Hotte rognfluer i vinterkoldt vand

Mange fluefiskere har siden sæsonafslutningen i november set frem til den nye sæsonstart ved åerne i januar. Her går det officielle startskud den 16. januar, mens man dog nogle steder frivilligt har udskudt premieren til den “gamle” sæsonstart, som fandt sted den 1. marts.

Vandet er i regelen højt her først på året og kun sjældent klart. Det er derfor alfa og omega, at man får sin flue ned til fiskene, der bestemt ikke vil op til dem i det kolde vand. Det er deres stofskifte helt enkelt for lavt til. Fisk er jo vekselvarme skabninger og dermed helt underlagt vandtemperaturen.

Fluerne skal således i dybet her først på sæsonen, og af samme grund må de meget gerne være farvestrålende, så fiskene kan få øje på dem i det mørke vand. Fluorescerende farver er derfor et rigtig godt bud på en velfangende premiereflue, og amerikanske rognfluer hører til de allerbedste – også i lille Danmark!

Skykomish Sunrise

Alaska august 1976. Dream Creek ved udløbet i Gibraltar Lake. Sockeyelaksene er kommet og fylder fysisk næsten hele mundingen op og farver vandet postkasserødt. Et imponerende skue, men også irriterende. Irriterende, fordi laksene har lokket flere grizzlybjørne til. Irriterende, fordi laksene helt har fortrængt de regnbueørreder, som i ugerne op til dette har haft vor fulde opmærksomhed. Regnbuer på 1-2 kg, der villigt steg til vore frit drivende tørfluer.

Men nu var de væk – fordrevet af rødlaksene, som i tusindvis havde gjort deres indtog. De måtte dog stadig være et sted i nærheden – længst ude bag laksene, eksempelvis. På udkig efter den lakserogn, der måtte komme før eller senere. Den lakserogn og de laks, som hele naturen i Alaska er forprogrammeret til og baseret på. Bjørnene lever af de nys ankomne laks, af de gydende laks og af de døende og døde laks efter gydningen. Det samme gør rovfugle og rovfisk. Ingen stllehavslaks overlever gydningen.

Jeg sætter en fluorød Skykomish Sunrise str. 6 på forfanget og lægger et langt kast ud bag laksene. Der er hug med det samme. Af en ilter regnbue i 2-3 kg’s klassen, som dog hurtigt river sig løs i et højt spring. Pokkers!

Få kast senere er der bud efter fluen igen, og denne gang sidder krogen. Efter to megalange udløb og en snes fantastiske spring er fisken mør og lader sig strande. 4 kg rent sølv fra Alaskas vildmark. En finere fisk får man ikke. Og så taget på en steelheadflue, der dybest set efterligner en lille klat lakserogn.

Iliamna Pinkie

Gibraltar Lake ligger ved den kolossale Iliamna Lake, der er en af verdens største ferskvandssøer. Søen ligger i Alaska, hvor den huser i millioner af stillehavslaks, regnbuer, rødinger og stallinger i sine utallige tilløb. En af de helt store attraktioner er det årlige skue, hvor stillehavslaksene leger, mens regnbuer, rødinger og stallinger liner op bag gydebankerne for at frådse i overskydende rogn.

Længe har fiskerne her brugt en klassisk steelheadflue som Glo Bug til at fange disse rognædende fisk. Men dels er det en flue, som er udtænkt til spinnefiskeri, og dels er den lidt besværlig at binde. Og hvorfor gøre tingene sværere end højst nødvendigt?

Det må være sådanne tanker, der førte til fluen “Iliamna Pinkie”, som kandiderer til at være verdens enkleste flue. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig nogen flue, der er enklere at binde. Den består nemlig blot at nogle få tørn chenille om en kortskaftet krog. Med eller uden vægtbelastning under chenillen.

Iliamna Pinkie efterligner et enkelt lille rognkorn – stik modsat de større rognfluer som eksempelvis Bright Roe, der efterligner en hel klase rogn. Det betyder, at Iliamna Pinkies kan fiskes på meget let grej – gerne klasse 5-6, hvilket naturligvis gør fornøjelsen så meget større.

Opstrøms med flydeline

Der er grundlæggende to måder, man kan fiske sine rognfluer på: Opstrøms med flydeline eller nedstrøms med synkeline.

Iliamna Pinkies er ideelle til let opstrøms fiskeri, der i bund og grund er det samme som almindeligt nymfefiskeri efter ørred og stalling. På denne årstid er vort bytte blot de farvede steelheads og sølvblanke grønlændere, der er i åen netop nu. Regnbueørreden er jo en forårsgyder og derfor i gydedragt på denne årstid. Den er derfor ikke meget værd som spisefisk, hvorfor man lige så godt kan genudsætte dem efter fangst og fotografering. Farverne på sider og gællelåg fejler jo absolut intet!

Grønlænderne derimod er i topkondition netop nu. De er sølvblanke og velnærede efter et års ophold i havet. Mange er desværre under mindstemålet og må derfor genudsættes. Et fåtal holder målet godt og vel, og de er et bytte i den absolutte topklasse. En kilostor grønlænder på let fluegrej er altid en fangst, der luner – og så ikke mindst lige nu, hvor vinterkulden bider.

Nedstrøms med synkeline

Opstrøms fiskeri med let grej og flydeline kræver, at vandet hverken er for dybt eller uklart. Ellers når man ikke ned til fiskene, der ikke ser de små fluer. Er vandløbet stort og vandet dybt, må der anderledes grejer til. Da væbner man sig i stedet med klasse 7-8 grej og hurtigt synkende liner med et kort forfang. Det korte forfang – ikke mere end 6 fod langt, og i ekstreme situationer er 3 fod sågar at foretrække – sikrer, at strømpresset på forfanget ikke bærer fluen op i vandet og væk fra fiskene.

Kastene lægges skråt nedstrøms til modsatte bred. Jo længere kast desto langsommere vil fluen drive over åen, og desto dybere vil den nå ned. Fir gerne et par meter ekstra løsline ud efter kastet, så fluen får ekstra tid til at synke, inden linen strammer op.

Lad fluen svinge helt ind under egen bred, og lad den gerne stå stille her i et lille stykke tid, inden linen tages ind til et nyt kast. Ofte betaler det sig at lade fluen hænge i længere tid – eventuelt fire ekstra line ud – så fluen når helt ned og fiskene får tid til at opdage og tage den. Eneste ulempe ved dette direkte nedstrøms fiskeri er, at man ikke kroger fiskene så godt og sikkert som ved opstrøms fiskeri. En vis tabsprocent må man derfor regne med. Men det er jo altid bedre at tabe en fisk – end slet ikke at få nogen på krogen.

Det luner altid i vinterkulden, når det napper i dybet!

© 2009 Steen Ulnits

Risengrød og grødis…

Kulde og kystørreder er for mig uløseligt sammenknyttet. Når julesulet og nytårsfrokosten er vel fortæret, er det næsten livsnødvendigt med en tur på kysten for at få luftet fluestangen og få rystet julemanden af sig. Næppe på noget andet tidspunkt er luften så frisk og skarp som efter jule- og nytårsfrokosterne! Og februar er statistisk set årets koldeste måned. Brrrr….

Klædt på til lejligheden

“Det er koldt, og man må gå sig varm” står der i julesangen, men den mulighed har fluefiskeren kun sjældent her i vinterkulden. Her skal der i stedet neopren til – gerne 5 mm – hvis man skal kunne udstå kulden i flere timer i træk. Hvilket meget vel kan blive nødvendigt. I det vinterkolde vand lader havørrederne sig nemlig ikke hundse med. Deres stofskifte er på laveste blus, og fluerne skal derfor fiskes langsomt gennem vandet.

Men det er netop en af de ting, som fluefiskeren kan gøre bedre end sine spinnefiskende kolleger – fiske sit agn så langsomt, at det næsten går i stå. Bevares, spinnefiskeren kan komme ned i næsten samme tempo med Bombardaflåd og flue, men på kort hold er det stadig fluestangen og det “ægte” fluefiskeri, der fører an. Og helt specielt gælder dette, dersom man har timet sin fisketur rigtigt og er ankommet, netop som isen går.

Islæg

Når vinterkulden sætter ind, sker der ting og sager med havørreden. De gydemodne havørreder har for længst forladt det salte miljø og er steget op i åerne, hvor se selv er født, og hvor gydningen skal ske. Det samme gælder mange grønlændere – små ikke-kønsmodne havørreder, som har tilbragt en enkelt sæson i havet, og som endnu ikke helt har nået mindstmålet på de 40 cm. Det samme gælder også flere af de såkaldte “overspringere – store havørreder, som af en eller anden grund har valgt at springe en gydning over.

Tilbage i havet er et mindre antal blanke havørreder af forskellig størrelse. Flest er der i de sydlige egne af Danmark, hvor saltholdigheden er lav, og hvor havørrederne derfor kan tåle vinterkulden selv i salt vand. Det er dem, kystfluefiskeren sætter sin lid til i vintermånederne – det sølvtøj, som lokker fiskeren op af den bløde lænestol og ud i vinterkulden.

Bliver vinteren rigtig kold, presses fiskene ind i bunden af fjordene, hvor saltholdigheden er lavest – ja, nærmest fersk. Herinde overvintrer en stor del af fiskene. En anden del vælger en anden strategi. De stikker i stedet ud på dybt vand, hvor saltholdigheden ganske vist er større, men hvor vandet så til gengæld er tilpas varmt.
De sidste er naturlighvis uden interesse for kystfluefiskeren, der i stedet koncentrerer interessen om de overvintrende havørreder i de ferske inderfjorde.

Vinterpladser

Fiskeribiologerne ved, at havørred, søørred og bækørred er én og samme art – ørreder, som blot lever i forskellige miljøer. Fluefiskerne ved, at fælles for alle disse ørreder er, at de holder af “tag over hovedet”, hvor dette er muligt. I åerne placerer disse ørreder sig altid inde under beskyttende brinker, hvor de i bogstaveligste forstand har tag over hovedet. Det er sky fisk, som gemmer sig bedst muligt – i dagtimerne. Først om natten kommer de frit frem og stiller sig på de lave vand i svingenes inderside.

På dette område adskiller ørrederne sig således helt fra regnbuer og stallinger, der holder af at stå frit fremme i strømmen – uden noget beskyttende tag over hovedet. Pudsigt nok holder dette også stik i havet – når ellers lejligheden byder sig. Det gør den på ét ganske bestemt tidspunkt, som ikke forekommer hvert år: Ved isgang.

Isgang kræver naturligvis islæg – at vinteren bliver så kold, at vandet fryser til. Heldigvis sker dette næsten hver vinter – trods stedse højere vintertemperaturer. Det drejer sig jo her om de næsten helt ferske inderfjorde, som ganske let fryser til. Efter blot nogle få dage med hård frost og stille vejr lægger isen sit beskyttende lag over disse steder, hvor havørrederne overvintrer.

Når så vinteren er ved at miste sit greb – typisk i februar eller marts – bryder isen op. Den hjælpes i regelen på vej af vinden, som skubber den tynde, brudte is op i vindsiden. Ofte kan man opleve, at isgangen sker på en enkelt dag. Pludselig en dag går der hul på isen, som så skubbes væk af den milde sydvestenvind.

 Fiskeri langs iskanten

Rammer man rigtigt, kan man opleve et næsten guddommeligt fiskeri ved en sådan isgang. Havørrederne, som mere eller mindre har stået i dvale under isen, fornemmer straks foråret. Selv temperaturstigninger på brøkdele af en grad kan vække vintertræge havørreder til live!

Og nu kommer så det helt sublime: Fluefiskeri langs iskanten. Det er netop da, at havørrederne viser deres sande ørred-jeg: At de også holder af tag over hovedet i hav og fjord. Ikke kun i åen. Det gælder nu om at opsøge selve iskanten, hvor havørrederne meget gerne går – med isen liggende som en tryg beskyttelse mod fjender ovenfra.

Nu gælder det så om at fiske sine fluer så tæt på iskanten som muligt. Flere gange har jeg oplevet havørreder, som har kastet sig hidsigt over fluen, der kom dumpende ned i hovedet på dem – kastet op på selve isen og siden trukket ned i vandet med linen. Visuelt fiskeri, når det er bedst, og som sjældent kan opleves på andre årstider!

Vinterfluer

Fluemønsteret er sjældent af større betydning. Fiskene er sultne efter den lange kuldeperiode og tager, hvad der byder sig. Selv fisker jeg helst med en rødgul Mickey Finn, som har taget mange havørreder for mig. Eller et fluorødt Juletræ.Farver skal der ubetinget til her i vinterkulden!

© 2009 Steen Ulnits

Havørredernes jordbærsæson

Marts er måneden, hvor kystfluefiskeren kan opleve en af årets helt store højtider: Sværmningen af børsteorme.

På denne årstid er der ikke megen føde i vandet, og havørrederne er naturligvis sultne. De er derfor i høj grad til at fange – hvis ellers man kan finde dem. Vi har jo mere end 7.000 km kystlinje at vælge imellem herhjemme…

Det er tilsyneladende månefasen, som sammen med vandtemperaturen og daglængden styrer børsteormenes forunderlige sværmning. Er vandtemperaturen tilstrækkeligt høj – fra 4 til 6 grader de fleste steder – er det bestemt værd at kigge i almanakken for at se, hvornår der er fuldmåne og nymåne.

For det er dér, man har de største chancer for at opleve havørrederne gå helt bananas – i et orgie af sværmende børsteorme, der hver især repræsenterer en ren proteinbombe af letfanget mad for en sulten havørred!

Miljøkatastrofe…

Så godt som hvert år i marts oplever miljømyndighederne landet over, at velmenende og bekymrede borgere ringer ind og melder om miljøkatastrofer. De har nemlig observeret massive mængder af døde børsteorm, som er drevet ind på kysten.

Myndighederne kan dog hvert år berolige dem med, at de blot har været vidne til et af naturens store skuespil – sværmningen af børsteorme. Månefase og vandtemperatur synkroniserer sværmningen, så alle orm i et område forlader deres huller i bunden samtidig. Vind og strøm sørger siden for, at de driver sammen – og til tider i land på bestemte, afgrænsede steder.

Fiskene kender deres besøgelsestid – fuglene ligeså. Det sidste kan man som kystfluefisker have megen glæde af at holde øje med. Slår fuglene regelmæssigt ned et sted i marts, er der gode chancer for, at de har fundet børsteormene. Og så er der lige så gode chancer for, at havørrederne også har fundet dem – og kan fanges!

“Børsteorm” er en samlebetegnelse for en lang række saltvandsorm – heiblandt både den almindelige sandorm, som alle kender, og de noget mere barske arter af Nereis-slægten.

“Nereider” kaldes sidstnævnte ofte under skyldig hensyntagen til deres latinske slægtsnavn. “Sandigler” er et andet og mere folkeligt navn, som imidlertid ikke holder vand. Igler er børsteormene definitivt ikke, men nereiderne har en levevis, der med lidt fantasi godt kan lede tankerne hen på de blodsugende igler. Nereider er nemlig grådige rovdyr med stærke kæber, som de kan bide med! Det ved enhver fladfisker, som har prøvet at sætte én på krogen…

Sandormen lever det meste af sit liv dybt nedgravet i sandet, hvorfor den ikke er noget almindeligt fødeemne for en fisk som havørreden. Det er derimod nereiderne, som også lever nedgravet i bunden, men som ofte forlader denne for at jage aktivt i vandet omkring hullet. Og da ender de ofte i en havørredmave!

Sværmningen

Dette gælder året igennem, men det er naturligvis specielt i det tidlige forår, at havørrederne har mulighed for at fylde maven med letfangede børsteorm. Det sker som sagt, når nereiderne forlader deres huller for at sværme i overfladevandet. Inden da har ormene undergået en metamorfose, hvor de har udviklet lange svømmebørster, som sætter dem i stand til at forlade bunden og søge op i overfladevandet – når månen kalder til samling.

Her “sværmer” de, siger man, selv om det er en noget misvisende betegnelse. Som på kommando revner alle børsteormene, hvorved deres kønsprodukter frigives til vandet. Herefter synker de livløse legemer til bunds, hvor de mest af alt minder om våde stykker cigaretpapir. Ser man sådanne stykker drive omkring, da ved man, at man er kommet for sent – til dét års børsteormekalas! Så er der et helt år til det næste…

Lange og slanke fluer

Der er bundet mange og meget nøjagtige imitationer af de sværmende børsteorm, og alle disse fluer fanger da også fisk. For ormekalaset er årets første virkelige fødeorgie for de vintersultne havørreder, som derfor guffer alt i sig, der måtte komme forbi dem. Naturligvis også de nøjagtige imitationer!

Men i virkeligheden er det aldeles unødvendigt at gå så videnskabeligt til værks. I virkelighedens verden fungerer en lang række andre fluer mindst lige så godt – hvis ikke bedre. De nøjagtige ormeimitationer har nemlig mange begrænsninger. Dels er de besværlige at binde, og dels bliver de ofte klodsede og uhåndterlige at kaste med.

Selv bandt jeg mine første Juletræer som mere eller mindre impressionistiske efterligninger af sværmende børsteorme, og de fanger godt, når ormene ringler rundt i overfladevandet. I dag bruger jeg lige så gerne diverse buskede Woolly Buggers, når børsteormene sværmer ved kysten. De er lette at binde, kaster godt og fisker om muligt endnu bedre.

Næppe nogen anden fluetype har en så levende gang gennem vandet – noget, både jeg og havørrederne hele tiden falder for. Sort er en effektiv farve, som fanger fisk overalt – oliven ligeledes, da flere ormearter netop er olivenfarvede. Mange almindelige nereider er blå af farve, og lilla Woolly Buggers er derfor også et godt bud her i marts måned!

© 2009 Steen Ulnits

Kysten kalder

Der kan fanges havørreder langs de danske kyster året rundt, men statistisk set er det uden for diskussion, hvornår der fanges flest: Det gør der nemlig altid i april!

Under forarbejdet til min store bog “Havørred” på Gyldendal havde jeg adgang til et meget stort statistisk materiale indsamlet gennem ti år af fiskemagasinet Fisk & Fri. Her havde jeg et fornemt kig ind i baggrunden bag ikke færre end 1.083 danske havørreder større end 4 kg fanget i danske åer og ved danske kyster.

Et uhyre spændende materiale, som kunne fortælle mangt og meget om dansk havørredfiskeri. Blandt andet hvornår man havde de bedste fangstchancer, og hvad der var bedst at fiske med.

Af dette materiale fremgik det overbevisende, at april ar årets store kystmåned, hvad havørreder angår. I april fanges der således dobbelt så mange havørreder som i maj og 25% flere end i marts.

Hertil skal så lægges, at der i marts er langt flere magre nedfaldsfisk imellem end i april, hvor de fleste er blanke og ved godt huld. Vil man fange en flot blank havørred på sin fluestang fra kysten, så er det nu – i april – man skal afsted. Der er ingen tid at spilde!

Vandtemperaturen perfekt

Der er flere gode grunde til, at april er årets topmåned ved de danske kyster. Den nok vigtigste er vandtemperaturen, som normalt ligger mellem 4 og 8 grader i april. Koldt, men varmt nok til, at havørreden stortrives i det. Og stadig så koldt, at kystvandet ikke vrimler med fødeemner som senere på året.

Dette i kombination gør havørrederne letfangede i april – i hvert fald sammenlignet med senere på året, hvor havørrederne er velnærede og har rigeligt med fødeemner at vælge og vrage imellem.

Kystvandet har nu en temperatur, som gør, at havørrederne kan jage aktivt dagen igennem – i bunden af de brakke inderfjorde såvel som ude på mere åbent hav. Mange steder foregår der hvert forår en udvandring af havørreder fra de lukkede fjorde til åbent hav.

Dette udtræk foregår typisk netop nu – i april – hvor vandtemperaturen for første gang i året tillader, at havørrederne opsøger helt salt vand. Er vandet koldere end 3-4 grader, kan de ikke tåle fuld styrke saltvand. Da kan de ikke producere energi nok til at opretholde saltbalancen i salt vand. Havørreden er jo en fisk og dermed et vekselvarmt dyr, hvis kropstemperatur afhænger af og er lig med det omgivende vands.

En balanceakt

I det tidlige forår, når udtrækket fra fjordene står for døren, er vandtemperaturen stadig så lav, at den har indflydelse på fiskenes saltbalance. Da kan man i en lang og smal fjord med stor gennemstrømning – eksempelvis Randers Fjord – opleve, at havørrederne trækker ind og ud med tidevandet.

Når vandet falder ude i Kattegat, fosser det ferske vand fra Gudenåen ud gennem fjorden. Med det ferske vand følger havørrederne, som endnu ikke er klar til det helt store saltchok. Når vandet efterfølgende stiger igen, presses tungt og koldt saltvand ind i fjorden. Det kan havørrederne ikke lide, og de trækker derfor indefter igen!

Der er således tale om en meget dynamisk fiskeri på sådanne steder på denne tid af året – styret af vandtemperatur, saltholdighed – og tidevand. Det omvendte kan man opleve om sommeren, hvor vandtemperaturen er ved at være vel høj til havørrederne. Da vil man i stedet kunne møde havørrederne, når det salte og stigende vand bringer svale temperaturer ind til fiskene.

Men ellers er kystfiskeriet taknemmeligt her i april måned. Vandtemperaturen er perfekt, og fiskene jager aktivt døgnet rundt – i alle saltholdigheder og på alle vanddybder. Det er da også derfor, vi i regelen afholder vore kystfluekurser på Samsø i netop denne måned.

Det gælder således blot om at komme afsted med fluestangen. Fluemønsteret betyder ikke meget på denne årstid, hvor næsten alt fanger fisk. Blot man tror på det!

© 2009 Steen Ulnits

Geddegys på grundt vand

Der har igennem mange år været tradition for, at årets geddepremiere finder sted den 1. maj. Primært fordi loven freder gedden under gydningen i april, hvorfor gedden først igen er lovligt bytte den 1. maj.

Imidlertid holder dette langt fra altid stik. Ikke mindst vore store søer indeholder så store vandmasser, at de kun langsomt varmes op. Det betyder, at de store søer er koldere end de små, hvor gedderne derfor gyder tidligere – typisk i april, som loven foreskriver.

Men de store søer er i regelen så kolde, at mange gedder – hvis ikke de fleste – slet ikke har leget færdig til geddepremieren den 1. maj. De store hunner er da stadig fulde af rogn og burde derfor være fredet et godt stykke ind i maj.

Gydegedder

Vi fluefiskere har imidlertid de bedst tænkelige forudsætninger for at genudsætte disse store gydegedder skånsomt, så de kan gennemføre legen. Den foregår inde på ganske lavt vand – ofte sågar oversvømmede marker og enge – hvorfor det også er her, vi finder gedderne i maj. Både før, under og lige efter legen er gedderne samlet herinde, hvor de gerne tager en velpræsenteret flue. Hvis den altså er stor nok!

Men først skal de naturligvis fanges, og her er fluestangen noget nær det bedste bud i maj måned, hvor gedderne står på det laveste vand. Herinde er fluen suveræn, da den kan stå næsten stille på meget grundt vand – uden at sidde fast. De udgydte gedder bliver stående nær gydepladserne for en stund, hvor de glubsk kaster sig over alt, der bevæger sig.

De gedder, der endnu ikke har gydt, er lidt sværere at få i tale. De rogntunge hunner bevæger sig roligt omkring – sikkert for at undgå en abort i utide – og de kaster sig ikke over fluen med samme vildskab som de udgydte gedder. Her er det vigtigt, at fluen kan stå næsten stille i vandet foran snuden på dem. Så skal de nok hugge!

Der er kun én regel, når det gælder fluer til geddefiskeri: De skal være store! Alt under 10 cm har ingen interesse, hvis man er en stor gedde med mod på at blive større.

Til gengæld stilles der ikke mange andre krav til fluerne – blot skal de bindes så holdbart, at de kan holde til en tur mellem geddens tandbesatte kæber. Det er ingen spøg at blive gnubbet rundt mellem 8.000 små og store tænder, der alle er spidse… Så mange har en gedde nemlig, og tror man ikke på det, kan man jo selv tælle efter!

Geddefluer

Gode geddefluer har volumen uden at veje. Så kan man nemlig kaste selv store fluer på relativt let grej. Fluer bundet med strimler af kaninskind bevæger sig fint i vandet og fanger rigtig godt. Desværre suger de også vand og bliver meget tunge at kaste med. Meget større end 10 cm kan man derfor ikke binde disse kaninskindsfluer, førend de bliver for tunge at kaste med.

De helt store fluer må derfor bindes med materialer, som ikke suger vand, og her er de nye syntetiske plastmaterialer helt suveræne. Med dem kan man binde Flash-fluer på både 15 og 20 cm, som stadig kan kastes og fiskes. Som syner af rigtig meget nede i vandet, og som virkelig kan lokke gedder til hug.

Det ser næsten ud, som om der er en direkte proportionalitet mellem fluernes størrelse og geddernes. Forstået på den måde, at jo større flue desto større gedder fanger man. Næsten, for alt på 10 cm og derover kan lokke de helt store gedder i fordærv!

Geddehugget

Det er vigtigt at forstå, hvordan gedden opfører sig som rovfisk. Den er en sprinter af de bedste, men den klarer ikke distancen. Enten står den på lur mellem siv og åkander, hvorfra den gør pludselige udfald mod tilfældigt forbipasserende. Eller den går på jagt i mere åbent vand, hvor den sniger sig ind på sit bytte. Først når den har indstillet sigtet, fyrer den kanonen af – og rammer forbløffende ofte forbi!

Det er gedden klar over, og den gen optager derfor sjældent jagten, men opgiver. Den ved godt, at den ikke kan svømme byttet op – endsige fange det igen. Den har brug for overraskelsen, hvis dens jagt skal lykkes. Det betyder, at fluerne i regelen skal fiskes langsomt, hvis gedderne skal have tid til at hugge efter fluen – og ramme rigtigt!

Skulle du se en gedde følge efter din flue, er den interesseret, men har ikke fået indstillet sigtet endnu. Prøv at lade fluen “hænge” lidt i vandet, så gedden kan nå frem og fyre kanonen af. Hugget er så hurtigt, at man slet ikke når at registrere det. Der bliver blot et hul i vandet, og fluen er væk!

Noget traditionelt tilslag er der ikke tale om. Gedden bider til og holder fast. Faktisk drejer det sig nu om at vriste fluen fri af grebet, så krogspidsen kan få fæste. Det korrekte tilslag er derfor en sej opstramning af linen med hånden – uden den traditionelle hævning af stangspidsen.

Det er kun det direkte træk i linen, som kan vriste fluen fri og sikre, at krogspidsen finder fæste mellem de mange spidse tænder i den hårde kæft. Løfter man blot stangspidsen, bliver gedden kun undtagelsesvis kroget.

Genudsætning

Gedden er den største hjemlige fisk, som vi kan gøre os håb om at få på fluen. Verdens største kendte gedde – den berømte Loch Ken fisk på 30 kg fra 1772 – blev faktisk taget på flue. Ganske vist en usædvanlig sådan, som ikke blev kastet, men trukket bag en robåd. Fluen bestod nemlig af hele øjefjer fra påfuglen – et meget tidligt bevis på, at man må tænke stort, hvis man vil fange store fisk!

I Danmark er det aldeles realistisk at fange 10 kg’s gedder på flue og fluestang, og det faktum alene gør geddefluefiskeri til noget ganske særligt. Al respekt for laks og ørreder, men hvor tit er det nu lige, man passerer 10 kg’s mærket her?

Store gedder er gamle gedder, og gamle fisk skal man passe godt på. Det tager jo lang tid at lave en ny i den størrelse! De allerfleste geddefluefiskere praktiserer da også Catch & Release, når de fisker gedder. Noget, der nu heller ikke er så svært – med mindre man da lige er vild med fiskefrikadeller. Nogen god spisefisk er gedden ellers ikke. Dertil har den for mange ben på kryds og tværs i kødet.

Gabåbner og langkæbet krogløsertang er nødvendige rekvisitter, hvis man skånsomt skal afkroge og genudsætte disse tykmavede madammer. For hunner er de allesammen, de store gedder. Alt over 3 kg er efter al sandsynlighed hunfisk. Hannerne er og bliver de små i den familie!

Så Knæk og Bræk med de helt store, tunge og tandbesatte gedder på fluestangen.

Men pas godt på: Fluefiskeri efter gedder har det med at gå i blodet…

© 2009 Steen Ulnits

Vandranunklerne blomstrer og majfluerne sværmer

Der findes mange pudsigheder ude i vor forunderlige natur – nogle let forstået og andre tilsyneladende uforklarlige.

Set med fluefiskerøjne er det både interessant og påfaldende, at vårfluerne kulminerer om efteråret – ikke om foråret, som navnet ellers lader formode. På samme måde kan det undre, at et af fluefiskerens vigtigste og mest lovpriste insekter – den store majflue – primært sværmer i juni og ikke i maj.

Forklaringen er imidlertid ligetil – når man først kender den. I forbindelse med skiftet mellem den gamle julianske og den nuværende gregorianske kalender måtte man helt enkelt springe et antal dage over for at indhente de dage, man efterhånden havde tabt i forbindelse med den gamle og unøjagtige kalender.

Pavelig bekymring

Pave Gregorius var en klog mand med videnskabelige interesser. Han var klar over, at den gamle tidsregning fra kejser Julians regeringstid var ude af sync med den reelle astronomiske kalender. Med himmellegemernes vandring. Han beordrede derfor en kommission til at undersøge sagen og komme med forslag til korrektioner.

Denne kommission nåede frem til, at det nemmeste og bedste ville være at droppe ti hele dage, så den 4. oktober år 1582 ville blive fulgt umiddelbart af den 15. oktober samme år. Så ville der være styr på tingene og tiden igen.

I de katolske lande var man naturligvis ikke sene til at følge pavens opfordring til korrektion af kalenderen. Men i de protestantiske lande tog det lang tid – rigtig lang tid. Således skulle man i England helt frem til år 1752, førend skiftet skete.

Da sprang man fra den 2. september og direkte frem til den 14. Det var én dag mere end oprindeligt foreslået af paven i 1582, da tidsregningen efter yderligere 170 år var kommet endnu mere ud af sync.

Hermed opnåede man ikke blot, at kalenderen igen stemte med årstiderne. Man opnåede også – helt utilsigtet – at majfluen nu ikke længere sværmede i maj, men i juni måned. Og dermed var majfluens oprindelige navn med ét aldeles forældet!

Uimodståelige efterligninger

Majfluen har i sagens natur altid fascineret fiskerne ved de vandløb, hvor den forekommer. Det er jo et stort og synligt insekt, som gør meget væsen af sig, og der er i årenes løb bundet rigtig mange efterligninger af disse store sværmere. Nogle meget naturalistiske – andre langt mere impressionistiske.

Det har altid fascineret os fluefiskere og især fluebindere at fremstille imitationer, der ligner de naturlige forbilleder mest muligt. Det er for mange blevet en sport i sig selv – desværre ofte uden tanke på det praktiske fiskeri. Her er det nemlig uomtvisteligt, at de mest nøjagtige imitationer ofte kommer til kort.

De ligner måske nok deres forbillede, men funktionen halter. De holder måske ikke særlig godt, eller de flyder dårligt, eller de tager lang tid at binde.

Det er da ugså et ubestrideligt faktum, at nogle af historiens bedst fangende majflueefterligninger ligner endog meget dårligt. Til gengæld har de noget, som fiskene holder så meget af, at de nødvendigvis må stige til overfladen for at smage på dem!

Allerede fra gammel tid kender man et fluemønster, som hedder “French Partridge” – opkaldt efter den fjer, som bruges til binding af fluen. I Courtney Williams’ udødelige bog “A Dictionary of Trout Flies” fra 1949, står fluen omtalt med følgende ord: “…a thoroughly reliable pattern” og “A modern creation, it is a splendid killer”. Det må kort sagt være en god flue!

Det fascinerende ved netop French Partridge er, at den faktisk er en rigtig dårlig efterligning af majfluer – set med fiskerøjne. Fiskene er nemlig komplet ligeglade. For dem har French Partridge alt det, en majflueefterligning skal have: Størrelse og volumen! Andet skal der ikke til for at trigge selv en snu ørred.

Adams Irresistable

Det samme gælder i næsten endnu højere grad denne tykmavede amerikaner, som kombinerer det bedste fra to verdensklassefluer: De diskrete gråbrune farver fra fluen “Adams” og den tykmavede hjortehårskrop fra “Irresistable” fluen. Kombinationen er absolut dødbringende, ikke mindst når der er majfluer i luften og på vandet.

Jeg har haft mange gode oplevelser med denne flue, som tilsyneladende formår at få noget frem i fiskene, som selv de mest nøjagtige imitationer ikke kan. Og det sågar i situationer, hvor fiskene dels har været store og erfarne – dels haft alle muligheder for at inspicere fluen til mindste detalje, på nærmeste hold og helt uden hastværk.

Labrador, august 1988. Sommeren har været kold, våd og blæsende, hvilket har forsinket insektklækningerne meget. Faktisk har flere af arterne slet ikke sværmet endnu. De venter på godt vejr.

Det gør vi også, mens vi har søgt tilflugt i et lille campout telt, som vor guide har rigget op til lejligheden. Vi skal overnatte ude i den fjerneste ende af søen, så vi kan få morgenfiskeriet med. Men vejret er imod os, så vi er tørnet tidligt ind. Blot for at vågne op til strålende solskin næste dags morgen!

Søen, som dagen før havde haft hvide skumtoppe, ligger nu spejlblank hen. På den anden side kan vi se måger, der dykker – næsten som mågesjov hjemme på en dansk sø. Men der er ingen aborrer her, og min makker Dave finder kikkerten frem.

– Mayflies! siger han. – Loads of them!

På rekordtid har vor guide Ronnie alubåden i vandet og motoren startet. Vi forlader campen i hast og skynder os tværs over søen. Ganske rigtigt. Der er majfluer overalt. Kæmpestore grønne sager, som flakser rundt i luften, sværmer og lægger deres æg på den spejlblanke overflade. Noget, mange af dem ikke overlever. Tunge slurp og bølger viser, hvor en majflue har endt sit korte, luftige liv i maven på en flere kilo tung ørred.

Der er ikke skyggen af tvivl om, hvad fiskene tager. Skulle man imitere dem realistisk, måtte man have tørfluer bundet på str. 4 kroge. Så store er insekterne. Desværre har jeg intet, som er blot tilnærmelsesvis så stort i æsken, så jeg må nøjes med en str. 8 Adams Irresistable.

Dave derimod er forberedt på dette og har flere store Wulff fluer str. 4 og 6 i æsken. Dem knytter han naturligvis på sit forfang, mens jeg ser på med slet skjult misundelse.

Men han fanger ikke noget – til vore allesammens store overraskelse. Fisk på fisk passerer forbi hans perfekte flue – blot for at ignorere den. Min “lille” str. 8 Adams Irresistable tages derimod hver eneste gang, en af søens store krydsere kommer forbi. Det gælder blot om at regne fiskens retning ud, lægge fluen delikat på vandet – og så vente.

Fiskene skuffer ikke. Helt uden hast og nærmest i slow motion nærmer fiskene sig, ruller op over vandet og går ned igen med fluen. Det gælder blot om at vente med tilslaget, til fiskene er på vej ned igen – så sidder de der!

Dave får det dårligere og dårligere, mens jeg fighter den ene flotte 2-3 kg’s kildeørred efter den anden – på mit lette grej. Han får ikke en eneste. Vi forstår intet – i hvert fald først bagefter. Da ser jeg den sandsynlige forklaring:

For overhovedet at kunne kaste den store og perfekte str. 4 imitation må Dave binde fluen for enden af et 0.25 forfang. Og den hopper de smarte ørreder altså ikke på i det klare solbeskinnede vand. Jeg derimod kan fiske min tykmavede str. 8 tørflue for enden af et tyndt 0.18 forfang. Og det tager fiskene ingen notits af…

Dave viser dog sit storsind og tilbyder mig en whisky for at fejre triumfen. Blandet med det tebrune vand i Minipi søen smager den forrygende godt!

Fra Minipi til Mattrup

Efter dette overbevisende show tog jeg mine Adams Irresistables med til midtjyske Mattrup Å, hvor majfluerne sværmede. Vor hjemlige majflue Ephemera danica er ganske vist ikke så stor som amerikanernes Green Drake, men de danske ørreder og stallinger var alligevel vilde med den tykmavede amerikaner, som i dag er en af de faste favoritter i min tørflueæske!

På vor side af Atlanten kan man ofte opleve, at fiskene er skeptiske over for majfluerne, når de første viser sig. De er helt enkelt for store og voldsomme til fiskene – for en stund. Når først de har fået smag for dem, kan intet imidlertid holde dem tilbage.

Da kan man opleve, hvad jeg gjorde, da jeg måtte aflive en 35 cm’s bækørred, som totalt havde slugt den store flue og slet ikke stod til at redde. Da jeg sprættede den op, havde den ikke færre end 55 store nyklækkede majfluer presset hårdt sammen i mavesækken. Alligevel skulle den lige have en sidste Adams Irresistable…

Den store kærlighed til majfluerne, når altså først de har vænnet sig til dem, har en anden pudsig konsekvens: Længe efter at de sidste majfluer er klækket og har sværmet, kan man få åens ørreder og stallinger til at stige til en stor og blindt fisket majflueimitation.

Som altså slet ikke behøver være nogen god efterligning – i vore øjne…

© 2009 Steen Ulnits

Efterskrift: Læs meget mere om insekterne og deres forunderlige verden i e-bogen “Tørflue & Nymfe”, som på sine 171 faktapakkede sider kommer godt omkring både insekterne, fiskene og fiskemetoderne. Du kan se og læse mere om bogen her: http://www.ulnits.dk/boger/torflue-nymfe/

Hotte karper i sommervarmen

Heden er trykkende, da jeg sætter mig ind i bilen med kurs mod karpevandet. Henrik står klar med kano og korte bukser, mens mørke skyer trækker op i horisonten. De holder sig dog længst i vest hele dagen, og heden bider sig fast. Op mod 30 grader er der lidt over middag…

Vi padler kanoen ud mod sivskoven på søens modsatte side, mens vi spejder efter fouragerende karper på det lave vand. Her kan de dog ikke være uden at afsløre sig – med tydelige trykbølger på overfladen eller sågar med ryg- og halefinne viftende op af vandet!

Det varer ikke længe, førend vi spotter den første karpe. Målrettet støvsuger den sig frem over mudderbunden, efterladende et spor af grumset vand, hvor bundslammet hvirvles op. Det er en karpe, der vil noget, denne her – en sulten sag på bekvemt kastehold!

Henrik bremser kanoen og lægger kursen om, mens jeg forsigtigt skifter pagajen ud med fluestangen. Ud kommer den lille flue, som er placeret 20 cm under en fluogrøn hugindikator af selvklæbende skumplast. Med vilje lægger jeg den lidt for langt ude, foran karpen, så jeg kan trække i linen og manøvrere fluen på plads – ret inde i støvsugersporet!

Baglinen!

Der er ingen tvivl i dens sind. Da den når fluen, bremser den kort op, fokuserer – og suger så fluen ind sammen med en masse mudder. Indikatoren giver et lille spjæt og forsvinder så ned i vandet som et andet flåd. Tilbage er kun at løfte stangen, og dansen kan begynde.

Og det gør den. Karper er fantastiske fightere – specielt på lavt vand som her. Det er næsten som at have en tropisk bonefish på krogen, der kun kender én vej ud af problemerne: – Flygt, alt hvad remmer og tøj kan holde!

Det gør denne karpe også, og få sekunder senere mærker jeg det herlige bump, da splejsningen mellem flueline og bagline ryger ud gennem stangringene. Der er ikke mange andre fisk i lille Danmark, som kan gøre karpen det kunststykke efter. Hånden på hjertet: – Hvor mange gange har du set din bagline under fiskeri herhjemme? Næppe ret mange…

Styr på støvsugeren

Fisken vender i overfladen i den modsatte ende af søen – dér, hvor vi kom fra – og vender så tilbage til gerningsstedet. Et par korte udløb senere er den dog så træt, at jeg kan presse den ind til bådsiden. Hvor vi så finder ud af, hvor vanskeligt det egentlig er at håndtere store fisk i en lille og aldeles ustabil kano…

Virkelig svært bliver det i hvert fald, da jeg skal vende mig om – med fisken i favnen – så Henrik kan fotografere den!

Henrik har allerede taget en strimmel video af denne min første fluekarpe, og nu slutter vi af på behørig vis med nogle traditionelle fangstfotos, inden karpen får lov at svømme igen. Det var spændende – at fange en hjemlig fisk, som kunne gå i baglinen. Det gik i blodet, og siden er det blevet til adskillige flotte fluekarper på op til 7 kg.

Karpen er både og en nem fluefisk. Er forholdene til det, er fluefiskeri efter karper både spændende og effektivt. Der kræves blot, at man kan se fiskene. Enten direkte i overfladen eller indirekte via trykbølger samme sted. Er forholdene omvendt ikke til det – vandet er for dybt eller for grumset – kan man fiske blindt i årevis uden at se skyggen af en karpe efter fluen.

Karpen er en vaskeægte varmtvandsfisk, som aldrig får det for varmt. Selv ikke i den varmeste danske sommer. Til gengæld er den ikke vild med vinter, hvor den går i dvale nær mudderbunden – totalt inaktiv. Karpefiskeri i vintermånederne er således en rigtig dårlig idé.

Til gengæld er karpen hyperaktiv om sommeren, hvor vore koldtvandselskende og iltkrævende laksefisk gisper efter vejret og venter på efterår. Karpen er derfor et glimrende supplement til vore øvrige og mere traditionelle fluefisk.

Teknik og strategi

Når ellers man kan lokalisere den, er karpen relativt nem at lokke til fluen. Når karpen kommer støvsugende hen over bunden, placeres fluen blot sådan, at karpen ikke kan komme uden om den.

Det kan den nu godt aligevel. Man kan nemlig sagtens komme ud for en snu karpe, der er ude med støvsugeren, men som alligevel stopper brat op, når den kommer til fluen. Den er da udmærket klar over, at noget er galt. Og kvitterer med elegant at dreje uden om og ufortrødent fortsætte æderiet på den anden side – ofte sågar i eksakt samme kurs!

Som alle de øvrige karpefisk er også vor almindelige karpe forsynet med en hørelse ud over det sædvanlige. Den har nemlig de såkaldte “weberske knogler”, som forbinder det indre øre med svømmeblæren, der på denne snedige vis forstyrker lyden fra det indre øre. Karpefiskene bruger dette som beskyttelse mod fjender på landjorden, hvorfor man som fluefisker skal fare med lempe. Alle karper er derfor sky – store karper i tilgift snu!

Fluer, der dur

Karpen er ingen kostforagter. Den er gerne vegetar, hvis forholdene kræver det, men går aldrig af vejen for smådyr og insekter. Selv fiskeyngel kan man ind imellem finde i maven på større karper. Fra USA er det sågar velkendt, at store karper af og til kan tages på blink!

En god karpeflue er den allesteds nærværende Wooly Bugger, som scorer fint i små størrelser – typisk 6-8. Sort og oliven virker som altid – også på karper, der imidlertid har en mere outreret smag end de fleste laksefisk. Således gælder det alle karpefisk – fra den mindste skalle til den største karpe – at rød er en god farve. Alle fluer med lidt rødt i kan fange karper – den klassiske Red Tag derfor også.

Er vandet så lavt og klart, at man kan se fiskene, kan man kaste og fiske sin flue på almindelig nymfevis. Er vandet dybere, så fiskene er uden for synsfeltet, er det en rigtig god idé med en form for hugindikator på forfanget. Dette gælder også på steder, hvor bunden er så blød, at almindelige fluer ellers synker ned i mudderet – ud af syne.

Man placerer da indikatoren så langt over fluen, at denne lige akkurat hænger over bunden. Man er da aldrig i tvivl om hugget!

Karper og kyllinger

I Sydeuropa er karpen en meget velanskrevet spisefisk, der ikke mindst spises som “blå karpe” til jul og nytår. På vore breddegrader anser de fleste mennesker dog karpen som en ringe spisefisk, og alle rigtige karpefreaks betragter det som intet mindre end helligbrøde at slå en karpe ihjel for at spise den!

Det sagt så kan karper dog udmærket spises, og i middelalderen var de da også en eksklusiv ret ved det danske hof – på lige fod med en fugl som svanen! Karper smager udmærket, dersom de har gået i rent vand – nærmest lidt som kylling. Men har de ikke gået i rent vand først, er smagen aldeles forfærdelig…

Helt personligt er jeg dog blevet så glad for karper som fluefisk, at jeg ikke kunne drømme om at spise dem. Den gode eller dårlige smag aldeles ufortalt. Som fluefisk er karpen nemlig helt uden sidestykke i danske vande!

© 2009 Steen Ulnits

Havbars i havstokken

I de senere år har vi fået nye fisk i de danske farvande. En af de senest tilkomne og mest velkomne er havbarsen Morone labrax, som oprindelig stammer fra Den Engelske Kanal med tilknyttede farvande.

Den globale opvarmning og de deraf følgende stigende havtemperaturer har imidlertid gjort vore nordlige vande mere attraktive for den varmeelskende havbars, som dog ikke har slået sig endeligt ned heroppe – endnu da. Den er indtil videre stadig en kærkommen sommergæst, som typisk indfinder sig langs vore kyster i maj-juni og bliver her til hen på efteråret. August er noget nær højsæson herhjemme.

I sit oprindelige udbredelsesområde er havbarsen for lokale sportsfiskere, hvad havørreden er for os herhjemme: Den ubestridte sportsfisk nummer ét. Den fisk, som de allerfleste fisker mest efter og bruger flest penge på. Og det er der flere gode grunde til:

Havbarsen er dels ganske velsmagende – dels en meget spændende fisk på stang og line. Havbarsen har nemlig temperament som en hidsig terrier – både når den jager sit bytte, og når den kæmper for sit eget liv.

Springflod

Det er en fisk født og opvokset i det vilde hav, hvor man ikke kommer sovende til noget. Her er der utallige fjender og farer at kæmpe med og imod, og her sørger stærke tidevandsstrømme for, at fiskene altid er i topkondition. Ellers overlever de helt enkelt ikke.

Kystområderne langs Den Engelske Kanal er kendetegnet af endog meget stærke tidevandsstrømme – med højdeforskelle mellem høj- og lavvande på helt op til 12 meter ved springflod!

Så voldsomt er det jo ikke på vore breddegrader, hvor vi må nøjes med 2 meter, når det går vildest til – i Vadehavet. Længere indefter i de danske farvande aftager tidevandet gradvis – for helt at ophøre i Østersøen syd for vore bælter.

Der rapporteres om spredte fangster af havbars overalt i Danmark – også i de indre farvande. Men de fleste er tilfældige bifangster, som man ikke kan basere noget målrettet fiskeri på. Vil man gå målrettet efter havbars, så er det den nordlige del af vestkysten, der skal satses på – nord for Limfjorden.

Her fanges der sommeren igennem regelmæssigt havbars – så mange og så ofte, at man har en reel chance for fangst. Flere hotspots findes fra Skagen og sydpå til Hanstholm over Hirtshals. Overalt, hvor undersøiske rev stikker op af sandbunden, er der chance for havbars.

En lille båd øger chancerne markant, da man så kan komme vidt omkring i jagten på fiskene. Fisker man fra båd eller pontonbåd, kan man med fordel bruge synkeline i stedet for flydende. Den synkende kaster bedre, da den er tyndere end flydelinen, og man får hurtigt fluen den lille smule længere ned, der ofte udløser hugget. I hvert fald i dagtimerne. Er fiskene til flydende poppers, skal linen naturligvis være flydende!

Havaborren er absolut altædende – næsten i højere grad end vor fastboende havørred. Alt fra tobiser og børsteorme over sild og brisling til hundestejler og rejer glider ned, når havbarsen er på jagt. Alligevel er det en sky fisk, som kan være nem at skræmme – nemmere end havørreden. Forsigtighed er derfor en dyd, når man fisker havbars!

Hvidt og stort

Til gengæld er den ikke specielt kræsen, hvad fluer angår. Her er hovedreglen, at fluerne skal være større end dem, vi normalt bruger til havørred – større og fyldigere. Faktisk behøver man kun en enkelt flue for at fange havbars, og den skal være hvid, stor og busket.

Hvide bucktail fluer str. 2-4 er er godt bud på fluer, der kan fange havbars under de fleste forhold.  Eksempelvis en hvid Lefty’s Deceiver. Spild i hvert fald ikke tiden på små fluer, som tydeligvis ikke finder nåde for havbarsens store og tandløse mund!

Hugget er derfor også anderledes. Havbarsen hugger ikke til, men suger i stedet fluen ind med en mundfuld vand. Ofte mærker man fiskene “pusle” ved fluen før hugget. Huggene er derfor blødere og mere lig det, vi kender fra den ligeledes tandløse og stormundede aborre. En rolig opstramning er alt, der er brug for, når havbarsen skal kroges sikkert.

Havbarsen er hidsig – både når den jager og når den fighter. På krogen er den mest af alt en hidsig terrier, der rusker hårdt med hovedet, men som sjældent excellerer i lange udløb. Korte udløb og hovedrysten – det er havbarsen i en nøddeskal.

Store eksemplarer har en dårlig vane med at stille sig lodret i vandet og ruske så hårdt med hovedet, at krogen ofte mister sit greb. Skulle man komme ud for dette, gælder det om at slække presset i tide.

Havbarsen går gerne i mindre flokke, som trækker rundt med vind og strøm. Den kan derfor være snart her – snart der. Og ofte slet ingen steder. Men det er netop en del af charmen ved denne nydanske storcharmør, som givet kommer til at glæde mange danske fluefiskere i årene fremover. Tiden arbejder for den – tiden og klimaændringerne.

Havbarsen smager godt, men kødet kan have en lidt fed og fiskeagtig smag. Mange vælger derfor at sætte den ud igen – så den kan fighte igen en anden god gang!

© 2009 Steen Ulnits

Sortstribede røvere i rankegrøden

Aborren er en fantastisk fisk – også for fluefiskeren. Aborren er evolutionært en af de mest avancerede og udviklede fisk, vi har – med pigfinner, knivskarpe gællelåg og et tykt skælpanser.

Dertil en lukket svømmeblære, som gør denne varmtvandselskende fisk til et ofte noget “moody” bekendtskab. Den ene dag koger søen formelig – for så at ligge nærmest uddød hen den næste…

Forklaringen på denne “humørsyge” er ganske enkel: Bliver vejret dårligt, falder lufttrykket markant, og det registrerer fiskene straks. Deres svømmeblære udvider sig, hvilket øger fiskenes opdrift og gør dem utilpasse.

For laksefisk er dette ikke noget problem, da de har en åben svømmeblære. De kan derfor uden videre gylpe overskydende luft op, så trykket udlignes. Aborrefisk derimod kan kun regulere trykket via gasser i blodet, og det er en præcis, men også langsommelig proces.

Aborrer har derfor to alternativer, hvis lufttrykket falder pludseligt: De kan søge ud på dybere vand, hvor det øgede vandtryk kan udligne forskellen. Eller de kan forblive, hvor de er, og vente på, at krisen driver over!

I begge tilfælde bliver de sværere af finde eller fange, og godt aborrevejr er derfor godt vejr med et stabilt lufttryk.

Sorte striber i septembersol

September er traditionelt en måned, som ofte byder på smukt og stabilt sensommervejr. Sommeren er definitivt ovre, men vandet er stadig varmt. Aborrer elsker varmt vand, og september er derfor en af årets store aborremåneder. Fiskene er aktive dagen igennem, og de jager ofte i overfladen.

Det giver mulighed for et overmåde spændende fiskeri med poppers på flydeline – et fiskeri, hvor alt foregår fuldt synligt for fluefiskeren. “Sight fishing”, som amerikanerne kalder det.

Aborren har en stor omend tandløs mund, og den er ikke bange for at gabe over noget stort, hvis den er i det humør. Det ses, når den ikke sjældent forgriber sig på en af de store fluer, som egentlig var tiltænkt den langt større gedde!

En “popper” er en flydende flue, som skal fiskes støjende i overfladen. Den skal sprøjte vand ud til siderne, når man trækker i linen. På denne måde giver den rovfiskene indtryk af at være større og mere attraktiv, end den i virkeligheden er.

Poppers kan bindes på mange måder og se ud på endnu flere! Man kan binde dem med krop af tæt trimmede hjortehår, som flyder på grund af deres hule struktur og luftindhold.

I så fald skal man blot tænke på at trimme dem tæt på undersiden – bedst med et barberblad – så hårene ikke dækker over krogspidsen og derfor interfererer med krogningen.

Primitive poppers

Klassiske amerikanske poppers har ofte krop af kork eller balsatræ, som sikrer flydeevnen uanset hvad. De kan være meget detaljerede – eksemplificeret af klassiske “Froggie” øverst på denne side, der i både form og farve efterligner en lille frø. Den ser sød ud og har derfor mange tilhængere, som holder af at have den siddende kækt i flueæsken.

I virkeligheden ser fiskene dog kun vore poppers fra neden – op mod den altid lysere himmel og derfor altid i silhuet. Man kan derfor med sikkerhed konkludere, at udførligt udformede og dekorerede poppers er lavet til os fiskere – ikke til de fisk, vi gerne vil fange.

På samme måde kan man let selv konstatere, at ganske simple poppers fanger mindst lige så godt – blot de er i stand til at kaste vand ud til siderne, når man “popper” dem. Det sikrer et skålformet hovede.

Om fiskeriet er der ikke meget at sige. Alfa og omega er som allerede nævnt det gode og stabile vejr. Det næstvigtigste er det nok mest indlysende: Man skal være, hvor aborerne er. Flokkene trækker meget omkring og kan være snart her, snart der. Lokalkendskab er derfor af største vigtighed.

Fisketeknikken er derimod lige ud ad landevejen. Kast popperen ud og træk den ind igen i lange ryk, som får fluen til at sprøjte vand ud til siderne. Så skal de sortstribede med pigfinnerne nok vide at være der – hvis de altså er i det humør og på den plads.

Giv endelig aborrerne god tid til at tage popperen, inden der gives tilslag. Så er et fornemt middagsmåltid reddet!

© 2009 Steen Ulnits / Henrik Leth

Gyldne ørreder på gyldne dage

Oktobers ørreder er som oktobers dage: Korte, men gyldne. Dagene kortes efter sommerens lyse nætter, og fisketiden er ikke længere så ubegrænset, som den syntes i sommeren.

Men det er ikke kun fiskeren, som mærker dette skifte – at dagene bliver kortere og vandet koldere. Det registrerer i endnu højere grad også de laks og havørreder, som er gået op i åerne for at gyde sidst på året. Nogle er gået op allerede i foråret – for laksenes vedkommende som store og attraktive “springers” eller påskelaks.

Havørrederne er sjældent helt så tidligt på den, men mange af de største er ofte gået op allerede i juni måned, og de har nu stået i åens lunkne vand sommeren over. Det sølvblanke skær er væk og erstattet af en mere gylden og for hannernes vedkommende brun dragt. Borte er også den hugrefleks, som de bragte med sig fra havet, og som gjorde dem til et let bytte i deres første tid i åen.

Aggression

Hugrefleksen er nu afløst af en stigende aggression, som især gør sig tydelig for hanfiskenes vedkommende. Jo tættere vi kommer på legen, desto mere aggressive bliver de. Og jo mere aggressive fiskene er, desto lettere bliver de at fange.

Nu kan de nemlig tirres til hug – med gentagne kast til deres standpladser. Til sidst bliver de så irriteret over fluen, som trænger sig ind på deres territorium, at de beslutter sig for at jage den væk.

Det resulterer i meget kontante hug, som ikke er til at tage fejl af. Fiskene hugger hårdt og kroger i regelen sig selv solidt. Hvis de ikke i stedet vælger at slå til fluen med den brede hale. En sjælden gang bliver de da hængende og byder nu fiskeren på en hård og langstrakt fight, som ingen af parterne er interesseret i!

Sommeren igennem har man kunnet fange dem på små fluer fisket nær overfladen – hvis man ikke i stedet valgte at bruge natten til at jagte de store havørreder, som står godt gemt det meste af dagen. Da skulle der store silhuetfluer på det korte og kraftige forfang – modsat de små fluer, som skulle fiskes på lange og tyndere forfang i dagtimerne.

Nu er det imidlertid ved at være slut med de små fluer, som ikke rigtig kan tirre de store og aggressive gydefisk til hug. Der skal større ting til – store fluer i krasse farver. Fluer, som kan minde fiskene om potentielle rivaler nær gydepladserne. Store fluer i spraglede farver, der bestemt ikke ligner noget som helst. Eller store rejefluer, som i højeste grad har et naturligt forbillede.

General Practitioner

Det er pudsigt, at en af efterårets mest effektive fluer til laks og havørred i åen er den klassiske “General Practitioner”, som efterhånden har mange år og rigtig mange fisk på bagen. Pudsigt, idet laksene jo slet ikke tager føde til sig oppe i åen. Og pudsigt, idet næppe nogen havørred nogensinde har set en dybhavsreje i levende live!

Alligevel lader både laks og havørreder sig i stort antal lokke til hug på den orangerøde rejeflue, som åbenbart trigger et eller andet i de gydemodne fisk.

Måske er det de stærke orangerøde farver. Måske er det de lange flagrende haler. Eller begge dele i et skønt samspil. Vi kan ikke vide det, men vi ved med sikkerhed, at det virker. Og det er vel også godt nok?

Under alle omstændigheder er GP, som fluen ofte blot kaldes, en aldeles fremragende flue her først på efteråret, hvor ørreder og laks er gyldne. Og GP bliver ikke ringere, som sæsonen skrider frem. Vær ikke bange for at binde den i store størrelser. Høstfiskene kan nemlig ikke få dem store nok.

I det hele taget kan enhver stor og busket flue i gule, orange og røde farver fange fisk her sidst på sæsonen – bundet på enkeltkrog, dobbeltkrog eller som rørflue med trekrog i halen. Det vigtigste er, at fluen er stor, farvestrålende og serveres for næsen af fiskene indtil flere gange. Til sidst har de fået nok – og hugger!

Og lad så være med at give tilslag. Lad fisken vende med fluen, så den kroger sig selv – typisk i kæbevinklen. Vær ikke bange for, at den store kæbekrog kan være hindrende for krogningen. Uanset hvor stor en hanfisks kæbekrog bliver, passer den altid ind i et tilsvarende stort hul i overkæben. Selv med den største kæbekrog kan fiskene altid lukke munden helt! Men det hindrer dem heldigvis ikke i at gabe lidt for højt ind imellem…

Genudsætning af gydefisk

I den forbindelse er det nok en tanke værd, at de farvede fisk ganske vist er lovligt bytte sæsonen ud – men mindre og mindre værd som spisefisk. Fiskene tager jo ikke føde til sig i åen, men forbrænder langsomt det fedt, de har oplagret under opholdet i havet. Samtidig opbygger de deres kønsprodukter til gydningen, hvorfor fiskene til sidst ikke har meget fedt tilbage i kroppen.

Fedtet er nu erstattet af vand og kønsprodukter, hvorfor fiskene er elendige på spisebordet. De er derfor klart mest værd på gydebankerne og bør naturligvis genudsættes. Heldigvis er de ganske robuste og klarer derfor nemt en genudsætning. Stik modsat de sarte og sølvblanke opgangsfisk, vi kender fra sommermånederne.

Grundregelen for en succesrig genudsætning er, at fisken skal blive i vandet længst muligt. Lad for alt i verden være med at løfte fisken op i halen, som man ofte ser det gjort med laks., hvis hale indbyder til det. Det er fiskens rygrad ikke bygget til, og skade på ryghvirvlerne er oplagte.

Skal fisken fotograferes, løftes den forsigtigt op af vandet – med én hånd om halen og den anden understøttende brystfinnerne. Så skal den nok holde til en kort fotosession til glæde for den glade fanger!

© 2009 Steen Ulnits