Alger er måske fremtidens biobrændsel. Eller i hvert fald grundlaget for den. Forskningen sker på højtryk, og store fremskridt er allerede gjort.

Det er lykkedes forskere ved Murdich University i Perth og University of Adelaide at øge udbyttet ved dyrkning af olieholdige mikroalger i åbne kar markant. Udbyttet er nået op på 50 ton alger pr. hektar – samtidig med at halvdelen af algemassen kunne konverteres til olie.

Australierne er derfor gået i gang med at bygge et multimillion-dollar stort pilotanlæg til produktion af biobrændstof fra mikroalger i det Nordvestlige Australien.

Pilotanlægget baseres på resultaterne fra dyrkningsforsøget, som indgår i et meget større forskningsprojekt, hvor alle aspekter af biobrændstof-produktion af mikroalgerne undersøges og udvikles.

»Før troede man ikke, at det var muligt at dyrke så store mængder alger til biobrændstoffer i åbne bassiner, uden at de blev forurenede, men vi har bevist at det kan lade sig gøre,« siger projektleder Michael Borowitzka fra Murdoch University ifølge Greencarcongress.com.

Michael Botowitzka regner med at opnå endnu højere produktionsrater i pilotanlægget på grund af bedre klimatiske forhold i Karratha i Nord-vest Australien.

Også den danske ekspert i biomasse, professor Claus Felby fra Københavns Universitet, kalder 25 ton olie ud af 50 ton mikroalger i åbne bassiner for ‘meget flot’:

»Det er nemlig sådan, at for at få alger til at producere olie skal de “sultes”. Det betyder, at udbyttet daler, når olieindholdet stiger, og derfor er 25 tons olie/ha i åbne bassiner meget flot,« siger han.

Den danske professor tilføjer, at man dog på grund af algernes cellevæg – ikke kan presse olien ud rent mekanisk. Derfor skal den extraheres ved hjælp af for eksempel hexan, som er meget dyrt.

Mikroalge-projektet har modtaget støtte fra den australske regering som del af et Asian-Pacific Partnership. Et indisk og et kinesisk universitet deltager også i projektet.

Danske makroalger i tanken

Et større dansk forskningsprojekt har siden april 2008 arbejdet med at afklare potentialet i søsalat, der er en naturligt forekommende makroalge i danske farvande. Og status efter det første halvandet år er, at man kan høste det forventede udbytte i store bassiner – nemlig cirka 45 ton tørstof pr. hektar, hvilket er fire gange mere end udbyttet af energiafgrøder.

Hvis man lader CO2 fra for eksempel røggassen i et kraftværk boble gennem vandet, kan man sandsynligvis endda fordoble udbyttet. Til gengæld byder den producerede biomasse på flere udfordringer ved konvertering til energi.

Et højt indhold af aske og salte gør, at søsalat ikke er specielt velegnet til forbrænding alene. I stedet skal man ifølge projektleder Lars Nikolajsen, Teknologisk Institut, i højere grad se søsalat som et additiv til andre biomasser i en forbrændingsproces.

Teknologisk Institut har tidligere undersøgt, hvordan biomasseaffald fra industrien (mask, shea-affald, pektinaffald osv.) kunne bruges som brændbart additiv i kraftværker. Her viste det sig, at den rette blanding af forskellige biomasser kan reducere indholdet af det aggressive kaliumklorid i røggassen, og her kunne søsalat eventuelt indgå.

Søsalat kan også anvendes som råvare til bioethanol-fremstilling, men selvom kulhydratindholdet er på knap 60 procent, så har forsøg med konventionelle gærtyper ikke givet nogen særlig høj ethanol-produktion – cirka tre gram pr. 100 gram tørstof.

Udfordringen er at få frigivet sukkerarterne, og hvis man tager nye mikroorganismer i brug, kan tallet forøges markant. Det arbejder forskere på Risø DTU nu videre med. De forventer, at nye gærtyper og hydrotermisk forbehandling kan gøre det muligt at producere 10 gram ethanol pr. 100 gram tørstof.

En tredje anvendelse er produktion af biogas. Her viser de foreløbige resultater, at biogasproduktionen ligger mellem det relativt høje udbytte fra energiafgrøder og det noget lavere fra kvæggylle. Risø DTU er i gang med at optimere udbyttet ved at ændre temperatur, opholdstid og forbehandlingsmetoder, og man regner med, at stort set alle kulhydrater kan omdannes til biogas.

Seniorforsker ved Risø DTU Anne Belinda Thomsen forventer desuden, at, at en stor andel kan omsættes til butanol på trods af det høje saltindhold i søsalaten.

Ifølge Lars Nikolajsen kan der altså udvindes andre energibærere end ethanol og biogas af algen. Og endelig findes der andre algetyper:

»Kemiske undersøgelser af forskellige alger viser, at der kan udvindes ikke blot energi, men også foder og værdifulde stoffer til ‘functional food’ og farmaceutiske produkter. Vi er kun ved begyndelsen af en spændende forskningsindsats,« siger han.

Ifølge biomasseekspert, professor Claus Felby fra Life Sciencies på Københavns Universitet, illustrerer det danske søsalatprojekt udmærket, at alger er en udfordrende form for biomasse. Det bunder i, at kulhydraterne i alger – som er sukkeralkoholer – fra naturens hånd er designet til at være svært omsættelige for at beskytte algen mod at blive spist:

»Derfor tror jeg, at vi skal dybere ind i selve algerne og designe dem lidt om, før alge-biomasse bliver rigtig velegnet som råvare til bioethanol eller biogas,« siger han.

Søsalat-projektet er delvis finansieret via elpriserne, og ud over Teknologisk Institut deltager Risø DTU, Danmarks Miljøundersøgelser og Dong Energy.

Algeopdræt i Grenå Havn

Grenå Havn og Kattegat-centret bliver hjemsted for landets hidtil mest avancerede forsøgsanlæg til forskning og udvikling i alger som ressource til energi-fremstilling, foder, medicin og ingredienser til fødevarer med videre.

Det nye anlæg, som i første omgang består af 6-8 stk. tanke á 2 kubikmeter, udmærker sig ved at man kan styre flow, nærigsstoffer, pH-værdi og andre dyrkningsbetingelserne for algerne, og dermed ‘manipulere’ algerne alt efter, hvad de skal anvendes til.

»Det er et meget sofistikeret anlæg og et system, som kan bruges igen og igen og hvor det er meningen, at forskere og virksomheder kan komme og lave dyrkningsforsøg« siger seniorrådgiver Michael Bo Rasmussen, Danmarks Miljøundersøgelser, Aarhus Universitet.

Cand Scient Karin Svane Bech fra Teknologisk Institut tilføjer, at hun ser frem til at udvide algeforskningen til også at handle om alger til foder og til fødevare-industrien.

Bag anlægget står et nyt konsortium, AlgeCenter Danmark, med deltagelse af Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) ved Aarhus Universitet, Teknologisk Institut, Kattegatcentret og udviklingsprojektet Havets Hus.

Basisudgaven af anlægget finansieres af Teknologisk Institut og Danmarks Miljøundersøgelser, mens Kattegatcentret stiller et 500 m2 stort område til rådighed for anlægget.

Virksomheden AKVA group, der designer og udvikler recirkuleringssystemer til akvakultur, skal opføre anlægget. På længere sigt vil anlægget blive udbygget med flere bassiner. Et af det nye anlægs første projekter bliver at undersøge potentialet i alger som råvare i biogasproduktionen – med særlig fokus på lokal anvendelse i Region Midtjylland.

Dette projekt støttes af Region Midtjyllands Vækstforum med 2,3 mio. kroner, som gives til konsortiets parter plus Det Jordbrugsvidenskabelige Fakultet ved Aarhus Universitet og Dong Energy.

Parterne skal sammen undersøge potentialet i at udvinde biogas fra alger og bruge restproduktet til gødning til økologisk planteavl.

Den første del af anlægget skal stå færdig inden sommeren 2010.

© 2011 Steen Ulnits

Efterskrift:

Foråret 2011 bød desværre på alger af en næsten ny slags. Det varChatonella algen, der invaderede de indre danske farvande i et hidtil uset omfang. Algen er kendt for det såkaldte “røde tidevand” i Nordsøen, hvor det senest optrådte i 1990’erne.

Chatonella er ikke giftig, men klæber til fiskenes gæller, så fiskene kvæles. Det er en koldtvandsalge, der forsvinder ved temperaturer over 10 grader C. Men som blomstrer op i forår som 2011, hvor bønderne har tonset gylle ud over de frosne marker, så det ikke har kunnet synke i jorden. Men er havnet i fjordene.

Velbekomme. Endnu et eksempel på, hvordan dansk landbrug er blevet en byrde for det danskle samfund. Også økonomisk.

På et senere tidspunkt kommer en hel artikel om netop Chatonella, som vi lige så godt kan vænne os til. Gyllemængden er støt stigende…

Egyptens ti plager: Det sker meget ofte, at Biblen generelt og skabelsesberetningen specielt kolliderer med biologien og det virkelige liv.

Ikke mindst Darwin’s udviklingslære om evolution af dyr og planter harmonerer ofte meget skidt med religionen, hvor Gud jo skabte mennesket i sit eget billede. Alle rationelt tænkende mennesker ved jo i dag, at Darwin naturligvis havde ret – at Jorden ikke er flad og Månen stadig ikke består af grøn ost. Vi har jo i mellemtiden været der og checket begge dele!

Ikke desto mindre kan biologien faktisk et meget langt stykke hen ad vejen forklare mange af de ofte helt usandsynlige ting, som står at læse i Biblen – som man skal være mere end troende for at tro på! Heriblandt den mildest talt farverige historie om Egyptens ti plager, som jo lagde grunden til en hel religion – kristendommen.

Egyptens ti plager er ifølge Biblen Guds straf over Egypten, som det beskrives i 2. Mosebogs kapitel 7 vers 11. De ti plager skal ses som Guds hjælp til Moses med at overtale Farao til at frigive de israelitiske slaver, så de frit kunne vandre ud af Egypten. Her blev de af egypterne holdt tilbage som slaver og tvangsarbejdere, uden hvilke de store pyramider næppe var blevet bygget.

Moses og Farao

En jøde ved navn Moses trådte frem af det undertrykte folk og gik til Farao med krav om, at hans folk skulle sættes fri – noget, Farao naturligvis syntes var en rigtig dårlig idé. – For hvem skulle så bygge hans kolossale pyramider med de imponerende gravkamre?

Moses var ikke Herr hvem som helst. Han havde startet sit liv som forladt jødisk baby i en lille papyrusbåd, der var blevet sendt ud på Nilen – til en sandsynlig krank skæbne mellem flodens mange krokodiller. Båden med den lille Moses blev imidlertid fundet af Faraos datter, som tog det lille barn til sig og opfostrede det som sit eget – til den person, der siden stod frem som Moses, med status som intet mindre end egyptisk prins!

Moses kunne derfor tillade sig mere end de fleste andre samtidige – uden risiko for at blive aflivet øjeblikkeligt – og han gav ikke sådan op. Gud havde nemlig fortalt ham, at et frugtbart land ventede israelitterne – når de engang slap ud af Egypten. Moses kontaktede derfor Gud, som startede et sandt tæppebombardement af det egyptiske folk – med alskens dårligdomme, også kaldet “de ti plager”:

Den danske skolemand Jeppe Tang samlede i 1865 kort og fyndigt de ti plager i dette let forståelige vers:

Vand til Blod og Frøers Mængde,
Myg dernæst Egypten trængte.
Utøj, Pest og Bylders Nød,
Hagel, Græshop, Mørke, Død.

Sådan. For blot nogle få årtier siden kunne alle folkeskoleelever recitere dette mundrette vers. I dag kniber det lidt mere – også med overhovedet at læse…

De ti plager

I en lidt mere udførlig udgave skete der følgende:

1. Vand til blod. Gud sender nu den første plage ned over det egyptiske folk. Da Moses rækker sin stav ud over Nilen, bliver vandet i landets floder, kanaler og damme forvandlet til blod, og alle fiskene i det dør. Men Farao fatter ikke alvoren.

2. Frøer. Syv dage senere beder Gud Moses om atter at række sin stav ud over Nilen, og landet oversvømmes nu af frøer fra ende til anden. Frøerne trænger ind overalt, selv i Faraos paladser. Farao kalder Moses til sig og siger, at han vil give israelitterne tilladelse til at rejse – hvis blot frøerne vil forsvinde igen. Men da frøerne er borte, nægter Farao alligevel at lade det israelitiske folk rejse.

3. Myg. Moses slår nu vredt i støvet med sin stav, og alt støvet forvandles til myg, som angriber både mennesker og dyr. Men lige lidt hjælper det. Farao er ubøjelig.

4. Utøj. Vældige sværme af utøj fylder Faraos palads og hvert eneste egyptiske hjem, men Farao giver sig ikke. Gud må derfor fortsætte bombardementet.

5. Pest. Alle egypternes dyr rammes af pest, mens ikke et eneste af israelitternes dyr dør. Farao ser dog stadig ikke skriften på væggen – for nu at bruge et andet bibelsk billede.

6. Bylder. Alle egyptiske mennesker og dyr bliver ramt af bylder. Selv Faraos egne troldmænd bliver befængt med betændte bylder, men det hjælper stadig ikke på forståelsen.

7. Hagl. Gud sender nu torden, hagl og lyn så voldsomt, at hele Egypten ligger i ruiner. Mennesker og dyr bliver dræbt, træer splintres, og afgrøder slås ned. Det eneste sted i Egypten, som undgår katastrofen, er – naturligvis – området, hvor israelitterne boer. Farao indvilliger nu for anden gang i at lade israelitterne rejse, men skifter atter mening. Gud må på den igen…

8. Græshopper. Gud lader nu en østenvind blæse hele dagen og den følgende nat. Næste morgen har denne vind bragt græshoppesværme til landet, så jorden er sort af græshopper. Græshopperne æder den smule føde, som er tilbage efter haglbygerne. De efterlader ikke noget grønt overhovedet – ikke et træ, ikke en plante i hele Egypten. Farao nægter alligevel stadig at lade israelitterne – stædig, som han er.

9. Mørke. Herren lader nu et tykt mørke sænke sig over landet. Ingen egypter kan røre sig ud af stedet i samfulde tre dage, men israelitterne har – naturligvis – stadig sollys, hvor de bor. Farao tilbyder herefter, at israelitterne kan rejse, hvis de blot efterlader deres husdyr. Men Moses nægter dette, da de agter at bringe slagteofre til Gud. Gud må derfor på den igen, og nu var han for alvor sur:

10. Død.. Gud sagde så til Moses: “Jeg vil sende endnu en katastrofe over Farao og egypterne. Derefter vil han lade jer rejse. Ved midnatstid vil jeg gå gennem Egypten. Den førstefødte søn i hvert hjem skal dø – lige fra kronprinsen til slaven – ja, selv de førstefødte blandt dyrene skal dø. En skærende dødsklage skal lyde over hele Egypten. Aldrig før har landet oplevet sådan en sorg, og aldrig siden skal det ske”.

Hver israelitisk familie måtte ofre et stærkt bukkelam, og lammets blod skulle smøres på dørkarmen i huset. Så Gud ikke tog fejl af beboerne… Han er trods alt ikke totalt ufejlbarlig! Samme aften skulle alle jøder spise lam med usyret brød til og iføre sig deres rejsetøj, så de uden varsel kunne begive sig ud på en lang rejse.

Needless to say – Farao gav sig til sidst, da selv hans egen førstefødte søn nu havde måttet bøde med livet. Og jøderne drog afsted. Men Farao ombestemte sig endnu engang og satte efter jøderne, som da var nået til Det Røde Hav.

Moses sank en ekstra gang, da han så egypterne tone frem i horisonten i deres gyldne stridsvogne. Nu krævedes der for alvor, at han var stærk i troen. Han tog sig derfor sammen og hævede staven igen – med det nu så velkendte resultat, at vandene i det Røde Hav skilte sig, så jøderne kunne komme tørskoet over.

Da egypterne satte efter, samlede vandet sig igen og opslugte de onde egyptere én gang for alle. Sådan! En fantastisk historie havde fået en lige så fantastisk afslutning!

Biologien og plagerne

– Men hvad har nu alt dette med biologi at gøre? – Er biologen gået hen og blevet religiøs på sine gamle dage?

Nope. Not to worry. Han er stadig ved sine sansers fulde fem. Han synes blot, det er morsomt, at man i dag har kunnet finde en aldeles plausibel biologisk forklaring på de ti plager, som Egypten angiveligt blev udsat for for et par tusinde år siden. Eller i hvert fald de ni første af dem. Forklaring følger:

Man kan i dag tilbagedatere klimaet til et givet tidspunkt – baseret på forskellige undersøgelser, som det vil føre for vidt at komme ind på her. Man kan se på askelag, planterester og mange andre ting, som hver især indikerer et givent klima og en given temperatur på et givet tidspunkt. På samme måde kan man fastslå, at der er sket markante ændringer i klimaet på bestemte tidspunkter i historien.

Således også med Egypten i faraonernes storhedstid og jødedommens spæde begyndelse. Vi skal her omkring 3.500 år tilbage i tiden, hvor grene af Nilen havde et ganske andet forløb, end de har i dag – hvis de overhovedet stadig eksisterer.

Dengang løb en vigtig gren af den livgivende Nil forbi en stor by ved navn Pi-Ramesses – grundlagt af faraoen ved navn Ramses II. Nilen oversvømmede hvert år jorden i deltaet og gjorde den frugtbar med sine aflejringer – grundlaget for det veludviklede egyptiske rige på det tidspunkt. Uden Nilen intet Egypten, som vi kender det i dag.

Men klimaet ændrede sig, og Nilen gjorde ligeså. Den gren af floden, som løb forbi byen Pi-Ramesses og dannede grundlag for dens mangeårige velstand, tørrede gradvis ud. Arkæologiske udgravninger i nyere tid har vist, at der tidligere har ligget en stor by ved bredden af den flodgren, som ikke længere eksisterer. Som har ændret sit løb og sin vandmængde i de mere end 3.500 år, der er gået siden Moses slog sine folder her.

Den oprindeligt store og mægtige by Pi-Ramesses er efter alt at dømme blevet forladt pludseligt af sine mange beboere – sandsynligvis fordi den livgivende Nil havde trukket sig tilbage og efterladt byen med et tørt og goldt landskab, de ikke længere kunne leve af. Dette betragtes i dag og af arkæologer som en kendsgerning.

Men inden da har klimaændringen haft store og uheldige konsekvenser for det egyptiske folk – billedgjort i Biblens fortælling om Egyptens ti plager. De har ganske vist fundet sted over mange år og generationer og ikke i løbet af dage og måneder, som det fremgår med meget stor kunstnerisk frihed af Biblens 2. Mosebog.

Et internationalt hold af videnskabsmænd har sat sig for at forklare Egyptens ti plager på en videnskabeligt plausibel måde, og det er bestemt ikke kedeligt stof!

En miljøkatastrofe af rang

Det er i sagens natur meget småt med pålideligt skriftligt materiale fra de dage. Den smule, der blev skrevet ned på papyrus, var baseret på mundtlige overleveringer, som havde været hundreder og tusinder af år undervejs – med de mange, mange fejl, der uundgåeligt opstår fra led til led. Alligevel er det i dag muligt at sammenstykke et fornuftigt billede af, hvad der egentlig skete “i de dage”.

Som udgangspunkt ved vi, at Nilen ændrede sit løb, så byen Pi-Ramesses måtte forlades af sine beboere. Som biologer ved vi også, hvad der sker, når noget sådant finder sted. Der sker en hel økologisk kædereaktion, som har store konsekvenser for miljøet over og under vandet. En kædereaktion, som et meget langt stykke hen ad vejen kan forklare Egyptens ti plager:

Da nedbøren begyndte at svigte i Nilens kolossale opland dybt inde i Afrika, ændrede floden sit vidt forgrenede løb i deltaet i Egypten. Nogle flodarme tørrede efterhånden ud, men inden da var strømmen aftaget og vandtemperaturen steget. Det er her, vi skal finde forklaringen på og begyndelsen til Egyptens ti plager.

Ifølge den første af de ti plager, så blev vandet i Nilen til blod – altså rødt. Vi ved i dag, at der også dengang eksisterede en blågrønalge, som kan være giftig, og som kan forårsage pludselige opblomstringer, der farver vandet rødt. Efterfølgende forsvinder al ilt i vandet som følge af nedbrydning af de døde alger. Heri ligger efter al sandsynlighed den helt naturlige forklaring på den første af Egyptens ti plager.

Den anden af de ti plager er en naturlig følge af den første.

Videnskaben har dokumenteret, at netop padder og heriblandt frøer kan stresses til at gennemgå deres forvandling fra æg over haletudser til voksne frøer på den halve tid – hvis de altså tvinges til det af unormale omstændigheder.

Dette “stress-pres” kan fint være en kombination af stigende temperatur og faldende iltindhold – forhold, som netop rådede i den svindende Nil. Frøerne stresses til at blive til voksne individer på rekordtid, og disse forlader så det varme og iltfattige vand for at gå på land i store mængder. Plage nummer to opklaret!

Plage nummer tre er en naturlig konsekvens af de mange frøers udvandring. Nu manglede der pludselig frøer og andre padder i Nilen, som kunne holde de mange insekter nede på et fornuftigt og aceptabelt niveau. Myg og fluer eksploderede derfor i antal og blev til en plage for egypterne, der givet måtte døje med mere malaria end ellers.

Vand, jord og luft

Tager man et overordnet kig på de ti plager, så vil man se, at de er opdelt i grupper på tre. De første tre plager er relateret til vand. Den næste tre plager er knyttet til jord. Og de sidste tre plager (minus den allersidste) er forbundet med luften. Det kan man lægge i, hvad man vil af symbolik – tolke eller overfortolke efter ønsker og lyster. Men vi vil her holde os til det, videnskaben kan dokumentere muligheden af.

Utøj, pest og bylder er de næste tre plager. Utøj i form af lus bliver hurtigt en plage for både dyr og mennesker – forårsaget af den manglende prædation fra ikke mindst padderne, som efterhånden dør ud, da de ikke længere kan trives i Nilens vand.

Med lus spredes flere sygdomme til dyr og mennesker – naturligvis med undtagelse af de altid resistente israellitter! Pest blandt kvæg og får er en naturlig konsekvens heraf – byldeagtige sygdomme blandt mennesker ligeså. Disse tre plager er således en såre naturlig konsekvens af de første tre.

De næste tre plager kommer fra luften. Voldsomme haglstorme oplever vi også i dag, og de har alle en aldeles naturlig forklaring i meteorologien. Skal der opstå haglstorm, kræves der voldsomme uvejr – typisk med torden – som kan skabe stærke opvinde. Jo voldsommere desto bedre.

Vandpartikler føres opefter med disse opvinde og fryses ned, mens der lægges lag på lag af ny is. Til sidst har haglene vokset sig så store og/eller tunge, at opvindene i uvejrets midte ikke længere kan holde dem oppe. De falder derfor ned som hagl, hvoraf de største kan måle op til 15 cm og være dødbringende eller i hvert fald ødelæggende for alt, de måtte ramme – det være sig huse, mennesker, dyr eller afgrøder. Rigtigt store hagl rammer nemlig jorden med hastigheder, som kan overstige 150 km i timen – “powered by gravity”!

Efter haglstormene kom sværme af græshopper, som hærgede og åd alt, de kom forbi. Alle afgrøder blev ædt af de grådige græshopper, som dagligt kan fortære deres egen kropsvægt i planter. Det er noget, der batter, når sværmene tæller sultne græshopper i hundredtusindvis…

Samtidig har græshoper et kolossalt reproduktionspotentiale, som det så fint hedder. Er forholdene gunstige, formerer de sig med uhyggelig hast, hvorved problemet til sidst løser sig selv – på grund af den efterfølgende fødemangel. Græshopperne dør eller drager hærgende videre til grønnere græsgange.

Videnskaben har dokumenteret, at store græshoppesværme styres af vejret, vinden og lufttrykket i deres vandringer. I Bibelen står der, at græshopperne kom med østevinden – ifølge dagens videnskab fra områder med højtryk, godt vejr og lav luftfugtighed.

Græshopperne tiltrækkes af lavtrykket, som de føres til med vinden, der som bekendt blæser fra steder med højtryk til steder med lavtryk.

Under de rette forhold kan græshopperne tilbagelægge op til 40 km om dagen og således meget hurtigt komme fra sted til sted – til fugtige steder, hvor de trives godt, har masser af mad og gode ynglemuligheder.

Kort sagt: Endnu en helt naturlig forklaring på en af Egyptens ti plager!

Et liv på vulkaner

Plage nummer ni var mørke. Solformørkelse kunne være en helt naturlig forklaring, men solformørkelser varer ikke i tre dage, som det er beskrevet i Bibelen. Pludselige sandstorme varer heller ikke så længe, omend de varer længere end solformørkelser.

Videnskaben samlede derfor interessen om store vulkanudbrud, som spyr enorme mængder aske flere kilometer op i atmosfæren, hvor askeskyerne hurtigt spredes – for alle vinde, kunne man fristes til at sige. Og netop her finder man en meget sandsynlig forklaring på den niende af plagerne:

Med en usikkerhed på nogle få hundrede år man kan nemlig sige, at en sådan askesky kunne have formørket himlen over Egypten – efter et af verdenshistoriens største og mest kendte vulkanudbrud, der fandt sted på vore dages berømte turistø Santorini.

Tsunamier fra jordskælvet og udbruddet fra vulkanen Thera på Santorini skyllede ind over Middelhavslandene og lagde blandt meget andet hele Kreta øde og udslettede derved den minoiske kultur, som var opstået her. Alt dette skete for omkring 3.600 år siden. Jordskælvet på Santorini var så voldsomt, at dele af øen sank ned i et 400 meter dybt og vandfyldt hul i vulkanens midte. Der var knald på, mildest talt!

Moderne videnskab har dokumenteret, at pimpsten med en for vulkanen Thera karakteristisk sammensætning er fundet i store mængder i Egypten – i jordlag, hvis alder passer omtrentligt ind i historien om Moses, Farao og Egyptens ti plager.

Der er kun 700 km fra Santorini til Egypten, så man kan sagtens forestille sig, at askeskyen fra det gigantiske vulkanudbrud og jordskælv på Santorini kunne have formørket himlen over Egypten i flere dage – naturligvis med et lille solskinsfyldt kighul til de altid favoriserede israelitter!

Og så lige lidt religion til allersidst

Voila: De ni første plager er det således relativt let at finde en naturlig og aldeles plausibel forklaring på. Den tiende af de plager, som ramte Egypten, er imidlertid ikke sådan at få styr på. Man kender nemlig ikke til nogen nuværende eller tidligere sygdom, som selektivt kunne ramme de førstefødte afkom. Den findes simpelthen ikke.

Videnskaben har derfor affærdiget den tiende plage som religiøs sniksnak og symbolik, der nødvendigvis måtte til for at grundfæste den nye kristne religions suveræne status. Præcis som da de egyptiske soldater i deres guldskinnende stridsvogne nødvendigvis måtte blive opslugt af Det Røde Hav – da først israelitterne selv var kommet sikkert over. Vorherre holder naturligvis altid hånden over sine, og heldigvis var han stærkere end egypternes egne guder!

Guderne må sig forbarme, når og hvis nogen tror på sådan noget religiøst vås. Næeh, så er der trods alt mere hold i de grundige og tysktalende videnskabsfolk, som har gransket Egyptens ti plager omhyggeligt og fundet en naturlig forklaring på de ni første af dem. Den tiende undslap dem desværre…

Undervejs fandt de for øvrigt heller ikke den Hellige Gral, som deres ligeledes tysktalende og hagekorsbærende forgængere var på hektisk jagt efter i Indiana Jones filmene. Som skulle have en kraft så stor, at alle måtte underlægge sig den – hvis de altså først fandt den og fik den. Så ville de naturligvis have vundet krigen!

At tænke sig, at en kraft så stor og mægtig ville være så dum og nem at løbe om hjørner med, at den ville tjene hvem som helst, der fik den i sin magt? Blot endnu et eksempel på, at styrke i troen er lig med mangel på intelligens. Trist, men sandt. Uden religion ville vi derfor have en langt bedre verden – styret af rationel tænkning og sund fornuft.

Men vås eller ej. Jeg håber, at du har følt dig lige så godt underholdt, som jeg selv har gjort. Biblen er nemlig “A damned good story”!

Men så heller ikke andet.

© 2011 Steen Ulnits

Hug et H og klip et B

Gør HCB til PVC!

 Når der går “Sydney-opera” i kemikalieaffaldet …

I året 1770 landede englænderen James Cook med sit berømte skib HMS Endeavour på det australske kontinents østkyst, hvorfra han fordrev den indfødte befolkning og startede med at indføre civilisationen.

I dag, 240 år senere kaldes området Botany Bay, der med sin blanding af bolig- og industribebyggelse fungerer som forstad til storbyen Sydney. Den største industri i Botany er den kemiske verdenskoncern ICI, Imperial Chemical Industries, der nu under navnet ORICA Australia Ltd. er ved at blive godt og grundigt kendt som hjemstedet for det 10.-15.000 tons store affaldsdepot af såkaldt HCB1-kemikalieaffald.

Det blev skabt i årtierne efter 1950/55, og er i dag suppleret med yderligere ca. 50.000 tons af kemikalieforurenet jord. Derved svarer det til de kemikaliedepoter, der blev skabt i Danmark i samme periode ved den jyske Vestkyst – nemlig Cheminova’s på Harboøre Tange og Grindstedværket/Danisco’s i Kærgaard Klitplantage, af hvilke det første er af samme farlighed og det andet af samme størrelsesorden som ORICA’s HCB-affald.

Men mens de danske depoter med Klitdirektoratets tilladelse blev skabt ved nedgravning og påfølgende mulighed for udsivning til havet, blev ICI’s HCB-affald holdt inden for firmaets arealer.

Det blev efterhånden lagt i tønder, der dog gradvist tærede igennem, så problemer som grundvandsforurening, naturødelæggelse og udsivning til det nærliggende hav stort set blev som i Danmark ­- om end med den yderligere afvigelse, at de australske tønder løbende måtte udskiftes og affaldet “pakkes om”. Herved voksede affaldsmængden støt og roligt gennem årene med ca. 10 % pr. ompakning. I dag tæller depotet vel omkring 60.000 tønder, foruden de 50.000 tons forurenet jord – det såkaldte ‘parkeringspladsaffald’.

I en kommissionsrapport til den australske regering blev det i juli 2002 konkluderet, at en destruktionsmetode, der var foreslået af firmaet ORICA på “efterprøvet og tilfredsstillende måde vil kunne destruere HCB-affaldet effektivt i forhold til gældende standarder”, og at lokalsamfundets sikkerhed og sundhed vil være sikret.

Det var den såkaldte GeoMelt-metode, der arbejder ved 1200-1400 grader C og som ved en række grundige forundersøgelser viste sig at opfylde de stillede krav til både emissions- og residual-kontroller. Heri var også inkluderet kvaliteten af de fødevarer, der bliver produceret i området, ligesom sandsynligheden var ringe for både støvbelastning og lugtgener udenfor området.

I en efterfølgende risikoanalyse blev en række forhold inddraget om akutte risici. Heri indgik eventuelle virkninger af den ‘uforudsete’ hændelse, hvorved såvel HCB som en række andre kemiske forbindelser, (herunder dioxiner og kviksølv) ville kunne undslippe, og det viste sig, at kriterierne for akut skade eller irritation kan blive overskredet i enkelttilfælde i bebyggede beboelsesområder.

Specielt blev det noteret, at risikoen for brand, der vil være til stede, når som helst og hvor som helst HCB-affald oplagres, og sandsynligheden for langtidseffekter ikke kan udelukkes. Kommissionen finder dog, at den vil være minimal – idet der hermed refereres til risikoen for dioxin-eksponering og udvikling af langtidsskader på børn i bebyggelser ca. 700 meter væk.

Det er interessant – ikke mindst i modsætning til de senere danske diskussioner – at Regeringskommissionen anbefaler, at lokalsamfundet bør følge og udvise interesse for destruktionsprojektet i hele implementeringsfasen, og at ORICA direkte bør ansætte en person til løbende varetagelse af kommunikationsbehovet.

Men samlet er det Kommissionens opfattelse, at de miljømæssige og andre aspekter ikke udgør nogen hindring for godkendelsen af ORICA’s eget forslag til destruktion af firmaets ophobede lager af HCB-affald.

Her synes det dog, at man havde glemt de økonomiske omkostninger. ORICA opgjorde nemlig, at regningen for den foreslåede destruktion ville løbe op i en størrelse omkring 70-80 mill. australske dollars, dvs. omkring 400 mill. DKK. Og så gik der ‘Sydney Opera”-konflikt i den australske planlægning, hvilket viste sig ved næste regeringsskifte.

Det blev en konflikt, som udmøntedes i nedsættelse af et såkaldt “Uafhængigt Revurderings Panel (IRP)”, der hurtigt blev erstattet af et andet, og senere et tredje i en proces, hvorunder ORICA trak sin ansøgning tilbage om at destruere sit eget affald på egen grund.

Til gengæld var man i stand til at fremelske den opfattelse, at det var bedst at eksportere affaldet til et fjerntliggende sted (“remote place”), og oven i købet kunne man fremvise positive kontakter til europæiske destruktionsanlæg.

Det var primært fire tyske anlæg, overfor hvilke man med udtalelser fra den australske regering behørigt dokumenterede (“duly justified”, jfr. Baselkonventionens undtagelsesbestemmelser), at der ikke indenfor Australiensgrænser fandtes egnede faciliteter.

De tyske anlæg takkede dog nej til opgaven, og de blev bakket op af deres delstatsregeringer i Nord-Rhein Westphalen og Slesvig-Holsten med henvisning til, at det ikke var tilfredsstillende dokumenteret, at opgaven ikke kunne løses i Australien.

Herefter bød det danske Kommunekemi (KK) sig til i 2007/08. Det skete på et tidspunkt og i en situation, hvor KK i tvungne EU-udbudsrunder netop havde tabt eller var ved at tabe nogle ordrer om destruktion af dansk kemikalieaffald fra Kærgaard Klitplantage til hollandske og tyske anlæg.

Det var imidlertid også på et tidspunkt, hvor salget af Kommunekemi til den svenske kapitalfond EQT Infrastructure var til overvejelse i Kommunernes Landsforening, KL, og det syntes som om sagen dermed alligevel fik medvind.

I sommeren 2008 fik Kommunekemi fra Miljøcenter Odense en ‘Midlertidig miljøgodkendelse’ til at modtage og oplagre – men ikke afbrænde – affaldet. Med udsigten til at få den store australske ordre hjem syntes det derefter at være en smal sag for KL i 2009 at færdigforhandle salget af KK; pris: 260 mill. DKK.

Med miljøminister Karen Ellemann’s partifælle og daværende kommunalpolitiske chef, KL-formand Erik Fabrin’s ord: ” KK kan nu vise sig som en førende, globalt orienteret virksomhed på affaldsområdet med fokus på kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed”.

Mens Nyborgs borgmester som medlem af KL’s bestyrelse stiltiende måtte acceptere, og dermed binde sine bysbørn til en uigennemtænkt aftale.

Synd er det nemlig, at Miljøministerens baggrund for udtalelse i sommeren 2010 om ‘Verdens bedste Kommunekemi’ har svigtet, og sørgeligt, at de forudsætninger som KL-formanden måske har haft i tankerne ikke lever op til kravene bag den danske beslutning om at destruere det australske HCB-affald.

For mens f.eks. tilsvarende, tyske og hollandske anlæg i dag arbejder med høj-temperatur-forbrændinger, der løbende kontrolleres i form af kontinuerlige prøvetagninger og overvågning af emissionsgassernes sammensætning – så stilles der fra Miljøcenter Odense kun krav om halvårlige kontrolmålinger, der naturligvis ikke kan vurdere eventuelt svingende Dioxin-dannelser i og fjernelse fra afgasserne. Det er svingninger, som iflg. tyske specialister kan variere op til 1000x.

Ejendommeligt og direkte betænkeligt er det derfor, at Miljøgodkendelsen som officielt dokument alene vedrører oplagringen af HCB-affaldet på KK’s containerplads, mens selve forbrændingsprocessen ikke inddrages.

Det er dermed endnu et åbent spørgsmål, hvorvidt der skal stilles krav om en fremtidig emissionsovervågning, eller om det vil bero på KK’s frivillige indsats at – eller om – en sådan indføres. MEN, som det måske alvorligste: Hele VVM-dokumentet både fremlægges og behandles under den falske ‘vare’deklaration, at sagen drejer sig om PVC-affald – dvs. ikke med den korrekte og i hele denne sag afgørende betegnelse af HCB-affald.

Det er ikke på noget tidspunkt, eller under nogle af Miljøcenter Odense’s overvejelser i den givne VVM-godkendelse omtalt, at det australske kemikalieaffald hverken er PVC-affald eller hidrører fra en produktion af PVC.

I alle andre forhold i sagen, inkl. Miljøstyrelsens og miljøministeriets sagsbehandlinger, er det klart at sagen drejer sig om højkoncentreret HCB-affald, som fra alle australske undersøgelser yderligere er karakteriseret ved, at indhold af beslægtede og i flere tilfælde mere giftige enkeltbestanddele, herunder ikke mindst de højpotente dioxin/furaner, til stadighed indgår i alle overvejelser og vurderinger.

Det er velkendt – og i denne sag velbeskrevet – at dioxiner ikke blot kan dannes i alle forbrændingsprocesser af HCB, men yderligere på forhånd findes i det affaldsmateriale, der vil blive afleveret på Kommunekemi’s containerplads, når losningen foregår.

Det er et HCB, som Kommunekemi på grund af den i dag stærkt begrænsede anvendelse kun i meget begrænset omfang har erfaringer med. Det er f.eks. oplyst, at man i året 2009 kun har behandlet ca. 35 kg HCB i form af fyrværkerimateriale, der er beslaglagt efter eksplosionsulykken i Seest.

Og det må naturligvis i den sammenhæng være Kommunekemi’s opgave – og det må indgå i miljømyndighedernes tilsynspligt – konkret at dokumentere, at anlægget og forbrændingsfaciliteterne vil være opgaven voksen, også når det drejer sig om så store mængder, som indgår i denne opgave.

Denne ejendommelige – og naturligvis ganske uholdbare – situation får videre konsekvenser i den risikovurdering, som ingeniørfirmaet Rambøll for Miljøcenter Odense har knyttet til Miljøgodkendelsen. Den udførte risikovurdering præsenteres som en spredning af almindelig saltsyre i tilfælde af den ‘uforudsete’ hændelse af brand.

Det står imidlertid i skarp modsætning til de australske regeringsundersøgelser 2002, der naturligvis også omfattede saltsyrespredning, men i øvrigt koncentrerede sig om tilstedeværelsen af Dioxin, inkl. dannelse og spredning. Det er et forhold, som overhovedet ikke indgår i de danske overvejelser og undersøgelser ­ formentlig som et resultat af den falske betegnelse af affaldet som PVC-affald.

Når man betænker hvorledes, der i alle australske informationer åbent fremlægges analytiske informationer om både HCB-indhold og andre miljø- og sundhedsfarlige indholdsstoffer er det slående, hvorledes den officielle Miljøgodkendelse brillerer med manglende eller ufuldstændige analytiske informationer. F.eks. er hverken HCB, HCDB, HCE, endsige dioxin eller klorholdige opløsningsmidler omtalt. Og i 2 stikprøveanalyser er et mindstemål af information som f.eks. et tilsvarende klorindhold blot angivet som n/a – dvs. ikke tilgængelig (not available).

Så er der ikke sagt for meget. Men det er Informationer, som er afgørende for de gennemførte vurderinger, og som åbenbart heller ikke har været til stede for den danske risikovurdering udført af en ekstern konsulent.

Kære nyborgensere.

Det er jer, der har krav på disse oplysninger. Uden gennemførelse af et fornyet informations- og vurderingsprojekt har I ingen mulighed for at vide hvilke miljø- og sundhedsbelastende stoffer, der indgår, eller som burde inddrages i vurderingerne omkring både forudseelige og uforudsete hændelser. Og uden tilstrækkelige informationer vil heller ikke andre kunne råde jer. Hvor meget dioxin, der udgår – eller der er risiko for – fra Kommunekemi’s anlæg og fra en oplagring på KK’s Containerplads Syd kan naturligvis KUN vurderes ud fra en konkret vurdering.

Til vejledning kan jeg i denne forbindelse bemærke, at de australske undersøgelser vurderer spredningen af dioxin op til 700 meter ud fra lagerplads, mens f.eks. jeres ‘farezone’ vel må defineres ud fra bebyggelse/børnehaver i 200 meters afstand. Og specifikt i relation til dioxin har jeg noteret, at de australske rapporter beskriver dioxin som mere mobilt, dvs. med potentiale for spredning over afstande, der er 3-4 gange større end tilfældet er for den saltsyre, som i Rambøll’s vurdering rakte ca. 55 meter ud fra lagerpladsen.

Det er en skam, at den politisk bestemte, og journalistiske diskussion endte med at fokusere på en australsk uformåenhed, der er falsk, og på problemer omkring en sejlads rundt om jorden, som nok mere korrekt havde været forelagt FN’s Maritime Organisation, IMO, i stedet for de danske Miljø- og Søfartsstyrelser. Alt imens Kommunekemi har kunnet presse sig igennem overfor uforberedte, og måske utrænede embedsmænd i Miljøministerium/-styrelse/-center, og oven i købet med en åbenbar forfalsket formulering af opgavens karakter.

Men måske er det hele bare en fejltagelse. Måske er det slet ikke så farlige giftstoffer, sådan som i hvert fald Kommunekemi og Miljøcenter Odense synes at være enige om, og sådan som miljøministeren er bragt til at tro.

Derfor, kære Nyborgensere. Svøm det australske skib i møde. Med forsigtighed, naturligvis – som aboriginerne i Botany Bay i 1770 og husk at holde afstand. Bed om analyseattest på det affald, der ligger i lasten. I må kontrollere, om skibet hedder Endeavour, om det bringer civilisationen til Nyborg, eller om det blot sejler med PVC-affald, dvs. slidte gulvfliser, brugte plastposer og gamle gummistøvler.

31.oktober 2010

Finn Bro-Rasmussen,

professor emeritus