Tunge torsk i tangen

Solnedgang

Novmber er årets absolutte topmåned til kystfiskeri efter tykke torsk, der nusser rundt i tangen i jagten på deres yndlingsføde: Krabber! Det er derfor nu, nytårstorsken skal fanges – hvis det skal gøres fra kysten!

For mange er november en rigtig træls måned, men så er man ikke torskefisker! Er man nemlig det, er november tværtimod årets absolutte højdepunkt. Det er nemlig lige nu, at torskene søger helt ind under land for at jagte knasende sprøde krabber. Og på intet andet tidspunkt af året er de så velkonditionerede som netop nu!

Vild efter krabber

Det er en velkendt sag, at torsk elsker krabber over alt i denne verden. Derfor kan man ofte opleve, at en nyfanget torsk knaser, når man trykker den på maven. Og at netop ædte krabber noget forvirrede kommer kravlende ud af munden på en nyfanget torsk – en barsk og måske traumatiserende oplevelse rigere!

Bundsnørefiskeren, der målrettet går efter torsk, bruger derfor friske krabber som agn. Allerhelst de såkaldte “peeler crabs” – krabber, som netop har skiftet skal, og som derfor endnu er bløde og lækre at bide i. Det forstår torskene om nogen at værdsætte. Har han ikke adgang til friske krabber, bruger han i stedet en kunstig Gulp! krabbe, som er en rigtig god erstatning for den ægte vare – i form, farve og smag.

Det faktum har naturligt nok fået mange til at tro, at naturalistiske krabbefluer derfor må være det allerbedste til fluefiskeri efter torsk. Det ved torskene imidlertid ikke noget om, og praktisk fiskeri viser da også, at rene fantasifluer næsten altid kan udfiske mere nøjagtige imitationer.

Det kan der være flere årsager til. Dels er en hidsig rød-gul flue langt mere synlig i vandet og dermed lettere for torskene at få øje på. Og dels er torsk både nysgerrige og sultne fisk, der kun nødigt lader en saftig godbid svømme uantastet forbi. Uanset om den så ligner noget kendt fødeemne eller ej.

Det er givet også derfor, at spinnefiskerens favoritvåben til kysttorsk i mange år har været den klassiske rødgule fynske kystwobler i træ. Næppe nogen anden kunstagn har landet så mange kysttorsk som netop den. Og næppe nogen anden kunstagn ligner en krabbe eller andet naturligt fødeemne så lidt som netop den!

GB_Torsk

Kræsne torskebasser

“Dum som en torsk”, siger vi ofte, men det er der nu ikke meget hold i. Vi har det med at tillægge fiskene egenskaber, de slet ikke har. Vil de ikke tage vore agn, så må de være kloge, ræsonnerer vi.

Begge dele er forkerte. Fisk er ikke kloge, og torsk er ikke dummere end andre fisk. For at være enten dum eller klog, må man nemlig kunne tænke, og det kan fisk altså ikke! Uanset hvad vi lystfiskere måtte tro om dem… Fisk har ikke som vi en bevidsthed om deres egen situation, og de kan derfor ikke tænke. Men derfor kan de sagtens være svære at fange…

En kold novemberdag for en del år siden fiskede en kammerat og jeg torsk fra kysten på det sydlige Djursland. Jeg fiskede med mit trofaste sølvfarvede Koster blink, som har mange, mange torsk på samvittigheden – makkeren med et langt og slankt Smelt blink i kobber.

Vi fiskede side om side. Makkeren gryntede med jævne mellemrum tilfreds og halede en fin kysttorsk ind på land. Jeg derimod mærkede intet. Absolut intet. Det undrede vi os en del over – indtil vi fandt på at sprætte et par af torskene op for at se, hvad de havde ædt.

Det viste sig, at torskene helt havde indstillet sigtet på langstrakte og mørkt brune tangspræl. Mit sølvfarvede brede blink havde de derfor intet til overs for. Til gengæld fik jeg hug med det samme, jeg også fik et kobberfarvet Smelt blink knyttet på linen.

To uger senere samme år var det mig, der indledte scoringen. Jeg fiskede med en rød-gul kystwobler, som jeg lod hoppe hen over tang og sten så langsomt, jeg overhovedet kunne. Den ene torsk efter den anden meldte sin interesse. Først et let puf og så hugget. Der lå efterhånden en pæn bunke torsk oppe på strandvolden, da makkeren kom tilbage. Han havde kun haft et par småtorsk på sit sølvfarvede Tobis blink.

Torskene havde – som så ofte før, når de går villigt til den rød-gule kystwobler – maverne fyldt med knasende sprøde krabber. Kriblende krabber er altså bare torskenes livret.

Det er oplevelser som ovenstående, der giver respekt for torsken som sportsfisk. Der er ganske vist dage, hvor torskene grådigt kaster sig over alt, der bevæger sig. Hvor de til fulde lever op til betegnelsen “dum som en torsk”. Sådanne dage har de “kloge” havørreder for øvrigt også – en sjælden gang imellem…

Men der er så sandelig også dage, hvor torskene ikke tager hvadsomhelst for gode varer. Hvor de er kræsne og kun vil tage noget, der ligner deres favoritføde til forveksling. Og da er det kun den dygtige og indsigtsfulde fisker, der får fisk med hjem!

Gulp_Crab_3

Solnedgangstimen

Torsk er typisk lyssky fisk, der tilbringer de lyse dagtimer ude på lidt dybere vand. Først når solen har sænket sig bag horisonten, dukker de op på det lave kystvand. Faktisk gør de det med så stor regelmæssighed, at man i perioder med stabilt vejr næsten kan stille sit ur efter dem!

Men ingen regel uden markante undtagelser, og her er en af dem – fra månedsskiftet november-december for nogle år siden:

Det er midt på dagen, og solen skinner fra en skyfri himmel. Jeg lægger de første kast ud langs tangbæltet, så jeg kan spinne ind i kanten, hvor havørrederne gerne lurer på forbipasserende småfisk.

Det giver derfor et gib i mig, da det hugger næsten omgående. Hårdt og tungt. Hjulet giver sig straks til at skrige, da en stor fisk opdager sin fejltagelse og suser udefter mod dybet.

Jeg mærker straks, at det ikke er nogen havørred. Det er i stedet en torsk – endda en af de rigtig gode. Jeg sætter derfor hårdt mod hårdt, så fisken ikke kan nå at gå i bunden. Jeg presser den alt, hvad mit kystgrej overhovedet kan holde, og efter et par minutters tovtrækkeri kan jeg se på, linen, at fisken nu er ude af farezonen – ude over den lyse sandbund.

Til sidst er torsken helt inde i havstokken, hvor den ruller frem og tilbage med bølgeskvulpet. Jeg går hen bag den og giver den et løft med støvlen, så den kommer helt op på det tørre.

Og der ligger den så – en meget smuk, rustrød og velkonditioneret kysttorsk, der siden viser sig at veje hele 4,5 kg.

Gulp_Crab

Forventningens glæde…

Jeg er ganske overrasket over mit held – og træt af at hale så hårdt igen for at holde fisken fri af bunden. Jeg sætter mig derfor i strandstenene og glæder mig over fangsten. Uden en god portion svineheld får man helt enkelt ikke så flot en kysttorsk midt på en strålende solskinsdag.

Da jeg lidt senere genoptager fiskeriet på selvsamme sted, rykker det igen i linen længst ude. Efter endnu en gang tungt tovtrækkeri kommer endnu en flot rustrød kysttorsk glidende ind mod land og får et sidste løft af støvlen. 3,5 kg!

Jeg gemmer de to flotte torsk i skyggen bag nogle store sten og venter på makkeren, der langsomt fisker sig ned mod mig. Han har ikke fanget noget, viser det sig – end ikke mærket det mindste. Da jeg diskret nikker hen mod stenene og han får øje på fiskene, undslipper der ham et gisp. – Det var pokkers!

Jeg kan kun give ham ret – og glæde mig over mit eget store held. – Og hvad kan det ikke blive til i aften, når først torskene for alvor kommer ind?

Solen gik ned bag bakkerne, og de sidste dønninger lagde sig. Vi nærmest slugte madpakkerne, så vi kunne stå bedst muligt rustede til det hektiske og krævende aftenfiskeri, der helt sikkert måtte komme oven på en sådan begyndelse.

Jeg behøver vel næsten ikke sige det: Ingen torsk kom ind på kastehold den aften. Ikke en eneste.

Men solnedgangen var til gengæld uhyre smuk!

Solnedgang

© 2009 Steen Ulnits