Gyldne ørreder på gyldne dage
Oktobers ørreder er som oktobers dage: Korte, men gyldne. Dagene kortes efter sommerens lyse nætter, og fisketiden er ikke længere så ubegrænset, som den syntes i sommeren.
Men det er ikke kun fiskeren, som mærker dette skifte – at dagene bliver kortere og vandet koldere. Det registrerer i endnu højere grad også de laks og havørreder, som er gået op i åerne for at gyde sidst på året. Nogle er gået op allerede i foråret – for laksenes vedkommende som store og attraktive “springers” eller påskelaks.
Havørrederne er sjældent helt så tidligt på den, men mange af de største er ofte gået op allerede i juni måned, og de har nu stået i åens lunkne vand sommeren over. Det sølvblanke skær er væk og erstattet af en mere gylden og for hannernes vedkommende brun dragt. Borte er også den hugrefleks, som de bragte med sig fra havet, og som gjorde dem til et let bytte i deres første tid i åen.
Aggression
Hugrefleksen er nu afløst af en stigende aggression, som især gør sig tydelig for hanfiskenes vedkommende. Jo tættere vi kommer på legen, desto mere aggressive bliver de. Og jo mere aggressive fiskene er, desto lettere bliver de at fange.
Nu kan de nemlig tirres til hug – med gentagne kast til deres standpladser. Til sidst bliver de så irriteret over fluen, som trænger sig ind på deres territorium, at de beslutter sig for at jage den væk.
Det resulterer i meget kontante hug, som ikke er til at tage fejl af. Fiskene hugger hårdt og kroger i regelen sig selv solidt. Hvis de ikke i stedet vælger at slå til fluen med den brede hale. En sjælden gang bliver de da hængende og byder nu fiskeren på en hård og langstrakt fight, som ingen af parterne er interesseret i!
Sommeren igennem har man kunnet fange dem på små fluer fisket nær overfladen – hvis man ikke i stedet valgte at bruge natten til at jagte de store havørreder, som står godt gemt det meste af dagen. Da skulle der store silhuetfluer på det korte og kraftige forfang – modsat de små fluer, som skulle fiskes på lange og tyndere forfang i dagtimerne.
Nu er det imidlertid ved at være slut med de små fluer, som ikke rigtig kan tirre de store og aggressive gydefisk til hug. Der skal større ting til – store fluer i krasse farver. Fluer, som kan minde fiskene om potentielle rivaler nær gydepladserne. Store fluer i spraglede farver, der bestemt ikke ligner noget som helst. Eller store rejefluer, som i højeste grad har et naturligt forbillede.
General Practitioner
Det er pudsigt, at en af efterårets mest effektive fluer til laks og havørred i åen er den klassiske “General Practitioner”, som efterhånden har mange år og rigtig mange fisk på bagen. Pudsigt, idet laksene jo slet ikke tager føde til sig oppe i åen. Og pudsigt, idet næppe nogen havørred nogensinde har set en dybhavsreje i levende live!
Alligevel lader både laks og havørreder sig i stort antal lokke til hug på den orangerøde rejeflue, som åbenbart trigger et eller andet i de gydemodne fisk.
Måske er det de stærke orangerøde farver. Måske er det de lange flagrende haler. Eller begge dele i et skønt samspil. Vi kan ikke vide det, men vi ved med sikkerhed, at det virker. Og det er vel også godt nok?
Under alle omstændigheder er GP, som fluen ofte blot kaldes, en aldeles fremragende flue her først på efteråret, hvor ørreder og laks er gyldne. Og GP bliver ikke ringere, som sæsonen skrider frem. Vær ikke bange for at binde den i store størrelser. Høstfiskene kan nemlig ikke få dem store nok.
I det hele taget kan enhver stor og busket flue i gule, orange og røde farver fange fisk her sidst på sæsonen – bundet på enkeltkrog, dobbeltkrog eller som rørflue med trekrog i halen. Det vigtigste er, at fluen er stor, farvestrålende og serveres for næsen af fiskene indtil flere gange. Til sidst har de fået nok – og hugger!
Og lad så være med at give tilslag. Lad fisken vende med fluen, så den kroger sig selv – typisk i kæbevinklen. Vær ikke bange for, at den store kæbekrog kan være hindrende for krogningen. Uanset hvor stor en hanfisks kæbekrog bliver, passer den altid ind i et tilsvarende stort hul i overkæben. Selv med den største kæbekrog kan fiskene altid lukke munden helt! Men det hindrer dem heldigvis ikke i at gabe lidt for højt ind imellem…
Genudsætning af gydefisk
I den forbindelse er det nok en tanke værd, at de farvede fisk ganske vist er lovligt bytte sæsonen ud – men mindre og mindre værd som spisefisk. Fiskene tager jo ikke føde til sig i åen, men forbrænder langsomt det fedt, de har oplagret under opholdet i havet. Samtidig opbygger de deres kønsprodukter til gydningen, hvorfor fiskene til sidst ikke har meget fedt tilbage i kroppen.
Fedtet er nu erstattet af vand og kønsprodukter, hvorfor fiskene er elendige på spisebordet. De er derfor klart mest værd på gydebankerne og bør naturligvis genudsættes. Heldigvis er de ganske robuste og klarer derfor nemt en genudsætning. Stik modsat de sarte og sølvblanke opgangsfisk, vi kender fra sommermånederne.
Grundregelen for en succesrig genudsætning er, at fisken skal blive i vandet længst muligt. Lad for alt i verden være med at løfte fisken op i halen, som man ofte ser det gjort med laks., hvis hale indbyder til det. Det er fiskens rygrad ikke bygget til, og skade på ryghvirvlerne er oplagte.
Skal fisken fotograferes, løftes den forsigtigt op af vandet – med én hånd om halen og den anden understøttende brystfinnerne. Så skal den nok holde til en kort fotosession til glæde for den glade fanger!
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: