Syv have – syv farer

De er store, de er smukke, og de er dybe. De syv have rummer det hele – desværre også en række livsfarlige og meget giftige organismer…

Det er som bekendt så farligt at være til, at man kan dø af det. Men nogle steder er det mere livsfarligt at opholde sig end andre. Trænger man dybt ind i Amazonas tætte regnskov, udsætter man sig for akut livsfare. Det samme er tilfældet, hvis man vandrer ubevæbnet rundt på Afrikas savanner. Og så videre.

Selv i lille Danmark kan man komme galt afsted – blive bidt af en hugorm eller stikke sig på en fjæsing. Begge er giftige, men ikke rigtigt farlige. Det kan gøre ondt, men livstruende er det uhyre sjældent, og da kun for små børn eller svage ældre mennesker.

Tager man til udlandet – ud på de vilde vover og de store have – er der imidlertid masser af muligheder for at komme rigtig galt afsted. Og her tænkes ikke på saltvandskrokodiller eller menneskeædende hajer. Nej, her drejer det sig om et antal mindre dyr, som imidlertid er uhyre giftige. Dyr, hvis gift kan være dødbringende, hvis ikke man får modgift eller kommer på hospitalet

Blåringet blæksprutte

Den blåringede blæksprutte er ikke stor, men dens bid er et af havets giftigste.

Blæksprutten bliver kun nogle få centimeter lang, og alligevel er den lille blæksprutte udstyret med hele to giftkirtler, der afgiver to slags gift gennem dyrets spyt. Den ene slags gift bruges til at dræbe krabber, som er dens primære føde, mens den anden slags gift bruges som forsvar mod rovdyr.

Denne slags gift er uhyre kraftig, og et enkelt bid indeholder gift nok til at dræbe 25 voksne mennesker. Giften fra blækspruttens bid lammer offerets nervesystem, muskler og åndedræt, og ofte dør man ganske kort tid efter biddet.

Der findes endnu ingen modgift mod den blåringede blækspruttes bid, og der er således ikke andet at gøre end at være yderst opmærksom på de små dræbere. Blæksprutten lever både langs Australiens kyster og i store dele af Sydøstasien.

Dragefisk

Dragefisken er ingen kæmpe. Den er mellem 30 og 40 centimeter lang og lever på de fleste koralrev verden over.

Det er en af de mest farvestrålende fisk på revene. Med mange forskellige farvevarianter. Men selvom dragefisken er imponerende at se på med sine store fanelignende finner, så kan den blive et meget smertefuldt bekendskab, hvis man kommer for tæt på. På de store bryst- og rygfinner sidder giftkirtler, der afgiver en meget smertefuld gift.

Dragefisk er territoriale, og det betyder, at den ikke holder sig tilbage med at angribe dykkere, der kommer for tæt på dens område. Det gælder derfor om at holde god afstand. Er man uheldig at blive ramt af en dragefisks tentakler, findes ingen modgift, der helt kan fjerne de efter sigende ulidelige smerterne.

Giften er stærk, men sjældent dødelig.

Ildkoraller

Ildkorallen ligner på overfladen en ganske almindelig koral, men er i virkeligheden mere en gople – en brandmand, som vi også kender dem herhjemme.

Ildkorallen har giftige tentakler med små celler, der pumper gift ind i huden, hvis man rører ved dem. Giften giver en smertende og brændende følelse, og der findes ingen modgift, der fjerner smerten med det samme.

Det vigtigste er, at man ikke begynder at klø på de udsatte områder, da dette udelukkende forværrer smerten og spreder giften. Ildkorallerne findes omkring Australiens kyster samt ved Filippinerne og Indonesien.

Havslange

Havslangen er et ganske udbredt dyr i koralrevene over store dele af Asien og Oceanien – Stillehavet.

 

Den er dog stærkt overvurderet som reelt farlig, da den skal provokeres ganske meget, førend den bider. Oftest er der således ingen fare forbundet med at svømme med havslangerne, hvad tusindvis af sportsdykkere gør hvert eneste år.

Det er dog en skrøne, at havslangen ikke kan bide. Den har ganske vist et lille hovede, men den har tænder som almindelige slanger. Føler den sig truet eller provokeret, bider den naturligvis fra sig. Men der skal meget til, og bidet har svært ved at nå gennem en almindelig neoprendragt.

Havslangens gift er neurotoksisk og kan lamme muskler og i værste fald åndedrættet. I så fald er den dødbringende. Den giftige havslange genkendes let ved sin flade hale, hvor giftkirtlen sidder.

Pilrokke

Selvom pilrokken ikke er aggressiv og egentlig hellere flygter end går til angreb, kan et møde med en pilrokke ende ganske fatalt. Den fra TV så velkendte “crocodile man” døde på denne måde – under optagelser til Discovery Channel. Han var selv ude om det.

Pilrokker kan være meget svære at få øje på, da de oftest ligger på sandbunden, kamufleret af sand som en anden kæmperødspætte. Bliver de overrasket og føler sig truet, er et angreb på den indtrængende en helt naturlig refleks. Krokodillemanden forfulgte under optagelserne til et nyt program en stor pigrokke, som til sidst blev træt af spøgen og fyrede kanonen af. TV stjernen var død på stedet – ramt lige i hjertet.

På sin hale har pilrokken nemlig en savtakket bruskpig med en yderst farlig giftkirtel, der i værste fald kan medføre døden, hvis man bliver stukket. Det er derfor vigtigt at være opmærksom på sandbunden og her se efter de velkamuflerede pilrokker.

Pilrokken lever i tropiske farvande og i koralrev i både Asien og Oceanien.

Portugisisk orlogsmand

Den portugisiske orlogsmand (Physalia physalis) er en blæregople, som kan have op til 20 m lange fangarme med giftige tentakler. Den findes udbredt i tropiske og subtropiske områder af Stillehavet, Det Indiske Ocean og i den nordatlantiske Golfstrøm.

Den portugisiske orlogsmand består af en gasfyldt flydeblære i smukke transparente farver som pink, blå eller lilla. Når den blåviolette og knytnævestore blære kommer flydende, kan den minde om et vindfyldt sejl på et gammelt orlogsskib. Deraf navnet. Der er ikke tale om ét enkelt dyr, idet orlogsmanden består af 4 slags specialiserede polypper, der hver især er afhængig af hinanden for at overleve.

Under flydeblære hænger de lange tentakler besat med såkaldtenematocyster. Det er små blærer fyldt med giftige neurotoxiner, der alle er et avanceret mix af forskellige enzymer. Berøring med en portugisisk orlogsmand er meget smertefuldt og kan medføre alvorlige gener som feber og hjerte/lungeproblemer. Er man rigtig uheldig, kan man få et såkaldt “irreversibelt anafylaktisk chok”, som man aldrig kommer sig af. .

Disse neurotoxiner er 75% så stærke som giften fra en kobraslange, så kontakt med en portugisisk orlogsmand kræver øjeblikkelig lægehjælp. Portugisiske orlogsmænd har derfor været årsag til adskillige dødsfald – indirekte, idet smerterne kan være så stærke, at offeret besvimer og drukner.

Stenfisk

Stenfisken Synanceia verrucosa regnes for den mest giftige fisk i verden. Den er en uhyre velkamufleret fisk, der gemmer sig som en sten på bunden af koralrevet. Her ligger den og venter på, at en intetanende småfisk skal komme forbi.

Stenfiskens normale størrelse er mellem 30-40 centimeter, men der kendes eksemplarer på op til 50 cm. Den har en broget grønbrun farve, der gør at den kan kamuflere sig selv som en sten. Den ses normalt blandt mørke sten på koralrevet, hvor den er så godt som usynlig. Den holder af lavt vand, og man kan derfor nemt komme til at træde på den. Heldigvis er den hverken ret almindelig eller talrigt forekommende.

I stenfiskens rygfinne sidder der hele 13 pigge, der alle afgiver gift, hvis de rammes. Giften kan give forfærdelig smerte hos mennesker, der kan gå i chok og lammelse. Den kan også medføre, at huden nærmest dør, men det afhænger af, hvor langt piggene er kommet ind i. Giften kan være dødelig for mennesker, hvis man ikke får den rigtige behandling inden for et par timer.

Der findes heldigvis en effektiv modgift, men det er vigtigt at få den stukkede på hospitalet hurtigst muligt.

Stenfisken findes i Det Røde Hav, Det Indiske Ocean, Stillehavet og ved Great Barrier Reef.

© 2011 Steen Ulnits