Risengrød og grødis…
Kulde og kystørreder er for mig uløseligt sammenknyttet. Når julesulet og nytårsfrokosten er vel fortæret, er det næsten livsnødvendigt med en tur på kysten for at få luftet fluestangen og få rystet julemanden af sig. Næppe på noget andet tidspunkt er luften så frisk og skarp som efter jule- og nytårsfrokosterne! Og februar er statistisk set årets koldeste måned. Brrrr….
Klædt på til lejligheden
“Det er koldt, og man må gå sig varm” står der i julesangen, men den mulighed har fluefiskeren kun sjældent her i vinterkulden. Her skal der i stedet neopren til – gerne 5 mm – hvis man skal kunne udstå kulden i flere timer i træk. Hvilket meget vel kan blive nødvendigt. I det vinterkolde vand lader havørrederne sig nemlig ikke hundse med. Deres stofskifte er på laveste blus, og fluerne skal derfor fiskes langsomt gennem vandet.
Men det er netop en af de ting, som fluefiskeren kan gøre bedre end sine spinnefiskende kolleger – fiske sit agn så langsomt, at det næsten går i stå. Bevares, spinnefiskeren kan komme ned i næsten samme tempo med Bombardaflåd og flue, men på kort hold er det stadig fluestangen og det “ægte” fluefiskeri, der fører an. Og helt specielt gælder dette, dersom man har timet sin fisketur rigtigt og er ankommet, netop som isen går.
Islæg
Når vinterkulden sætter ind, sker der ting og sager med havørreden. De gydemodne havørreder har for længst forladt det salte miljø og er steget op i åerne, hvor se selv er født, og hvor gydningen skal ske. Det samme gælder mange grønlændere – små ikke-kønsmodne havørreder, som har tilbragt en enkelt sæson i havet, og som endnu ikke helt har nået mindstmålet på de 40 cm. Det samme gælder også flere af de såkaldte “overspringere – store havørreder, som af en eller anden grund har valgt at springe en gydning over.
Tilbage i havet er et mindre antal blanke havørreder af forskellig størrelse. Flest er der i de sydlige egne af Danmark, hvor saltholdigheden er lav, og hvor havørrederne derfor kan tåle vinterkulden selv i salt vand. Det er dem, kystfluefiskeren sætter sin lid til i vintermånederne – det sølvtøj, som lokker fiskeren op af den bløde lænestol og ud i vinterkulden.
Bliver vinteren rigtig kold, presses fiskene ind i bunden af fjordene, hvor saltholdigheden er lavest – ja, nærmest fersk. Herinde overvintrer en stor del af fiskene. En anden del vælger en anden strategi. De stikker i stedet ud på dybt vand, hvor saltholdigheden ganske vist er større, men hvor vandet så til gengæld er tilpas varmt.
De sidste er naturlighvis uden interesse for kystfluefiskeren, der i stedet koncentrerer interessen om de overvintrende havørreder i de ferske inderfjorde.
Vinterpladser
Fiskeribiologerne ved, at havørred, søørred og bækørred er én og samme art – ørreder, som blot lever i forskellige miljøer. Fluefiskerne ved, at fælles for alle disse ørreder er, at de holder af “tag over hovedet”, hvor dette er muligt. I åerne placerer disse ørreder sig altid inde under beskyttende brinker, hvor de i bogstaveligste forstand har tag over hovedet. Det er sky fisk, som gemmer sig bedst muligt – i dagtimerne. Først om natten kommer de frit frem og stiller sig på de lave vand i svingenes inderside.
På dette område adskiller ørrederne sig således helt fra regnbuer og stallinger, der holder af at stå frit fremme i strømmen – uden noget beskyttende tag over hovedet. Pudsigt nok holder dette også stik i havet – når ellers lejligheden byder sig. Det gør den på ét ganske bestemt tidspunkt, som ikke forekommer hvert år: Ved isgang.
Isgang kræver naturligvis islæg – at vinteren bliver så kold, at vandet fryser til. Heldigvis sker dette næsten hver vinter – trods stedse højere vintertemperaturer. Det drejer sig jo her om de næsten helt ferske inderfjorde, som ganske let fryser til. Efter blot nogle få dage med hård frost og stille vejr lægger isen sit beskyttende lag over disse steder, hvor havørrederne overvintrer.
Når så vinteren er ved at miste sit greb – typisk i februar eller marts – bryder isen op. Den hjælpes i regelen på vej af vinden, som skubber den tynde, brudte is op i vindsiden. Ofte kan man opleve, at isgangen sker på en enkelt dag. Pludselig en dag går der hul på isen, som så skubbes væk af den milde sydvestenvind.
Fiskeri langs iskanten
Rammer man rigtigt, kan man opleve et næsten guddommeligt fiskeri ved en sådan isgang. Havørrederne, som mere eller mindre har stået i dvale under isen, fornemmer straks foråret. Selv temperaturstigninger på brøkdele af en grad kan vække vintertræge havørreder til live!
Og nu kommer så det helt sublime: Fluefiskeri langs iskanten. Det er netop da, at havørrederne viser deres sande ørred-jeg: At de også holder af tag over hovedet i hav og fjord. Ikke kun i åen. Det gælder nu om at opsøge selve iskanten, hvor havørrederne meget gerne går – med isen liggende som en tryg beskyttelse mod fjender ovenfra.
Nu gælder det så om at fiske sine fluer så tæt på iskanten som muligt. Flere gange har jeg oplevet havørreder, som har kastet sig hidsigt over fluen, der kom dumpende ned i hovedet på dem – kastet op på selve isen og siden trukket ned i vandet med linen. Visuelt fiskeri, når det er bedst, og som sjældent kan opleves på andre årstider!
Vinterfluer
Fluemønsteret er sjældent af større betydning. Fiskene er sultne efter den lange kuldeperiode og tager, hvad der byder sig. Selv fisker jeg helst med en rødgul Mickey Finn, som har taget mange havørreder for mig. Eller et fluorødt Juletræ.Farver skal der ubetinget til her i vinterkulden!
© 2009 Steen Ulnits
Del denne artikel: