Forfatterarkiv: Steen

Pump!

Luft skal der til, hvis man vil have vand under kølen i sin flydering, pontonbåd eller gummibåd. Det kan gøres manuelt, men det giver sved på panden.

Ikke just den ideelle start på en lang vinterdag på vandet. Den manuelle luftpumpe er OK om sommeren, hvor man blot kan tage sig en forfriskende dukkert efterfølgende. Men sved under flere lag varmende vintertøj er ingen god idé.

Heldigvis er der råd for dette – i form af elektriske pumper, som på få minutter fylder selv den største pontonbåd op med masser af luft og tilstrækkeligt med tryk. De er dyre, men de er dejlige. Dyrest er dem, der har den største kapacitet, og som kan levere et reelt tryk på samme tid.

Elektriske pumper

Jeg har selv en elektrisk LVM pumpe, som kan pumpe mine pontoner og min gummibåd op på få minutter. Men den kan ikke klare det sidste tryk, som må leveres med håndpumpen. Der derfor også må med i bagagen og bag i båden. For en sikkerheds skyld.

Min nabo Henrik, som har været pontonbådsfisker om en hals, siden jeg solgte ham min Water Otter for snart mange år siden, kan ikke leve med noget sådant. Han har derfor investeret i en langt dyrere elektrisk pumpe, som dels har et større volumen – dels kan levere luften under rette tryk. Den kan sågar indstilles til at stoppe ved et givet tryk!

So ein Ding muss ich unbedingt haben, men jeg har altså ikke fået den endnu. I mellemtiden må jeg nøjes med at kigge langt efter naboen, når han på rekordtid får pumpet liv i sin nye voluminøse Outlaw. Men jeg skal komme efter ham, skal jeg…

Strømkilde

Disse pumper kan imidlertid ikke forsynes med strøm direkte fra cigartænderen i bilen. Den kan ikke levere tilstrækkelilgt med strøm til arbejdet. I stedet kan man få den fornødne strøm fra en såkaldt “jump starter”, der fås hos autoforhandlere for nogle få hundrede kroner og opefter. Jeg har handlet mine hos Harald Nyborg og har været godt tilfreds.

Jump starteren har indbygget batteri, som kan levere strøm nok til at kickstarte en træg bilmotor, og den klarer også luftpumpen til UG.

Jump starteren lades bekvemt op via bilens cigartænder, så der altid er strøm nok på batteriet.

Studse og ventiler

Som nybagt pontonbådsfisker finder man hurtigt ud af, at der ikke er så mange internationale standarder, når det gælder studse og ventiler til pontonbåde. Den studs, som passer på naboens pontonbåd, dur slet ikke til ens egen. Har man ikke lige den rette adapter i tasken, er man ilde stedt. Blandt de mest almindelige ventiler er Halkey-Roberts, Boston og Pro Series.

Det er således et af de steder, hvor man skal se sig godt for. Et godt bud på en løsning er den såkaldte Kwik Tek Airhead adapter, som kan tilpasses rigtig mange studse og ventiler, og som kan sluttes direkte til kompressor og slange til bildæk. Hjemme i garagen eller på en servicestation.

Den er god at have i baghånden, men dur altså ikke ude ved vandet. Heldigvis er den billig i anskaffelse.

12-delt 12 fods 2-hånds

Amerikanske Fenwick lancerer til 2010-sæsonen et helt nyt koncept inden for fluefiskeri: Den mangedelte fluestang!

Vi ved alle, at flerdelte stænger gør transport og rejser langt lettere. Men vi har aldrig tidligere set en 12-delt 12 fods fluestang – en stang, hvor de enkelte dele ikke er meget mere end 30 cm lange!

En sådan stang er en kendsgerning og indgår i Fenwick’s 2010-sortiment. Den er del af en helt ny og meget spændende stangserie med det meget passende navn “Latitude”. Navnet betyder som bekendt “Breddegrad” på engelsk og henviser naturligvis til, at disse stænger er tiltænkt den rejsende fisker, som har brug for nem og bekvem transport af sine lange fluestænger.

Serien indeholder i alt tolv modeller: Seks enhåndsstænger fra 9 fod klasse 4 til 9 1/2 fod klasse 10 – og tre tohåndsstænger fra 12 1/2 fod klasse 8/9 til 15 fod klasse 10/11. Alle enhåndsmodellerne er 6-delte, hvilket giver en transportlængde omkring den halve meter. Tohåndsstængerne er alle 12-delte, hvilket giver en transportlængde på under 40 cm!

Det betyder, at selv den længste fluestang nu kan transporteres i håndbagagen – for slet ikke at tale om almindelige kufferter, hvor den nærmest forsvinder ned i et hjørne!

Flest er bedst?

Nu er alt imidlertid ikke lutter lagkage. Flest og kortest mulige sektioner er ikke et mål i sig selv. Man skal betænke, at jo flere samlinger en stang har, desto flere er der også, som kan gå løs og i stykker.

Det er derfor en overvejelse værd, om man nu også har brug for en stang, der i transporttilstand er så kort. Skal den absolut kunne transporteres i håndbagagen, eller kan man klare sig med færre dele og større transportlængde?

Kan man det sidste, bør man ikkevælge mangedelte stænger – specielt ikke 2-hånds, som udsættes for et meget stort vrid under speykast og underhåndskast. I så fald bør man tape samtlige samlinger. før man begynder at fiske. Læs i den forbindelse artiklen om netop samlinger andetsteds på denne side.

Enhåndsmodellerne i den nye Latitude-serie er som sagt 6-delte, og det er der kun godt at sige om. For ikke så mange år siden var det meget eksotisk med 4-delte fluestænger, som kun blev fremstillet specielt til rejsebrug.

I dag er 4-delt ved at være normen i mange stangserier, da man i dag har godt styr på præcisionsfremstilling af samlinger. Og 4-delte enhåndsstænger er dejligt nemme at transportere. Der er således ingen grund til at være nervøs for at købe en 6-delt stang fra Latitude-serien. Samlingerne skal nok holde.

Det har ikke været muligt at få opgivet den anvendte kulfibertype – blot at den er “High Modulus”. Og det er jo alle kulfiberstænger i dag. Til gengæld er den bygget med “Line Steering Technology” – LST – som betyder, at man har monteret klingerne under skyldig hensyntagen til stangens rygrad. Noget, som Fenwick i udstrakt grad vil benytte sig af på deres High End stænger.

De seks enhåndsmodeller spænder vidt og dækker næsten alt dansk fluefiskeri. De kaster fornemt, har en rolig og velafbalanceret aktion, som ikke er trættende for håndleddet, og er i det hele taget et behageligt bekendtskab. Centimetermål op til 50 cm er præget på klingen, hvilket er en meget praktisk ting.

Hjulholderen er nydesignet og karakteristisk for Latitude stængerne. Der skal jo også være noget for øjet, mener altså Fenwick!

Luksuriøs transportkuffert

Latitude er monteret med kvalitetsøjer fra øverst til nederst. Et ankepunkt kunne dog være, at Fenwick har valgt étbenede øjer til mellemringene – af hensyn til vægten. Alle erfaringer viser, at konventionelle slangeringe holder bedst og længst, men det er altså et valg, som Fenwick har gjort for at spare gram.

Andre steder er der til gengæld ikke sparet. Stængerne leveres med en ekstra spids, hvilket er noget overraskende. For kan man da påregne, at spidsen pludselig knækker? Fra andre multidelte stænger ved vi også, at det faktisk lige så ofte er 2. eller 3. sektion, der knækker, og hvad så? Så hjælper den ekstra spids ikke meget. Skade gør den naturligvis ikke!

Fenwick’s nye Latitude stænger skiller sig på alle måder ud fra markedets øvrige fluestænger. Sidst, men bestemt ikke mindst: De leveres ikke i rør, som normalen ellers er. Nej, de leveres i en fancy lille rejsekuffert, der nok egner sig bedre til showoff end til praktisk transport. Synd, for et lille rør ville være bedre til faktisk transport.

Men den lille rejsekuffert ser brandgodt ud, ligner en million dollars og skal nok sælge billetter!

Til de nye mangedelte Latitude stænger lancerer Fenwick en matchende hjulserie under samme navn. Der er tale om absolut high-end hjul med alle tænkelige finesser og en skivebremse, der stopper de største fisk og beskytter de tyndeste forfangsspidser.

Hvis man nu alligevel har den store tegnebog fremme, så er der vel ikke noget bedre end stang og hjul, der matcher – som er skabt til hinanden?

Vejl. udsalgspris for 8/9 stangen: kr. 3.999,-

Vejl. udsalgspris for 9/10 hjulet: 3.699,-

150 bonefish kan ikke tage fejl

Nyt fluehjul fra amerikanske Pflueger, som nu er omdøbt og indlemmet hos Fenwick.

Det er hårdt at være fluehjul i vore dage. Klarer man ikke ærterne, ryger man hurtigt ud af sortimentet – ud i glemslen. Der er nok nye, som presser på. Men også selv om man består prøven, kan det alligevel være svært at bevare identiteten.

Tag nu for eksempel Fenwick’s nye “Ironfeather” hjul, som er et rigtig godt og funktionelt fluehjul med et elegant udseende. Det er nemlig slet ikke nyt, idet det sidste år blev introduceret som den nye topmodel fra Pflueger.

Der i parentes bemærket har fremstillet fluehjul, før de fleste af os kunne knappe vore egne vadebukser. Det var nemlig dem, der for mere end et halvt århundrede siden havde dundrende succes med deres Pflueger Medalist fluehjul, som nok er verdens gennem tiderne mest solgte.

Men tilbage til Fenwick’s “nye” Ironfeather hjul, som sidste år hed Pflueger “President”. Men da Pflueger ejes af samme Jarden koncern, som også har Fenwick i folden, skulle der blot et fingerknips til, førend hjulet havde fået en ny identitet. Pure Fishing satser på Fenwick som sit foretrukne fluemærke, og derfor blev Pflueger’s bedste fluehjul trukket over i folden og omdøbt.

Gennemtestet

Til gengæld kan man så som fluefisker glæde sig over, at man nu ikke står med en ny model, hvis børnesygdomme først skal kureres. Næh-nej. Det nye Ironfeather er et grundigt gennemtestet hjul, som virkelig har vist, hvad det dur til.

Således havde jeg det i 2009 med på en to ugers tur til Jardines de la Reina på Cubas sydvestkyst, og her fik det for alvor bank. I løbet af den tur lykkedes det nemlig min model 78 at lande ikke færre end 150 benhårde bonefish – med den største på hele 3 kg. Hver eneste af disse dejlige fisk gik dybt i baglinen og testede bremsen til det yderste.

Og hjulet blev ikke skyllet af én eneste gang i de to uger, hvilket naturligvis er dumt, men en rigtig god test af overfladebehandlingen. Karibiens supersalte vand afslører nådesløst enhver dårlig antikorossionsbehandling.

Men Præsidenten klarede det hele uden en eneste plet på straffeattesten, og det er der mange andre og dyrere hjul, som ikke har gjort.

Gennemtænkt

Ikke nok med, at den gamle Pflueger President og nye Fenwick Ironfeather ser godt ud. Der er også tale om en uhyre gennemtænkt konstruktion, hvor ingeniører og designere har haft en rigtig god dag.

Designet er luftigt og futuristisk med Large Arbor spole, som skiftes med en enkelt klik. Sådan skal det være. Ingen løsdele, som kan forsvinde, eller skruer, som skal strammes. Hvor svært kan det være?

Der er fem modeller at vælge imellem i den nye Ironfeather serie fra Fenwick, og de kan alle trygt anbefales!

Prisen er også fornuftig: Fra kr. 1.599,- til kr. 1.999,-

3M protects you!

“3M hears you” kunne man for nogle år siden læse i annoncer fra den amerikanske kemigigant 3M’s annoncer. I dag kan man med rette omskrive den sætning til “3M protects you”, for nu er 3M også blevet storleverandør af beskyttelsesbriller til industri og håndværkere.

Vildfarne fluer er farlige – specielt for øjnene. Det er til at leve med, når de engang imellem får fat i fiskevest eller kasket. Man overlever også, hvis de skulle få fat i ører eller fingre. Måske efter en lille tur på skadestuen.

Men det er fatalt, hvis de rammer øjet, og det er en reel risiko under fluefiskeri. Vinden kan drille, så selv en dygtig kaster mister kontrollen. Og landets skadestuer har desværre før set fluefiskere, der bestemt ikke havde blink i øjet. Nej, der sad i stedet en flue forankret midt i pupillen…

Den slags er ikke til at spøge med, og fluefiskere bør derfor altid bære briller under fiskeriet. Heldigvis er det nu ikke nogen tung pligt, idet man alligevel altid bør bære polaroidbriller – solbriller med polariserede glas. Polaroidfilteret tager nemlig de irriterende reflekser, som kastes tilbage fra vandet – i form af planpolariseret lys.

Brillerne fjerner ikke blot det irriterende glar på vandet, men tillader også, at vi ser ned i det. Med polaroidbriller kan vi pludselig se – om ikke fiskene selv, så i hvert fald bundforholdene. Vi kan spotte grødebuske og tangbælter, lave strækninger og stejle skrænter ud mod dybet.

Problemet opstår først, når mørket falder på. I takt hermed bliver det sværere og sværere at se noget med sine polariserede solbriller, der i regelen har gråbrunt tonede glas. Til sidst er det så mørkt, at man bliver nødt til at tage dem af – med risiko for at blive ramt af en vildfaren flue i det tiltagende mørke.

Gult er godt!

Hvis man altså ikke lige har et par gule polaroidbriller ved hånden. De gule glas giver en time ekstra med lys, man kan se i. Jægerne har brugt gule briller i mange år. Gult øger nemlig kontrasten og giver det ganske vist falske indtryk, at der faktisk er mere lys, end tilfældet er.

Enkelte polaroidbriller leveres med udskiftelige glas, så man kan bruge brune om dagen og gule om aftenen. Men ingen leveres med glasklare og ufarvede glas, der kan yde beskyttelse i mørket uden at stjæle den smule lys, der måtte være.

Enter 3M med flere andre producenter af beskyttelsesbriller til industri og håndværkere. Beskyttelsesbriller er ikke noget nyt, men det er nyt, at de nu også er blevet pæne at se på og behagelige at bære. Nu behøver man ikke længere ligne klassens Kloge Åge med store og klodsede briller. Nu kan man tage sine smarte beskyttelsesbriller på og være klar til det, der nu måtte komme!

3M er en af de producenter, som laver gode beskyttelsesbriller egnet til fluefiskeri. De sidste to år har jeg haft to par at veksle med – gule til aftenfiskeriet og klare til regulært natfiskeri, når det virkelig er mørkt. Når mørket falder på, er det alligevel så som så med effekten af polaroidbrillerne, så her bruger jeg ofte mine gule 3M i stedet.

– Du ser sej ud, sagde min steddatter engang til mig, da jeg havde dem på, og det gør jo ikke noget. At man så beskytter sine uvurderlige øjne samtidig, gør bestemt ikke sagen ringere!

Hotte liner til koldt vand

Airflo producerer liner, som kan blive lidt stive ved meget lave temperaturer. De har derfor udviklet en ny serie flueliner specielt beregnet til koldt vand. Det er hotte liner – men med en skarp kant…

Engelske Airflo – ups, walisiske, hvis jeg ikke skal få knækket min fluestang, næste gang jeg kommer til Wales – er kendt for deres flueliner. Som de første og stadig næsten eneste i verden, fremstiller de deres flueliner i polyurethan i stedet for polyvinylklorid. Med de mange fordele, det indebærer. Stort set alle andre flueliner fremstilles stadig af PVC.

Men polyurethan har også sine svage sider. Således kunne jeg ved selvsyn konstatere, at mine Airflo liner blev noget stive og umedgørelige, når temperaturen nærmede sig frysepunktet. Andre havde oplevet det samme, og Airflo reagerede da også hurtigt ved at udvikle en ny serie flueliner specielt til koldt vand: Airflo Cold Saltwater.

Samtidig inkorporerede de også deres revolutionerende integrerede løkker og “Ridge” teknologi, som forsyner linerne med langsgående riller i coatingen. Dem kan du læse om andetsteds på denne side.

Smidig i kulde

Jeg fik et par stykker med hjem, da jeg besøgte fabrikken sidste år. Og jeg gemte dem hjemme i deres lune kasser, indtil decemberkulden gjorde det relevant at teste dem. Til sammenligning havde jeg de almindelige Airflo liner med, som ganske rigtigt blev noget stive i vinterkulden.

Det gjorde de nye liner ikke. De fungerede helt efter hensigten – i vand, der kun var få grader varmt, og luft, der flere gange tangerede frysepunktet. Klart godkendt altså. Men hvad var nu det? Efter nogle timers fiskeri begyndte det at svie i fingrene, som viste tydelige slidmærker efter de nye liner. Jeg skiftede fra pegefinger til langfinger, men snart begyndte også den at svie…

Faktum var og er nemlig, at de nye Airflo Ridge Cold Saltwater liner slider hårdt på fingrene. Hårdere end nogen anden line, jeg har haft på hjulet og mellem fingrene. Bruger man handsker, er det naturligvis ikke noget problem, men gør man ikke, må der andre foranstaltninger til.

Til sarte kontorfingre har man længe kunne få såkaldte “stripping guards”, som er små nylonstrømper til at trække over linefingeren. De modvirker effektivt slid fra mange timers strippen line ind gennem øjerne. Og med de nye Airflo liner er de altså helt uundværlige, hvis man ikke vil have slidt hul i fingrene efter nogle timers intensivt fiskeri.

Stiv i varme

Nærmest ved en tilfældighed havde jeg taget et hjul med en ny Cold Saltwater line med, da turen i foråret gik til Cuba. Skæbnen ville, at de også kom i brug, og det var virkelig en overraskelse.

Hvor mange producenter fremstiller specielle flueliner til brug i varmt vand, hvor almindelige PVC liner har det med at krølle sammen og blive som spagetti i stangringene, dér klarede Airflo’s nye koldtvandsliner sig helt til UG! Faktisk blev jeg så begejstret for dem, at jeg ikke brugte andet på resten af turen. Uanset hvor varmt det blev – 30 grader var ikke unormalt – opførte de sig eksemplarisk!

Og så er det, man spørger sig selv: – Hvorfor overhovedet bruge andre liner – i kulde eller varme?

Selvfølgelig fordi det aldrig har været meningen, at jeg skulle have mine koldtvandsliner med til troperne. Og selvfølgelig fordi producenterne gerne vil sælge så mange forskellige flueliner til os altid købelystne fluefiskere som overhovedet muligt…

Nye flueæsker fra Wychwood

Fluer skal der til, og de skal have et sted at være. Flueæsker er derfor ingen ny opfindelse, og de findes i utallige udførelser. Vi har testet et par af de nyeste.

Engelske Wheatley var en af de første, som satte rigtige flueæsker i prodiuktion. Det startede tilbage i 1860 og er fortsat frem til i dag, hvor det hæderkronede firma fremstiller et utal af forskellige flueæsker – i træ, aluminum og plast – hver til sit specifikke formål.

Men den tid er definitivt forbi, hvor en flueæske var synonymt med en Wheatley. Hvor klassiske vådfluer blev sat i klassiske clips. Og hvor traditionelle tørfluer blev anbragt i små separate rum med hver deres gennemsigtige springlåg. Så de sarte hackler ikke tog skade.

Havde man dengang en klassisk tørflueæske fra Richard Wheatley – med to gange 16 af disse rum – så kunne man ikke nå højere. Det skulle da lige være lyden af de eder og forbandelser, der væltede ud over åen, når et eller flere af disse springlåg – for Gud ved hvilken gang – var sprunget op af sig selv og havde forårsaget en utilsigtet klækning af klassiske tørfluer i den friske vind…

Tilsvarende eder og forbandelser kom, når en tungt lastet Wheatley boks ved et uheld forlod sin lomme og gled ud i vandet – for aldrig at blive set igen… Var det er tørflueboks, og var man heldig nok til at redde den, var alle tørfluerne med garanti våde – og ubrugelige den dag…

Konstruktiv nytænkning

Well, der er løbet meget vand i havet siden da, og der er løbet meget vand ind i alverdens flueæsker. Mange nye flueæsker er derfor kommet til – nye konstruktioner i nye materialer. Men vigtigst af alt: De er vandtætte, og de flyder!

Japanske C&F er kommet godt fra start og tilbyder i dag en række fine fluebokse i et radikalt anderledes design – vandtætte og robuste. Ulempen er desværre, at de også er ganske tunge – omkring 200 gram for de fleste modellers vedkommende. Vægten er åbenbart prisen for kvaliteten.

Et andet problem er størrelsen på de mest gængse C&F æsker. De fylder helt enkelt rigtig meget i lommerne – det være sig på fiskevesten eller vadejakken. Ikke mindst tykkelsen – godt 4 cm – gør dem noget klodsede og uhandy i lommerne. Men kan man ellers leve med størrelsen og vægten, er C&F æskerne et dejligt bekendtskab – hvis man altså lige ser bort fra prisen, som også er ganske høj – omkring kr. 300,- for “Bonefish” modellen, der passer til danske kystfluer.

Men det ene skal jo passe til det andet, og amerikanske Simms – producent af verdens suverænt dyreste og måske også bedste waders – har netop lanceret fiskeveste med lommer, som passer specielt til de store og tykke C&F flueæsker. Og så skal de jo være dyre!

Fornuftig pris

Skulle man nu synes, at kr. 300,- er for meget for en simpel flueæske støbt i plastik, så er der heldigvis alternativer. De kommer ikke fra Japan eller Fjernøsten, men såmænd fra England – fluefiskeriet moderland.

I byen Redditch, hvor den moderne krogfremstilling startede med udgangspunkt i det lokale Sheffield stål, ligger i dag flere velrenommerede grejproducenter. Heriblandt Wychwood Tackle, hvis enkle filosofi er at levere de bedst tænkelige produkter til den lavest mulige pris.

Den filosofi er der kommet mange gode ting ud af. Heriblandt deres nye VUEfinder flueæsker, som kan alt det, C&F æskerne også kan – men gør det til den halve pris.

Udvalget er ikke kolossalt, som tilfældet er for både Wheatley og C&F’s vedkommende. Men de tre størrelser dækker det allermeste. Der er giganten, som er fremstillet specielt med sigte på engelske konkurrencefluefiskere, der altid har flere hundrede forskellige fluer i æsken. Til dem er Wychwoods VueFinder Competition markedets absolut bedste bud – med plads til op mod 1.000 fluer…!!!

Til os almindelige dødelige fluefiskere er de to små modeller nok mere passende. De er dobbelte – med plads til fluer på begge sider – og har et klart låg, så man altid kan se indholdet. Slut med det irriterende i altid at skulle åbne æskerne først…

Jeg har haft fornøjelsen at teste de nye Wychwood VueFinder æsker i det sidste halve års tid, og dommen er soleklar:

Markedets suverænt bedste flueæsker til prisen!

Ny linekurv med en klar fordel

Vi danskere har givet verdensrekord i brug af linekurv – eller i hvert fald produktion af samme! Nu har Lawson barslet med en helt ny én af slagsen, som jeg har haft lejlighed til at teste i det forgangne halve års tid.

Det har været et overordentlig behageligt bekendtskab. Allerede på jomfrusejladsen kunne jeg placere en fin 2 kg’s sølvblank havørred i den, og det var jo et godt varsel. Siden har jeg haft den med på alle ture og brugt den ganske meget.

Jeg er dog stadig af den faste overbevisning, at man først skal tage linekurven i brug, når der rent faktisk er brug for den. For det er der langt fra altid. Det gælder blot om at lære sig den rette teknik og linehåndtering, så man kan klare sig uden. – Hvorfor dog bruge Rollator, når man kan gå?

Det sagt, så byder den nye linekurv fra Lawson på flere gode takter. Den første og bedste er materialet, som er semitransparent. Ikke glasklart, men så gennemsigtigt, at man kan se igennem bunden det meste af tiden. Dette afhjælper i hvert fald delvis det velkendte problem, at man ikke kan se, hvor man går eller vader, når man har linekurven spændt om livet. Med det kedelige resultat, at man falder over sine egne ben, store sten eller andet…

To alen af samme stykke?

Lawsons linekurv er skåret over samme læst som den tidligere her på siden testede model fra linekurv.dk. Så meget, at den passer præcis ned oveni den! Derudover ligner de to kurve hinanden ganske meget i højde, bredde, dybde og tykkelse. Vægten er dog ikke helt den samme, idet linekurv.dk vejer godt 700 gram – mod godt 800 gram for den semitransparente Lawson.

Udskæringer til stanghvilet er mindre på Lawson, der også mangler udskæring til bæregrebet. Hvilket jeg for øvrigt savnede lidt. Men det kan man selv skære ud med en hobbykniv, hvis man vil. Materialet er blødt nok til det.

Begge kurve har 9 kegler i bunden til at holde styr på løslinen. På linekurv.dk er de arrangeret i en 4-3-2 trekant, mens Lawson har placeret dem i en 3-3-3 konfiguration. Der er ikke nogen mærkbar forskel på funktionaliteten i de to placeringer.

Det er der til gengæld på højden af de 9 kegler. På linekurv.dk er den blot 6 cm, mens keglerne er hele 8 cm høje på Lawson. På plussiden tæller, at højere kegler holder bedre styr på de mange meter løsline i kurven. På negativsiden står imidlertid, at de høje kegler faktisk en sjælden gang kan fange linen og holde den lidt tilbage på vejen ud. Det oplevede jeg et par gange under testen, men noget større problem er det ikke.

Den helt store forskel ligger naturligvis i brugen af et semitransparent materiale på Lawson linekurven. Det kan der ikke siges nok godt om, for det er naturligvis sådan, det skal være. Nu har man endelig mulighed for at se eller i hvert fald have en idé om, hvad der sker under linekurven!

Anbefales derfor på det kraftigste – ikke mindst på grund af en meget rimelig pris:

Kroner 299,- i udvalgte butikker

T-Lines fra Jim Teeny

Amerikanske Jim Teeny har udviklet en serie flueliner, der giver fluefiskeren helt nye muligheder for at komme ned til fiskene. Uden irriterende skydehoveder, vel at mærke…

Jeg mødte ham første gang under et besøg ved den lille steelheadflod Kalama i staten Washington, USA. Det var i 1981 – året efter Mount Hood’s store udbrud, der sprængte toppen af bjerget, og mange bjergveje var stadig spærret af aske fra udbruddet.

Men Kalama River var sluppet nådigt fra udbruddet og det store askenedfald, som havde ødelagt alle gydemuligheder i flere andre floder i nærheden. Kalama løb stadig klar og fin – med mulighed for sight fishing efter de steelheads, der var i den. Og bedst af alt: Der var ikke trængsel ved det smukke vand!

Ude i elven – foroverbøjet og intens – stod en mand, som flere andre fluefiskere så lidt skævt til. Af to årsager. Dels fangede han en masse store fisk. Og dels havde han den irriterende vane at belejre fiskene, når han først havde fundet dem. – He’s wearing them out, lød bemærkningen. – Sooner or later they give in…

Men ikke nok med det. Han fangede alle sine mange og store fisk på én og samme flue – en undseelig lille nymfe bundet af fasanhalefjer. Lidt á la Frank Sawyer’s berømte Pheasant Tail nymfe – blot meget større og i flere farver. Hermed ville han bevise, at det kun sjældent er fluen, som er afgørende. Det er fiskeren…

Jim Teeny hed manden, som stod ude i elven og piskede den til skum med sine Teeny Nymphs, der endda var mønsterbeskyttede! Han var i de år i fuld gang med at udvikle de liner, han senere skulle blive verdensberømt for: Teeny Nymph Lines.

Baggrunden for hans store succes var netop linen, som var i stand til at bringe fluen helt ned til de steelheads og stillehavslaks, som den nordamerikanske vestkyst er så berømt for. Jim Teeny eksperimenterede med liner, som var ultrahurtigt synkende, men han kunne ikke lide skydehoveder.

Filosofien var – dengang som nu – at han ville forene et ultrahurtigt synkende skydehoved med en flydende skydeline. Vel at mærke integreret og uden de irriterende løkker og splejsninger, som skydehoveder normalt er forsynet med. Samtidig skulle det være nemt at se, hvornår linen var klar til et nyt kast – via en markant overgang mellem den sort-brune synkespids og den meget lysere flydende skydeline.

Man må sige, at det lykkedes.

T-300

Den oprindelige Teeny Nymph Line er T-300, som efterhånden har mange år på bagen – og endnu flere fisk. Det er min egen favoritline, som har fulgt mig verden rundt og fanget et utal af forskellige fiskearter i både ferskvand og saltvand.

Denne orange klassiker synker godt 16 cm i sekundet, hvilket gør den til et fortræffeligt valg, når der skal fiskes rigtig dybt i ferske søer og elve. Den har fanget store steelheads på op til 20 lbs. for mig højt mod nord i British Columbia, og den har landet double-digit doradoer i det indre Sydamerika. Det var da også den, som reddede dagen og turen for mig, da vi for et par år siden løb ind i en irriterende koldfront i Namibia. Men da først T-300 kom på banen, fik jeg turens største tiger – en imponerende fisk på 15 lbs.

Den slags giver jo tro på sagen, og T-300 er derfor en af de liner, jeg aldrig – aldrig – er foruden på mine rejser. Sjovt nok er det også en line, der egner sig fint til det hjemlige geddefluefiskeri – på kort line og lavt vand. Den massive line kaster selv den største, tungeste og mest voluminøse flue uden at kny på en klasse 8 stang. Og på de korte kast, der bruges fra pontonbåd, når den aldrig at trække fluen for langt ned.

Det er et trick, jeg har lært under Big Game fluefiskeri efter sejlfisk i Panama. Her fisker man nemlig med højt flydende poppers – på hurtigt synkende liner! Synkelinen både kaster bedre og fylder mindre på hjulet samt yder markant mindre modstand i vandet. Ikke uvæsentligt, når der kan være både 200 og 300 meter line og bagline ude efter et langt udløb med flere høje spring…

T-500

Der findes næppe den sø eller elv, som ikke kan håndteres effektivt med en T-300. Til gengæld findes der flere situationer i saltvand, hvor den kommer til kort. Oceanisk havvand har en ganske stor opdrift, som selv en T-300 må give op for. Enter derfor den anden Teeny Nymph Line i serien – den blå T-500, som synker næsten 23 cm i sekundet. Den skal nok komme ned!

Det er linen, jeg tager i brug, når der skal fiskes dybt efter torsk, sej og lubbe ude i skærgården og inde i de dybe norske fjorde. Den formår at komme ned og trække fluen med sig. Mange er de gode oplevelser, jeg har haft med T-500 og store sej og lubber i stærk strøm og dybt vand. Mange er de udløb, hvor den blå Teeny er suset ud gennem øjerne – trækkende et godt stykke af baglinen efter sig.

T-500 er så tung, at den kan være hård at kaste med – på en enhåndsstang. Derfor har jeg eksperimenteret med i stedet at bruge en kort og stiv 12 fods tohåndsstang. I skabet havde jeg en stiv gammel Scierra #8-9 stående, som jeg aldrig rigtig var blevet venner med. Men som viste sig at håndtere min T-500 til UG. Der kræves blot det typiske siderullekast, hvor linen er mindst muligt i luften og længst muligt i vandet. Den lange stang er her en god hjælp mod farlig nærkontakt med linen i luften!

T-130

Det stod hurtigt klart, at T-300 er en lidt voldsom sag, hvis der skal fluefiskes på dybderne i klarvandede ørredsøer. Enter den tredje Teeny Nymph Line – den grønne T-130, som synker godt 10 cm i sekundet. Den er perfekt til lange kast over dybt vand. Læg så lang en line ud, som det lader sig gøre, og tæl efterfølgende linen ned i rette dybde.

I en argentinsk bjergsø havde jeg for nogle år siden en næsten guddommelig oplevelse. Vi kunne se bunden på 10 meter vand – så klart var det. Og så såre solen kom på himmelen, ville ørrederne ikke længere op til fluen. Den skulle ned til dem.

Det fantastiske bestod så i, at jeg kunne se mit lille Juletræ glimte helt dernede i dybdet. Og se det forsvinde for enden af min T-130, når en regnbue eller bækørred i 1-2 kg’s klassen tog det. Rosinen i pølseenden var den flotte kildeørred, som tog fluen sidst på samme dags eftermiddag – efterladende mig med en vaskeægte Patagonia Grand Slam. Så er det, man sender sin Teeny line en venlig tanke!

T-200 og T-400

De seneste skud på stammen er T-200 og T-400, som fylder hullerne mellem de oprindelige tre liner – med synkehastigheder på henholdsvis 14 og 20 cm i sekundet. Farven er henholdsvis hvid og gul, så man nemt kan skelne de forskellige Teeny liner fra hinanden.

De har naturligvis deres tilhængere og anvendelsesområder, men de har ingen selvstændig berettigelse sammenlignet med T-130, T-300 og T-500. Disse tre er og bliver klassikerne blandt Teeny Nymph Lines. De dækker tilsammen stort set alle forhold, man kan komme ud for. So:

– Don’t leave home without them!

Lineklasser og kasteteknik

Teeny Nymph Lines følger ikke det gængse AFTM system. Hvad ingen hurtigt synkende liner gør eller bør gøre. Det er nemlig et velkendt faktum – i hvert fald blandt fiskere med praktiske erfaring! – at det altid svarer sig at vælge en synkeline, der er én eller helst to klasser tungere end angivet på stangen. Det gør stangen langsom og kastene rolige – noget, man har god brug for, da de tynde og tunge synkeliner suser gennem luften med en helt anden fart end de gængse flydeliner.

Jim anbefaler selv sine liner ud fra følgende skema:

T-130: AFTM 4-6
T-200: AFTM 6-9
T-300: AFTM 7-10
T-400: AFTM 8-12
T-500: AFTM 9-14

Der er således vide rammer for stangvalg – og kasteteknik.

Fluefiskere med praktiske erfaring ved nemlig, at man ikke skal forsøge sig med almindelige fluekast, når der er hurtige synkere på hjulet. Da gælder det mere om at slænge fluen ud end kaste den. Den bedste metode er et almindeligt rullekast til at starte op med – til at trække linen fri af vandet med. Dernæst gælder det om af få linen så langt ned i bagkastet, at man kan sende den højt afsted i fremkastet.

Gjort rigtigt suser din Teeny Nymph Line afsted mod fjerne horisenter uden et eneste reelt blindkast. 25 meter er ingen sag med den rette teknik!

Ny e-bog: “Fishing the World”

Ny e-bog gennemgår i tekst og fotos 70 af verdens mest populære sportsfisk. Et must for den rejselystne fisker!

Send mig en mail, hvis du er interesseret i “Fishing the World” som e-bog.

Så sender jeg dig information om betaling og link til download.

160 A4 sider, 70 fotos og 2 tegninger ePub eller pdf-format.

Pris kr. 100,-

New Zealand: Fugl og fisk ved Otago

Blå torsk, røde aborrer, lyssky pingviner og gigantiske albatrosser. Det er, hvad man kan møde ud for New Zealands Otago Peninsula.

Vi kom oppe fra Kaikura – en klippespids, som stikker ud i Stillehavet på sydøens østkyst. Den når så langt ud i havet, at kontinentalsoklen kun ligger få kilometer fra land. En kendsgerning, som får pelssæler, forskellige delfiner og selv de største hvaler til regelmæssigt at færdes inden for få timers sejlads fra land.

Dette forhold har sat skub i en massiv turistindustri, hvor man dykker med sæler, snorkler med delfiner og spejder efter hvaler. Formedelst et passende antal newzealandske dollars kan man komme i nærkontakt med disse havets pattedyr – forudsat naturligvis, at vejret arter sig.

Det gjorde det mildest talt ikke i de dage, vi tilbragte i Kaikura – i håbefuld venten på det gode vejr, der aldrig kom. Vi måtte derfor bide i det sure æble og lade os nøje med en svømmetur langs de klipper, hvor pelssælerne hviler sig mellem fisketurene.

Sigtbarheden var næppe mere end 2-3 meter i det oprørte hav, og sælerne havde ikke travlt med at komme i vandet, når det nu var tilpas koldt oppe på land.

Resultatet blev, at kun to ud af et hold på ti dykkere så sæler under vandet. Vi andre måtte nøjes med at fornemme deres tilstedeværelse ind imellem.

En efterfølgende fisketur ud til kanten af kontinentalsoklen gav bedre resultater. Trods store dønninger fra det åbne Stillehav lykkedes det skipper at ankre op på mere end 100 meter vand – præcis, hvor skrænten faldt brat i dybet.

Bundfiskeri på kontinentalsoklen

Det varede en evighed at få de agnede kroge ned til bunden – trods det faktum, at der stort set ingen strøm var.

Til gengæld behøvede vi ikke vente længe på hug. Faktisk nappede det næsten i samme øjeblik, loddet tog bunden. Det mærkedes tydeligt gennem den tynde og helt uelastiske superline. Et hurtigt tilslag og så kom det hårde arbejde med at spinne mere end 100 meter line ind – med lod og fisk for enden…

Det var primært “blue cod” og mindre “red perch”, der bed på – begge prima spisefisk, som skipper næsten havde filetteret, inden de havde nået dæksplankerne…

Blue cod er New Zealands absolut fineste spisefisk – den, man kan få på alle de fine restauranter, som ironisk nok ikke må servere ørred. Ironisk, da netop New Zealand har noget af verdens fineste ørredfiskeri. Men det ønsker myndighederne at bevare, og derfor er der forbud mod handel med ørred.

Not so med blue cod, der – trods sit navn – slet ikke er nogen torsk, men i stedet tilhører aborrefiskene. Præcis som de mindre, men ikke mindre delikate red perch, der både hvad navn og udseende angår holder, hvad de lover!

Skipper ved, hvad det drejer sig om. Vi er på rigtigt madfiskeri, og som den gode vært er han over fiskene og har gjort dem til fileter, næsten førend de er fri af krogen!

Dønningerne bliver desværre ikke mindre, som tiden går, og frygten for en gang søsyge dukker regelmæssigt op i tankerne. Til alt held rykker det til sidst hårdt i linen, og op kommer nogle minutter senere en flot pighaj på trekvart meter. Den får lov at gå igen, da vi har så rigeligt med lækre fileter – nok til en solid gang aftensmad for fire.

Og så sker pludselig det, som ikke ville ske, da det skulle: En flok delfiner dukker op af dybet og omringer på kort tid båden, mens de lystigt boltrer sig i overfladen. Det er det, man betaler dyre NZ dollars for at opleve på turistbådene. Og det får vi nu helt gratis – i tilgift til fiskene og fisketuren.

Vejret ville ikke blive bedre. Vi pakkede derfor vore sydfrugter og satte kursen sydover – denne gang mod halvøen Otago Pensinsula, hvor New Zealands næststørste by, Christchurch, ligger. Her skulle der kigges fugle til den store guldmedalje!

Landfaste albatrosser

Otago Pensinsula er nemlig det eneste sted i hele verden, hvor man kan iagttage landfaste rugende albatrosser. Normalt ruger disse kæmpefugle på utilgængelige skær langt ude i havet, men på Otago findes en koloni, der ruger en halvø, som rager ud i havet. En koloni, som enhver kan besøge, hvis blot man har en bil til rådighed eller er villig til at tage bussen.

For den uindviede er alle gigantmåger albatrosser. For den seriøse ornitolog er der imidlertid flere arter at skelne imellem. Til de mere almindelige hører den såkaldte “Mollymawk”, der med sit vingefang på blot 2 meter er en ganske lille albatros. Den virkelige albatros – “the Royal Albatross” – spænder nemlig hele 3 meter fra vingespids til vingespids. De største imponerende 3,4 meter!

Alene ægget fra en albatros vejer et halvt kilo, og de voksne albatrosser kan veje op til 7,5 kg og nå en høj alder – mere end 60 år! Det er åbenbart sundt for krop og sjæl at tilbringe 80% af sit liv i luften, svævende på de vinde, som sender den iskolde Humboldtstrøm hele vejen rundt om Antarktis. Albatrossen følger passivt med og ernærer sig af de fisk, den kan fange.

Det har vist sig, at mange albatrosser ender deres dage undervejs – fanget af en krog på en af de kilometerlange langliner, som erhvervsfiskerne lægger ud i farvandet omkring Antarktis. Endnu et eksempel på de mange og tragiske bifangster, som det moderne industrialiserede fiskerierhverv desværre medfører.

Albatrossen er ofte 15 år gammel, førend den er kønsmoden. Til gengæld bliver den ved med at yngle til det sidste – endda med held. Ungerne, som er kolossale vattotter at se på, fodres så meget, at de kan veje helt op til 13 kg, førend de kommer på vingerne. Herefter taber de hurtigt vægten og når ned på det normale, der er halvdelen.

Store Flyvedag

Man skal være heldig for at se de store albatrosser i luften. Der skal vind til, førend de orker at lette. Til gengæld kan man da se, hvor ringe de store svævere er til at lande og færdes på det tørre. Efter at have tilbragt mange måneder i træk på og over havet, er deres benmuskler så svage, at de knapt kan bære fuglens egen vægt. Og derfor kommer landingerne til at se mildest talt uelegante ud!

Det er selskabelige fugle, som kommunikerer meget. Således oplever vi en albatros, der lander på klippen lige foran observationstårnet. Den sunder sig lidt efter den hårde landing, netter fjerene og kigger så op mod himlen. Så kalder den på en af de andre fugle, som netop glider forbi, og lidt senere har den selskab.

De har tilsyneladende oplevet noget. I hvert fald går snakken så ivrigt, at man slet ikke er i tvivl om indholdet: – Så du den fiskestime længst ude mod klipperne? – Fed opvind i dag, ikke? – Hvordan går det med bentøjet? – Hård landing, du havde for lidt siden?

Vi er heldige og ser adskillige albatrosser i luften. De ligner grangiveligt store måger, når man ikke kan sætte deres størrelse i relation til noget kendt. Først når de lægger an til landing og kommer tæt på, fatter man deres virkelige størrelse. En enkelt crasher regulært ved landingen og havner hårdt på næbbet. Den ser sig sky omkring og føler måske, at det var lidt pinligt med den lousy landing.

Verdens største fugl er definitivt ingen elegantier på landjorden…

Pudsige pingviner

Men der er meget andet end landfaste albatrosser at se på herude. Otago Peninsula byder også på glimrende muligheder for at studere diverse pingviner, som ligeledes ruger på landjorden.

Der er især to arter, man kan komme til at se på nært hold: Den gule og den blå pingvin, som hver især er meget forskellige. Den ene er lille – den anden fem gange større. Den ene er gul – den anden blå. Den ene trives i dagslys – den anden er decideret nataktiv. Den ene er socialt anlagt – den anden en inkarneret privatist!

Begge er de ganske vist fugle, som ikke kan flyve, men som i stedet er fortræffelige svømmere.

Den gule pingvin er med sine 5 kg den største af de to. Den lever af fisk og krebsdyr langt til havs, men ruger åbent inde på landjorden. Oprindelig var New Zealands kyster klædt med tæt og uigennemtrængelig urskov. Det er den ikke længere. Skoven er fældet, og den gule pingvin har fået et problem. Den kan nemlig ikke trives, hvis der er andre pingviner i syne.

Derfor er bestanden gået meget tilbage, og derfor har man nu oprettet reservater, hvor man lader naturen generobre kystlinjen, så den gule pingvin kan få sit behov for privatliv dækket!

Vi besøger et privat reservat, hvor man har bygget et helt kompleks af overdækkede gange – skyttegrave kunne man også kalde dem – hvorfra det er muligt at iagttage de sky pingviner. Sjovest er det at iagttage stranden. Pludselig strander en lille gul pingvin på sin velpolstrede mave i brændingen, kommer på benene og ser i det hele taget ud, som var den netop kommet fra Månen.

Den kigger sig længe omkring, førend den vralter op på land – op mod sin redeplads, der kan ligge adskillige hundrede meter fra det beskyttende hav.

Den gule pingvin går ensom i land midt på højlys dag. Det gør den lille blå pingvin ikke. Den er uhyre lyssky og vover sig ikke op på landjorden, førend mørket har lagt sig. Og da kun i flok.

Vi ser i dagens allersidste lys, hvordan en lille flok pingviner som små missiler kommer susende i høj fart ind mod land. Den første kommer ind med brændingen, rejser sig og venter. Først når flokken tæller en halv snes stykker, har de mod nok til at søge op til deres redepladser, som er huler i jorden.

Her kan man se ungerne og de rugende fugle i dagtimerne – præcis som med søpapegøjerne på Færøerne. Men man ser aldrig de voksne ude i frit dagslys. Det tilbringer de på åbent hav!

Paua’en

New Zealand er kendt for mange såkaldte “endemiske” plante- og dyrearter. Arter, der kun forekommer på New Zealand. Det gælder også den berømte “paua”, som lever og vokser i det kolde Tasmanske Hav ud for det regnfyldte Fjordland på vestkysten af Sydøen.

Her finder man Haliotis iris, som paua’en hedder på latin, fra tidevandszonen og ud til dybder på omkring 15 meter. Den er beslægtet med Abalonen og har som denne markante huller langs kanten af den flade og aflange skal.

Pauaen kan blive stor og er meget velsmagende. Men den er fredet og må ikke handles kommercielt. I stedet er den genstand for en del kommercielt opdræt, som gør det mulligt at indtage delikatessen på udvalgte restauranter.

Mest kendt er paua’en imidlertid for sin skal, der – når den slibes – frembyder de mest fantastiske blå og grønne perlemorsfarver. Stykker af denne perlemor indgår i traditionel Maori-kunst og anvendes i dag hyppigt til smykker, som turisterne elsker.