Sibirien er så stort, at det er svært at pege på bestemte, afgrænsede fiskevande.
Over den vestsibiriske slette løber Jeneisy, som sammen med den østsibiriske Lena udgør de to største vandsystemer i Sibirien. Mod syd ligger Bajkalsøen, i hvis umiddelbare nærhed – men ikke i selve søen – Lenafloden har sit udspring. Bajkalsøen er verdens suverænt største ferskvandsreservoir, hvilket primært skyldes de store dybder. Arealet er ganske vist betydelige 31.494 km2, men største dybde er hele 1.741 meter.
Bajkal er ikke blot verdens største ferskvandsreservoir. Bajkal er også jordens ældste sø. Den er nemlig 25-30 millioner år gammel og resultatet af et jordskælv for 35 millioner år siden. Området er stadig geologisk aktivt, og man registrerer årligt op mod 2.000 større og mindre rystelser. Det er flere om dagen! De mange jordskælv gør, at Bajkal søen hele tiden vokser. Typisk bliver den 1-2 cm bredere og dybere hvert år.
Søen blev ikke dækket af is under sidste istid, hvilket har givet den en helt unik flora og ikke mindst fauna. Mere end 90% af alle arter i Bajkalsøen er således endemiske og findes kun her. Det gælder nerkaen, den eneste ferskvandsæl i verden. Her finder man også omulen, en lille laksefisk, som er af stor betydning for lokalbefolkningen ved søen.
Bajkalsøen blev derfor optaget på World Heritage listen i 1996.
Yakutien gennemstrømmes af seks større flodsystemer: Anabar, Olenjok, Lena, Jana, Indigirka og Kolyma, som alle flyder nordpå mod Ishavet. Det er således ikke vand, der mangler i denne del af Sibirien.
Fiskemæssigt samler interessen sig dog om søer og især floder i den mægtige Lenas afvandingsområde. Lena er en af verdens ti største floder og den største i Yakutien. Mere end halvdelen af alt overfladeand i Yakutien samles i Lena, der har et afstrømningsområde på næsten 2 millioner km2.
Lena er på sine centrale dele op mod 8 km bred – om forået, når floden går over sine bredder ved snesmeltningen, op mod 30 km fra den ene bred til den anden. Altsammen vand i evig bevægelse nordpå.
Fiskearter
Sovjetunionen var i tiden før glasnost og perestrojka en gigantisk størrelse bestående af mange meget forskellige lande. Selv om Rusland kun var et af dem, så dækker denne nation i dag stadig et kolossalt landområde.
Lenok og helt fra samme vand
Fiskemæssigt kan man inddele Rusland i tre områder:
Øst for det store vandskel i Uralbjergene finder vi de europæiske fiskearter – med laks, ørred og stalling som de mere kendte arter og Kola som en verdensberømt lakselokalitet blandt lystfiskere. Mod nord og hele vejen fra vest til øst findes – som overalt i Arktis – både stationære og havvandrende fjeldørreder.
Længst mod øst ligger Stillehavet, og her udmunder et meget stort antal floder med stærke bestande af de samme fem stillehavslaksearter, som er udførligt omtalt under Alaska. Laks, der vokser op i Bering Havet, Det Okhotske Hav og Det Japanske Hav.
Hertil kommer så spredte bestande af havvandrende steelheads og stationære regnbueørreder. Kort sagt en pendant til det fiskeri, man finder på den anden side af Stillehavet – på den nordamerikanske vestkyst.
Midt imellem disse to yderpunkter ligger så det mægtige Sibirien og lokker med sine eksotiske laksefisk – med smukke lenok og kæmpestore taimen. Her kan man også møde den arktiske stalling, der i modsætning til sine nære europæiske slægtning har tænder i munden – dertil en langt større rygfinne.
Men interessen samler sig uundgåeligt om taimen og lenok – to laksefisk, som ikke findes andre steder end i Sibirien og Mongoliet.
Mindst er lenok-laksen, som bærer det latinske artsnavn Brachymystax lenok. Det er en relativt lille fisk, som kun sjældent bliver større end 5 kg. Til gengæld har den et ydre, der er mere spændende end nogen anden laksefisk – et ydre, der har fået mange ichtyologer (fiskeforskere) til at mene, at vi netop her har den oprindelige stamfader til vore dages laksefisk.
Lenok-laksen har nemlig træk, der er ført videre i både laks, ørreder, rødinger og stallinger. Den har stallingens lille hoved og bløde mund. Den har rødingens meget små skæl og ørredens og laksens sorte prikker på en lys baggrund.
Farvetegningerne på kønsmodne fisk minder ofte om dem, man finder på kønsmodne regnbueørreder. Endelig har den samme lyse kød som helt og stalling. Det er virkelig fristende at tro, at vi her står med selveste urlaksen – den, der startede det hele!
Taimenhoved – med mus!
Karakteristisk rød taimenhale
Størst er taimen-laksen, der bærer det latinske artsnavn Hucho taimen. Det er den, de fleste tager til Sibirien efter. Det er nemlig verdens største laksefisk, som kan nå imponerende vægte på op mod kg.
Så store fisk ses dog sjældent i dag, hvor fiskepresset er større end nogensinde – hvor der netop derfor bliver længere og længere mellem de ældste og største fisk. Stadig tages der dog regelmæssigt taimen på op mod 30-40 kg – størst i de mest øde områder.
Fiskemetoder
De bedste fiskemetoder afspejler som altid de efterstræbte fisks foretrukne fødeemner.
Da sommeren er meget kort i Sibirien og vinteren tilsvarende lang, må fiskene bruge de isfri sommermåneder til at fylde maven mest muligt. Og da floderne typisk er iskolde og næringsfattige, kan man undre sig over, at især taimen laksene kan blive så store, som de gør.
Det er der imidlertid en forklaring på. Skulle laksene udelukkende leve af de fødeemner, som findes i floder og søer, ville de ikke blive ret store. Imidlertid findes der en anden føderessures i taigaen – pelsdyr! Specielt svømmende mus og lemminger, men også tilfældige egern, der måtte falde i vande, bliver øjeblikkeligt til fiskeføde.
Lenok kan ikke tage så stort bytte i en enkelt mundfuld, men prøver ofte at drukne de svømmende mus ved at trække dem i benene! Taimen derimod er ofte store nok til at sluge selv de største egern.
Men de vil helst have pacificeret dem først, og det gør de ved at slå dem med halen. Tunge plask i aften- og nattetimerne afslører store taimen i færd med at drukne mus og andet pelskræ. Når så dyrene er slået bevidstløse eller druknet, er det en let sag for den store taimen at svømme tilbage og sluge dem i en enkelt mundfuld.
Denne opførsel kendes naturligvis af lokale fiskere, som med primitivt grej frister de store fisk. Agnet er ofte et udstoppet egern – et egernskind spændt omkring en flydende krop af kapok. Hertil fastgøres nu et par store trekroge, og man er kalr til fiskeriet.
Olietanker på Lena
I regelen udvælges pladser neden for stejle klipper, Her ved fiskene af erfaring, at der ofte falder mad i vandet. De står derfor blot og venter. Russerne ved det, og de fleste af de største taimen er da også faldet for denne simple teknik.
Tilrejsende fisketurister vælger dog i regelen at bruge mere sofisktikeret grej. 9-10 fods spinnestænger og multihjul fyldt op med 0.40 mm line er et godt valg. Hertil et stort udvalg af store blink og flydende woblere på 20-50 gram. Glem ikke regulære poppers, der rigtig kan plaske i overfladen under indspinning. Og glem så heller ikke at give taimen lidt tid til at tage agnet, før tilslaget sættes ind.
På krogen er taimen ikke den store fighter. Den er tung som en gedde og springer kun meget sjældent. Til gengæld kan den jo veje op mod 60 kg, og så er man jo sikret en mindeværdig fight alligevel!
Den mindre lenok skal fristes med lettere grej – grej som til almindeligt ørredfiskeri herhjemme. 7-8 fods spinnestænger og fastspolehjul fyldt op med 0.25 m line er et godt valg. Hertil et sortiment af blink, spinner og woblere i 7-15 grams klassen.
Lenok-laksen tager gerne insekter på overfladen, hvis der er en klækning, og da kan den som alle andre fisk fint tages på tørflue. I regelen er det dog en farvestrålende streamer eller bucktail, der bør sidde for enden af forfanget. Mickey Finn er som altid et godt bud på en effektiv flue.
Også den store taimen kan fint fanges på flue. Bedst i de tidlige aften- og morgentimer, hvor den kan træffes på overraskende lavt vand. Og sjovest på en flydende museflue for enden af et kraftigt 0.40 mm forfang. Taimen har store tænder, men man behøver ikke bruge stålforfang. De er ikke skarpe som geddens, og kun sjældent vil linen blive klippet.
Fiskesæsoner
Fiskesæsonen er – som det fremgår af afsnittet om geografien – meget kort. Faktisk er den så kort, at den kan være svær at ramme overhovedet. Kommer man blot et par uger for sent eller for tidligt, kan man risikere en total svipser rent fiskemæssigt.
Kommer man for tidligt, er isen endnu ikke gået – eller floderne løber høje og uklare af smeltevand. Kommer man for sent, kan man risikere, at vintervejret allerede er sat ind.
Mindst risiko løber man i august, hvor vejret typisk er varmest. Tidlig september kan også være god, idet floderne da ofte er lavest og klarest. Her kan man så risikere, at kulden allerede er sat ind.
Men under alle omstændigheder er det alfa og omega at have gode lokale kontakter, som løbende holder øje med forholdene – som kan vælge andre fiskevande, hvis det oprindeligt påtænkte skulle vise sig at være “midlertidigt ude af drift”.
© 2009 Tekst & fotos: Steen Ulnits
Del denne artikel: