* Lomborg, Lynas og lagkagen

Som det sikkert er faste læsere af disse sider bekendt, så er jeg ingen fan af Århuslektor Lomborg og hans miljøprofetier. For det første har han ingen forstand på miljøproblemer, men behandler blot statistisk materiale fra store internationale undersøgelser. For det andet kan man ikke behandle statistik uden samtidig at have faglig indsigt i det pågældende område. Det er som at sætte en elektriker til at bage brød. Der findes som bekendt hvide løgne, sorte løgne – og så statistik.

Men Lomborg fremturer i sit soloprojekt og egotrip, der ganske enkelt går ud på at modsige alverdens miljøeksperter – med publikumsvenlige konklusioner om, at verdens miljø faktisk har det bedre end nogensinde. Eller noget nær. At det derfor er totalt spild at investere millioner og milliarder af kroner i et bedre miljø med renere luft, jord og vand.

Men pressen elsker det, og selv det normalt miljøbevidste dagblad Politiken har bidt på lektor Lomborgs krog – i form af redaktør Seidenfaden, der har taget Lomborg ind som fast skribent på miljøsiden. Her går det bare så ufattelig godt – når man altså læser Lomborg i Politiken. Eller læser en af hans bøger om samme emne.

Nu har Lomborg så netop udgivet en ny bog om selvsamme emne, og den har fået uventet stor bevågenhed i pressen verden over. Så stor, at den nu oversættes til engelsk. Og så stor, at Lomborg for nylig blev inviteret til en gæsteforelæsning på det ansete Oxford University i England. Her ville man gerne teste Lomborgs luftige påstande ved at lade ham selv fortælle om dem.

Men ikke alle var på forhånd villige til at lytte til Lomborgs populistiske og ikke underbyggede påstande om det sunde globale miljø. Knap var Lomborg kommet inden for i foredragssalen, førend en forfatterkollega smed en lagkage i synet på ham. Kagen var en “Baked Alaska” bagt af Mark Lynas, som “ønskede at smide kagen ind i Lomborgs selvtilfredse ansigt – i solidaritet med amerikanske indianere og Alaskas eskimoer, der rapporterer om stigende temperaturer, om isen, der forsvinder fra havene, og om de forfærdende effekter, dette har på dyr, fugle og fisk”.

Lynas udtalte videre, at Lomborg giver multinationale oliefirmaer som Esso (Exxon) en ren foræring med sin afvisning af tidens og jordens miljøproblemer. “Jeg kan ikke se, hvorfor det skal gå ud over miljøet, hver gang en totalt ukendt akademiker keder sig og får lyst til at kaste sig ud i et egotrip. Hans nye bog er fuldstændig forvrøvlet”, sluttede Lynas.

Det kan man kun give ham ret i. Lomborgs lyksaligheder er et reelt problem for løsningen af verdens miljøproblemer. Verden labber Lomborgs lyksaligheder i sig, som katten gør det med fløden. Sandheden er jo som bekendt ilde hørt, og et bedre miljø koster penge. Mange penge. Det gider ingen derfor høre om. Og derfor er Lomborg en mediesucces.

– Men hvor dum har man lov til være?

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Torskekvote en katastrofe

Efter flere års overfiskning skal den samlede torskekvote for Østersøen nu skæres ned til 76.000 tons næste år.

Det vil få katastrofale følger for økonomien på Bornholm, der selv anslår, at den nye torskekvote vil koste øsamfundet rundt regnet 50 mio. kr. Bornholmerne ønsker derfor en kompensation for de mistede indtægter og håber samtidig på, at torsk fra Rusland i stedet vil kunne brødføde den bornholmske fiskeindustri.

Typisk, at fiskeindustrien vil have kompensation for en skade, den selv har påført fiskebestanden. Eller i hvert fald har været stærkt medvirkende til.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Torskestop et flop

Der var som bekendt torskestop i Nordsøen i det forgangne forår – med det formål at beskytte en torskebestand, som er helt nedfisket efter mange års alt for store fiskekvoter. Torskestoppet kom i erkendelse af, at EU’s hidtidige fiskeripolitik havde spillet fallit.

Men erhvervsfiskerne er mobile mennesker, der blot flytter deres skibe og deres fiskeri til andre steder uden generende restriktioner. Nordsøflåden flyttede derfor til Østersøen – til Femern Bælt, hvor de så i stedet fortsatte brandskatningen af den danske torskebestand.

Det har nu fået til resultat, at torskefiskeriet i Lillebælt (og til dels også Storebælt) er gået helt i stå. Torskebestanden i Lillebælt rekrutteres nemlig fra den vestlige Østersø, som nu er tømt af Nordsøkutterne.

Det vestdanske torskestop blev således et flop for østdanske torsk. Ufatteligt, at de ansvarlige politikere ikke kunne forudse dette og tage de fornødne forholdsregler.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Skjern Å eller Femern Bælt

– Hvad er højest, Rundetårn eller et tordenskrald?

Sådan lyder et af de klassiske spørgsmål, der naturligvis ikke kan besvares. Det kan derimod følgende spørgsmål:

– Hvad er den bedste forretning, Skjern Å eller Femern Bælt?

Det er nemlig Skjernå, der jo er blevet ført tilbage til sit oprindelige leje formedelst en kvart milliard. 250 millioner kroner.

På opdrag af Wilhjelm-udvalget har Den Kgl. Veterinær- og Landbohøjskole udarbejdet et overslag over rentabiliteten af netop Skjernå-projektet. Og man kom da frem til den lidt sensationelle konklusion, at retableringen af Skjernå – set over en 20 års periode – faktisk er en ren overskudsforretning.

Men, men, men. Det er den kun ifølge nogle antagelser af de helt store – og helt vilde. Kigger man nærmere på analysen, er der to ting, som springer i øjnene – to værdier, som ganske vist får regnestykket til at gå op, men som samtidig er hentet helt ud af det blå.

Således har man sat den rekreative værdi af projektet til 46 mio. kr og værdien af øget biodiversitet (flere dyre- og plantearter) til 33 mio. kr. Alt i alt 79 mio. aldeles fiktive kroner, som aldrig kommer ind, men som er sat efter, hvad man tror, at besøgende er villige til at give for at opleve det nye område. Turister, som næppe nogensinde indfinder sig i nævneværdigt antal.

Værdien af det nye lystfiskeri er til sammenligning sat til 34 mio. kr. – værdien af den nye jagt til 6 mio. kr. Hvilket måske ikke er spor urealistisk, hvis man vel at mærke ønsker at udnytte disse muligheder. Det gør man ikke i dag, og det er der heller ingen planer om i fremtiden. Altså kommer dise penge heller ikke ind.

Laver man samme slags undersøgelse over Femern Bælt forbindelsen, når man – ikke uventet – frem til, at det ikke er noget rentabelt projekt. Det tror da pokker, når man af praktiske årsager ikke her kan anslå nogle fiktive rekreative værdier i samme størrelsesorden.

Nu skal ingen forledes til at tro, at undertegnede er imod Skjern Å projektet og for Femern Bælt forbindelsen. Faktisk forholder det sig stik modsat. Men jeg er en stor modstander af undersøgelser, der tilsyneladende og med djævelens vold og magt skal komme ud med overskud. En undersøgelse, som er bestilt af Wilhjelm-udvalget, der er nedsat af Svend Auken og Ritt Bjerregaard. En undersøgelse, der skal vurdere et projekt, som er gennemført under de samme to ministre.

Det ligner simpel manipulation, der blot skal retfærdiggøre de store investeringer. Hvilket jo slet ikke er nødvendigt. Det var jo et enigt Folketing, der i sin tid stod bag beslutningen om at lægge den nedre del af Skjern Å tilbage til dens oprindelige leje. På et tidspunkt, hvor miljøministeren sågar var af borgerlig observans.

15. september 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Selvlysende flueliner

De måtte jo komme – selvlysende flueliner! Det er nærmest – nå ja, indlysende. Lige så indlysende er det, at de kommer fra USA, hvor hjemmemarkedet er kolossalt. Så stort, at det kan svare sig med en produktion af så specialiserede flueliner som disse.

Det er nemlig speciallisterne, der er ude med disse nicheprodukter. De store spillere på banen – 3M og Cortland – lader ikke til at interessere sig for den slags produkter, men holder sig i stedet til mere gængse standardprodukter, der kan produceres i større antal.

Amerikanske Jim Teeny har fået produceret flueliner efter egne specifikationer i snart mange å – med “Teeny Nymph” linerne berømte og udbredte over det meste af verden. Nu har han så barslet med en “Nightline”, der er selvlysende med en klar spids af monocore.

Linen er naturligvis beregnet til brug om natten og skal først lades op i skæret af en lommelampe eller – endnu bedre – hjemme under et lysstofrør.

Ligeledes amerikanske Rio Products har tilsvarende lanceret en flueline med en selvlysende del. Under det meget passende navn “Aqualux”.

Det er en WF line, der på denne avancerede måde løser natfiskerens problemer med at kunne se, hvornår der er nok line uden for topøjet til det endelige fremkast. Umiddelbart bag kasteklumpen er der nemlig indsat en 4 fod lang sektion af selvlysende flueline, som indikerer, at nu er kasteklumpen ude – klar til endelig aflevering.

Den selvlysende effekt varer op til 4 timer – så skal linerne “lades op” igen.

9. september 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Nye fra Norge 

Norske Mustad, som er verdens ubestridt største producent af fiskekroge, har revideret deres sortiment til os fluefiskere. Den kun få år gamle 80000-serie udgår således og erstattes af en ny og – lyder det fra fabrikken – endnu bedre krogserie.

Der er to markante forskelle på de nye og de gamle kroge. Dels er der hærdningen, som Mustad kalder “Nor-Temp” – en norsk hærdning, der i modsætning til den hårdere japanske hærdning giver stærkere kroge, som ikke knækker så let. Og dels er der forholdet mellem kroglængde og krogbøjning, som er konstant i alle størrelser på de nye modeller – takket være avanceret computerdesign.

Det sidste sikrer en ensartet styrke fra krogstørrelse til krogstørrelse – noget, der langt fra har været tilfældet med tidlligere modeller, det være sig fra Mustad selv eller andre krogproducenter. Opmærksomme fluebindere vil have bemærket, at enkelte krogstørrelser kunne være markant stærkere eller svagere end andre.

Alle de nye “Signature” kroge er kemisk skærpede og har såkaldte “micro-barbs” – altså små modhager, som ikke er skåret ret dybt i stålet. Det giver i sig selv stærkere kroge, uden at det derfor går ud over krogningsegenskaberne.

Der er 12 nye “Signature” kroge til ferskvand og 7 nye til saltvand. Af sidstnævnte er 5 fremstillet i rustfrit og syrefast stål, mens de to øvrige er fortinnede.

9. september 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing III

Så har den været gal igen. Opmærksomme læsere vil endnu engang have bemærket, at “Aktuelt” i den forgangne periode ikke som normalt er blevet opdateret ugentligt.

Årsagen er atter den sædvanlige, at jeg har været ude at rejse og fiske. Denne gang gik turen til Lapland, hvor fiskeriet drejede sig om ørred, røding og stalling i trekantområdet mellem Arvidsjaur, Arjeplog og Jokkmokk.

Det kom der mange fine oplevelser ud af, som naturligvis senere vil finde vej til trykken. Rejsen er også forklaringen på, at enkelte ikke har fået svar på deres mail. Tiden har ganske enkelt ikke rakt til det. Det håber jeg på forståelse for.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Længere og længere pontoner

Da jeg fik min første pontonbåd for efterhånden flere år siden, var det ikke så lidt af en revolution af mit fiskeri – i hvert fald sammenlignet med fiskeriet fra flydering. Pontonbåden var mere komfortabel og havde længere rækkevidde – desværre også en højere pris og et større volumen.

Min første pontonbåd havde pontoner, der var godt 6 fod lange. Min næste og nuværende har pontoner, der er 8 fod lange, hvilket gør den mere sødygtig og lettere at manøvrere. Og nu er der så modeller på markedet med 10 fod lange pontoner, som kan bruges til regulær énmands rafting på hvidskummende floder – om man nu skulle have lyst til og brug for noget sådant.

Seneste skud på stammen kommer fra det lille firma “Dave Scadden”, som netop har lanceret en ny topmodel med pontoner, der er næsten 12 fod lange! Det giver ifølge producenten minimal vindfølsomhed samt maksimal sporing. Og så er den naturligvis godkendt til Class 4-5 Whitewater Rafting, hvis det nu var noget!

I sandhed en spændende udvikling fra den første, primitive flydering til de nuværende high-tech pontonbåde. Man skal dog være klar over, at jo længere pontonerne er, desto sværere er båden at manøvrere under trange forhold.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: 30 millioner knive

Finske Rapala, som i dag ejer både sig selv, Normark, VMC og flere andre mærkevarer, har i mange år fået produceret knive hos ligeledes finske Marttiini, der ligger oppe nord for polarcirklen.

Det startede tilbage i 1960’erne, hvor Rapala’s amerikanske afdeling opdagede et behov for gode knive til at filettere fisk. Man opsøgte derfor knivsmeden Marttiini og bad ham fremstille en lang og smal kniv specielt til at filettere fisk med. Hos Marttiini var man skeptiske over for en sådan produktion, da man mente, kniven ville blive for spinkel – at stålet ville knække.

Men da Rapala afgav en bestilling på 20.000 knive, gik man alligevel i gang med udvikllingen. Det førte til, at det første parti knive kunne afskibes til USA i 1967 – under Rapala navnet. Og succesen var øjeblikkelig. Knivene gik som varmt brød, og i 1995 kunne Rapala da også fejre, at filetkniv nummer 25.000.000 netop var blevet produceret.

I mellemtiden har salget af den finske filetkniv toppet de 30 millioner, og salgskurven er ikke knækket endnu. Pudsigt, for designet er grundlæggende det samme, som det var for mere end 35 år siden. Knivene fremstilles af tysk eller fransk stål, som hærdes til en hårdhedsgrad på 54-56 Rockwell. Hårdt nok til at holde på æggen, men samtidig blødt nok til ikke at knække.

Knivene håndslibes og forsynes med et lyst håndtag af finsk birketræ. Inden de forlader fabrikken, er de blevet indgraveret med producentens navn. Et effektivt værktøj, et smukt design og en ideel gaveidé, der altid vækker opsigt med sin smukke læderskede, lyse birketræsskæfte og smalle stålklinge.

30. august 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing II

Opmærksomme læsere vil endnu engang have bemærket, at “Aktuelt” i den forgangne periode ikke som normalt er blevet opdateret ugentligt.

Årsagen er den sædvanlige, at jeg har været ude at rejse og fiske. Denne gang gik turen til Skotland, hvor jeg sammen med et DR-kamerahold var med til at filme tre TV-programmer om jagt og fiskeri.

Det drejede sig om traditionel jagt på råvildt, rypejagt med vandrefalk og så fluefiskeri efter laks på River Dee. Og selv om tidspunktet var det dårligst tænkelige, kom der alligevel fisk i kassen, skulle jeg hilse og sige!

Programmerne vil blive vist på DR2 senere på året – i prime time. Og genudsendt på både DR2 og DR.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* “Pelagiske Producenter”…

Ja, fint skal det være, men skidt er det. En lille, men så meget stærkere del af danske erhvervsfiskere har netop samlet sig i “Pelagisk Producentorganisation”, der med hovedsæde i Hirtshals skal varetage de store industrifiskeres interesser.

Den nye organisation med det meget fornemme navn ruster sig til den kommende tid, hvor fiskekvoter efter alt at dømme vil blive en international handelsvare på lige fod med så mange andre varer. Som de længe har været det på eksempelvis Island.

Organisationen regner samtidig med, at det bliver nødvendigt med en halvering af den nuværende flåde, der lever af at industrifiske sild på Nordsøen. Selvsamme organisation har hidtil kaldt sig for “Notfiskernes Producentorganisation”. Det nye navn ikke blot lyder flot – det skal givet også henlede opmærksomheden på den kendsgerning, at medlemmerne her ikke beskæftiger sig med det miljøskadelige bundtrawl-fiskeri, men holder sig til de højere vandlag…

6. august 2001

© Steen Ulnits

* “Foderfuskere”…

Plantedirektoratet under Fødevareministeriet undersøgte for nylig økologiske foderstoffer på det danske marked. Resultatet var forstemmende: 42% af prøverne indeholdt GMO – materiale fra genetisk manipulerede organismer – hvilket er klart ulovligt. I 8% af prøverne var der mere end de tilladte 1% GMO i foderet, og en enkelt prøve indeholdt 100% GMO.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard var naturligvis deprimeret over resultaterne af denne undersøgelse, som atter sår tvivl om hæderligheden blandt de økologiske producenter. Og dobbelt uheldigt, da FDB netop har lanceret en ny kampagne for at stimuleret salget af økologiske madvarer.

Ritt Bjerregaard har varslet store bøder til de økologiske foderproducenter, der ikke har en overordentlig god forklaring på analyseresultaterne.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* 2001: Ny varmerekord

Juli har været en meget varm måned i år – så varm, at meteorologerne nu forudsiger, at 2001 meget vel kan gå hen og byde på en ny varmerekord. Indtil videre har årets første måneder i hvert fald været betydeligt varmere end gennemsnittet for 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne. Det lader således til, at 2001 bliver et af de tre varmeste år, siden man begyndte at måle temperaturen i 1860’erne.

Ifølge Dansk Meteorologisk Institut har 1990’erne efter alt at dømme været det varmeste årti i de seneste 1.000 år – med 1998 som det ubetinget varmeste år. På andenpladsen kommer 1997, og nu ser det altså ud til, at 2001 kommer ind på tredjepladsen. Måske endda andenpladsen, hvis tendensen fortsætter.

FN’s klimapanel IPCC vurderer, at den globale temperatur er steget med 0,6 grader op gennem det 20. århundrede. IPCC forventer samtidig, at den globale temperatur i det 21. århundrede vil stige et sted mellem 1,5 og 5,8 grader – alt afhængig af drivhuseffekten og de tiltag, der gøres for at formindske den. Eksempelvis overholdelse af Kyoto-aftalen.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Dansk “ja” til hvalfangst

Danmark har igen dokumenteret over for den øvrige verden, at vi slet ikke er så langt fremme rent miljømæssigt, som vi ofte selv går og tror. Eller gerne vil tro. Eller ønsker, at andre skal tro. Således har Danmark igen – for anden gang – stemt nej til et forslag om at etablere et hvalreservat i det sydlige Stillehav.

Det har undret mange ikke mindst miljøorganisationer, at Danmark siger nej til et fjernt hvalreservat i Stillehavet, hvor Danmark ingen interesser har overhovedet. At Danmark som det eneste EU-land fortsat nægter at være med til at sikre verdens hvaler et levested, hvor de ikke må jages. USA, Australien og de øvrige EU-lande bakkede op om forslaget ved det seneste møde i London i den Internationale Hvalkommission – hvalfangernationerne Norge og Japan gik ikke uventet imod og fik så altså hjælp fra Danmark.

Den officielle danske begrundelse for nej’et er, at der stadig mangler tilstrækkelig videnskabelig dokumentation for et sådant reservats værdi og nødvendighed. Med en sådan holdning i den danske regering vil der næppe nogensinde kunne skaffes dokumentation, der er overbevisende nok – uanset om hvalerne så udryddes helt…

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Bush borer i bushen…

…eller vil i hvert fald gerne. Og indtil videre har han haft heldet med sig, idet Repræsentanternes Hus netop har vedtaget hans forslag om prøveboringer efter olie i den 40 år gamle og 7,6 millioner hektar store Arctic National Wildlife Refuge nationalpark. For øvrigt med så stort et flertal som 240 mod 189 stemmer, hvoraf mange stemte på kryds og tværs af partipolitiske skel. Således stemte 30 republikanere mod deres egen præsident i dette vitale spørgsmål.

Miljøforkæmpere sætter nu deres lid til, at Senatet vil forkaste vedtagelsen fra Repræsentanternes Hus. Demokraterne, der typisk er imod Bush’ planer om olieboringer i USA’s nationalparker, har nemlig et lille flertal i Senatet.

Stærkt medvirkende til vedtagelsen i Repræsentanternes Hus var den amerikanske fagbevægelse, der øjner nye arbejdspladser i forbindelse med de planlagte olieboringer. Det var også fagbevægelsen, der var med til at få forkastet et forslag om mindre og mere miljøvenlige biler – også med arbejdspladserne som argument.

Så tåbelig er den danske fagbevægelse heldigvis ikke. Der er andet her i livet end arbejdspladser – trods alt. Et godt miljø, for eksempel.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Sort marlin på langfart

En ny verdensrekord blev sat, da man sidste år genfangede en mærket sort marlin mere end 8.000 miles (små 13.000 km) fra det sted, hvor den blev mærket.

Den sorte marlin vejede blot 15 kg, da den første gang blev fanget og mærket ud for Cairns, Australien i 1996 – for øvrigt af noget så relativt sjældent som en kvindelig lystfisker. Fisken vejede omkring 200 kg, da den fire år senere blev genfanget ud for Quepos, Costa Rica – af erhvervsfiskere på en langline sat efter tun.

Det er den længste rejse, nogen mærket fisk har foretaget siden begyndelsen af mærkningsforsøg med næbfisk i 1973. Genfangsten fortæller samtidig noget om den formidable væksthastighed, som disse havets giganter lægger for dagen – fra 15 til 200 kg på blot fire år!

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Rekordstor græskarpe

Amerikaneren Pat Ford gjorde store øjne, da en fisk tog hans rognflue i en kunstvandingskanal bag hans hjem i Miami, Florida. Det var nemlig ingen helt almindelig fluefisk, han havde fået på krogen.

Efter en lang og sej fight i den grødefyldte kanal kunne Pat lande noget så eksklusivt som en græskarpe. Men ikke nok med det. Græskarpen vejede imponerende 31 lb 8 oz, hvilket svarer til 14,3 kg. Og da Pat fiskede med et 8 lbs. forfang, stod han nu pludselig med en ny verdensrekord i hænderne!

Men som den gode amerikaner, han er, genudsatte Pat den store fisk efter omhyggelig vejning på en godkendt vægt. Verdensrekorden er der altså stadig og kan vokse sig endnu større.

18. august 2001

© Steen Ulnits

* Sort slam i Sortehavet

For omkring 12.000 år siden begyndte isen fra den sidste istid at smelte – med det resultat, at verdenshavene steg adskillige meter. Store landområder blev oversvømmet, og verdenskortet måtte tegnes helt om.

Enkelte steder blev denne oversvømmelse mere dramatisk end andre. Eksempelvis ved Sortehavet, som indtil for 7.500 år siden var en regulær ferskvandssø med afløb via Bosporus Strædet.

Da verrdenshavene og dermed også Middelhavet steg efter afsmeltningen af isen, nåede havet på et tidspunkt så højt, at det brød gennem Bosporus Strædet og oversvømmede det ferske Sortehav med salt vand fra Middelhavet. I dag ligger den gamle kystlinje således begravet under omkring 150 meter vand.

En økologisk katastrofe for mange af de dyr og planter, der levede i det ferske vand – og en pendant til det, der skete, da Vesterhavet i forrige århundrede brød gennem Agger Tange og oversvømmede den ferske Limfjord med salt vand fra Nordsøen.

I dag lider Sortehavet stadig under den årtusindgamle oversvømmelse. Det indtrængende saltvand lagde sig nemlig nederst i den dybe sø, som mangler de store havstrømme til at blande vandet op. Resultatet blev en permanent lagdeling med tungt saltvand nederst og mere brakt vand øverst.

Det tunge bundvand modtog og modtager stadig nedsynkende organismer fra overfladevandet – organisk stof, som skal nedbrydes under forbrug af ilt. Hurtigt blev bundvandet derfor iltfrit, hvilket det stadig er. Dybder på over 200 meter er permanent iltfrie. Langt størstedelen af det over 2.000 meter dybe Sortehav ligger dermed dødt hen – blottet for højere liv.

Konstant udvikles og opmagasineres der kolossale mængder giftig svovlbrinte i de iltfrie omgivelser, som derfor ligger øde hen. Til glæde for arkæologerne, der herude på dybt vand har fundet flere meget gamle og meget velbevarede træskibe. Med ilt i vandet ville forskellige organismer forlængst have nedbrudt træet i de sunkne skibe.

Seneste fund blev gjort på 300 meter vand – af et 1.500 år gammelt romersk træskib, der ifølge arkæologerne var “så velbevaret, at det kunne være bygget og sunket i går!”

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Giftstoffer på Grønland

Traditionelt opfattes Grønland som et af verdens reneste steder, da man heroppe ikke har nogen fourenende industri og dertil en minimal befolkningstæthed.

Samtidig er det en kendt sag, at hjerte- og kredsløbssygdomme stort set ikke forekommer blandt eskimoer, hvilket skyldes et højt indhold af omega-3 fedtsyrer i den animalske kost af fisk og havpattedyr.

Men der er en farlig slange i paradiset. Nyere undersøgelser har nemlig vist, at netop eskimoer på Grønland har faretruende høje koncentrationer af forskelige giftstoffer i blodet.

Giftstofferne stammer fra den industrialiserede vestlige verden, hvorfra den af vinde og havstrømme føres nordpå til Arktis. Her opkoncentreres det hurtigt i fødekæden og havner til sidst i blod og fedt hos mennesket.

Denne forurening gælder stoffer som tungmetallerne kviksølvog cadmium, der allerede i dag ligger langt over de grænseværdier, som er fastsat af WHO, FN’s sundhedsorganisation. Således har man hos tandhvaler målt koncentrationer, der er 30 gange højere end grænseværdierne. Og indholdet i sælnyrer er flere steder så højt, at man frygter akut nyresvigt.

Det gælder også stoffer som PCB, der ellers blev forbudt for mere end 25 år siden, men som på grund af deres ringe nedbrydelighed stadig findes i naturen i store mængder. Insektgiften DDT findes ligeledes stadig.

Fra lægelig side advares der nu om, at den traditionelle grønlandske kost måske ikke længere gavner så meget, som den skader. Trods dens velkendte beskyttelse mod hjerte- og kredsløbssygdomme. Man ved dog, at sporstoffet selen yder en vis beskyttelse mod de skadelige tungmetaller.

Trist, at det skulle komme så langt. Og synd for grønlænderne, som er absolut uden skyld i miseren.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* En splejs af en fisk

Fisk er simple skabninger, der evolutionært eller udviklingsmæssigt rangerer på højde med fugle, reptiler og padder. Det betyder, at de modsat højerestående pattedyr kan manipuleres ganske meget, uden at det går ud over individernes overlevelse.

Nu er turen så kommet til genmanipulation, der hos fisk typisk involverer indsættelse af vækstfremmende gener eller gener, der sætter fiskene i stand til at tolerere lavere vandtemperaturer. For blot at nævne nogle af de mange muligheder.

På vore breddegrader er det især den økonomisk værdifulde laks, der har været i fokus – stillehavslaks såvel som atlanterhavslaks. Således er det lykkedes forskere at overføre vækstfremmende genmateriale fra den store kongelaks til atlantlaksen med det resultat, at atlantlaksen nu vokser 5-6 gange hurtigere end normalt.

Konsekvenserne af sådanne manipulationer er skræmmende. For hvad vil der ske, når – ikke hvis, for tamlaks undslipper i hundredtusindvis hvert år – sådanne gensplejsede laks slipper ud i naturen og blander sig med vildlaksene?

Amerikanske forskere har ud fra en række undersøgelser konkluderet, at 60 undslupne genmanipulerede laks i løbet af blot 40 generationer kan ændre arvemassen hos 60.000 vildlaks så meget, at de oprindelige vildlaks’ arvemasse ikke længere eksisterer i ren form.

Det er i sandhed dystre perspektiver, der tegner sig for vildlaksens overlevelse. Og andre vilde fiskearter af kommerciel interesse. Vi må se i øjnene, at disse fisks arvemasse næppe vil eksistere i ret mange år, dersom den nuværende udvikling får lov til at fortsætte.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* – Slut med muslinger?

Den 24. juni blev der sat stop for muslingefiskeriet i Odense Fjord, Flensborg Fjord, Åbenrå Fjord, Haderslev Fjord, Kolding Fjord, Vejle Fjord og Horsens Fjord.

Årsagen var mistænkeligt høje værdier af forskellige giftstoffer, som myndighederne ikke tidligere har været på vagt overfor. Det drejer sig ikke mindst om organiske tin-forbindelser (TBT også kaldet), som stammer fra skibenes giftige og derfor algehæmmende bundmalinger.

TBT er mistænkt for at kunne skade arveanlæggene hos dyr og mennesker samt ændre på kønsdannelsen. TBT er da også på vej mod en til dels frivillig udfasning til fordel for mindre giftige stoffer. Forhåbentlig har de nye stoffer så ikke nye skadevirkninger, som vi blot ikke kender endnu.

Indtil videre kan vi dog glæde os over, at muslingerne i de indre danske farvande har fået et tiltrængt pusterum, omend årsagen jo er ganske nedslående.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Lillebælt fyldt med gift

Lillebælt er atter i år ramt af alvorlige iltsvind. Store algemængder blomstrer op på grund af overgødskning fra landbruget, dør og synker til bunds, hvor de rådner op under et massivt iltforbrug.

Iltsvind og bundvendinger bliver det uundgåelige resultat, og Lillebælt var da også i efteråret 2000 ramt af det alvorligste iltsvind i mere end 25 år – trods både vandmiljø-handlingsplan I og II, der ikke har formået at dæmme op for landbrugets uhæmmede forurening med næringssalte.

Omkring en fjerdedel af det kvælstof, der havner i Lillebælt, stammer fra luften, og her er det ikke kun landbrugets massive fordampning fra husdyrproduktionen, der er den store synder. Her er også trafikken en markant bidragyder.

Men ikke nok med det. Nu har myndighederne så også registreret faretruende store mængder af ti forskellige miljøgifte i bæltets blåmuslinger. Blandt de vigtigste er de såkaldte TBT-stoffer, der stammer fra skibenes bundmaling. Stoffer, som beviseligt kan forårsage et provokeret kønsskifte hos blandt andet strandsnegle.

Samme kedelige egenskaber vides phtalater fra spildevand at have. Flere af de øvrige giftstoffer, som er fundet i Lillebælts blåmuslinger, er i stedet mistænkt for et kunne være kræftfremkaldende for mennesker. Det gælder således PCB fra smøreolier samt PAH fra oliespild og dioxin fra affaldsforbrænding.

Det er endnu ikke undersøgt, i hvor høje mængder de samme giftstoffer forekommer i konsumfisk fra Lillebælt. Normalt opkoncentreres jo giftstoffer gennem fødekæden, og i så fald er det dystre perspektiver for fiskeriet på Lillebælt.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* – Stop for sæler?

Den danske sælbestand er større, end den har været i mange år. Den er i dag på 11.000 individer mod 8.000 inden den store sælepidemi i 1988. 8.000 af disse sæler lever i Kattegat, Limfjorden og Østersøen, mens de resterende 3.000 holder til i Vadehavet.

De mange sæler har udløst spørgsmålet om, hvorvidt bestanden skal reguleres. Fiskerne klager over, at sælerne ødelægger deres garn og spiser for mange fisk, og jægerne har straks meldt sig på banen med tilbud om at skyde en vis del af overskuddet.

Imidlertid er sæljagt af flere årsager en kontroversiel størrelse. Dels bliver sælerne hurtigt så sky, at man kun sjældent vil få dem at se på en tur langs stranden. Og dels er de vanskelige at komme på forsvarligt skudhold af, med mindre de ligger oppe på land. Der vil derfor blive mange anskydninger, hvis jagten genindføres.

Det har fået flere biologer til at pege på en helt anden og langt mere naturlig reguleringsform. Man kunne helt enkelt tillade adgang til de nu fredede områder, hvor sælerne yngler. Den forstyrrelse, dette ville afstedkomme, vil uundgåeligt resultere i en ringere ynglesucces og dermed færre sæler på lang sigt.

Man kan også vælge at lade stå til og så blot vente på endnu en epidemi, som decimerede den danske sælbestand i 1988. En virus, der på naturlig vis ryddede op i overskuddet. Men det kan tage længe, førend en tilsvarende virus indfinder sig igen og får succes.

Langt størsteparten af de danske sæler er spættede sæler, der kan blive op til 100 kg tunge. Et lille, men stigende fåtal udgøres af den dobbelt så store og langt kraftigere gråsæl, der kan veje over 200 kg. Den kendes blandt andet på sit store, hundeagtige hoved, hvor den spættede sæl har et lille og spidst hoved.

Der findes i dag sælbestande i Vadehavet ved Højsande på Fanø og ud for Esbjerg; ved Agger Tange; i Limfjorden ved Vilsund, Feggesund, Livø Bredning og Hjarbæk Fjord; ved Totten på Anholt; ved Lindholm på Samsø; Svanegrunden; på Endelave; ved Knudshoved Odde på Fyn; Rødsand ved Lolland; Guldborgsund samt Nyord ved Møn.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Nyt fra Nordjylland

Natur- og miljøkontoret i Nordjyllands Amt har netop barslet med to nye publikationer om miljøets tilstand i dette vort nordligste amt.

Det drejer sig om dels en statusrapport med titlen “Naturen og miljøet i Nordjylland 2001”, dels guiden “Skånsom vedligeholdelse – en genvej til bedre, små vandløb”. Begge byder på mange oplysninger af interesse for miljøbevidste lystfiskere både i og uden for Nordjyllands Amt.

I førstnævnte statusrapport kan man læse, at Mariager Fjord stadig balancerer på en knivsæg, og at det kun var et rent tilfælde, at fjorden ikke døde igen i sensommeren 1999. Til gengæld kan man nu konstatere, at såvel blåmuslinger som ålegræs atter er ved at indtage den lange, smalle og dybe fjord.

Men da der ikke er gjort reelle tiltag for at undgå en gentagelse af katastrofen fra 1997, er det sikkert kun et spørgsmål om tid, hvornår fjorden atter afgår ved døden.

I selvsamme rapport er der også skræmmende læsning om vandmiljøet i det store Skagerak, hvor problemerne indtil videre primært er synlige på den svenske og norske side.

Her oplever man i disse år en massiv opblomstring af lange trådalger, som flere steder helt har ændret flora og fauna. Problemet er de mængder kvælstof, som de store europæiske floder fører ud i Tyske Bugt, og som af strømmen siden bringes ind i Skagerak. Og vi har efter alt at dømme endnu kun set toppen af dette isbjerg. Alt i alt forstemmende læsning.

Så bliver man i bedre humør af at læse den lille guide til skånsom vedligeholdelse af mindre vandløb. Her kan der med en minimal indsats opnås endog meget gode resultater på relativt kort tid. Vandløb, som i flere tilfælde atter kan blive selvreproducerende med hensyn til ørreder.

Publikationerne kan rekvireres hos Nordjyllands Amt på telefon 96 35 10 00. Her kan man også få en rigtigt god liste over Miljøkontorets mange forskellige medarbejdere, deres arbejdsområder, telefonnumre og e-mail adresser. Sådan én burde alle amter have.

6. august 2001

© Steen Ulnits

* Gone Fishing

Som faste læsere af disse sider vil have bemærket, er der ikke blevet opdateret de sidste to uger. Årsagen er den sædvanlige: Jeg har været ude at føjte med fiskestangen – denne gang på Azorerne langt ude i Atlanterhavet, midt mellem Europa og USA. Formålet var at teste vedvarende forlydender om, at der rent faktisk var ørreder at fange i søer og vandløb på de ni små subtropiske vulkanøer.

Det var der, kan jeg hilse og sige. Og det kommer der naturlligvis en artikel om ved en senere lejlighed – i den trykte fiskepresse såvel som på www.ulnits.dk. Med flotte fotos, for øerne er utroligt smukke og fyldt med blomster i alskens farver. Guf for fluefiskende fotografer!

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Landmænd mod Skov- og Naturstyrelsen

Skov- og Naturstyrelsen har aldrig været danske bønders livret. Styrelsen har nemlig altid planer, der kun sjældent passer ind i bøndernes kram. Styrelsen vil i regelen indskrænke bøndernes næsten grundlovssikrede ret til selv at bestemme, hvordan de behandler den danske natur – som var det deres helt egen og ikke vi andres.

Nu er den så gal igen. Skov- og Naturstyrelsen har spillet ud med et antal områder, der skal udpeges til og udlægges som særlige naturområder – den såkaldte “habitatudpegning”. I dette tilfælde er det områder langs Vidå og Brede Å i Sønderjylland, der har bragt sindene i kog. Habitatudpegningen vil nemlig få konsekvenser for den fremtidige brug af de udpegede områder – i form af indskrænkninger af landmændenes brug af naturen.

Skov- og Naturstyrelsen har udpeget 534 km åstrækninger i 11 sønderjyske kommuner. Udpegelsen er i vid udstrækning sket for at beskytte truede fiskearter såsom snæbel og bæklampret. Lokale bønder siger, at de ikke har noget imod at beskytte naturen. De vil blot kende til konsekvenserne af udpegningen, før de accepterer dem.

Der skal nu en høringsfase til, førend den endelige udpegning kan finde sted.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Løsning på vej ved Tangeværket

Det ser nu ud til at lysne for atlanterhavslaksen i Gudenåen. I hvert fald er der nu nedsat et udvalg under Skov- og Naturstyrelsen, som skal se på de syv forskellige løsningsmodeller, der er fremsat til en retablering af Gudenåen ved Tangeværket og Tange Sø.

Løsningsmodellerne spænder lige fra et kort og aldeles ineffektivt omløb til sølle 15 millioner kroner – til etableringen af 12 kilometer ny å langs Tange Sø, hvilket kan gå hen og koste mere, end Skjernå-projektet har gjort.

Den eksisterende laksetrappe ved værket fungerer i hydraulisk henseende, men laksene kan blot ikke finde den eller vil ikke bruge den, da der løber alt for lidt vand gennem den. Hertil kommer, at nedtrækkende ungfisk går tabt i søen, hvor de ædes af gedder, sandarter og knuder.

Det nye udvalg under Skov- og Naturstyrelsen skal komme med deres bud på en løsning af problemerne inden den 15. november i år. Inden udgangen af 2002 skal Tangeværkets skæbne være endeligt afgjort.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Bass bedre end nogensinde

I USA har man praktiseret Catch & Release i længere tid end noget andet sted i verden. Faktisk var det her, man første gang “opfandt” og tog C&R i brug som en form for rationel fiskepleje.

Og resultaterne lod ikke vente på sig. Således har man i Nordamerika stadig mange fiskevande med sunde bestande af vildfisk, der beskyttes mod overfiskning af C&R. Yellowstone National Park er et godt eksempel og samtidig det allerførste sted, man indførte tvungen C&R.

Nu har man i staten Florida oplevet, at fiskeriet i flere vande er bedre end nogensinde. Et helt konkret eksempel på dette fik man ved en nyligt afholdt fiskekonkurrence ved søen Lake Tohopekaliga – normalt blot “Toho” kaldet. I løbet af tre dage lykkedes det nemlig en af deltagerne at lande 108 lbs 12 oz largemouth black bass – den højeste vægt i søens 34-årige historie som organiseret og plejet fiskevand.

Man indførte for alvor aktiv fiskepleje i 1992, hvor man satte både mindstemål og max. antal på de fangede fisk. Hertil er så kommet, at frivillig C&R har fået en støt stigende udbredelse. Alt i alt er fiskeriet støt og roligt blevet bedre i løbet af det seneste årti.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Payback time

I slutningen af forrige århundrede introducerede fiskeglade englændere og amerikanere ørreder og regnbuer til New Zealand og Australien, hvor der fra naturens hånd ikke fandtes laksefisk. De forekommer kun naturligt på den nordlige halvkugle.

De indførte laksefisk slog meget hurtigt an i det nye miljø, hvor de var helt uden naturlige fjender. Og hvor de undervejs totalt udkonkurrerede lokale fiskearter, der indtog samme økologiske niche i strømvandene. Arter, som i dag er uddøde eller i bedste fald kraftigt decimerede af de udsatte ørreder.

Nu lader det så til, at det er “payback time”. I hvert fald er det nu New Zealands tur til at sige tak for sidst – i form af introduktion af nye arter den modsatte vej. Den newzealandske muddersnegl Potamopyrgus antipodarum har i hvert fald indtaget mange nordamerikanske ferskvande – med vandene i og omkring Yellowstone National Park som de mest kendte.

Amerikanske ferskvandsbiologer frygter nu for konsekvenserne af denne invasion, idet netop denne lille snegl er kendt for at kunne opnå tætheder på op mod 300.000 individer pr. kvadratmeter. En voldsom biomasse, som nødvendigvis må tages fra andre vandlevende organismer – eksempelvis døgnfluer, vårfluer og slørvinger med flere. Insekter, som alle er af stor betydning for såvel fisk som fluefiskere.

Man kan gyse ved tanken, men chokeret kan man næppe blive. Murphy’s lov siger jo, at alt, der kan gå galt, vil gå galt – før eller siden. Og sandsynligvis har vi stadig kun set toppen af isbjerget. Noget er godt – andet skidt. Men det hele er under alle omstændigheder anderledes end det, vi kender og holder af i dag.

Og det er såre sandsynligt, at det er rejseglade fluefiskere, der har indført sneglene fra New Zealands ørredstrømme til Yellowstone National Park. At det helt og aldeles er vor egen skyld…

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* Kløgtige vildfisk – dumme tamfisk

Nu har vi så beviset på det, vi andre har vidst i mange år: Vildfisk er klogere end tamfisk!

Og det er ganske vist, for det er forskere fra University of California, der har undersøgt hjerner fra 100 vilde og tamme regnbueørreder. Økologen Michael Marchetti og neurobiologen Gabrielle Nevitt satte sig for at undersøge, om der er målelig forskel på hjerneaktiviteten hos disse to grupper af samme art.

I syv ud af otte forskellige tests viste vildfiskenes hjerner sig tamfiskenes overlegne. Forskellen forklares ved, at tamfiskene har en sorgløs og aldeles ukompliceret barndom uden naturlige fjender og mangel på føde. Vildfiskene må derimod fra dag ét kæmpe for livet og for føden, og det udvikler deres hjerner på et tidligt tidspunkt.

Debatten går nu på, om udsætning af sådanne “dumme” tamfisk kan have en negativ virkning på bestande af vildfisk. Om “dumheden” kan spredes til senere generationer, dersom tamfiskene blander sig med vildfiskene på gydepladserne.

Spørgsmålet er imidlertid nærmere, om tillærte egenskaber nu kan ændre på arvemassen – om udsatte tamfisk dermed kan bidrage negativt med deres gener. Eller om afkommet hurtigt kommer efter det ude i naturen – præcis som tamme grise, der forbløffende hurtigt bliver vilde igen, dersom de slippes ud til et frit liv.

Dette naturligvis forudsat, at der er tale om vildfisk og tamfisk fra de samme stammer. Ellers er der ingen tvivl om det absolut uønskede i udsatte tamfisk.

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* – “Økofisk” fra dambrug…?

Fødevareministeren har netop givet grønt lys for, at danske opdrætsfisk økomærkes. En sådan ordning har længe eksisteret i andre EU-lande, og nu er den altså også kommet til Danmark.

Det kan virke paradoksalt, at opdrættede tamfisk – ofte medicinerede – kan mærkes som “økologiske”, når medicinfri vildfisk fra havet ikke kan. Det er ikke ligefrem logisk – det må være økologisk!

Med tanke på det store dioxin-indhold i fiskemel og dermed fiskefoder fra dansk industrifiskeri kan man godt have sine betænkeligheder ved denne mærkning. Specielt da, når man tager i betragtning, at netop fiskeopdræt er en meget stor forurener af det danske vandmiljø…

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* NASCO: Tilbage til stenalderen

En alarmerende melding er netop indløbet fra det seneste møde i “North Atlantic Salmon Committee” – til daglig blot kaldet NASCO. Det er en rådgivende organisation bestående af medlemmer på regeringsplan fra alle lakseførende lande omkring Nordatlanten.

På det seneste møde kunne NASCO ikke nå til enighed om ret meget. Men man besluttede dog, at Grønland – trods advarsler fra Det Internationale Havforskningsråd (ICES) – her i 2001 må fange 200 tons laks svarende til 70.000 fisk, hvoraf knap halvdelen stammer fra Nordeuropa og godt halvdelen fra Nordamerika.

I USA måtte man sidste år sætte atlanterhavslaksen på listen over truede arter. Det kan derfor synes underligt, at USA og Canada gik med til dette. For nogle årtier siden var de endda så trætte af det grønlandske fiskeri af amerikanske laks, at de truede Danmark med handelsboykot, hvis fiskeriet fortsatte. Hvad det så heller ikke gjorde. Men man kan desværre ikke se bort fra, at amerikanerne lige netop nu – med Bush ved roret – meget gerne vil stå på god fod med grønlænderne. Ikke et ord om stjernekrig og missilskjold i den forbindelse, men uden den berømte Thule-radar går vist ingen af delene…

Endnu værre står det til med Færøerne, hvis laksekvote jo North Atlantic Salmon Fund (NASF) i snart flere år har opkøbt, så laksene i stedet uhindret kunne svømme tilbage til deres fødeelve og -åer for at sikre slægtens beståen. NASCO kunne ikke blive enige om en bæredygtig kvote for Færøerne, hvilket i realiteten betyder, at færingerne nu kan fastsætte deres egne laksekvoter. Og da Færøerne selv kun har en ubetydelig laksebestand, føler de næppe nogen anledning til at passe på andre landes laks på græs i deres vande…

Utrættelige Orri Vigfusson fra NASF er naturligvis rystet over NASCO’s seneste beslutninger. Han finder beslutningerne vanvittige og fortsætter: “Så snart vore private opkøb har sørget for flere laks i havene, sættes kvoterne blot op. Det er vanvid og ren sabotage af vort arbejde.”

30. juli 2001

© Steen Ulnits

* 2001: Fuglenes År

2001 er blevet et skelsættende år for fuglelivet i Danmark. Af to årsager:

Det er første gang, vi ikke har rugende storke i de danske storkereder – første gang, der ingen storkeunger kommer på vingerne. Tilbagegangen for de danske storke skyldes primært, at deres traditionelle fourageringsområder – de våde, afgræssede enge – er en uddøende naturtype. Engene findes skam stadig, men de græssende køer udebliver, og overdoser af kvælstof fra ikke mindst landbruget fortrænger de oprindelige engplanter. Samtidig dyrkes markerne mange steder helt ud i åerne, hvilket ikke gør situationen bedre.

Men der er også lyspunkter – i form af havørnen, der i år har reder med unger hele syv steder i landet. Det største antal nogensinde. Tilsyneladende tiltaler det danske landskab den store fugl med et vingefang på op mod 2,5 meter tilstrækkeligt til, at den slår sig ned og bygger rede. Tilsyneladende er der trods alt plads nok i lille Danmark til selv så stor en fugl.

Så 2001 går altså over i historien som både det bedste og det værste år for de danske fugle – alt efter hvilke fjer, man har på. Storken er reelt set uddød som dansk ynglefugl, mens havørnen er i klar fremgang.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Great Barrier Reef under mudder

Australiens verdenskendte attraktion – verdens største barriererev, Great Barrier Reef – trues nu af aflejringer og pesticidrester fra landbruget i det nordøstlige Australien. Således vurderer biologer, at store dele af det kolossale koralrev ikke vil overleve de næste 5-10 år.

Det verdensberømte rev strækker sig ellers 2.000 km langs den nordøstlige del af landet og tiltrækker hvert år i hundredtusindvis af turister fra hele verden, som lægger millioner af australske dollars i den lokale økonomi.

Denne indtægt trues nu af et landbrug, der er alt for intensivt – som udleder organisk og urenset spildevand, der får algerne til at gro uhæmmet og slamme revet til. For slet ikke at tale om pesticidrester sammesteds fra.

Deprimerende, at landbrug tilsyneladende altid skal svine for at tjene penge. Og at disse penge så blot stjæles fra andre erhverv. – Hvor længe skal vi finde os i det?

11. juli 2001

© Steen Ulnits

* Kyoto-aftalen

Der har på denne side ofte været henvisninger til Kyoto-aftalen, der skal begrænse Verdens udledning af drivhusgasser. Da omtalen har været i spredt fægtning, skal bestemmelserne i aftalen for god ordens skyld præciseres her:

– Aftalen blev indgået i Kyoto, Japan i 1997

– Aftalen gennemføres senest i perioden 2008-2012

– Medunderskriverne forpligter sig til at reducere udslippet af drivhusgasserne kuldioxid (CO2), methan (CH4), lattergas (NO2) samt gasserne HFC, PFC, SF6

– Reduktionen i forhold til udslippet i 1990 skal være som følger:

• – 8%: EU, Bulgarien, Rumænien, Tjekkiet, Slovakiet og Schweiz
• – 7%: USA
• – 6%: Canada, Japan, Polen og Ungarn
• – 5%: Kroation

Rusland, Ukraine, New Zealand må bibeholde samme udledning som hidtil.

– Følgende lande må i samme tidsrum øge deres udslip med følgende procentstørrelse:

• + 1%: Norge
• + 8%: Australien
• + 10%: Island

Sidstnævnte landes tilladte stigning skyldes ikke mindst den store mængde ej CO2-frembringende energi, som disse lande i dag producerer. I form af vandkraft, hydrotermisk energi og A-kraft. Det er samtidig lande, hvor traditionel industri – med forbrug af kul, olie og gas – ikke er så udbredt som i Europa og Nordamerika.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Torskestop og torskesvindel

Fiskeridirektoratet er nu grundigt træt af den lovløshed, der præger dansk erhvervsfiskeri. Trods nye og lave torskekvoter, som skal redde de truede og stærkt overfiskede bestande, fanges der nemlig torsk som aldrig før.

Fiskerne lader hånt om kvoter og fiskestop, mens de fisker torsk på livet løs – torsk, som siden sælges ulovligt. Det har nu fået Fiskeridirektoratet til at kræve, at køb og transport af torsk fremover skal rapporteres til Fiskerikontrollen. Påbuddet gælder såvel de store fiskeopkøbere som et antal af de større fiskebåde.

Direktoratet håber på denne måde at kunne få sine egne lovbrydere under lidt bedre kontrol end hidtil. Samtidig udfolder den norske regering nu for første gang store bestræbelser på, at billige russiske torsk ikke eksporteres til Danmark – som norske torsk. Der verserer nemlig netop nu store sager om svindel med ulovlige torsk fra Norge – med millionstore bøder til danske fiskeopkøbere til følge.

Det er fuldt legalt at eksportere norske torsk til Danmark, da Norge har en frihandelsaftale med EU. Men det er lige så klart ulovligt at lade russiske torsk gå samme vej.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Stop for Østersø-torsken

Østersø-torsken har det rigtig skidt. Den er presset fra alle sider – af et hårdhændet erhvervsfiskeri, af svigtende indtrængning af saltvand fra Nordsøen og af mange års massiv forurening af det brakke indhav.

Nu må man så tage konsekvensen af den markante nedgang i bestanden – i form af kraftige begrænsninger i fiskeriet eller deciderede fiskestop. Biologerne i Danmarks Hav- og Miljøundersøgelser anbefaler, at alt torskefiskeri i den østlige Østersø stoppes. Man har nemlig konstateret, at der efter alt at dømme er 100.000 tons færre gydetorsk, end man længe havde regnet med.

Ikke uventet siger erhvervsfiskerne, at et fiskestop vil være en katastrofe – for deres egen indtjening, vel at mærke. Af uransagelige årsager er fiskerne altid de sidste til at beskytte de fisk, de fanger – og altid de første til at save løs af den gren, de selv sidder på. De bliver aldrig klogere og kommer næppe nogensinde til at kunne se længere end til næste kontoudtog.

Ikke kun den østlige Østersø er hårdt presset. Det er også den vestlige, hvor biologerne anbefaler en reduktion af torskekvoten på 10.000 tons næste år. Det er imidlertid Den Baltiske Fiskerikommission, der skal træffe afgørelse om Østersø-torskens fremtid – om den skal have nogen overhovedet.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Tilbagegang for torsken ved Island

På Island er man meget afhængige af fiskeriet omkring lavaøen, og ikke mindst torsken er en vigtig eksportartikel. Så vigtig, at Island for nogle årtier siden ufortrødent kastede sig ud i “torskekrigen” med England. Davids kamp mod Goliat. En krig, hvor store engelske krigsskibe lå over for små islandske inspektionsfartøjer. Islændingene ville beskytte deres værdifulde torskebestande mod overfiskeri fra engelske skibe.

Nu er den så gal igen på island – denne gang også med torsken, som nu er ved at svinde ind. Ifølge islandske biologer på grund af tidligere års overvurdering af årgangene. Det tager man nu konsekvensen af ved at følge EU’s retningslinjer for fremtidens torskefiskeri – i form af en reduktion i de kommende torskekvoter fra de nuværende 220.000 tons årligt til fremover 190.000 tons.

Islændingene tager denne nedgang med sindsro, da andre økonomisk værdifulde fiskebestande pt. er helt på toppen. Det gælder ikke mindst den op til godt 40 cm store nordatlantiske sild, som alle dage har været en af de vigtigste konsumfisk på Island. Den har ikke været bedre i de sidste 25 år og menes sammen med andre arter at kunne kompensere for tabene fra torskefiskeriet.

14. juli 2001

© Steen Ulnits

* Sol, sommer og sølvtøj

I går ville jeg så følge op på succesen med multerne og tog derfor til nordkysten af Djursland. Timingen var perfekt, idet vandet stod højt og netop var begyndt at falde. Vandtemperaturen var derfor to grader koldere end ellers – 17 mod normalt 19 grader.

To både lå og fiskede fladfisk ret ud for revet, men fangede tilsyneladende ikke noget. Stedet plejer ellers at vrimle med isinger, men altså ikke den dag. Hornfisk plejer der også at være mange af heroppe, men også de glimrede med deres fravær på denne sommerdag. Præcis som multerne. Dem så jeg heller ikke skyggen af.

Til gengæld var havørrederne der så i stedet. Allerede i et af de første kast var der bud efter det lille Juletræ, men det blev ved et enkelt hårdt hug. En halv time senere var det atter så vidt. En fisk fulgte efter fluen og nappede mærkbart i den. Jeg speedede indtagningen op, og hugget faldt øjeblikkeligt.

En flot havørred væltede sig rundt femten meter ude og tog så ellers et godt udløb. Et par mindre udløb senere havde den løbet de fleste af kræfterne af sig, og jeg kunne kane en meget kompakt og lynende blank havørred ind over rammen på det store net.

Det viste sig at være en dejligt tyk hunfisk, som målte 55 cm og vejede 2 kg. Så kom ikke og sig, at man ikke kan fange sølvtøj i sommervarmen. Eller at man absolut må ty til natfiskeri!

11. juli 2001

© Steen Ulnits

* Multer med manér

Torsdag den 28. juni blev en mærkedag for mig og mit fiskeri. Det var nemlig den dag, hvor det langt om længe lykkedes at fange en multe på flue. Men ikke nok med det – hele to multer blev det til på denne mindeværdige dag!

Det var en lummer dag med vindstille – en dag, der kun lige var til at holde ud på grund af de åndbare waders og en let påklædning inden under. Et par dage tidlligere havde jeg samme sted haft fat i flere havørreder, hvoraf hele tre målsfisk var stået af ved netkanten. De havde hugget forsigtigt på mit str. 4 Juletræ, som jo er en ganske stor flue for en 40 cm’s fisk. Jeg havde derfor bundet en håndfuld små Juletræer str. 8, som måtte være løsningen på det problem. Som bedre kunne kroge de små ørreder.

Vejret var ustabilt og skiftede konstant mellem sol og skyer. Vandet var netop vendt, da de første fisk dukkede op – i form en en fin havørred, der tog den lille flue helt efter planen. Den viste sig dog snart at være ingen lille målsfisk, men en fin sølvblank sag på 50 cm. Den blev aflivet og anbragt i linekurven, som jeg oftere bruger til at transportere fisk i end til at opbevare line i!

En halv time senere observerede jeg en stor klat drivtang passere forbi – med en lille gruppe fisk fouragerende ivrigt på kastehold i yderkanten af den. Første kast gav imidlertid intet, da fluen fangede en klat grøde. Men andet kast resulterede i et hårdt og øjeblikkeligt hug af en tung fisk, der voltede rundt i overfladen og slet ikke var til at flytte.

Da den til sidst – efter et par korte udløb og megen hovedrysten – gav sig og lod sig nette, stod jeg med min første fluefangede multe. Det var en relativt lille én af slagsen, idet den blot målte 55 cm. Men det var min første, og det tæller jo!

Det skulle imidlertid ikke blive den sidste, for da jeg havde aflivet og fotograferet fisken sammen med havørreden, gik jeg tilbage til samme sted igen. Og sandelig. Der gik stadig et par fisk og græssede omkring drivtangen, og straks fluen passede forbi, blev den atter taget af en tung fisk.

Denne fisk kæmpede som den første og var da også en multe, omend kun 50 cm lang. Da jeg havde den sikkert i nettet, indså jeg, at jeg nu havde en helt unik lejlighed. Altså genudsatte jeg denne min anden fluefangede multe – jeg havde jo i forvejen én liggende på lit de parade, og hvornår får man chancen til at genudsætte en multe, fordi man allerede har fanget én på fluen?

Det var en meget tilfreds fluefisker, der den dag kørte hjem fra Randers Fjord – efter 25 multeløse år på kysten!

7. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om laks i verden

Biologforbundet, som er en sammenslutning af naturinteresserede mennesker, der også underviser i biologi, har netop udgivet et nyt temahæfte i “Kaskelot” serien.

Temaet er denne gang “Laks”, der behandles i tre hovedafsnit: “Laks i Verden”, “Laks i Europa” og “Laks i Danmark”. Hæftet kommer således hele vejen rundt – fra Sibiriens “urlaks” over Stillehavets seks forskellige laksearter til Atlanterhavets enlige svale.

Hæftets 32 sider er rigt illustreret med mange farvefotos – flere af dem visende laksearter, der sjældent er set afbildet tidligere. Der er i tilgift flere underholdende historier om laksene, deres levevis og komplicerede samspil med menneskene. Sågar også præsidenter, premiereministre, sangere og stangsvingende statsmænd er med i dette hæfte!

“Laks” kan bestilles hos Biologforbundet, Østergade 9, 8450 Hammel, tlf. 86 96 36 35. Det koster kr. 40,-

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om fiske- og vandpleje

Et nyt nummer af “Miljø- & Vandpleje” er netop kommet på banen – denne gang med temaet “Moderne vandplejearbejde”.

Emnet er højaktuelt, da fiskeplejen netop i disse år undergår en forandring fra direkte fiskepleje med udsætningsarbejde til indirekte fiskepleje med vandløbsrestaurering og biotopforbedringer.

I hæftet gives der dog også bud på et bedre fiskeopdræt baseret på ny genetisk viden. Der er således konkrete bud på, hvordan man bedst muligt sikrer den vigtige genetiske variation i ørredstammerne. Og lige så konkrete eksempler på, hvordan det ikke skal gøres. Ganske pædagogisk fremstillet.

Men hovedvægten er lagt på udlægning af gydegrus og anlæg af kunstige gydebanker – et felt, der endnu er i sin vorden herhjemme, og hvor mange erfaringer endnu skal gøres. Hvor vi i mange år har været førende inden for den egentlige fiskepleje med elektrofiskeri, opdræt og udsætninger, så halter vi stadig langt efter udlandet, hvad angår biotopforbedringer for laksefiskene. Her har man i mange år haft specialiserede firmaer inden for området.

Det går dog den rette vej også herhjemme, og det nye temanummer er med sine 16 sider en god opsummering af hidtil høstede erfaringer. Der mangler dog en klar skelnen mellem hovedlandet med dets mange intakte ørredbestande og så øerne, hvis ørredbestande var en saga blot allerede i 1960’erne, og som i dag udelukkende skyldes udsætninger med tamfisk. Denne forskel giver vidt forskellige indfaldsvinkler til fiskeplejen.

“Miljø- & Vandpleje” udgives af Danmarks Sportsfiskerforbund.

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Nyt temahæfte om fiskeopdræt

Økologisk Råd har netop barslet med et nyt nummer af tidsskriftet “Global Økologi” – denne gang med temaet fiskeopdræt. Bladet har tidligere beskæftiget sig med fiskeopdræt set ud fra en genteknologisk synsvinkel.

Det nye nummer indeholder fire artikler om fiskeopdræt og akvakultur i Danmark, Norge og på verdensplan. De første to artikler tager udgangspunkt i lille Danmark. Den ene belyser de mange negative følgevirkninger af fiskeopdrættet i danske vandløb og farvande – med fokus på foderspild og overforbrug af antibiotika. Den anden taler fiskeopdrættets sag og henviser til, at en stor del af fødevareproduktionen på landjorden faktisk burde flyttes ud på havet – af hensyn til det samlede kvælstofudslip.

Den tredje artikel fokuserer udelukkende på det kolossale norske lakseopdræt og de mange og meget mærkbare konsekvenser af en så storstilet produktion. Her kan man læse om stigende problemer med overhovedet at skaffe foder til de mange millioner laks – foder i form af fiskemel fra skidtfisk fanget ude i havet. De samme skidtfisk, som havets vilde fisk og fugle også skal leve af. Endelig fokuseres der på mulighederne for – via genmanipulation – at få eksempelvis havren til at producere animalske Omega-3 fedtsyrer. Dette under den galgenhumoristiske overskrift “Jeg er havren, jeg har gjæller på!” Fagre nye verden.

Den sidste af de fire artikler ser på det storstilede opdræt af kæmperejer i Thailand – et opdræt, der på få år har lagt store dele af den livgivende mangrove øde. Fiskeopdræt og akvakultur er i sandhed svære størrelser at håndtere…

5. juli 2001

© Steen Ulnits

* Oplagring af drivhusgas

Olieindustrien – dem med de fossile brændstoffer, der ved afbrænding producerer CO2 til forøgelse af drivhuseffekten – har muligvis fundet en helt ny løsning på CO2-problemet. En løsning, der ikke gør det så vigtigt at reducere forbruget af fossile brændstoffer.

Norske Statoil har muligvis fundet en simpel, men effektiv løsning på verdens CO2-problem. De vil nemlig samle en stor del af centrale udslip fra kraftværker og industri i rørledninger og så sende det ned i underjordiske depoter. Teknikken kan lyde urealistisk, men bruges faktisk allerede flere steder.

Statoil forestiller sig, at man kan bruge de hulrum, der er opstået ved udvinding og oppumpning af olie og gas. Firmaet henviser til egne og canadiske erfaringer, hvor man pumper overskydende CO2 tilbage i undergrunden. Det gøres dels for at undgå at skulle betale en eventuel CO2-afgift – dels for at sætte tryk på gamle olielommer, så også den sidste olie kan komme med op.

Statoil har regnet ud, at der alene i en enkelt lomme 1.000 meter under Slejpner-feltet er plads til deponering af al CO2 fra alle kraftværker i Europa – i 600 år!

1. juli 2001

© Steen Ulnits

* Afgrøder mod drivhusgas

Der er adskilligt flere måder at begrænse CO2-udslippet på end hidtil antaget. Det er ikke kun en reduktion i forbrændingen af fossile brændstoffer som kul, olie og gas, der kan gøre det.

Nu viser det sig nemlig, at landbruget med enkle midler kan bidrage ganske markant til nedbringelsen af dette udslip – blandt andet ved tilplantning af braklagte marker med såkaldte “energiafgrøder” som pil og elefantgræs. Og det er ikke småting, der er tale om, al den stund landbruget hvert år skal braklægge 190.000 hektarer.

Et andet felt er bioforgasning af gylle, som dels vil kunne producere biogas til erstatning af fossile brændstoffer som kul, olie og naturgas – dels reducere udledningen af methan og lattergas, der begge er meget stærke drivhusgasser. Mange gange stærkere end den CO2, diskussionen ellers normalt drejer sig om. Således forventes det, at landbrugets udslip af methan og lattergas vil falde med op mod 25% i perioden 1990-2010.

Biogasanlæg vil ikke blot reducere udledningen af skadelige drivhusgasser – det vil også kunne reducere de voldsomme lugtgener, som mange beboere i landområder i dag må leve med, når gyllen spredes over markerne i overdosis. Landbruget mangler blot at få prisgarantier fra staten, førend de for alvor tør kaste sig ud i finansieringen af nye biogasanlæg. Det forventes nemlig, at energien fra biogasanlæg vil være dobbelt så dyr som den konventionelle fra kul, olie og naturgas.

Endelig vil den kommende handlingsplan for ammoniak også bidrage til mindskede udslip af drivhusgasser til atmosfæren.

1. juli 2001

© Steen Ulnits

* Vaccine mod drivhusgas

Det er ikke kun CO2, der er medvirkende årsag til drivhuseffekten og den globale opvarmning. Det er også en håndfuld andre gasser – med methan som en af de allervigtigste. Methan kaldes også “sumpgas” og har den kemiske betegnelse CH4.

En stor del af Jordens methan stammer fra menneskets husdyrhold, som i bogstaveligste forstand udsender store mængder methan under deres fordøjelse af planter. Og da Jordens samlede husdyrhold i dag også – i lighed med os selv – skal tælles i milliarder, er det ikke små mængder, der slippes ud i atmosfæren.

Det har nu fået australske farmere til at drive køer og får sammen for at lade dem vaccinere. Australske forskere har nemlig fundet ud af, at de med en speciel vaccine kan reducere dyrenes årlige produktion af methangas med helt op til 20%.

Husdyrene, som tæller 114 millioner får og 27 millioner køer, bidrager i dag med 14% af Australiens samlede udslip af drivhusgasser.

1. juli 2001

© Steen Ulnits

* Furesøen forurenes fortsat

Trods protester fra Birkerød og Søllerød kommuner har Farum kommune nu af Miljøankenævnet fået medhold i, at de fremover kan udlede renset spildevand til Furesøen. Dette repræsenterer en kovending i sagen, idet nævnet sidste år nægtede Farum kommune tilladelse til den ønskede forurening.

Sagen er et markant tilbageskridt for såvel miljøbevidstheden i de omkringliggende kommuner som vandmiljøet i selve Furesøen, der jo ligger som en oase for mange tusinde mennesker – lige i udkanten af Storkøbenhavn. Men når Venstres Brixtofte sparer på millionerne, så han kan sende pensionister på betalte charterferier, så må fisk og fiskere i Furesøen lide under en ringere vandkvalitet.

Birkerød og Søllerød kommuner havde hellere set, at der blev bygget en lang rørledning til spildevandet – uden om søen og ud i det strømstærke Øresund.

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* Sønderjyske søer har det skidt

De relativt få sønderjyske søer har det rigtig skidt. Det dokumenteres fra to sider: Fra Sønderjyllands Amt, som netop har aflagt beretning om vandmiljøet i grænselandet. Og fra fiskene selv, der netop har kvitteret med at dø under mystiske omstændigheder.

I amtets beretning lyder det, at kun 5 ud af 18 søer, der overvåges løbende, kan leve op til målsætningen. I et par søer er der en smule bedring at spore, mens det er gået tilbage i en tredje. Årsagen er primært udvaskning af næringssalte fra tilstødende landbrugsarealer. Og så urenset spildevand fra enkeltbebyggelser i landområderne.

I Hostrup Sø, der hører under militærlejren i Søgård, har man siden slutningen af maj observeret mange døde fisk. Ikke mindst den værdifulde sandart har været blandt ofrene for den mystiske og endnu uopklarede fiskedød. Således har vandprøver ikke vist noget unormalt for årstiden. Og faktisk har man netop i år haft den bedste sigtedybde (: det klareste vand med de færreste alger) siden 1977.

Måske skal forklaringen findes i sandartens strabadserende leg, som netop finder sted i maj-juni. Udelukkes kan det i hvert fald ikke som medvirkende årsag. Normalt har sandarten leget færdig i maj måned, hvorfor premieren på årets fiskeri er 1. juni. Men med det ekstraordinært kolde forår, vi har haft her i 2001, har fiskene mange steder stadig ikke leget færdigt her i juni.

Når det gælder de sønderjyske vandløb, ser det ikke stort bedre ud. Således opfylder kun en tredjedel af amtets mange vandløb de målsætninger, som amtet selv har sat. Vi må håbe, at det nye Vandramme-direktiv, som EU netop har barslet med, vil kunne gøre det bedre end amterne.

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* George mod Verden

Amerika er en nation af entreprenante og nytænkende mennesker, som var i stand til at sende det første menneske til Månen og sikkert tilbage igen.

Amerika er imidlertid også en nation af hæmningsløse energifrådsere. Med verdens suverænt højeste energiforbrug pr. indbygger er USA også verdens største leverandør af drivhusgasser – primært CO2. USA repræsenterer således i dag 4% af Jordens befolkning, men står alligevel for 28% af de udledte drivhusgasser.

Amerika er til slut også helt ligeglad med, hvorfra energien kommer – blot den er billig og til stede i rigelige mængder. Pt. stammer kun 8% af USA’s energiforbrug fra vedvarende energikilder såsom sol, vind, biogas og geotermisk energi. 6% udgøres af atomkraft, som den nuværende regering ønsker at udvide.

Det er imidlertid de fossile brændstoffer, som Bush & Co. satser mest på i fremtiden. Det er jo en regering, der kun kom til magten med oliemillioner i ryggen. Pt. stammer 30% af energiforbruget fra olie, 25% fra kul og 22% fra naturgas – alle fossile brændstoffer, som USA satser stort på i fremtidens energiforsyning.

Ingen planer altså om at spare på energien i de næste 20 år. Ikke noget med at slukke lyset, skrue ned for varmen eller slukke for aircondition anlægget om natten. Heller ingen planer om at lade den vedvarende energi udgøre en større del af energiforsyningen end nu. Nej, der skal sælges kul, olie og gas, så Bush’ støtter får deres valgkampbidrag tilbage igen. Til skade for hele verdens miljø.

Ifølge Kyotoa-aftalen fra ’97, som Bush straks undsagde efter sit tvivlsomme valg til præsident, skulle EU reducere sin udledning af drivhusgasser med 8%, USA med 7% og Japan med 6% i løbet af årene 2008-2012 – altsammen i forhold til tallene for 1990. De øvrige lande skulle blot stabilisere deres udslip på det nuværende niveau.

USA er ikke noget fattigt land. Det ses blandt meget andet af, at man under Clinton-regeringen årligt brugte 2.575 milliarder kroner til forsvaret – et beløb, der af Bush-regeringen straks blev sat op med 290 milliarder til fremover 2.865 milliarder kroner. Alene til det omstridte missilskjold eller stjernekrigsprojekt er der sat 20 milliarder kroner af fra og med 2002.

Militæret vil den nye regering altså godt bruge penge på – men ikke miljøet.

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* Bianca mod George

På det netop afholdte topmøde i Gøteborg gik det som bekendt ikke stille af. Arrestationer i hundredvis fortæller alt om modstanden mod USA og præsident Bush.

Flertallet afholdt sig dog fra voldelige metoder – heriblandt Bianca Jagger, der tidligere har været gift med rullestenen Mick Jagger, og som i dag bruger størstedelen af sin tid som kendt forkæmper for miljø og menneskerettigheder. Hør blot, hvad hun kunne fortælle pressen i Gøteborg:

– Jeg er her for at appellere til EU’s ledere om, at de ikke må acceptere mindre end Kyoto-aftalen om de globale klimaændringer, der er på vej. Præsident Bush har hemmelige aftaler med olieindustrien, her især Exxon (dem bag det gigantiske olieudslip i Alaska, red.), der støttede hans valgkampagne med mere end én million dollars. Da han var guvernør i Texas, gjorde han denne stat til USA’ mest forurenede. Nu vil han gøre det samme med hele USA og resten af Verden.

Såvidt en verdensberømt rocksangers miljøbevidste ekskone. Hun slutter sin svada af med følgende:

– Jeg er bekymret for fremtiden, for mig selv, min datter og min familie. Forbrugerne har en enorm magt, hvis de vel at mærke beslutter sig for at bruge den. De store virksomheder og især olieselskaberne er kun ude på at tjene penge. Først når indtægterne begynder at svinde, ændrer de opførsel. Enkelte er allerede begyndt at lytte. (Shell for eksempel, red.)

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* Bush mod Bush

Ugen, der gik, bragte en rigtig god nyhed fra Guds Eget Land, USA: Man behøver ikke absolut være idiot for at være republikaner. Man behøver heller ikke være idiot for at være bror til den amerikanske præsident!

Vi har tidligere været inde på, at et republikansk medlem af Senatet – senator James Jefford – droppede Bush, da han ikke længere kunne acceptere dennes mildest talt miljøfjendske og stokkonservative politik. Med det vigtige resultat, at republikanerne mistede deres flertal i Senatet. Stokkemetoden virker altså ikke på alle republikanere. Nogle af dem kan tænke selv.

I den forgangne uge måtte George W. Bush Jr. så lide den tort, at hans egen bror gik imod ham. Jeb Bush, der er guvernør i staten Florida, har flere gange opfordret brormand til at droppe alle planer om olieboringer i den Mexicanske Golf ud for Florida. Dette af frygt for olieforurening af Floridas kridhvide sandstrande, som årligt lokker tusinder og atter tusinder af turister til solskinsstaten – med millionstore indtægter til følge.

Repræsentanternes Hus undlod efterfølgende at stemme for George Bush’ forslag – med 267 stemmer mod 164. Ikke færre end 70 republikanere svigtede deres egen præsident ved at stemme nej, og således er der nu sat et foreløbigt stop for planerne om olieboring ud for Florida. Sagen går nu videre til Senatet, der – med et lille demokratisk flertal – forventes at stramme yderligere op mod George Bush.

Men ikke nok med det. Et flertal på 242 mod 173 i Repræsentanternes Hus forhindrede ligeledes, at George Bush kan gøre alvor af sine planer om olieboring i USA’s 19 nationalparker – dem, som ekspræsident Bill Clinton lige akkurat nåede at frede inden sin afgang. Her var det hele 47 republikanere, der valgte at sætte sig op mod deres egen præsident.

Det tredje nederlag kom, da Repræsentanternes Hus med et flertal på 216 mod 194 stemte for at bibeholde Clinton-regeringens bestemmelser om, at mineselskaberne selv skal betale alle udgifter til oprydning på og oprensning af den statslige jord, de måtte forurene under deres aktiviteter. Noget, der med danske øjne burde være en selvfølge.

Alt i alt har de seneste dages forsmædelige nederlag sendt et klart signal til den olievalgte præsident om, at ikke alt vil glide i olie fremover. At der selv blandt republikanere er folk, som kan tænke og føler et ansvar for miljøet.

Gud ske tak og lov for det – i Guds Eget Land.

25. juni 2001

© Steen Ulnits

* Ny hjemmeside om lystfiskeri i Østjylland

Århus Amt har længe arbejdet på en stor hjemmeside om de mange fiskemuligheder, der findes i netop Østjylland. Intet andet sted i Danmark finder man som lystfisker en så stor variation inden for et så relativt begrænset geografisk område. Her er der å, sø, kyst og hav inden for en times kørsel.

Her kan man fiske havørreder fra Djurslands smukke kyster. Her kan man svinge fluestangen over Gudenåens laks og havørreder. Hvis man da ikke i stedet foretrækker stallinger på tørfluen. Eller man kan jagte gedder, aborrer og sandarter i Søhøjlandets mange og smukke søer. For slet ikke at tale om fiskemulighederne i Århus Bugt med tilstødende farvande.

Hjemmesiden, der foreligger i såvel en dansk som en engelsk og tysk udgave, findes på adressen www.angling-eastjutland.dk. Her man man udover selve lystfiskeriet (fiskearter, fiskemetoder og fiskevande) læse alt om mindstemål og fredningstider, vandmiljø samt aktuelle begivenheder i Østjylland.

Mest plads er der helliget fiskevandene, som er udførligt beskrevet i såvel tekst som med fotos og på kort. Her er der virkelig værdifuld viden at hente om de mange og meget forskelligartede fiskemuligheder i Århus Amt med tilstødende områder.

Siden opdateres løbende hver måned med relevante nyheder fra dette det største amt i Hovedlandet. Første opdatering er netop sket.

20. juni 2001

© Steen Ulnits

* – Flere havbrug?

I en ny indstilling fra det danske havbrugserhverv ytres der ønske om 3-dobling af produktionen og dermed også en 3-dobling af forureningen. De bakkes indirekte op af EU, som ønsker en årlig 10% stigning i akvakulturen – som kompensation for reducerede fiskekvoter.

Miljøstyrelsen fastsatte efter den første Vandmiljø-handlingsplan et loft på 650 tons udledt N/år, men nedsatte allerede i 1993 mængden til 560 tons. Danske havbrugeres erklærede mål er nu en udledning på 2.000 tons N/år. (N=kvælstof)

Miljøstyrelsen henstillede i 1996 til amterne, at der etableredes et stop for nye havbrug, da den af regeringen fastsatte grænse for udledning af fosfor på 54 tons P/år nærmede sig. Nu har Miljøstyrelsen imidlertid netop udsendt et brev til amterne, hvori man hæver stoppet for nye havbrug.

Selvsamme Miljøstyrelse dokumenterede i en rapport fra sidste år, at det samlede fiskeopdræt herhjemme hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat (til bekæmpelse af tilgroning af netburene) samt 3 tons antibiotika.

Disse tal er baseret på data fra ’94 og er næppe blevet mindre i den forgange tid. I 1999 brugte danske havbrugere således mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Og dette til en så begrænset produktion som 7.000 tons årligt.

Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose. Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk, bruger vi herhjemme den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet.

En stor del af dette antibiotika optages ikke i fiskene, men havner i stedet på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene, som æder af det overskydende foder, der synker til bunds.

Jo større forbrug af antibiotika desto større risiko for at udvikle resistens hos diverse bakterier. Det problem har man allerede – herhjemme såvel som i udlandet.

Flere havbrug er derfor den dårligst tænkelige beslutning.

20. juni 2001

© Steen Ulnits

* – Mindre dioxin?

Dansk fiskemel indeholder i dag faretruende høje mængder af giftstoffet dioxin. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel er nu så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

De danske myndigheder blokerede for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri – på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede. Størst er dioxinindholdet i fisk fra den forurenede Østersø – mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende.

Nu ser det imidlertid ud til, at dansk fiskemelsindustri har fundet en vej ud af miseren – i form af en proces, der renser fiskeolien og dermed fiskemelet for en stor del af den giftige dioxin. I hvert fald så meget, at det kan leve op til de trods alt ganske lempelige krav, som EU nu stiller, og som træder i kraft til næste år.

EU havde oprindelig lagt op til langt strengere krav, men ikke mindst på grund af de danske protester slækkede man på kravene. Til fordel for fiskemelsproducenter og industrifiskere – til skade for mennesker og miljø.

20. juni 2001

© Steen Ulnits

* – Mere jagt?

Efter længere tids ballade er miljøminister Svend Auken og amtsborgmester Knud Munk Nielsen nu enedes om reglerne for brugen af de nye naturområder langs den retablerede Skjernå.

I halvdelen af området vil det således blive tilladt at gå på jagt, mens den anden halvdel er fredet. Samtidig bliver det tilladt at sejle i kano gennem hele området. Dette til trods for en klar udmelding fra regeringens støtteparti SF, der bestemt ikke kunne tolerere, at man brugte en kvart milliard skattekroner på at skabe lukrativ jagt for nogle få lokale.

Men den holdning har de åbenbart måttet æde i sig igen. Faktum er i hvert fald, at der fremover vil kunne gås på jagt i omkring 1.000 af de 2.000 nye hektar vådområde langs Danmarks vandrigeste å.

20. juni 2001

© Steen Ulnits

* Ny plan for dansk fiskeopdræt

Siden 1984 er verdensproduktionen i dam- og havbrug mere end fordoblet – i takt med de faldende fangster fra fiskerierhvervet. Mere end en fjerdedel af alle fisk, der spises, stammer i dag fra akvakulturen.

Ifølge FAO lå verdensproduktionen i 1998 på knap 35 mio. tons. FAO forudsiger da også, at den opdrættede mængde fisk allerede i år 2030 vil overstige den fangede mængde på 90 mio. tons om året. Norge overskred allerede sidste år denne grænse med sit lakseopdræt.

FAO har beregnet, at verdens samlede akvakultur produktion, som andrager i omegnen af 50 mia. dollars årligt, i dag udgør omkring 20% af den samlede produktion og det samlede fiskeri af fisk, skaldyr og havgræsser

Sikkert med baggrund i FAO’s rapporter har EU kommissionen besluttet sig for, at akvakultursektoren i medlemslandene skal øge produktionen med 10 procent årligt frem til år 2006. Dette skal også ses i lyset af, at EU generelt har beskåret de traditionelle fiskekvoter kraftigt efter to årtiers laden stå til – med hårdt overfiskede bestande til følge.

Dansk akvakultur vejrer naturligvis morgenluft efter denne melding og har iværksat en offensiv til påvirkning af relevante myndigheder og politikere. Målet er at få ophævet de kvoter for kvælstofudledningen, som har været gældende siden Dambrugsbekendtgørelsen, der fulgte den første vandmiljø-handlingsplan fra 1989.

Den nye målsætning om en 10 procents vækst i akvakulturen har ført til et hurtigt arbejdende udvalg, der med Karl Hjortnæs i spidsen skal lave en indstilling til fødevareministeren inden 1. oktober i år 2001.

14. juni 2001

© Steen Ulnits

* Ny plan for dansk erhvervsfiskeri

For nylig behandlede Folketinget en plan fremsat af fødevareminister Ritt Bjerregaard omkring erhvervsfiskeriets fremtid som et “bæredygtigt” fiskeri.

Planen vandt bred tilslutning i tinget, som nu – i lighed med EU – har måttet erkende, at hidtidig praksis har været alt for slap. Så slap, at de fleste erhvervsmæssigt vigtige fiskearter i dag er på et “all time low” – at bestandene nu er fisket helt i bund. At det har været som at sætte ræven til at vogte hønsene.

Folketinget erkender nu, at torskebestandene i alle vore farvande – de ydre såvel som de indre – er så truede, at der helt enkelt må ske en nedskæring af fiskeflåden for at mindske fiskeriindsatsen. Samtidig ønsker man, at det kystnære fiskeri fremover skal ske med mere skånsomme redskaber.

Planen tager også højde for, at fiskerne ikke fremover blot kan flytte deres aktiviteter fra et område med midlertidigt fiskestop til et andet uden. Hvor der så fiskes på livet løs, indtil der også her må bebudes et fiskestop for at undgå en total udryddelse af fiskene. Planen går ud på, at fiskefartøjerne i videre udstrækning end hidtil skal have et hjemmeområde, hvorfra de fisker.

Endelig foreslår planen også, at fiskeriet af konsumfisk skal prioriteres i forhold til industrifiskeriet. Det skal fremover forhindres, at god spisefisk i stor stil blot bliver til fiskemel. Samtidig skal ungfiskene skånes gennem forøgelse af maskevidden i redskaberne. Endelig foreslås der et forbud mod udsmid eller destruktion af konsumfisk, der ikke skønnes at kunne opnå EU’s mindstepriser.

Planen kommer desværre ikke med bud på trawlfri zoner, hvor dette måtte være af nødvendighed for en rekreativ udnyttelse af fiskebestandene. Den kommer dog ind på, at der kan blive brug for yderligere undersøgelser af trawlfiskeriets eventuelle skadevirkninger på fisk og miljø.

Alt i alt er det nye udspil fra fødevareminister Ritt Bjerregaard et skridt i den rigtige retning – omend man som miljøbevidst lystfisker naturligvis kunne have ønsket sig langt skrappere forholdsregler over for erhvervsfiskeriet.

14. juni 2001

© Steen Ulnits

* Ny Vandmiljø-handlingsplan III

Som det sikkert er de fleste lystfiskere og miljøbevidste mennesker bekendt, så har vi her i Danmark siden 1987 haft hele to vandmiljø-handlingsplaner. Den første aldeles utilstrækkelig – den anden en stærkt nødvendig opstramning af den første på væsentlige områder.

Men ingen af de to ellers godt mente planer havde magt til at dæmme op for landbrugets umådeholdende forbrug af kvælstof. Ingen af dem tog nemlig fat om ondets rod – landbrugets pengepung – og belagde kvælstofforbruget med en afgift. Hvilket ville have haft øjeblikkelig virkning. Nu skete der i stedet det, at Mariager Fjord afgik ved døden i sensommeren 1997.

Derfor skal der nu igen strammes op omkring vandmiljøet, og derfor er Vandmiljø-handlingsplan III nu på tegnebrættet. Men hvor de første to vandmiljø-handlingsplaner tog udgangspunkt i nationale målsætninger for udledningen af kvælstof og fosfor, så forventes den tredje handlingsplan i stedet at være af mere lokal karakter.

Dette skyldes ikke mindst tankegangen bag det nye “Vandrammedirektiv”, som EU for nylig barslede med, og som er omtalt tidligere på denne side. Således skal vi ikke længere tage stilling til, om landbruget må udlede så og så mange tons kvælstof til luft og vand. Vi skal i stedet have en mening om, hvilken miljøkvalitet vi ønsker os og hvilke steder. Og så handle konkret ud fra dette. Slut med at skulle tage stilling til nogle helt absurde grænseværdier for udledning af stoffer, som ingen almindelige dødelige alligevel kender til. Og hvis reelle værdi eksperterne også kun kan gisne om.

Den nuværende Vandmiljø-handlingsplan II udløber i 2003, hvorefter Folketinget skal tage stilling til en ny. På nuværende tidspunkt har regeringen – socialdemokraterne og de radikale sammen med SF – allerede udarbejdet et sæt retningslinjer for tiden efter 2003. Heraf fremgår, at “belastningen fra landbrugsproduktionen ikke må overstige, hvad miljø og natur kan tåle”.

Det kan lyde som et spørgsmål om ord i stedet for handling, men er ikke desto mindre et vigtigt skridt på vejen mod et bedre vandmiljø. Men tilbage står stadig et stort arbejde med at udrede reelle tiltag. Men der tales mere og mere om en konkret afgift på kvælstof – en afgift, der så kunne føres direkte tilbage til landbruget som tilskud til miljøfremnmende foranstaltninger.

14. juni 2001

© Steen Ulnits

* Timer på tønden

Det er, hvad man må regne med, hvis man overhører Fødevaredirektoratets advarsel om giftige muslinger fra området mellem Østjylland, Samsø og Nordfyn.

Dette er naturligvis skidt for de mennesker, der holder af at spise muslinger, men godt for fisk og vandmiljø. Myndighederne har nemlig forbudt det skadelige muslingefiskeri, der ikke blot fjerner de vigtige muslinger, men samtidig også ødelægger bundmiljøet.

Så intet er som bekendt så skidt, at det ikke også er godt for noget. Hold fingrene fra de muslinger – så sker der ikke noget!

14. juni 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Rappe nyheder

Finske Rapala har til 2001 sæsonen lanceret tre spændende nyheder af interesse for sø- og åfiskere.

Som alle åfiskere ved, er en 2-delt flydende Rapala wobler noget af det mest effektive, man som spinnefisker kan sætte på linen. Den leddelte version af den finske balsatræs klassiker har en helt speciel gang, som fiskene har svært ved at modstå. Ny til 2001 er en leddelt “Baby-J” på kun 5 cm. En nyhed, der helt sikkert vil være et farligt bekendtskab for mange af åernes bækørreder og regnbuer.

Er man mere til gedder i søer og moser, har Rapala også en relevant nyhed her. Det er den 7 cm lange og 8 gram tunge “Skitter Prop”, der som navnet siger er forsynet med en propel bagerst på kroppen. Wobleren har ingen næseplade og dykker derfor ikke. I stedet skøjter den afsted på overfladen, mens propellen larmer på bedste amerikanske vis. Et effektivt våben til gedder, der ligger på lur nær siv og åkander.

Endelig er der den ligeledes nye “Tail Dancer”, som er Rapala’s første forsøg udi den amerikanske kategori af såkaldte “banan-woblere” med stor næseplade. Den fås i to størrelser på henholdsvis 7 cm / 9 gram og 9 cm / 13 gram. Det er dybdedykkende sager med indbyggede raslekugler – woblere, der kan nå ned på både 3 og 4 meters dybde under indspinning eller sejlads

8. juni 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Storm over fiskevandet

Der har længe hersket storm over de amerikanske fiskevande – i form af producenten “Storm Lures”, der i mange år har siddet på en god bid af det kolossale marked for woblere i Nordamerika.

Storm Lures er nu blevet opkøbt af finske Rapala, som for ikke så længe siden også overtog den franske krogproducent VMC. Ikke underligt, at samtlige Rapala woblere i længere tid har været forsynet med VMC kroge. Ejheller uventet, at de nye Storm woblere er det! Til 2001 sæsonen har Storm Lures barslet med tre spændende nyheder, der alle er af interesse for danske lystfiskere.

Det er først og fremmest den lille “Chug Bug”, der er en speciel amerikansk foreteelse, som bestemt bør vinde indpas også på vore breddegrader. Det er en “stick” wobler uden næseplade – en type wobler, der ikke dykker under indspinningen, men som er beregnet til at fiske direkte i overfladen. En overbevisende imitation af en skadet småfisk. Der er to størrelser at vælge imellem – 8 cm / 10 gram og 11 cm / 26 gram. Begge størrelser kan fås beregnet til brug i saltvand – med fortinnede kroge. Den mindste fås også til brug i ferskvand – med almindelige brunerede kroge.

“Thunder Stick” har længe været noget nær synonymt med Storm Lures. Lange og smalle woblere med kort eller lang næseplade og indstøbte raslekugler. Denne klassiker er nu redesignet med ultralydsstøbte kroppe, som er bedre udbalanceret, end det tidligere har været muligt. De kæntrer således ikke under høj indspinning. Fås i syv forskellige udgaver – fra den lille 6 cm / 5 grams udgave til den store saltvandsmodel på 11 cm / 18 gram. Vælg mellem højt arbejdende modeller med kort næseplade og dybdedykkere med lang. Eller prøv den nye neutrale “Suspending”.

“Crank baits” har længe været en amerikansk specialitet, som har haft svært ved at vinde fodfæste her i Europa. Det er egentlig synd, for disse dybdedykkere både kaster og fanger godt – specielt til fiskeri efter gedde, aborre og sandart. Den nye “ThunderCrank” model er skabt til spinnefiskeri, hvor der er brug for hurtigt at få wobleren ned på 2-4 meters dybde. Der er indtil videre to størrelser at vælge imellem: 6 cm / 9 gram og 8 cm / 10 gram.

8. juni 2001

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Nye kystagn fra Abu Garcia

Abu Garcia har til 2001 lanceret et helt nyt blink, der specielt er tiltænkt kystens tobisædende havørreder. Det er “Toby Rocket”, som er en lang og ekstra smal udgave af den klassiske model – med de karakteristiske to røde finner i sikker behold.

Den klassiske og hæderkronede Toby er kendt for ar kunne fås i et hav af forskellige vægte og pladetykkelser, så man altid kan finde den rigtige variant for dagen. Og den nye Toby er ingen undtagelse. Toby Rocket fås således i vægtene 12, 16 og 20 gram, der dækker alt kystfiskeri. En ny Flash-finish vækker opsigt blandt både fisk og fiskere!

En anden nyhed fra Abu Garcia er “Terminator Coast”, som er en slags kystwobler eller woblerblink, om man vil. Altså et 3-dimensionelt agn i modsætning til de 2-dimensionelle blink. Karakteristisk for denne agntype er, at de kan spinnes ganske langsomt uden at gå i bunden. Det kan være en stor fordel – ikke mindst på den kolde tid af året, hvor fiskene er træge og ikke orker jagte et hurtigt fisket blink.

Terminator Coast fås i vægtene 15 og 20 gram samt fire yderst realistiske og holografiske farver med masser af dybde. En spændende detalje er krogen, som ikke er en traditionel 3-krog. I stedet er de nye kystwoblere monteret med en dobbeltkrog, der altid vender opad under indspinningen.

8. juni 2001

© Steen Ulnits

* George “Bushwhacker” Junior III

Den amerikanske præsident er nu for alvor kommet ud af busken – med et stort katalog af forslag til, hvordan Amerika i fremtiden skal løse sine energiproblemer.

Allerførst startede han som bekendt med at undsige Kyoto-aftalen, som hans demokratiske forgænger havde accepteret. Dernæst var det “pay back time” for præsidenten, der kun kom til magten på grund af oliebranchens millioner og atter millioner af dollars. Og som tilsyneladende styres helt af vicepræsident Dick Cheeney, der også har en baggrund i oliebranchen.

Således kalkulerer Bush-adfministrationen med, at amerikanernes olieforbrug i de kommende 20 år vil stige med 33%, gas med 50% og elektricitet med 45%. En meget stor del af sidstnævnte vil blive produceret ved afbrænding af fossile brændstoffer, en mindre del via øget udnyttelse af atomkraft og så en lille del via vedvarende energi såsom sol og vind.

Problemet er, at amerikanerne aldrig har lært at spare på energien, der altid har været billig i USA. Her kører man meget i store biler over store afstande. Og her tænder man for sit aircondition anlæg, så såre det bliver for varmt. Eller har radiatorerne kørende for fuld tryk dagen lang, dersom det er koldt. Og naturligvis har man både gadelys og indendørs belysning kørende natten lang. Noget, man helt enkelt ikke vil lave om på for at spare energi.

Stormagten USA er helt enkelt et energimæssigt U-land, som på dette felt kunne lære utrolig meget af Europa og lille Danmark. Gennemsnits-amerikaneren bruger således dobbelt så megen energi som gennemsnits-europæeren. Udslippet af drivhusgasser er tilsvarende dobbelt så stort i Nordamerika som i Nordeuropa.

Derfor har USA nu fået det meste af verden på nakken, når det gælder afværgning af drivhuseffekten. Kun Japan, der har USA som største og vigtigste handelspartner, har vist forståelse for USA’s miljøfjendske enegang. De turde sikkert ikke andet af frygt for eksporten til “Big Brother” i Nordamerika.

Heldigvis har amerikanerne nu i stigende grad selv fået øjnene op for det uholdbare i Bushwhacker’s oliepolitik. Såvel demokrater som republikanere. Allersenest er sågar en af Bush’ egne republikanere – senator James Jefford – sprunget fra, så demokraterne nu har flertallet i Senatet. Bush’ stokkonservative linje blev for meget for republikaneren, der på denne måde har skabt et helt nyt demokratisk flertal i Senatet.

Jefford’s “afhopning” kan således blive lige så betydningsfuld eller skæbnesvanger for amerikansk politik, som da USA’s Højesteret i de kaotiske dage efter det kritisable valg gav George Bush præsidentposten. Trods den kendsgerning, at demokraten Al Gore havde fået mindst 300.000 flere amerikanske stemmer end Bush.

Så der findes alligevel en slags højere retfærdighed. Og der er trods alt stadig håb om et mere miljøvenligt USA. Det er i hvert fald demokraternes udtrykte ønske – og dagens glade budskab!

2. juni 2001

© Steen Ulnits

* Kæmpeørred fra Gudenåen

Fra Gudenåen meldes der om fine fangster af friske opgangsfisk fra sidste halvdel af maj måned. Således er der taget mindst en halv snes flotte fisk i størrelsen 4-6,5 kg – heriblandt enkelte laks.

Men den 31. maj skete så sensationen. Da gik nemlig en kæmpeørred til biddet mellem broerne i Langå. Kæmpen huggede på en spinner fisket af en ung mand fra Randers, der efter en hård fight kunne lande en tromletyk og lynende blank havørred på 12,6 kg – kun 92 cm lang!

Det er den største havørred, som er taget i Gudenåen i de sidste ti år. En fisk, der lover godt for den sæson, som netop nu er ved for alvor at komme i gang.

1. juni 2001

© Steen Ulnits

* Lakseudsætninger i Gudenåen

I dagene 10.-12. april 2001 blev der udsat laks i Gudenåen. Alt i alt blev der udsat 156.524 lakseungfisk. Udsætningerne fandt sted i Bjerringbro, Ulstrup og Stevnstrup – alle beliggende nedstrøms Tangeværket.

Udsætningsprogrammet for Gudenåen videreføres efter samme princip som tidligere år – med stammer indført udefra. Ideen er så, at der skal avles på de bedst egnede stammer – i form af de moderfisk, som siden vender tilbage til Gudenåen som kønsmodne. I modsætning hertil bruges udelukkende laks fra Skjernå til avlsarbejde og udsætning i Vestjylland.

Stammemæssigt fordelte de i Gudenåen udsatte laks sig med 62.641 fra svenske Ätran, 13.466 fra svenske Lagan, 31.276 fra irske Corrib, 23.939 fra irske Burrishoole og 25.202 fra skotske Conon.

Det forventes nu, at så store udsætninger efter al sandsynlighed vil resultere i mange hjemvendende opgangsfisk fra og med 2002.

28. maj 2001

© Steen Ulnits

* Bævere for retten

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har netop i Vestre Landsret fået medhold i, at de har ret til at anlægge sag mod Skov- og Naturstyrelsen i striden om de i Vestjylland udsatte bævere.

Skov- og Naturstyrelsen, som i efteråret 1999 udsatte 18 tyske bævere ved Flynder Å i Klosterheden Statsskovdistrikt, finder det for passende med udsætning af tyske bævere i Vestjylland. Trods det faktum, at bæveren har været uddød i Danmark i de sidste 1-2000 år.

Samtidig har selvsamme styrelse nægtet at give Gudenåen status som et laksevand, hvor der ifølge Bern-konventionen skal genopbygges en ny stamme af laks – med nyt blod fra svenske, irske og skotske lavlandselve. Trods det faktum, at Gudenå-laksen blot har været udryddet siden bygningen af Tangeværket i 1920’erne.

DSF ser ikke med milde øjne på de nye bæveres tilstedeværelse, da bæverne jo bygger dæmninger, som kan hindre vandrefiskenes frie passage til deres livsvigtige gydepladser. DSF ønsker derfor udsætningen kendt ulovlig, så vandrefiskenes frie passage sikres. Så styrelsen ikke får mulighed for som planlagt at fortsætte med yderligere udsætninger.

28. maj 2001

© Steen Ulnits

* Vadehavet i et vadested

Vadehavet er et uhyre vigtigt naturområde for fugle og fisk. Det er derfor blevet foreslået, at såvel den danske som den tyske og den hollandske del af Vadehavet udpeges til “Verdens Naturarv”. Det er en status, som Unesco under FN tildeler naturområder af særlig interesse verden over.

Hvis Vadehavet indlemmes i Verdens Naturarv, kommer vi i meget fint selskab. Således er verdensberømte attraktioner som Victoria Vandfaldene, Kilimanjaro, Galapagos Øerne, Grand Canyon og Great Barrier Reef med i Verdens Naturarv, der blev oprettet i 1972.

Imidlertid har der fra lokalt hold været en udtalt skepsis omkring projektet. En skepsis, der har udmøntet sig i flere møder om Vadehavets fremtid og fremtidige status. Fra lokalt hold er man bange for at få trukket en lang række nye bestemmelser om brugen af det unikke område ned over hovedet. At man ikke længere kan gå på jagt i området. At man ikke længere kan fiske med sine garn og ruser, som man altid har gjort. At man ikke fremover kan udvide den store og økonomisk vigtige fiskerihavn i Esbjerg.

For miljøminister Svend Auken er der ganske megen prestige – national såvel som international – forbundet med at få Vadehavet indlemmet i Verdens Naturarv. Så megen, at han givet vil gøre alt, for at det skal lykkes. Det skal blive spændende at se, hvor langt hans politiske evner rækker – om han blandt meget andet kan tøjle de rebelske borgere i statsministerens egen fødeby, Esbjerg!

Senest har han tilkendegivet, at det er de to sønderjyske amtsråd – Sønderjyllands og Ribe – der skal tage stilling til Vadehavets fremtid. Han har samtidig beskyldt dagbladet JyskeVestkysten for sammen med partiet Venstre at have startet en skræmmekampagne imod indlemmelsen. Med trsuler om nye restriktioner for brugen af området.

I Folketinget er der på nuværende tidspunkt et klart politisk flertal for at lade Vadehavet indgå i Verdens Naturarv. En endelig stillingtagen vil finde sted den 16. august.

21. maj 2001

© Steen Ulnits

* Den gamle biolog takker af

Forhenværende statsbiolog Knud Larsen er efter en længere periode med sygdom netop død – 89 år gammel. Et langt liv viet til at forbedre forholdene for især ferskvandsfiskeriet i Danmark er hermed til ende.

Barndommen i Næstved med den spændende og nærliggende Suså gav ham i en tidlig alder interessen for, hvad der rørte sig under vandet, og efter studentereksamen fra Haslev gymnasium i ’31 blev det til et studium ved Københavns Universitet som cand. mag. i naturhistorie og geografi. Allerede i ’34 blev Knud Larsen ansat ved den lille biologiske station i Frederiksdal ved Furesøen og var fra ’52 til ’72 leder af ferskvandsafdelingen ved “Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser” på Charlottenlund Slot.

Efter sin pensionering fortsatte Knud Larsen med arbejde som konsulent i flere sammenhænge og var i en årrække formand for Dansk Akvakultur Forening.. Han har desuden gennem 20 år deltaget i den internationale lakse- og ørredkommittés arbejde.

Af det, der mest markant står tilbage af Knud Larsens mangeårige indsats, bør nævnes, at det var ham, der i slutningen af 1940’rne indførte el-fiskeriet i Danmark, hvor den lille Gudum å ved Slagelse blev brugt som forsøgsvand. Ved el-fiskeriet fik man et hidtil ukendt grundigt indblik i vandløbenes fiskebestande, og det dannede grundlag for udarbejdelse af moderne udsætningsplaner, hvor tidligere tiders lidt planløse udsætninger blev erstattet af udsætninger tilpasset vandløbets karakter.

I særlig grad var det ørreden, der havde Knud Larsens interesse, og det resulterede bl.a. i storstilede forsøg med kystudsætninger af små ørreder. Disse forsøg viste, at denne udsætningsform var særdeles rentabel mange steder.

Knud Larsens forskning i ørreders levevis og de forskellige udsætningsformer har dannet baggrund for de store udsætninger, der op til vore dage har betydet, at den almindelige lystfisker nu har fine chancer for at fange havørreder ved kysten. Det var da også en stor skuffelse for den gamle biolog, da han i den sidste tid før sin død erfarede, at der var planer om alvorlige nedskæringer i udsætningerne.

Ud over ørreder har Knud Larsen især beskæftiget sig med ål og krebs samt undersøgelser omkring, hvordan de danske søer skal behandles for at blive optimale fiskevande.

Privat var Knud Larsen ivrig lystfisker og jæger. Det blev til mange ture med “Bonavista” på Øresund eller efter især aborrer på Tystrup Sø eller Tissø , samt med skydepram efter ænder og blishøns på Storstrømmen – endda så sent som sidste efterår.

I sine sidste leveår følte Knud Larsen en stigende bekymring for fiskeriets fremtid, efter at visse “naturromantiske” synspunkter er ved at vinde indpas og påvirke politikerne. Hans grundsynspunkt var, at vandområderne skulle udnyttes fornuftigt og på naturens betingelser – med menneskers bistand om nødvendigt. Og at det måtte erkendes, at vi i vort lille, kulturprægede land ikke kunne lade naturen passe sig selv – skønt det ville være det billigste!

Knud Larsen var også blandt de første til at advare mod den stigende forurening, men talte i mange år for døve øren, ligesom han kæmpede imod Hedeselskabets ødelæggelse af vore vandløb. Som omtrent den eneste advarede han mod følgerne af Skjernåens udretning – den naturødelæggelse, der først nu med store omkostninger er ved at blive rettet op på.

Gennem årene blev det også til en stor produktion af artikler, afhandlinger og ikke mindst bøger, der henvendte sig til den almindelige fiskeriinteresserede. Af hans bøger – der har opnået stor udbredelse – kan nævnes bøgerne om “Krebseavl” og “Småvandsfiskeri”, “Laks og laksefiskeri”, “Lystfiskerens Billedleksikon”, “Ålen – og hvordan man fanger den” samt “Hvor står fisken?”.

Størst udbredelse har sikkert Politikens bog “Jeg er lystfisker” opnået, hvor Knud Larsen var redaktør og skribent ved de 11 første udgaver. Han var også stærkt involveret i værket “Danmarks Natur” og ” Dansk Sportsfiskerleksikon 1-5″. Ved sin død arbejdede Knud Larsen på en større værk om danske ferskvandsfisk. Forhåbentlig vil andre kræfter fuldføre bogen.

Knud Larsens store indsats for dansk ferskvandsfiskeri, det omfattende oplysningsarbejde om emnet samt hans internationale indsats resulterede til sidst i udnævnelsen til Ridder af Dannebrog.

Knud Larsen efterlader sig hustruen Åse Larsen samt datteren Annelise Røssel og sønnen Bjørn Larsen, sidstnævnte formand for “Landsforbundet Danske Lystfiskere”.

Bjørn Larsen

Broby, den 14. maj 2001

* George “Bushwhacker” Junior II

Som nogen måske har fornemmet, er min sympati ikke rigtig med USA’s nye præsident George Bushwhacker Junior – fars dreng og oliemillionærernes yndling.

Min antipati mod Bushwhacker skyldes først og fremmest hans miljøfjendske holdning og handlinger, som er omtalt tidligere på disse sider. Den skyldes i høj grad også, at han udelukkende nåede så langt som til præsidentposten på grund af kolossale tilskud fra den oliebranche, han selv og hans far begge er en integreret del af.

Således postede Bush-lejren ikke mindre end 794 millioner kroner i at få Bushwhacker valgt til posten, mens demokraterne – som ikke bakkes op af oliedollars – kun formåede at samle 414 millioner kroner til Al Gore’s valgkamp. Altså havde republikanerne næsten dobbelt så mange penge til rådighed som demokraterne. Præcis som tilfældet nu er med mediemagnaten Berlusconi, der stiller op til præsidentvalget i Italien.

Men heldigvis er jeg ikke alene om min Bush-antipati. Således udtalte guitaristen i det sydstatsamerikanske rockband R.E.M., Peter Buck, for nylig følgende til Dagbladet Politiken:

“Jeg synes, det er synd for de fæhoveder, der stemte på ham (Bush). Der er rigtig mange fæhoveder i USA, og de ville åbenbart gerne regeres af en af deres egne”…

Tegneren Hans Martin Strid kommenterede i sin tid – umiddelbart efter valget – den nye præsident i en stribe i selvsamme dagblad med følgende ordlyd, da den konservative Per Stig Møller netop havde manet til et fortsat samarbejde – også med den nyvalgte præsident:

“Sådan noget pis!!! Det er kraftedderme ikke min opgave!!! Manden går ind for dødsstraf. Han går ind for våben til alle. Han er imod fri abort. Han er ikke god – han er OND!!!

“Han er chef for et land, der slagter oprørere under dække af borgerkrig, henretter sorte, udpiner U-landene. – Hvorfor skal vi samarbejde med ham? – Fordi han har ret, eller fordi han er den stærkeste? – Fordi det er rigtigt, eller fordi det er det nemmeste? The answer is blowing in the wind!”

Man kan diskutere ordvalget, men ikke indholdet. Og det har ikke det fjerneste med politik at gøre – kun moral og holdninger. Eller mangel på samme. Vælg selv. Vi lever jo i et frit land – heldigvis ikke Guds eget.

13. maj 2001

© Steen Ulnits

* Fornyet fokus på ålegræs

Det er et velkendt faktum, at ålegræsbælter hører til de allermest produktive biotoper – i Danmark såvel som Europa og Nordamerika. På begge sider af Atlanten er det nemlig den samme art af ålegræs – Zostera marina – der forekommer. Mod syd i USA afløses ålegræsset af det kortere og tættere “turtle grass”, som eksempelvis bonefish elsker at græsse i.

På begge sider af Atlanten blev ålegræsset – også benævnt “eel grass” over there – i 1930’erne ramt af en sygdom, der decimerede populationerne Til stor skade for det myldrende dyreliv, som holdt til her.

I USA, hvor der typisk er kortere mellem tanke og handling end herhjemme hos politikere og myndigheder, går man aktivt til værks for at hjælpe ålegræsset tilbage til det lave vand langs kysterne. I stor stil opdrætter man nemlig ålegræs til udsætning på egnede steder.

Ofte er det skoleklasser, der står for disse udplantninger. Skoleelever, som på denne måde får en værdifuld indsigt i ålegræsset og dets store betydning for vandmiljøet. Til formålet har man udviklet det såkaldte “TERF” system, der består af rammer til udplantning af unge ålegræsskud. Når ålegræsset har fået fodfæste, fjernes rammerne helt og kan så genbruges.

Ved den store Chesapeake Bay alene deltog således mere end 200 biologilærere fra 140 skoler sidste år i et program, der hedder “Bay Grasses Classes”.

Samtidig ønsker myndighederne ikke, at de ålegræsbælter, der har etableret sig i takt med en forbedret vandkvalitet – som følge af en bedre vandrensning – skal ødelægges af erhvervsfiskeri med skrabende redskaber. Det førte i staterne Maryland og Virginia til, at man i store områder helt enkelt forbød dette fiskeri.

Gid man i de indre danske farvande kunne tage sig sammen til at forbyde muslingeskrab og trawlfiskeri, som på samme måde ødelægger de nyetablerede ålegræsbælter herhjemme. Og gid man på samme måde kunne involvere skoleklasser og skolelærere i udplantning af muslinger og ålegræs på egnede steder…

Måske vi alligevel kunne lære et og andet af de altid entreprenante amerikanere – også selv om miljømodstanderen George Bushwhacker Junior nu er ved roret?

10. maj 2001

© Steen Ulnits

* Stop “fifleriet” med fisketegnspengene!

Under denne overskrift udtaler Landsforbundet Danske Lystfiskere (LDL) deres uforbeholdne mening om de nye direktiver for fiskeplejen:

“Med stor bekymring og beklagelse har vi i “Danske Lystfiskere” gennem de senere år været vidne til, at de penge, som fisketegnet indbringer – og som overvejende er indbetalt af lystfiskere med stang og snøre – i stadig større omfang er blevet brugt til formål, bl. a. forskning, der egentlig er en statsopgave.

Vi må slå fast, at formålet med indførelse af et fisketegn var at skabe en slags “brugerbetaling” for lystfiskere, hvor pengene primært skulle anvendes til udsætninger og andre opgaver, der var direkte til gavn for betalerne. Så alle landets lystfiskere i det daglige kunne opleve, at de fik noget for deres penge.

Reaktionen fra lystfiskerne på, hvad der med god ret kan opfattes som misbrug af fisketegnsmidlerne, er da også nu ved at indfinde sig. Der er sket en begyndende afmatning i salget af fisketegn, men denne udvikling har ikke fået de bestemmende myndigheder – fiskeridirektorat og ministerium – til at bryde med deres forkerte linie. Tværtimod har svaret på de faldende indtægter været yderligere nedskæringer i midlerne til udsætninger og vandløbsforbedringer.

Den seneste nedskæring, der vil ramme lystfiskerne hårdt, er det nyligt indførte stop for udsætning af ørreder i saltvand samt fra år 2002 en halvering af udsætning af ørreder i åmundinger. “Danske Lystfiskere” har naturligvis omgående – da beslutningen blev kendt – protesteret over dette overgreb, men har endnu ikke – efter 2 måneders forløb – modtaget svar fra de “ansvarlige” myndigheder (!)

I “Danske Lystfiskere” forstår vi naturligvis godt, at myndighederne ikke er glade for at blive konfronteret med de mange protester, der er indløbet – ikke alene fra os, men fra en lang række foreninger – imod disse nedskæringer, der betyder, at kystfiskeriet efter ørreder vil blive sat mange år tilbage.

Landsforbundet “Danske Lystfiskere” skal opfordre myndighederne til at betænke, at det er lystfiskernes penge, der på denne måde “fifles” med, og alene med det formål at frigøre midler til en decideret statsopgave – nemlig forskningen.

Vi må advare om, at reaktionen sikkert ikke udebliver – nemlig en yderligere reduktion af fisketegrissalget – og skal derfor atter opfordre til, at nedskæringerne tages af bordet, og at der fremover ses mere opmærksomt til de ønsker, der kommer frem fra repræsentanterne for landets ca. 500.000 lystfiskere.

Landsforbundet Danske Lystfiskere”

10. maj 2001

* George “Bushwhacker” Junior

Alle i Australien ved, hvad en “bushwhacker” er. Det er en mand, som kæmper sig frem gennem bush’en. Eller en mand, der ligger på lur samme steds og overfalder uskyldige mennesker. En australsk udgave af vor hjemlige landevejsrøver.

Nu må man så konstatere, at den amerikanske præsident – med minimal indsigt og maksimale olieinteresser i ryggen – faktisk er en vaskeægte bushwhacker og derfor med rette burde hedde George “Bushwhacker” Junior.

Mens amerikanerne harmes over den kinesiske tilbageholdelse af 24 amerikanske efterretningsfolk, hvis spionfly måtte nødlande på den kinesiske ø Hainan efter et fatalt sammenstød med en kinesisk jager den 1. april i internationalt luftrum, så harmes kineserne nu officielt og aldeles på linje med EU over amerikanernes totale forkastelse af Kyoto-aftalen.

Således har Kina nu meddelt omverdenen, at det kommunistiske land betragter det kapitalistiske USA som “uansvarligt”, når Bushwhacker Junior trækker sig helt ud af den aftale, hans forgænger indgik om reduktion af CO2-udslippet.

Kina er ganske vist verdens suverænt største enkeltudleder af drivhusgasser, men tager man den enorme befolkning med i beregningen, hører Kina – endnu – til blandt udviklingslandene. Den enkelte borger i USA derimod er verdens suverænt største udleder.

Det er da også derfor, at Bushwhacker Jr. nu har erklæret krig mod de fredningsbestemmelser i USA’s nationalparker, som hindrer boring efter endnu mere råolie… Myndighederne regner med, at det vil tage den nye præsident to til otte år at ændre på lovgivningen, så oliejagten kan gives fri.

29. april 2001

© Steen Ulnits

* Påskeæg og påskefred

For nogen tid siden lykkedes det overraskende en samling fritidsfiskere og pensionerede erhvervsfiskere i Frederikshavn at overbevise Skov- og Naturstyrelsen om, at skarvkolonien på øgruppen Hirsholmene ud for Nordjylland skal halveres – ved at overmale æggene med paraffinolie, så ungerne kvæles. Vel at mærke uden at forældrene så blot lægger nye æg.

Overraskende, når nu selvsamme styrelse i mange år har holdt hånden over den forkætrede skarv, uanset hvor megen skade den gjorde på omgivelserne og lokale fiskebestande. Tilsyneladende med det ene formål, at bestanden skulle vokse sig så stor, stærk og skadelig som overhovedet muligt.

Men mens man alle andre steder i landet malede påskeæg til den helt store guldmedalje i disse dage, så blev der ikke malet skarvæg på Hirsholmene i påsken. Det skyldes, at skarverne endnu ikke har meldt sig i større tal og endnu ikke lagt ret mange æg. Således var der ved sidste optælling kun æg i 60 ud af 435 reder.

Så indtil videre hersker der påskefred på den lille og stenede øgruppe i Norddanmark.

18. april 2001

© Steen Ulnits

* Laks lader livet

Færøerne har fået nye problemer at slås med – i form af en virusinfektion, der i værste fald formodes at ville koste 1,2 millioner tamlaks livet. ILA – Infektiøs Lakse Anæmi – er navnet på den nye sygdom, som nu for anden gang på et år er konstateret i et færøsk havbrug – denne gang i Andefjord på Østerø.

De sygdomsramte laks destrueres for at mindske risikoen for yderligere smitte, men det er tvivlsomt, om det hjælper. Landbrugets problemer med kogalskab og mund- og klovsyge er et oplagt parallel på landjorden.

Vi må blot endnu engang konstatere, at industriel masseproduktion af levende fødevarer ikke er fremtiden. Og endnu engang frygte for, at sygdomme fra værdiløse tamlaks spredes til værdifulde vildlaks.

Indtil videre har ILA kostet Færøerne tabte eksportindtægter i størrelsesordenen 100 millioner kroner.

18. april 2001

© Steen Ulnits

* En ny æra ved Skjern Å

Den 16. april åbner fiskeriet i Skjern Å ,og hermed starter en ny æra. Det er første gang, at vi som lystfiskere får muligheden for at besøge den genslyngede Skjern Å. Danmarkshistoriens hidtil største naturgenopretningsprojekt gør naturligvis fiskepremieren ved Skjern Å mere interessant end normalt.

Samtidig med dette fylder en af de store gamle lystfiskerforeninger langs åen 75 år. Det drejer sig om Lystfiskerforeningen af 1926, som har valgt at fejre sit jubilæum ved bl.a. at afholde en fiskekonkurrence med flotte præmier. Konkurrencen er åben, og for ikke-medlemmer koster det 100 kr. at deltage (dog kun 50 kr., hvis man er under 18 år).

Indvejning og præmieoverrækkelse finder sted ved Skarrildhus, hvor der fra 15-17 er åbent hus med kaffe, øl og vand. Her vil det ligeledes være muligt at få yderligere oplysninger om foreningen , dens fiskevande og aktiviteter. Alle skal være velkomne, og vi håber på en god dag med mange fisk og oplevelser til alle.

Med venlig hilsen og på gensyn ved åen den 16. april!

Lystfiskerforeningen af 1926

Henrik V. Pedersen, formand

86 52 37 96 eller 22 70 06 44 

10. april 2001

* Nyt “Vandrammedirektiv” fra EU

EU har tidligere været efter det danske miljø – med påbud om højere krav til vandkvaliteten. Nu har et nyt direktiv fra Bruxelles så rokket ved forudsætningerne for de to i høj grad utilstrækkelige vandmiljø-handlingsplaner siden 1987. Direktivet sår samtidig tvivl om udformningen af den tredje, som allerede er under opsejling.

Som bekendt har landbruget slet ikke levet op til kravet om en halvering af kvælstofudledningen, men kun nået det halve – max. Samtidig forudsætter den nuværende vandmiljø-handlingsplan, at der skabes 16.000 hektar nye vådområder, som kan tilbageholde kvælstof. Til dato er der blot etableret 87 hektar med 1.078 yderligere på vej…

EU’s nye Vandrammedirektiv, som blev vedtaget i september 2000, er nemlig en helt ny måde at anskue tingene på. Det nye direktiv pålægger nemlig alle medlemslande at definere en målsætning for vandmiljøet. En definition, som kræver en langt højere stillingtagen end hidtil. Således skal politikerne fremover tage stilling til spørgsmål af typen:

– Er det OK, at hummerne aldrig kan vende tilbage til Kattegat?

– Er det OK, at Mariager Fjord afgår ved døden engang imellem?

– Er det OK, at der ikke længere kan leve rødspætter i Århus Bugten?

– Er det OK, at der regelmæssigt sker en opblomstring af giftige alger?

– Er det OK, at havbunden regelmæssigt pløjes op af tunge trawlskovle?

– Er det OK, at ålegræsset aldrig vender tilbage til de indre danske farvande?

Det er spørgsmål af denne art, der går helt anderledes tæt på politikernes vederhæftighed og den danske folkesjæl. Spørgsmål, som alle kan forholde sig til – stik modsat nogle helt absurde grænseværdier for udledning af stoffer, som ingen almindelige dødelige alligevel kender til. Og hvis reelle værdi eksperterne også kun kan gisne om.

Fremover skal vi altså vende tingene helt på hovedet. Vi skal ikke længere tage stilling til, om landbruget må udlede så og så mange tons kvælstof til luft og vand. Vi skal i stedet have en mening om, hvilken miljøkvalitet vi ønsker os. Og så handle ud fra dette.

Det overordnede formål med det nye vandrammedirektiv er grundlæggende, at de nye EU-medlemslande i øst og de gamle medlemslande i vest skal være ligestillet, hvad angår produktion af landbrugsvarer.

10. april 2001

© Steen Ulnits

* Ny fiskeriplan fra EU

EU har nu erkendt, at landenes fælles fiskeripolitik har været en absolut og total fiasko. At man med den ene hånd har bevilget millioner af kroner til reduktion af den bestående fiskeflåde, mens man med den anden har finansieret en modernisering af den resterende flåde, så den kan fange endnu mere.

Resultatet er det velkendte: Flere fiskearter er fisket så langt ned, at bestandene ikke længere tåler fiskeri overhovedet. Torskefiskene er et godt eksempel på denne falliterklæring. Og på fiskernes erklærede vilje til at fortsætte fiskeriet, til den sidste torsk er opfisket – hvis de altså ikke stoppes med kontrol og sanktioner. I sandhed et liberalt erhverv.

Men EU har en plan. En ny fiskeripolitik, der forhåbentlig vil gøre det bedre end den gamle. Ringere kan det i hvert fald dårligt blive. Et af midlerne til bedre fiskebestande i fremtiden bliver flerårige fiskekvoter i modsætning til de nuværende, der kun gælder fra ét år til det næste. Med flerårige kvoter kan man planlægge mere langsigtet og løbende justere ind efter forholdene.

Et andet middel bliver en harmonisering af fiskerikontrollen og sanktionerne over for fiskerne. Fremover skal det ikke være som nu, hvor en fisker i ét land kan fængsles for noget, der blot straffes med en bøde i et andet. Fremover skal der satses på fælles, overordnede EU inspektionsskibe, der kontrollerer alle landes fiskere i et givet fiskeområde – ikke som nu de enkelte landes egne inspektionsskibe.

Endelig beskæres det nuværende EU-tilskud på 8 milliarder årligt – med det endemål, at erhvervet fremover skal være både økonomisk og miljømæssigt bæredygtigt.

Lad os krydse fingre for, at EU med disse nye forholdsregler kan gøre fortidens synder gode igen.

10. april 2001

© Steen Ulnits

* OSPAR rør på sig

Den hidtil ret negligerede forurening med stærkt giftige tjærestoffer (PAH’er også kaldet) fra olieindustrien i Nordsøen er nu kommet i søgelyset hos den internationale miljøorganisation OSPAR. Det kunne miljøstyrelsens formand Steen Gade i hvert fald fortælle, da han for nylig annoncerede OSPAR’s næste årsmøde. Ikke mindst erhvervsfiskerne har længe haft et godt øje til denne forurening som mulig årsag til nedgangen i fiskebestandene i Nordsøen.

OSPAR er en organisation, der opstod efter den første større oliekatastrofe i verdenshistorien. Det var tankeren “Torrey Canyon”, der i 1967 sank i Kanalen og lækkede 120.000 tons tyk råolie. Olien drev siden i land på de engelske og franske kyster, hvor den ødelagde store østersbanker og dræbte havfugle i tusindvis.

OSPAR har fået navn efter Oslo og Paris konventionerne, der blev til i 70’erne og havde til formål at skabe kontrol med olieforureningen af verdenshavene. De to konventioner blev siden slået sammen og en fælles organisation oprettet 1992. OSPAR var dog først fuldt funktionel i 1998. Organisationens seneste møde blev afholdt 26.-30. juni 2000 i København.

Miljøstyrelsen presser nu på for at få fastsat internationale regler for udslippet af PAH’er i Nordsøen. Ikke uventet mener olieindustrien, at det reelle udslip af PAH’er og andre farlige stoffer fra olieudvindingen er langt mindre end antaget af Miljøstyrelsen. Og slet ikke uventet mener fiskerierhvervet, at olieindustrien bærer hele skylden for den massive tilbagegang for torsken i Nordsøen og dermed også det nuværende torskestop.

Nordsøen er blevet én stor sandkasse, hvor alle smider sand i øjnene på hinanden. Trist blot, at børnene er så store…

10. april 2001

© Steen Ulnits

* Om at fiske og fange sig selv

At kunne gå på jagt eller at fiske er for mig en af de store glæder ved at bo på Samsø. At skyde et dyr eller fange en fisk stiller krav og giver stolthed, når det lykkes og gøres ordentligt.

Og når det drejer sig om fisk, har havene givet rigeligt, og der har været nok at tage af. Sådan er det ikke længere. Taler man med de tilbageværende erhvervsfiskere i Ballen, har det siden 1987 været anderledes. Der er ikke længere torsk og rødspætter i havet omkring Samsø. Man skal ud i de dybe render i Storebælt og Lillebælt – omkring øen kan der være lidt ål, skrubber, ising og pighvar.

Og så det sagen her egentlig drejer sig om, nemlig: Havørreder. Dem er der til gengæld flere af end tidligere. Det er udsatte fisk – betalt af fiskekort via Fiskeplejefonden. Byttemæssigt konkurrerer de ikke i væsentlighed med de andre fisk, og føden til dem er iflg. biologerne rigelig.

Det har været en slags allemandsret at sætte et garn og fange fisk til eget behov og overlevelse. Ingen kan længere siges at gøre det af nød – men glæden ved at fange fisk med garn for at kunne give naboer en røget fisk til jul er forståeligvis stadig stor. Alle må, hvis man betaler sine fiskemærker, sætte 3 garn – mindst 100m fra land. Her er ørrederne sværere at fange, og derfor sættes garnene ulovligt i strandkanten. Og selv det kan der være en vis forståelse for.

Men hvis det er rigtigt, hvad jeg i går blev præsenteret for i Jylland – at der på Samsø er én, som med ulovlige garn siden jul har fanget 120 ørreder – så er det ikke kun uden omtanke, men også ærgerligt. Fordi de kommercielle ulovligheder bærer ved til planerne om helt at forbyde garnfiskeri i indre danske farvande. Og det vil være afmægtigt for erhvervsfiskerne i Ballen og for dem, som forvalter allemandsretten med omtanke – ja, for os alle, også ham selv.

Det er også ærgerligt, at det stigende antal af yngre pensionister, som har drømt om et frit liv som jægere og fiskere, sætter ulovlige garn i et stadig større omfang. Drømmen om selvbestemmelse og en fri pensionisttilværelse er meget forståelig. Og det er synd, at der nu kun er de ulovlige garn og ørrederne til at opfylde drømmen med. Men det er ganske enkelt ikke værdigt at vade 20 meter ud fra stranden med ulovlige garn og fange ørreder. Det er for nemt og som at tage slik fra børn. Og det vindes der som bekendt ingen hæder eller ære ved.

Med det ulovlige garnfiskeri fanges undermålere (under 40 cm) og nedgangsfisk (fisk som har gydt). Fisk, som bør sættes ud igen, men som dør i garnene. Denne form for ulovligt fiskeri er at sammenligne med krybskytteri med lommelygter om natten. Det er der ingen stolthed ved! Det kan kun fylde i gryderneog ødelægger fiskeriet for alle!

Naturen har været en ubegrænset ressource, men i dag bliver den værdisat – også i kroner og ører. 120 havørreder er ca. 250 kg. fisk. De kan sælges eller bruges i et køkken til en pris af 25 kr pr. kg. i alt: 6.250 kr. Og det er da en slags penge. Men hvis 120 havørreder fanges af 5 danske familier som bor i sommerhus en uge med det gennemsnitlige døgnforbrug for turister i Århus Amt på 327 kr. (327 kr. x 5 personer x 7 døgn) bliver det i stedet til 57.225 kr. Var de blevet fanget af 12 udlændinge, som boede på hotel i en uge hver, var det blevet en omsætning til øen på 168.000 kr. i stedet.

Nu kan ikke alt gøres op i penge. Men det ulovlige garnfiskeri skubber læsset den vej og fjerner os fra allemandsret, selvbestemmelse og ret og rimelighed. Med omtanke kunne der være fisk til alle.

Jeg ved at det er en meget øm tå, jeg her træder på. Men fra tid til anden skal der frisk luft til en ligtorn, hvis man til stadighed vil kunne gå frit i verden.

Knæk & Bræk,

Ole Kæmpe

Forstander, Højskolen

Kolby, Samsø

Ovenstående er oprindelig et indlæg, som blev bragt i Samsø Posten.

8. april 2001

© Steen Ulnits

* Konservativt forslag om dambrug

Kort før jul fremsatte Det Konservative Folkeparti et beslutningsforslag om dambrug og deres drift i Folketinget. Forslaget gik i al sin enkelhed ud på, at dambrugenes produktion fremover skal fastsættes efter deres reelle udledninger og ikke – som det er tilfældet i dag – efter foderforbruget.

Denne regel stammer fra den såkaldte “dambrugsbekendtgørelse”, der fulgte i hælene på den første og aldeles utilstrækkelige vandmiljø-handlingsplan fra sidst i 80’erne. Det er selvsamme bekendtgørelse, som siden har ført til domfældelse af en hel del dambrugere – til konfiskation af ulovlig fortjeneste og bødestraffe i millionklassen.

Nu mener så det Konservative Folkeparti, at bekendtgørelsen skal ændres, så dambrugeren fremover selv kan tilrettelægge sin produktion. Det liberale parti mener, at dambrugeren herved får et incitament til at optimere sin produktion og dermed reducere udledningerne af organisk stof og næringssalte til et minimum. Partiet mener, at det som minimum vil give en lige så god vandkvalitet som i dag.

Den oprindelige årsag til, at foderforbruget og ikke udledningerne blev lagt til grund for produktionsgodkendelser, var ellers enkel nok: Foderforbruget kan man kontrollere via regnskabet – udledningen fra produktionen har man ikke en jordisk chance for at kontrollere sikkert.

Derfor kan det kun undre, at det Konservative Folkeparti nu har stillet et sådant forslag. Men det er jo et liberalt parti, og dambrugsdrift er jo et liberalt erhverv. Næste forslag fra de Konservative bliver så sikkert, at fiskerierhvervet også fremover skal til at kontrollere sig selv.

Så ved man da, hvor man har de Konservative henne, og det er vel egentlig godt nok. Vi ved jo alle, hvordan det går, når man sætter ræven til at vogte høns.

29. marts 2001

© Steen Ulnits

* Børge Christensen takker af

Danmarks Sportsfiskerforbunds (DSF) miljøkonsulent gennem en menneskealder – Børge Christensen – har valgt at gå på pension. Børge, der har en fortid som malermester og ikke miljømand, blev tidligt DSF’s ihærdige, vidt respekterede og bredt frygtede forkæmper for vandmiljøet. I første omgang som bibeskæftigelse og siden som fuldtidsansat hos DSF.

Næppe nogen anden enkeltperson har gjort så meget for vandmiljøet i Danmark som netop Børge Christensen. Havde han først fået fært af en sag, der var på kant med loven, bed han sig fast og gav ikke slip, førend synderen var bragt for retten og miseren rettet op. Børges aggressive og konsekvente holdning har dog ikke kun givet positive resultater. Således har flere foreninger gennem årene meldt sig ud af DSF, da de mente, Børge var for rabiat. At man hellere skulle tolerere lidt miljøsynderi i stedet for at miste sit fiskevand.

Men Børge gik aldrig på kompromis, og det har han gennem årene vundet sig mange både venner og fjender ved. Til hans livs største sejre hører givetvis, at DSF umiddelbart efter vedtagelsen af miljøloven i 1973 blev kendt høringsberettiget i miljøsager – for øvrigt i lighed med Danmarks Naturfredningsforening, der imidlertid var 7-8 gange større.

Til andre store sejre hører dommen over Grindstedværket for dets kviksølvforurening af Karlsgårde Sø og Henne Strand. Samt sejren over De Danske Spritfabrikker og deres planer om udbygning ved og forurening af Glatved Strand og Mariager Fjord.

Endelig må man konstatere, at det under Børges regeringstid er blevet sværere og sværere at være dambruger ved de danske åer. Således er der ikke oprettet et eneste nyt dambrug siden 1972, mens mange er blevet nedlagt.

Men der er endnu et stort slag, der skal kæmpes, førend Børge Christensen takker endegyldigt af. Det er Gudeåcentralen og Tangeværkets fremtid. Børge helmer næppe, førend der er skabt en fungerende passage omkring den forkætrede Tange Sø…

29. marts 2001

© Steen Ulnits

* “Sportsfiskeren” fylder 75

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) – der “kæmper din sag, mens du fisker”, og som selv for ikke så længe siden fyldte 60 år – har et medlemsblad, der er endnu ældre. Det er “Sportsfiskeren”, som i år fylder 75 år.

Pudsigt nok er bladet ældre end forbundet, hvilket der naturligvis er en god forklaring på. Bladet så nemlig første gang dagens lys i 1926 – for øvrigt som en forløber for Sportsfiskerforeningen, der blev dannet samme år, og som var den første landsdækkende forening for sportsfiskere i Danmark.

Sportsfiskerforeningen levede fra 1926-1938, hvor Danmarks Sportsfiskerforbund blev oprettet og overtog udgivelsen af bladet Sportsfiskeren. Allerede fra første nummer var det vandmiljøet i de danske åer, der primært bekymrede skribenterne – en bekymring, der har holdt sig usvækket frem til i dag, hvor DSF fortrinsvis repræsenterer fiskere og foreninger med interesse for åfiskeri i Jylland.

Hatten af for den bekymring og det engagement, der blandt meget andet førte til verdens første miljølov i 1973. Og tillykke med fødselsdagen!

29. marts 2001

© Steen Ulnits

* Laksen tilbage i Brede Å

Brede Å har fået det meget bedre i de allerseneste år. Det skyldes ikke mindst de store bestræbelser, som Sønderjyllands Amt har gjort sig for at genskabe et slynget åløb. Brede Å er et af de vandløb, som op gennem tiderne har været udsat for den mest hårdhændede behandling fra landbrugets side. Og dermed også et af dem, der har haft allermest glæde af en restaurering.

Laks og havørreder har allerede kvitteret for den gode behandling ved at vandre op i åen i stigende antal. Således blev år 2000 den sæson i nyere tid, hvor flest laks gik op i Brede Å. Det anslås fra lokalt hold, at lystfiskerne i 2000 fangede omkring 50 laks og 350 havørreder i Brede Å.

Godt fiskeri kommer ikke af sig selv eller af ingenting. Der skal arbejdes for sagen, og det har såvel Sønderjyllands Amt som Lystfiskerforeningen Brede Å så sandelig også gjort. Sidste år blev der således sat fisk ud for mere end 300.000 kroner, og i løbet af de sidste fire år er der samlet sat ud for godt 1,3 millioner kroner.

Hatten af for det!

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Åslynge tilbage til Ribe Å

Enhver, der har fisket i Ribe Vesterå helt ude ved kammerslusen, kender til den store, afskårne åslynge – også kaldet “Gennemskæringen” – herude. Faktisk er det den største af sin slags i hele Nordeuropa. Åslyngen blev til, da Ribe Å engang i 1930’erne blev kanaliseret på dette stykke.

Nu foreslås netop denne åslynge geninddraget i Vesteråens løb mod Vadehavet. Formålet er blandt andet at hæve vandstanden så meget, at man undgår udtørring af gamle kulturlag ved Ribe, der jo er landets ældste købstad og derfor huser mangt og meget af historisk interesse.

Forslaget er stillet af Socialdemokratiet i Ribe og har straks fået støtte af den lokale afdeling af Danmarks Naturfredningsforening. Ikke uventet er landbrugerne mere end skeptiske over for dette progressive forslag.

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Lilleåen lidt længere…

… i hvert fald set med havørredøjne. For nylig tog Århus Amt nemlig officielt det nye omløbsstryg ved Løjstrup Dambrug i Lilleåen nær Laurbjerg i brug.

Det er et dambrug, der i mange år har været en torn i øjet på såvel sportsfiskere som miljøfolk, da det i lange perioder stort set var impassabelt for åens mange havørreder. Godt halvdelen af Gudenåens 6.-7.000 havørreder vandrer nemlig op i Lilleåen for at gyde.

Stykket umiddelbart nedstrøms dambruget har ofte været proppet med fisk, der ikke kunne komme længere – til stor glæde for de få medlemmer af Langå Sportsfiskerforening, der havde fiskeret her. Faktisk var stykket til sidst så populært, at Århus Amt måtte henstille til foreningen, at man reducerede fiskepresset på dette lille stræk – af hensyn til slitagen på åmiljøet.

Lilleåen led tidligere under dårligt renset spildevand fra byer som Hinnerup og Hadsten, men det er der i dag kommet styr på. Nu har fiskene så også fået frit løb langt op i åen – takket være amtets investeringer på omkring 3 millioner kroner i løbet af det sidste årti. Opstemningen ved Løjstrup Dambrug var den sidste og største af slagsen og er nu omlagt til et 250 meter langt stryg med masser af sten og frisk strøm. Faktisk er der brugt 5.000 tons store sten til byggeriet.

Tidligt på året, når vandstanden er på sit højeste, kan der løbe op mod 25.000 liter vand igennem stryget per sekund. Om sommeren kan vandføringen derimod være helt nede på 1.000 liter, hvilket er kritisk lidt, da dambruget alene skal bruge 800 liter.

Men med det nye stryg skulle problemerne være løst. Det var de ikke med den intermistiske fisketrappe, som amtet opførte i 1986. Fiskene kunne ikke finde den. Det nye stryg kan de derimod ikke overse!

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Århus Å på ret køl

Århus Amt har gennem de senere år postet ganske mange kroner i retableringen af den relativt lille å, der har lagt navn til såvel by som kommune og amt – Århus Å.

Flest penge er der gået til retableringen af den langstrakte og lavvandede Brabrand Sø, der indgår som en vigtig del af Århus Å-systemet. Her taler vi om adskillige millioner kroner i løbet af de år, hvor søens næringsrige bundslam blev gravet op og lagt ind på land. Den hurtigste, men også dyreste for for sørestaurering.

Dyrt har det også været at åbne åens nederste løb gennem byen og gøre det til en attraktion i sig selv. Ikke mindst café-livet er på det nærmeste eksploderet ved det, der nu kaldes “Vadestedet” eller “Den Spanske Trappe”. For øvrigt med det resultat, at Jyllands-Posten netop her fandt Danmarks dyreste fadøl – til 45,- kroner glasset!

Men mindre kan heldigvis også gøre det. Således er Århus Å netop blevet lagt tilbage i sit oprindelige løb længst oppe nær Edslev, hvor opstemningen ved den gamle Dørup Mølle fra 1541 og et langt nyere dambrug fra 1901 blev nedlagt. Et projekt, der kostede Århus Amt en halv million kroner at gennemføre.

Hermed er den syvende og sidste af de menneskeskabte opstemninger i Århus Å nu fjernet, og dermed har havørrederne fra Århus Bugt atter fri adgang til mange fine gydepladser heroppe. Men først skal de altså et smut gennem Århus Havn og forbi de mange caféer langs den nu fritlagte strækning gennem downtown.

Århus Å får sit vand fra den smukke Stilling-Solbjerg Sø få kilometer fra Skanderborg.

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Bisamrotter

En lovløs gnaver forsøger i denne tid at snige sig ind i det danske landskab sydfra. Ingen politisk flygtning, men en indvandrer med pels på kroppen og ondt i sinde.

Der er nemlig tale om bisamrotter, som i Tyskland er kendt for at underminere diger langs floderne, så disse bliver utætte. Dyr, som derfor bekæmpes med alle tænkelige midler – præcis som almindelige rotter. De mest probate midler er fælder og antikoagulanter, hvoraf de sidste får dyrene til at dø en langsom, men sikker død af indre blødninger.

Alene i 90’erne blev der årligt fanget op mod 20.000 bisamrotter i Nordfriesland umiddelbart syd for den dansk-tyske grænse. Et tal, der fortæller om truslen fra de nye pelsklædte indvandrere. I skrivende stund svæver den danske bisamrotte i lovløs uvished, idet der endnu ikke er taget stilling til, hvorvidt den hører under Miljøbeskyttelsesloven eller Vildtforvaltningsloven. Der arbejdes dog med at få dens stilling klarlagt.

Bisamrotten er ikke naturligt hjemmehørende i Europa, men er i lighed med minken indført fra Nordamerika omkring forrige århundredskifte. Det er bisamrottens underjordiske gangsystemer nær åer og søer, der har gjort den til et problem mange steder. Tøndermarsken langs Vidåen og ved Vadehavet ville være et ideelt levested for bisamrotten – hvis ellers den fik lov.

Bisamrotten, der er en dygtig svømmer og dykker, kan veje op til 2 kg med en kropslængde på omkring 40 cm og en halelængde på op til 25 cm. Det gør den til den næststørste gnaver i Norden – efter bæveren, der kan blive ti gange større.

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Mørrum malker miljøfond

Eller prøver i hvert fald på at få penge ud af en EU-miljøfond.

Den sydsvenske Mørrumså er kendt af alle lystfiskere i Skandinavien. Nu kender de den også i EU. Länsstyrelsen i Blekinge har nemlig ansøgt EU’s LIFE fond om ikke mindre end 85 millioner kroner til en retablering af den Mørrumså, som Sydkraft har ødelagt med sine opstemninger ved Hemsjö og Marieberg.

Lykkes det for svenskerne at få del i de for dem nye EU midler, vil åen blive retableret i årene op til 2005. Kraftværkerne vil da blive nedlagt eller ombygget, så åen igen kan flyde frit fra Härnäs og Knaggelid. Til glæde for ikke mindst åens svindende stamme af store havørreder fra Østersøen.

Laksene vil holde sig til hovedløbet på åens nedre del, hvor de kan få tilgodeset deres krav til egnede gydepladser. Havørrederne derimod vil søge meget længere op i vandsystemet – helt op i de mindre tilløb for at gyde der. Optimistiske skøn siger, at den naturlige lakseproduktion vil kunne stige med 50%, mens havørrederne meget vel kan få endnu mere glæde af tiltaget.

Skulle det lykkes at få projektet finansieret igennem EU, da er der også håb for noget tilsvarende for Gudenåen ved Tange Sø. – Hvorfor har ingen tænkt på at søge penge dér i stedet for at lægge lystfiskerpenge til side fra det obligatoriske fisketegn?

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Fisketegnsmidler til Tangeværket???

Det kan undre, at svenskerne nu overhaler os indenom med deres ansøgning til EU’s LIFE fond om 85 millioner kroner til retablering af Mørrumsåen og nedlæggelse af indtil flere vandkraftværker. Undre, al den stund svenskerne jo kun har været medlemmer i et par år mod Danmarks mere end 20-årige medlemsskab…

I stedet lader der nu til at være planer om henlæggelse af de 2 millioner, der hvert år er blevet afsat til vandløbsrestaurering – til senere brug i forbindelse med Tangeværket og Gudenåcentralen. Efter i mere end et halvt århundrede at have postet millioner af kroner i statsstøtte til den skadelige vandkraft, skal lystfiskerne nu igen være sorteper. Hvis ellers planerne slipper gennem Ritt Bjerregaards ministerium.

Lystfiskerne er forståeligt nok utilfredse. I forvejen har forskerne ved Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) lagt beslag på en større og større del af fiskeplejemidlerne, der oprindelig var tiltænkt fiskeplejen og ikke en udvidet grundforskning.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har dog endnu ikke underskrevet handlingsplanen for fiskeplejen 2001 – det skal sandsynligvis først ske den 26. marts – så der er stadig håb om ændringer. Hvis hun da ikke bare har haft alt for travlt med at tænke på landbrugets kogalskab og mund- og klovsyge…

14. marts 2001

© Steen Ulnits

* Kattens til rekordfisk…

Det blev nordmanden Kolbjørn Melien, som med en fisk på imponerende 27,922 kg satte den nye verdensrekord for plettet havkat . Rekordfisken huggede i maj måned sidste år, hvor Kolbjørn fiskede en torskefilet i farvandet ud for Troms i Nordnorge.

Den nye rekordfisk fra Norge slog den gamle, som blev fanget i Grønland i august 1982. Og som for øvrigt var på danske hænder, da den blev fanget af Jens Ploug Hansen. Intet varer evigt og da slet ikke rekorder…

8. marts 2001

© Steen Ulnits

* Ugens citat…

Historikeren Thorkild Kjærgaard udtalte forleden til dagbladet Aktuelt følgende, som jeg finder værd at citere i disse for vort landbrug så hårde tider:

“Hvis landmændene mener, at de som erhverv bliver kritiseret som aldrig før i historien, har de ret. Men de har heller aldrig nogensinde budt samfundet det, de byder os nu.”

Så sandt, som det er sagt. Og derfor nu også citeret!

8. marts 2001

© Steen Ulnits

* Svin stopper sø

Faste læsere af denne side vil vide, at en svineavler for nogen tid fik lov til at udvide sin produktion på Esrumgaard i Nordsjælland – trods det faktum, at det vil medføre en øget forurening af Esrum Sø, der i forvejen tilføres for megen kvælstof.

Nu er der så ballade igen, og søreme om det ikke er nøjagtig den samme landmand, den er gal med igen. Nu sidder han blot som Landboforeningens repræsentant i Jordbrugskommissionen, der netop har skullet tage stilling til genskabelsen af Søborg Sø i Nordsjælland.

Svineproducenten nedlagde veto mod den planlagte genskabelse af søen og lagde sig dermed ud med alt og alle. Således er han nu oppe imod ejerne af Søborggaard, der skulle afgive jord til projektet; mod Aage V. Jensens Fonde, der skulle betale for jorden; mod Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening og Frederiksborg Statsskovdistrikt, der alle havde glædet sig til genskabelsen. Han har sågar også lagt sig ud med sit eget parti – med Venstres amtsborgmester, der har indklaget sagen til Fødevareministeriet, hvorunder sager om landbrugspligt hører.

Svinebondens argument for at nedlægge veto – for første gang i de sidste ti år – er, at god landbrugsjord er en mangelvare i Nordsjælland. Hvad han mener er vel, at han selv mangler jord at sprede sine stigende gyllemængder ud over. For myndighederne karakteriserer den udbrændte søbund som værende ren marginaljord, der ikke er værd at dyrke.

Det var planen at genskabe den 600 hektar store og lavvandede sø, så man kan mindske udvaskningen af næringssalte fra landbruget til Kattegat – som politikerne har ønsket det ifølge seneste Vandmiljø-handlingsplan.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) har siden det nedlagte veto klaget over, at landbruget sidder på to ud af tre pladser i de 14 amtslige jordbrugskommissioner. Det giver anledning til “forkvaklede beslutninger”, mener DN.

Noget kunne tyde på, at de har ret.

8. marts 2001

© Steen Ulnits

* Danskere redder mangrove i Thailand

I løbet af en halv snes år er 85% af den livgivende mangrove langs de tkailandske kyster forsvundet. Årsagen er de mange nye rejefarme, der som paddehatte er skudt op i de kystnære områder. Her dyrkes store tigerrejer til de nordamerikanske og vesteuropæiske restauranter, hvor kæmperejerne er en efterspurgt delikatesse.

Der er store penge at tjene på rejedyrkningen – typisk 40 gange så meget som ved at dyrke den mere traditionelle ris på det samme område. Alt i alt tilfører rejeproduktionen 15 milliarder kroner til Thailand fra eksportmarkederne. Mange rige thailændere har derfor investeret ivrigt i det nye guld – med en katastrofal forurening af kystvandet til følge.

De 30.000 rejefarme, der tilsammen dækker et areal på størrelse med Bornholm (75.000 hektar), lukker hvert år 10 milliarder kubikmeter spildevand ud i de kystnære omgivelser. Vand forurenet med ekskrementer, foderrester og rester af medicin. For slet ikke at tale om sygdomsfremkaldende bakterier og viruser, der kan ødelægge rejeproduktionen. Det er ti gange den samlede årlige danske spildevandsudledning!

To danskere har sat sig for at gøre noget ved dette problem. Med økonomisk hjælp fra bistandsorganisationen Danced under Miljøministeriet er de i gang med et projekt, der dels skal mindske den massive forurening fra rejefarmene – dels øge produktiviteten ved at mindske spredningen af smitsomme sygdomme blandt rejerne.

Projektet går i al sin enkelhed ud på at suge bundfældet slam op fra bassinerne og afvande det, inden det således rensede vand atter ledes ud i dammene. Herved udgår man dels at forurene omgivelserne – dels at skulle skifte vandet ud op til ti gange i løbet af de fire måneder, det typisk tager at opføde en tigerreje til markedsstørrelsen på 20 gram eller mere. Normalt kan man høste rejer to gange årligt i tropiske og subtropiske omgivelser.

Danced giver 15,4 mio. kroner til projektet over en 4-årig periode. Mangroven er livgivende for det kystnære miljø, idet mange dyr – voksne, men især opvoksende – er afhængige af det beskyttede liv mellem mangrovens mange rødder.

8. marts 2001

© Steen Ulnits

* Tal, der tæller

I 1997 landede nordamerikanske erhvervsfiskere pelagiske (i de frie vandmasser svømmende) fisk for 28 millioner US$. Samme år omsatte det rekreative fiskeri med stang og line efter blot en enkelt pelagisk art, nemlig bluefish – ekspræsident Bush’ favoritfisk – for 300 millioner US$. Dette ifølge International Game Fish Association i Florida, USA.

Altså endnu et eksempel på, at det meget ofte er samfundsøkonomisk direkte skadeligt at fortsætte et erhvervsfiskeri efter arter, som er af rekreativ interesse. Det er simpelthen spild af penge og biomasse.

Tilsvarende landede amerikanske sportsfiskere i 1999 blot et enkelt ton af den sportsmæssigt attraktive hvide marlin. I samme tidsrum måtte amerikanske langlinefiskere til gengæld kassere 56 tons hvide marlin som uønskede bifangster…

I 1999 var det tilladt i alt at lande 10.700 tons nordatlantiske sværdfisk. Samme år blev der i alt landet og kasseret 11.914 tons…

I staten Californien alene omsætter det rekreative fiskeri med stang og line årligt 2,9 milliarder US$, hvilket alene skaber 154.000 fuldtids jobs.

Vi savner stadig en stor landsdækkende undersøgelse, som kan give tilsvarende tal om dansk sportsfiskeri. Men en sådan er på vej, forlyder det fra forskellig side. Ét står imidlertid allerede klart:

– Erhvervsfiskeriet, som vi kender det i dag, har simpelthen ingen fremtid og bør derfor afvikles eller omlægges til en bæredygtig virksomhed hurtigst muligt.

2. marts 2001

© Steen Ulnits

* Travle trawlere i forbudt farvand

Nu er den gal med de danske trawlfiskere igen, og denne gang er det svenskerne, det går ud over – svenske garnfiskere, som får deres lovlige garn ryddet af kriminelle danske trawlere.

Efter torskestoppet i Nordsøen (se længere nede på denne side) er interessen for at fange og indhandle torsk større end nogensinde. Priserne er i top og fiskerne derfor motiverede til at overskride regler og bestemmelser for fiskeriet. Såvel den svenske kystbevogtning som den danske fiskerikontrol er klar over problemet og har intensiveret overvågningen i den nordlige del af Øresund, hvor problemerne er størst.

Heroppe findes der nemlig en lille trekant, hvor det er lovligt at trawle. Problemet er så blot, at i hele det øvrige farvand må man ikke trawle. Der må man kun sætte passivt fiskende garn. Men fiskerne – og det er især de danske fra Gilleleje – har meget svært ved at se forskel på lovligt og ulovligt farvand. Trods alskens elektronisk isenkram, der kan fortælle om bådenes placering med få meters nøjagtighed.

I løbet af en enkelt uge har den svenske kystbevogtning taget syv fartøjer på fersk gerning, mens den danske fiskerikontrol i samme tidsrum har taget fem. Myndighederne fortæller til pressen, at de meget ofte spotter trawlerne ude i det forbudte område, men at det kniber med bevisbyrden. Enten er fiskerne væk, når kontrollen når frem. Eller de har kappet trawlet, så beviserne er væk. Der er flere eksempler på, at kontrollen bagefter har kunnet fiske de afklippede trawl op i ulovligt farvand.

Myndighederne kan videre fortælle, at fiskerne ofte har familiemedlemmer udstationeret i havnene, så de altid har styr på fiskerikontrollen. Ikke mindst de svenske garnfiskere i Viken er grundigt trætte af deres danske trawlfiskende kolleger.

2. marts 2001

© Steen Ulnits

* Bøder, der basker

De mener det alvorligt i Canada, når de vedtager love om fiskeri. Det måtte to personer sande, da de blev taget på fersk gerning i færd med at nette laks i Miramichi floden i det østlige Canada.

To mænd havde da fanget to laks – et pauvert resultat, som imidlertid ikke formildede dommeren. De to formastelige, som da også erkendte sig skyldige i tyvfiskeri, fik nemlig en bøde på 5.000 canadiske dollars samt besked om i tilgift at betale 500 canadiske dollars per fisk – eller gå 143 dage i fængsel…

Den slags domme har en markant præventiv effekt, som vi også godt kunne ønske os her i lille Danmark. Det ville for alvor kunne begrænse det ulovlige garnfiskeri langs de danske kyster. Medvirkende hertil er også bestemmelsen om, at den bil eller båd, der bruges til udførelse af kriminaliteten, ligeledes konfiskeres.

2. marts 2001

© Steen Ulnits

* Titanium er toppen…

Vi fluefiskere er hele tiden på udkig efter nye materialer og nye teknikker, som på den ene eller anden måde kan berige vort fluefiskeri. Det ved producenterne, som derfor også er på permanent udkig efter nye produkter, der kan gribe vore hjerter og lænse vore tegnebøger…

Årets med garanti nye hit på dette felt er fremkomsten af titanium som det nye vidundermateriale til bygning af fluestænger. Et materiale, hvis blotte navn får det til at gibbe i mangen en teknologifreak.

Titanium er grundstof nummer 22 i det periodiske system – dertil et sølvgråt metal, der på mange måder minder om poleret stål. Det er da også lige så stærkt som stål, men til gengæld 45% lettere – en egenskab, som har gjort det populært i fly- og rumfartsindustrien. Da titanium ikke afstødes af levende væv, bruges det ligeledes meget i kirurgien.

Og nu har det så også gjort sit indtog på fluestængernes holdeplads. I hvert fald har tre af de større producenter til år 2001 helt nye serier af fluestænger på programmet, hvor titanium indgår i en eller anden form .

24. februar 2001

© Steen Ulnits

* …i bunden

Redington, der slog sig op som producent af kvalitetsstænger med livstidsgaranti og til absolut rimelige priser, fokuserer i stigende grad på den dyre ende af markedet. Det er da også tilfældet med deres nye “Nano Titanium” (Nti) serie af multimodulære fluestænger.

Nti stængerne er fremstillet af kulfibre med modulus på henholdsvis 57, 69 og 84 mio. psi – alle bundet sammen af et bindemiddel iblandet mikroskopiske titaniumpartikler. Garvede fluefiskere mindes sikkert, at japanske Daiwa for nogle år siden lancerede noget tilsvarende med deres “Whisker” fluestænger – blot var det her silicium carbid og ikke titanium, der var i bindemidlet.

Redington siger selv, at den nye Nti teknologi gør det muligt at bygge stænger, som er 30% stærkere og 30% lettere. Det skal i sandhed blive spændende at lægge hånd på disse nyheder og prøvekaste dem under realistiske forhold!

ADG, som er et relativt nyt navn på stangbygningsfronten, ligger helt klart i den dyre ende med deres nye “Titan” stænger, hvoraf de dyreste koster omkring US$ 2.000.

Stængerne består af konventionelle IM-8 kulfiberklinger, som først påføres et lag titaniumpulver ved en ioniseringsproces og siden omvikles med 4-6 titaniumwirer fra top til bund. Jeg har i skrivende stund ikke haft lejlighed til at teste denne interessante nyhed, så vi kan kun gisne om egenskaberne. Men spændende lyder det!

Lamiglas, som er en gammel kending blandt stangbyggere, har taget skridtet fuldt ud med deres nye “Ti2000” stangserie. Her er der nemlig indbygget et tyndt titaniumrør i hele bundstykket – et rør, hvis vægtykkelse sågar varierer fra top til bund. Ifølge Lamiglas reducerer dette vibrationer i bundstykket under kast og giver en bedre føling med stang og line.

24. februar 2001

© Steen Ulnits

* Fakta om fisk

EU’s fiskeriministre besluttede den 24. januar i år, at der skal være et midlertidigt stop for torskefiskeri i Nordsøen fra 15. februar – 1. maj 2001. Forbudszonen gælder gydepladserne mellem Danmark, Norge og England.

Fiskeristoppet er en konsekvens af den reduktion af kvoterne for torsk med 45%, som EU vedtog for 2001 – trods det faktum, at International Committee for the Exploration of the Seas (ICES) rent faktisk havde anbefalet et totalt stop for alt fiskeri efter torsk.

Den nuværende gydebestand af 3-4 år gamle torsk er pt. 70.000 ton i Nordsøen, hvilket er alt for lidt. Gydebestanden bør nemlig ligge omkring 150.000 ton – altså mere end det dobbelte af nu – hvis bestanden skal være stabil. Det kunne således være gået meget værre for de danske fiskere, hvis minister fik forhandlet sig til langt lempeligere betingelser ved at bytte kvoter med andre lande.

Danske fiskere har Nordsøen som deres vigtigste fiskevand. Her fangede de sidste år 115.877 ton fordelt i procenter på følgende kategorier:

• Torskefisk: 23,5 %
• Fladfisk: 12,5 %
• Sild: 29,5 %
• Div. konsum: 34,5%

Fiskearterne, hvoraf sperling, tobis, brisling, sperling og småsild hører til industrifiskene, fordelte sig på følgende vis:

• Tobis: 528.551 ton
• Brisling: 282.299 ton
• Sperling: 57.441 ton
• Sild: 137.578 ton
• Blåmusling: 96.215 ton
• Blåhvilling: 79.810 ton
• Torsk: 70.547 ton
• Hestemakrel: 32.047 ton
• Makrel: 29.705 ton
• Rødspætte: 23.123 ton

18. februar 2001

© Steen Ulnits

* Fakta om finanser

De mere end 100.000 ton fisk, som danske fiskere hvert år lander fra Nordsøen, omsætter for ganske mange penge. Den samlede værdi af dansk fiskeri ligger således på 2,5-3,5 mia. kr om året. Den samlede værdi af dansk fiskeeksport – fersk fisk såvel som forædlede fiskeprodukter – ligger tilsvarende på 13-16 mia. kr årligt. Indtægterne fordeler sig pt. på følgende arter af fisk og skaldyr:

• Torsk: 925 mio. kr
• Hummer: 340 mio. kr
• Rødspætte: 330 mio. kr
• Div. fladfisk: 253 mio. kr
• Sild: 170 mio. kr
• Makrel: 110 mio. kr
• Blåmuslinger: 87 mio. kr

Fiskerierhvervet er således et erhverv, der batter godt på handelsbalancen – trods det faktum, at det på landsplan kun beskæftiger nogle få tusinde mennesker. Typisk en tiendedel af landbruget – 5.000 mod 50.000 personer. Hertil skal så lægges de mange andre mennesker, der er beskæftiget med forarbejdningen af produkterne.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard var derfor overraskende konsekvent, da fiskerne efter torskestoppet mødte op med fremstrakte hænder – i vanlig forventning om penge som kompensation for fiskeristoppet:

Nul kompensation – præcis som i tilfældet med landbrugets kogalskab. I begge sager ligger jo erhvervene, som de selv har redt. Fiskerne på grund af overfiskning – landbrugerne på grund af industrielle produktionsformer. Begge dele noget, som erhvervene jo selv har besluttet sig for, og som de derfor også selv må tage de økonomiske konsekvenser af.

18. februar 2001

© Steen Ulnits

* Fakta om fiskebåde

Kigger man på antallet af både i det danske fiskeri, viser der sig en tydelig tendens. Det er således i Esbjerg, vi har langt størstedelen af de store skibe liggende, der har specialiseret sig i fangst af industrifisk til produktion af fiskemel. Tilsvarende ligger det store flertal af konsumfiskerne i Hanstholm længere nordpå:

• Esbjerg: 120 både/22.247 BRT
• Hanstholm: 425 både/19.020 BRT
• Hirtshals: 154 både/14.719 BRT
• Skagen: 138 både/7.812 BRT
• Thisted: 255 både/6.132 BRT

“BRT” står for “bruttoregisterton” og fortæller således om bådenes størrelse og vægt. Der ligger således 3-4 gange så mange fiskebåde i Hanstholm som i Esbjerg, men vægtmæssigt kommer de alligevel til kort over for Esbjergfiskernes kolossale industriskibe.

18. februar 2001

© Steen Ulnits

* Fiskekammeraterne…

George W. Bush Junior, tidligere guvernør for Texas og nys udnævnte præsident for USA – han blev jo ikke valgt af vælgerne, men i stedet udnævnt af den republikansk dominerede amerikanske Højesteret – har efterhånden fået sammensat sin nye stab.

For en meget stor dels vedkommende består den af gamle travere fra hans fars tid som præsident (1989-93) – med Colin Powell (øverste militære ansvarlige fra Golfkrigen) og Dick Cheeny som de mest prominente.Til Bush Juniors “egne” medlemmer af staben hører fiskekammeraterne Marc Raclot og Dan Evans – begge oliemænd fra Texas, der holder af at fiske en Texas-rigged gummiorm efter largemouth bass i énstjernestatens mange varmtvandssøer.

Højt over de republikanske vande svæver stadig en anden gammel traver fra Bush Seniors tid, nemlig tidligere udenrigsminister James Baker, der også er en ivrig fisker. Helst dog med flue, og helst efter ørreder i den flod, der løber gennem hans egen ranch i Montana.

Ja, så længe det blot bliver i familien. Indtil videre kan Bush Senior dog have sine bluefish i fred oppe i New Hampshire, hvor han residerer i sommermånederne – med egen golfbane og egen bådebro lukt ud i Atlantens blå bølger.

Junior har nok lidt for travl med at prøve at få ødelagt Alaskas ødemarker til selv at få fisket ret meget…

12. februar 2001

© Steen Ulnits

* Solpletter på nethinden

På det seneste har flere forskere påvist, at der er en sammenhæng eller i hvert fald et sammenfald mellem udbredelsen af solpletter og Jordens temperatur.

Selv om næppe nogen seriøs klimaforsker i dag vil feje den menneskeskabte drivhuseffekt af bordet, så tyder meget nu på, at også solpletterne spiller ind i den globale opvarmning. Solpletterne er pludselige og lokale udbrud på Solens overflade, der udsender elektrisk ladede partikler i form af den såkaldte solvind.

Sandsynligvis er opvarmningen, som vi oplever den i dag, resultatet af såvel naturlige faktorer som menneskeskabte. Jorden er støt og roligt blevet varmere siden sin skabelse, og gennemsnitstemperaturen har undervejs svinget frem og tilbage – med mindst fire store og adskillige mindre istider indlagt frem til i dag.

Med et interval på flere tusinde år ændrer den akse, Jorden drejer omkring, sin hældning en lille smule. Ikke meget, men nok til at ændre solens indstråling og dermed påvirke klimaet. Det er for øvrigt selvsamme ændring i hældningen, der har fået stjernebillederne til at stå højere eller lavere på himmelen i forskellige tidsperioder.

Kontinenternes drift har gennem tiderne ændret på havstrømmene og dermed fordelingen af varme på Jorden. Den varme Golfstrøm er jo først blevet til, efter at Nordamerika er drevet fra Europa. Tilsvarende har også dannelsen af Jordens store bjergkæder ændret klimaet ved at isolere kolde og varme luftstrømme.

Endelig har vulkanudbrud fyldt atmosfæren med støv, der har mindsket indstrålingen fra Solen og dermed gjort klimaet markant koldere – ofte ganske pludseligt. Det samme har nedslag af større og mindre meteorer kunnet gøre.

Og nu har så solpletterne også fået deres del af æren for Jordens til tider lunefulde klimatiske opførsel. Det menes, at solvinden i bogstaveligste forstand blæser den kosmiske stråling væk, som er med til at danne skyer i den nedre del af atmosfæren.

12. februar 2001

© Steen Ulnits

* – Rent mel i møllen?

Danmark bryster sig internationalt af at være et foregangsland på miljøområdet. Men der er ofte mere tom snak end relle handlinger bag.

Tag blot den verserende sag om kogalskab. Den har atter bragt Danmark på banen som miljøsynder og samtidig fornyet interessen omkring dioxin i fisk og foderstoffer. Faktum er nemlig, at der nu vil være en stigende interesse for at bruge fiskemel i stedet for det forbudte kød- og benmel til produktion af foderstoffer.

– Og hvad er der så galt i det?

Jo, dels frygter man nu fra EU, at skrupelløse entreprenører vil snyde sig til en let fortjeneste – ved simpelthen at sælge det forbudte kød- og benmel som det langt dyrere og stadig tilladte fiskemel. Med de farer, det nu engang medfører for spredning af kogalskab og deraf afledte sygdomme hos os mennesker.

Og dels indeholder dansk fiskemel i dag så høje mængder af giftstoffet dioxin, at det i sig selv er et problem. Dioxin-indholdet i dansk fiskemel er nemlig så højt, at det ligger over de nye grænseværdier, som er foreslået i EU.

Dioxin stammer primært fra forbrænding af affaldsstoffer i industrien. Det er et stærkt kræftfremkaldende stof, som ikke nedbrydes i naturen, og som derfor i vid udstrækning ender i vore spisefisk. 40% af vort gennemsnitlige indtag af dioxin stammer fra fisk – heraf 33% vilde fisk og 7% opdrættede.

Størst er dioxinindholdet i fisk fra Østersøen – mindst er det i Nordsøen, hvor det imidlertid er stigende.

De danske myndigheder blokerede for nogen tid siden et direktiv fra EU, som ville have ødelagt afsætningen for det meget givtige danske industrifiskeri – på grund af det alt for høje indhold af dioxin i danske industrifisk og dansk fiskemel.

Sikkert ud fra devisen, at hvis moral er godt, så må dobbeltmoral være dobbelt så godt…

12. februar 2001

© Steen Ulnits

* Ritt rykker – igen!

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har gjort det igen – udtrykt sin klare og utvetydelig holdning til dansk landbrug, som det ser ud i dag. Det gjorde hun senest på Dansk Familielandbrugs årsmøde, hvor hun – midt i løvens gab – blandt andet udtalte følgende:

“Det er indlysende, at landbruget ikke kan få kompensation fra statskassen, når en så hårdt presset produktion løber ind i helt forudsigelige sammenbrud. Landmændene indkasserer fortjenesten, når det går godt, og de må tage ansvaret, når det går galt. Jeg siger ikke, at det er landmændenes skyld, men det er deres ansvar, fordi det er deres produktion. Dyrene skal have proteintilskud i form af kødbenmel eller genmanipuleret soya for at kunne yde mere. Jorden skal tilføres kunstgødning og sprøjtes med pesticider for at give større udbytter…

…Nu har vi kogalskaben. Før det handlede historierne om, at brugen af antibiotika i foderet havde skabt modstandsdygtige bakterier. Der var historier om tremmekalve og svin, der blev mishandlet under transporten. Alt i alt fremkalder historierne billedet af en sektor, der ikke er i sund balance – en sektor, der skal finde en ny måde at producere på…

…Det forøger befolkningens mistro og lede ved landbruget, at man foreslår sunde dyr slagtet og brændt ene og alene for at holde prisen oppe på oksekød. Ud over desperation og fortvivlelse afspejler den slags forslag en foragt for liv, der er både skræmmende og forargelig…

…Det er muligt, at forbrugerne som hovedløse høns i samlet flok løber rundt efter de billigste fødevarer – uanset, hvor ringe kvaliteten er. Forbrugerne æder bjerge af overflødigt dyrisk fedtstof, som alle ved er skadeligt. Eneste krav er tilsyneladende, at det er farvet, fyldt af konserveringsmiddel og billigt.”

Det er vist første gang nogensinde, at en minister i den grad tager bladet fra munden over for det erhverv, hun er minister for. Der er næppe tvivl om, at Ritt Bjerregaard med denne brandtale har skrevet historie i dette lille land, hvis miljø og fødevarer i en menneskealder er blevet styret og skamridt af netop landbruget.

Hatten af for en kvinde, der er mand nok for at stå ved sine meninger!

12. februar 2001

© Steen Ulnits

* Ti år og to millioner vildlaks

North Atlantic Salmon Fund (NASF), hvis utrættelige arbejde med opkøb af internationale laksekvoter har reddet omtrent 200.000 voksne laks om året, kan nu fejre sit ti års jubilæum. Alt i alt har omkring 2 millioner voksne vildlaks uhindret kunne svømme tilbage til deres fødeelv for at gyde – kun takket være NASF’s frivillige og privat finansierede opkøb.

Der resterer dog stadig mange års arbejde, førend de sidste drivgarn og de sidste krogliner er en saga blot. Førend disse ødelæggende redskaber er gået over i historien som håbløst forældede, biologisk uforsvarlige og samfundsøkonomisk urentable.

Men der resterer næppe længere tvivl om, at mange flere laksestammer, end det allerede er tilfældet, ville være gået tabt uden disse opkøb.

Stort tillykke derfor med ti-årsdagen!

5. februar 2001

© Steen Ulnits

* Tamlaks for vildlaks

Den gigantiske engelske supermarkedskæde Tesco har nu aktivt involveret sig i kampen for at redde de sidste vilde atlanterhavslaks. Tesco tilbyder nemlig sine sportsfiskende kunder, at de for hver en vildlaks, de kan dokumentere genudsat i levedygtig tilstand, får en side ferskrøget tamlaks med hjem.

Det er Tesco’s forhåbning, at mange laksefiskere vil tage godt imod dette generøse tilbud. Og at de derfor vil genudsætte en stor del af de vildlaks, de måtte fange i engelske vandløb. Fangst og genudsætning – Catch & Release også kaldet – er jo vejen frem i årene, der kommer. Og har allerede været det i mange år på den anden side af Atlanterhavet.

Skulle man nu ikke kunne lide røget laks, er der også en løsning på dette problem: Tesco udbetaler da den samme værdi i andre af supermarkedskædens dagligvarer.

– Et eksempel til efterfølgelse for eksempelvis det miljøbevidste FDB?

5. februar 2001

© Steen Ulnits

* 10 millioner kroner til vildlaksen

Det har været en lang kamp op ad bakke for den seje islænding Orri Vigfusson, som grundlagde North Atlantic Salmon Foundation (NASF) for nu en halv snes år siden.

Hans idé var og er, at atlanterhavslaks er alt for værdifulde til at blive fanget i drivgarn og på krogliner i det kommercielle fiskeri – når de nu kan indbringe mange gange så meget i det rekreative sportsfiskeri.

Der har været mange sejre og mange nederlag undervejs. Til sejrene hørte, at det overhovedet lod sig gøre – efter mange og lange forhandlinger – at opkøbe den færøske laksekvote. Til nederlagene hørte, at grønlænderne ikke var villige til at forlænge deres del af aftalen.

Til sejrene hørte også, at den amerikanske forbundsregering for nogle år siden satte 500.000 US$ af til NASF’s fortsatte opkøb. En klar blåstempling af fondens arbejde. En endnu mere klar tilkendegivelse af respekten for NASF’s arbejde kom kort før jul sidste år, da den engelske fiskeriminister kunne meddele, at hans regering havde sat 750.000 £ af til et krone-for-krone opkøb af lakserettigheder. For hver en krone, NASF rejser af private midler, giver den engelske regering tilsvarende én krone.

Alt i alt 10 millioner danske kroner står således og venter på den anden side af Kanalen – på at private laksefiskere og fisketurismen spytter lige så mange kroner i kassen til opkøbene af lakserettigheder i Nordatlanten, så der også fremover er laks at fiske efter. Hjælp til selvhjælp.

Hatten af for dette ridderslag til Orri Vigfusson og North Atlantic Salmon Fund!

5. februar 2001

© Steen Ulnits

* Øsregn over Østersøen

Det bliver ifølge eksperterne fremtiden for de lande, der grænser op til Østersøen. Og årsagen er den drivhuseffekt, der nu for alvor er ved at gøre sig gældende, og som mange først nu er begyndt at tro på.

Ifølge de seneste modelberegninger kan vi omkring år 2075 regne med, at luften er blevet 4 grader varmere end nu, og at nedbøren følgelig er steget med 30%. Det er, hvad Skov- og Naturstyrelsen er nået frem til i deres seneste beregninger. Samme styrelse har også set på, hvilke konsekvenser det sandsynligvis vil få for de indre danske farvande.

Værst vil det varmere klima ramme Østersøen, som er presset fra flere sider. Ikke blot vil vandtemperaturen stige til et niveau, som torskene ikke holder af. I Nordsøen har man allerede nu set, hvordan torskene trækker længere nordpå i takt med opvarmningen – jævnfør tidligere notits på denne side.

Nej, den økonomisk vigtige torskebestand vil også lide under den lavere saltholdighed, som bliver en konsekvens af den stigende nedbør i Østersølandene. Torsken kræver en bestemt saltholdighed, hvis den skal kunne yngle med held, og det kniber allerede. Mere ferskvand vil ikke forbedre situationen.

Og for at det ikke skal være løgn, så vil den øgede nedbør også medføre en øget udvaskning af næringssalte fra landbruget – med algeblomst og iltsvind til følge. Som om torsken ikke havde problemer nok at slås med i forvejen…

30. januar 2001

© Steen Ulnits

* Opsving for ulovligt fiskeri

I takt med de stærkt reducerede torskekvoter frygter såvel fiskerierhvervet selv som Fiskeridepartementet og Fiskerikontrollen nu, at der vil ske en opblomstring af det ulovlige erhvervsfiskeri.

Fiskekvoten for torsk er faldet støt i de seneste år – fra 24.500 tons i 1999 over 14.000 tons i 2000 til blot 8.200 tons i 2001. Altså et fald til en tredjedel på blot tre år. Et faktum, som dels skyldes naturgivne forhold, dels overfiskning fra fiskerierhvervets side.

Fiskerne selv har imidlertid stadig ikke set skriften på væggen. Således mener Dansk Fiskeriforening, at de lave kvoter mest af alt er udtryk for en “hysterisk reaktion blandt EU’s fiskeriministre, baseret på udsagn fra en enkelt biolog”. Således udtaler i hvert fald foreningens formand til Jyllands-Posten.

Men fra Fiskeridepartementet lyder det, at det jo ikke lykkedes danske fiskere at opfiske sidste års torskekvote – et faktum, der vel kun kan skyldes, at fiskene var så få, at fiskerne ikke kunne finde dem.

30. januar 2001

© Steen Ulnits

* “Bondens fald”

Under denne overskrift bragte Jyllands-Posten den 24. januar mere end 3 helsider i Erhvervs-Magasinet om fortid, nutid og fremtid for den danske bonde. Om selvopfattelse og realiteter. Fra Morten Korch til svinebaroner.

Det var spændende læsning om et hæderkronet erhverv, som nu så småt er ved at indse, at dets storhedstid definitivt er omme. Et erhverv, hvis produkter tidligere udgjorde hovedparten af dansk eksport til udlandet. Et erhverv, der gjorde Danmark til det smørhul, som Hitler under Anden Verdenskrig sendte sine krigstrætte soldater til for at blive opfedet til nye kampe. Et erhverv, der sammen med fiskerierhvervet tjente gode penge under selvsamme krig, mens resten af befolkningen led under besættelsen.

Men i dag et erhverv, hvis produkter nu udgør under 20% af den samlede danske eksport. Og et erhverv, som bærer langt størstedelen af skylden for, at det danske vandmiljø i dag har det så skidt, som tilfældet er. Og som ligeledes bærer skylden for, at de sidste danske hedearealer nu er ved at kvæles – i ammoniakdampe fra de store svineproduktioner, der ikke overdækker deres enorme gylletanke, som loven ellers foreskriver.

Interesserede bør så absolut læse Jyllands-Postens afdækning af den menige danskers vrangbillede af landmanden. Og af landmændenes egen vaklende selvforståelse. Stof til eftertanke.

28. januar 2001

© Steen Ulnits

* “Landbrugets reflekser må på chokkur”

Under denne overskrift skriver Dagbladet Politiken i en leder den 19. januar blandt andet følgende:

“…chancen for at støde på en artikel om landbruget i landets førende aviser, uden at ordene kompensation eller støtte også forekommer, er ganske ringe. Og det var nok årsagen til, at landbrugets ledere forleden var tydeligt chokerede over fødevareminister Ritt Bjerregaards kontante afvisning af at lade staten betale de ekstraomkostninger, der er nødvendige for at genskabe forbrugernes tillid til oksekød trods kogalskaben. Landbruget er selv skyld i miseren gennem de produktionsformer, de har valgt, mente ministeren.

Nu må man have landbrugslederne undskyldt. For ingen nulevende aktiv landmand kan vel huske, hvornår landbruget senest har haft eller skabt et problem, hvis løsning ikke har kostet skattekroner fra det øvrige samfund. Det er sket, når miljøproblemerne ikke længere har kunnet negligeres, det er sket med gældssanering, tørkelån og andre opfindsomheder. Og det er sket siden EF-medlemsskabet, hvor de fem-seks procent af EUs befolkning, der er aktive landmænd, med største selvfølgelighed har lagt beslag på mere end halvdelen af EUs budget.

Derfor er det på høje tid, at Ritt Bjerregaard bruger sin velkendte evne til at sætte dagsordenen og signalere, at hun er fødevareminister og ikke mere leder af et interessekontor for landbruget, end boligministeren er for tømrermestrene. Det er på tide at bryde refleksreaktionen, der gør ethvert landbrugsproblem til en offentlig udgift.

Forbrugerne, dvs. skatteyderne, yder i forvejen rigeligt til markedsføring af landbrugsprodukter, bl.a. ved at tillade, at forsyningerne af mælk og kød nu sker gennem fusionerede, landbrugsejede storkoncerner med monopolstatus på hjemmemarkedet.

Landbruget bør altså indstille sig på at blive et erhverv på linje med alle andre. Og når protesterne over den manglende statsstøtte omkring kogalskaben også omfatter krav om at få sunde og testede kreaturer destrueret med EU-støtte for at få markedspriserne op, er grænsen for krævementaliteten ikke alene overskredet. Så er erhvervet på vej ind i det moralsk anløbne”. Citat slut.

Såvidt Dagbladet Politiken. Rart, man ikke længere behøver sige det selv.

28. januar 2001

© Steen Ulnits

* Skotske laks i frit fald

Det var Skotland, der gav os fluefiskeriet efter den sølvblanke atlanterhavslaks – Skotland, hvis smukke laksefloder engang husede laks i tusindvis.

Det var også skotterne, der gav os de nu klassiske og for visses vedkommende udødelige laksefluer. Tænk blot på et mønster som “Green Highlander”, der stadig lever i bedste velgående, omend det i dag mest bindes i diverse hårvingede udgaver.

Men det står skidt til med den skotske laks – rigtig skidt endda. Se blot de officielle fangsttal, som den skotske regering har udsendt:

• 1995: 574 tons
• 1996: 425 tons
• 1997: 296 tons

Altså omkring en halvering på blot tre år. Der er sikkert flere årsager til den markante og skræmmende nedgang – nogle naturlige, andre menneskeskabte. Til de naturlige hører svingninger i havenes gennemsnitstemperatur, hvilket har betydning for laksesmoltens overlevelse i den første kritiske tid i havet. Til de naturlige hører også naturlige svingninger i sælbestanden, der tolder hårdt på laksene i flodernes mundingsområder.

Til de menneskeskabte hører nedgang i fødemængden for laksene i havet – forårsaget af et hårdhændet industrifiskeri efter sild, brisling, tobis, sperling og lodde. Industrifisk til fremstilling af fiskemel og foderpiller. Til de menneskeskabte hører også klassikerne, nemlig bygning af diverse impassable opstemninger ved vandløbene, så laksene hindres adgang til deres gydepladser.

Og så må vi ikke glemme det nordengelske “interception” fiskeri, der fanger en meget stor del af de laks, som på deres gydevandring er søgt helt ind under de skotske og nordengelske kyster. Et fiskeri, som den britiske regering nu arbejder målrettet på at få bragt til ophør.

Til de allernyeste menneskeskabte faktorer hører det storstilede lakseopdræt i fjordene. I tusindvis af tamlaks undslipper fra netburene og blander sig med de fåtallige vildlaks på gydepladserne – med genetisk udvanding til følge. Og så er der de mange fiskesygdomme, som uundgåeligt følger med et storstilet fiskeopdræt – sygdomme, som tamlaksene kan vaccineres imod, men som vildlaksene i sagens natur ikke kan.

Endelig er der parasitterne fra fiskeopdrættet – med ikten Gyrodactylus salaris som den værste i ferskvand og havlusen som fjende nummer ét i saltvand. Vi ligger således virkelig, som vi har redt, og skotterne har primært sig selv at takke for, at en storslået naturarv og en ditto kulturarv nu er ved at smuldre bort…

21. januar 2001

© Steen Ulnits

* Islandske laks i fare

“Errare humanum est” – Det er menneskeligt at fejle, men det er dumt at blive ved. Sådan sagde allerede de gamle romere, men det synes man ikke at kende til i den nuværende islandske regering.

I hvert fald har man nu tænkt sig at begå nøjagtig de samme fejl, som på få år har ført den norske vildlaks til randen af udryddelse mange steder. Den islandske regering vil nemlig give norske lakseopdrættere lov til at opdrætte laks i islandske fjorde…

De seneste årtier har med al ønskelig tydelighed vist, at et storstilet opdræt af tamlaks ikke er den redning for vildlaksen, man engang troede. Tværtimod. Nu ved man, at de mange tamlaks i stedet udgør måske den største trussel nogensinde mod den vilde laks’ overlevelse.

Dels har lakseopdrættet ført farlige sygdomme og parasitter med sig – med Gyrodactylus salaris og havlus blandt de sidstnævnte. Og dels har hundredtusindvis af undslupne tamlaks blandet sig med de langt mere fåtallige vildlaks på gydepladserne – med en uundgåelig udvanding af den arvemasse, som vildlaksen har udviklet i løbet af årtusinder, til følge.

Og nu vil Island så gøre nordmændene kunsten efter i nogle af deres isfri fjorde. Island, der råder over 100 af verdens fineste lakseelve. Island, som tjener flere penge på deres vildlaks end noget andet land i verden. Island, hvor hver enkelt vildlaks fanget på stang og line omsætter for mere end 1.000 US $.

Men nu skal der altså opdrættes tamlaks i de islandske fjorde. I hundredtusindvis. Alene de første tre laksefarme planlægger nemlig en massiv årsproduktion på mere end 20.000 tons. Og det islandske fremskridtsparti presser på. De ønsker ikke en samlet miljøvurdering før etableringen – trods det faktum, at der i EU kræves miljøgodkendelse af enhver årsproduktion over blot 100 tons…

Dumt, for det kan hurtigt blive begyndelsen til enden. Island vil miste sin status som et af verdens reneste og mest sygdomsfri lande. En status, der er millioner og atter millioner værd for den islandske turistindustri. Og den nuværende tvangsdesinfektion af fiskegrej indført udefra vil blive helt til grin – et rent paradenummer.

Dumt, Island – meget dumt. Og så er det endda en regering styret af et parti ved navn Fremskridtspartiet, der står bag…

21. januar 2001

© Steen Ulnits

* Vildlaks rødlistet i USA

I USA, hvor atlanterhavslaks i mange år kun har måttet fanges på flue og fluestang – som i nabolandet Canada længere nordpå – måtte Salmo salar definitivt opgive ævred i år 2000.

Sidste år – helt eksakt den 13. november 2000 – kom atlanterhavslaksen således på listen over truede dyrearter i USA, hvor den på nuværende tidspunkt kun forekommer i otte floder i staten Maine. Og her er bestandene på et “dangerously low level” – på et faretruende lavt niveau.

US Fish and Wildlife Service og Marine Fisheries Service slog i en udtalelse pjalterne sammen og konkluderede, at der i dag vender færre end 10% af de laks tilbage til floderne, som er nødvendige for artens overlevelse. Atlanterhavslaksen er således på randen af udryddelse her først i det nye årtusinde, og fredningen samt den nye status kommer derfor meget belejligt.

Dels på grund af den forøgede fokus, der nu kommer på atlanterhavslaksen. Og dels på grund af de statslige midler, der nu kan frigøres til ophjælpning af de udryddelsestruede bestande.

USA’s mange fluefiskere venter nu spændt på, om nye tiltag vil bringe laksen tilbage til Guds Eget Land. Eller om de i mange år fremover stadig skal drage nordpå til Canada for at dyppe snøren og fugte fluerne.

21. januar 2001

© Steen Ulnits

* Nedtur for fiskekvoter

EU enedes for nylig om de nye fiskekvoter i Nordsøen. Et af de største stridsspørgsmål var kvoten for torsk, der skulle beskæres voldsomt, hvis torskebestanden skal kunne komme sig igen. En nedgang på ikke mindre end 45% blev således anbefalet af biologerne.

Men Ritt Bjerregaard fik forhandlet sig frem til fiskekvoter, der ikke er helt så slemme for dansk fiskeri – blandt andet ved at bytte kvoter med kollegerne fra de øvrige EU lande. Resultatet for dansk fiskeri kom efterfølgende til at se således ud:

• Torsk: – 18%
• Kuller: – 26%
• Hvilling: + 22%
• Mørksej: + 2,5%
• Kulmule: – 44%
• Rødspætte: – 16%
• Tunge: – 20%
• Sild: – 9%
• Makrel: + 2%

Alt i alt kunne det således være gået meget værre for dansk erhvervsfiskeri. Men generelt kan man konkludere, at fiskerierhvervet i årevis har savet løs af den gren, de selv sidder på. Det er derfor nu, fortidens synder skal gøres gode igen. Nu, gælden fra overfiskeriet skal tilbagebetales.Fiskerne ligger således, som de har redt – trods afgiftsfri dieselolie og store tilskud fra EU.

I forbindelse med sidstnævnte: Danmark betaler hvert år 12 milliarder kroner til EU og får 11 milliarder tilbage igen. Af disse 11 modtager landbruget ikke mindre end 9,3 milliarder kroner i årligt tilskud. Da der er omkring 50.000 landmænd i Danmark, modtager de hver knap 200.000 kroner i diverse støtte- og tilskudsordninger.

Alligevel vil landbruget have yderligere tilskud, når dets industrialiserede produktion af slagtekvæg som nu – aldeles selvforskyldt – er endt med kogalskab. Og alligevel klager landmændene, når de nu – som de har skullet i 13 år, men ikke opfyldt – skal overdække deres gylletanke for at mindske ammoniakudslippet.

Til sammenligning er der kun omkring 5.000 fiskere her i landet, og de modtager et årligt tilskud på 200 millioner kroner. Således får fiskerne hver især omkring 40.000 kroner i årlig støtte fra EU. Til ophug af overskydende skibe og som kompensation for forringede fiskekvoter.

Såvidt vore højt besungne “liberale” erhverv, landbrug og fiskeri. Se også notitsen “Helt i fisk” længere nede på denne side.

18. januar 2001

© Steen Ulnits

* Godt, men gammelt nyt om gylle

Så kom de endelig, de nye indgreb mod den tiltagende fordampning af ammoniak fra landbruget og dets gylleproduktion.

Ganske vist har der lige siden 1987 været krav til landmændene om at overdække deres gylletanke for at nedsætte fordampningen. Men desværre blev det pålagt kommunerne at udføre tilsynet med landmændene og deres nyetablerede gylletanke – kommunerne, som i det daglige er lovlig tæt på de enkelte landmænd.

I hvert fald er det en kendsgerning, at omkring halvdelen af landets gylletanke i nu 13 år har stået helt åbne – ulovligt og med massiv fordampning af ammoniak til følge. Og resultaterne kender vi kun alt for godt: Først i form af nedsivning til grundvand og overfladevand – senest i form af store hedearealer, der bukker under for de mange næringsstoffer i luften.

Men nu skal det være slut med det ulovlige svineri. Slut med at se gennem fingre med de åbne gylletanke. I hvert fald hvis det står til det forslag til en ammoniak-handlingsplan, som miljøminister Svend Auken og fødevareminister Ritt Bjerregård netop i fællesskab er barslet med. Fra august 2002 skal samtlige svineproducenter således have overdækket deres gylletanke, og fra august 2004 bliver det forbudt at sprede gylle over markerne med de store bredspredere.

De nye regler vækker stor modstand hos svineproducenterne, som nu skal til også at yde for at kunne nye. I hvert fald skal de op med adskillige millioner kroner, førend landets gylletanke er bragt i overensstemmelse med de nye regler. Men det er bydende nødvendigt. Ifølge de nyeste tal, som stammer fra 1996, står landbruget for imponerende 98% af ammoniak-fordampningen herhjemme.

Men midt i glæden over den nye opstramning over for landbruget og dets massive forurening af jord, luft og vand med gylle er der dog en lille dråbe malurt. Eller i hvert fald en vis undren. Miljøstyrelsen har nemlig uden varsel trukket sig ud af et fireårigt forskningsprojekt, der skulle se på mulighederne for at nedbringe fordampningen af ammoniak fra gyllen.

Styrelsen havde ellers bevilget de første penge til etablering af den nødvendige organisation og til planlægning af forskningen. Mærkelig kovending. Men måske myndighederne blot har erkendt, at de 13 år gamle regler egentlig var gode nok – hvis blot de blev efterkommet?

18. januar 2001

© Steen Ulnits

* Bedre bæverbestand

De 18 bævere, som forrige år blev udsat ved Flynder Å i Klosterhede Plantage, lever og har det godt. Så godt, at de har formeret sig. Således er der i dag 25 bævere, som hygger sig i de nordvestjyske nåleskove.

Bæverne stammer fra Tyskland, nærmere betegnet området omkring floden Elben. Her blev de købt for 1.000 D-mark stykket – altså omkring 4.000 kroner for en voksen bæver. Ungerne kan fås for 1.000 kroner mindre, hvis nogen skulle være interesseret.

Hver gang emnet bringes på bane, må det undre, hvordan Skov- og Naturstyrelsen med den ene hånd kan udsætte fremmede bævere i et land, hvor der ikke har været bævere i 2.000 år. Mens man med den anden hårdnakket nægter at acceptere svensk hjælp til retablering af Gudenå-laksen, der blot har været udryddet i 75 år.

Men den virkelige forklaring er velkendt. Skulle Skov- og Naturstyrelsen acceptere Gudenå-laksen, måtte den samtidig tage afstand fra Tangeværket, Tange Sø og elproduktionen herfra. Det er nemlig den, der ifølge statens egne biologer i Danmarks Fiskeriundersøgelser er den eneste reelle hindring for en genskabelse af laksebestanden i Gudenåen.

Og det vil miljø- og energiminister Svend Auken ikke give Skov- og Naturstyrelsen lov til at mene. Det kunne jo gå ud over partikammeraterne i Tangeværkets bestyrelse.

18. januar 2001

© Steen Ulnits

* Smovser i smolt

Nye resultater fra Danmarks Fiskeriundersøgelser viser, at store mængder ørred- og laksesmolt ender deres dage som foder for fisk i dambrug.

Mere end 70% af samtlige ungfisk af laks og ørreder havner under nedtrækket mod havet i dambrugene, hvorfra de ikke kan finde ud igen. De ender derfor i maven på de altid sultne dambrugsfisk. Er der mere end ét dambrug ved et givet vandløb, er det således et minimalt antal fisk, der slipper helskindet ud i havet.

Dette er naturligvis intet mindre end en katastrofe for vore sidste og hårdt pressede bestande af vildfisk. Og en økonomisk katastrofe for os sportsfiskere, som via det obligatoriske fisketegn finansierer de millionstore udsætninger af netop smolt. På alle måder et kæmpemæssigt spild af ressurser ved de vandløb, der er befængt med dambrug.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som i årevis har ført en indædt kamp mod dambrugenes massive ødelæggelser af vore åer og deres fiskebestande, har et klart bud på problemets løsning:

Samtlige dambrug ved vore vandløb skal omlægges til fiskeproduktion baseret på vandværksvand. Og staten bør give en økonomisk håndsrækning, så denne omlægning ikke skal stå på i årevis.

Mere magt til DSF!

14. januar 2001

© Steen Ulnits

* Travlhed om trawl

DR 2 havde den 9. januar i programmet VidenOm en højaktuel udsendelse om moderne trawlfiskeri. I udsendelsen kunne man se interessante optagelser af fiskenes opførsel i og omkring et moderne trawl spilet af store metalskovle, der pløjer gennem bunden, så slammet stod til alle sider.

Man kunne se, hvordan trawlet helt enkelt svømmer fiskene trætte. I starten kan de sagtens følge med trawlet, men efter nogen tid – op mod en times tid eller mere for visse arters vedkommende – syrer fiskenes muskler til, og som på kommando falder hele flokken tilbage i trawlet og havner til sidst i posen, hvor de bliver mast godt sammen. For ikke at ende som plukfisk, når de mange fisk løftes ombord, pumpes fiskene i stedet ud af trawlposen med en slags kæmpestøvsuger.

Udsendelsen viste også klip fra et dansk forskningscenter, hvor man eksperimenterer med nye trawltyper, der på én gang er mere effektive og mere skånsomme. Effektive i den forstand, at det kræver mindre energi at slæbe dem gennem vandet i timevis. Skånsomme, fordi de mere selektivt end nu kan fange ønskede arter og frasortere uønskede.

Indtil videre har man dog kun haft held til at udvikle trawl, der tillader smårejer at slippe ud gennem såkaldte flugtriste i trawlets top. Det kniber meget mere med at få sorteret ønskede fiskearter fra uønskede. Et kæmpeproblem, der hvert år resulterer i godt en 1/2 million tons “udsmid” i form af fisk, der af den ene eller anden grund må smides ud igen. Enten fordi kvoterne er opbrugt. Eller fordi fiskene har været for små. Eller fordi der er tale om søstjerner, krabber og andet uden salgsmæssig værdi.

1/2 million tons udsmid er et kolossalt spild af havets ressurser. Og en af grundene til den nuværende mangel på fangbare fisk og de deraf følgende reducerede kvoter. Hollandske undersøgelser har tidligere vist, at for hvert kg salgbar fisk landet af en bomtrawler er der dræbt 10 kg ikke salgbar fisk og i snit 6 kg andre bunddyr.

Dette er naturligvis ikke holdbart i længden, og der er således al mulig grund til at arbejde på højtryk med udviklingen af nye og mere skånsomme trawltyper.

14. januar 2001

© Steen Ulnits

* I clinch med Clinton

Vi vidste jo godt – ganske vist i anden sammenhæng – at den nuværende præsident Bill Clinton er en mand med nosser. Nu har han bevist det igen – ganske vist stadig i anden sammenhæng, men denne gang vigtigere end nogensinde.

US president Bill Clinton har nemlig gjort, hvad enhver ansvarlig og miljøbevidst præsident ville have gjort: Han har underskrevet et direktiv, som blandt meget andet gør det umuligt for olieindustrien umiddelbart at påbegynde udnyttelsen af de fredede områder i Alaska. Efter dette direktiv – noget af det allersidste officielle, som Clinton udretter i sin præsidentperiode – vil der gå mindst et år, før nogen instans kan give grønt lys for udnyttelsen af de sidste olieressurser i den sidste nordamerikanske vildmark.

Dette år er forhåbentlig nok til, at USA’s miljøorganisationer kan nå at få pudset domstolene på den nye præsident og på oliebranchen. Om det så også kun er for en stakket frist. NGO’erne har jo lovet at gøre absolut alt, der står i deres magt, for at forpurre planerne om olieboring i vildmarken. Og landets advokater står som sædvanlig klar til at betjene højstbydende…

Helt konkret har Bill Clinton netop gennemført den største amerikanske fredning, siden præsident Carter lancerede sin “Carter Convention” sidst i 70’erne. Clinton har godkendt et direktiv, hvorefter der ikke må drives skovbrug eller anlægges veje i en tredjedel af USA’s statsskovdistrikter. Og det er ikke småområder, der er tale om. Således drejer det sig samlet om 25 millioner hektar vildmark fordelt over det meste af USA – et areal, der er seks gange så stort som hele Danmark.

Bush-lejren raser naturligvis, men sådan er spillereglerne nu engang i det politiske liv. Det ved Bush bedre end de fleste. Eller burde vide. Han blev jo ikke valgt af folket, men af den republikansk dominerede Højesteret. Trods et stemmeflertal på over 300.000 til nuværende og miljøvenlige vicepræsident Al Gore…

10. januar 2001

© Steen Ulnits

* “Helt i fisk”

Under denne overskrift skriver dagbladet Aktuelt blandt andet følgende, som meget passende kan citeres her på denne side:

“Der er al mulig grund til at se alvorligt på de danske fiskeres problemer efter EU’s beslutning om en kraftig nedskæring af torskekvoterne i Nordsøen. (45%, red.) Nedskæringerne vil formentlig betyde, at flere hundrede fiskere må gå på land og finde andet arbejde og dermed må indstille sig på en anden tilværelse. Og her må samfundet naturligvis træde til med den nødvendige hjælp.

Men det er trods alt en billig pris for at sikre fiskebestandene i havet omkring Danmark. Årtiers rovfiskeri på torsk, sild og andre fiskearter har sammen med den stigende forurening fra industrien og landbruget betydet en drastisk nedgang af torskebestanden især i Nordsøen.

Så i virkeligheden ligger fiskerne jo nu blot, som de har redt. Og det mangler da bare, at vi nu begynder at rette op på skaderne især i en periode, hvor fiskerne langt nemmere end hidtil kan få arbejde i andre dele af det danske samfund.”

Såvidt dagbladet Aktuelts leder om fremtiden for det danske erhvervsfiskeri. Som faste læsere af denne side vil vide, så har netop dette yderst liberale erhverv i de seneste år brillieret med den ene svindelsag efter den anden.

Der er blevet fusket grundigt med landing af fredede fiskearter under andet navn. Der er blevet solgt afgiftsfri dieselolie sort som billig fyringsolie til privatpersoner. Og der fiskes så tæt på land, som overhovedet fiskes kan – uden hensyntagen til hverken miljø eller andre menneskers færden på havet. Dette jævnfør nedenfor omtalte episoder på Lillebælt.

Som lystfiskere og miljøfolk kan vi på alle måder glæde os over de kommende, nødvendige nedskæringer i dette gamle erhverv, der heldigvis kun beskæftiger omkring 5.000 mennesker her i landet. Deres tid er ved at ebbe ud.

7. januar 2001

© Steen Ulnits

* Samsø 2001

Igen i 2001 afholder Højskolen på Samsø sine populære kurser i kystfluefiskeri – denne gang i form af tre ugelange kurser med masser af lektioner i fluekast, fluefiskeri og fluebinding. “Bind en flue og fang en fisk”, lyder kursernes motto, for det drejer sig primært om det praktiske fiskeri efter kysternes sølvblanke havørreder.

Alle kan deltage – uanset om de allerede har mange kystflueørreder på samvittigheden eller stadig har den første til gode. Eneste forudsætning er et passende sæt kystfluegrej samt et par waders og den fornødne beklædning. Der er tre perioder at vælge imellem:

uge 14: 1. april – 7. april 2001

uge 17: 22. april – 28. april 2001

uge 41: 7. oktober – 13. oktober 2001

Altså to uger i foråret og en uge i efteråret. Undertegnede vil være underviser på samtlige kurser, og der vil altid være mindst én hjælpelærer mere til stede. Vær ude i god tid, da kurserne sidste år var overtegnet lang tid i forvejen. Prisen for en uges ophold med kost, logi og undervisning samt masser af fiskeri er nemlig beskedne kr. 2.800.

Nærmere oplysninger fås hos Højskolen på Samsø, Skolebakken 10, 8305 Samsø. Bestil gerne den nye flotte brochure på telefon 86 59 04 11 eller send en e-mail til hojskolen@samso.com.

2. januar 2001

© Steen Ulnits

* Vadehavet for verden

Vadehavet er et uhyre vigtigt opvækstområde for mange fiskearters yngel – fladfiskenes, ikke mindst. På det lave vand lever fiskeyngelen af de utallige orme og muslinger, der trives i den bløde slikdækkede sandbund.

Vadehavet er da også udlagt som et såkaldt Ramsar-område, hvor der gælder specielle regler for beskyttelsen af ikke mindst det meget rige fugleliv.

Senest er det blevet foreslået, at Vadehavet – såvel den danske som den tyske og den hollandske del – udpeges til Verdens Naturarv. Det er en status, som Unesco under FN tildeler naturområder af særlig interesse verden over.

Hvis Vadehavet indlemmes i Verdens Naturarv, kommer vi i meget fint selskab. Således er verdensberømte attraktioner som Victoria Vandfaldene, Kilimanjaro, Galapagos Øerne, Grand Canyon og Great Barrier Reef med i Verdens Naturarv, der blev oprettet i 1972.

Imidlertid er der fra lokalt hold rejst skepsis omkring projektet. Således frygter erhvervslivet indskrænkninger i udbygningen af Esbjerg havn. Andre ser dog store muligheder for turismen, dersom Vadehavet indlemmes i Verdens Naturarv og dermed for alvor kommer på verdenskortet.

Lad os her først i det nye år krydse fingre for, at vi havner dér!

2. januar 2001

© Steen Ulnits

* Bush ud af bush’en

Så kom han langt om længe ud af busken – den nye præsident, som USA’s befolkning slet ikke ville have, men som den republikansk dominerede Højesteret med en hårfin split decision alligevel mente, de skulle have. Så meget for Højesterets upartiskhed, som ingen nu længere tror på.

Den politisk umodne og forkælede fars dreng med oliemillioner på bankkontoen havde ingen skrupler over at skulle være USA’s nye præsident – trods det faktum, at han fik omkring 300.000 stemmer færre end demokraten og miljøforkæmperen Al Gore. Trods uregelmæssigheder omkring valget i staten Florida, hvor Bush’ egen bror Jeb er guvernør. Alle kneb gælder åbenbart – både i og uden for USA’s Højesteret.

Præsident George Walker Bush Junior dokumenterede som noget nær sin første handling overhovedet, at han ikke har forstand på politik – at han kun nåede så vidt på grund af den massive økonomiske opbakning, han fik fra den stenrige oliebranche. Han lever nu til fulde op til alle spådomme om, at han ikke fatter en brik om politik og miljø, men kun styres af penge og pengestærke bagmænd.

Hans første gerning var nemlig at erklære, at nu vil han åbne op for olieudvinding i Alaskas sidste ødemarker. Dem, som præsident Carter sidst i 70’erne fik fredet via sin fremsynede Carter Convention. Nu vil Bush junior betale oliebranchen tilbage for dens støtte under valgkampen – ved at sælge ud af det amerikanske arvesølv. Nu skal der bores efter olie i den sårbare arktiske ødemark – den eneste, som er tilbage af slagsen i Nordamerika.

Og så er Bush junior endda – som Bush senior – en ivrig lystfisker. Hans problem er blot, at han hellere vil fiske bass i en kunstig sø i det varme Texas end i en iskold naturlig elv længst oppe i Alaska.

USA’s miljøorganisationer har øjeblikkeligt erklæret Bush kamp til stregen og sidste blodsdråbe. – Hvor kortsynet kan man være og så samtidig blive præsident for verdens mægtigste nation og eneste tilbageværende supermagt?

Den slags lader sig kun gøre i USA, hvor man har det værste og bedste af alt.

1. januar 2001

© Steen Ulnits

* Bush ud af bush’en

Så kom han langt om længe ud af busken – den nye præsident, som USA’s befolkning slet ikke ville have, men som den republikansk dominerede Højesteret med en hårfin split decision alligevel mente, de skulle have. Så meget for Højesterets upartiskhed, som ingen nu længere tror på.

Den politisk umodne og forkælede fars dreng med oliemillioner på bankkontoen havde ingen skrupler over at skulle være USA’s nye præsident – trods det faktum, at han fik omkring 300.000 stemmer færre end demokraten og miljøforkæmperen Al Gore. Trods uregelmæssigheder omkring valget i staten Florida, hvor Bush’ egen bror Jeb er guvernør. Alle kneb gælder åbenbart – både i og uden for USA’s Højesteret.

Præsident George Walker Bush Junior dokumenterede som noget nær sin første handling overhovedet, at han ikke har forstand på politik – at han kun nåede så vidt på grund af den massive økonomiske opbakning, han fik fra den stenrige oliebranche. Han lever nu til fulde op til alle spådomme om, at han ikke fatter en brik om politik og miljø, men kun styres af penge og pengestærke bagmænd.

Hans første gerning var nemlig at erklære, at nu vil han åbne op for olieudvinding i Alaskas sidste ødemarker. Dem, som præsident Carter sidst i 70’erne fik fredet via sin fremsynede Carter Convention. Nu vil Bush junior betale oliebranchen tilbage for dens støtte under valgkampen – ved at sælge ud af det amerikanske arvesølv. Nu skal der bores efter olie i den sårbare arktiske ødemark – den eneste, som er tilbage af slagsen i Nordamerika.

Og så er Bush junior endda – som Bush senior – en ivrig lystfisker. Hans problem er blot, at han hellere vil fiske bass i en kunstig sø i det varme Texas end i en iskold naturlig elv længst oppe i Alaska.

USA’s miljøorganisationer har øjeblikkeligt erklæret Bush kamp til stregen og sidste blodsdråbe. – Hvor kortsynet kan man være og så samtidig blive præsident for verdens mægtigste nation og eneste tilbageværende supermagt?

Den slags lader sig kun gøre i USA, hvor man har det værste og bedste af alt.

28. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Nye Trident TL stænger fra Orvis

Det er en tydelig trend: Flere og flere fluefiskere investerer i 4-delte rejsestænger i stedet for de almindelige 2-delte, som i sagens natur fylder langt mere.

Tendensen er klar, selv om rejsestængerne i sagens natur er dyrere end de 2-delte. Også selv om stængernes indehavere måske slet ikke planlægger nogen længere rejse. Det er blot uhyre komfortabelt med rejsestængernes korte stangsektioner.

Til 2001 sæsonen lancerer eksempelvis amerikanske Orvis hele 18 nye modeller i deres velkendte Trident TL topserie af fluestænger. Ikke færre end ti af de nye modeller er 4-delte rejsestænger, og Orvis bestræber sig da også på, at samtlige modeller efterhånden skal kunne fås såvel 2-delte som 4-delte.

Denne udvikling i retning af flere og flere flerdelte stænger med flere og flere dele er i høj grad teknologisk baseret. Først i de seneste år har man for alvor kunnet designe sådanne stænger, uden at det er gået ud over deres kasteegenskaber. Først nu har man fået computere og computerprogrammer, som er i stand til at udregne den optimale udformning af denne type fiskestænger.

Flerdelte stænger kræver markant flere beregninger og større præcision i samlingerne end traditionelle todelte. De bedste fabrikanter arbejder i dag med tolerancer på få tusindedele af en tomme, førend de er tilfredse. Hver enkelt samling måles og håndtilpasses, så man er helt sikker på en årelang pasning.

Men den slags koster. Priserne er typisk 15-25 % højere for de 4-delte modeller – højere på modeller med endnu flere sektioner. Men har man først prøvet førsteklasses flerdelte stænger, kvier de fleste sig ved nogensinde mere at investere i nye 2-delte stænger.

Så god er aktionen i dag, at man ikke længere kan mærke forskel. Og så meget lettere er de flerdelte fluestænger at transportere og opbevare.

23. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Lille ny” Large Arbor fra Orvis

Orvis lancerede sidste år deres prisbillige bredspolehjul baseret på den velkendte skivebremse fra Battenkill hjulene.

Der var fire størrelser Battenkill Large Arbor at vælge imellem – fra den lille 3/4’er til den store 9/10’er. Nu har Orvis så til 2001 lanceret endnu en størrelse – en lille ny, der har betegnelsen 1/2 og dermed sigter på de allerletteste lineklasser. Og det er der faktisk god brug for, idet netop forfangsspidser på omkring 0.10 mm virkelig kræver en bremse, der starter helt jævnt og rykfrit op.

Efter at have testet den mindste model på en håndfuld tykmavede bækørreder i de sydengelske kalkstrømme Test og Itchen kan jeg kun konstatere, at den fungerer helt efter hensigten. Bremsen starter silkeblødt op, og selv ved en minimal bremsekraft er der ikke skyggen af tilløb til overløb under udløb.

Sædvanligvis velinformerede kilder meddeler, at Orvis påtænker at udvide Battenkill Large Arbor serien med yderligere en model til næste år – en laksemodel, der så efter al sandsynlighed vil få betegnelsen 11/12.

Orvis har med den nye Large Arbor serie virkelig skudt papegøjen og har da også haft svært ved at følge med efterspørgselen i den nu snart forgangne sæson. Prisen er nemlig ganske rimelig.

14. december 2000

© Steen Ulnits

* Snart slut med drivgarn i Middelhavet

Verdens første marine reservat blev sidste år en realitet, da Frankrig, Monaco og Italien enedes om at frede et stort havområde i Middelhavet ud for de tre lande.

Havområdet er hele 2,5 gange Kattegat af størrelse, og det er primært blevet fredet på grund af de mange hvaler, der lever netop her. Deres tilstedeværelse skyldes en opvældszone, hvor næringsrigt bundvand af strømmen bringes op til overfladen og lyset. Store mængder plankton og dyrealger bliver resultatet og første led i en stor fødekæde med hvalerne som vigtigste slutled.

For at beskytte hvalerne mod at ende som uønskede bifangster er der udstedt et totalforbud mod drivgarnsfiskeri i hele dette kolossale – i hvert fald set med danske øjne – havområde. Ikke uventet har garnforbudet affødt mange protester fra lokale erhvervsfiskere, der ser reservatet som det første skridt på vejen mod et garnfrit Middelhav.

Men man freder ikke bare lige et stort havområde, selv om det måtte være nok så vigtigt og bevaringsværdigt. De første planer om et marint reservat netop her blev lanceret helt tilbage i 1989. Først ti år senere – i 1999 – var man kommet så langt ad politiske og internationale kanaler, at fredningen kunne blive en realitet.

Måtte de sarte og sårbare og overfiskede indre danske farvande på samme måde blive udlagt som et marint reservat med forbud mod hårdhændet fiskeri med trawl og drivgarn. Det ville vi alle nyde godt af.

9. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Kostbar 7-delt sag

I erkendelse af, at selv en 4-delt stang i visse situationer kommer til kort (læs: bliver for lang), lancerede amerikanske Orvis derfor sidste år en rap lille 7-delt sag.

Med sine kun godt 40 cm i det grønne alurør var den lille “ny” i Trident TL serien et rigtig godt valg for den rejselystne fluefisker, der er villig til at betale for godt kram. Stangen har – trods de mange samlinger – en ubrudt gennemgående aktion, som evner at kaste en klasse 5 line både langt og præcist.

Den lille 7-delte blev så stor en succes sidste år, at den i lange perioder var i restordre fra fabrikken – trods en ganske pebret pris. Og succesen var så stor, at Orvis til 2001 lancerer endnu en 7-delt sag af den meget transportvenlige slags. En 9 fods fluestang klasse 8.

Det er en længde/line kombination, som mange rejsende saltvandsfluefiskere længe har sukket efter i en rigtig kort udgave. Som tilfældet er på dens lillebror, har Orvis også på storebror fraveget sin sædvanlige top-over-bund samling og i stedet satset på spigot-samlinger.

Orvis fortæller selv, at man simpelthen ikke kan lave almindelige samlinger så tæt på toppen uden dels at ødelægge aktionen, dels spolere udseendet. Derfor valgte man i stedet de slanke spigot-samlinger på de 7-delte stænger.

Som tilfældet var med den første 7-delte sag, så kaster også den anden fint med liner en klasse tungere end det anbefales.

6. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Flerdelt fluestang til fornuftig pris

Flere og flere fluefiskere vil have flere og flere flerdelte fluestænger. Men flerdelte fluestænger har længe været dyre, hvis de også skulle være gode. Specielt har de mange samlinger været et problem på billige, flerdelte fluestænger.

Men det rådes der nu bod på. Abu Garcia har nemlig til 2001 sæsonen lanceret en ny 4-delt rejsestang i Diplomat Fly serien. Der er tale om en 9 fod klasse 5-6 stang, som er ideel til generelt fiskeri med tørflue og nymfe i å og sø. En stang, der er lige meget hjemme på fjeldturen til Laplands ørreder og stallinger som til regnbuerne i det lokale Put & Take vand.

4-delte stænger er langt lettere at transportere end de almindelige 2-delte, og med den nye 4-delte Diplomat Fly ser problemerne med samlingerne ud til at være et overstået fænomen. Stangen matcher perfekt med et Diplomat Fly 5/6 fluehjul fra selvsamme Abu Garcia.

Og så er prisen uhyre rimelig.

1. december 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Radikalt nyt Ambassadeur hjul

Abu Garcia er for mange spinnefiskere synonym med de klassiske Ambassadeur multiplikatorhjul. Efter et halvt århundrede i produktion skulle man tro, at udviklingsmulighederne måtte være udtømte. Men nej. Abu Garcia lancerer til 2001 sæsonen et helt nyt multihjul baseret på et helt nyt koncept, nemlig planetgearet. Det nye hjul hedder meget passende EON.

Med et planetgear får man hele fem kraftoverføringspunkter – mod kun to hos det traditionelle gear. Herved mere end fordobles kraften under indspinning. Men man får ikke blot et bedre udvekslingsforhold. Man får også aflastet hjulets vitale dele, hvilket resulterer i en blødere gang og længere levetid.

Planetgearet er på flere måder nøglen til EON’s unikke egenskaber. Det er planetgearet, som har gjort det muligt at centrere håndtaget midt på gavlen. Det er også planetgearet, som har gjort det muligt at flytte og forbedre slirebremsen. Bremsens nye placering gør den meget let at komme til. Bremseskiverne er samtidig blevet større, hvilket medfører en langt mere jævn og stærk bremse.

Da håndtaget sidder i midten, er justeringsskruen for den mekaniske kastebremse placeret midt på håndtaget. Kastebremsen bliver på denne måde lettere at indstille og justere. Indstillingen bliver derfor mere eksakt.

Også centrifugalbremsen er let at justere. Bag hjulgavlen, som let løsnes med CamLock systemet, sidder centrifugalvægtene. Ved at dreje på låseringen kan man umiddelbart vælge, hvor mange af vægtene, der skal være aktive under kastet.

Når man frikobler spolen, frikobles også lineføreren, som da svæver helt frit. Lineføreren følger nu linens mindste bevægelse på spolen, hvilket giver mindre modstand og længere kast. Og man behøver aldrig mere bekymre sig om, at line og linefører kommer ud af takt.

EON’s stativ er fremstillet af Duralite 6, som er et råstærkt letvægtsmateriale. Det giver en konstruktion, som er både robust og rustfri. EON’s CamLock system indebærer ligeledes nemme og bekvemme spoleskift – noget, man ellers ikke er forvænt med på multihjul.

Skal ses i butikken og prøves ved vandet!

1. december 2000

© Steen Ulnits

* Flere svin – mere svineri

Danske landmænd – specielt svinebønderne – fortsætter ufortrødent deres kamp for at ødelægge den danske natur og det danske vandmiljø. Senest har de ansøgt om tilladelse til at øge deres i forvejen kolossale produktion på 25 millioner grise årligt med yderligere 0,6 million grise.

I forvejen sviner de 25 millioner grise så meget som 80 millioner menneskers urensede spildevand – i form af gylle, der spredes ud over markerne for at komme af med den. Danske svinebønders allerstørste problem er derfor ofte, at de ikke råder over tilstrækkeligt med landbrugsarealer, hvor deres gylle kan spredes. Jordpriserne er derfor steget markant, hvilket mærkes på flere måder.

Dels er det blevet svært for nye landmænd at etablere sig – nyuddannede bønder, som efter al sandsynlighed ville være mere tilbøjelige til økologisk landbrug end det traditionelle svineri. Og dels er jorden nu så dyr, at det er vanskeligt at opkøbe tilstrækkelige arealer til den naturgenopretning, staten i disse år er i gang med.

Nu har det sågar også vist sig, at adskillige mennesker rundt omkring i landet direkte er blevet syge af de stinkende gylledampe. Der har i dagspressen og på TV været vist eksempler fra skoler og plejehjem, hvor mavesygdomme har floreret i forbindelse med gyllespredning uden for bygningerne.

Landmændene er bedøvende ligeglade. De har loven på deres sige, siger de, og har derfor ingen planer om at skære ned på svineriet. De vil tilsyneladende have tilstande som i Holland og Belgien, hvor vandmiljø i dag er en by i Rusland – noget, man havde for mange år siden. Underligt, at de såkaldte dyrevenner bruger alle deres ressourcer på at lukke tamme mink ud i naturen – i stedet for at fokusere på svineriet fra svinebønderne.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har til pressen udtalt, at amterne allerede har lovhjemmel til at afvise svinebøndernes ansøgninger om udvidelse. Med den begrundelse, at miljøet ikke kan klare mere. Men amterne siger, at de kun i meget få tilfælde er i stand til at afvise korrekt udfyldte ansøgninger om udvidelse. Tiden vil nu vise, om Ritt kun er sig sit økologiske ansvar bevidst, når det gælder hendes egen økologiske æblehave på Fyn.

Man kan i mellemtiden diskutere, hvem der er de største svin i denne sammenhæng. Grisene er det i hvert fald ikke. De kan jo ikke gøre for det.

27. november 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Visionære vadestøvler

Traditionelle gummisåler er glimrende til brug på blødt underlag, hvor de har et godt greb. Men skal man vadefiske på glat stenbund, er selvsamme gummisåler ikke meget bevendt. De kan nemlig ikke stå fast på algebegroede sten og klipper.

Det kan til gengæld filtsåler, hvis ru overflade formår at skære igennem det tynde og ofte sæbeglatte algelag. Uheldigvis er selvsamme filtsåler næsten livsfarlige, hvis de skal bruges på glatte og mudrede overflader. Da kommer man lynhurtigt til at føle sig som Bambi på glatis!

Dansk-finske “Vision” barslede for nogen tid siden med et interessant bud på en fiks løsning af dette evindelige problem: En vadestøvle med såvel gummisål som filtsål.Visions vadestøvle har således en hæl med profilsål, som griber godt på blødt underlag, mens resten af sålen er af filt.

To fluer med ét smæk, om man så må sige.

25. november 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Flere flerdelte fluestænger i fremtiden

Flere og flere fluefiskere investerer i 4-delte rejsestænger i stedet for de almindelige 2-delte, som i sagens natur fylder langt mere. Tendensen er klar og går i retning af rejsestængerne, selv om de i sagens natur er noget dyrere end de 2-delte.

Til 2001 sæsonen lancerer amerikanske Orvis hele 18 nye modeller i deres velkendte Trident TL topserie af fluestænger. Ikke færre end ti af de nye modeller er 4-delte rejsestænger, og Orvis bestræber sig da også på, at samtlige modeller efterhånden skal kunne fås såvel 2-delte som 4-delte. Alle naturligvis klassificeret efter Orvis unikke “Flex Index”, så man aldrig er i tvivl om aktionen.

Priserne? De er typisk 15-25% højere for de 4-delte modeller. Har man først prøvet en førsteklasses flerdelt, kvier man sig ved nogensinde mere at investere i 2-delte stænger. Så meget lettere er de 4-delte fluestænger at transportere og opbevare. Og kasteegenskaberne er ikke mærkbart ringere end de 2-deltes.

Alt taler således for flere og flere flerdelte fluestænger i fremtiden.

25. november 2000

© Steen Ulnits

* 2000: Oversvømmelsernes år

I sommer var den gal i Midtsverige, hvor adskillige elve gik over deres bredder – godt hjulpet på vej af ekstraordinært store regnmængder og vandkraftværker, der grådigt holdt på vandet så længe, at det til sidst var for sent. Resultatet blev skader på veje og bygninger for et trecifret millionbeløb.

I lang tid troede man, at nu var oversvømmelserne et overstået kapitel i Mellemsverige. Lige indtil den seneste tids voldsomme regnskyl, der endnu engang har fået de store midtsvenske elve til at gå over deres bredder nær grænsen til Norge.

Efter Sverige var den gal i Schweitz og Norditalien, hvor Po floden gik over sine bredder og oversvømmede mange kvadratkilometer fra Alperne i nord til Adriaterhavet i syd. 35.000 blev evakueret – mindst 25 dræbt, heraf flere i de store mudderskred, som oversvømmelserne udløste oppe i bjergene.

Og nu er den så gal i England, hvor man oplever de værste oversvømmelser i 400 år. Der er tale om den dyreste naturkatastrofe nogensinde – med skader skader for mere end 1 milliard kroner.

Oversvømmelserne nar medført stop for bygning af nye anlæg, der kunne forværre situationen ved regulering af nedbøren, og regeringen har sat 6 milliarder kroner af til fremtidige forholdsregler.

Indtil videre er 3 dræbt, og der har været oversvømmelsesvarsler ved flere end 40 floder. Værst har det været ved River Ouse i vikingebyen Yorkshire nord for London, hvor floden har stået mere end 5 meter over normal vandstand. 3.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem i dette område.

Alt taler for, at det er drivhuseffekten, der nu er ved at gøre sig synligt gældende. Hvor industrien i årevis har affærdiget videnskabens snak om drivhuseffekten og dens skadelige virkninger på vejr og miljø, dér viser naturen nu selv kræfter.

Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten ved at klikke på den.

20. november 2000

© Steen Ulnits

* Mere og mindre kunstgødning

Statistikken viser, at der bruges mindre og mindre kunstgødning på de danske marker. I sig selv et glædeligt budskab, der dog ikke fortæller noget om det samlede gødningsforbrug i Danmark. Den stærkt stigende svineproduktion leverer nu gylle i stridere og stridere strømme, og det er her, baggrunden for det mindskede forbrug af kunstgødning skal søges.

Statoil, som jo leverer olieprodukter fra de norske Nordsøoliefelter, har imidlertid øget sin produktion af netop kunstgødning. Og det er mere positivt, end det umiddelbart kunne lyde. Statoil har nemlig udviklet en let dieselolie, som er meget fattig på forurenende svovl. Et brændstof, man derfor håber at kunne sælge til specielt lave og miljøvenlige afgifter.

På samme måde har Statoil netop indviet et anlæg, der kan omdanne forurening fra oliefyring – svovldioxid og kvælstofoxider, hovedingredienserne i sur nedbør – til netop nyttig kunstgødning. Fra erhvervsside forventer man, at det nye anlæg i Kalundborg vil blive en god kilde til eksport.

Anlægget har kostet Statoil 77 mio. kroner, og man mener, at der på verdensplan er behov for op mod 50 store anlæg og 1.000 mindre af slagsen. Det er danske Haldor Topsøe AS, der har stået for udviklingen. Et glimrende eksempel på, at højteknologi kan gavne miljøet både til lands, til vands og i luften.

12. november 2000

© Steen Ulnits

* Milliard til miljøet

Man kan mene om det nye røde finanslovsforlig, hvad man vil. Men man kan ikke fratage det, at vi her står med en af de mest miljøvenlige finanslove nogensinde – hvis ikke den mest miljøvenlige af dem alle. Og det kan vi kun takke regeringens forligspartnere, Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten, for. Uden dem ville det have set sort ud.

Det lykkedes nemlig de to røde partier at få en hel milliard ekstra sat af til det danske miljø. I stedet for de sølle 75 millioner, som regeringen havde afset til miljøet, fik venstrefløjen hele 155 millioner kroner sat af til naturgenopretning. Som tidligere omtalt på denne side ville de kommende års naturgenopretning af Skjernå alene æde næsten alle midler, hvorfor den danske naturgenopretning reelt ville ophøre for en stund.

Men nu er der altså kommet ekstra penge i kassen, og hermed kan man så atter håbe på, at der vil blive midler til en naturgenopretning af Gudenåen ved Tangeværket. Et langt omløb uden om hele søen – som foreslået af fødevareminister Ritt Bjerregaard – vil jo alene koste op mod 100 milloner kroner.

Så lad os alene i miljøets interesse sende et par venlige tanker til Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten. Uanset ens egen politiske overbevisning. Venstres miljøpolitiske ordfører var ikke overraskende meget lidt begejstret for det nye miljøforlig.

12. november 2000

© Steen Ulnits

* Manipulation i Mølledammen

For 7. år i træk har lokale lystfiskere hjulpet Sønderborg Kommune med biomanipulation af Mølledammen i Sønderborg. I alt blev der i efterårsferien fanget 139,5 kg skaller i den lavvandede dam – en anseelig vægt, når man tager i betragtning, at langt de fleste skaller kun vejer 5-15 gram. Så snakker vi lige pludselig om tusinder af fisk.

Kommunen tillader det årlige fiskeri i efterårsferien, så lokale borgere og deres børn dels kan komme på fisketur og dels hjælpe med at tømme dammen for nogle af dens mange skidtfisk. Mølledammen er ude af balance – med det resultat, at der bliver alt for mange og alt for små skidtfisk i vandet, som bliver uklart på grund af manglende dyreplankton til at holde algerne nede. Planktondyrene har de mange skidtfisk nemlig spist, og herved er søen kommet ud af økologisk ligevægt.

Ved at fjerne skaller og brasen, men genudsætte gedder og aborrer håber man så at kunne skabe en sø i balance – med klart vand og en afbalanceret bestand af rovfisk og byttefisk. I det uklare vand kan rovfiskene nemlig ikke se til at fange skidtfiskene og dermed holde bestanden i skak.

En idé til efterfølgelse andre steder i landet, hvor man råder over lavvandede småsøer med store mængder skidtfisk. Fang en fisk, få en god oplevelse og hjælp så samtidig naturen i balance igen.

9. november 2000

© Steen Ulnits

* Mexico 2001

En uges fiskeri efter bonefish, tarpon, permit, snook og barracuda på en af Mexico’s fineste lodges med direkte adgang til de flotteste flats og de hvideste badestrande. – Var det mon noget til den kommende vinter? Læs i så fald videre:

Placeret på en lang landtange med det åbne Caribien på den ene side og den lukkede mangrove på den anden er der altid gode fiskemuligheder – uanset vejr og vind. Det er der ikke mange andre lodges, der kan hamle op med. Blæser det for meget til at tage ud på åbent hav, hvor de største bonefish typisk tages, fisker man blot efter de lidt mindre inde i mangroven – hvor for øvrigt også de allerfleste permit og tarpon holder til.

Lodgen ligger på halvøen Yucatan, og undervejs derned kører man forbi nogle af de største Maya-ruiner på hele Yucatan. De stråtækte “cabanas” ligger lige ned til den smukkeste hvide sandstrand, og lodgen selv ligger på grænsen til det store Sian Ka’an naturreservat, hvor der er flere muligheder for spændende udflugter. For os fiskere såvel som eventuelle ikke-fiskende ledsagere. Lodgen er således ideel for dem, der gerne vil have kone eller kæreste med – i tilgift til fiskestangen!

Prisen er uhyre rimelig, når man tager tid, sted og tilstedeværelsen af rige amerikanere i betragtning. Noget tilsvarende andetsteds koster mindst 50% mere. Ikke sjældent det dobbelte.

Dato: 10.-17. marts 2001Pris: US$ 2.190

Prisen er alt inklusive – ophold (to mand per cabana), fuld forplejning (mexicanske drikkevarer inkluderet!), og 1 professionel guide per båd og to fiskere; økoture for ikke-fiskere (3 dage med snorkling, fuglekig og jagt på søkøer); transport fra lufthavn til lodge (men ikke den transatlantiske flyvning, som kan gøres for små DKK 6.000)

Tilmeldingsfrist: 30. november 2000 (til undertegnede, der selv tager afsted og derfor står til rådighed med oplysninger om fisk, fiskeri, grej og metoder med meget mere). Meget begrænset antal pladser.

Vil du se billeder fra forårets tur til stedet, som jeg første gang besøgte forrige år, så klik her og drøm dig over til sydens sol og varme og jættestærke fisk på de krystalklare flats. Vi ses!

31. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Den “nye” Skjernå indvies

Så er det i dag, det nygamle Skjernå-løb tages i brug. Under tilstedeværelse af prins Joachim og miljøminister Svend Auken lukkes det første Skjernå-vand ind i det nye Skjernå-løb, som maskinerne har gravet på siden juni sidste år.

Men det har taget lang tid at komme så langt – mange år. Kort beskrevet har forløbet været og vil være som følger:

• 1968: Hedeselskabet lægger sidste hånd på reguleringen af Skjernå’s yderste løb – det, der siden er blevet kaldt Danmarks “vandmotorvej”. 4.000 hektar vådområde afvandes for en pris på 222 mio. i 97-kroner.
• 1968-87: Store mængder okker vaskes ud i Ringkøbing Fjord. En stor del af den indvundne jord “sætter sig” efterhånden og bliver til uproduktiv landbrugsjord. Ikke mindst heltbestanden går voldsomt tilbage.
• 1987: Døde hummere på TV får Folketinget til at vedtage den første vandmiljø-handlingsplan. Som et led i denne plan besluttes det at lægge Skjernå tilbage i dens gamle leje. Formålet er at tilbageholde næringssalte på engene.
• 1998: En anlægslov for Skjernå’s retablering vedtages endeligt af Folketinget. Store opkøb og ombytninger af jord langs åen har gjort det muligt for staten at gennemføre Nordeuropas største naturgenopretningsprojekt. Pris 254 mio. kroner.
• 1999: Arbejdet påbegyndes. Der fjernes gamle broer over veje, som nedlægges. Der bygges en ny bro over Skjernåvej samt nye diger til sikring af omliggende marker mod oversvømmelser. Det nye åløb udgraves og sikres på udsatte steder.
• 2000: Det nye nederste løb indvies, og Skjernå ledes tilbage til sit gamle snoede forløb. Målet er en reduktion på 25% af det udledte okker, 12% af det udledte fosfor og 6% af det udledte kvælstof. Målet er i mellemtiden også blevet en generel naturgenopretning.
• 2001: Der graves videre på det nye åløb. Der bygges nye broer og rives gamle ned. Det store styrt ved Kodbøl fjernes helt, så fiskenes passagemuligheder forbedres. Der opkøbes og nedlægges dambrug langs åens nedre løb, så forureningen mindskes.
• 2002: Det nye åløb er nu gravet færdigt og retableringen gennemført helt op til Borris i såvel Skjernå som tilløbet Omme Å. Det regulerede åløb fyldes op, og alt burde atter være fryd og gammen i det vestjyske. Alt i alt vil 1,6 mio. kubikmeter sandet jord da være flyttet i Vestjylland.
• Den samlede pris for dette vestjyske eventyr: En lille halv milliard kroner. To skridt tilbage og to skridt frem.

Så lad os alle ønske hinanden tillykke på denne mindeværdige dag. Hvor efterårets første storm fik vandet til at stå 3 meter højere end normalt ud for slusen ved Hvide Sande. Hvor miljøfjendske landbrugsinteresser langt om længe måtte vige for hensynet til vandmiljø og vådområder. Laksen længe leve!

30. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Sværdfisk på højeste plan

Sværdfisken, der normalt færdes på store dybder i Stillehavet og Atlanterhavet, er nu kommet helt op på højeste plan. Internationalt og politisk, vel at mærke. Den truede fisk er nemlig blevet årsag til et sammenstød mellem Chile på den ene side og spanske fiskere på den anden. Og da Spanien jo er medlem af EU, er striden reelt blevet til et spørgsmål mellem Chile og EU.

Spanierne er utilfredse med, at chilenerne ikke lader dem lande deres fangster af sværdfisk i chilenske havne. Herved mister de nemlig adgangen til det lukrative amerikanske marked for sværdfisk.

Chilenerne mener derimod, at spanierne fisker uhæmmet på en truet bestand, og at op mod 60% af deres fangster består af sværdfisk, der endnu ikke er blevet gydemodne. Fisk, som derfor reelt er under det mindstemål, de desværre ikke har, men burde have. Chilenerne beskylder således spanierne for at overfiske den bestand, som de selv hæger om – med strammere restriktioner for deres eget fiskeri.

På højeste plan i EU er der derimod røster fremme om, at Chile blot benytter sig af “grøn protektionisme” – at de vil beskytte deres egne økonomiske interesser under foregiven af hensyn til miljøet og fiskebestandenes størrelse.

Hos den danske afdeling af World Wildlife Foundation – WWF – har man ikke uventet størst forståelse for den chilenske holdning. WWF mener, at sagen er et godt eksempel på, at de rige landes overkapacitet i fiskeflåden blot sendes til de fattige lande for at udnytte og udbytte ressurserne her.

EU står således i et dilemma. På den ene side skal man varetage et medlemslands økonomiske interesser. På den anden side står man selv som garant for havmiljøet – blandt andet via et nyt forbud mod de kilometerlange drivgarn, der sættes efter tun, men har havfugle, delfiner og havskildpadder som uønskede bifangster. Et længe ventet forbud, der træder i kraft til næste år.

29. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Søløver truet på livet

I løbet af de seneste 30 år er bestanden af stellar-søløver i det nordlige og vestlige Stillehav faldet med over 80% – fra over 250.000 eksemplarer til nu under 50.000. National Marine Fisheries Service i USA mener, at nedgangen nu er så stor, at bestanden kan være på vej til at uddø helt.

Den dramatiske tilbagegang menes at skyldes den hårde konkurrence, som søløverne udsættes for fra det kommercielle fiskeri efter søløvernes naturlige fødeemner. En pendant til de spekulationer, som fuglefolk har bragt på bane, når det gælder søpapegøjer eller lunder i Nordatlanten. De menes tilsvarende at være truet på livet af det hårdhændede industrifiskeri efter tobiser – lundernes foretrukne føde.

Som nævnt tidligere på denne side mener norske forskere, at erhvervsfiskeriet er skyld i en tilbagegang i bestanden af lomvier i Nordnorge på mellem 80 og 90%. Ganske vist ikke indirekte via konkurrence om fødeemner, men direkte som uønskede bifangster i drivgarnene.

29. oktober 2000

© Steen Ulnits

* To tøver i to år med Tange…

Tangeværkets koncession på brugen af Gudenåens vand udløber som bekendt her i år 2001 og skal derfor fornyes eller forlænges.

Imidlertid er der store såvel økonomiske som politiske interesser forbundet med netop Tangeværket og dets fortsatte drift. Miljø- og energiminister Svend Auken og værkets socialdemokratiske bestyrelse ønsker elproduktionen videreført, da det er CO2-fri energi, som produceres her – omend i meget små mængder og med millionstort statstilskud. Tilsvarende mener fødevareminister Ritt Bjerregaard, hvorunder fisk og fiskeri jo også hører, at Tangeværket bør nedlægges i sin nuværende form, så Gudenåen atter kan byde vandrefiskene på fri passage.

Svend Auken går således ind for den korte og billige strygløsning, der kun tilgodeser Tangeværket og dets økonomiske interesser. Ritt Bjerregaard derimod er fortaler for det lange og kostbare omløb i hele søens længde – en løsning, der i værste fald løber op i 100 mio. kroner. Men samtidig den løsning, der kan tilfredsstille flest af sagens stridende parter.

Til trods for de mange, lange og store diskussioner, der har været om netop Tangeværkets fremtid i de seneste årtier, har man således fra politikerside endnu ikke fundet en løsning. Et imponerende forhalingsspil, hvor Danmarks Naturfredningsforening (DN) har været storaktør som fortaler for søens fortsatte eksistens og værkets fortsatte elproduktion. En kamp, hvor DN har været oppe mod Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), der ikke uventet har været fortaler for laks og havørreder i Gudenåen samt Tangeværkets nedlæggelse.

Men Svend Auken og hans socialdemokratiske partifæller i Tangeværkets bestyrelse ønsker ikke nogen genskabelse af Gudenåen. Det er kun Skjernå, der er fundet værdig til en gennemgribende naturgenopretning. I mellemtiden har så Svend Auken og Ritt Bjerregaard holdt et septembermøde, hvor de enedes om en yderligere tænkepause på to år, inden værkets fremtid endeligt afgøres.

Imponerende forhalingstaktik. Imens vi venter, kan interesserede læse mere om vandkraft og Gudenåen og Tangeværket ved at klikke her.

25. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Nordsøen invaderes

Drivhuseffekten ser nu ud til at have resulteret i noget aldeles konkret, nemlig nye fiskearter i Nordsøen. Det er fisk, som med den stigende havtemperatur er indvandret sydfra – fisk som gulstribet mulle, der i år er fanget i store mængder af fiskere ud for Skotland.

Den gulstribede mulle, som er en fornem spisefisk, lever normalt i Middelhavet med tilstødende havområder. Men den har nu følt sig så fristet af de stigende vandtemperaturer, at den er trængt så langt nordpå som til Skotland, hvor den sågar er begyndt at gyde. På samme måde er den tyklæbede multe efterhånden blevet fast inventar i samtlige danske farvande – også den en varmtvandsfisk, der ellers slår sine folder omkring Den Engelske Kanal. Endelig er der havbarsen, som også fanges oftere og oftere langs den jyske vestkyst.

Forskerne har målt markante stigninger i havtemperaturen i de seneste år. Således er vintertemperaturen i Nordsøen omkring Færøerne i dag hele fire grader højere end for blot seks år siden, hvilket har betydning ikke blot for indvandringen af nye arter sydfra, men også udvandringen af gamle nordpå. Således regner mange nu med, at bestandene af torsk og hvilling i Nordsøen er på hastig tilbagegang – at man ikke kun kan lægge skylden på overfiskning fra erhvervsside.

De stigende havtemperaturer ledsages af stigende planktonmængder i overfladevandet – af mere uklart vand – hvilket naturligvis også hænger sammen med de store udledninger af næringssalte til Nordsøen. Man regner med, at planktonmængden i Nordsøen i dag er blevet op mod ti gange større i løbet af det seneste årti. Det har igen resulteret i flere søstjerner og børsteorme på havbunden, som jo i sidste ende modtager de døde og nedsynkende planktonorganismer.

Nordsøen er således et fiskevand i stadig forandring. Men den nuværende udvikling fra et tempereret havområde til et mere subtropisk varer ikke nødvendigvis ved. I takt med de stigende temperaturer sker der også en stigende afsmeltning af isen ved Nordpolen. Allerede nu er der smeltet op mod 40% af ismasserne her, og fortsætter udviklingen, vil al isen heroppe være væk omkring år 2040.

Den store afsmeltning betyder koldt smeltevand, som vil modvirke de ellers stigende havtemperaturer. I det hele taget kan vi regne med mere ustabilt vejr i de kommende år – som følge af drivhuseffekten, der nu ser ud til at slå igennem for alvor.

25. oktober 2000

© Steen Ulnits

* – Slut med naturgenopretning?

Naturrådet advarer nu såvel regering som befolkning om, at det fremover kommer til at stå endog meget skralt til med midler til naturgenopretning. Således er der til næste finansår kun afsat 13 millioner kroner til formålet – naturligvis ud over det, som retableringen af Skjernå kommer til at koste.

Naturrådets vismænd er oprørte over, at midlerne kun rækker til genopretning af 50 hektar jord – noget, der svarer til et enkelt større landbrug. Gennem de sidste ti år er der genoprettet et areal svarende til nogle få promiller af det danske land, men i samme tidsrum er der beslaglagt et fem gange større areal til anlæg af byer og veje. Samlet set er den danske natur derfor skrumpet yderligere ind i de forgangne år, og nu skal der yderligere spares på naturgenopretningen.

Set i dette perspektiv er det påtænkte budget aldeles utilstrækkeligt. I Danmarks Jægerforbund mener man endda, at “naturen er sendt til tælling”. Jægerne føler sig specielt hårdt ramt, idet man alene her er vant til at disponere over 30 millioner kroner årligt til plantning af 1.000 km læhegn til vildtet.

Samlet er der lagt op til en halvering af midlerne til naturgenopretning. “Det bliver endog meget vanskeligt at opretholde Danmarks grønne profil hos omverdenen med en sådan nedskæring”, siger Dansk Ornitologisk Forening.

“Danmark kan simpelthen ikke leve op til sine egne ambitioner om at fordoble skovarealet inden for de næste 60-70 år”, supplerer naturvismændene.

22. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Bort med bundmaling

Skibsfarten har i mange år været storleverandør af giftige stoffer, der lækker fra skibenes bundmaling. Malingen indeholder giftstoffer, som skal hindre den tilgroning med alger, som ellers øger skibenes vandmodstand under sejlads markant.

Man har længe brugt tinholdige malinger af typen Tributyl-Tin (TBT), men de er nu langt om længe på vej ud. Den private skibsfart med mindre både er gået foran på dette område – omend ikke frivilligt, men ad lovgivningens vej.

Nu ser det så ud til, at den kommercielle skibsfart også følger trop – i første omgang endda frivilligt. Således har en af verdens største brugere af containerskibe – det danske rederi A. P. Møller – besluttet, at samtlige rederiets skibe fremover kun må bundmales med TBT-fri bundmaling.

Rederiet J. Lauritsen har tilsvarende meddelt, at man inden 2005 også kun vil bruge TBT-fri bundmaling på sine skibe. Elsam, der råder over mange store kulskibe, vil have nået samme mål allerede i 2002.

Det er de TBT-holdige bundmalinger, som efter al sandsynlighed bærer hovedansvaret for, at det i dag er næsten umuligt at finde en han- eller hunsnegl i danske havneområder. Den giftige bundmaling har nemlig utilsigtede hormonelle bivirkninger, som gør sneglene tvekønnede.

TBT er oprindelig en meget stærk nervegift udviklet specielt til brug i giftgasser.

22. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Forbund i fremgang

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har nu for 3. år i træk kunnet notere sig en medlemsfremgang og har efterhånden atter rundet de 30.000 medlemmer. Således regner man med at have fået mindst 1.000 nye medlemmer inden udgangen af dette år.

Som lystfisker kan man kun glæde sig over, at vore organisationer vokser, for med voksende medlemstal vokser også den politiske indflydelse. Se blot på Danmarks Naturfredningsforening, der i perioder har rundet de 200.000 medlemmer, og som politikerne af samme grund altid er meget lydhøre overfor. Tal, der tæller – stemmer, der skal kapres – stemmer, som derfor høres. Sådan fungerer nu engang vort demokratiske samfund.

Så et stort tillykke til DSF med det stigende medlemstal!

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Kongen og loven

Fiskeriet i Ribe Vesterå har meget længe været underlagt en kongelig bevilling fra 1700-tallet, som giver en lokal erhvervsfisker noget nær uindskrænkede fiskerettigheder.

I de senere år har erhvervsfisker Mikkelsen dog – formedelst god betaling – afgivet noget af fiskeretten til Ribe Sportsfiskerforening, som nu sælger dagkort til det produktive fiskevand. Rigtig mange lystfiskere fra nær og fjern har siden da nydt godt af dette og fanget deres første laks og havørreder i engene ud mod kammerslusen ved Vadehavet.

Alligevel har den gamle kongelige forordning længe været en torn i øjet på mange såvel lokale lystfiskere som nationale myndigheder. Således har Mikkelsen netop været i retten mod Fødevareministeriet, der ikke mente, at han havde uindskrænkede fiskerettigheder ifølge sin kongelige bevilling. Det er jo Fødevareministeriet, hvorunder alle fiskeriretlige spørgsmål i dag sorterer.

Vestre Landsret afgjorde, at Mikkelsen skal følge den til enhver tid gældende fiskerilovgivning på ferskvandsområdet. Den tilsidesatte således helt den aldeles utidssvarende kongelige bevilling, som familien Mikkelsen har haft i flere generationer.

Kongelige bevillinger skal således til enhver tid følge den gældende lovgivning. Mere royale er vi alligevel ikke – trods nej’et til Euroen!

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Frivillig fredning

Varde Å har ikke blot fået nogle af sine sving og sine vildlaks tilbage efter nogle meget trange år. Nu har de lokale sportsfiskere sågar foreslået en frivillig fredning af laksene, så bestanden i en 3-årig periode atter kan få fodfæste i det maltrakterede sydvestjyske vandsystem.

Det er tanken, at alle laks, der i de næste 3 år fanges på stang og line oppe i åen, skal genudsættes. Derfor har man foreslået Ho Bugt fredet for garn og ruser i den samme periode, hvilket er blevet mødt med en positiv holdning fra bierhvervsfiskerside.

Nu mangler så blot, at hele Vadehavet friholdes for erhvervsfiskeri efter laksene. Interesserede kan læse mere om problematikken herude i en artikel om den store Vadehavsundersøgelse nederst på denne side.

19. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Iltsvind truer Fyn

Omfattende iltsvind truer nu farvandet omkring Fyn, meddeler miljømyndighederne fra Fyns Amt. Her taler man om de værste iltsvind i de 25 år, hvor der er foretaget målinger. Således måles der nu ekstraordinært store iltsvind især i farvandet nord for Fyn og i Lillebælt, hvor man efterhånden er vant til dette tilbagevendende fænomen. Men også i Storebælt tæt på Fyn ser det skidt ud, hvilket er usædvanligt.

Det kan føles som et slag under bæltestedet for de myndigheder, der i de seneste år i stigende grad har arbejdet for et bedre vandmiljø. Men forklaringen er ganske ligetil: Årene 1995, 1996 og 1997 var meget nedbørsfattige med kun omkring halvdelen af den gennemsnitlige årlige nedbør, og det kunne mærkes på vandkvaliteten, som var stærkt for opadgående.

Men så kom to meget våde år i 1998 og 1999 – med en ekstraordinært stor udvaskning af kvælstof fra landbruget til følge. Og det er disse store kvælstofmængder, der nu har resulteret i de ekstraordinært store iltsvind, der plager ikke mindst farvandet omkring Fyn. Hvor man for øvrigt hører til de mere miljøbevidste amter i landet.“Foreløbig kan vi ikke se effekterne af de to vandmiljø-handllngsplaner på iltsvindssituationen”, konkluderer man derfor fra Fyns Amt.

Effekten af den seneste Vandmiljø-handlingsplan II skal vurderes inden årsskiftet, og man må forudse yderligere stramninger for landbruget, hvis situationen skal bringes under blot nogenlunde kontrol.

17. oktober 2000

© Steen Ulnits

* 37.000 tons ammoniak årligt fra danske svin

Danmarks Naturfredningsforening (DN) råber nu vagt i gevær. DN finder situationen omkring den stigende danske svineavl alarmerende og betragter den fordampende ammoniak fra svinene som det største akutte miljøproblem overhovedet i dagens Danmark.

Årsagen er de 37.000 tons ammoniak, der hvert år frigives til atmosfæren fra de danske svinefarmes 25 millioner svin. Ammoniakken ender i sidste ende i jord og vand via nedbøren, hvor den så overgøder miljøet med kvælstof. I så høj grad, at næringsfattige heder og moser helt mister det planteliv, som er så karakteristisk for netop dem. Planter, der ikke kan klare konkurrencen med andre planter, dersom miljøet tilføres ekstra kvælstof.

Overvismand fra Naturrådet, Peder Agger, giver DN ret i problemets akutte og katastrofale omfang. Regeringen ventes at barsle med nye forholdsregler først i det nye år.

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Vadehavet vader i næringssalte

Mere end 10.000 tons kvælstof ledes hvert år ud i Vadehavet. Primært via vandløbene i Sønderjyllands og Ribe Amter – sekundært via en nordgående strøm fra vandløb som Rhinen og Seinen.

Vandmiljøhandlingsplanen fra 80’erne skulle reducere udledningerne af kvælstof med 50%, men det er ikke sket. Faktisk kan man næsten ikke måle nogen reduktion overhovedet, hvilket var og er baggrunden for Vandmiljøhandlingsplan 2. Til gengæld er udledningerne af fosfor i det samme tidsrum reduceret med hele 70%. Landbrug og dambrug har således ikke formået at leve op til planerne, hvilket byer og industri – via nye rensningsanlæg – for længst har gjort.

En af de vigtigste veje frem mod en reduceret udledning af kvælstof fra landbruget er etableringen af flere våde enge. Et problem her har vist sig at være omkostningerne til kompensation af landmændene for tabt landbrugsjord. Jordpriserne er i dag så høje, at der fattes penge til denne kompensation.

Flere politikere er derfor skeptiske og mener, at tiden allerede nu er moden til en endnu skrappere Vandmiljø-handlingsplan 3 – hvis der overhovedet skal ske nogen reduktion fra landbruget.

Ellers må vi se i øjnene, at fremtiden givet vil bringe flere døde fjorde á la Mariager Fjord anno 1997.

Fiskeinteresserede kan læse mere om den store Vadehavsundersøgelse under “Aktuelt”.

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Boganmeldelse: Af Orvis om Orvis

Orvis er et velrenommeret amerikansk firma, som har specialiseret sig i fremstilling af kvalitetsprodukter til især fluefiskere. Et firma, som blev etableret i 1856, og som allerede havde postordrekunder før den store borgerkrig nogle år senere.

Det var dengang et firma, som især var kendt for sine fine splitcane fluestænger – en tradition, der blev holdt i hævd til langt op i 1960’erne og 1970’erne af en mand som Wes Jordan. Det var blandt andet Orvis’ fortjeneste, at man fandt en måde at imprægnere de sarte bambusstænger, så de bedre kunne tåle vand.

Men firmaet var hensygnende, da en dynamisk mand ved navn Leigh Perkins overtog det hele i 1965. Firmaet havde da en årlig omsætning på 500.000 US dollars. Perk, som han kaldes blandt venner, havde en baggrund som søn af en ganske usædvanlig moder. Dels dyrkede hun idræt på højt plan – dels jagtede og fiskede hun bedre end nogen mand. Perk’s barndom blev således ganske vist tilbragt i mors skørter, men det var altså med fiskestang eller gevær i hånden!

Perk er et godt eksempel på den aggressive amerikanske forretningsmand, for hvem “business is everything”. I sin bog “A Sportsman’s Life” fortæller Perk med slet skjult stolthed og aldeles uden den klædelige beskedenhed, som ingen da heller forventer sig fra en kulturløs amerikaner, om firmaets voldsomme vækst siden hans overtagelse for nu 35 år siden. Bogen har da også den ganske beskrivende undertitel “How I built Orvis by mixing Business and Sport”.

Har man et forhold til Orvis – og de mange fine produkter, som dette firma i dag fremstiller – bør man så absolut læse denne bog. Da får man pludselig et helt andet forhold til bestemte produkter, som har været en milepæl i firmaets historie. Og under alle omstændigheder får man en spændende og meget personlig skildring af en usædvanlig mand og hans både usædvanlige og misundelsesværdige liv.

Som fluefisker skal man dog være klar til også at læse en hel del om Perk’s mange jagthunde og deres fortræffeligheder… Det er dog aldrig uinteressant læsning, omend det naturligvis absolut intet har med fluefiskeri at gøre.

Orvis omsætter i dag for mere end 100 millioner dollars årligt, så det er så absolut en af giganterne i industrien, vi her har med at gøre.

“A Sportsman’s Life”af Leigh Perkins

Atlantic Monthly Press 1999

196 sider, indbundet

illustreret i sorthvid

14. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Hovedløst fiskeri “down under”

En fiskebåd fra Brisbane på den australske østkyst oplevede for nylig, at et af besætningsmedlemmerne faldt over bord. De resterende underrettede myndighederne, ledte efter fiskeren, men fandt ham ikke. De fortsatte derefter fiskeriet efter groupers – havbars – på dybt vand.

Da de siden kom i land med fangsten, som blandt andet omfattede en 100 punds grouper, blev de noget overraskede. For ikke at sige chokerede. Det forsvundne besætningsmedlem var nemlig med hjem alligevel, omend på en lidt makaber måde: Da man rensede den store grouper, fandt man i maven på den – hovedet af den forsvundne fisker!

Politiet formoder, at fiskeren er faldet overbord og er blevet flænset af de mange hajer, som findes i området. Hovedet, som jo er tungere end resten af kroppen, er blevet revet af under flænseriet og er derefter sunket til bunds. Hvor den store grouper så åd det, inden den selv blev fanget.

Ikke så lidt af en fiskehistorie, men aldeles sand. Også selv om den stammer fra “down under”, hvor alting jo er lidt større og vildere.

7. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Store Knægtedag

I JyskeVestkysten forslår Erik Egvad Petersen (EEP), at der afholdes en årlig “Store Knægtedag”. Baggrunden er det hærværk, som et par unge knægte for ikke så længe siden udførte ved Åbenrå Slotssø.

Hærværket, der bestod i lidt snitten i to træer ved søen, medførte straks et forbud mod fiskeri i voldgraven. EEP mener, at det er en ganske urimeligt hård straf, som går ud over det store flertal af unge lystfiskere, der opfører sig ordentligt. Samtidig foreslår han, at der indføres en årlig “Store Knægtedag”, hvor unge mennesker instrueres i en korrekt opførsel ude i naturen.

En glimrende idé, som burde tages op over hele landet. I en tid, hvor vi nærmest har tabt en hel generation af unge mennesker til videofilm og computerspil, ville noget sådant være et helt rigtigt skridt på vejen mod en bedre verden. Unge mennesker af i dag ved ikke ret meget om færden i det fri. Det er noget, der skal læres, så EEP’s idé anbefales på det kraftigste.

1. oktober 2000

© Steen Ulnits

* Blå marlin – fra gummibåd!

Det bliver da også vildere og vildere: Nu har amerikanerne fundet på at fiske store blå marlin – fra ganske små gummibåde!

De første vaklende skridt blev taget i Stillehavet ud for San Juan sidste år, og fisketurene varede alle under fire timer. Dels på grund af den bagende sol, for hvilken der ikke er nogen beskyttelse ombord på en lille gummibåd. Og dels på grund af aktionsradius, som er ret begrænset i så lille et fartøj uden store brændstoftanke.

Men resultaterne lod ikke vente på sig. Allerede på den første tur var der gevinst, og i alt resulterede seks korte ture i ni krogede og landede blå marlin. Fiskene vejede mellem 80 og 200 lbs. (36-90 kg) og viste sig fint at kunne fightes fra selv så små både.

Tricket bestod i, at én mand styrede båden fra agtersædet, mens den andet fightede fisken fra forstavnen. Det gjaldt blot om at følge med fiskene, når de løb – så fightede selv de største af fiskene sig trætte på under 20 minutter. Alle fiskene blev genudsat.

Ind imellem kan man godt misunde amerikanerne deres muligheder for at fiske rigtigt store fisk på ganske let grej…

1. oktober 2000

© Steen Ulnits

* “Rent Fiskeri”

Et antal af verdens ubestridt fineste fiskeprodukter og produktnavne er nu samlet under ét i paraplyorganisationen “Pure Fishing” – “Rent Fiskeri”.

Tidligere havde en mindre del af sortimentet været samlet under en organisation ved navn “Outdoor Technologies Group” (OTG), men det fandt ledelsen var en lidt for bredt favnende betegnelse. Derfor skiftede man navn til “Pure Fishing”, da man fik yderligere et antal fiskeprodukter under sine beskyttende vinger.

Det hele startede med amerikaneren Berkley Bedell, som grundlagde firmaet Berkley i Spirit Lake, Iowa, USA i 1937.

“En af de vigtigste årsager til firmaets store succes gennem årene har været, at jeg kunne omgive mig med folk, for hvem fiskeri ikke blot var en hobby, men en passion. Folk, som var dedikerede til at skabe nyt og bedre fiskegrej.”

Sådan sagde grundlæggeren Berkley Bedell engang i et interview. Sønnen Tom Bedell, som i dag driver firmaet videre og som nu står fadder til “Pure Fishing”, supplerer sin far med følgende:

“For os er fiskeri mere end bare forretning. Det er en lidenskab, vi alle deler. Det handler om naturen, livet i vandet, spændingen ved hvert et nyt kast og samværet med familie og venner.”

Siden sønnen tog over, er der brugt kolossale pengesummer på at udvikle nye produkter. Men ikke nok med det. OTG overtog for nogle år siden først ABU Garcia og siden Fenwick. Helt ny er imidlertid overtagelsen af franske Mitchell, hvis klassiske 300-serie med 30 millioner eksemplarer siden 1948 er verdens mest solgte fastspolehjul nogensinde.

Seneste indlemmelse i “Pure Fishing” koncernen er “Spiderline”, som producerede de første uelastiske PE-liner eller superliner – dertil stadig de eneste, som er fremstillet af de højteknologiske Spectra-fibre.

Vi vender senere tilbage med en nærmere præsentation af de mange nyheder, som “Pure Fishing” lancerer til 2001-sæsonen.

– Husk nu at stemme om Euroen i dag!

28. september 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Large Arbor fra Orvis

Det er snart et godt stykke tid siden, at amerikanske Orvis med brask og bram lancerede deres nye Battenkill Large Arbor hjul – letvægtsfluehjul med storspole. Men det er først nu, man også har kunnet se og købe dem her i Europa – trods deres britiske herkomst.

Large Arbor hjulene fremstilles nemlig i England på den af Orvis ejede fabrik “British Fly Reels”. Det var da også her, at flaskehalsen opstod i forbindelse med lanceringen af hjulene: Man kunne simpelthen ikke levere i forhold til den overvældende efterspørgsel.

Da jeg i februar besøgte den store bådmesse i Miami, Florida, jagtede jeg længe et eksemplar, som jeg kunne teste. End ikke Orvis’ egen repræsentant i byen havde hele serien, der består af fire modeller: 3/4, 5/6, 7/8 og 9/10. Han havde kun en 5/6’er tilbage – resten havde han måttet aflevere til sultne kunder, der allerede havde ventet længe på forudbestilte hjul.

– Vi må erkende, at vi vist er bedre til at skabe et behov end dække en efterspørgsel, sukkede han…

Men nu er hjulene her altså, og de har bestemt været værd at vente på. Umiddelbart ligner de lidt svenske Loop, men i modsætning til disse har Battenkill LA hjulene en lukket konstruktion, der ikke er nær så sårbar over for sand og snavs. Den er dog ikke 100% vandtæt og støvtæt, men kunne godt forbedres med en O-ring.

Bremsemekanismen er den samme som i Orvis’ velkendte Battenkill hjul – et “tried and tested” system, som findes i hundredtusindvis af fluehjul verden over. Her går man således næppe galt i byen. Og da prisen ligger under DKK 2.000, kan man kun være tilfreds.

Det testede hjul er den største model 9/10, som rummer en WF 9 F line plus 200 meter 20 lbs. bagline. Trods den store kapacitet vejer hjulet kun 170 gram, og samtidig byder det på klassens suverænt største indtagningshastighed: Hele 30 cm line per omdrejning!

Det er noget, der for alvor kan mærkes, når man skal spole løsline op eller holde stram line til en fisk, der pludselig vender og svømmer lige imod én. Har man først vænnet sig til det store og åbne hjuls udseende, er man hurtigt solgt på dets høje grad af funktionalitet. Selv spoleskift er noget, der klares på et øjeblik – uden de irriterende løsdele, som mange andre storspolehjul byder på.

Til gengæld bør man hurtigst muligt udskifte det oldengelske hjuletui, der medfølger, til et moderne af neopren – ét, der kan sættes om hjulet, mens det sidder på stangen. Det dur!

Du kan se billeder af det nye LA hjul fra Orvis ved at klikke på artiklen “Storspolehjul” under “Fluefiskeri”.

24. september 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Vandtæt fisketaske fra Orvis

Orvis har udtænkt og fremstillet en speciel fisketaske til den fluefiskende bådfisker. En fisketaske så stor, at den uden problemer rummer alt det, man som bådfisker bør have med på turen. Således måler tasken indvendig hele 31 x 21 cm og vejer 2,4 kg. Udvendig måler den 50 x 35, da den er forsynet med tre store yderlommer til alt det løse.

Det specielle ved netop denne taske er, at den er 100% vandtæt – altså oven vande. Det kan øsregne, og den kan stå i vand helt op til låget, førend noget trænger ind. Tasken er nemlig bygget op omkring en robust helstøbt plastboks med tilhørende og tætsluttende plastlåg. Det hele er indkapslet i Orvis’ nye grønne og slidstærke “Nailhead” nylonvæv, som giver tasken et nydeligt udseende.

Så slut med angst for, at kameraer og film med meget mere – for slet ikke at tale om madpakken – bliver vådt i en våd båd. Her er plads til det hele, lidt til og meget mere. Flueæsker, fluehjul, flueliner, tænger etc., etc. Anbefales på det kraftigste.

24. september 2000

© Steen Ulnits

* Landbruget i dialog

Vandmiljø-handlingsplan II, som udløber i 2003, skal med et fint ord “midtvejsevalueres” inden jul i år. Da skal eksperter, embedsmænd og politikere tage stilling til, om planen har virket efter hensigten, eller om der er brug for yderligere opstramninger. Vandmiljø-handlingsplan II kom jo til verden, da den oprindelige viste sig utilstrækkelig over for landbruget.

Nu har Landbrugsrådets præsident Peter Gæmelke foreslået, at uafhængige eksperter skal vurdere, om den nye handlingsplan har fungeret godt nok på kvælstofområdet – landbrugets ømmeste punkt. Gæmelke foreslår i den forbindelse, at miljøministeren nedsætter et udvalg svarende til det såkaldte “Bichel-udvalg”.

Dette udvalg er for øvrigt opkaldt efter den tidligere præsident i Danmarks Naturfredningsforening (DN), Svend Bichel, der som den hidtil eneste herhjemme formåede at få totalt modstridende interesseorganisationer til at enes. Således fik han jægere og fuglefolk til at være i samme stue!

Peter Gæmelke er godt klar over, at et sådant uafhængigt ekspertpanel meget vel kan nå til den konklusion, at der skal strammes yderligere op over for landbruget. Men han mener, at nødvendige opstramninger alligevel vil komme – før eller senere – så hvorfor ikke få det overstået snarest muligt.

I Folketinget er man positivt stemt over for nedsættelsen af et sådant uafhængigt ekspertudvalg. Dog mener de radikales miljøordfører, at det ikke må medføre en udsættelse af løsningen på landbrugets ammoniakudslip til atmosfæren. Det har højeste prioritet, hvilket også DN tidligere har udtalt.

Rart, såfremt landbruget nu er mere velvilligt stemt over for en konstruktiv dialog. Men endnu bedre, hvis vi også ser konkrete resultater. Klik her, hvis du vil læse mere om landbrugets hidtidige holdninger til spørgsmål om vandmiljøet.

18. september 2000

© Steen Ulnits

* Kommuner går sammen

Det er amterne, der ifølge miljøloven har det overordnede miljøtilsyn, men kommunerne, der har det direkte.

Dette tilsyn er en stor udgiftspost for kommunerne – så stor, at fem kommuner i Ribe Amt nu er gået sammen om de lovpligtige miljøtilsyn. De tekniske udvalg i henholdsvis Bramming, Brørup, Holsted, Ribe og Vejen kommuner mener, at de sammen kan udføre tilsynene på et højere fagligt niveau.

Hvis forsøget falder heldigt ud, kan man nok forvente, at noget tilsvarende vil ske andre steder i landet – i hvert fald mellem kommuner, der som de her nævnte fra Vestjylland har sammenfaldende miljøforhold. Her er der i så fald penge at spare.

18. september 2000

© Steen Ulnits

* Skræmte fiskere på Lillebælt

Udviklingen fortsætter sin skæve gang på Lillebælt. Forleden blev en af turbådene således passet op af to trawlere på én gang, som havde fået den sjove idé, at de ville “klemme ham lidt”. Sådan udtalte de i hvert fald til dagspressen efter den nye episode, som skræmte den pågældende turbåd ind på lavt vand, hvor trawlerne ikke kunne følge med.

Den pågældende turbådsskipper ønskede efter episoden ikke at udtale sig til pressen – af frygt for repressalier. Trawlerne har således opnået, hvad de ønskede – ved chikane og trusler om vold. Og det i et moderne retssamfund med lovgivende, udøvende og dømmende myndighed.

I skrivende stund overvejer søfartsmyndighederne, om der skal ske søforhør i den tidligere omtalte og anmeldte sag om trawleren, der gik så tæt på en turbåd, at denne blev fanget af en trawlwire og slæbt afsted, indtil wiren sprang.

Indtil videre er lystfiskerne lidt skræmte over udviklingen, hvilket naturligvis sætter en bremse på fisketurismen i området. Hvad der tydeligvis også er trawlfiskernes erklærede formål.

Har du ikke læst rapporten, der startede det hele, så kan den stadig rekvireres kvit og frit hos Middelfart Turistbureau på telefon 64 41 17 88

16. september 2000

© Steen Ulnits

* Åben krig på Lillebælt

Som nævnt under denne notits har Middelfart Turistforening netop udgivet en rapport om fiskemulighederne i Lillebælt. Eller rettere de muligheder for et økonomisk vigtigt lystfiskeri, som det nuværende trawlfiskeri sætter en effektiv stopper for.

Den netop udgivne rapport, som kan rekvireres gratis hos Middelfart Turistforening på tlf. 64 41 17 88, har allerede afstedkommet megen røre omkring og på Lillebælt. Således oplevede hele to af bæltets faste turbåde i går, at de nærmest blev vædret af en trawler – endda med den samme skipper i begge tilfælde.

I det ene tilfælde havde han sågar trawlet ude og gik så tæt på turbåden, at trawlets ene trosse fik fat i kutteren “Fortuna”, der blev slæbt afsted en halv sømil, inden wiren sprængtes. Naturligvis med skrækslagne lystfiskere ombord.

I det andet tilfælde, som fandt sted mellem Fænø og Fænø Kalv, havde den pågældende fisker ikke trawlet ude, men sejlede på kollisionskurs, indtil han i sidste øjeblik drejede af og passerede turbåden “Bang Bang” på en til to meters afstand.

I begge tilfælde kaldte turbådsskipperne den angribende trawler over radioen for at få en forklaring. Og i begge tilfælde fik de den besked, at “hvis I vil have krig, så skal I sat’me få krig”.

Vi følger med spænding den fortsatte udvikling på Lillebælt. Trawlerpolitikken er tydeligvis at skræmme lystfiskerne væk fra fiskepladserne i det snævre bælt, som på det smalleste sted kun er 600 meter bredt. I den netop offentliggjorte rapport kan man læse om et tilsvarende konfrontation med en trawler, der nær havde kostet et hold sportsdykkere livet.

13. september 2000

© Steen Ulnits

* Ny rapport om Lillebælt

I den nordligste del af Lillebælt har man aldrig problemer med iltsvind – det sørger en meget kraftig vandgennemstrømning til stadighed for. Til gengæld har man andre problemer at slås med.

Middelfart Turistbureau har netop udgivet en ny rapport om det rekreative fiskeri efter primært torsk, fladfisk og havørred på den nordlige del af Lillebælt, som kaldes “Snævringen”. Turistbureaet ved, at netop lystfiskeriet trækker mange turister til, og at disse turister lægger rigtig mange penge i lokalsamfundet.

Men der er en slange i paradiset, og denne slange hedder trawlfiskeri. Dag ud og dag ind trawler syv kuttere farvandet igennem og ødelægger derved mulighederne for et veludbygget rekreativt fiskeri. Med regelmæssige mellemrum opstår der konfrontationer og konflikter mellem de turbåde, som sejler med lystfiskere, og så kutterne, der har det tunge bundtrawl slæbende efter sig.

Den nye rapport fokuserer meget på de økonomiske muligheder i det rekreative fiskeri med stang og line. Den fokuserer ligeledes på de ødelæggelser, som de tunge trawlskovle påfører bundmiljøet i den smalle og strømstærke del af Lillebælt.

Rapporten er gratis og kan bestilles hos Middelfart Turistbureau på telefon 64 41 17 88. Interessant læsning for alle med interesse i lystfiskeri og vandmiljø.

11. september 2000

© Steen Ulnits

* Skræmte fisk i Nordsøen

De lærde strides pt. om, hvorvidt seismiske undersøgelser foretaget af olieselskaberne ude på Nordsøen skræmmer fiskene bort eller ej. Ifølge kritikerne flygter fiskene fra de sprængninger, som foretages, når nye områder skal undersøges for potentielle olie- og gasforekomster.

Ikke uventet mener olieselskaberne selv, at sagen er undersøgt til bunds, og at intet taler for en sådan skræmmeeffekt. Til gengæld mener flere fiskeribiologer og fiskeriforeninger, at det modsatte er tilfældet. Fiskerne har nemlig registreret, at voksne fisk i vid udstrækning søger bort fra områder med seismiske sprængninger. Og forskerne følger trop med udtalelser om, at skræmmeeffekten på længere sigt kan have andre og endnu mere katastrofale følger.

Dette er især tilfældet, hvis sprængningerne skræmmer voksne fisk på deres vandring mod gydepladserne. I så fald kan gydningen svigte eller få en stærkt reduceret succes. Man frygter også for, at fiskelarver og yngel – der i modsætning til de voksne fisk ikke kan slippe væk – vil få en øget dødelighed på grund af stress.

Fra Barentshavet foreligger dokumenterede undersøgelser, som viser, at torsk og kuller søger bort fra områder med seismiske sprængninger. Og at det kan tage uger og dage, førend de vender tilbage igen. Danmarks Fiskeriundersøgelser oplyser, at der ikke foreligger relevante undersøgelser fra danske farvande om skræmmeeffekten.

Alligevel melder man hus forbi fra Mærsk Olie og Gas. “Offshoreindustrien og andre har genneført undersøgelser…og intet vurderes at kunne påvirke fiskebestandene nævneværdigt”, udtaler Mærsk til dagbladet Politiken.

11. september 2000

© Steen Ulnits

* – Årets hidtil største havørred?

FDB’s Fiskeklub Hasselager er en velfungerende fiskeklub for FDB’s Distributionscenter i Hasselager ved Århus. På klubbens udmærkede hjemmeside kan man læse en spændende beretning om måske årets hidtil største danske havørred:

Torsdag den 13. juli ved 21-tiden kørte Steffen Bech fra Risskov til Karup Å. Han ankom til zone 4 på Skive-foreningens vand klokken 22.30 og begyndte fiskeriet.

Et par timer senere var han nået ned til Røjbæks store hul, hvor han fik et voldsomt hug på sin store sorte kaninskindsflue. Et kraftigt modhug og fisken var godt kroget. Steffen kunne med det samme mærke, at det var en rigtig stor fisk, han havde fået på krogen.

På den anden side af åen stod der en ung fyr med sin far. Steffen spurgte, om de ikke kunne
komme over for at hjælpe ham, da det er vanskeligt selv at gaffe så stor en fisk.

Der gik næsten 20 minutter, inden de var nået over på hans side af åen, og da var fisken ved at være træt. Først gik den unge fyr i åen, men gaffede forbi fisken. Steffen spurgte derfor faderen, om han ikke ville gaffe fisken i stedet for.

Da han vadede ud i åen, fik han øje på fisken og sagde: “Hold kæft, hvor er den stor!”

På det tidspunkt sad mit hjerte helt oppe i halsen. Men fisken blev gaffet og kom på land. Det var et helt fantastisk syn: En fuldstændig blank hanfisk med løse skæl og i absolut topkondition.

Steffen skyndte sig at køre over til en af sine fiskevenner, som er bager, og heldigvis var denne i
bageriet. Fisken blev vejet på en elektronvægt og afslørede følgende imponerende data:

12,048 kg ved en længde på 101cm og et livmål på 57cm.

“Mit livs fisk”, slutter Steffen Bech sin beretning.

Det kan man vist kun give ham ret i!

7. september 2000

© Steen Ulnits

* “Lachs 2000” i Rhinen

Den 10. juli 2000 fandt den første laks op gennem den nye fisketrappe i Rhinen ved vandkraftværket Iffezheim. Fisketrappen har kostet 15 millioner D-mark (ca. 60 millioner danske kroner) og efterfølges inden tre år af endnu en fisketrappe længere opstrøms ved næste opstemning – ved Gambsheim.

Det faktum, at der nu atter er laks i Rhinen, anses af mange for et mirakel. Intet mindre. Forskere har beregnet, at der for 200 år siden var 800.000 store laks, der hvert år svømmede de mange kilometer op i Rhinen for at gyde i dennes øvre løb.

I 1965 anså man laksen for udryddet. Dræbt af forurening fra den kemiske industri, der ligger tæt fra alpelandet Schweitz længst oppe i vandsystemet til langt ned mod udløbet. Eller hindret i at nå de vigtige gydepladser af massive opstemninger i hovedløb og biløb. Så sent som i 1980 viste tysk TV en mindeudsendelse om atlanterhavslaksen, der ikke længere kunne leve i en “spildevandskanal som Rhinen”.

Udviklingen vendte først i 1986, da en skræmt befolkning så deres drikkevandsanlæg lukke over en 40 km lang strækning af floden – på grund af forgiftning efter en eksplosiv brand i en kemifabrik i Basel, Schweitz. Overalt flød det med døde fisk – billeder, som gik verdenspressen rundt og virkelig gjorde indtryk.

Denne ulykke fik tyskerne til at tænke over tingene. Det kunne ikke fortsætte, og man brugte derfor i de følgende år mere end 100 milliarder D-mark (ca. 400 milliarder kroner) på bygning af effektive rensningsanlæg til spildevandet fra den udbyggede industri og den tætte befolkning langs Europas største vandløb.

I den forbindelse lagde man planen “Lachs 2000”, der skulle sikre Rhinlaksens tilbagekomst i det nye årtusinde – som garant for et bedre vandmiljø. Og man må sige, at det med den seneste lakseopgang virkelig er lykkedes at realisere den ambitiøse plan. Massive udsætninger af laksesmolt kombineret med en bedre vandkvalitet og fri passage var det, der skulle til.

Det millionstore tyske dagblad “Der Spiegel” konstaterer i en flot opsat artikel, at opgaven med at skaffe laksen tilbage til Tysklands vandløb ikke var mindre kompliceret end den, John F. Kennedy i sin tid gav NASA i USA: “Sæt en mand på månen inden udgangen af dette årti!”

Så et stort tillykke til tyskerne, der virkelig fortjener en hånd for deres indsats!

6. september 2000

© Steen Ulnits

* Alt for tidlig åndenød

Årets første iltsvindsrapport fra Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) bringer foruroligende nyt om vandmiljøet i de indre danske farvande. Således fortæller DMU, at vi sidst i august oplevede et ekstraordinært tidligt iltsvind mange steder.

Umiddelbart er dette måske lidt overraskende, idet vi jo har haft en våd og kold sommer, der ikke har givet algerne optimale betingelser. Men ifølge DMU er det sandsynligvis de seneste to års megen nedbør, som har vasket store mængder kvælstof ud fra landbrugets marker – kvælstof, som har medført en ekstrastor produktion af alger, der nu skal nedbrydes – med iltsvind til følge.

Værst står det til med Flensborg Fjord, farvandet omkring Als og Åbenrå Fjord samt den sydlige del af Lillebælt, hvor fiskeriet med bundgarn er gået stærkt tilbage. Der er endnu ikke registreret iltsvind i Kolding Fjord længere nordpå, men store algemængder varsler her problemer på et senere tidspunkt.

Vandmiljø-handlingsplan II skal midtvejsevalueres inden udgangen af dette år. Da skal politikerne tage stilling til, om der skal strammes yderligere op over for landbrugets massive udledninger af kvælstof.

6. september 2000

© Steen Ulnits

* Dambrugere dømt i Højesteret

Danske dambrugere tabte tirsdag den 22. august mange års kamp for retten til uhæmmet at forurene de danske vandløb. Højesteret stadfæstede da lovligheden af den dambrugsbekendtgørelse, der fulgte i kølvandet på den første vandmiljøhandlingsplan fra sidst i 80’erne

Det var en bekendtgørelse, som dels fratog dambrugerne retten til at bruge alt vand i de danske åer – dels dannede grundlag for en lang række retssager, hvor dambrugere siden blev dømt for overforbrug af foder og deraf følgende forurening af vandet. Indtil videre er der faldet domme med bøder og konfiskation i millionklassen, og flere sager er på vej.

De dømte dambrugere accepterer imidlertid ikke Højesterets stadfæstelse af tidligere domme i Landsretten, idet de føler sig dømt på ulovligt grundlag. De påtænker derfor at indbringe dommen for enten Menneskerettighedskommissionen eller Menneskerettighedsdomstolen!

Det er altså også synd for dambrugerne, at de ikke længere har lov til at ødelægge miljøet og vandkvaliteten i samtlige danske vandløb. Den slags krænkelse af menneskerettighederne kan vi naturligvis ikke leve med i et civiliseret samfund som det danske. – Eller kan vi?

2. september 2000

© Steen Ulnits

* Havbrug fordobler medicinforbrug

Danske havbrug er ofte blevet skældt ud. Dels for at forurene med foderrester og affaldsstoffer fra de mange fisk – dels for at bruge medicin, som siden havner i frivandet hos vildfiskene.

Og sidste år var det helt galt. Da brugte danske havbrugere nemlig mere end dobbelt så megen antibiotika som året før – mere end 1,4 tons mod 0,7 ton tidligere. Dette til en så begrænset produktion som 7.000 tons årligt. Forklaringen var den lange og varme sommer, som skabte ideelle forhold for fiskesygdomme som vibriose og furunkulose.

Men modsat nordmændene, som vaccinerer hver enkelt fisk, foretrækker danske havbrugere den nemme løsning med blot at hælde antibiotika i vandet. Trods undersøgelser, som dokumenterer, at langt størsteparten af dette antibiotika ikke optages i fiskene, men i stedet havner på havbunden uden for netburene. Her kan det siden optages af vildfiskene.

Og trods en mere og mere udbredt frygt for, at overdreven brug af antibiotika kan skabe resistens hos bakterierne, så de ved sygdomme hos mennesker ikke længere kan bekæmpes med antibiotika. Trods en kolossal produktion på over 400.000 tons laks og ørreder bruger nordmændene i dag blot 0,6 ton antibiotika.

Fødevareminister Ritt Bjerregaard har nu iværksat en undersøgelse over det danske forbrug af antibiotika i fiskeopdrættet. Interesserede kan læse mere om fiskeopdræt og skadelige medicinrester ved under “Artikler” at klikke på “Medicinrester og kemikalier”.

Her kan man læse Miljøstyrelsens nedslående tal om, at det samlede danske fiskeopdræt – i saltvand og ferskvand – hvert år udleder 145 tons formalin, 9 tons kobbersulfat samt 3 tons antibiotika…

2. september 2000

© Steen Ulnits

* Laks og laks…

Der er laks, og der er laks. Der er vildlaks, og der er tamlaks. Der er storlaks og smålaks, mellemlaks og grilse. Det har vi vidst og kunnet skelne mere eller mindre godt imellem i mange år.

Men nu kan vi også skelne mellem forskellige laksestammer fra forskellige vandsystemer. De har nemlig en forskellig DNA-profil, som det så fornemt hedder. Med avancerede laboratorieteknikker, som allerede nu er en indarbejdet standard, er det muligt med stor sikkerhed at skelne mellem laks fra ét vandløb og laks fra et andet.

Således kan forskerne hos Danmarks Miljøundersøgelser (DMU) i Silkeborg i dag skelne mellem vestjyske laks og udenlandske laksestammer – med imponerende 98 % nøjagtighed. Skal der skelnes mellem de mere nært beslægtede laksestammer i Skjernå og Varde Å, er nøjagtigheden 90%. Skelnes der mellem Skjernå og Storå, er sikkerheden nede på 85%.

Den nye DNA-teknik har således vist sig noget nær uvurderlig, når det skal afgøres, om der i et vandsystem stadig er rester af bevarelsesværdige oprindelige laksestammer tilbage.

31. august 2000

© Steen Ulnits

* Temanummer om laks

Landsudvalget for Miljø- og Vandpleje under Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har højaktuelt udsendt et temanummer om de danske laksebestande.

I hæftet gennemgås den danske laks i et historisk perspektiv, hvorefter der sættes specielt fokus på laksen i Skjernå og på Naturprojekt Skjern Å. Endelig afsluttes med en gennemgang af de genetiske analyser, som har afsløret rester af oprindelige laksestammer i forskellige vestjyske vandsystemer.

Sidst, men ikke mindst indeholder det nye temanummer en lang række vigtige og videnskabelige litteraturhenvisninger for lakseinteresserede.

Landsudvalget bad Skov- og Naturstyrelsen om et indlæg vedrørende styrelsens udpegning af laksehabitater i henhold til EU’s habitatdirektiv. Her har styrelsens afvisnng af Gudenåen som laksehabitat været meget omdiskuteret.

Ikke uventet afslog Skov- og Naturstyrelsen at medvirke. Ikke uventet, da styrelsen netop har et forklaringsproblem i dette spørgsmål. For hvordan kan man med den ene hånd afvise svenske laksestammer i en retablering af Gudenåen, når man med den anden ukritisk importerer tyske bævere til Vestjylland?

Når nu Gudenålaksen blot har været udryddet i trekvart århundrede efter Tangeværkets bygning, mens bæveren har været borte fra den danske natur i et eller to årtusinder? Det hænger mildest talt ikke sammen, og det ved styrelsen da også godt.

“Miljø- og Vandpleje” er et internt orienteringsblad for foreninger under DSF.

31. august 2000

© Steen Ulnits

* Godt i øst – skidt i vest

Mens biologerne klager over svigtende fiskebestande i de store sønderjyske vandløb, som munder ud i Vadehavet, er der til gengæld godt nyt fra de mindre østvendte åer.

Det fremgår af en rapport, som Sønderjyllands Amt netop har udsendt. Af rapporten fremgår det, at der i dag er masser af ørreder i mange af de mindre sydøstjyske vandløb. Faktisk så mange, som der ikke har været i de sidste tyve år.

Den store forskel på fiskebestanden i de øst- og vestvendte vandløb i grænselandet skyldes ifølge amtet, at vandløbene i vest i mange år har lidt under en hårdhændet oprensning, som det tager åerne lang tid at komme sig efter. Omvendt har de østvendte vandløb i lang tid lidt under en meget dårlig vandkvalitet, men det har en stærkt forbedret kloakering og spildevandsrensning rettet kraftigt op på.

Ikke mindst de mindre vandløb, som munder ud Genner Bugt, Åbenrå Fjord og Flensborg Fjord, huser nu solide ørredbestande. Dagens glade nyhed!

27. august 2000

© Steen Ulnits

* Kanoer og kajakker i Sønderjylland

I 1980’erne var der store problemer ved Gudenåen, hvor kanotrafikken nærmest eksploderede i de år. Horder af kanoer væltede ned ad åen – med mere end 300 kanoer daglig på årets første helligdage.

Det kunne vandmiljøet naturligvis ikke holde til, og det endte da også – efter adskillige sværdslag – med, at Vejle Amt indførte restriktioner for sejladsen på det øvre løb af Gudenåen. Restriktioner, der dels begrænser antallet af kanoer – dels begrænser det tidsrum, der må sejles i. Restriktioner, som yder fisk og fugle en vis beskyttelse i yngletiden.

Nu har man så fået tilsvarende problemer på de sønderjyske vandløb. Blandt andet har man på enkelte åer oplevet dage, hvor op mod 150 kanoer passerede ned gennem systemet – ofte hujende passagerer siddende på ølkasser, der tømmes i takt med turen. Ikke nogen udpræget opførsel for almindeligt naturinteresserede personer.

Ribe Amt har da også taget konsekvensen af den stigende trafik med et udspil, der lægger bånd på antallet af kanoer, og som netop nu er til godkendelse i Skov- og Naturstyrelsen. Den lokale kajakklub i Varde bifalder de nye restriktioner, som friholder deres favoritvand – den kunstige Karlsgårde Sø med tilhørende kunstige kanaler.

Men det mest interessante ved de nye restriktioner er, at Skov- og Naturstyrelsen allerede har anket amtets forslag på et enkelt punkt, nemlig sejladsen på Magisterkogen i Vidå. Styrelsen mener nemlig ikke, at amtets restriktioner er restriktive nok!

27. august 2000

© Steen Ulnits

* Skjernå-laksen før og nu

Efter århundreders langsom tilbagegang gik det for alvor hurtigt for laksen i Skjernå. Først med engvandingerne, som tog fart i midten af 1800-tallet. Siden med dambrugene, deres opstemninger og forurening. Samt sidst og endegyldigt med den store regulering af det nedre hovedløb i 1960’erne.

Man regner med, at der i begyndelsen af 1980’erne blot var mellem 50 og 100 vildlaks tilbage i Skjernå, og af dem ynglede langt størsteparten på de nederste 500 meter af tilløbet Karstoft Å. Da man få år senere fandt ud af, at der rent faktisk stadig var rester af den oprindelige laksestamme i Skjernå-systemet – ikke kun rester af tidligere tiders tilfældige udsætninger – gik Ringkøbing Amt i gang med årlige undersøgelser af bestanden. Den nederste del af Karstoft Å blev fredet og det eksisterende dambrug nedlagt. Hermed var de vigtige gydepladser reddet.

Endnu et stort skridt fremad var et sæt nye bestemmelser for fiskeriet ude på Ringkøbing Fjord, hvor langt størstedelen af de tilbagevendende laks hidtil var blevet fanget i garn af lokale fritids- og erhvervsfiskere.

De nye bestemmelser trådte i kraft i 1996, og hvert år siden da – ja, faktisk lige siden 1994 – har man kunnet registrere en stigning i gydebestanden. I 1999 beregnedes lakseopgangen i Skjernå således til 1.126 fisk, hvoraf de 829 stammede fra udsætninger.

Knap 300 fisk var altså vildlaks – født og opvokset i Skjernå, før de vandrede ud gennem Ringkøbing Fjord og videre op i Nordatlanten. En mangedobling af vildlaksebestanden på 20 år, men stadig et meget sårbart og forsvindende lille samlet antal. Og der er stadig langt til de 2.000 årlige gydelaks, som menes at være det optimale antal for Skjernå.

Også for sportsfiskerne ved åen er det gået støt fremad. I slutningen af 70’erne og begyndelsen af 80’erne blev der årligt blot rapporteret fangster på 5-10 laks, mens fangsterne i slutningen af 80’erne var oppe i nærheden af 50 fisk.

I 1997 – året efter de nye restriktioner på Ringkøbing Fjord – blev der indrapporteret under et halvt hundrede stangfangede laks. I 1998 var tallet oppe på 80 eksemplarer, og i 1999 blev endnu flere laks landet og indrapporteret. Alt tyder således på, at restriktionerne virker efter hensigten.

Fiskeribiologerne har beregnet, at det nye Skjern Å Naturprojekt, hvor åens yderste løb delvis lægges tilbage i sit gamle leje, vil kunne forøge laksebestanden med 50% i forhold til det nuværende.

Fremtiden tegner således lysere end nogensinde for den vestjyske laksestamme, der for blot et par årtier siden var truet af den totale udryddelse.

24. august 2000

© Steen Ulnits

* Nej til Center for Vildlaks

Ribe Amt har sagt nej til at støtte Danmarks Center for Vildlaks i Skjern. Dansk Laksefond, som har søgt amtet om penge til klækkeriet, har således fået afslag på sin ansøgning.

Amtet ønsker i stedet at koncentrere sine anstrengelser om at forbedre laksefiskenes levevilkår i vandløbene – noget, der jo på sigt også er langt vigtigere end udsætningerne. Sidstnævnte er jo blot symptombehandling.

Ribe Amt har samtidig sat sig for at gøre en ekstra indsats for den lokale specialitet, snæbelen – en spidssnudet og havvandrende udgave af helten. Amtet frygter, at snæbelen ellers snart vil være uddød i vandsystemerne Brede Å og Varde Å, som begge udmunder i Vadehavet.

Ribe Amt har søgt om EU-midler til de miljøforbedrende tiltag i amtets vandløb.

24. august 2000

© Steen Ulnits

* – Mere radioaktivitet på Kola?

Med forliset af den kun 5 år gamle, 155 meter lange, 14.000 tons tunge og 116 mand store russiske atomubåd “Kursk” af Murmansk i Barentshavet ud for Kolahalvøen er der atter rejst tvivl om de russiske myndigheder og det russiske militærs kontrol over farlige atomfartøjer.

“Kursk” sank som en sten – tilsyneladende efter to eksplosioner ombord under en øvelse – og ligger i dag på godt 100 meter vand. De ombordværende marinesoldater er efter alt at dømme allerede døde – trods russiske myndigheders rapporter om andet.

Enhver med blot en smule kendskab til Rusland og den russiske folkesjæl vil vide, at man ingen lid kan eller skal fæste til officielle oplysninger om katastrofer af denne art. Det sås tydeligt under nedsmeltningen af Tjernobyl atomkraftværket i 1986, hvor myndighederne i lang tid forsøgte at nedtone katastrofens omfang. Ingen tør sige noget, for sporene skræmmer. Alle ved, at om man lækker oplysninger af denne art, så ryger man omgående i fængsel. Sådan har det i hvert fald været både ved Tjernobyl og på Kola – som tidligere omtalt på denne side.

Det russiske militær har lovet fred og ingen fare, idet den sunkne atomubåds to reaktorer skulle være lukket ned. Imidlertid mener flere vestlige eksperter, at det ikke nødvendigvis er rigtigt. At ubåden sank så hurtigt, at der næppe har været tid til den nødvendige nedlukning. Altså er der en reel risiko for nedsmeltning af de to atomreaktorer, der ligger på kun 100 meter vand – med påfølgende radioaktiv forurening af Barentshavet.

Det mener i hvert fald eksperter fra den norske miljøorganisation “Bellona”, der overvåger sagen nøje. For øvrigt den organisation, som russiske miljøfolk selv konsulterer, når de vil vide noget om det russiske miljø!

Endnu har man dog ikke kunnet måle nogen radioaktiv stråling i området. Men det kan hurtigt blive tilfældet, når og hvis den nødvendige køling af atomreaktorerne ophører på grund af ubådens svigtende energiforsyning.

Eksperter vurderer, at Rusland kun har råd til at vedligeholde omkring en tiendedel af atomflåden i Ishavet forsvarligt. Resten får lov at ruste op i Murmansk. Kola-halvøen er og bliver et spændende sted at svinge laksestangen!

Interesserede kan læse mere ved at klikke på atomkraft.

20. august 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Blue Water” til Big Game

Scierra, som på rekordtid er blevet et kendt mærke blandt kræsne fluefiskere, der ikke vil betale overpriser på amerikanske mærkevarer, har til år 2000 lanceret endnu en ny serie fluestænger.

Det er “Blue Water”, som er en stangserie tiltænkt det “nye” fluefiskeri i saltvand. Navnet “Blue Water” henviser til dels det åbne hav, hvor jo de største fluefisk jo svømmer rundt – dels stængernes diskrete blå farve.

Der er tale om hurtige stænger, som formår at skære igennem den vind, der altid blæser ved havet. Som kan levere høje linehastigheder og lange kastelængder. Men med en aktion så kvik, at det bestemt ikke er stænger for begyndere. Man skal have kasterytmen i orden, hvis man vil have det fulde udbytte af disse lette sværvægtere.

For lette, det er de. Eksempelvis vejer en 9 fods klasse 9 stang blot 125 gram, hvilket ikke mindst skyldes en letvægts hjulholder med indlæg af radial kulfiber.

Stangen blev testet under dels fiskeri med flydeline og store 10 cm’s geddefluer – dels fiskeri efter torsk med tunge Teeny T-300 synkeliner. Stangen klarede begge dele til UG og var i det hele taget en fornøjelse at arbejde med – ikke mindst når en 1-2 kg’s hidsig tangtorsk ruskede i den anden ende af linen. For slet ikke at tale om et par kilostore sej, der pludselig dukkede op af dybet – med hug så hårde og udløb så voldsomme, at jeg var helt sikker på en dobbelt så stor havørred!

19. august 2000

© Steen Ulnits

* 10-dobling af garn…

Det lader til, at både Fødevareministeriet og Fiskeridirektoratet har mistet interessen for både lovlige og ulovlige garn. Eller i hvert fald en reduceret garnmængde som den, tidligere fiskeriminister Henrik Dam Kristensen plæderede for efter konferencen i Viborg i efteråret ’97 – under mottoet “til glæde for flest”.

Under alle omstændigheder er det nu en kendsgerning, hvad Danmarks Sportsfiskerforbund frygtede for ved den tidligere lovændring: Der er kommet flere registrerede bierhvervsfiskere end tidligere – i form af fritidsfiskere, som har søgt om status som bierhvervsfisker, med ret til at bruge op til 30 garn i stedet for som hidtil 3.

Ved det seneste godkendelsesmøde i det nævn, der administrerer den nye ordning, blev 30 ud af 80 ansøgere således godkendt som bierhvervsfiskere. Det medførte, at disses hidtidige 90 tilladte garn nu blev øget til 900 garn. En 10-dobling og dermed et hårdt tilbageslag for fiskebestandene i de indre danske farvande, hvor de i forvejen er hårdt beskattet af trawl, garn og ruser.

Man må hermed konstatere, at Fiskeriministeriet definitivt ikke lever op til de løfter, man gav på ovennævnte konference i Viborg. Men blot lader stå til, så vore kyster kan blive overplastret med endnu flere garn end hidtil.

Hvis så også fritidsfiskerne over det ganske land – som tilfældet allerede er på Bornholm – får lov til igen at bruge 6 garn i stedet for 3, er katastrofen fuldstændig og dansk fiskeri atter bombet tilbage til stenalderen.

19. august 2000

© Steen Ulnits

* Kystfiskere til kamp

De danske kystfiskere – dem med garn, ikke dem med stang – har i mange år følt sig hårdt presset af de store bundtrawlere, som dels overfisker bestandene, dels ødelægger bunden, mens de gør det.

De har nu kaldt til kamp mod de store trawlere, som altid leverer fisk af dårlig kvalitet – helt enkelt fordi fangsten har ligget i trawlposen under så hårdt pres, at den er død eller halvdød ved landingen. Kystfiskerne vil kæmpe på kvaliteten af de fangede fisk. De accepterer derfor kun fisk fanget i garn, bundgarn eller snurrevod, hvilket leverer friske fisk i bedste stand.

Kystfiskerne har – på foranledning af brancheorganisationen “Levende Hav” – udarbejdet et regelsæt for fangstmetoder, som er tilladte, hvis man vil kunne forsyne sine fangster med det nye miljømærke. “Fiskernes Økologiske Netværk”, som er en underafdeling af “Levende Hav”, har barslet med en deklaration, der fortæller forbrugeren om hvor, hvornår og af hvem, fiskene er fanget. En garanti for friske fisk fanget under brug af skånsomme metoder. Ingen sekundafisk fra de miljøødelæggende trawlere her.

Ikke uventet kalder Bent Rulle – formand for Dansk Fiskeriforening med de store trawlere – det nye og selvbestaltede miljøvaremærke for fup og svindel. Han frygter naturligvis for, at de trawlfangede fisk ikke længere vil stå sig så godt i konkurrencen om kundernes gunst. I hvert fald ikke på hjemmemarkedet. Men han behøver næppe frygte ret meget, al den stund langt størsteparten af trawlernes plukfisk alligevel går til udlandet – til eksport som ferske eller forarbejdede fisk.

Kystfiskerne derimod ser miljømærket som en sidste chance for at overleve i kampen mod kæmperne. De har set deres antal falde støt i takt med erhvervsfiskeriets industrialisering. Eksempelvis har man ved Lildstrand i Nordjylland noteret en halvering i antallet af fiskekuttere – fra knap 20 både i de glade 60’ere til i dag under 10. I samme tidsrum er kvaliteten på den fisk, der udbydes i landets fiskehandler, dalet tilsvarende.

Indtil videre kan vi lystfiskere i hvert glæde os over at have fundet en, omend uventet, forbundsfælle i kampen mod de grådige og bundødelæggende trawlere. Målet må i sidste ende være, at alle indre danske farvande totalt friholdes for trawlfiskeri og muslingeskrab. Det har de helt enkelt ikke fysik til.

13. august 2000

© Steen Ulnits

* “Levende Hav” lig døde fisk…

Under overskriften “Talfusk om fiskeri” skriver bestyrelsesmedlem i Landsforeningen Levende Hav, Kurt Bertelsen Christensen (KBC) i et indlæg i dagbladet Politiken, at Danmarks Naturfredningsforening (DN) fusker med tallene. DN angiver nemlig, at omkring 7.000 marsvin årligt dør i danske fiskeres garn. KBC mener, at tallet snarere er 3.000.

Uanset om det nu er 3.000, 7.000 eller måske endda 10.000 marsvin, der hvert år lider en pinefuld druknedød i danske monofile garn, så er det alt, alt for mange – uanset at det så sker som uønsket bifangst. Et helt uacceptabelt højt tal.

Men når KBC så i samme indlæg nævner “det på alle områder skånsomme garnfiskeri”, da knækker filmen totalt. Det må være mod totalt bedre vidende, at KBC kan postulere noget sådant. For hvordan kan det “på alle områder” være skånsomt, når marsvin i tusindvis drukner i de selvsamme “skånsomme” garn? Og hvordan kan garn “på alle måder” være “skånsomme”, når Dansk Ornitologisk Forening for nylig har anslået, at omkring 100.000 danske havfugle hvert år lider en tilsvarende smertefuld druknedød i danske fiskeres monofile garn?

Samtidig ved fiskeribiologerne jo, at netop monofile nedgarn er den største enkelttrussel mod danske havørredbestande. At fisk fanget i et monofilt nedgarn kun i meget begrænset omfang lader sig genudsætte i levedygtig stand, når først deres beskyttende slimlag er ødelagt af kontakt med netmaskerne. At de monofile nedgarn således tager alt, der kommer i deres nærhed, hvis ikke fiskene er så små, at de uhindret kan passere netmaskerne.

Den triste kendsgerning er således, at i tusindvis af fredede havørreder – undermålere såvel som fredede fisk i gydetiden – havner i danske erhvervsfiskeres, bierhvervsfiskeres og fritidsfiskeres monofile nedgarn. Fisk, der ikke lader sig genudsætte i levedygtig tilstand.

KBC beskylder DN for “talfusk”, men øver vel ret beset selv navnefusk, når han repræsenterer en garnfiskende organisation med navnet “Levende Hav” – en organisation, hvis medlemmer om nogle spreder dokumenteret død og ødelæggelse med deres garn.

Det er meget prisværdigt, at organisationen Levende Hav modarbejder de store fiskebådes hårdhændede fiskeri med tunge trawlredskaber, der ødelægger bundmiljøet. Men det ville klæde organisationen meget, hvis de under “skånsomme” fiskemetoder kun inkluderede bundgarnsfiskeri, hvor uønskede fisk i vid udstrækning kan genudsættes.

Alt andet er at stikke forbrugerne blår i øjnene. Men et ganske smart markedsføringstrick. Præcis som de garnfangede fisk, der snart kommer på markedet – som “miljømærkede” – fra medlemmer af Levende Hav.

13. august 2000

© Steen Ulnits

* Tangeværket fortsætter – for en stund

Skov- og Naturstyrelsen, der længe har gået som katten om den varme grød i spørgsmålet om Tangeværkets fortsatte eksistens ved Gudenåen, har nu meldt klart ud. Så klart som denne styrelse nu kan gøre det i sager, hvor den konsekvent modsiger sig selv.

Styrelsen har besluttet, at Tangeværket, hvis 80-årige koncession på brugen af vandet i Gudenåen udløber den 8. januar 2001, kan fortsætte midlertidigt indtil 2003. Da skal sagen atter tages op til revision.

Socialistisk Folkeparti (SF) stillede før Folketingets sommerferie forslag om, at Tangeværket nedlægges ved koncessionens udløb. At Tange Sø bevares, og at der samtidig anlægges et langt stryg uden om hele den kunstige kraftværkssø, så nedtrækkende ungfisk kan passere uhindret nedstrøms – i sikkerhed for de knuder, sandarter og gedder, som i dag tager mere end 90% af fiskene.

SF foreslår, at de 65 millioner kroner, som et langt omløbsstryg vil koste, skaffes via en ekstraordinær finanslovsbevilling. Det skal blive spændende at følge med i udviklingen, når nu Folketingets medlemmer vender friske tilbage til stemeknapperne og udvalgsmøderne efter sommerferien.

SF har foreslået, at der til år 2001 samlet afsættes 335 millioner kroner til forbedringer af forholdene i den danske natur. Heraf skal alene 120 millioner kroner gå til naturgenopretningsprojekter. Det foreslår i hvert fald Jørn Jespersen, som er formand for Folketingets Miljøudvalg. De mange penge skal sikre, at Skjernå-projektet ikke alene sluger alle midler afsat til dette ædle formål.

Så måske har Gudenåen alligevel en fremtid – trods Svend Auken og Skov- og Naturstyrelsen. Aukens partifælle – fødevareminister Ritt Bjerregaard, hvorunder fisk og fiskeri hører – er jo heldigvis ikke på hans, men på åens og miljøets side i denne sag.

Interesserede kan læse mere ved at klikke på vandkraft.

10. august 2000

© Steen Ulnits

* “Bedre vandløb – en praktisk håndbog”

Det er titlen på en net lille tryksag med undertitlen “Hvordan man med små midler kan forbedre de fysiske forhold i mindre vandløb”.

Titel og undertitel siger det hele, og indholdet er praktisk indpakket i plast, så håndbogen tåler at komme med ud i naturen – ud til de små vandløb, det hele drejer sig om. Det er Sønderjyllands Amt og Vejle Amt, der i et prisværdigt samarbejde har skrevet og ladet fremstille den nye vejledning til bedre vandløb.

På 52 flot farvelagte sider er der praktiske anvisninger på, hvordan man rækker vore vandløb en hjælpende hånd. Her kan man læse om skånsom kantslåning og ditto grødeskæring. Her kan man få mere at vide om beplantning af ubevoksede bredder, om udlægning af gydegrus og omlægning af styrt til stryg. Man får også gode anvisninger på, hvordan man anlægger sandfang og vandingssteder, hvordan man genåbner rørlagte strækninger af vandløb samt meget mere. Altsammen pædagogisk illustreret med flotte fotos og let forståelige stregtegninger.

Ønsker man mere information om de rent lovmæssige sider af denne sag, så har de to amter også en sådan klar til levering. Den hedder såmænd “Bedre vandløb – en administrativ vejledning”. Den kan i lighed med førstnævnte bestilles hos de to amter.

Begge anbefales på det kraftigste, hvis man har blot den mindste interesse for vore vandløb.

10. august 2000

© Steen Ulnits

* Oversvømmelse i Midtsverige

Det ser nu ud til, at vandet atter begynder at falde i Midtsverige – efter de værste oversvømmelser i mands minde. Det er især gået ud over området fra Ångermanälven i nord over Indalsälven og Ljungan til Ljusnan i syd – hver især velkendte lakseelve.

Oversvømmelserne er forårsaget af ekstraordinært store nedbørsmængder og – efter alt at dømme – elselskabernes grådighed. Det er nemlig elselskaberne, der driver vandkraftværkerne, som producerer el ved at lukke vand gennem turbinerne. Som har opstemmet de fleste større elve, så der dannes nye vandkraftsøer til opmagasinering af vandet. Elselskaberne forsøger at holde på vandet, så de kan producere el til den højst mulige pris.

Myndighederne mener således, at kraftværkerne burde have startet med at lukke vand ud af magasinerne fire-fem dage tidligere, end tilfældet var. Men de ventede – på at få fyldt reservoirerne helt op inden vinterens energifråds i det svenske. Faktum er nemlig, at prisen på el stiger til mindst det 4-dobbelte, når vinteren stunder til, og de mange små hjem skal varmes op.

Men meget tyder på, at elselskaberne denne gang forregnede sig . De holdt på vandet så længe, at de til sidst måtte slippe vand ud af vandkraftsøerne i så store mængder, at det resulterede i oversvømmelser, bortskyllede veje og vejbroer samt jernbanestrækninger – for slet ikke at tale om de mange huse, der har måttet evakueres.

Der kom ekstraordinært meget vand – 5 gange normalen – på grund af ekstraordinære vejrforhold. Således havde man som noget ganske usædvanligt solskin og tørvejr i Bergen og på Færøerne, mens det regnede katte og hunde i Midtsverige.

Skadernes omfang er endnu ikke klarlagt, men der tales om alt fra flere hundrede millioner til beløb i milliardklassen. Det retslige efterspil vil afklare, om det er forsikringsselskaberne eller elselskaberne, der må betale. Faktum er imidlertid, at hver enkelt skadesramt svensker må punge ud med en selvrisiko på SEK 10.000.

Atter et eksempel på, at vandkraft ikke er nogen god løsning på verdens energiproblemer. Interesserede kan klikke på vandkraft og her læse mere om denne energiform og dens skadelige virkninger på miljøet.

6. august 2000

© Steen Ulnits

* Radioaktiv forurening af Østersøen

Da Sovjetunionen stadig eksisterede, udnyttede Rusland ofte randstaterne til militære og atomare aktiviteter. Da så Sovjetunionen ophørte, trak Rusland sig nølende tilbage – ofte efterladende forurening af katastrofal karakter.

Det er tilfældet ved Sillamäe i Estland – 30 km fra grænsen til Rusland – hvor russerne i omkring 50 år havde oparbejdet uran til brug i diverse atomvåben. Resultatet af disse aktiviteter er en 40 hektar stor dam – svarende til 55 fodboldbaner – som indeholder 12 millioner kubikmeter radioaktivt og tungmetalholdigt spildevand. Altsammen kun holdt tilbage fra Østersøen af en gammel dæmning, som daglig lækker mange kubikmeter stært forurenet vand, og som nu truer med at bryde helt sammen.

Fra forskellige kilder forlyder det, at der fra Sillamäe daglig lækker op mod 30 tons radioaktivt spildevand ud i den Finske Bugt, og at Østersøen derigennem forurenes med både strontium, thorium og uran samt ikke-radioaktive stoffer som aluminium, mangan, magnesium og titanium med flere andre.

Miljøstyrelsen ser derfor på sagen med stor alvor, og den danske stat deltager da også i et internationalt projekt, som formedelst 150 millioner kroner skal forstærke dæmningen, så yderligere udslip kan undgås. Vi danskere bidrager med 7 millioner skattekroner til projektet, der skal stå færdigt i 2006.

Forskningscenter Risø mener imidlertid, at faren ved den lækkende dæmning er stærkt overdrevet. Fra Risø lyder det, at et dæmningsbrud i Sillamäe blot vil medføre en svagt forhøjet radioaktivitet i umiddelbar nærhed af dæmningen. Og at problemet derfor ikke er noget at bekymre sig over.

Men måske Risø bevidst forsøger at nedtone problemerne. Det har jo vist sig, at netop Risø selv har store problemer med at styre den smule radioaktivitet, de selv producerer i deres beskedne testreaktor.

Interesserede kan læse mere om fisk og radioaktivitet ved at klikke her.

6. august 2000

© Steen Ulnits

* Dage på en sø

I forrige uge var jeg et smut på Djævleøen. Undervejs blev der tid til at besøge vennen Niels, der har købt hus ned til den dejlige Esrum Sø i det smukke Nordsjælland.

Det blev til to halve dages fiskeri, der på alle måder var meget forskellige. Om torsdagen silede regnen ned, og jeg havde aftalt afhentning med Niels i nordenden af søen. Niels havde været ude fra tidlig morgen, mens jeg selv besøgte et trykkeri i hovedstaden. Han var på plads, da jeg nåede ned over markerne og ud til vandet. I agterstavnen lå en dejlig 6 kg’s gedde, hvis fremtid var som fiskefrikadeller. I dammen derimod gik en spillelevende gedde af dimensioner…

– Vend dig om, mens jeg fisker den op af dammen, sagde Niels. Da jeg atter vendte mig om, stod han med favnen fuld af storgedde – 9,5 kg fordelt på 107 cm. En utroligt velnæret gedde, som havde i hvert fald to store byttefisk i maven. Den blev senere genudsat.

Begge fisk havde hugget på en levende skalle fisket over 12-14 meter vand. Vi tog derfor ud og søsatte nogle flere skaller. Det tog da heller ikke mange minutter, førend der atter var bud efter en af dem. Denne gang var jeg den heldige og kunne efter en god fight bjerge en fin 5 kg’s, der hurtigt blev lempet udenbords igen. Derefter gik fiskeriet dødt, og vi satsede derfor på grillede bøffer og røde vine i stedet.

Næste dag bød på langt bedre vejr – vindstille med enkelte solstrejf. Denne gang havde vi selskab af Anders, der har tilbragt størsteparten af sit unge liv ved eller på Esrum Sø, og som derfor kender den bedre end sin egen bukselomme. Nu skulle aborrerne få lidt at bide i, var vor plan.

Anders foreslog rankegrøden på 4-5 meter vand, men fiskene ville ikke rigtig noget. Vi satsede i stedet på en lækker frokost i Skipperhuset, der har egen anlægsbro for sultne lystfiskere. Og da først vore maver var fyldt, livede aborrerne op til dåd. Det blev til flere fine fisk på spinner og wobler, inden vi søsatte et par småfisk. Så var de større aborrer der straks – hidsige fightere på op til 800 gram.

To herlige fiskedage på en sø, der i dag nok er mere klarvandet end i mange, mange år!

3. august 2000

© Steen Ulnits

* Tørre tal fra våd å

Som tidligere nævnt på denne side holdt man med udgangspunkt i Hagebro Kro åbent hus ved den ellers så lukkede Karup Å i weekend’en den 24.-25. juni. Det var Lystfiskerforeningen for Skive og Omegn, der sammen med Sønder Resen konsortiet og Aulum-Haderup Sportsfiskerforening havde stillet fiskevand til rådighed. Der måtte fiskes fra lørdag den 24. klokken 14 til søndag den 25. klokken 14, hele natten inklusive.

90 fiskere mødte op og deltog i fiskeriet, hvilket resulterede i fangsten af fem fisk over 4 kg. Det er den størrelse, der berettiger til lystfiskermagasinet Fisk & Fri’s eftertragtede Storfangernål. Den største fisk vejede 6,5 kg og blev ikke uventet taget af en lokal fisker fra Vridsted lige ned til åen. Det var dog ikke den største fisk, der blev fanget i dette tidsrum, idet en fisk på 7,7 kg lod sig overliste i åen af en ikke deltagende fisker.

Fangsterne fortæller to ting om Karup Å: At den gennemgående holder en høj gennemsnitsvægt på havørrederne. Og at der skal gås mange forgæves gange til åen, førend der er hug af en Storfangerfisk.

Fem fisk til 90 fiskere på et døgn betyder jo, at 17 ud af 18 fiskere måtte gå forgæves. Eller at der skal 18 ture til åen til, førend der statistisk set er hug af en stor havørred.

3. august 2000

© Steen Ulnits

* Antarktis ved at gå i stykker

To store isbjerge rev sig for nylig løs fra Antarktis. Lillebror er på sølle 2.600 kvadratkilometer, mens storebror måler mere imponerende 11.000 kvadratkilometer.

Størstedelen af Antarktis består af flydende is – en mindre del af fast grundfjeld. Isdelen er blevet mindre i de senere år på grund af opvarmning af atmosfæren og afsmeltning ved polerne. Nogle forskere mener, at den hurtige afsmeltning er et resultat af den menneskeskabte drivhuseffekt – at udviklingen vil fortsætte og vandspejlet i verdenshavene derfor stige. Andre forskere maner til besindighed og tror, at afsmeltningen skyldes naturlige svingninger i jordens temperatur.

Faktum er i hvert fald, at de to nu løsrevne isbjerge langt fra er de største, man kender til. Rekorden tilhører således en kæmpe på mere end 48.000 kvadratkilometer, som rev sig løs fra Antarktis i 1956. Det er en isplade større end Danmark…

Interesserede kan læse mere i en artikel om drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Arktiske dyr i det sydlige Danmark

For ikke så forfærdeligt længe siden drev endnu en kaskelothval – omkring nummer 60 inden for de seneste knap 500 år – i land nær Rømø i den danske del af Vadehavet. Et dyr, som normalt færdes ude på de store oceaner over flere tusinde meter vand. Ganske vist ikke noget højarktisk dyr, men alligevel. Et dyr, der bestemt ikke hører hjemme i danske farvande.

Først var det hvidhvaler, der lod sig se i Limfjorden og siden Lillebælt – hvaler, der hører til højt mod nord. Så var det en spækhugger, der forelskede sig i en af slæbebådene i Randers Fjord, hvor den desværre senere døde af svamp i det ferske vand. Dernæst dukkede delfiner op helt nede i Flensborg Fjord – lokket dertil af det usædvanligt varme vand og masser af fødefisk.

Og for ikke så lang tid siden drev en havskildpadde i land ved Vorupør.Den blev indfanget og sendt til Danmarks Akvarium i Charlottenlund. En mere krank skæbne overgik den hvalros, der et stykke tid senere svag og afkræftet drev i land i Nordjylland – en ganske lang svømmetur fra Arktis. Den blev aflivet, da man fra sagkyndig side mente, at den ikke ville kunne klare sig.

Alle disse episoder med eksotiske dyr, som oprindelig hører hjemme oppe blandt isbjergene i Arktis, har fundet sted inden for de seneste to årtier. Og de bliver næppe de sidste, for den globale opvarmning – blandt andet forårsaget af drivhuseffekten – er efter alt at dømme kommet for at blive.

Interesserede kan læse mere om netop drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Krebs mod krebs

Dansk Krebseavlerforening (DK) har set sig nødsaget til at indrykke en annonce i Jyllands-Posten, hvori man gør opmærksom på, at det ikke er tilladt at udsætte eksemplarer af den nordamerikanske signalkrebs Pacifastacus leniusculus. Man gør endvidere opmærksom på, at ethvert kendskab til salg af signalkrebs automatisk vil medføre politianmeldelse fra DK.

Den i Danmark naturligt hjemmehørende krebseart er flodkrebsen Potamobius astacus, som for nogle år siden var hårdt ramt af sygdommen krebsepest. En sygdom, som den amerikanske signalkrebs i vid udstrækning er immun overfor. Det var da også årsagen til, at man i 1960’erne introducerede netop denne nye krebseart til Danmark.

Nu er den imidlertid ikke velkommen længere. Den er ikke lige så naturligt hjemmehørende i Danmark som de importerede bævere fra Tyskland…

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* I kamp mod superlaks

– Hvilken lystfisker vil ikke gerne i kamp med en rigtig superlaks – en med kræfter til høje spring og lange udløb, der går dybt i baglinen?

Rigtige “superlaks” er allerede en realitet. Måske ikke superstærke, men så i hvert fald superhurtigt voksende. Videnskaben har nemlig udviklet såkaldte “Frankenfish” – naturligvis opkaldt efter Dr. Frankenstein og hans monstrøse skabninger – som kan vokse sig markedsstore på blot 18 måneder. Dobbelt så hurtigt som almindelige tamlaks.

Monsterfiskene, som er udstyret med et genetisk modificeret væksthormon, er udviklet i Canada, hvor nogle tusinde “prototyper” allerede svømmer omkring i netburene. Firmaet, som har udviklet fiskene, hedder “Aqua Bounty Farms” og er et datterselskab af det langt større bioteknologiske firma “A/F Protein”.

Producenten har netop søgt om godkendelse til at sælge fiskene på det kolossale amerikanske marked. Men er stødt ind i problemer, for ingen myndighed her har tilsyneladende tilstrækkelig indsigt til at vende tommelen opad eller nedad.

Dels er der de rent ernæringsmæssige spørgsmål omkring de nye fisk. – Er de muligvis sundhedsfarlige at spise? Og dels er der helt nye problemstillinger med de nye fisk, dersom de – i lighed med alle andre tamlaks – undslipper og blander sig med vildlaksene oppe på disses gydepladser.

Producenten siger imidlertid, at de nye superlaks er så forvænte og krævende, at de ikke vil kunne overleve i det fri. Men det mente man jo heller ikke, at de almindelige tamlaks kunne. Hvilket de kun alt for godt kan.

Fagre nye verden…

30. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: 50 år ved drejebænken…

Amerikanske Stanley Bogdan har fremstillet fluehjul i et halvt århundrede. Ikke blot fluehjul, men hjul af en kvalitet, hvis lige ifølge mange ikke findes. Faktum er i hvert fald, at man i dag må vente i op til halvandet år, hvis man vil være den lykkelige ejer af et Bogdan hjul…

Det amerikanske forbrugermagasin “Robb Report” har i sin årlige “Best of the Best” udgave kåret Stanley Bogdan som den bedste producent i 1999. Denne hædersbevisning er kommet efter 50 år bag drejebænken – som producent af tusindvis af hjul i 16 modeller, der hver især kræver 17 timers håndarbejde at forarbejde og samle.

Stanley Bogdan, som i dag er 81 år gammel, har i det daglige hjælp af sin 50-årige søn Stephan, der skal videreføre firmaet. Stanley måtte i øvrigt selv lide den tort, at hans arbejdslokaler sidste år blev sagt op, så virksomheden – efter mange år på den samme adresse – måtte flytte. Stanley, som ikke havde haft en sygedag siden firmaets start, gik ned med flaget i den forbindelse. Han måtte på sygehuset, men er nu tilbage igen – i fuld gang med at indhente de forsinkede ordrer på fluehjul fra hele verden.

Men så koster hjulene altså også over 10.000 danske kroner stykket…

26. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Lange laksestænger fra Hardy

Engelske Hardy Bros., som i nogle år har været sakket lidt bagud for den amerikanske konkurrence på stangsiden, er nu ved at være med helt fremme igen. Det dokumenteres blandt andet af to nye stænger af interesse for laksefiskere med hang til lange tohåndsfluestænger.

Først, størst og suverænt dyrest er den nye 4-delte 15 fod lange klasse 10 “Salmon Travel”, der skal afhjælpe de transportproblemer, som laksefluefiskere alle dage har haft. Den 4-delte udgave er nemlig så kort, at den med sine 128 cm uden videre får plads i bagagerummet på en almindelig bil. Den vejer blot 295 gram og har en udpræget topaktion, der gør den velegnet til almindelige overhåndskast – ikke mindst med shooting heads.

Pris: I nærheden af DKK 7.000, hvilket nok skal vide at begrænse dens popularitet.

I den billigere ende af skalaen finder vi den nye “Salar”, som med en klasse 9 line og sine 12,5 fod egner sig perfekt til danske havørred- og lakseåer. Den er naturligt nok lidt billigere udstyret end “Salmon Travel”. Således har den en almindelig Fuji hjulholder, hvor førnævnte rejsestang har hjulholder af poleret aluminium.

Pris: Godt og vel DKK 3.000, hvilket er ganske rimeligt for en stang i denne klasse.

26. juli 2000

© Steen Ulnits

* Svin ved Esrum Sø

De kongelige har i mange år holdt til ved den nordsjællandske Esrum Sø – med udgangspunkt i det smukke Fredensborg Slot.

Nu ser det imidlertid ud til, at også de må til at leve med en forøget stank af gylle. I hvert fald har højrefløjen i Frederiksborg amtsråd – med Venstres amtsborgmester i spidsen – vedtaget et tillæg til regionsplanen, som gør det muligt for en gårdejer ved Esrum Sø at udvide sin svineproduktion med små 400 svin.

Den pågældende svineavler skal dog samtidig tage 70 hektar af sin jord ned til søen ud af gyllespredningsområdet. Det samlede resultat skulle derefter – ifølge forvaltningen – blive en øget udledning til Esrum Sø på under 1%. Som om det ikke allerede var 1% for meget.

Det er tvivlsomt, om andre partier end netop landbrugspartiet Venstre her i år 2000 ville have godkendt en yderligere forurening af en af landets smukkeste søer.

Skal der kompenseres for den øgede forurening fra svineproduktionen, vil det koste de tre omkringliggende kommuner 3 millioner kroner årligt, oplyser forvaltningen…

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* “Fiskeri – kun for de rige”

Under denne overskrift beklager en læser i JyskeVestkysten, at Vestenergi har opsagt et mangeårigt lejemål på vandkraftsøen Karlsgårde Sø.

Læserbrevskriveren påpeger, at Vestenergi er en “halvoffentlig” virksomhed, og at det derfor er urimeligt, at man nu vil opsige 40 års lejemål for blot at sælge ud til højestbydende – når nu Sydvestjysk Sportsfiskerforening i alle årene har drevet en aktiv fiskepleje på den kunstige og endda kviksølvforurenede sø.

Brevskriveren frygter, at fænomenet vil brede sig, og at “almindelige mennesker” ikke i fremtiden vil kunne fiske i disse halvoffentlige fiskevande.

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* Ti kilo fra Kongeåen

Det er selvsamme Sydvestjysk Sportsfiskerforening, som råder over fiskeriet på det yderste produktive stykke af Kongeåen.

Herude har man et glimrende havørredfiskeri efter i regelen mindre fisk. Der tages sæsonen igennem mange flotte blankfisk i 2-3 kg’s klassen, mens der er langt mellem de virkelige kæmper. De tages i regelen i den lidt sydligere Ribe Å.

Men der er undtagelser, og til dem hører en yderst kompakt kæmpe på 10,2 kg – kun 86 cm lang. Kæmpen gik til biddet på en wobler den 4. juni og er såvidt vides sæsonens hidtil største fra Kongeåen.

24. juli 2000

© Steen Ulnits

* Dansk å truet – af rensningsanlæg

En dag i juni så forbipasserende ved Egåens udløb i Århus Bugt, at der flød adskillige døde fisk omkring – usædvanligt mange, for enkelte døde fisk er ikke usædvanligt på disse kanter.

Der blev slået alarm, og det viste sig siden, at der havde været et overløb fra det lokale rensningsanlæg. Det viste sig endda, at man godt havde været klar over problemet, men ikke ville gøre noget ekstraordinært ved det. Vorherre bevares – overløb finder jo regelmæssigt sted ved pludselige regnskyl, så hvorfor gøre et stort nummer ud af det denne gang – blot fordi der var flere døde fisk end normalt?

At dømme ud fra artikler i Århus Stiftstidende er udslip af denne art fra kommunale rensningsanlæg da også ganske almindelige ved Egåen. Et vandløb, som tilsyneladende ikke prioriteres ret højt – trods et ellers ganske bekosteligt restaureringsarbejde oppe ved Ny Mølle og en tæt bebyggelse nær mundingen.

Men mere end 12 timers nonstop forurening af Egåen i juni må siges at være en aldeles uacceptabel praksis. Dertil en væsentlig årsag til, at udmundingen af Egåen også i år er omfattet af badeforbud – som en af de desværre permanent sorte pletter på badevandskortet over Danmark.

Det er måske også en af de væsentlige årsager til, at amtet i netop Egåen for ikke så længe siden gjorde et foruroligende fund af tvekønnede skaller – som tidligere omtalt på denne side. Man mener nemlig, at denne tvekønnethed skyldes østrogenlignende stoffer i spildevandet.

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Fransk flod truet – af svovlsyre

Franskmænd har alle dage været et rabiat folkefærd. Først med den franske revolution, hvor man skulle af med så mange kongelige og adelige, at man måtte opfinde guillotinen for at få aflivningen sat lidt i system. Siden med sænkning af Greenpeace skibet “Rainbow Warrior” i en havn på New Zealand. Og sidst med atomvåben, der partout skulle prøvesprænges så langt væk fra Paris som overhovedet muligt – på Mururoa-atollen i det sydlige Stillehav.

Og nu er den så gal igen – denne gang hjemme i lille Frankrig, hvor en tekstilfabrik er lukket. 150 arbejdere er i den forbindelse blevet arbejdsløse – i en lille by, hvor arbejdsløsheden i forvejen er dobbelt så høj som i det øvrige Frankrig. Ikke mindre end 22% af arbejdsstyrken går her ledig.

Arbejderne er desperate og føler ikke, de har kunnet komme igennem over for politikerne. – Og hvad er vel så mere naturligt for en franskmand end at hælde 5.000 liter rødfarvet svovlsyre ud i den nærliggende bæk? – Og at true med til sidst at sprænge hele fabrikken i luften, hvis man ikke får sin vilje?

Her går det godt. – Måske man skulle finde guillotinen frem igen?

I hvert fald: Vive la France…

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Brasiliansk jungleflod truet – af olie

Brasilien oplever i disse dage det værste olieudslip i 25 år. Ulykken startede i søndags, hvor 4 millioner liter råolie slap ud fra det statslige Petrobras raffinaderi i Paranà provinsen – ud i Iguazu-floden, som her på grænsen mellem Argentina, Paraguay og Argentina danner et af verdens vidundere, det imponerende og kilometerbrede Iguazu vandfald. Iguazu-floden munder ud i Paranà floden, som ender sit løb i Atlanterhavet ud for den argentinske hovedstad Buenos Aires.

Miljømyndighederne i Parana provinsen – har de mon virkelig sådan nogle her? – anslår, at den nuværende katastrofe er langt værre end den, der for blot et halvt år siden ramte kysten ud for den brasilianske millionby Rio de Janeiro. Her slap 1,3 millioner tons råolie ud fra en anden Petrobras virksomhed og lagde sig som et sort og klæbrigt tæppe over de ellers så fine badestrande nær byen.

Indtil videre er det kun lykkedes brasilianerne at indsamle 250.000 liter af den undslupne råolie – sølle 1/16 af det totale udslip. Så brasserne har for alvor problemer med deres olie, hvilket jo både er noget rod og noget bras. Petrobras.

Interesserede kan se fotos og læse om fiskemulighederne i dette spændende område ved at klikke her.

20. juli 2000

© Steen Ulnits

* Torskestop i Lillebælt

For nærværende har man et kortvarigt torskestop i Lillebælt. Et stop, som har fået de lokale trawlere til at blive i havn eller søge andetsteds hen.

Effekten af dette torskestop for fisketurismen har været markant og øjeblikkelig: Fisketuristerne begyndte for alvor at fange fisk, og rygtet herom løb hurtigt. Ikke mindst de tyske turister har været meget kvikke til at reagere på torskestoppet og de deraf følgende forbedrede muligheder for det rekreative fiskeri.

Således kan lokale campingpladser nu notere sig en 75% fremgang i antallet af gæstende fisketurister. Ophøret af det daglige trawl-fiskeri giver helt enkelt mange flere fisk at fiske efter og mange flere fisketurister – med store stigninger i indtjeningen for turisterhvervet til følge.

Torskestoppet udløber pr. 15. august, så vil du fange fisk på Lillebælt, er det nu!

18. juli 2000

© Steen Ulnits

* Godt laksenyt fra Norge

I en kommentar til min notits om den norskfangede danske rekordlaks fra Bornholm fortæller min norske kollega Oystein Aas om gode laksefangster fra netop Norge. Således beretter han om det måske bedste laksefiskeri i 25 år i elve som Surna, Orkla, Gaula, Stjørdal, Verdal, Namsen, Målselv, Alta og Tana med flere af klassikerne. På Vestlandet glimrer laksen imidlertid stadig med sit fravær. Oystein fortæller videre:

“Vi står imidlertid på terskelen til noen meget viktige vedtak for å sikre de norske laksevand fremover, gjennom regjeringens utredning av omfanget av vern av laksens levemiljøer gjennom Rieber-Mohn utvalgets forslag om såkalte nasjonale lakseelver og nasjonale laksefjorder. I denne situasjon trenger vi støtte fra sportsfiskere i andre land, ikke slag under bæltestedet med usaglig kritik av at den norske regjæring ikke vil gi Orri Vigfusson mer penger.”

Som dansk laksefisker med mange gode oplevelser fra ikke mindst den nu igen Gyrodactylus-befængte Lærdalselv kan jeg kun tilslutte mig Oysteins udtalelser. Der er brug for al mulig støtte til gennemførelsen af de nye initiativer, som helt sikkert er et stort skridt i den rigtige retning – hvis de altså bliver gennemført og fulgt op.

Men der er stadig grund til kritik af den norske regerings køren på frihjul med hensyn til Orri Vigfussons og North Atlantic Salmon Fund’s frikøb af de nordatlantiske laksekvoter. Ufatteligt, at Norge ikke vil betale, når nu den norske del af højsøfangsterne af laks udgør 55% af totalen.

18. juli 2000

© Steen Ulnits

* Grøn gas op i det blå…

Jordolie og naturgas findes ofte i de samme lommer i undergrunden. I gamle dage kunne man ikke bruge naturgassen til noget, men lod den blot slippe ud i atmosfæren – via afbrænding, som dels bidrog til drivhuseffekten, dels var med til at reducere den tilgængelige mængde af ikke-fornybare fossile brændstoffer.

Norge forbød derfor allerede for 29 år siden enhver afbrænding af naturgassen, som i dag er en vigtig handelsvare – ikke mindst til opvarmning af beboelsesejendomme. Naturgassen er mere “grøn” end olien, da den forurener mindre ved afbrænding.

Nu har den danske afdeling af Greenpeace imidlertid afsløret, at en gasmængde svarende til op mod 4% af det danske naturgasforbrug inde på land går lige lukt op i det blå fra boreplatformene ude i den danske del af Nordsøen. Det sker ved “flaring” – afbrænding med den karakteristiske orange stikflamme, som kan ses på lang afstand fra de højbenede olieplatforme.

Greenpeace er naturligvis rasende over dette fråds med ressourcerne, som i høj grad er med til at øge det danske CO2-udslip til atmosfæren – den gas, som er hovedaktør i drivhuseffekten. En oplagt sag for den meget CO2-bevidste Svend Auken.

Interesserede kan læse mere om drivhuseffekten under “Fiskeribiologi”.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Rusland lukker miljøministerium

Ruslands nye præsident Vladimir Putin har netop nedlagt den instans, der hidtil har fungeret som nationens miljøministerium.

Et af verdens største og mest forurenende lande er nu uden nogen form for overordnet kontrol med miljøet. Putin er kold som is – han vil have den overordnede kontrol med det ganske magtapparat, koste hvad det vil. Det skal være slut med bestikkelse og korruption, hvilket naturligvis er prisværdigt – hvis det altså lykkes.

Man kan med nogen ret indvende, at nedlæggelsen næppe kommer til at betyde noget i praksis – det daværende miljøministerium havde jo alligevel ikke magt til at udrette noget som helst, hvis det kostede penge…

Alligevel ses det af russiske miljøaktivister som et markant tilbageslag, der aldrig ville være sket i forgænger Jeltsins regeringstid. Dertil havde Boris alligevel for meget til overs for miljøet – når han altså ikke lige havde kigget for dybt i vodkaflasken og skælmsk måtte knibe sin sekretær bagi!

Interesserede kan læse mere om Ruslands store miljøproblemer ved at klikke her.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Miljømærkede fisk

Landsforeningen Levende Hav (LLH) – der i parentes bemærket ikke er en miljøorganisation, men en sammenslutning af mindre fiskebåde i de indre danske farvande – lover nu, at de første miljømærkede fisk snart kommer i handelen.

LLH har foretaget en undersøgelse, hvori 77 danske kystfiskere (med garn – ikke stang) deltog. Kystfiskerne blev spurgt om deres holdning til økologisk fiskeri – hvad det så end måtte være. Nogen accepteret definition på det begreb findes nemlig ikke.

Under alle omstændigheder konkluderer undersøgelsen, at det godt kan lade sig gøre at skelne mellem skånsomme og mindre skånsomme fangstmetoder. Til de sidste hører naturligvis trawlfiskeriet, som kun de færreste kystfiskere dyrker. Til de første hører bundgarnsfiskeriet, som netop de fleste kystfiskere dyrker.

Generelt mener de adspurgte fiskere, at det ser for sløjt ud med kvaliteten på de fisk, der findes på hjemmemarkedet. Det er for dårligt, at de bedste fisk altid går til eksport, og det ønsker man at gøre noget ved – blandt andet med indførelsen af miljømærkede fisk.

Undersøgelsen er mundet ud i et sæt regler for “miljøvenligt fiskeri” – regler, som vi senere skal komme nærmere ind på her. Indtil videre kan interesserede læse mere om problematikken i to artikler om henholdsvis økofisk i lille Danmark og fabrikstrawlere på de store verdenshave, hvor ingen regler gælder.

17. juli 2000

© Steen Ulnits

* Strid om badevand

– Badevandet i Danmark bliver bare bedre og bedre, siger Miljøstyrelsen og henviser til de seneste målinger af badevandets kvalitet. Ifølge disse er antallet af lokaliteter med badevand af tvivlsom kvalitet faldet fra 45 i 1998 over 30 i 1999 til blot 28 her i 2000.

– Det går ned ad bakke med badevandet i Danmark, lyder imidlertid en ganske anden udlægning af de selvsamme målinger. Dommen kommer fra den svenske EU-miljøkommisær Margot Wallström i Bruxelles, hvor man finder, at der for EU som helhed er sket en lille bedring af vandkvaliteten, men at Danmark ligger under gennemsnittet…

Så hvor rent det danske badevand i virkeligheden er, afhænger åbenbart helt af øjnene, der ser det…

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Heder og moser kvæles

De danske heder og moser er på vej til helt at forsvinde – på grund af kvælstofforureningen fra især det stadigt mere intensive danske landbrug. Det fremgår af en ny rapport fra Ribe Amt, som fokuserer på den luftbårne kvælstofforurening.

Siden den første vandmiljø-handlingsplan fra 1980’erne er der primært blevet fokuseret på vandmiljøet, hvor det stod værst til med netop kvælstofudledningerne. Først nu er man for alvor begyndt også at tage hensyn til naturen oven vande.

Heder og moser, der ligger i sandede og næringsfattige områder, huser specielle planter, som kræver et næringsfattigt miljø for at kunne overleve. Tilføres disse områder for mange næringssalte – eksempelvis fra luften – kan de specielle hede- og moseplanter ikke klare konkurrencen fra de mere almindelige planter. De forsvinder derfor – sammen med heden og mosen som naturtyper.

Som tillæg til den seneste vandmiljø-handlingsplan forventes der nu et specielt ammoniak-direktiv, som direkte tager sigte på den luftbårne kvælstofforurening. Det nye ammoniak-direktiv forventes klar i begyndelsen af 2001 og vil byde på konkrete retningslinjer for landbrugets udledning af ammoniak til luften.

Fremover vil det næppe være nok blot at lægge låg på gylletanken.

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Fald i økologisk vækst

Fødevareministeriet spåede for halvandet år siden, at op mod 30% af de danske landbrug med tiden kunne omlægges til økologiske – med velkendte fordele for naturen såsom mindre gødskning og mindre sprøjtning af markerne.

I dag ser disse forudsigelser desværre ikke ud til at holde stik. I hvert fald viser en analyse fra Statens Jordbrug, at højst 15% af danske landbrug vil overgå til økologisk produktion inden for de nærmeste ti år. Selvsamme analyse fortæller også, at kun hver femte landmand i dag overvejer en omlægning.

De nuværende økologiske landbrugere hilser dette fald i væksten velkommen. De har i stigende grad produceret økologiske varer, som de ikke har kunnet afsætte til økologiske priser – priser, der nødvendigvis er højere end prisen på tilsvarende kunstgødede og giftsprøjtede industriprodukter fra det traditionelle landbrug. De økologiske landbrugere håber nu, at de fremover – med en stigende efterspørgsel og en stabil produktion – vil kunne få realistiske priser for deres giftfri produkter.

Spørgsmålet er imidlertid, hvad faldet i den økologiske omlægning vil betyde for naturen. I den seneste vandmiljø-handlingsplan kalkuleres der med en stigende omlægning til økologisk landbrug, hvis målene skal nås – hvis det danske vandmiljø skal have en fremtid.

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* EU i kamp for miljøet

EU er nu gået i kamp for miljøet i Europa. Fællesskabets hidtil største og mest ambitiøse naturprojekt – det såkaldet “habitatdirektiv”, der skal sikre levesteder for dyr og planter i fremtiden – har nu stået på så længe, at EU finder det nødvendigt at sætte tommelskruerne på visse af medlemslandene.

Det sker i form af krav til landene om at udpege de naturområder af international værdi, som habitatdirektivet pålægger dem. Det halter endnu med at udpege flere relevante områder, da mange interesser – ikke mindst økonomiske – er på spil. Mange steder er man mere interesseret i at udvikle et naturområde end i at bevare det.

EU vil ikke længere finde sig i dette smøl, så nu lover man sanktioner til de lande, som ikke makker ret. Det vil ske i form af tilbageholdelse af midler til egnsudvikling via regionale fonde. Man vil altså ramme de lande på pengepungen, som ikke lever op til kravene i direktivet. En teknik, der altid viser sig at virke.

Danmarks Naturfredningsforening glæder sig over, at EU nu sætter alvor bag de fine ord og det ambitiøse initiativ, som habitatdirektivet vitterlig er. Det vil sikre, at der også fremover er levesteder for truede dyr og planter i Europa.

Det skal blive spændende at se, hvordan Skov- og Naturstyrelsen vil komme uden om Gudenåen som habitat for atlanterhavslaksen!

10. juli 2000

© Steen Ulnits

* Mindre end 5% laks tilbage i Nordamerika

For bare 20 år siden var der mellem 20.000 og 40.000 laks i de vandløb, som munder ud i Bay of Fundy i det sydøstlige Canada. I dag er der færre end 1.000 vildfisk tilbage i de selvsamme vandløb.

Der er mange årsager til denne katastrofale tilbagegang. Dels er der forurening fra industri og landbrug. Dels er der uønsket opblanding af arvemassen med de undslupne tamfisk på gydepladserne, hvor tamfiskene er med til at “fortynde” de vilde fisks værdifulde arvemasse.

Endvidere er der skovhugsten, som fjerner de skyggende træer og efterlader vandløbene badet i sol – med stigende vandtemperaturer og siltning til følge.

En meget vigtig faktor er ligeledes bygningen af store dæmninger og vandkraftreservoirer, som dels spærrer for de voksne fisks adgang til gydepladserne – dels påfører de nedtrækkende ungfisk en meget høj dødelighed på grund af mødet med rovfisk i det stillestående vand.

Endelig er der forsuringen, som vi efterhånden helt har glemt – efter 70’ernes katastrofealarmer. Faktum er imidlertid, at laksene er helt forsvundet i knap 20 af Nova Scotia’s lakseelve, mens de er på randen af udryddelse i 20 andre.

Da man fornemmede, at laksebestanden var ved at nærme sig et fareruende lavt niveau i slutningen af 70’erne, opkøbte den canadiske forbundsregering 10.000 laksefiskeres garnrettigheder. Herved reddede man årligt omkring 500.000 laks’ liv.

Alligevel fortsatte laksen sin støtte tilbagegang – fra måske 40.000 vildlaks for 20 år siden til i dag omkring 1.000 fisk.Man regner med, at en total udryddelse af atlanterhavslaksen nu er en reel risiko i USA. Faktum er i hvert fald, at der i dag kun er laks tilbage i syv floder i USA.

Man regner overordnet med, at der for 30 år siden var i alt 1,5 millioner atlanterhavslaks i de nordamerikanske vandløb. I dag er der kun 350.000 tilbage, og af dem lever stort set alle i det nordlige Canada, hvor der stadig er uberørt ødemark.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* 100.000 druknede fugle i garn – II

Som tidligere nævnt på denne side, anslår Dansk Ornitologisk Forening (DOF) nu, at der årligt drukner mindst 100.000 havfugle i danske fiskeres garn. Dette i tilgift til de omkring 7.000 marsvin, der ligeledes hvert år lider en smertefuld druknedød i de usynlige monofilgarn.

Ikke uventet mener Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) ikke, at disse uheldige bifangster udgør nogen nævneværdig trussel mod bestandene. Det gør derimod både DOF og Danmarks Miljøundersøgelser (DMU). Sidstnævnte erklærer sig direkte uenige med DFU og mener, at det ikke er muligt at udtale sig sikkert på grundlag af den nuværende viden.

DOF henviser til en række udenlandske undersøgelser – blandt andet fra Gdansk Bugten i Polen. Her anslås det, at der årligt drukner 17.500 fugle alene i den polske del af bugten, hvilket svarer til godt 75 druknede fugle per garnfiskende fartøj. En anden polsk undersøgelse når frem til, at der drukner omkring 20 fugle per år per fiskefartøj.

Endelig refereres der til en norsk undersøgelse, som mistænker drivgarnsfiskeriet for at være skyld i en tilbagegang i bestanden af lomvier i Nordnorge på mellem 80 og 90%. En ganske alvorlig beskyldning mod det norske fiskerierhverv.

DMU mener derfor, at problemet bør belyses nærmere. “Det er under alle omstændigheder et etisk problem, når tusinder af fugle drukner i fiskernes garn”, udtaler DMU.

“Sagen understreger, at det haster med en plan for et bæredygtigt fiskeri”, slutter DOF af i sit blad “Fugle og Natur”.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* Isbjørne syge af PCB

Tidligere undersøgelser har fastslået, at et stigende antal isbjørne på Svalbard har problemer med deres køn. I hvert fald fødes et stigende antal isbjørne med kønsorganer, som hverken er det ene eller andet, men et sted midt imellem. Forskerne mistænker diverse østrogenlignende stoffer fra industrien for at være skyldige i disse misdannelser.

Nu har norske og canadiske forskere i fællesskab afsluttet en undersøgelse, som sort på hvidt dokumenterer stofffet PCB’s skadelige effekt på bjørnenes immunforsvar.

Forskerne kunne klart dokumentere, at isbjørnene på Svalbard, hvor de er langt mere udsat for PCB, har et ringere immunforsvar end bjørnene i det nordøstlige Canada, hvor mængden af PCB er langt mindre.

Dette bevistes ved at indfange og vaccinere 30 isbjørne, hvorefter man så målte produktionen af hvide blodlegemer – bjørnenes immunforsvar. Det var ganske tydeligt, at produktionen af hvide blodlegemer efter vaccination faldt med stigende indhold af PCB.

4. juli 2000

© Steen Ulnits

* Snart slut med A-kraft i Tyskland

Tysklands rød-grønne regering har netop besluttet, at den tyske atomkraft skal afvikles endeligt. Værkerne skal således tages helt ud af drift, når de har fungeret i 32 år. Det betyder i praksis, at Tysklands første A-kraftværk lukker allerede i år 2002, mens det nyeste fortsætter indtil år 2021.

Op gennem 70’erne voksede modstanden mod atomkraften voldsomt i Tyskland, og i 90’erne blev ikke et eneste nyt A-kraftværk taget i brug. Dertil var den folkelige opinion for stærk. Men den kom desværre for sent, hvilket resulterede i bygningen af 14 A-kraftværker i Tyskland. Her i Danmark var vi bedre stillet og tidligere ude med modstanden – via Organisationen til Oplysning om Atomkraft (OOA), som netop har lukket sig selv.

Tysklands 14 A-kraftværker leverer omkring 30% af landets samlede energiforbrug. Det skal fremover erstattes af andre energiformer – primært vind- og vandkraft. Vandkraften vil blive importeret fra Sverige og Norge, som dog ser ud til at få mindre og mindre overskud at eksportere af. Vindkraften vil for størstedelens vedkommende komme fra Danmark, som med en markedsandel på over 50 er førende på verdensmarkedet for vindmølleanlæg.

Den tyske beslutning om at afvikle atomkraften er således vand på møllen for den danske vindkraftindustri – om man så må sige.

2. juli 2000

© Steen Ulnits

* – Mere cyanid til Donau?

Som tidligere omtalt på denne side lækkede den australsk ejede ” Baia Mare” guldmine i Rumænien i januar måned kolossale mængder giftigt cyanid ud i et par af tilløbene til Donau – i henholdsvis Ungarn, Jugoslavien og Rumænien. Op mod 100.000 kubikmeter cyanid-forurenet vand menes at være løbet over fra de store spildevandsmagasiner, der er anlagt i forbindelse med den billige, men livsfarlige udvinding af guldet.

Efter skandalen i januar måned, hvor den australske ejer beklagede giftdrabet,, men for øvrigt fralagde sig ethvert ansvar for udslippet, lod selskabet demonstrativt minen gå i betalingsstandsning, så der ikke kunne gøres udlæg mod den. Så man slap for at betale den sikkert millionstore regning for udslippet…

Nu vejrer minen tilsyneladende atter morgenluft. I hvert fald har den australske ejer samt rumænske investorer nu besluttet at genåbne minen og påbegynde en fornyet udvinding af det gyldne stof. Man har bebudet, at sikkerheden vil være markant forbedret – blandt andet i form af nyt pumpeudstyr, som med kort varsel kan pumpe det giftige spildevand tilbage i minen, dersom der skulle være risiko for en ny oversvømmelse. Som tilfældet var ved januars katastrofale udslip.

– Men erstatningen? Den har ingen sagt noget om. Den ungarske regering har sågar ikke anmeldt noget krav endnu…

2. juli 2000

© Steen Ulnits

* – Verdens største havørred?

Danmark er hjemsted for nogle af verdens suverænt største havørreder – hvis ikke de største. I det just forgangne forår blev dette endnu engang dokumenteret – den 9. april med en garnfanget havørred fra Helsingør, som målte 110 cm og vejede 16,08 kg på en registreret vægt – i renset tilstand. På en almindelig badevægt vejede fisken 20,5 kg i hel tilstand! Et billede af den imponerende fisk kan ses i det seneste nummer af “Sportsfiskeren”.

En skælprøve viste, at fisken var 10 år gammel og havde gydt imponerende fem gange. Efter to år i ferskvand havde den tilbragt 3 1/2 år i saltvand, før den blev kønsmoden. Det lange første havophold er helt sikkert grundlaget for den senere voldsomme vækst. Ofte går væksten nemlig mere eller mindre i stå efter den første gydning, men altså ikke i dette usædvanlige tilfælde.

Så store fisk kan altid mistænkes for at være laks “in disguise”, så derfor blev fisken behørigt DNA-testet af biologerne hos Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU) i Silkeborg. Efter analysen kunne DFU slå fast, at der er tale om en vaskeægte havørred og ingen lusket laks. Ejheller en af de mere og mere almindelige hybrider af de to.

DNA-analysen kunne desværre ikke fortælle noget om, hvor fisken kom fra. Den kunne imidlertid fortælle, at den ikke stammer fra Karup Å, som ellers har leveret den hidtil største kendte danske havørred – en fisk på 16,7 kg.

Synd blot, at rekordfisken ikke blev vejet i urenset tilstand, for nu kan man kun gisne om dens virkelige vægt. Der er flere forskellige bud på dette, men de samler sig alle omkring 18-19 kg. Under alle omstændigheder: – Sikken havørred…

Den anslåede størrelse stemmer meget godt overens med verdens hidtil største kendte havørred – en avlsfisk fanget i net i Kungsfossen ved den sydsvenske Mørrumså. Den målte 108 cm og vejede 18,38 kg.

Den nye danske rekordfisk kan altså meget vel have været verdens største!

1. juli 2000

© Steen Ulnits

* Bornholms største laks!

Det skulle blive en norsk nordmand fra Norge, som satte den nye Danmarksrekord for trolling-laks – med en fisk på 22,78 kg taget på godt 35 meter vand ud for Melsted på Bornholm.

Fisken blev landet den 8. maj, hvor et hold norske trolling-fiskere med 7 både på blot en enkelt dag landede 25 laks. Heraf var de 10 over 10 kg!

I dagene efter rekordfisken landede de gæve nordmænd ydermere storlaks på henholdsvis 15 og 18 kg, så mon ikke de havde godt at fortælle om det danske laksefiskeri, de de vendte hjem til Norge igen?

Når man som nordmand ikke selv har laks tilbage i sit eget land – aldeles selvforskyldt – så er det jo godt, at man har gamle Danmark at falde tilbage på. Ikke så lidt af den omvendte verden, når nu vi danskere i mange år valfartede til Norge for blot at få færten af en laks...

1. juli 2000

© Steen Ulnits

* Giftige alger i Kattegat

Ak ja. Knapt kunne man afblæse alarmen omkring de giftige alger på Vestkysten, førend årets første giftige alger dukker op på den anden side af Jylland – i Kattegat…

Fødevaredirektoratet, hvorunder sundhedsfarlige muslinger hører, har nu udsendt en generel advarsel mod indsamling og fortæring af muslinger i hele det store område syd for Djursland og vest for Fyn. Det er fundet af muslinger indeholdende algegiften DSP – Diarrhetic Shellfish Poisoning – i det nævnte område, som har fået direktoratet til at advare. Samtidig er det kommercielle muslingefiskeri i selvsamme område standset.

DSP er en ganske ubehagelig gift, som forårsager mavesmerter, diarré og opkastninger hos de mennesker, der indtager den. Indtil videre er der ikke registreret forgiftningstilfælde, men én skal jo være den første. Og denne opblomstring af giftige alger er næppe den sidste i år…

25. juni 2000

© Steen Ulnits

* Ja til fri adgang til naturen

Naturvismændene anbefalede i deres første rapport – omtalt længere nede på denne side – at den danske befolkning i videre udstrækning sikres adgang til den danske natur.

Som det også er fremgået af en notits på denne side, var jægerne mildest talt ikke positivt stemt over for disse nye tanker. Jægerne mente og mener, at dyrelivet nødvendigvis må sikres fred i deres yngeltid. Og at dette tilsyneladende ikke er foreneligt med en friere adgang til naturen for offentligheden.

Nu har miljø- og energiminister Svend Auken selv grebet pennen og kommenteret sagen i et indlæg i Århus Stiftstidende. Her slår han til lyd for, at tingene ændrer sig. Samfundets udvikling nødvendiggør, at man med mellemrum gør status og ser på, om de gældende bestemmelser nu også er tidssvarende længere.

Svend Auken gør i den forbindelse opmærksom på, at adgangen til den danske natur har udviklet sig stille og roligt op igennem det forgangne århundrede. Således var det en anden socialdemokrat – Stauning – der i 1930’erne sikrede alle danskere fri adgang til de danske kyster. Og i 1960’erne var det så de private skove, som stod for tur – som blev åbnet delvis for offentligheden.

Nu er det atter tid til en udvidelse af den frie adgang til den danske natur – mener altså Svend Auken. Og denne gang er der fokus på bedre adgangsmuligheder til større søer og vandløb. Nok et emne, der burde interessere enhver stangsvinger med smag for ferske fisk…

25. juni 2000

© Steen Ulnits

* Fiskeriminister i selskabstømmersag

Så er der faldet en afgørelse i sagen om tidligere fiskeriminister Kent Kirk (K) og hans salg af et selskab til en velkendt selskabstømmer i 1993. Herved blev skattevæsenet og dermed den danske stat snydt for 3,7 mio. kroner.

Østre Landsret har netop afgjort, at Kent Kirk og hans fætter Kaj Kirk – begge med solide rødder i fiskerbyen Esbjerg – nu skal betale de 3,7 mio. kroner tilbage. Ønsker Kirk-fætrene at gå til Højesteret med sagen, skal der falde en rigtig dom, som så kan ankes. Indtil videre har landsretten blot ladet forstå, at den i så fald vil dømme tilbagebetaling af de unddragne skattekroner.

Kent Kirk nægter imidlertid at betale erstatningen, men skyder i stedet skylden over på sin tidligere og nu afdøde skatterådgiver, som sammen med Nordfyns Bank sagde god for selskabstømningen. Kent Kirk har da også – for en sikkerheds skyld – anmeldt et millionkrav i sin afdøde revisors dødsbo. Der vaskes for alvor hænder i den sydvestjyske fiskerby.

23. juni 2000

© Steen Ulnits

* Giftalger på retur

De giftige alger, som har hærget langs den jyske vestkyst i de seneste dage – fra Ribe i syd til Thyborøn i nord – ser nu ud til at være på retur. Tids nok til at redde den nært forestående turistsæson.

De lokale myndigheder har analyseret muslinger og rejer for rester af algeproducerede giftstoffer, men ikke fundet nogen. Giftalarmen er derfor afblæst i denne omgang, men der er grund til at udvise forsigtighed i endnu et stykke tid.

Lokalt overvejes det stadig at harve badestrandene, så det fedtede og brune algeskum graves ned i sandet. Så turisterne atter kan få sand mellem tæerne og ikke en fedtet proteinmasse.

20. juni 2000

© Steen Ulnits

* Thai dropper haj

Det store flyselskab Thai Airways – dem med de store jumbojets og de små fikse stewardesser – har taget konsekvensen af den internationale kritik af hajfangst blot for finnernes skyld. Således har Thai Air nu taget hajfinnesuppe af flymenuen og dermed imødekommet de mange miljøorganisationers kritik af det årlige drab af i tusindvis af hajer.

I stedet serverer Thai Air nu andre asiatiske specialiteter for sine flyvende kunder. Nu er der således ikke længere grund til at boykotte det ellers meget velfungerende luftfartsselskab, som er blandt verdens absolut største. Men ikke større, end at miljøorganisationerne stadig tages med på råd. Thai Air lytter – og handler!

Interesserede kan læse mere om rovfiskeriet efter hajer længere nede på denne side.

20. juni 2000

© Steen Ulnits

* Miljøfond for Mariager Fjord

Mens myndighederne intet har gjort for at rette op på forholdene i den iltsvindsplagede fjord, som afgik ved døden i sensommeren ’97, så har TV3 blandt sine seere indsamlet kr. 125.000 til den nystiftede “Mariager Fjord Miljøfond”.

Det er tanken, at de indsamlede penge fremover skal bruges en årlig pris til personer og projekter, der kan gavne vandmiljøet i det, mange har kaldt “landets smukkeste fjord”. Men som desværre blev til den mest ildelugtende af dem alle.

Interesserede kan læse mere om problematikken på Mariager Fjord ved at klikke her.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Giftalger på Vestkysten

Såvel Ribe Amt som Ringkøbing Amt længere nordpå har nu konstateret giftige alger langs den jyske vestkyst.

Således blev der ud for den populære Vejers Strand observeret så mange giftige alger, at vandet blev fyldt med slimet skum produceret af algerne. Det er dette proteinrige skum, som forvolder dyr og badegæster gener. Som enten giver udslæt og eksem eller ondt i maven. I værste fald endda med feber og opkastninger til følge. Dødsfald er også rapporteret, omend i meget sjældne tilfælde.

Myndighederne har reageret på de giftige alger ved at stryge de blå flag, som ellers er en garanti for godt badevand. Samtidig opfordrer man folk til ikke selv at indsamle blåmuslinger for at spise dem. Muslingerne filtrerer nemlig store mængder algefyldt vand og opkoncentrerer derfor de giftige stoffer.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Norges første marine naturreservat

Den 8. juni 2000 etablerede den norske regering Norges første marine naturpark eller undervandsreservat – i form af koralrevet ved Tautra i Trondhjemsfjorden.

Tidligere har man i Norge nedlagt forbud mod trawlfiskeri på andre steder med naturlige forekomster af dybvandskoraller – blandt andet Sularyggen og Iverryggen – da korallerne vokser langsomt og derfor er sårbare over for det hårdhændede fiskeri med bundslæbende trawl. Korallerne vokser typisk med et par millimeter om rået.

Men Tautra i Trondhjemsfjorden er stedet, hvor man har verdens laveste forekomst af dybvandskoraller. Hvor korallerne normalt trives på dybder fra 100 til 2.000 meter, kan man her studere korallerne på blot 40 meter vand. Derfor gjorde man netop Tautra til Norges første marine naturreservat.

Fremover må der ikke fjernes koraller fra revet, men dykkere har også fremover fri adgang til at studere den sjældne forekomst på nærmeste hold.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Lillebælt marin nationalpark?

Man kunne ønske sig, at den danske regering ville være lige så fremsynet som den norske – at ikke kun synlige landområder fredes, men også bevaringsværdige lokaliteter under vandet.

Lidt nord for Hirsholmene i Nordjylland findes således et ganske usædvanligt geologisk fænomen. Det er blevet kaldt Danmarks svar på et koralrev, men har intet med koraller at gøre. Det drejer sig i stedet om metangas, der bobler op fra en iltfri sandbund. Gassen bruges af specialiserede metanbakterier, som sammen med deres egne affaldsstoffer er i stand til at kitte sandet sammen i store, søjleagtige formationer.

Søjlerne kan være op til 3 meter høje og danner et enkelt sted sågar en hel hule, man som dykker kan svømme igennem. Der er naturligvis forbud mod opankring og anden skadelig aktivitet på dette nordjyske “koralrev”, der helt oplagt burde fredes.

Det samme gælder den smalle del af vort strømstærkeste sund, nemlig den del af Lillebælt, som går under betegnelsen “Snævringen”. Intet andet sted i Danmark findes så store dybder – op til 80 meter – og så hård en strøm som netop her. Ikke mindre end 40 kubikkilometer vand passerer netto op gennem Lillebælt hvert år – fra Østersøen og op i Kattegat. Men da vandstrømmen regelmæssigt skifter og går begge veje, er bruttogennemstrømningen op mod fire gange større!

Det er forhold, som danner grundlag for en unik flora og fauna – heriblandt store søanemoner, som rækker deres fangarme ud i strømmen. Men samtidig søanemoner, som lider under den daglige og meget hårdhændede gennemfiskning af bæltets trawlfiskere. De bliver derfor ikke nær så store og flotte, som de ellers ville kunne blive. Det rapporterer stedkendte sportsdykkere.

“Snævringen” ville derfor være et oplagt bud på Danmarks første marine nationalpark – med et trawlforbud som en helt naturlig konsekvens.

16. juni 2000

© Steen Ulnits

* Rovfiskeri efter hajer

Ud for den nordamerikanske østkyst findes en stor bestand af små pighajer, som lokalt kaldes “spiny dogfish”. Fisk, som i mange år mest af alt er blevet betragtet som skidtfisk, når de i stort antal havnede i fiskernes garn og på langliner som uønskede bifangster.

Men så pludselig åbnede der sig et marked for de før så værdiløse pighajer. Og straks påbegyndtes et målrettet fiskeri efter småhajerne, som på ganske få år ser ud til at kunne trække tæppet væk under hele den engang så store bestand. Hajerne fanges ikke mindst ud for staten Massachusetts i USA, hvorfra de eksporteres til England, hvor de siden bliver til Fish & Chips. Her brugte man tidligere den lokale torskefisk kuller, men bestandene af kuller er nu overfisket på grund af efterspørgselen.

Men ikke kun i Atlanterhavet har hajerne det svært. Det har de også i farvandet ud for Hawaii i Stillehavet, hvor fangsten af hajer er steget med mere end 2.000 procent siden begyndelsen af 90’erne. Hajerne fanges udelukkende for de kødfulde og velsmagende brystfinners skyld. Resten af hajen smides efter afskæring af finnerne i havet igen – stadig ofte i live og sprællende.

Det amerikanske handelskammer har imidlertid taget skridt til en forvaltningsplan, der skal beskytte i hvert fald pighajerne mod udryddelse. Som nævnt længere nede på denne side har amerikanerne også – på den 11. internationale “CITES” konference om handel med truede dyre- og plantearter – stillet forslag om et forbud mod handel med hvalhaj, verdens største haj. USA stillede også forslag om forbud mod enhver form for jagt på og handel med den store hvide haj, som i dag anses for udryddelsestruet.

Det er således ikke let at være haj i disse år – med mindre man da er bolighaj eller børshaj. Disse to arter ser ikke ud til at være det mindste truet. Desværre…

12. juni 2000

© Steen Ulnits

* Big Game Catch & Release

Det diskuteres ofte, om det kan svare sig at genudsætte store Big Game fisk á la tun og marlin – fisk, som ofte er fightet i timevis, førend de har ladet sig bringe til båden. Fisk, som kunne formodes at være så svækkede efter den lange kamp, at de ville dø efter genudsætning.

Nu har man for første gang data, som dokumenterer, at fangst og genudsætning af store blå marlin efter al sandsynlighed lader sig praktisere – med fisk, der overlever fight, landing, afkrogning og genudsætning. Det har man kunnet påvise ved specielle satellitmærkninger, som er ganske kostbare.

Man fangede i forsøget ni blå marlin i størrelsen 150-425 lbs. (68-191 kg), som alle efter fight, landing og afkrogning inden genudsætningen blev forsynet med en satellit-tag samt et almindeligt plastikmærke.

Det specielle ved satellit-mærket er, at den lille mikroprocessor er programmeret til at slippe fisken – i det refererede forsøg efter 122 timer. Altså godt fem dage efter genudsætningen. Når mærket har sluppet fisken, flyder det op til overfladen, hvor det straks begynder at transmittere data om position og vandtemperatur på stedet til Argos satellit-systemet. Herfra kan de transmitterede data så hentes hjem til jorden og studeres.

De sendte data viste glædeligt nok, at i hvert fald otte ud af de ni mærkede marlin efter alt at dømme havde overlevet fight og genudsætning. I hvert fald dukkede otte af de ni satellit-mærker op til overfladen på steder, der lå 40-134 sømil (74-248 km) fra genudsætningsstedet. I det niende tilfælde er fisken enten død eller mærkets udløsermekanisme svigtet eller senderen brudt sammen.

Biologerne tager disse resultater som dokumentation for, at fangst og genudsætning er en forsvarlig politik over for havets storvildt. De bruger det også som argument for, at de mange tusinde næbfisk, der hvert år ved en fejl havner på en krogline, med fordel kan genudsættes. Undersøgelser viser nemlig, at omkring halvdelen af disse fisk endnu er i live ved røgtning af kroglinerne.

12. juni 2000

© Steen Ulnits

* Vandkraft forurener

Miljømyndighederne generelt og miljøministeren specielt har længe slået på tromme for vandkraften, der leverer CO2-fri energi, og som dermed ikke bidrager til drivhuseffekten og den globale opvarmning.

Nu viser det sig slet ikke at holde vand i virkeligheden. Amerikanske “New Scientist” kan nu – med baggrund i en dugfrisk rapport fra organisationen “World Commission on Dams” – berette, at vandkraften faktisk er storleverandør af drivhusgasser. Blot er det ikke CO2, der produceres, men methan – CH4 – som er den anden af de vigtige naturproducerede drivhusgasser.

Det viser sig nemlig, at der i bundslammet på de opstemmede kraftværkssøer og vandmagasiner produceres store mængder methan. Og da methan er 20 gange så effektiv en drivhusgas som CO2, konkluderer rapporten, at vandkraften samlet set øger drivhuseffekten. Stik modsat de hidtidige antagelser. Så nok er vandkraften CO2-fri. Men den er samtidig CH4-rig!

Oplagt læsning for miljø- og energiminister Svend Auken, når han skal tage stilling til Tangeværkets og Gudenåens fremtid!

Interesserede kan læse mere om vandkraft under “Artikler”.

9. juni 2000

© Steen Ulnits

* Nej til fri adgang til naturen

Danmarks Jægerforbund (DJ) ser ikke med milde øjne på naturvismændenes anbefalinger, som er omtalt længere nede på denne side. Naturrådet ønsker blandt andet, at offentligheden i højere grad sikres fri adgang til den danske natur.

DJ mener, at en fri adgang til den sårbare og meget begrænsede danske natur vil være en alt for stor belastning for den. Ikke mindst i dyr og fugles yngletid er det bydende nødvendigt, at dyrelivet får fred, mener DJ.

Formanden for Naturrådet går ind for en friere adgang til naturen, og det gør formanden for det indflydelsesrige Friluftsråd også. Begge er dermed på linje med miljøminister Svend Auken, som tidligere har talt for det samme.

Alt tyder således på, at vi her har med en politisk sag at gøre. Det er langt fra kun hensynet til naturen, der spiller ind her.

9. juni 2000

© Steen Ulnits

* Nedtur for natur

I 1998 nedsatte miljø- og energiminister Svend Auken et såkaldt Naturråd bestående af en række naturvismænd. Et Økologisk Råd, om man så må sige, og en pendant til Økonomisk Råd og dets økonomiske vismænd.

Naturrådets opgave var og er at følge udviklingen i den danske natur og derudfra rådgive den danske regering i naturspørgsmål. Pudsigt nok er Naturrådet netop barslet med sin første rapport overhovedet – pudsigt, da Økonomisk Råd netop har fremlagt deres rapport over konsekvensen af en dansk deltagelse i den europæiske møntunion – med Euro i stedet for kroner.

Økonomisk Råd konkluderede, at Danmark næppe vil få hverken fordele eller ulemper ved at stå uden for møntunionen – at spørgsmålet derfor primært er af politisk karakter og ikke økonomisk. De økonomiske vismænd blev straks skældt huden fuld af såvel statsministeren som finansministeren, da rådets fortolkning mildt sagt ikke stemmer overens med regeringens skræmmebillede af et dansk nej.

Det skal blive spændende at se, om den samme skæbne nu vil overgå Naturrådets første udspil om den danske natur. Naturvismændenes konklusioner foreligger nu i en diger 700 siders rapport, hvis hovedpunkter er følgende:

• Den danske regering bør nedsætte et klimapanel, der kan tage højde for de klimatiske ændringer, som den globale opvarmning efter alt at dømme vil medføre.
• Der skal gøres en ekstra indsats for at redde truede landskabstyper såsom enge, heder, klitter, moser og overdrev fra det stedse mere intensive landbrug.
• Der bør sikres større sammenhængende naturområder med forskellige typer natur for eftertiden – ikke som i dag små isolerede enheder med hver deres særpræg.
• Der skal sættes endnu flere penge af til bevarelsen af naturskove i Danmark, end tilfældet er i dag – og ikke kun penge til yderligere skovrejsning.
• Den danske befolkning skal i videre omfang sikres adgang til danske naturområder, som enten fredes eller opkøbes af private personer eller institutioner.
• Grundloven bør skrives om, så der – som i Norge og Finland – tages skyldigt hensyn til naturen i alle spørgsmål. Den private ejendomsret bør tages op til revision.

Nu må vi så vente spændt på, hvad Svend Auken mener om rapporten og dens konklusioner. Om han vil give den samme ublide medfart, som finansminister Mogens Lykketoft gav Økonomisk Råds vismænd, da de ikke nåede frem til samme resultat om Euro’en som han selv…

Under alle omstændigheder konkluderer naturvismændene, at den danske natur er på en stabil nedtur, hvis ikke der gøres noget radikalt. Overvismand Peder Agger sammenligner det med at “stå på en supertanker. Man må beslutte sig for, om man vil rette op, længe inden man sejler ind i noget”.

6. juni 2000

© Steen Ulnits

* LDL Handlingsplan 2000

 

“Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL) har nu eksisteret i 5 år og tæller nu omkring 25.000 medlemmer på landsplan. På den seneste generalforsamling vedtog man en Handlingsplan 2000, som har følgende hovedpunkter:

• Fisketegnet skal komme lystfiskerne til gode – ikke fiskeforskerne. LDL skal have sæde i paragraf 7 udvalget, som fordeler fisketegnsmidlerne.
• Der etableres en generel 500 meter garnfri zone langs samtlige kyster, og alle fjordområder holdes helt fri for garn.
• Fremover skal amterne sammen med Miljøstyrelsen have tilsynet med vandområderne, så forskellige dele af landet behandles ens.
• Der skal gøres en indsats for at sætte skub i nedsættelsen af de lokaludvalg for fiskeri, som den nye fiskerilov åbner mulighed for.
• Der skal arbejdes for, at lokale lystfiskerforeninger kan gå aktivt ind i den moderne søpleje, som LDL tidligere har foreslået.
• LDL vil arbejde for, at landbrugets stedse større svineproduktioner sidestilles med andre forurenende industrivirksomheder.
• Lystfiskeriets samfundsmæssige værdi skal belyses stærkere og inddrages i debatten om vandmiljø og fisketurisme.
• LDL vil styrke kontakten til medlemsforeningerne. “LDL-info” sendes til flere mennesker, og LDL kommer på internettet.
• Der skal rekrutteres nye medlemmer til LDL blandt de 650.000 danskere, som ifølge Gallup fisker. Mindre end 100.000 er i dag organiserede.

Yderligere information om LDL kan fås på telefon 48 39 09 79.

3. juni 2000

© Steen Ulnits

* OOA lukker og slukker

Efter et kvart århundredes oplysningsarbejde om eller rettere imod atomkraft lukker græsrodsorganisationen “Organisationen til Oplysning om Atomkraft” – i daglig tale blot kaldet OOA – nu sit kontor i København. Årsagen? Mangel på aktivister samt tilfredshed med, at det trods alt lykkedes at få stoppet planerne om atomkraft i Danmark.

Det hele startede i 1970’erne, hvor de danske elselskaber – i lighed med de svenske – ønskede at etablere atomkraftanlæg. Problemet var blot, at man dengang som nu ikke kan anvise 100% sikre opbevaringsforhold for det udtjente og højradioaktive atombrændsel. Samtidig oplevede man på Three Mile Island i USA – på et højteknologisk anlæg i den vestlige verden – et uheld, der længe truede med at udvikle sig til en katastrofe af langt større dimensioner. Den frygtede og ukontrollable nedsmeltning af reaktorkernen.

Det var de arabiske landes ensidige prisstigninger på råolien, der i 1970’erne for alvor satte skub i tankerne om indførelse at atomkraft – så man kunne være uafhængig af de upålidelige arabiske olieproducenter med Saudi Arabien i spidsen. – Hvem husker ikke de bilfri søndage og de øde landeveje, som blev konsekvensen af arabernes oliepolitik?

Men det var primært ulykken på Three Mile Island, der gav OOA vind i sejlene, og som for alvor gav organisationen folkelig opbakning. Noget tilsvarende lykkedes først for sent i både Tyskland og Sverige, som den dag i dag må slås med atomkraftværker fra dengang. OOA fik så meget vind i sejlene, at atomkraften officielt blev strøget af dansk energipolitik i midten af 1980’erne.

Indtil videre kan OOA dog glæde sig over, at svenskerne for nylig har lukket den første af Barsebäcks to reaktorer. Og over, at sjællænderne slap for et atomkraftværk ved Isefjorden, hvor elselskaberne ellers allerede havde købt en grund. På samme måde havde de jyske elselskaber kig på Gylling Næs syd for Århus som en mulig lokalitet for et jysk atomkraftværk.

Så på én gang farvel, tak og tillykke til OOA, som i dag onsdag den 31. maj lukker og slukker efter 26 års ihærdigt oplysningsarbejde. Om ikke andet så glemmer vi næppe nogensinde deres berømte slagsang:

– Hvad skal væk? – Barsebäck! – Hvad skal ind? – Sol og vind!

Interesserede kan læse mere om atomkraft generelt og radioaktivitet i fisk og vand specielt ved at klikke her. – Hvorfor er fiskene eksempelvis radioaktive helt oppe i Lapland?

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: F-ornemme F-luehjul fra F-enwick

Nej, jeg er ikke begyndt at stamme. Det er blot navnet på den nye serie fluehjul, som amerikanske Fenwick har lanceret til 2000-sæsonen. De hedder nemlig “F-series” og byder på det ypperste i materialer, konstruktion og forarbejdning.

F-series omfatter fem modeller, hvoraf de to største er såkaldte “Large Arbor” hjul med bred spolekerne. De tre mindste er mere klassiske af udseende, men alle fem modeller er fræset ud af en massiv blok flyaluminium. Og alle fem er forsynet med en nyudviklet skivebremse, som er ganske avanceret:

Den bygger nemlig på varmeafvisende grafitskiver, som endda er sikrede mod “aquaplaning”, dersom der skulle komme vand på bremseskiverne. Det ledes i så tilfælde bort i små riller på skiverne, som derfor på én gang er både ventilerede og drænede!

Den mindste model F3-4 har dog en lidt enklere bremse, som i stedet tager sigte på at beskytte selv de tyndeste forfangsspidser mod brud.

Alle F-series hjul leveres i et hjulfoderal af neopren, som ikke blot beskytter hjulet, når det ikke sidder på stangen. Det kan også monteres omkring både stang og hjul. Ideelt til transport af færdigriggede stænger – og aldeles uundværligt, hvis der fiskes fra båd.

Ædeltræshåndtag er med til at forstærke indtrykket af absolut sublim topkvalitet.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Torden og Lynild – igen!

Vi halvgamle fluefiskere husker tydeligt, da amerikanske Berkley for mere end ti år siden introducerede de første “Lightning” stænger. Det var radikale nyskabelser, der ikke kun så ud som torden og lynild med deres sorte klinger og hidsige rød-gule beviklinger. De kastede også formidabelt med deres meget slanke klinger af 100% radial (krydsvævet) kulfiber.

Det var i de år, hvor Berkley for alvor lagde sig ud med konkurrenterne – i form af en kampagne, hvor de ganske enkelt fik et laboratorium til at brænde egne og konkurrenters klinger af, så man kunne se det præcise kulfiberindhold.

Det er vel næsten overflødigt at fortælle, at kun Berkley’s egne stænger levede op til varedeklarationen – i form af en “Carbon Content Rating” (CCR), der på klingen hvidt på sort angav kulfiberindholdet.

Nu har Berkley til år 2000 relanceret “Lightning” fluestængerne – i form af fire 9-10 fod lange stænger i henholdsvis klasse 5-6 0g 7-8. Det er stænger, som med deres lave priser og gode kasteegenskaber nok skal vinde mange tilhængere her i landet.

Den kostbare radiale kulfiber er dog udskiftet med en mere tidssvarende IM7 fiber.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Fjerlette, jernstærke og lynhurtige!

Egentlig er det ikke rigtige nyheder, da de har været på markedet i nogen tid, men sikke nogle flotte ord! Har du blot én gang stået og bandet over, at din fluestang lige akkurat ikke magtede at lægge de sidste meter line ud til ringene fra den store ørred, så var det måske en idé at kigge nærmere på Fenwick’s efterhånden klassiske “Ironfeather” serie.

Det er ikke stænger for lejlighedsvise eller uøvede fluefiskere. Det er i stedet lynhurtige sager, som stiller store krav til kasteren, hvis man skal få det optimale ud af dem.

Den avancerede CoFi konstruktion af klingen sikrer smækre stænger, som kræver en hurtig kasterytme og god koordination af bevægelserne. Men så er det heller ikke stængerne, der sætter begrænsningerne længere – så er det kasteren selv. På godt og ondt.

Hvis man vover at prøve kræfter med disse avancerede klassikere, er der hele 17 CoFi modeller at vælge imellem – fra 8 fod klasse 4 til 15 fod klasse 11. Der skulle således nok være én, der passer.

31. maj 2000

© Steen Ulnits

* Åbent hus ved lukket vand

Den lille å med de store havørreder – Karup Å – er kendt som et vand, der i de senere år er blevet mere og mere lukket for offentligheden. Et vand, hvis fiskere i stigende grad er medlemmer af små konsortier eller lukkede foreninger.

Men nu agter fiskerne ved Karup Å at linde lidt på døren til det lukkede vand. Det vil man gøre i form af et Åbent Hus arrangement i dagene 24.-25. juni. Årsagen er, at den hæderkronede Hagebro Kro ved bredden af den mindst lige så berømte Karup Å i år kan fejre sit 300 års jubilæum. Det fejres med et arrangement, hvor man i to måneder vil udstillet gamle historiske fotos samt fiskegrej, som vore forgængere brugte det ved åen.

Vil man deltage i Åbent Hus arrangementet og fiske i nok landets bedste havørredvand, koster det 175,- kroner for et fiskekort, der gælder fra lørdag den 24. juni klokken 14 til søndag den 25. juni klokken 14. Hele natten inklusive!

Nærmere oplysninger hos Hagebro Kro på telefon 97 45 20 05.

28. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Partridge passé…

Umiddelbart syd for industricentret Birmingham ligger den engelske by Redditch, der siden 1200-tallet har været først nålenes by og siden fiskekrogenes.

Fiskekroge laves nemlig efter samme recept og samme grundprincipper som nåle, og flere af de store nåleproducenter i Redditch slog sig derfor tidligt på fremstilling af fiskekroge. Tænk blot på navne som Allcock, Bartleet, Milward og Partridge.

Til sidst var der kun Partridge tilbage blandt de gamle krogfabrikanter i Redditch. Partridge familien begyndte at fremstille kroge i 1836, og i begyndelsen af 1920’erne flyttedes produktionen til Mount Pleasant, en af byens forfærdeligt mange bakketoppe.

Efter en lang nedtur i 70’erne og 80’erne talte firmaet i midten af 90’erne godt 50 medarbejdere, som årligt fremstillede mere end 25 millioner kroge – primært til fluefiskeri. I 1997 købte så norske Mustad Partridge af den tidligere og meget dynamiske indehaver Alan Bramley. Mustad lovede i den forbindelse, at opkøbet ikke var sket for at lukke Partridge.

Men Mustad sagde ikke noget om, at man ville blive i Redditch. Og for ganske nylig fyrede den norske krogproducent da også hele medarbejderstaben og flyttede produktionen til Singapore, hvis billige arbejdskraft også er storleverandør af billige kvalitetsfluer.

Partridge bliver aldrig, hvad Partridge var engang. Slut med engelskfremstillede Partridge kroge. Slut med kroge af det bedste engelske Sheffield stål. Slut med de små poser, der var “Inspected by Mary” og andre engelske piger med forstand på de dele.

En epoke er definitivt forbi. Tilbage i Redditch er dog en enkelt ganske lille producent af håndlavede kroge, nemlig “Sprite”, som mest er kendt for sine sortlakerede laksekroge. Det er nu op til en enkelt mand – Vince Green – at opretholde de stolte krogmagertraditioner i nålenes og krogenes gamle by.

Interesserede kan læse den fulde historie om Partridge ved at klikke her.

28. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: “Kiwi 2000” fra Cortland

Amerikanske Cortland har taget hul på sæsonen med en helt ny serie fluestænger, som markedsføres under navnet “Kiwi 2000”.

Det første hentyder naturligvis til New Zealand – fluefiskerens paradis på jord – hvor stængerne fremstilles. Det andet til det netop overståede årtusindskifte, som naturligvis måtte markeres med en ny stangserie.

Der er tale om en serie hypermoderne fluestænger monteret med étbenede stangringe i titaniumcarbid samt hjulholder med indsats af radialvævet kulfiber – begge dele for vægtens skyld.

Klingerne er fremstillet af 100% grafit, idet også den tværgående kerne – de såkaldte “hoop” fibre, som holder stangen rund under belastning – er af kulfiber. Sågar håndoplagt i en slags helix af tværgående spiralfibre.

Stængerne fås i længderne 8-9 fod og i lineklasser fra 4-9. Der er seks 2-delte modeller at vælge imellem og tre 4-delte rejsestænger i Cortland’s nye newzealandske topserie.

25. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Letvægts Large Arbor LTD

De fleste forbinder Cortland med flueliner – og med rette. Det var således Cortland, der i 1952 lancerede verdens første syntetiske flueline – forgængeren til vore dages moderne PVC liner. Den evigt unge 444’er hører stadig til blandt verdens bedste og mest slidstærke flueliner.

Men Cortland er andet og mere end blot flueliner – meget mere. Cortland har nemlig en aldeles komplet samling af stænger, hjul, liner, forfang og alle de mange andre småting, som vi fluefiskere er så afhængige af. Alt dette kan fås fra Cortland – i år også et helt nyt og meget spændende hjul, som vil være perfekt til dansk kystfluefiskeri.

Det drejer sig om den nye “Large Arbor” model i Cortland’s efterhånden velkendte “LTD” serie, som byder på hjulhus i kulfiber (for letvægt), aluminiumspole (for stabilitet) og skivebremse. Nu er der så kommet en storebror med bred spolekerne og en linekapacitet, der passer til danske kystørreder.

Det nye hjul tager således en WF 7 line plus 150 meter 20 lbs. bagline uden at kny. Absolut et kig værd, hvis du står og skal investere i et nyt hjul til kysten. Prisen – den er nemlig ganske rimelig!

25. maj 2000

© Steen Ulnits

* Nye perspektiver, tak!

Den 7. april i år sagde formanden for Folketingets miljøudvalg, Jørn Jespersen, til TV2 blandt andet følgende, som især var møntet på havbrug og deres forurening:

“I den miljøpolitiske debat fremstilles arbejdspladser og miljø tit, som om det er to modsætninger. Det er en noget gammeldags betragtningsmåde. Vi bliver nødt til omstille hele vores erhvervspolitik til at tage hensyn til miljø, renere teknologi osv., og så satse på en grøn erhvervpolitik og fremtidssikrede arbejdspladser, hvorimod de der kører med forældet teknologi og forurener miljøet, alligevel forsvinder på et eller andet tidspunkt”.

“Virksomheder, som hviler på et meget miljøbelastende grundlag, bliver nødt til at finde en helt ny måde at producere på, der tager hensyn til energi, resourceforbrug og miljøbelastning. De høje miljøkrav breder sig globalt, og virksomheder må indrette sig på fremtidens miljøkrav. Det er der er perspektiv i”, sagde altså Jørn Jespersen.

Læs også notitsen om Musholm Lax herunder. Det er sådanne forurenende virksomheder, Jørn Jespersen tænker på.

22. maj 2000

© Steen Ulnits

* Nye trusler mod truede arter

Kenya var i sidste måned vært for den 11. internationale konference om handel med truede dyre- og plantearter – “CITES” også kaldet. CITES trådte i kraft i 1975 og omfatter i dag omkring 150 lande verden over.

Ikke uventet var Norge på banen med et forslag om genoptagelse af fangsten af vågehvaler i Nordatlanten, mens Japan gik ind for fangst af vågehval og gråhval fra Stillehavet. Ikke uventet, da netop disse to nationer har en tradition for fortsat at ville fange dyrearter, som andre medlemslande ønsker at beskytte.

USA foreslog et forbud mod handel med hvalhaj – verdens største haj, der kan måle op mod 20 meter i længden – samt enhver form for jagt på og handel med den store hvide haj, der i dag anses for udryddelsestruet. Det sidstnævnte bakkede Australien også op om. Endelig foreslog Storbritannien en regulering af handelen med kød fra brugden, som er verdens næststørste haj.

For at fremme egne ønsker på fiskefronten gik Japan ind for en øget handel med elfenben fra elefanter. Det er den slags politiske studehandler, som gør det svært for ikke at sige umuligt at beskytte truede dyrearter. Japanerne vil partout spise truede dyrearter, til de ikke længere eksisterer.

På konferencen gav de sågar selv udtryk for, at man skam agtede at blive ved – uanset konsekvenserne. Det var og er en del af japansk madkultur, forlød det…

22. maj 2000

© Steen Ulnits

* Slut med drivgarn i Wales

Den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund (NASF), som opkøber laksekvoter for at redde atlanterhavslaksen fra udryddelse, har gjort det igen.

Denne gang er det drivgarnsfiskerne i Wales, som har indgået en foreløbig opkøbsaftale. En aftale, der kommer laksene i så berømte floder som Usk, Severn og Wye til gode. Fiskerne har her accepteret at indstille deres laksefiskeri med drivgarn og laksefælder, mod at de kompenseres økonomisk af NASF. Et helt og aldeles privat opkøb, altså – uden medvirken fra hverken den engelske eller den walisiske regering.

Det er et opkøb, som ikke kun vil komme laksefloderne i England og Wales til gode. Fangsterne her inkluderer nemlig også laks på vej til gydepladserne i de få resterende laksevandløb i Frankrig og Spanien. Laksen er jo om nogen en international fisk, som ikke kender til landegrænser.

NASF ser opkøbet af den walisiske laksefangst som et vigtigt første skridt på vejen mod det endelige opkøb af det langt større “interception” fiskeri, som finder sted i Nordengland. Et fiskeri, som truer med at udrydde de sidste laksebestande i verdensberømte floder som eksempelvis Tweed og Spey. Dernæst gælder indsatsen det ligeledes storstilede garnfiskeri, som stadig finder sted på den irske vestkyst.

Den internationale organisation ICES (“International Council for the Exploration of the Sea”) præsenterer snart den årlige oversigt over laksefangsterne i Nordatlanten. Oversigten forventes at vise, at garnfiskeriet i 1999 tog 86% af alle laks fanget i England og Wales. Dette baseret på den kendsgerning, at sportsfiskerne efterhånden genudsætter omkring halvdelen af deres fangster i floderne.

Drivgarnsfiskerne har i de seneste år haft store problemer med overhovedet at fange laks nok til at holde skindet på næsen rent økonomisk. Det var da også baggrunden for fiskernes forhandlingsvilje, at der simpelthen ikke var flere laks at fange. Derfor var man naturligt nok positivt indstillet over for et økonomisk gunstigt opkøb.

Nu venter vi så kun på, at den engelske fiskeriminister vil dokumentere i praksis, hvad han sagde for nylig: At den britiske regering vil gå ind som medfinancier af de kommende opkøb af gamle garnrettigheder. Se notits herom længere nede på denne side.

Under alle omstændigheder er der endnu engang grund til at ønske NASF’s utrættelige islandske formand Orri Vigfusson tillykke med et godt resultat, som endnu engang giver håb om en fremtid for atlanterhavslaksen!

Interesserede kan læse mere om NASF – og se flotte fotos fra Island – ved at klikke her.

17. maj 2000

© Steen Ulnits

* “Danmark er et lorteland”

“Det kan ikke være rigtigt, at nogle få landmænd for ussel mammons skyld får lov til at forvandle vores land til en stor gyllemark”.

Sådan skriver medieøkonom Karna Maj i dag i dagbladet Politiken. Overskriften “Danmark er et lorteland” er hentet fra Buster Larsen, som i sine nu klassiske TV-monologer om Danmark altid sluttede af med den svada – omend han dengang ikke tænkte på landmænd og gylletanke.

Dengang i 70’erne var det danske landbrug endnu ikke den industriproduktion, det i mellemtiden har udviklet sig til. Dengang havde det danske landbrug stadig en snert af den kontakt med naturen, som enhver form for landbrug bør have, hvis det skal være bæredygtigt og langtidsholdbart.

Karna Maj skriver videre – efter at have fortalt om det dejlige solskinsvejr lige uden for døren: “Hvorfor sidder jeg så her bag skærmen en lørdag eftermiddag?……Ganske enkelt fordi vi her i husrækken ikke kan trække vejret udenfor, og det har vi ikke kunnet siden i mandags, da nabolandmanden kørte første hold gylle ud over et flere hektar stort areal med korn lige over for husrækken. Bortset fra en enkelt dag, hvor vinden var os nådig og vi kunnet få luftet ud inde i huset…….Snart er der heller ikke mere rent tøj, men hvem har lyst til at vaske tøj, som kommer til at lugte af gylle?”

For en halv snes år siden var der omkring 10 millioner slagtesvin her i landet. I dag er der op imod 25 millioner, og landbruget presser på for at komme op på en samlet produktion i nærheden af 35 millioner. Altså mere end en 3-dobling på godt og vel et årti. Altsammen for at nogle få mennesker – landmændene – kan tjene penge til sig selv og nationen. Men på bekostning af miljøet, som lider voldsomt under den støt stigende svineproduktion og den tilsvarende stigning i gyllemængden.

For landbruget skal af med de store gyllemængder, som derfor spredes over markerne i overdosis. Noget fordamper med det samme – efterladende en svidende stank af død. Andet løber af markerne som overfladevand – direkte ud i vandmiljøet. Atter andet siver ned i grundvandet, som forurenes med nitrit, inden også det havner i vandmiljøet – blot noget forsinket.

Vi har allerede set resultaterne – i form af en Mariager Fjord, som afgik ved døden for et par år siden. Og vi kommer til at se mange flere, så længe vore politikere ikke sætter en stopper for dette, nå ja, svineri. For Mariager Fjords vedkommende kan Nordjyllands Amt konstatere, at små 80% af alt det dødbringende kvælstof i fjorden stammer fra netop landbruget.

– Men hvem i alverden har dog givet et fåtal landmænd tilladelse til sådan at ødelægge luft, jord og vand for os allesammen i dejlige Danmark?

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Skudsikre nyheder fra Fenwick

Amerikanske Fenwick havde sidste år stort held med lanceringen af “Techna AV” stængerne, der som de første nogensinde benyttede kevlar til en gennemgribende forstærkning af klingerne.

Ikke blot i form af en omvikling med enkelttråde som tidligere set, men i form af en total integration med kulfiberklædet. Som et beskyttende lag uden på de aktionsgivende kulfibre, der kan være ganske ømtålelige over for mekanisk påvirkning.

Da kevlar er det samme materiale, som blandt andet bruges i skudsikre veste, er de nye Techna AV stænger ifølge Fenwick hele fire gange mere modstandsdygtige overfor stød og slag end almindelige kulfiberstænger. Et godt salgsargument, hvis stangen primært eller ofte skal bruges på steder, der regelmæssigt udsætter den for knubs. Eksempelvis i en båd.

Til år 2000 har Fenwick udvidet sortimentet af Techna AV fluestænger med hele fem nye modeller. Det drejer sig primært om lange sager på 10, 11 og 14 fod, der alle leveres i sølvskinnende alurør.

Med undtagelse af de store SiC-forede skyderinge bruges udelukkende de nye étbenede øjer af titanium-belagt rustfrit stål.

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Vadesko fra Teeny

Amerikaneren Jim Teeny kender de fleste nok for hans banebrydende flueliner, som mest af alt er synkende skydehoveder med påsplejset running line – blot er linerne ud i ét uden irriterende splejsninger.

Nu har Jim Teeny barslet med en næsten lige så banebrydende ny vadesko. Til stor glæde for de mange, som har bandet over deres irriterende vadesko, som hver gang skulle snøres og snøres op, når de skulle af og på.

Jim Teeny er en praktisk mand, så hans vadesko er uhyre praktiske. De har nemlig hverken snørebånd eller velcrolukke. I stedet er de forsynet med en kraftig lynlås bagtil samt et fleksibelt forstykke af neopren.

Denne kombination gør det nemt og bekvemt at komme ind og ud af sine vadesko, som tilmed kan strammes ekstra op med et velcrolukke fortil, hvis man føler behov for det.

13. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejtest: 3-delte nyheder fra Scierra

Vi tog til Samsø i god tid før årets havørredkursus på højskolen. Formålet var naturligvis at kigge de bedste steder ud og svinge fluestængerne lidt, før kursisterne ankom. Jeg havde en splinterny Scierra SST 9 1/2 fod klasse 7 stang med, som skulle testes – helst under de mest realistiske forhold. Og sandelig: Vi havde næppe fisket mere end en halv times tid på nordkysten, førend en god fisk lukkede kæberne sammen om mit perlemorsfarvede Juletræ.

SST stangen kom på en hård prøve, for fisken var af den vægtige slags og ville bestemt ikke med ind til land.Efter en solid fight med et par rigtig gode udløb kunne en tililende tysker løfte sit store net op omkring min første Samsø-fisk i dette årtusinde – et pragteksemplar af en sølvskinnende og smældfed havørred på 3,1 kg, 66 cm lang.

Den nye SST stang kan altså fange fisk, og det er jo godt. Men den kan mere end det. Den er uhyre let uden derfor at mangle kræfter. Faktisk kaster den en 8’er line helt uden problemer, hvis det er det, der skal til. Og så er den holdt i en smuk og diskret matgrøn finish, der ikke afgiver skræmmende reflekser under kast og fiskeri. Endelig er den forsynet med de nye étbenede stangringe, som holder vægten helt i bund.

Hertil hjælper også hjulholderen, som er uplocking og sortelekseret med indlæg af radial kulfiber. Håndtaget er af førsteklasses kork, som leder tankerne hen på langt dyrere stænger – dertil forsynet med en fast fighting butt, som hverken er for kort eller for lang. Samtidig er stangen 3-delt, hvilket gør den let at transportere.

Alt i alt en fremragende stang, som selv meget kræsne fluefiskere vil kunne trives med. Til en pris, der er rimelig og til at forstå. Dyrere behøver det altså ikke at være, hvis man blot vil have flot finish og fornem funktion.

11. maj 2000

© Steen Ulnits

* Grejtest: Guf fra Geoff!

Ganske mange danske lystfiskere har efterhånden fundet ud af, at man virkelig får noget for pengene, når man investerer i beklædning fra “Geoff Anderson”. Går man en tur på kysten, støder man regelmæssigt på de fikse vadejakker fra dette firma. Flere og flere vælger ligeledes Geoff Anderson, hvis der skal et par nye og slidstærke bukser til – i et rapt design og med lommerne på rette sted.

Men det er langt fra altid, man kan se, om der er Geoff Anderson i garderoben. En stor del af produkterne er nemlig beregnet til at bæres inderst på kroppen – i form af svedtransporterende undertøj eller ditto mellemlag. Jeg har i løbet af vinteren haft et sæt Geoff Anderson “Evaporator” til langtidstest. Blandt andet har det været med på en tre ugers tur til Ildlandet i det sydligste Sydamerika – en tur, hvor temperaturen flere gange dykkede under nulpunktet i de kølige aften- og morgentimer. En tur, hvor temperaturen kunne svinge fra minus 3 til plus 30 grader i løbet af et døgn!

“Evaporator” bestod prøven med glans og kan så absolut anbefales, hvis man som lystfisker færdes meget ude i naturen. Specielt hvis man også går meget. Kombineret med et par åndbare waders kan man bevæge sig rigtig meget uden derfor at blive den mindste smule klam indeni.

Derfor topkarakter til Geoff Anderson for dette undertøj.

11. maj 2000

© Steen Ulnits

* Miljøministeriet mod Musholm

Som faste læsere af denne side vil vide, så har Vestsjællands Amt givet Musholm Lax tilladelse til at fordoble sin produktion af regnbueørreder – og dermed øge forureningen af Storebælt tilsvarende. Herved har amtet tilsidesat sin egen regionsplan for Musholm Bugt.

Som faste læsere af denne side også vil vide, så er indehaveren af Musholm Lax den selvsamme Kurt Malmbak Kjeldsen, der i dag har sæde i bestyrelsen for Dansk Laksefond. En underlig dobbeltrolle, som er faldet mange for brystet – blot ikke Dansk Laksefond selv. Således trak Danmarks Sportsfiskerforbund sig ud af bestyrelsen på grund af Kjeldsens dobbeltrolle som vildlaksens beskytter på den ene side – og så den største enkeltforurener af bæltet på den anden.

Nu er miljøminister Svend Auken aktivt gået ind i sagen og har fået Miljøstyrelsen til at gøre indsigelse mod tilladelsen, der strider mod al gældende praksis på området. Der er således nu en begrundet forhåbning om, at Musholm Lax alligevel ikke får lov til at øge såvel produktion som forurening af Musholm Bugt.

9. maj 2000

© Steen Ulnits

* Porto, politi og politik

Der skal mere politi på gaden, besluttede politikerne ved seneste politiforlig. De fandt også ud af, hvor de mange millioner skulle komme fra. Dem valgte man nemlig at skaffe ved at fjerne det årelange tilskud, som staten har ydet i form af portokompensation på tidsskrifter. En form for kulturstøtte, som nu pludselig bortfaldt, da der skulle mere politi til det danske samfund.

Det har allerede haft og får fremover afgørende betydning for de danske fiskeblade. I første omgang har det betydet, at Danmarks Sportsfiskerforbunds obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren” nu ikke længere vil kunne fås i løssalg. Var det tilfældet, ville tilskuddet til postbefordringen nemlig stige så meget, at forbundets udgifter ville fordobles.

For de øvrige fiskeblade på det danske marked – “Fisk & Fri” samt “Fiskeavisen” – har det betydet store merudgifter til distribution. Udgifter, der i sidste ende vil havne hos forbrugerne i form af højere priser på abonnement og løssalg. Begge disse blade har nemlig et stort løssalg, som de ikke uden videre kan undvære.

Hverken “Fisk & Fri” eller “Fiskeavisen” får tilskud fra tipsmidlerne, som Danmarks Sportsfiskerforbund gør. De må klare sig selv på almindelige forretningsmæsige vilkår. Til gengæld kan de så glæde sig over ikke længere at skulle konkurrere med “Sportsfiskeren” om løssalgskøberne.

5. maj 2000

© Steen Ulnits

* Bådtest: “Gemini” fra svenske Crescent

Vil du se billeder af og læse om en svensk småbåd af de mere rappe, så kig indenfor under “Fiskebåde” her på denne hjemmeside. Dér finder du en grundig test af den nye “Gemini” fra svenske Crescent.

Der er virkelig radikal svensk nytænkning og masser af frække finesser på denne velsejlende tvilling fra Sverige!

5. maj 2000

© Steen Ulnits

* Præsidenten præciserer positionen

Bill har gjort det igen. Denne gang har han formået at øge sin popularitet blandt alverdens småbådsfiskere og ejere af de nyeste nye biler. Og jo – det er Bill Clinton, vi taler om. Verdens mægtigste mand. Præsidenten for verdens rigeste land. Intet mindre.

“Global Positioning System” – i daglig tale blot GPS – har længe været den vigtigste metode til bestemmelse af ens position, højde og hastighed. Systemet er baseret på geostationære satelliter, som sender data ned på jorden. Men af sikkerhedsmæssige årsager har signalet fra starten været “scrambled”, så der var en indbygget misvisning. “Selective Availability” kaldte man det.

Den 1. maj i år frigav så det amerikanske militær den nøjagtige GPS kode, hvorved præcisionen steg væsentligt – typisk fra under 100 meter til under 10 meter. Man fjernede helt enkelt den “scrambling” af signalet, som militæret hidtil havde lagt ind af hensyn til sikkerheden i urolige områder som Mellemøsten. Man ønskede ikke at give Saddam Hussein alt for gode kort på hånden, hvis han skulle finde på at sende missiler afsted mod naboerne…

Det amerikanske militær har i mellemtiden udviklet en ny teknik, der gør det muligt stadig at “scramble” specifikke geografiske områder, hvis man finder det nødvendigt. I vor fredelige vestlige verden derimod er der ikke længere indlagt nogen fejlkode, hvorfor præcisionen er steget mærkbart.

Den udstrakte brug af GPS i de nyeste bilmodeller har givet været den direkte årsag til “frigivelsen” af den nøjagtige GPS kode. Flere og flere nye biler er nemlig udstyret med et GPS-system til brug på vejnettet. Her var det helt enkelt nødvendigt med en bedre præcision, hvis man skulle kunne skelne mellem tæt beliggende veje.

Det har givet også spillet en væsentlig rolle, at vi her i Europa nu i nogen tid har puslet med tanken om selv at udvikle et mere nøjagtigt GPS-system. Det ville koste over 25 milliarder kroner og skulle under kodenavnet “Galileo” påbegyndes i år 2004. Noget sådant ville USA for alt i verden undgå, idet man i så fald ville miste meget store markedsandele på GPS fronten. Sporene fra Airbus samarbejdet skræmmer tydeligvis.

“The decision to discontinue Selective Availability is the latest measure in an ongoing effort to make GPS more responsive to civil and commercial users worldwide. This increase in accuracy will allow new GPS applications to emerge and continue to enhance the lives of people around the world.”

Såvidt Mr. President’s egne ord om det nye og bedre GPS. Det skal dog slås fast, at man stadig opnår en væsentligt bedre præcision ved brug af Differential-GPS (D-GPS), som kombinerer satellitdata fra rummet med data fra landbaserede radiofyr. Typisk er man med D-GPS nede på en præcision omkring 2-3 meter, mens man med almindelig GPS stadig må regne med 8-10 meters unøjagtighed.

3. maj 2000

© Steen Ulnits

* – Blå tun på rød liste?

Den store blåfinnede tun – den, som for de fleste er indbegrebet af tunfisk – er hårdt presset fra mange sider. Sportsfiskerne elsker den for dens størrelse, styrke og imponerende fight. Og erhvervsfiskerne jagter den fra fly og skib på grund af de ofte skyhøje kilopriser, den indbringer på ikke mindst det evigt fiskehungrende japanske marked.

Den blåfinnede tun er helt enkelt så attraktiv, at den nu er ved at dø af det. I hvert fald diskuteres det nu på højeste plan, om ikke den blåfinnede tun skal rødlistes som en truet art. Om ikke den skal Cites-listes, som det så fint hedder. I hvert fald er det en kendsgerning, at bestanden i de store verdenshave nu er så langt nede, at fiskene har besvær med blot at opretholde en minimal gydebestand.

Den blåfinnede tun er nu i så høj kurs, at den i visse tilfælde fanges levende og sælges levende, så japanerne kan få det helt, helt friske fiskekød, de er så vilde efter. Men det er sin sag at holde fisk på 100 kg eller mere i fangenskab. Specielt da, når der er tale om nogle af havets virkelige hurtigsvømmere…

Der er så mange penge i disse store tun, at fiskeflåden på de store have længe har haft specielle “spotting planes” til at finde flokkene af tun fra luften. Små sportsfly, hvis eneste opgave er at lokalisere tunene og rapportere deres position til skibene nede på vandet. Som så straks rykker ud og fanger hele flokken.

Så er det altså ikke let at være tun længere…

2. maj 2000

© Steen Ulnits

* Ny farlig fiskesygdom på vej

En ny og meget farlig fiskesygdom er på vej til at spredes over hele verden. Det drejer sig om den dødbringende ISA (Infectious Salmon Anaemia) – en virussygdom, der angriber nyrer og kredsløb hos fiskene, som til sidst dør af sygdommen.

Som så mange andre nyere fiskesygdomme stammer også ISA fra Norge, som med sit kolossale lakseopdræt ligeledes er blevet storproducent af smitsomme fiskesygdomme. Disse sygdomme spredes i løbet af nogle få år til stort set samtlige andre lande, der enten selv opdrætter laks, eller som har vigtige bestande af vildlaks i deres floder og elve.

Fra Norge er ISA inden for de sidste to år spredt til først Skotland, siden Shetlandsøerne og nu også Færøerne. Det vides, at sygdommmen med stor sandsynlighed er kommet til Færøerne i ballasttankvandet på et mindre fragtskib, der sejlede fiskefoder fra Shetlandsøerne til Færøerne. Dette skib har nu fået sine ballasttanke desinficeret, men skaden er allerede sket, og det færøske lakseopdræt må nu se i øjnene, at tamlaks i tusindvis snart vil bukke under for den nye sygdom. Færøerne producerer i dag årligt omkring 50.000 tons laks, så der er nogle af tage af…

Men også vildlaksene på den anden side af Atlanterhavet – i New Brunswick og Nova Scotia i Canada – har nydt godt af den norske sygdom. Således er der her fundet to vildlaks med ISA i kroppen. Alle nordatlantiske lakselande er således i farezonen med hensyn til ISA – heriblandt Island, som er det land i verden, der tjener flest penge på sine bestande af vildlaks. Således regner man på Island med, at de 30.000 laks, der årligt landes i landets godt 100 større lakseførende elve, omsætter for 30 millioner US$. En lille kvart milliard danske kroner, hvilket er ganske mange penge for et lille land med blot en kvart million indbyggere.

North Atlantic Salmon Fund (NASF) – en privat organisation, som opkøber laksekvoter i Nordatlanten for at beskytte vildlaksene, og som har hovedsæde på Island – advarer derfor mod den nye sygdom, som endnu ikke er konstateret på Island. Advarslen har allerede haft til følge, at den islandske regering pure har afslået ansøgninger om lakseopdræt ved de islandske kyster. Der står helt enkelt alt for mange penge på spil i sportsfiskeriet.

NASF’s utrættelige Orri Vigfusson henviser til retningslinjer for sikker opbevaring og behandling af ballastvand i fragtskibe, så smitterisikoen mindskes mest muligt. Dem kan man læse om i “Guidelines for the Control and Management of Ships’ Ballast Water to Minimize the Transfer of Harmful Aquatic Organisms and Pathogens” (se Resolution A.868(20), som trådte i kraft den 27. november 1997 (Agenda item 11)).

Disse papirer kan rekvireres hos relevante ministerier og havnemyndigheder.

30. april 2000

© Steen Ulnits

* – Hvorfor fisker vi egentlig?

En amerikansk undersøgelse fra 1999 søgte at finde årsagen til, at vi overhovedet fisker. Man havde 20 år tidligere lavet en tilsvarende undersøgelse, og nu ønskede man at se, om vore bevæggrunde havde forandret sig. Det havde de:

– 35% fisker i dag primært for at slappe af fra en stressende hverdag.

– 33% fisker for at være sammen med familie og venner.

– 13% fisker for at komme tæt på naturen.

– 7% fisker mest for sportens skyld.

– 5% fisker for at spise fangsten.

– 3% fisker kun efter store fisk.

Afstresning og socialt samvær har således overtaget de første to pladser – i forhold til tidligere, hvor nærværet med naturen og fiskeri for sportens skyld var de vigtigste årsager. Billedet af lystfiskeri som en individuel og solitær beskæftigelse er således afløst af billedet af lystfiskeren som et mere socialt og selskabssøgende væsen.

– Har du nogensinde spekuleret over, hvorfor du egentlig holder af at fiske med stang og line? – Falder du ind under ovenstående kategorier, eller fisker du af helt andre årsager?

24. april 2000

© Steen Ulnits

* Britisk fiskeriminister lægger kursen om

Den internationale, men islandsk baserede “North Atlantic Salmon Fund” (NASF) har i flere år arbejdet på at opkøbe fiskekvoter, så alt kommercielt højsøfiskeri efter atlanterhavslaks bringes til ophør.

Opkøbene har til formål, at laksene så i stedet kan indgå i det rekreative fiskeri med stang og line, hvor fiskene skønsmæssigt omsætter mellem 10 og 30 gange deres blotte handelsværdi.

NASF har her allerførst i det nye årtusinde godt nyt at melde fra Storbritannien, som i international laksesammenhæng meget længe har været et sort får. Flere end 250.000 voksne og gydemodne laks fanges således hvert år i drivgarn på deres vej mod gydepladserne i vandløbene. I et uselektivt “interception” fiskeri, som ikke tager hensyn til de forskellige vandløbs forskellige fiskebestande.

Her gengives den dugfriske, engelsksprogede og uforkortede originaludgave af de gode nyheder fra sportsfiskeriets absolutte moderland:

“Britain’s Fisheries Minister Elliot Morley Thursday 9 March 2000 welcomed an advisory report that calls for an early end to the netting of salmon at sea. The report also recommends that his Government should contribute “substantial funding” towards the cost of inducing commercial fishermen to give up salmon netting.

For the first time in Britain, the report suggests that the Government should take powers to allocate catches between rod and net interests on economic grounds. There should also be limits on the number of salmon that inshore netsmen can kill in the river estuaries, bag limits for anglers and the sale of rod-caught fish should be prohibited.

“The Government will consider all the recommendations with care,” promised Mr Morley who said that Britain’s Labour Government was fully committed to the future of angling, It sees the sport, he said, as “an important mass-participation leisure activity for all ages.”

The Minister accepts the report’s conclusion that a rod-caught salmon is hugely more valuable than one caught by a net and says angling’s contribution to the economy, particularly in rural areas, should not be underestimated.

Britain and Ireland are the last nations to permit the netting at sea of mixed stocks of salmon heading for different rivers. Salmon numbers in the North Atlantic have declined so seriously that the fish is becoming an endangered species right across its range from Europe to North America.

As the crisis worsens Britain and Ireland are under increasing criticism by nations which have stopped commercial salmon fishing in the hope that stocks can recover. Salmon make 99% of their growth during the migration cycle, largly in the feeding grounds of Iceland, Faroe Islands and Greenland.

These northern nations resent seeing the salmon they have saved being massacred off the British Isles. Between them, legal and illegal British and Irish interceptory nets are killing 250,000 or more salmon annually.

The report was produced by the Salmon and Freshwater Fisheries Review Group which was set up in 1998 to advise the British Government on the future management and funding of freshwater fisheries. It received written evidence from over 350 groups and took oral evidence from over 130 people including Orri Vigfusson, chairman of the North Atlantic Salmon Fund. Mr. Vigfusson said that he would be delighted to welcome H.M. Government as major financial partners in the bid to compensate netsmen for giving up netting rights.

Among its most important findings are declarations that the economic value of angling in rural areas should be recognised in the development of Government policies in the countryside and rural economy and that there should be a substantial increase in the money the Government spends on freshwater fisheries”.

Nu har den britiske regering således indset, at der er langt større penge i det rekreative fiskeri end i et kommercielt fiskeri efter attraktive sportsfisk. I form af nye arbejdspladser og deraf afledte skattekroner.

Regeringen ses således som en ny økonomisk medspiller, når de sidste erhvervsfiskere skal købes ud og garnfiskeriet afvikles, så vildlaksene atter kan få fri adgang til gydepladserne. Her skal de så danne grundlag for et økonomisk givtigt og økologisk bæredygtigt sportsfiskeri.

24. april 2000

© Steen Ulnits

* Havørreder på Højskole II

Netop hjemvendt fra årets havørredkursus på Samsø har jeg nu fået renset og frosset de sidste fisk og fået skyllet det meste salt af fluegrejet.

Det startede rigtig godt, idet hjælpelærer Preben Petersen og undertegnede tog til Samsø allerede dagen før kurset – naturligvis for at kigge de bedste steder ud og fiske lidt flue fra de smukke samske kyster. Og sandelig: Vi havde næppe fisket mere end en halv times tid på nordkysten, førend en vægtig fisk lukkede kæberne sammen om mit perlemorsfarvede Juletræ.

Efter en solid fight kunne en tililende tysker løfte sit store net op omkring min første Samsø-fisk i dette årtusinde – et pragteksemplar af en sølvskinnende og smældfed havørred på 3,6 kg, 66 cm lang. Det er den, du ser på billedet herover.

Det var en herligt broget flok af håbefulde kursister, som dukkede op på højskolen om søndagen. De kom fra det meste af landet og spændte ganske vidt, hvad både profession og alder angik. Således var alderspræsidenten suverænt den danske Nobelpristager i kemi, Jens Christian Skou, som med sine 82 år på bagen kunne levere både vid og viden til kurset.

Der blev diskuteret fluer og fluebinding, kast og fiskeri. Hovedvægten var lagt på det praktiske fiskeri, så også instruktionen i fluekast var henlagt til realistiske forhold ved de samske strande. Ikke noget græsplænefiskeri her!

Kort fortalt blev der i løbet af ugen landet 15 havørreder på flue – med ovennævnte 3,1 kg’s fisk som både den første og den største. Da vi stod og ventede på færgen hjem til Jylland, havde Preben og jeg lige et par timer, der kunne bruges til at svinge fluestængerne i. Og vi var igen heldige med både tid og sted. Således fandt vi et par småflokke af havørreder, som jagede lystigt i overfladen, og som gerne tog et lille Juletræ fisket højt og hurtigt.

Resultatet blev syv fisk til fluen, hvoraf to dejlige havørreder på henholdsvis 47 og 48 cm måtte lade livet for mit fluorøde Juletræ. De kom med færgen over til fastlandet og ligger nu godt i fryseren her i Århus midtby.

Næste kursus ligger i oktober 2000 – næste igen i april 2001. Er du interesseret i at komme på kursus i kystflue – med kammeratligt samvær og masser af praktisk fiskeri på gode pladser – så kontakt nedenstående adresse for nærmere oplysninger:

Højskolen på Samsø
Skolebakken 10
8305 Samsø

Tlf. 86 59 04 11
www.samso.com/hojskolen

17. april 2000

© Steen Ulnits

* Brøns Å Bare Bedre

Dansk Dambrugerforening drev i mange år Statens Forsøgsdambrug ved Brøns Å i Sønderjylland – dels finansieret af dambrugerne selv, dels af den danske stat. Det var i de år, hvor eksporten af dambrugsørreder var et vigtigt punkt på handelsbalancen – hvor hensynet til vandmiljøet kom i anden række.

Sådan er det ikke længere. Således blev dambruget nedlagt forrige år i forbindelse med en retablering af en reguleret åstrækning. Dambruget blev lukket og vandløbet ledt uden om dammene i nye åslynger, hvorved 2 km gammelt vandløb blev til hele 3 km nyt.

Brøns Å er en af de Vadehavsåer, som har den mindste naturlige smoltproduktion. Ikke mindst på grund af tidligere regulering og opstemning af åen. Alligevel er smoltproduktionen markant større end i naboen Kongeåen, og den forventes nu – efter restaureringen og den efterfølgende udlægning af gydegrus – at blive endnu bedre.

Projektet blev gennemført af Sønderjyllands Amt med bidrag fra Miljøstyrelsen og fiskeplejemidlerne. Den nye Brøns Å er altså noget af det meget konkrete,som vi lystfiskere har fået for indtægterne fra fisketegnet.

Måtte vi få mere af samme slags – i stedet for bevidstløse udsætninger af tamfisk og forskning for midler, der tidligere kom fra staten…

16. april 2000

© Steen Ulnits

* Skjernå på museum

Sidste år tog energi- og miljøminister Svend Auken det første spadestik til restaureringen af Skjernå – en beslutning, der var taget af et enigt Folketing mere end 12 år tidligere.

I skrivende stund er der således fuld gang i maskinerne, som skal føre en stor del af den regulerede å tilbage til sit gamle, slyngede leje. Det skal fejres, mener både Skjern Kommune og Skov- og Naturstyrelsen. Derfor har man besluttet sig for at indrette et midlertidigt museum om Skjernåen, dens regulering og retablering, i Skjern-Egvad Museums nuværende bygninger.

Der er sat et engangsbeløb på 0,7 mio. kroner af til projektet samt 50.000 kroner til den årlige drift i fem år. Udstillingen åbnes for offentligheden til juni. Hvor længe den skal vare, vides endnu ikke. Der arbejdes nemlig også med planer om et permanent naturformidlingscenter på godset Lønborggård – midt i det genskabte område.

Her har miljøministeren nu strammet grebet om de lokale myndigheder, idet han har sat en deadline for Lønborggårds fremtid. Vil man fra lokal side gå aktivt ind i etableringen af et naturformidlingscenter – med en beslutning inden for to måneder – vil ministeren overdrage godset kvit og frit. Vil man omvendt ikke engagere sig i projektet, vil Lønborggård blive solgt til anden side.

Oprindelig mente man, at det ville koste 60 millioner kroner at etablere et naturformidlingscenter på Lønborggård. Penge, der skulle komme fra dels Ringkøbing Amt, dels Skjern og Egvad kommuner. Nu mener Skov- og Naturstyrelsen, at det kan gøres for 26 millioner. En del af pengene er allerede fundet. Således har Skov- og Naturstyrelsen sat 5 mio. kroner af til formålet, Friluftsrådet 3 mio. kroner. Tilsvarende vil Ringkøbing Amt punge ud med 1 mio. kroner, mens Lokale- og Anlægsfonden vil spytte hele 10 mio. kroner i projektet.

Svend Auken mener derfor, at de 26 mio. kroner til etableringen af centret nok skulle kunne fremskaffes. Værre ser det ud med den fremtidige drift, hvis finansiering endnu står hen i det uvisse.

Godset Lønborggård blev opkøbt af staten i 1994 i forbindelse med jordopkøbene til retableringen af Skjernå. Nu står bygningerne og forfalder stille og roligt.

16. april 2000

© Steen Ulnits

* Penge til pesticid-plan

Som omtalt længere nede på denne side har miljøminister Svend Auken barslet med en ny plan til nedbringelse af landbrugets forbrug af pesticider – sprøjtegifte.

Regeringens nye plan blev vedtaget med et bredt flertal i Folketingets Finansudvalg, som nu stiller knap 65 millioner kroner til rådighed for planen. Landbrugspartierne Venstre og Kristeligt Folkeparti undlod at stemme for planen, mens Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Konservativt Folkeparti helhjertet gik ind for den.

Planen medfører ikke kun et forsøg på at reducere det årlige antal sprøjtninger, hvilket har vist sig utilstrækkeligt, når og hvis landbruget – som tilfældet har været – i stedet blot bruger stærkere og mere koncentrerede gifte. Planen medfører derfor også, at det økologisk drevne landbrugsareal udvides med 170.000 hektar til samlet 230.000 hektar. Arealer, hvor der slet ikke må bruges pesticider.

Nu skal det blive spændende at se, om Pesticid-handlingsplan II bliver lige så virkningsløs over for landbruget som den første…

8. april 2000

© Steen Ulnits

* Miljøet genererer millioner

Det hæderkronede danske landbrug, som længe har brystet sig af at være landets vigtigste eksportører – prmært på grund af den stærkt forurenende svineproduktion – må nu se sig overhalet indenom.

Således viser de seneste opgørelser fra Energi- og Miljøministeriet, at den danske eksport af produkter og knowhow på energi- og miljøområdet nu har overhalet landbrugets eksportindtægter. Således blev der i 1998 eksporteret svinekød for mellem 16 og 18 milliarder kroner. Til sammenligning blev der eksporteret vindmøller, kraftværker, rensningsanlæg, forbrændingsanlæg, filtre og rådgivning for sammenlagt 22 milliarder kroner.

Det sætter tingene lidt i perspektiv, at miljøsektoren nu endelig har indhentet og overhalet svine- og gylleproduktionen. Kommunernes Landsforening kunne allerede for flere år siden konkludere, at det højt besungne danske landbrug – trods store eksportindtægter – netto var en underskudsforretning for det danske samfund.

Primært på grund af de kolossale omkostninger, der er og også fremover vil være forbundet med at rydde op efter landbrugets forurening af grund- og overfladevand.

8. april 2000

© Steen Ulnits

* Skadedyr skudt

Skov- og Naturstyrelsen, hvorunder jo jagten i Danmark hører, har netop udsendt den årlige statistik over nedlagt vildt i perioden 93/94 – 98/99.

For os lystfiskere er der specielt to arter, som har vital interesse – mink og skarv, der jo begge er store fiskespisere. Minken strejfer om ved sø og å, mens skarverne i overvejende grad holder til ved større søer og fjorde.

• Mink:
• 93/94: 3.600 stk.
• 94/95: 3.400 stk.
• 95/96: 4.600 stk.
• 96/97: 6.000 stk.
• 97/98: 8.000 stk.
• 98/99: 6.700 stk.
• Skarv:
• 93/94: 1.600 stk.
• 94/95: 2.400 stk.
• 95/96: 3.000 stk.
• 96/97: 3.700 stk.
• 97/98: 4.300 stk.
• 98/99: 3.600 stk.

Den voldsomme stigning i antallet af nedlagte mink i 96/97 og 97/98 skyldes primært undslupne dyr fra landets mange minkfarme. Minken er ikke naturligt hjemmehørende i Danmark, men indført fra Nordamerika – præcis som regnbueørreden.

Skarven er derimod naturligt hjemmehørende i Danmark, som samtidig huser en meget stor del af Europas samlede bestand. Derfor blev skarven totalfredet for nogle år siden – med en eksplosiv fremgang til følge. Trods fredningen gives dispensation til nedskydning af skarver i forbindelse med bundgarn, dambrug og fiskeudsætninger.

7. april 2000

© Steen Ulnits

* Høje hegn og mængder af mink

Minken, som i sin tid blev indført til Danmark fra Nordamerika på grund af sin smukke pels, er nu et problem mange steder herhjemme. I hvert fald viser jagtstatistikken, at antallet af nedlagte mink i det fri steg til hele 8.048 stykker i sæsonen 97/98. Det er dyr, som enten er undsluppet fra landets omkring 3.000 minkfarme. Eller født i det fri som afkom af de undslupne dyr.

Minken er kendt som en overbevist fiskespiser, der i andre lande har gjort stor skade på fiskebestandene, som ikke – modsat de nordamerikanske – har lært at leve med dette lille rovdyr gennem årtusinder. Nye regler fra Fødevareministeriet kræver nu, at minkfarmene skal være indhegnet med hegn, der stikker mindst en halv meter ned under jorden og når mindst halvanden meter over jorden.

Forhåbentlig kan de nye krav være medvirkende til, at udslippet af mink reduceres drastisk. Og forhåbentlig vil rabiate dyrevenner ikke slippe de tamme dyr ud i det fri, som tilfældet har været flere steder i udlandet. Til stor skade for de vilde dyr i naturen der…

7. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: CFO til saltvand

For snart 20 år siden investerede jeg et kurfyrsteligt – i hvert fald dengang og for en fattig biologistuderende – beløb i et lækkert fluehjul fra amerikanske Orvis. Hjulet var det nu klassiske “CFO”, der er navngivet efter Charles F. Orvis – firmaets grundlægger.

Hjulet var den første af slagsen uden irriterende stativ i spolesiden – en luftig letvægter i et tidløst design, designet af Orvis i USA, men støbt hos Hardy i England.

Jeg har stadig det hjul – for øvrigt en lille størrelse III – i min samling, og jeg fisker stadig med det. Det er helt enkelt ikke overgået af noget andet i den lette ende af skalaen, og Orvis fremstiller det da også stadig i noget nær uændret form. Blot er hjulet ikke længere støbt hos Hardy, men computerfræses nu af British Fly Reels, som Orvis opkøbte for nogle år siden.

Men Orvis hviler ikke ret længe på indhøstede laurbær. For et par år siden tog man derfor de to største CFO modeller og forsynede dem med skivebremse i en 100% saltvandsbestandig udgave. Alt er flyaluminium, marinebronze eller rustfrit stål.

Fremragende hjul, hvoraf den største model V – som jeg faldt over under et nyligt besøg i USA og fluks erhvervede mig et eksemplar af – rummer en flydende WF 8 samt hele 200 meter 20 lbs. bagline. Og så vejer det blot 150 gram hjemme på den elektroniske køkkenvægt…

Modellerne IV og V er således ideelle hjul til dansk kystfluefiskeri efter havørred. Hjulene hedder “CFO Saltwater Disc Drag”, hvis nogle skulle være interesseret.

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Multimodulære stænger fra Hardy

Der var engang, hvor moderne fiskestænger blev fremstillet af splitcane – splittet, høvlet og sammenlimet bambus. Så kom der en tid, hvor glasfiber var enerådende – først i massive, siden i rørbyggede konstruktioner. Så kom rumalderens fibre til – med kulfiber som den altdominerende og i begyndelsen meget kostbare fiber. For at spare på prisen blandede man mere eller mindre af den billige glasfiber i og havde da de såkaldte “composite” stænger.

I dag er kulfiberen næsten enerådende, men kulfiber er ikke bare kulfiber. Det kan fås i et hav af forskellige udgaver med forskellig “modulus” – stivhed i forhold til vægten. Nogle fabrikanter bruger kulfiberklæde med én bestemt modulus – andre foretrækker en anden. Nogle bruger kontinuerte taperinger af deres klinger – andre sværger til den såkaldte “compound taper”, hvor taperingen i stedet sker i markante trin.

Nu er stangfremstillingen blevet yderligere kompliceret. Nu har man nemlig udviklet såkaldt “multimodulære” stænger, hvor man formår at bruge flere forskellige typer kulfiber i den samme klinge. Det er således ikke usædvanligt, at der bruges op til tre forskellige kulfibre med hver deres modulus i en af de helt nye klinger fra topproducenter som amerikanske Sage, G. Loomis og Scott med flere – samt nu også engelske Hardy.

Med deres nye “Elite” stænger er Hardy nemlig også hoppet med på multimodulus-vognen – endda med et yderst markant udseende, som næppe alle Hardy-elskere vil synes om: Blå klinger med blå kanter på beviklingerne og blå hjulholder i kul. Det er så som så med diskretionen her…

Til gengæld er der ingen tvivl om, at de nye Hardy stænger rent teknisk er med helt fremme. Og at Hardy stadig nyder godt af, at det i virkeligheden slet ikke var amerikanerne, der opfandt kulfiberen, men pæreengelske Rolls Royce’s afdeling for fly og flymotorer i Farnborough!

Fidusen ved at bruges en multimodulær opbygning er den enkle, at man så kan udnytte den enkelte kulfibertype optimalt de steder i klingen, hvor bøjningsmønsteret passer bedst til den bestemte kulfiber. Man behøver ikke længere gå på kompromis nogetsteds i klingen.

Til gengæld må vi fluefiskere så også bære de store udviklings- og produktionsomkostninger – via højere priser på de færdige stænger…

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Grejnyt: Ny Rap nyhed

Finske Rapala lancerede for et par år siden den tykvommede og langlæbede “Shad Rap” – fremstillet af balsatræ i bedste finske tradition. En let og livlig sag, som kunne dykke dybt under indspinning.

Her til år 2000 har Rapala søsat en ny Shad Rap – denne gang med modelbetegnelsen “RS”. Det står for “Rattling Suspending” og hentyder til den nye models to vigtigste egenskaber: Den har indbyggede raslekugler, som udsender lokkende lyde under indspinning. Og den er fremstillet af plast, hvilket gør den neutral i vandet.

Den nye Shad Rap RS flyder således ikke, og den har da også en markant højere vægtfylde end originalen i balsatræ. Det muliggør såvel længere kast som dybere fiskeri, hvilket gør RS’eren mere allround end den almindelige Shad Rap. Sidstnævnte kaster nemlig ikke ret godt. Samtidig har RS’eren en mere vrikkende gang med større udslag til siderne.

Endelig – som om det ikke var grund nok til at investere i et par stykker til grejboksen – fås den nye RS i hele syv nye farver, der ikke er de samme som de originale Shad Rap farver…

4. april 2000

© Steen Ulnits

* Bæredygtig bro…

Så blev den åbnet – i første omgang blot for en kort stund – den seneste danske bro. Øresundsbroen, der forbinder det gamle Danmark med det nye – Danmark med Sverige og to kulturer på hver sin side af et smalt sund.

Ganske imponerende at tænke på, at det kun er seks år siden, det svenske Koncessionsnævnet – den øverste miljømyndighed – sagde klart nej til det da fremlagte Øresundsprojekt. Årsagen var, at man mente, broen ville reducere vandgennemstrømningen til og fra Østersøen. Den indstrømning af saltvand, som er så livsvigtig for Østersøtorsken. Uden saltvand vil torskenes æg nemlig synke til bunds og blive kvalt.

Men så gik ikke mindst svenskerne i gang med at vende stemningen. Udgravningerne blev øget, så vandgennemstrømningen kunne bibeholdes som status quo. Og bag kulisserne begyndte Sveriges suverænt mest magtfulde mand – industriboss Per Gyllenhammer fra Volvo – at arbejde med politikere og myndigheder.

Den nye Øresundsbro skulle have en miljørigtig profil – den skulle være bæredygtig i mere end én forstand. Den skulle ikke blot være et symbol for, at to kulturer mødes og forenes. Den skulle også være et tegn på, at mennesker og miljø godt kan trives og udvikle sig sammen.

Man må sige, at planen lykkedes til fulde. Således er broen i dag en realitet, og de miljømæssige konsekvenser af den er efter alt at dømme negligerbare. Det kostede op mod en halv milliard ekstra kroner at nå så vidt. Ikke meget, når man tænker på, at det samlede broprojekt løber op i mere end 20 milliarder kroner.

Ikke at vi havde brug for broen, for det havde og har vi almindelige mennesker næppe. Men især den svenske industri, som da forberedte sig på medlemsskab af EU, ville have vejen til det europæiske marked åbnet for den tunge trafik.

Resultatet er blevet, at den kollektive trafik – i form af jernbanerne – nu kører med mere eller mindre tomme godsvogne. Samtidig er den tunge lastvognstrafik steget voldsomt – med mærkbare konsekvenser for nærmiljøet og ikke mindst luftforureningen.

Nu er den seneste danske bro således en realitet. Men det bliver ikke den sidste. Forude vinker Fehmarn Bælt, og den åbning må vi simpelthen have lukket! Det kan ikke være anderledes. Fremskridt og udvikling hedder det vist…

1. april 2000

© Steen Ulnits

* Forskere i krig

Søgårdlejren – den militære forlægning i Sønderjylland syd for Åbenrå – har efter alt at dømme en glimrende fremtid bag sig. I hvert fald skal politikerne nu til sommer afgøre, om lejren i de smukke omgivelser ved Søgård Sø skal nedlægges eller forblive i en eller anden form.

Forskerne ved Sydjysk Universitetscenter, der har base i Esbjerg, ser nu Søgårdlejren som en potentiel arbejdsplads i fremtiden. Lejren byder på gode overnatningsfaciliteter, hvilket vil muliggøre biologiske feltkurser af flere dages varighed. Og så har man jo den stærkt eutrofierede (næringssaltforurenede) Søgård Sø liggende bekvemt lige uden for døren – med masser af muligheder for projekter og feltstudier.

Sydjysk Universitetscenter ser ifølge dagbladet JyskeVestkysten Søgårdlejren som et fremtidigt kursus- og uddannelsessted for mennesker, der studerer enten ferskvandsbiologi (biologer) eller miljøteknik (ingeniører).

Det ville være fornemt, om den gamle militærforlægning fremover kunne blive det nye biologiske hovedsæde i Sønderjylland. Potentialet er der i hvert fald.

1. april 2000

© Steen Ulnits

* Nyt omløbsstryg til 3,7 mio. kr

Sønderjyllands Amt har lagt megen tid og mange kræfter – for slet ikke at tale om penge – i restaureringen af Haderslev Dam med omgivelser.

Dammen er blevet biomanipuleret, som det så flot hedder, og et opstrøms beliggende drænet vådområde blev for nogle år siden genskabt som sø. Der skulle således være mulighed for opgang af havørreder gennem dammen og op i de tilstødende gydevandløb.

Hvis de altså kunne komme så langt. Det kniber nemlig med at finde den gamle fisketrappe ved slusen mellem Haderslev Dam og Møllestrømmen. Slusen skal nu repareres og den gamle fisketrappe erstattes med et 170 meter langt omløbsstryg, som fiskene uden videre kan passere.

Men denne nette lille sag vil koste hele 3,7 mio. kroner, som Sønderjyllands Amt endnu ikke har fundet. Haderslev Kommune leder nu med lys og lygte efter de fornødne midler til restaureringen.

1 april 2000

© Steen Ulnits

* Lillebælt lokker…

…med rekordstore torsk. Efter nogle år med middelmådige fangster har Lillebælt nu igen oppet sig, hvad store torsk angår.

Således er der i denne vinter landet flere torsk over 10 kg, hvilket er usædvanligt for Lillebælt. Her plejer der at være ganske langt mellem torsk over 5 kg. Vinterens største torsk vejede hele 15 kg – fanget med Skærbæk i Kolding Fjord som udgangspunkt. Den blev taget i februar. Blot en måneds tid senere blev rekorden slået endnu engang – med en imponerende 17 kg’s fisk, hvis størrelse leder tankerne hen på Øresund og Det Gule Rev.

Lillebælt er altså et virkeligt hotspot for dem, der satser på en stor torsk i de indre danske farvande. Trist blot, at ikke mindst den smalleste del – “Snævringen” kaldet – næsten daglig gennemfiskes af store trawlere, der tager alt, rub og stub…

28. marts 2000

© Steen Ulnits

* Kerne Kraft Katastrofe på Kola…

…det er, hvad selskabet Svensk Kernekraftbehandling (SKB) nu frygter lurer lige om hjørnet. Specifikt er der problemer tre steder i umiddelbar nærhed af Murmansk, hvor den russiske atomubådsflåde holder til. Her ligger nu et antal store ubåde og forfalder, mens beskyttelsesskjoldene på deres kernekraft-reaktorer ruster op.

SKB har længe tilbudt russerne deres assistance i uskadeliggørelsen af de farlige brændselsstave i reaktorerne, men forgæves. Nu er situationen så yderligere tilspidset, idet den russiske flådes øverstkommanderende på stedet har forbudt udenlandske og civile hjælpeorganisationer som SKB adgang til ubådskirkegården.

Svenskerne påkalder sig derfor den øvrige verdens opmærksomhed og har samtidig taget kontakt til den russiske flådes øverstkommanderende i Moskva. SKB er bange for, at man er blevet nægtet adgang, da flåden ellers frygter hele ubådsbasen lukket på grund af den radioaktive forureningsfare.

Blot til orientering for de danske laksefiskere, der måtte have planer om at drage til Kola i den kommende sommer. Så er I advaret.

Interesserede kan læse mere om fisk og radiokativitet under “Fiskeribiologi”.

28. marts 2000

© Steen Ulnits

* Kørekort til småbådsfiskere

En ny småbådssæson er begyndt – den første hele sæson, hvor vi er pålagt nye regler om hurtig sejlads med store motorer.

Den 1. juni sidste år trådte en ny bekendtgørelse om sejlads med speedbåde i kraft. Den øjeblikkelige effekt var, at kun personer over 16 år måtte og må sejle i både, der ifølge et nyt regelsæt kan karakteriseres som “hurtige”.

Baggrunden for de nye regler var et antal ulykker, hvor unge eller inkompetente mennesker havde været involveret i påsejlinger med høj hastighed – i værste tilfælde med dødelig udgang. Et stigende antal speedbåde med meget stor motorkraft – fortrinsvis importeret fra USA – var den egentlige årsag til miseren. Aldrig tidligere havde det været så let at sejle så hurtigt.

Søfartsstyrelsen barslede til formålet med et regelsæt, der definerer de egentlige speedbåde. Både, som falder ind under denne kategori, kræver nu og her en slags “kørekort” at føre. Det drejer sig om både i størrelsen fra 4 meter i længden og op til 20 tons i vægt. Vil man føre en sådan båd, må man op til en beskeden prøve, hvor man skal dokumentere kendskab til elementære regler om søfart samt et minimum af praktiske færdigheder omkring sejlads og manøvrering i havnebassiner.

Alle seriøse småbådsfiskere hilser naturligvis et sådant kørekort velkommen. Men der hersker desværre en del forvirring omkring definitionen på en speedbåd. Den er nemlig baseret på en sindig formel for bådens størrelse kombineret med en motorkraft, der udtrykkes i Kw i stedet for hestekræfter. Ikke særlig pædagogisk. Til gengæld er det teknisk meget lettere at angive en max. motorstørrelse for en given bådlængde – end en hastighedsgrænse på eksempelvis 20 eller 30 knob. Nu spiller valg af skrue nemlig ingen rolle længere.

Skal man skære igennem forvirringen, kan man bruge nedenstående eksempler som en slags tommelfingerregel. Overstiger man disse værdier, skal der et af de nye kørekort til for at føre båden fuldt legalt. Ellers kan man geråde ud i endog meget store problemer med forsikringen, dersom man bliver involveret i en ulykke til søs:

4 meters både: max 25 HK

5 meters både: max 40 HK

6 meters både: max 50 HK

7 meters både: max 70 HK

8 meters både: max 90 HK

Som det tydeligt ses, falder de fleste moderne småbåde ind under kategorien “speedbåde”, som kræver kørekort. Til gengæld rummer de nye regler en passus om, at man må udsætte sin “køreprøve” til 1. juni 2002, dersom man kan dokumentere, at man har haft sin båd i mere end ét år. Nye småbådsfiskere i nye småbåde kan ikke vente.

Det er under alle omstændigheder glædeligt, at der nu tilsyneladende er ved at komme lidt styr på sejladsen med de hurtige både. Forhåbentlig vil bestemmelserne så også blive fulgt op med kontrol.

25. marts 2000

© Steen Ulnits

* Svensk fond for havørreder

Der er næppe tvivl om, at verdens største havøreder findes i Skandinavien. Der er næppe heller tvivl om, at nogle af de allerstørste findes i Danmark og Sverige – med åer som Karup Å, Ribe Å, Mørumsåen og Emån i den absolutte top. Alle har de gennem årene leveret flere havørreder i 15 kg’s klassen.

Historisk set er Emån nok den af de fire, som har opnået størst international anerkendelse – givet fordi det er den, der længst har haft et organiseret sportsfiskeri efter de store havørreder. Således var Charles Ritz blandt de koryfæer, som tidligt fik øje på den svenske østersøå og dens muligheder. Flere englændere før ham havde også foretaget den lange rejse for at dyste med åens vældige havørreder.

Emåens legendariske status skyldes primært en enkelt mand og hans kamp for den unikke havørredstammes overlevelse. Det var nu afdøde ryttmästare Gustaf Ulfsparre, som med udgangspunkt i Ems Herregård nær åens udløb i Østersøen gjorde havørredens liv til noget nær sit eget.

Gustaf Ulfsparre døde den 5. august 1987, og allerede året efter etableredes en privat fond til det fortsatte arbejde for havørrederne i Emån. Målsætningen var og er, at der skal findes vilde havørreder i Emån helt frem til næste istid! – Hvem kan ikke samtykke i dette fromme ønske?

Fonden har til formålet brug for økonomiske midler, og vil man støtte det gode formål, kan man sende sine bidrag til følgende adresse:

Gustaf Ulfsparres Stiftelse

Em 1340

S-383 91 Mönsterås

S v e r i g e

Bankgiro: 642-9104

Postgiro: 24 82 30-5

24. marts 2000

© Steen Ulnits

* For entomologer og fluefiskere

Forlaget Gyldendal har valgt fremover at satse på lystfiskeri og fiskebøger. Det ses ikke mindst af forlagets seneste udgivelse, som er en dansk oversættelse af en engelsk nyklassiker: Malcolm Greenhalgh og Denys Ovenden’s “The Complete Flyfisher’s Handbook”.

Det er der kommet en rigtig god dansk udgave ud af – med den meget sigende undertitel “Ørred og stallings byttedyr og hvordan man imiterer dem”.

“Fluefiskerens Håndbog” er den danske hovedtitel, som imidlertid og desværre er lidt misvisende. Dels er der definitivt ikke tale om nogen håndbog – dertil er formatet alt for stort og prisen nok lige i overkanten. Og dels beskæftiger bogen sig kun med imitationer og deres brug i ferskvand – ikke med saltvand, ejheller laks og havøreder i ferskvand. Hvad undertitlen da også fortæller.

Til gengæld er det blevet til et fornemt referenceværk for seriøse fluefiskere og fluebindere med hang til entomologi og fluer, der specifikt imiterer bestemte insekter. Fluefiskere og fluebindere, der ikke lader sig afskrække af en smule latinske navne på insekterne og deres kropsdele. Men som samtidig kan glæde sig over et hav af smukke og sirlige illustrationer i farve.

Oversættelsen af det ganske omfattende værk er lagt i hænderne på en yderst kapabel person. Det er Frank Jensen, som til daglig er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus – med ansvar for insektsamlingen – og som i fritiden er en engageret, rutineret og samtidig ganske innovativ fluefisker. Frank Jensen har således de bedst tænkelige forudsætninger for at oversætte en ellers ganske vanskelig bog.

Det faglige indhold er naturligvis uantasteligt, hvad man kun kunne forvente sig af en sådan kapacitet. Den sproglige side af sagen er Frank Jensen ligeledes sluppet rigtig godt om ved, hvilket er vigtigt i en så faktatung og teknisk betonet bog som denne.

Det er så absolut en ny klassiker, vi her står overfor – vel at mærke i den tunge ende af spektret, for det er ikke en bog for den forudsætningsløse læser.

“Fluefiskerens Håndbog”

288 sider indbundet

illustreret farve

pris kr. 388,-

22. marts 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing III

Som faste læsere af denne spalte atter engang vil have observeret, så er “Aktuelt” ikke blevet opdateret i den sidste uges tid.

Forklaringen er endnu engang, at jeg har været ude med snøren – denne gang i Mexico efter bonefish, tarpon og permit med flere på Yucatan’s krystalklare flats med det turkisgrønne vand og de kridhvide sandstrande.

Vi var et lille hold skandinaver, som gjorde livet farligt for ikke mindst de spændende bonefish, der næsten hver dag kvitterede ved at “taile” lystigt inde på blot 10 cm vand. Det kom der mange sjove oplevelser ud af – mange spændende fighter, som alle gik i baglinen på få sekunder.

Der vil senere dukke en mere udførlig rapport op over årets tur – som en forsmag på næste års Mexico-rejse, der kommer til at løbe af stabelen i dagene 17.-24. marts 2001. Der er allerede nu tilmeldte – dem, der ikke var plads til i år, eller som ikke havde tid. Så hold dig ikke tilbage, hvis du er interesseret i turen næste år.

Men efter denne vinters lidt voldsomme rejseaktivitet var det måske en idé nu også at fange lidt fisk herhjemme? Jeg skal i hvert fald snarest gøre et forsøg!

18. marts 2000

Steen Ulnits

* Status over Atlanterhavslaksen

De nye restriktioner for fiskeriet i Skjern Å og på Ringkøbing Fjord trådte i kraft i 1996. Men der skulle gå et par år, førend laksene tilsyneladende reagerede på de nye fredningszoner og -tider. Havørrederne, som jo lever det meste af deres liv inde i fjorden, reagerede imidlertid prompte og leverede et kanonfiskeri allerede det følgende forår – i 1997.

1998 blev en middelmådig sæson for såvel laks som havørreder, men gav dog fisk nok til ikke at medføre katastrofestemning i Vestjylland. 1999 blev til gengæld en virkelig god sæson ved Skjernå. Således blev der landet 120 laks og hele 580 havørreder, hvilket atter engang beviser, at fjordfredningen gavner havørredbestanden mest.

Gennemsnitsvægten på laksene var godt 4,5 kg mod knap 2 kg for havørredernes vedkommende. Langt de fleste fisk blev fanget på det klassiske stykke ved Borris, hvor et ureguleret forløb giver mange standpladser. Mange fisk lod sig dog også fange på åens nederste og ellers så livløse stræk – den berømte og berygtede “vandmotorvej”, som nu er på vej til at blive historie.

Topmåneden var så afgjort august, hvor der blev landet dobbelt så mange laks som i henholdsvis juli og september. For havørredernes vedkommende lå hovedopgangen en måned tidligere – i juli – der på tilsvarende vis leverede dobbelt så mange fisk som henholdsvis juni og august.

Fangstrapporter fra lystfiskere ved åen lader formode, at de fanger knap 20% af alle laks, som når helskindet op i åen. Biologer ved Ringkøbing Amt har udregnet, at overholdes de nye restriktioner i å og fjord også fremover, vil lystfiskere ved Skjernå i år 2005 kunne fighte og lande et sted mellem 700 og 1.500 laks årligt.

Det er nok et vel optimistisk skøn, men der arbejdes i skrivende stund på lakseopdrættet i det nye “Danmarks Center for Vildlaks” – det, der i gamle dage blot hed “Vestjysk Fiskepark”. Her lagde man nemlig i vinteren 1999/2000 mere end 1 million lakse- og havørredæg ind i de nye produktionsfaciliteter, som ikke mindst Dansk Laksefond har indsamlet midler til.

Alt i det nye anlæg er recirkuleret, hvorfor man håber at kunne undgå farlige laksesygdomme som eksempelvis den “Bacterial Kidney Disease”, der desværre blev fundet i et dambrug ved Karstoft Å – den sidste større gydeplads for Skjernå-laksen.

Blandt de indlagte æg var 400.000 æg fra Skjernåens egen laksestamme samt 15.000 fra Ribe Å – Danmarks lakseproducent nummer to.

18. marts 2000

© Steen Ulnits

* Status over Østersølaksen

I perioden siden sidste istid – for små 10.000 år siden – eksisterede der bestande af mere eller mindre “landlocked” Atlanterhavslaks (Salmo salar) i flere end 60 af tilløbene til den da ferske og i dag brakke Østersø.

Siden da har forurening og ikke mindst opstemning af elvene til vandkraft decimeret bestandene af vilde Østersølaks. Således regner biologerne med, at der dengang årligt udvandrede 10 millioner vilde laksesmolts til Østersøen, hvor de hurtigt voksede sig store på en diæt af sild og brisling.

I dag er den naturlige produktion af laksesmolts helt nede på 500.000 styk – altså blot 5% af den oprindelige. Alligevel er der i dag masser af laks i Østersøen – flere end i mange år – hvilket skyldes massive udsætninger foretaget primært som kompensation for udbygningen af vandkraft. Problemet er så blot, at de naturligt producerede vildlaks udgør en stedse mindre procentdel af fangsterne ude i Østersøen – og af gydefiskene oppe i elvene.

For blot ti år siden regnede man således med, at vildlaksene udgjorde 15% af den samlede mængde laks i Østersøen. Allerede sidst i 80’erne blev der fra forskellig side råbt vagt i gevær, men myndighederne reagerede ikke. Først i 1997 vedtog den Baltiske Fiskerikommision en handlingsplan for redning af de resterende vildlaks. Da var procentdelen af vildlaks versus tamlaks helt nede på 8% – altså noget nær en halvering på blot ti år. Så hurtigt går det.

Ifølge den nye handlingsplan skal samtlige bestande af Østersølaks være bæredygtige og i stand til at opretholde sig selv inden år 2010. Til det formål har man reduceret tidligere tiders massive og kritikløse udsætninger af tamlaks. Samtidig har man i stigende grad fokuseret på de såkaldte “delayed release” udsætninger, hvor tamlaksene præges på et givet udsætningssted i havet og ikke et vandløb. Dette muliggør et selektivt fiskeri efter de kønsmodne og hjemvendende tamlaks, uden at vildlaksene samtidig beskattes.

Ikke mindst ved Bornholm har man haft stort held med disse “forsinkede udsætninger”, som med genfangster på omkring 30% har været ovenud rentable. Det har til gengæld ikke været tilfældet i Køge Bugt, hvor genfangsterne – omkring 15% i snit – har været skuffende og ikke økonomisk rentable.

Samtidig oplevede man fra Møn en uheldig udvandring af Østersøen og efterfølgende opgang i vestsvenske elve, hvilket giver en aldeles uønsket blanding med vildlaksene her. Derfor stoppede man udsætningerne ved Møn, men udsatte i 1999 120.000 laks ved Bornholm.

Lakseudsætningerne ved Møn og Bornholm har indtil nu reduceret de danske fangster af vilde Østersølaks med 10%, skønner biologerne fra Danmarks Fiskeri- og Havundersøgelser. Fortsatte udsætninger af årligt 120.000 laks ved Bornholm forventes at kunne mindske danske fangster af vilde Østersølaks med helt op til 36% – vel at mærke ude på opvækstpladserne i den åbne Østersø øst for Bornholm og syd for Gotland.

Det er her, det største fiskeri i dag finder sted – uselektivt på blandede bestande af vildlaks og tamlaks.

18. marts 2000

© Steen Ulnits

* 100.000 fugle dør årligt i garn

Så lykkedes det endelig! I flere år har jeg efterlyst undersøgelser, der kunne dokumentere den uønskede “bifangst” af havfugle i danske garn. Men forgæves. Der fandtes helt enkelt ingen undersøgelser herom.

Men nu har Dansk Ornitologisk Forening (DOF) netop offentliggjort resultaterne af en undersøgelse over den mængde fugle – primært edderfugle og andre dykænder – der hvert år fanges og drukner i danske fiskeres garn. En af anstødsstenene var gentagne rapporter om op til 500 druknede havfugle i en enkelt fiskers last.

DOF når i sin undersøgelse frem til, at det årligt drejer som om 100.000 fugle, der lider en langsom og pinefuld druknedød i de usynlige monofile nedgarn, som driver omkring overalt i danske farvande. Hertil skal så lægges de op mod 8.000 marsvin årligt, der primært tages som bifangst under garnfiskeri efter pighvar.

Der må efterhånden være samlet rigeligt med dokumentation til en gennemgribende revurdering af det danske garnfiskeri, dets berettigelse og præmisser. Hatten af for DOF for dette initiativ. Bedre sent end aldrig.

Interesserede kan læse mere om garn og garndød i fire større artikler under “Artikler”.

9. marts 2000

© Steen Ulnits

* Forslag til “moderne søpleje”

“Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL) har udarbejdet et forslag til fremtidens pleje af de større danske søer. Forslaget er sendt til Fødevareministeriet, hvorunder jo fiskeriet hører, samt Skov- og Naturstyrelsen, Amtsrådsforeningen, diverse Folketingsudvalg samt flere andre relevante organer. Forslaget lyder i sin helhed således:

“Undertegnede skal herved på vegne af Landsforbundet “Danske Lystfiskere” fremsende forslag til en nyordning af erhvervsfiskeriet på de danske søer. Vi har i LDL over et par møder i vor hovedbestyrelse diskuteret spørgsmålet og er kommet frem til følgende:

Udviklingen de senere år har vist, at det er blevet stedse sværere at klare sig som erhvervsfisker på søerne og kunne opretholde en indtægt, det er muligt at leve af. Dette hænger – foruden at det mindre fiskeri generelt er i klemme – sammen med, at den indslæbte, ubehagelige ålesnylter er i stærk fremmarch, og at der kommer færre små ål til de europæiske farvande. Endelig udøver de oprettede ålefarme et tryk på priserne.

Denne tendens til svigtende indtjeningsmuligheder har mange steder ført til uholdbare tilstande i vore søer. Konkret har erhvervsfiskere i en del tilfælde blot givet op, eller man har prøvet at klare sig ved at fiske hårdt på arter, der i perioder – især på eksportmarkedet – har kunnet opnå gode priser (fx aborrer). Begge muligheder for at komme ud af problemerne har betydet forringelser i vore søers almene tilstand, eller at forbedringer ikke er opnået så hurtigt som ønskeligt, når man betænker, at der de senere år er investeret store summer fra kommunernes side i avanceret rensning af spildevand.

Som efterhånden alment kendt er det de store tilledninger af plantenæringsstoffer (især fosfor fra byspildevandet) der er vore søers hovedproblem og det løses for mange søers vedkommende ikke umiddelbart ved den moderne rensning, der fjerner næringsstofferne, idet der takket være “fortidens synder” findes store lagre af fosfor i søbunden. Disse lagre frigøres over en ofte meget lang årrække med stadig stærk opblomstring af søens alger til følge, og den “onde cirkel” med uklart vand, algedød om efteråret og iltsvind ved bunden i sommerperioden kører lystigt videre. Desuden spærrer det uklare vand for sollys til søens højere planteliv.

Den “onde cirkel” kan dog brydes, såfremt der på søen foregår et fornuftigt erhvervsfiskeri, der først og fremmest koncentrerer sig om at reducere de ofte særdeles store bestande af skaller og brasen. Disse fisk (samt andre såkaldte “skidtfisk”) tolder nemlig slemt af de planktondyr, der kunne begrænse algevæksten, og i det uklare vand har søens vigtigste rovfisk – gedder og aborrer – der jagter ved hjælp af synet, svært ved at fange deres byttedyr blandt skidtfiskene.

Problemet er blot, at der ikke er penge i skidtfiskene, og at den trængte erhvervsfisker derfor forsømmer dette fiskeri for i stedet at kaste sig over gedder, aborrer og evt sandart, hvilket blot forringer forholdene i søen yderligere, eller han vælger at holde op definitivt.

Ovennævnte årsager til den dårlige tilstand i mange af vore søer har været kendt nu i adskillige år, og enkelte forsøg på at rette op på forholdene har da også været gjort og med godt resultat. Bedst kendt er nok indsatsen vedr. Sorøsøerne samt Hald Sø (hvor en mekanisk indsats har givet mærkbart fald i fosformængden), men der er desværre stadig tale om enkeltstående, omend gode eksempler.

Fra LDL vil vi derfor foreslå, at der for alvor tages fat på en samfundsmæssig indsats for at sikre, at der foregår et fornuftigt erhvervsfiskeri på vore søer med det hovedsigte at forbedre søens almene tilstand og sørge for, at borgerne får det fulde udbytte af de store investeringer i rensning af spildevandet. Med henvisning til, at der reelt er tale om en miljøindsats, vil vi foreslå, at det offentlige går ind med midler til at garantere, at interesserede, der kunne tænke sig at drive erhvervsfiskeri på søerne (heltids eller deltids) fik en indtægt, det er muligt at eksistere på.

Naturligvis skulle pågældende så forpligte sig til at følge en detaljeret driftsplan og stå til regnskab for planens overholdelse. Med i en sådan driftsplan kunne vi forestille os pligt til opfiskning af skidtfisk, begrænset fangst af rovfisk (undtagen en vis regulering af aborrebestanden, hvor denne tenderer til at danne tusindbrødre) samt satsning på sandart ( hvor denne fiskeart endnu ikke findes eller har vanskelige ynglebetingelser). Hvad angår ophjælpning af ålefiskeriet, må vi nok anbefale en vis tilbageholdenhed med udsætninger, indtil man har mere rede på, hvor man står med hensyn til den før omtalte ålesnylter.

I LDL mener vi, at de skitserede retningslinier for ” moderne søpleje” principielt bør gælde samtlige danske søer af en vis betydning, men her vil der naturligvis være en vis vanskelighed m h t afgrænsningen, idet en snæver hektargrænse nok vil være uhensigtsmæssig. I stedet må der ses på søernes type og mulige potentiale (med støtte i evt. gamle fiskeriundersøgelser). Endvidere må amtskommunernes oversigter over søernes tilstand ind i billedet, når det skal vurderes, hvor en indsats først og fremmest er påkrævet.

Da danske søer er i såvel offentligt som privat eje, vil vi finde det naturligt, at der først tages fat på de offentligt ejede søer, hvilket – såfremt viljen er til stede – hurtigt kan sættes i værk. De mange vigtige privatejede søer må dog også drages med i en positiv udvikling, men dette vil måske kræve et lovgrundlag, som efter vor vurdering dog ikke skulle være så vanskeligt at opnå, da der jo er tale om at leve op til overordnede principper som ordentlig vandkvalitet og et alsidigt dyre- og planteliv. Desuden vil de private søejere også have økonomisk interesse i, at deres søer på lidt længere sigt kommer i bedre balance.

Vi håber i LDL, at vore forslag til en bedre “håndtering” af de danske søer vil blive taget seriøst op og nyde fremme til gavn og glæde for de brede kredse i befolkningen, der ønsker gjort en indsats for natur og miljø.

Bjørn Larsen.
Sekretær i “Danske Lystfiskere”.

LDL’s forslag er i første omgang blevet positivt modtaget af Skov- og Naturstyrelsen, der som bekendt administrerer omkring en tredjedel af de danske søer.

Interesserede kan læse mere om eutrofiering og restaurering af danske søer under “Artikler”.

9. marts 2000

© Steen Ulnits

* Australsk cyanid i europæiske floder

De har det ikke let i Rumænien. Først var det en lokal diktator, der havde lagt sin klamme hånd om det fattige land. Nu er regimet ganske vist styrtet og diktatoren henrettet. Men så har et australsk ejet mineselskab til gengæld lækket så meget cyanid fra deres lokale guldmine i Baia Mare, at alt liv i hele to floder er udryddet.

Cyaniden, som er øjeblikkeligt dræbende for dyrelivet, stammer efter alt at dømme fra en opstemning ved guldminen, hvor netop cyanid bruges til at separere det rene guld fra den malm, der brydes her. Vandstanden i opstemningen er enten blevet så høj, at vandet er løbet over. Eller der er kommet en læk i væggen under vandspejlet.

Under alle omstændigheder er flere tons cyanid lækket fra guldminen og havnet i floderne Tisza og Szamos. Disse løber gennem Ungarn og Jugoslavien, inden de begge forenes med Donau – nu atter i Rumænien. Der er således tale om en miljøkatastrofe af internationalt format.

Det har fået den svenske EU miljøkomissær Margot Wallstrøm til at inspicere skaderne on site i Ungarn. Her kunne lokale bønder fortælle hende, at det langt fra var første gang, de havde oplevet et sådant udslip. Adskillige gange tidligere havde de mistet køer, som var døde af at drikke det forgiftede vand nedstrøms guldminen – eller var blevet blinde af det.

Esmeralda Exploration, som den australske hovedejer af guldminen hedder, benægter imidlertid alt. De mener ikke, at der findes beviser for, at cyanid-forureningen stammer fra dem. Trods det faktum, at næppe andre i området regelmæssigt bruger det uhyre giftige stof…

Margot Wallstrøm vil nu have klarlagt årsag og virkning snarest muligt. Hun ønsker en speciel enhed oprettet, som skal kulegrave sagen og komme med bud på, hvordan skaderne hurtigst udbedres. Til gavn for vandmiljøet og lokalbefolkningen, hvis levebrød helt afhænger af flodernes vand og fiskebestand.

Wallstrøm ønsker helt enkelt de australske ejere stillet til ansvar for deres forurening af europæiske floder.

I miljøkredse taler man om den største forurening siden det schweitziske medicinselskab Sandoz’ forurening af Rhinen i 1987. Dengang tog det Rhinen ti år at komme til hægterne igen. Man mener nu, at det vil tage mindst 20-50 år, førend de hårdest ramte områder ved Donau atter kan huse liv.

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Slut med sværdfisk i supermarkeder

Havenes toprovdyr – og Big Game fiskernes mest eftertragtede bytte – hører efterhånden til de truede arter mange steder. Det gælder ikke mindst de store tun og marlin, som fiskes målrettet eller ender som bifangster under andet fiskeri. Og det gælder i endnu højere grad den sjældnere sværdfisk, som tilbringer dagtimerne på endog meget dybt vand, og som derfor ikke ret ofte fanges på stang og line af os lystfiskere.

Sværdfisken er meget eftertragtet af erhvervsfiskerne, som får høje kilopriser, når de sælger fiskene til restauranter, fiskehandlere – eller supermarkeder. Ikke mindst i USA sælges fersk eller frossen sværdfisk ofte over disken i de større kæder af supermarkeder.

Det har kæden “Wild Oats Markets” tænkt sig at gøre en ende på. I det store og efterhånden meget forbrugerbevidste land har ledelsen af knap 100 butikker i denne kæde besluttet sig for at droppe ethvert salg af netop sværdfisk, da den længe har været på listen over truede fiskearter. Det samme gælder arter som chilensk havaborre og samtlige marlinarter.

Men ikke nok med det. Ledelsen af Wild Oats Markets er samtidig gået sammen med flere end 700 kokke og indkøbschefer over hele USA, og alle er de enige om at stoppe enhver handel med de omtalte fiskearter – lige indtil forbundsregeringen disker op med en acceptabel plan for retablering af de truede arter.

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Mænd, kvinder og lystfiskeri

Det er ikke mange kvinder, som fisker. Det ligger ligesom ikke til dem – præcis som det heller ikke er mange kvinder, der dyrker jagtens glæder.

Men det er der flere og flere, som ønsker at gøre noget ved. Herhjemme afholder Danmarks Sportsfiskerforbund årligt specielle kurser med og for kvinder – kurser, hvor kvinder kan stifte bekendtskab med fisk og fiskeri uden hele tiden at skulle forholde sig til mænd!

I USA er alting større, bedre, hurtigere og vildere. I USA har kvinder da også længe været aktive udøvere af den ædle sport at fange fisk på stang og line. Tænk blot på koryfæer som fluefiskeren Joan Wulff og havfiskeren Marsha Biermann, som begge – på video og TV – har været med til at lokke flere kvinder ind i folden.

Nu har en tredje kvinde blandet sig i debatten. I dagbladet “Florida Today” står 38-årige Denise Oyler frem som den, der for alvor kan forene kønnene ude ved fiskevandet. Hun ønsker – uden dog at være psykolog med hævet pegefinger – at forene mænd fra Mars og kvinder fra Venus, når det gælder lystfiskeri.

Ud over selv at være en dygtig fisker, der allerede har vundet flere fiskekonkurrencer, er hun også dygtig at markedsføre sig selv og sit budskab. Heriblandt følgende:

– Aborren er som en mand: Man tror, man har ham på krogen. Men vender man et øjeblik ryggen til, er han straks væk igen…

– Ørreden er lettere at have med at gøre: Den er vild med det hele og altid i fuld vigør. Derfor ved man i regelen, hvor man har den…

Skal man drage en konklusion af ovenstående sammenligninger, må det ifølge Denise Oyler blive denne:

– Gå gerne ud med en aborre, for det er aldrig kedeligt. Men gift dig hellere med en ørred!

Denise Oyler har endnu en sammenligning, der primært må formodes at henvende sig til kvinder:

– At vælge kunstagn for den aktuelle fiskedag er som at vælge påklædning om morgenen: Man kigger sig om i klædeskabet, vælger noget, man kan lide, og finder så et par sko, der matcher. På samme måde kigger man rundt i sin grejboks, til man finder noget, man tror matcher de tilstedeværende fisks fødeemner. Og det fisker man så med!

Grejbranchen er i høj grad ved at få øjnene op for de fiskende kvinder. Ikke mindst amerikanske Orvis gør meget for at få flere kvinder i folden. Således er hele 8 sider af det nye Orvis 2000 katalog helliget beklædning specielt til kvindelige fluefiskere.

– Værsgo at gå ombord på skuden, ærede kvinder! Og til mændene lige dette: Denise Oyler er “very good looking” – og stadig ugift…

6. marts 2000

© Steen Ulnits

* Skudår og majfluer

De, der blev født igår – den 29. februar – var både uheldige og heldige. Dels har de kun fødselsdag hvert fjerde år, hvilket jo ikke giver mange gaver i det lange løb. Og dels bliver de ikke nær så hurtigt gamle som os andre. Når vi andre bliver 40, er de jo kun 10…

Ikke blot skiftede vi århundrede og årtusinde ved det seneste årsskifte. Vi har også haft skudår i år, hvilket medførte, at der ikke kun var 28 dage i februar, men 29. I dag den 1. marts er det præcis 300 år siden, at vi her i Danmark skiftede over til den såkaldte Gregorianske Tidsregning. Navnet skyldes den daværende pave Gregorius, som indførte den nye og mere præcise tidsregning – med skudår til korrektion af forskellen mellem et kalenderår og et solår. Hvert fjerde år indlægges således en skuddag, som netop er den 29. februar.

– Men hvad har det nu med majfluer at gøre? Jo, i fluefiskeriets moderland England havde man for længst døbt den største af alle døgnfluer “the Mayfly” – da insektet naturligt sværmede i netop maj måned. Men da man på den anden side af Kanalen gik over til den gregorianske kalender – det skete allerede i 1582 – rykkede tidsregningen hele 11 dage frem.

Det betød, at majfluen nu ikke længere sværmede primært i maj måned, men også den første halvdel af juni. Herhjemme ser vi netop de fleste majfluer i juni, hvorfor navnet “majflue” virker noget misvisende. Men der er altså en meget logisk og plausibel forklaring på navnet.

Det er mere, end man kan sige om “vårfluen”, der jo herhjemme mest ses om efteråret – trods forårsnavnet…

1. marts 2000

© Steen Ulnits

* En røvfuld regnbuer…

Årets sæsonstart ved den sydøstjyske Hoptrup Å var den bedste i mands minde – hvis man altså ser på fangsterne af regnbueørreder eller “steelheads”, om man nu kan kalde dem sådan.

På selve premieredagen blev der således landet adskillige fisk på både 2, 3, 4 og knap 5 kg – langt flere end nogensinde tidligere. Flere end 30 fisk blev indvejet til premieredagens fiskekonkurrence, der totalt overskyggedes af regnbuerne. De indfødte havørreder måtte man kigge længe efter.

De kolossalt mange regnbuer skyldes helt enkelt de massive udslip, som er sket fra danske havbrug under vinterstormene. I tonsvis af tamfisk undslap fra de havarerede netbure og søgte i vinterkulden op i vandløbene – enten for at gyde eller for at overvintre.

Så noget positivt tegn er de store premierefangster definitivt ikke. De er blot resultatet af et utilsigtet long distance Put & Take. Måske kan de mange regnbuer endda have en negativ indflydelse på den naturlige og indfødte ørredbestand. Dels i form af massiv konkurrence om de relativt få fødeemner i vandløbene. Dels måske i form af opgravning af allerede brugte ørredgydepladser.

Regnbuen er som bekendt en forårsgyder, mens vore hjemlige hav- og bækørreder gyder om vinteren. De store udslip af regnbuer kan derfor meget vel tænkes at skade lokale ørredbestande, så op med dem hurtigst muligt!

Undskyld overskriften, men det var det mest passende, jeg kunne finde på…

27. februar 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing II

Som faste læsere af disse sider endnu engang vil have lagt mærke til, er der ikke blevet opdateret de sidste to uger. Dem har jeg nemlig tilbragt i Florida, hvor vi først fiskede blackfin tuna, amberjack og kingfish med udgangspunkt i Orlando. Et interessant fiskeri, der foregik tredive miles fra land over ganske dybt vand og i regelmæssigt selskab af hajer og delfiner.

Den anden uge blev tilbragt i Miami, hvor man netop da afholdt “World’s Biggest Boat Show” i det store Convention Center. Her kunne man for alvor se, at opsvinget så sandelig har bidt sig fast i USA. For kors, hvor var der mange bådnyheder, og kors, hvor sejler de altså i store både i Guds Eget Land…

Nærmere herom senere på denne side og i den øvrige trykte presse.

27. februar 2000

© Steen Ulnits

* Havørreder på Højskole

Nej, det er selvfølgelig ikke havørrederne, der skal på højskole. Det skal i stedet de fiskere, som ønsker at friste kystens havørreder med flue og fluestang. I hvert fald hvis det står til forstander Ole Kæmpe fra Højskolen på Samsø.

Højskolen på Samsø har derfor sammensat et ugelangt og intensivt kursus i dagene 9.-15. april – højsæson for havørredfiskeriet på Samsø. Her vil 12 kursister i løbet af ugen få lært at kaste med og binde fluer til havørredfiskeri fra kysten. Der vil være en omfattende gennemgang af havørredens biologi og dens fødeemner – af fiskenes skiftende opholdssteder året rundt. Viden, som kursusdeltagerne siden kan tage med hjem og overføre til deres egne fiskevande.

Men bedst af alt: Der vil hver dag være masser af praktisk fiskeri, så man kan få afprøvet teorierne i praksis. Det er jo i sidste ende det praktiske fiskeri – tiden tilbragt ude ved fiskevandet – der giver fisk. Timerne i klasseværelset giver blot den fornødne baggrund.

Kursusleder er forstander Ole Kæmpe, der selv er en ivrig fisker med check på de lokale fiskepladser. Underviser vil være undertegnede, der såmænd også har en fortid på netop Samsø. Samt mere end 25 års erfaring som kystfluefisker. Min første kystflueørred tog jeg nemlig i 1974.

Interesserede kan henvende sig til følgende adresse for tilmelding og yderligere oplysninger:

Højskolen på Samsø

Skolebakken 10

8305 Samsø

Tlf. 86 59 04 11

www.samso.com/hojskolen

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Fisk i fortiden

Historikere og biologer går nu sammen i et projekt, der har til formål at kortlægge – så vidt det nu lader sig gøre – fortidens fiskebestande. Det er “Sloan Foundation” – en milliardstor amerikansk fond – der står bag projektet, som sågar koordineres af en dansker, nemlig professor Poul Holm fra Sydjysk Universitetscenter. “Sloan Foundation” har tidligere finansieret tilsvarende miljøprojekter verden over.

Fiskeribiologerne råder i dag over data, som i bedste fald går 50 år tilbage – i allerbedste fald måske 100 år. Og i så tilfælde data, som i regelen er meget ufuldstændige. Men naturen og verden undergår til stadighed svingninger med hensyn til klima, temperatur og nedbør – faktorer, som alle i en eller anden grad påvirker fiskebestandene, deres størrelse og sammensætning.

Det er svingninger, som meget vel kan strække sig over flere hundrede år. De svingninger i fiskebestandene, som vi oplever i disse år, kan derfor meget vel være øjebliksbilleder af langt større udsving.

Dette ønsker forskerne nu at vide mere om. Ved at studere historiske kilder vil man indsamle så mange oplysninger – fuldkomne såvel som ufuldkomne – at man forhåbentlig vil kunne give et bedre bud på fiskebestandenes oprindelige størrelse og deres svingninger op gennem historien. Måske vil man også kunne nå frem til mere langtidsholdbare fiskekvoter end dem, der i vore EU-tider blot fastlægges fra år til år og dermed meget kortsigtet.

Professor Poul Holm mener sågar, at de nuværende fiskekvoter i bedste fald baserer sig på kvalificerede gæt. Det udtaler han i hvert fald til dagbladet Jyske Vestkysten.

Danmarks Fiskeriundersøgelser (DFU), som kommer med biologisk baserede bud på fiskekvoternes størrelse, inden de fastsættes endeligt og politisk af EU, melder imidlertid hus forbi. DFU mener, at den nuværende rådgivning er fuldt forsvarlig – at fiskebestandene herved bevares bedst muligt.

Men ingen fisker eller forsker er vel længere i tvivl om, at der var flere og større fisk i gamle dage. Mange flere og meget større…

Resultaterne af undersøgelsen ventes først om en halv snes år.

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Laks i Lillebælt

Lystfiskerskibet “Aries”, som holder til ved Hardeshøj på Nordals, er kommet godt fra start i sit første år i det sønderjyske. Normalt sejles der efter torsk, men senest har der været mere held i sprøjten end som så.

“Aries” var ude med et hold torskefiskere fra Nordals, da en af deltagerne fik et usædvanlig tungt og voldsomt hug. Da en sølvblank fisk pludselig gik fri af vandet, var ingen længere i tvivl: Det var definitivt ingen torsk, som havde taget pirken. Det var i stedet en vaskeægte østersølaks i fineste kondition, der lidt senere lod sig beskue på dækket.

Hele 8,5 kg vejede den knapt meterlange og sølvblanke torpedo, som gik til hugget over dybt vand i det sydlige Lillebælt. En sjælden, men så meget mere imponerende fangst. Den hidtil bedste, som det gode skib “Aries” af Hardeshøj har leveret.

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Slående ren sø

Århus Amt har for nylig foretaget en undersøgelse af den lille Slåen Sø, som ligger i Them kommune ved Silkeborg. Amtet har endnu engang kunnet fastslå, at netop denne sø hører til landets reneste – trods dens beliggenhed klods op af de meget næringssaltforurenede Silkeborg Søer.

Imidlertid indgår Slåen Sø ikke i Gudenå-systemet, men ligger isoleret for sig selv inde i skoven. Ingen marker med næringsrigt drænvand fra landbruget – intet selv nok så godt renset spildevand fra byerne. Søens vand er derfor ganske næringsfattigt – i hvert fald endnu, for nedfald fra atmosfæren spiller en stadigt større rolle i sådanne næringsfattige søers stofomsætning.

Men indtil videre kan vi altså glæde os over en ren sø med klart vand og hele 26 forskellige plantearter under overfladen. Mange af planterne når helt ud på store dybder i det klare vand, som tillader meget lys at nå ned.

Amtets undersøgelser viser rent faktisk, at Slåen Sø i dag er lige så lidt belastet med næringssalte som ved de første målinger for 25 år siden. Ganske imponerende. En slående ren sø, om man så må sige…

11. februar 2000

© Steen Ulnits

* Gone Fishing…

Som faste læsere af disse sider vil have lagt mærke til, er der ikke blevet opdateret de sidste tre uger. Dem har jeg nemlig tilbragt med fluestangen i Argentina, Sydamerika – først i det allersydligste Tierra del Fuego (også kaldet Ildlandet) og siden det lidt nordligere Patagonien.

Overalt var der flotte fisk at fange. Ildlandets havørreder var sølvblanke og nystegne, og de vejede typisk 3-5 kg med 7 kg som den største, vi fik på land. Til gengæld foregik fiskeriet i små elve, der kunne dækkes af et enkelt fluekast.

Patagonien brillierede med bækørreder, regnbuer og kildeørreder i søer og elve i forlandet til Andesbjergene. Fisk på 1-2 kg var standarden og en bækørred på godt 3 kg min største. Til gengæld blev den taget på tørflue og 5X forfang, så kom ikke og…

Der vil i den kommende tid være artikler at læse om denne tur i diverse medier.

7. februar 2000

Steen Ulnits

* For slap eller for skrap?

Der er ingen slinger i valsen med hensyn til holdningerne i denne sag: De danske Landboforeninger mener, at den nye giftplan er alt for skrap og helt umulig at overholde. Økologisk Råd mener modsat og ikke uventet, at den er alt for slap.

Da den oprindelige Vandmiljøhandlingsplan så dagens lys for nu snart 15 år siden – i 1986 – var det meningen, at landbruget skulle halvere sin sprøjtehyppighed. Antallet af årlige sprøjtninger skulle nedsættes fra mere end 2,5 gange til omkring 1,5.

Vi er i dag end ikke nået halvvejs mod dette gamle mål fra det sidste årtusinde. Landbruget mener selv, at målet var alt for ambitiøst og urealistisk. Miljøforkæmperne mener derimod, at der ikke er sket ret meget, da sanktionerne har været noget nær ikke-eksisterende. Der er simpelthen ikke blevet fulgt op på lovgivningen.

Nu strammer den nye Pesticid-handlingsplan II op på forsømmelserne med krav om, at sprøjtehyppigheden skal ned – at arealet med økologisk landbrug skal øges – at det skal være sværere at få godkendt nye sprøjtemidler – og endelig at der skal udlægges ti meter brede sprøjtningsfri bræmmer langs udsatte vandløb og søer.

Landbrugsorganisationerne betragter også den nye plan som helt urealistisk. Måske vil man gøre, som man gjorde med de gamle dyrkningsfri bræmmer: Helt ignorere lovgivningen og blæse på vandmiljøet?

Økologisk Råd ønsker planen strammet betydeligt op. Ikke mindst er man utilfredse med, at der kun udlægges et samlet areal på 20.000 hektar som sprøjtefri zoner. Sagkundskaben har nemlig regnet ud, at arealet bør være dobbelt så stort, hvis det skal have den ønskede virkning.

Til alt held ved vi denne gang, hvor det danske landbrug står: Man er helt enkelt ligeglad med miljøet. Det er pengepungen, der suverænt styrer landbruget herhjemme. Der er således kun én vej, hvis miljøet skal have en chance: Store bøder for overtrædelse af lovgivningen. Og så masser af kontrol.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* Liv og død ved polerne

Drivhuseffekten kan nu måles ved Arktis, hvor isen siden 60’erne og 70’erne er blevet mere end én meter tyndere. Det var amerikanske ubåde, som først begyndte at måle tykkelsen af isen, og det er de fortsat med. Regner man lidt på tallene, viser det sig, at der i dag er op mod 40% mindre is i Arktis, end da målingerne startede.

Man kan dog ikke ensidigt give drivhuseffekten skylden. Der kan også være tale om naturlige svingninger i klimaet, hvor vi så blot er nede i en bølgedal, hvad havisen ved Arktis angår. Men det ligner en tanke…

I den anden ende af verden – ved Antarktis – er der nyt om livet under isen. Det har nemlig vist sig, at der i kolossale søer under isen findes DNA – arvemateriale – fra bakterier, som tidligere har befolket denne jord.

Man har fundet dette materiale i prøver, som er taget i mere end 3,5 km’s dybde fra en bundfrossen sø. Resultaterne giver anledning til formodninger om, at der i så fald også kan findes rester af liv i dybfrossent vand på andre himmellegemer end lige netop jorden. Eksempelvis i Jupiters måne Io, der vides at indeholde store mængder frosset vand.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* Svindel med svin

De danske bønder, som satser stort på svineavlen, har fundet et smuthul, så den nye Vandmiljø-handlingsplan II heller ikke kommer til at virke: De har nemlig fundet ud af at splitte deres bedrifter op i mindre enheder, så de også fremover kan øge produktionen af svin – og gylle til vandmiljøet…

Det fortæller dagbladet Politiken. Skal en svineavler i dag øge sin produktion – uden at undgå en belastende VVM-undersøgelse over effekten på miljøet før en mulig godkendelse – fordeler han blot produktionen på flere mindre gårde, som hver især har under de lovbefalede 250 dyreenheder. På den måde kan myndighederne ikke hindre en stigning i produktionen og de deraf følgende gylleproblemer.

I 80’erne blev der produceret omkring 10 millioner svin årligt på danske svinefarme. Sidst i 90’erne var produktionen helt oppe på 20 millioner, og her i det første årti af det nye årtusinde forventes den at runde 25 millioner.

Problemet med de mange svin er den stærkt stigende mængde gylle, som skal fordeles på et stedse mindre landbrugsareal. Det giver store og støt stigende problemer med overskydende næringssalte, som vaskes ud i grund- og overfladevand. Næringssaltene ender til sidst i vandmiljøet, som nu kvitterer med algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Men ikke nok med at næringssalte fra gyllegødede marker havner i grund- og overfladevand. En meget stor del – større end man hidtil har regnet med – havner i atmosfæren, hvorfra den så regner ned over det ganske land.

Det betyder allerede i dag – med den nuværende gylleproduktion og belastning – at store dele af Danmark overgødes med kvælstof fra luften. Ikke mindst i det magre og sandede Vestjylland er dette allerede et stort problem, idet den megen luftbårne gødskning af jorden ødelægger livsbetingelserne for de oprindelige plantearter, som findes netop her.

Indtil videre er det danske landbrug sluppet for afgifter på denne luftbårne forurening fra husdyravlen. Men det varer næppe ved, idet man i Holland allerede i 1998 tog hul på en grøn afgift på denne hidtil meget oversete forurening. Med stort held, omend det tog de hollandske politikere næsten ti år at tage problemet tilpas alvorligt.

Afgiften lægges på den mængde kvælstof, der “tabes” til atmosfæren. Den hollandske afgift har ikke givet mange penge i bødekassen, men den har haft som effekt, at landmændene i dag udnytter staldgødningen langt bedre end tidligere – med et markant mindre spild til følge.

Må vi bede om noget tilsvarende herhjemme, hvor mange landmænd helt bevidst ikke ønsker at gøre noget for miljøet. Store svineproducenter omgår som sagt gældende regler, så de endda kan øge forureningen fra husdyrholdet.

7. februar 2000

© Steen Ulnits

* 700 km kyst tilsølet med olie

Den 12. december 1999 skete en sørgelig gentagelse af oliekatastrofen fra marts 1978, hvor supertankeren “Amoco Cadiz” gik på grund ud for Frankrig i den Engelske Kanal. Mere end 225.000 tons let olie strømmede da ud og lagde på kort tid østersbankerne på 300 km strand øde.

I december sidste år gik det så galt igen. Det skete, da det maltesiske tankskib “Erika” i et stormvejr forliste i den selvsamme Engelske Kanal. Den foreløbige lækage har ikke været blot tilnærmelsesvis så stor som for 21 år siden, men olien har denne gang været af en tyk og klæbrig substans, som ikke så let fordamper og nedbrydes af bølgerne.

Resultatet er derfor blevet, at omkring 700 km kyst nu er tilsølet i tyk olie, som til dato har kostet 22.000 havfugle livet – samt fiskerne på den selvsamme strækning deres levebrød. Man må konstatere, at myndighederne intet har lært af fortiden, siden noget sådant kan ske nu igen – godt tyve år senere.

Ulykkesskibet sejlede under maltesisk bekvemmelighedsflag – som så mange andre af de totalt udrangerede olietankere, der fragter olie for de mægtige multinationale olieselskaber. I det pågældende tilfælde det franske Total, som tidligere på året fusioneredes af to andre franske kæmper, nemlig TotalFina og Elf Aquitaine.

Skibene registreres under bekvemmelighedsflag, da de så ikke behøver leve op til de strenge krav, som mere civiliserede lande stiller. De kan derfor fragte olien billigere – til olieselskabernes store tilfredshed og endnu større profit…

Verdens største olieselskab er fortsat det amerikanske Exxon Mobil, der var ansvarlig for oliekatastrofen i Alaska for ti år siden. På andenpladsen ligger det britisk-amerikanske BP Amoco, efterfulgt af det britisk-hollandske Royal Dutch/Shell. På fjerdepladsen ligger så det nye franske Total.

Amerikansk lovgivning foreskriver efter Alaska-katastrofen, at kun olietankere med dobbelt bund og øgede sikkerhedsforanstaltninger fra 2010 må besejle amerikansk territorialfarvand og anløbe amerikanske havne. En tilsvarende bestemmelse findes – uvist af hvilke årsager – ikke på vor side af Atlanten…

10. januar 2000

© Steen Ulnits

* Flere økologer til landbruget

Ved udgangen af 1999 havde Plantedirektoratet modtaget 528 ansøgninger fra landmænd, der ønsker at omlægge til økologisk drift. Det vil medføre en stigning i antallet af økologiske bedrifter på 17% – fra de nuværende 3.106 til så 3.634.

En glædelig nyhed for ikke mindst vandmiljøet i Danmark, som i dag lider hårdt under udvaskning af såvel kvælstof og fosfor som plante- og insektgifte til grund- og overfladevand. Hvad der måske ikke er helt så glædeligt er, at antallet af ansøgninger i 1999 er næsten halveret i forhold til året før.

Under alle omstændigheder er flere økologiske landbrug ensbetydende med et bedre og sundere miljø for alle overalt.

10. januar 2000

© Steen Ulnits

* Alt liv i Liver Å dødt

Natten til den 26. december 1999 gik det galt på Nestlé fabrikken i Hjørring. En ledning sprang læk, og 30 tons kaustisk soda – også kaldet natriumlud – løb ud i kloakken, videre gennem rensningsanlægget og til sidst ud i Liver Å.

Bakterierne, der står for rensningen af spildevandet i rensningsanlægget, døde, og det samme gjorde alt liv i Liver Å, der udmunder i Vesterhavet nogle få kilometer syd for Hirtshals. Efter i nogle år at have haft den tvivlsomme hæder at være et af dette lands mest forurenede vandløb har Liver Å i de senere år haft en så god vandkvalitet, at ørreder har kunnet trives i den.

Fiskene er nu døde, og det er man forståeligt nok godt sure over i Sportsfiskerforeningen for Vrå og Omegn, som har fiskeretten i den nordjyske å. Foreningen har derfor meldt Nestlé til politiet for miljøsvineri. Fødevaregiganten kalder selv nonchalant sagen for et “hændeligt uheld”…

5. januar 2000

© Steen Ulnits

* Russisk miljøaktivist frifundet

Den tidligere russiske U-bådskaptajn og nuværende miljøaktivist Aleksandr Nikitin er netop af retten i Skt. Petersborg – byen med vinterpaladset – blevet pure frifundet for anklager om at have lækket fortrolige oplysninger om Ruslands atomflåde og dennes miserable tilstand..

FSB (resterne af det hedengangne sikkerhedspoliti KGB) havde ellers krævet fængsel i op til 12 år for landsskadelig virksomhed, men anklagerne blev altså fundet aldeles grundløse. Oplysningerne havde nemlig været offentligt tilgængelige i Rusland, da Nikitin publicerede dem internationalt – via den norske miljøorganisation “Bellona”.

Men inden frifindelsen nåede Nikitin alligevel at sidde 10 måneder i isolationsfængsel – som det, menneskerettighedsorganisationer havde døbt “Ruslands sidste samvittighedsfange”.

Mens den russiske atomflåde stadig ruster videre, er der dog trøst at hente andetsteds i det store land. Det forlyder nemlig nu, at Tjernobyl vil blive lukket helt inden udgangen af år 2000. Ikke af hensyn til miljøet. Nej, det er helt enkelt for dyrt at reparere det gamle og nedslidte værk…

Interesserede kan læse mere under “Fiskeribiologi” ved at klikke på Radioaktivitet.

5. januar 2000

© Steen Ulnits

* Voyager 2000-2004

Nej, der er ikke tale om opfølgeren til Kubrick’s “Rumrejsen år 2001”. Der er heller ikke tale om et nyt rumprogram fra NASA. I stedet drejer det sig om noget så jordnært som “North Atlantic Salmon Fund” (NASF), der – i anledning af årtusindskiftet – har lanceret et nyt initiativ til benefice for vildlaksen.

NASF har lanceret “Voyager 2000-2004” programmet, hvor man har individuelt mærket og nummereret 1.000 laksesmolt. Disse fisk kan man nu “adoptere” – for £120 eller $200 stykket. Altså omkring 1.500 danske kroner for at adoptere og følge en lille laks på dens forunderlige færd gennem Nordatlantens kolde og blå vandmasser.

Hver adopteret laks følges af et certifikat, og skulle ens laks blive fanget af en lystfisker, modtager man en præmie samt oplysninger om fangsttid, sted og størrelse. Interesserede kan sende sponsorpenge – i form af en international check – til følgende adresse:

North Atlantic Salmon Fund

Skipholt 35

IS-105 Reykjavik

I s l a n d

1. januar 2000

© Steen Ulnits

* Mystisk og Mærkeligt Meteorologisk 1999

1999 blev på mange måder et mærkeligt år. Ikke blot var det sidste år i såvel et århundrede som et årtusinde. Det var også et år, der ledte tankerne hen på globale fænomener som drivhuseffekt og ozonlag.

1999 blev et rekordernes år, hvad vejr, vind og vandstand angik. Vi satte i Danmark nye varmerekorder i såvel januar som september måned. Vi satte ny årsrekord for nedbør – med 906 mm. Den tidligere rekord på 881 mm blev sat i 1994 – tæt fulgt af 860 mm i 1998.

Endelig bød slutningen af året, århundredet og årtusindet på hele to storme af orkanagtig vindstyrke. Storme, som blandt andet forårsagede skader for et tocifret millionbeløb på Rømø-dæmningen i det sønderjyske Vadehav.

Der er næppe tvivl om, at vi her ser de første spage resultater af drivhuseffekten. Og at vi langt fra har set de sidste eller værste. Interesserede kan læse mere ved at klikke på Drivhuseffekten.

1. januar 2000

© Steen Ulnits

* Godt Nyt Årtusinde!

Det gamle år er forbi, og et nyt er begyndt. Ikke blot er det et nyt år, vi netop har taget hul på. Det er heller ikke kun et nyt århundrede. Nej, det er et helt nyt årtusinde, hvilket ikke kan undgå at mane til eftertanke.

– Gjorde vi det godt nok i det andet årtusinde af vor tidsregning? Nej, det gjorde vi definitivt ikke. Vi fik industrialiseret verden og blev så dygtige, at vi for første gang nogensinde var i stand til helt at udslette den. Hurtigt og på én gang med atomvåben. Langsomt, men sikkert via forurening og anden skalten og valten med miljøet.

Vi beviste, at vi kunne gå på Månen – hvis det altså var det, vi ville. Men samtidig så vi også for første gang vor egen lille blå planet udefra. Vi så “Spaceship Earth” på vej gennem det store kulsorte verdensrum. Vi så, hvor lille og skrøbelig Jorden egentlig er. Hvor tynd og sårbar atmosfæren, der huser alt liv, i virkeligheden også er. Endelig indså vi, hvor små og ubetydelige vi selv er i det uendelige univers. At vi langt fra er udødelige.

Vi fik kort sagt sat tingene lidt i perspektiv, hvilket giver en smule fortrøstning her ved tærsklen til det nye årtusinde. Vi har trods alt lært noget om grænser for vækst. Nu er det så blot op til os allesammen at bruge den indvundne visdom til noget konstruktivt. Til at holde alle de destruktive kræfter i ave, som vil sælge alt – luft, vand og jord – for ussel mammon.

Et Rigtig Godt Nyt Årtusinde til alle læsere af disse sider!

1. januar 2000

© Steen Ulnits

* Årtusindets sidste laks fanget – og genudsat!

Orri Vigfusson, som er formand for den islandske “North Atlantic Salmon Fund”, har igen formået at henlede verdens opmærksomhed på vildlaksens genvordigheder i Nordatlanten.

Den 15. december drog Orri Vigfusson nemlig til Cornwall i England, hvor han deltog i årets, århundredets og dette årtusindes absolut sidste fiskedag efter atlanterhavslaks i hele verden. Hans mission var at sikre, at årtusindets sidst fangede laks blev behørigt genudsat, så den kan deltage i den forestående leg og dermed være med til at sikre artens beståen.

Fiskeriet foregik i Camel River nær Bodmin, hvor det lykkedes fiskerne at fange hele to laks på den suverænt sidste fiskedag i dette årtusinde. Det kom der en masse god publicity ud af – blandt andet i form af en stort opsat artikel i dagbladet “The Independent”.

Den virkelige baggrund for seancen var og er, at Vigfusson’s islandsk baserede “North Atlantic Salmon Fund” i år 2000 går sammen med den brittiske “Atlantic Salmon Trust” om et aktivt opkøb af de sidste nordengelske garnrettigheder. Et fiskeri, der årligt koster omkring 50.000 brittiske laks livet.

Således er den skotske bestand af laks siden 1980 reduceret til blot en sjettedel af det oprindelige – primært på grund af det kystnære garnfiskeri. Den engelske bestand har ikke lidt helt så hårdt under dette fiskeri, men er alligevel mere end halveret i det samme korte tidsrum.

31. december 1999

© Steen Ulnits

* Norges vildlaks i sikker dødsspiral

North Atlantic Salmon Fund har – i forbindelse med en klage til den norske regering over dens passivitet med hensyn til den norske vildlaks – regnet lidt på bestandens størrelse før og nu.

Det viser sig da, at man op til 1970 havde en bestand af vildlaks, som talte omkring 1.800.000 eksemplarer. Laks født og opvokset i norske elve.

Her på tærskelen til år 2000 ser det ikke ret godt ud for den norske vildlaks. Nordmændene er ganske vist blevet meget velstående på grund af Nordsøolien og lakseopdrættet, men undervejs har de helt glemt vildlaksen.

Bestanden er i de forgangne 30 år reduceret til godt og vel 200.000 vildlaks – kun godt 10% af det oprindelige. Fremover må disse få hundrede tusinde vildlaks endda kæmpe med undslupne tamlaks i millioner. Med en uundgåelig genetisk udvanding til følge.

Den hvidbog om vildlaksen, som tidligere blev omtalt på denne side, lovede ellers godt. Men indtil videre har det vist sig blot at være en flom af ord, som ingen ansvarlig myndighed alligevel har tænkt sig at gøre noget ved.

31. december 1999

© Steen Ulnits

* Mindre torskekvoter i EU

Som tidligere nævnt på denne side – i notitsen “Ballade i Bergen” – har fiskeribiologerne anbefalet en stærkt reduceret torskekvote for år 2000.

Helt så drastisk, som biologerne kunne ønske sig det af hensyn til torskebestandenes ve og vel, gik det nu ikke. På opfordring fra den internationale organisation ICES, der har hovedsæde i København, nåede de 15 EU-landes fiskeriministre frem til en nedskæring på 40% af torskekvoten i Nordsøen.

“En hård, men nødvendig nedskæring”, kalder den danske fiskeriminister Henrik Dam Kristensen den nye kvote, som vil ramme danske torskefiskere hårdt. De nye restriktioner er naturligvis en glædelig nyhed for torskene i Nordsøen, men forhåbentlig går det ikke i stedet ud over torskene i de indre danske farvande. Fiskerne har det jo typisk med at opsøge nye jagtmarker, når de gamle er overfisket og udtømt…

Tag som eksempel tirsdag den 15. oktober 1996, der blev en mærkedag ved Ringkøbing Fjord. Aldrig tidligere var der blevet indhandlet så mange skrubber på fiskeriauktionen i Hvide Sande, som der blev den dag. Tallene viste ikke mindre end en 4-dobling af skrubber i forhold til den tidligere rekord!

De utroligt mange fjordskrubber kom bag på de fleste. I en tid, hvor alle snakkede om algeblomst, iltsvind og bundvendinger, regnede ingen med noget sådant – heller ikke de lokale fjordfiskere. Og da slet ikke de større havgående kuttere, som var og stadig er baseret i Hvide Sandes fiskerihavn.

De mange skrubber medførte et sandt rykind i Ringkøbing Fjord – og en kolossal konkurrence for fjordens faste fiskere. Mindst fra tilrejsende fritidsfiskere. Værst var nemlig de store kuttere fra Hvide Sande. De havde haft en meget dårlig sæson, hvor fiskeriet efter de økonomisk mere værdifulde tunger og rødspætter længere til havs svigtede.

Da så rygtet om de mange skrubber inde i fjorden nåede til Hvide Sande, stævnede 15 store havkuttere straks ind i den lille og lavvandede Ringkøbing Fjord, hvor de kunne fylde deres garn med skrubber – til 1 krone stykket…

Lad os ikke håbe, at det går ligeså med torskene i indre danske farvande, hvor bestandene bestemt ikke har det for godt.

23. december 1999

© Steen Ulnits

* Kæmpegedde på flue

De engelske drikkevandsreservoirer er dels store, dels grundlaget for et storstilet fluefiskeri efter udsatte regnbuer. Det var her, Put & Take fluefiskeriet for alvor tog fart i 60’erne og 70’erne.

Men de udsatte regnbuer ender ikke kun på fluefiskernes køkkenborde. Mange ender også i gedder, som bliver større og større af den letfangede og sikkert også ganske velsmagende kost.

Det engelske P&T fiskeri er opdelt i meget forskellige kategorier – med følgende to yderpunkter: De store vandreservoirer, hvor mindre regnbuer udsættes for at vokse sig større, inden de atter fanges. Og så små P&T vande, hvor de størst mulige fisk udsættes for hurtigt efter at blive fanget igen.

Det er naturligvis i de førstnævnte søer, at gedderne for alvor kan frådse i udsatte regnbuer af passende størrelse. Og hertil hører da også Bure Valley Lake, hvor den engelske fluefisker Duncan Sutton for nylig gjorde en ganske interessant fangst. Han havde bundet en str. 12 vandnymfe med guldhoved på sit 0.20 forfang, da en kæmpemæssig gedde skød frem af grøden og tog den lille flue.

Duncan var heldig – forfanget kilede sig fast mellem de spidse tænder og blev derfor ikke klippet over. Efter en 30 minutter lang fight i det grødefyldte farvand kunne han og søens fiskeriopsynsmand Mike Smith lande en enorm og yderst velkonditioneret fluegedde på ikke mindre end 17 kg!

Fisken var for øvrigt en gammel kending, idet den foråret før også havde været på land – dengang i dårlig kondition efter legen og derfor godt 3,5 kg mindre.

Man behøver altså ikke en kæmpeflue på forfanget for at fange en kæmpegedde. Men det hjælper nu normalt på odds’ene…!

23. december 1999

© Steen Ulnits

* Månenat af format

Natten mellem den 22. og den 23. december er værd at være oppe efter. Der sker nemlig et unikt sammenfald af tre i sig selv usædvanlige astronomiske omstændigheder:

1) Der er fuldmåne. Det sker ganske vist hver måned, men falder denne gang sammen med de nedenstående to forhold.

2) Månen så tæt på Jorden, som den nogensinde kommer i sin bane. Den vil derfor være ekstra stor og særlig stærkt lysende at se på.

3) Jorden – og med den Månen – er så tæt på Solen, som den nogensinde kommer i løbet af et år. Solen vil derfor lyse ekstra meget på Månen, som så kaster endnu mere lys tilbage og derfor bliver endnu lysere at se på.

Meteorologerne giver desværre østdanskere de bedste odds for at se den gamle Måne folde sig ud i fuldt flor – for sidste gang i dette årtusinde.Jeg skal nu alligevel ud i den århusianske nat for at kigge efter. Det bliver nemlig den største og klareste Måne siden 1866!

Er du til mere om sol og måne og deres effekt på fisk og fiskeri, så klik her – på “Tiden og tidevandet” – for supplerende læsning.

21. december 1999

© Steen Ulnits

* Julegaveidé: Klassisk design i nye klæder

Hvis man hører til dem, der holder af at skue bagud og se på fluefiskeriets lange og spændende historie, så er Hardy’s nygamle “Bouglé MKIV” fluehjul bestemt et kig værd. Det er nemlig et hjul, som af design hører en svunden tid til. Men samtidig et hjul, der er fremstillet på den mest moderne vis og af de bedst tænkelige materialer.

Jeg havde fornøjelsen at teste de nye hjul under et besøg i England sidst i det snart forgangne årtusinde. Her stod de nye hjul på stribe – alle fem størrelser fra det mindste minihjul til det største lakseditto – og funklede om kap med efterårssolen.

– Unmistakingly Hardy! Sådan lød kommentaren fra Peter Cockwill, der er en af Englands bedst kendte fluefiskere og samtidig indehaver af en velassorteret grejbutik ikke langt fra Test og Itchen.

Og han havde ganske ret. Lyden er den klassiske Hardy – den snerren, man enten elsker eller hader – og look’et var klassisk Hardy. Finishen tilmed så blank, at man næsten kunne spejle sig i dem, hvilket dog næppe er befordrende for fiskelykken…

Hardy fortæller selv, at de nye hjul – oprindelig opfundet af og opkaldt efter franskmanden Louis Bouglé i 1903 – er slået virkelig godt an i England, hvor mange oldtimers med hang til Rolls, Bentley eller Jaguar simpelthen også må eje et Bouglé – eller alle fem!

De gamle Bouglé hjul fra århundredskiftet var formstøbte. De nye er i takt med tiden og det nye årtusinde computerfræset ud af en massiv blok flyaluminium og dernæst monteret med en højtydende bremse og et enkelt kugleleje.

Lanceringen af Bouglé skyldes Hardy’s nært forestående 125 års jubilæum.

20. december 1999

© Steen Ulnits

* Vindinger på Varde Å

Varde Å er på mange måder unik. Dels har den Danmarks tredjestørste vandføring. Og dels har den som den eneste Vadehavså ingen kammersluse til regulering af vandstanden. Endelig er den belemret med det eneste større vandkraftværk i denne del af landet – Karlsgårdeværket.

Det nedre løb af Varde Å blev reguleret til ukendelighed efter anlæggelsen af Karlsgårdeværket i 1920’erne. Fra luften kan man stadig se flere afskårne åslynger ligge inde på land – afskåret fra hovedløbet efter reguleringen af vandløbet. Alt i alt er Varde Å blevet 13 km kortere ved disse reguleringer. Men heldigvis er der ikke langt ud til hovedløbet, og det er derfor ikke nogen stor teknisk opgave at forbinde stumperne igen. Blot noget nær et politisk mareridt at komme så vidt…

Og dog. Et skridt i den rigtige retning kom, da Danmarks Naturfredningsforening i 1995 modtog en milliongave fra en velgørende fond. DN besluttede da at bruge pengene på at genskabe nogle af de gamle åslynger på strækningen ved Kongens Kær nær Varde by. Her skulle fire gamle åslynger fra 1929 atter sættes i forbindelse med hovedløbet, hvilket ville betyde bortgravning af ikke mindre end 40.000 kubikmeter jord. Det ville samtidig give omkring 1,5 km “ny” å.

Det skulle imidlertid tage fire år at komme så langt. Først på tærskelen til det nye årtusinde kunne en gravemaskine åbne, så vandet atter kunne løbe ind gennem de fire gamle åslynger – efter 70 mildest talt vandlidende år.

Den officielle åbning fandt sted den 10. september. Inden åbningen havde man placeret 1.400 kubikmeter grus fordelt på 11 kunstigt anlagte gydebanker i det nygamle åløb, der alt i alt blev omkring 1.500 meter længere end før.

Man kan sandelig sige, at Varde Å’s genvundne status som laksevand – se notits nedenfor – ikke kunne komme på et mere belejligt tidspunkt!

16. december 1999

© Steen Ulnits

* Vildlaks i Varde Å

Ikke nok med, at Varde Å for nylig – i september – fik nye vindinger. Varde Å har nu også fået en ny status som vildlaksevand. Nye genetiske undersøgelser har nemlig vist, at der med 98% sandsynlighed stadig eksisterer en bestand af oprindelige vildlaks i det ellers så maltrakterede vandsystem.

Forskere fra Danmarks Fiskeriundersøgelser har nemlig udviklet en ny metode til DNA-bestemmelse af gamle lakseskæl, som findes i arkiver rundt omkring. Disse DNA-analyser sammenholdes så med analyser fra elektrofiskede og nulevende laks.

Resultater fra disse undersøgelser dokumenterer, at der med 98% sandsynlighed stadig er oprindelige laksestammer ikke kun i Skjernå – som hidtil antaget – men også i Ribe Å og Varde Å. Undersøgelserne viser ligeledes, at der med 90% sandsynlighed stadig findes autentiske laks i Sneum Å.

Til gengæld kan man nu afkræfte, at der findes autentiske laks i andre af de oprindelige lakseåer. De her fangede laks stammer således fra udsætninger og ikke fra naturlig gydning. Der hersker dog endnu tvivl om laksene i Storå, hvor en enkelt ud af 18 testede laks så ud til at være af en oprindelig stamme. Det undersøges nu nærmere.

De nye oplysninger er en bombe under den nuværende Laksehandlingsplan, som kun tager højde for, at der findes naturlige og dermed bevaringsværdige laksestammer i Skjern Å systemet. Handlingsplanen må derfor revideres.

Danmarks Sportsfiskerforbund henstiller da også til de ansvarlige myndigheder, at der tages særlige forholdsregler, så også de nyfundne autentiske laksebestande beskyttes bedst muligt.

12. december 1999

© Steen Ulnits

* Vel meget vand – i Vestjylland

I det vestjyske Ribe Amt mener man det alvorligt med grødeskæringen. I den forstand, at man har skåret meget ned på grødeskæringen i stedet for grøden. Meningen er den gode, at vandmiljøet herved får det bedre. Den større mængde grøde, som da bliver resultatet, giver vandløbets fisk og smådyr bedre livsbetingelser. Ikke mindst yngelen af ørred, laks, stalling og snæbel nyder godt af flere skjulesteder og mere føde.

Men alt i denne verden har sin pris, og det gælder da også den øgede grødemængde i de sønderjyske vandløb. Den resulterer nemlig uundgåeligt i en højere vandstand i åerne, da grøden bremser vandstrømmen og får vandet til at stige. Alene de fire nye slynger, som for nylig blev taget i brug ved Varde Å, resulterede i en stigning i vandstanden på 10-15 cm.

Da netop Varde Å ikke er reguleret med en kammersluse ved udløbet i Vadehavet, medførte de voldsomme regnmængder i slutningen af september og begyndelsen af oktober voldsomme stigninger i vandstanden fra Tarphage Bro ude ved Ho Bugt til helt oppe i Ansager by.

Det er prisen for et bedre vandmiljø, som samfundet her må betale – i form af vandstandsstigninger på op mod den halve meter og våde kældre, som må pumpes tørre for vand, når naturen for alvor spiller op til dans.

10. december 1999

© Steen Ulnits

* Ny video på vej

En ny video om vildlaksens overlevelse er på vej. Det er foreningen “Vildlaksens Overlevelse”, der gennem længere tid har samlet penge ind til produktion af en video om de horrible vilkår, som de sidste oprindelige atlanterhavslaks lever under i vor højteknologiske tidsalder.

Det er planen, at den nye video skal bruges som springbræt til et større dokumentarprogram om de mange farer og trusler, som vi i den vestlige verden konstant udsætter Salmo salar for. Trusler, som nu er på randen til at udrydde hele bestande af vildlaks mange steder.

Dansk Laksefond, der også blev søgt om penge til projektet, afviste med henvisning til kritiske bemærkninger på netop denne hjemmeside om et af fondens egne bestyrelsesmedlemmer. Det drejer sig om laksefisker, lystfiskerforfatter og havbruger Kurt Malmbak-Kjeldsen, der som bekendt er direktør for Musholm Laks, der igen er en af de største enkeltforurenere af Storebælt.

Interesserede i netop den sag kan finde supplerende oplysninger under “Aktuelt 3. kvartal 1998” og “Aktuelt 4. kvartal 1998” nederst på denne side.

Det var præcis denne sag, der i sin tid førte til, at Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) meldte sig ud af bestyrelsen for Dansk Laksefond. Man følte ikke, at man som aktiv miljøorganisation kunne sidde i bestyrelse med en dokumenteret forurener af vandmiljøet.

DSF er da også blandt de ganske mange bidragydere til den nye laksevideo, som forventes færdig først i det nye år. Flere store jyske erhvervsvirksomheder er også blandt støtterne – mange mindre ligeså. Nærmere om den nye video senere.

6. december 1999

© Steen Ulnits

* Mindre ilt – bedre fiskeri

Århus Amt har netop sammenfattet 45 års målinger fra Århus Bugt i en rapport med navnet “Fiskeundersøgelser 1953-1998”.

Resultaterne viser, at iltsvind rent faktisk har en gavnlig indflydelse på erhvervsfiskeriets fangster. Det viser sig nemlig – hvad bugtens lystfiskere har vidst i mange år – at iltsvind presser fiskene sammen på et fåtal mindre områder, hvor de så er meget lettere at fange.

Rapporten fokuserer på rødspætter og isinger, mens lystfiskernes erfaringer primært går på torsk. Rapportens tal viser også, at det er vanskeligt at fæstne lid til fiskerierhvervets egne argumenter for at fiske videre – trods biologernes advarsler om overfiskning og formindskede fiskebestande. Erhvervsfiskeriet har som begrundelse for forhøjede fiskekvoter ofte brugt det faktum, at det aldrig har været lettere at fange fiskene end netop da.

Nu står det blot at læse sort på hvidt, at fiskene netop er så lette at fange, når de er under størst pres – fra iltsvind og bundvendinger.

3. december 1999

© Steen Ulnits

* Esbjerg bygget på nazi-Mark

Pressen fortsætter sin afdækning af dansk fiskeris storhedstid under besættelsen. Dagbladet Politiken kan således fortælle, at Esbjergs store fiskeflåde i vid udstrækning bygger på penge tjent som storleverandør af friske fisk til Nazi-Tyskland.

Under overskriften “Fiskebaroner” beretter Politiken således, hvorledes Esbjerg-fiskerne under krigen opbyggede store formuer ved at levere fisk til den tyske besættelsesmagt.

I starten gik det let og smertefrit for fiskere og fiskeeksportører. De fordoblede fiskeriindsatsen – med overfiskning af rødspættebestanden til følge – og øgede eksporten til Nazi-Tyskland det bedste, de kunne.

Den daværende kommunaldirektør i Esbjerg kommune kunne i en rapport konstatere, at fiskeskipperne i Esbjerg i 1939 havde en samlet formue på omkring 4 mio. kroner. I 1942 var formuen vokset til 18 mio. kroner, og i 1943 toppede den ved 24 mio. kroner. Altså en 6-dobling af formue på blot fire år. Mens den øvrige verden således var i krig med tyskerne, scorede fiskere og fiskeeksportører i Esbjerg kassen som rene gullasch-baroner.

Den danske modstandsbevægelse var dog opmærksom på de lokale gullasch-baroner i Esbjerg. Den 6. august 1943 greb man derfor ind og satte ild til 400.000 fiskekasser af træ i havnens fiskehuse, hvilket resulterede i et bål, der kunne ses viden om. Det blev også ild til det bål, der senere samme år resulterede i opgivelsen af den danske samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt.

Fiskeflåden i Esbjerg voksede med op mod 40% under krigen. Og de mange fiskepenge, som strømmede til byen i besættelsesårene, stammede ikke fra Tyskland. De stammede i stedet fra det danske samfund. Proceduren var nemlig den, at den tyske værnemagt udstedte gældsbeviser som betaling for de eksporterede fisk – gældsbeviser, som den danske Nationalbank siden udbetalte til fiskerne. Men som tyskerne i de fleste tilfælde aldrig betalte.

Den danske modstandsbevægelse skrev i december 1944 i sit illegale blad “Periskopet” følgende opsang til lokalbefolkningen i Esbjerg:

“…de har glemt, at det at forsyne Tyskland med alt for store Mængder Fisk er det samme som at forlænge Krigen og forarme vort land.” Modstandsbevægelsen skrev videre, at “…der er mange, der idag lider Afsavn i Kampen for Danmarks Befrielse. Det er der vist ikke mange af Fiskeeksportørerne og Fiskerne, der har gjort.”

Den store flåde af industrifiskefartøjer, som i dag arbejder ud fra Esbjerg, er således i vid udstrækning financieret af kapital, som blev indtjent og opsparet via salg af fisk til den tyske besættelsesmagt under Anden Verdenskrig. Penge betalt af det danske samfund.

Læs også notitsen “Danske gullaschbaroner til lands og til vands” længere nede på denne side.

3. december 1999

© Steen Ulnits

* Millionbøder til fiskeskippere

Vestre Landsret stadfæstede for nylig en dom om ulovligt fiskeri fra byretten. Vestre Landsret besluttede, at to fiskeskippere fra Skagen skal betale 4,5 mio. kroner tilbage i form af konfiskeret fortjeneste fra ulovlig indlanding af makreller uden for kvote. Hertil kommer så bøder på i alt 447.000 kroner.

De to skippere, som skal udrede de 5 mio. kroner, påberåbte sig ellers, at deres producentorganisation havde oplyst dem om ledige licenser på makreller. Hvilket altså ikke holdt stik eller vand i retten. Fiskeriministeriet kunne nemlig oplyse om, at der ikke var ledige kvoter i hverken 1996 eller 1997.

De to fiskeskippere, som fiskede sammen, havde fanget 40% flere makreller, end de havde kvoter til. I alt 864 tons illegale makreller til en værdi af 4,5 mio. kroner.

28. november 1999

© Steen Ulnits

* Ballade i Bergen

Det Internationale Havforskningsråd ICES har netop fremlagt deres officielle anbefalinger omkring næste års fiskeri og fiskekvoter i Nordsøen. Disse tal lægges til grund for de kommende politiske forhandlinger i Bergen, hvor fiskekvoternes størrelse og fordeling diskuteres og besluttes inden jul.

Fiskeribiologerne anbefaler, at der i det første år af det nye årtusinde fanges og landes færre både torsk og fladfisk end i indeværende år. Således foreslår man en kvote for torsk på blot 79.000 tons mod den nuværende på 132.400 tons. Altså næsten en halvering. Specifikt for Skagerak anbefales det, at man næste år kun fanger 11.300 tons mod dette års 19.000 tons.

Der er således lagt op til en god gang politisk ballade i Bergen. Når krybben er tom, bides hestene som bekendt…

28. november 1999

© Steen Ulnits

* Sæljagt alligevel…

Danmarks Jægerforbund (DJF) har mildest talt haft svært ved at beslutte sig i denne sag: Først ville DJF have jagten på sæler genindført, da der nu er blevet alt for mange af dem. Dernæst ville de det ikke alligevel, da de frygtede befolkningens vrede. Nu vil de det så godt igen…

Den danske sælbestand tæller i dag mellem 8.000 og 9.000 dyr, som formerer sig med stor hast. Faktisk så voldsomt, at mange jægere frygter en ny epidemi som den, der hærgede den danske sælbestand i 80’erne. Det er der dog ingen grund til at frygte, mener vildtbiologerne, som påpeger, at der sidste gang var tale om en virus, som danske sæler aldrig tidligere havde været udsat for.

Til gengæld siger biologerne, at der ikke længere er nogen saglig begrundelse for ikke at drive jagt på den talstærke danske sælbestand. Og lokale erhvervsfiskere støtter jægernes bestræbelser på, at der atter indføres en jagttid på de pelsede havpattedyr. Fiskerne mener blandt andet, at de mange sæler i Limfjorden ødelægger ethvert grundlag for erhvervsfiskeriet her. Men de glemmer dog at nævne noget om deres egen altødelæggende muslingeskraben…

Danmarks Naturfredningsforening (DN) modsætter sig jægernes og fiskernes bestræbelser og fremfører, at en jagttid vil gøre sælerne så sky, at de ikke længere vil være et almindeligt syn for den almindelige dansker på strandvandring. Hvilket naturligvis vil være synd for os mennesker – men sikkert gavnligt for de hårdt pressede fiskebestande.

DJF fremfører, at dette ikke passer. DJF henviser til situationen omkring det danske rådyr, som – trods intensiv jagt – i dag er talrigere end nogensinde. Og som stadig lader sig se uden for jagttiden. Jægerne fremfører, at der højst går fjorten dage efter jagttidens ophør, før dyrene igen lader sig beskue. Og at det samme givet vil gøre sig gældende for sælerne.

25. november 1999

© Steen Ulnits

* Småbåd – delebåd

– Går du med en lille småbådsskipper i maven? – Vil du gerne sejle rundt i en stor og veludrustet småbåd, som klarer åbent hav uden at kny? – Drømmer du om at fange storlaksen eller kæmpetorsken på egen hånd?

I så fald hører du til en ganske talrig gruppe, hvoraf imidlertid kun et fåtal realiserer deres drøm. Drømmen koster nemlig penge – ganske mange endda. Så mange, at man i nogle tilfælde må vælge mellem konen og båden! Konebåde hører ligesom en anden verdensdel til…

Skal man have en stor og fuldt udrustet småbåd, da starter priserne ved minimum 100.000,- kroner. Vil man have noget, der virkelig dur langt til havs, taler vi snarere om 200.000, førend hele ekvipagen med båd, trailer og elektronik er hjemme. Hertil skal så lægges eventuelle udgifter til garage eller havneplads samt den ufravigelige forsikring, der på årsbasis nemt kan løbe op i et 5-cifret beløb…

Derfor bliver de fleste småbådsskippere liggende uforløst maven, hvor de så rumsterer lidt ind imellem – grynter misfornøjet, når vejret er til langturssejlads og fiskeri, mens familie og hus imidlertid har førstepriortitet…

Men nu er der endelig kommet en mulig løsning på problemet. Det er firmaet Scandinavian Outdoor i Tåstrup, som har barslet med en genial idé, der minder om det timeshare-koncept, som længe har eksisteret på markedet for ferielejligheder. Scandinavian Outdoor har lanceret en idé, der gør det muligt for langt flere at blive skipper på egen skude – i hvert fald for kortere perioder af gangen – uden at der skal i hundredtusindvis af kroner på banen. Det hedder Scandinavian Shareboat Aps.

Konceptet går i al sin enkelhed ud på, at man køber en andel i en fuldt udrustet småbåd samt indbetaler et depositum, der refunderes, hvis man på et senere tidspunkt vil ud af ordningen igen. For det indbetalte beløb, hvis størrelse naturligvis afhænger af bådens størrelse og udstyr, får man så ret til at booke den forlods for en periode af 3 dages varighed. Man kan kun booke én periode af gangen, så man ikke blokerer for andre. Til gengæld kan man booke en ny periode, så snart man har afholdt sine bestilte dage.

Hver dags sejlads koster et mindre fast beløb, som går til den løbende vedligeholdelse og eventuelle reperationer. Typisk er der tale om et indskud i størrelsesordenen 7.000,- kroner samt et depositum på 5.000,-, der refunderes, hvis man på et senere tidspunkt ønsker at træde ud af ordningen. Hertil skal så lægges et beløb på kr. 7.500,-/ 625,- per år eller måned for at være med i ordningen. Endelig skal man påregne at betale omkring 500,- kroner inkl. benzin om dagen for reelt at bruge båden.

Den samlede udgift kan man så vælge at afholde selv eller dele den med en eller to gode fiskekammerater. På denne måde bliver det pludselig ganske billigt at være skipper på egen skude.

De fuldt udrustede småbåde – med twinmotorer, autopilot, downriggere, GPS og VHF – tænkes placeret fast i havne på Bornholm, i Simrishamn og på Vänern for blot at nævne nogle af de mest oplagte lokaliteter, hvor lokale kontaktpersoner vil sørge for udstyr og vedligehold.

På denne måde slipper man helt for de store ekstraomkostninger til dobbelte færgebilletter til bil og trailer – og for de problemer, der altid er forbundet med at traile og vedligeholde store småbåde. Man slipper også for at skulle investere i en kostbar 4-hjulstrækker for overhovedet at få båden op af vandet igen – og for at tage det store kørekort!

Ring til Scandinavian Outdoor på telefon 43 71 51 33 for nærmere oplysninger om det nye Scandinavian Shareboat Aps. Spørg efter Albert eller Finn. En oplagt idé, der nok skal få stor opbakning blandt danske lystfiskere med en småbådsskipper i maven!

21. november 1999

© Steen Ulnits

* Danske gullaschbaroner til lands og til vands

Det viser sig nu, at de højt besungne liberale danske erhverv – landbrug og fiskeri – i høj grad levede som gullaschbaroner under Anden Verdenskrig. Og samtidig var med til at forlænge krigen og dermed øge antallet af dræbte betragteligt. Det berettede dagbladet Politiken forleden.

Nylige opdagelser i gamle arkiver fra Østtyskland viser nemlig, at såvel det danske landbrug som fiskerierhvervet oplevede en sand guldalder under tysk overherredømme i 1940’erne. Ikke noget med at arbejde langsomt eller sænke produktionen og dermed eksporten til Nazi-Tyskland, mens kampen rasede mod de allierede. Ikke noget med, at fiskeflåden som ofte antaget søgte tilflugt i engelske havne under krigen.

I stedet øgede det danske landbrug produktionen så meget under krigen, at Danmark blev den suverænt største enkeltbidrager til Nazi-Tysklands befolkning. Som derfor kunne bryste sig af at have Europas højeste levestandard under krigen – næst efter Danmark. I 1939 gik kun 25% af den danske landbrugsproduktion til Tyskland, men allerede i 1941 udgjorde eksporten til Tyskland hele 75% af den danske produktion.

Det var tyskerne, der lokkede det danske landbrug med priser, som fordobledes på få måneder efter krigens start. Dansk landbrugs solidaritet med det øvrige krigsramte Europa kunne således ligge på et meget lille sted – nemlig i tegnebogen. Tyskerne var da også behørigt imponerede over den danske velvilje. Over at et lille land med kun 4 millioner mennesker med sin årsproduktion kunne brødføde et stort land med 90 millioner mennesker med smør og kød til mere end én måneds forbrug samt æg til en måned.

På samme måde spandt det danske fiskerierhverv guld på at sælge frisk fisk til Nazi-Tyskland. I så høj grad, at man i de nyopdagede tyske dokumenter kan læse, at Danmark under krigen leverede næsten al frisk fisk til de tyske storbyer. Det var tilfældet så sent som i foråret 1944. Af en opgørelse fra december 1943 fremgår det, at Danmark på daværende tidspunkt leverede ikke mindre end 90% af alle fiskeprodukter til Tyskland.

Faktisk var tyskerne så glade for de friske danske fisk, at man i flere tilfælde valgte at sørge for stabile forsyninger af diesel til den danske fiskerflåde, selv om man på østfronten desperat manglede brændstof til sine kampvogne…

I perioden 1939-1943 fordoblede danske fiskere da også fangsten fra 100.000 tons til 192.000 tons – med massiv overfiskning af ikke mindst den populære rødspætte til følge. Det var derfor kun et fåtal danske fiskere, som stak af til engelske havne under krigen. Dertil levede de alt for godt herhjemme – som velbetalte gullaschbaroner for den tyske besættelsesmagt.

Overfiskning af havenes fiskeressourcer er altså ikke noget nyt fænomen. Det optræder blot, så såre der er penge at tjene for fiskerierhvervet. Intet nyt under solen.

Det er heller ikke noget nyt, at landbrug og fiskeri – som de eneste erhverv herhjemme – blev fritaget for at betale deres fortjeneste ved handel med Nazi-Tyskland tilbage efter krigen. Til trods for, at netop de havde haft de suverænt største fortjenester under krigen.

Kun en enkelt kommunist havde mod og mandshjerte til at påtale det urimelige heri, da en lov om tilbagebetaling blev vedtaget i Folketinget efter befrielsen i 1945…

20. november 1999

© Steen Ulnits

* En bæver i baghaven…

Seneste udvikling i føljetonen om de udsatte bævere fra Tyskland er følgende: Blot en måned efter udsætningen trives de tyske pelsdyr nu så godt i det vestjyske, at de er begyndt at gå på rov i lokale folks baghaver.

I et enkelt tilfælde gnaskede de pelsede gnavere sig først gennem grønkålen i en køkkenhave ved Bækmarksbro, hvilket er et godt stykke fra udsætningsstedet. Da grønkålen slap op, gik de ombord i 6 frugttræer, som alle blev fældet på bedste bævervis. Et enkelt af træerne blev efter fældningen slæbt ned til den nærliggende å og søsat der.

Skov- og Naturstyrelsen har tidligere tilkendegivet – ganske tydeligt endda – at man ikke yder kompensation til private for de af bæverne påførte skader. Det lokale statsskovdistrikt er dog villigt til at yde hjælp med indhegning, hvor det viser sig nødvendigt.

Herligt, at man nu skal til at leve bag indhegninger i det vestjyske, når tyskerne huserer i baghaven – med Skov- og Naturstyrelsens absolutte velsignelse…

17. november 1999

© Steen Ulnits

* – Snart slut med Put & Take?

Der har i mange år været talt om det rimelige i de store udsætninger og umiddelbart efterfølgende nedskydninger af opdrættede gråænder (og fasaner) på større danske godser. De såkaldte “herregårdsjagter” og “godsjagter”, som ikke har noget med jagt at gøre, men som minder uhyre meget om det hjemlige Put & Take fiskeri, hvor store mængder opdrættede tamørreder udsættes blot for at blive halet op igen kort tid efter.

Nu har Svend Auken – i kraft af sin rolle som miljøminister – bedt Vildtforvaltningsrådet om en vejledning til, hvordan disse godsjagter med massive udsætninger af knapt flyveklare tamfugle kan bringes til ophør.

Danmarks Naturfredningsforening (DN) kalder kort og godt disse jagter for “noget svineri”, som hurtigst muligt bør bringes til ophør. Den virkelige anstødssten var en TV-udsendelse, som viste tyske jægere skyde løs på flokke af opdrættede og netop udsatte ænder, for noget nyt fænomen er disse godsjagter definitivt ikke. De har eksisteret i flere år.

Poul Harritz, der er præsident for DN, udtaler til Politiken, at det ikke blot er et etisk spørgsmål: “Overskydent foder og de mange fugles afføring omdanner de søer, hvor udsætningerne foregår, til algesuppedaser og stinkende kloakker. Søerne dør kort og godt, og alt andet liv forsvinder”.

Danmarks Jægerforbund (DJF) bakker heller ikke op om disse storstilede godsjagter og ser derfor frem til, at der udarbejdes retningslinjer for, hvor mange fugle der må udsættes per arealenhed. DJF ønsker, at de nye regler skal være klar til det nye årtusinde.

Som lystfisker er det jo en nærliggende tanke, at det nuværende danske Put & Take fiskeri underlægges tilsvarende regler. Hvilket i så fald vil være en alvorlig hæmsko for Put & Take fiskeriet som en rationel forretning. Men samtidig en lettelse for de pågældende søer og dammes vandmiljø, som på tilsvarende vis lider under de massive udsætninger. Sjældne insekter og padder har jo ikke de bedste chancer for at overleve i sådanne hårdt belastede vande.

– Et muligt emne for DN’s næste korstog? Men måske skal der også her en TV-udsendelse til, førend DN rykker ud…

17. november 1999

© Steen Ulnits

* Sytten, såret og sat…

…på pension! At gedder har en masse både spidse og skarpe tænder, ved sikkert de fleste lystfiskere. De fluefiskere, som har prøvet, ved også, at geddefluer normalt ikke holder til ret mange fisk, førend de ligner noget, katten har slæbt hjem…

Men der er undtagelser. Således har jeg netop måttet pensionere en god ven – en 10 cm lang, hvid geddeflue, som nåede at lande hele 17 fine gedder, førend den måtte give op. Det lykkedes desværre gedde nummer 17 at skære det epoxylakerede hoved tværs igennem og klippe den lange hårvinge midt over…

Fluen er nu sendt på tiltrængt pension og hængt op på opslagstavlen foran mig med samt de 10 cm stålwire, der indgik som forfang. Flot af en flue at lande så mange skarptandede gedder, hvoraf de tre største målte henholdsvis 82, 86 og 93 cm. Alle fanget i dette efterår og alle genudsat efter behørig fotografering.

Det var nummer 17, der var 86 cm lang. Den var tyk, som kun en novembergedde kan være det, og vejede knap 6 kg i nettet. Den blev fanget i går eftermiddags i det smukkeste solskinsvejr, hvor den lurede i skyggen af en klynge gyldne siv.

11. november 1999

© Steen Ulnits

* Vandværket ude med snøren

Det amerikanske firma “Waterworks”, som producerer en serie af de såkaldte “Large Arbor” fluehjul med bred spolekerne – opfundet af svenske “Loop” – har ført en lidt omflakkende tilværelse på det sidste.

Således gik man for et par år siden ud med et koncept, der var helt nyt og radikalt anderledes – med hjul, som havde alle de fordele, hjul med bred spolekerne har, men uden de ulemper, som hjul med udvendige lejer også har. “Waterworks” entrerede dernæst med ligeledes amerikanske “Sage”, og sammen introducerede de stænger og hjul med integreret hjulholder i de letteste lineklasser.

Sage havde inden da opkøbt hjulproducenten “Lamson”, der i nogle år fremstillede fremragende fluehjul til rimelige priser. Nu har Waterworks købt Lamson af Sage, så hvis nogen føler sig lidt forvirrede, er det såmænd ganske forståeligt…

Det nye Waterworks/Lamson firma har netop lanceret en helt ny serie fluehjul, som på mange måder adskiller sig fra de sædvanlige fluehjul. For det første er der tale om vaskeægte “Large Arbor” fluehjul – ikke blot tilpassede gamle modeller, som flere andre firmaer har gjort det. For det andet er designet radikalt anderledes – dertil ganske elegant.

Vil man have noget anderledes for enden af sin (dyre) fluestang, er der således al mulig grund til at se nærmere på de nye Waterworks/Lamson “LiteSpeed” hjul. De markedsføres herhjemme af “Salmon Fly” i Brønshøj.

11. november 1999

© Steen Ulnits

* Bonefish bare bedre og bedre

Det er de færreste ting i naturen, som får det bedre og bedre i disse år. Allermindst da fiskene, der i vore dages hårdt fiskede vande aldrig bliver så store som i de “gode, gamle dage”. Rekordfiskenes tid er definitivt forbi, lader det til.

Og dog. I flere år har IGFA rekorden for bonefish – en af verdens mest populære tropiske og subtropiske sportsfisk – ligget på 14,1 pounds, hvilket omtrentligt svarer til 6,4 kg. Det er en rekord, som her i 1999 er blevet slået hele to gange – endda inden for 24 timer! Det skete under årets “Keys Springs Invitational Bonefish Fly Tournament”, hvor der først blev landet en ny verdensrekord på 14,4 pounds (6,5 kg) og blot få timer senere en ny rekordfisk på 15,4 pounds (7,0 kg).

Begge fisk blev taget i Islamorada området, hvor man i de senere år har kunnet konstatere en støt stigning i fiskenes størrelse. I dag er det således ikke usædvanligt – dog heller ikke almindeligt, for fiskene i dette område er hårdt fiskede og derfor ganske sky – at fange gamle og erfarne fisk på omkring 6 kg.

Der er næppe tvivl om, at denne usædvanlige udvikling skyldes to ting: Dels et i praksis 100% Catch & Release fiskeri, hvor alle fisk genudsættes – selv om loven ikke kræver det. Og dels det totalforbud mod garn, som borgerne i Florida vedtog ved en folkeafstemning i 1994 – efter først at have indsamlet de 400.000 stemmer, der er nødvendige for en folkeafstemning.

Godt nyt altså, men så har de gode amerikanere jo også kæmpet en kamp for at nå så vidt. Gid vi kunne nå lige så vidt herhjemme…

7. november 1999

© Steen Ulnits

* Kønsskiftede skaller

Afdelingen for Natur og Miljø i Århus Amt gjorde en foruroligende opdagelse, da de undersøgte fiskebestanden i Egåen, der løber gennem Vejlby-Risskov for siden at udmunde i Århus Bugt ved Egå Marina.

Det viste sig nemlig, at omkring en tredjedel af de undersøgte hanskaller var med rogn i en eller anden udviklingsfase. De har således undergået en form for uønsket kønsskifte, som man mener kan skyldes østrogen-lignende stoffer i det spildevand, der ledes ud i åen.

Som kontrol undersøgte man skaller fra Ravn Sø nær Ry. Her viste samtlige fisk sig at være enten hanner eller hunner – præcis som naturen foreskriver. Ravn Sø hører da også til de dybere og renere søer i amtet, som kun modtager ganske lidt spildevand.

Amtet ser med en vis uro på undersøgelsesresultaterne. For som miljøchef Jytte Heslop udtaler til pressen: “Hvad nytter det at rense spildevandet for næringssalte, hvis der stadig er farlige stoffer i det rensede spildevand?”

Fra Florida i USA kendes tilsvarende eksempler på provokeret kønsskifte hos fisk og reptiler – heriblandt alligatorer. Fra Arktis kendes eksempler på isbjørne, som også har haft problemer med kønnet.

2. november 1999

© Steen Ulnits

* Nul bøvl med ny bølgehøvl

Det 75% danskejede firma “WavePlane International” ser nu ud til at stå foran et gennembrud med hensyn til udnyttelse af den vedvarende bølgeenergi.

Det var selvsamme firma, som på eget initiativ søsatte en lille bølgehøvl til iltning af bundvandet i den kvælningstruede Mariager Fjord. Ganske vist med tvivlsom succes, men det var dog et konkret initiativ – for øvrigt det eneste overhovedet. Bølgehøvlen flyttes nu fra Mariager Fjord til Holbæk Fjord, hvor man også har problemer med manglende ilt.

WavePlane International har netop søsat og testet en 8,5 meter lang og 1,2 tons tung prototype af en bølgehøvl på Maritimt Institut i Lyngby. De foreløbige resultater tyder på, at man på nuværende tidspunkt er i stand til at udnytte mere end 25% af den energi, som ligger i bølgerne. Et ovenud tilfredsstillende og lovende resultat.

Næste skridt er så at lægge en ægte bølgehøvl ud i Vesterhavet 8 km ud for Hanstholm for at se, om den nu også lever op til forventningerne uden for laboratoriet. Om den kan holde til de evigt skiftende påvirkninger fra vind og bølger. Bølgehøvlen er konstrueret således, at den sænkes ned under overfladen i høj sø. I godt vejr flyder den højt, hvor der er mest energi i bølgerne.

Det forestående forsøgsprojekt vil koste omkring 20 mio. kroner, som man håber at finde blandt danske eller udenlandske investorer. Om alt går vel, regner man med at kunne have et elproducerende bølgeanlæg i fuld størrelse klar til efteråret år 2000.

Man må meget håbe, at vi i Danmark kan blive verdensførende med bølgeenergi, som vi er blevet det med vindenergi. Hatten af for det hidtidige arbejde!

2. november 1999

© Steen Ulnits

* Årets iltsvind på retur

Miljøstyrelsen fortæller, at årets massive iltsvind nu tilsyneladende er på retur. I hvert fald i forhold til for en måned siden, hvor det så virkelig skidt ud for de indre danske farvande. Efterårets storme har rørt grundigt rundt i vandmasserne, som derfor er blevet tilført en god del af den meget tiltrængte ilt fra atmosfæren og de øvre vandlag.

Iltindholdet er generelt stadig lavere end sidste år på samme tid, og ikke mindst i Århus Bugt plages man stadig af usædvanligt store algemængder. Samtidig ser det endnu skidt ud i Mariager Fjord og dele af Limfjorden samt i Lillebælt, hvor iltindholdet mange steder stadig er under de 2 mg/l, som de mest hårdføre fisk kræver for at overleve. Disse områder må således betegnes som værende i praksis fiskedøde.

Miljøstyrelsen vurderer endog, at der i år – trods en generel fremgang – endnu kan opstå iltsvind flere steder, dersom meteorologiske forhold betinger det.

31. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Laks i Østeråen

Ribe Å systemet har nu i flere år ikke kastet de havørreder af sig, som det gjorde i slutningen af 80’erne og begyndelsen af 90’erne, hvor der næsten hver sæson blev meldt om rekordstore havørreder fra såvel tilløbet Gelså som det nederste løb Vesteråen.

Nu er der imidlertid atter godt nyt fra den store sydvestjyske å, som stadig hører blandt landets mest produktive havørred- og laksevande. Det specielle er denne gang, at fisken hverken var en havørred – eller blev fanget i Gelså eller Ribe Vesterå. I stedet blev fisken fanget i Ribe Østerå, hvor kun borgere fra Ribe ifølge en gammel kongelig forordning fra 1200-tallet har fiskeret.

Og det drejede sig om en flot farvet hanlaks på ikke mindre end 11 kg, godt en meter lang. Fisken huggede på en wobler serveret af – godt gættet – en vaskeægte Ribeborger. Ingen slinger i valsen her!

25. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Mystik i Åbenrå Fjord

Åbenrå Fjord har lige siden sensommeren gispet efter vejret og været et af de steder i landet, hvor man har været mest plaget af iltsvind. På et tidspunkt var det så galt, at overfladevandet i bunden af fjorden nærmest vrimlede af liv – som var det Mariager Fjord under fjorddøden i ’97.

Midt i oktober oplevede man således flere steder, at overfladevandet nærmest var tykt af fisk, som gispede efter vejret. Men i modsætning til Mariager Fjord, hvor griske folk og fiskere skovlede de stakkels fisk på land for at sælge dem sort, så hjalp lokale folk ved Åbenrå Fjord de fisk til havs på dybere vand, som det nu lod sig gøre. Alligevel døde mange fisk – kvalt af iltsvindet eller ædt af mågerne, som naturligvis gik til fadet med vanlig overbevisning.

Pudsigt nok har man i Åbenrå Havn oplevet det usædvanlige, at der i samme tidsrum er blevet set og fanget vaskeægte laks i det lumre og iltfattige vand i inderfjorden. Således er der på stang landet fisk på over 6 kg, hvilket er meget usædvanligt.

25. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Hald Sø atter i respirator

Det gik alligevel ikke. Hald Sø, som nu i nogen tid forsøgsvis har måttet klare sig selv, har kastet det hvide flag i ringen. Uden ekstra ilt til bundvandet klarer den store og meget dybe sø med den langsomme vandudskiftning sig ikke.

Viborg Amt, som har stået for den langvarige genoplivning af amtets suverænt smukkeste sø, har derfor atter lukket op for ilten. I perioden siden 1985, hvor amtsrådet besluttede sig for et genoplivningsforsøg, har Hald Sø hvert år modtaget 200-350 tons ren ilt fra tanke på land og slanger på bunden. Effekten på vandmiljøet var så god, at man i årene 93-98 reducerede forbruget til 77 tons årligt.

For nylig lukkede man så helt for ilten for at se, om søen kunne klare sig selv. Det kunne den altså ikke, og amtet har derfor lukket op for ilten igen – foreløbig med 120 tons om året. Man regner med, at Hald Sø skal ligge i respirator i endnu 10-15 år, før den kan klare sig uden ilt. Trods stop for yderligere tilledning af spildevand. Trods opkøb og lukning af forurenende dambrug i Dollerup Bakker.

18. oktober 1999

© Steen Ulnits

* – Fiskeret lig fiskepleje?

På den seneste kongres slog Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) til lyd for, at retten til fiskeri fremover skal været nært forbundet med pligten til fiskepleje. Baggrunden for dette forslag var, at DSF’s medlemsforeninger i de senere år har oplevet støt stigende priser på fiskeretten i de bedste vandløb. Hvor fiskeretten tidligere blot har kostet 2-3 kroner per løbende meter, skal man nu flere steder op med 15-20 kroner for at få lov at beholde den fiskeret, man har haft gennem måske mange år.

Det er en uholdbar udvikling, mener DSF, hvis medlemmer jo via en aktiv fiskepleje i mange år har været stærkt medvirkende til, at der overhovedet var fisk i åerne. De har elektrofisket, strøget, klækket og opfodret den yngel og de årsfisk, der nødvendigvis måtte sættes ud for at få fisk at fiske efter. Ødelagte gydemuligheder og dårlig passage ved opstemninger havde og har længe umuliggjort en naturlig reproduktion af laksefisk i de fleste af vore vandløb.

Nu er fisketegnet imidlertid kommet til, og nu kommer pengene til opfyldning af alle de mange udsætningsplaner, som statens fiskeribiologer konstant reviderer, fra centralt hold. Nu betaler alle altså til den fiskepleje, som nogle få tidligere udførte frivilligt.

Det profiterer de lokale foreninger naturligvis på, for nu får de pludselig en hel masse foræret ved netop deres fiskevand. Som andre i flere tilfælde ikke har ret til at fiske i. Det selvsamme profiteter lodsejerne også på. De har nemlig fået frie hænder over for sportsfiskerne, som nu ikke længere er helt så nødvendige for, at der overhovedet er fisk i åen. Lodsejerne føler derfor, at de med sindsro kan sætte priserne op…

En uholdbar situation på alle planer. Sportsfiskerforeningerne frygter nu med rette, at de ikke fremover kan være med i konkurrencen om de stedse dyrere vandløb. At de skal blive overbudt af rige danskere (og tyskere – via danske stråmænd), som danner eksklusive konsortier med et fåtal velhavende medlemmer. Man frygter fra DSF’s side for sådanne udanske og udenlandske forhold. Derfor foreslår man nu, at retten til fiskeri skal være nært forbundet med pligten til aktiv fiskepleje.

Ideen er god og budskabet klart. Men skal man tage udmeldingen fra DSF alvorligt, kræver det naturligvis, at alle medlemsforeninger fremover åbner alt deres fiskevand for alle danske fiskere – på lige fod. Pengene, der finansierer de store udsætninger i vandløbene, er vi jo alle med til at betale via fisketegnet.

Vil man nyde, må man yde. Det må nødvendigvis gå begge veje.

15. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Forskning i fiskere

Nordisk Ministerråd, som ellers fører en lidt tilbagetrukket tilværelse i disse år, hvor nogle medlemslande er med i EU og andre ikke, har netop været med til at sparke en interessant ny undersøgelse i gang.

Det er Eva Roth fra Syddansk Universitet i Esbjerg, der skal være tovholder i projektet, som i høj grad har interesse for danske lystfiskere. Eva Roth har som lektor på Institut for Miljø- og Erhvervsøkonomi tidligere beskæftiget sig med den samfundsmæssige værdi af netop det rekreative fiskeri – hvad den betyder for lokalsamfundene i kroner og øre, omsætning, arbejdspladser og skattekroner. Eva Roth kender således sine pappenheimere, de stangsvingende danskere, bedre end mange andre.

Undersøgelsen, som indgår i et større samlet nordisk projekt, omfatter 28.000 borgere mellem 18 og 69 år. Heraf 5.000 danskere, som omfatter både fiskende og ikke-fiskende borgere. De vil alle blive spurgt ud om deres forhold til og mening om lystfiskeri og fritidsfiskeri. Besvarelserne – man håber på, at 50% af de adspurgte svarer – vil så blive samlet i en rapport, der skal være en form for vejviser for den fremtidige forvaltning af vore fiskeressourcer.

Rapporten forventes færdig næste sommer.

15. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Storlaks i Skandinavien

Laks kan blive store – det ved vi lystfiskere bedre end de fleste. De fleste kender sikkert også til den danske rekordlaks, som tobakshandler Dinesen listede op af Skjernå i 1954: 26,5 kg sølv frisk fra Atlanterhavet.

“Storlaks” er i regelen betegnelsen på laks over 10 kg, og dem fanges der hvert år adskillige af – trods atlanterhavslaksens mildest talt dårlige situation i disse år. Men laks over 20 kg er der meget langt imellem. Det er typisk fisk, som har tilbragt fire vintre i havet, før de blev kønsmodne første gang.

Nu har to af slagsen imidlertid meldt deres ankomst i dette efterår. To virkelige storlaks. Den ene kom fra Vemmingbund i Sønderjylland og vejede ikke mindre end 23 kg, 130 cm lang og 70 cm om livet. Den blev imidlertid ikke taget på stang, men i garn af en lokal fritidsfisker. Der er givet tale om en strejfer fra Østersøen – en kønsmoden og stærkt farvet fisk helt ulig de sølvblanke laks, der trolles i Pukaviken og omkring Bornholm. En fisk, som tydeligvis ledte efter ferskvand, og som derfor var søgt ind i det brakke Vemmingbund.

Den anden storlaks kom fra den svenske lakseelv Ljungan, vejede 25 kg og blev taget på stang af en meget glad lystfisker, der måtte kæmpe med den i en god halv time, førend den var tappet for kræfter. En fisk, der givet skyldes de store kompensationsudsætninger, som svenske vandkraftværker er blevet pålagt, siden de blokerede for laksenes gydevandring med etableringen af de opstemmede reguleringsmagasiner.

12. oktober 1999

© Steen Ulnits

* De første bævere udsat

I dag blev så de første ti bævere udsat ved Flynder Å i den nordjyske Kronhede Plantage. Under stor mediebevågenhed blev de importerede gnavere og dæmningsbyggere sat ud for at genskabe den “uforudsigelige dynamik” i naturen – den biodiversitet og mangfoldighed, som Skov- og Naturstyrelsen mener, at kun bæveren kan skabe. Målet er ganske enkelt at få genskabt noget af den sumpskov, som forsvandt med bæveren.

Om kort tid følger yderligere ti udenlandske bævere, som sammen med de første ti kan se frem til i hvert fald fem gode år. Det er nemlig den forsøgsperiode, som styrelsen ønsker for at kunne vurdere dyrenes effekt på naturen – før man tager stilling til eventuelle nye udsætninger andre steder i landet. De første ti bævere er tyske indvandrere fra Elben, hvilket de næste ti også vil være.

Det er første gang nogensinde, at Skov- og Naturstyrelsen går aktivt ind og genindfører et forlængst udryddet pattedyr. Den sidste “ægte” danske bæver menes nemlig uddød for 2.000 år siden. Og med den forsvandt også den omtalte sumpskov, som skyldes bæverens opstemmende dæmningsbyggeri.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) har indstævnet styrelsen for landsretten. DSF frygter, at bævernes genindførelse vil skade de i forvejen truede bestande af laksefisk. Dyrenes dæmninger kan nemlig hindre vandrefiskenes frie passage til og fra gydepladserne.

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Dybt vand under det halve Jylland

Grundvand er noget, som vi her i lille Danmark altid har været priviligerede med hensyn til. Det ligger ikke ret langt nede, og det er rent – filtreret gennem sand- og jordlag gennem århundreder og årtusinder.

Men massiv oppumpning nær store byområder har sænket grundvandstanden drastisk mange steder, og forurening fra landbruget med pesticider og næringssalte har flere og flere steder gjort drikkevandet udrikkeligt. Rent drikkevand er således ved at blive en mangelvare i store dele af landet.

Nu har geologiske undersøgelser imidlertid bekræftet en gammel teori om, at der dybt nede under det centrale Midt- og Sønderjylland ligger en stor reserve af det fineste drikkevand gemt. Foreløbige skøn siger, at der er omkring 75 kubikkilometer vand – nok til de næste 150 år. Blot skal det hentes op fra 3-400 meters dybde, hvor det ligger i et 30-40 meter tykt lag under aflejringer fra den sidste istid.

“Ribe-formationen” kalder geologerne dette relativt nyopdagede vandlag, som primært findes under dele af Ringkøbing, Ribe, Vejle og Sønderjyllands amter. De implicerede amter har tilsammen brugt 3 millioner kroner på at kortlægge forekomsten.

Naturligvis en glædelig nyhed. Man må blot ikke håbe, at de ansvarlige politikere nu læner sig mageligt tilbage og slækker på kravene til landbruget om en reduceret forurening af de bestående grundvandsreserver. Fordi man nu ved, at der alligevel er vand nok.

Geologerne advarer nemlig om, at der via dybe sprækker i jordbunden sagtens kan ske en nedsivning af forurenende stoffer til det rene vand i Ribe-formationen…

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Gyllefrit landbrug en mulighed!

Tyskerne er ikke bare et folkefærd, der gør tingene grundigt. Det er også et folk, der gennem årene gang på gang har dokumenteret, at de er i stand til at tænke radikalt nyt.

Således har tyskeren Hans Kemink udviklet en ny landbrugsmetode, der ikke blot er økologisk og giftfri, men som samtidig giver udbytte helt på højde med det industrialiserede og forgiftede landbrug.

“Kemink Exact” kaldes metoden, som har været udført i praksis på Samsø i de sidste 12 år. Som har givet så gode resultater, at Landbohøjskolen nu er gået i gang med at dokumentere metoden. Underligt blot, at der skulle gå mere end et årti, førend nogen tog metoden alvorligt. Underligt al den stund, vi lige præcis i dette tidsrum har bakset med hele to meget omfattende vandmiljø-handlingsplaner, som skulle redde det danske vandmiljø – indtil videre uden held.

Det så vi jo med al ønskelig tydelighed forrige år ved Mariager Fjord, som afgik ved døden efter omfattende iltsvind og bundvendinger – med det omkringliggende landbrug som leverandør af små 80% af næringssaltene, udvasket fra marker og enge langs fjorden og dens opland.

Men bedre sent end aldrig. Det specielle ved “Kemink Exact” metoden er, at den ikke giver jorden traktose – at jorden ikke mases sammen til en hård skorpe af store og tunge landbrugsmaskiner. I stedet kultiveres jorden fra små og lette traktorer, som kører i faste spor. Resultatet bliver en løs og luftig jord, som tillader regnvandet at nå ned i stedet for at løbe af. Og som tillader planternes rødder at nå ned til vandet i jorden. Derfor er der intet behov for ødelæggende kunstvanding, der kan tørlægge vandløb i sommertiden.

Samtidig gør pløjningen sammen med et sædskifte, at jorden beriger sig selv med kvælstof, som bakterier i jorden nu kan fiksere direkte fra luften. Også fosfor – det andet vigtige plantenæringsstof – formår jorden tilsyneladende at fastholde. Derfor er der intet behov for et årligt tilskud af kunstgødning og naturgødning – som alligevel for en stor dels vedkommende vaskes ud i det sårbare vandmiljø.

Endelig resulterer metoden i en jord, som er så rig på biologisk aktivitet – den er jo ikke dræbt af kemiske sprøjtegifte – at planternes modstandsdygtighed over for sygdomme mangedobles. Derfor intet behov for de farlige sprøjtemidler, som før eller siden har vist sig at havne i grundvandet.

Det undersøges nu, om metoden i stor stil kan omstilles til rendyrket kornavl. Indtil videre fungerer den kun i blandet drift med regelmæssige sædskifter, hvor korn, roer, kartofler, løg og porrer indgår.

Metoden er desværre oppe mod store kræfter. Landbrugets konsulenter vil næppe synes om den, og det samme vil næppe heller de store leverandører af kunstgødning og sprøjtegifte. Her tænker ingen på miljø. Her tænker alle på penge.

Men tænk engang, hvad et gyllefrit landbrug ville betyde for vandmiljøet. Det er næsten ikke til at fatte de positive konsekvenser af noget sådant.

– Hvorfor ikke blot påbyde det ved lov???

8. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Ti år med dansk naturforvaltning

Danmark har nu i 10 år haft en lov om aktiv naturforvaltning. Den har Skov- og Naturstyrelsen netop gjort status over.

I de forgangne 10 år er der til denne naturforvaltning anvendt 1,37 milliard skattekroner, hvoraf staten selv har brugt lige knap den ene milliard. For de resterende penge har vi danskere fået følgende:

484 hektar overdrev

979 hektar strandenge

1.067 hektar søer

1.079 hektar moseområder

1.331 hektar engarealer

1.421 hektar hedeområder

Det drejer sig således om ialt 6.361 hektar nye naturområder, der i snit har kostet samfundet 66.000 kroner per hektar. Det er således dagsprisen på ny dansk natur her ved udgangen af dette årtusinde.

Skov- og Naturstyrelsen frygter, at det nye Skjernå-projekt vil lægge sig hindrende i vejen for en fortsat aktiv dansk naturforvaltning. Dette projekt vil nemlig i mange år fremover lægge beslag på stort set alle de penge, der hvert år afsættes til naturforvaltning. Hvis ikke der findes nye midler til formålet, vil den danske naturforvaltning helt enkelt gå i stå.

Naturrådet og Danmarks Naturfredningsforening mener endog, at Danmark på række områder end ikke vil være i stand til at opfylde sine internationale forpligtelser på området. Således vil vi kunne komme på kant med EU’s habitatdirektiv, der blandt andet omfatter Gudenå-laksen.

For øvrigt jo en art, der af Skov- og Naturstyrelsen ikke anerkendes som havende indfødsret i Danmark længere. Modsat de tyske og svenske bævere, der nu indføres udefra…

6. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Værste iltsvind i 25 år

Farvandet nord for Fyn oplever nu det største og mest udbredte iltsvind, man har kendskab til i de seneste 25 år. Således er et område på størrelse med Lolland næsten uden ilt og aldeles uden fisk.

Iltsvindet findes på dybder over 15 meter, hvor selv de største bølger ikke kan nå ned og sætte vandmasserne i omrøring. Selv i Storebælt, hvor frisk strøm ellers normalt sørger for et rimeligt iltindhold, kniber det nu i år. Fyns Amt giver den lange, stille og varme sommer skylden for det ekstraordinært store iltsvind – oven på et meget vådt forår med en ekstraordinært stor udvaskning af næringssalte.

Mere realistisk og konkret var det dog nok at give landbrugets fortsatte udledninger af primært kvælstof – trods hele to vandmiljø-handlingsplaner – den største del af skylden for de massive iltsvind. Landbruget vil ikke høre – vil ikke betale for den forurening, de dag ud og dag ind påfører det danske vandmiljø.

1. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Nye regler for trolling pr. 1. oktober

Fra dags dato den 1. oktober 1999 træder de nye regler om trolling-fiskeri i kraft:

• De nye regler for trolling-fiskeri indebærer blandt andet, at der indføres et generelt forbud mod trolling- og dørgefiskeri fra et fartøj, der drives ved motorkraft, inden for en afstand af 100 m fra lavvandslinjen.
• Uden for 100 m fra lavvandslinjen, samt uden for enkelte begrænsede områder, tillades visse former for spiling, idet det dog tilstræbes, at dette foregår på en skånsom måde i forhold til andet fiskeri og i forhold til, at der er tale om et rekreativt fiskeri. Paravanen el. lign., der er egnet til at spile redskabet, skal være monteret direkte på linen (f.eks. en Dipsy Diver), og der må kun anvendes ét endeagn pr. line.
• For visse begrænsede områder i Isefjorden, Roskilde Fjord, Øresund og Køge Bugt, hvor der foregår et omfattende erhvervsfiskeri, indføres en begrænsning i antallet af fiskestænger pr. person og pr. båd. Det drejer sig om to stænger pr. fisker og i alt fire stænger pr. båd. Desuden er spiling ikke tilladt i disse områder.

De fuldstændige regler er anført i “Bekendtgørelse nr. 270 af 1. maj 1999 om visse former for lystfiskeri “.

1. oktober 1999

© Steen Ulnits

* Spil om spiling

Ifølge den nye bekendtgørelse om trolling (se ovenfor) er det nu igen tilladt at bruge spilende redskaber – blot de fiskes direkte på linen og ikke fra en mast.

I det hele taget har netop de spilende redskaber været genstand for megen diskussion gennem de seneste år. Først var de tilladt (fordi ingen så noget problem her). Så var de måske forbudt (fordi nogen havde stillet spørgsmålstegn ved dem). Så blev de decideret forbudt (fordi nogle erhvervsfiskere havde set sig sure på dem). Og så blev de altså tilladt igen (blot de fiskes direkte på linen)…

Inden da lykkedes det imidlertid Fiskerikontrollen at “opbringe” et par formastelige (!) trolling-fiskere, som blev taget på fersk gerning – med bukserne nede og spilerne ude – under sidste års “Scandinavian Trolling Masters”. Den anstødelige gerning, som var sponseret af “Dipsy Diver” og som netop da var forbudt, blev takseret til en bøde på kroner 1.000,-.

Et beløb, der står i skærende kontrast og misforhold til de småbøder, der uddeles til erhvervsfiskerne, når de har landet ulovlige fisk i tonsvis…

1. oktober 1999

© Steen Ulnits