Hug et H og klip et B
Gør HCB til PVC!
Når der går “Sydney-opera” i kemikalieaffaldet …
I året 1770 landede englænderen James Cook med sit berømte skib HMS Endeavour på det australske kontinents østkyst, hvorfra han fordrev den indfødte befolkning og startede med at indføre civilisationen.
I dag, 240 år senere kaldes området Botany Bay, der med sin blanding af bolig- og industribebyggelse fungerer som forstad til storbyen Sydney. Den største industri i Botany er den kemiske verdenskoncern ICI, Imperial Chemical Industries, der nu under navnet ORICA Australia Ltd. er ved at blive godt og grundigt kendt som hjemstedet for det 10.-15.000 tons store affaldsdepot af såkaldt HCB1-kemikalieaffald.
Det blev skabt i årtierne efter 1950/55, og er i dag suppleret med yderligere ca. 50.000 tons af kemikalieforurenet jord. Derved svarer det til de kemikaliedepoter, der blev skabt i Danmark i samme periode ved den jyske Vestkyst – nemlig Cheminova’s på Harboøre Tange og Grindstedværket/Danisco’s i Kærgaard Klitplantage, af hvilke det første er af samme farlighed og det andet af samme størrelsesorden som ORICA’s HCB-affald.
Men mens de danske depoter med Klitdirektoratets tilladelse blev skabt ved nedgravning og påfølgende mulighed for udsivning til havet, blev ICI’s HCB-affald holdt inden for firmaets arealer.
Det blev efterhånden lagt i tønder, der dog gradvist tærede igennem, så problemer som grundvandsforurening, naturødelæggelse og udsivning til det nærliggende hav stort set blev som i Danmark - om end med den yderligere afvigelse, at de australske tønder løbende måtte udskiftes og affaldet “pakkes om”. Herved voksede affaldsmængden støt og roligt gennem årene med ca. 10 % pr. ompakning. I dag tæller depotet vel omkring 60.000 tønder, foruden de 50.000 tons forurenet jord – det såkaldte ‘parkeringspladsaffald’.
I en kommissionsrapport til den australske regering blev det i juli 2002 konkluderet, at en destruktionsmetode, der var foreslået af firmaet ORICA på “efterprøvet og tilfredsstillende måde vil kunne destruere HCB-affaldet effektivt i forhold til gældende standarder”, og at lokalsamfundets sikkerhed og sundhed vil være sikret.
Det var den såkaldte GeoMelt-metode, der arbejder ved 1200-1400 grader C og som ved en række grundige forundersøgelser viste sig at opfylde de stillede krav til både emissions- og residual-kontroller. Heri var også inkluderet kvaliteten af de fødevarer, der bliver produceret i området, ligesom sandsynligheden var ringe for både støvbelastning og lugtgener udenfor området.
I en efterfølgende risikoanalyse blev en række forhold inddraget om akutte risici. Heri indgik eventuelle virkninger af den ‘uforudsete’ hændelse, hvorved såvel HCB som en række andre kemiske forbindelser, (herunder dioxiner og kviksølv) ville kunne undslippe, og det viste sig, at kriterierne for akut skade eller irritation kan blive overskredet i enkelttilfælde i bebyggede beboelsesområder.
Specielt blev det noteret, at risikoen for brand, der vil være til stede, når som helst og hvor som helst HCB-affald oplagres, og sandsynligheden for langtidseffekter ikke kan udelukkes. Kommissionen finder dog, at den vil være minimal – idet der hermed refereres til risikoen for dioxin-eksponering og udvikling af langtidsskader på børn i bebyggelser ca. 700 meter væk.
Det er interessant – ikke mindst i modsætning til de senere danske diskussioner – at Regeringskommissionen anbefaler, at lokalsamfundet bør følge og udvise interesse for destruktionsprojektet i hele implementeringsfasen, og at ORICA direkte bør ansætte en person til løbende varetagelse af kommunikationsbehovet.
Men samlet er det Kommissionens opfattelse, at de miljømæssige og andre aspekter ikke udgør nogen hindring for godkendelsen af ORICA’s eget forslag til destruktion af firmaets ophobede lager af HCB-affald.
Her synes det dog, at man havde glemt de økonomiske omkostninger. ORICA opgjorde nemlig, at regningen for den foreslåede destruktion ville løbe op i en størrelse omkring 70-80 mill. australske dollars, dvs. omkring 400 mill. DKK. Og så gik der ‘Sydney Opera”-konflikt i den australske planlægning, hvilket viste sig ved næste regeringsskifte.
Det blev en konflikt, som udmøntedes i nedsættelse af et såkaldt “Uafhængigt Revurderings Panel (IRP)”, der hurtigt blev erstattet af et andet, og senere et tredje i en proces, hvorunder ORICA trak sin ansøgning tilbage om at destruere sit eget affald på egen grund.
Til gengæld var man i stand til at fremelske den opfattelse, at det var bedst at eksportere affaldet til et fjerntliggende sted (“remote place”), og oven i købet kunne man fremvise positive kontakter til europæiske destruktionsanlæg.
Det var primært fire tyske anlæg, overfor hvilke man med udtalelser fra den australske regering behørigt dokumenterede (“duly justified”, jfr. Baselkonventionens undtagelsesbestemmelser), at der ikke indenfor Australiensgrænser fandtes egnede faciliteter.
De tyske anlæg takkede dog nej til opgaven, og de blev bakket op af deres delstatsregeringer i Nord-Rhein Westphalen og Slesvig-Holsten med henvisning til, at det ikke var tilfredsstillende dokumenteret, at opgaven ikke kunne løses i Australien.
Herefter bød det danske Kommunekemi (KK) sig til i 2007/08. Det skete på et tidspunkt og i en situation, hvor KK i tvungne EU-udbudsrunder netop havde tabt eller var ved at tabe nogle ordrer om destruktion af dansk kemikalieaffald fra Kærgaard Klitplantage til hollandske og tyske anlæg.
Det var imidlertid også på et tidspunkt, hvor salget af Kommunekemi til den svenske kapitalfond EQT Infrastructure var til overvejelse i Kommunernes Landsforening, KL, og det syntes som om sagen dermed alligevel fik medvind.
I sommeren 2008 fik Kommunekemi fra Miljøcenter Odense en ‘Midlertidig miljøgodkendelse’ til at modtage og oplagre – men ikke afbrænde – affaldet. Med udsigten til at få den store australske ordre hjem syntes det derefter at være en smal sag for KL i 2009 at færdigforhandle salget af KK; pris: 260 mill. DKK.
Med miljøminister Karen Ellemann’s partifælle og daværende kommunalpolitiske chef, KL-formand Erik Fabrin’s ord: ” KK kan nu vise sig som en førende, globalt orienteret virksomhed på affaldsområdet med fokus på kvalitet, sikkerhed og bæredygtighed”.
Mens Nyborgs borgmester som medlem af KL’s bestyrelse stiltiende måtte acceptere, og dermed binde sine bysbørn til en uigennemtænkt aftale.
Synd er det nemlig, at Miljøministerens baggrund for udtalelse i sommeren 2010 om ‘Verdens bedste Kommunekemi’ har svigtet, og sørgeligt, at de forudsætninger som KL-formanden måske har haft i tankerne ikke lever op til kravene bag den danske beslutning om at destruere det australske HCB-affald.
For mens f.eks. tilsvarende, tyske og hollandske anlæg i dag arbejder med høj-temperatur-forbrændinger, der løbende kontrolleres i form af kontinuerlige prøvetagninger og overvågning af emissionsgassernes sammensætning – så stilles der fra Miljøcenter Odense kun krav om halvårlige kontrolmålinger, der naturligvis ikke kan vurdere eventuelt svingende Dioxin-dannelser i og fjernelse fra afgasserne. Det er svingninger, som iflg. tyske specialister kan variere op til 1000x.
Ejendommeligt og direkte betænkeligt er det derfor, at Miljøgodkendelsen som officielt dokument alene vedrører oplagringen af HCB-affaldet på KK’s containerplads, mens selve forbrændingsprocessen ikke inddrages.
Det er dermed endnu et åbent spørgsmål, hvorvidt der skal stilles krav om en fremtidig emissionsovervågning, eller om det vil bero på KK’s frivillige indsats at – eller om – en sådan indføres. MEN, som det måske alvorligste: Hele VVM-dokumentet både fremlægges og behandles under den falske ‘vare’deklaration, at sagen drejer sig om PVC-affald – dvs. ikke med den korrekte og i hele denne sag afgørende betegnelse af HCB-affald.
Det er ikke på noget tidspunkt, eller under nogle af Miljøcenter Odense’s overvejelser i den givne VVM-godkendelse omtalt, at det australske kemikalieaffald hverken er PVC-affald eller hidrører fra en produktion af PVC.
I alle andre forhold i sagen, inkl. Miljøstyrelsens og miljøministeriets sagsbehandlinger, er det klart at sagen drejer sig om højkoncentreret HCB-affald, som fra alle australske undersøgelser yderligere er karakteriseret ved, at indhold af beslægtede og i flere tilfælde mere giftige enkeltbestanddele, herunder ikke mindst de højpotente dioxin/furaner, til stadighed indgår i alle overvejelser og vurderinger.
Det er velkendt – og i denne sag velbeskrevet – at dioxiner ikke blot kan dannes i alle forbrændingsprocesser af HCB, men yderligere på forhånd findes i det affaldsmateriale, der vil blive afleveret på Kommunekemi’s containerplads, når losningen foregår.
Det er et HCB, som Kommunekemi på grund af den i dag stærkt begrænsede anvendelse kun i meget begrænset omfang har erfaringer med. Det er f.eks. oplyst, at man i året 2009 kun har behandlet ca. 35 kg HCB i form af fyrværkerimateriale, der er beslaglagt efter eksplosionsulykken i Seest.
Og det må naturligvis i den sammenhæng være Kommunekemi’s opgave – og det må indgå i miljømyndighedernes tilsynspligt – konkret at dokumentere, at anlægget og forbrændingsfaciliteterne vil være opgaven voksen, også når det drejer sig om så store mængder, som indgår i denne opgave.
Denne ejendommelige – og naturligvis ganske uholdbare – situation får videre konsekvenser i den risikovurdering, som ingeniørfirmaet Rambøll for Miljøcenter Odense har knyttet til Miljøgodkendelsen. Den udførte risikovurdering præsenteres som en spredning af almindelig saltsyre i tilfælde af den ‘uforudsete’ hændelse af brand.
Det står imidlertid i skarp modsætning til de australske regeringsundersøgelser 2002, der naturligvis også omfattede saltsyrespredning, men i øvrigt koncentrerede sig om tilstedeværelsen af Dioxin, inkl. dannelse og spredning. Det er et forhold, som overhovedet ikke indgår i de danske overvejelser og undersøgelser formentlig som et resultat af den falske betegnelse af affaldet som PVC-affald.
Når man betænker hvorledes, der i alle australske informationer åbent fremlægges analytiske informationer om både HCB-indhold og andre miljø- og sundhedsfarlige indholdsstoffer er det slående, hvorledes den officielle Miljøgodkendelse brillerer med manglende eller ufuldstændige analytiske informationer. F.eks. er hverken HCB, HCDB, HCE, endsige dioxin eller klorholdige opløsningsmidler omtalt. Og i 2 stikprøveanalyser er et mindstemål af information som f.eks. et tilsvarende klorindhold blot angivet som n/a – dvs. ikke tilgængelig (not available).
Så er der ikke sagt for meget. Men det er Informationer, som er afgørende for de gennemførte vurderinger, og som åbenbart heller ikke har været til stede for den danske risikovurdering udført af en ekstern konsulent.
Kære nyborgensere.
Det er jer, der har krav på disse oplysninger. Uden gennemførelse af et fornyet informations- og vurderingsprojekt har I ingen mulighed for at vide hvilke miljø- og sundhedsbelastende stoffer, der indgår, eller som burde inddrages i vurderingerne omkring både forudseelige og uforudsete hændelser. Og uden tilstrækkelige informationer vil heller ikke andre kunne råde jer. Hvor meget dioxin, der udgår – eller der er risiko for – fra Kommunekemi’s anlæg og fra en oplagring på KK’s Containerplads Syd kan naturligvis KUN vurderes ud fra en konkret vurdering.
Til vejledning kan jeg i denne forbindelse bemærke, at de australske undersøgelser vurderer spredningen af dioxin op til 700 meter ud fra lagerplads, mens f.eks. jeres ‘farezone’ vel må defineres ud fra bebyggelse/børnehaver i 200 meters afstand. Og specifikt i relation til dioxin har jeg noteret, at de australske rapporter beskriver dioxin som mere mobilt, dvs. med potentiale for spredning over afstande, der er 3-4 gange større end tilfældet er for den saltsyre, som i Rambøll’s vurdering rakte ca. 55 meter ud fra lagerpladsen.
Det er en skam, at den politisk bestemte, og journalistiske diskussion endte med at fokusere på en australsk uformåenhed, der er falsk, og på problemer omkring en sejlads rundt om jorden, som nok mere korrekt havde været forelagt FN’s Maritime Organisation, IMO, i stedet for de danske Miljø- og Søfartsstyrelser. Alt imens Kommunekemi har kunnet presse sig igennem overfor uforberedte, og måske utrænede embedsmænd i Miljøministerium/-styrelse/-center, og oven i købet med en åbenbar forfalsket formulering af opgavens karakter.
Men måske er det hele bare en fejltagelse. Måske er det slet ikke så farlige giftstoffer, sådan som i hvert fald Kommunekemi og Miljøcenter Odense synes at være enige om, og sådan som miljøministeren er bragt til at tro.
Derfor, kære Nyborgensere. Svøm det australske skib i møde. Med forsigtighed, naturligvis – som aboriginerne i Botany Bay i 1770 og husk at holde afstand. Bed om analyseattest på det affald, der ligger i lasten. I må kontrollere, om skibet hedder Endeavour, om det bringer civilisationen til Nyborg, eller om det blot sejler med PVC-affald, dvs. slidte gulvfliser, brugte plastposer og gamle gummistøvler.
31.oktober 2010
Finn Bro-Rasmussen,
professor emeritus
Del denne artikel: