Der er løbet meget vand i havet, siden Flugfiske i Norden udkom første gang for nu 30 år siden. Og kystfluefiskeriet er modnet gevaldigt i de forgangne 35 år…

Da jeg først i 1970’erne begyndte at fiske med flue, var fluefiskeri stort set lig med fiskeri i strømmende vand efter laks og ørred. Det var det, alle bøgerne handlede om, og bøgerne satte dagsordenen i de dage. Internettet var jo ikke opfundet endnu – det lå yderligere 20 år fremme!

Uheldigvis boede jeg på en lille ø i det sønderjyske – Als – som ikke havde et eneste fiskebart vandløb, hvor jeg kunne kaste mine fluer. Åfiskeriet var derfor begrænset til de få gange, hvor det lykkedes at få mine forældre til at køre mig den lange vej over til de forjættede jyske åer.

Til gengæld havde jeg et fornemt havørredfiskeri lige uden for døren – 365 dage om året. Og Als var også dengang kendt som et godt sted at fiske efter havørred fra kysten. Jeg trådte derfor mine fiskemæssige barnesko som spinnefisker med fokus på havørreden, som i de dage var ganske fåtallig.

Havørredbestanden i bund

Vi var netop kommet gennem de forfærdelige 1960’ere, hvor ingen tænkte på miljøet, der tilsyneladende slet ikke var opfundet dengang. Da jeg flyttede fra Greve Strand syd for København og til Als sidst i 60’erne, var kysterne dækket af sulfoskum og vandet fyldt med colibakterier.

Havørredbestanden var udryddet mange steder – eksempelvis på Fyn, som daværende statsbiolog Knud Larsen erklærede for “ørredfrit område” efter tressernes katastrofale ensilageforureninger.

Men i 1973 fik vi i Danmark verdens første miljølov, og nogle år senere kom den nye vandløbslov, hvor ordet “miljø” nu var kommet med i forreste række. Der var således håb forude, selv om der stadig var langt mellem havørrederne. Først med de senere store udsætninger kom der gang i fiskeriet, som vel toppede engang i 1990’erne.

Jeg var således fluefisker af lyst, men spinnefisker af nød. Lige indtil den dag, hvor jeg på statsbiblioteket i Sønderborg fandt en gammel bog skrevet af englænderen Viscount Grey of Fallodon – Englands udenrigsminister i mellemkrigsårene.

Bogen hed noget så beskrivende som “Fly Fishing” og udkom første gang i 1899. En gammel sag, altså, men den er genudgivet mange gange siden – med rette. For ingen anden bog har i mine øjne så godt og præcist indfanget hele stemningen og atmosfæren omkring fluefiskeriet.

Det meste af bogen handler naturligt nok om det klassiske fluefiskeri – ikke mindst med tørflue, hvilket den priviligerede og adelige forfatter bekvemt kunne dyrke i fritiden. Han gik nemlig i privatskole i Winchester, der jo ligger inden for gåafstand af den berømte River Itchen. I sandhed en misundelsesværdig opvækst for en fiskeinteresseret knægt!

Fra Shetland til Als

Men Viscount Grey’s horisont var videre end som så. Han fiskede naturligvis laks, for det gjorde de adelige jo. Men han var også fascineret af den mindre havørred, som ikke interesserede datidens laksefiskere.

På side 113 i sin dejlige bog skrev han noget, som jeg for alvor bed mærke i, og som aldrig har forladt mig siden:

“The sea trout is a wild mysterious creature without a home”.

Denne beskrivelse fascinerede mig, der jo til daglig selv kæmpede med overhovedet at finde frem til selvsamme sølvblanke havørred, når den strejfede rundt langs de alsiske kyster. Og Grey gik sågar skridtet videre: Han tog nemlig sit fluegrej med helt ud i det salte hav på Shetlandsøerne – og det omkring århundredskiftet!

Hans beskrivelse af dette helt anderledes og aldeles nye fluefiskeri fascinerede mig og sendte mig hurtigt ud til de lokale kyster med mit eget fluegrej. Men ak. Hvor Viscount Grey fiskede nær de åmundinger, som havørrederne kom fra, så var der intet på Als, der på samme måde kunne tiltrække ørrederne. De kunne være overalt – men var der tilsyneladende aldrig…

En vis lighed mellem Shetland og Als var der dog: Begge er små øer i et stort hav – med de muligheder, det nu engang giver. Læ, ikke mindst – uanset vindretningen. Mine egne første erfaringer med det salte fluefiskeri mindede dog foruroligende meget om Grey’s, der beskriver sine sådan:

“There was no sign of a sea trout, and to be wading amongst seaweed, throwing small flies in common salt water with a split cane rod, seemed quite foolish and mad”…

Salt i såret

Grey fandt hurtigt ud af, at havørrederne på Shetlandsøerne kom og gik med det kraftige tidevand. Tidevand havde vi intet af på Als, så også den ledetråd endte blindt.

Og så var der grejet… For en velstående gentleman som Viscount Grey var det næppe noget større problem, at grejet slet ikke kunne tåle saltvand. Ja, faktisk omtaler han ikke dette problem med et eneste ord i sin bog. Trods det faktum, at han ikke har kunnet undgå at se, hvordan den salte Nordatlant ubarmhjertigt åd sig ind på hans Hardy fluehjul.

Mit eget første kvalitetshjul var – pudsigt nok – også et Hardy. Et Marquis, som tjente mig trofast, indtil saltet havde ædt det op. Det samme gjaldt hjulholderen på min Hardy Jet fluestang, der bestemt heller ikke var designet til saltvand. For en fattig skoleelev som mig var dette i sandhed salt i såret – noget, der var svært at leve med, når nu lommepengene var sparsomme.

Men jeg fremturede – trods manglende fangster – og det er jeg lykkelig for. Jeg anede ikke, hvilke fluer jeg skulle bruge, for der var ingen kilder at høste af. Det drejede sig virkelig om at starte fra det absolutte 0-punkt!

Fra mit åfiskeri havde jeg ganske vist ørredfluer, der kunne fange fisk, men de var små – kun undtagelsesvis større end str. 10. Og de så altså forsvindende små ud i det store blå. På samme måde virkede mine kast latterligt korte i det uendelige hav.

Julegaven

Under mine bogstudier var jeg faldet over en simpel amerikansk hårflue, hvis farver og enkelhed fascinerede mig. Det var klassikeren over alle klassikere, den rødgule og udødelige Mickey Finn. Den så godt ud i flueæsken, og den gik overbevisende i vandet. Jeg bandt den derfor på en – syntes jeg dengang – gigantisk 4x lang streamerkrog str. 8 og puttede en håndfuld i æsken.

Og så en stille og diset juledag i 1973 – efter et halvt års frugtesløst kystfluefiskeri, uden at have set én eneste anden fluestang på kysten – gik der så hul på bylden. Ikke én, men hele fire flotte sølvblanke grønlændere på 40-45 cm faldt for den rødgule flue, som med ét blev min absolutte kystfluefavorit!

Jeg var ikke til at skyde igennem. Stolt som en pave berettede jeg dette for en god ven, der også fiskede lidt flue ind imellem – ved åerne, naturligvis. Jeg inviterede ham med ud til kysten – til det eksakte sted, hvor jeg selv havde haft min nylige kystfluedebut. Hans grej var om muligt endnu mindre egnet end mit eget: En 9 fods Sharpe’s splitcane stang med et billigt hjul og en mørkegrøn synkeline. Fluen var en str. 10 Black Zulu.

Jeg skal aldrig glemme det, der så skete. Han strippede synkeline af hjulet, gjorde et kluntet kast, hvor linen lagde sig i store bugter på vandet. Med vantro så vi det begge ske: I det allerførste kast og som i slow motion strakte den krøllede line sig ud. Da den var stram, sprællede en flot sølvblank havørred i halvmeters klassen for enden af linen…

Hans allerførste bemærkning, da den smukke fisk lå sikkert oppe på land, var følgende: – Det var da ikke så svært?

– Behøver jeg sige det? Det var sidste gang, jeg inviterede ham med på kysten…

Fenwick lancerer HMG

Det er få ting i grejbranchen, som for alvor er skelsættende. En af de begivenheder, der for alvor flyttede fluefiskeriet i saltvand, var fremkomsten af kulfiberstangen.

Det var ikke så lidt af en revolution, da amerikanske Fenwick lancerede verdens første kulfiberstænger i 1973. De gav ikke mindst kystfluefiskeren helt nye muligheder. Vi var derfor en hel lille busfuld håbefulde fluefiskere, der i 1974 tog den lange vej over Lillebæltsbroen til Odense, hvor den daværende grejbutik Sport Centrum netop havde fået de første Fenwick fluestænger hjem. Vi kunne ikke vente med at prøvekaste dem!

Det var en fantastisk oplevelse, og Fenwick stænger har fulgt mig i tykt og tyndt lige siden. Her var præcis de stænger, vi fluefiskere havde brug for på kysten. Hurtige, så de kunne klare den vind, der altid blæste – i regelen også fra den forkerte retning!

Det var derfor helt fantastisk at kunne pensionere sine gamle, tunge og langsomme glasfiberstænger og erstatte dem med nye, lette og hurtige i kulfiber. Det år rykkede mit kystfluefiskere flere længder!

Desværre skulle der gå lang tid, førend vi også fik lette og saltvandsbestandige fluehjul. De lod vente på sig og slog først for alvor igennem, da plasten gjorde sit indtog. Blandt de første kystfluehjul var LC kassettehjulene fra engelske Leeda – dejlige hjul, som jeg stadig har flere af i samlingen. Man skulle bare lige vænne sig til lyden først…

Stor, større, størst

I en gammel engelsk bog om fluer – skrevet af en vis Veniard – havde jeg set store tandemkrogede Demons og Terrors beregnet specielt til havørreder. Der måtte altså være noget om, at disse fisk gerne ville sætte tænderne i lidt større fluer end de almindelige ørreder.

Jeg vidste fra mit spinnefiskeri, at store agn kunne lokke havørrederne til hug. Helt naturligt begyndte jeg at binde mine fluer større og større, så de mest muligt kunne ligne de blink, jeg jo havde fanget havørreder på. Jeg faldt da over en flue fra den nordamerikanske vestkyst – en Coronation – som var designet til at fange sølvlaks i Stillehavet. På flue!

Den måtte kunne bruges, og den bandt jeg på lange streamerkroge str. 1-2, så de kunne syne af mest muligt i det store hav – og dermed ses på længst mulig afstand. Og de fangede fisk. Flere endda, men de var ikke behagelige at kaste med. De blev helt enkelt for tunge til mit lette klasse 6 grej.

Men fisk fangede de – endda med regelmæssige mellemrum. Det var altså vigtigt, at fluerne kunne ses på lang afstand i det store hav. Specielt da, når der var så langt mellem havørrederne, som der var dengang.

I begyndelsen af 1980’erne dukkede de første syntetiske fluebindingsmaterialer op. Et af de allerførste var mylarslangen, som kunne bruges til at binde meget vellignende småfiskeimitationer med. Ganske naturligt bandt jeg nu mine Mickey Finns og Coronations med krop af sølvfarvet mylarrør. Mylar Mickey blev hurtigt en af favoritterne!

Juletræet

Siden kom Flashabou på markedet – en semitransparent mylarslange, som først kom i en perlemorsfarvet udgave. Den så helt fantastisk ud, syntes jeg – lyste rødt og blåt i modlys og guld og grønt i medlys. Det måtte kunne bruges til noget, tænkte jeg – til fluer, som syner af meget, og som derfor vil være velegnede til kystfluefiskeri.

Resultatet af mine overvejelser blev en flue, som siden er blevet en klassiker langs de danske kyster: Juletræet. En underkrop af fluorescerende rød chenille holder på fiskenes tænder, så fletværket ikke ødelægges for hurtigt. Og den fluorescerende røde bindetråd giver fiskene et sigtepunkt at gå efter. Hale, krop og hackle består af samme stykke rør, der blot splittes op til hale og hackle.

De første Juletræer bandt jeg meget lange og slanke – som efterligninger af de børsteorme, jeg ofte havde fundet i maven på fangede havørreder. Senere blev fluerne kortere og mere harmoniske at se på, og nye farver kom til.

I dag binder jeg Juletræet i fire forskellige farver: Den oprindelige perlemorsfarvede, som stadig er standarden til det meste. Rent sølv, som er enerådende til de største modeller. Fluorød, som er favoritten til grå og mørke vinterdage. Samt fluogrøn, der er perfekt til natfiskeri – gerne ladet op i pandelampens skær før søsætning!

Juletræet viste sig hurtigt at kunne fange havørreder fra kysten, men den viste sig også at kunne fange stort set alt andet – fra makreller i Vesterhavet til bonefish i Karibien. Juletræet er mit eget barn, og jeg er derfor stolt af det. Så stolt, at det pryder forsiden på min bog “Fluebinding 4 – syntetiske materialer” fra 1986!

Med Juletræet og lignende konstruktioner blev det nu muligt at binde fluer, som kunne ses på lang afstand – uden derfor at være kæmpestore og tunge at kaste med.

Havørredens fødeemner

Der var mange ting, som jeg havde iagttaget ude ved kysten – ting, som jeg ikke kunne forstå. Det var derfor en helt naturlig ting, at jeg måtte udddanne mig til fiskeribiolog – helt enkelt for at få svar på de mange spørgsmål, som års kystfiskeri havde præsenteret mig for.

Jeg startede derfor på Århus Universitet i 1976, men blev hurtigt desillusioneret af al den matematik og kemi, vi skulle igennem på første del. Biologi var der ikke meget af, før stopprøverne var overstået og havde tyndet ud i flokken.

Lidt var der dog, og en enkelt underviser var meget imødekommende over for mine spørgsmål. Det var zoologiprofessor Helge Walhovd, som bestemt ikke var vant til, at de studerende kom ind i laboratoriet med spørgsmål ude fra den store natur.

Da jeg forklarede ham om de mange børsteorme, jeg i perioder havde fundet i havørredmaver og set svømme omkring i det forårskolde vand, blev han meget interesseret. Han dykkede ned i faglitteraturen og kom op med alt det, han kunne finde. Og det var hyperrelevant stof. Om nogle dyr, hvis levevis blev mere og mere fascinerende, jo længere man dykkede ned i materien.

Her fik jeg pludselig det indblik i havørredens liv og færden, jeg forgæves havde søgt efter i mine unge kystflueår på Als. Nu vidste jeg, hvad der skete og hvorfor. At børsteormenes sværmning var en begivenhed, som kunne forudses og derfor udnyttes med fluestangen.

– Find fiskene!

Dette førte en lang række andre indsigter med sig – om havørredens øvrige fødedyr og deres adfærd. Og konklusionen var hver gang den enkle: Hvor føden findes, kommer også havørreden forbi! Her var endelig det svar, som hverken jeg eller Viscount Grey havde haft i vore spæde kystflueår.

Det meste af denne viden har jeg siden samlet i min bog “Havørred” på Gyldendal. Her fokuserer jeg også meget på kysten og dens topografi. Det var nemlig næste skridt på vejen mod et mere produktivt kystfluefiskeri efter havørred. Og noget, vi prædiker meget på vore kystfluekurser på Samsø. Det hjælper ikke det mindste at have verdens fineste fluegrej og den bedste kasteteknik – hvis ikke man kan finde havørreden!

Som kystfluefisker har vi jo slet ikke den rækkevidde, som spinnefiskeren har. Vi kan derfor ikke afsøge de samme store områder i løbet af en lang fiskedag, som spinnefiskeren kan. I stedet er vi nødt til at bryde kysten ned i mindre bidder, som vi så kan analysere for de steder, hvor fiskene med størst sandsynlighed kommer på kastehold af vore korte fluekast.

Dette kræver viden og strategi, men det kan læres og er nøglen til et produktivt kystfluefiskeri – med regelmæssige fangster af havørred! Mange af vore kursister på Samsø er vendt hjem og har helt droppet de gode, gamle pladser, hvor de tidligere havde fanget fisk – på spin. Og er gået i gang med at udforske nye, som egner sig bedre til kystfluefiskeri.

Vi er nået i mål, og i dag kan man mange steder opleve, at der er flere fluefiskere end spinnefiskere ved kysten. Jeg oplever også flere og flere ferske fluefiskere, der gerne vil udvide deres horisont til også at omfatte det salte vand og havørrederne her. Det udvider jo deres sæson betragteligt. På samme måde har vi flere og flere norske fluefiskere, som tager til Danmark før og efter deres egen fluesæson.

Meget vand er løbet i havet i de 35 år, jeg har fisket intensivt på kysten. Kystfluefiskeriet, som dengang var aldeles nyt, er modnet og har i dag fundet en form, hvor tusindvis af udøvere kan få fornøjelse af de store vidder ved havet – og de mange flere havørreder, som svømmer rundt langs vore kyster i dag.

Pudsigt nok er næsten det hele sket i de 30 år, som Flugfiske i Norden nu har eksisteret!

© 2009 Tekst & fotos: Steen Ulnits

– That’s the question. Og linedisciplin er svaret!

Fluefiskeri er på mange måder meget forskelligt fra andre fiskeformer, der alle fungerer ved en tung kastevægt for enden af en tynd line, som opbevares på et dertil egnet fiskehjul.

Fluefiskeri kræver en tung line til at kaste de næsten vægtløse fluer, og fluefiskeren kæmper en konstant kamp for at holde styr på den lange flueline, som under fiskeriet ikke opbevares på fluehjulet. Den ligger i stedet i græsset, på vandet, i båden eller mellem fingrene…

Her kan den være svær at holde styr på – ikke mindst for nybegynderen. For den erfarne er linekontrol nemlig noget, man slet ikke tænker over. Det er bare noget, man hele tiden gør – næsten ubevidst. Og det er noget, man som nybagt fluefisker snarest muligt bør tillægge sig.

– Hvornår linekurv?

Personligt er jeg en stærk modstander af at slæbe mere udstyr med ud til vandet, end man har brug for. Alene derfor er det langt fra altid, jeg har en linekurv med i bilen, båden eller flyet. I langt de fleste tilfælde kan man klare sig med en veldisciplineret linekontrol.

Men der findes så afgjort situationer, hvor man ikke kan klare sig – i hvert fald ikke ret godt – uden en form for linekurv. I det følgende skal jeg kort opridse disse situationer, som jeg selv har oplevet og kender til dem. Situationer, hvor en linekurv gør alting meget lettere og fiskeriet mere effektivt:

Vind er altid en faktor, når man fluefisker. Vinden suser hen over vandet og griber fat i flydende flueliner, som er prisgivet overfladestrømmen. Med mange meter løsline ude kan løslilnen hurtigt drive afsted. Fisker man fra båd, kan man opleve, at løslinen helt enkelt blæser i vandet. Dette er specielt udtalt på moderne “flats” både, hvor det åbne fordæk er helt glat og uden ræling mod vandet.

Strøm er ikke kun et problem, når man fisker i strømmende vand. Ikke mindst på åben kyst løber der ofte strøm på langs af stranden – forårsaget af vind eller tidevand. Og en sådan strøm fanger øjeblikkeligt løslinen og gør den tung i vandet, når der atter skal kastes. Resultatet bliver, at der skal flere blindkast til for at få linen ud – med større kraftforbrug.

Bølger kan også være et problem for løslinen – specielt hvis man er nødsaget til at stå midt i brændingen eller på revler, hvor bølgerne bryder. At fluefiske i eksempelvis selv en moderat brænding på den jyske vestkyst, er halsløs gerning uden en god linekurv. Ellers vil løslinen flakse frem og tilbage med strøm og bølgeskvulp – helt ude af kontrol.

Tang kan være irriterende – ikke mindst den drivende slags, som sætter sig fast på løslinen i store klumper. Specielt på steder, hvor tidevandet løber hurtigt, kan drivende tang gør livet surt for fluefiskeren. Sidder der en synkende eller blot intermediate line på hjulet, kan også fastsiddende tangplanter have en kedelig tilbøjelighed til at fange løslinen.

Sten kan koste dyrt, hvad flueliner angår – specielt hvis de er skarpe eller bevokset med rurer. Da kan man opleve, at fluelinen sætter sig fast og ikke vil fri igen. Selv har jeg oplevet to flueliner afgå ved døden på denne konto. Strømmen kan tage løslinen og kile den fast mellem sten på måder, man slet ikke kan forestille sig…

I ovenstående tilfælde hører linekurven til det nødvendige udstyr, hvis man skal kunne fluefiske effektivt og uden alt for store anstrengelser. Ellers vil en støt stigende irritation efterhånden gøre fisketuren til alt andet en den rekreation, den burde være…

Den kendsgerning, at løslinen ligger i kurven under kastet, reducerer antallet af blindkast betragteligt – med mindre kraftforbrug, mindre træthed og mere fisketid til følge. Et ikke uvæsentligt argument for at rende rundt med opvaskebaljen om maven…

Det faktum, at løslinen under fiskeriet ikke ligger i vandet, men i linekurven gør, at linen ikke er så våd at røre ved. Bruger man ikke linekurv i de kolde måneder, får man langt vådere handsker end ellers. Og våde handsker er lige med kolde fingre. Et klart pluspunkt til linekurven.

Linekontrol

I løbet af en lang fiskedag kan det godt være, at man kun har reelt brug for en linekurv i korte perioder. Eksempelvis når vandet vender og strømmen løber hurtigst og tangstykker kommer drivende. Det meste af tiden klarer man sig fint uden linekurven – i hvert fald hvis man mestrer den basale linekontrol.

Første gang det gik op for mig, at man måtte indøve en form for basal og ubevidst linekontrol, var i 1973. Det var det år, hvor jeg gjorde mine første opstrøms kast med en lille Tups Indispensable tørflue. Stedet var Gels Å ved Bevtoft – dengang reguleret, idag genslynget – og målet var de mange, men mindre bækørreder, som åen husede.

Jeg havde læst en masse om tørfluefiskeri, men blev alligevel overrasket. Hver gang jeg kastede min lille tørflue opstrøms, tog strømmen den straks og sendte den ned til mig igen – for enden af en masse løsline helt ude af kontrol…

Det var sværere, end jeg lige havde forestillet mig. Her skulle jeg ikke blot kaste præcist med min flue. Nej, jeg skulle også have fuld kontrol med fluelinen, mens fluen drev ned mod mig. Ellers kunne jeg jo ikke krogene fiskene, når først de havde taget min tørflue!

Det tog tid at komme så vidt, men efterhånden sad linekontrollen i rygmarven, så der hele tiden var stram line ud til fluen. En teknik, der efterfølgende blev indkorporeret i alt det andet fluefiskeri, jeg bedrev – i å, sø og hav. Med højrehånden kaster man – med venstrehånden kontrollerer man linen. Med begge hænder fisker man!

Når kastet er eksekveret, fanges linen straks under højrehånds pegefinger – hvis man altså kaster med højre hånd. Med venstre hånd griber man om løslinen, som tages ind i takt med strømmen – eller i det tempo, som fluen skal fiskes i, hvis man fisker i stillestående vand. Så kan man på et splitsekund låse linen mod korkhåndtaget og give tilslag, når en fisk tager fluen.

Nedtælling og opsamling

I 1986 lærte jeg en vigtig lektie. Jeg var taget op i bjergene i British Columbia for at friste nogle af verdens største steelheads med mine fluer. Det var et nyt fiskeri for mig – et fiskeri, som krævede lange kast med synkende skydehoveder og skydeliner, hvis man ville i kontakt med fiskene.

Det ville jeg naturligvis, når jeg nu var rejst så langt, og jeg måtte derfor lære mig teknikken. Heldigvis var min makker den uge en sand mester i at håndtere disse drilske liner, for han var opflasket med shooting heads “out west”, hvor han kom fra. Jim var hans navn, og han fiskede udelukkende med tynde monofile skydeliner, som gav rekordlange kast. Men samtidig et linesystem, som nok er det sværeste at håndtere under fiskeriet.

Her var strømmen en hjælp, idet den dels sørgede for, at den tynde nylonline hele tiden var strakt ud, så den ikke filtrede sig sammen – dels ydede lige tilpas vandmodstand til at strække skydehovedet perfekt ud for enden af kastet.

Selv fiskede jeg med en level (lige tyk) og flydende skydeline. Den var for tyk til samme teknik, da den ydede for stor modstand i vandet under kast.

Når Jim vadede rigtig dybt, samlede han skydelinen op i løkker, som han holdt mellem læberne under kastet. Ikke så lidt af et syn. Og en teknik, som ikke er helt ligetil at mestre. Men det fungerede for Jim, som sendte kast efter kast afsted mod de magiske 30 meter ude i strømmen.

Selv måtte jeg gøre det anderledes. Jeg lærte mig at samle de mange meter tynd skydeline op i store løkker, som jeg kunne holde fri af vandet. Det bøvlede jeg med i nogle dage, indtil Jim venligt påpegede, at jeg blot skulle tælle ned og lave de største løkker først. Såre enkelt, når man først lige har forstået og vænnet sig til det.

Kaster man eksempelvis 25 meter plus forfang, tager man først 7 tag i linen og låser den, dernæst 6, siden 5, 4, 3, 2 og til sidst et enkelt tag – alle løkker af ca. 75 cm’s længde. Det bliver til i alt 21 meter løsline, så der nu kun resterer 4 meter plus forfanget. Det kan man let rulle frit af vandet til et nyt kast – selv med et hurtigt synkende skydehoved.

Beklageligvis kvitterede jeg for instruktionen ved at udfiske Jim 5 til 1 i løbet af ugen. Af mine 5 steelheads vejede ingen under 15 pounds, og den største tippede vægten til 20 – 9 kg! Det fortæller mere om, at lykken er lunefuld – end om mine nyvundne færdigheder med skydehovedet. Året før var Jim således blevet lodgens absolutte Top Gun med næsten dobbelt så mange fisk som nummer to…

Teknikken er lige så enkel, som den er genial. På denne måde får man en samling lineløkker, som hele tiden bliver mindre. Og vigtigst af alt: De kan helt enkelt ikke filtre sammen under kastet, da de jo ikke overlapper. Det gælder blot om at have styr på linen, når kastet afgives og løkkerne slippes. Og det kræver træning.

Den hjemlige andedam – badekarret!

Når man skal skyde de mange meter løsline, som man har samlet op i løkker i linehånden, kan det være en hjælp at løfte linehånden op, så løslinen trækkes fri af vandet og skyder lettere. Det ser måske ikke specielt elegant ud, men det virker!

Teknikken er ikke kun guld værd, når der fiskes med synkende skydehoveder i strømvand. Jeg bruger den ganske ofte i andre sammenhænge. Eksempelvis når jeg affisker et badekar ved højvande. Her går fiskene ofte kun få meter fra land, og vader man først ud i badekarret, skræmmer man med garanti ørrederne. Det gælder derfor om at blive oppe på det tørre og afgive sine kast herfra.

Men når man går heroppe, kan man ikke som ellers vanligt lade løsllinen falde ned under indtagning. Så sidder den med sikkerhed fast i tang og sten, ruller ukontrolleret rundt i bølgeskvulpet – eller slæber hen over sandet og bliver slidt. Her laver man i stedet korte kast, hvor linen samles op i et fåtal løkker under indtagningen – efter nedtællingsprincippet.

Det fungerer rigtig godt, skulle jeg hilse og sige. Og jeg sender hver gang Jim og de pragtfulde steelheads i BC en venlig tanke, når endnu en hidsig havørred har taget min flue få meter ude i det hjemlige badekar!

Linedisciplin er således vejen frem – linekurven mest en nødløsning, når og hvis linekontrollen skulle svigte!

© 2008 Steen Ulnits

Vind er fluefiskerens værste fjende – i de fleste tilfælde. Man kan dog ofte vende vinden til sin ven, hvis blot man lægger den rette strategi for fiskeriet.

Nybegyndere frygter vinden som pesten. Så meget, at de ofte holder sig langt væk, når og hvor det blæser – eller tager spinnestangen i stedet…

Sådan bør det naturligvis ikke være, og sådan behøver det overhovedet ikke at være. Hvis blot man overholder nogle få basale spilleregler og planlægger sit fiskeri og sine fluekast efter de rådende vindforhold, så kan vinden faktisk blive din ven. For det er ingen overdrivelse, at man faktisk kaster længere i vind end i vindstille!

Men det kræver nogle overvejelser og nogle beslutninger, førend man er nået så vidt. Det gælder om at analysere situationen, når man kommer ud til vandet. – Hvor skal der fiskes, og hvor kommer vinden fra? – Kan fiskeriet planlægges, så vinden kommer til at ligge rigtigt i forhold til kastet?

Sidevind

Sidevind er en udmærket vind at kaste i, for her hjælper vinden nemlig linen til at flyve længere end i vindstille. Alligevel finder mange, at sidevind er et problem – alt efter hvilken side vinden kommer fra.

Er man højrehåndskaster og vinden kommer fra venstre, er alt i skønneste orden. Så vil vinden nemlig ikke kun lægge et par ekstra meter til kastelængden. Nej, den vil også sørge for, at linen holdes fri af kroppen under kastet. Vinden blæser helt enkelt linen væk fra kroppen.

Er man højrehåndskaster og vinden kommer fra højre, har man et problem. Vinden vil da sørge for, at linen blæses ind mod kroppen – med risiko for, at kasteren fanger sig selv med fluen.

Dette yderst almindelige problem kan løses på to måder. Enten lærer man sig at kaste over modsat skulder – altså venstre skulder, hvis man er højrehånds kaster. Eller man bruger et såkaldt “baghåndskast”, hvor man med ryggen mod vandet og blikket mod land afleverer fluen i bagkastet – i sikkerhed for vinden.

Modvind

Modvind er naturligvis et problem – hvis den altså kommer ret imod én. I langt de fleste tilfælde kan man tilrettelægge sit fiskeri, så man kaster skråt mod vinden – med de fordele det giver.

Er man imidlertid nødt til at kaste stik op mod vinden, er det svært at skyde linen i fremkastet, som man plejer. Her skyder man i stedet linen i bagkastet, hvorefter fremkastet er meget lettere at lægge ud i det endelige fremkast. Det letter kastet ganske meget.

Rygvind

Rygvind er den vindretning alle nye fluekastere uvilkårligt favoriserer – men helt fejlagtigt. En kraftig medvind gør det ganske vist let at lægge fremkastet ud, men man glemmer ofte, at et godt bagkast er forudsætningen for et godt fremkast. Igen er det næsten altid muligt at kaste i en vinkel på vinden, så den ikke kommer ind lige bagfra.

Rygvind giver mulighed for at skyde langt i fremkastet, som derfor skal afleveres højt. Herved får linen længst mulig tid til at flyve og strække sig længst muligt ud. Stik modsat modvindskastet, hvor fremkastet afleveres lavt, så vinden ikke kan nå at fange og bremse linen, mens den falder mod vandet.

I nogle tilfælde kan det være en fordel at bruge et horisontalt sidekast i stedet, som kan komme godt ned ned under vinden. Prøv dig frem til den bedste løsning i den aktuelle situation.

Forhindringer

Forhindringer er der altid nok af. For fluekasteren er den mest almindelige skrænter eller buske i bagkastet, som derfor må være højt. Gør det til en vane altid at kigge dig over skulderen i bagkastet, så du kan se, at kastet bliver højt nok. Det samme gælder – om muligt i endnu højere grad – hvis linen i bagkastet skal skydes ind i åbninger mellem træer og buske.

Et højt bagkast er derfor vigtigt at mestre, men det har en indbygget ulempe: Fremkastet havner let i en rodet bunke på vandet eller linen fanger sig selv. Problemet er i al sin enkelhed, at fluelinen i bagkast og fremkast altid vil køre i samme plan. Hæver man planet i et højt bagkast, vil planet i fremkastet uundgåeligt sænkes tilsvarende.

Foretager man sig ikke yderligere, vil fluelinen derfor lande med et plask og i en bunke på vandet – helt enkelt fordi den ikke når at strække sig ud, inden den tager vandet. Eller linen fanger sig selv, fordi man stopper stangen i utide for at undgå plasket og den ustrakte line.

Det er der imidlertid råd for. Efter det høje bagkast sigter og afleverer man kastet højt i fremkastet. Nu følger man imidlertid med stangen nedefter – helt ned til vandet – hvorved man åbner linebugten så meget, at man ikke fanger sig selv eller står med en ikke strakt line. Simpelt, men effektivt – når man vel at mærke først lige har forstået dynamikken bag teknikken.

Stangføring

Stangføring er alfa og omega under både fluekastet og selve fiskeriet. Den gyldne grundregel i alle fluekast er, at fluelinen altid følger topøjet. Det vil sige, at det er stangspidsens vandring gennem luftet under kastet, som styrer linens flugt. Man skal derfor altid og hele tiden tilstræbe, at topøjet bevæger sig der og på den måde, man ønsker, at fluelinen også gør.

Men stangføring er også vigtig, når først linen er landet på vandet. Man tilstræber normalt, at kastet er strakt ud, når linen befinder sig lige over vandet. Lader man linen strække sig ud højt oppe i luften, vil vinden straks gribe fat i den, og dermed et det kast ude af kontrol.

Når så linen er landet på vandet, holdes stangspidsen normalt tæt på vandoverfladen, hvorved der bliver et minimalt vindfang. Og maksimal kontakt ud til fluen på grund af miniml løsline. Hvilket igen muliggør et hurtigt og kontant tilslag.

Der findes dog flere undtagelser fra denne regel om lav stangføring, men de er og bliver undtagelser fra regelen. Det kan være laksefiskeren, som i hurtigt strømvand holder stangspidsen højt hævet for at undgå mere strømpres på linen end højst nødvendigt. Det kan også være, at han ønsker at give fisken god tid til at tage fluen og vende med den – hvilket en højt løftet stangspids giver.

© 2008 Steen Ulnits