Forfatterarkiv: Steen

Mus i maven

Grådige som gedder…

De fleste mennesker har den opfattelse, at ørreder er fornemme fisk – finere, mere elegante og mere raffinerede end eksempelvis torsk og gedder. Nogle vil sågar mene, at de også er klogere!

Det sidste er nu nok at gå for vidt. For at være klog, skal man jo kunne tænke, og det kan fisk altså ikke. De tænker ikke, men reagerer blot på de ting, de udsættes for. De er fra naturen programmeret til at udføre handlinger, der er praktiske for dem, når de konfronteres med bestemte forhold. En programmering, der er sket gennem årtusinder, og som sikrer, at slægten overlever.

Denne programmering sørger for, at ingen godbid slipper uantastet forbi en sulten fisk. Uanset hvor stor den så måtte være. Det kan godt være, at en stokmæt ørred lader en stor majflue passere – omend det sjældent sker. Men det er helt sikkert, at en sulten fisk kaster sig over fødeemner, der ved første øjekast ser alt for store ud til den. Den skal nok få dem ned!

En rødplettet røver

For nogle år siden var jeg på elektrofiskeri i den øvre del af Gudenåen. Langt størsteparten af de fangede fisk var stallinger – ørrederne var der en god del længere imellem. Til gengæld var de ofte store. Således fangede vi en flot bækørred på 55 cm, godt 2 kg tung. Den havde en fyldig bug, og vi skulle undersøge maveindholdet på de fangede fisk for at se, hvad de spiste.

Fiskene blev bedøvet, før vi mavepumpede dem – eventuelt med lidt vand først, så det hele gled lidt lettere. Men den store bækørred ville ikke af med sin hemmelighed. Først efter flere forsøg kom der lidt med op – i form af nogle mørke uldtotter. Et par maveskylninger senere måtte den dog give helt op, og op kom de første rester af – en vandrotte!

Vi gjorde naturligvis store øjne, for det havde vi ikke forventet. Men det er langt fra usædvanligt. Store bækørreder er ofte hanner med store hoveder og lange kæber, der fint er i stand til at fange og sluge selv overraskende stort bytte. Og store bækørreder bliver altså ikke store på en diæt af små døgnfluer.

Der skal mere protein til, og her kommer de små pelsdyr ind på en klar førsteplads. Næppe noget andet fødeemne leverer så meget protein i en enkelt mundfuld som mus og andre gnavere.

Druknede mus

Under et besøg i den kanadiske atlanterhavsprovins Labrador for en del år siden, oplevede jeg en sand invasion af store skovmus. Ikke lemminger, som også findes på disse breddegrader, men regulære mus. Store, tykke og kulsorte i pelsen. De var overalt – ude i skoven, inde i lodgen – og ude på vandet!

Vor trivelige madmor var frustreret over de mange mus, der susede ind og ud af hendes køkken, men de var der blot på gennemgang – ikke på rov. De var som en anden lemmingeflok på vej mod grønnere græsgange – steder med mere plads og mere føde. Og kom der så en sø eller elv i vejen, begav de sig uforfærdet ud på vandet.

Hver morgen kunne vi efterfølgende se døde mus drive rundt – druknet under forsøget på at nå i land på den anden side. Og hver aften kunne vi se søens store ørreder line up for at guffe de kolossale godbidder i sig – med hud og hår.

Det gav mulighed for et helt unikt fiskeri, som jeg aldrig har oplevet magen til. Fiskeriet begyndte først for alvor, når mørket havde sænket sig helt over den nu blikstille sø:

Blindt fiskeri i bælgmørke med musefluer så store, at vi knap kunne kaste dem. Hørte man et plask ude i mørket, kastede man efter bedste evne sin monsterflue ud i samme retning. Og hørte man endnu et plask fra samme retning, strammede man roligt op – og krogede i regelen en tung kildeørred i 2-3 kg’s klassen!

Matching the Hatch

Vi oplevede to aftener med dette fantastiske fiskeri, som havde den finest tænkelige afslutning: I horisonten kunne vi se lysene fra vor lodge, hvor madmor stadig havde travlt i køkkenet. Hun stod nemlig klar med friskbagte pandekager og blåbærsyltetøj – hjemmelavet, naturligvis – når vi trætte gik i land ved midnatstide!

Og da var det, vi havde en pudsig oplevelse. Hver gæst måtte tage én trofæfisk med sig hjem under en uges ophold. Vi havde den ene aften en flot 7 punds fisk med hjem, som min makker Dave ville have udstoppet og hængt op på væggen derhjemme i Pennsylvania.

I lodgen var samme uge to inkarnerede tørfluefiskere, hvis hjemmevand var den klassiske østamerikanske kalkstrøm Letort. Her er diminutive tørfluer str. 16-24 dagens orden blandt de ofte superselektive ørreder. De to purister rynkede derfor på næsen af vort natfiskeri med store fluer. For dem var det kun “matching the hatch” med rene imitationsfluer, der duede.

Vi sprættede trofæfisken op og fandt hele tre store mus i maven på den. Dave lagde nu den store museflue ved siden af de rigtige mus og kaldte så på tørfluepuristerne fra Letort.

– Hvis det ikke er matching the hatch, sagde Dave triumferende. Og de måtte give ham ret – samt en flaske Jack Daniels som undskyldning for deres noget hovski-snovski opførsel!

Sommer i Sibirien

Sommeren er kort i Sibirien, hvor vinteren er tilsvarende lang. Samtidig er den så kold, at elvene i regelen fryser til. Længst oppe bundfryser de sågar!

Alligevel er Sibirien kendt for sine meget store laksefisk – de helt store taimen og de mindre, men mere talrige lenok. Ofte træffes fiskene langt oppe i bjergene, hvor vandet er iskoldt og næsten sterilt. Heroppe producerer vandet meget få akvatiske fødeemner – kun nok til at opretholde en ganske lille fast bestand af laksefisk.

En stor del af disse er arktiske stallinger af samme art, vi kender fra Alaska – fisk, der sjældent bliver større end kiloet i det kolde vand. Alligevel lever der laksefisk på både 10 og 20 kg i de selvsamme vande, men hvordan i alverden er de blevet så store?

Hvis de levede af stallingerne, ville det hurtigt være slut med dem alle. Og det er ikke tilfældet. Nej, i stedet lever de store taimen laks og de mindre lenok fortrinsvis af gnavere – af mus, lemminger og egern, der mere eller mindre frivilligt er havnet i vandet. To ud af tre lenok laks viser sig således at have mus i maven – den tredje ingenting eller eventuelt en mindre artsfælle!

Mus på menuen

Trods deres grådighed hugger lenok laksene dog meget forsigtigt på fluen. Er der mus på menuen, så prøver de først at drukne dem ved at trække dem i hale eller ben. Det må være en grufuld død, hvis man er en mus eller lemming på afveje…

De langt større taimen laks derimod slår først musene bevidstløse med et kraftigt slag af den store røde hale, førend de vender tilbage og sluger pelsdyrene i én mundfuld! En teknik, der er uhyre efektiv over for stort bytte såsom egern…

De lokale russere er helt klar over dette. De ved, at de store taimen skal findes helt inde på lavt vand, hvor de jager i ly af mørket. De ved også, at agnet ikke kan blive for stort. Favoritten består af et helt egernskind, som er trukket over en tyk krop af kapok – gamle dages opdriftsmiddel i primitive redningsveste. Skindet sys sammen, og det udstoppede egern rigges med en stor trekrog – eller to!

Vi andre har heldigvis fundet ud af, at store musefluer fint kan kastes og fiskes effektivt – på tungt 2-håndsgrej. Vi overlader derfor gerne egernfluerne til vore russiske guides!

Fjorddøden

Mariager Fjord død…

Det var et frygteligt og dybt deprimerende syn, der sidst i august måned 1997 mødte folk og fiskere, som havde deres gang ved Mariager Fjord. Døde og døende fisk flød omkring overalt i overfladen.

En ubeskrivelig stank af død og råddenskab fyldte luften over den afdøde fjord. Svovlbrinte – trængt op fra bundslammet under den bundvending, der blev resultatet af fortidens synder og dette års iltsvind – rev i næsen i flere dage, før vinden havde fjernet de sidste rester. Måger fra nær og fjern havde kronede dage, mens de frådsede i døde og døende fisk i strandkanten.

Det er normalt de bundlevende fisk, som afgår ved døden under iltsvind – torsk og fladfisk med flere samt naturligvis muslinger, krabber og børsteorm med meget mere. Men denne gang undslap end ikke havørrederne. Iltsvindet startede ude ved Hadsund og arbejdede sig i løbet af nogle dage indefter til Hobro. Fiskene kunne derfor ikke flygte – de var fanget i en fælde.

Flere steder kunne man på en 500 m lang kyststrækning tælle op mod 50 døde havørreder samt et antal overraskende store helt. Kun de havørreder, som nåede at stikke næsen op i åer, bække og kildevæld, overlevede bundvendingen.

Ålene, som er mere hårdføre end de fleste, stak snuden op i selv de mindste kildevæld eller gik sågar helt på land for at undgå den giftige svovlbrinte. Her blev de straks mødt af fjordens mange fritidsfiskere, som med ketchere og håndkraft havde let spil blandt de mange, mange ål. Så godt et ålefiskeri havde de ligegodt aldrig oplevet før…!

I lokale dagblade kunne man da også sidst i august og først i september se annoncer om salg af friske ål (min. 5 kg!) fra fjorden…
– Ål så sorte som bundslammet i Mariager Fjord??

Årsagerne

Biolog Finn Andersen fra Nordjyllands Amt kunne på det efterfølgende krisemøde i Assens fortælle, at 77% af alt kvælstof i Mariager Fjord stammer fra landbruget, der på landsplan kun har reduceret udledningerne med 14%.

Lokalt – i oplandet til Mariager Fjord – er udledningerne imidlertid de samme som for 10-15 år siden. Her har landbruget altså ikke gjort noget som helst.

Naturen selv står for 12% af det til fjorden tilledte kvælstof – fortrinsvis fra atmosfæren og dermed ikke mindst fra bilerne. Tilsvarende bidrager rensningsanlæg med 9% og dambrug med 2%. Dette baseret på gennemsnitstal fra perioden 1992-96. Altså ingen tvivl om, at landbruget med sine 77% af kvælstofudledningerne er hovedaktør i den årlige russiske roulette om fjorden.

Fosforindholdet i fjorden er idag så lavt – på grund af god spildevandsrensning fra byer og industri – at det ikke har nogen begrænsende effekt på algevæksten og det efterfølgende iltforbrug. Det er kvælstoffet, der styrer udviklingen.

Det er ifølge Miljøstyrelsens matematiske modeller – og ikke via faktiske målinger – at landbruget indtil videre har reduceret sine udledninger af kvælstof med 14%.

Desværre kan landets amter ikke få øje på denne reduktion. Faktisk konkluderer 7 ud af landets 11 amter idag, at de ikke kan måle nogen faktisk reduktion i forureningen fra landbruget overhovedet. Efter mere end ti år med vandmiljø-handlingsplanen…!

Muslinger og iltindhold

Biologerne havde kigget tilbage på tal fra Mariager Fjord, som talte deres eget tydelige sprog. I grove træk fortalte de følgende om udviklingen for vandmiljøet i den lange og smalle fjord:

1930‘erne: Muslinger og ilt ned til 15 m’s dybde
1980‘erne: Muslinger og ilt ned til 10 m’s dybde
1990‘erne: Muslinger og ilt ned til 5 m’s dybde

Data, som klart dokumenterer, at det ikke altid har stået lige skidt til med vandmiljøet i Mariager Fjord. At forholdene er blevet klart værre i de sidste to årtier – trods mange påstande om det modsatte.

En af fjordens mangeårige ålefiskere, Alex Silleborg fra Assens, troede ikke på det, da biologer allerede for 25 år siden fortalte ham, at fjorden ville være død inden år 2000 – hvis ikke der blev gjort noget radikalt. Det blev der som bekendt ikke, men nu tror Alex i hvert fald på, hvad biologerne siger…

I 1994 var situationen næsten lige så faretruende som her i 1997, men dengang blev fjorden reddet af gong-gong’en – i form af en frisk blæst, da det så allerværst ud.

I 1997 havde vi så den varmeste sommer i 123 år – men desværre ingen blæst til at blande fjordens vandmasser op. De havde lagdelt sig i det stille vejr og dermed muliggjort det iltsvind, der i løbet af 6 lumre augustdage satte “dødens spiral” i gang, som det stod at læse i dagspressen.

Blæsten kom dog også i år, men altså for sent. Medio september kunne biologerne meddele, at iltindholdet i fjordens overfladevand nu igen var acceptabelt – 5 mg/l – men at bundvandet stadig havde under de kritiske 2 mg/l.

Og fiskene – de var og er jo døde. Deres fødeemner med. Det store spørgsmål er nu, om og i givet fald hvornår de atter begynder at vise sig i fjorden.

Normalt sker der efter et iltsvind en ny kolonisering af området med dyr udefra i løbet af måske 5 år – via vandstrømmen. Men i den op til 30 m dybe fjord, hvor en vandudskiftning tager op imod 20 år, kan man ikke regne med en sådan ny kolonisering. Den vil i hvert fald tage mange, mange år.

Skal fjorden således have nyt liv i vor tid, skal den have hjælp til det – via iltning af vandet og stop for yderligere tilførsel af næringssalte. Samt via tilførsel af nye organismer udefra.

Løsningerne

Der har siden fjordens død været fremsat mange forslag til genoplivning af Mariager Fjord. Nogle mere fantasifulde end andre – nogle væsentligt dyrere end andre – nogle mere realistiske end andre.

De mange forslag kan dog sammenfattes i fem hovedpunkter, der hver især ikke skal betragtes som den endelige løsning, men i stedet som enkeltbidrag til en samlet løsning:

1) Reduktion i tilledningen af næringssalte. Endnu bedre rensning af spildevandet samt opstramning af reglerne for landbruget er første skridt på vejen mod et bedre vandmiljø og en fjord med et iltindhold, der året rundt tillader et rigt og varieret dyre- og planteliv.

Jo mindre tilledningen af næringssalte bliver, desto bedre får vandmiljøet det. En såre enkel sammenhæng, som kun landbruget ikke vil erkende.

2) Iltning af bundvandet i inderbassinet. Med de gode erfaringer, som Viborg Amt har høstet omkring iltning af bundvandet i Hald Sø, bør der ses nærmere på mulighederne for at ilte eller i hvert fald belufte bundvandet i den dybe inderfjord.

Man skal dog være klar over, at Mariager Fjord er langt større end Hald Sø, og at et eventuelt projekt derfor vil blive bekosteligt. Men sikkert også effektivt, hvis ellers det udføres i fuld skala.

Biologerne har beregnet, at der skal tilføres ilt for mere end 10 mio. kroner, hvis der skal kompenseres for den årlige algeproduktion og de 100.000 tons døde muslinger.

Respirator-løsningen!

3) Indpumpning af frisk vand fra Kattegat. En lang rørledning fra Kattegat til Hobro kunne lede frisk og iltrigt vand ind i fjorden og fremme vandudskiftningen med alle de fordele, det nu indebærer.

Største ulempe ved projektet er prisen på den lange rørledning – med en faldhøjde på måske 10 m – der i så fald vil skulle bygges. Samt omkostningerne ved at konstant at pumpe vandet op fra Kattegat og ind i Mariager Fjord.

Derfor nok den mindst realistiske løsning…

4) Fjernelse af dæmningerne ved Overgård. Så sent som i 1962 (dengang også Skjernå blev reguleret) lykkedes det daværende godsejer Flemming Juncker på Overgård at få tilladelse til inddæmning af 1.700 tønder land jord på sydsiden af Mariager Fjords udmunding i Kattegat. Inddæmningen var en realitet i 1965.

Herved blev den brede fjordmunding gjort meget smallere, hvorved vandudskiftningen i fjorden forringedes. Samtidig fik man indvundet landbrugsjord af tvivlsom kvalitet – sandet jord, som skal tilføres store mængder gødning for overhovedet at være frugtbar.

Senest er Mariager Kommune kommet i søgelyset, da den ikke kan redegøre for flere tusinde tons byslam, som er bragt ud på Overgårds inddæmmede jorde. Overskudsgødningen havner i yderfjorden og bringes dels indefter i Mariager Fjord, dels udefter i Kattegat.

En fjernelse af dæmningerne, oversvømmelse af markerne og udgravning af sejlrenden vil kunne sikre Mariager Fjord en større vandudskiftning.

5) Udsætning af nye organismer i fjorden. Da fjorden er lang og smal med en meget ringe vandudskiftning, vil det tage mange år, førend fjorden igen beboes af de fisk, dyr og planter, der var inden bundvendingen.

Skal processen fremskyndes, må de pågældende arter introduceres kunstigt – når ellers vandmiljøet igen tillader det.

Danmarks Naturfredningsforening

Danmarks Naturfredningsforening (DN), som havde indkaldt både medier og masser til krisemødet i Assens, meldte klart ud med en 5-punkts plan til redning af det danske vandmiljø – under arbejdstitlen “Vandmiljø-handlingsplan II”:

1) Der skal anvendes mindre kvælstof på markerne. Kvælstofnormen reduceres med 20%. Reglerne for, hvor meget kvælstof der må udbringes, skal afhænge af afgrødens art.

2) Udnyttelsesgraden for husdyrgødning øges fra de nuværende 60% til 80%. Kvælstoffet i husdyrgødningen erstatter hermed kunstgødningen i højere grad, og den totale kvælstofmængde går ned.

3) Mindst 20% færre husdyr pr. hektar for at begrænse overbelastningen fra husdyrgyllen. Desuden skal der indføres skærpede krav i særligt følsomme områder – drikkevandsområder, særligt følsomme naturområder, eksempelvis fjorde etc.

4) Sædskifte: De grønne marker skal være effektive. Græs og rodfrugter skal bruges i stedet for vintersæd og majs. Med udgangspunkt i sædskiftet inden for økologisk landbrug skal der være et sædskifte med optimal anvendelse af kvælstofoverskuddet i jorden.

5) Naturgenopretning: Naturens selvrensende effekt er blevet reduceret gennem udretning, rørlægning og fjernelse af vandløb. Der skal ske en naturgenopretning af de våde enge. Dræn skal fjernes og gødningen væk.

Erfaringer fra Fyn viser, at genopretning af våde enge i ådale svarende til 2% af landbrugsarealet vil kunne fjerne op til 25% af det kvælstof, der ellers tilføres vandløbene fra landbruget.

Ud af ca. 30.000 km vandløb i Danmark er det under 1.000 km vandløb, der idag har et naturligt forløb. De seneste 10 års indsats for naturgenopretning har medført, at 57 km vandløb er blevet naturgenoprettet.

DN foreslår derfor, at der nu iværksættes en prioriteret, massiv naturgenopretning af vandløbene.

Fiskerne

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) brillierede på mødet ved sin fuldstændige mangel på indlæg i sagen. Angsten for landbruget og med det lodsejerne og med dem medlemmernes fiskeret ved åerne, havde tydeligvis givet DSF en effektiv mundkurv på.

I hvert fald var der over for landbruget ingen kritiske indlæg overhovedet fra DSF. Trods DSF’s eget slogan “Vi taler miljøets sag, mens du fisker” – og en stendød fjord lige uden for døren.

Et par lystfiskere fra Hobro gav da også efter mødet udtryk for, at her havde man så det endegyldige bevis på, at “DSF ikke er den landsdækkende organisation for danske sportsfiskere, man ynder at kalde sig.”

Men at “DSF blot repræsenterer en lille skare protektionistiske jyske åfiskere. Hvoraf nogle endda glæder sig over, at iltsvindet har presset et stort antal havørreder op i åernes kølige og iltrige vand – hvor de så kan fanges…”

Hårde ord fra to lystfiskere, hvis nordjyske forening selv er organiseret i DSF, der har hovedsæde i Vejle. Og ordene var da også møntet på netop Vejle Å, som i selvsamme periode nærmest bugnede af sølvblanke havørreder, der undslap iltsvindet ude i Vejle Fjord ved at trække op i åens friske vand. Hvor de så blev mødt af stangsvingende lystfiskere en masse, der fangede havørreder som aldrig før…

Fritidsfiskerne

Fritidsfiskerne var i så henseende ikke spor bedre. Da de nye fredningsbestemmelser for Mariager Fjord langt om længe blev en realitet, spærrede fritidsfiskerne straks fjorden af ved Hadsund – lige uden for den nye fredningszone. De fisk, der nåede at flygte ud af fjorden ved iltsvindet, måtte således igennem en skov af garn og ruser uden for Hadsund, hvis de ville have en mundfuld frisk ilt..

Fra asken i ilden, kunne man passende sige. De havørreder, som var sluppet helskindet ud af fjorden i tide, og som i skrivende stund er på vej tilbage for at gyde, har det sværere end nogensinde, når Hadsund skal passeres.

De få overlevende havørreder burde naturligvis have været totalfredet, så de kunne begynde på genopbygningen af en ørredbestand i fjorden hurtigst muligt.

Som et lidt rystende kuriosum kan det nævnes, at formanden for en lokal fritidsfiskerforening i Vive blev taget på fersk gerning af politiet for at sætte ulovlige ørredgarn i den fredede Ajstrup Bugt i det yderste af Mariager Fjord – i selvsamme efterår fjorden døde…

Samme dag tog samme politimand en anden fritidsfisker i færd med at røgte garn inden for fredningsbæltet ved Korup Å…Tilsyneladende er der ikke blandt fiskere af nogen slags en større forståelse for, at de overlevende fisk må beskyttes i stedet for brandskattes efter fjordens død. Og det er virkelig trist.

Landbrugerne

Landboorganisationerne var naturligvis mødt talstærkt op i Assens for at fortælle aviser, radio og TV, at de var helt uden skyld i fjordens død. At de til punkt og prikke havde opfyldt de krav, som vandmiljø-handlingsplanen havde stillet til dem.

En landmand sagde dog på vej ud fra mødet, at nu var fjorden jo alligevel død. – Hvorfor så ikke blot fortsætte, som vi plejer…?

Der er dog ingen grund til at give landbruget hele skylden for miseren. Det er jo trods alt os selv, der – via de folkevalgte politikere – har givet landmændene en alt for lang snor. Som har tilladt dem at skalte og valte med den danske natur, som var det deres egenhændige ejendom.

Det er os, der har tilladt dem at hælde pesticider og næringssalte ud i grund- og overfladevand. Som har tilladt dem at rette vore vandløb ud, så de kunne få ny landbrugsjord til en billig penge, mens overskydende næringssalte susede direkte ud i vandmiljøet i stedet for at blive optaget inde på engene. Os, som ser gennem fingre med, at de pløjer og gøder deres marker helt ud i åerne.

Siden vandmiljø-handlingsplanen blev vedtaget i 1986, har det danske landbrug imidlertid selv haft chancen for selv at gøre noget ved problemerne. Men de forspildte den i eksporten og den hellige mammons navn. Mariager Fjord er nu definitivt død – som den første i de indre danske farvande. – Hvilken fjord bliver den næste? – Roskilde Fjord? – Isefjorden?

Da vandmiljø-handlingsplanen blev drøftet i 1985, kom den daværende underdirektør fra Miljøstyrelsen træt med følgende, som han meget rammende kaldte landbrugets “fem på hinanden følgende forsvarsværker”:

1) Der er ikke noget problem.
2) Hvis der er et problem, er det ikke vores skyld.
3) Hvis det er vores skyld, kan det ikke være anderledes.
4) Hvis det kan være anderledes, er det forbrugernes ansvar: – Vil de betale forskellen?
5) Vi vil have fuld erstatning!

Nu 12 år senere må det vist stå klart for alle, at der ikke længere er grund til at søge en dialog etableret med landbruget. Nu er der desværre kun diktater, restriktioner, regler og sanktioner tilbage, hvis ikke samtlige danske fjorde skal lide kvælningsdøden i de nærmeste år.

Fra fjordslagtning til gårdslagtning

Det har altid været almindeligt med hjemmeslagtning på gårdene – i de gode, gamle dage før landbruget blev til en industri. Men netop nu – efter landbrugets første rigtige fjordslagtning – er et helt nyt fænomen dukket op inden for landbruget.

Det er “gårdslagtninger”, som intet har med hjemmeslagtning at gøre. Der er i stedet tale om økonomiske transaktioner på højde med de forkætrede selskabstømninger, som har kostet den danske stat milliarder af skattekroner i de seneste år. I skrivende stund nedlægges således hele syv landbrug om dagen!

Gårdslagtninger sker, når en landmand ønsker at afvikle sit landbrug. Han kan da sælge underskuddet og de midler, der er hensat til skat – til en ny landbruger. Typisk en svineproducent af den slags, der er kommet flere og flere af i de seneste år. En storproducent, som har brug for mere jord til at sprede den megen gylle over.

En industrialiseret storbonde, som ved at købe sig til nye besiddelser på denne måde kan undgå at betale skat. Med de gældende regler kan en landmand helt enkelt vælge, om han vil betale skat som de øvrige borgere i vort velfærdssamfund. Eller om han i stedet vil udvide sine besiddelser ved nye jordkøb.

Det er ikke svært at gætte sig til, hvad den moderne storbonde vælger. Han udvider naturligvis sine besiddelser – på det øvrige samfunds bekostning. I takt med, at han køber jord op og udskyder skatten, nedskriver han sin ejendom. Når han så vælger at gå på pension, sælger han jorden fra. Ejendommen sælges eller rives ned.

Da ejendommen nu ikke giver overskud, slipper han ifølge gældende regler for at betale den udskudte skat. Samtidig kan han stikke fortjenesten ved jordsalget direkte i lommen. Gården er slagtet og samfundsøkonomien malket.

Et typisk eksempel

Et typisk eksempel, som dagbladet Politiken bragte den 9. november 1997:

En svineproducent tjente i regnskabsåret 95/96 kr. 825.000. De gældende skatteregler gav ham en opsparing/udskudt skat på kr. 461.000, så han slap med at betale kr. 96.000 i skat – en trækprocent på blot 12,6 %. Regnestykket giver svineproducenten et privatforbrug på kr. 277.000 i det pågældende indtægtsår.

Udviklingen mod stedse færre, men så meget større landbrug har været undervejs i flere år, men har for alvor taget fart i det seneste årti. Siden 70’erne er antallet af landbrug i Danmark således halveret.

De små husmandsbrug har måttet give op over for storbrugene, der sprøjter markerne med pesticider, overgøder dem med gylle og pumper deres svin med penicillin.

Det danske landbrug skylder idag staten omkring 20 miliarder kroner i skat og afskrivning på driftsmidler – penge, som de blandt andet undgår at betale via omtalte gårdslagtninger.

Samtidig modtager hvert landbrug idag omkring 200.000 kroner fra diverse landbrugsfonde i EU. Hertil skal så lægges forskellige subsidier fra den danske stat. Vi er således alle med til at betale det danske landbrug for at svine vort miljø til, som de gør idag.

Landbrugsrådets præsident og formand for De Danske Landboforeninger Peter Gæmelke afviste da også over for medierne på det kraftigste, at landbruget skulle spekulere gårdslagtninger for at undgå udskudt skat.

Hvorefter dagbladet Politiken få dage senere – den 13. november 1997 – kunne offentliggøre en fortrolig rapport fra selvsamme Danske Landboforeninger, hvori man direkte opfordrer medlemmerne til at spekulere i netop gårdslagtninger. Rapporten går endda så vidt som til at foreslå endnu gunstigere skatteregler for landbruget.

Selvkritik lig selvmord

Da første vicepræsident i Landbrugsraadet og formand for Dansk Familielandbrug Peder Thomsen offentligt stod frem og kritiserede sine egne for spekulation i gårdslagtninger og samtidig kaldte det “en form for selskabstømning”, havde han underskrevet sin egen dødsdom.

Peder Thomsen blev ved først givne lejlighed degraderet til anden vicepræsident, hvilket formanden for de “store” bønder, Peter Gæmelke, sørgede for. Så meget for eventuel selvkritik, der straks dræbes indefra i de store landbrugsorganisationer. Den slags kan man jo ikke have, når der skal tjenes penge…

Det eneste gode ved de igangværende gårdslagtninger er, at antallet af landmænd nu er støt faldende. På et tidspunkt vil der forhåbentlig være så få landmænd tilbage, at deres stemmer ikke længere har nogen politisk betydning.

Det håbede i hvert fald en vred sjællandsk dyrlæge i et læserbrev i Jyllands-Posten. Men helt miste sin betydning vil eksporten og det deraf følgende overskud på handelsbalancen næppe nogensinde gøre…

Gunstige skatteregler som de nuværende medfører gårdslagtninger og færre, men større bedrifter med en stigende produktion af svin og dermed gylle. Hvilket så i sidste ende slagter også vore fjorde. Senest har dagbladet Politiken afsløret, at 1.264 landmænd – storbønder også kaldet – idag ejer eller forpagter flere end de fem landbrug, de ifølge loven har ret til.

Således er der eksempler på, at en landmand i Nordjyllands Amt disponerer over 27 ejendomme, mens en anden storbonde i Viborg Amt sidder på hele 39 landbrug.

Og det er stordrifter som disse, der i videst muligt omfang modsætter sig økologisering af produktionen, og som dermed er med til at skubbe vandmiljøet yderligere ud mod afgrunden.

De er samtidig med til at holde yngre og mere miljøbevidste landmænd ude fra erhvervet. Der er jo ingen landbrug at købe for dem.

I 1950’erne var der godt og vel 200.000 landbrug i Danmark. Her på vej mod år 2000 er antallet nede på under 50.000, hvoraf mindre end halvdelen er heltidslandbrug.

Forhåbentlig kan politikerne dog snart se skriften på væggen – omend 25 år for sent?

Politikerne

Vi danskere vil gerne se os selv som miljøbevidste. Vi fører os frem som miljøets forkæmpere i EU. Vi markedsfører Danmark som et rent feriested med et sundt vandmiljø. Vi markedsfører vore landbrugsprodukter i udlandet som sunde og “mejerigtige”.

– Men hvad vil udlandet ikke fremover tænke om de beskidte danskere, som nu har dræbt alt liv i den første af de mange danske fjorde?

– Vil de fremover respektere et land, som med den ene hånd kan lade en hel fjord afgå ved døden, mens det med den anden kæmper en drabelig og fuldstændig betydningsløs kamp mod aluminiumsdåser i Bruxelles?

– Vil de fremover ønske at besøge vore fjorde og søer, som længe har været blandt de mest belastede i hele Europa, hvad næringssalte angår? – Med eller uden fiskestang?

– Hvordan vil det gå med de højt besungne danske landbrugsprodukter, når miljøbevidste udlændinge får øjnene op for den pris, det danske vandmiljø har måttet betale for produktionen af smør og bacon? – Vil de så købe dem længere? – Eller vil de boykotte danske varer af hensyn til miljøet?

– Ender Danmark med prædikatet “Europas største mijøsvin”

Miljøkommissær Ritt Bjerregård:

“Generelt er det ikke lykkedes regeringerne i medlemslandene at gå op imod de magtfulde landbrugsorganisationer, der har store økonomiske interesser på spil i spørgsmålet”.

En reprimande fra EU-kommissionen venter nu – kun Irland har indtil videre afrapporteret sin måde at gribe kvælstof-spørgsmålet an på. Danmark kan til gengæld nu dokumentere, at den første fjord er afgået ved døden – på grund af manglende handling fra myndighedernes side.

EU’s regler til landbruget siger, at der kun må bruges 170 kg husdyrgødning pr. hektar landbrugsjord. Det blev besluttet i det såkaldte “nitratdirektiv” allerede i 1991. Imidlertid tillader den gældende danske lovgivning stadig, at der bruges 230 kg pr. hektar. Man har derfor måttet søge om dispensation hos EU for det nuværende overforbrug på 35%.

EU kommissionen har afvist den danske ansøgning om dette overforbrug og truer nu med millionstore bøder, hvis EU reglerne ikke overholdes. Grækenland, Italien og Tyskland har allerede fået bøder i denne størrelsesorden. Det danske landbrug vil gerne beholde sin store EU støtte, men det vil altså ikke overholde reglerne.

Direktør Lone Johnsen fra Danmarks Naturfredningsforening udtalte i forbindelse med EU kommissionens beslutning følgende til dagspressen:

“Det er fantastisk, at Danmark kan opretholde en ansøgning om at bruge mere kvælstof efter døden i Mariager Fjord. Kommissionens beslutning er utrolig vigtig for både grund- og overfladevand.”

Da miljøminister Svend Auken langt om længe havde set EU-skriften på væggen, trak han den 25. november ’97 diskret sin egen og det danske landbrugs ansøgning om tilladelse til større nitratforurening tilbage. Godt, men samtidig trist, at han overhovedet kunne få sig selv til at forsøge…

En dejlig sommer…?

Det, der var en dejlig sommer for badegæsterne, blev en meget dårlig sommer for vandmiljøet i de indre danske farvande. Allerede i juli var der således problemer med giftige blågrønalger. I august døde Mariager Fjord, og der konstateredes massive iltsvind i Limfjorden, Isefjorden og det sydlige Lillebælt. I september kom så de giftige furealger på åbent hav. Tilsammen tre sikre tegn på massiv ubalance i de indre danske farvande.

Og så har vi endda i de sidste to år haft en rekordlav nedbør, der har bevirket mindre udvaskning af kvælstof end normalt. Derfor konkluderer Miljøstyrelsen efter sensommerens mange og store iltsvind følgende:

“Det generelle niveau for næringsstoftilførslerne til de danske havområder er så højt, at selv i situationer med relativt lav belastning vil ugunstige vejrforhold kunne give anledning til alvorlige iltsvindshændelser i fjorde og kystnære områder”.

Udtrykket “manden med leen” fik således en helt ny betydning i 1997.

Efterskrift
Her i 2012 – 15 år efter fjorddøden – kan man passende se lidt tilbage. På nogle områder er der sket fremskridt. Således har myndighederne omkring fjorden skåret effektivt igennem, opkøbt og lukket et antal forurenende dambrug med tilløb til fjorden.

Dette har reduceret tilledningen af kvælstof til Mariager Fjord markant. Under 2%. Samtidig har fjernelsen af dambrugene og deres opstemninger betydet et stort løft for fjordens havørreder, der nu kan vandre langt op i vandsystemerne – primært Villestrup Å på nordsiden og Kastbjerg Å på sydsiden.

Men har dette gavnet havørrederne, så har det tydeligvis også skadet bækørrederne. Ikke mindst ved Villestrup Å har man kunnet opleve, hvad der gennem årene er sket ved mange andre åsystemer: At ensidigt fokus på sølvblanke havørreder altid sker på bekostning af de rødplettede bækørreder. Til gengæld fanges der nu flere og ikke mindst større havørreder i Mariager Fjord end tidligere.

Men landbruget bestemmer stadig selv, hvad de vil og ikke vil. Således har landbruget slet ikke bidraget med den reduktion i kvælstofudvaskning, som der var og stadig er behov for. Af de 77%, som de udleder af kvælstoffet.

Et rigtig godt eksempel på, at det er dansk landbrug, som i praksis bestemmer dansk miljøpolitik, er godset Overgaard længst ude mod Kattegat. Her blev det sidste år konstateret, at godset i flere år havde modtaget flere tons giftigt gipsholdigt affald og pløjet det ned på sine bølgende kornmarker med udsigt over Mariager Fjord.

Randers Kommune politianmeldte efterfølgende godset, men det holder skam ikke landbruget tilbage. En sammenslutning af svineproducenter med det sigende navn Grynt A/S har nu søgt om tilladelse til en udvidet produktion af 6.000 søer ved selvsamme Overgaard.

– Her er der nemlig tilpas højt til loftet, lyder det tilfredse grynt fra Overgaard…

Miljøvalget

Miljøvalget – er dit!

Folketingsvalget den 15. september står for døren. Valget er dit, og valget har aldrig været lettere. Man kan diskutere økonomi og politik, så længe man orker og lyster, men miljøet står desværre ikke til diskussion: Det har det værre end nogensinde i nyere tid.

Og synderen står lysende klart: Landbruget og dermed den nuværende Venstre-styrede regering. Det er dem, som har fastlagt den politik, der har ført det danske vandmiljø så langt ud i uføret, at EU nu har måttet indkalde Danmark for EU-domstolen.

Man kan mene om EU, hvad man vil, men i dag er det EU, som udgør laveste fællesnævner for miljøet her i Europa. Som nu må trække lille Danmark i retten for at få os til at overholde selv de mest minimale krav til vandmiljøet.

Det er beskæmmende, at Danmark, som i 1973 kunne bryste sig af at have verdens første miljølov, nu er havnet så langt nede på listen over miljøvenlige lande, at vi deler plads med det gamle kommunistland Albanien.

Alligevel tror vi stadig selv, at vi er med helt fremme, hvad miljø angår. Præcis som vi i mange år har levet i den vildfarelse, at vi havde verdens bedste uddannelsessystem og sundhedssektor.

Vi har som bekendt ingen af delene længere. Det viser utallige internationale undersøgelser. Men det har taget tid at komme ud af den ønsketænkning, og det vil sikkert også tage tid, førend vi finder os til rette i det nye selskab – blandt Europas store miljøsyndere.

Fy-ordet…

Jamen, hvad med alle vindmøllerne? Jo, men siden den kom til, har Venstre-regeringen bremset udviklingen så meget, at Danmarks globale førerposition nu er en saga blot.

Bønderne kunne helt enkelt ikke lide de store vindmøller, som skulle stå på markerne. Først nu, hvor vindmøllerne er blevet så kæmpestore, at de må stå langt til havs, har man eksproprieret et stort naturområde for at anlægge et nyt testcenter – på land…

I mellemtiden og især her op til valget er ordet “miljø” blevet et fyord, som ingen levebrødspolitiker tør tage i sin mund. Et ord, som smager af øgede afgifter og forhøjede skatter. Et ord, der sætter spørgsmålstegn ved de skattelettelser, som Venstre-regeringen så rundhåndet har tildelt sig selv, sine vælgere og de i forvejen velhavende banker.

Laver man en optælling over, hvor ofte ordet “miljø” har optrådt under valgkampen, vil man få et beskæmmende lavt tal. Og det er ikke engang den yderste venstrefløj, der oftest har taget ordet i deres mund. Nej, det er såmænd de radikale…

Så galt står det til

Det er kendt for de fleste, at den borgerlige regering – under ledelse af landbrugspartiet Venstre og med Dansk Folkeparti som parlamentarisk grundlag – ikke prioriterer miljøet ret højt. Men det er de færreste, som ved, hvor galt det egentlig står til. En kort status over regeringens tiltag for at leve op til EU’s Vandrammedirektiv:

1) Budgettet til at overvåge grundvandet med er skåret ned med 44,7 procent fra 2001 til 2009. En ny opgørelse fra Miljøministeriet viser, at man har reduceret budgettet fra 40,9 mio. til 22,6 mio. kr. De ligner regeringens bevidste bud på en løsning, der tillader landbruget at fortsætte med brugen af sprøjtegift. Så ingen kan se eller måle forureningen.

2) Hele 400 forureningsramte indvindingsboringer foreslås lukket på grund af forurening med pesticidrester fra landbruget. Årligt må 100 drikkevandsboringer lukkes på grund af nedsivede sprøjtegifte.

Den nuværende regerings holdning er tilsyneladende, at vi skal glemme alt om det rene grundvand, vi har fra naturens hånd – og så købe vort drikkevand på flaske i supermarkedet i stedet. Så er der nemlig frit slag til at forurene grundvandet yderligere.

Trods otte års lovning om reduceret brug af sprøjtegifte er den beskæmmende sandhed, at dansk landbrug stadig sprøjter 50% mere end lovet. Det er kommet frem under valgkampen.

3) I løbet af de sidste 14 år er antallet af årlige vandløbstilsyn faldet fra 9.824 til 2.174, svarende til et fald på 78 procent. Både ved regeringsskiftet i 2001 og ved kommunalreformen i 2007 faldt antallet af undersøgelser af vandmiljøet drastisk. Det gør det umuligt at evaluere de tiltag, Danmark i de senere år trods alt har igangsat for at forbedre vandmiljøet.

4) Regeringen har droppet at pålægge landbruget at lave de bebudede 10 meter miljøbeskyttende randzoner omkring vandløb allerede fra næste efterår. Planen er udskudt til 2012. Næppe overraskende, da statistikken allerede viser, at landbruget i vid udstrækning ser stort på den længe gældende 2 meter beskyttelseszone…

5) Regeringen har netop udtalt, at der fremover skal ses nærmere på de danske vandløb, som igen skal renses op og “vedligeholdes” som i de gode, gamle dage. Vandløbenes primære rolle er jo ifølge Venstre, at de skal kunne aflede vand fra landbrugets drænede marker. Og trods årets rekordnedbør kom dansk landbrug ellers ud med en normalhøst.

Som en frustreret RUC professor sagde, da Anders Fogh i sin tid lancerede sin opfindelse Bjørn Lomborg til at forplumre miljødebatten: “Den regering gider bare ikke høre mere vrøvl fra folk, der ved, hvad de taler om”.

Som bekendt havde Fogh stort held med sit forehavende og fik endda nu afdøde Politiken-redaktør Tøger Seidenfaden til at hoppe med på vognen. Først umiddelbart før sin afgang indså Fogh, hvad han havde anrettet af skader. Men da var det som bekendt for sent, og da var Fogh selv på vej til eksil i Bruxelles…

Valget står for døren, og valget er som altid dit. Men heldigvis er det lettere end nogensinde at træffe et konkret valg. Der skal enten stemmes for miljøet – og det er ikke gratis – eller for yderligere skattelettelser til de højstlønnede.

Der skal stemmes med hjertet eller tegnebogen. Mellem mennesker og miljø på den ene side og lavere skat på den anden. Begge dele kan man bare ikke få. Det ville ellers være dejligt…

Hav et rigtig godt valg!

Efterskrift

Jeg er flov over at have skrevet denne artikel. Flov over, at den efterfølgende rød-blå regering med Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Socialistisk Folkeparti fuckede valgsejren op. De lovede det hele og holdt end ikke det halve.

I skrivende stund er SF netop trådt ud af den regering, de aldrig burde være trådt ind i. De har siden valget i 2011 til fulde bevist, hvad andre advarede imod: At SF ikke er et regeringsdueligt parti. Fadæserne er ufatteligt mange og de slugte kameler om muligt endnu flere.

På miljøfronten fik vi en selvglad Ida Auken som miljøminister. Hendes fornemste resultat var den “Wall of Fame” over miljøministre, som hun nåede at oprette. Tids nok til at hun også selv kunne komme med på den. Og i anledning af Miljøministeriets runde 42 års fødselsdag. Tsk.

I miljøkredse vil hun nok mest blive husket for, at hun – da hun havde en helt unik chance for at ændre tingene – valgte Gudenåen fra til fordel for den blågrønne vandkraft fra Tangeværket.

Det var da også den, som hendes onkel Svend Auken var så glad for.

Blodets bånd. Det ved de alt om i Nordkorea…

30. januar 2014

Svanesang for fluestang?

Fluefiskeriet i tilbagegang

Det ser ud til, at de gode, gamle dage desværre er forbi for dem, der har deres gang i branchen for fluegrej. Som lever målrettet af at sælge grej til fluefiskere.

I snart mange år har fluefiskeriet nydt international fremgang og vækst. Selv om fluefiskeriet startede i England, blev det alligevel Amerika, som sikrede den store udbredelse. Op gennem 1970‘erne, 1980‘erne og 1990‘erne bare voksede og voksede fluefiskeriet. Det var Fenwick’s lancering af verdens første kulfiberstang i 1973 – HMG – der for alvor startede det hele.

A River Runs Through It

Med nogen ret kan man sige, at fluefiskeriet nok toppede med Robert Redford’s filmatisering af Norman Maclean’s “A River Runs Through It”, skrevet i 1976 og filmatiseret i 1992. I hvert fald åndeligt, for økonomisk toppede fluefiskeriet først langt senere. Filmen udløste nervøse trækninger hos mange af Wall Street’s nyrige yuppies med nyerhvervet Porsche i garagen. Det diminutive bagagerum blev fyldt op med spritnye 4-delte fluestænger i den dyreste prisklasse, og så gik det ellers ud i naturen for at gøre Brad Pitt kunsten efter!

De nyrige Wall Street drenge fandt imidlertid hurtigt ud af, hvorfor filmen havde fået en Oscar for bedste fotografering. Virkeligheden var nemlig meget mere våd og kold, end det så ud i filmen. Og det viste sig snart, at man ikke bare lige kunne kaste som Brad Pitt, når man stod ude i elven med sit nyerhvervede fluegrej. Man så havde Brad jo også en stand-in, der forstod at håndtere fluestangen…

Kaufmann’s Streamborn fra Oregon, USA var det første offer for krisen. Et firma, som var opbygget af Kaufmann familien gennem 1980‘erne, hvor det stort set var enerådende og førende inden for fluefiskeri, fluebinding og salg af high-end fluegrej. Et firma, hvis store og farvestrålende katalog jeg hvert år ventede med stor spænding. Præcis som jeg gjorde med Nap & Nyt i drengeårene.

Kaufmann’s konkurs

Kaufmann ekspanderede hurtigt med flere butikker i Oregon og Washington og tilføjede også et rejsebureau specialiseret i fiskerejser for fluefiskere. Der stod stor respekt om firmaet, som havde alle de dyreste og bedste og mest prestigefyldte mærker på programmet. Da jeg første gang besøgte den oprindelige butik i Portland, Oregon, kom en af de to brødre, Randall Kaufmann, netop forbi – i sin lille røde europæiske sportsvogn, naturligvis. I de dage var der gode penge at tjene i fluefiskeriet.

Det kom derfor som et chok for alle i branchen, at netop Kaufmann i 2011 måtte erklære sig konkurs – efter næsten 40 år i branchen. Alle rev sig i håret eller kløede sig i skægget. – Hvordan kunne det dog ske?

Well, alle undersøgelser tyder på, at fluefiskeriet for længst var toppet – at det havde set sine bedste dage og nu var på en uundgåelig nedtur. Og passede man ikke på i branchen og skar ned, hvor det viste sig nødvendigt og var muligt, ja, så ville og vil man ikke overleve den generelle recession. Præcis som mange andre niche-brancher, der var opstået i de gode tider med økonomisk opsving.

Fenwick på pause

Det var som bekendt amerikanske Fenwick, der for alvor ændrede fluefiskerens verden – med verdens første fluestænger i kulfiber.

Derfor er det også tankevækkende, at netop Fenwick har indstillet udvikling og produktion af fluegrej, omend det måske kun er midlertidigt. Havde der nu været så store penge i fluefiskeriet som tidligere, havde man næppe truffet denne beslutning i den store og børsnoterede Jarden koncern, som ejer Pure Fishing og dermed også Fenwick.

På vor side af Atlanten var svenske Loop Tackle det første offer for krisen. Efter at deres konkurrenter havde afvist en afskrivning på 75% af deres tilgodehavender, måtte Loop kaste håndklædet i ringen og sælge sig selv til et canadisk ejet mineselskab ved navn Coordinates Capital Corporation (CCC).

Hvad det vil betyde for Loop’s omdømme er ikke godt at vide. I selvsamme branchemagasin, Angling Trade, hvor man først kunne læse om Loop’s økonomiske trængsler, kunne man efterfølgende se store helsides annoncer, hvor miljøorganisationer og fluefiskere sammen kæmper for at undgå fremtidig ødelæggelse af Bristol Bay, Alaska – mod påtænkt minedrift:

www.SaveBristolBay.org

Der står ikke et ord om, hvorvidt Loop’s nye ejer CCC overhovedet er involveret i dette projekt. Og Angling Trade havde også selv penge til gode hos Loop. Men en vis negativ afsmitning kan næppe undgås, når man som producent af fluegrej pludselig bliver ejet af et mineselskab. Så står man uundgåeligt med et ben i hver lejr.

Hardy Bros. til salg

Lige nu er der en enestående mulighed for at erhverve sig grej fra de hæderkronede Hardy Bros. i Alnwick, England. Et firma, der mere end de fleste andre grejfirmaer har formet det moderne fluefiskeri. Først med de smukke Palakona stænger i splitcane. Siden med de funktionelle Jet fluestænger i glasfiber. Og senest med ultralette Sintrix stænger i højmodulære kulfibre.

Avisen “London Telegraph” har kigget lidt i regnskaberne og kan fortælle sine læsere, at Hardy Bros. og søsterselskabet Grey’s i 2010 producerede og solgte 80.000 stænger. Dem fik de 12,6 millioner engelske pund for – 116 millioner danske kroner – men det var ikke nok til at sikre et overskud. Krisen kradsede, og Hardy måtte indkassere et underskud på 446.000 pund – 4,1 million kroner. Desværre endnu et eksempel på, at fluegrejbranchen er under pres i disse år. Hardy er jo primært kendt for sit fluegrej.

Tabet resulterede i første omgang i, at Hardy måtte fyre 20 ud af 100 medarbejdere. Nu er det så kommet dertil, at ejeren Harris & Sheldon har sat både Hardy Bros. og Grey’s til salg – hvis det nu skulle have interesse. Salgsprisen er ikke oplyst, men ejerne er givet til at tale med.

Såfremt du vil vide mere om det hæderkronede grejfirmas glorværdige fortid og triste fald, kan du med fordel kigge på DVD’en “The Lost World of Mr. Hardy”. En fornem dokumentarfilm med masser af autentiske sorthvide optagelser – og mange ufrivilligt morsomme danske undertekster…

Herhjemme har vi set danske Svendsen Sport flytte fokus fra egne Scierra flueprodukter til spinnegrej fra andre fabrikater. Den internationale finanskrise tvang for et par år siden Svendsen Sport til at lukke en stor del af egne afdelinger i de fleste europæiske lande – med netop Scierra som den store taber.

Danske tal, der tæller

Den store danske undersøgelse af det rekreative fiskeris samfundsøkonomiske værdi, som blev færdiggjort i 2010, viste flere interessante ting. Heriblandt, at fluefiskere antalsmæssigt kun udgør en forsvindende lille del af det samlede antal sportsfiskere i Danmark. Baseret på et stort antal spørgeskemaer viste det sig, at fluefiskeriet med blot 10% scorede overraskende lavt – kun underbudt af trollingfiskerne med 3%. Spinnefiskerne lå omkring 40% – medefiskerne omkring 20%.

Dette skift i foretrukne fiskeformer kan også ses andre steder. Eksempelvis i England, hvor de store engelske postordrefirmaer i de seneste år har fået mere og mere spinnegrej i katalogerne – af nød, for spinnefiskeri er bestemt ikke en engelsk gentleman’s foretrukne fiskemetode. Men det er en udvikling, der har været meget tydelig i de seneste år, hvis man som undertegnede er en dedikeret katalogfreak, der gerne handler eksotisk grej over nettet i udlandet.

Mindre danske grejbutikker har også fået mere spinnegrej på hylderne – tit mere af nød end af lyst, da indehaveren ofte selv er flueentusiast. Men det kan man altså ikke leve af længere – og har næppe nogensinde kunnet i lille Danmark, hvor markedet helt enkelt er for lille. Flere butikker har da også taget skridtet fuldt ud, måsket sunket en ekstra gang, men så bestilt de forkætrede bøtter med Gulp!, som flertallet af kunderne efterspørger…

– Så er fluefiskeriet på vej ud? Næppe. Men det har definitivt haft sin kommercielle højtid og vil nok fremover finde et mere ydmygt leje blandt lystfiskere verden over.

Og det kan man så mene om, hvad man vil.

Det øverste og det nederste foto stammer fra Eagle River i Labrador, Canada, hvor minedrift er en vigtig industri. Det midterste er fra Deschutes River, der i årevis var hovedkvarter for Kaufmann’s Streamborn, som nu er gået konkurs.

Ichtyosaurus

250 millioner år gammel – og 10 meter lang…

For en kvart milliard år siden (!) skete der noget interessant. Faktisk skete der rigtig mange interessante ting i den tid, som hører til dinosaurernes sidste år. Hvis du har set filmen “Jurassic Park”, vil du kende nogle af de medvirkende “saurer”. Det var ikke nogen, man havde lyst til at møde i en mørk gade.

Det var før forureningens tid, og det omgivende hav var derfor rent, som vand skulle være. Alligevel var det næppe nogen god idé at tage en svømmetur i det lune og krystalklare vand. I det levede nemlig nogle kæmpestore fiskelignende reptiler, som videnskaben i dag kalder “Ichtyosaurus”.

Det var grådige rovdyr med skarpe diamantformede tænder. Det ved man helt præcist fra fossilfundene. At Ichtyosaurus kunne blive op til 10 meter lang, gjorde ikke situationen og lysten til en svømmetur mere attraktiv…

Selv om Ichtyosaurus unægtelig ligner fisk mere end noget andet – deraf også navnet – var de alligevel ikke fisk. De var i stedet reptiler – krybdyr, som oprindelig stammede fra land, men som gradvis udviklede sig til et liv i vand.

Deres fire ben, som bar dem inde på landjorden, blev efterhånden svagere og kom til sidst til at minde mere om finner end fødder. Fossile fund viser en gradvis ændring af knoglerne i takt med, at Ichtyosaurus udviklede sig til et rigtigt vanddyr, som til sidst ikke længere kunne på på land.

Denne imponerende udvikling skete gradvis, men i geologisk perspektiv skete overgangen overraskende hurtigt. Faktisk mener palæontologerne, at det kun tog Ichtyosaurus 5-10 millioner år at klare overgangen. Forholdene må have været perfekte, da disse reptiler stak til søs – uden farlige rovdyr, der kunne have ædt dem, før de havde lært at svømme!

Fossilerne fortæller

Man kan undre sig over, hvordan vi dog kan vide så meget om noget, der skete for så mange år siden. Men det er slet ikke det gætværk, som man kunne tro. Vi har i dag så mange fund af fossiler, at der tegner sig et tydeligt billede.

Ikke bare af fossilernes egen historie, men også af datidens geologi. For eksempel kan det virke overraskende, at nogle af de vigtigste fossile hvalfund rent faktisk stammer fra – Himalaya-bjergene!

Men fortvivl ikke. Som altid er der en god forklaring. Fra Himalaya stammer også noget af det fineste havsalt, man kan købe for penge. Fint og velsmagende rødt salt, som stammer fra dengang, der slet ikke var noget, der hed Himalaya. Bjergene havde endnu ikke rejst sig af havet – som resultat af jordpladernes sammenstød.

Dengang var alt land på jorden samlet i et gigantisk kontinent – Pangea – som siden delte sig i mindre plader, der drev hver til sit.

Saltlommer blev fanget og tørrede ud, da bjergene rejste sig. Med store aflejringer af havsalt til følge. På samme måde havnede mange hvalfossiler oppe i bjergene. Ikke fordi de selv var svømmet derop. Men fordi havbunden, hvor de engang havde lagt sig til hvile, var blevet presset derop.

På samme måde forholder det sig med Ichtyosaurus. Nu er det blot ikke Himalaya, vi skal lede i, men Rocky Mountains i Nordamerika. Nærmere betegnet bjergkæden Humboldt Range i Nevada ørkenen. I dette øde og golde område, som var frygtet af både comwoys og indianere i 1800-tallet for sit nådesløse klima, har palæontologerne kronede dage.

Det var her, de i 2008 fandt de første fossiler af det, der siden blev døbt “Ichtyosaurus”. Og her, de efterfølgende fandt adskillige andre fund, der på forbløffende vis kunne kortlægge og forklare udviklingen af dette imponerende dyr. Hvorfor det opstod, hvordan det udviklede sig, og hvornår det forsvandt igen.

Jord i hovedet – og ben i jorden

Palæontologerne er intet uden også en dyb indsigt i geologien. Ved at kombinere forståelse af jordens udvikling frem til i dag med fundet af forskellige fossiler kan man nemlig komme meget langt. I dag ved man således, at landhævninger og de deraf følgende bjerge i sig selv er en hel geologisk kalender – med de ældste klipper øverst og de yngste nederst.

På samme måde kan man også aldersbestemme de fossiler, man har fundet og stadig finder: De ældste fossiler finder man højst oppe i bjergene – de yngste længst nede ved bjergenes fod. Således er der en aldersforskel på 5 millioner år fra bjergets top til bjergets fod. Cirka den tid, det tog Ichtyosaurus at udvikle sig fra et landdyr til et vanddyr.

De efterhånden ganske mange fossile fund af Ichtyosaurus viser et tydeligt billede af dette dyrs udvikling – anatomisk såvel som geologisk. De højeste og ældste fund viser, at de oprindelige reptiler netop havde forladt landjorden for et liv på lavt vand. Deres knogler har stadig samme opbygning som landdyrenes.

De laveste og yngste fund viser i stedet knogler mere lig dem, man finder i fiskenes finner. De skal ikke længere kunne bære dyrets vægt, da det nu lever permanent i vand. Selv hvis de gerne ville, kunne de ikke gå på land igen. Ichtyosaurus havde nu nået sin endelige, perfekte form. Præcis som hajerne.

Sammenholder man fossilfundene med lokaliteterne og deres højde over havet, kan man med stor sikkerhed fastslå, at Ichtyosaurus’ udvikling fra land til vand næppe her taget mere end 5-10 millioner år. Hvilket er meget lidt i geologisk perspektiv.

Man kan også med ganske stor sikkerhed sige, at Ichtyosaurus uddøde på samme tid som de mange andre kæmpestore “saurer” fra dengang – nemlig for omkring 250 millioner år siden.

Weapon of mass destruction…

Dinosaurerne dominerede jorden i ikke mindre end 160 millioner år. Men for 65 millioner år siden skete der så noget, som med ét fik dem til at forsvinde totalt. I samme tidsrum gik det også ned ad bakke for samtlige andre dyre- og plantearter. Således regner man med, at halvdelen af de øvrige dyre- og plantearter også uddøde under det, forskerne kaldet “the K-T mass destruction”.

Bedst gik det under vandet, hvor mange fiskearter overlevede katastrofen. For videnskaben hælder i dag til, at masseudryddelsen skyldes en kæmpestor meteor, der ramte landjorden og forårsagede et årelangt mørke og massive klimaforandringer. Således mener man i dag, at en 10 km stor meteor – på størrelse med hele Manhattan Island – ramte jorden for 65 millioner år siden.

Et bevis herfor er de stærkt forhøjede mængder af grundstoffet Iridium, som man har fundet i aflejringer fra dette tidsrum. Således har man findet niveauer af Iridium, som er op til 200 gange højere end normalt her på jorden, flere end 100 forskellige steder. Iridium er sjældent på jorden, men almindeligt i verdensrummet og kunne således fint stamme fra netop en nedstyrtende kæmpemeteor.

Man har sågar også fundet det sandsynlige sted for kollisionen. Det er et 150 km stort krater, som ligger under den lille landsby Puerto Chixulub på nordkysten af Mexico’s Yucatan halvø. Dybt nede under det porøse kalklag, som udgør halvøen, ligger resterne af meteornedslaget – i form af mineraler dannet under det enorme tryk fra kollisionen.

Her finder man glasagtige forbindelser, som kun kan dannes under kolossale trykpåvirkninger, samt kulstof på diamantform.

100 millioner megatons

Man har regnet på kraften af dette sammenstød: En 2,6 milliard tons tung meteor, der rammer jorden med en fart på 60.000 km/t, genererer en kraft svarende til 100 millioner megatons dynamit. Eller 200 gange den største atombombe, der nogensinde er bragt til sprængning her på jorden…

Med massive støvskyer til følge, som formørkede jorden i mange, mange måneder – måske år – og ændrede klimaet totalt. Og med massedød blandt planter og dyr som resultat. Man regner med, at kun omkring 15% af alle landdyr overlevede katastrofen.

Så exit alle de kæmpestore dinosaurer – heriblandt Ichtyosaurus!

Og enter pattedyrene, som vi jo selv nedstammer fra.

Coelacanthen

Blues for en Blå fisk

De væsener, vi i dag kalder fisk, har en lang udvikling bag sig – omtrent 450 millioner år. Når vi i dag taler om fisk, inddeler vi dem normalt i tre hovedgrupper: Rundmunde (lampretter), tværmunde eller bruskfisk (hajer og rokker) og endelig benfiskene, der udgør størsteparten af alle nulevende fisk.

De tre hovedgruppers navne fortæller i sig selv en hel del om de pågældende fisks udviklingshistorie – emnet for denne artikel. Alt, hvad vi i dag ved om fiskenes udvikling, stammer fra fund af forstenede fiskelignende dyr. Det er vigtigt at kende til denne udvikling, da den sætter de nulevende fisk i perspektiv. Den gør det lettere at forstå vore dages fisk, deres opbygning og udseende.

Universets udviklingshistorie menes at være et sted mellem 10 og 20 milliarder år gammel – Jordens bare 4,5 milliarder år. Da man mangler fossiler fra Jordens allertidligste historie – de ligger dybt begravet efter store geologiske omvæltninger – kan man kun gisne om første del af livets oprindelse. Men vi har spor efter planktonalger på Grønland, som er 3,8 milliarder år gamle.

For små 4 milliarder år siden viste de første tegn på liv sig således – i form af primitive bakterier og blågrønalger. Nogle af disse udviklede evnen til at fotosyntetisere – til ud fra vand, kuldioxid og sollys at danne organisk stof og udskille fri ilt.

Fri ilt eksisterede ikke tidligere – den kom først til med fotosyntesen. Det var denne ilt, der lidt efter lidt opbyggede den atmosfære, vi kender i dag. Uden den var udviklingen frem til i dag aldrig startet – uden ilt eksisterer intet højere liv på jorden.

For 700 millioner år siden så de første hvirvelløse dyr dagens lys. De første rigtige hvirveldyr dukkede op 250 millioner år senere i form af små fiskelignende skabninger, hvis oprindelse stadig er usikker. Men fiskens udviklingshistorie tog altså sin begyndelse for 450 millioner år siden.

Tre ting er af betydning for fiskens udvikling fra et primitivt hvirvelløst dyr til vore dages specialiserede benfisk. Det er fremkomsten af 1) bevægelige kæber, 2) parredefinner og endelig 3) svømmeblæren.

De første fisk var kæbeløse rundmunde med kraftige knogleplader som panser – de såkaldte panserrundmunde. Lampretten er en nulevende rundmund, som har lagt panseret.

Ved siden af panserrundmundene udviklede de første fisk med egentlige kæber sig. Der er dog tale om ufuldkomne kæber, som ikke kan presses op mod hovedet. I stedet må hovedet, som er hængslet i nakken, løftes, når munden åbnes.

Alligevel repræsenterer disse kæber et kæmpefremskridt, og de nye fisk dominerede derfor vandene en tid. Der var tale om kæmpefisk på mere end ti meters længde – giganter efter vore dages målestok.

Allerede på et meget tidligt tidspunkt viste de første tegn på parrede finner sig. Ofte havde hver enkelt fisk mange parrede finner – helt op til syv par. De første finner var blot ubevægelige stabilisatorer, som holdt fisken på ret køl. Det var nødvendigt, da fiskene havde en skæv eller asymmetrisk halefinne.

Senere udviklede finnerne sig til padleredskaber, som fisken kunne bevæge aktivt. Først meget senere dukkede bløde og smidige finner op – finner, som vi kender dem i dag.

En levende forstening

Nært beslægtet med de padlefinnede fisk er den kvastfinnede coelacanth, også kaldet “den blå fisk”. Indtil 1938 regnede man med, at den blå fisk havde været uddød i mindst 60 millioner år. Da pludselig dukkede et eksemplar op fra dybhavet ud for Sydafrikas kyst – 1,5 meter lang, mere end 50 kilo tung og med blå skæl og karakteristiske kvastformede finner.

Søpindsvin, som vi finder mange af langs stranden, er omkring 60 millioner år gamle.

Et stykke fortid var blevet levende. Hvad man hidtil havde måttet tænke sig til ud fra forsteningerne, lå nu foran forskerne i form af et ægte eksemplar. Fisken blev studeret indgående, og hidtidige teorier om fiskenes udviklingshistorie blev revideret.

Fra disse padlefinnede fisk nedstammer alle firbenede land- og vanddyr, heriblandt mennesket. I deres kvastformede finner finder vi nemlig knogler, som er meget lig dem, vi kender fra paddernes lemmer – de første dyr, der i sin tid gik på land.

Den blå fisk kaldes også for “Latimeria” efter en vis frk. Latimer, som var museumsinspektør i den sydafrikanske by East London. Her og af hende blev det første nutidige eksemplar nemlig registreret i 1938.

Siden da dukkede enkelte andre eksemplarer op fra dybhavene med mere regelmæssige mellemrum. I løbet af 90’erne er der dog blevet så langt imellem dem – trods stedse mere effektive fiskeredskaber – at man nu anser dem for truet. Således regnede forskerne med, at der måske kun var omkring 200 levende eksemplarer tilbage.

Separate bestande

De fleste af disse lever i dag i dybhavet ud for Madagaskar og Indonesien, hvor man har iagttaget deres levevis fra dykkerklokker.

Det har vist sig, at den blå fisk lever i huler og grotter på dybder mellem 400 og 1.000 meter, hvor vandtemperaturen veksler mellem 10 og 15 grader. Den blå fisk tåler ikke dagens lys, og det får den da heller ikke på disse dybder, hvor det er nat døgnet rundt, året rundt.

Det ser dog ud, som om der eksisterer en rimelig bestand ud for øgruppen Cormorerne, der ligger mellem Madagaskar og Afrika. I lang tid troede man, at dette var artens eneste og sidste tilflugtssted. Siden da er der dog fanget eksemplarer fra Kenya i nord til Sydafrika i syd.

Man troede oprindelig, at der var tale om strejfere fra Cormorerne – lige indtil man satte sig for at DNA-teste 23 eksemplarer. Da viste det sig, at fisk fra Kenya, Tanzania og Mozambique indeholdt DNA, som var markant forskelligt fra Cormorernes. Faktisk så forskelligt, at der måtte være tale om bestande, som havde været adskilt i flere tusinde år!

De lærde strides stadig om, hvornår denne opsplitning eller adskillelse fandt sted. Man er dog enige om, at det må være sket for mindst 200.000 år siden. Hvis man vil sætte dette tidsrum lidt i perspektiv, så har det taget isbjørnen kortere tid end det at udvikle sig fra brunbjørn til isbjørn.

Blues for en Blå fisk…

I dag findes der således en separat bestand af coelacanther langs den sydøstafrikanske kyst. Uheldigvis er den herinde udsat for et langt hårdere fiskepres end ude ved Cormorerne, hvor der ikke bor nær så mange mennesker.

Den blå fisk er nu totalfredet, men det er tvivlsomt, om det hjælper noget. Ingen fisker jo målrettet efter den på de store vanddybder, hvor den lever. Og fanger man endelig et eksemplar, er den i regelen død allerede ved landingen.

Fortiden kan desværre ikke genudsættes levende…

Naturhistorisk Museum i den italienske by Trieste afholdt i anledning af 80-året for genopstandelsen af Den Blå Fisk en særudstilling om netop den skelsættende begivenhed. Udstillingen åbnede på selveste Lillejuleaftensdag.

40 år med kulfiberen

Kvantespring for fluestang

Det hele startede tilbage i 1968, hvor forskere hos Royal Airforce i Farnborough, England opfandt kulfiberen. Det var i den kolde krigs tid, hvor man var på jagt efter et superlet og stærkt materiale, der kunne erstatte eller i hvert fald supplere den aluminium, der var altdominerende i luft- og rumfartsindustrien.

Det måtte nødvendigvis være et ikke-metal, da vægten jo har højeste prioritet, når et fly skal i luften eller en raket løftes fri af Jordens tiltrækningskraft. Man eksperimenterede derfor med mange forskellige syntetfibre, som i laboratorierne blev behandlet på endnu flere forskellige måder.

Det meste var vilde fejlskud, men efterhånden samlede interessen sig om akrylfibre, der kunne omdannes til kulfibre ved høje temperaturer. Syntetiske fibre, som populært sagt forkullede under processen. Herved opstod de første kulfibre, som vi kender dem i dag – uhyre lette og meget spændstige. Ideelle til brug i luft og rum.

Desværre var de ikke helt så lette at bruge i fiskestænger som til flyvemaskiner. Engelske Hardy, som var nærmeste nabo til Royal Airforce, var naturligt nok de første til at eksperimentere med kulfiberen, der på engelsk kaldes “carbon” – modsat amerikanernes “graphite”. Den nye kulfiber skulle kunne erstatte den langt tungere glasfiber, som dengang var altdominerende til stangbygning.

Hardy: No good at all…

Men ak. Hardy kæmpede med den nye fiber, som ganske vist var uhyre let, men som desværre også havde en ulyksalig tilbøjelighed til at knække under belastning. Pludseligt og voldsomt. Hardy arbejdede dengang tæt sammen med datidens fiskeorakel Richard Walker, der holdt lige meget af medefiskeri og fluefiskeri. Efter mange eksperimenter erklærede Walker skråsikkert, at kulfiber overhovedet ikke egnede sig til fiskestænger!

Hardy eksperimenterede dog videre og nåede frem til, at brugbare stænger kunne fremstilles, dersom man supplerede de langsgående kulfibre med både langsgående og tværgående glasfibre. Hardy nåede endda så langt, at de udtog verdens første patent på fiskestænger bygget af kulfiber – dog med hele 60% glasfiber iblandet. Det, vi i dag kalder for “composite” – altså en blanding af to forskellige materialer.

Det kan nok være, at Hardy siden har ærgret sig over, at de ikke fik patent på rene kulfiberstænger. Da ville fiskeverdenen have set anderledes ud!

Så gik det langt bedre på den anden side af Atlanten – nær Stillehavet, hvor en mand ved navn Jim Green byggede stænger for et firma, der hed Fenwick. Det lykkedes ham at konstruere verdens første rendyrkede kulfiberstang, som blev lanceret for det ventende verdensmarked ved et sports show i 1973. For øvrigt i hård konkurrence med ligeledes amerikanske Shakespeare, som ret beset var lidt tidligere ude med deres kulfiberstænger.

Det blev dog Fenwick, som i 1974 kunne lancere verdens første serieproducerede fluestænger i kulfiber – under navnet “HMG”, der stod for “High Modulus Graphite”. Det var stænger, som tog verden med storm. Som kastede en hel flueline uden at kny, men som desværre stadig havde en ulyksalig tendens til at knække uden varset. Gerne med et brag…

Derfor var det fast kotyme, at fabrikanterne havde adskillige reservestænger med til de stor sport shows nationen over. Dem var der god brug for!

Fenwick: World’s First!

De øvrige stangproducenter var ikke længe om at følge trop. Amerikanske Orvis lancerede en serie kulfiberstænger under navnet “LMG” – Low Modulus Graphite – for ligesom at understrege, at deres kulfiberstænger ikke knækkede som konkurrenternes. Modulus er nemlig et mål for den anvendte fibers stivhed, og med stigende stivhed steg også risikoen for pludselige stangbrud. Low Modulus var således lig med ringe risiko for stangbrud – påstod altså Orvis.

Jeg har selv en af de allerførste kulfiberstænger fra Fenwick – en HMG klasse 12, som jeg fangede mine første tarpon på. Fisk på op til 105 lbs., der trods vægten ikke formåede at knække denne stang, som jeg stadig har og ind imellem fisker med.

Det første årti var kulfiberstænger lig med amerikansk producerede og dermed uhyre kostbare fluestænger. Men så begyndte udflytningen af arbejdskrævende produktioner til Fjernøsten at tage fart. Med amerikansk knowhow og billig lokal arbejdskraft etableredes stangproducenten “Kunnan” på Taiwan, hvorfra man kunne producere kvalitetsstænger til priser, de slet ikke kunne hamle op med i USA.

Jeg har selv et par af de første Kunnan stænger, som kom på markedet i 1981 – to dejlige fluestænger på 9 fod til henholdsvis klasse 5-6 og 7-8. Dem har jeg fisket meget med og fanget rigtig mange fisk på. Jeg bruger dem stadig ind imellem. Og faktisk forbløffes jeg hver gang over, at disse veteraner stadig kan bide skeer med vore dages 30 år yngre og langt mere højteknologiske stænger. Trods den helt enorme udvikling, der ellers har fundet sted – både med hensyn til nye kulfibermaterialer og de bindemidler, der holder dem sammen.

Men det var et sidespring, som moderne stangproducenter næppe har lyst til at høre ret mere om…

Loomis: World’s Lightest!

Fenwick kom som sagt først, men snart efter gik en af firmaets dygtige stangbyggere solo og dannede Sage, som blev markedsledende i de efterfølgende år. For øvrigt med en anden Green ved roret, nemlig Don Green, som ikke var i familie med Jim Green. Trods mange påstande om det modsatte. Jeg ved det, for han har selv fortalt mig det!

Det var ikke mindst Sage’s fortjeneste, at kulfiberen gennemgik en stadig udvikling som stangbygningsmateriale. Det var således Don Green, der kunne lancere den første 2. generations kulfiberstang, som brugte IM6 fibre udviklet af flygiganten Hercules. Han kaldte den meget passende for “Graphite II”. IM6 er siden blevet en standardfiber, som stadig bruges i dag – ikke mindst i spinnestænger af god kvalitet.

Siden skulle det blive en tredje amerikaner, som bragte bygningen af kulfiberstænger endnu et skridt videre. Det var Gary Loomis, som tog over, hvor Green’erne slap. Det lykkedes nemlig Loomis helt at eliminere de glasfibre, som hidtil havde været nødvendige for at holde kulfibrene sammen. Elastiske glasfibre, der tålte at blive rullet omkring de tændstiktynde stålmandreller, som klingerne rulles på.

Loomis udviklede en teknik, hvor de stive kulfibre blev rullet diagonalt omkring mandrellen – ikke vinkelret som glasfibrene. Herved sparedes procentvis megen vægt, så de færdige stænger blev endnu lettere. Idealet er jo en fluestang, som intet vejer overhovedet – hvor ingen energi går tabt i materialet under kast. Loomis gik endda så vidt som til ikke at lakere sine IMX stænger – med den begrundelse, at lakken ville veje for meget og dermed hæmme aktionen!

Med de ultralette 3. generations IMX stænger tog Loomis førertrøjen og holdt den i nogle år – dog ikke uden problemer. Således var raten af knækkede IMX stænger på et tidspunkt så høj, at den schweitziske distributør følte sig nødsaget til helt at droppe importen. Det ville han ikke være bekendt. Stængerne var blevet så lette og dermed tyndvæggede, at mange knækkede for et godt ord…

Siden har man dog fået styr på problemerne, og i dag bruges selv 4. generations kulfibre uden disse problemer – selv om de er stivere og lettere end nogensinde. “GLX” er G. Loomis’ navn for denne ultralette kulfiber. Det er ikke mindst nye og langt bedre bindemidler, som muliggør brugen af denne fiber.

Modulus og PSI

Udviklingen har således ikke stået stille, siden den første kulfiber så dagens lys i de glade koldkrigs 60‘ere. Den ene generation af kulfibre har fulgt den anden, så vi i dag taler om mindst en 4. generation – baseret på fibrenes modulus, der ofte angives i “PSI” eller “Pounds per Square Inch”. Altså i det amerikanske målesystem og ikke vort eget metriske, hvilket har givet anledning til en del misforståelser.

Det kan være interessant at sætte disse noget diffuse værdier lidt i perspektiv. Tag eksempelvis oldtidens fiskestænger, der var taget direkte fra naturen – i form af diverse træsorter. Egetræ har eksempelvis en kendt modulus på 1,6 mio. PSI. Tonkin eller splitcane, som materialet hedder i i den 6-kantede og trekantsplittede udgave, vi gerne fisker med, har faktisk en fornem modulus på omkring 6.4 mio. PSI. Splitcane var derfor et kvantespring fremad i stangbygningen, da man nu kunne bygge langt lettere stænger.

Uheldigvis er de allerfleste splitcane stænger massive, hvilket giver dem en høj egenvægt og gør dem langsomme. Naturen har selv hulbygget sine tonkinstænger, så de bliver lettest mulige i forholdt til styrken – en teknik, man siden overførte til bygning af glasfiber stænger. Den oprindelige glasfiber, som dukkede op efter Anden Verdenskrig, havde en modulus lavere end tonkin, men da man gik fra massive til rørbyggede stænger, blev disse pludselig meget lettere end splitcane stængerne. Lettere og hurtigere.

Da den moderne glasfiber blev raffineret til det, Fenwick ubeskedent kaldte “FenGlass”, var modulus nået op mod de 10 mio. PSI. Det skal sættes i relation til den allerførste kulfiber, hvis modulus pludselig lå på det dobbelte – 20 mio. PSI.

Da Fenwick lancerede verdens første kulfiberstænger i 1973, brugte de kulfibre med en modulus på omkring 30 mio. PSI. Anden generations IM6 kulfibre ligger på knap 40 mio. PSI – IM7 og IM8 en smule højere. Loomis’ IMX stænger blev bygget af kulfibre med en modulus på 55 mio. PSI, og i dag bygges de fineste, letteste og dyreste 4. generations stænger af kulfiber med en modulus på omkring 65 mio. PSI – eksemplificeret af Loomis GLX stænger.

Disse tal stammer fra henholdsvis Don Green og Gary Loomis, der begge pudsigt nok ikke selv gik særlig meget op i modulus. Selv om man jo skulle have troet det modsatte. De var nemlig begge enige om, at der kan bygges rigtig gode stænger af lavmodulære kulfibre. Og elendige stænger af selv den dyreste højmodulære! Don Green gik endda så vidt som til at sige, at man heller ikke altid kan regne med de angivne værdier…

Begge har de siden solgt deres respektive firmaer til store investorer, som naturligt nok går mere op i afkastet på deres investeringer end på fortsat forskning og udvikling.

I de senere år har vi set stangproducenter, som i stedet for PSI bruger metriske enheder, hvilket kan være lidt forvirrende. Heldigvis er det ikke noget problem at regne fra den ene måleenhed til den anden – det kan enhver moderne smartphone gøre på sekunder. Gør man det, vil man se, at stænger bygget af eksempelvis “45T” kulfiber er high-end 4. generations fluestænger. “30T” kulfiber svarer til IM7 kulfiber, og på samme måde er “24T” blot en anden betegnelse for de 1. generations kulfibre, der i dag primært anvendes til spinnestænger.

Da det er fluefiskerne, som høster de største gevinster af lettere stænger, er det sjældent, at der anvendes stivere kulfibre til spinnestænger end IM8. Gevinsten her er helt enkelt for ringe. Og prisen for høj.

Nano i bindemidlet

Kulfiberen i al respekt, men faktisk er bindemidlet mindst lige så vigtigt – om ikke vigtigere. De første glasfiberstænger brugte polyester som bindemiddel – præcis som bådbyggerne gjorde. Hurtigt fandt man imidlertid ud af, at glasfiberstænger blev blødere med alderen. Ganske markant endda.

Man fandt også ud af, at det ikke var fibrene selv, der ældedes og blev svagere. Lagde man et stykke af en gammel stangvæg under mikroskopet, kunne man tydeligt se mikroskopiske sprækker i bindemidlet mellem fibrene. Det var altså her, alderssvækkelsen stammede fra. Her, problemet lå.

Derfor droppede man den billige polyester på lidt dyrere stænger – til fordel for det langt dyrere og giftigere phenol, som i dag indgår i de mest almindelige og stærkeste epoxy bindemidler. Phenol havde en større fysisk styrke, der bedre kunne modstå de store påvirkninger fra den evige fleksning af fibrene under kast.

Japanske Daiwa så tidligt mulighederne i Europa og flyttede i 1980‘erne til Skotland med egen stangfabrikation i højlandet. Her eksperimenterede man med at iblande bindemidlet på nogle af deres fiskestænger mikroskopiske og aflange “Whisker” fibre af Silicium Carbid (SiC), som var med til at styrke bindemidlet og undgå de mikroskopiske revner, der ældede stængerne.

Det kom der en række populære og velfungerende “Whisker” stænger ud af til såvel fluefiskere som spinnefiskere. Nogle af stængerne blev endda forsynet med udvendige spiraler af kul- eller kevlarfibre, som var med til yderligere at styrke og stabilisere stængerne under belastning.

Amerikanske Fenwick var dog ikke gledet helt bagud af dansen, men havde udviklet deres “Techna AV” stænger, hvor man har lagt et papirtyndt lag af robuste kevlarfibre mellem de sarte kulfibre. Kevlar er jo kendt fra skudsikre veste og punktérfri dæk, og Fenwick siger selv, at kevlar gør stængerne op til 40% mere modstandsdygtige over for stød og slag. Desværre gør det også stængerne lidt tungere, hvilket især fluefiskerne er kede af.

Seneste skud på stammen er de såkaldte “nano-partikler”. “Nano” er blevet et af de helt store buzz words her på det seneste, men allerede i 2010 var G. Loomis ude med verdens første fiskestænger baseret på nano-teknologi – “NRX” – der i dag hører blandt verdens dyreste kulfiberstænger. Snakken om modulus i de anvendte kulfibre er forstummet, da den næppe behøver at blive højere. I stedet koncentrerer man sig nu om at forbedre bindemidlet mellem kulfibrene – samme udgangspunkt, som Daiwa i sin tid havde under udviklingen af sine skotske Whisker stænger.

Med NRX og under den flerdobbelte verdensmester Steve Rajeff’s ledelse bragte G. Loomis således stangbygningen endnu et skridt videre – nu under japanske Shimano’s ejerskab.

1 milliardtedel meter…

Senest har engelske Hardy lanceret deres “Sintrix” stænger, som også gør brug af nano-partikler på kugleform i bindemidlet mellem kulfibrene. Sintrix er en forkortelse for “Silica Nano Matrix”, hvis nogen skulle spørge! En teknologi udviklet af amerikanske 3M, som er langt fremme med deres nanoprodukter til rumfarts-, bygnings- og bilindustrien.

Ifølge Hardy selv skulle dette gøre Sintrix stænger hele 60% stærkere og 30% lettere end almindelige kulfiberstænger. Hvis det holder stik, må jeg nødvendigvis have skiftet alle mine gamle fluestænger ud med nye Sintrix!

De førnævnte “whisker” fibre, som Daiwa brugte i deres bindemiddel, var aflange og op mod 1 my meter (1/1.000.000) tykke. Nanopartiklerne i G. Loomis’ NRX og Hardy’s nye Sintrix stænger er dermed omkring 1.000 gange mindre endnu. Betegnelsen “nano” er jo blot en metrisk angivelse af 1 milliardtedel (1/1.000.000.000) af en given enhed.

Betegnelsen “nano” er desværre blevet noget udvandet og bruges i dag i flæng om materialer i en størrelsesorden, der nærmer sig molekyleniveau. Det har nemlig vist sig, at mange velkendte stoffer har helt nye og anderledes egenskaber, når de fungerer på nano-niveau. Således har det vist sig, at et helt almindeligt stof som titaniumoxid, der bruges som hvidt farvestof i maling, plast og mange andre produkter, pludselig bliver såvel smuds- som vandafvisende, når det kommer ned på nano-niveau.

Afslutningsvis skal man være klar over, at ingen materialer udvikles specielt til fremstilling af fiskestænger. Ingen overhovedet. Uanset mange påstande om det modsatte. Materialer og teknologi udvikles primært til luftfart og rumfart, hvorfra de så efterfølgende når ud til andre producenter. Her bruges så få og små mængder, at det aldrig vil kunne retfærdiggøre udvikling af specielle kulfibre udelukkende hertil.

Kulfiberen ankommer til stangproducenterne på store ruller i såkaldt “prepreg” form, hvor kulfiber og bindemiddel allerede er integreret. Det er således uhyre lidt, stangproducenterne selv kan gøre – andet end at vælge mellem allerede eksisterende kulfibre og bindemidler samt kombinationen af samme.

Nu har kulfiberstængerne så også nået nano-alderen, hvilket har givet anledning til fornyet aktivitet i markedsføringsafdelingerne. Og et øget salg af de spændende nye produkter, ikke at forglemme. Der er i sandhed sket meget i de 40 år, siden kulfiberen først så dagens lys!

UV jagt

Lystfiskeri eller krybskytteri?

På mit gamle website www.ulnits.dk præsenterede jeg for et års tid siden en artikel under samme overskrift – en artikel, som vakte stor opsigt og resulterede i mange mails og efterfølgende diskussioner på nettet.

Artiklen var forårsaget af en flot opsat og ganske forherligende artikel i Danmarks Sportsfiskerforbunds medlemsblad “Sportsfiskeren” nummer 6-2010 – om netop UV jagt.

Det kom så vidt, at “FiskeAvisen” bad om lov til at trykke dele af min mod-artikel, hvilket skete i nummer 11-2011. Samtidig blev der oprettet en Facebook-gruppe mod UV jagt om natten – under den pompøse titel “Forbid underwater nighthunters spearfishing with big flashlights”. Se liste over links herunder.

Du bør læse min oprindelige artikel om UV jagtens ulyksaligheder, hvis du vil have hele baggrunden for den igangværende debat. Artiklen er lige så gyldig, som den har været hele tiden, og problemet er stadig lige så stort – lokalt ganske voldsomt og periodevis ude af kontrol. Se links nederst på denne side.

Uheldigvis har Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) netop valgt side og blåstemplet denne jagtform som helt OK og ikke skadelig for fiskebestanden.

Det er sket i samråd med Dansk Sportsdykkerforbund, som DSF sidder Friluftsrådet sammen med. Her fordeles som bekendt millionerne fra Tipsmidlerne, så her hersker naturligvis fred og fordragelighed mellem parterne. Det skulle jo nødig koste nogen noget.

Jeg har sagt, hvad jeg ville og mente i den oprindelige artikel på www.ulnits.dk. Her vil jeg i stedet give ordet til den tidligere formand for Dansk Sportsdykkerforbunds UV jagsektion, Peter Fischer Mikkelsen, som også har reageret på debatten – ud fra sit inside kendskab til tingene. Hør her, hvad han skriver:

“Jeg har læst din artikel i Fiskeavisen, og jeg må desværre give dig fuldstændig ret.

Som tidligere formand for Undervandsjagt sektionen i Dansk Sportsdykker Forbund kender jeg desværre alt til disse forhold.

Jeg vil dog lige nævne for dig, at det kun drejer sig om et lille antal harpuner, der kræver våbentilladelse. Lovlige harpuner kan man næsten købe på hvert et gadehjørne i Middelhavslandene, og selvfølgelig også herhjemme. Jeg tror 95% af undervandsjægerne idag bruger elastikharpuner, som er rigelig kraftige til at skyde gennem en multe f.eks..

I min tid som formand for UV-jagt sektionen har jeg aldrig omtalt natdykning som sport. I mine øjne er det madfiskeri på linie med garnfiskeri. Ganske som du selv omtaler det. Det er dog betydelig mere spændende og mere “macho” end garnfiskeri, og tiltaler derfor mange af de unge knægte, der har behov for “berømmelse”.

I min tid omtalte vi aldrig natdykning i skriftlig promovering af UV-jagten. Vi satsede udelukkende på konkurrencer herhjemme og i udlandet, hvor den fysiske formåen var i højsædet, så nattesvømningen havde ikke den store nytteværdi. Man bliver ikke en dygtig UV-jæger af udelukkende at skyde havørreder om natten.

Desværre er der gået grådighed i UV-jagten idag. Ligesom på mange andre områder i samfundet. Det er en kombination af, at en række butikker har set et salgspotentiale i grejet, og at de unge knægte ikke har kendskab til mådehold og effekten af deres pralerier.

Vi skød da også store havørreder i 90’erne, da jeg dyrkede sporten og natdykningen. Vi var dog kun en meget lille gruppe, og vi kendte alle til risikoen for indgreb fra organisationer som DSF, hvis vi gav os til at prale vidt og bredt. Desuden var internettet heller ikke så udbredt dengang.

Jeg gjorde alt hvad jeg kunne for at højne moralen den gang, blandt andet ved at indføre konkurrenceregler, hvor man maksimalt måtte indveje tre fisk af een art. Der var selvfølgelig kun konkurrencer i dagslys. Jeg ved ikke, om man har holdt fast i den form.

Desværre er der en del kræmmersjæle i den hjemlige gruppe af inkarnerede UV-jægere. Timmo Jattu er en af dem. Hans behov for selvpromovering har mere end een gang skabt stof til artikler i forskellige tidskrifter. At Sportsfiskerens skribenter skulle falde for det, havde jeg heller ikke regnet med. Der har jo da været nogen debat om den århusianske klub “Nak Nemo” og deres tåbelige pralerier over havørreddrab.

Jeg vil på ingen måde kalde mig hellig, men jeg har været så uheldig at pådrage mig en lungesygdom, så jeg ikke længere kan dykke som før. Een eller to gange om året (dog ikke i år) tager jeg ud for at fylde fryseren.

Sidste år blev jeg dog temmelig irriteret over at møde en anskudt ørred den eneste gang jeg var i vandet. Det bekræftede nemlig mine bange anelser om at “sporten” nu var så udbredt, at selv mit hemmelige spot var blevet besøgt. Ovenikøbet af en “amatør”.

Med venlig hilsen
Peter Fischer Mikkelsen”

Ovenstående indlæg stammer fra 2011. Ind imellem kan det være interessant at skue lidt længere tilbage. Ofte bliver man da overrasket over, at der heller ikke denne gang var noget nyt under solen. At den samme ting tidligere har været oppe at vende. At problemerne ofte er de samme, og at argumenterne for og imod heller ikke har ændret sig.

Til gengæld kan omstændighederne i mellemtiden have ændret sig så meget, at debatten atter blusser op – nu mere aktuel end tidligere.

Det er tilsyneladende, hvad der er sket med debatten om det rimelige i UV jagt – specielt med blændende lys efter trækkende havørreder i ly af mørket.

Herunder bringes derfor en artikel tilbage fra 1999, hvor UV jagten var helt ny, udøverne ikke nær så mange, udstyret ikke så godt eller tilgængeligt på hvert et gadehjørne – og internettet ikke nær så udbredt, som tilfældet er i dag. Prøv engang at google UV jagt og udstyr på nettet.

Forhandlerne står i kø for at levere. Og klubberne har i dag konkurrencer, hvor det gælder pointjagt for flest skudte fisk. Undervandsjagt på konkurrenceplan. – Hvem kan skyde flest fisk på kortest tid?

Læs artiklen, som er et nyhedsbrev skrevet af den daværende formand for Undervandsjagt Udvalget i Dansk Sportsdykkerforbund, Peter Fischer Mikkelsen. Dengang var der blot 115 registrerede UV jægere og problemet derfor til at overse. I dag taler vi i tusinder, som ikke kunne drømme om at gå i vandet uden en harpun i hånden – og en lygte på 1.000 Lumen eller mere…

Det har i rigtig mange år været rigtig meget forbudt at bruge lys til enhver form for jagt på land. Det straffes strengt og resulterer i bøder og fængselsstraf. Men under vandet og i ly af mørket er det helt tilladt at blænde intetanende havørreder på vej mod gydepladserne. Nu altså også med Danmarks Sportsfiskerforbunds fulde velsignelse.

UV jagt – II

Anskydningerne…

Først på sommeren var jeg et smut nede på Skødshoved Havn, hvor jeg ofte søsætter min lille jolle. Her faldt jeg i snak med den lokale formand for fritidsfiskerne, som gerne ville fortælle om gamle dage. Dengang der var fisk i Århus Bugt.

Han var selv startet som lystfisker – i de gode år, hvor man med sandorm på krogen kunne fange alle de rødspætter, man orkede. Men så svandt fiskene ind, så han ikke længere kunne være sikker på fangst nok til et måltid mad. Derfor havde han investeret i en båd og nogle garn, så han igen kunne forsyne familien med friske fisk. Men nu kunne han heller ikke fange nok i sine garn og ruser.

– Måske er det kun er et spørgsmål om tid, inden også han investerer i dykkerudstyr og harpun? Sandsynligvis skal han kun se en enkelt dykker komme ind med 20-30 friskspiddede fladfisk på fangstlinen, inden han tager springet – eller rettere dykket.

Han havde i hvert fald ingen anelse om, hvor meget man kan spidde på et enkelt dyk – hvis man altså ved, hvad man gør, og hvor det skal gøres. Samtidig ville han slippe for alt besværet med at sætte og røgte redskaber, som efterfølgende skal renses for tang og skidt, inden de kan sættes igen.

Filosofien er jo enkel nok og uhyre menneskelig: Når fiskebestanden svinder, investerer vi blot i stadig mere effektive fangstredskaber. Lige indtil den sidste fisk er fanget. Det er jo et princip, som fiskerierhvervet har efterlevet i de sidste mange årtier. Med det velkendte resultat, at flere fiskebestande nu er fisket ned til et niveau, hvorfra de har svært ved at komme sig.

Fluefisker med harpun

Måske det samme rationale var baggrunden for følgende lille episode fra forgangne sommer. I hvert fald viser den, hvilket folkeligt omfang UV jagten er ved at have fået i Danmark:

På min daglige badetur til Mols Hoved stod jeg pludselig ansigt til ansigt med en kendt profil fra fiskebranchen, hvor hans produkter udelukkende sigter på fluefiskere. Til lejligheden havde han udskiftet de åndbare waders og linekurven med neoprendragt og harpun. Både han og kæresten eller konen var bevæbnet.

Det kom noget bag på mig, må jeg sige. Intet ulovligt i det, men alligevel. Linekurven var i hvert fald ikke med – flueæsken ejheller. Måske næste skridt er et skifte fra den dedikerede flueklub til Nak Nemo, hvor de jo virkelig fanger fisk i mængder?

Spøg til side. Selv om det egentlig ikke er sjovt. Lidt længere nordpå står det trods alt værre til. Her er natjagten efter havørred blevet sat grundigt i system – med flydende batteriflåder, så man har lys nok til adskillige timers jagt under vandet. Så havørrederne blændes af det stærke lys i et omfang, der muliggør natlige fangster på op mod 50 kg sølvblanke havørreder – fisk på vej op i åen.

Så vidt vides er der intet ulovligt i dette fiskeri – så længe det foregår uden for fredningszonen og med lovlige våben. Jagttegn og våbentiladelse er kun påkrævet, dersom der bruges trykluftharpuner.

Og det ved enhver sportsdykker og undervandsjæger med blot en smule erfaring, at der slet ikke er brug for. De intetanende fladfisk stikker man blot. De mere sky havørreder blænder man først med lygten, inden man affyrer harpunen.

YouTube dokumenterer fangsterne

Adspurgt om deres fangster afviser de allerfleste harpunjægere naturligvis, at de fanger noget nævneværdigt. Præcis som fritidsfiskerne, hvis mange redskaber altid er tomme – når man altså ikke lige ser dem røgte deres garn.

Men nu er det så heldigt, at UV jægere også har brug for at fortælle om og eventuelt også prale af deres bedrifter. Et såre menneskeligt behov, som kun de færreste ikke ligger under for. Undertegnede inkluderet.

Og med vore dages moderne undervandskameraer er det lettere end nogensinde at dokumentere sine fangster. Det viser de utallige videoer på YouTube og Vimeo alt om. Her kan enhver ved selvsyn konstatere, hvordan havørrederne blændes af det stærke lys, inden de harpuneres. Et par tilfældigt valgte eksempler fra YouTube:

http://www.youtube.com/watch?v=giTRalSftMg

http://www.youtube.com/watch?v=sP2Cca-HCV0

http://www.youtube.com/watch?v=AAbS7Lk78kE

http://www.youtube.com/watch?v=02-neR9r2kA

http://www.youtube.com/watch?v=snz2sA8felc

http://www.youtube.com/watch?v=p2bZS6WVOBc

http://www.youtube.com/watch?v=AAbS7Lk78kE&feature=relmfu

Nogle af de værste videoer, som har ligget ude, er blevet fjernet fra YouTube igen. Så måske nogle af ovenstående også vil blive det. Men andre kommer givet til, so keep looking and you will find! Fortællelysten om egne bedrifter er stor – også blandt UV jægere.

TV2 dykker med

Efter den forherligende artikel i Sportsfiskeren om UV jagtens lyksaligheder (nr. 6-2010) fik medierne for alvor øje på UV jagten og dens folkelige appel. I hvert fald var TV2 i påsken 2012 ude med kameraet og fangede et par glade sportsdykkere, som hurtigt fik fyldt fangstlinen med friskspiddede fladfisk af den forårstynde slags.

Hunskrubber i Lillebælt og den vestlige Østersø er fredet april måned ud. Ifølge introduktionen til indslaget skete UV jagten et sted på Langeland – altså inden for område 22, der er omfattet af fredningen. Og påsken faldt i 2012 fra den 5. til den 9. april – altså i fredningstiden. I så fald ulovligt fiskeri for åben skærm. Det kunne være interessant at høre fra TV2, om der virkelig var tale om dugfriske optagelser? Sådan blev det i hvert fald præsenteret på påskeskærmen.

Det hele var filmet i strålende solskin og havblik, der kun kunne giver seerne lyst til selv at gøre dem kunsten efter. Blive harpunjægere, så de også selv kunne spidde fisk i mængder som vist på TV.

Dykkerbranchen var naturligvis hurtigt ude og øjnede muligheden for et storstilet mersalg af harpuner og lygter med mere til landets mange nye sportsdykkende harpunjægere. Samt indtægtsgivende kurser i brug af samme. Og det er der jo altsammen intet galt i – så længe det altså sker i overensstemmelse med loven. Men, og det er et stort men. Det er helt enkelt for svært at holde loven under vandet – af simple fysiske årsager:

– Hvordan er det nu lige man ser, at en skrubbe er de 25,5 cm, den skal være ifølge loven – inden man fyrer harpunen af? – Eller om en hunskrubbe over målet nu alligevel er fredet, fordi “rognsækkens bagspids strækker sig ud over midten af fiskens totallængde”, som der står i Fiskeriloven? Det er der ingen, som kan. Kurser eller ej. Skudt er skudt.

Forrige år mødte jeg på Norddjursland en nybagt sportsdykker og UV jæger, som kom ind til land med mellem 20 og 30 friskspiddede fladfisk på fangstlinen. En god blanding af isinger og skrubber, hvoraf halvdelen skønsmæssigt slet ikke kunne holde målet.

Da jeg konfronterede ham med dette forhold, kiggede han blot på mig og sagde, at det kunne jo være lige meget nu. Nu kunne de jo alligevel ikke genudsættes. Mod tåber som ham kæmper selv guderne forgæves…

Samme problemstilling gælder forskellen på blanke og farvede havørreder. Her kan det være meget svært at skelne mellem legale blankfisk og så stålblanke gydefisk, der er fredet. Og igen – skudt er skudt.

Verden under vandet er en verden for sig. Lysets brydning i vand er en anden end i luften, og derfor er fisk og havpattedyr forsynet med kuglerunde øjne, som tager højde for dette. Som tillader sikker afstandsbedømmelse, når byttet skal fanges.

Men så nemt er det ikke for os mennesker. Som enhver, der har svømmet under vandet, vil vide, så ser alting større ud hernede. Alting ser ud til at være tættere på, end det i virkeligheden er. Instinktivt rækker man ud efter ting, der ser ud til at være inden for rækkevidde – uden i virkeligheden at være det.

Afstandsbedømmelse under vand er derfor svært – størrelsesvurdering endnu sværere. Alene derfor bør det være forbudt at jage fisk, som har et mindstemål. Hvor lystfiskeren i regelen kan fjerne krogen og genudsætte fisken, hvis den ikke holder målet eller på anden måde er fredet, dér har UV jægeren naturligvis ingen mulighed for at fjerne harpunen og genudsætte fredede fisk. Den fisk er død.

– Og hvordan er det nu lige med de anskydninger, som sportsdykkerne pudsigt nok aldrig selv oplever eller i hvert fald kun sjældent fortæller om? Fisk, som rammes så yderligt af harpunen, at de ikke sidder fast, men slipper væk. De slipper næppe med skrækken, men dør efterfølgende, synker til bunds og bliver til krabbeføde.

Obligatorisk jagttegn til UV jagt

Harpuner er farlige – både for fisk og de mennesker, der måtte komme i vejen for dem. – Hvem husker ikke James Bond fra “On Her Majesty’s Secret Service” fra 1969? Ladte harpuner er naturligvis farlige – præcis som andre skydevåben er det.

For landjagten har det i Danmark i mange år været et indlysende og lovpligtigt krav, at man tager et jagttegn, før man kan gå på jagt. Her lærer man om dyrene og deres jagttider, så man ved, hvad man må skyde på og hvornår. Her lærer man også at bedømme afstand til de dyr, man vil skyde. Noget, langt fra alle er lige gode til. Er afstanden for lang, stiger risikoen for anskydninger markant.

Endelig skal man til jagtprøven dokumentere, at man dels kan håndtere sit skydevåben på forsvarlig vis under jagten – dels også ramme et vist minimum af det, man skyder på. Først da er man klar til at blive sluppet løs som jæger i den danske natur. På forsvarlig vis. Når man ser nybagte UV jægere snublende bakke baglæns ud i vandet med svømmefødderne på – og med skarpladte skydevåben i hånden – da kan ingen på stranden vide sig sikre.

UV jægeren har brug for den samme indsigt og de samme egenskaber som landjægeren, omend hans skydevåben ikke rækker nær så langt. Hvis han eller hun altså skal undgå anskydninger og drab på ulovligt bytte – det være sig fredede fisk eller fisk under mindstemålet.

Som nævnt er det svært at bedømme afstand og størrelse under vandet – langt sværere end oppe på land. Så behovet for en jagtprøve for UV jægere er i virkeligheden næsten lige så nødvendigt som for landjægerne – i hvert fald set med fiskenes øjne.

Og det kan godt være, at dykkerklubber og forretninger afholder kurser i UV jagt. Det gør de, og det er godt. Men det afholder desværre ikke nye dykkere fra at gå i vandet uden afholdt kursus – med skarpladte harpuner. Også om natten. Også med lys. Alt er tilladt under vandet.

Jeg har i de sidste to år adspurgt næsten alle de harpunjægere, jeg har mødt ved stranden, om deres eventuelle medlemsskab i landets dykkerklubber. Statistikken er svag – det indrømmer jeg – for den omfatter under tyve adspurgte. Men tendensen er tydelig og helt i overensstemmelse med det øvrige Foreningsdanmark:

Over halvdelen var ikke medlem af nogen klub, for hvorfor skulle de dog være det? – Vi dykker jo ikke med flasker og har derfor ikke brug for kompressor og dykkerbåd. – Eller de havde tidligere været medlemmer af en klub, men havde droppet det, da de gik over til kun at dykke med snorkel. Hvilket jo hvem som helst kan gøre direkte fra stranden – undertegnede inklusive.

Så længe medlemsskab af en klub eller deltagelse i et kursus ikke er obligatorisk, er der tilsyneladende rigtig mange, som hellere vil bruge de penge et andet sted.

Jeg har aldrig adspurgt natlige UV jægere om deres tilhørsforhold. De er i sagens natur noget sværere at komme i kontakt med…

Tysk jagtturisme under vandet

Jeg har sommerhus på Mols, og nærmeste nabo er et stort poolhus, der ofte lejes af tyske turister. Det plejer at gå ganske stille for sig – med en enkelt, markant undtagelse fra forgangne sommer:

Når man har haft de samme naboer i en årrække, kender man efterhånden lydene fra nabohusene. Men i år var der pludselig helt nye lyde nede fra poolhuset. På mærkelige tidspunkter midt om natten. Der blev skramlet med metalbeholdere og brugt maskiner, hvis lyd jeg ikke umiddelbart kunne genkende.

En morgen gik jeg derned for at se, hvad der egentlig foregik. Parkeret i indkørslen var tre biler, alle tysk indregistreret. De to af dem var almindelige personbiler – en spritny Audi og en ældre VW. Den tredje var en stor, hvid Mercedes kassevogn med en del rød rust i kanterne.

Bagdørene stod åben, så jeg dristede mig til at kigge ind. I det rummelige lastrum stod en række dykkerflasker og en gedigen kompressor til at fylde dem. Det var altså det, jeg havde hørt, men ikke kunne genkende.

Lidt senere på dagen mødte jeg et par af de tyske dykkerturister, som var i færd med at fylde flasker op. Jeg dristede mig til at spørge dem, hvad de egentlig foretog sig, og de svarede skam venligt tilbage.

– Aber ja. De var fra udkanten af Hamburg, og de var dykkere. De havde fået at vide, at man i Danmark måtte dyrke UV jagt overalt – sågar også om natten. Hvad de bestemt ikke måtte hjemme i Tyskland, hvor UV jagt har været totalforbudt i årtier.

De havde endnu ikke prøvet natjagten, da de ikke havde egnede lygter. Men det ville de anskaffe sig til næste år, for de var begejstrede for den frie jagt langs kysten. Ikke fordi de havde skudt så meget endnu, men de var jo også nye og kendte derfor ikke de gode steder. Endnu…

Jeg gøs ved tanken om, hvad dette eventuelt kan udvikle sig til. Når det glade budskab når ud til de mange millioner tyskere, som ikke må gå på UV jagt derhjemme og da slet ikke om natten. Når og hvis tyske bureauer får øjnene op for mulighederne og begynder at sætte dansk UV jagtturisme i system. Når sommerhusudlejerne begynder at annoncere med gratis UV natjagt som en medfølgende facilitet.

Tænk selv tanken…

Foregående artikler om UV jagt:

http://www.ulnits.dk/grej/uv_jagt.htm

http://www.steenulnits.dk/UV-jagt.html

http://www.steenulnits.dk/UV-jagt_II.html

Havkolera

Vibrio vulnificus, om jeg må bade…

De usædvanligt høje vandtemperaturer, vi var vidne til i sommeren 2006 – mere end fyrre dage i træk med vandtemperaturer over 20 grader – gav grobund for nogle ondartede Vibrio-bakterier. Disse kan under de rigtige forhold give anledning til en sygdom, der populært kaldes “havkolera” – selv om sygdommen absolut intet har med kolera at gøre. Den udviser blot lignende symptomer.

Egentlig troede jeg, at havkolera var noget, som kun fiskere i Middelhavsområdet kunne komme ud for – noget, der hørte de varme lande til. Men så kom de varme somre, og pludselig var havkolera noget, man kunne få også i det høje nord – når bare vandet var varmt nok længe nok.

Og egentlig troede jeg, at det hele var gået i sig selv igen – lige indtil der en dag dumpede en venlig mail op i indbakken. Det var fra en dame, som ville vide, om jeg kendte noget til myndighedernes registrering af havkolera-tilfælde.

Jeg kiggede mig lidt omkring, men fandt ingen offentlig registrering af tilfælde. De eneste to, jeg kunne finde, stammede fra dagspressen: En 62-årig fritidsfisker fra Kastrup, som døde af infektionen i løbet af et par uger. Og så en 7-årig dreng fra Fanø, som blev indlagt og hastebehandlet med antibiotika, før han atter blev udskrevet – helbredt. Begge tilfælde stammede fra 2006.

Men den kvindelige spørger havde gjort mig nysgerrig. Adspurgt om årsagen til hendes interesse fortalte hun, at hendes egen mand såmænd også var død af netop havkolera, men at der ikke havde været megen virak om det.

Og så kunne man jo nemt forestille sig, at der var flere end disse tre tilfælde – hvis nu myndighederne havde valgt ikke at registrere dem offentligt. – Måske for at undgå alt for megen ængstelse blandt badegæster og indtægtsgivende turister?

Hvad er havkolera?

Nu var nysgerrigheden for alvor vakt. – For hvad er havkolera egentlig for en størrelse? Navnet tyder jo på et vist slægtskab med den frygtede kolera, som giver langvarig diarré, der til sidst får patienten til at dø af simpel dehydrering. Intet andet. Får patienten blot vand nok, dør han eller hun ikke af sygdommen.

I Ugeskrift for Læger fra 2008 fandt jeg hurtigt en meget kort og ganske fyndig definition på fænomenet “havkolera”:

Et septisk shock udløst af bløddelsinfektion med Vibrio vulnificus.

Sådan. Blodforgiftning. Det kunne de jo bare have sagt med det samme! Men hvorfor nu navneligheden, når der slet ikke er tale om den samme kolera eller infektion? Jo, forklaringen er ligetil: Begge sygdomme forårsages nemlig af bakterier af slægten Vibrio, som er vidt udbredt på verdensplan.

Den almindelige kolera skyldes bakterien Vibrio cholerae, der normalt indtages med dårligt drikkevand eller inficerede fødevarer. Altså gennem munden. Og som kan forårsage et voldsomt og dødbringende væsketab på mere end 20 liter.

Havkolera derimod skyldes bakterien Vibrio vulnificus, hvis artsnavn fortæller, at den er sår-relateret. Den optages ikke gennem føden, men via åbne sår. Får den først fæste i patienten, kan den forårsage blodforgiftning, der til sidst kan være dødelig.

Dette sker dog normalt kun hos personer, hvis immunforsvar i forvejen er svækket. Hjertepatienter, sukkersygepatienter og ældre generelt er klart i farezonen, hvad havkolera angår. Yngre, raske mennesker stort set ikke.

Varmtvandselskende bakterie

I Middelhavslandene er havkolera langt mere udbredt end herhjemme – helt enkelt fordi vi har at gøre med en bakterie, som stortrives i varmt vand. Og det får den i Middelhavet, hvor det naturligt nok er fiskere, der hyppigst inficeres. De har jo fingrene i vand og har direkte kontakt til fiskeredskaber, som let giver sår og rifter, hvor Vibrio vulnificus kan komme ind.

Men i lange og varme somre som i 2006 og 2007 kan havkolera-bakterien også stortrives i danske farvande. Således optrådte den i større eller mindre mængde i vandmålinger fra Fanø i Vadehavet over Ringkøbing Fjord til Sejrø Bugten og Øresund og videre sydpå mod Falster og Bornholm. Overalt var den tilstede i en mængde, som gjorde den potentielt farlig for sårbare mennesker.

Den 62-årige fritidsfisker fra Kastrup, som døde efter kort tids infektion, havde angiveligt fået den, mens han rensede ål i havnen. Han var i forvejen hjertepatient med pacemaker og dermed i den mest udsatte gruppe. Han blev inficeret den 23. juli og døde få uger senere. Årsagen til den voldsomme infektion blev først kendt via opformering i blodkulturer, da det var for sent. Da havde Vibrio vulnificus allerede vundet kampen.

Den kvindelige spørgers mand havde også et nedsat immunforsvar. Han havde angiveligt pådraget sig infektionen ved at håndtere tovværk på en sejlbåd. Sygdomsforløbet var rigtig fælt, fortalte hun mig. Blodforgiftning er en grim ting, der ødelægger patienten indefra. Nået dertil er der ingen redning i denne verden.

Symptomerne på havkolera er feber, sårinfektion, maveinfluenza og til sidst blodforgiftning. Man kan derfor ikke søge lægehjælp hurtigt nok, hvis man er blevet inficeret. Kuren er typisk behandling med bredspektret antibiotika og væskedrop til modvirkning af det væsketab, som maveinfluenzaen medfører.

Forholdsregler

Det er som udgangspunkt ikke farligt at spise fisk fra havkolera-ramte områder. Man skal derimod passe meget på, når man renser, flår og filetterer fisk fra de samme områder, da smitten i sjældne tilfælde kan overføres her.

Man bør dog altid gennemstege fiskene for at fjerne den sidste risiko. Spiser man fisk eller skaldyr med et højt indhold af Vibrio vulnificus uden at koge eller gennemstege dem, kan man få en kraftig diarré. På det område ligner havkolera således den rigtige kolera.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man ikke bader i havet, hvis man har åbne sår på kroppen eller lider af nedsat immunforsvar. For langt de fleste mennesker er det ikke farligt at bade, når bakterien er i vandet, men for personer med åbne sår eller med kroniske leverlidelser, kræft og sukkersyge er der en særlig risiko for at blive smittet.

Styrelsen anbefaler også, at kommuner med ansvar for badevandets kvalitet specifikt måler mængden af Vibrio vulnificus bakterien, hvor badevandstemperaturen når over 20 grader Celsius. Da stortrives bakterien som nævnt.

Normalt scanner man ikke badevandet for specifikke bakterier, men måler blot bakterietallet generelt – i form af den hyppige colibakterie. Dette udfra devisen, at er der mange colibakterier i vandet, er der tilsvarende høj risiko for, at andre skadelige bakterier også er til stede.

Ål med havkolera?

Den europæiske ål har det hårdt i disse år. Så hårdt, at den nu må betegnes som truet. Den primære årsag er naturligvis en hjernedød overfiskning fra menneskets side, men også andre årsager kan være i spil. Heriblandt klimaet.

Således har man fundet flere ål, som er inficeret med netop havkolera. Ål, som har vist sig at indeholde store mængder af bakterien Vibrio vulnificus. Og ål, som tilsyneladende ikke blot er passive bærere, men også selv lider under direkte infektion fra bakterien. De inficerede ål dør ofte af voldsomme indre blødninger.

– Måske det var sådanne inficerede ål, der kostede den 62-årige fritidsfisker livet i 2006? Og måske vi her har endnu en god grund til helt at stoppe fiskeriet efter den truede fisk, inden den er endeligt udryddet?

Svaret blæser i vinden, og myndighederne gør intet. Dels ønsker man mere at støtte fiskerierhvervet end beskytte ålene. Og dels ønsker man at støtte det altid trængte turisterhverv. Tænk, hvis tyske turister fik sandheden at vide om det danske badevand og de danske fisk…

I det omtalte Ugeskrift for Læger fra 2008 anbefaler man følgende med henblik på fremtidige tilfælde af havkolera:

In low-incidence areas as in Denmark, there should be an obligation to notify the health authorities about infection with Vv to ensure proper monitoring of and focus on these cases.

Eller i min oversættelse:

I områder med lav forekomst af havkolera bør det være obligatorisk at indberette tilfælde af Vibrio vulnificus til sundhedsmyndighederne for at sikre en passende monitering af tilfældene.

Her i 2012, fire år senere, er der så vidt vides endnu ikke oprettet et centralt register over tilfælde af havkolera. Og det forekommer usandsynligt, at de her i artiklen omtalte tre tilfælde skulle være de eneste – når nu kun de to nåede frem til dagspressen. Der er sandsynligvis endnu flere ikke-diagnosticerede tilfælde af havkolera.

Vi må blot håbe, at myndighederne opper sig, og at kommende somre bliver dejligt kolde med badevandstemperaturer på under 20 grader…

– Hav en rigtig god sommer!

Havbrug og havkolera

Venstre-regeringen og Socialdemokratiet er netop gået sammen i kampen for at skaffe flere forurenende havbrug til de indre danske farvande. Forstå det, hvo som kan.

Dette vil medføre en merudledning på 800 tons kvælstof og 100 tons fosfor – til et Kattegat, der i forvejen lider af regelmæssige iltsvind. Hvor 117 ud af 119 lokaliteter stadig ikke er i den “gode, økologiske tilstand”, som EU’s Vandrammedirektiv foreskriver, men kræver yderligere kvælstofreduktion.

Derfor planlægger regeringen og Socialdemokratiet nu “kompenserende tiltag” i form af massive muslingefarme, som skal optage den øgede udledning af kvælstof.

I dag ved vi imidlertid, at netop muslinger er overvintringssted for de bakterier, der om sommeren forårsager den livsfarlige havkolera.

Vi ved, at vandtemperaturen generelt er støt stigende, hvilket vil give havkolera-bakterier endnu bedre betingelser end nu.

Vi ved også, at de nye havbrug med deres store forbrug af antibiotika øger sandsynligheden for udvikling af resistente havkolera-bakterier.

Det siger professor Hans Jørn Kolmos, Syddansk Universitet, til webmediet gylle.dk. I 2015 brugte akvakulturen i Danmark 3 tons antibiotika til at kontrollere sygdomme i de tætpakkede fiskebure.

Endelig vil en øget risiko for infektion med havkolera naturligvis skræmme turister og badegæster væk fra de danske strande. Med store tab af indtægter til følge.

Derfor er det helt uforståeligt, at den borgerlige regering sammen med Socialdemokratiet nu går ind for at fremme nye og flere havbrug.

Den beslutning er ikke blot kortsynet og ubegavet. Den kan direkte koste menneskeliv. Og da har de ansvarlige politikere pludselig blod på hænderne. De traf da beslutningen om flere nye havbrug mod bedre vidende.

Læs om det skræmmende sygdomsforløb for havkolera her:

“Selv ved hurtig diagnose og aggressiv behandling dør 30-40 %”, står der i artiklen…