ting, at jeg måtte udddanne mig til fiskeribiolog – helt enkelt for at få svar på de mange spørgsmål, som års kystfiskeri havde præsenteret mig for.

Jeg startede derfor på Århus Universitet i 1976, men blev hurtigt desillusioneret af al den matematik og kemi, vi skulle igennem på første del. Biologi var der ikke meget af, før stopprøverne var overstået og havde tyndet ud i flokken.

Lidt var der dog, og en enkelt underviser var meget imødekommende over for mine spørgsmål. Det var zoologiprofessor Helge Walhovd, som bestemt ikke var vant til, at de studerende kom ind i laboratoriet med spørgsmål ude fra den store natur.

Da jeg forklarede ham om de mange børsteorme, jeg i perioder havde fundet i havørredmaver og set svømme omkring i det forårskolde vand, blev han meget interesseret. Han dykkede ned i faglitteraturen og kom op med alt det, han kunne finde. Og det var hyperrelevant stof. Om nogle dyr, hvis levevis blev mere og mere fascinerende, jo længere man dykkede ned i materien.

Her fik jeg pludselig det indblik i havørredens liv og færden, jeg forgæves havde søgt efter i mine unge kystflueår på Als. Nu vidste jeg, hvad der skete og hvorfor. At børsteormenes sværmning var en begivenhed, som kunne forudses og derfor udnyttes med fluestangen.

– Find fiskene!

Dette førte en lang række andre indsigter med sig – om havørredens øvrige fødedyr og deres adfærd. Og konklusionen var hver gang den enkle: Hvor føden findes, kommer også havørreden forbi! Her var endelig det svar, som hverken jeg eller Viscount Grey havde haft i vore spæde kystflueår.

Tidlig kystflue: LC hjul og iskolde Helly Hansen waders i PVC!

Det meste af denne viden har jeg siden samlet i min bog “Havørred” på Gyldendal. Her fokuserer jeg også meget på kysten og dens topografi. Det var nemlig næste skridt på vejen mod et mere produktivt kystfluefiskeri efter havørred. Og noget, vi prædiker meget på vore kystfluekurser på Samsø. Det hjælper ikke det mindste at have verdens fineste fluegrej og den bedste kasteteknik – hvis ikke man kan finde havørreden!

Som kystfluefisker har vi jo slet ikke den rækkevidde, som spinnefiskeren har. Vi kan derfor ikke afsøge de samme store områder i løbet af en lang fiskedag, som spinnefiskeren kan. I stedet er vi nødt til at bryde kysten ned i mindre bidder, som vi så kan analysere for de steder, hvor fiskene med størst sandsynlighed kommer på kastehold af vore korte fluekast.

Dette kræver viden og strategi, men det kan læres og er nøglen til et produktivt kystfluefiskeri – med regelmæssige fangster af havørred! Mange af vore kursister på Samsø er vendt hjem og har helt droppet de gode, gamle pladser, hvor de tidligere havde fanget fisk – på spin. Og er gået i gang med at udforske nye, som egner sig bedre til kystfluefiskeri.

Vi er nået i mål, og i dag kan man mange steder opleve, at der er flere fluefiskere end spinnefiskere ved kysten. Jeg oplever også flere og flere ferske fluefiskere, der gerne vil udvide deres horisont til også at omfatte det salte vand og havørrederne her. Det udvider jo deres sæson betragteligt. På samme måde har vi flere og flere norske fluefiskere, som tager til Danmark før og efter deres egen fluesæson.

Kystflueørred fra Arnkilsøre. Maj 1978

Meget vand er løbet i havet i de 35 år, jeg har fisket intensivt på kysten. Kystfluefiskeriet, som dengang var aldeles nyt, er modnet og har i dag fundet en form, hvor tusindvis af udøvere kan få fornøjelse af de store vidder ved havet – og de mange flere havørreder, som svømmer rundt langs vore kyster i dag.

Pudsigt nok er næsten det hele sket i de 30 år, som Flugfiske i Norden nu har eksisteret!

Fenwick Techna AV Saltwater

Hård blæst, bagende sol og tropisk varme venter saltvandsfluefiskeren på jagt efter nogle af verdens stærkeste og hurtigste fisk. Godt grej skal der til.

Til dem hører tarpon og bonefish med flere andre finnede eksprestog, som for alvor kan teste dit fluegrej og sætte dig selv på en hård prøve. I troperne sker alting hurtigt – med lynets hast – og du skal selvsagt kunne følge med.

Det skal grejet naturligvis også, og derfor har Fenwick udviklet Techna AV Saltwater specielt til disse krævende forhold.

Flere og flere skandinaviske fluefiskere føler sig draget af de tropiske eksprestog, der for alvor kan få baglinen frem af hjulet. De bliver hernede udsat for fisk så hurtige, at fluen må serveres med lynets hast – hvis fluen skal nå ud, inden fisken er væk igen.

De bliver også udsat for en vind, der næsten altid blæser – en vind, som kræver hurtige stænger, hvis linen skal kunne skære igennem og nå frem i tide.

Rigged for runs…

Alle Techna AV Saltwater fluestænger leveres i en smuk transparent blå finish, der matcher havet på bedste vis. Stængerne er 3-delte for maksimal styrke og løfteevne, når store fisk skal presses op fra dybt vand.

De leveres i et lækkert cordurarør med plads til den separate fighting butt, der medfølger alle stænger. Hjulholderen er naturligvis saltvandsbestandig – præcis som alle øvrige komponenter på disse stænger.

Beviklingerne er speciallakerede, så de er bedst muligt forseglet mod salt og fugt i tropevarmen. To lineførerringe i SiC og slangeringe i overstørrelse sikrer de længst mulige kast og mindst mulig risiko for problemer med løslinen, når en stor fisk tager et hurtigt udløb.

Håndtaget er af fineste “select grade” kork, som holder i mange år. For øget styrke er korkhåndtaget fortil og bagtil forstærket med komprimeret korkgranulat.

Formel 1 – på hjemmebane

Så ekstreme forhold oplever vi ikke på vore breddegrader. Men har du altid drømt om at køre Formel 1, så prøv denne toptunede racer! Prøv den gerne på vor hjemlige barracuda – gedden, som kan blive både stor og stærk og dermed en rigtig udfordring for den seriøse fluefisker, for hvem verden er andet end fluer og fedtfinner.

Til hjemlige forhold gør du imidlertid bedst i at anvende en lineklasse tungere end angivet på stangen – i nogle tilfælde endda to. Så kan du danne dig et forhåndsindtryk af, hvad der venter dig som tropisk fluefisker. Og drømme om, hvad hidsige tarpon og bonefish kan gøre ved dit fluehjul…

Disse billeder blev taget på en smuk efterårsdag, hvor min fiskekammerat og åndsfælle Jørgen Skaarup guidede mig på Gudenåen. Her kastede jeg mine geddefluer med en spritny Techna AV Saltwater klasse 8, der levede op til alle forventninger.

Med Techna AV Saltwater er du klar til mødet med de værste fisk i de vildeste omgivelser. En oplevelse, som ingen engageret fluefisker må snyde sig selv for!

Flugfiske i Norden

Det interskandinaviske fluefiskermagasin blev grundlagt i 1978 og udkom første gang i 1979. Flugfiske i Norden kan derfor i 2009 fejre sit 30 års jubilæum. Still going strong!

Det var en forårsdag i det Herrens År 1978, da en svensk registreret Lada kørte ind på parkeringspladsen på Bentesvej i Brabrand, hvor jeg som fattig biologistuderende netop var flyttet ind året før. Der var ikke andet at bo i dengang, hvor Gellerup til gengæld stadig var et rart og fredeligt sted at færdes.

I bilen sad Gunnar Johnson fra Bodafors, og missionen var sammen at køre til Hvilsom i Nordjylland, hvor Preben Torp Jacobsen boede. Planen var at stifte et skandinavisk tidsskrift, som udelukkende skulle beskæftige sig med fluefiskeri – i Norden.

Vi var syv mand ved den stiftende generalforsamling – Kenneth Boström, Nore Sundin, Jerry Petterson, Bengt Öste, Gunnar Johnson, Preben Torp Jacobsen og undertegnede. Planen lykkedes, bladet blev stiftet og fik navnet “Flugfiske i Norden”. Det blev naturligvis behørigt fejret med god mad og ditto rødvin, for Preben var jo en stor ynder af bordets glæde

Det første nummer udkom i april 1979 – efter megen planlægning og mange juridiske overvejelser. 50 aktier á 1.000 svenske kroner blev startkapitalen, der muliggjorde drømmen om et interskandinavisk tidsskrift om fluefiskeri.

Bladets første redaktør blev svenske Jerry Petterson, som efter et par år blev fulgt af Bengt Öste. Sidstnævnte klarede utroligt nok jobbet, selv om han samtidig var chef for Sveriges TV2!

Dette dobbeltjob holdt dog ikke i længden, og redaktørstolen gik i stedet til Gunnar Johnson, der bestred jobbet i mange år, inden han i 2003 overgav stillingen til den nuværende redaktør, Thommy Gustavsson. Inden da havde Flugfiske i Norden nået at få en fornem nordisk pris for sit klassisk smukke design og layout.

Flugfiske i Norden kan i 2009 fejre sit 30 års jubilæum – still going strong. Ja, faktisk går bladet stronger than ever med den nye redaktør ved roret. Herover kan du se et par eksempler på den nye redaktørs grafiske kunnen – fra det store 5/6 dobbeltnummer ved årsskiftet 2007/2008. Emnet er tigerfisk i Afrika – et lidt utraditionelt emne for bladet, der normalt fokuserer helt på det nordiske fluefiskeri.

Støt det skandinaviske samarbejde og tegn et abonnement på Flugfiske i Norden, hvor den nordiske ånd for alvor lever. Svenske artikler trykkes nemlig på svensk, norske på norsk og danske på dansk. Islandsk og finsk finder dog ikke vej til spalterne – dertil er de for eksotiske og anderledes sprog for de fleste skandinaver!

Flugfiske i Norden
Box 79
SE-565 22 Mullsjö
S v e r i g e
Telefon +46 392 100 10 (man-ons-fre 10-15)
Mail: flugfiskeinorden@telia.com

Shimano XT Large Arbor fluehjul

Japanske Shimano er mest kendt for sine cykeldele og spinnehjul, der alle holder høj kvalitet. Indtil nu har ikke ret mange forbundet navnet Shimano med fluefiskeri, men alt tyder nu på, at dette vil blive anderledes.

Til år 2006 har den japanske grejgigant nemlig lanceret et imponerende stort program af fluegrej i højeste kvalitet – under fællesbetegnelsen “Biocraft”. Sortimentet omfatter både stænger, hjul og liner.

Jeg har haft lejlighed til at langtidsteste det nye Biocraft XT LA 78 – en betegnelse, som dels angiver, at der er tale om et storspolehjul (LA = Large Arbor = stor spolekerne) dels et hjul beregnet til flueliner klasse 7-8. Kort sagt det perfekte hjul til dansk kystfluefiskeri.

Ultegra tager têten

Men lad os først se lidt på, hvordan det hele startede – hvordan Shimano først brugte sin store ekspertise inden for gear og bremser til at fremstille et fluehjul. Det var “Ultegra”, som jeg stiftede bekendtskab med for nogle år siden i Northern Territory, Australien

Ultegra er et fluehjul af den traditionelle slags – med lille spole og smal spolekerne. Men den byder på noget af markedets bedste inden for skivebremser – et glimrende eksempel på den ekspertise, som Shimano ligger inde med her.

Jeg prøvede bremsen under fight af jættestærke barramundi på op til 10 kg (se foto herover) – efter sigende de største fluefangede barramundier i Northern Territory.

Der var andre hjul af anerkendte mærker, som ikke levede op til kravene, men Ultegra svigtede ikke en eneste gang i den fugtige tropevarme. Det imponerede både mig og mine medfiskere, som alle måtte lovprise barramundien for dens rå styrke. Det er ikke uden grund, at barra’en er Australiens sportsfisk nummer ét!

Til sidst blev Ultegra-hjulet udsat for lange og lynhurtige udløb fra hidsige queenfish (se foto øverst), der i perioder sloges om fluen – bare man kunne tage den hurtigt nok ind.

Det var nødvendigt at tage stangen op under armen og bruge begge hænder for at strippe fluen hurtigt nok ind. Ellers udløstes hugget nemlig ikke. Til gengæld var udløbene mindst lige så hurtige, og de satte virkelig hjulet på en hård prøve. Som imidlertid blev bestået med glans.

Large Arbor

Det er erfaringerne fra Ultegra, som ligger bag det nye Biocraft Large Arbor hjul. Som Ultegra leveres de nye Large Arbor hjul i tre størrelser: 3/4, 5/6 og 7/8.

Skivebremsen er grundlæggende den samme i begge hjul – følsom, fint virkende og fantastisk jævnt kørende – men spolen er blevet højere og spolekernen gjort bredere. Bremsen justeres stadig bekvemt af en stor skrue på bagsiden af hjulhuset.

Læg hertil, at spoleskift foregår med et enkelt tryk på en knap – stik modsat mange andre storspolehjul, hvor spoleskift medfører løsdele, som kan tabes og blive væk. Et håndgreb i trykimprægneret ædeltræ fuldender indtrykket og får uvilkårligt betragteren til at tænke på hjul i en meget høj prisklasse.

Og det er så den helt store og måske mest glædelige overraskelse ved de nye Biocraft LA hjul – prisen, der er såre rimelig: vejl. kr. 1.599,-. Hjulet leveres i et beskyttende neoprenetui, som kan sidde på hjulet, mens dette sidder på stangen. Sådan skal hjuletuier bare være.

Anbefales derfor på det varmeste. Med sine blot 155 gram er model LA 78 det letteste i sin klasse og dermed intet mindre end perfekt til dansk kystfluefiskeri!