Alaska byder på et hav af gode fiskevande. Der er elve og søer overalt, og der er fisk i dem alle. Men de rigtigt produktive vande er der også her langt imellem.
Man skal være klar over, at der er to forskellige slags Alaska: Det sydlige, som ligger nede vest for Canada. Og så det “rigtige” Alaska, der ligger længst mod vest – kun adskilt fra Rusland af det smalle Bering stræde.
Fiskemæssigt adskiller de sig på flere måder. Det sydlige Alaska minder på mange måder om British Columbia – af udseende såvel som rent fiskemæssigt. Her er det laks og steelheads, som er det primære bytte. I store og uklare vandsystemer som eksempelvis Skeena og Nass, hvis klarvandede tilløb er de foretrukne blandt fluefiskere.
I det nordlige Alaska finder man den største fiskemæssige diversitet. Her vrimler det med såvel laks af alle slags som regnbueørreder, fjeldørreder og stallinger. Ofte finder man samtlige arter inden for ét og samme vandsystem – med mulighed for at vælge mellem store og små fisk, laks eller ørreder, fluefiskeri eller spinnefiskeri.
Går man efter den størst mulige diversitet, er der ingen vej uden om vandene ved den store Iliamna sø og den vulkansk aktive Katmai nationalpark.
Typisk finder man sølvlaks og fjeldørreder længst mod nord, hvor de øvrige arter tynder ud og til sidst forsvinder helt. De største kongelaks finder man på Kenai halvøen, hvor elven af samme navn regelmæssigt producerer verdens suverænt største chinook laks – fisk på over 30 kg!
Fiskearter
I Atlanterhavet findes kun én lakseart, nemlig atlanterhavslaksen Salmo salar. I Stillehavet er det langt mere kompliceret. Her har man nemlig hele seks forskellige laksearter, som hver især er meget forskellige:
Kongelaksen Oncorhynchus tshawytscha er med en gennemsnitsvægt på 10-12 kg den suverænt største af alle stillehavslaksene.
Med en vægt, der i sjældne tilfælde kan nå både 30 og 40 kg er kongelaksen en meget attraktiv sportsfisk, der årligt omsætter store summer i det vestlige USA, Canada og Alaska.
Den kaldes også “chinook”, hvilket er indianernes betegnelse for den milde forårsvind, der ofte varsler kongelaksens komme. Kongelaksen er nemlig den af stillehavslaksene, der tidligst påbegynder sin vandring op i floderne – ofte i juni måned.
Sølvlaksen Oncorhynchus kisutch er nok den smukkeste af alle stillehavslaksene – dertil den, der af udseende minder mest om atlanterhavslaksen.
Sølvlaksen, som på indiansk kaldes “coho”, er en sand sprinter, der med sine mange og høje spring giver sportsfiskeren rigeligt at se til. Den kan veje op mod 10 kg, men bliver i regelen kun halvt så stor.
Sølvlaksen er den af stillehavslaksene, der sidst står op i de vestvendte amerikanske floder. Den har tilmed en nordligere udbredelse end kongelaksen og vandrer typisk først op i floderne i august-september.
Sockeyelaksen Oncorhynchus nerka er den kommercielt vigtigste af stillehavslaksene, da dens kød er uhyre rødt og fedtholdigt. Faktisk bevarer den sin indbydende røde farve, selv når den er henkogt på dåse!
“Indianerlaksen”, som sockeyelaksen også kaldes, er den, de fleste har set farve vandet rødt i filmreportager fra Alaska. Den bliver sjældent større end 5 kg, men hannerne er meget markante med deres højrøde kroppe og irgrønne hoveder.
Den røde laks udmærker sig ved en meget specialiseret levevis, hvor yngel og ungfisk altid vokser op i søer. Her kan de nemlig filtrere plankton med deres tætte gællegitterstave. På denne måde indtager de en markant økologisk niche, som de ikke behøver dele med andre stillehavslaks.
Ude i havet fortsætter den røde laks sin specialisering. Hvor de øvrige laks i vid udstrækning frådser i stimerne af småfisk, holder den røde laks sig næsten udelukkende til en diæt af små krebsdyr.
For sportsfiskeren betyder dette, at der skal små fluer på forfanget. Blink, spinnere og woblere interesserer overhovedet ikke den røde laks.
Pukkellaksen Oncorhynchus gorbuscha er mange steder den talrigeste af stillehavslaksene – dertil en af de mest karakteristiske af udseende.
Pukkellaksen kendes let på de farvede hanners pukkelryggede facon. Hunnerne derimod bibeholder deres torpedoform fra havet. Pukkellaks vejer sjældent over 3 kg, men er til gengæld uhyre talrige – nogle steder specielt i ulige år.
Hundelaksen Oncorhynchus keta kaldes også for “dog salmon”, “chum” eller “calico”. Den kendes på sit frygtindgydende udseende, når den har forladt saltvandet og er gået op i vandløbene. Den får da markante tigerstriber på siderne og hundelignende kæber med sylespidse, udstående tænder.
Hundelaksen er karakteristisk ved, at dens yngel tåler saltvand på et meget tidligt tidspunkt i tilværelsen. Den smoltificerer ikke som de øvrige laks og fødes derfor ofte meget langt nede i vandsystemerne.
Kirsebærlaksen Oncorhynchus masou er den mindste og mest eksotiske af stillehavslaksene, idet den kun findes på den asiatiske side af Stillehavet. Det poetiske navn skyldes, at kirsebærlaksene i Japan og Korea vandrer op fra havet, når kirsebærtræerne blomstrer.
Dødelighed på 110%
Alle stillehavslaksene er sølvblanke i havet, hvor de som opvoksende ungfisk kan være svære at skelne fra hinanden. Alle dør de uden undtagelse efter gydningen – et fænomen, der kan forekomme uforståeligt og virke som et utroligt spild af ressurser.
Imidlertid er der i stedet tale om en høj grad af specialisering. De fleste lakseelve højt mod nord er meget næringsfattige og byder derfor lakseyngelen på en sparsom fødemængde. Men de mange tusinde døde laksekroppe gøder vandene, som på denne måde bliver langt mere næringsrige, og som derfor byder afkommet på stærkt forbedrede forhold. Man kan uden overdrivelse sige, at forældrene her ofrer sig 100% for deres afkom!
Stillehavslaksene kommer hurtigt i en dårlig forfatning, når de forlader havet, men de klarer alligevel den lange vandring op til gydepladserne. Ofte er de allerede begyndt at gå i opløsning under legen, fyldt med skimmelsvamp.
Værst er det med pukkellaks og hundelaks, som meget hurtigt kommer i dårlig kondition. Bedst er det med kongelaks og sølvlaks, som selv i fremskreden gydedragt er værdige modstandere for sportsfiskeren.
Andre laksefisk
Ud over laksene findes der i Alaskas floder og søer flere andre laksefisk, som alle nyder godt af først de gydende og siden de døde stillehavslaks. Dels æder de overskydende rogn under gydningen, og dels æder de løs af de rådnende laksekroppe efter gydningen. Intet går til spilde.
Alaska er især kendt for sine stærke regnbueørreder, der flere steder vandrer ud i søerne og vokser sig store – op til 10 kg tunge. Et fåtal vandsystemer byder på “steelheads” – havvandrende regnbueørreder, som dog i Alaska ikke når nær samme størrelser som længere sydpå i British Columbia.
Mange steder findes arktiske stallinger – Thymallus arcticus – som adskiller sig fra vor egen europæiske stalling ved at have en større rygfinne og små tænder i munden. Det er endog meget fine sportsfisk, som gerne stiger langt efter en vel præsenteret tørflue.
Endelig findes der både fjeldørreder – Salvelinus alpinus – og den lokale “Dolly Varden” – Salvelinus malma. Begge fine sportsfisk, som dog lokalt ikke rangerer på højde med regnbueørreden.
Mest eksotisk blandt Alaska’s mange sportsfisk er den store “inconnu” – på latin Stenodus leucichthys. Det er en kæmpestor laksefisk af helt-familien, der findes cirkumpolart over hele den nordlige halvkugle. Der er tale om fisk, som kan veje op til 40 kg ved en længde af 150 cm. Fiskene kan da være mere end 20 år gamle.
Inconnu’en kaldes også for “sheefish” og er en sjælden, men fremragende sportsfisk, som ikke mange hvide mennesker har stiftet bekendtskab med. Den er kendt for sine høje spring under fighten.
Fiskesæsoner
Fiskesæsonen i Alaska starter typisk efter isgang og snesmeltning i juni måned, som derfor kan være noget ustabil rent fiskemæssigt.
Interessen samler sig ofte om regnbueørreden, som da netop har leget færdig, og som derfor er sulten. Mange fisk holder stadig til i de mindre elve, hvor de har gydt, og her er de et godt bytte for fluefiskeren.
Sidst i juni og først i juli ankommer kongelaksen. Den efterfølges af først sockeyelaksen, siden pukkellaksen og sidst hundelaksen, der alle typisk går op i løbet af juli måned. Mens laksene leger, ses regnbuer, stallinger og fjeldørreder som skygger bag gydebankerne, hvor de fylder sig med overskydende rogn.
Sidst i august ankommer så de første sølvlaks, hvis opgang fortsætter et godt stykke ind i september. Her afløses de – hvor de ellers forekommer – af steelheads, havvandrende regnbueørreder, som er fiskebare et godt stykke ind i oktober. Hvis vejret altså tillader, at man overhovedet kan komme ud efter dem. Det er sjældent tilfældet i Alaska…
Fiskemetoder
Stillehavslaksene er – modsat atlanterhavslaksen – kun sjældent villige til at stige til overfladen efter en flue. Sølvlaksen er i den forbindelse en markant undtagelse. Reglen er, at man skal helt ned til bunden med sine agn, hvis man vil have hug af stillehavslaks.
For fluefiskeren er det derfor af største vigtighed at have et godt sortiment af synkeliner med i bagagen – dertil rigeligt med vægtbelastede fluer i æsken. Farver som fluorød og fluogrøn er klassikere til kongelaks og sølvlaks.
En 9-10 fods enhåndsstang klasse 7-8 rækker til det meste fiskeri efter sølvlaks og de øvrige mindre arter. Den ideelle flueline er flydende med udskiftelige spidser, så man kan variere fiskedybden efter forholdene. Målrettet fluefiskeri efter kongelaks kræver kraftige 9 fods enhåndsstænger klasse 9-10 eller 13-14 fods tohåndsstænger klasse 10-11.
En 8-9 fods spinnestang med en kastevægt på 10-30 gram er et godt valg til fiskeri efter sølvlaks – gerne monteret med fastspolehjul og 0.25-0.30 mm line. Kongelaksen kræver anderledes svært grej – i form af 9-10 fods stænger med en kastevægt på 20-50 gram. Hertil bedst et robust multihjul fyldt op med 0.35-0.40 mm line.
Roterende bladspinnere såsom Mepps og Vibrax er velfangende, når det gælder sølvlaks. Standarden til alt spinnefiskeri efter både sølvlaks og kongelaks er imidlertid kompakte Pixie Spoons med plastindsats i flourøde og fluogrønne farver. Dem bør man altid medbringe gode forsyninger af. Et andet sikkert bud er en fluorescerende og roterende Spin’N Glo, der som en anden bundsnøre placeres ude i en strømrende, hvor fiskene vandrer.
Stillehavslaksene byder indirekte på et uhyre spændende fluefiskeri, når de står på gydepladserne. Da har regnbuer, fjeldørreder og stallinger i regelen samlet sig nedstrøms for gydepladserne – i sikker forventning om, at de snart vil kunne fylde maven med nærende og overskydende lakserogn.
De rognædende fisk ses da som grå eller sorte skygger bag laksene og skal nu fanges på små “Glo Bugs” og lignende rognfluer, som på bedste nymfemanér fiskes “dead drift” på en flydeline og et langt forfang. Et spændende fiskeri og i sig selv et fascinerende skuespil at følge.
Når så laksene har overstået deres leg og er døde, da vil man kunne score mange flotte fisk på de såkaldte “Flesh Flies” – hvide og gullige fluer á la “Bunnies”, som imiterer stykker af forrådnende laks. Lidt ulækkert måske, men absolut velfangende, for de øvrige laksefisk elsker døde laks!
Endelig kan Alaska byde på et til tider glimrende tørfluefiskeri efter stallinger og regnbuer i gode størrelser. Sidstnævnte holder også meget af hjortehårsmus. Specielt store regnbuer i små strømvande kan helt have specialiseret sig på en nærende diæt af mus og lemminger, der ved et tilfælde havner i vandet.
Det bedste fiskeri har man under sådanne forhold i små elve med udhulede og græsklædte bredder. Det er altid fascinerende at se store regnbuer jagte små mus i hidsige udfald fra brinken. De kommer ud med en stor bølge efter sig!
Målrettet fluefiskeri efter stalling, fjeldørred og regnbue sker bedst med let fluegrej klasse 5-6, flydende line – gerne med udskiftelige spidser i forskellig synkehastighed – og et godt sortiment af Wooly Buggers, Glo Bugs og højtflydende tørfluer á la Stimulator og Goofus Bug.
Spinnefiskeren bør medbringe let enhåndsgrej i form af 6-7 fods stænger med en kastevægt på 5-10 gram. Hertil et lille fastspolehjul fyldt op med 0.20 mm line. Roterende bladspinnere fanger godt.
© 2009 Tekst & fotos: Steen Ulnits
Del denne artikel: