Intet blev overladt til tilfældighederne, da Berkley gik i gang med at udvikle wobleren med det “catchy” navn “Frenzy”. Her blev fiskene for alvor spurgt til råds!
Bass er Amerikas sportsfisk nummer ét – dertil en meget aggressiv rovfisk, som mere forlader sig på synet end lugtesansen. Derfor har først Berkley og siden Pure Fishing brugt mange ressurser på at indbygge attraktive smagsstoffer i jighaler og gummiorm.
Dr. Jones indrømmer, at stofferne her næppe lokker fiskene til over længere afstande – via deres lugt. Lugten spredes som sagt dårligt fra de oliebaserede produkter, der til gengæld holder godt på smagsstofferne.
Det samme gælder fiskene, som ikke så hurtigt giver slip igen, når de har bidt tænderne sammen om en velsmagende plastagn. Det giver fiskeren mere tid til et sikkert tilslag, inden fiskene igen spytter agnet ud igen mere tid end agn uden indbyggede smagsstoffer.
Skal man for alvor have fat i rovfisk og gøre det over længere afstande, skal der lokkende bevægelser til, som kan pirre både synssansen og følesansen det sidste via den følsomme sidelinje.
Berkley tog derfor skridtet fra de såkaldte “softbaits” til “hardbaits”, som kunstagn i metal og plast hedder på disse kanter. Målet var at udvikle en storfangende wobler baseret på indgående studier af fiskenes reaktioner på forskellige bevægelsesmønstre.
På samme måde som forskellige fiskearter har forskellige præferencer, hvad angår duft og smag, så reagerer de også forskelligt på forskellige bevægelsesmønstre hos kunstige agn. Det gjaldt nu om at identificere de mest attraktive bevægelser – noget, der krævede andet og mere end vatkugler og akvariefisk.
Dr. Jones gik derfor i gang med at bygge et stort svømmebassin, hvor fiskene i frit vand kunne vise deres interese over for diverse woblere og disses farver.
Robbie the Robot Fisherman
Det er ganske fascinerende at få et kig indenfor i denne “svømmehal” for fisk.
Her møder vi “Robbie the Robot Fisherman”, som Dr. Jones kalder ham – en højteknologisk og fjernstyret robot, der på skinner kører rundt om svømmebassinet med programmérbar fart. Forsøgsfiskene går i små tanke midt inde i det store svømmebassin – klar til at lukke ud i hold af 5 fisk.
Hvert hold får først 4 timers tilvænning, hvor de vænner sig til at se og høre Robbie the Robot Fisherman køre omkring dem. Først derefter monteres den agn, der nu ønskes undersøgt, for enden af en kort line, der igen sidder fast på en kort fiskestang – holdt af Robbie!
Der er naturligvis ikke kroge på agnene, men for at kunne studere fiskenes reaktioner på nærmeste hold, sidder der umiddelbart foran testagnet et lille videokamera, som online sender billeder op til en computerskærm på det tørre. Her kan Dr. Jones så i ro og mag studere fiskenes reaktioner og på den måde identificere de bevægelsesmønstre, som fiskene reagerer bedst på.
Dr. Jones har ikke tal på, hvor mange prototyper af woblere man måtte igennem, førend Berkley vovede at lancere sin første seriefremstillede af slagsen. – Men det var mange, siger han, – flere hundrede.
Frenzy
Resultatet blev en woblerserie med navnet “Frenzy”, hvilket betyder noget i retning af at gå bananas – fiskenes forhåbentlige reaktion, når de møder wobleren i vandet.
Men woblerne skal ikke blot have de rette bevægelser i vandet. De skal også have dem ved den rette hastighed og skal kunne nå ned i den ønskede fiskedybde.
Derfor indrettede Dr. Jones endnu en stor vandtank til eksperimenter. En tyve meter lang, smal og flere meter dyb tank, hvor en maskine trækker woblerne igennem vandet med en forud bestemt hastighed. Ved at gå ned i kælderen kan man så se og måle den eksakte fiskedybde, som de forskellige Frenzy-woblere når under indspinningen.
Robot the Robot Fisherman bliver brugt til andet og mere end blot woblere. Den bliver naturligvis også brugt til at teste bevægelsesmønstre på jighaler og gummiorm, så man også her kan identificere de bevægelser, som fiskene reagerer bedst på.
En alsidig herre, må man sige – en af Pure Fishing’s mest trofaste og hårdest arbejdende ansatte. Og Dr. Jones’ helt uundværlige assistent, når nye succesagn skal søsættes!
Del denne artikel: