Forfatterarkiv: Steen

En rigtig REVOlution

Det var ikke så lidt af en sensation, da svenske ABU Garcia i 2007 kunne lancere deres første lavprofilhjul – Ambassadeur Revo. Nu er sortimentet udbygget med flere og større modeller.

Der var rift om de nye Nap & Nyt kataloger, da de udkom i 2007. En af det års helt store nyheder var nemlig introduktionen af et helt nyt Ambassadeur hjul – Ambassadeur Revo. Et hjul, som på afgørende vis brød med de traditionelle, rundgavlede multiplikatorhjul.

Ambassadeur Revo løste et af de problemer, som havde holdt mange spinnefiskere fra at prøve multiplikatorhjulet og dets lyksaligheder. Revo var og er nemlig lavprofilhjul, som ligger langt bedre i hånden under kast og indspinning – end de traditionelle runde, som trives bedst med en form for sænket hjulholder. Ellers er det svært at holde komfortabelt om dem, da de sidder ganske højt.

Revo er lavprofilhjul i ordets bedste betydning. Set forfra ligner de noget, som kunne være kommet direkte fra Ferrari eller Maserati eller Lamborghinis designafdelinger. Lav og strømlinet. Konstruktionen gør, at de sidder meget lavt i hjulholderen – så lavt, at de helt naturligt falder ind i hånden under indspinning.

Revo udløste hurtigt en sand revolution blandt multientusiaster verden over. Mange fastspolefiskere tog også springet – ikke mindst fordi alle Revo hjul nu også leveres med den venstrehånds indspinning, de var vant til og derfor foretrækker.

Revo Inshore

Salgssuccesen over den ganske verden ansporede ABU’s ingeniører til at udvikle nye og endnu bedre modeller. Allerede året efter – i 2008 – barslede fabrikken med flere nye modeller. Heriblandt den lille letvægter Revo Premier for dem, der ikke kan få det let nok (179 gram!). Og så den lidt større Revo Inshore, som bød på masser af nytænkning. Samt endelig Pro Max hjulene, som med deres lave pris (det halve af Inshore) fik flere til at tage springet og prøve multihjulet.

Revo Inshore bød på mange finesser. Heriblandt stativ og gavle i det helt nye X-Cräftic materiale, som giver overlegen korossionsbestandighed. De nye HPCR+ superlejer, som giver maksimal slidstyrke og minimal friktion. Og som også er bedre beskyttet mod snavs end konventionelle lejer. DuraBrass drev i overstørrelse samt alle de andre finesser, som Revo hjulene er født med.

Revo Inshore er med sin linekapacitet på 165 m 0.30 mm line det naturlige valg til alt lettere spinnefiskeri, hvor der er brug for lange kast og suveræn linekontrol

Revo Toro

I 2009 kom så den længe ventede storebror, Revo Toro, som med en linekapacitet på 200 m 0.35 mm (model 50 og 51) eller sågar 220 m 0.40 mm (model 60 og 61) er i stand til at håndtere langt større fisk end Inshore.

Også Revo Toro er forsynet med de nye HPCR+ kuglelejer, der giver maksimal slidstyrke og minimal friktion. Samt DuraBrass drev i overstørrelse og store Carbon Matrix bremseskiver til at håndtere de store fisk, dette hjul er tiltænkt.

Lineføreren er synkroniseret med linen, hvilket er vigtigt, når der skal kastes langt, eller når en vild fisk tager flugten. Spolen er ophængt i gavlene på hjulet, således at den del at spoleakslen, der går gennem gearhjulet, frakobles under kast. Dette sikrer lange og problemfri kast samt en silkeblød indspinning.

Revo Toro er et stort og stærkt hjul i en forbavsende lille indpakning. Vægten er blot 300 gram!

Overraskende, at ABU stadig kan blive ved med at komme op med banebrydende ideer – efter så mange år med Ambassadeur hjulene!

Shakespeare

Det hele startede i slutningen af 1800-tallet, hvor en ung amerikansk mikstursælger satte sig for at løse datidens store problem for lystfiskere:

Oplægningen af linen under indspinning med et multiplikatorhjul. Det måtte dengang ske manuelt under indspinningen, hvilket resulterede i konstante overløb og fuglereder. For slet ikke at tale om de gange, hvor linen samlede sig i den ene side af spolen og låste sig urokkelig fast.

William Shakespeare, Jr. var født og opvokset i Kalamazoo i staten Michigan, Han var ganske vist uddannet i finmekanik med kameraer som speciale, men ernærede sig ved at sælge mikstur og datidens patentmedicin. I sin sparsomme fritid var han lystfisker med adgang til statens utallige og dengang aldeles jomfruelige vandløb og søer. Her var det grejet, der satte begrænsningerne – ikke fiskebestanden.

Verdens første linefører

William Shakespeare havde både pionerånd og mekanisk snilde. Den da kun 26 år gamle William udtænkte med en urmagers snilde løsningen på dette problem, som havde plaget lystfiskerne i årtier. Han lånte en guldsmeds lille drejebænk og fræsede omhyggeligt langsgående riller i to messingstænger. Han konstruerede derefter en linefører, som med base i disse riller førte linen frem og tilbage over spolen under indspinning – så den lagde sig jævnt helt af sig selv. “Level Wind” kaldte han opfindelsen.

Den unge William Shakespeare tog sin nye opfindelse med ned til Kalamazoo River, hvor den viste sig at fungere rigtig godt. Hans fiskekammerater var begejstrede, og William besluttede sig for at sætte sin nye opfindelse i produktion. Året efter, i 1896, udtog han patent på sin opfindelse, og i 1897 etablerede han så sin virksomhed – The William Shakespeare, Jr. Company. Han var da blot 28 år gammel.

Fem år senere var det lille firma vokset og havde nu en halv snes medarbejdere. Produktionen drejede sig stadig om multiplikatorhjul med den patenterede linefører, og Shakespeare lancerede i 1908 sit nye slogan “Built Like a Watch”. I 1915 skiftede firmaet samtidig navn til det mere mundrette “The Shakespeare Company”, som var lettere at markedsføre.

Verdens første overløbsbremse

Under Første Verdenskrig måtte Shakespeare omstille produktionen fra fiskehjul til militært udstyr – heriblandt tændsatser til mortergranater og karburatorer til benzindrevne køretøjer. Efter krigen blev produktionen atter omstillet til fiskehjul, og i 1920 havde Shakespeare flere end 5.000 forhandlere spredt over det store nordamerikanske kontinent.

1939 bød på endnu et kvantespring for det moderne fiskehjul. Nu havde William Shakespeare nemlig fået fokus på en anden indbygget ulempe ved multiplikatorhjulet – de mange overløb. Det måtte der gøres noget ved, og Shakespeare’s løsning på dette problem var “Backlash” bremsen. Dette bremsesystem blev bygget ind i Shakespeare’s nye “Wonderreel”, som blev firmaets til dato absolutte bestseller. Samme år udtog Shakespeare patent på verdens første fiskehjul med to gear, der kunne skiftes imellem.

Anden Verdenskrig havde også bud efter Shakespeare’s tekniske kunnen. Nu blev produktionen omstillet til styregrej til jeeps, kampvogne og flyvemaskiner, som USA producerede i enorme mængder – til sig selv og sine allierede. Ikke blot kunne Shakespeare bidrage til de allieredes sejr i krigen, men firmaet lærte sig undervejs meget nyt, som siden blev til stor nytte.

Verdens første glasrørsstang

Efter krigen kom der atter fokus på fritiden. Krigen havde – sine mange rædsler til trods – frembragt en lang række nye materialer, der bød på helt nye anvendelsesmuligheder. De skulle udnyttes, og Shakespeare kastede sig straks over de mange og spændende muligheder, som ikke mindst nylon og glasfiber så ud til at have.

Allerede i 1946 flyttede firmaet sin produktion af flettede spinneliner og coatede flueliner til Esterville i staten Iowa, hvor man også startede sin egen produktion af nylonliner op – helt fra bunden af. Året efter – i 1947 – kunne Shakespeare så fejre sit 50 års jubilæum som producent af grej til lystfiskere. Det er nu William Shakespeare’s søn Henry, der sidder i direktørstolen. I jubilæumsåret lancerer man President multihjulet og den helt store verdensnyhed – glasfiberstangen.

Under Anden Verdenskrig havde en ingeniør ved navn Dr. Arthur M. Howald eksperimenteret med den helt nye glasfiber. Efter de indledende massive stænger indså Dr. Howald hurtigt, at fremtidens fiskestang var rørbygget. Problemet var blot, hvordan det skulle gøres.

Hans første forsøg involverede en kerne af let balsatræ, hvorom glasfibrene blev vundet – langsgående til at give aktionen og tværgående til at stive klingen af med. Stængerne blev lettere end de massive og dermed hurtigere. Det svage punkt viste sig imidlertid at være balsakernen, som var vanskelig at fremstille i stort antal. Der skulle jo en separat kerne til hver enkelt klinge.

Dette problem blev løst, da Howald gik sammen med Shakespeare om videreudvikling af glasrørsstangen. Shakespeare fandt den store tegnebog frem og investerede ikke mindre end 1 million af datidens dollars i projektet – så meget troede man på det.

Howald fandt nu ud af, at man kunne lægge de langsgående glasfibre om en tynd stålkerne, som siden omvikledes med glasfiber og krympefilm. Krympefilmen sikrede, at bindemidlet blev presset ud mellem alle glasfibrene – på kryds og tværs. Og stålkernen fjernedes efter opvarmning og hærdning af bindemidlet i en ovn.

Voilá: Verdens første rørbyggede fiskestang var en realitet. Og stålkernen klar til endnu en stang!

Wonderrods

De nye stænger blev præsenteret for grejbranchen i 1947 og lanceret under det oplagte navn “Wonderrods”. Dr. Howald’s revolutionerende konstruktion blev hurtigt en institution blandt amerikanske lystfiskere, og Dr. Howald selv udødeliggjort med sin opfindelse!

Efterfølgende red Shakespeare højt på bølgerne og voksede år for år. Stangproduktionen blev flyttet til Columbia i South Carolina, hvor der ikke var langt til Atlanterhavets blåfinnede tun at teste grej på. Antallet af solgte Wonderrods nåede noget nær astronomisk størrelse. Med ét var de gamle stænger af bambus og stål totalt forældede, og alle skulle nu have en Wonderrod at fiske med. På datidens hjemmemarked svarede det til, at der blev produceret flere hundrede tusinde Wonderrods, og mange af disse stænger findes faktisk stadig og fisker endnu – med metalferrule og karakteristisk hvid klinge med spiralsnoet finish!

Shakespeare var hurtig til at se potentialet i den nye teknik og det nye materiale. I samarbejde med Dr. Howald lancerede Shakespeare derfor i de følgende år en lang række Wonderrods til vidt forskellige former for fiskeri. Det amerikanske hjemmemarked er dels meget stort – dels uhyre varieret. Det spænder lige fra let indlandsfiskeri efter små crappie og bluegill over traditionelt fluefiskeri i strømvand til spinnefiskeri efter bass og muskies i søer og damme til havfiskeri efter de allerstørste. Og Shakespeare havde Wonderrods til det hele!

Op gennem 1950’erne ekspanderede Shakespeare voldsomt, og produktionen blev udvidet fra kun at omfatte fiskegrej til også at inkludere antenner, golfkøller, buer og andet sportsudstyr, som kunne fremstilles af glasfiber. Man sad jo inde med en kolossal viden om brugen af netop dette materiale.

I 1965 flyttedes hjulproduktionen til en ny fabrik i Fayetteville, Arkansas. Som en af pionererne på miljøområdet, var den nye hjulfabrik en af USA’s allerførste industrier, som begyndte at rense sit spildevand – aldeles frivilligt. Det var i de år, hvor miljøet endnu var en by i Rusland de fleste steder, men Shakespeare havde set skriften på væggen og vidste jo bedre end de fleste, at rent vand er en nødvendighed – ikke mindst for de fisk, vi holder så meget af at fange!

Året efter – i 1966 – købte Shakespeare det konkurrerende firma Pflueger, som længe havde været en vigtig spiller på markedet. Ikke mindst Pflueger’s Medalist fluehjul var allerede da verdenskendte og givet de mest solgte fluehjul nogensinde. En perfekt match til Shakespeare’s egne Wonderrods. Man begyndte også at fremstille elmotorer med sigte på det stærkt voksende marked for bassfiskeri.

Verdens første kulfiberstænger?

I 1972 går Shakespeare så på New York Exchange børsen for at skaffe ny kapital til udvikling af nye produkter. Med stort held, må man sige, for allerede i 1976 kan Shakespeare stolt præsentere det næste store gennembrud inden for stangbygning: Ugly Stik stængerne.

Allerede i 1968 var Shakespeare begyndt at eksperimentere med den nye kulfiber, som Rolls Royce i England havde udviklet i samarbejde med Royal Air Force. Det var oplagt, at den nye fiber havde et stort potentiale, men den var ikke nem at tøjle – spinkel og sprød, som den var. Der skulle megen udvikling og masser af radikal nytænkning til, førend målet var nået.

Det er almindeligt kendt, at det var Fenwick, som kom først med den seriefremstillede kulfiberstang – HMG stængerne fra 1973. Mindre kendt er det imidlertid, at Shakespeare også havde sine første kulfiberstænger med til de store sport shows i 1973. Faktisk lancerede både Fenwick og Shakespeare deres første kulfiberstænger selvsamme år under selvsamme navn: “Graflite”.

Det afstedkom naturligvis stor forvirring i branchen, og det viste sig hurtigt, at Shakespeare ejede rettighederne til navnet “Graflite”. Naturligvis til stor ærgrelse for Fenwick, der måtte hjem i tænkeboksen for at komme op med et nyt navn. Det blev som bekendt “HMG”, der siden blev kendt som verdens første kulfiberstænger. Om det så er helt korrekt, er der mange delte meninger. Der var i hvert fald meget tæt mellem Fenwick og Shakespeare under opløbet i 1973!

Men hvor Fenwick satsede alt på de nye kulfiberstænger, betragtede Shakespeare blot kulfiberstængerne som en velkommen udvidelse af deres i forvejen store produktsortiment. Og i begyndelsen var kulfiber så dyr en råvare, at man ikke anså kulfiberstænger for egnet til masseproduktion. I hvert fald ikke som ingrediens i stænger bygget efter Shakespeare’s patenterede Howald proces.

Ugly Stiks

Priserne faldt dog dramatisk i de følgende år – så meget, at det hurtigt blev rentabelt at bruge kulfiberen i forbindelse med bygning af Howald stænger. Shakespeare fandt i den forbindelse ud af, at man kunne bygge endda overordentlig robuste fiskestænger med denne teknik – langt mere robuste end med den traditionelle fremgangsmåde.

Man fandt ud af, at kulfiberen kunne lægges i en helix-konstruktion omkring de langsgående glasfibre, hvorved man fik en uhyre stærk stang, som var næsten umulig at knække under normalt fiskeri. Denne råstyrke blev det helt store salgsargument, da Shakespeare i 1976 kunne lancere de første “Ugly Stik” stænger fremstillet på denne måde.

Med vanlig amerikansk sans for drama og markedsføring blev de nye stænger præsenteret i annoncer og TV commercials, hvor folk og fiskere på mange forskellige måder forsøgte at knække deres nye Ugly Stik stang – naturligvis uden held!

Ugly Stik stængerne blev endnu et megahit for Shakespeare. Den karakteristiske glasklare spids af ubrydelig glasfiber blev et varemærke, som gjorde, at stængerne næsten solgte sig selv. Konstruktionen var naturligvis patenteret, så konkurrenterne ikke kunne gøre dem kunsten efter. I de år var stangproduktionen nemlig stadig baseret i USA og endnu ikke flyttet til Fjernøsten.

Magasinet “Fishing Tackle Trade News” holdt sig da heller ikke tilbage, men erklærede ligeud, at de nye “Ugly Stik stænger nok var det mest nyskabende produkt inden for de seneste årtier”. Sådan!

Shakespeare forfaldt imidlertid ikke til at hvile på laurbærrene. De oprindelige Ugly Stiks formelig sprøjtede ud fra fabrikken til millioner af glade amerikanske fiskere. Det var derfor oplagt at følge op på succesen – ved at differentiere stængerne og lancere nye Ugly Stiks med anderledes egenskaber.

Nye Ugly Stiks – til alt!

I 1985 lancerer Shakespeare så “Ugly Stik Tiger” stængerne – under mottoet “For Big Game, choose the Big Cat”. Og det var, hvad amerikanerne gjorde. Til tungt fiskeri efter store fisk blev Ugly Stik Tiger noget nær enerådende. De var og er endnu mere robuste end de almindelige Ugly Stiks, da de indeholder mere glasfiber.

Ugly Stik Tiger stængerne var for øvrigt opfølgeren til en storstilet markedsføringskampagne året før, hvor man lancerede det meget passende og korrekte slogan “America Goes Fishing With Shakespeare”. Så stor en spiller var Shakespeare blevet, at ingen stillede spørgsmålstegn ved det. Sådan forholdt det sig ganske enkelt.

I 1996 er tiden så moden til lancering af “Ugly Stik Lite”, som med et større indhold af kulfiber er lettere og mere spændstige end originalen. De nye Ugly Stiks blev hurtigt meget populære blandt lakse- og ørredfiskere, som havde sukket efter lettere stænger i lang tid. Selvsamme fiskere fik for alvor deres lyst styret i 1999, hvor “Ugly Stik 100% Graphite” blev lanceret – stadig bygget efter Howald processen, men nu helt uden glasfiber og derfor lettere end nogen anden Ugly Stik.

Og her står vi så i dag – med et kolossalt udbud af forskellige Ugly Stik stænger til forskellige former for fiskeri. Shakespeare er således en af de gamle giganter på markedet for fiskegrej. Én af dem, der virkelig har bidraget til udviklingen af det grej, vi har til rådighed i dag!

Tunge torsk i tangen

Novmber er årets absolutte topmåned til kystfiskeri efter tykke torsk, der nusser rundt i tangen i jagten på deres yndlingsføde: Krabber! Det er derfor nu, nytårstorsken skal fanges – hvis det skal gøres fra kysten!

For mange er november en rigtig træls måned, men så er man ikke torskefisker! Er man nemlig det, er november tværtimod årets absolutte højdepunkt. Det er nemlig lige nu, at torskene søger helt ind under land for at jagte knasende sprøde krabber. Og på intet andet tidspunkt af året er de så velkonditionerede som netop nu!

Vild efter krabber

Det er en velkendt sag, at torsk elsker krabber over alt i denne verden. Derfor kan man ofte opleve, at en nyfanget torsk knaser, når man trykker den på maven. Og at netop ædte krabber noget forvirrede kommer kravlende ud af munden på en nyfanget torsk – en barsk og måske traumatiserende oplevelse rigere!

Bundsnørefiskeren, der målrettet går efter torsk, bruger derfor friske krabber som agn. Allerhelst de såkaldte “peeler crabs” – krabber, som netop har skiftet skal, og som derfor endnu er bløde og lækre at bide i. Det forstår torskene om nogen at værdsætte. Har han ikke adgang til friske krabber, bruger han i stedet en kunstig Gulp! krabbe, som er en rigtig god erstatning for den ægte vare – i form, farve og smag.

Det faktum har naturligt nok fået mange til at tro, at naturalistiske krabbefluer derfor må være det allerbedste til fluefiskeri efter torsk. Det ved torskene imidlertid ikke noget om, og praktisk fiskeri viser da også, at rene fantasifluer næsten altid kan udfiske mere nøjagtige imitationer.

Det kan der være flere årsager til. Dels er en hidsig rød-gul flue langt mere synlig i vandet og dermed lettere for torskene at få øje på. Og dels er torsk både nysgerrige og sultne fisk, der kun nødigt lader en saftig godbid svømme uantastet forbi. Uanset om den så ligner noget kendt fødeemne eller ej.

Det er givet også derfor, at spinnefiskerens favoritvåben til kysttorsk i mange år har været den klassiske rødgule fynske kystwobler i træ. Næppe nogen anden kunstagn har landet så mange kysttorsk som netop den. Og næppe nogen anden kunstagn ligner en krabbe eller andet naturligt fødeemne så lidt som netop den!

Kræsne torskebasser

“Dum som en torsk”, siger vi ofte, men det er der nu ikke meget hold i. Vi har det med at tillægge fiskene egenskaber, de slet ikke har. Vil de ikke tage vore agn, så må de være kloge, ræsonnerer vi.

Begge dele er forkerte. Fisk er ikke kloge, og torsk er ikke dummere end andre fisk. For at være enten dum eller klog, må man nemlig kunne tænke, og det kan fisk altså ikke! Uanset hvad vi lystfiskere måtte tro om dem… Fisk har ikke som vi en bevidsthed om deres egen situation, og de kan derfor ikke tænke. Men derfor kan de sagtens være svære at fange…

En kold novemberdag for en del år siden fiskede en kammerat og jeg torsk fra kysten på det sydlige Djursland. Jeg fiskede med mit trofaste sølvfarvede Koster blink, som har mange, mange torsk på samvittigheden – makkeren med et langt og slankt Smelt blink i kobber.

Vi fiskede side om side. Makkeren gryntede med jævne mellemrum tilfreds og halede en fin kysttorsk ind på land. Jeg derimod mærkede intet. Absolut intet. Det undrede vi os en del over – indtil vi fandt på at sprætte et par af torskene op for at se, hvad de havde ædt.

Det viste sig, at torskene helt havde indstillet sigtet på langstrakte og mørkt brune tangspræl. Mit sølvfarvede brede blink havde de derfor intet til overs for. Til gengæld fik jeg hug med det samme, jeg også fik et kobberfarvet Smelt blink knyttet på linen.

To uger senere samme år var det mig, der indledte scoringen. Jeg fiskede med en rød-gul kystwobler, som jeg lod hoppe hen over tang og sten så langsomt, jeg overhovedet kunne. Den ene torsk efter den anden meldte sin interesse. Først et let puf og så hugget. Der lå efterhånden en pæn bunke torsk oppe på strandvolden, da makkeren kom tilbage. Han havde kun haft et par småtorsk på sit sølvfarvede Tobis blink.

Torskene havde – som så ofte før, når de går villigt til den rød-gule kystwobler – maverne fyldt med knasende sprøde krabber. Kriblende krabber er altså bare torskenes livret.

Det er oplevelser som ovenstående, der giver respekt for torsken som sportsfisk. Der er ganske vist dage, hvor torskene grådigt kaster sig over alt, der bevæger sig. Hvor de til fulde lever op til betegnelsen “dum som en torsk”. Sådanne dage har de “kloge” havørreder for øvrigt også – en sjælden gang imellem…

Men der er så sandelig også dage, hvor torskene ikke tager hvadsomhelst for gode varer. Hvor de er kræsne og kun vil tage noget, der ligner deres favoritføde til forveksling. Og da er det kun den dygtige og indsigtsfulde fisker, der får fisk med hjem!

Solnedgangstimen

Torsk er typisk lyssky fisk, der tilbringer de lyse dagtimer ude på lidt dybere vand. Først når solen har sænket sig bag horisonten, dukker de op på det lave kystvand. Faktisk gør de det med så stor regelmæssighed, at man i perioder med stabilt vejr næsten kan stille sit ur efter dem!

Men ingen regel uden markante undtagelser, og her er en af dem – fra månedsskiftet november-december for nogle år siden:

Det er midt på dagen, og solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg lægger de første kast ud langs tangbæltet, så jeg kan spinne ind i kanten, hvor havørrederne gerne lurer på forbipasserende småfisk.

Det giver derfor et gib i mig, da det hugger næsten omgående. Hårdt og tungt. Hjulet giver sig straks til at skrige, da en stor fisk opdager sin fejltagelse og suser udefter mod dybet.

Jeg mærker straks, at det ikke er nogen havørred. Det er i stedet en torsk – endda en af de rigtig gode. Jeg sætter derfor hårdt mod hårdt, så fisken ikke kan nå at gå i bunden. Jeg presser den alt, hvad mit kystgrej overhovedet kan holde, og efter et par minutters tovtrækkeri kan jeg se på, linen, at fisken nu er ude af farezonen – ude over den lyse sandbund.

Til sidst er torsken helt inde i havstokken, hvor den ruller frem og tilbage med bølgeskvulpet. Jeg går hen bag den og giver den et løft med støvlen, så den kommer helt op på det tørre.

Og der ligger den så – en meget smuk, rustrød og velkonditioneret kysttorsk, der siden viser sig at veje hele 4,5 kg.

Forventningens glæde…

Jeg er ganske overrasket over mit held – og træt af at hale så hårdt igen for at holde fisken fri af bunden. Jeg sætter mig derfor i strandstenene og glæder mig over fangsten. Uden en god portion svineheld får man helt enkelt ikke så flot en kysttorsk midt på en strålende solskinsdag.

Da jeg lidt senere genoptager fiskeriet på selvsamme sted, rykker det igen i linen længst ude. Efter endnu en gang tungt tovtrækkeri kommer endnu en flot rustrød kysttorsk glidende ind mod land og får et sidste løft af støvlen. 3,5 kg!

Jeg gemmer de to flotte torsk i skyggen bag nogle store sten og venter på makkeren, der langsomt fisker sig ned mod mig. Han har ikke fanget noget, viser det sig – end ikke mærket det mindste. Da jeg diskret nikker hen mod stenene og han får øje på fiskene, undslipper der ham et gisp. – Det var pokkers!

Jeg kan kun give ham ret – og glæde mig over mit eget store held. – Og hvad kan det ikke blive til i aften, når først torskene for alvor kommer ind?

Solen gik ned bag bakkerne, og de sidste dønninger lagde sig. Vi nærmest slugte madpakkerne, så vi kunne stå bedst muligt rustede til det hektiske og krævende aftenfiskeri, der helt sikkert måtte komme oven på en sådan begyndelse.

Jeg behøver vel næsten ikke sige det: Ingen torsk kom ind på kastehold den aften. Ikke en eneste.

Men solnedgangen var til gengæld uhyre smuk!

Fastback Kayak

Test af en oppustelig kajak, der egentlig bare var tænkt som familiens nye badedyr. Men som viste sig at have meget mere at byde på…

Jeg havde set på den i lang tid, men så droppet ideen igen. Med små 4.000,- kroner i vejledende udsalgspris var det lidt svært at argumentere for nye indkøb – når nu både garage, sommerhus og værksted flyder med diverse flyderinge, pontonbåde og gummibåde…

Men, men, men. Mere vil have mere, og rigtige mænd kan jo ikke få udstyr nok. En dag var den så til salg på Nettorvet.dk, og nu var prisen helt rigtig. Der var ikke langt fra tanke til handling, og få dage senere kunne jeg så hente min nye oppustelige kajak i den lokale Brugs.

På pumperne…

Men, men, men – igen. Der var ingen pumpe med. Det havde jeg ikke taget højde for, selv om jeg ellers har pumper liggende noget nær overalt. Altså tilbage til Randers for at hente én, så den nye kajak kunne komme i vandet med luft i kamrene.

Vel tilbage på Mols tog det næppe mere end 5 minutter, førend Coleman kajakken trådte i karakter og tog form. Faktisk ser den vældig godt ud – strømlinet og med styrefinner i bunden. Jeg var spændt på at se, hvordan den ville opføre sig på vandet. Jeg havde en formodning om, at den nok ville opføre sig lidt som en vingeskudt and – være svær at styre som en anden gummibåd. I hvert fald slet ikke så “true tracking” som de almindelige kajakker med fast skrog, jeg har stående i sommerhuset.

Men jeg blev overrasket. Meget endda. Salgsmaterialet havde ganske vist slået på, at her var en komfortabel kajak, som egnede sig til langturssejlads, og som kunne tilfredsstille selv kræsne kajaksejlere.

Søstærk og sikker

Jeg testede første gang kajakken på et par blæsende sommerdage, hvoraf jeg næppe ville være taget ud på den ene – hvis ikke det lige havde været for nyhedens interesse. Jeg måtte helt enkelt vide, hvordan den opførte sig på vandet!

Jeg blev positivt overrasket – meget. I bølger af den størrelse, som jeg sejlede ud i den dag, ville saltvandet være sprøjtet op og indenbords hele tiden i en almindelig kajak med fast skrog. Men ikke i min nye Coleman, som i stedet gled af på bølgerne og kun sjældent kastede vand ind over mig. Og ikke en eneste gang stak den næsen i en bølge, hvilket oppustelige både jo ikke gør eller kan gøre. Luften holder dem oppe hele tiden.

Samtidig var og er den overraskende kursstabil, hvilket jeg bestemt ikke havde forventet af en så fladbundet sag. Men tydeligvis gør styreskinnerne og den enlige styrefinne et rigtig godt stykke arbejde, og det var aldrig svært at holde kursen.

Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Ganske som forventet får man aldrig det “glid” i kajakken, som man får med et fast skrog. Coleman kajakken skal skubbes frem som en gummibåd – med korte tag, da den aldrig rigtig får den inerti, der er så rar ved almindelige kajakker – som giver en stor aktionsradius. Nogen langturskajak er Coleman Fastback derfor definitivt ikke!

Klog af skade valgte jeg hver gang at stikke op mod vinden på udturen – og så lade vind og bølger hjælpe mig hjem igen. Det modsatte er en dårlig idé, da man aldrig rigtig ved, hvornår man skal vende om igen – hvornår kræfterne ikke længere rækker til en komfortabel hjemtur.

Fiskbar på en femøre

Nu havde jeg ikke købt kajakken til at fiske fra – dertil regner jeg kajakker som en dårlig idé, da man sidder dårligt i dem og skal bruge lang tid på at vende omkring.

Men dér tog jeg helt fejl af Coleman. Dels sidder man langt bedre end i en almindelig kajak, og dels kan den vende på en femøre – lynhurtigt endda. Det gør den til et langt bedre fiskefartøj end almindelige kajakker – uagtet, at den ikke har stangholder noget sted og der kun vanskeligt kan findes plads eller fastgøringsmulighed til én. Men hvad gør det, når nu den ideelle stangholder i en kajak er mellem krop og redningsvest?

Det er også yderst betryggende at vide, at man næppe kæntrer eller kommer til at foretage en uønsket grønlændervending i sin nye Coleman kajak. Den er uhyre stabil – så stabil, at man kun vanskeligt kan få den til at vende. Det er i hvert fald ikke lykkedes mig under testen. Og selv ikke en 10 kg’s gedde burde kunne bringe én i blot nærheden af en kæntring!

Komfort i verdensklasse

Men nu er salgssnak jo ét – virkeligheden i regelen en ganske anden. Men her var der hold i meget af snakken. I hvert fald viste den sig hurtigt at være endda overmåde komfortabel at padle rundt i – langt mere komfortabel end en almindelig kajak, hvor siddestillingen er noget mere forkrampet og sædet noget hårdere. I Coleman kajakken føles det nærmedst som at sidde tilbagelænet i en lænestol – støttet af luftpuder hele vejen rundt. Faktisk kan man næsten sidde op og sove i den – viste det sig…

Man sidder blødt på puder af luft og har luft i ryggen. Bag rygstødet findes også et lille rum, hvori man kan opbevare pumpe, slange, tovværk og andet under sejlads – godt beskyttet mod vind og vejr. Man kan nemlig lukke dette rum af med en slags tag, som lynes op over rummet.

Man kan bruge sin Coleman Fastback som “sit on top”, hvilket jeg selv foretrækker – både i bare ben og badebukser samt i åndbare waders tidligere og senere på året. Man kan også stikke benene ind under fordækket, som siden lukkes med velcrotape. Her findes også forskellige lommer til opbevaring af mindre ting som kort, kamera og andet.

Transportvenlig

En af de helt store fordele ved en oppustelig kajak er naturligvis, at den er nem at transportere. Har man tagbagagebærer på bilen, er den nem at smide op og fastgøre her. Har man ikke tagbagagebærer, tømmer man den blot for luft og stuver den ned i bagagerummet. Den kan da ligge i selv den mindste bil.

Pagajerne er 4-delte og fylder derfor meget lidt under transport. De har samtidig den fordel, at man selv kan justere vinklen på årebladene. En fordel, hvis man har svært ved at vænne sig til at skulle vende bladene under sejlads – som tilfældet er med “rigtige” pagajer. Da lader man blot bladene flugte, inden man strammer beslagene.

Konklusion

Coleman Fastback overrasker med sin stabilitet og sine sejlegenskaber. Det er uden overdrivelse den mest behagelige og velegnede kajak til fiskeri, jeg endnu har prøvet. Den gik hurtigt i blodet, og den vil med sikkerhed komme på vandet mange gange i fremtiden – desuagtet de mange flyderinge, pontonbåde og gummibåde, der konstant står og venter på mig rundt omkring!

Og til prisen er den helt rigtig: 1.995,- på Nettorvet dk

Transportabel elektronik

Det er ikke altid lige smart at have sin kostbare elektronik siddende fastmonteret i båden…

Jeg råder efterhånden over en ganske imponerende flåde af mindre fartøjer: Flyderinge, pontonbåde, gummibåde og motorjoller. Det er naturligvis ikke ret praktisk, hvis de alle skulle udstyres med den fornødne elektronik, men ekkolod og GPS vil man jo ikke undvære!

Da jeg på skift bruger samtlige fartøjer, har jeg efterhånden udviklet et transportabelt system, som gør, at jeg kan have både ekkolod og GPS med i samtlige. Endda bekvemt samlet i én enkelt enhed, som er nem at flytte.

Ekkoloddets beslag har jeg skruet fast på en tung polyethylenplade, der egentlig er beregnet til motorbeslag. Ved siden af loddet sidder så en holder til min håndholdte GPS, som jeg ofte bruger til fartmåling ved test af nye både. Den skal derfor kunne tages af og puttes i lommen, når der er brug for det. Den tunge plade har gummidupper underneden, som sikrer, at det hele står godt fast og ikke skrider.

Dog ikke godt nok i høj sø. Derfor har jeg boret to huller i pladen, gennem hvilke to lange bolte af rustfrit stål – syrefast naturligvis – går. I lågen på min Ryds 435 DL har jeg boret to matchende huller, og det er nu en let sag at sikre elektronikken med to fløjmøtrikker på undersiden af lågen. Så løber den ingen steder – selv ikke i den værste søgang.

Skulle jeg af en eller anden årsag have brug for at have udstyret siddende oppe på styrekonsollen i stedet, har jeg også boret to huller her – huller, der tjener som drænhuller, når udstyret ikke er monteret her.

Transportabel transducer

På tilsvarende vis har jeg boret to huller i midtertoften på min lille gummibåd, så elektronikken også kan følge med her – uden risiko for at ende i havet. En ellers ganske reel risiko i en lille og livlig gummibåd.

Transduceren er naturligvis en transportabel af slagsen, som fastgøres på hækken med en sugekop. Kablet er viklet en ekstra gang om ekkoloddet, så stikket ikke kan hives ud, dersom sugekoppen skulle miste sit greb. Det er desværre sket en enkelt gang – under fuld fart – og det kostede en transducer. Den ligger nu på bunden af Ebeltoft Vig – på 10 meter vand. Så kan man lære det, kan man…

Det hele står i en lille og billig plastkasse, der samtidig rummer alle de mange andre småting, man slæber med ud i båden. Lige til at tage frem og sætte ud i bilen og op i båden. I plastkassen er der også plads til et lille motorcykelbatteri, så man kan klare sig uden strømudtag.

Enkelt og ligetil – som alle gode løsninger!

Flats Raider

En amerikansk pontonbåd dedikeret til fiskeri i saltvand. En gedigen saltvandsbestandig sag, som imidlertid vejer godt til…

Det var en af de rigtig gode forårsdage. Solen skinnede fra en skyfri himmel, og vinden var svag fra sydvest. Jeg havde netop pakket grejet og var på vej ud af døren for at motionere min kastearm og – forhåbentlig – et par velvoksne ørreder, da UPS-manden pludselig dukkede op.

– Jeg har en stor sag til dig, sagde han. – Hvor vil du have den hen?Jeg var lidt i vildrede, for jeg ventede ingen pakker. – Jamen, bare kom op med den, så ser vi på det.

Det viste sig at være ikke én, men to store og meget voluminøse pakker. “Creek Company” stod der på pakkerne, og pludselig dæmrede det lidt. Jeg havde jo året før – ved et stort sport show i USA – mødt en venlig repræsentant for netop dette firma. Og de lavede pontonbåde. Så kunne det mon være…?

Det kunne det. Med i pakke 1 var en hilsen fra netop den mand, jeg havde hilst på året før i USA og udvekslet visitkort med. Hans firma – navnet er Creek Company – havde udviklet en speciel pontonbåd til netop saltvand, som jeg havde fortalt ham om. De havde nu ikke udviklet den til dansk saltvand, men amerikansk – nærmere betegnet de meget salte “flats”, der findes i Florida.

– Den er ideel til backwater fishing i mangroven, skrev han i følgebrevet. – Måske den også kan bruges i Danmark?

Gedigen amerikaner

Se, det var jo noget af en positiv overraskelse på en i forvejen god dag. Jeg var fristet til at pakke den ud med det samme, men havde dog åndsnærværelse nok til at lade den ligge, til jeg kom hjem igen efter fisketuren – dog uden at have fanget fisk over målet. Så var det ekstra skønt at have noget spændende at komme hjem til!

Det viste sig at være en ganske stor båd – en rigtig gedigen amerikaner, som vi også er vant til det fra deres biler. 9 fod lang var den og hele 5 fod bred. Vægten var i ulastet stand ikke mindre end 34 kg, hvilket ikke er sådan at slæbe rundt på ene mand. Og årerne de største, længste (7 fod) og tungeste, jeg endnu havde set!

Pontonerne var af den 2-delte type, så man alt i alt råder over to pontoner med fire separate luftkamre. En rar sikkerhed, hvis uheldet skulle være ude – i form af skarpe muslinger eller skjult pigtråd. Det sidste har jeg før været ude for – skjult under en sandbanke på bredden af Mariager Fjord. Ingen spøg, skal jeg hilse og sige. Jeg kom med nød og næppe tilbage over fjorden igen…

Det var sikkerheden. Vægten skyldes ikke mindst, at denne specielle saltvandsmodel har et “stand-up casting deck” af aluminiumsplader med skridsikkert diamantmønster. Dækket er foran sædet og strækker sig hele vejen rundt om båden. Man kan således vælge ikke at udstyre båden med tasker og råder da over en båd, man kan stå op i og kaste fra. Hele vejen rundt. I hvert fald ifølge producenten.

Well. Båden er utroligt stabil, og man kan sagtens stå op og kaste fra den. Hvis ens balanceevne er bare nogenlunde. Det er og bliver dog noget, man skal reservere til sommermånederne, hvor en dukkert ikke er nogen katastrofe. Og så lade være med at fortælle Søsportens Sikkerhedsråd om det. De vil ikke kunne lide det…

Stor lasteevne

Vælger man ikke at stå op under fiskeriet, kan båden til gengæld laste det utroligste – uden at gå i stykker, vel at mærke. Desværre har vi jo herhjemme her på det seneste set flere afskrækkende eksempler på billige kinesiske både, hvis alurammer er knækket. Hvis svejsninger er så dårlige, at en dansk smedelærling ville dumpe, hvis han lavede dem. Og hvis rammer er lavet af aluminium så tyndt og dårligt, at det ikke holder til at blive svejset i.

Det er naturligvis ikke tilfældet med denne amerikaner, hvis ramme er fremstillet i ekstra kraftig aluminium med bundsolide svejsninger af bedste kvalitet. Det hele er solidt “powder coated” og giver et rigtig robust indtryk.

Den bageste lasteplads passer præcis til en stor og stærk campingbox, som jeg fandt ude hos Harald Nyborg – min yndlingsleverandør af alt, der på én gang skal være godt og billigt. I den er der rigelig plads til alt det, man måtte få brug for i løbet af en lang fiskedag på vandet. Supplerer man med de to store sidelommer, er det lige før, at man kan have hele familien med…

Spøg til side. Der er rigtig god plads, og Flats Raider er da også godkendt til at laste hele 170 kg – nok til selv den største mand og alt hans udstyr. Der er naturligvis også et robust beslag til påhængsmotor – samt en stangholder, der klarer såvel spinne- som fluestænger.

Motorbeslaget var oplagt til montering af et trailerhjul, men udformningen gjorde det ikke så ligetil at gå fra tanke til handling. Jeg fik købt et luftfyldt trailerhjul med beslag hos Harald Nyborg, men beslaget måtte en tur om af Teknisk Skole i Randers, førend det var så vidt. Så funklede det til gengæld også i rustfrit stål og er specialtilpasset i en sjældent høj grad.

Beslaget kan justeres i højden og fastgøres nemt og bekvemt med to møtrikker med låsesplit i. Nu kan jeg bekvemt køre trillebør med min Flats Raider og på denne måde søsætte den de fleste steder. Uden vil det ikke være nemt – i hvert fald ikke alene.

Det er en stor båd, og den er derfor lidt tung at ro. Den skriger på en påhængsmotor, og det fik den. Heldigvis passer den fint til min 3,5 HK Tohatsu, som vejer sølle 17 kg. Fjerlet for en gedigen båd som denne, men rigeligt til at drive den. Den skal dog trimmes lidt, førend den sejler godt.

Konklusion

Flats Raider er en rigtig dejlig båd – når først den er på vandet. Stor og stabil, som den er. Men inden da kan den godt virke lidt afskrækkende med sin størrelse og vægt, og uden omtalte trailerhjul er den ikke nem at flytte rundt med.

Enhver amerikaner med respekt for sig selv kører da også rundt med den færdigriggede pontonbåd på ladet af sin store pickup truck – der naturligvis er 4-hjulstrukket, så han kan bakke den helt ned i strandkanten og søsætte båden direkte.

Det er desværre de færreste danske pontonbådsfiskere forundt at have en sådan dyt. Vi må klare os med mindre. Men båden?

Den smager rigtig meget af saltvand – og Amerika!

Trailerbeslag

Jo større pontonbåd eller gummibåd desto større fleksibilitet og længere aktionsradius. Desværre stiger vægten også, og dét mindsker mobiliteten…

I flere år havde jeg en bil så stor – en 4-hjulstrukket kassevogn – at jeg uden problemer kunne have min pontonbåd liggende samlet i bagagerummet. Selv da jeg skiftede min oppustelige Water Otter ud med en Hobie Float Cat med faste pontoner kunne den være der. Og 4-hjulstrækket gjorde, at jeg næsten altid kunne komme helt ned til strandkanten med båden og søsætte den der.

Men så fik jeg en anden bil – stadig 4-hjulstrukket – med et mindre bagagerum. Nu kunne en færdigsamlet pontonbåd ikke længere være der, og helt umuligt var det da med den ellers dejlige Float Cat med de faste pontoner. Den er og bliver en drøm at ro, da den skærer gennem vandet som en anden båd med fast skrog. Men den fylder altså…

Der kom derfor nye oppustelige pontonbåde til, som kunne være i min nye bil. Float Cat’en blev henvist til en permanent placering ved sommerhuset, hvor der dog er et par hundrede meter til stranden – ad en smal og snoet sti. Her viste det sig hurtigt, at den er for tung at slæbe frem og tilbage. Med det uundgåelige resultat, at den stod og samlede støv under halvtaget.

Lige indtil jeg en dag faldt over et trailerbeslag, som jeg havde købt for et par hundrede kroner hos Harald Nyborg. For pokker da. Min Hobie Float Cat blev jo leveret med et beslag, som jeg et par gange havde benyttet til en lille elmotor. – Kunne jeg da ikke fastgøre trailerbeslaget på denne plade?

Som tænkt så gjort. To 9 mm huller og to ditto rustfri bolte med tilhørende møtrikker senere kunne jeg beskue mit stolte værk: En Hobie Float Cat med hjul! Ganske vist kun et enkelt, og ganske vist ikke med luft i, men af fast gummi. Til gengæld havde hele herligheden kun kostet godt to hundrede kroner! Nu kunne og kan jeg så lege trillebør de få hundrede meter ned til stranden. Min Float Cat havde fået nyt liv!

Skræddersyet beslag

Systemet fungerer fint og har gjort det nu i et par år. Da jeg for et par år siden pludselig fik tilsendt en stor ny pontonbåd fra USA – en “Flats Raider” fra Creek Company – stod jeg igen med samme problem. Den var stor, tung og stabil – men meget lidt handy med sine mere end 40 kg i fuldt lastet tilstand.

Løsningen måtte være lidt á la den fra sommerhuset, så jeg købte et nyt trailerbeslag – nu opgraderet med oppusteligt gummihjul – hos selvsamme Harald Nyborg. Det var lidt dyrere, men ikke meget. Til gengæld viste det sig noget mere besværligt at få monteret beslaget på pontonbåden.

Jeg gik i tænkeboksen, udtænkte og tegnede min idé til et dedikeret beslag. Med hjælp fra min gode nabo og gode folk på Dansk Metal kunne jeg et stykke tid senere montere et meget fornemt trailerbeslag på min nye Flats Raider – bøjet og svejset i det fineste syrefaste rustfri stål!

Flot ser det ud, og godt sidder det fast. Nu er det pludselig langt lettere at få den færdigriggede båd de ofte få meter fra bilen og ned i strandkanten. Keine Hexerei – nur Behändigkeit!

Samme konstruktion kan bekvemt monteres på hækbrættet af mindre gummibåde, som på denne måde også bliver mere transportable – specielt for én mand. Skal det være rigtig godt, monterer man to beslag – et på hver siden af motorpladen. Skal det også være komfortabelt, er der selvfølgelig luftgummihjul på.

H. Nyborg. Så kører det for dig!

Pump!

Luft skal der til, hvis man vil have vand under kølen i sin flydering, pontonbåd eller gummibåd. Det kan gøres manuelt, men det giver sved på panden.

Ikke just den ideelle start på en lang vinterdag på vandet. Den manuelle luftpumpe er OK om sommeren, hvor man blot kan tage sig en forfriskende dukkert efterfølgende. Men sved under flere lag varmende vintertøj er ingen god idé.

Heldigvis er der råd for dette – i form af elektriske pumper, som på få minutter fylder selv den største pontonbåd op med masser af luft og tilstrækkeligt med tryk. De er dyre, men de er dejlige. Dyrest er dem, der har den største kapacitet, og som kan levere et reelt tryk på samme tid.

Elektriske pumper

Jeg har selv en elektrisk LVM pumpe, som kan pumpe mine pontoner og min gummibåd op på få minutter. Men den kan ikke klare det sidste tryk, som må leveres med håndpumpen. Der derfor også må med i bagagen og bag i båden. For en sikkerheds skyld.

Min nabo Henrik, som har været pontonbådsfisker om en hals, siden jeg solgte ham min Water Otter for snart mange år siden, kan ikke leve med noget sådant. Han har derfor investeret i en langt dyrere elektrisk pumpe, som dels har et større volumen – dels kan levere luften under rette tryk. Den kan sågar indstilles til at stoppe ved et givet tryk!

So ein Ding muss ich unbedingt haben, men jeg har altså ikke fået den endnu. I mellemtiden må jeg nøjes med at kigge langt efter naboen, når han på rekordtid får pumpet liv i sin nye voluminøse Outlaw. Men jeg skal komme efter ham, skal jeg…

Strømkilde

Disse pumper kan imidlertid ikke forsynes med strøm direkte fra cigartænderen i bilen. Den kan ikke levere tilstrækkelilgt med strøm til arbejdet. I stedet kan man få den fornødne strøm fra en såkaldt “jump starter”, der fås hos autoforhandlere for nogle få hundrede kroner og opefter. Jeg har handlet mine hos Harald Nyborg og har været godt tilfreds.

Jump starteren har indbygget batteri, som kan levere strøm nok til at kickstarte en træg bilmotor, og den klarer også luftpumpen til UG.

Jump starteren lades bekvemt op via bilens cigartænder, så der altid er strøm nok på batteriet.

Studse og ventiler

Som nybagt pontonbådsfisker finder man hurtigt ud af, at der ikke er så mange internationale standarder, når det gælder studse og ventiler til pontonbåde. Den studs, som passer på naboens pontonbåd, dur slet ikke til ens egen. Har man ikke lige den rette adapter i tasken, er man ilde stedt. Blandt de mest almindelige ventiler er Halkey-Roberts, Boston og Pro Series.

Det er således et af de steder, hvor man skal se sig godt for. Et godt bud på en løsning er den såkaldte Kwik Tek Airhead adapter, som kan tilpasses rigtig mange studse og ventiler, og som kan sluttes direkte til kompressor og slange til bildæk. Hjemme i garagen eller på en servicestation.

Den er god at have i baghånden, men dur altså ikke ude ved vandet. Heldigvis er den billig i anskaffelse.

12-delt 12 fods 2-hånds

Amerikanske Fenwick lancerer til 2010-sæsonen et helt nyt koncept inden for fluefiskeri: Den mangedelte fluestang!

Vi ved alle, at flerdelte stænger gør transport og rejser langt lettere. Men vi har aldrig tidligere set en 12-delt 12 fods fluestang – en stang, hvor de enkelte dele ikke er meget mere end 30 cm lange!

En sådan stang er en kendsgerning og indgår i Fenwick’s 2010-sortiment. Den er del af en helt ny og meget spændende stangserie med det meget passende navn “Latitude”. Navnet betyder som bekendt “Breddegrad” på engelsk og henviser naturligvis til, at disse stænger er tiltænkt den rejsende fisker, som har brug for nem og bekvem transport af sine lange fluestænger.

Serien indeholder i alt tolv modeller: Seks enhåndsstænger fra 9 fod klasse 4 til 9 1/2 fod klasse 10 – og tre tohåndsstænger fra 12 1/2 fod klasse 8/9 til 15 fod klasse 10/11. Alle enhåndsmodellerne er 6-delte, hvilket giver en transportlængde omkring den halve meter. Tohåndsstængerne er alle 12-delte, hvilket giver en transportlængde på under 40 cm!

Det betyder, at selv den længste fluestang nu kan transporteres i håndbagagen – for slet ikke at tale om almindelige kufferter, hvor den nærmest forsvinder ned i et hjørne!

Flest er bedst?

Nu er alt imidlertid ikke lutter lagkage. Flest og kortest mulige sektioner er ikke et mål i sig selv. Man skal betænke, at jo flere samlinger en stang har, desto flere er der også, som kan gå løs og i stykker.

Det er derfor en overvejelse værd, om man nu også har brug for en stang, der i transporttilstand er så kort. Skal den absolut kunne transporteres i håndbagagen, eller kan man klare sig med færre dele og større transportlængde?

Kan man det sidste, bør man ikkevælge mangedelte stænger – specielt ikke 2-hånds, som udsættes for et meget stort vrid under speykast og underhåndskast. I så fald bør man tape samtlige samlinger. før man begynder at fiske. Læs i den forbindelse artiklen om netop samlinger andetsteds på denne side.

Enhåndsmodellerne i den nye Latitude-serie er som sagt 6-delte, og det er der kun godt at sige om. For ikke så mange år siden var det meget eksotisk med 4-delte fluestænger, som kun blev fremstillet specielt til rejsebrug.

I dag er 4-delt ved at være normen i mange stangserier, da man i dag har godt styr på præcisionsfremstilling af samlinger. Og 4-delte enhåndsstænger er dejligt nemme at transportere. Der er således ingen grund til at være nervøs for at købe en 6-delt stang fra Latitude-serien. Samlingerne skal nok holde.

Det har ikke været muligt at få opgivet den anvendte kulfibertype – blot at den er “High Modulus”. Og det er jo alle kulfiberstænger i dag. Til gengæld er den bygget med “Line Steering Technology” – LST – som betyder, at man har monteret klingerne under skyldig hensyntagen til stangens rygrad. Noget, som Fenwick i udstrakt grad vil benytte sig af på deres High End stænger.

De seks enhåndsmodeller spænder vidt og dækker næsten alt dansk fluefiskeri. De kaster fornemt, har en rolig og velafbalanceret aktion, som ikke er trættende for håndleddet, og er i det hele taget et behageligt bekendtskab. Centimetermål op til 50 cm er præget på klingen, hvilket er en meget praktisk ting.

Hjulholderen er nydesignet og karakteristisk for Latitude stængerne. Der skal jo også være noget for øjet, mener altså Fenwick!

Luksuriøs transportkuffert

Latitude er monteret med kvalitetsøjer fra øverst til nederst. Et ankepunkt kunne dog være, at Fenwick har valgt étbenede øjer til mellemringene – af hensyn til vægten. Alle erfaringer viser, at konventionelle slangeringe holder bedst og længst, men det er altså et valg, som Fenwick har gjort for at spare gram.

Andre steder er der til gengæld ikke sparet. Stængerne leveres med en ekstra spids, hvilket er noget overraskende. For kan man da påregne, at spidsen pludselig knækker? Fra andre multidelte stænger ved vi også, at det faktisk lige så ofte er 2. eller 3. sektion, der knækker, og hvad så? Så hjælper den ekstra spids ikke meget. Skade gør den naturligvis ikke!

Fenwick’s nye Latitude stænger skiller sig på alle måder ud fra markedets øvrige fluestænger. Sidst, men bestemt ikke mindst: De leveres ikke i rør, som normalen ellers er. Nej, de leveres i en fancy lille rejsekuffert, der nok egner sig bedre til showoff end til praktisk transport. Synd, for et lille rør ville være bedre til faktisk transport.

Men den lille rejsekuffert ser brandgodt ud, ligner en million dollars og skal nok sælge billetter!

Til de nye mangedelte Latitude stænger lancerer Fenwick en matchende hjulserie under samme navn. Der er tale om absolut high-end hjul med alle tænkelige finesser og en skivebremse, der stopper de største fisk og beskytter de tyndeste forfangsspidser.

Hvis man nu alligevel har den store tegnebog fremme, så er der vel ikke noget bedre end stang og hjul, der matcher – som er skabt til hinanden?

Vejl. udsalgspris for 8/9 stangen: kr. 3.999,-

Vejl. udsalgspris for 9/10 hjulet: 3.699,-

150 bonefish kan ikke tage fejl

Nyt fluehjul fra amerikanske Pflueger, som nu er omdøbt og indlemmet hos Fenwick.

Det er hårdt at være fluehjul i vore dage. Klarer man ikke ærterne, ryger man hurtigt ud af sortimentet – ud i glemslen. Der er nok nye, som presser på. Men også selv om man består prøven, kan det alligevel være svært at bevare identiteten.

Tag nu for eksempel Fenwick’s nye “Ironfeather” hjul, som er et rigtig godt og funktionelt fluehjul med et elegant udseende. Det er nemlig slet ikke nyt, idet det sidste år blev introduceret som den nye topmodel fra Pflueger.

Der i parentes bemærket har fremstillet fluehjul, før de fleste af os kunne knappe vore egne vadebukser. Det var nemlig dem, der for mere end et halvt århundrede siden havde dundrende succes med deres Pflueger Medalist fluehjul, som nok er verdens gennem tiderne mest solgte.

Men tilbage til Fenwick’s “nye” Ironfeather hjul, som sidste år hed Pflueger “President”. Men da Pflueger ejes af samme Jarden koncern, som også har Fenwick i folden, skulle der blot et fingerknips til, førend hjulet havde fået en ny identitet. Pure Fishing satser på Fenwick som sit foretrukne fluemærke, og derfor blev Pflueger’s bedste fluehjul trukket over i folden og omdøbt.

Gennemtestet

Til gengæld kan man så som fluefisker glæde sig over, at man nu ikke står med en ny model, hvis børnesygdomme først skal kureres. Næh-nej. Det nye Ironfeather er et grundigt gennemtestet hjul, som virkelig har vist, hvad det dur til.

Således havde jeg det i 2009 med på en to ugers tur til Jardines de la Reina på Cubas sydvestkyst, og her fik det for alvor bank. I løbet af den tur lykkedes det nemlig min model 78 at lande ikke færre end 150 benhårde bonefish – med den største på hele 3 kg. Hver eneste af disse dejlige fisk gik dybt i baglinen og testede bremsen til det yderste.

Og hjulet blev ikke skyllet af én eneste gang i de to uger, hvilket naturligvis er dumt, men en rigtig god test af overfladebehandlingen. Karibiens supersalte vand afslører nådesløst enhver dårlig antikorossionsbehandling.

Men Præsidenten klarede det hele uden en eneste plet på straffeattesten, og det er der mange andre og dyrere hjul, som ikke har gjort.

Gennemtænkt

Ikke nok med, at den gamle Pflueger President og nye Fenwick Ironfeather ser godt ud. Der er også tale om en uhyre gennemtænkt konstruktion, hvor ingeniører og designere har haft en rigtig god dag.

Designet er luftigt og futuristisk med Large Arbor spole, som skiftes med en enkelt klik. Sådan skal det være. Ingen løsdele, som kan forsvinde, eller skruer, som skal strammes. Hvor svært kan det være?

Der er fem modeller at vælge imellem i den nye Ironfeather serie fra Fenwick, og de kan alle trygt anbefales!

Prisen er også fornuftig: Fra kr. 1.599,- til kr. 1.999,-