Forfatterarkiv: Steen

Karper på klods hold

Hotte karper i sommervarmen

Heden er trykkende, da jeg sætter mig ind i bilen med kurs mod karpevandet. Henrik står klar med kano og korte bukser, mens mørke skyer trækker op i horisonten. De holder sig dog længst i vest hele dagen, og heden bider sig fast. Op mod 30 grader er der lidt over middag…

Vi padler kanoen ud mod sivskoven på søens modsatte side, mens vi spejder efter fouragerende karper på det lave vand. Her kan de dog ikke være uden at afsløre sig – med tydelige trykbølger på overfladen eller sågar med ryg- og halefinne viftende op af vandet!

Det varer ikke længe, førend vi spotter den første karpe. Målrettet støvsuger den sig frem over mudderbunden, efterladende et spor af grumset vand, hvor bundslammet hvirvles op. Det er en karpe, der vil noget, denne her – en sulten sag på bekvemt kastehold!

Henrik bremser kanoen og lægger kursen om, mens jeg forsigtigt skifter pagajen ud med fluestangen. Ud kommer den lille flue, som er placeret 20 cm under en fluogrøn hugindikator af selvklæbende skumplast. Med vilje lægger jeg den lidt for langt ude, foran karpen, så jeg kan trække i linen og manøvrere fluen på plads – ret inde i støvsugersporet!

Baglinen!

Der er ingen tvivl i dens sind. Da den når fluen, bremser den kort op, fokuserer – og suger så fluen ind sammen med en masse mudder. Indikatoren giver et lille spjæt og forsvinder så ned i vandet som et andet flåd. Tilbage er kun at løfte stangen, og dansen kan begynde.

Og det gør den. Karper er fantastiske fightere – specielt på lavt vand som her. Det er næsten som at have en tropisk bonefish på krogen, der kun kender én vej ud af problemerne: – Flygt, alt hvad remmer og tøj kan holde!

Det gør denne karpe også, og få sekunder senere mærker jeg det herlige bump, da splejsningen mellem flueline og bagline ryger ud gennem stangringene. Der er ikke mange andre fisk i lille Danmark, som kan gøre karpen det kunststykke efter. Hånden på hjertet: – Hvor mange gange har du set din bagline under fiskeri herhjemme? Næppe ret mange…

Styr på støvsugeren

Fisken vender i overfladen i den modsatte ende af søen – dér, hvor vi kom fra – og vender så tilbage til gerningsstedet. Et par korte udløb senere er den dog så træt, at jeg kan presse den ind til bådsiden. Hvor vi så finder ud af, hvor vanskeligt det egentlig er at håndtere store fisk i en lille og aldeles ustabil kano…

Virkelig svært bliver det i hvert fald, da jeg skal vende mig om – med fisken i favnen – så Henrik kan fotografere den!

Henrik har allerede taget en strimmel video af denne min første fluekarpe, og nu slutter vi af på behørig vis med nogle traditionelle fangstfotos, inden karpen får lov at svømme igen. Det var spændende – at fange en hjemlig fisk, som kunne gå i baglinen. Det gik i blodet, og siden er det blevet til adskillige flotte fluekarper på op til 7 kg.

Karpen er både og en nem fluefisk. Er forholdene til det, er fluefiskeri efter karper både spændende og effektivt. Der kræves blot, at man kan se fiskene. Enten direkte i overfladen eller indirekte via trykbølger samme sted. Er forholdene omvendt ikke til det – vandet er for dybt eller for grumset – kan man fiske blindt i årevis uden at se skyggen af en karpe efter fluen.

Karpen er en vaskeægte varmtvandsfisk, som aldrig får det for varmt. Selv ikke i den varmeste danske sommer. Til gengæld er den ikke vild med vinter, hvor den går i dvale nær mudderbunden – totalt inaktiv. Karpefiskeri i vintermånederne er således en rigtig dårlig idé.

Til gengæld er karpen hyperaktiv om sommeren, hvor vore koldtvandselskende og iltkrævende laksefisk gisper efter vejret og venter på efterår. Karpen er derfor et glimrende supplement til vore øvrige og mere traditionelle fluefisk.

Teknik og strategi

Når ellers man kan lokalisere den, er karpen relativt nem at lokke til fluen. Når karpen kommer støvsugende hen over bunden, placeres fluen blot sådan, at karpen ikke kan komme uden om den.

Det kan den nu godt aligevel. Man kan nemlig sagtens komme ud for en snu karpe, der er ude med støvsugeren, men som alligevel stopper brat op, når den kommer til fluen. Den er da udmærket klar over, at noget er galt. Og kvitterer med elegant at dreje uden om og ufortrødent fortsætte æderiet på den anden side – ofte sågar i eksakt samme kurs!

Som alle de øvrige karpefisk er også vor almindelige karpe forsynet med en hørelse ud over det sædvanlige. Den har nemlig de såkaldte “weberske knogler”, som forbinder det indre øre med svømmeblæren, der på denne snedige vis forstyrker lyden fra det indre øre. Karpefiskene bruger dette som beskyttelse mod fjender på landjorden, hvorfor man som fluefisker skal fare med lempe. Alle karper er derfor sky – store karper i tilgift snu!

Fluer, der dur

Karpen er ingen kostforagter. Den er gerne vegetar, hvis forholdene kræver det, men går aldrig af vejen for smådyr og insekter. Selv fiskeyngel kan man ind imellem finde i maven på større karper. Fra USA er det sågar velkendt, at store karper af og til kan tages på blink!

En god karpeflue er den allesteds nærværende Wooly Bugger, som scorer fint i små størrelser – typisk 6-8. Sort og oliven virker som altid – også på karper, der imidlertid har en mere outreret smag end de fleste laksefisk. Således gælder det alle karpefisk – fra den mindste skalle til den største karpe – at rød er en god farve. Alle fluer med lidt rødt i kan fange karper – den klassiske Red Tag derfor også.

Er vandet så lavt og klart, at man kan se fiskene, kan man kaste og fiske sin flue på almindelig nymfevis. Er vandet dybere, så fiskene er uden for synsfeltet, er det en rigtig god idé med en form for hugindikator på forfanget. Dette gælder også på steder, hvor bunden er så blød, at almindelige fluer ellers synker ned i mudderet – ud af syne.

Man placerer da indikatoren så langt over fluen, at denne lige akkurat hænger over bunden. Man er da aldrig i tvivl om hugget!

Karper og kyllinger

I Sydeuropa er karpen en meget velanskrevet spisefisk, der ikke mindst spises som “blå karpe” til jul og nytår. På vore breddegrader anser de fleste mennesker dog karpen som en ringe spisefisk, og alle rigtige karpefreaks betragter det som intet mindre end helligbrøde at slå en karpe ihjel for at spise den!

Det sagt så kan karper dog udmærket spises, og i middelalderen var de da også en eksklusiv ret ved det danske hof – på lige fod med en fugl som svanen! Karper smager udmærket, dersom de har gået i rent vand – nærmest lidt som kylling. Men har de ikke gået i rent vand først, er smagen aldeles forfærdelig…

Helt personligt er jeg dog blevet så glad for karper som fluefisk, at jeg ikke kunne drømme om at spise dem. Den gode eller dårlige smag aldeles ufortalt. Som fluefisk er karpen nemlig helt uden sidestykke i danske vande!

Hidsige havbars

Havbars i havstokken

I de senere år har vi fået nye fisk i de danske farvande. En af de senest tilkomne og mest velkomne er havbarsen Morone labrax, som oprindelig stammer fra Den Engelske Kanal med tilknyttede farvande.

Den globale opvarmning og de deraf følgende stigende havtemperaturer har imidlertid gjort vore nordlige vande mere attraktive for den varmeelskende havbars, som dog ikke har slået sig endeligt ned heroppe – endnu da. Den er indtil videre stadig en kærkommen sommergæst, som typisk indfinder sig langs vore kyster i maj-juni og bliver her til hen på efteråret. August er noget nær højsæson herhjemme.

I sit oprindelige udbredelsesområde er havbarsen for lokale sportsfiskere, hvad havørreden er for os herhjemme: Den ubestridte sportsfisk nummer ét. Den fisk, som de allerfleste fisker mest efter og bruger flest penge på. Og det er der flere gode grunde til:

Havbarsen er dels ganske velsmagende – dels en meget spændende fisk på stang og line. Havbarsen har nemlig temperament som en hidsig terrier – både når den jager sit bytte, og når den kæmper for sit eget liv.

Springflod

Det er en fisk født og opvokset i det vilde hav, hvor man ikke kommer sovende til noget. Her er der utallige fjender og farer at kæmpe med og imod, og her sørger stærke tidevandsstrømme for, at fiskene altid er i topkondition. Ellers overlever de helt enkelt ikke.

Kystområderne langs Den Engelske Kanal er kendetegnet af endog meget stærke tidevandsstrømme – med højdeforskelle mellem høj- og lavvande på helt op til 12 meter ved springflod!

Så voldsomt er det jo ikke på vore breddegrader, hvor vi må nøjes med 2 meter, når det går vildest til – i Vadehavet. Længere indefter i de danske farvande aftager tidevandet gradvis – for helt at ophøre i Østersøen syd for vore bælter.

Der rapporteres om spredte fangster af havbars overalt i Danmark – også i de indre farvande. Men de fleste er tilfældige bifangster, som man ikke kan basere noget målrettet fiskeri på. Vil man gå målrettet efter havbars, så er det den nordlige del af vestkysten, der skal satses på – nord for Limfjorden.

Her fanges der sommeren igennem regelmæssigt havbars – så mange og så ofte, at man har en reel chance for fangst. Flere hotspots findes fra Skagen og sydpå til Hanstholm over Hirtshals. Overalt, hvor undersøiske rev stikker op af sandbunden, er der chance for havbars.

En lille båd øger chancerne markant, da man så kan komme vidt omkring i jagten på fiskene. Fisker man fra båd eller pontonbåd, kan man med fordel bruge synkeline i stedet for flydende. Den synkende kaster bedre, da den er tyndere end flydelinen, og man får hurtigt fluen den lille smule længere ned, der ofte udløser hugget. I hvert fald i dagtimerne. Er fiskene til flydende poppers, skal linen naturligvis være flydende!

Havaborren er absolut altædende – næsten i højere grad end vor fastboende havørred. Alt fra tobiser og børsteorme over sild og brisling til hundestejler og rejer glider ned, når havbarsen er på jagt. Alligevel er det en sky fisk, som kan være nem at skræmme – nemmere end havørreden. Forsigtighed er derfor en dyd, når man fisker havbars!

Hvidt og stort

Til gengæld er den ikke specielt kræsen, hvad fluer angår. Her er hovedreglen, at fluerne skal være større end dem, vi normalt bruger til havørred – større og fyldigere. Faktisk behøver man kun en enkelt flue for at fange havbars, og den skal være hvid, stor og busket.

Hvide bucktail fluer str. 2-4 er er godt bud på fluer, der kan fange havbars under de fleste forhold. Eksempelvis en hvid Lefty’s Deceiver. Spild i hvert fald ikke tiden på små fluer, som tydeligvis ikke finder nåde for havbarsens store og tandløse mund!

Hugget er derfor også anderledes. Havbarsen hugger ikke til, men suger i stedet fluen ind med en mundfuld vand. Ofte mærker man fiskene “pusle” ved fluen før hugget. Huggene er derfor blødere og mere lig det, vi kender fra den ligeledes tandløse og stormundede aborre. En rolig opstramning er alt, der er brug for, når havbarsen skal kroges sikkert.

Havbarsen er hidsig – både når den jager og når den fighter. På krogen er den mest af alt en hidsig terrier, der rusker hårdt med hovedet, men som sjældent excellerer i lange udløb. Korte udløb og hovedrysten – det er havbarsen i en nøddeskal.

Store eksemplarer har en dårlig vane med at stille sig lodret i vandet og ruske så hårdt med hovedet, at krogen ofte mister sit greb. Skulle man komme ud for dette, gælder det om at slække presset i tide.

Havbarsen går gerne i mindre flokke, som trækker rundt med vind og strøm. Den kan derfor være snart her – snart der. Og ofte slet ingen steder. Men det er netop en del af charmen ved denne nydanske storcharmør, som givet kommer til at glæde mange danske fluefiskere i årene fremover. Tiden arbejder for den – tiden og klimaændringerne.

Havbarsen smager godt, men kødet kan have en lidt fed og fiskeagtig smag. Mange vælger derfor at sætte den ud igen – så den kan fighte igen en anden god gang!

Pop en pigfinne!

Sortstribede røvere i rankegrøden

Aborren er en fantastisk fisk – også for fluefiskeren. Aborren er evolutionært en af de mest avancerede og udviklede fisk, vi har – med pigfinner, knivskarpe gællelåg og et tykt skælpanser.

Dertil en lukket svømmeblære, som gør denne varmtvandselskende fisk til et ofte noget “moody” bekendtskab. Den ene dag koger søen formelig – for så at ligge nærmest uddød hen den næste…

Forklaringen på denne “humørsyge” er ganske enkel: Bliver vejret dårligt, falder lufttrykket markant, og det registrerer fiskene straks. Deres svømmeblære udvider sig, hvilket øger fiskenes opdrift og gør dem utilpasse.

For laksefisk er dette ikke noget problem, da de har en åben svømmeblære. De kan derfor uden videre gylpe overskydende luft op, så trykket udlignes. Aborrefisk derimod kan kun regulere trykket via gasser i blodet, og det er en præcis, men også langsommelig proces.

Aborrer har derfor to alternativer, hvis lufttrykket falder pludseligt: De kan søge ud på dybere vand, hvor det øgede vandtryk kan udligne forskellen. Eller de kan forblive, hvor de er, og vente på, at krisen driver over!

I begge tilfælde bliver de sværere af finde eller fange, og godt aborrevejr er derfor godt vejr med et stabilt lufttryk.

Sorte striber i septembersol

September er traditionelt en måned, som ofte byder på smukt og stabilt sensommervejr. Sommeren er definitivt ovre, men vandet er stadig varmt. Aborrer elsker varmt vand, og september er derfor en af årets store aborremåneder. Fiskene er aktive dagen igennem, og de jager ofte i overfladen.

Det giver mulighed for et overmåde spændende fiskeri med poppers på flydeline – et fiskeri, hvor alt foregår fuldt synligt for fluefiskeren. “Sight fishing”, som amerikanerne kalder det.

Aborren har en stor omend tandløs mund, og den er ikke bange for at gabe over noget stort, hvis den er i det humør. Det ses, når den ikke sjældent forgriber sig på en af de store fluer, som egentlig var tiltænkt den langt større gedde!

En “popper” er en flydende flue, som skal fiskes støjende i overfladen. Den skal sprøjte vand ud til siderne, når man trækker i linen. På denne måde giver den rovfiskene indtryk af at være større og mere attraktiv, end den i virkeligheden er.

Poppers kan bindes på mange måder og se ud på endnu flere! Man kan binde dem med krop af tæt trimmede hjortehår, som flyder på grund af deres hule struktur og luftindhold.

I så fald skal man blot tænke på at trimme dem tæt på undersiden – bedst med et barberblad – så hårene ikke dækker over krogspidsen og derfor interfererer med krogningen.

Primitive poppers

Klassiske amerikanske poppers har ofte krop af kork eller balsatræ, som sikrer flydeevnen uanset hvad. De kan være meget detaljerede – eksemplificeret af klassiske “Froggie” øverst på denne side, der i både form og farve efterligner en lille frø. Den ser sød ud og har derfor mange tilhængere, som holder af at have den siddende kækt i flueæsken.

I virkeligheden ser fiskene dog kun vore poppers fra neden – op mod den altid lysere himmel og derfor altid i silhuet. Man kan derfor med sikkerhed konkludere, at udførligt udformede og dekorerede poppers er lavet til os fiskere – ikke til de fisk, vi gerne vil fange.

På samme måde kan man let selv konstatere, at ganske simple poppers fanger mindst lige så godt – blot de er i stand til at kaste vand ud til siderne, når man “popper” dem. Det sikrer et skålformet hovede.

Om fiskeriet er der ikke meget at sige. Alfa og omega er som allerede nævnt det gode og stabile vejr. Det næstvigtigste er det nok mest indlysende: Man skal være, hvor aborerne er. Flokkene trækker meget omkring og kan være snart her, snart der. Lokalkendskab er derfor af største vigtighed.

Fisketeknikken er derimod lige ud ad landevejen. Kast popperen ud og træk den ind igen i lange ryk, som får fluen til at sprøjte vand ud til siderne. Så skal de sortstribede med pigfinnerne nok vide at være der – hvis de altså er i det humør og på den plads.

Giv endelig aborrerne god tid til at tage popperen, inden der gives tilslag. Så er et fornemt middagsmåltid reddet!

Høstfisk i hugget

Gyldne ørreder på gyldne dage

Oktobers ørreder er som oktobers dage: Korte, men gyldne. Dagene kortes efter sommerens lyse nætter, og fisketiden er ikke længere så ubegrænset, som den syntes i sommeren.

Men det er ikke kun fiskeren, som mærker dette skifte – at dagene bliver kortere og vandet koldere. Det registrerer i endnu højere grad også de laks og havørreder, som er gået op i åerne for at gyde sidst på året. Nogle er gået op allerede i foråret – for laksenes vedkommende som store og attraktive “springers” eller påskelaks.

Havørrederne er sjældent helt så tidligt på den, men mange af de største er ofte gået op allerede i juni måned, og de har nu stået i åens lunkne vand sommeren over. Det sølvblanke skær er væk og erstattet af en mere gylden og for hannernes vedkommende brun dragt. Borte er også den hugrefleks, som de bragte med sig fra havet, og som gjorde dem til et let bytte i deres første tid i åen.

Aggression

Hugrefleksen er nu afløst af en stigende aggression, som især gør sig tydelig for hanfiskenes vedkommende. Jo tættere vi kommer på legen, desto mere aggressive bliver de. Og jo mere aggressive fiskene er, desto lettere bliver de at fange.

Nu kan de nemlig tirres til hug – med gentagne kast til deres standpladser. Til sidst bliver de så irriteret over fluen, som trænger sig ind på deres territorium, at de beslutter sig for at jage den væk.

Det resulterer i meget kontante hug, som ikke er til at tage fejl af. Fiskene hugger hårdt og kroger i regelen sig selv solidt. Hvis de ikke i stedet vælger at slå til fluen med den brede hale. En sjælden gang bliver de da hængende og byder nu fiskeren på en hård og langstrakt fight, som ingen af parterne er interesseret i!

Sommeren igennem har man kunnet fange dem på små fluer fisket nær overfladen – hvis man ikke i stedet valgte at bruge natten til at jagte de store havørreder, som står godt gemt det meste af dagen. Da skulle der store silhuetfluer på det korte og kraftige forfang – modsat de små fluer, som skulle fiskes på lange og tyndere forfang i dagtimerne.

Nu er det imidlertid ved at være slut med de små fluer, som ikke rigtig kan tirre de store og aggressive gydefisk til hug. Der skal større ting til – store fluer i krasse farver. Fluer, som kan minde fiskene om potentielle rivaler nær gydepladserne. Store fluer i spraglede farver, der bestemt ikke ligner noget som helst. Eller store rejefluer, som i højeste grad har et naturligt forbillede.

General Practitioner

Det er pudsigt, at en af efterårets mest effektive fluer til laks og havørred i åen er den klassiske “General Practitioner”, som efterhånden har mange år og rigtig mange fisk på bagen. Pudsigt, idet laksene jo slet ikke tager føde til sig oppe i åen. Og pudsigt, idet næppe nogen havørred nogensinde har set en dybhavsreje i levende live!

Alligevel lader både laks og havørreder sig i stort antal lokke til hug på den orangerøde rejeflue, som åbenbart trigger et eller andet i de gydemodne fisk.

Måske er det de stærke orangerøde farver. Måske er det de lange flagrende haler. Eller begge dele i et skønt samspil. Vi kan ikke vide det, men vi ved med sikkerhed, at det virker. Og det er vel også godt nok?

Under alle omstændigheder er GP, som fluen ofte blot kaldes, en aldeles fremragende flue her først på efteråret, hvor ørreder og laks er gyldne. Og GP bliver ikke ringere, som sæsonen skrider frem. Vær ikke bange for at binde den i store størrelser. Høstfiskene kan nemlig ikke få dem store nok.

I det hele taget kan enhver stor og busket flue i gule, orange og røde farver fange fisk her sidst på sæsonen – bundet på enkeltkrog, dobbeltkrog eller som rørflue med trekrog i halen. Det vigtigste er, at fluen er stor, farvestrålende og serveres for næsen af fiskene indtil flere gange. Til sidst har de fået nok – og hugger!

Og lad så være med at give tilslag. Lad fisken vende med fluen, så den kroger sig selv – typisk i kæbevinklen. Vær ikke bange for, at den store kæbekrog kan være hindrende for krogningen. Uanset hvor stor en hanfisks kæbekrog bliver, passer den altid ind i et tilsvarende stort hul i overkæben. Selv med den største kæbekrog kan fiskene altid lukke munden helt! Men det hindrer dem heldigvis ikke i at gabe lidt for højt ind imellem…

Genudsætning af gydefisk

I den forbindelse er det nok en tanke værd, at de farvede fisk ganske vist er lovligt bytte sæsonen ud – men mindre og mindre værd som spisefisk. Fiskene tager jo ikke føde til sig i åen, men forbrænder langsomt det fedt, de har oplagret under opholdet i havet. Samtidig opbygger de deres kønsprodukter til gydningen, hvorfor fiskene til sidst ikke har meget fedt tilbage i kroppen.

Fedtet er nu erstattet af vand og kønsprodukter, hvorfor fiskene er elendige på spisebordet. De er derfor klart mest værd på gydebankerne og bør naturligvis genudsættes. Heldigvis er de ganske robuste og klarer derfor nemt en genudsætning. Stik modsat de sarte og sølvblanke opgangsfisk, vi kender fra sommermånederne.

Grundregelen for en succesrig genudsætning er, at fisken skal blive i vandet længst muligt. Lad for alt i verden være med at løfte fisken op i halen, som man ofte ser det gjort med laks., hvis hale indbyder til det. Det er fiskens rygrad ikke bygget til, og skade på ryghvirvlerne er oplagte.

Skal fisken fotograferes, løftes den forsigtigt op af vandet – med én hånd om halen og den anden understøttende brystfinnerne. Så skal den nok holde til en kort fotosession til glæde for den glade fanger!

Tunge torsk i tangen

Krabber i kløvertangen

Da jeg for snart mange år siden begyndte min karriere som kystfisker, var det med spinnestangen. Kystfluefiskeriet var slet ikke begyndt endnu, og man kunne gå et helt år ved kysten uden at se en fluestang. Og den første, jeg så, var såmænd min egen…

Det var i 1970‘erne, hvor kystvandet formelig vrimlede med dejlige spisestore stegetorsk. Faktisk var der så mange, at man rynkede på næsen og sagde “bare en torsk”, når det for gud-ved-hvilken-gang rykkede længst ude i kastet.

Det gør man ikke længere, for overfiskning og forurening har gjort torsken til en sjælden fisk – så sjælden, at man i dag de fleste steder fanger langt flere havørreder end torsk. Og det er synd, for hvor havørreden i de fleste tilfælde blot er resultatet af store og kostbare udsætninger, så er torsken naturens eget barn – født og opvokset uden hjælp fra menneskets side. Det er den ægte vare – et rigtigt naturprodukt, der signalerer, om naturen har det godt eller ej.

Og nu har også den globale opvarmning meldt sin ankomst – med stigende havtemperaturer, der presser torskene nordpå mod koldere vand. Alt i alt er det et under, at der stadig er torsk i de indre danske farvande, men det er der – nogle steder flere end andre.

Øresunds torskebestand lukrerer på trawlforbuddet i det, der er verdens tættest trafikerede farvand. På samme måde har Østersøens torsk nydt godt af de senere års fredninger, som har givet bestanden lov til at stabilisere sig og sågar vokse lidt. Langelandsbæltet er et andet godt bud, som regelmæssigt byder på godt torskefiskeri.

Krabber og krabbefluer

Det er en velkendt sag, at torsk elsker krabber. Faktisk ved de næppe noget bedre! Derfor kan man ofte opleve, at en nyfanget torsk knaser, når man trykker den på maven. Og at netop ædte krabber noget forvirrede kommer kravlende ud af munden på en nyfanget torsk!

Det faktum har naturligt nok fået mange til at tro, at naturalistiske krabbefluer derfor måtte være det allerbedste til fluefiskeri efter torsk. Det ved torskene imidlertid ikke noget om, og praktisk fiskeri viser da også, at rene fantasifluer næsten altid kan udfiske mere nøjagtige imitationer.

Det kan der være flere årsager til. Dels er en hidsig rød-gul flue langt mere synlig i vandet og dermed lettere for torskene at få øje på. Og dels er torsk både nysgerrige og sultne fisk, der kun nødigt lader en saftig godbid svømme uantastet forbi. Uanset om den så ligner noget kendt fødeemne eller ej.

Det er givet derfor, at spinnefiskerens favoritvåben til torsk i mange år har været den klassiske rødgule fynske kystwobler i træ. Næppe nogen anden kunstagn har landet så mange kysttorsk som netop den. Og næppe nogen anden kunstagn ligner en krabbe eller andet naturligt fødeemne så lidt som netop den!

Da fluen skal fiske dybt for at være effektiv til torskene, er der god grund til at vende blikket mod anderledes fluetyper, som kan fiske dybt uden at sidde fast. En af de allerbedste af slagsen er den såkaldte “Bend Back”, som under fiskeriet går med krogspidsen opad – som en anden jig.

Den bindes omvendt på krogen, som har fået et lille bøj opad på den forreste tredjedel af krogskaftet. Her bindes vingen ind på undersiden, så den peger bagud – dækkende krogspidsen.

Typer af torsk

Nu skal man imidlertid ikke tro, at torsk bare er torsk. Nej, torsk fås i mange udgaver og meget varierende farver – alt efter deres levevis. Nogle torsk er pelagiske – det vil sige, at de jager i de frie vandmasser, hvor byttet er sild og brisling. De er derfor helt lyse – præcis som de mindre eksemplarer, der jager over den lyse sandbund.

I den stik modsatte ende af spektret finder vi de velkendte “tangtorsk”, der i regelen er brunlige med et rødt skær. Især på klippekyster som Bornholms kan tangtorskene være mere røde end brune, og de lyser da op i de smukkeste kulører, som ikke kun skyldes miljøet, men også føden. Krebsdyr indeholder jo masser af rødt farvestof.

Der er to forskelige farvekombinationer, som erfaringsmæssigt gør sig godt til fluefiskeri efter torsk – meget gerne bundet som lette Bend Back eller tunge Clouser Minnows. Det er hvid og grøn samt gul og rød.

Den hvide og grønne bruger man naturligvis til de torsk, der jager småfisk i det frie vand. Den røde og gule bruger man tilsvarende til de bundnære torsk, som jager krabber i tangskovene. Fra land klarer man sig i regelen med en flydeline og et langt forfang, mens der skal hurtigt synkende line og kort forfang til fra båd eller flydering.

I begge tilfælde overrasker novembertorsken altid med kræfter og fightervilje ud over det sædvanlige. Og på intet andet tidspunkt af året er torsken så fin en spisefisk som netop nu i november!

Bid i badekarret

April er højsæson for kystfiskeriet efter havørred. Med lidt held er der både bid i badekarret og sølvtøj i fisketasken, når man vender hjem igen!

Som vandtemperaturen stiger hen gennem april måned, stiger også kystfiskerens chancer for at komme hjem med en selvfanget, sølvblank havørred. Havørreden er nemlig vekselvarm, og dens stofskifte stiger derfor med vandtemperaturen. Og netop sidst i april og først i maj er vandtemperaturen ideel for havørreden, som nu kan jage frit overalt – døgnet rundt.

Statistisk set er april den måned, hvor der fanges fleste blanke havørreder på kysten – efterfulgt af maj, hvor fiskeriet så småt begynder af klinge af.

Jo længere hen på foråret vi kommer, desto mere koncentrerer fiskeriet sig om “badekarret” – lystfiskerens lidt pudsige betegnelse for den fordybning, der altid er helt inde under land – på åbne kyster med en brænding, der graver i bunden. Det afgravede materiale aflejres længere ude – som sand på første revle. Bunden i selve badekarret er derfor hård og stenet – ofte med lidt spredte tangbuske.

Men badekar kan se meget forskellige ud. Nogle er små og lave – andre store og dybe. De sidste kan holde fisk døgnet rundt – i al slags vandstand. De mindre kræver højvande, førend havørrederne indfinder sig – gerne tidlig morgen eller sen aften, hvor der er ro på stranden. Kommer der først en busfuld stenkastende skolebørn forbi, er det slut med fisk i badekarret. De er skræmt fra vid og sans og på vild flugt fra badekarret.

Nogle badekar er så store og dybe, at man slet ikke kan bunde i dem. Andre er så lave, at man det meste af tiden kan krydse dem og komme ud på første revle. Herfra kan man så fiske indefter i det kystnære badekar – eller udefter på dybere vand, hvor fiskene er at finde ved lavvande og midt på dagen.

Badekarret er således en fascinerende størrelse, som ikke mindst om foråret er en rigtig god fiskeplads. Det er nemlig herinde, at det lave kystvand først varmes op. Dels på grund af den mørke bund, som suger solvarmen til sig. Dels på grund af det mere stillestående vand herinde. Og når først vandet varmes op, vækkes smådyrene til live efter vinterens dvale. Det ved havørrederne, som derfor søger ind i badekarrene med forårssolens komme. Det er her, maden er!

“Fine and far off”

Badekarret er også en fiskeplads, som stiller større krav til fiskeren end de øvrige fiskepladser på kysten. Det gælder nemlig om at nærme sig badekarret forsigtigt og affiske det på passende afstand – “fin and far off”, som englænderne så rammende har beskrevet det. Ellers skræmmer man fiskene væk.

Men er man ellers forsigtig og bliver inde på land i stedet for bevidstløst at vade ud i vandet, så kan man opleve kystens ørreder på ganske nært hold. Faktisk kan man ofte se fiskene, før man kaster til dem. De jagende ørreder viser med regelmæssige mellemrum viftende finner over vandet – et godt tegn på, at de er aktivt fødesøgende og dermed til at fange!

Der skal let grej til, hvis man vil have held med havørrederne i badekarret. Fluefiskeren scorer altid godt med sine små fluer, der kan serveres fnuglet på et langt og tyndt forfang. Faktisk er badekarret fluefiskerens vigtigste fiskeplads, da fiskene herinde er koncentreret på et område, der bekvemt kan dækkes af fluestangens korte rækkevidde. Fluegrej klasse 5-6 klarer mosten på stille dage, mens blæst og bølger kan gøre grej klasse 7-8 mere praktisk.

Men spinnefiskeren bør ikke droppe badekarret. Han skal blot skifte til det letteste grej – det, man i fagsproget kalder UL udstyr. Korte enhåndsstænger på 5-6 fod og bittesmå fastspolehjul fyldt op med 0.15 mm nylonline eller endnu tyndere superline. Dertil små blink, spinnere og woblere på 5-7 gram. Så er han med i legen igen og kan servere sine agn så let, at de ikke skræmmer fiskene i badekarret.

Børsteorm i badekarret

Foråret er også tid for årets sværmning af børsteorme. Året igennem har ormene tilbragt det meste af tiden nedgravet i deres huller i bunden. Men når vandtemperaturen kravler opefter, mærker ormene foråret og belaver sig på den forestående “sværmning”, som deres parring kaldes.

Ormene forlader nu deres huller i bunden – synkroniseret af Månen, som i forvejen styrer tidevandet – og svømmer rundt i overfladevandet, hvor parringen sker på eksplosiv vis. Ormene revner helt enkelt, og kønsprodukterne frigøres til vandet, hvor befrugtningen foregår. Hvert år modtager landets miljømyndigheder opkald fra bekymrede borgere, som har set i tusindvis af døde orme skylle i land. Et dramatisk syn, som imidlertid er tegn på det stik modsatte – en sund natur med mange orme!

Fisk og fugle er naturligvis opmærksomme på dette fascinerende sceneri, der byder på letfanget føde i overdådige mængder. Ormene er store – typisk 10 cm lange – og lige til at plukke for både fisk og fugle.

Fluefiskeren efterligner de sværmende børsteorme med lange og buskede fluer af Woolly Bugger typen, som på impressionistisk vis ligner de ringlende orme. Spinnefiskeren forsøger sig måske i stedet med en Gulp! Nereis, som er en nøjagtig efterligning af det naturlige forbillede, der netop hedder “Nereis” til fornavn. På latin, forstås.

Nået hen i maj er sværmningen af børsteorme overstået, og havørrederne koncentrerer sig i stedet om småfisk og rejer. Over blød og sandet bund uden for badekarret vil man ofte opleve, at ørrederne koncentrerer sig om først kutlinger og siden rejer. Det sidste går ikke stille af, idet måger og terner også har fokus på de trækkende rejer på det lave vand.

Nået frem til de lyse nætter er det lave kystvand ofte som støvsuget for havørreder – i dagtimerne. Fiskene foretrækker i stedet at søge ind under land i ly af mørket – og så ellers bruge det sparsomme lys til at gå på rov efter småfisk og rejer.

Kystfiskeren bør naturligvis følge trop!

Byg en Bivuak!

Det er nemmere, end du tror – og uhyre praktisk til hurtige overnatninger for hardcore pontonbådsfiskere!

I sommeren 2004 havde jeg mulighed for at tage med to medlemmer af Sirius-patruljen på recognoscering i den uendeligt lange Scoresbysund, som med sine 350 km er verdens længste fjord. Vor opgave var at kortlægge fiskemulighederne – om muligt sågar finde nogle klarvandede elve, som egnede sig til fluefiskeri.

Vi fandt dem nu ikke – trods store fjeldørreder i hundredvis i de grumsede gletcherelve. De marine bjergarter her eroderes let af regn og smeltevand, og klart vand er derfor en mangelvare. Vor konklusion på en mere end 1.000 km lang sejltur – med et voldsomt CO2 spor efter os – blev desværre, at sådanne elve slet ikke findes her…

Men til sagen. Med mig havde jeg nemlig en lille “Bivvy Sack” eller bivuakpose til min sovepose og mit liggeunderlag. For det tilfælde, at vi ikke skulle nå frem til en fangerhytte for natten. Det gjorde vi nu det meste af tiden, så jeg havde heldigvis ikke meget brug for sækken. Heldigvis, for det er så som så med komforten i det lille telt, og gæster inviterer man i hvert fald ikke inden for. – For hvor skulle de være?

Lille, let – og tæt

Men jeg lærte alligevel at sætte pris på den lille og superlette bivuakpose. Bivuakposen er nemlig den moderne udgave af den gamle bivuak, som ganske enkelt er betegnelsen på en form for primitivt skjul og læ for vind og vejr. Bivuakposen sikrer, at man ikke – som i gamle dage – bliver våd, kold og forkommen, hvis man ligger i bivuak.

Min bivuakpose er af fabrikatet “Aqua Quest”, men laves så vidt vides ikke mere. Det gør til gengæld masser af andre bivuakposer – alle fremstillet i moderne letvægtsmaterialer, hvoraf nogle sågar er åndbare. Alle er de naturligvis 100% vandtætte, og alle har de kun lige akkurat plads til ejermanden, hans sovepose og liggeunderlag.

Min egen model har et lille vindue i taget, så det sidste, man ser før Drømmeland, er nattehimmelen ovenover. På stjerneklare nætter med stjerneskud eller på skyfri nætter med polarlys er der dømt underholdning i absolut verdensklasse!

Men til sagen – igen! Efterfølgende har den lille bivuakpose vist sig at være den perfekte løsning til enkeltstående hurtige overnatninger i det fri – ikke mindst hvis man er på udflugt med sin pontonbåd. Til formålet har jeg udviklet en speciel procedure, som fungerer fortræffeligt – som garanterer en tør og varm nat i posen med et absolut minimum af oppakning.

Here’s how it’s done:

Man tager sin bivuakpose og folder den ud. Så tager man sit liggeunderlag og ruller det ud – inde i bivuakposen. Kan det være der, er alt OK. Kan det ikke være der, finder man hobbykniven frem og skærer liggeunderlaget til, så det lige akkurat passer med bunden i posen. Ikke noget med oppustelige underlag her!

Dernæst finder man sine elskede sovepose frem, ryster den godt og ruller den ud – inde i bivuakposen. Man retter det hele godt ud, lukker bivuakposen til og klemmer så luften ud af det hele. Nu er der blot tilbage at rulle det hele sammen til et kompakt hjem, der passer ned i en vandtæt paksæk.

Man strammer paksækken godt op, så den kan tåle en tur i vandet, og er nu klar til ekspedition!

Paksækken kan bekvemt placeres i pontonbåden, så den ikke er i vejen – med garanti for, at den heller ikke tager vand ind. Uanset om båden så skulle gå under. Det sidste har vi desværre set flere eksempler på i det seneste år – i form af billige kinesiske pontonbåde, hvis rammer helt enkelt knækker under sejlads. Og det er ingen spøg, hvis man er på dybere vand, end man kan bunde…

Men kæntring eller ej: Bivuakposen med sovepose og liggeunderlag er altid klar til indsats, når man går i land for natten. Tag den ud af paksækken, rul det hele ud, bank de tre pløkker i og sæt alubuerne i fortil.

Så er det hele klar til natten – og ikke et øje er tørt. Kun bivvyen!

PS: Hvis du vil vide, hvor du egentlig må overnatte i naturen, så læs denne artikel om emnet. Den er god at blive klog af.

Molemakreller

Molemakreller og bolværkstun

Sensommer er højsæson for den stærkeste fisk i danske farvande: Makrellen!

Makrellen er en fascinerende fætter, som har gjort et gevaldigt comeback i danske farvande i de seneste år – sikkert godt hjulpet på vej af de støt stigende havtemperaturer. Det har “fremmede” fisk som multer og havbars jo også nydt godt af i samme tidsrum.

Det så ellers i mange år lidt sløjt ud med makrellen, som i 1960’erne var genstand for et massivt overfiskeri, der på et tidspunkt truede med helt at trække tæppet væk under denne den eneste danske repræsentant for de hurtigt svømmende tunfisk. Men fiskeriet kom under kontrol, og makrelbestandene regenererede langsomt, men sikkert til dagens gode niveau. Nu kan vi atter regne med at se stimerne inde under land langs den jyske nordvestkyst – præcis som i de gode, gamle dage!

Hektisk hurtigsvømmer

Makrellen er kendt som nok den stærkeste af alle fisk i danske farvande, og pund for pund er der intet, som kan hamle op med en netop kroget makrel. Da går det hidsigt og i zigzag til først den ene og så den anden side. Makrellen bliver aldrig træt og lægger sig på siden, som andre fisk gør. Nej, den bliver ved med at svømme til det sidste. Vel oppe på det tørre fortsætter den svømningen og hamrer den smalle hale i bundbrædder og sandstrand som en anden trommeslager!

Det skyldes nu ikke en kampånd ud over det sædvanlige. Det skyldes i stedet den enkle kendsgerning, at makrellen dels ikke har nogen svømmeblære – dels ikke kan pumpe vand over gællerne som de fleste andre fisk. Den er højt specialiseret og helt afhængig af at svømme fra morgen til aften. Gør den ikke det, synker den til bunds – og bliver kvalt!

Makrelflokken er derfor i konstant bevægelse – på jagt efter dels dyreplankton i overfladevandet – dels stimer af småsild og brisling, når disse indfinder sig.

Brislinger i brændingen

Makrellen vandrer – sin begrænsede størrelse til trods – over store afstande i løbet af et år. Vinteren tilbringes således ude på flere hundrede meter dybt vand i dels Skageraks dybe Norskerende – dels de dybe partier syd og vest for den Engelske Kanal.

Først på året søger fiskene ind over kontinentalsoklen, hvor de når Irlands og Englands kyster i det tidlige forår. I maj-juni når de op langs Vesterhavet og trænger i juni-juli ind i Kattegat og de indre danske farvande. Højsæsonen her er dog juli-august, hvor fiskene når ind på kastehold af fiskere på land – ikke mindst fra vestkystens mange og lange høfder.

Fiskene, som har gydt i maj-juni, er meget sultne og forsager derfor de smådyr, der ellers har udgjort størsteparten af kosten. Nu indstiller de magre makreller i stedet sigtet på stimer af småsild og ikke mindst brisling, som de undertiden jager helt ind under land. Ofte så tæt på, at brændingen skyller de panikslagne brislinger op på land – af og til sågar i selskab med en hidsig makrel, der selv har mistet overblikket!

Gamle fiskere på Agger Tange fortæller, at de i drengeårene ofte samlede strandede makreller op fra sandstranden – den mest bekvemme måde at fange dem på!

Let at fange

Normalt fanger man nu makrellen på stang, hvor den er et taknemmeligt bytte. Den hugger nemlig på alt, der er i vandet – når ellers den selv er der! Makrelstimerne flytter sig lynhurtigt. Snart er de ved den ene høfde – snart ved den anden. Snart svømmer de rundt helt inde i bølgeskvulpet for kort efter at runde høfdens yderste spids. Makreller går og kommer – præcis som den danske sommer!

Makrellen følger sine byttedyrs døgnrytme – enten direkte eller indirekte. De små makreller, som æder dyreplankton, følger disses bevægelser op og ned i vandet i takt med lyset. Højest går de morgen og aften, mens dagtimerne oftest tilbringes nede på flere meter vand. De større makreller følger samme mønster – blot i hælene på sild og brisling, som igen følger planktondyrene.

Makrellens fremragende lugtesans gør den til et let bytte for medefiskeren, der foretrækker et flåd og små fiskestykker på krogen. Han ved også, at makrellens eget olieholdige kød er en fremragende agn – til makreller! Han bruger glideflåd, så han let kan justere fiskedybden og således følge makrellerne op og ned i vandet.

Den garvede makrelfisker ved også, at der skal godt vejr til. Helst skal der være østenvind i tre-fire dage, førend makrellerne dukker op. Makrellen er nemlig – som planktonfiltrerende rovfisk – forsynet med et sæt meget tætte gællegitterstave. Og den trives derfor dårligt i grumset og uklart vand. Den vil forståeligt nok ikke have sand i gællerne, og derfor ser man den først inde under land, når bølgerne har lagt sig og vandet er klaret op. Østenvind er således makrelvejr!

Makrelmuren

De fleste makreller fanges nok af spinnefiskeren, der med fordel kan have et par ophængere på linen over pirken. Er der makreller i farvandet, er der ofte fuldt hus på alle kroge – og et efterfølgende cirkus på land, når makrellerne skal aflives og forfanget filtres ud igen!

Længere til havs bruger havfiskeren ofte et decideret makrelforfang med fem glitrende ophængere over pirken. Har man først fundet makrellerne, kan man slet ikke få pirken ned til bunden – ned til de torsk, man i regelen fisker efter. Krogene bliver helt enkelt hængende, når man rammer “makrelmuren”!

På det tunge havgrej giver de små makreller ikke megen kamp. De slås mest mod hinanden! Men skifter man ud til lettere kastegrej, er en håndfuld sprælske makreller altid en oplevelse. Og skulle man være heldig at sætte krogen i en kilostor makrel, da gyser man ved tanken om, hvordan det mon er at sidde i stolen med en hundrede gange tungere tunfisk…

Letfordærvelig spisefisk

Kært barn har mange navne, og makrellen er bestemt ingen undtagelse. Sildemakreller er betegnelsen for små makreller, som endnu ikke er meget større end de sild, de senere vil komme til at æde. Bolværkstun er et andet kælenavn for den lille hurtigsvømmer, der alle dage har været den fattige mands lille tunfisk – én, der kunne fanges fra moler og høfder og til billige penge. Stik modsat den kæmpemæssige tun, som kræver dyrt grej og store både, hvis man vil i nærkamp.

En nyfanget makrel er et sandt orgie i changerende farver – fra ryggens blå og grønne bølgestriber til sidernes perlemorsagtige glans. De grønne farver gav under krigen stof til myten om, at makrellerne gerne spiste døde tyske flådesoldater – at det var derfor, de selv blev grønne!

Faktum er imidlertid, at makreller har en fabelagtig lugtesans, hvilket gør det muligt at lokke dem til over lange afstande – med hakket fiskeaffald, der gerne må lugte lidt. Det kommer de nyfangede makreller desværre også hurtigt til – i sommervarmen. Makrellens mørkerøde kød er uhyre letfordærveligt, og kommer fiskene ikke på køl eller helst is med det samme, bliver de uspiselige på få timer. Benene løsner sig fra kødet, og den fisk er spildt…

Grillet og røget

Når makrellen har gydt i maj-juni, æder den som en gal for atter at få huld på kroppen. Som sommeren går, bliver fiskene federe og federe i kødet, hvilket man skal tage højde for ved tilberedningen.

Kogt makrel bliver aldrig nogen fornøjelse, da fiskene er alt for fede og fiskesmagende til dette. Grillet og krydret er makrellen derimod en fornem spise, som ingen grillmester bør snyde sin Weber for. Det samme gælder også i røget tilstand, hvor makrellen yder sit allerbedste – gerne peberrøget.

Medbring derfor altid en lille transportabel røgeovn af den slags, der kan fås i supermarkeder og sportsbutikker til nogle få hundrede kroner. Så er man sikker på en selvfanget og selvtillavet himmerigsmundfuld i strandkanten!

Fiskefotoapparater

De kan tåle det hele – vand, kulde og tryk. De er derfor helt uundværlige på fisketuren. Og de har aldrig været bedre end nu!

Jeg glemmer aldrig den dag i 1980, hvor jeg – som så ofte før – støvede omkring hos den lokale fotohandler på Frederiksgade. Jeg var begyndt at læse biologi på Århus Universitet et par år tidligere, og SU’en rakte ikke langt i de dage. Det var derfor salt i såret, da jeg helt tilfældigt tog en brochure fra Fuji op og kiggede i den.

Pludselig grinede en glad og fuldskægget fluefisker mig i møde. Om halsen havde han Fuji’s spritnye vandtætte kompaktkamera. Det hele osede af fisk og fiskeri, og som fotoglad fisker kunne jeg straks se, at her havde Fuji noget, som vi lystfiskere længe havde sukket efter – det vandtætte kamera, som ikke var større, end at det kunne ligge i lommen på vadejakken eller fiskevesten.

Men som sagt – SU’en rakte ikke langt i de dage, og der var bestemt ikke plads på budgettet til slig extravagance. Det kom på ønskesedlen til juelaften, men det lå ikke under træet. Dertil var det nok for dyrt.

I banken efter penge

Men beslutningen var taget. – So ein Ding musste ich unbedingt haben – schnellstens! I 1981 konsulterede jeg min bankrådgiver og bedyrede, at jeg nødvendigvis måtte have et sådant kamera for at kunne fortsætte den spinkle karriere som fiskefotojournalist, jeg så småt havde påbegyndt. Sydbank gav sig, og jeg fik mit første vandtætte kamera. Slut med at fable om hundedyre Nikonos kameraer så tunge og uhåndterlige, at de faktisk kun egnede sig til brug under vand…

Mit nye Fuji fulgte mig i tykt og tyndt de følgende år og tog nogle fremragende fotos. Det kunne køre med 64 ASA film, hvilket var en nødvendighed for seriøse fotografer i de dage. Ellers kunne man jo ikke have sin elskede og finkornede Kodachrome 64 med de flotte farver i sit kamera! Så flotte, at selveste Paul Simon (ham med Garfunkel) lavede en sang om den!

Men det holdt ikke evigt, og efter mit vandtætte Fuji nummer to, ophørte produktionen. Efterspørgselen var åbenbart ikke stor nok. Heldigvis havde Nikon nu set lyset og lancerede en vandtæt model i samme regi – under modelbetegnelsen AWAF. Den overtog nu det beskidte og ofte våde arbejde på mine rejser og fisketure – nu som par, da jeg efterhånden ikke turde rejse udenlands uden at have et backup kamera i bagagen. For tænk nu hvis…

Dukkert af dimensioner

Mine værste anelser blev til virkelighed under en raftingtur på Chimehuin floden i Argentina. Guiden, som var ved årene, var urutineret og fejlberegnede strømmens retning og styrke. I stedet for at tage den sikre rute i svingets inderside, blev vi nu taget af strømmen og ført over i den modsatte side – over mod en stort klippefremspring med træer hængende ud over vandet.

Det hele gik pludselig forrygende hurtigt, og vil du have hele historien, må du læse den fulde version i min bog “Fiskerejser til fjerne lande”. Her er alle detaljerne med. Men hvorom alting er, så tippede gummibåden over, og vi blev smidt i vandet. Da vi ikke havde surret alting, som vi burde have gjort – solen skinnede jo fra en skyfri himmel, og floden virkede blid – mistede vi det meste af vor bagage til floden. Nogle enkelte ting drev i land længere nedstrøms – desværre ikke min vandtætte paksæk med mit vandtætte Nikon kamera i…

Tilbage var så det andet kamera, jeg hele tiden havde haft hængende om halsen. Det overlevede uden problemer dukkerten og måtte nu som ene kamera klare fotoopgaverne på resten af turen. Et eller andet sted på bunden af Chimehuin ligger den dag i dag mit vandtætte Nikon kamera – i en vandtæt paksæk og endda med en spritny motor i. For motoren måtte udskiftes med regelmæssige mellemrum, hvis man brugte sit Nikon regelmæssigt. Den blev helt enkelt slidt op!

Jeg nåede igennem fire (4) af disse dejlige Nikon apparater – og seks (6) motorer. Så ophørte også produktionen af AWAF. Der var sorg og landekrise, og jeg måtte i et par år ty til inferiøre kameraer, som bestemt ikke tålte vand. Mit højt elskede Olympus OM2 spejlrefleks måtte da også en tur under vandet og blev aldrig det samme siden…

Den digitale tidsalder

Det var i de analoge billeders tid. Den digitale tidsalder bankede på døren, men antallet af pixels kunne slet ikke leve op til den kvalitet og de farver, vi kræsne fotografer var vant til fra Kodachrome 64 og – i en snæver vending – Fujichrome 100.

Men det var kun et spørgsmål om tid, førend de i hvert fald så nogenlunde kunne hamle op med de analoge film og deres mange korn. Og sikken befrielse ikke at skulle vente i dage og uger på, at ens mange Kodachrome film fra sidste rejse skulle komme hjem fra laboratoriet. Nu var der pixels med det vuns!

Men det var et svært skifte, og som så mange andre holdt jeg stædigt fast ved mine Kodachrome, indtil de bare blev for besværlige at have med at gøre. Først lukkede Kodak Danmark sine laboratorier ned, og så måtte filmene først en tur til Tyskland, siden Schweitz og til sidst USA for at blive fremkaldt.

Nu måtte det være nok. En tung og grå dag i december tog jeg så hele mit analoge fotoudstyr – og det var ikke så lidt – med ned til fotohandleren og bad ham sælge det. Han kiggede misbilligende på samlingen og rystede på hovedet. – Du får ingenting for det, og der er jo for langt over 100.000 kroner i nyværdi. – Hvis jeg var dig, ville jeg beholde det…

Men beslutningen var taget. Det hele blev fyret af, og jeg blev sølle 5.000 kroner rigere. Dem investerede jeg fluks i et Sony digitalkamera, som jeg primært brugte til min nye hjemmeside. Vi skriver 1996. Antallet af pixels blev regnet i tusinder – ikke millioner – og de blev allesammen lagret på kæmpestore PC disketter, som man måtte have et helt lager af…

Efter et par trange og triste år med diverse digitale kameraer dukkede så Pentax op med det første vandtætte digitalkamera – som jeg for øvrigt stadig har og bruger ind imellem. For at mindes gamle dage… Det er grimt og ligner mest af alt en pakke cigaretter, men det tager nogle fremragende fotos, som er blevet publiceret mange steder.

Det havde 4 millioner pixels, og nu tog udviklingen for alvor fart. Chipproducenterne fik presset flere og flere pixels ned på de små plader, og hver ny model havde et par millioner pixels mere end forgængeren. Jagten på at give den analoge film det endelige dødsstød var gået ind, og da antallet af pixels rundede de 10 millioner, måtte filmen erklære sig selv for endegyldigt død. Filmen er død – leve de digitale pixels!

En håndfuld modeller

I samlingen og gennem mine fiskende og fotograferende hænder har allerede været en hel del af markedets efterhånden ganske mange vandtætte digitalkameraer. I det følgende en kort beskivelse af forskellige modeller – deres fordele og ulemper, som jeg ser og har oplevet dem.

Vær klar over, at modelbetegnelser kan skifte nårsomhelst og ofte varierer fra land til land. Ikke uvæsentligt i disse internettider, hvor troløse brugere shopper omkring og sagtens kan ende med at købe deres nye kamera i England, Tyskland eller Frankrig – hvor det nu måtte være billigst.

Pentax Optio W60

Pentax var først på banen med en række vandtætte modeller og havde i et stykke tid næsten markedet for sig selv. Det aktive udendørsliv på skipisterne, på surfbrædtet eller med snorkel og svømmefødder nærmest eksploderede og med det behovet for vandtætte digitalkameraer.

Det første var firkantet og grimt, men tog gode billeder. Senere modeller havde flere og flere pixels, men ikke mindst skærmen blev større og bedre. Dels så man lettere kunne fokusere – dels så man bedre kunne studere sine fotos og se, om de nu også var gode nok.

Vore dages Pentax Optio er anderledes veldesignede og tager fremragende fotos. De kan derfor varmt anbefales. Det sidste i samlingen har været W60 modellen, som brillierer med hele 5X zoom og vidvinkel ned til 28 mm. Der er 10 millioner pixels at tage af, og ingen behøver flere.

Et rigtig godt og kompakt kamera – ikke mindst til prisen!

Set til kr. 1.660,-

Fuji FinePix WP

Med deres små og meget kompakte FinePix WP kameraer er Fuji tilbage, hvor de holdt, med deres vandtætte kameraer. Nu er der blot pixels på chippen og ikke film i kassen!

Det er små sager, der passer ned i selv den mindste lomme på vadejakke eller fiskevest, og størrelsen er givet deres største fortrin. 3X optisk zoom imponerer ikke, men billedkvaliteten er absolut OK til prisen.

Man skal imidlertid betænke, at små kameraer er svære at betjene – specielt da i koldt vejr og med handsker på. Kolde fingre er ikke de mest følsomme, og lukkeren på FinePix WP er meget hård og ufølsom. Timingen, når man afgiver skud, er derfor ikke den bedste.

Det samme gælder søgeren, som ganske vist er stor og dækker det meste af bagsiden, men som ikke har mange pixels. Det hele ser derfor noget grynet og uskarpt ud – selv ved ellers skarpe fotos.

Ikke et kamera for fotofreaken, men fint til alle de andre!

Set til kr. 1.229,-

Sanyo Xacti E1

De allerfleste digitalkameraer kan i dag – præcis som de fleste mobiltelefoner – optage video i lav opløsning. Så lav, at den kun egner sig til YouTube og andre steder, hvor der ikke stilles krav til kvaliteten. Optagedelen på disse kameraer er derfor mest at betragte som noget, man får med i prisen – som noget sekundært og i hvert fald ikke af en kvalitet, det er værd at redigere i.

Sanyo Xacti er noget ganske andet. Den er nok mere at betragte som en digital videooptager end et stillbilledkamera. I hvert fald er den rigtig god til optagelser under vandet, hvor den faktisk er helt uden konkurrence. Den har nemlig en fin mikrofon, som optager de karakteristiske boblende eller skvulpende lyde under vandet.

Optagelserne, som sker i standarden 640 x 480, kan ikke blot uploades direkte til YouTube, hvis man nu har hang til at udstille sig selv der. Nej, de kan også overføres direkte til iTunes, så man uden videre kan føre dem over på sin uundværlige iPod!

Samtidig tager den udmærkede stillbilleder (10 millioner pixels), der dog ikke lever op til det, som andre og mere dedikerede kameraer i samme prisklasse kan præstere. Og byder på hele 5X zoom til optagelserne. Søgeren skal vippes ud som på et almindeligt videokamera, førend man kan bruge Xacti.

Til dig, der gerne vil optage under vandet – ned til 1,5 meter – med lyd!

Set til kr. 2.695,-

Canon PowerShot D10

Det tog fotogiganten Canon overraskende lang tid at få øje på markedet for små, vandtætte kompaktkameraer. Men så tog de sig også gevaldigt sammen og barslede for ikke så længe siden med deres PowerShot D10, som blev en øjeblikkelig vinder af mange tests i fotoblade verden over.

Udseendet er karakteristisk – farven ligeledes. Under det umiskendelige og futuristiske ydre gemmer sig imidlertid en digital indmad, som er bedre end de fleste af konkurrenternes. Canons mangeårige førerposition inden for fotografering fornægter sig ikke. Softwaren er sublim og tager selv højde for, hvilken situation man står i, og vælger efterfølgende mellem 18 forskellige eksponeringsprogrammer.

Forenklet sagt så kan selv det største fotofjols tage gode billeder i vanskelige situationer med dette kamera, som til gengæld også er blandt klassens dyreste. Man får virkelig, hvad man betaler for. 12 millioner pixels sikrer, at man kan beskære sine fotos og stadig have pixels nok at tage af.

Man får også et kamera, der kan holde til det hårde liv ved, på og i vandet. Hvor de fleste vandtætte kameraer klarer ned til 3 meters dybde, klarer PowerShot D10 ned til 10 meter uden at kny. Skulle man tabe det, er det garanteret til at holde til et frit fald fra 2 meter. Det har jeg nu ikke testet og har heller ingen planer om at gøre det…

Flot LCD skærm med mange pixels og godt lys. Optisk billedstabilisering en selvfølge. Nul digi-stabilisering på dette kamera! Det lidt buttede design gør dog, at PowerShot D10 fylder noget mere end de øvrige kameraer.

Eneste ulempe er 3X zoomen, der spænder fra 35-105 mm. Ingen vidvinkel her.

Set til kr. 2.279,-

Olympus mju-8000 Tough

Canon’s PowerShot D10 er mit favoritkamera pt., men har på det seneste fået hård konkurrence fra min gamle kærlighed Olympus. Det var som bekendt dem, der revolutionerede markedet med deres små OM spejlreflekskameraer. Og dem, der opfandt den TTL blitzmåling, som alle bruger i dag – som måler blitzlyset på filmplanet under selve eksponeringen. Og endelig var det Olympus, der lancerede nogle af verdens mest solgte kompaktkameraer – mju-serien.

De fleste af ovennævnte kameraer overholder den almindelige standard for vandtæthed. Det betyder, at de er vandtætte ned til en dybde af 3 meter. Både PowerShot D10 og Olympus nye vandtætte flagskib mju-8000 Tough overholder IPX8 standarden og garanterer vandtæthed ned til 10 meter. De tåler at blive tabt fra 2 meters højde – og for mju-8000’s vedkommende også at blive trådt på af en 100 kg tung person…

Well, de fleste af os kan nok godt holde os inden for disse grænser, men de siger noget om kameraets generelle holdbarhed. Læg hertil Olympus’ fikse “Tap” funktion, som gør, at mange funktioner kan betjenes ved blot at banke let på kameraet. Smart, når man har kolde hænder eller handsker på, som ikke rigtig passer til de små knapper.

Og så er der endelig optikken, som spænder fra 28-102 mm – vidvinkel med 3,6 X zoom. Disse ting gør sammenlagt Olympus nye vandtætte flagskib til kandidat til Klassens Bedste!

Eneste virkelige ulempe er, at kameraet bruger de irriterende små microSD kort…

Set til kr. 2.529,-

Panasonic DMC-FT1

Seneste skvulp på stammen af vandtætte digitalkameraer kommer fra Panasonic, som er mest kendt for deres professionelle videokameraer. Og for deres brug af tyske Leica’s fornemme glasoptikker.

DMC-FT1 har noget nær klassens længste zoom med 4.6X spændende fra 28-128 mm. Det giver nogle muligheder, som ingen af konkurrenterne har. Motiver, som normalt er uden for rækkevidde af den sædvanlige 3X zoom.

DMC-FT1 er som det eneste kamera i stand til at optage video i HD-kvalitet. Ganske vist ikke Full HD, men alligevel i en kvalitet milevidt over konkurrenternes. Der optages i AVCHD, som er et komprimeret format udviklet i fællesskab af Panasonic og Sony. Her trækker Panasonic helt klart på sin mangeårige erfaring med professionel video. Panasonic’s nye vandtætte topmodel er derfor det klare valg til dig, der satser mindst lige så meget på video som på stills. Her er den helt uden konkurrence i klassen.

Imidlertid har netop denne model fået noget blandede anmeldelser i fotoblade verden over. Spændende fra rigtig godt til alt for dårligt til prisen. Og det er jo altid lidt foruroligende.

Man er derfor nødt til at stole på sig selv og sin sunde dømmekraft, før man vælger. Jeg har valgt, testet – og vender tommelen op for dette kamera, som også er Klassens Dyreste!

Set til kr. 2.799,-

Et sidste hjertesuk…

Lad os til sidst konkludere, at vi i dag råder over et stort udvalg af vandtætte digitalkameraer, som alle er i stand til at tage gode billeder – nogle bedre end andre.

Man kan også konkludere, at jo dyrere kameraet er, desto hurtigere er det på aftrækkeren. Mange billige digitalkameraer lider under, at der går for lang tid, fra man trykker på udløseren, til billedet tages. Det mister man mange gode skud på.

Et andet irritationsmoment er, at de små og billige kameraer ofte mangler en regulær søger. Man må da forlade sig helt på den store skærm på bagsiden af kameraet, og den kan være noget nær ubrugelig, hvs solen skinner direkte ind på den. De gode digitalkameraer har derfor en lille optisk søger, man kan ty til under dårlige lysforhold. Jeg ville ikke være en sådan foruden.

Men, men, men. Når man nu har været hele udviklingen igennem og har haft et utal af vandtætte kameraer i hånden, så er der én ting, som springer i øjnene: De er alle blevet sværere at håndtere. De er små, og de er fikse. Men de er ikke til at holde om – i hvert fald ikke med én hånd. Og da slet ikke med handsker på.

I det virkelige liv ved vandet er der meget ofte brug for, at man tager et foto med én hånd, mens man holder om fiskestang eller årer med den anden. Og det magter selv det bedste digitale UV kamera ikke at leve op til. Det var uendelig meget bedre med de gamle analoge Fuji og Nikon kameraer, som lå rigtig godt i hånden med deres markante fingergreb, og som derfor fint kunne betjenes med én hånd. Jeg har ikke tal på, hvor mange af mine bedste fotos jeg har taget med én hånd, men det er mange.

Det burde virkelig ikke være noget problem at ændre på dette – evt. ved at gøre batterikammeret så stort, at det samtidig fungerer som et markant og sikkert håndgreb. Det kunne man gøre i gamle dage, og det kan man selvfølgelig også gøre nu.

Her er der virkelig noget at arbejde med for Fuji, Nikon, Pentax, Sanyo, Canon, Olympus og alle de andre. Vi er ikke i mål endnu!

Læs meget mere her om:

⌘ smartphones, smartwatches og digitale kameraer ⌘

Hodgman – verdens første waders

Hodgman:

Vandtæt beklædning siden 1838

I dag tager vi vandtætte waders for givet. De er blevet lystfiskerens standardbeklædning, og vi kunne ikke forestille os at tage på fisketur uden. Men sådan har det ikke altid været. Faktisk er vandtætte waders en relativt ny opfindelse.

Før den Amerikanske Borgerkrig i 1800-tallet var der ingen, som havde waders. Skulle der alligevel vades, måtte det ske vådt – i det tøj og de støvler, man nu engang havde på. Det kan man se på gamle afbildninger af amerikanske fiskere, der klamrer sig til grene og træer nær bredden – for ikke at blive våde, klamme og kolde. Forkølelse og lungebetændelse var mere fatalt i de dage end i vor egen tidsalder. Og decideret vadefiskeri derfor forbeholdt de varme sommermåneder!

På vore breddegader var det naturligt nok de seje nordsøfiskere, som havde mest brug for vandtætte støvler og bukser. Men materialerne var få og lod meget tilbage at ønske.

Alligevel udviklede fiskerne lange støvler og bukser, som var vandtætte – i hvert fald for en stund. De bestod af en tung og tyk læderoverdel, som var fastgjort til datidens ligeledes tunge træskostøvler. Læderet var fedtet godt ind, så det kunne holde vandet ude i kortere perioder.

Men én ting var ganske vist: Faldt man først over bord iført sådanne støvler, var man sikker på at synke til bunds som en sten. Datidens fiskere gjorde derfor også en dyd af ikke at kunne svømme. Det ville alligevel ikke kunne redde dem…

Med en rig på ryggen!

Historien om verdens første waders startede meget tidligt – helt tilbage i 1800-tallet, hvor det var ganske almindeligt, at velhavende fiskere lod sig bære tørskoet over elven – i Skotland af veltrimmede ghillies i deres traditionelle kilt! Det siger sig selv, at den skotske ghillie altid blev våd og kold – hans kostbare engelske last kun undtagelsesvis…

Det var også dengang, hvor den velhavende laksefisker gerne selv kastede sine fluer og krogede sine laks. Men han fightede dem kun, så længe han kunne gøre det tørskoet. Tog laksen et langt udløb, som gjorde det umuligt at følge den inde fra bredden, da blev stangen straks overgivet til ghillien, der så endnu engang måtte tage sig et bad under jagten på laksen. Så såre det atter var muligt, overtog vor velhaver sin stang med den nu noget mere medgørlige laks!

Hvor mange skotske ghillies, der døde af lungebetændelse efter sådan en omgang, er uvist. Men det har givet kostet nogle af dem livet, når fiskeriet foregik efter “springers” allerførst på sæsonen – ofte i en forrygende snestorm over det skotske højland…

Det forklarer måske også, hvorfor skotske ghillies altid havde en flaske god maltwhisky inden for rækkevidde. De drak, som gjaldt det livet – hvad det måske også gjorde!

På den anden side af Atlanterhavet – i USA – havde man endnu ikke samme skel mellem rig og fattig. Her måtte enhver klare sig selv, og her var der derfor tidligt fokus på at udvikle produkter, som kunne gøre livet mere bekvemt for den enkelte. Her var entreprenørånden i højsædet, og her blev mange nye ting derfor udtænkt.

Et af de helt store gennembrud kom, da man fandt ud af at udvinderågummi fra gummitræet i Mellem- og Sydamerika. Her fandt indianerne tidligt ud af at bruge substansen fra “det grædende træ” til fremstilling af vandtætte sko, og spanske soldater lærte hurtigt at bruge materialet til imprægnering af deres hatte.

Charles Goodyear

Den industrielle udvinding af gummi begyndte dog først i starten af 1800-tallet, hvor rågummiet nåede til Europa som ballast i træskibene. En skotte ved navn Macintosh udviklede en metode til at opløse gummiet i kemikaliet naftalin, og han kunne derefter som den første påføre det opløste gummi til stof, som derved blev vandtæt.

Men rågummi var stadig blødt og ikke ret holdbart. Der var brug for en hårdere og mere stabil udgave, hvis gummiet skulle få en større udbredelse. Det blev amerikaneren Charles Goodyear, som efter mange vanskeligheder fandt frem til den rette metode:Vulkanisering. Han fandt ud af at opvarme gummiet og tilsætte svovl, hvorved gummiet stabiliseredes.

Det skete i 1839, men først fem år senere, i 1844, udtog Charles Goodyear patent på den metode, der skulle revolutionere brugen af gummi.

Daniel Hodgman

Den 19. august 1808 blev en amerikaner ved navn Daniel Hodgman født i byen Mason i staten New Hampshire på den nordamerikanske østkyst. Han blev opdraget inden for landbruget, men fandt hurtigt ud af, at han hellere ville være handelsmand og have foden under eget firma.

Efter en urentabel butik i Boston lykkedes det ham, sammen med en kompagnon, at etablere et rentabelt gummihandelsfirma på Beaver Street i New York City. Deres veje skiltes dog, og Daniel Hodgman fortsatte med en ny virksomhed i NYC – nu på Duane Street og nu med egen fremstilling af gummivarer. Det var i 1838.

Den nye virksomhed fik navnet Hodgman Rubber Company og var en øjeblikkelig succes. Allerede i 1839 blev Hodgman således tildelt en sølvmedalje for deres redningsveste af gummi, og i 1842 udtog Daniel Hodgman så US patent nr. 2504 på fremstilling af en gummisko med såler af ubehandlet rågummi.

Hurtigt herefter kom så det vulkaniserede gummi fra Goodyear, der tildelte Hodgman licens til at bruge den nye fremstillingsproces. Hodgman fortsatte dog med at fremstille ikke-vulkaniserede gummiprodukter, lige indtil Goodyear’s patent udløb. Nu var Daniel Hodgman ikke længere nødt til at betale dyre royalties til Goodyear, og herefter skete al fremstilling af Hodgman produkter naturligvis med vulkaniseret gummi!

Fra slavebukser til gummiwaders

Hodgman Rubber Company fremstillede mange forskellige slags gummiprodukter til lige så mange forskellige formål. Ofte var der tale om fremstilling af specialprodukter efter mål, hvilket var tilfældet i 1849. Slaveriet var endnu ikke ophørt, og ordren var en bestilling af skræddersyede, beskyttende gummibukser til navngivne sorte slaver, så disse kunne arbejde i sumpede områder uden at blive overstukket af myg…

Disse gummibelagte bukser blev forgængeren til de moderne waders, som vi kender dem i dag. Nu havde man teknikken, og springet var derfor ikke langt til at fastgøre et par vulkaniserede gummistøvler til et par vulkaniserede gummibukser.

Det står ikke helt klart, hvornår de første deciderede waders blev lanceret. Men vi ved, at Hodgman i 1853 havde vokset sig så stort, at der ikke længere var plads nok inde i NYC. Hodgman flyttede derfor til landsbyen Tuckahoe i Yonkers forstaden til New York. Her opkøbte Daniel Hodgman en godt 18.000 kvadratmeter stor tidligere stenmølle med let adgang til billig vandkraft, og her menes de første rigtige waders at være kommet til verden.

Firmaet fortsatte sin vækst i de nye lokaler, men i 1874 døde Daniel Hodgman, 66 år gammel. Han efterlod sig to sønner, Charles A. Hodgman og George F. Hodgman, som overtog den videre drift af firmaet. De fortsatte udviklingen af gummitøj og blev snart verdens suverænt største producent af regnfrakker. Så stor var efterspørgslen, at der måtte bygges en helt ny fabrik udelukkende til fremstilling af regnfrakker. Cykeldæk var en anden stor Hodgman salgsartikel i slutningen af 1800-tallet.

“Fishing pants”

Vi ved, at Hodgman givet havde den fornødne teknologi til at fremstille rigtige waders, som vi kender dem idag, helt tilbage i 1840’erne. Alligevel skal vi helt frem til 1881, før vi finder de første trykte reklamer for dem. Det er i bladet “American Field and Forest and Stream”, der senere blev til det mere mundrette “Field and Stream”. Her kan man se Hodgman annoncere for de “fishing pants”, der må formodes at være verdens første rigtige waders. For øvrigt i tæt konkurrence med Goodyear’s “trouting pants”.

Omkring århundredskiftet var rigtige vadebukser og skridtstøvler i brug på begge sider af Atlanten. Den engelske udenrigsminister Viscount Grey of Fallodon beskriver i hvert fald waders og brugen af dem indgående i sin udødelige bog “Flyfishing” fra 1899. Han mente, at de var ubehagelige at have på og gå i, men foretrak dem dog til enhver tid, da de gav ham den ønskede bevægelsesfrihed. For ham var de alternativet til at fiske fra båd, hvilket han ikke holdt af.

75 år og 1.200 ansatte

I 1913 kunne Hodgman Rubber Company fejre sit 75 års jubilæum, og firmaet voksede stadig. For at fejre begivenheden inviterede firmaet alle sine 1.200 medarbejdere til en gigantisk barbecue, der for alvor understregede, at Hodgman var et firma med magt over tingene. Firmaets erklærede politik var da, at man lavede alt under eget tag. Kun sådan kunne man garantere for en stabil og altid høj kvalitet.

Hodgman familien fortsatte med at bestyre firmaet op gennem 1920’erne og var med til at forsyne amerikanske tropper i Europa med ikke færre end 750.000 regnfrakker under Første Verdenskrig. Der har således stået “Hodgman” på rigtig mange skyttegravssoldater i de dage. Hodgman leverede ligeledes mange tusinde gasmasker til de selvsamme soldater.

I 1926 måtte familien imidlertid afgive ejerskabet af Hodgman Rubber til Mitchell Kaufmann, som i 1929 også købte gummivirksomheden Converse. Udviklingen af stadig lettere waders fortsatte ufortrødent, og i 1930’erne havde Hodgman fire forskellige “vægtklasser” waders at vælge imellem: Fra de lette “Wadelite Waders””, hvor et par blot vejede 30 ounces (lige under 1 kg) til de tunge, men slidstærke “Service Waders”, der vejede 104 ounces (lige knap 3 kg). Til priser fra $13 til $24!

I 1941 lancerede Hodgman så sine velkendte “Wadewell Waders”, som blev en forrygende succes, og som dannede grundlag for de typiske amerikanske waders, som vi kender dem i dag: Gummi i midten med lærred på inder- og yderside gør disse waders både behagelige og slidstærke. Næppe nogen anden waders-model er nogensinde solgt i så stort et antal som netop Hodgman’s “Wadewell”. Med faste støvler og filtsål kostede de $24 i 1941.

Hodgman’s “Wadewell” waders er blevet fremstillet helt op i dette årtusinde – naturligvis i en konstant raffineret udgave – og har stadig mange tilhængere. Du ser dem på billedet herover.

Ron Foster

I 1969 blev en mand ved navn Ron Foster ansat som sælger i firmaet Converse Hodgman Outdoor Products. Converse var på daværende tidspunkt allerede verdensberømte for ikke mindst deres rødhvide gummisko og basketstøvler, som stadig findes på markedet. Man havde samtidig købt firmaet Hodgman Rubber, hvis gummistøvler og waders supplerede sportsartiklerne på bedste vis. Gummi skulle der til i de dage!

Ron, der selv var en ivrig fluefisker, kom snart til at sælge Hodgman waders og skridtstøvler, som han jo havde et nært forhold til og selv tilbragte rigtig mange timer i. Han blev derfor hurtigt firmaets specialist på feltet og var i flere år Hodgman’s absolutte topsælger. – Det er jo ikke svært at sælge noget, som man selv bruger og brænder for, var hans beskedne kommentar til dette.

Efter ti år som ansat i firmaet fik Ron Foster pludselig mulighed for at købe Hodgman Division af Converse, og han gik straks i banken for om muligt at låne pengene der. Det lykkedes, og for US$250.000 blev Ron pludselig ejer af og direktør for det firma, han havde været ansat i. Samtidig var han nu behageligt fri for de “company policies”, han hidtil havde været underlagt. Nu kunne han udvikle, fremstille og sælge Hodgman produkter på den måde, som han selv fandt bedst og mest produktiv.

Hodgman gennemlevede nu en eksplosiv årrække med udvikling af waders fra vulkaniseret gummi til letvægtsnylon – fra 1970’ernes og 1980’ernes neopren til vore dages åndbare hi-tech waders. Hertil et imponerende sortiment af udendørs beklædning med specielt fokus på jægere og fiskere og deres specifikke behov.

I 2005 sad Hodgman på en meget stor del af det amerikanske marked for waders – med en årlig produktion på over 100.000 neopren waders – alle fremstillet af japansk produceret neopren, men alle tilskåret og samlet i USA.

Et lidt sort kapitel oplevede Hodgman dog – i lighed med flere andre producenter – da man forsøgte sig med fremstilling af waders i åndbar og samtidig elastisk væv. “Stretchlite” var navnet på disse waders, der var baseret på en god idé og et godt materiale. Virkeligheden viste sig dog at være en noget anden, da det åndbare materiale nok kunne strækkes, men desværre ikke tålte det under praktisk brug. Efter et vist antal stræk gav de mikroskopiske porer op og lukkede vandet ind… Hodgman opgav derfor denne idé i 2005.

I hus med Pure Fishing

26 spændende og fremgangsrige år efter købet af Hodgman mente Ron Foster, at det nu måtte være nok. Han ville pensioneres og solgte derfor Hodgman til Stearns, som er verdenskendt for fremstilling af redningsudstyr til sejlsportsfolket, handelsflåden og det amerikanske militær.

Stearns blev siden opkøbt af den store børsnoterede Jarden koncern, der i dag også ejer Pure Fishing. Hodgman waders og beklædning er således kommet i samme hus som de mange andre kvalitetsprodukter, lystfiskere over hele verden bruger og efterspørger.

Som Hodgman selv udtrykker det: – What are you wading for?