Forfatterarkiv: Steen

Sibirien: – Hvor og hvornår?

Sibirien er så stort, at det er svært at pege på bestemte, afgrænsede fiskevande.

Over den vestsibiriske slette løber Jeneisy, som sammen med den østsibiriske Lena udgør de to største vandsystemer i Sibirien. Mod syd ligger Bajkalsøen, i hvis umiddelbare nærhed – men ikke i selve søen – Lenafloden har sit udspring. Bajkalsøen er verdens suverænt største ferskvandsreservoir, hvilket primært skyldes de store dybder. Arealet er ganske vist betydelige 31.494 km2, men største dybde er hele 1.741 meter.

Bajkal er ikke blot verdens største ferskvandsreservoir. Bajkal er også jordens ældste sø. Den er nemlig 25-30 millioner år gammel og resultatet af et jordskælv for 35 millioner år siden. Området er stadig geologisk aktivt, og man registrerer årligt op mod 2.000 større og mindre rystelser. Det er flere om dagen! De mange jordskælv gør, at Bajkal søen hele tiden vokser. Typisk bliver den 1-2 cm bredere og dybere hvert år.

Søen blev ikke dækket af is under sidste istid, hvilket har givet den en helt unik flora og ikke mindst fauna. Mere end 90% af alle arter i Bajkalsøen er således endemiske og findes kun her. Det gælder nerkaen, den eneste ferskvandsæl i verden. Her finder man også omulen, en lille laksefisk, som er af stor betydning for lokalbefolkningen ved søen.

Bajkalsøen blev derfor optaget på World Heritage listen i 1996.

Yakutien gennemstrømmes af seks større flodsystemer: Anabar, Olenjok, Lena, Jana, Indigirka og Kolyma, som alle flyder nordpå mod Ishavet. Det er således ikke vand, der mangler i denne del af Sibirien.

Fiskemæssigt samler interessen sig dog om søer og især floder i den mægtige Lenas afvandingsområde. Lena er en af verdens ti største floder og den største i Yakutien. Mere end halvdelen af alt overfladeand i Yakutien samles i Lena, der har et afstrømningsområde på næsten 2 millioner km2.

Lena er på sine centrale dele op mod 8 km bred – om forået, når floden går over sine bredder ved snesmeltningen, op mod 30 km fra den ene bred til den anden. Altsammen vand i evig bevægelse nordpå.

Fiskearter

Sovjetunionen var i tiden før glasnost og perestrojka en gigantisk størrelse bestående af mange meget forskellige lande. Selv om Rusland kun var et af dem, så dækker denne nation i dag stadig et kolossalt landområde.

Lenok og helt fra samme vand

Fiskemæssigt kan man inddele Rusland i tre områder:

Øst for det store vandskel i Uralbjergene finder vi de europæiske fiskearter – med laks, ørred og stalling som de mere kendte arter og Kola som en verdensberømt lakselokalitet blandt lystfiskere. Mod nord og hele vejen fra vest til øst findes – som overalt i Arktis – både stationære og havvandrende fjeldørreder.

Længst mod øst ligger Stillehavet, og her udmunder et meget stort antal floder med stærke bestande af de samme fem stillehavslaksearter, som er udførligt omtalt under Alaska. Laks, der vokser op i Bering Havet, Det Okhotske Hav og Det Japanske Hav.

Hertil kommer så spredte bestande af havvandrende steelheads og stationære regnbueørreder. Kort sagt en pendant til det fiskeri, man finder på den anden side af Stillehavet – på den nordamerikanske vestkyst.

Midt imellem disse to yderpunkter ligger så det mægtige Sibirien og lokker med sine eksotiske laksefisk – med smukke lenok og kæmpestore taimen. Her kan man også møde den arktiske stalling, der i modsætning til sine nære europæiske slægtning har tænder i munden – dertil en langt større rygfinne.

Men interessen samler sig uundgåeligt om taimen og lenok – to laksefisk, som ikke findes andre steder end i Sibirien og Mongoliet.

Mindst er lenok-laksen, som bærer det latinske artsnavn Brachymystax lenok. Det er en relativt lille fisk, som kun sjældent bliver større end 5 kg. Til gengæld har den et ydre, der er mere spændende end nogen anden laksefisk – et ydre, der har fået mange ichtyologer (fiskeforskere) til at mene, at vi netop her har den oprindelige stamfader til vore dages laksefisk.

Lenok-laksen har nemlig træk, der er ført videre i både laks, ørreder, rødinger og stallinger. Den har stallingens lille hoved og bløde mund. Den har rødingens meget små skæl og ørredens og laksens sorte prikker på en lys baggrund.

Farvetegningerne på kønsmodne fisk minder ofte om dem, man finder på kønsmodne regnbueørreder. Endelig har den samme lyse kød som helt og stalling. Det er virkelig fristende at tro, at vi her står med selveste urlaksen – den, der startede det hele!

Taimenhoved – med mus!

Karakteristisk rød taimenhale

Størst er taimen-laksen, der bærer det latinske artsnavn Hucho taimen. Det er den, de fleste tager til Sibirien efter. Det er nemlig verdens største laksefisk, som kan nå imponerende vægte på op mod kg.

Så store fisk ses dog sjældent i dag, hvor fiskepresset er større end nogensinde – hvor der netop derfor bliver længere og længere mellem de ældste og største fisk. Stadig tages der dog regelmæssigt taimen på op mod 30-40 kg – størst i de mest øde områder.

Fiskemetoder

De bedste fiskemetoder afspejler som altid de efterstræbte fisks foretrukne fødeemner.

Da sommeren er meget kort i Sibirien og vinteren tilsvarende lang, må fiskene bruge de isfri sommermåneder til at fylde maven mest muligt. Og da floderne typisk er iskolde og næringsfattige, kan man undre sig over, at især taimen laksene kan blive så store, som de gør.

Det er der imidlertid en forklaring på. Skulle laksene udelukkende leve af de fødeemner, som findes i floder og søer, ville de ikke blive ret store. Imidlertid findes der en anden føderessures i taigaen – pelsdyr! Specielt svømmende mus og lemminger, men også tilfældige egern, der måtte falde i vande, bliver øjeblikkeligt til fiskeføde.

Lenok kan ikke tage så stort bytte i en enkelt mundfuld, men prøver ofte at drukne de svømmende mus ved at trække dem i benene! Taimen derimod er ofte store nok til at sluge selv de største egern.

Men de vil helst have pacificeret dem først, og det gør de ved at slå dem med halen. Tunge plask i aften- og nattetimerne afslører store taimen i færd med at drukne mus og andet pelskræ. Når så dyrene er slået bevidstløse eller druknet, er det en let sag for den store taimen at svømme tilbage og sluge dem i en enkelt mundfuld.

Denne opførsel kendes naturligvis af lokale fiskere, som med primitivt grej frister de store fisk. Agnet er ofte et udstoppet egern – et egernskind spændt omkring en flydende krop af kapok. Hertil fastgøres nu et par store trekroge, og man er kalr til fiskeriet.

Olietanker på Lena

I regelen udvælges pladser neden for stejle klipper, Her ved fiskene af erfaring, at der ofte falder mad i vandet. De står derfor blot og venter. Russerne ved det, og de fleste af de største taimen er da også faldet for denne simple teknik.

Tilrejsende fisketurister vælger dog i regelen at bruge mere sofisktikeret grej. 9-10 fods spinnestænger og multihjul fyldt op med 0.40 mm line er et godt valg. Hertil et stort udvalg af store blink og flydende woblere på 20-50 gram. Glem ikke regulære poppers, der rigtig kan plaske i overfladen under indspinning. Og glem så heller ikke at give taimen lidt tid til at tage agnet, før tilslaget sættes ind.

På krogen er taimen ikke den store fighter. Den er tung som en gedde og springer kun meget sjældent. Til gengæld kan den jo veje op mod 60 kg, og så er man jo sikret en mindeværdig fight alligevel!

Den mindre lenok skal fristes med lettere grej – grej som til almindeligt ørredfiskeri herhjemme. 7-8 fods spinnestænger og fastspolehjul fyldt op med 0.25 m line er et godt valg. Hertil et sortiment af blink, spinner og woblere i 7-15 grams klassen.

Lenok-laksen tager gerne insekter på overfladen, hvis der er en klækning, og da kan den som alle andre fisk fint tages på tørflue. I regelen er det dog en farvestrålende streamer eller bucktail, der bør sidde for enden af forfanget. Mickey Finn er som altid et godt bud på en effektiv flue.

Også den store taimen kan fint fanges på flue. Bedst i de tidlige aften- og morgentimer, hvor den kan træffes på overraskende lavt vand. Og sjovest på en flydende museflue for enden af et kraftigt 0.40 mm forfang. Taimen har store tænder, men man behøver ikke bruge stålforfang. De er ikke skarpe som geddens, og kun sjældent vil linen blive klippet.

Fiskesæsoner

Fiskesæsonen er – som det fremgår af afsnittet om geografien – meget kort. Faktisk er den så kort, at den kan være svær at ramme overhovedet. Kommer man blot et par uger for sent eller for tidligt, kan man risikere en total svipser rent fiskemæssigt.

Kommer man for tidligt, er isen endnu ikke gået – eller floderne løber høje og uklare af smeltevand. Kommer man for sent, kan man risikere, at vintervejret allerede er sat ind.

Mindst risiko løber man i august, hvor vejret typisk er varmest. Tidlig september kan også være god, idet floderne da ofte er lavest og klarest. Her kan man så risikere, at kulden allerede er sat ind.

Men under alle omstændigheder er det alfa og omega at have gode lokale kontakter, som løbende holder øje med forholdene – som kan vælge andre fiskevande, hvis det oprindeligt påtænkte skulle vise sig at være “midlertidigt ude af drift”.

Grønland: – Hvor og hvornår?

Grønland er et fantastisk land. Stort og storslået. Der er endog meget højt til loftet og ofte meget langt til fiskevandet…

Men alene det at komme til Grønland er ingen billig affære, og Grønland er derfor ikke for discountturister. Til gengæld finder man ikke noget, der blot tilnærmelsesvis kommer op på siden af den fantastiske natur heroppe. For slet ikke at tale om ishavsrødingerne, der er fantastiske fightere. De er stærkere end laks og giver aldrig op!

Én gang Grønland er derfor altid Grønland. Har man først været deroppe, længes man altid tilbage…

Fiskearter

Fjeldørreden er sportsfisken par excellence på Grønland – men desværre et dumt dansk navn på en fisk, som i virkeligheden er en røding og ikke en ørred. Salvelinus alpinus er det korrekte artsnavn – altså selv samme fisk, vi har i Nordnorge og Nordsverige.

Fjeldørreden er en fisk med en såkaldt “cirkumpolar” udbredelse i alle arktiske egne rundt om hele polkalotten. En fisk, som kræver rent, koldt og iltrigt vand for at kunne trives. Og en fisk, som vokser ganske langsomt i de korte somre med det altid iskolde vand. Således er det ikke usædvanligt, at en fisk på 40 cm er ti år gammel.

Det siger sig selv, at så langsomt voksende fisk er meget sårbare over for overfiskning – at bestandene ikke tåler noget større fiskepres. På Grønland har man tidligere forsøgt sig med en industriel udnyttelse af fjeldørreden, men det varede kun kort. Så var der ikke flere fisk at fiske efter.

I dag fiskes fjeldørreden kun i begrænset omfang som levebrød. Den er dog stadig et vigtigt og attraktivt supplement for lokalbefolkningen, som fanger den i garn.

Der findes stærke fjeldørredbestande overalt på Grønland – på den øde østkyst såvel som den mere befolkede vestkyst. Med kun godt 50.000 indbyggere i et land, der spænder 2.500 km fra nord til syd, er der givet flere ørreder end mennesker.

Men garnfiskeriet gør, at man altid står sig bedst ved at besøge vande, som ligger langt fra byer og bygder. Vore dages hurtigtgående motorbåde og effektive monifilgarn har gjort det nødvendigt at søge længere og længere væk fra civilisationen.

Samtidig bør man også undersøge, om lokale familier skulle have en uskreven, men hævdvunden ret til fiskeriet i en bestemt elv. Sådanne steder skal man gå udenom, hvis man vil undgå konfrontationer. Også selv om man rent juridisk har lige så god ret til at fiske dér.

Det gælder således om at komme længst muligt væk fra civilisationen, og det koster naturligvis i både transporttid og penge.

Overalt i isolerede vandsystemer på Grønland findes bestande af stationære fjeldørreder, hvor fiskene kun sjældent bliver spisestore. Vandet er helt enkelt for koldt, vækstsæsonen for kort og føden for sparsom. Dette dog med undtagelse af de få fisk, som tidligt slår sig på en nærende diæt af mindre artsfæller – kannibaler, der kan nå vægte på indtil flere kilo.

Disse kannibaler er dog meget fåtallige, og chancen for at fange en sådan er således lille. Interessen samler sig derfor naturligt om ishavsrødingen. De fleste fjeldørrederne på Grønland er nemlig havvandrende og ernærer sig i havet af angmagsætter, rejer og tanglopper.

Størst bliver fiskene typisk i uklare fjorde, hvor der er langt mellem krebsdyrene – men til gengæld massive stimer af angmagsætter. De store rødinger er derfor ikke nær så røde i kødet som deres mindre artsfæller, der må nøjes med krebsdyr.

Ishavsrødingen er normalt en udpræget kystnær fisk. Den følger det ofte stærke tidevand, som findes heroppe, og fanges i regelen bedst i vandvendingerne. Pynter og næs, der stikker ud fra kystlinjen, er som altid gode fiskepladser. Og drivende isbjerge er bestemt ingen hindring. Ikke sjældent opsøger fiskene dem for at æde af de krebsdyr, der ofte findes på undersiden af dem.

De fleste fisk vejer 1-1 1/2 kg med fisk større end 2 kg regnet som store. Enkelte steder fanges regelmæssigt fisk på op til 4 kg, og sjældne rekordfisk vejer 6-7 kg.

De havvandrende fjeldørreder på Grønland bliver således ikke så store som deres artsfæller på den canadiske side af det smalle Davisstræde. Disse vandrer tilsyneladende længere omkring og når måske derfor ud på steder, hvor fødemængden er større end inde i fjordene.

Atlanterhavslaks

Førstegangsbesøgende på Grønland kan blive overraskede over de mange, mange lakseelve heroppe. Da er det godt at vide, at man lokalt kalder fjeldeørreden for “laks” – og på grønlandsk “equaluit”. Den rigtige atlanterhavslaks kaldes derimod for “skællaks”, da den har langt større laks end fjeldørredens. Sidstnævntes er så små, at de er svære at se.

Kun et enkelt vandsystem på verdens største ø huser en naturlig og selvreproducerende bestand af Salmo salar – atlanterhavslaksen. Det er den lille Kapisigdlit i bunden af den lange og dybe Godthåbsfjord. Her – for foden af den mægtige indlandsis – ligger en perlerække af småsøer forbundet af korte strømstrækninger.

Her kan sommersolen varme vandet så meget op, at laksen kan leve i det – for øvrigt side om side med en god bestand af mindre fjeldørreder – og kun her kan laksen finde egnede gydepladser i strømvandet. Laksen i Kapisigdlit er således en sjælden relikt fra sidste istid, hvor klimaet var mildere.

Er der således meget langt mellem de rigtige lakseelve på Grønland, er der ikke så langt mellem laksene ude i Davisstrædet. Her svømmer nemlig laks fra både Nordeuropa og Nordamerika rundt i deres jagt på føde. Mærkningsforsøg har vist, at 40-50% af laksene herude stammer fra Nordeuropa, mens 50-60% stammer fra Nordamerika. Under 1 stammer fra Grønland selv.

Laksekrigen

Det er således næsten udelukkende laks fra andre nationer, som grønlænderne fanger i deres garn og på deres langliner. Og det var da også baggrunden for de massive protester fra både Europa og Nordamerika, da danske erhvervsfiskere fra Bornholm i 1960’erne fandt frem til laksenes opvækstpladser ved Grønland og begyndte at brandskatte dem her.

Der opstod en diplomatisk krise mellem USA og Danmark, hvor ingen ringere end Bing Crosby stod frem og talte laksens sag. Krisen endte med, at Danmark opgav sit laksefiskeri ved Grønland, der dog fik tildelt en mindre kvote som “græsningsafgift” for fastboende grønlændere.

I 1990’erne lykkedes det den private og islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund at opkøbe laksekvoten ved Grønland – med det resultat, at flere laks end ellers kunne vende tilbage for at gyde i deres nordeuropæiske og nordamerikanske fødevandløb.

De mange laks i Davisstrædet kan fanges med stang og line – ved trolling-fiskeri med downrigger i kystnært farvand fra Nanortalik i syd til Disko i nord. Det er et endnu ret uopdyrket fiskeri, der typisk topper i september-oktober, hvor laksene forekommer i størst mængde ud for Grønland.

Andre fisk

I havet omkring Grønland findes mange andre fisk end laks og fjeldørred. Her finder man blandt andet den kolossale havkal eller grønlandshaj, som kan nå vægte på flere hundrede kilo. Den fiskes dog på så dybt vand og med så tungt grej, at det er et fiskeri for de meget få.

Mere tilgængeligt er det kystnære fiskeri efter helleflynderen, der kan træffes på ganske lavt vand i sommermånederne. Det er dog sjældent større eksemplarer end 20-30 kg, man træffer herinde. De helt store helleflyndere skal man ud på fiskebankerne langt til havs for at træffe – på dybder så store, at man ikke kan fange dem på stang og line.

Nær kysten træffer man også på havkatten – enten i form af store plettede havkatte på op mod 20-25 kg eller mindre stribede havkatte på op mod 5 kg. Hertil fine rødfisk på dybere vand samt i perioder med varmere vand – torsk i store mængder.

Fiskesæsoner

Sommeren er kort på Grønland, og det meste fiskeri foregår i juli og august. Efter forårets is- og snesmeltning trækker de udgydte fjeldørreder ud fra elve og søer, hvor de har overvintret – i praksis uden nogen føde overhovedet. I havet skal de derfor først genvinde det tabte huld, førend der kan blive tale om nogen egentlig vækst.

Udtrækket sker ofte i maj-juni, hvorfor fiskeriet først på sæsonen koncentrerer sig om saltvand nær elvmundingerne. Fiskene er sølvblanke, og mange er stadig ude i fjordene i juli måned. I august er de fleste fisk farvede og oppe i elvene. I september står de på gydepladserne – aggressive og stærkt farvede med lysende hvide finnekanter og for hannernes vedkommende en blodrød bug.

Er man til saltvand og atlanterhavslaks, forlænges sæsonen til og med oktober, hvor vandet atter bliver for koldt til laksene, som igen trækker sydover.

Fiskemetoder

Fluefiskeri er effektivt i klarvandede elve med en ikke alt for hård strøm. Dem er der desværre ikke mange af i Grønland, hvor de allerfleste elve og søer egner sig bedst til spinnefiskeri.

I de mindste og mest klarvandede elve er der brug for let spinnegrej bestående af en 6-7 fods spinnestang med en kastevægt på 5-10 gram. Hertil et lille fastspolehjul fyldt op med 0.20 mm nylonline. Større og mere grumsede elve kræver stænger på 7-8 fod, som kan håndtere kastevægte på 10-20 gram. Hertil et mellemstort fastspolehjul eller et lille multihjul fyldt op med 0.25 mm line.

Til kystfiskeri først på sæsonen og senere inde i søerne er langstrakte og langtkastende blink et godt valg. Til elvfiskeri er roterende bladspinnere den rette medicin – blot man kan få dem ned i de dybeste høller. Sølv er et godt valg til havet – fluorescerende rødt scorer tilsvarende godt oppe i elve og søer senere på sæsonen.

Fluefiskeren klarer sig med let klasse 5-6 grej og flydende line i mindre og klarvandede elve,. I større og mere grumsede gletcherelve er der brug for klasse 7-8 grej med sinktips eller helsynkende liner. Hertil hjul med plads til fluelinen og mindst 100 meter bagline.

De nye linesystemer med udskiftelige spidser/hoveder og forfang af forskellig densitet er fortræffelige. 0.20 mm forfangsspidser kan være nødvendige i lavt og klart vand, men 0.25 mm er standarden.

Kombinerer man liner og forfang af forskellig densitet, kan man altid finde frem til den rigtige kombination. Grønlandske elve veksler ofte mellem hårdt strømvand og stillestående småsøer, som hver kræver deres kombination af line og forfang.

Selv har jeg sjældent andet end spraglede Juletræer for enden af mit forfang. Perlemorsfarvede til blanke fisk først på sæsonen og fluorøde til de farvede høstfisk. Str. 4-6 er passende.

Kun to gange på tredive år har jeg dog oplevet decideret ringende fisk, men i lavt og klart vand kan man ofte friste de farvede fisk med gentagne præsentationer af buskede tørfluer. Tilsyneladende tager de fluen i ren aggresssion. En håndfuld tykmavede Adams Irresistable eller højtflydende brune Polywing Sedges bør derfor ikke mangle i æsken.

Som for spinnefiskeren gælder det for fluefiskeren, at fluorescerende rød er en god farve, der bare bliver bedre og bedre, som sæsonen skrider frem! Krogstørrelse 8-10 er bedst i mindre elve, mens 4-6 passer til større og dybere vande.

Udrustning

Man skal være forberedt på at vandre meget, når der skal fiskes på Grønland. Godt tøj, en rummelig rygsæk og gode vandrestøvler er derfor uundværlige.

Er man vant til fjeldet i det høje nord, ved man også, hvilke krav der stilles til beklædningen. Den skal være let, varm, vind- og vandtæt. Og så skal den vælges efter lag-på-lag princippet, hvor man kan fjerne eller tilføje lag efter skiftende klima. Fleece i forskellige tykkelser er derfor vejen frem.

I de kystnære egne kan man opleve pludselige turbulenser, når kold og tør luft fra indlandsisen møder den trods alt varmere og meget mere fugtige luft fra Davisstrædet. Resultatet kan rive selv vel forankrede telte op med rode og sende dem på langtur…

Vejret på Grønland er dog generelt godt i sommermånederne – med megen sol og i perioder mange myg. Middeltemperaturen i juli, som er den varmeste måned, kommer aldrig over 10 grader Celsius. Derfor kan der være koldt om natten, når nordlyset i bølgende tæpper lyser himlen op. En rigtig god sovepose er derfor guld værd – garantien for en god nattesøvn.

Typisk har man det dårligste vejr ude ved kysterne nær Davisstrædet, hvor massive banker af iståge hele tiden ligger og venter. Ofte kan man forlade en kystnær havn i storm, regn eller tåge – blot for at finde blå himmel, solskin og vindstille længst inde mod indlandsisen.

Man kan mange steder fiske helt tørskoet, men de bedste fiskepladser kræver også ofte, at man har waders. Dels for at kunne krydse elven på udvalgte steder – dels for at kunne manøvrere sig på skudhold af de bedste steder fra den bedste vinkel.

Åndbare waders bør derfor medbringes, støvler med filtsåler og gerne også metalbrodder ligeledes. Grønlandske elve kan have meget slimede sten, og en dukkert i 4-6 grader varmt vand er aldrig nogen fornøjelse – i hvert fald ikke med 10 km hjem til lejren.

Pak waders i rygsækken og tag dem først på, når der skal fiskes. Åndbare waders er definitivt ikke så åndbare, at de kan klare flere kilometers fjeldvandring i kuperet terræn. Tro mig – jeg har prøvet…

Fiskevande

Når det gælder fiskeriet på Grønland, skelner man mellem to typer elve: Grumsede gletcherelve og klarvandede vandløb. De grumsede elve er ofte mælkehvide og får deres vand direkte fra de smeltende isbræer. Løber de gennem en eller flere søer, vil noget af materialet bundfældes, hvorved vandet bliver klarere.

Elvene på Grønland er ofte korte og hurtige med mange søer forbundet af korte strømstrækninger. Ofte bremses fiskenes videre opgang af et større eller mindre vandfald, som koncentrerer fiskene voldsomt netop her. Man kan da opleve at kroge fisk efter fisk – faktisk til man ikke orker længere. Fjeldørrederne skræmmes tilsyneladende ikke af, at deres artsfæller kroges og fightes for øjnene af dem.

Det er de relativt få elve, som er både klarvandede og ikke alt for hurtigt strømmende, der egner sig til fluefiskeri. De allerfleste elve på Grønland er derimod ideelle til spinnefiskeri. I grumsede elve kan man præsentere fiskene for en roterende bladspinner, som de både kan se og høre i det uklare vand. Og i de hurtigt strømmende kan man med kompakte agn nå ned i de dybe høller med roligt vand, hvor fiskene holder til.

Langt de fleste klarvandede elve, som egner sig til fluefiskeri, findes i Vestgrønland. Østgrønland byder ganske vist på de længste fjorde og de højeste fjelde. Men vandet er næsten overalt grumset og uklart, da elvene dels stammer fra isbræer – dels løber gennem landskaber bestående af gammel havbund, som har hævet sig. Sådanne sedimentære bjergarter eroderes let af vandet, som derfor bliver uklart.

Fjeldørreder er der dog nok af alligevel. De skal blot tages på roterende bladspinnere i det mælkede vand.

Landskabet varierer utrolig meget i Vestgrønland. I Sydgrønland nær byer som Narssaq og Nanortalik finder man drivende isbjerge, saftigt grønt græs og græssende får. Det er Golfstrømmen, hvis medbragte varme luner landet.

I Søndre Strømfjord oplever man derimod et brunt landskab bestående af gold arktisk ørken. Området ligger nemlig i læ af Sukkertoppen Iskappe, som tager det meste af nedbøren fra Davisstrædet. I Sisimiut/Holsteinsborg kan man hver aften opleve slædehundene hyle i kor, for heroppe nord for polarcirklen er der god brug for dem om vinteren.

Variationen er så stor som man kunne forvente i et land, der spænder godt 1.000 km fra øst til vest og mere end 2.500 km fra nord til syd!

Transport

Al transport til Grønland sker via Kastrup/København. Tidligere har såvel SAS som Icelandair fløjet til Grønland, men i dag har Air Greenland monopol på trafikken både i, fra og til Grønland.

Man kan fra Kastrup flyve til både Narssarssuaq i syd og Søndre Strømfjord i nord. Begge steder ligger på vestkysten, og begge steder byder på landingsbaner anlagt af amerikanerne under Anden Verdenskrig.

I dag er det mest almindelige, at man flyver til Søndre Strømfjord og herfra videre til andre bygder langs vestkysten. Tidligere var helikopteren noget nær enerådende, da man kun de færreste steder havde plads eller økonomi til lange landingsbaner til fastvingede fly. I dag har de fleste større bygder imidlertid landingsbaner som supplement til heliporten.

Typisk koster flybilletten fra Kastrup til Søndre Strømfjord i nærheden af DKK 10.000. Shopper man på nettet i god tid, kan man dog være heldig at finde langt billigere billetter.

Vil man prøve fiskemulighederne på Østgrønland, er ruten en ganske anden. Da flyver man nemlig til Keflavik på Island og herfra til Scoresbysund eller Angmagsalik. Det er nemlig lettere end at skulle flyve til først Grønlands vestkyst og siden atter engang krydse indlandsisen for at nå den tyndt befolkede østkyst.

Canada: – Hvor og hvornår?

Canada er et kolossalt land, som strækker sig fra Stillehavet i vest til Atlanterhavet i øst. Variationen af fisk er derfor tilsvarende stor.

I øst er der kildeørred og atlanterhavslaks – i vest svømmer regnbuer, steelheads og stillehavslaks omkring. I nord lever fjeldørreden, og i de store arktiske søer med tilløb og afløb finder vi den amerikanske søørred og den storfinnede arktiske stalling.

Den amerikanske søørred, Salvelinus namaycush, er i lighed med både kildeørreden og fjeldørreden ingen ørred, men en vaskeægte røding. Dens lyse pletter på mørk baggrund afslører den. Den kaldes også “kanadarøding”, hvilket er et langt bedre og mere beskrivende navn.

Kanadarødingen er en virkelig koldtvandsfisk. Den vokser uhyre langsomt i det iskolde arktiske vand, men kan alligevel nå imponerende størrelser på op til 35 kg. Fiskene er da op mod 50 år gamle og 150 cm lange.

Da kanadarødingen er en udpræget koldtvandsfisk, skal den i regelen søges på meget store dybder, hvilket nødvendiggør brugen af meget tungt grej. Fiskeriet er typisk trolling med blykerneliner eller downrigger.

Men vover man sig ind til store arktiske søer som Great Bear Lake og Great Slave Lake, er det muligt at træffe selv de største fisk på det laveste vand.

Man er da nødt til at være på pletten ved “ice out” – præcis når isen går. Overfladevandet er da så koldt, at kanadarødingen kan træffes højt oppe i vandet og inde på ganske lavt vand. Så lavt, at man ofte kan se de fisk, man kaster til!

“Sight fishing” til fisk i 10. 20 eller sågar 30 kg’s klassen er altså noget ganske specielt! Til gengæld er sæsonen uhyre kort – i bedste fald blot en måneds tid. Så søger fiskene atter ud på dybt vand, og før man ved af det, lukker isen igen søerne. Timingen skal derfor være helt rigtig.

Ikke helt så stor bliver den almindelige fjeldørred Salvelinus alpinus, der der i den østlige del af Canada kan blive dobbelt så stor som sin artsfælle i Grønland på den anden side af Davisstrædet. De store størrelser skyldes, at den canadiske fjeldørred vandrer længere omkring og således kommer i kontakt med større fødemængder end sin grønlandske slægtning.

Mærkningsforsøg har vist, at canadiske fjeldørreder ofte overvintrer i andre vandløb end dem, hvor de selv er født. En praktisk adfærd i den korte arktiske sommer, der ellers kun tillader korte ophold i havet.

Fjeldørreden er helt enkelt nødt til at vandre tilbage til ferskvand, når kulden sætter ind. Ellers dør den, da den ike er i stand til at regulere sin saltbalance i iskoldt havvand. Ved at droppe tilbagevandringen til fødevandløbet kan den canadiske fjeldørred forlænge sit havophold betragteligt og således vokse langt hurtigere end den grønlandske.

Kildeørred

I Labrador findes nogle af verdens største havvandrende fjeldørreder, Salvelinus alpinus. Uvist af hvilken årsag kan fjeldørrederne i Labrador blive næsten dobbelt så store som deres artsfæller i Grønland på den anden side af det smalle Davisstræde.

Hvert år tages der således 10 kg’s fjeldørreder i de elve, der løber ud i Ungava Bay. Udgangspunktet for dette fiskeri er eskimobyen Port Chimo.

Helt unik for den østlige del af Canada er dog kildeørreden Salvelinus fontinalis, der i lighed med fjeldørreden slet ikke er en ørred, men en røding. De lyse pletter på den mørke baggrund afslører dette slægtskab.

Kildeørreden findes kun naturligt i den nordøstlige del af Nordamerika. Det er en langsomt voksende og koldtvandselskende laksefisk, som desværre er udryddet de fleste steder i det nordøstlige USA.

Kildeørreden kan kun vanskeligt kunne tåle den massive skovfældning, som har medført større indstråling fra solen og dermed kritisk høje vandtemperaturer. Den har ligeledes haft meget svært ved at klare konkurrencen med den indførte og langt mere aggressive europæiske ørred.

I dag findes der kun sunde bestande af kildeørreder i det nordøstlige Canada, hvor man er meget glade for fisken, som jo har spillet en utroligt stor rolle i det nordamerikanske sportsfiskeris tidlige udvikling. Det var jo kildeørreden, som de tidligste fluefiskere kastede deres fluer til – hverken bækørreder eller regnbueørreder.

Selv under gunstige betingelser bliver kildeørreden sjældent ret stor. Fisk på over kiloet regnes derfor som store. Men enkelte steder i Labradors vidtstrakte ødemarker findes bestande, hvor kildeørrederne regelmæssigt når vægte på både 2, 3 og 4 kg.

Det er tilfældet i Minipi, hvor de store kildeørreder skyldes en heldig kombination af flere faktorer. Dels er vandtemperaturen i dette lavvandede søsystem forbløffende høj i sommermånederne, hvor en temperatur på omkring 15 grader sikrer en optimal vækst. Og dels er der masser af føde i form af et veludviklet insektliv samt massive proteintilskud i form af mus og lemminger, der regelmæssigt havner i vandet.

Endelig er der en stor bestand af gedder, som hele tiden sørger for, at kun de største og hurtigst voksende kildeørreder klarer sig helskindet igennem. Gedderne udgør således en meget vigtg del af dette økosystem, selv om de lokalt har et dårligt ry som glubske ørredspisere. Uden gedderne ville der være endog meget langt mellem de store kildeørreder.

Steelhead

Stilehavslaksene er udførligt omtalt under Alaska, hvor det er nøjagtig de samme fem arter, som forekommer. Det samme gælder den havvandrende regnbueørred, steelhead’en, som dog bliver langt større i British Columbia – Canadas stillehavsprovins – end i selve Alaska.

I vandsystemer som den store Skeena River med tilløb er det således almindeligt, at der fanges havvandrende regnbueørreder på mere end 10 kg. Fisk på op til 15 kg forekommer.

Det er typisk ikke i selve det grumsede hovedløb, at disse store steelheads fanges. Det er især i klarvandede tilløb som Babine, Copper, Kispiox og Sustut River, at de helt store steelheads landes.

Labrador og Newfoundland byder på et væld af produktive elve med en god bestand af atlanterhavslaksen Salmo salar. Det samme gør naboprovinsen Quebec, hvor interessen især samler sig om den store George og den mindre Whale River, der begge løber mod nord og udmunder i Ungava Bay. Længere mod syd, i selve Labrador, løber den lange Eagle River, som nok er den mest kendte af lakseelvene her.

Såvel øen Newfoundland som halvøen Nova Scotia byder på adskillige, men i regelen mindre lakseelve med svingende fiskeri. Vi skal helt ind på fastlandet – til provinsen New Brunswick – for at finde de virkelige lakseklassikere i Canada. Det er verdensberømte floder som Matapedia, Restigouche og så naturligvis den lange og smukke Miramichi, der har lagt ryg til mange af de moderne laksefluer, vi kender i dag.

Fiskemetoder

Canada er på mange måder under indflydelse af englænderne og stadig medlem af Commonwealth. Fiskeri med stang og line er derfor ofte synonymt med fluefiskeri, som mange steder er den eneste tilladte fiskeform.

Vil man efterstræbe kildeørrederne, er fluefiskeri det eneste tilladte. Til fluefiskeri med tørflue og nymfe egner stænger på 8-9 fod klasse 5-6 sig godt, mens brugen af streamer og museflue kræver klasse 7-8 grej. Der er sjældent brug for andet end flydende line.

Fluefiskeriet er naturligvis mest udbredt i den østlige del af Canada, hvor indflydelsen fra England er størst. Her er det primært atlanterhavslaksen, man efterstræber – med tohåndsflue, flydende line og små fluer fisket nær overfladen.

I vest mod Stillehavet er det langt mere almindeligt, at man spinnefisker i de store og ofte grumsede smeltevandselve, som findes her.

En speciel fiskemetode i de grumsede gletcherelve er brugen af en stor og roterende Spin-N-Glo i fluorescerende farver. Den parkeres på et strategisk rigtigt sted ude i strømmen, hvor den ligger fast og roterer på samme sted som en anden bundsnøre efter fladfisk.

Har man parkeret den rigtigt, står den og roterer i præcis den strømrende, som fiskene – det være sig laks eller ørreder – vandrer op langs. Stangen placeres solidt i en stangholder, og så er der ellers bare tilbage at vente på hugget. En effektiv metode, der slår alle andre i det grumsede vand.

En undtagelse er dog steelhead’en, der lige så gerne tager en flue – i hvert fald i mindre og mere klarvandede tilløb. Steelhead’en fanges mest på flue og fortrinsvis i september og oktober, hvor vinteren står for døren og hurtigt synkende liner derfor er nødvendige i det kolde vand. Dertil fluorescerende fluer, som syner godt i det mørke vand.

I et fåtal elve har man dog en tidlligere opgang af de såkaldte sommerfisk. De vandrer typisk op i elvene i juli og august, hvor vandet er langt varmere – hvor fiskene derfor kan lokkes til at stige til en højt præsenteret vådflue. I nogle tilfælde kan de sågar lokkes til at tage til en flydende flue – specielt hvis den fiskes stribende i overfladen som en anden Bomber til atlanterhavslaks.

Vil man have nærkontakt med en af de store amerikanske søørreder, skal der fiskes dybt – gerne med downrigger.

Saltvandsfiskeri

Stillehavslaks kommer – i modsætning til deres atlantiske slægtninge – meget hurtigt i dårlig forfatning, når de har forladt havet og er vandret op i elvene. Vil man fange fiskene, når de er allerbedst – i deres helt sølvblanke jagedragt – er der ingen vej uden om saltvandsfiskeri.

Traditionelt tyr man da til en metode, som kaldes “mooching”. Det er en metode, der især satser på store kongelaks, men som også fungerer til sølvlaks – de to suverænt vigtigste sportsfisk blandt stillehavslaksene.

Metoden går ud på at drifte med tidevandsstrømmen, mens en hel eller halv sild eller sildefilet langsomt fisker bag eller under båden – i den ønskede dybde. Grejet består af en lang stang med et simpelt centerpin-hjul, der mest af alt minder om et fluehjul. Fighten med den krogede laks minder derfor meget om fluefiskeri.

I de senere år er der opstået et mere specialiseret fiskeri efter stillehavslaksene, mens de er ud i havet. Ofte har man da base på en stor hotelbåd, som sejler rundt og ankrer op i de områder, som netop da byder på godt fiskeri. Det er typisk nær elvmundingerne, når opgangen er umiddelbart forestående.

Med sig har man et antal mindre joller, som så bruges til det aktive fiskeri, der ofte foregår med flue nær stenrev og tangskove. Enhånds stænger klasse 8-9 med et udvalg af liner fra flydende til hurtigt synkende klarer det meste – langstrakte bucktails i sølv, hvidt, blåt og grønt fuldender udstyret.

Fiskesæsoner

Fiskesæsonen i Canada strækker sig som i Alaska fra juni til september. Det tidligste fiskeri sker efter nystegne kongelaks og amerikanske søørreder – det seneste efter sølvlaks og steelhead. Sidstnævnte kan forlænge sæsonen til helt ind i oktober.

Alaska: – Hvor og hvornår?

Alaska byder på et hav af gode fiskevande. Der er elve og søer overalt, og der er fisk i dem alle. Men de rigtigt produktive vande er der også her langt imellem.

Man skal være klar over, at der er to forskellige slags Alaska: Det sydlige, som ligger nede vest for Canada. Og så det “rigtige” Alaska, der ligger længst mod vest – kun adskilt fra Rusland af det smalle Bering stræde.

Fiskemæssigt adskiller de sig på flere måder. Det sydlige Alaska minder på mange måder om British Columbia – af udseende såvel som rent fiskemæssigt. Her er det laks og steelheads, som er det primære bytte. I store og uklare vandsystemer som eksempelvis Skeena og Nass, hvis klarvandede tilløb er de foretrukne blandt fluefiskere.

I det nordlige Alaska finder man den største fiskemæssige diversitet. Her vrimler det med såvel laks af alle slags som regnbueørreder, fjeldørreder og stallinger. Ofte finder man samtlige arter inden for ét og samme vandsystem – med mulighed for at vælge mellem store og små fisk, laks eller ørreder, fluefiskeri eller spinnefiskeri.

Går man efter den størst mulige diversitet, er der ingen vej uden om vandene ved den store Iliamna sø og den vulkansk aktive Katmai nationalpark.

Typisk finder man sølvlaks og fjeldørreder længst mod nord, hvor de øvrige arter tynder ud og til sidst forsvinder helt. De største kongelaks finder man på Kenai halvøen, hvor elven af samme navn regelmæssigt producerer verdens suverænt største chinook laks – fisk på over 30 kg!

Fiskearter

I Atlanterhavet findes kun én lakseart, nemlig atlanterhavslaksen Salmo salar. I Stillehavet er det langt mere kompliceret. Her har man nemlig hele seks forskellige laksearter, som hver især er meget forskellige:

Kongelaksen Oncorhynchus tshawytscha er med en gennemsnitsvægt på 10-12 kg den suverænt største af alle stillehavslaksene.

Med en vægt, der i sjældne tilfælde kan nå både 30 og 40 kg er kongelaksen en meget attraktiv sportsfisk, der årligt omsætter store summer i det vestlige USA, Canada og Alaska.

Den kaldes også “chinook”, hvilket er indianernes betegnelse for den milde forårsvind, der ofte varsler kongelaksens komme. Kongelaksen er nemlig den af stillehavslaksene, der tidligst påbegynder sin vandring op i floderne – ofte i juni måned.

Sølvlaksen Oncorhynchus kisutch er nok den smukkeste af alle stillehavslaksene – dertil den, der af udseende minder mest om atlanterhavslaksen.

Sølvlaksen, som på indiansk kaldes “coho”, er en sand sprinter, der med sine mange og høje spring giver sportsfiskeren rigeligt at se til. Den kan veje op mod 10 kg, men bliver i regelen kun halvt så stor.

Sølvlaksen er den af stillehavslaksene, der sidst står op i de vestvendte amerikanske floder. Den har tilmed en nordligere udbredelse end kongelaksen og vandrer typisk først op i floderne i august-september.

Sockeyelaksen Oncorhynchus nerka er den kommercielt vigtigste af stillehavslaksene, da dens kød er uhyre rødt og fedtholdigt. Faktisk bevarer den sin indbydende røde farve, selv når den er henkogt på dåse!

“Indianerlaksen”, som sockeyelaksen også kaldes, er den, de fleste har set farve vandet rødt i filmreportager fra Alaska. Den bliver sjældent større end 5 kg, men hannerne er meget markante med deres højrøde kroppe og irgrønne hoveder.

Den røde laks udmærker sig ved en meget specialiseret levevis, hvor yngel og ungfisk altid vokser op i søer. Her kan de nemlig filtrere plankton med deres tætte gællegitterstave. På denne måde indtager de en markant økologisk niche, som de ikke behøver dele med andre stillehavslaks.

Ude i havet fortsætter den røde laks sin specialisering. Hvor de øvrige laks i vid udstrækning frådser i stimerne af småfisk, holder den røde laks sig næsten udelukkende til en diæt af små krebsdyr.

For sportsfiskeren betyder dette, at der skal små fluer på forfanget. Blink, spinnere og woblere interesserer overhovedet ikke den røde laks.

Pukkellaksen Oncorhynchus gorbuscha er mange steder den talrigeste af stillehavslaksene – dertil en af de mest karakteristiske af udseende.

Pukkellaksen kendes let på de farvede hanners pukkelryggede facon. Hunnerne derimod bibeholder deres torpedoform fra havet. Pukkellaks vejer sjældent over 3 kg, men er til gengæld uhyre talrige – nogle steder specielt i ulige år.

Hundelaksen Oncorhynchus keta kaldes også for “dog salmon”, “chum” eller “calico”. Den kendes på sit frygtindgydende udseende, når den har forladt saltvandet og er gået op i vandløbene. Den får da markante tigerstriber på siderne og hundelignende kæber med sylespidse, udstående tænder.

Hundelaksen er karakteristisk ved, at dens yngel tåler saltvand på et meget tidligt tidspunkt i tilværelsen. Den smoltificerer ikke som de øvrige laks og fødes derfor ofte meget langt nede i vandsystemerne.

Kirsebærlaksen Oncorhynchus masou er den mindste og mest eksotiske af stillehavslaksene, idet den kun findes på den asiatiske side af Stillehavet. Det poetiske navn skyldes, at kirsebærlaksene i Japan og Korea vandrer op fra havet, når kirsebærtræerne blomstrer.

Dødelighed på 110%

Alle stillehavslaksene er sølvblanke i havet, hvor de som opvoksende ungfisk kan være svære at skelne fra hinanden. Alle dør de uden undtagelse efter gydningen – et fænomen, der kan forekomme uforståeligt og virke som et utroligt spild af ressurser.

Imidlertid er der i stedet tale om en høj grad af specialisering. De fleste lakseelve højt mod nord er meget næringsfattige og byder derfor lakseyngelen på en sparsom fødemængde. Men de mange tusinde døde laksekroppe gøder vandene, som på denne måde bliver langt mere næringsrige, og som derfor byder afkommet på stærkt forbedrede forhold. Man kan uden overdrivelse sige, at forældrene her ofrer sig 100% for deres afkom!

Stillehavslaksene kommer hurtigt i en dårlig forfatning, når de forlader havet, men de klarer alligevel den lange vandring op til gydepladserne. Ofte er de allerede begyndt at gå i opløsning under legen, fyldt med skimmelsvamp.

Værst er det med pukkellaks og hundelaks, som meget hurtigt kommer i dårlig kondition. Bedst er det med kongelaks og sølvlaks, som selv i fremskreden gydedragt er værdige modstandere for sportsfiskeren.

Andre laksefisk

Ud over laksene findes der i Alaskas floder og søer flere andre laksefisk, som alle nyder godt af først de gydende og siden de døde stillehavslaks. Dels æder de overskydende rogn under gydningen, og dels æder de løs af de rådnende laksekroppe efter gydningen. Intet går til spilde.

Alaska er især kendt for sine stærke regnbueørreder, der flere steder vandrer ud i søerne og vokser sig store – op til 10 kg tunge. Et fåtal vandsystemer byder på “steelheads” – havvandrende regnbueørreder, som dog i Alaska ikke når nær samme størrelser som længere sydpå i British Columbia.

Mange steder findes arktiske stallinger – Thymallus arcticus – som adskiller sig fra vor egen europæiske stalling ved at have en større rygfinne og små tænder i munden. Det er endog meget fine sportsfisk, som gerne stiger langt efter en vel præsenteret tørflue.

Endelig findes der både fjeldørreder – Salvelinus alpinus – og den lokale “Dolly Varden” – Salvelinus malma. Begge fine sportsfisk, som dog lokalt ikke rangerer på højde med regnbueørreden.

Mest eksotisk blandt Alaska’s mange sportsfisk er den store “inconnu” – på latin Stenodus leucichthys. Det er en kæmpestor laksefisk af helt-familien, der findes cirkumpolart over hele den nordlige halvkugle. Der er tale om fisk, som kan veje op til 40 kg ved en længde af 150 cm. Fiskene kan da være mere end 20 år gamle.

Inconnu’en kaldes også for “sheefish” og er en sjælden, men fremragende sportsfisk, som ikke mange hvide mennesker har stiftet bekendtskab med. Den er kendt for sine høje spring under fighten.

Fiskesæsoner

Fiskesæsonen i Alaska starter typisk efter isgang og snesmeltning i juni måned, som derfor kan være noget ustabil rent fiskemæssigt.

Interessen samler sig ofte om regnbueørreden, som da netop har leget færdig, og som derfor er sulten. Mange fisk holder stadig til i de mindre elve, hvor de har gydt, og her er de et godt bytte for fluefiskeren.

Sidst i juni og først i juli ankommer kongelaksen. Den efterfølges af først sockeyelaksen, siden pukkellaksen og sidst hundelaksen, der alle typisk går op i løbet af juli måned. Mens laksene leger, ses regnbuer, stallinger og fjeldørreder som skygger bag gydebankerne, hvor de fylder sig med overskydende rogn.

Sidst i august ankommer så de første sølvlaks, hvis opgang fortsætter et godt stykke ind i september. Her afløses de – hvor de ellers forekommer – af steelheads, havvandrende regnbueørreder, som er fiskebare et godt stykke ind i oktober. Hvis vejret altså tillader, at man overhovedet kan komme ud efter dem. Det er sjældent tilfældet i Alaska…

Fiskemetoder

Stillehavslaksene er – modsat atlanterhavslaksen – kun sjældent villige til at stige til overfladen efter en flue. Sølvlaksen er i den forbindelse en markant undtagelse. Reglen er, at man skal helt ned til bunden med sine agn, hvis man vil have hug af stillehavslaks.

For fluefiskeren er det derfor af største vigtighed at have et godt sortiment af synkeliner med i bagagen – dertil rigeligt med vægtbelastede fluer i æsken. Farver som fluorød og fluogrøn er klassikere til kongelaks og sølvlaks.

En 9-10 fods enhåndsstang klasse 7-8 rækker til det meste fiskeri efter sølvlaks og de øvrige mindre arter. Den ideelle flueline er flydende med udskiftelige spidser, så man kan variere fiskedybden efter forholdene. Målrettet fluefiskeri efter kongelaks kræver kraftige 9 fods enhåndsstænger klasse 9-10 eller 13-14 fods tohåndsstænger klasse 10-11.

En 8-9 fods spinnestang med en kastevægt på 10-30 gram er et godt valg til fiskeri efter sølvlaks – gerne monteret med fastspolehjul og 0.25-0.30 mm line. Kongelaksen kræver anderledes svært grej – i form af 9-10 fods stænger med en kastevægt på 20-50 gram. Hertil bedst et robust multihjul fyldt op med 0.35-0.40 mm line.

Roterende bladspinnere såsom Mepps og Vibrax er velfangende, når det gælder sølvlaks. Standarden til alt spinnefiskeri efter både sølvlaks og kongelaks er imidlertid kompakte Pixie Spoons med plastindsats i flourøde og fluogrønne farver. Dem bør man altid medbringe gode forsyninger af. Et andet sikkert bud er en fluorescerende og roterende Spin’N Glo, der som en anden bundsnøre placeres ude i en strømrende, hvor fiskene vandrer.

Stillehavslaksene byder indirekte på et uhyre spændende fluefiskeri, når de står på gydepladserne. Da har regnbuer, fjeldørreder og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydepladserne – i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende og overskydende lakserogn.

De rognædende fisk ses da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges på små “Glo Bugs” og lignende rognfluer, som på bedste nymfemanér fiskes “dead drift” på en flydeline og et langt forfang. Et spændende fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.

Når så laksene har overstået deres leg og er døde, da vil man kunne score mange flotte fisk på de såkaldte “Flesh Flies” – hvide og gullige fluer á la “Bunnies”, som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende, for de øvrige laksefisk elsker døde laks!

Endelig kan Alaska byde på et til tider glimrende tørfluefiskeri efter stallinger og regnbuer i gode størrelser. Sidstnævnte holder også meget af hjortehårsmus. Specielt store regnbuer i små strømvande kan helt have specialiseret sig på en nærende diæt af mus og lemminger, der ved et tilfælde havner i vandet.

Det bedste fiskeri har man under sådanne forhold i små elve med udhulede og græsklædte bredder. Det er altid fascinerende at se store regnbuer jagte små mus i hidsige udfald fra brinken. De kommer ud med en stor bølge efter sig!

Målrettet fluefiskeri efter stalling, fjeldørred og regnbue sker bedst med let fluegrej klasse 5-6, flydende line – gerne med udskiftelige spidser i forskellig synkehastighed – og et godt sortiment af Wooly Buggers, Glo Bugs og højtflydende tørfluer á la Stimulator og Goofus Bug.

Spinnefiskeren bør medbringe let enhåndsgrej i form af 6-7 fods stænger med en kastevægt på 5-10 gram. Hertil et lille fastspolehjul fyldt op med 0.20 mm line. Roterende bladspinnere fanger godt.

Rognfluer – ikke kun til regnbuer!

Hotte rognfluer i vinterkoldt vand

Mange fluefiskere har siden sæsonafslutningen i november set frem til den nye sæsonstart ved åerne i januar. Her går det officielle startskud den 16. januar, mens man dog nogle steder frivilligt har udskudt premieren til den “gamle” sæsonstart, som fandt sted den 1. marts.

Vandet er i regelen højt her først på året og kun sjældent klart. Det er derfor alfa og omega, at man får sin flue ned til fiskene, der bestemt ikke vil op til dem i det kolde vand. Det er deres stofskifte helt enkelt for lavt til. Fisk er jo vekselvarme skabninger og dermed helt underlagt vandtemperaturen.

Fluerne skal således i dybet her først på sæsonen, og af samme grund må de meget gerne være farvestrålende, så fiskene kan få øje på dem i det mørke vand. Fluorescerende farver er derfor et rigtig godt bud på en velfangende premiereflue, og amerikanske rognfluer hører til de allerbedste – også i lille Danmark!

Skykomish Sunrise

Alaska august 1976. Dream Creek ved udløbet i Gibraltar Lake. Sockeyelaksene er kommet og fylder fysisk næsten hele mundingen op og farver vandet postkasserødt. Et imponerende skue, men også irriterende. Irriterende, fordi laksene har lokket flere grizzlybjørne til. Irriterende, fordi laksene helt har fortrængt de regnbueørreder, som i ugerne op til dette har haft vor fulde opmærksomhed. Regnbuer på 1-2 kg, der villigt steg til vore frit drivende tørfluer.

Men nu var de væk – fordrevet af rødlaksene, som i tusindvis havde gjort deres indtog. De måtte dog stadig være et sted i nærheden – længst ude bag laksene, eksempelvis. På udkig efter den lakserogn, der måtte komme før eller senere. Den lakserogn og de laks, som hele naturen i Alaska er forprogrammeret til og baseret på. Bjørnene lever af de nys ankomne laks, af de gydende laks og af de døende og døde laks efter gydningen. Det samme gør rovfugle og rovfisk. Ingen stllehavslaks overlever gydningen.

Jeg sætter en fluorød Skykomish Sunrise str. 6 på forfanget og lægger et langt kast ud bag laksene. Der er hug med det samme. Af en ilter regnbue i 2-3 kg’s klassen, som dog hurtigt river sig løs i et højt spring. Pokkers!

Få kast senere er der bud efter fluen igen, og denne gang sidder krogen. Efter to megalange udløb og en snes fantastiske spring er fisken mør og lader sig strande. 4 kg rent sølv fra Alaskas vildmark. En finere fisk får man ikke. Og så taget på en steelheadflue, der dybest set efterligner en lille klat lakserogn.

Iliamna Pinkie

Gibraltar Lake ligger ved den kolossale Iliamna Lake, der er en af verdens største ferskvandssøer. Søen ligger i Alaska, hvor den huser i millioner af stillehavslaks, regnbuer, rødinger og stallinger i sine utallige tilløb. En af de helt store attraktioner er det årlige skue, hvor stillehavslaksene leger, mens regnbuer, rødinger og stallinger liner op bag gydebankerne for at frådse i overskydende rogn.

Længe har fiskerne her brugt en klassisk steelheadflue som Glo Bug til at fange disse rognædende fisk. Men dels er det en flue, som er udtænkt til spinnefiskeri, og dels er den lidt besværlig at binde. Og hvorfor gøre tingene sværere end højst nødvendigt?

Det må være sådanne tanker, der førte til fluen “Iliamna Pinkie”, som kandiderer til at være verdens enkleste flue. Jeg kan i hvert fald ikke forestille mig nogen flue, der er enklere at binde. Den består nemlig blot at nogle få tørn chenille om en kortskaftet krog. Med eller uden vægtbelastning under chenillen.

Iliamna Pinkie efterligner et enkelt lille rognkorn – stik modsat de større rognfluer som eksempelvis Bright Roe, der efterligner en hel klase rogn. Det betyder, at Iliamna Pinkies kan fiskes på meget let grej – gerne klasse 5-6, hvilket naturligvis gør fornøjelsen så meget større.

Opstrøms med flydeline

Der er grundlæggende to måder, man kan fiske sine rognfluer på: Opstrøms med flydeline eller nedstrøms med synkeline.

Iliamna Pinkies er ideelle til let opstrøms fiskeri, der i bund og grund er det samme som almindeligt nymfefiskeri efter ørred og stalling. På denne årstid er vort bytte blot de farvede steelheads og sølvblanke grønlændere, der er i åen netop nu. Regnbueørreden er jo en forårsgyder og derfor i gydedragt på denne årstid. Den er derfor ikke meget værd som spisefisk, hvorfor man lige så godt kan genudsætte dem efter fangst og fotografering. Farverne på sider og gællelåg fejler jo absolut intet!

Grønlænderne derimod er i topkondition netop nu. De er sølvblanke og velnærede efter et års ophold i havet. Mange er desværre under mindstemålet og må derfor genudsættes. Et fåtal holder målet godt og vel, og de er et bytte i den absolutte topklasse. En kilostor grønlænder på let fluegrej er altid en fangst, der luner – og så ikke mindst lige nu, hvor vinterkulden bider.

Nedstrøms med synkeline

Opstrøms fiskeri med let grej og flydeline kræver, at vandet hverken er for dybt eller uklart. Ellers når man ikke ned til fiskene, der ikke ser de små fluer. Er vandløbet stort og vandet dybt, må der anderledes grejer til. Da væbner man sig i stedet med klasse 7-8 grej og hurtigt synkende liner med et kort forfang. Det korte forfang – ikke mere end 6 fod langt, og i ekstreme situationer er 3 fod sågar at foretrække – sikrer, at strømpresset på forfanget ikke bærer fluen op i vandet og væk fra fiskene.

Kastene lægges skråt nedstrøms til modsatte bred. Jo længere kast desto langsommere vil fluen drive over åen, og desto dybere vil den nå ned. Fir gerne et par meter ekstra løsline ud efter kastet, så fluen får ekstra tid til at synke, inden linen strammer op.

Lad fluen svinge helt ind under egen bred, og lad den gerne stå stille her i et lille stykke tid, inden linen tages ind til et nyt kast. Ofte betaler det sig at lade fluen hænge i længere tid – eventuelt fire ekstra line ud – så fluen når helt ned og fiskene får tid til at opdage og tage den. Eneste ulempe ved dette direkte nedstrøms fiskeri er, at man ikke kroger fiskene så godt og sikkert som ved opstrøms fiskeri. En vis tabsprocent må man derfor regne med. Men det er jo altid bedre at tabe en fisk – end slet ikke at få nogen på krogen.

Det luner altid i vinterkulden, når det napper i dybet!

Havørreder langs iskanten

Risengrød og grødis…

Kulde og kystørreder er for mig uløseligt sammenknyttet. Når julesulet og nytårsfrokosten er vel fortæret, er det næsten livsnødvendigt med en tur på kysten for at få luftet fluestangen og få rystet julemanden af sig. Næppe på noget andet tidspunkt er luften så frisk og skarp som efter jule- og nytårsfrokosterne! Og februar er statistisk set årets koldeste måned. Brrrr….

Klædt på til lejligheden

“Det er koldt, og man må gå sig varm” står der i julesangen, men den mulighed har fluefiskeren kun sjældent her i vinterkulden. Her skal der i stedet neopren til – gerne 5 mm – hvis man skal kunne udstå kulden i flere timer i træk. Hvilket meget vel kan blive nødvendigt. I det vinterkolde vand lader havørrederne sig nemlig ikke hundse med. Deres stofskifte er på laveste blus, og fluerne skal derfor fiskes langsomt gennem vandet.

Men det er netop en af de ting, som fluefiskeren kan gøre bedre end sine spinnefiskende kolleger – fiske sit agn så langsomt, at det næsten går i stå. Bevares, spinnefiskeren kan komme ned i næsten samme tempo med Bombardaflåd og flue, men på kort hold er det stadig fluestangen og det “ægte” fluefiskeri, der fører an. Og helt specielt gælder dette, dersom man har timet sin fisketur rigtigt og er ankommet, netop som isen går.

Islæg

Når vinterkulden sætter ind, sker der ting og sager med havørreden. De gydemodne havørreder har for længst forladt det salte miljø og er steget op i åerne, hvor se selv er født, og hvor gydningen skal ske. Det samme gælder mange grønlændere – små ikke-kønsmodne havørreder, som har tilbragt en enkelt sæson i havet, og som endnu ikke helt har nået mindstmålet på de 40 cm. Det samme gælder også flere af de såkaldte “overspringere – store havørreder, som af en eller anden grund har valgt at springe en gydning over.

Tilbage i havet er et mindre antal blanke havørreder af forskellig størrelse. Flest er der i de sydlige egne af Danmark, hvor saltholdigheden er lav, og hvor havørrederne derfor kan tåle vinterkulden selv i salt vand. Det er dem, kystfluefiskeren sætter sin lid til i vintermånederne – det sølvtøj, som lokker fiskeren op af den bløde lænestol og ud i vinterkulden.

Bliver vinteren rigtig kold, presses fiskene ind i bunden af fjordene, hvor saltholdigheden er lavest – ja, nærmest fersk. Herinde overvintrer en stor del af fiskene. En anden del vælger en anden strategi. De stikker i stedet ud på dybt vand, hvor saltholdigheden ganske vist er større, men hvor vandet så til gengæld er tilpas varmt.
De sidste er naturlighvis uden interesse for kystfluefiskeren, der i stedet koncentrerer interessen om de overvintrende havørreder i de ferske inderfjorde.

Vinterpladser

Fiskeribiologerne ved, at havørred, søørred og bækørred er én og samme art – ørreder, som blot lever i forskellige miljøer. Fluefiskerne ved, at fælles for alle disse ørreder er, at de holder af “tag over hovedet”, hvor dette er muligt. I åerne placerer disse ørreder sig altid inde under beskyttende brinker, hvor de i bogstaveligste forstand har tag over hovedet. Det er sky fisk, som gemmer sig bedst muligt – i dagtimerne. Først om natten kommer de frit frem og stiller sig på de lave vand i svingenes inderside.

På dette område adskiller ørrederne sig således helt fra regnbuer og stallinger, der holder af at stå frit fremme i strømmen – uden noget beskyttende tag over hovedet. Pudsigt nok holder dette også stik i havet – når ellers lejligheden byder sig. Det gør den på ét ganske bestemt tidspunkt, som ikke forekommer hvert år: Ved isgang.

Isgang kræver naturligvis islæg – at vinteren bliver så kold, at vandet fryser til. Heldigvis sker dette næsten hver vinter – trods stedse højere vintertemperaturer. Det drejer sig jo her om de næsten helt ferske inderfjorde, som ganske let fryser til. Efter blot nogle få dage med hård frost og stille vejr lægger isen sit beskyttende lag over disse steder, hvor havørrederne overvintrer.

Når så vinteren er ved at miste sit greb – typisk i februar eller marts – bryder isen op. Den hjælpes i regelen på vej af vinden, som skubber den tynde, brudte is op i vindsiden. Ofte kan man opleve, at isgangen sker på en enkelt dag. Pludselig en dag går der hul på isen, som så skubbes væk af den milde sydvestenvind.

Fiskeri langs iskanten

Rammer man rigtigt, kan man opleve et næsten guddommeligt fiskeri ved en sådan isgang. Havørrederne, som mere eller mindre har stået i dvale under isen, fornemmer straks foråret. Selv temperaturstigninger på brøkdele af en grad kan vække vintertræge havørreder til live!

Og nu kommer så det helt sublime: Fluefiskeri langs iskanten. Det er netop da, at havørrederne viser deres sande ørred-jeg: At de også holder af tag over hovedet i hav og fjord. Ikke kun i åen. Det gælder nu om at opsøge selve iskanten, hvor havørrederne meget gerne går – med isen liggende som en tryg beskyttelse mod fjender ovenfra.

Nu gælder det så om at fiske sine fluer så tæt på iskanten som muligt. Flere gange har jeg oplevet havørreder, som har kastet sig hidsigt over fluen, der kom dumpende ned i hovedet på dem – kastet op på selve isen og siden trukket ned i vandet med linen. Visuelt fiskeri, når det er bedst, og som sjældent kan opleves på andre årstider!

Vinterfluer

Fluemønsteret er sjældent af større betydning. Fiskene er sultne efter den lange kuldeperiode og tager, hvad der byder sig. Selv fisker jeg helst med en rødgul Mickey Finn, som har taget mange havørreder for mig. Eller et fluorødt Juletræ.Farver skal der ubetinget til her i vinterkulden!

Børsteorm med bid i

Havørredernes jordbærsæson

Marts er måneden, hvor kystfluefiskeren kan opleve en af årets helt store højtider: Sværmningen af børsteorme.

På denne årstid er der ikke megen føde i vandet, og havørrederne er naturligvis sultne. De er derfor i høj grad til at fange – hvis ellers man kan finde dem. Vi har jo mere end 7.000 km kystlinje at vælge imellem herhjemme…

Det er tilsyneladende månefasen, som sammen med vandtemperaturen og daglængden styrer børsteormenes forunderlige sværmning. Er vandtemperaturen tilstrækkeligt høj – fra 4 til 6 grader de fleste steder – er det bestemt værd at kigge i almanakken for at se, hvornår der er fuldmåne og nymåne.

For det er dér, man har de største chancer for at opleve havørrederne gå helt bananas – i et orgie af sværmende børsteorme, der hver især repræsenterer en ren proteinbombe af letfanget mad for en sulten havørred!

Miljøkatastrofe…

Så godt som hvert år i marts oplever miljømyndighederne landet over, at velmenende og bekymrede borgere ringer ind og melder om miljøkatastrofer. De har nemlig observeret massive mængder af døde børsteorm, som er drevet ind på kysten.

Myndighederne kan dog hvert år berolige dem med, at de blot har været vidne til et af naturens store skuespil – sværmningen af børsteorme. Månefase og vandtemperatur synkroniserer sværmningen, så alle orm i et område forlader deres huller i bunden samtidig. Vind og strøm sørger siden for, at de driver sammen – og til tider i land på bestemte, afgrænsede steder.

Fiskene kender deres besøgelsestid – fuglene ligeså. Det sidste kan man som kystfluefisker have megen glæde af at holde øje med. Slår fuglene regelmæssigt ned et sted i marts, er der gode chancer for, at de har fundet børsteormene. Og så er der lige så gode chancer for, at havørrederne også har fundet dem – og kan fanges!

“Børsteorm” er en samlebetegnelse for en lang række saltvandsorm – heiblandt både den almindelige sandorm, som alle kender, og de noget mere barske arter af Nereis-slægten.

“Nereider” kaldes sidstnævnte ofte under skyldig hensyntagen til deres latinske slægtsnavn. “Sandigler” er et andet og mere folkeligt navn, som imidlertid ikke holder vand. Igler er børsteormene definitivt ikke, men nereiderne har en levevis, der med lidt fantasi godt kan lede tankerne hen på de blodsugende igler. Nereider er nemlig grådige rovdyr med stærke kæber, som de kan bide med! Det ved enhver fladfisker, som har prøvet at sætte én på krogen…

Sandormen lever det meste af sit liv dybt nedgravet i sandet, hvorfor den ikke er noget almindeligt fødeemne for en fisk som havørreden. Det er derimod nereiderne, som også lever nedgravet i bunden, men som ofte forlader denne for at jage aktivt i vandet omkring hullet. Og da ender de ofte i en havørredmave!

Sværmningen

Dette gælder året igennem, men det er naturligvis specielt i det tidlige forår, at havørrederne har mulighed for at fylde maven med letfangede børsteorm. Det sker som sagt, når nereiderne forlader deres huller for at sværme i overfladevandet. Inden da har ormene undergået en metamorfose, hvor de har udviklet lange svømmebørster, som sætter dem i stand til at forlade bunden og søge op i overfladevandet – når månen kalder til samling.

Her “sværmer” de, siger man, selv om det er en noget misvisende betegnelse. Som på kommando revner alle børsteormene, hvorved deres kønsprodukter frigives til vandet. Herefter synker de livløse legemer til bunds, hvor de mest af alt minder om våde stykker cigaretpapir. Ser man sådanne stykker drive omkring, da ved man, at man er kommet for sent – til dét års børsteormekalas! Så er der et helt år til det næste…

Lange og slanke fluer

Der er bundet mange og meget nøjagtige imitationer af de sværmende børsteorm, og alle disse fluer fanger da også fisk. For ormekalaset er årets første virkelige fødeorgie for de vintersultne havørreder, som derfor guffer alt i sig, der måtte komme forbi dem. Naturligvis også de nøjagtige imitationer!

Men i virkeligheden er det aldeles unødvendigt at gå så videnskabeligt til værks. I virkelighedens verden fungerer en lang række andre fluer mindst lige så godt – hvis ikke bedre. De nøjagtige ormeimitationer har nemlig mange begrænsninger. Dels er de besværlige at binde, og dels bliver de ofte klodsede og uhåndterlige at kaste med.

Selv bandt jeg mine første Juletræer som mere eller mindre impressionistiske efterligninger af sværmende børsteorme, og de fanger godt, når ormene ringler rundt i overfladevandet. I dag bruger jeg lige så gerne diverse buskede Woolly Buggers, når børsteormene sværmer ved kysten. De er lette at binde, kaster godt og fisker om muligt endnu bedre.

Næppe nogen anden fluetype har en så levende gang gennem vandet – noget, både jeg og havørrederne hele tiden falder for. Sort er en effektiv farve, som fanger fisk overalt – oliven ligeledes, da flere ormearter netop er olivenfarvede. Mange almindelige nereider er blå af farve, og lilla Woolly Buggers er derfor også et godt bud her i marts måned!

Højsæson for havørreder

Kysten kalder

Der kan fanges havørreder langs de danske kyster året rundt, men statistisk set er det uden for diskussion, hvornår der fanges flest: Det gør der nemlig altid i april!

Under forarbejdet til min store bog “Havørred” på Gyldendal havde jeg adgang til et meget stort statistisk materiale indsamlet gennem ti år af fiskemagasinet Fisk & Fri. Her havde jeg et fornemt kig ind i baggrunden bag ikke færre end 1.083 danske havørreder større end 4 kg fanget i danske åer og ved danske kyster.

Et uhyre spændende materiale, som kunne fortælle mangt og meget om dansk havørredfiskeri. Blandt andet hvornår man havde de bedste fangstchancer, og hvad der var bedst at fiske med.

Af dette materiale fremgik det overbevisende, at april ar årets store kystmåned, hvad havørreder angår. I april fanges der således dobbelt så mange havørreder som i maj og 25% flere end i marts.

Hertil skal så lægges, at der i marts er langt flere magre nedfaldsfisk imellem end i april, hvor de fleste er blanke og ved godt huld. Vil man fange en flot blank havørred på sin fluestang fra kysten, så er det nu – i april – man skal afsted. Der er ingen tid at spilde!

Vandtemperaturen perfekt

Der er flere gode grunde til, at april er årets topmåned ved de danske kyster. Den nok vigtigste er vandtemperaturen, som normalt ligger mellem 4 og 8 grader i april. Koldt, men varmt nok til, at havørreden stortrives i det. Og stadig så koldt, at kystvandet ikke vrimler med fødeemner som senere på året.

Dette i kombination gør havørrederne letfangede i april – i hvert fald sammenlignet med senere på året, hvor havørrederne er velnærede og har rigeligt med fødeemner at vælge og vrage imellem.

Kystvandet har nu en temperatur, som gør, at havørrederne kan jage aktivt dagen igennem – i bunden af de brakke inderfjorde såvel som ude på mere åbent hav. Mange steder foregår der hvert forår en udvandring af havørreder fra de lukkede fjorde til åbent hav.

Dette udtræk foregår typisk netop nu – i april – hvor vandtemperaturen for første gang i året tillader, at havørrederne opsøger helt salt vand. Er vandet koldere end 3-4 grader, kan de ikke tåle fuld styrke saltvand. Da kan de ikke producere energi nok til at opretholde saltbalancen i salt vand. Havørreden er jo en fisk og dermed et vekselvarmt dyr, hvis kropstemperatur afhænger af og er lig med det omgivende vands.

En balanceakt

I det tidlige forår, når udtrækket fra fjordene står for døren, er vandtemperaturen stadig så lav, at den har indflydelse på fiskenes saltbalance. Da kan man i en lang og smal fjord med stor gennemstrømning – eksempelvis Randers Fjord – opleve, at havørrederne trækker ind og ud med tidevandet.

Når vandet falder ude i Kattegat, fosser det ferske vand fra Gudenåen ud gennem fjorden. Med det ferske vand følger havørrederne, som endnu ikke er klar til det helt store saltchok. Når vandet efterfølgende stiger igen, presses tungt og koldt saltvand ind i fjorden. Det kan havørrederne ikke lide, og de trækker derfor indefter igen!

Der er således tale om en meget dynamisk fiskeri på sådanne steder på denne tid af året – styret af vandtemperatur, saltholdighed – og tidevand. Det omvendte kan man opleve om sommeren, hvor vandtemperaturen er ved at være vel høj til havørrederne. Da vil man i stedet kunne møde havørrederne, når det salte og stigende vand bringer svale temperaturer ind til fiskene.

Men ellers er kystfiskeriet taknemmeligt her i april måned. Vandtemperaturen er perfekt, og fiskene jager aktivt døgnet rundt – i alle saltholdigheder og på alle vanddybder. Det er da også derfor, vi i regelen afholder vore kystfluekurser på Samsø i netop denne måned.

Det gælder således blot om at komme afsted med fluestangen. Fluemønsteret betyder ikke meget på denne årstid, hvor næsten alt fanger fisk. Blot man tror på det!

Geddegys og gydegedder

Geddegys på grundt vand

Der har igennem mange år været tradition for, at årets geddepremiere finder sted den 1. maj. Primært fordi loven freder gedden under gydningen i april, hvorfor gedden først igen er lovligt bytte den 1. maj.

Imidlertid holder dette langt fra altid stik. Ikke mindst vore store søer indeholder så store vandmasser, at de kun langsomt varmes op. Det betyder, at de store søer er koldere end de små, hvor gedderne derfor gyder tidligere – typisk i april, som loven foreskriver.

Men de store søer er i regelen så kolde, at mange gedder – hvis ikke de fleste – slet ikke har leget færdig til geddepremieren den 1. maj. De store hunner er da stadig fulde af rogn og burde derfor være fredet et godt stykke ind i maj.

Gydegedder

Vi fluefiskere har imidlertid de bedst tænkelige forudsætninger for at genudsætte disse store gydegedder skånsomt, så de kan gennemføre legen. Den foregår inde på ganske lavt vand – ofte sågar oversvømmede marker og enge – hvorfor det også er her, vi finder gedderne i maj. Både før, under og lige efter legen er gedderne samlet herinde, hvor de gerne tager en velpræsenteret flue. Hvis den altså er stor nok!

Men først skal de naturligvis fanges, og her er fluestangen noget nær det bedste bud i maj måned, hvor gedderne står på det laveste vand. Herinde er fluen suveræn, da den kan stå næsten stille på meget grundt vand – uden at sidde fast. De udgydte gedder bliver stående nær gydepladserne for en stund, hvor de glubsk kaster sig over alt, der bevæger sig.

De gedder, der endnu ikke har gydt, er lidt sværere at få i tale. De rogntunge hunner bevæger sig roligt omkring – sikkert for at undgå en abort i utide – og de kaster sig ikke over fluen med samme vildskab som de udgydte gedder. Her er det vigtigt, at fluen kan stå næsten stille i vandet foran snuden på dem. Så skal de nok hugge!

Der er kun én regel, når det gælder fluer til geddefiskeri: De skal være store! Alt under 10 cm har ingen interesse, hvis man er en stor gedde med mod på at blive større.

Til gengæld stilles der ikke mange andre krav til fluerne – blot skal de bindes så holdbart, at de kan holde til en tur mellem geddens tandbesatte kæber. Det er ingen spøg at blive gnubbet rundt mellem 8.000 små og store tænder, der alle er spidse… Så mange har en gedde nemlig, og tror man ikke på det, kan man jo selv tælle efter!

Geddefluer

Gode geddefluer har volumen uden at veje. Så kan man nemlig kaste selv store fluer på relativt let grej. Fluer bundet med strimler af kaninskind bevæger sig fint i vandet og fanger rigtig godt. Desværre suger de også vand og bliver meget tunge at kaste med. Meget større end 10 cm kan man derfor ikke binde disse kaninskindsfluer, førend de bliver for tunge at kaste med.

De helt store fluer må derfor bindes med materialer, som ikke suger vand, og her er de nye syntetiske plastmaterialer helt suveræne. Med dem kan man binde Flash-fluer på både 15 og 20 cm, som stadig kan kastes og fiskes. Som syner af rigtig meget nede i vandet, og som virkelig kan lokke gedder til hug.

Det ser næsten ud, som om der er en direkte proportionalitet mellem fluernes størrelse og geddernes. Forstået på den måde, at jo større flue desto større gedder fanger man. Næsten, for alt på 10 cm og derover kan lokke de helt store gedder i fordærv!

Geddehugget

Det er vigtigt at forstå, hvordan gedden opfører sig som rovfisk. Den er en sprinter af de bedste, men den klarer ikke distancen. Enten står den på lur mellem siv og åkander, hvorfra den gør pludselige udfald mod tilfældigt forbipasserende. Eller den går på jagt i mere åbent vand, hvor den sniger sig ind på sit bytte. Først når den har indstillet sigtet, fyrer den kanonen af – og rammer forbløffende ofte forbi!

Det er gedden klar over, og den gen optager derfor sjældent jagten, men opgiver. Den ved godt, at den ikke kan svømme byttet op – endsige fange det igen. Den har brug for overraskelsen, hvis dens jagt skal lykkes. Det betyder, at fluerne i regelen skal fiskes langsomt, hvis gedderne skal have tid til at hugge efter fluen – og ramme rigtigt!

Skulle du se en gedde følge efter din flue, er den interesseret, men har ikke fået indstillet sigtet endnu. Prøv at lade fluen “hænge” lidt i vandet, så gedden kan nå frem og fyre kanonen af. Hugget er så hurtigt, at man slet ikke når at registrere det. Der bliver blot et hul i vandet, og fluen er væk!

Noget traditionelt tilslag er der ikke tale om. Gedden bider til og holder fast. Faktisk drejer det sig nu om at vriste fluen fri af grebet, så krogspidsen kan få fæste. Det korrekte tilslag er derfor en sej opstramning af linen med hånden – uden den traditionelle hævning af stangspidsen.

Det er kun det direkte træk i linen, som kan vriste fluen fri og sikre, at krogspidsen finder fæste mellem de mange spidse tænder i den hårde kæft. Løfter man blot stangspidsen, bliver gedden kun undtagelsesvis kroget.

Genudsætning

Gedden er den største hjemlige fisk, som vi kan gøre os håb om at få på fluen. Verdens største kendte gedde – den berømte Loch Ken fisk på 30 kg fra 1772 – blev faktisk taget på flue. Ganske vist en usædvanlig sådan, som ikke blev kastet, men trukket bag en robåd. Fluen bestod nemlig af hele øjefjer fra påfuglen – et meget tidligt bevis på, at man må tænke stort, hvis man vil fange store fisk!

I Danmark er det aldeles realistisk at fange 10 kg’s gedder på flue og fluestang, og det faktum alene gør geddefluefiskeri til noget ganske særligt. Al respekt for laks og ørreder, men hvor tit er det nu lige, man passerer 10 kg’s mærket her?

Store gedder er gamle gedder, og gamle fisk skal man passe godt på. Det tager jo lang tid at lave en ny i den størrelse! De allerfleste geddefluefiskere praktiserer da også Catch & Release, når de fisker gedder. Noget, der nu heller ikke er så svært – med mindre man da lige er vild med fiskefrikadeller. Nogen god spisefisk er gedden ellers ikke. Dertil har den for mange ben på kryds og tværs i kødet.

Gabåbner og langkæbet krogløsertang er nødvendige rekvisitter, hvis man skånsomt skal afkroge og genudsætte disse tykmavede madammer. For hunner er de allesammen, de store gedder. Alt over 3 kg er efter al sandsynlighed hunfisk. Hannerne er og bliver de små i den familie!

Så Knæk og Bræk med de helt store, tunge og tandbesatte gedder på fluestangen.

Men pas godt på: Fluefiskeri efter gedder har det med at gå i blodet…

Majfluer – i juni

Vandranunklerne blomstrer og majfluerne sværmer

Der findes mange pudsigheder ude i vor forunderlige natur – nogle let forstået og andre tilsyneladende uforklarlige.

Set med fluefiskerøjne er det både interessant og påfaldende, at vårfluerne kulminerer om efteråret – ikke om foråret, som navnet ellers lader formode. På samme måde kan det undre, at et af fluefiskerens vigtigste og mest lovpriste insekter – den store majflue – primært sværmer i juni og ikke i maj.

Forklaringen er imidlertid ligetil – når man først kender den. I forbindelse med skiftet mellem den gamle julianske og den nuværende gregorianske kalender måtte man helt enkelt springe et antal dage over for at indhente de dage, man efterhånden havde tabt i forbindelse med den gamle og unøjagtige kalender.

Pavelig bekymring

Pave Gregorius var en klog mand med videnskabelige interesser. Han var klar over, at den gamle tidsregning fra kejser Julians regeringstid var ude af sync med den reelle astronomiske kalender. Med himmellegemernes vandring. Han beordrede derfor en kommission til at undersøge sagen og komme med forslag til korrektioner.

Denne kommission nåede frem til, at det nemmeste og bedste ville være at droppe ti hele dage, så den 4. oktober år 1582 ville blive fulgt umiddelbart af den 15. oktober samme år. Så ville der være styr på tingene og tiden igen.

I de katolske lande var man naturligvis ikke sene til at følge pavens opfordring til korrektion af kalenderen. Men i de protestantiske lande tog det lang tid – rigtig lang tid. Således skulle man i England helt frem til år 1752, førend skiftet skete.

Da sprang man fra den 2. september og direkte frem til den 14. Det var én dag mere end oprindeligt foreslået af paven i 1582, da tidsregningen efter yderligere 170 år var kommet endnu mere ud af sync.

Hermed opnåede man ikke blot, at kalenderen igen stemte med årstiderne. Man opnåede også – helt utilsigtet – at majfluen nu ikke længere sværmede i maj, men i juni måned. Og dermed var majfluens oprindelige navn med ét aldeles forældet!

Uimodståelige efterligninger

Majfluen har i sagens natur altid fascineret fiskerne ved de vandløb, hvor den forekommer. Det er jo et stort og synligt insekt, som gør meget væsen af sig, og der er i årenes løb bundet rigtig mange efterligninger af disse store sværmere. Nogle meget naturalistiske – andre langt mere impressionistiske.

Det har altid fascineret os fluefiskere og især fluebindere at fremstille imitationer, der ligner de naturlige forbilleder mest muligt. Det er for mange blevet en sport i sig selv – desværre ofte uden tanke på det praktiske fiskeri. Her er det nemlig uomtvisteligt, at de mest nøjagtige imitationer ofte kommer til kort.

De ligner måske nok deres forbillede, men funktionen halter. De holder måske ikke særlig godt, eller de flyder dårligt, eller de tager lang tid at binde.

Det er da ugså et ubestrideligt faktum, at nogle af historiens bedst fangende majflueefterligninger ligner endog meget dårligt. Til gengæld har de noget, som fiskene holder så meget af, at de nødvendigvis må stige til overfladen for at smage på dem!

Allerede fra gammel tid kender man et fluemønster, som hedder “French Partridge” – opkaldt efter den fjer, som bruges til binding af fluen. I Courtney Williams’ udødelige bog “A Dictionary of Trout Flies” fra 1949, står fluen omtalt med følgende ord: “…a thoroughly reliable pattern” og “A modern creation, it is a splendid killer”. Det må kort sagt være en god flue!

Det fascinerende ved netop French Partridge er, at den faktisk er en rigtig dårlig efterligning af majfluer – set med fiskerøjne. Fiskene er nemlig komplet ligeglade. For dem har French Partridge alt det, en majflueefterligning skal have: Størrelse og volumen! Andet skal der ikke til for at trigge selv en snu ørred.

Adams Irresistable

Det samme gælder i næsten endnu højere grad denne tykmavede amerikaner, som kombinerer det bedste fra to verdensklassefluer: De diskrete gråbrune farver fra fluen “Adams” og den tykmavede hjortehårskrop fra “Irresistable” fluen. Kombinationen er absolut dødbringende, ikke mindst når der er majfluer i luften og på vandet.

Jeg har haft mange gode oplevelser med denne flue, som tilsyneladende formår at få noget frem i fiskene, som selv de mest nøjagtige imitationer ikke kan. Og det sågar i situationer, hvor fiskene dels har været store og erfarne – dels haft alle muligheder for at inspicere fluen til mindste detalje, på nærmeste hold og helt uden hastværk.

Labrador, august 1988. Sommeren har været kold, våd og blæsende, hvilket har forsinket insektklækningerne meget. Faktisk har flere af arterne slet ikke sværmet endnu. De venter på godt vejr.

Det gør vi også, mens vi har søgt tilflugt i et lille campout telt, som vor guide har rigget op til lejligheden. Vi skal overnatte ude i den fjerneste ende af søen, så vi kan få morgenfiskeriet med. Men vejret er imod os, så vi er tørnet tidligt ind. Blot for at vågne op til strålende solskin næste dags morgen!

Søen, som dagen før havde haft hvide skumtoppe, ligger nu spejlblank hen. På den anden side kan vi se måger, der dykker – næsten som mågesjov hjemme på en dansk sø. Men der er ingen aborrer her, og min makker Dave finder kikkerten frem.

– Mayflies! siger han. – Loads of them!

På rekordtid har vor guide Ronnie alubåden i vandet og motoren startet. Vi forlader campen i hast og skynder os tværs over søen. Ganske rigtigt. Der er majfluer overalt. Kæmpestore grønne sager, som flakser rundt i luften, sværmer og lægger deres æg på den spejlblanke overflade. Noget, mange af dem ikke overlever. Tunge slurp og bølger viser, hvor en majflue har endt sit korte, luftige liv i maven på en flere kilo tung ørred.

Der er ikke skyggen af tvivl om, hvad fiskene tager. Skulle man imitere dem realistisk, måtte man have tørfluer bundet på str. 4 kroge. Så store er insekterne. Desværre har jeg intet, som er blot tilnærmelsesvis så stort i æsken, så jeg må nøjes med en str. 8 Adams Irresistable.

Dave derimod er forberedt på dette og har flere store Wulff fluer str. 4 og 6 i æsken. Dem knytter han naturligvis på sit forfang, mens jeg ser på med slet skjult misundelse.

Men han fanger ikke noget – til vore allesammens store overraskelse. Fisk på fisk passerer forbi hans perfekte flue – blot for at ignorere den. Min “lille” str. 8 Adams Irresistable tages derimod hver eneste gang, en af søens store krydsere kommer forbi. Det gælder blot om at regne fiskens retning ud, lægge fluen delikat på vandet – og så vente.

Fiskene skuffer ikke. Helt uden hast og nærmest i slow motion nærmer fiskene sig, ruller op over vandet og går ned igen med fluen. Det gælder blot om at vente med tilslaget, til fiskene er på vej ned igen – så sidder de der!

Dave får det dårligere og dårligere, mens jeg fighter den ene flotte 2-3 kg’s kildeørred efter den anden – på mit lette grej. Han får ikke en eneste. Vi forstår intet – i hvert fald først bagefter. Da ser jeg den sandsynlige forklaring:

For overhovedet at kunne kaste den store og perfekte str. 4 imitation må Dave binde fluen for enden af et 0.25 forfang. Og den hopper de smarte ørreder altså ikke på i det klare solbeskinnede vand. Jeg derimod kan fiske min tykmavede str. 8 tørflue for enden af et tyndt 0.18 forfang. Og det tager fiskene ingen notits af…

Dave viser dog sit storsind og tilbyder mig en whisky for at fejre triumfen. Blandet med det tebrune vand i Minipi søen smager den forrygende godt!

Fra Minipi til Mattrup

Efter dette overbevisende show tog jeg mine Adams Irresistables med til midtjyske Mattrup Å, hvor majfluerne sværmede. Vor hjemlige majflue Ephemera danica er ganske vist ikke så stor som amerikanernes Green Drake, men de danske ørreder og stallinger var alligevel vilde med den tykmavede amerikaner, som i dag er en af de faste favoritter i min tørflueæske!

På vor side af Atlanten kan man ofte opleve, at fiskene er skeptiske over for majfluerne, når de første viser sig. De er helt enkelt for store og voldsomme til fiskene – for en stund. Når først de har fået smag for dem, kan intet imidlertid holde dem tilbage.

Da kan man opleve, hvad jeg gjorde, da jeg måtte aflive en 35 cm’s bækørred, som totalt havde slugt den store flue og slet ikke stod til at redde. Da jeg sprættede den op, havde den ikke færre end 55 store nyklækkede majfluer presset hårdt sammen i mavesækken. Alligevel skulle den lige have en sidste Adams Irresistable…

Den store kærlighed til majfluerne, når altså først de har vænnet sig til dem, har en anden pudsig konsekvens: Længe efter at de sidste majfluer er klækket og har sværmet, kan man få åens ørreder og stallinger til at stige til en stor og blindt fisket majflueimitation.

Som altså slet ikke behøver være nogen god efterligning – i vore øjne…

Efterskrift: Læs meget mere om insekterne og deres forunderlige verden i e-bogen “Tørflue & Nymfe”, som på sine 171 faktapakkede sider kommer godt omkring både insekterne, fiskene og fiskemetoderne. Du kan se og læse mere om bogen her: http://www.ulnits.dk/boger/torflue-nymfe/