12-delt 12 fods 2-hånds

Amerikanske Fenwick lancerer til 2010-sæsonen et helt nyt koncept inden for fluefiskeri: Den mangedelte fluestang!

Vi ved alle, at flerdelte stænger gør transport og rejser langt lettere. Men vi har aldrig tidligere set en 12-delt 12 fods fluestang – en stang, hvor de enkelte dele ikke er meget mere end 30 cm lange!

En sådan stang er en kendsgerning og indgår i Fenwick’s 2010-sortiment. Den er del af en helt ny og meget spændende stangserie med det meget passende navn “Latitude”. Navnet betyder som bekendt “Breddegrad” på engelsk og henviser naturligvis til, at disse stænger er tiltænkt den rejsende fisker, som har brug for nem og bekvem transport af sine lange fluestænger.

Serien indeholder i alt tolv modeller: Seks enhåndsstænger fra 9 fod klasse 4 til 9 1/2 fod klasse 10 – og tre tohåndsstænger fra 12 1/2 fod klasse 8/9 til 15 fod klasse 10/11. Alle enhåndsmodellerne er 6-delte, hvilket giver en transportlængde omkring den halve meter. Tohåndsstængerne er alle 12-delte, hvilket giver en transportlængde på under 40 cm!

Det betyder, at selv den længste fluestang nu kan transporteres i håndbagagen – for slet ikke at tale om almindelige kufferter, hvor den nærmest forsvinder ned i et hjørne!

Flest er bedst?

Nu er alt imidlertid ikke lutter lagkage. Flest og kortest mulige sektioner er ikke et mål i sig selv. Man skal betænke, at jo flere samlinger en stang har, desto flere er der også, som kan gå løs og i stykker.

Det er derfor en overvejelse værd, om man nu også har brug for en stang, der i transporttilstand er  kort. Skal den absolut kunne transporteres i håndbagagen, eller kan man klare sig med færre dele og større transportlængde?

Kan man det sidste, bør man ikkevælge mangedelte stænger – specielt ikke 2-hånds, som udsættes for et meget stort vrid under speykast og underhåndskast. I så fald bør man tape samtlige samlinger. før man begynder at fiske. Læs i den forbindelse artiklen om netop samlinger andetsteds på denne side.

Enhåndsmodellerne i den nye Latitude-serie er som sagt 6-delte, og det er der kun godt at sige om. For ikke så mange år siden var det meget eksotisk med 4-delte fluestænger, som kun blev fremstillet specielt til rejsebrug.

I dag er 4-delt ved at være normen i mange stangserier, da man i dag har godt styr på præcisionsfremstilling af samlinger. Og 4-delte enhåndsstænger er dejligt nemme at transportere. Der er således ingen grund til at være nervøs for at købe en 6-delt stang fra Latitude-serien. Samlingerne skal nok holde.

Det har ikke været muligt at få opgivet den anvendte kulfibertype – blot at den er “High Modulus”. Og det er jo alle kulfiberstænger i dag. Til gengæld er den bygget med “Line Steering Technology” – LST – som betyder, at man har monteret klingerne under skyldig hensyntagen til stangens rygrad. Noget, som Fenwick i udstrakt grad vil benytte sig af på deres High End stænger.

De seks enhåndsmodeller spænder vidt og dækker næsten alt dansk fluefiskeri. De kaster fornemt, har en rolig og velafbalanceret aktion, som ikke er trættende for håndleddet, og er i det hele taget et behageligt bekendtskab. Centimetermål op til 50 cm er præget på klingen, hvilket er en meget praktisk ting.

Hjulholderen er nydesignet og karakteristisk for Latitude stængerne. Der skal jo også være noget for øjet, mener altså Fenwick!

Luksuriøs transportkuffert

Latitude er monteret med kvalitetsøjer fra øverst til nederst. Et ankepunkt kunne dog være, at Fenwick har valgt étbenede øjer til mellemringene – af hensyn til vægten. Alle erfaringer viser, at konventionelle slangeringe holder bedst og længst, men det er altså et valg, som Fenwick har gjort for at spare gram.

Andre steder er der til gengæld ikke sparet. Stængerne leveres med en ekstra spids, hvilket er noget overraskende. For kan man da påregne, at spidsen pludselig knækker? Fra andre multidelte stænger ved vi også, at det faktisk lige så ofte er 2. eller 3. sektion, der knækker, og hvad så? Så hjælper den ekstra spids ikke meget. Skade gør den naturligvis ikke!

Fenwick’s nye Latitude stænger skiller sig på alle måder ud fra markedets øvrige fluestænger. Sidst, men bestemt ikke mindst: De leveres ikke i rør, som normalen ellers er. Nej, de leveres i en fancy lille rejsekuffert, der nok egner sig bedre til showoff end til praktisk transport. Synd, for et lille rør ville være bedre til faktisk transport.

Men den lille rejsekuffert ser brandgodt ud, ligner en million dollars og skal nok sælge billetter!

Til de nye mangedelte Latitude stænger lancerer Fenwick en matchende hjulserie under samme navn. Der er tale om absolut high-end hjul med alle tænkelige finesser og en skivebremse, der stopper de største fisk og beskytter de tyndeste forfangsspidser.

Hvis man nu alligevel har den store tegnebog fremme, så er der vel ikke noget bedre end stang og hjul, der matcher – som er skabt til hinanden?

Vejl. udsalgspris for 8/9 stangen: kr. 3.999,-

Vejl. udsalgspris for 9/10 hjulet: 3.699,-

© 2009 Steen Ulnits