Forfatterarkiv: Steen

Ti år i kajak

– Ka’ jakker fiske?

Da jeg for snart ti år siden købte sommerhus på Mols, havde jeg kun et par gange tidligere siddet i en kajak. Men jeg havde aldrig fisket fra én. Da jeg samtidig havde en god kontakt, som så småt var begyndt at importere kajakker fra New Zealand, var der ikke langt fra tanke til handling: Jeg købte ikke én, men hele to stykker, som fik fast plads ved sommerhuset. Én til mig selv, og en anden til gæster.

Det var i de gode, gamle dage, førend Gud og hvermand skulle sejle i kajak. Det var dengang, man kunne sejle i timer og dage uden at møde andre kajakker. Det kan man som bekendt ikke længere. I dag findes der forhandlere over hele landet, som udbyder kurser i kajaksejlads. Og i dag har enhver højskole og efterskole med respekt for sig selv en stak kajakker liggende til brug for eleverne.

I dag er kajakker derfor blevet en selvfølge langs de danske kyster, der egner sig glimrende til netop dette fartøj. Vi har så mange vige og bugter og fjorde, at man altid kan finde beskyttet farvand et eller andet sted i nærheden. Og da kajaksporten ikke er fysisk krævende, ser man flere og flere pensionister, der har fået øjnene op for denne fornøjelse, som kan nydes solo eller i selskab – gerne sammen med ægtefællen eller kæresten.

Er du en rutineret kajaksejler og -fisker, vil du næppe finde meget af interesse i denne artikel, der er tiltænkt begyndere ud i sporten – eller wannabes, der påtænker at springe ud som nye kajaksejlere. Mange har desværre investeret for meget, før de fandt ud af, om det nu også var noget for dem. Dem har jeg en del af i bekendtskabskredsen.

Som en eskimo mellem isbjerge

Jeg skrev engang en lille bog om drengen Kaj, der skulle ud at sejle i kajak med sin far. En bog, som naturligvis fik den geniale titel “Kaj og kajakken”! Den blev nu ikke noget stort salgshit, men Dansk Kano og Kajak Forbund – med sæde i Idrættens Hus – købte alligevel restpartiet til promovering af sporten.

Jeg nævner det her, da Kaj – som i virkeligheden hedder Morten – forestillede sig, at han var en eskimo, der sejlede rundt på Grønland mellem turkisblå isbjerge i jagten på smældfede sæler og hvaler. Drenge har jo en forrygende fantasi, der lynhurtigt kan forvandle selv Århus Bugt ud for Hotel Marselis til en øde grønlandsk fjord. En evne, mange voksne mænd – undertegnede inklusive – for øvrigt også har…

Der er nemlig noget helt specielt ved kajakker, som ingen andre fartøjer kan hamle op med: Den nære kontakt med vandet – og så fremdriften, der kun kræver få kræfter. Stille glider man gennem vandet i god fart – i bogstaveligste forstand med røven i vandskorpen. Det giver en nærhed til vandet og dyrene i det, som intet andet fartøj kan hamle op med. Kort sagt er det en fornøjelse at sejle i kajak. Så kan det ikke siges klarere. Og det er ingen sag at se sig selv som eskimoen Kaj!

Jeg har en enkelt gang haft mulighed for stille at glide frem mellem isbjergene længst inde i bunden af Evighedsfjorden ved Sukkertoppen på Grønland. Det var en smuk oplevelse, som imidlertid varede kort. Vi sejlede tæt op langs en isbræ, der kun kælvede med flere timers mellemrum.

Hvad jeg husker bedst fra den tur var imidlertid ikke den underskønne natur, men den bidende kulde. Det er sin sag at være eskimo i bunden af en lille tyndhudet kajak mellem drivende isbjerge. Pissekoldt er det rigtige ord…

Som en fisk i vandet

Kajakker er geniale konstruktioner, som det har taget inuitterne årtusinder at perfektionere – med brug af naturens egne materialer: Sælskind og rensdyrsener over et primitivt skelet af drivtømmer. Materialer, som kun de færreste af dette lands indbyggere har adgang til.

Heldigvis står producenterne i kø for at sælge hypermoderne kajakker i tung rotationsstøbt plast, håndoplagt glasfiber, kulfiber eller ultralet kevlar. Lettere betyder imidlertid også dyrere. Meget dyrere. Men også meget lettere at transportere til og fra vandet samt op og ned fra biltaget. Man får virkelig, hvad man betaler for. Jo mere man betaler, desto mindre får man for pengene!

Rigtige havkajakker er lange, smalle og superlette. Det er dyre sager for entusiasten, der gerne tager på langtur og overnatter undervejs. Som har brug for en hurtig kajak, der er virkeligt søstærk, men som samtidig er let at bære op på stranden ved landgang. Da lærer man hurtigt at sætte pris på en vægtforskel i 5-10 kg’s klassen – hvis man altså har pengene…

Mine egne to kajakker er produceret i rotationsstøbt ABS plast fra new-zealandske Perception. Det er robuste sager, som taler ganske mange knubs, men som med 21 kg stykket heller ikke er deciderede letvægtere. Man lærer hurtigt at sætte pris på 4-hjulstrækkerens evne til at komme tættest muligt på vandet…

Jeg valgte at få begge mine “Acadia” kajakker monteret med ror, som kan være en behagelighed på lange ture, hvor man krydser åbne havområder i sidevind. For mit eget vedkommende har det imidlertid vist sig, at jeg aldrig bruger roret. I stedet bander jeg hver gang over, hvor meget det fylder, og hvor ofte det er i vejen. For slet ikke at tale om merprisen, der er ganske overvældende.

Der er imidlertid ingen tvivl om, at langturssejlere har glæde af roret. Men er man som undertegnede en simpel dagturssejler, der sjældent kommer mere end nogle få sømil hjemmefra, så er roret kun til besvær. Mener altså jeg.

Som en fugl på taget

Man lærer desværre også hurtigt – og på den hårde måde – at lige netop 4-hjulstrækkere er høje og derfor besværlige at laste kajakker på. Heller ikke her vokser træerne ind i himlen. Bedste bil til transport af kajakker er derfor af typen Suzuki SX CombiBack, der er lav trods sit 4-hjulstræk. Så får man det bedste af begge verdener. En bil, der med sit 4-hjulstræk kan nå helt ned til vandet. Og en bil, der ikke er højere, end at man ubesværet kan få kajakken op på og ned fra biltaget.

Som allerede nævnt bliver man hurtigt ét med vandet i sin kajak. Forhåbentlig dog uden at få hovedet under. Men faktum er, at man lettere bliver accepteret af dyr, fugle og fisk, når man lydløst kommer glidende i sin kajak – end når man som vadefisker kommer traskende gennem det lave vand. Det giver mulighed for helt fantastiske naturoplevelser, som er få andre end lige netop kajaksejlere forundt.

Eksemplerne er utallige. Da kajakken kan flyde på 10 cm vand, kan man med den komme ind på steder, hvor ingen andre fartøjer når. Jeg har oplevet multer i 2-3 kg’s klassen, som er hoppet helt ud af vandet, når jeg har forskrækket dem på få meters afstand. Mange er også de skarver, som uopmærksomt er dukket op af vandet få meter fra kajakken – for blot at dykke igen i rekordfart. Skræmt af synet af kollegaen i kajakken.

Så er der anderledes ro over sælerne. Der var dem, der flintrede rundt i vandet under kajakken på Anholt – helt ude ved Totten, som nordøstspidsen hedder. De var uendeligt nysgerrige og havde næppe set mange andre kajakker. Sjovest var dog den sæl, der stille gled med strømmen på Randers Fjord, indtil den kun var nogle få meter fra min kajak. Så rettede den sig sindigt op og gled elegant baglæns ned i vandet. Det var der stil over!

For et par år siden lå jeg på det lave vand over Skødshoved Flak – ikke langt fra sommerhuset. Da ser jeg pludselig en hel masse langbenede fugle stå inde på det ganske lave vand under land. Det var som et gensyn med flamingoerne i Afrika. De lange ben og tynde kroppe flimrede i sommervarmen, mens jeg forsigtigt arbejdede mig ind mod dem. Men hver gang jeg kom ti meter tættere på, rykkede de grå fiskehejrer tilsvarende længere væk. Jeg kom aldrig rigtig tæt på, da vandet til sidst blev for lavt. Men en fin oplevelse var det – kun muliggjort af kajakken.

Konklusion

Konklusionen er enkel: Alle typer fartøjer har fordele og ulemper, som gør dem mere eller mindre egnede til fiskeri. Nogle skal have en rigtig trailerbåd med fast skrog under fødderne for at være tilfredse – planende både med en lang rækkevidde. Andre foretrækker flyderingen, som er billig og uhyre let at transportere. Og atter andre kan ikke leve uden deres elskede pontonbåde, som de mener er ideelle til alt fiskeri. Endelig er der kanoer og kajakker, der fylder ganske meget, men som let kan transporteres på biltaget.

Ti år i sidstnævnte har overbevist mig om, at kajakker bestemt ikke er ideelle fartøjer til at fiske fra. Dertil sidder man helt enkelt for dårligt og kan ikke vende sig uden først at skulle vende hele kajakken. Man har heller ikke begge hænder fri til fiskeri, som man har det i eksempelvis en pontonbåd.

Opankring er ligeledes et besværligt og risikabelt foretagende fra en spinkel kajak. Men kajakken har mange andre fordele, som vejer i dens favør. Lav vægt og rimelig pris, ikke mindst. Men mange overbeviste fiskere har alligevel monteret udstyr på deres kajakker, som i pris langt overstiger kajakkens egen.

For mig personligt er kajakker herlige fartøjer – til at sejle i. Til nød kan man også fiske fra dem.

Men det er seriøse kajakfiskere næppe enige med mig i…

Smarte smartphones

Smartphones til smarte fiskere…

Vi lystfiskere kan åbenbart godt lide smartphones. I hvert fald har artikler om iPhone og iPad på www.steenulnits.dk og mit oprindelige website, www.ulnits.dk, altid mange læsere.

Men nu er der jo en Verden uden for Verona – andet end lige hundedyre og supercool produkter fra Apple. Der er jo også Android telefoner, som efter bedste evne søger at gøre Apple kunsten efter. – Hvorfor skriver du ikke noget om disse telefoner, der jo kan meget, og som kan erhverves til mere overkommelige priser?

Sådan har et par læsere kommenteret tidligere artikler om iPhones og iPads, og dem skylder jeg derfor en artikel om Android telefoner – selv om det jo er “a stolen product”, som salig Steve Jobs sagde kort før sin død. En billig kopi af den oprindelige iPhone fra 2007. “Me too” produkter, som lader hånt om mange Apple patenter, og som byder sig billigt til.

Men ret skal være ret, og man får rigtig mange features til relativt få penge. Samtidig har man flere helt vandtætte modeller at vælge imellem – ideelle til os lystfiskere, som jo færdes i ganske våde omgivelser. Så sent som for to uger siden oplevede jeg, hvordan en af mine kursister søsatte sin spritnye iPhone – trods vandtætte lommer i de nyerhvervede waders. Hun havde desværre glemt at lukke lommerne…

Well, den slags sker ikke, hvis man investerer i en vandtæt Android smartphone fra japanske Sony – en Xperia active, der kan tåle det hele. Den er omtalt i en tidligere artikel, så her skal vi fokusere på softwaren i stedet for hardwaren. – Hvad skal man putte i sin Android telefon for at være optimalt rustet som lystfisker?

Lad os tage et kig på min egen Xperia, som jeg har været ganske glad for. Som i dag kan fås for mellem 1.000 og 1.500 kroner – uden abonnement. Til sammenligning skal man af med op mod det 3- dobbelte eller 4-dobbelte for en iPhone, der ikke engang er vandtæt…

Det specielle ved Xperia active er – ud over at den naturligvis er 100% vandtæt og derfor kan tåle en dukkert – at den er skabt til et aktivt liv. Sony har designet sin egen brugerflade til Android 2.3 styresystemet, som deler skærmen op i fire hjørner, der kan tildeles hver fire apps.

Det er en ganske smart opdeling, idet man så kan tilgå de omkring 20 vigtigste apps direkte fra hovedskærmen. Man kan naturligvis fylde telefonen op med i hundredvis af andre apps, som blot er gemt længere nede i hierakiet. Men hånden på hjertet – hvor mange apps er det nu lige, vi bruger regelmæssigt?

Jeg har mine iPhones og iPads fyldt op med fantastiske programmer, som jeg aldrig eller kun sjældent bruger. Dette i tilgift til den lille halve snes, jeg bruger hele tiden. Alligevel ville jeg ikke undvære nogen af dem. De har fancy funktioner, som andre apps ikke har eller magter, men som jeg altså kun undtagelsesvis har brug for.

De kan eksemplevis forudsige, hvornår den internationale rumstation kommer forbi og er synlig fra jorden. Eller agere søkort, der kan fortælle mig min eksakte position på havet. Eller fortælle, hvordan solen står et givet sted. Og så videre.

Jeg har derfor gjort en dyd ud af ikke at fylde min Xperia active op med flere apps, end jeg har brug for. Men til gengæld de apps, som er absolut uundværlige i løbet af en lang fiskedag. De allerfleste er aldeles gratis, hvilket jo er karakteristisk for Android. Kvalitet og funktion er til gengæld ikke på højde med det, man er vant til fra Apple’s iOS.

Mine Android favoritter kommer her – gennemgået fra hjørne til hjørne på min diminutive Xperia active. Sådan ser den lille 3 tommer startskærm ud:

I øverste venstre hjørne har jeg en lille radio app, så jeg kan høre vejrudsigten eller nyhederne, hvis jeg får lyst til eller brug for det. Det er ofte muligt at få kontakt med omverdenen ad denne vej – selv i områder, hvor der er dårlig 3G dækning.

Skulle jeg trænge til lidt musik, er der naturligvis også en app til det. Med mig har jeg en lille samling favoritnumre, som ikke fylder alverden. Det er jo skønt ind imellem at kunne høre sange som “Fish Ain’t Bitin’” eller “Bonefish Foley”!

Til de mere praktiske apps hører kalender og alarm. Det er fantastisk rart at kunne checke sin kalender og aftale nye fisketure, mens man er ude i felten. Eller sætte vækkeuret, så man ikke glemmer at komme hjem til tiden.

Det kan spare én for mangen en skideballe fra konen eller kæresten – eller bedre endnu: En kostbar redningsaktion med helikopter, hvis man er taget ud at sejle og ikke er kommet hjem til aftalt tid…

I det øverste højre hjørne finder vi de navigations apps, man absolut ikke kan undvære – samt en enkelt, der primært har underholdningsværdi. Først og fremmest er der et kompas, som kan vise sig uundværligt og i bedste fald redde ens liv. Hvis man eksemplevis er faret vild i tågen og vader rundt mellem dybe tidevandsrender uden at vide, hvor man er eller hvordan man kommer i land igen. Det er utrolig let at miste orienteringen, når først tågen har lagt sig. Skulle jeg hilse og sige…

Google Maps er kendt af alle og helt uundværlig, når man skal finde ned til vandet ad de mange småveje, som findes rundt omkring. Et klassisk og helt gratis program, som er i brug næsten hver dag. Med fiskestang eller uden. Google Maps er et suverænt program, hvis man ville kigge en ny kyst ud, mens man stadig er derhjemme. De fine luftfotos er guld værd!

Helt så nødvendig er det tilhørende Navigation ikke, selv om det er meget praktisk at have, når man skal finde vej til kendte og veldefinerede lokaliteter.

Endelig er der Google Sky Map, som jeg bruger regelmæssigt. Det er ikke tilnærmelsesvis så godt som mange af de stjerneprogrammer, man kan få til iOS, men det er gratis – og meget bedre end ingenting. Helt perfekt, hvis man bare vil orientere sig på stjernehimlen – måske for lige at se, hvor stjerneskuddene fra Orioniderne vil komme fra.

I det nederste venstre hjørne har jeg samlet forskellige apps til kommunikation. Det gælder telefonbogen, så man altid kan finde nummeret på mekanikeren, hvis motoren i bil eller båd skulle strejke undervejs. Eller fiskekammeraten, hvis man skulle fange en fisk, der er værd at prale af.

Af samme årsag er jeg altid klar til at sende en SMS, hvis det skulle være nødvendigt. Eller en e-mail, hvis der er brug for mere plads til at beskrive fangsten og den forrygende fight, der gik forud!

I nederste højre hjørne finder vi de deciderede værktøjer. Det gælder kameraet, som med sine 5 millioner pixels godt kan tage acceptable billeder – i en snæver og ikke mindst våd vending. Man kan også skyde en hurtig filmsekvens til YouTube, hvis man nu har lyst til det i stedet.

Endelig er der en browser, så man kan gå på nettet og checke forskellige ting ud. Måske bare bestille en pizza, så den er klar på vejen hjem. Sidst, men bestemt ikke mindst, så finder vi her en lille lygte, som er aldeles uundværlig efter mørkets frembrud. Når grejet skal skilles ad og pakkes ned. Når nøglehullet i bildøren skal findes. Etc. Den app bliver man hurtigt gode venner med!

Og det var så det. Jeg har dog glemt de henvisninger, som jeg har lagt direkte på startskærmen. Her er det ikke mindst henvisninger til vejr og tidevand, jeg meget ofte bruger. I stedet for at skulle ind i browseren og finde de samme ting her, har jeg henvisningerne liggende og kan klikke direkte på dem. Det sparer tid – og penge.

Afslutningsvis er der det ganske smarte ved Xperia active, at dens skærm kan betjenes med våde fingre. Det kan man heller ikke på sin iPhone. Til gengæld var Android aldrig kommet til, hvis ikke der havde været en iPhone at kopiere efter. I skrivende stund er Samsung netop blevet idømt en gigantisk bøde på over én milliard US dollars for at have kopieret et antal af Apple’s iPhone patenter uden først at have spurgt om lov – eller betalt for det. I Samsung’s egen udgave af Android styresystemet.

Herefter kommer så turen til alle de øvrige Android telefoner, der givet også har forbrudt sig mod Apple’s mange patenter. Og til sidst Google selv. Men indtil da kan man jo glæde sig over, at Google giver sit styresystem væk til alle, der gider bruge det. Gratis. Det skal der jo komme billige telefoner ud af!

Screen dumps

Et kig på skærmen

Moderne elektronik er en fantastisk ting – også at have med i båden. I løbet af det sidste årti er avanceret udstyr faldet i såvel pris som fysisk størrelse.

Dette i en sådan grad, at moderne småbådsfiskere nu kan have “state of the art” elektronik ombord. Dette i form af detaljerede ekkolodder, højtopløste søkortplottere, fintfølende radar og kombinationer af disse tre. Det hele så kompakt, at det kan indbygges selv i en mindre småbåd. Og meget af det til en pris, der ikke behøver koste ægteskabet!

Der kunne skrives meget om disse fantastiske apparater og deres ofte ufattellige egenskaber. Men det er allerede gjort – i min bog “Småbådsfisker”, som du finder link til nederst på denne side. Der kan du se diverse screen dumps fra amerikanske Lowrance fortælle deres egen historie. Tilsæt lidt fantasi, og du vil nå langt!

Hvis du ikke allerede er en trænet bruger af avanceret elektronik, så vil dine første mange ture på vandet sikkert forløbe præcis som mine egne første for snart mange år siden:

Jeg var så grebet, at jeg sad med næsen klistret mod skærmen for at suge de mange oplysninger til mig. Det er jo en sand stormflod af data og informationer, man konstant præsenteres for.

Det tog mig lidt tid at komme fri af dette og tilbage til fisketuren og naturen, som det jo egentlig drejer sig om. I dag betragter jeg elektronikken noget mere afslappet og bruger den blot som et kærkomment supplement under fiskeriet.

For det er sådan, den skal bruges!

Forfang, der fanger

En ofte overset del af udrustningen

Forfanget er en af de vigtigste bestanddele af fluefiskerens udrustning. Det er forfanget, der udgør overgangen fra den tykke flueline til den tynde forfangsspids. Forfanget, der skal overføre energien fra den tunge flueline til den fnuglette flue. Og forfanget, der skal skjule hele bedraget for fisken, så den tror, at alt er vel!

Alligevel er forfanget en ofte overset eller i hvert fald undervurderet del af fluefiskerens udrustning. Og det er synd, for i forfanget ligger en masse spændende muligheder og venter på at blive udnyttet i det praktiske fiskeri. Der er nemlig næsten uanede muligheder for at ændre på længde, tyngde og tykkelse, så man altid fisker med det ideelle forfang til de rådende forhold.

Materialet

De første forfang var fremstillet af hestehalehår – altid fra hingste, aldrig fra hopper – som blev flettet sammen og taperet ned til blot et enkelt hår i de mest ekstreme tilfælde.

Siden kom silken til og revolutionerede forfanget, da det er langt stærkere end hestehalehår. Desværre skulle det fugtes og blødes op, hvis man skulle kunne binde knuder på det. Datidens “gutforfang”, som de blev kaldt, måtte opbevares i små blikdåser med fugtigt filtindlæg, så de var klar til fiskeriet!

Da nylon kom til i efterkrigsårene, var det endnu en revolution for fluefiskerens forfang. Her var nemlig et materiale, der var let og stærkt, og som var nemt at knytte knuder på – i tør tilstand. Uheldigvis suger nylon en hel del vand, hvilket gør det svagere end i tør tilstand. Nylonforfanget var og er billigt og har derfor været noget nær enerådende i mange år. Nylon er stadig det mest anvendte materiale, selv om der nu er kommet konkurrenter.

Det gælder ikke mindst fluorocarbon, som ligner nylon, men er et helt andet og langt dyrere materiale. Fluorocarbon er udviklet til offshore industrien, hvor det skal kunne ligge på havbunden i årevis uden at nedbrydes – noget, som nylon aldrig ville kunne leve op til.

Herudover har fluorocarbon en række egenskaber, som gør det uhyre velegnet til netop forfang. Det har et brydningsindeks, som er næsten lig vandets. Det betyder, at fluorocarbon er langt mindre synligt under vand end nylon. Det er også tungere end nylon, hvorfor det synker hurtigere – uden at suge vand, som nylon gør. Det får små fluer til at synke hurtigere, men gør samtidig fluorocarbon uegnet til brug med tørfluer. Fluorocarbon er endelig stivere end nylon, hvilket gør det lettere at løse vindknuder op – end på det langt blødere nylon.

Seneste skud på stammen er de såkaldte “polyleaders”, der i princippet blot er nylonforfang coated med plastik – præcis som en almindelig flueline er det. Det muliggør fremstilling af forfang, som strækker fornemt ud – selv i blæst – da de er tunge som fluelinen selv. Det muliggør også fremstillling af forfang med forskellige densiteter – fra flydende over intermediate til hurtigt og ekstra hurtigt synkende. Bruger man løkke-til-løkke metoden, kan man således lynhurtigt omdanne sin flydeline til en regulær sinktip!

Den smukke regnbueørred, som pryder starten på denne artikel, blev taget på en stor og statisk tørflue, som lå i mange minutter på vandet. Det lod sig kun gøre med brug af en flydende polyleader, da almindelige forfang ville have druknet fluen efter så lang tid på vandet.

Længden

Forfangets længde er et ofte diskuteret spørgsmål. Der findes ikke noget eksakt svar på dette spørgsmål, men heldigvis findes der flere retningslinjer. Alt andet lige er stangens længde et godt sted at starte. Det fungerer i praksis og er testet gennem mange år og under mange forhold. Holder man sig til denne længde, slipper man også for mange af problemerne med, at overgangen mellem forfang og flueline kommer inden for topøjet. Det er kritisk under fight af store fisk, som foretager et sidste desperat udløb – med forfanget låst i topøjet…

9 fod er derfor den mest anvendte forfangslængde overhovedet – til enhåndsstænger. Til lange tohåndsstænger bruges tilsvarende forfang på 12-15 fod, som er lette at håndtere – ikke mindst når man spey- eller underhåndskaster og kun i begrænset omfang har fluen ude af vandet. Her bruger man også forfanget til at hæfte i vandet, så man kan spænde stangen mod linens vægt. Et formål, de lidt tungere polyleaders egner sig fortræffeligt til.

Fisker man i lavt og klart vand – måske endda i solskin og vindstille – kan der blive brug for længere forfang. I regelen klarer man sig med et 12 fods forfang på enhåndsstangen – taperet ned til en forfangsspids, der er tilsvarende tyndere og derfor mindre synlig. Det lange forfang eliminerer her risikoen for, at fisken skræmmes af fluelinen, der lander på vandet.

I den modsatte ende af spektret har vi synkelinerne, der har brug for det stik modsatte: Korte forfang. Synkelinens funktion er jo at få fluen ned til fiskene på dybere vand, end den gængse flydeline tillader – selv koblet på en synkende polyleader. Men hvad hjælper det, hvis fluelinen godt nok når ned, men fluen stadig hænger højt oppe i vandet – for enden af et langt forfang, der bærer den op?

Det nytter naturligvis intet, og derfor bruger man altid korte forfang til synkende liner. Jo hurtigere fluelinen synker, desto kortere skal forfanget være. Typisk fra 6 fod til almindelige synkeliner og ned til blot 3 fod på ekstra hurtigt synkende liner.

Tykkelsen

Forfangets funktion er at overføre energien fra den tunge flueline til den fnuglette flue. For at kunne gøre dette effektivt, er forfanget derfor tykt i den ene ende – ud mod fluelinen – og tyndt i den anden – ud mod fluen.

Billige forfang er i regelen for tynde i den tykke del og magter derfor ikke opgaven. Faktisk skal den tykke del af et forfang kun undtagelsesvis være tyndere end 0.50 mm, da det ellers kollapser i overgangen mellem flueline og forfang – den såkaldte “hængseleffekt”. Resultatet bliver, at forfanget ikke strækkes ud og fluen derfor ikke præsenteres korrekt.

Man siger som tommelfingerregel, at den tykke kraftoverføringsdel på forfanget skal udgøre omkring 2/3 af totallængden. Altså 6 fod på et 9 fods forgang. Læg hertil en kort nedtapering til spidsen, der typisk skal måle 50-100 cm. Bliver den for kort, kan den ikke servere fluen tilpas elegant. Bliver den for lang, kan den ikke strække ordentligt ud – med irriterende vindknuder til følge.

Og så er der tykkelsen på forfangsspidsen. Den skal matche den anvendte flue ud fra devisen, at jo mindre flue desto tyndere forfangsspids. Som brugbar tommelfingerregel gælder følgende forhold mellem forfangstykkelse og krogstørrelse:

0.10-0.15 mm: str. 24-14
0.15-0.20 mm: str. 14-10
0.20-0.25 mm: str. 10-4
0.25-0.30 mm: str. 4-1

Ved endnu større fluer bliver forfangets tykkelse af mindre vigtighed. Her begynder fiskenes størrelse og strømmens styrke at få mere vægt i valget af forfangstykkelse. I den forbindelse er det også vigtigt, at nylon er et smidigere materiale end fluorocarbon. Vigtigt specielt til helt små fluer, der skal kunne drive frit. Og at fluorocarbon er tungere og derfor synker hurtigere end nylon.

Der er således rigtig mange variationer over dette tema. Det er ikke uvæsentligt, om fluen bindes på en kort- eller langskaftet krog – selv om krogstørrelsen (kroggabet) er den samme. Det er heller ikke uvæsentligt, om fluen er bundet på en let krog af tynd wire – eller om det er en tung dobbeltkrog eller en krog vægtbelastet med eksempelvis et tungt guldhoved. Alt dette skal man tage i betragtning, når den rette forfangsstykkelse vælges.

Forfang er således ikke bare forfang. De er en vigtig og integreret del af fluefiskerens udrustning, som fortjener langt større omtanke, end de normalt får.

– Åh, en affaldsfisk …

Når maden drysser ned fra himlen…

Der er noget helt specielt ved Sydengland. Hver gang jeg kommer forbi, er det som at komme hjem igen, og sådan har jeg det ikke andre steder – trods en årelang tilværelse som aktiv globetrotter. Sydengland er gammelt Danmark – og stedet, hvor fluefiskeriets vugge stod.

Det var her, Charles Cotton mødtes med Izaak Walton og diskuterede fluefiskeriets glæder. Det var her, Frederick Halford imprægnerede de første tørfluer – i de selvsamme vande, hvor senere G.E.M Skues formastede sig til at dyppe sine våde nymfer. Endelig var det her, Englands senere udenrigsminister Viscount Grey gik i skole og kastede sine fluer – over det krystalklare vand i Rivers Test and Itchen.

Sydengland formelig oser af historie – ikke mindst med tanke på Stonehenge, der står som et umanerligt monument over menneskets gerninger for tusindvis af år siden. Her fornemmer man virkelig historiens vingesus – om noget sted overhovedet.

Det gør man også, når man entrer Winchester Cathedral, hvor Izaak Walton ligger begravet og har sit helt eget kapel – med de smukkeste blyindfattede ruder og sirlige glasmalerier. Enhver fluefisker med respekt for sig selv og sportens historie skylder sig selv at besøge den mægtige katedral, når han alligevel er på pilgrimsrejse til fluefiskeriets vugge. Katedralen ligger på vejen dertil, så det er ingen tidrøvende afstikker, og der er ingen undskyldning!

Rigtige gentlemen…

Anyway, jeg var inviteret til Sydengland for et par dages fiskeri i floderne Test og Itchen, og jeg forsømte ikke lejligheden til at besøge Winchester Cathedral. Jeg var spændt, for det var mit første besøg – både i kirken og ved de hellige kalkstrømme.

Den ene af dagene regnede desværre helt væk, og ville man fiske overhovedet, måtte der en nymfe på forfanget. Sådant nedlader rigtige gentlemen sig naturligvis ikke til, og det var kun et par forivrede italienere, der trodsede styrtregnen og dyppede deres dybe nymfer. Vi andre derimod tilbragte det meste af dagen inde i en lille rustik fiskehytte, hvor der hverken manglede mad eller drikke. Eller rettere: Drinks, for rigtige gentlemen drikker gin & tonic hele dagen. Allerflest, når de ikke kan fiske med tørflue!

På andendagen skinnede solen dog, og vi fik mulighed for at lufte vore tørfluer som rigtige fiskere. River Test kvitterede for solskin og vindstille med fine klækninger af små Medium Olives – klassiske døgnfluer, som bedst imiteres med en lille str. 16 flue. Og fiskene steg villigt til dem. Med regelmæssige mellemrum bredte fine ringe sig over det stille og glasklare vand – skabt af fine bækørreder, som sugede de små godbidder i sig.

Mine små tørfluer ville de også gerne have, så jeg hyggede mig formiddagen igennem med at kroge, lande og genudsætte flere fine fisk – alle på omkring halvkiloet. Efter en god frokost i det grønne – med kølig hvidvin i glasset – flyttede vi opstrøms til et nyt beat. Her var der kun sparsomme klækninger af de selvsamme døgnfluer, og der var langt mellem ringende fisk.

Helt ovre under modsatte bred – inde under nogle udhængende grene – ringede en god fisk imidlertid med jævne melemrum. Desværre var det umuligt at få den lille tørflue til at drive frit på så lang en line tværs over strømmen, så det blev ved forsøget. Ind imellem tog den dog en afstikker ud i strømmen og tog noget, der så meget større ud. – Måske insekter, der faldt ned på vandet?

Manna fra himlen

Min ghillie havde glemt fangstnettet nede i hytten og gik tilbage for at hente det. Jeg benyttede lejligheden til at analysere situationen. Det stod hurtigt klart, at jeg ikke ville lykkes med små tørfluer, der straks begyndte at streame – uanset hvad jeg gjorde. Det stod også klart, at jeg ikke ville synke så dybt som til at prøve med en nymfe. Man er vel tørfluefisker, og hvad ville min ghillie ikke sige?

Konklusionen blev derfor, at jeg knyttede en stor og knasende tør Daddy-Long-Legs på forfanget og sendte den over under busken. Den havde næppe drevet mere end en meter, førend den begyndte at streame. Men denne gang skete der noget. Ud af sit skjul kom en flot bækørred susende og kastede sig over fluen, som var det dagens sidste måltid!

Jeg fightede uden problemer fisken over til min egen bred, hvor ghillien nu stod klar med fangstnettet.

– Jolly good job, sir!, sagde han anerkendende, mens han foldede nettet ud.

Ørreden var træt nu og lagde sig på siden, så strømmen kunne føre den ind i nettet. Ghillien løftede op og svingede det ind over den tæt klippede græsbred. Så rakte han hånden ud efter fluen, som han ville fjerne inden fotografering og genudsætning. Stolt af min præstation, det var jeg naturligvis! Men ikke længe…

– Oh, a garbage fish, sagde han, nærmest med afsky i stemmen…

Han havde fået øje det store stankelben i munden på den flotte fisk, som hermed var reduceret til noget, jeg næppe skulle snakke højt om hjemme i pubben om aftenen. En simpel affaldsfisk. Sådan gør man bare ikke ved et klassisk vand som River Test, og jeg blev helt flov over mig selv. Tænk, at jeg kunne gøre det! Fluen var ganske vist tør og en nøjagtig imitation. Men den var ingen lille imitation af de små døgnfluer, der netop klækkede…

På vejen hjemover var jeg nødt til at aflægge Winchester Cathedral endnu et besøg – denne gang for at skrifte min helligbrøde over for salig Izaak Walton, som jo ligger begravet her. For øvrigt i godt selskab med sin søster og under permanent overvågning af selveste fiskeren over dem alle: Skt. Peter. Izaak var ikke fluefisker selv, og han ville derfor nok have lidt forståelse for min ugerning.

Men der blev ikke givet absolut syndsforladelse. Faktisk var der helt stille i katedralen. Og så var det altså, at jeg kom til at spekulere lidt. – For nu var det vel en godkendt tørflue, som Skt. Peter fik sin fine ørred på? – Den, han står med på glasmaleriet i katedralen…?

Svaret blæser i vinden, men jeg er nødt til at slutte af med et uddrag fra Norman Maclean’s dejlige bog “A River Runs Through It”, som ingen ringere end Robert Redford filmatiserede tilbage i 1992 – for øvrigt med Brad Pitt i en af de fiskende hovedroller. Her kommer min egen ringe oversættelse af indledningen:

“I vor familie var der ingen klar skillelinje mellem religion og fluefiskeri. Vi boede ved sammenløbet af flere produktive ørredelve i det vestlige Montana, hvor vor far var en presbyteriansk præst og dedikeret fluefisker, som bandt sine egne fluer og lærte andre at gøre ligeså. Han berettede for os, hvordan Kristus’ disciple var fiskere, og han efterlod os med den klare opfattelse, at alle førsteklasses fiskere ved Genezaret Sø var fluefiskere, og at John, hans yndling, kun fiskede med tørflue”…

Højtryk og lavtryk

Når der er tryk på laksefiskeriet…

Opgangsfisk som laks, havørred, steelhead og ishavsrøding er nogle mærkelige fisk. Mærkelige, idet de overhovedet ikke tager føde til sig i ferskvand. Og mærkelige, fordi vi alligevel kan få dem til at tage vore blink og fluer…

Det faktum må være en klar fejl i Vorherres programmering af disse dejlige fisk. De er udelukkende vandret op for at gyde, og de lever udelukkende af de fedtreserver, de har opbygget under havopholdet. Vorherre overså tilsyneladende helt den mulighed, at et fænomen som lystfiskere med tiden kunne udvikle sig og finde på at præsentere disse sultestrejkende vandrere for ting og sager, de ikke kan lade være med at bide i!

Set med biologens øjne er der megen logik i, at de voksne gydefisk ikke tager føde til sig i ferskvand. Gjorde de det, ville de i bogstaveligste forstand æde føden ud af munden på deres eget afkom. Et vandløb producerer nemlig ikke så megen føde, at det kan brødføde et stort antal store fisk. Et vandløb kan kun levere mad nok til et begrænset antal opvoksende ungfisk – ikke deres grådige forældre.

Ultimativ opofrelse

Stillehavslaksene har ført denne form for yngelpleje helt ud i det ekstreme. For ikke nok med, at de absolut intet æder under deres ophold i ferskvand. Nej, de ofrer samtidig også deres liv og overgiver deres udlegede kroppe til vandløbet, så deres afkom kan få glæde af dem – i form af et mere næringsrigt vandløb, end tilfældet ellers ville være.

I artiklen “Høstfisk i hugget” er der gjort rede for i hvert fald to grunde til, at opgangsfisk alligevel kan fås til at hugge – hugrefleks fra havet og aggression på gydepladserne. De friske opgangsfisk er blanke og har stadig hugrefleksen med sig fra havet. De farvede gydefisk kæmper om standpladserne – hannerne også indbyrdes om hunnerne. Begge dele kan udnyttes til at udløse et hug på vore kunstagn. Begge dele er logiske og biologisk velbegrundede.

Men midt imellem disse to yderpunkter finder vi en stor gråzone, hvor fiskene egentlig slet ikke burde kunne fanges. For efter kortere eller længere tids ophold i vandløbet fortager hugrefleksen sig og forsvinder til sidst helt – i takt med, at fordøjelsesapparatet skrumper ind. Og lang tid før legen er aggressionen endnu ikke så udtalt, at vi kan bruge den til noget med vore fluer. – Hvorfor i alverden hugger fiskene så?

Der er der mange spændende teorier om – nogle mere fantasifulde end andre. Her vil vi imidlertid koncentrere os om en nyere teori, der på mange måder tager et solidt afsæt i biologien. Som tilsyneladende har noget at have det i, når den forudsiger fiskenes hugperioder.

Lufttrykket – under vand…

Vi taler her ikke om den amerikanske Solunar-teori, der hører til i den mere eksotiske del af teorierne. Nej, vi taler om noget så konkret som lufttrykket – under vand!

Biologer har længe vidst, at insekter er meget følsomme over for vejr og lufttryk. Man har også vidst, at dette gjaldt ikke kun landinsekter, men også vandinsekter. Sidstnævnte har nemlig god brug for at kunne fornemme lufttrykket oven vande også under vandet.

Det har de brug for, når de skal klække og forvandle sig fra eksempelvis vandlevende nymfer til vingede døgnfluer. De har da brug for at vide, hvordan forholdene er oven vande, og de registrerer da lufttrykket – nede i vandet. Det er således i dag veldokumenteret, at vandinsekter rent faktisk kan registrere ændringer i lufttrykket – hvor mystisk og selvmodsigende det end kan lyde.

Når døgnfluer klækkes, er deres første vingede stadium kun et skridt på vejen. I det noget uklare “dun” eller “subimago” stadium er de i venteposition til at skifte hud og ham endnu engang, så de kan nå det glasklare “spinner” eller “imago” stadium, hvor de kan flyve op, danse og parre sig. Det kræver godt vejr, og det er derfor vigtigt at kende lidt til vejrudsigten de kommende dage. Døgnfluer kan nemlig ikke tage føde til sig, og deres liv på jord – oven vande – er derfor af meget begrænset varighed.

Men tilbage til de sultestrejkende opgangsfisk, som det jo drejede sig om. Laksefiskere har gennem århundreder noteret sig, at sløve og inaktive laks tilsyneladende helt uden grund pludselig kan blive meget aktive og hugvillige. Hugperioderne kan være kortere eller længere, og pludselig ophører de helt – lige så hurtigt som de startede.

Tag trykket på laksene

Nogle mennesker kan bare ikke nøjes med at se til og se tingene ske. De vil absolut vide hvorfor, og uden mennesker af denne slags var vi jo aldrig kommet til Månen – eller havde fået atombomben…

Heldigvis er der også mere fredelige og mindre ressursekrævende sysler at tage sig til – eksempelvis hvorfor laksene i en elv pludselig kommer i biddet. Har man samtidig lidt indsigt i biologien og dyrenes adfærd, er det nærliggende at mistænke en sammenhæng mellem lufttrykket og laksenes bidelyst.

Han er næppe den første, der har tænkt tanken, men han er helt sikkert den første til at gøre noget rationelt ved det. Manden er Andrew Bett, og han har skrevet en hel bog om emnet: “The Barometric Breakthrough”. En noget tør, men ikke desto mindre interessant “afhandling” om netop lufttrykkets indflydelse på livet under vandet. Og konklusionen i bogen er mindst lige så klar som i Monty Python’s “Life of Brian”, hvor “the meaning of life” jo viser sig at være den ganske enkle: “to wear a hat!”…

Andrew Bett’s konklusion er tilsvarende, at alle seriøse laksefiskere bør investere i og altid bære et af Casio’s armbåndsure med indbygget barometer! Så kan man nemlig registrere pludselige ændringer i lufttrykket med få minutters varsel og tilpasse sit fiskeri til det. Bett konkluderer nemlig, at laks er sarte væsener med en svømmeblære så følsom, at den registrerer selv ganske små ændringer i lufttrykket. Også selv om deres svømmeblære er af den åbne og mere upræcise af slagsen. Pludselige stigninger i lufttrykket mærkes alligevel straks, og laksene liver op til dåd.

Pludselige stigninger bedst

Men hvorfor nu lige det? Laksene spiser jo ikke noget, mens de er i elven som voksne gydefisk. Det ved vi jo med sikkerhed. De har jo fornuftigt nok ingen ambitioner om at æde føden ud af munden på deres eget afkom.

– Jo, siger Bett. – Det er et levn fra deres barndomsår i elven. Som små laks var de naturligt nok afhængige af at kunne forudsige deres fødemners gøren og laden. De havde da stor fordel af at kunne forudse eller -ane insekternes klækning, idet selvsamme insekter jo var deres vigtigste fødeemner som små. Så kunne de bedre passe spisetiderne og ikke gå glip af maden!

Bogens konklusion er ikke blot, at laksene hugger bedst ved stigende lufttryk, men også at hurtigt stigende lufttryk er bedre end langsomt stigende. Dette eksemplificeres bedst ved den markante lufttryksstigning, man næsten altid ser umiddelbart efter et uvejr. En stigning, der sætter skub i såvel insekternes klækning som laksenes bidelyst.

Eneste ulempe ved denne interessante og efterhånden ganske godt underbyggede teori er, at man nødvendigvis må anskaffe sig et stort og dyrt ur med indbygget barometer for at kunne drage nytte af indsigten. Et rigtigt macho-ur, vil nogen sige.

Men så har det jo aldrig været noget problem for os inkarnerede og dedikerede “gadget men” at skulle anskaffe nyt udstyr for om muligt at kunne klare os endnu bedre.

Faktisk elsker vi jo også netop den slags udfordringer…!

Mus i maven

Grådige som gedder…

De fleste mennesker har den opfattelse, at ørreder er fornemme fisk – finere, mere elegante og mere raffinerede end eksempelvis torsk og gedder. Nogle vil sågar mene, at de også er klogere!

Det sidste er nu nok at gå for vidt. For at være klog, skal man jo kunne tænke, og det kan fisk altså ikke. De tænker ikke, men reagerer blot på de ting, de udsættes for. De er fra naturen programmeret til at udføre handlinger, der er praktiske for dem, når de konfronteres med bestemte forhold. En programmering, der er sket gennem årtusinder, og som sikrer, at slægten overlever.

Denne programmering sørger for, at ingen godbid slipper uantastet forbi en sulten fisk. Uanset hvor stor den så måtte være. Det kan godt være, at en stokmæt ørred lader en stor majflue passere – omend det sjældent sker. Men det er helt sikkert, at en sulten fisk kaster sig over fødeemner, der ved første øjekast ser alt for store ud til den. Den skal nok få dem ned!

En rødplettet røver

For nogle år siden var jeg på elektrofiskeri i den øvre del af Gudenåen. Langt størsteparten af de fangede fisk var stallinger – ørrederne var der en god del længere imellem. Til gengæld var de ofte store. Således fangede vi en flot bækørred på 55 cm, godt 2 kg tung. Den havde en fyldig bug, og vi skulle undersøge maveindholdet på de fangede fisk for at se, hvad de spiste.

Fiskene blev bedøvet, før vi mavepumpede dem – eventuelt med lidt vand først, så det hele gled lidt lettere. Men den store bækørred ville ikke af med sin hemmelighed. Først efter flere forsøg kom der lidt med op – i form af nogle mørke uldtotter. Et par maveskylninger senere måtte den dog give helt op, og op kom de første rester af – en vandrotte!

Vi gjorde naturligvis store øjne, for det havde vi ikke forventet. Men det er langt fra usædvanligt. Store bækørreder er ofte hanner med store hoveder og lange kæber, der fint er i stand til at fange og sluge selv overraskende stort bytte. Og store bækørreder bliver altså ikke store på en diæt af små døgnfluer.

Der skal mere protein til, og her kommer de små pelsdyr ind på en klar førsteplads. Næppe noget andet fødeemne leverer så meget protein i en enkelt mundfuld som mus og andre gnavere.

Druknede mus

Under et besøg i den kanadiske atlanterhavsprovins Labrador for en del år siden, oplevede jeg en sand invasion af store skovmus. Ikke lemminger, som også findes på disse breddegrader, men regulære mus. Store, tykke og kulsorte i pelsen. De var overalt – ude i skoven, inde i lodgen – og ude på vandet!

Vor trivelige madmor var frustreret over de mange mus, der susede ind og ud af hendes køkken, men de var der blot på gennemgang – ikke på rov. De var som en anden lemmingeflok på vej mod grønnere græsgange – steder med mere plads og mere føde. Og kom der så en sø eller elv i vejen, begav de sig uforfærdet ud på vandet.

Hver morgen kunne vi efterfølgende se døde mus drive rundt – druknet under forsøget på at nå i land på den anden side. Og hver aften kunne vi se søens store ørreder line up for at guffe de kolossale godbidder i sig – med hud og hår.

Det gav mulighed for et helt unikt fiskeri, som jeg aldrig har oplevet magen til. Fiskeriet begyndte først for alvor, når mørket havde sænket sig helt over den nu blikstille sø:

Blindt fiskeri i bælgmørke med musefluer så store, at vi knap kunne kaste dem. Hørte man et plask ude i mørket, kastede man efter bedste evne sin monsterflue ud i samme retning. Og hørte man endnu et plask fra samme retning, strammede man roligt op – og krogede i regelen en tung kildeørred i 2-3 kg’s klassen!

Matching the Hatch

Vi oplevede to aftener med dette fantastiske fiskeri, som havde den finest tænkelige afslutning: I horisonten kunne vi se lysene fra vor lodge, hvor madmor stadig havde travlt i køkkenet. Hun stod nemlig klar med friskbagte pandekager og blåbærsyltetøj – hjemmelavet, naturligvis – når vi trætte gik i land ved midnatstide!

Og da var det, vi havde en pudsig oplevelse. Hver gæst måtte tage én trofæfisk med sig hjem under en uges ophold. Vi havde den ene aften en flot 7 punds fisk med hjem, som min makker Dave ville have udstoppet og hængt op på væggen derhjemme i Pennsylvania.

I lodgen var samme uge to inkarnerede tørfluefiskere, hvis hjemmevand var den klassiske østamerikanske kalkstrøm Letort. Her er diminutive tørfluer str. 16-24 dagens orden blandt de ofte superselektive ørreder. De to purister rynkede derfor på næsen af vort natfiskeri med store fluer. For dem var det kun “matching the hatch” med rene imitationsfluer, der duede.

Vi sprættede trofæfisken op og fandt hele tre store mus i maven på den. Dave lagde nu den store museflue ved siden af de rigtige mus og kaldte så på tørfluepuristerne fra Letort.

– Hvis det ikke er matching the hatch, sagde Dave triumferende. Og de måtte give ham ret – samt en flaske Jack Daniels som undskyldning for deres noget hovski-snovski opførsel!

Sommer i Sibirien

Sommeren er kort i Sibirien, hvor vinteren er tilsvarende lang. Samtidig er den så kold, at elvene i regelen fryser til. Længst oppe bundfryser de sågar!

Alligevel er Sibirien kendt for sine meget store laksefisk – de helt store taimen og de mindre, men mere talrige lenok. Ofte træffes fiskene langt oppe i bjergene, hvor vandet er iskoldt og næsten sterilt. Heroppe producerer vandet meget få akvatiske fødeemner – kun nok til at opretholde en ganske lille fast bestand af laksefisk.

En stor del af disse er arktiske stallinger af samme art, vi kender fra Alaska – fisk, der sjældent bliver større end kiloet i det kolde vand. Alligevel lever der laksefisk på både 10 og 20 kg i de selvsamme vande, men hvordan i alverden er de blevet så store?

Hvis de levede af stallingerne, ville det hurtigt være slut med dem alle. Og det er ikke tilfældet. Nej, i stedet lever de store taimen laks og de mindre lenok fortrinsvis af gnavere – af mus, lemminger og egern, der mere eller mindre frivilligt er havnet i vandet. To ud af tre lenok laks viser sig således at have mus i maven – den tredje ingenting eller eventuelt en mindre artsfælle!

Mus på menuen

Trods deres grådighed hugger lenok laksene dog meget forsigtigt på fluen. Er der mus på menuen, så prøver de først at drukne dem ved at trække dem i hale eller ben. Det må være en grufuld død, hvis man er en mus eller lemming på afveje…

De langt større taimen laks derimod slår først musene bevidstløse med et kraftigt slag af den store røde hale, førend de vender tilbage og sluger pelsdyrene i én mundfuld! En teknik, der er uhyre efektiv over for stort bytte såsom egern…

De lokale russere er helt klar over dette. De ved, at de store taimen skal findes helt inde på lavt vand, hvor de jager i ly af mørket. De ved også, at agnet ikke kan blive for stort. Favoritten består af et helt egernskind, som er trukket over en tyk krop af kapok – gamle dages opdriftsmiddel i primitive redningsveste. Skindet sys sammen, og det udstoppede egern rigges med en stor trekrog – eller to!

Vi andre har heldigvis fundet ud af, at store musefluer fint kan kastes og fiskes effektivt – på tungt 2-håndsgrej. Vi overlader derfor gerne egernfluerne til vore russiske guides!

Fjorddøden

Mariager Fjord død…

Det var et frygteligt og dybt deprimerende syn, der sidst i august måned 1997 mødte folk og fiskere, som havde deres gang ved Mariager Fjord. Døde og døende fisk flød omkring overalt i overfladen.

En ubeskrivelig stank af død og råddenskab fyldte luften over den afdøde fjord. Svovlbrinte – trængt op fra bundslammet under den bundvending, der blev resultatet af fortidens synder og dette års iltsvind – rev i næsen i flere dage, før vinden havde fjernet de sidste rester. Måger fra nær og fjern havde kronede dage, mens de frådsede i døde og døende fisk i strandkanten.

Det er normalt de bundlevende fisk, som afgår ved døden under iltsvind – torsk og fladfisk med flere samt naturligvis muslinger, krabber og børsteorm med meget mere. Men denne gang undslap end ikke havørrederne. Iltsvindet startede ude ved Hadsund og arbejdede sig i løbet af nogle dage indefter til Hobro. Fiskene kunne derfor ikke flygte – de var fanget i en fælde.

Flere steder kunne man på en 500 m lang kyststrækning tælle op mod 50 døde havørreder samt et antal overraskende store helt. Kun de havørreder, som nåede at stikke næsen op i åer, bække og kildevæld, overlevede bundvendingen.

Ålene, som er mere hårdføre end de fleste, stak snuden op i selv de mindste kildevæld eller gik sågar helt på land for at undgå den giftige svovlbrinte. Her blev de straks mødt af fjordens mange fritidsfiskere, som med ketchere og håndkraft havde let spil blandt de mange, mange ål. Så godt et ålefiskeri havde de ligegodt aldrig oplevet før…!

I lokale dagblade kunne man da også sidst i august og først i september se annoncer om salg af friske ål (min. 5 kg!) fra fjorden…
– Ål så sorte som bundslammet i Mariager Fjord??

Årsagerne

Biolog Finn Andersen fra Nordjyllands Amt kunne på det efterfølgende krisemøde i Assens fortælle, at 77% af alt kvælstof i Mariager Fjord stammer fra landbruget, der på landsplan kun har reduceret udledningerne med 14%.

Lokalt – i oplandet til Mariager Fjord – er udledningerne imidlertid de samme som for 10-15 år siden. Her har landbruget altså ikke gjort noget som helst.

Naturen selv står for 12% af det til fjorden tilledte kvælstof – fortrinsvis fra atmosfæren og dermed ikke mindst fra bilerne. Tilsvarende bidrager rensningsanlæg med 9% og dambrug med 2%. Dette baseret på gennemsnitstal fra perioden 1992-96. Altså ingen tvivl om, at landbruget med sine 77% af kvælstofudledningerne er hovedaktør i den årlige russiske roulette om fjorden.

Fosforindholdet i fjorden er idag så lavt – på grund af god spildevandsrensning fra byer og industri – at det ikke har nogen begrænsende effekt på algevæksten og det efterfølgende iltforbrug. Det er kvælstoffet, der styrer udviklingen.

Det er ifølge Miljøstyrelsens matematiske modeller – og ikke via faktiske målinger – at landbruget indtil videre har reduceret sine udledninger af kvælstof med 14%.

Desværre kan landets amter ikke få øje på denne reduktion. Faktisk konkluderer 7 ud af landets 11 amter idag, at de ikke kan måle nogen faktisk reduktion i forureningen fra landbruget overhovedet. Efter mere end ti år med vandmiljø-handlingsplanen…!

Muslinger og iltindhold

Biologerne havde kigget tilbage på tal fra Mariager Fjord, som talte deres eget tydelige sprog. I grove træk fortalte de følgende om udviklingen for vandmiljøet i den lange og smalle fjord:

1930‘erne: Muslinger og ilt ned til 15 m’s dybde
1980‘erne: Muslinger og ilt ned til 10 m’s dybde
1990‘erne: Muslinger og ilt ned til 5 m’s dybde

Data, som klart dokumenterer, at det ikke altid har stået lige skidt til med vandmiljøet i Mariager Fjord. At forholdene er blevet klart værre i de sidste to årtier – trods mange påstande om det modsatte.

En af fjordens mangeårige ålefiskere, Alex Silleborg fra Assens, troede ikke på det, da biologer allerede for 25 år siden fortalte ham, at fjorden ville være død inden år 2000 – hvis ikke der blev gjort noget radikalt. Det blev der som bekendt ikke, men nu tror Alex i hvert fald på, hvad biologerne siger…

I 1994 var situationen næsten lige så faretruende som her i 1997, men dengang blev fjorden reddet af gong-gong’en – i form af en frisk blæst, da det så allerværst ud.

I 1997 havde vi så den varmeste sommer i 123 år – men desværre ingen blæst til at blande fjordens vandmasser op. De havde lagdelt sig i det stille vejr og dermed muliggjort det iltsvind, der i løbet af 6 lumre augustdage satte “dødens spiral” i gang, som det stod at læse i dagspressen.

Blæsten kom dog også i år, men altså for sent. Medio september kunne biologerne meddele, at iltindholdet i fjordens overfladevand nu igen var acceptabelt – 5 mg/l – men at bundvandet stadig havde under de kritiske 2 mg/l.

Og fiskene – de var og er jo døde. Deres fødeemner med. Det store spørgsmål er nu, om og i givet fald hvornår de atter begynder at vise sig i fjorden.

Normalt sker der efter et iltsvind en ny kolonisering af området med dyr udefra i løbet af måske 5 år – via vandstrømmen. Men i den op til 30 m dybe fjord, hvor en vandudskiftning tager op imod 20 år, kan man ikke regne med en sådan ny kolonisering. Den vil i hvert fald tage mange, mange år.

Skal fjorden således have nyt liv i vor tid, skal den have hjælp til det – via iltning af vandet og stop for yderligere tilførsel af næringssalte. Samt via tilførsel af nye organismer udefra.

Løsningerne

Der har siden fjordens død været fremsat mange forslag til genoplivning af Mariager Fjord. Nogle mere fantasifulde end andre – nogle væsentligt dyrere end andre – nogle mere realistiske end andre.

De mange forslag kan dog sammenfattes i fem hovedpunkter, der hver især ikke skal betragtes som den endelige løsning, men i stedet som enkeltbidrag til en samlet løsning:

1) Reduktion i tilledningen af næringssalte. Endnu bedre rensning af spildevandet samt opstramning af reglerne for landbruget er første skridt på vejen mod et bedre vandmiljø og en fjord med et iltindhold, der året rundt tillader et rigt og varieret dyre- og planteliv.

Jo mindre tilledningen af næringssalte bliver, desto bedre får vandmiljøet det. En såre enkel sammenhæng, som kun landbruget ikke vil erkende.

2) Iltning af bundvandet i inderbassinet. Med de gode erfaringer, som Viborg Amt har høstet omkring iltning af bundvandet i Hald Sø, bør der ses nærmere på mulighederne for at ilte eller i hvert fald belufte bundvandet i den dybe inderfjord.

Man skal dog være klar over, at Mariager Fjord er langt større end Hald Sø, og at et eventuelt projekt derfor vil blive bekosteligt. Men sikkert også effektivt, hvis ellers det udføres i fuld skala.

Biologerne har beregnet, at der skal tilføres ilt for mere end 10 mio. kroner, hvis der skal kompenseres for den årlige algeproduktion og de 100.000 tons døde muslinger.

Respirator-løsningen!

3) Indpumpning af frisk vand fra Kattegat. En lang rørledning fra Kattegat til Hobro kunne lede frisk og iltrigt vand ind i fjorden og fremme vandudskiftningen med alle de fordele, det nu indebærer.

Største ulempe ved projektet er prisen på den lange rørledning – med en faldhøjde på måske 10 m – der i så fald vil skulle bygges. Samt omkostningerne ved at konstant at pumpe vandet op fra Kattegat og ind i Mariager Fjord.

Derfor nok den mindst realistiske løsning…

4) Fjernelse af dæmningerne ved Overgård. Så sent som i 1962 (dengang også Skjernå blev reguleret) lykkedes det daværende godsejer Flemming Juncker på Overgård at få tilladelse til inddæmning af 1.700 tønder land jord på sydsiden af Mariager Fjords udmunding i Kattegat. Inddæmningen var en realitet i 1965.

Herved blev den brede fjordmunding gjort meget smallere, hvorved vandudskiftningen i fjorden forringedes. Samtidig fik man indvundet landbrugsjord af tvivlsom kvalitet – sandet jord, som skal tilføres store mængder gødning for overhovedet at være frugtbar.

Senest er Mariager Kommune kommet i søgelyset, da den ikke kan redegøre for flere tusinde tons byslam, som er bragt ud på Overgårds inddæmmede jorde. Overskudsgødningen havner i yderfjorden og bringes dels indefter i Mariager Fjord, dels udefter i Kattegat.

En fjernelse af dæmningerne, oversvømmelse af markerne og udgravning af sejlrenden vil kunne sikre Mariager Fjord en større vandudskiftning.

5) Udsætning af nye organismer i fjorden. Da fjorden er lang og smal med en meget ringe vandudskiftning, vil det tage mange år, førend fjorden igen beboes af de fisk, dyr og planter, der var inden bundvendingen.

Skal processen fremskyndes, må de pågældende arter introduceres kunstigt – når ellers vandmiljøet igen tillader det.

Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening (DN), som havde indkaldt både medier og masser til krisemødet i Assens, meldte klart ud med en 5-punkts plan til redning af det danske vandmiljø – under arbejdstitlen “Vandmiljø-handlingsplan II”:

1) Der skal anvendes mindre kvælstof på markerne. Kvælstofnormen reduceres med 20%. Reglerne for, hvor meget kvælstof der må udbringes, skal afhænge af afgrødens art.

2) Udnyttelsesgraden for husdyrgødning øges fra de nuværende 60% til 80%. Kvælstoffet i husdyrgødningen erstatter hermed kunstgødningen i højere grad, og den totale kvælstofmængde går ned.

3) Mindst 20% færre husdyr pr. hektar for at begrænse overbelastningen fra husdyrgyllen. Desuden skal der indføres skærpede krav i særligt følsomme områder – drikkevandsområder, særligt følsomme naturområder, eksempelvis fjorde etc.

4) Sædskifte: De grønne marker skal være effektive. Græs og rodfrugter skal bruges i stedet for vintersæd og majs. Med udgangspunkt i sædskiftet inden for økologisk landbrug skal der være et sædskifte med optimal anvendelse af kvælstofoverskuddet i jorden.

5) Naturgenopretning: Naturens selvrensende effekt er blevet reduceret gennem udretning, rørlægning og fjernelse af vandløb. Der skal ske en naturgenopretning af de våde enge. Dræn skal fjernes og gødningen væk.

Erfaringer fra Fyn viser, at genopretning af våde enge i ådale svarende til 2% af landbrugsarealet vil kunne fjerne op til 25% af det kvælstof, der ellers tilføres vandløbene fra landbruget.

Ud af ca. 30.000 km vandløb i Danmark er det under 1.000 km vandløb, der idag har et naturligt forløb. De seneste 10 års indsats for naturgenopretning har medført, at 57 km vandløb er blevet naturgenoprettet.

DN foreslår derfor, at der nu iværksættes en prioriteret, massiv naturgenopretning af vandløbene.

Fiskerne

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) brillierede på mødet ved sin fuldstændige mangel på indlæg i sagen. Angsten for landbruget og med det lodsejerne og med dem medlemmernes fiskeret ved åerne, havde tydeligvis givet DSF en effektiv mundkurv på.

I hvert fald var der over for landbruget ingen kritiske indlæg overhovedet fra DSF. Trods DSF’s eget slogan “Vi taler miljøets sag, mens du fisker” – og en stendød fjord lige uden for døren.

Et par lystfiskere fra Hobro gav da også efter mødet udtryk for, at her havde man så det endegyldige bevis på, at “DSF ikke er den landsdækkende organisation for danske sportsfiskere, man ynder at kalde sig.”

Men at “DSF blot repræsenterer en lille skare protektionistiske jyske åfiskere. Hvoraf nogle endda glæder sig over, at iltsvindet har presset et stort antal havørreder op i åernes kølige og iltrige vand – hvor de så kan fanges…”

Hårde ord fra to lystfiskere, hvis nordjyske forening selv er organiseret i DSF, der har hovedsæde i Vejle. Og ordene var da også møntet på netop Vejle Å, som i selvsamme periode nærmest bugnede af sølvblanke havørreder, der undslap iltsvindet ude i Vejle Fjord ved at trække op i åens friske vand. Hvor de så blev mødt af stangsvingende lystfiskere en masse, der fangede havørreder som aldrig før…

Fritidsfiskerne

Fritidsfiskerne var i så henseende ikke spor bedre. Da de nye fredningsbestemmelser for Mariager Fjord langt om længe blev en realitet, spærrede fritidsfiskerne straks fjorden af ved Hadsund – lige uden for den nye fredningszone. De fisk, der nåede at flygte ud af fjorden ved iltsvindet, måtte således igennem en skov af garn og ruser uden for Hadsund, hvis de ville have en mundfuld frisk ilt..

Fra asken i ilden, kunne man passende sige. De havørreder, som var sluppet helskindet ud af fjorden i tide, og som i skrivende stund er på vej tilbage for at gyde, har det sværere end nogensinde, når Hadsund skal passeres.

De få overlevende havørreder burde naturligvis have været totalfredet, så de kunne begynde på genopbygningen af en ørredbestand i fjorden hurtigst muligt.

Som et lidt rystende kuriosum kan det nævnes, at formanden for en lokal fritidsfiskerforening i Vive blev taget på fersk gerning af politiet for at sætte ulovlige ørredgarn i den fredede Ajstrup Bugt i det yderste af Mariager Fjord – i selvsamme efterår fjorden døde…

Samme dag tog samme politimand en anden fritidsfisker i færd med at røgte garn inden for fredningsbæltet ved Korup Å…Tilsyneladende er der ikke blandt fiskere af nogen slags en større forståelse for, at de overlevende fisk må beskyttes i stedet for brandskattes efter fjordens død. Og det er virkelig trist.

Landbrugerne

Landboorganisationerne var naturligvis mødt talstærkt op i Assens for at fortælle aviser, radio og TV, at de var helt uden skyld i fjordens død. At de til punkt og prikke havde opfyldt de krav, som vandmiljø-handlingsplanen havde stillet til dem.

En landmand sagde dog på vej ud fra mødet, at nu var fjorden jo alligevel død. – Hvorfor så ikke blot fortsætte, som vi plejer…?

Der er dog ingen grund til at give landbruget hele skylden for miseren. Det er jo trods alt os selv, der – via de folkevalgte politikere – har givet landmændene en alt for lang snor. Som har tilladt dem at skalte og valte med den danske natur, som var det deres egenhændige ejendom.

Det er os, der har tilladt dem at hælde pesticider og næringssalte ud i grund- og overfladevand. Som har tilladt dem at rette vore vandløb ud, så de kunne få ny landbrugsjord til en billig penge, mens overskydende næringssalte susede direkte ud i vandmiljøet i stedet for at blive optaget inde på engene. Os, som ser gennem fingre med, at de pløjer og gøder deres marker helt ud i åerne.

Siden vandmiljø-handlingsplanen blev vedtaget i 1986, har det danske landbrug imidlertid selv haft chancen for selv at gøre noget ved problemerne. Men de forspildte den i eksporten og den hellige mammons navn. Mariager Fjord er nu definitivt død – som den første i de indre danske farvande. – Hvilken fjord bliver den næste? – Roskilde Fjord? – Isefjorden?

Da vandmiljø-handlingsplanen blev drøftet i 1985, kom den daværende underdirektør fra Miljøstyrelsen træt med følgende, som han meget rammende kaldte landbrugets “fem på hinanden følgende forsvarsværker”:

1) Der er ikke noget problem.
2) Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.
3) Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.
4) Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar: – Vil de betale forskellen?
5) Vi vil have fuld erstatning!

Nu 12 år senere må det vist stå klart for alle, at der ikke længere er grund til at søge en dialog etableret med landbruget. Nu er der desværre kun diktater, restriktioner, regler og sanktioner tilbage, hvis ikke samtlige danske fjorde skal lide kvælningsdøden i de nærmeste år.

Fra fjordslagtning til gårdslagtning

Det har altid været almindeligt med hjemmeslagtning på gårdene – i de gode, gamle dage før landbruget blev til en industri. Men netop nu – efter landbrugets første rigtige fjordslagtning – er et helt nyt fænomen dukket op inden for landbruget.

Det er “gårdslagtninger”, som intet har med hjemmeslagtning at gøre. Der er i stedet tale om økonomiske transaktioner på højde med de forkætrede selskabstømninger, som har kostet den danske stat milliarder af skattekroner i de seneste år. I skrivende stund nedlægges således hele syv landbrug om dagen!

Gårdslagtninger sker, når en landmand ønsker at afvikle sit landbrug. Han kan da sælge underskuddet og de midler, der er hensat til skat – til en ny landbruger. Typisk en svineproducent af den slags, der er kommet flere og flere af i de seneste år. En storproducent, som har brug for mere jord til at sprede den megen gylle over.

En industrialiseret storbonde, som ved at købe sig til nye besiddelser på denne måde kan undgå at betale skat. Med de gældende regler kan en landmand helt enkelt vælge, om han vil betale skat som de øvrige borgere i vort velfærdssamfund. Eller om han i stedet vil udvide sine besiddelser ved nye jordkøb.

Det er ikke svært at gætte sig til, hvad den moderne storbonde vælger. Han udvider naturligvis sine besiddelser – på det øvrige samfunds bekostning. I takt med, at han køber jord op og udskyder skatten, nedskriver han sin ejendom. Når han så vælger at gå på pension, sælger han jorden fra. Ejendommen sælges eller rives ned.

Da ejendommen nu ikke giver overskud, slipper han ifølge gældende regler for at betale den udskudte skat. Samtidig kan han stikke fortjenesten ved jordsalget direkte i lommen. Gården er slagtet og samfundsøkonomien malket.

Et typisk eksempel

Et typisk eksempel, som dagbladet Politiken bragte den 9. november 1997:

En svineproducent tjente i regnskabsåret 95/96 kr. 825.000. De gældende skatteregler gav ham en opsparing/udskudt skat på kr. 461.000, så han slap med at betale kr. 96.000 i skat – en trækprocent på blot 12,6 %. Regnestykket giver svineproducenten et privatforbrug på kr. 277.000 i det pågældende indtægtsår.

Udviklingen mod stedse færre, men så meget større landbrug har været undervejs i flere år, men har for alvor taget fart i det seneste årti. Siden 70’erne er antallet af landbrug i Danmark således halveret.

De små husmandsbrug har måttet give op over for storbrugene, der sprøjter markerne med pesticider, overgøder dem med gylle og pumper deres svin med penicillin.

Det danske landbrug skylder idag staten omkring 20 miliarder kroner i skat og afskrivning på driftsmidler – penge, som de blandt andet undgår at betale via omtalte gårdslagtninger.

Samtidig modtager hvert landbrug idag omkring 200.000 kroner fra diverse landbrugsfonde i EU. Hertil skal så lægges forskellige subsidier fra den danske stat. Vi er således alle med til at betale det danske landbrug for at svine vort miljø til, som de gør idag.

Landbrugsrådets præsident og formand for De Danske Landboforeninger Peter Gæmelke afviste da også over for medierne på det kraftigste, at landbruget skulle spekulere gårdslagtninger for at undgå udskudt skat.

Hvorefter dagbladet Politiken få dage senere – den 13. november 1997 – kunne offentliggøre en fortrolig rapport fra selvsamme Danske Landboforeninger, hvori man direkte opfordrer medlemmerne til at spekulere i netop gårdslagtninger. Rapporten går endda så vidt som til at foreslå endnu gunstigere skatteregler for landbruget.

Selvkritik lig selvmord

Da første vicepræsident i Landbrugsraadet og formand for Dansk Familielandbrug Peder Thomsen offentligt stod frem og kritiserede sine egne for spekulation i gårdslagtninger og samtidig kaldte det “en form for selskabstømning”, havde han underskrevet sin egen dødsdom.

Peder Thomsen blev ved først givne lejlighed degraderet til anden vicepræsident, hvilket formanden for de “store” bønder, Peter Gæmelke, sørgede for. Så meget for eventuel selvkritik, der straks dræbes indefra i de store landbrugsorganisationer. Den slags kan man jo ikke have, når der skal tjenes penge…

Det eneste gode ved de igangværende gårdslagtninger er, at antallet af landmænd nu er støt faldende. På et tidspunkt vil der forhåbentlig være så få landmænd tilbage, at deres stemmer ikke længere har nogen politisk betydning.

Det håbede i hvert fald en vred sjællandsk dyrlæge i et læserbrev i Jyllands-Posten. Men helt miste sin betydning vil eksporten og det deraf følgende overskud på handelsbalancen næppe nogensinde gøre…

Gunstige skatteregler som de nuværende medfører gårdslagtninger og færre, men større bedrifter med en stigende produktion af svin og dermed gylle. Hvilket så i sidste ende slagter også vore fjorde. Senest har dagbladet Politiken afsløret, at 1.264 landmænd – storbønder også kaldet – idag ejer eller forpagter flere end de fem landbrug, de ifølge loven har ret til.

Således er der eksempler på, at en landmand i Nordjyllands Amt disponerer over 27 ejendomme, mens en anden storbonde i Viborg Amt sidder på hele 39 landbrug.

Og det er stordrifter som disse, der i videst muligt omfang modsætter sig økologisering af produktionen, og som dermed er med til at skubbe vandmiljøet yderligere ud mod afgrunden.

De er samtidig med til at holde yngre og mere miljøbevidste landmænd ude fra erhvervet. Der er jo ingen landbrug at købe for dem.

I 1950’erne var der godt og vel 200.000 landbrug i Danmark. Her på vej mod år 2000 er antallet nede på under 50.000, hvoraf mindre end halvdelen er heltidslandbrug.

Forhåbentlig kan politikerne dog snart se skriften på væggen – omend 25 år for sent?

Politikerne

Vi danskere vil gerne se os selv som miljøbevidste. Vi fører os frem som miljøets forkæmpere i EU. Vi markedsfører Danmark som et rent feriested med et sundt vandmiljø. Vi markedsfører vore landbrugsprodukter i udlandet som sunde og “mejerigtige”.

– Men hvad vil udlandet ikke fremover tænke om de beskidte danskere, som nu har dræbt alt liv i den første af de mange danske fjorde?

– Vil de fremover respektere et land, som med den ene hånd kan lade en hel fjord afgå ved døden, mens det med den anden kæmper en drabelig og fuldstændig betydningsløs kamp mod aluminiumsdåser i Bruxelles?

– Vil de fremover ønske at besøge vore fjorde og søer, som længe har været blandt de mest belastede i hele Europa, hvad næringssalte angår? – Med eller uden fiskestang?

– Hvordan vil det gå med de højt besungne danske landbrugsprodukter, når miljøbevidste udlændinge får øjnene op for den pris, det danske vandmiljø har måttet betale for produktionen af smør og bacon? – Vil de så købe dem længere? – Eller vil de boykotte danske varer af hensyn til miljøet?

– Ender Danmark med prædikatet “Europas største mijøsvin”

Miljøkommissær Ritt Bjerregård:

“Generelt er det ikke lykkedes regeringerne i medlemslandene at gå op imod de magtfulde landbrugsorganisationer, der har store økonomiske interesser på spil i spørgsmålet”.

En reprimande fra EU-kommissionen venter nu – kun Irland har indtil videre afrapporteret sin måde at gribe kvælstof-spørgsmålet an på. Danmark kan til gengæld nu dokumentere, at den første fjord er afgået ved døden – på grund af manglende handling fra myndighedernes side.

EU’s regler til landbruget siger, at der kun må bruges 170 kg husdyrgødning pr. hektar landbrugsjord. Det blev besluttet i det såkaldte “nitratdirektiv” allerede i 1991. Imidlertid tillader den gældende danske lovgivning stadig, at der bruges 230 kg pr. hektar. Man har derfor måttet søge om dispensation hos EU for det nuværende overforbrug på 35%.

EU kommissionen har afvist den danske ansøgning om dette overforbrug og truer nu med millionstore bøder, hvis EU reglerne ikke overholdes. Grækenland, Italien og Tyskland har allerede fået bøder i denne størrelsesorden. Det danske landbrug vil gerne beholde sin store EU støtte, men det vil altså ikke overholde reglerne.

Direktør Lone Johnsen fra Danmarks Naturfredningsforening udtalte i forbindelse med EU kommissionens beslutning følgende til dagspressen:

“Det er fantastisk, at Danmark kan opretholde en ansøgning om at bruge mere kvælstof efter døden i Mariager Fjord. Kommissionens beslutning er utrolig vigtig for både grund- og overfladevand.”

Da miljøminister Svend Auken langt om længe havde set EU-skriften på væggen, trak han den 25. november ’97 diskret sin egen og det danske landbrugs ansøgning om tilladelse til større nitratforurening tilbage. Godt, men samtidig trist, at han overhovedet kunne få sig selv til at forsøge…

En dejlig sommer…?

Det, der var en dejlig sommer for badegæsterne, blev en meget dårlig sommer for vandmiljøet i de indre danske farvande. Allerede i juli var der således problemer med giftige blågrønalger. I august døde Mariager Fjord, og der konstateredes massive iltsvind i Limfjorden, Isefjorden og det sydlige Lillebælt. I september kom så de giftige furealger på åbent hav. Tilsammen tre sikre tegn på massiv ubalance i de indre danske farvande.

Og så har vi endda i de sidste to år haft en rekordlav nedbør, der har bevirket mindre udvaskning af kvælstof end normalt. Derfor konkluderer Miljøstyrelsen efter sensommerens mange og store iltsvind følgende:

“Det generelle niveau for næringsstoftilførslerne til de danske havområder er så højt, at selv i situationer med relativt lav belastning vil ugunstige vejrforhold kunne give anledning til alvorlige iltsvindshændelser i fjorde og kystnære områder”.

Udtrykket “manden med leen” fik således en helt ny betydning i 1997.

Efterskrift
Her i 2012 – 15 år efter fjorddøden – kan man passende se lidt tilbage. På nogle områder er der sket fremskridt. Således har myndighederne omkring fjorden skåret effektivt igennem, opkøbt og lukket et antal forurenende dambrug med tilløb til fjorden.

Dette har reduceret tilledningen af kvælstof til Mariager Fjord markant. Under 2%. Samtidig har fjernelsen af dambrugene og deres opstemninger betydet et stort løft for fjordens havørreder, der nu kan vandre langt op i vandsystemerne – primært Villestrup Å på nordsiden og Kastbjerg Å på sydsiden.

Men har dette gavnet havørrederne, så har det tydeligvis også skadet bækørrederne. Ikke mindst ved Villestrup Å har man kunnet opleve, hvad der gennem årene er sket ved mange andre åsystemer: At ensidigt fokus på sølvblanke havørreder altid sker på bekostning af de rødplettede bækørreder. Til gengæld fanges der nu flere og ikke mindst større havørreder i Mariager Fjord end tidligere.

Men landbruget bestemmer stadig selv, hvad de vil og ikke vil. Således har landbruget slet ikke bidraget med den reduktion i kvælstofudvaskning, som der var og stadig er behov for. Af de 77%, som de udleder af kvælstoffet.

Et rigtig godt eksempel på, at det er dansk landbrug, som i praksis bestemmer dansk miljøpolitik, er godset Overgaard længst ude mod Kattegat. Her blev det sidste år konstateret, at godset i flere år havde modtaget flere tons giftigt gipsholdigt affald og pløjet det ned på sine bølgende kornmarker med udsigt over Mariager Fjord.

Randers Kommune politianmeldte efterfølgende godset, men det holder skam ikke landbruget tilbage. En sammenslutning af svineproducenter med det sigende navn Grynt A/S har nu søgt om tilladelse til en udvidet produktion af 6.000 søer ved selvsamme Overgaard.

– Her er der nemlig tilpas højt til loftet, lyder det tilfredse grynt fra Overgaard…

Miljøvalget

Miljøvalget – er dit!

Folketingsvalget den 15. september står for døren. Valget er dit, og valget har aldrig været lettere. Man kan diskutere økonomi og politik, så længe man orker og lyster, men miljøet står desværre ikke til diskussion: Det har det værre end nogensinde i nyere tid.

Og synderen står lysende klart: Landbruget og dermed den nuværende Venstre-styrede regering. Det er dem, som har fastlagt den politik, der har ført det danske vandmiljø så langt ud i uføret, at EU nu har måttet indkalde Danmark for EU-domstolen.

Man kan mene om EU, hvad man vil, men i dag er det EU, som udgør laveste fællesnævner for miljøet her i Europa. Som nu må trække lille Danmark i retten for at få os til at overholde selv de mest minimale krav til vandmiljøet.

Det er beskæmmende, at Danmark, som i 1973 kunne bryste sig af at have verdens første miljølov, nu er havnet så langt nede på listen over miljøvenlige lande, at vi deler plads med det gamle kommunistland Albanien.

Alligevel tror vi stadig selv, at vi er med helt fremme, hvad miljø angår. Præcis som vi i mange år har levet i den vildfarelse, at vi havde verdens bedste uddannelsessystem og sundhedssektor.

Vi har som bekendt ingen af delene længere. Det viser utallige internationale undersøgelser. Men det har taget tid at komme ud af den ønsketænkning, og det vil sikkert også tage tid, førend vi finder os til rette i det nye selskab – blandt Europas store miljøsyndere.

Fy-ordet…

Jamen, hvad med alle vindmøllerne? Jo, men siden den kom til, har Venstre-regeringen bremset udviklingen så meget, at Danmarks globale førerposition nu er en saga blot.

Bønderne kunne helt enkelt ikke lide de store vindmøller, som skulle stå på markerne. Først nu, hvor vindmøllerne er blevet så kæmpestore, at de må stå langt til havs, har man eksproprieret et stort naturområde for at anlægge et nyt testcenter – på land…

I mellemtiden og især her op til valget er ordet “miljø” blevet et fyord, som ingen levebrødspolitiker tør tage i sin mund. Et ord, som smager af øgede afgifter og forhøjede skatter. Et ord, der sætter spørgsmålstegn ved de skattelettelser, som Venstre-regeringen så rundhåndet har tildelt sig selv, sine vælgere og de i forvejen velhavende banker.

Laver man en optælling over, hvor ofte ordet “miljø” har optrådt under valgkampen, vil man få et beskæmmende lavt tal. Og det er ikke engang den yderste venstrefløj, der oftest har taget ordet i deres mund. Nej, det er såmænd de radikale…

Så galt står det til

Det er kendt for de fleste, at den borgerlige regering – under ledelse af landbrugspartiet Venstre og med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag – ikke prioriterer miljøet ret højt. Men det er de færreste, som ved, hvor galt det egentlig står til. En kort status over regeringens tiltag for at leve op til EU’s Vandrammedirektiv:

1) Budgettet til at overvåge grundvandet med er skåret ned med 44,7 procent fra 2001 til 2009. En ny opgørelse fra Miljøministeriet viser, at man har reduceret budgettet fra 40,9 mio. til 22,6 mio. kr. De ligner regeringens bevidste bud på en løsning, der tillader landbruget at fortsætte med brugen af sprøjtegift. Så ingen kan se eller måle forureningen.

2) Hele 400 forureningsramte indvindingsboringer foreslås lukket på grund af forurening med pesticidrester fra landbruget. Årligt må 100 drikkevandsboringer lukkes på grund af nedsivede sprøjtegifte.

Den nuværende regerings holdning er tilsyneladende, at vi skal glemme alt om det rene grundvand, vi har fra naturens hånd – og så købe vort drikkevand på flaske i supermarkedet i stedet. Så er der nemlig frit slag til at forurene grundvandet yderligere.

Trods otte års lovning om reduceret brug af sprøjtegifte er den beskæmmende sandhed, at dansk landbrug stadig sprøjter 50% mere end lovet. Det er kommet frem under valgkampen.

3) I løbet af de sidste 14 år er antallet af årlige vandløbstilsyn faldet fra 9.824 til 2.174, svarende til et fald på 78 procent. Både ved regeringsskiftet i 2001 og ved kommunalreformen i 2007 faldt antallet af undersøgelser af vandmiljøet drastisk. Det gør det umuligt at evaluere de tiltag, Danmark i de senere år trods alt har igangsat for at forbedre vandmiljøet.

4) Regeringen har droppet at pålægge landbruget at lave de bebudede 10 meter miljøbeskyttende randzoner omkring vandløb allerede fra næste efterår. Planen er udskudt til 2012. Næppe overraskende, da statistikken allerede viser, at landbruget i vid udstrækning ser stort på den længe gældende 2 meter beskyttelseszone…

5) Regeringen har netop udtalt, at der fremover skal ses nærmere på de danske vandløb, som igen skal renses op og “vedligeholdes” som i de gode, gamle dage. Vandløbenes primære rolle er jo ifølge Venstre, at de skal kunne aflede vand fra landbrugets drænede marker. Og trods årets rekordnedbør kom dansk landbrug ellers ud med en normalhøst.

Som en frustreret RUC professor sagde, da Anders Fogh i sin tid lancerede sin opfindelse Bjørn Lomborg til at forplumre miljødebatten: “Den regering gider bare ikke høre mere vrøvl fra folk, der ved, hvad de taler om”.

Som bekendt havde Fogh stort held med sit forehavende og fik endda nu afdøde Politiken-redaktør Tøger Seidenfaden til at hoppe med på vognen. Først umiddelbart før sin afgang indså Fogh, hvad han havde anrettet af skader. Men da var det som bekendt for sent, og da var Fogh selv på vej til eksil i Bruxelles…

Valget står for døren, og valget er som altid dit. Men heldigvis er det lettere end nogensinde at træffe et konkret valg. Der skal enten stemmes for miljøet – og det er ikke gratis – eller for yderligere skattelettelser til de højstlønnede.

Der skal stemmes med hjertet eller tegnebogen. Mellem mennesker og miljø på den ene side og lavere skat på den anden. Begge dele kan man bare ikke få. Det ville ellers være dejligt…

Hav et rigtig godt valg!

Efterskrift

Jeg er flov over at have skrevet denne artikel. Flov over, at den efterfølgende rød-blå regering med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fuckede valgsejren op. De lovede det hele og holdt end ikke det halve.

I skrivende stund er SF netop trådt ud af den regering, de aldrig burde være trådt ind i. De har siden valget i 2011 til fulde bevist, hvad andre advarede imod: At SF ikke er et regeringsdueligt parti. Fadæserne er ufatteligt mange og de slugte kameler om muligt endnu flere.

På miljøfronten fik vi en selvglad Ida Auken som miljøminister. Hendes fornemste resultat var den “Wall of Fame” over miljøministre, som hun nåede at oprette. Tids nok til at hun også selv kunne komme med på den. Og i anledning af Miljøministeriets runde 42 års fødselsdag. Tsk.

I miljøkredse vil hun nok mest blive husket for, at hun – da hun havde en helt unik chance for at ændre tingene – valgte Gudenåen fra til fordel for den blågrønne vandkraft fra Tangeværket.

Det var da også den, som hendes onkel Svend Auken var så glad for.

Blodets bånd. Det ved de alt om i Nordkorea…

30. januar 2014

Svanesang for fluestang?

Fluefiskeriet i tilbagegang

Det ser ud til, at de gode, gamle dage desværre er forbi for dem, der har deres gang i branchen for fluegrej. Som lever målrettet af at sælge grej til fluefiskere.

I snart mange år har fluefiskeriet nydt international fremgang og vækst. Selv om fluefiskeriet startede i England, blev det alligevel Amerika, som sikrede den store udbredelse. Op gennem 1970‘erne, 1980‘erne og 1990‘erne bare voksede og voksede fluefiskeriet. Det var Fenwick’s lancering af verdens første kulfiberstang i 1973 – HMG – der for alvor startede det hele.

A River Runs Through It

Med nogen ret kan man sige, at fluefiskeriet nok toppede med Robert Redford’s filmatisering af Norman Maclean’s “A River Runs Through It”, skrevet i 1976 og filmatiseret i 1992. I hvert fald åndeligt, for økonomisk toppede fluefiskeriet først langt senere. Filmen udløste nervøse trækninger hos mange af Wall Street’s nyrige yuppies med nyerhvervet Porsche i garagen. Det diminutive bagagerum blev fyldt op med spritnye 4-delte fluestænger i den dyreste prisklasse, og så gik det ellers ud i naturen for at gøre Brad Pitt kunsten efter!

De nyrige Wall Street drenge fandt imidlertid hurtigt ud af, hvorfor filmen havde fået en Oscar for bedste fotografering. Virkeligheden var nemlig meget mere våd og kold, end det så ud i filmen. Og det viste sig snart, at man ikke bare lige kunne kaste som Brad Pitt, når man stod ude i elven med sit nyerhvervede fluegrej. Man så havde Brad jo også en stand-in, der forstod at håndtere fluestangen…

Kaufmann’s Streamborn fra Oregon, USA var det første offer for krisen. Et firma, som var opbygget af Kaufmann familien gennem 1980‘erne, hvor det stort set var enerådende og førende inden for fluefiskeri, fluebinding og salg af high-end fluegrej. Et firma, hvis store og farvestrålende katalog jeg hvert år ventede med stor spænding. Præcis som jeg gjorde med Nap & Nyt i drengeårene.

Kaufmann’s konkurs

Kaufmann ekspanderede hurtigt med flere butikker i Oregon og Washington og tilføjede også et rejsebureau specialiseret i fiskerejser for fluefiskere. Der stod stor respekt om firmaet, som havde alle de dyreste og bedste og mest prestigefyldte mærker på programmet. Da jeg første gang besøgte den oprindelige butik i Portland, Oregon, kom en af de to brødre, Randall Kaufmann, netop forbi – i sin lille røde europæiske sportsvogn, naturligvis. I de dage var der gode penge at tjene i fluefiskeriet.

Det kom derfor som et chok for alle i branchen, at netop Kaufmann i 2011 måtte erklære sig konkurs – efter næsten 40 år i branchen. Alle rev sig i håret eller kløede sig i skægget. – Hvordan kunne det dog ske?

Well, alle undersøgelser tyder på, at fluefiskeriet for længst var toppet – at det havde set sine bedste dage og nu var på en uundgåelig nedtur. Og passede man ikke på i branchen og skar ned, hvor det viste sig nødvendigt og var muligt, ja, så ville og vil man ikke overleve den generelle recession. Præcis som mange andre niche-brancher, der var opstået i de gode tider med økonomisk opsving.

Fenwick på pause

Det var som bekendt amerikanske Fenwick, der for alvor ændrede fluefiskerens verden – med verdens første fluestænger i kulfiber.

Derfor er det også tankevækkende, at netop Fenwick har indstillet udvikling og produktion af fluegrej, omend det måske kun er midlertidigt. Havde der nu været så store penge i fluefiskeriet som tidligere, havde man næppe truffet denne beslutning i den store og børsnoterede Jarden koncern, som ejer Pure Fishing og dermed også Fenwick.

På vor side af Atlanten var svenske Loop Tackle det første offer for krisen. Efter at deres konkurrenter havde afvist en afskrivning på 75% af deres tilgodehavender, måtte Loop kaste håndklædet i ringen og sælge sig selv til et canadisk ejet mineselskab ved navn Coordinates Capital Corporation (CCC).

Hvad det vil betyde for Loop’s omdømme er ikke godt at vide. I selvsamme branchemagasin, Angling Trade, hvor man først kunne læse om Loop’s økonomiske trængsler, kunne man efterfølgende se store helsides annoncer, hvor miljøorganisationer og fluefiskere sammen kæmper for at undgå fremtidig ødelæggelse af Bristol Bay, Alaska – mod påtænkt minedrift:

www.SaveBristolBay.org

Der står ikke et ord om, hvorvidt Loop’s nye ejer CCC overhovedet er involveret i dette projekt. Og Angling Trade havde også selv penge til gode hos Loop. Men en vis negativ afsmitning kan næppe undgås, når man som producent af fluegrej pludselig bliver ejet af et mineselskab. Så står man uundgåeligt med et ben i hver lejr.

Hardy Bros. til salg

Lige nu er der en enestående mulighed for at erhverve sig grej fra de hæderkronede Hardy Bros. i Alnwick, England. Et firma, der mere end de fleste andre grejfirmaer har formet det moderne fluefiskeri. Først med de smukke Palakona stænger i splitcane. Siden med de funktionelle Jet fluestænger i glasfiber. Og senest med ultralette Sintrix stænger i højmodulære kulfibre.

Avisen “London Telegraph” har kigget lidt i regnskaberne og kan fortælle sine læsere, at Hardy Bros. og søsterselskabet Grey’s i 2010 producerede og solgte 80.000 stænger. Dem fik de 12,6 millioner engelske pund for – 116 millioner danske kroner – men det var ikke nok til at sikre et overskud. Krisen kradsede, og Hardy måtte indkassere et underskud på 446.000 pund – 4,1 million kroner. Desværre endnu et eksempel på, at fluegrejbranchen er under pres i disse år. Hardy er jo primært kendt for sit fluegrej.

Tabet resulterede i første omgang i, at Hardy måtte fyre 20 ud af 100 medarbejdere. Nu er det så kommet dertil, at ejeren Harris & Sheldon har sat både Hardy Bros. og Grey’s til salg – hvis det nu skulle have interesse. Salgsprisen er ikke oplyst, men ejerne er givet til at tale med.

Såfremt du vil vide mere om det hæderkronede grejfirmas glorværdige fortid og triste fald, kan du med fordel kigge på DVD’en “The Lost World of Mr. Hardy”. En fornem dokumentarfilm med masser af autentiske sorthvide optagelser – og mange ufrivilligt morsomme danske undertekster…

Herhjemme har vi set danske Svendsen Sport flytte fokus fra egne Scierra flueprodukter til spinnegrej fra andre fabrikater. Den internationale finanskrise tvang for et par år siden Svendsen Sport til at lukke en stor del af egne afdelinger i de fleste europæiske lande – med netop Scierra som den store taber.

Danske tal, der tæller

Den store danske undersøgelse af det rekreative fiskeris samfundsøkonomiske værdi, som blev færdiggjort i 2010, viste flere interessante ting. Heriblandt, at fluefiskere antalsmæssigt kun udgør en forsvindende lille del af det samlede antal sportsfiskere i Danmark. Baseret på et stort antal spørgeskemaer viste det sig, at fluefiskeriet med blot 10% scorede overraskende lavt – kun underbudt af trollingfiskerne med 3%. Spinnefiskerne lå omkring 40% – medefiskerne omkring 20%.

Dette skift i foretrukne fiskeformer kan også ses andre steder. Eksempelvis i England, hvor de store engelske postordrefirmaer i de seneste år har fået mere og mere spinnegrej i katalogerne – af nød, for spinnefiskeri er bestemt ikke en engelsk gentleman’s foretrukne fiskemetode. Men det er en udvikling, der har været meget tydelig i de seneste år, hvis man som undertegnede er en dedikeret katalogfreak, der gerne handler eksotisk grej over nettet i udlandet.

Mindre danske grejbutikker har også fået mere spinnegrej på hylderne – tit mere af nød end af lyst, da indehaveren ofte selv er flueentusiast. Men det kan man altså ikke leve af længere – og har næppe nogensinde kunnet i lille Danmark, hvor markedet helt enkelt er for lille. Flere butikker har da også taget skridtet fuldt ud, måsket sunket en ekstra gang, men så bestilt de forkætrede bøtter med Gulp!, som flertallet af kunderne efterspørger…

– Så er fluefiskeriet på vej ud? Næppe. Men det har definitivt haft sin kommercielle højtid og vil nok fremover finde et mere ydmygt leje blandt lystfiskere verden over.

Og det kan man så mene om, hvad man vil.

Det øverste og det nederste foto stammer fra Eagle River i Labrador, Canada, hvor minedrift er en vigtig industri. Det midterste er fra Deschutes River, der i årevis var hovedkvarter for Kaufmann’s Streamborn, som nu er gået konkurs.