På tigerjagt i Afrika!

Zambezi kalder!

Det er en kendsgerning, at der ikke findes tigre i Afrika – kun løver. Tigrene hører Asien til. Men det er et velkendt faktum, at der findes tigerfisk i Afrika – mange, store og skarptandede af slagsen.

Tigerfisken Hydrocynus vittatus er en eksklusiv afrikaner, der ikke træffes på andre kontinenter. Den er kendt for sit grumme udseende, vilde levevis, hårde hug og hidsige fights. Dette tilsammen har gennem de sidste to århundreder lokket nysgerrige fluefiskere fra hele verden til det mørke, indre Afrika – i det lønlige håb, at en af flodens vilde tigerfish ville tage fluen og vise, hvorfor fisken er så berømt!

Det er koldt i Afrika – i hvert fald om vinteren. Det gik op for mig i al sin gru, da jeg efter små 11 timers nonstop flyvning fra London landede i Johannesburg, Sydafrika. Temperaturen udenfor var blot 3 grader plus – og min kuffert fyldt op med shorts og T-shirts…

Kuldechok

Jeg har aldrig tidligere haft mit pas oppe så mange gange som den dag. Fire landegrænser måtte jeg krydse, førend jeg var fremme. Og alle steder skulle der udfyldes formularer – både ved indrejse og udrejse – og stemples pas. Fra Sydafrika til Zambia til Botswana og så endelig Namibia…

Det var derfor en træt og noget forfrossen dansker, der efter solnedgang endelig nåede frem til fiskepladsen i den næste uges tid – Zambezi floden. Velkomstdrinken blev serveret af en smuk sort kvinde iført fleece jakke, ulden tophue – og heluldne handsker. Handskerne tog hun dog høfligt af, inden hun hilste og gav hånd!

De lokale holder bestemt mere af sol og sommer end den afrikanske vinter. Og da jeg endelig krøb til køjs, var der til alt held anbragt en dejlig varmepude under dynerne! Temperaturen var da nået ned på 10 grader…

Jeg vågnede op den næste dags morgen, da Afrikas store sol ikke bare tittede ind gennem mine gardiner. Den nærmest gloede ind, så jeg slet ikke kunne sove videre. Selv for et B-menneske som undertegnede var det således intet problem at komme op til morgenmaden klokken 7.

Kolde tigre

Fiskene sov imidlertid stadig. I hvert fald kunne Trevor, min guide for ugen, fortælle mig, at med den seneste koldfront fra Johannesburg var flodens store tigerfisk gået helt i dvale. De havde fået kuldechok i det nu kun 18 grader varme vand. Kun de små babytigre ville noget.

Det er jo ikke lige det, man har mest lyst til at høre, når man har rejst i 36 stive klokketimer for at svinge fluestangen netop her. Og de næste to dage levede til fulde op til Trevors beskrivelse. Vi så masser af baby tigerfish – de fleste meget små, de største oppe i nærheden af kiloet – men kæmperne var som sunket i dybet.

Tredjedagen tegnede til at blive ligeså. Masser af små tigerfish angreb vore fluer og viste, at der i hvert fald ikke manglede små tigre med mod på at blive store. Og det er jo altid rart at vide.

Det meste af dagen var gået, og solen på vej ned. Kulden begyndte at blive mærkbar, så vi besluttede os for lidt tidlig aftensmad.

Der var stadig en smule vind, da vi racede op ad Kasai kanalen mod lodgen ved Zambezi. Skyer af små insekter – mange af dem Caënis-lignende døgnfluer – gjorde, at vi måtte beholde vore solbriller på. Selv i det gryende mørke. Og så ellers vaske dem af for smadrede insekter, da vi kom hjem – som en anden sommervarm forrude på bilen derhjemme…

Da vi drejer ind på Zambezi og snart har lodgen i sigte, spørger jeg Trevor, om vi ikke lige kan tage et par kast på fosnakken, umiddelbart nedstrøms lodgen. Det ser ud som en oplagt plads – i hvert fald for en skandinavisk ørred- og laksefisker som undertegnede. Vi kan tydeligt se lysene fra varmen og den ventende aftensmad på den anden side af floden.

Tigerspring

– But of course! Trevor lægger os op af en lille ø og fortøjer båden til nogle buske her. Selv trækker jeg en halv snes meter ultrahurtigt synkende line af hjulet og rullekaster et stort specialbygget Juletræ ud over strømmen. En hightech udgave, som er forsynet med såvel raslekugler i maven som plastkrave fortil!

Jeg har næppe taget line ind mere end et par gange, da jeg mærker det hårdeste hug, jeg nogensinde har oplevet. Linen bliver bogstavelig talt flået ud af hånden på mig, da fisken stikker tværs over Zambezi flodens tunge hovedstrøm i et hvinende udløb. Hele tre gange er den ude af vandet i det første lange udløb.

En anden af lodgens både runder hjørnet og stopper op for at følge fighten på nærmeste hold. Jeg er rystet. De sidste dages fiskeri havde næsten fået mig til at opgive troen på, at der skulle være store tigerfisk tilbage i Zambezi.

Men det er der, og denne fisk agter helt klart at vise mig, hvorfor fiskere fra hele verden valfarter til Afrika – udelukkende for at dyste med denne sagnomspundne fisk.

Det første lange og hidsige udløb har dog tappet en del af kræfterne, og de sidste minutter af fighten går fisken mest og tovtrækker ved bunden nær båden. Op vil den ikke, men ud kommer den heller ikke. Det sørger et massivt pres fra stangen for. Fisken må for alt i verden ikke nå ned i fossen, hvor vi ikke kan følge den i det tiltagende mørke.

Alt går imidlertid godt. Fisken lader sig til sidst presse op i overfladen, og Trevor finder sit BogaGrip frem. Det eneste effektive middel til at lande tigerfish med. Almindelige fangstnet bruges aldrig, da tigerfiskens imponerende tandsæt hurtigt ødelægger garnmaskerne totalt. Håndlanding kommer heller ikke på tale, da tigerfisk ikke kun har skarpe tænder. Også gællerne er ikke til at spøge med.

BogaGrebet

Med en rutineret bevægelse har Trevor BogaGrebet inde i tigerfiskens store mund og lukker sikkert. Tilbage er blot at løfte den store fisk indenbords til nærmere beskuelse.

Jeg er næsten helt ekstatisk. Så stor en fisk og så sent på dagen. Afrikas blodrøde sol er for længst forsvundet bag horisonten – i lyntempo, som den har for vane hernede langt mod syd. Himlen tegner blålilla mod den sorte landjord, og de første stjerner er begyndt at titte frem.

– 14 lbs. exactly! Det er Trevor, der bringer mig tilbage til virkeligheden. I lommelygtens skær har han vejet fisken, som altså viser sig at veje knap 7 kg. Min første store tiger er en realitet. Hele grunden til den lange rejse. Jeg er lykkelig.

Vi knipser en håndfuld fotos af den store fisk, der tydeligvis er en hun. Dernæst lader jeg den svømme ud i den nu kulsorte Zambezi flod igen. Det er der, den hører hjemme.

Vinden har lagt sig helt, og cikaderne har begyndt deres sang, som varer langt ud på natten.

– Time for a beer? Trevor stiller det helt rigtige spørgsmål på det helt rigtige tidspunkt. Mens vi drikker vore kølige Zambezi-øl, som naturligvis smager forrygende godt, lægger Afrikas bløde tusmørke sig over båden, floden og savannen. Det er en god dag at være fluefisker!

Farlige flodheste

Efter sådan en oplevelse ser verden altid helt anderledes ud. Den næste dag er da også langt varmere, og de større fisk er for alvor begyndt at røre på sig. Vi kroger flere, men mister de fleste, da tigerfish er meget svære at kroge. Deres mund er jo tænder og ben, hvilket ikke er ideelt for en lille fluekrog. Trevor fortæller da også, at man statistisk set kun lander tre ud af ti krogede fisk.

Dagens første fiskeplads må vi imidlertid forlade i al hast. Vi har netop fortøjet os til den lille ø, hvor jeg aftenen før landede den store tigerfisk, da en kolossal ryg pludselig skyder op af vandet ti meter foran båden. Trevor nærmest flår gashåndtaget i bund og speeder opstrøms – trækkende halvdelen af den lille sivø efter os. Han havde nemlig ikke tid til at løsne fortøjningerne – så hurtigt skulle det gå!

Når man tænker på Afrika, tænker de fleste uvilkårligt på løver, leoparder, slanger og krokodiller som de farlige dyr. Det er de færreste, som ved, at det faktisk er flodhesten, der slår langt de fleste afrikanere ihjel. Problemet opstår, når man uforvarende er kommet ind på dens territorium. Flodheste er meget revirhævdende – specielt naturligvis hunner med unger. Men også store hanner skal man holde sig fra.

Problemet med flodhesten er bare, at man ikke kan se den, når først den er dykket ned i vandet. Man mærker det først, når den pludselig dukker op – under båden eller den udhulede træstamme! Og da kun meget få afrikanere kan svømme, drukner de efterfølgende i floden. Eller de kommer i klemme mellem flodhestens kolossale og knivskarpe hjørnetænder. Flodhesten kan immervæk blive op til 4 meter lang og veje op mod 3 ton…

Kun en tåbe frygter derfor ikke flodhesten, og Trevor er definitivt ingen tåbe. Alligevel prøver vi flere gange siden at komme til at fiske netop her, hvor den store tiger gik til biddet, men hver gang kommer flodhesten i vejen. ”Hippo Hole” døber vi derfor stedet – og lader det være i fred!

Kasai kanalen

I stedet koncentrerer vi os om den 15 km lange Kasai kanal, som dels skaber Impalila Island – dels forbinder den store Zambezi flod med den mindre og mere temporære Chobe flod.

Det var tyskerne, der i mange år besad Østafrika, og som udtænkte den geniale plan at udgrave det nederste tilgroede stykke af den ellers naturlige Kasai kanal. Genistregen bestod i, at man herved kunne omgå de farlige fosser, som ligger på begge sider af Impalila Island. Gennem kanalen kunne og kan man nu året igennem færdes sikkert op og ned ad begge floder.

Kasai er en roligt flydende og ganske dyb kanal, der på mange måder minder om en dansk å. Vandtemperaturen er dog noget højere – fra 18 grader om vinteren til langt over 25 om sommeren (vores vinter).

Da koldfronten havde passeret, steg vandtemperaturen langsomt til 20 grader, hvilket for alvor satte skub i fiskeriet. Da vi først havde fundet rytmen og de rette strækninger, havde vi regelmæssigt kontakt med større tigerfisk på 3, 4 og 5 kg.

Endnu mere regelmæssigt hilste vi på lokale, der kom padlende forbi i deres ”mokoro’er” – udhulede træstammer, som vi kender dem fra TV. En mokoro har alle råd til, og så bruger den hverken benzin eller kræver megen service. Hvilket man ikke ligefrem kan sige om vore egne benzindrevne 4-taktere…

Garn så vi ganske mange af – et problem, der ifølge regelmæssige gæster på lodgen desværre er tiltaget i de seneste år. De fleste garn sættes dog efter ”nembwe” eller bream, som de også kaldes – en meget velsmagende fisk, som er en mundrugende cichlide, der lever inde under brinkerne. Disse brednære garn generer ikke nær så meget som de heldigvis stadig få garn, der var sat vinkelret på kanalen.

Fantastisk fugleliv

Er man bare lidt til fugle, kan man i perioder helt glemme fiskeriet – så mange og så forskellige fugle er der konstant at kigge på. Fiskelivet under overfladen er stort nok til at holde liv i adskillige fuglearter såsom ørne, hejrer – og skarver.

Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle blive en skarvs redningsmand, men en morgen fandt vi en lille flodskarv, som havde filtret sig uhjælpeligt ind i et garn sat langs bredden. Det var imidlertid ikke den største taknemmelighed, den viste sin redningsmand. Det vidnede et solidt hug i hånden med det spidse næb om…

Det meste af tiden drev vi langsomt med strømmen og kastede fra den drivende båd. Når man på denne måde kommer drivende ned ad strømmen, skræmmer man ikke fuglene og kan derfor komme meget tæt på. Således lykkedes det flere gange at komme endog meget tæt på de uhyre spraglede isfugle og biædere.

Af isfugle var der tre arter, som vi så jævnligt. Den store og ganske sky Giant Kingfisher, den meget almindelige sorthvide Pied Kingfisher og så den flotteste af dem alle: Den lille Malachite Kingfisher, der minder utrolig meget om vor egen – blot virker farverne om muligt endnu skarpere hernede.

Ville vi se Afrikas storvildt, sejlede vi blot en halv time ned ad kanalen og drejede så til højre op i Chobe floden. Her formelig vrimlede det med elefanter, flodheste, impalaer, gnuer og alle de andre dyr, man forbinder Afrika med. Et sandt paradis at befinde sig i, hvis man holder af dyr og fugle.

Teknik til tigre

Tigerfish er ikke helt almindelige fisk. Således er de udstyret med et tandsæt, der får selv gedden til at se aldeles fredelig ud. Det er imidlertid også et tandsæt, som gør det vanskeligt at kroge fiskene – og noget nær umuligt at lande dem, hvis man ikke har et kort wireforfang foran fluen. De trekantede tænder er ikke blot sylespidse – de er også knivskarpe på siderne.

Grej klasse 8-9 er passende – dertil et godt fluehjul med en solid skivebremse og plads til mindst 100 meter bagline. Om morgenen efter fangsten af min største tigerfish bemærkede jeg, at hjulfoden var gået løs fra selve hjulet. Så voldsomt havde det første lange udløb været!

Heldigvis kunne den lille stjerneskruetrækker på Leatherman tangen klare problemet. Til gengæld tog det mere end en uge, førend forbrændingen på min venstre tommelfinger forsvandt – forårsaget af den store tigerfisks første udløb…

Fisketeknikken overraskede mig noget. Jeg havde læst mig frem til, at det meste fiskeri foregik med flydeline og mindre fluer fisket nær overfladen. Vi så da også flere turister fiske på denne måde, men vi så aldrig, at de fangede noget. Selv brugte vi tunge synkeliner, som kunne trække de store fluer ned i dybet.

Den 5-10 cm lange flue fik lov til at synke godt ned, førend den blev taget ind igen i lange og hurtige tag. Vi fandt dog senere ud af, at en langsommere indtagning ind imellem var at foretrække.

Tigerfish er notoriske kannibaler, hvilket da også afspejler sig i et par af de mest benyttede fluer, nemlig Zambezi Deceiver og Kasai Tiger. Begge er de nemlig bundet i hvid, gul, orange og sort – farver, der alle på karakteristisk vis indgår i tigerfiskens smukke dragt.

Pudsigt nok fangede jeg ikke 14 punds fisken på en af disse lokale fluer, men på et specialbygget Juletræ – med raslekugler i maven og plastkrave om halsen. En hightech version, som en irsk kollegas kone døbte ”The Cool Tree” efter en animeret rødvinsaften i Wexford. Ingen af os anede da, at denne cool flue skulle blive så hot – endda i Afrika!

Vi fangede ikke mange fisk, men fik hver især 2-3 gode fisk i båden daglig. Fisk på 3-5 kg, som alle huggede hårdt og brutalt og ikke gav ved dørene under fighten. Et typisk mønster var dog, at fiskene sprang mest, hvor strømmen løb hurtigst. I dybe partier af kanalen var de derimod ikke meget for at komme til overfladen. Der skulle lægges et hårdt pres på dem.

Men uanset hvor og hvordan så er Afrikas skarptandede tigerfisk altid en rejse værd for eventyrlystne fluefiskere!

© 2008 Steen Ulnits