* MF’er opfordrer til miljøkriminalitet

Fremskridtspartiet står over for store problemer. Kirsten Jacobsen, der enehændigt har tegnet partiet og reddet det fra spærregrænsen, er ved at takke af. Kim Behnke, der er politimand af uddannelse, kæmper desperat for at profilere sig og partiet, så han ikke skal tilbage til politiet efter næste valg.

Det gør han ved at opfordre til kriminalitet. Højesteret har netop stadfæstet – som nævnt andetsteds på denne side – at de dyrkningsfri bræmmer ved bredden af søer og vandløb ikke er nogen ekspropriering og derfor ikke udløser nogen erstatning.

For politimand Kim Behnke gælder Højesteret ikke længere som landets øverste myndighed. Han opfordrer nu direkte landets mange landmænd til at se stort på kendelsen og fortsætte med at dyrker deres marker helt ud i vandløb og søer. En konkret opfordring til kriminalitet. Af en politimand.

Den største taber bliver vandmiljøet – ud over naturligvis Kim Behnke, der har alle chancer for at ryge ud af Folketinget ved næste valg, når han ikke længere har Kirsten Jacobsen til at hjælpe sig ind.

Det er således ikke vandmiljøet, der står øverst på Fremskridtspartiets ønskeliste. Det største ønske er tilsyneladende at kapre stemmer fra Venstre ved næste valg…

28. september 1998

Steen Ulnits

* Fuld fart frem i fiskerierhvervet

Det går godt for det danske fiskerierhverv. Efter nogle år i bølgedalen med kreativ bogføring af ulovlige fangster, sagsanlæg og store bødestraffe står bankerne nu atter i kø for at låne fiskerne penge til nye skibe.

Vi har tidligere omtalt Esbjerg-fiskernes planer om nye kæmpestore fabrikstrawlere til skidtfiskeri. Nu er seks skippere i Thyborøn ved at få bygget nye skibe til en samlet pris af omkring 200 millioner kroner.

Den megen grøde i fiskerierhvervet er farlig, mener imidlertid fiskernes egen formand, Bent Rulle fra Læsø. Han frygter for en ophedet økonomi efter de seneste to gode år for fiskerierhvervet og maner derfor til besindelse. De store skibe må og skal jo både forrentes og afskrives, og der må og skal derfor fanges fisk – for enhver pris.

Det er dog nok tvivlsomt, om han får nogen indflydelse på de frie markedskræfter, som er så stærke i netop fiskerierhvervet. Fiskerne har ved talrige lejligheder vist, at de er endog meget dygtige til at save den gren over, de selv sidder på – ved at overfiske de fiskebestande, de selv er så afhængige af. Det er indtil videre blandt andet gået ud over lodde, sild og makrel i Nordatlanten…

28. september 1998

Steen Ulnits

* Atter årstid for iltsvind…

Så er det atter tid for de årlige iltsvind i de indre danske farvande… Efter en lang og våd vinter fulgte en lang og våd sommer – begge med unormalt stor udvaskning af næringssalte fra marker og enge til åer, søer og fjorde.

– Vi kan kun håbe på blæsevejr, lyder det optimistisk fra Miljøstyrelsen. – Vejrets indflydelse på iltsvindet er helt afgørende.

Alt i alt betyder det, at der i år er mere kvælstof i vandet og dermed større risiko for iltsvind end normalt. Og får vi et stille efterår uden storme, er der lagt op til nye iltsvind og bundvendinger. Skidt står det til i de dybe havområder og en del østjyske fjorde, hvor et tungt lag saltvand har lagt låg på og isoleret bundvandet fra den øvrige vandmasse. Værst ser det dog ud i det sydlige Lillebælt, hvor man allerede nu kan måle giftig svovlbrinte fra iltsvindene.

Vi må nu sætte vor lid til Vandmiljø-handlingsplan II, som afløste den utilstrækkelige forgænger, der ikke formåede at få landbrugets udledninger af kvælstof begrænset. Det var landbruget, der leverede 77% af den kvælstof, som sidste år tog livet af Mariager Fjord.

28. september 1998

Steen Ulnits

* Bræmmer ved bredden…

I 1992 – som opfølger til og forstærkning af vandmiljø-handlingsplanen fra 1986 – vedtog Folketinget, at der langs samtlige danske vandløb skulle være en 2 meter bred dyrkningsfri bræmme.

Bræmmen skal dæmme op for den store udvaskning af næringssalte, der ellers sker fra de dyrkede og gødede marker. Næringssalte, som siden havner i søer og fjorde, hvor de medfører algeblomst, iltsvind og i værste fald bundvendinger som dem, vi sidste år så ved Mariager Fjord. Her stammer 77% af det udledte kvælstof fra netop landbruget.

Landbruget opponerede straks mod den nye bestemmelse, der ikke gav lodsejeren nogen form for økonomisk kompensation. Deres organisationer beregnede, at de dyrkningsfrie bræmmer ville påføre landbruget et tab på 300 mio. kroner i form af tabte jordværdier. Samt 30 mio. kroner i faldende høstindtægter.

Manglende interesse for miljøet eller stor interesse for egen økonomi har lige siden lovens vedtagelse gjort, at bønderne de fleste steder stadig pløjer, gøder og dyrker deres marker helt ned til vandløbene. Med den store udvaskning af næringssalte til vandmiljøet, som denne praksis ifølge de seneste undersøgelser medfører.

Landbruget tabte i første omgang sagen ved Landsretten, som fandt det helt legalt, at landbrugerne ikke skulle have kompensation for de mistede 2 meter. Sagen blev derfor anket til Højesteret, som idag fældede den endelige dom i sagen – 6 år efter lovens vedtagelse i Folketinget.

Højesteret besluttede, at der ikke var eller er tale om ekspropriation. Højesteret fremhævede, at indgrebet for de allerfleste landmænd ikke har nogen væsentlig betydning. Retten kaldte samtidig loven for “velbegrundet”, idet en fortsat dyrkning af vandløbsnære områder betyder en “væsentlig forøgelse af risikoen for forurening af vandløb med betydelige rensningsudgifter til følge”.

Med andre ord: Højesteret mener ikke, at landbruget fortsat skal have lov til at påføre det øvrige samfund millionstore udgifter til vandrensning. Der er langt om længe trukket en streg i sandet, og den går altså 2 meter fra bredden af vandløb og søer. Som det blev vedtaget af hensyn til vandmiljøet allerede i 1992.

Med Højesterets endelige afgørelse er der nu lagt op til, at amter og kommuner kan gribe til politianmeldelse og bødestraffe for at holde landbruget de lovbefalede 2 meter væk fra vandløb og søer.

21. september 1998

Steen Ulnits

* Et Tange-vækkende møde…

Den 17. september 1998 havde Viborg Amt indkaldt til en stor høring vedrørende Gudenåcentralen og Tangeværkets fremtid. Ikke færre end 250 personer fra nær og fjern var mødt op for at høre nærmere og give deres besyv med. Sågar en engelsk ekspert i fiskepassager var indkaldt som “vidne” i denne sag, der med større eller mindre styrke har huseret siden Tangeværkets bygning i 1920’erne.

Den engelske ekspert konkluderede straks, at den nuværende fisketrappe ikke dur. Vandføringen er for lille, og åbningen er forkert placeret. Samtidig er afgitringen for såvel de optrækkende gydefisk som de nedtrækkende smolts utilstrækkelig.

Økologerne konkluderede dernæst, at Tange Sø medfører en stor algeproduktion, faretruende høje pH-værdier og en øget vandtemperatur. De fremhævede dog også, at Tange Sø i et større perspektiv er med til at fjerne 15% fosfor og 20% kvælstof fra det samlede vandsystem.

Biologerne supplerede med, at smolten udsættes for en meget høj dødelighed (85%) på vej ned gennem søen. Tilsvarende vil et kort omløbsstryg ikke kunne sikre en selvreproducerende bestand af laks og havørreder. Det vil kun et omløbsstryg langs hele søen gøre – samt naturligvis en tømning af Tange Sø med påfølgende retablering af det gamle Gudenå-leje.

Et omløbsstryg langs hele søen vil koste i størrelsesordenen 50-100 mio. kr – med priser på helt op til 200 mio. som mulige. En tømning af Tange Sø og genskabelse af Gudenåen vil tilsvarende koste omkring 50 mio. kr.

Gudenåcentralens koncession på udnyttelse af Gudenåens vand til vandkraft udløber år 2001. Afgørelsen omkring Gudenåen og Tangeværkets fremtid er nu helt og aldeles politisk.

Der vil senere komme en udførlig artikel om høringens resultater.

17. september 1998

Steen Ulnits

* Endelig dom over dambrugere!

Så lykkedes det endelig! Igår blev en mærkedag i vandmiljøets historie. Igår stadfæstede Højesteret nemlig en dom fra landsretten i 1995, som gav Miljøministeriet og Miljøklagenævnet medhold i en lovgivning fra 1989.

Det drejede sig om den såkaldte “dambrugsbekendtgørelse”, som daværende miljøminister Lone Dybkjær udstedte i forlængelse af vandmiljø-handlingsplanen fra 1986. En bekendtgørelse, som dels satte loft over dambrugenes foderforbrug og dermed forurening – dels stillede krav om, at dambrugene fremover ikke må bruge mere end halvdelen af åernes vandføring. Tidligere havde dambrugene ofte taget alt vandet ind i de tørre sommermåneder – med det for vandløbet så triste resultat, at det kunne være tørlagt totalt over lange strækninger.

Som et led i en forhalingspolitik indklagede landets omkring 500 dambrugere straks den nye lov for domstolene – med bemærkninger om, at erhvervet ikke kunne leve med sådanne indskrænkninger. Man mente endvidere, at man havde en hævdvunden ret til at bruge de danske vandløb efter forgodtbefindende – uanset konsekvenserne for vandmiljøet.

Det havde man altså ikke. Og nu siger dambrugerne da også selv, at de sagtens kan leve med den bekendtgørelse, de i sin tid opponerede så voldsomt imod…

Men nu venter så en stribe retssager på deres afgørelse ved domstolene. Et stort antal dambrugere står nemlig anklaget for at have haft et foderforbrug, der var større end det tilladte. Der er fra myndighedernes side stillet krav om konfiskation af den ulovlige fortjeneste samt bøder i den tunge ende.

Det tog næsten ti år at komme så langt…

16. september 1998

Steen Ulnits

* Færre torsk til danske fiskere

Torskekvoten for Østersøen blev endnu engang reduceret, da Den Baltiske Fiskerikommission for nylig i Warzawa fastsatte, hvor mange torsk der må fanges i 1999.

Biologerne havde anbefalet 126.000 tons, hvilket kommissionen accepterede og vedtog. Det er 14.000 tons mindre end i år, men får næppe nogen praktisk betydning for fiskeriet. Det ser nemlig ud til, at fiskerne slet ikke er i stand til at fange så mange!

Danmark er en af de helt store fiskerinationer på Østersøen, idet vi har omkring en fjerdedel af den samlede torskekvote. Udgangspunktet for vort fiskeri er primært Bornholm.

16. september 1998

Steen Ulnits

* Færre sild til danske fiskere

Ved det årlige møde for Den Baltiske Fiskerikommission i Warzawa anbefalede biologerne, at der sker en halvering i fangsten af sild og brisling i 1999.

Det accepterede kommissionen imidlertid ikke, men vedtog i stedet – med hvilken begrundelse vides ikke – at fangsterne kun skal reduceres med 15%.

Der er et nært samspil mellem netop sild og torsk. Torskene æder de voksne sild, mens sildene æder torskenes æg og yngel. En balance mellem de to fiskearter er således meget vigtig for fiskeriudbyttet af begge fisk.

16. september 1998

Steen Ulnits

* Handicappede står til søs i egen båd!

Skovens Fiskeklub på Als i Sønderjylland har altid været lidt for sig. På kant med flere af landsdelens øvrige klubber, som ikke vil lade dem at være med til at bestemme over de penge, de selv har betalt til Sønderjysk Ørredfond – med lokal fiskepleje for øje.

Nu har Skovens Fiskeklub imidlertid barslet med et nyt initiativ, der specielt er til glæde for lokalområdets handicappede fiskere. Som har svært ved at deltage i klubbens fiskekonkurrencer, da de i sagens natur ikke kan hverken køre inde på stranden eller vade ude i vandet. Hvad klubbens øvrige medlemmer og konkurrencedeltagere jo kan.

Det satte Skovens Fiskeklub sig for at gøre noget ved. Henrik Fenneberg, som er formand i klubben, fortæller, at klubben i alt sendte 130 ansøgninger til forskellige fonde. Det gav samlet 120.000,- kroner, hvoraf Friluftsrådet diskede op med de fleste, nemlig 50.000,- kroner. Blandt de øvrige glade givere var lokale banker og virksomheder, som gerne ville støtte det gode formål.

Klubbens nye handicapbåd er en engelsk Warrior 165 monteret med en 50 HK Honda 4-takter. Sættet har med en Rapid trailer kostet klubben omkring 110.000,- kroner. Læg hertil forsikringen, og de indsamlede 120.000,- kroner er brugt.

Båden har en lille hardtop, hvor ting og sager kan ligge sikkert under sejlads – og tørt, ikke mindst. Hvad vigtigere er, så har netop denne model måske markedets største plane dørk – ideel til netop kørestolsbrugere, der ikke finder plads nok i ret mange andre både i denne størrelsesorden.

Henrik Fenneberg fortæller, at en havneplads i Sønderborg nu står som næste punkt på ønskesedlen – samt en lift til at hejse kørestolene ombord. Den lokale sejlklub har gratis 5 ledsagebåde liggende, så mon ikke der bliver plads til en til? Det håber Skovens Fiskeklub i hvert fald på.

Klubbens handicappede medlemmer har naturligvis førsteret til den nye båd. Men når den ellers er ledig, kan klubbens øvrige medlemmer frit disponere over den. Det gjorde de således under en testtur til Øland i Sverige, hvor gedder og aborrer kom på dækket. Hvor den nye båd for alvor beviste sit værd – og sin sødygtighed! Resten af året skal den sættes ind mod de mere lokale havørreder, torsk og fladfisk i det sydlige Lillebælt.

Et prisværdigt initiativ, som sikkert vil kunne gennemføres mange andre steder i landet, hvor handicappede fiskere har vanskelig adgang til fiskevandet. Ideen er i hvert fald givet videre!

10. september 1998

Steen Ulnits

* Billige klassesæt af “Fisken og Vandet”

Jeg har opkøbt restpartiet af min bog “Fisken og Vandet” fra 1985.

Den egner sig til undervisningsbrug og er i vid udstrækning blevet brugt til formålet. Det er en bog, der kommer vidt omkring. Første halvdel beskæftiger sig med fisken, dens fysiologi, biologi og opførsel. Anden halvdel omhandler vandmiljøet i å, sø og hav.

Klik under “Bøger” for en nærmere beskrivelse.

Klassesæt (minimum 10 stk.) sælges for kr. 25,- stykket, så længe lager haves.

Henvendelse til undertegnede pr. telefon, fax eller e-mail.

10. september 1998

Steen Ulnits

* Billige klassesæt af “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening?”

Jeg har på samme måde opkøbt et lille restparti af min bog “Fiskeopdræt – fremtid eller forurening?” fra 1991.

Det er en skolebog, som fortrinsvis er tiltænkt folkeskolens 9. og 10. klasser. Den indeholder dog mange oplysninger af interesse for enhver lystfisker og/eller fiskeinteresseret.

Klik under “Bøger” for en nærmere beskrivelse.

Klassesæt (minimum 10 stk.) sælges for kr. 25,- stykket, så længe lager haves.

Henvendelse til undertegnede pr. telefon, fax eller e-mail.

10. september 1998

Steen Ulnits

* Årsdagen for fjordens død…

Den 28. august sidste år gik det galt for Mariager Fjord. Efter 25 års overvågning af vandmiljøet skete endelig det, som bekymrede biologer havde forudsagt ville ske omkring år 2000: At fjorden døde i en total bundvending…

Du kan læse om baggrunden for Mariager Fjords død i en artikel nederst på denne side. Men du kan ikke læse noget om, hvad myndighederne i det forgangne år har gjort for at hindre en gentagelse.

De har nemlig intet foretaget sig. Absolut intet. Bevares, man undersøger skam stadig fjorden – angiveligt for at blive klogere på, hvad der egentlig sker i vandmiljøet. Selv om man udmærket godt ved det. Man har sågar indkøbt en helt ny båd til monitering/overvågning af fjorden. Men fjorden selv svæver stadig og konstant på randen af en ny iltsvindskatastrofe.

Dette blot som stof til eftertanke på 1-årsdagen for Mariager Fjords død. De af os, der oplevede det, kan stadig mærke stanken af svovlbrinte svide i næseborene…

28. august 1998

Steen Ulnits

* Blus på havørredfiskeriet…

Der lægges i disse dage op til reduktioner i det omsiggribende danske fritidsfiskeri. Sportsfiskerne har gjort sig til fortalere for, at der fremover kun må fiskes med to garn per fritidsfisker – mod de nuværende seks.

Og de har den biologiske baggrund i orden. Det fremgår af artiklen om den af fødevareministeren indkaldte konference i Viborg sidste år. Artiklen finder du nederst på denne side.

Fritidsfiskerne slår sig naturligvis i tøjret og vil ikke give afkald på de nuværende seks garn. Heller ikke selv om der nu er et decideret omsætningsforbud, som gør det ulovligt for dem at sælge eller på anden måde omsætte sorte fisk.

Men fritidsfiskerne er et opfindsomt folkefærd, som nu har gravet de gamle fiskemetoder frem af skuffen. For hvis man nu ikke længere må sælge sin fangst og måske ikke i fremtiden bruge mere end to garn, så må der jo kompenseres til anden side.

Det ser således ud til, at “blusning” – en hæderkronet fangstmetode fra petroleumslampens dage – igen er ved at vinde indpas ved de danske fjorde. Blusning består i, at man i en båd stager sig frem på ganske lavt vand – om natten og i lygtens skær – mens man står klar med sin lyster på fordækket. Klar til at hugge til, når en ål eller havørred glider ind i lygtens skær.

De fleste forbinder blusning med gamle dage og fede ål. Imidlertid ser det nu ud til, at havørreden i stigende grad er kommet i fokus som bytte. Og spørger man landets fiskeridirektorater, så er det fuldt lovligt at blusse – med nogle få fjorde som undtagelse. Det er ligeledes helt legalt at gå målrettet efter havørreder – med specielle “laksejern”, der giver mindelser om bjørnefælder og deslige…

Havørreden er et let bytte under blusning, da den netop er nataktiv og meget ofte træffes på ganske lavt vand i nattetimerne. Og så er den ikke det mindste bange for blusserens lygte – snarere tværtimod. Stik modsat dens opførsel i åen, hvor selv den mindste lygte kan ødelægge fiskeriet, hvis den lyser ud over vandet.

Blusning af ål og havørreder er en nærmest forhistorisk fiskemetode, som ikke hører vore dage til. Dels har ingen længere brug for fisk for at overleve. Og dels er blusning en metode, som på ingen måde giver mulighed for at vurdere, om fiskene er lovligt bytte – over målet og ikke i gydedragt – førend det er for sent.

Når først laksejernet har klappet om havørredens sider, er den færdig. Også selv om den skulle rive sig løs og slippe bort – med blodet drivende fra de skamferede sider.

Der er kun en løsning på den praksis: At forbyde al stangning og blusning af havørreder. Det bør være endegyldigt slut med de specialiserede og barbariske laksejern!

28. august 1998

Steen Ulnits

* Mystik omkring Musholm…

I Musholm Bugt syd for halvøen Reersø på Vestsjælland ligger landets største havbrug, Musholm Lax A/S. En kontroversiel størrelse, som længe har vakt debat. For havbrug forurener, og havbrug kan intet gøre for at begrænse deres forurening. Den ryger lukt ud gennem netmaskerne – i form af foderrester og fækalier fra fisken – lige ud i vandmiljøet. Det samme gør medicinrester og antibiotika.

Musholm Lax er netop blevet indklaget for Miljøstyrelsen. Det er Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Danmarks Jægerforbund, der sammen har klaget over Vestsjællands Amt, som har givet Musholm Lax tilladelse til at fordoble produktionen – og med den forureningen.

Vestsjællands Amt har således givet grønt lys for, at der fremover udledes totalt urenset spildevand indeholdende 50 tons kvælstof og 6 tons fosfor årligt. For slet ikke at tale om medicinrester og antibiotika, der ikke nævnes med et ord. Alene kvælstofudledningen – hvis den nye tilladelse går igennem – svarer til forureningen fra mere end tre byer på størrelse med Holbæk, skriver de tre foreninger i deres klage til Miljøstyrelsen.

De tre foreninger, som tilsammen tæller omkring 350.000 medlemmer, mener, at tilladelsen er i klar modstrid med den regionsplan, som gælder for Musholm Bugten. I 1991 søgte Musholm Lax ligeledes om en fordobling af produktionen, men fik dengang et klart nej.

Musholm Lax A/S ejes af direktør Kurt Malmbak-Kjeldsen – kendt blandt lystfiskere for sin bog om havørredfiskeri og for sit sæde i bestyrelsen for Dansk Laksefond, der har til formål at bevare vildlaksen.

Onde tunger påstår imidlertid, at Malmbak-Kjeldsen – som en af Storebælts største enkeltforurenere – køber sig aflad for sin forurening af vandmiljøet ved samtidig at være med i Dansk Laksefond. Red vildlaksen i Nordatlanten med den ene hånd – ødelæg vandmiljøet i Storebælt med den anden. En kombination, som mange sportsfiskere har svært ved at forstå eller acceptere.

Interesserede kan klikke på “Artikler” her på denne hjemmeside og finde en række supplerende artikler om dambrug og havbrug.

28. august 1998

Steen Ulnits

* – Funder Å fri for Fiskeopdræt!

Funder Å starter sit sprudlende udspring øverst oppe på den jyske højderyg. Fra kilder i Funder Bakker pibler og risler vandet frem og bliver til starten på et af landets smukkeste og hurtigst strømmende vandløb.

Funder Å var et af fiskeren og forfatteren Paul Wellendorfs foretrukne fiskevande. Mange husker sikkert stadig hans billeder fra den vidunderligt skønne å, som snoede og bugtede sig vej gennem de smukke Funder Bakker. Ren idyl og rent vand med masser af dejlige danske rødplettede bækørreder.

Men så kom dambrugene til landet. Som paddehatte skød de op langs de jyske åer – med Funder Å som en af de første bidragere til en ny æra i dansk fiskeri. Først med kildeørreder, som stortrivedes i det kolde kildevand fra Funder Å. Siden med regnbueørreder, som bedre kunne tåle de højere vandtemperaturer ved andre åer.

Det hurtigt strømmende, kolde og klare vand, som Funder Å havde at byde på, tiltrak dambrug som fluer. Det ene dambrug efter det andet blev etableret, og såvel vandkvaliteten som vandløbskvaliteten forringedes dramatisk.

Opstemninger gjorde, at vildfiskene ikke længere kunne nå deres gydepladser – som i mange tilfælde også slammede til opstrøms de selvsamme opstemninger. Og fækalier og foderspild fra de mange fisk i dammene drænede åvandet for ilt og lagde et tykt slamlag på bunden.

Århus Amt, som ellers er ret bevidst om vandmiljøet, har netop fået en kedelig sag på halsen ved netop Funder Å. Amtet har nemlig godkendt fem dambrug ved det højt klassificerede vandløb, som ifølge lovgivningen ikke må påvirkes eller belastes af menneskelig aktivitet.

Danmarks Sportsfiskerforbund klagede over godkendelsen og fik medhold af Miljøstyrelsen, som heller ikke kunne acceptere Århus Amts godkendelse af dambrugene og den deraf følgende nedprioritering af Funder Å.

De fem dambrug, som Århus Amt altså godkendte og Miljøstyrelsen afviste, har nu anket dommen til Miljøankenævnet – den sidste instans i systemet. Det var dem, der i sin tid godkendte opstemningen ved Vilholt Mølle – trods alle andre instansers gode viljer for en nedlæggelse og retablering af Gudenåen på den pågældende strækning…

28. august 1998

Steen Ulnits

* Tyske Turister Tonser Torsk i Tusindvis!

– og sælger dem hjemme i Tyskland! Men danske lystfiskere må ikke sælge danske fisk fanget i danske farvande – ifølge det nyeste omsætningsforbud fra Fødevareministeriet…

Fisketurisme er en dejlig ting, hvis man altså selv er fisketurist i et fremmed land eller en fremmed egn. Så giver det nye oplevelser ved nye vande – med nye fiskearter og nye fiskekammerater.

Fisketursime er også en dejlig ting, hvis man er en af dem, der kan tjene penge på det. Hvis man er i turistbranchen og/eller råder over et attraktivt fiskevand, som kan lejes ud.

Men fisketurisme kan også være et tveægget sværd, for hvad er egentlig fisketurisme? – Og er der forskel på fisketurister – nogle, som er mere “ønskværdige” end andre? Læs i hvert fald nedenstående historie, som giver stof til eftertanke:

En tysk bådudlejer med udgangspunkt i Fynshav på Als har i et tysk fiskemagasin reklameret med sin virksomhed og givet et konkret eksempel på, hvad hans tyske fisketurister fangede i ’96: I det konkrete tilfælde havde 2 tyske lystfiskere været på besøg i 12 dage. De havde fanget over 1.000 torsk, som resulterede i 273 kg fileter. Altså over et kvart ton friske torskefileter til to mand!

Det er der naturligvis ingen – selv ikke med den største familie – som kan fortære selv. Når man fanger og hjembringer så mange fisk som fisketurist, så er det naturligvis for at sælge dem. Og regner man lidt på det, så er der rigtig mange penge i det. Et kg friske danske torskefileter koster således idag kr. 89,-. Sælger man 273 kg fileter til den kilopris, indbringer det kr. 24.297,-.

Et beløb, som er rigeligt til at dække samtlige udgifter til fisketuren ind igen – og lidt til. – Men er det rimeligt, at tyske lystfiskere sådan opfisker danske fisk for at sælge dem i Tyskland? – Og er det i det hele taget lovligt? Vi har jo fået et omsætningsforbud, der gør noget tilsvarende aldeles ulovligt for danske lystfiskere. – Må tyske lystfiskere så godt gøre det?

Som medlemmer af EU er vi jo alle i samme båd, so to speak. Det vil derfor være helt og aldeles urimeligt, om en praksis som ovenfor beskrevet er lovlig. Fødevareministeren er kontaktet, og hans svar bringes snarest muligt.

20. august 1998

Steen Ulnits

* Fantom-fiskeri…!

Enhver dreng har sikkert fulgt tegneseriehelten Fantomet – alias Mr. Walker eller “ånden, der går igen” – og hans ubarmhjertige jagt på alskens forbrydere gennem årene.

Det meste er hidtil foregået i junglen, hvor også Fantomets udkårne – diplomatkvinden Diana og stedsønnen Rex – holder til. Nu har seriens forfatter og tegner – Falk & Barry – udvidet Fantomets virke til også at omfatte søterritoriet.

I den seneste historie har Mr. Walker således netop lagt hånd på en håndfuld aldeles usympatiske og langskæggede tyvfiskere i tropehavet. Men Fantomet er trods alt barmhjertigheden selv. Hør blot på de vise ord, der flyder af hans mund – omend med et sikkert greb om den altid skarpladte pistol:

“I fisker ulovligt her, men jeg kom for at slå en handel af.”

“Jeres liner er op til 25 kilometer lange og fanger en masse fisk.”

“Del fangsten med morierne. Tag så hjem og kom aldrig tilbage!”

Man kan diskutere det rimelige i at slippe så billigt – ustraffet – fra decideret tyvfiskeri. Men man kunne ønske sig, at fiskerikontrollen rådede over lige så probate virkemidler, og at de var lige så beslutsomme i deres indgriben!

Læs eksempelvis om det ulovlige piratfiskeri, som Danmark og Norge bedriver i henholdsvis Antarktis og Arktis – i “Notitser fra 2. kvartal 1998”. Her kunne vi godt have brugt en håndfast mand som Fantomet…

20. august 1998

Steen Ulnits

* Sønderjyske dambrug forurener mindre, men…

En rapport fra Sønderjyllands Amt viser, at amtets dambrug forurener markant mindre end tidligere. Således er der i perioden 1989-97 sket et fald i udledningen af organisk stof på 78%. Tilsvarende er udledningerne af kvælstof og fosfor faldet med henholdsvis 78 og 67%.

Nu er Sønderjyllands Amt ikke noget særligt dambrugsbelastet område – i hvert fald slet ikke sammenlignet med Ringkøbing Amt, hvor størsteparten af landets dambrug ligger. Og det er naturligvis glædeligt, at dambrugene nu tilsyneladende – i lighed med det øvrige samfund bortset lige fra landbruget – også har reduceret deres forurening af de danske vandløb, søer og fjorde.

Men det ændrer desværre ikke på et af de allerstørste problemer ved dambrugsdriften – at dambrugene nødvendigvis må stemme åernes vand op for at kunne lede det ind gennem de fiskefyldte damme.

Det er disse opstemninger, som er det virkelige problem ved dambrugsdriften. Enhver opstemning af strømmende vand er af det onde for vandløbets oprindelige fiskebestand, som ikke længere kan vandre frit til gydepladserne. Der for øvrigt ofte også ødelægges af den tilslamning, som altid sker opstrøms opstemninger.

Så vist er der grund til at glæde sig over den reducerede forurening fra de sønderjyske dambrug. Men det virkelige problem – opstemningerne – er der altså stadig.

Interesserede kan læse mere under “Artikler”, hvor der ligger hele fire artikler om fiskeopdræt og dambrugsdrift – samt yderligere én om norske burlaks.

18. august 1998

Steen Ulnits

* Biltyveri i Egå Marina

En dejlig solskinsdag blev til et mindre mareridt for de mange, der forrige søndag var taget ud til Egå Marina for at sejle en tur eller blot nyde synet af de mange både.

Vi var netop kommet i land efter en god eftermiddag på henholdsvis Århus Bugt og Ebeltoft Vig. Jeg havde været heldig og haft to hornfisk og to havørreder i båden. Peter Sommer havde prøvet efter pighvar, men ikke haft heldet med sig.

Vi stod netop og diskuterede fiskedagen – med biler og både sikkert oppe på trailerne – da Peters store Volvo 850 pludselig begyndte at køre. En biltyv havde følt sig lidt for fristet af bilen, der stod med nøglerne i tændingslåsen – og med båden klar til at blive spulet ren og kørt ud gennem bommene, der afspærrer slæbestedet.

Det blev en voldsom oplevelse. Tyven fortsatte med hjulspin gennem den første port, hvor han imidlertid kolliderede med en stålbjælke. Herved blev båden – en 18 fods With – revet af traileren.

Biltyven fortsatte imidlertid ufortrødent – nu med båden slæbende afsted ved siden af traileren. I en sky af grus og støv tog han de to 90 graders sving, som ledte ud mod friheden og den sidste bom. Undervejs fejede båden afsted og torpederede tre parkerede biler, inden tilstrømmende folk og fiskere spærrede biltyven den videre vej ud.

Det var imidlertid ikke nok. Han drejede ind på en parkeringsplads, hvor han kørte rundt som en gal – lavede hjulspin, så gruset sprøjtede og folk spredtes for alle vinde. Her torpederede han yderligere to parkerede biler, inden han kunne fortsætte ud i friheden – op på Grenåvej og videre ind til Lystrupvej, hvor den nu noget havarerede bil med trailer blev efterladt ved Mossøvej.

En ellers dejlig søndag blev på denne måde effektivt ødelagt af en sindssyg biltyv, der spredte skræk og rædsel blandt de mange glade mennesker på marinaen.

Et under, at ingen kom noget til. Det vrimlede ellers med småbørn og deres forældre i solskinnet den eftermiddag…

17. august 1998

Steen Ulnits

* Bådtyveri i Marselisborg Havn

Det var ikke kun i Egå Marina, at den var gal den forrige, solskinsfyldte søndag. Det var den også i Marselisborg Havn, hvor tyve sent søndag eftermiddag stjal og stak til søs med en stor motorbåd.

Selskabet, der havde forsikret båden, vidste imidlertid råd. De chartrede et fly, som blev sendt ud over Århus Bugt for at lede efter den stjålne båd. Og det tog ikke lang tid, før båden var observeret – på vej østover mod Mols og Helgenæs.

Fra fly i luften og politibiler på land fulgte man nu løbende bådens færd. Først satte tyvene to mand i land nær Fuglsø. Den ene blev anholdt af politiet, mens den anden undslap – i hvert fald i første omgang. Siden forsøgte de to tilbageblevne tyve at gå i land i Begtrup Vig, men her var vandet så lavt, at båden gik på grund kort før klokken 18.

Tyvene forsøgte at flygte til fods, men blev pågrebet sidst på aftenen – af politiet i Grenå.

Det er heldigvis ikke altid lige let at stjæle en båd…

17. august 1998

Steen Ulnits

* Havørreder i hobetal

Sommeren har været våd og kold. Således har det flere steder regnet mere end dobbelt så meget som sidste år…

Men intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Således stod årets storfisk ekstra tidligt op i Karup Å, der kunne melde om de første store og blanke opgangsfisk allerede i slutningen af april måned!

Fisk i 10 kg’s klassen er der fanget adskillige af i år – med dokumenterede fisk på 13,6; 13,2; 11,5; 10,7 og 10 kg fra denne sommer. Fiskeren, der landede 10 kg’s fisken, havde for øvrigt et usædvanligt held. Da han efter fight og landing af tyvepunderen gik ned til åen igen, fik han – i selvsamme høl – hug af endnu en storørred, som han også landede. Den vejede dog “kun” 9 kg…

Men ikke kun Karup Å har haft store fisk oppe i år. Det har også den lille Kolding Å, som flere gange tidligere har kastet overraskende store havørreder af sig. Således er der i år landet fisk på op til 11,4 kg. Utroligt, at en så lille å kan diske op med så store havørreder!

Brede Å, som ifølge de seneste undersøgelser er Vadehavets havørredå nummer to, har også levet op til betegnelsen – med en nyslået basse på 11,25 kg, som begik den skæbnesvangre fejltagelse at gabe højt over en roterende Mepps spinner.

Alle forudsætninger er således til stede for en ny rekordsæson og en hektisk slutspurt ved de fleste andre danske havørredvande i dette regnfulde år!

17. august 1998

Steen Ulnits

* Omsætningsforbud

Ved den seneste revision af fiskerilovgivningen indførte fiskeriministeren et generelt “omsætningsforbud” for fisk fanget af ikke-registrerede erhvervs- og bierhvervsfiskere. Forbudet har længe stået på organiserede sportsfiskeres ønskeliste og skal primært dæmme op for et tiltagende fritidsfiskeri med garn og ruser.

Som lystfisker, der bruger stang og line, må man således ikke videresælge sin eventuelle fangst. Det er ulovligt – præcis som fritidsfiskeren heller ikke må sælge de fisk, der er gået i hans garn eller ruser.

Intentionen er den gode og rigtige, at sportsfiskere og fritidsfiskere skal fiske for fornøjelsens skyld – de skal ikke tjene penge på det. Det skal derimod erhvervsfiskerne, som til gengæld skal betale både skat og moms af deres indtjening. Samtidig skal de ikke udsættes for en ublu og urimelig konkurrence fra fritidsfiskere, som sælger deres fangster sort – uden om både told- og skattevæsen.

Som lystfisker, der har løst det obligatoriske fisketegn til 100,- kroner, har man kun ret til at bruge stang og line. Anvendelse af krogliner, ruser eller garn er således ikke tilladt. Det kræver en speciel garnlicens, som koster kr. 250,-.

10. august 1998

Steen Ulnits

* UL grej fra Okuma

Direktøren for verdens 5. største grejfabrik, Mr. Okuma alias Charlie Chang fra Taiwan, var for nylig på besøg i Danmark. Det kan interesserede læse om i et kommende interview andetsteds på min hjemmeside.

Okuma har i år lanceret en række hjul og stænger specielt til UL fiskeri – ultralet spinnefiskeri med liner på 0.15 mm og kastevægte på op til 7 gram. Det er grej, som dels er uhyre behageligt at fiske med – det vejer jo næsten ingenting – dels er meget velfangende under de rette omstændigheder.

Aborrer er ideelt bytte for UL fiskeren – bækørreder og regnbuer ligeledes. I det hele taget er alle fisk på op til kiloet perfekt bytte for det ultralette spinnefiskeri – kystens havørreder inklusive, når ellers vejret tillader brug af så lette agn. Under alle omstændigheder giver kilostore ørreder altid en mindeværdig fight på det spinkle grej. For slet ikke at tale om hornfiskene, der er helt perfekte sparringspartnere på UL grejet.

Jeg har netop haft et sæt med til Island på en uges sommerfiskeri efter velnærede søørreder i nogle højt beliggende vulkansøer nær indlandsisen. Fiskene vejede kun undtagelsesvis under 1 kg, var vilde og balstyrige som få andre ørreder, jeg har haft på krogen. En enkelt aften scorede jeg i brændingen hele 6 flotte søørreder med den største på 2,5 kg. En virkelig match på så let grej!

Det tog ganske vist lang tid at udtrætte disse fisk på Okuma’s UL grej, men det lykkedes at få alle fisk sikkert på land, inden mørket gjorde videre fiskeri umuligt. Ikke en eneste gang svigtede slirebremsen på det næsten mikroskopiske “UltraLite” hjul. Men flere gange var den lille spole dog ved at være faretruende tom for 0.15 mm line…

De lokale islændinge, som alle uden undtagelse fiskede med 0.30-0.35 mm liner, var behørigt imponerede over, at det i det hele taget kunne lade sig gøre. De havde ellers kun haft hovedrysten til overs for det klejne grej. Men de 6 flotte søørreder overbeviste dem!

Selv var og er jeg nok mest imponeret over prisen på det nye Okuma UL grej – blot kr. 300,- for basissættet bestående af en 5 fods stang og et bittelille hjul!

10. august 1998

Steen Ulnits

*  Status over vandmiljøet

Det danske vandmiljø har det skidt. Det fremgår af såvel Miljøstyrelsens årlige statusrapport som af en dugfrisk pressemeddelelse fra Nordjyllands Amt. Sidstnævnte under overskriften “Tilbagegang for vandmiljøet i Nordjyllands Amt”. Et kort uddrag:

Kun 50% af vandløbene opfyldte i 1997 amtets målsætninger til vandkvaliteten. På listen over årsager til dette står blandt andet manglende overholdelse af de lovpligtige dyrkningsfri bræmmer ned til vandløbene, diffus udledning af spildevand fra landejendomme ikke tilsluttet kloakering, udvaskning fra omkringliggende marker, overløb fra veje og bygningsanlæg samt dambrugsdrift.

Med hensyn til de sidstnævnte påpeger Nordjyllands Amt, at 30 ud af amtets 69 dambrug påvirker forureningsgraden negativt i de vandløb, de ligger ved. Det er 9 mere end året før, så her vil amtet derfor opprioritere sin kontrolindsats i 1998.

I 1997 overholdt 23 ud af amtets 35 søer ikke den vedtagne målsætning. Da udledning af spildevand til søerne stort set er stoppet, kan der kun ske forbedringer i vandkvaliteten, dersom udledningerne fra landbruget mindskes.

Og så er der det marine miljø, hvor det virkelig så skidt ud i 1997. Således oplevede man i 1997 flere iltsvind end nogensinde tidligere. Det gjaldt store dele af Limfjorden, hvor omkring halvdelen af samtlige fiskbare muslinger døde under sommerens bundvendinger. Og det gælder Mariager Fjord, der som bekendt døde totalt under en kolossal bundvending i begyndelsen af august ’97.

Nordjyllands Amt opsummerer i den forbindelse, at såvel amtets rensningsanlæg som de private virksomheder idag stort set opfylder de krav, som Vandmiljø-handlingsplanen stiller til dem. Således overholdt hele 101 af 109 kommunale rensningsanlæg i 1997 de af amtet fastsatte krav til udledningerne.

Amtet påpeger, at landbruget derimod ikke har levet op til de stillede krav om en halvering af udledningerne af kvælstof – at man i Nordjylland sågar ikke kan måle nogen reduktion overhovedet. Og det er netop de massive udledninger af kvælstof, der har taget livet af såvel Limfjorden som Mariager Fjord. Sidstnævnte sted bidrager landbruget ifølge Nordjyllands Amt med hele 77% af den udvaskede kvælstof. Næsten 4/5 af den samlede udledning.

Men ikke nok med det. Tilmed har man i 1997 oplevet en generel stigning i mængden af pesticider i drikkevandet – et resultat af, at landbruget ikke som den øvrige del af samfundet har nedsat sit forbrug af sprøjtegifte.

Til de få positive ting hører, at badevandet i Nordjylland generelt er godt, og at amtets rensningsanlæg som nævnt lever op til målsætningerne.

10. august 1998

Steen Ulnits

* Suzuki tager kegler med ny 4-takter

Suzuki har ikke hørt til de mest kendte mærker blandt påhængsmotorer – hidtil.

Nu har de imidlertid taget et tigerspring fremad med lanceringen af en unik ny 4-takts motor, der bryder med alt det kendte – en 70 HK motor, som ikke blot er en 4-takter, men som samtidig byder på det avancerede EFI system med direkte indsprøjtning af benzinen – uden karburator, men med en mikrocomputer, der løbende moniterer forholdene og justerer indsprøjtningen herefter.

Resultatet er en imponerende brændstoføkonomi, som ingen gængs 2-takter eller 4-takter kan leve op til. En motor så tyst, at man i tomgang kun kan høre en sagte hvislen fra kølevandsindikatoren – hvis retning for øvrigt kan ændres. Og en motor, der reagerer prompte på selv den mindste justering af gassen – med 700 omdrejninger i minuttet som den laveste tomgangsfart.

DF70, som den nye motor hedder, er baseret på Suzuki’s velkendte 4-cylindrede 1,3 liters bilmotor – kendt fra den rappe “Swift” model, som mange danskere allerede kører rundt i, og som de fleste nok har set reklamer for i TV.

Den koster knap 70.000, – altså en lille tusse per hestekraft. Heri er inkluderet et såkaldt “multifunktions tachymeter”, der løbende fortæller om omdrejningstal, oliestand, temperatur og andet vigtigt.

Er man mere til amerikanske påhængsmotorer, så fortvivl ikke. Suzuki’s nye 4-takts 70 HK’er kan nemlig også fås i US regi. Så hedder den blot Johnson eller Evinrude…

10. august 1998

Steen Ulnits

* Verdens største Vandkraftværk

Kinas mægtige Yangtze flod svarer nu igen på kinesernes forsøg på at tøjle dens enorme vandmasser.

Denne gang har den taget livet af 2000 soldater og landarbejdere, som var i gang med at forstærke dæmninger langs den sydlige del af floden. Pludselige regnskyl fik floden til at gå over sine bredder og gennembryde dæmningerne. Ud over menneskeliv, som ikke regnes for meget i den kinesiske folkerepublik, skønnes dette års oversvømmelser at have kostet omkring 150 milliarder kroner!

Forklaringen går langt tilbage i tiden – og mange tusinde kilometer ind i landet. Yangtze floden tager sit udspring højt oppe i bjergene i Øst-Tibet, hvorfra den løber først SØ ind i Kina og dernæst NØ ud mod det Kinesiske Hav ved Shanghai.

Den Blå Flod, som det kinesiske navn betyder, er grundlaget for en meget stor del af Kinas kunstvandede risproduktion. De store dæmningsarbejder går mange år tilbage i tiden, da man tidligt indså behovet for at tøjle og udnytte Yangtze flodens store årlige svingninger i vandstanden.

På grund af monsunklimaet regner det kraftigt i Sydkina om sommeren – med regelmæssige oversvømmelser til følge. Omvendt er der tørt i nord – med vandmangel som den uundgåelige konsekvens. Kunstvanding er derfor en livsnødvendighed her.

På sit øvre løb karakteriseres Yangtze floden af mange impassable vandfald, stejle bjerge og et meget varieret landskab med store skovområder. Da Kinas mange beboere mangler brændsel en stor del af året, fældes stadigt større skovområder – med det velkendte resultat, at jorden ikke længere kan holde på regnen. Den løber direkte ud i floden og fører store mængder sand, ler og jord med sig.

Det medfører, at flodbunden hæver sig, og at floden derfor med stigende hyppighed går over sine bredder. Værst går det naturligvis ud over det lave nedenfor liggende sletteland, hvor rismarkerne findes og de fleste kinesere bor. Således bor små 400 millioner af Kinas mere end miliardstore befolkning langs Yangtze floden – i et af verdens tættest befolkede områder.

Regelmæssige oversvømmelser og ikke helt så regelmæssige katastrofer har medført, at den kinesiske regering længe har gået med planer om en total opdæmning af Den Blå Flods øvre løb. Dels for at kunne kontrollere vandføringen – dels for at udnytte de enorme vandmængder i verdens største vandkraftværk. Samtidig vil floden blive sejlbar for skibe i 10.000 tons klassen helt op til millionbyen Chongquing.

Byggeriet er i fuld gang – trods advarsler fra flere sider. Således frygter mange en tilslamning ved opstemningen som den, man allerede har set ved et tilsvarende anlæg på Den Gule Flod. Men beslutningen er taget, og arbejdet står ikke til at stoppe.

Når det er færdigt, vil det nye vandkraftværk være verdens største. Det vil da kunne levere lige så meget energi som 17 store atomkraftværker. Det vil også være et oplagt bombemål i tilfælde af en krig…

Yangtze er med sine 5.500 km Asiens længste flod.

6. august 1998

Steen Ulnits

* Mor(d)ild i masser

Vi har indtil videre haft en våd og kold sommer, som bestemt ikke er til gavn for algerne i de danske søer og indre farvande. Den kolde sommer er som tidligere nævnt med til at give fornyet håb for det hårdt pressede danske vandmiljø – et hårdt tiltrængt pusterum.

Men vandmiljøet befinder sig konstant på vippen – på afgrundens rand, hvor algeblomst, iltsvind og bundvendinger lurer lige om hjørnet nårsomhelst. Og på trods af den kolde sommer meldes der nu om iltsvind i den vestlige del af Limfjorden, hvor længere tids vestenvind har presset tungt saltvand ind gennem Thyborøn Kanalen.

Det tunge saltvand lægger sig som en dyne over bunden, der isoleres fra omgivelserne og derfor hurtigt løber tør for den livgivende ilt…

Men også andre steder meldes der om problemer. Således har man nu konstateret en masseopblomstring af furealgen Noctiluca scintillans – den alge, som er ansvarlig for sommernattens fascinerende morild.

Men for fiskelivet er det nok så som så med det fascinerende – i hvert fald når og hvor disse alger tager overhånd. Da kan de nemlig udskille ammoniak, som er dræbende for fiskene. I efteråret ’86 fik Noctiluca-algerne i hvert fald skyld for en akut fiskedød i Limfjorden. Og når algerne dør, bruger de som alle andre døde organismer ilt under nedbrydningen.

“Mordild” kunne være en mere passende betegnelse i sådanne situationer!

Noctiluca-algerne findes nu i et bælte, der strækker sig fra Hirtshals i nord til Thyborøn i syd – samt i Limfjorden, hvor de altså tidligere har voldt problemer.

1. august 1998

Steen Ulnits

* Radioaktivitet i Kattegat

– Atomkraft kan redde verden, siger dens tilhængere og argumenterer helt korrekt, at atomkraft ikke udvikler C02 og derfor ikke bidrager til drivhuseffekten.

Men atomkraftens tilhængere glemmer i den sammenhæng, at man stadig ikke har en holdbar løsning på en sikker opbevaring af det brugte og højradioaktive atombrændsel. Indtil videre indstøbes det i glas og beton, hvorefter det placeres i stålbeholdere, som opmagasineres dybt inde i udgravede salthorste.

Almindeligt brugt atombrændsel kan deponeres direkte og har da en nedbrydningstid på måske hundreder af år, førend det har afgivet al sin radioaktivitet. Det kan også sendes til oparbejdning på specielle anlæg, der kan omdanne det gamle brændsel til nyt. Problemet er blot, at man så ender op med et højradioaktivt affaldsprodukt, som skal deponeres forsvarligt i tusinder af år. Næppe nogen god løsning på verdens energiproblemer…

Det engelske oparbejdningsanlæg Sellafield har længe været i såvel myndighedernes som miljøorganisationernes søgelys. Her oparbejdes gammelt atombrændsel til nyt, og herfra udledes store mængder radioaktivt spildevand.

Det kan blandt andet måles i form af det radioaktive affaldsstof Technetium-99, som hurtigt spredes med havstrømmene. Således kan man nu spore Technetium-99 fra Sellafield så langt inde som i den danske del af Kattegat. Det er et stof, som optages af dyr og planter, hvorfra det så ophobes op gennem fødekæden.

Det er indtil videre små doser Technetium-99, der er målt i Kattegat, men koncentrationen vil givet stige. Da de engelske myndigheder sidste år målte koncentrationen af Technetium-99 i hummere fanget ud for Sellafield, fandt de stoffet i en koncentration, der var 42 gange højere end EU’s såkaldte “interventionsgrænse for radioaktivitet i fødevarer efter atomulykker”!

Denne Technetium er nu på vej ud i Nordsøen og herfra på vej videre ind i de indre danske farvande…

1. august 1998

Steen Ulnits

* Ny “mini-Honda” lanceret!

Honda’s nye 115 og 130 HK 4-takts påhængsmotorer blev lanceret i forsommeren og dengang omtalt her på siden.

Nu skal man imidlertid ikke tro, at Honda kun er til store både, der kan bære tunge motorer.Faktisk har Honda netop også lanceret en fiks lille 4-takter på kun 2 HK – en luftkølet sag med glidekobling i håndtaget. Så snart man drejer på gashåndtaget, går koblingen i indgreb og propellen begynder at køre.

Man skal dog være klar over, at en luftkølet 4-takter ikke er spor støjsvag sammenlignet med en vandkølet. Den er ganske højlydt at være i båd med, men til gengæld superøkonomisk i drift.

Men så enkelt kan det gøres – på så lille en motor. Det viser samtidig spændvidden af Honda’s 4-takts motorprogram – fra 2-130 HK. Det største so far.

Men konkurrenterne er på vej!

1. august 1998

Steen Ulnits

* “Fenwick Techna AV”

Moderne kulfiberstænger er uhyre lette – så lette, at en fluestang af virkelig kvalitet ofte vejer under 100 gram!

Det hele er imidlertid ikke rosenrødt. De stedse lettere og stivere kulfibre gør, at der skal mindre og mindre materiale i klingerne. De bliver derfor så tyndvæggede, at de ofte kan knække ­ trods en meget høj pris. En vildfaren, vægtbelastet flue kan let gøre uoprettelig skade på den tyndvæggede klinge.

Amerikanske Fenwick har længe eksperimenteret med at blande små kevlarfibre i det færdige kulfiberklæde. Kevlar bruges som bekendt til skudsikre veste, punkterfri dæk og lignende. Klinger fremstillet på denne måde bliver derfor markant stærkere – tåler bedre stød og slag og vildfarne fluer – uden samtidig at blive tungere.

Udviklingen er nu så langt fremme, at Fenwick kan lancere en helt ny serie stænger bygget efter dette koncept. Det er “Techna AV” serien, som i den amerikanske fiskepresse markedsføres under brug af skudsikre veste og rå mountain bikes – for at markere de nye stængers robusthed.

Vi har imidlertid ikke turdet teste de nye Techna stænger “to the limit”, som amerikanerne selv siger. Men det står klart, at der er tale om en meget vellykket og velkastende stangserie. Klingerne er spændstige og meget slanke. De yder derfor minimal luftmodstand under kastet.

Man ser tydeligt de små kevlarfibre, der ligger som papirfibre mellem kulfibrene – altså de fibre, som skal gøre Techna stængerne ekstra robuste over for stød og slag, der ellers let kan tage livet af en moderne, tyndvægget kulfiberstang.

27. juli 1998

Steen Ulnits

* “DynaCable” og “DynaWire”

De nye PE-liner har taget markedet med storm. De er tynde som sytråd, men stærke som stål. De giver derfor lystfiskeren helt nye muligheder – og producenterne et nyt, stort marked. Det er baggrunden for to nye PE-liner fra Ron Thomson – bærende navnene “DynaCable” og “DynaWire”.

Det ligger i ordene, at DynaCable er flettede og dermed runde liner, mens DynaWire tilsvarende er fusionsliner, hvor de mange tynde fibre er fusionerede på kemisk vis – og den færdige line mere eller mindre flad. Hvor den fusionerede line er totalt uelastisk, har den flettede en vis elasticitet indbygget.

Brudstyrken, som opgivet af producenten, er ganske imponerende: 4,6 kg for en 0.08 mm og 14,7 kg for en 0.20 mm flettet DynaCable, som samtidig er ganske let at knytte knuder på. Vi har ikke haft mulighed for at langtidsteste de nye liner, men de skulle ifølge producenten have en længere levetid end markedets øvrige PE-liner.

DynaWire har en lidt lavere brudstyrke – 13,2 kg for en 0.20 mm line – men er samtidig mere smidig end størsteparten af markedets øvrige fusionsliner. Det får den til at lægge sig pænt på spolen og opføre sig eksemplarisk under kastet. DynaWire skulle ifølge producenten ikke blive slidt så hurtigt så andre fusionsliner, da fusionen ikke er en ren overfladebehandling.

Som lystfisker savner man dog stadig nogle tests af, hvordan de nye PE-liner opfører sig i naturen – om de er forgængelige som nylonlinerne. Eller om de mistede liner i kilometervis vil blafre i vandstrømmen i al evighed…

Vil du vide mere om PE-liner generelt, så kig under “Fiskegrej”. Her findes en artikel om de nye liners mange muligheder.

27. juli 1998

Steen Ulnits

* “Cormoran Corboss”

Havhjul skal være multihjul – det har vi vidst længe. Kun multihjul kan modstå presset fra de tykke liner, tunge pirke, vægtige torsk – og solide bundhug! Selv de største fastspolehjul klarer ikke mosten i længden.

Men multihjul er ikke lutter lagkage. De er nemlig konstrueret til at sidde oven på stangen – modsat fastspolehjulet, som hænger naturligt under stangen. Da havhjul samtidig er tunge, er der dårlig balance i det kraftige havgrej – når man fisker, men især når man fighter. Da vrider og vrikker stang og hjul fra side til side, om man da ikke bruger et fightbælte og en havstang med krydsdup i bunden.

Det har tyske Cormoran gjort noget konstruktivt og radikalt anderledes ved. De har nemlig vendt havhjulet på hovedet – konstrueret det, så det nu skal hænge under stangen som et andet fastspolehjul. Herved får man en god balance i grejet under fiskeri og fight. Samtidig bibeholder man alle fordelene ved multihjulet, som nu er forsynet med en pegefingertangent til nem frikobling af spolen – næsten som bøjlen på et fastspolehjul.

Hjulet hedder “Corboss”, og det byder på features som maskinfræset hjulramme i aluminium samt tre rustfri kuglelejer og linefører i rustfrit stål. Det hjul skal vi nok se mere til på kuttere landet over!

27. juli 1998

Steen Ulnits

* “Daiwa ABS”

Det var japanske Daiwa, der for nu en del år siden revolutionerede hjulmarkedet med sine radikalt anderledes “Long Cast” hjul – fastspolehjul med en høj og bred spole, der gav og stadig giver markant længere kast end de konventionelle.

Konceptet var så rigtigt, at alle konkurrenterne straks måtte hoppe på vognen og udvikle deres egne Long Cast hjul. Nu har Daiwa imidlertid taget têten igen – ved atter engang at revolutionere spolekonstruktionen.

Det nye koncept hedder “ABS” og har ikke noget med blokeringsfri bilbremser at gøre. Det står i stedet for “Anti-Backlash System” – en form for omvendt konstruktion, hvor Long Cast spolen er bredest fortil i stedet for bagtil.

ABS systemet giver mindre friktion mellem line og spole og derfor også længere kast. Linen forlader helt enkelt spolen i større vindinger med mindre friktion og mindre snoning til følge.

Daiwa, som havde store problemer med sine billige “TwistBuster” hjul sidste år, har nu tilsyneladende fået styr på dét system – så meget, at man altså har kunnet lancere en helt ny hjulkonstruktion, der nok skal få konkurrenterne op på mærkerne igen!

27. juli 1998

Steen Ulnits

* “Scierra” og “DynaDisc”

Her er der ikke tale om reelle nyskabelser. Her er der i stedet tale om produkter, som bryder gennem hidtidige prisbarrierer – som tilbyder meget mere, end man hidtil har kunnet forvente af stænger og hjul i denne prisklasse.

Det drejer sig om en ny stangserie ved navn “Scierra”, der på rigtig mange områder leverer den samme funktion og kvalitet som de tre gange dyrere stænger, den efterligner – nemlig de amerikanske Loomis stænger i 4.-5.000 kroners klassen.

De nye Scierra stænger har samme matsorte finish, de samme étbenede slangeringe og den samme kulfiberhjulholder som sit forbillede – blot koster de kun en tredjedel. Langtidsholdbarheden kan vi dog kun gisne om på nuværende tidspunkt.

Det samme gælder de ligeledes nye “DynaDisc” fluehjul, der er opbygget efter samme koncept som deres engelske forbilleder – System Two hjulene. Det er fluehjul, som er støbt i aluminium og derefter maskinfræset til snævre tolerancer. De er forsynet med velfungerende skivebremser af en slags, man normalt kun ser på meget dyrere hjul.

Da såvel de nye og billige DynaDisc hjul som deres engelske forbilleder importeres af ét og samme firma – må Svendsen Sport siges at være sin egen værste konkurrent!

27. juli 1998

Steen Ulnits

* “Instant Fisherman”

“Flying Lure”, der slog igennem med sine anderledes gummiagn for nogle få år siden – via massive annoncer på det verdensomspændende satellit-TV – har nu lanceret et helt nyt koncept i fiskegrej. Det hedder “Instant Fisherman” og er helt enkelt et komplet fiskesæt, der kan ligge i bilens handskerum, og som kan foldes ud på få sekunder – klar til fiskeri.

På amerikansk TV så det unægtelig lovende ud, så jeg fiskede kreditkortet frem, tog telefonen og bestilte et eksemplar til test. “Fuld tilfredshed eller pengene tilbage” lød det på TV, så der var jo alt at vinde – intet at tabe.

“Instant Fisherman” dukkede op med posten et par uger senere – i en ganske lille papkasse. Indeni lå selve fiskesættet samt en pose Flying Lures kroppe og en ganske god instruktionsbog.

Det krævede dog ikke andet end en smule sund fornuft at gøre sættet klar til indsats. Bundstykke og overdel foldes ud, hvorefter den teleskopiske klinge trækkes ud i fuld længde – 4 1/2 fod, hvilket ikke er meget set med danske øjne.

Hjulet er indbygget i stangen og af den indkapslede slags, der ikke giver lange kast, men som selv børn kan fiske med efter få minutters instruktion. Uheldigvis er konstruktionen sådan, at bremsen skal være ganske stram, førend drevet kobler til og indspinningen kan påbegyndes efter kast. Og med så stram en bremse er der gode muligheder for en sprængt line, dersom en stor fisk skulle bide på.

“Instant Fisherman” er en interessant nyskabelse, der fortrinsvis egner sig til amerikansk bass-fiskeri – ikke til danske forhold, som i regelen kræver meget længere kast. Og til en pris på kr. 498,- kan man få rigtig meget rigtig meget bedre fiskegrej i dagens Danmark.

Men nyd gerne TV reklamen på “American Fishing”. Den er ganske underholdende!

27. juli 1998

Steen Ulnits

* Stadig flere svin og mere gylle…

Trods faldende priser på svinekød og stigende fokus på forureningen stiger den danske svineproduktione fortsat.

Således er den danske svineproduktion siden sidste år steget med knap 10% – med omkring én million svin til idag 11.950.000 stykker. 12 millioner svin er det altså, der dag ud og dag ind leverer gylle i stride strømme til det danske vandmiljø…

Det viser tallene fra Danmarks Statistik, der også kan fortælle om en tilsvarende nedgang i antallet af aktive landmænd. Danske landbrugere bliver altså færre og færre, men forurener mere og mere.

– Hvor længe skal vi finde os i det? – I forurening af vort hårdt belastede vandmiljø? – I Salmonella-smitte fra en totalt industrialiseret dyreproduktion?

Det er på tide, at fødevareminister Henrik Dam Kristensen slår i bordet og siger stop!

27. juli 1998

Steen Ulnits

* Skandale-kanalen…

Verdens 4. største sø var engang Aralsøen i den tidligere Sovjetunion, omgivet af Kazakhstan i nord og Usbekhistan i syd. Naboen længere mod syd, Turkmenistan, grænser i stedet op til det Kaspiske Hav.

I 1953 udgik der en besked fra den kommunistiske centraladministration, som dengang hvilede tungt i Moskva bag Kremls tykke mure: Der skulle dyrkes bomuld i den afsides beliggende, ludfattige og knastørre ørkenrepublik Turkmenistan!

– Men hvor skulle vandet komme fra? Jo, det skulle naturligvis tages fra floden Amu-Darja, som tømmer sit ferske vand ud i den sydlige del af Aralsøen. Derfor gik russiske straffefanger i gang med at anlægge verdenshistoriens længste kunstvandingskanal, der fik navnet “Kara-Kum”. 1.200 km lang blev den.

– En imponerende ingeniørmæssig bedrift, lød det stolt fra centraladministrationen i Moskva. – En af verdenshistoriens hidtil største økologiske katastrofer, lyder det idag samstemmende fra videnskabsfolk og miljøorganisationer.

Kara-Kum kanalen, som starter sit løb små 2.000 km syd for Aralsøen, dræner Amu-Darja floden for vand, som ellers ville være endt i Aral. Idag modtager søen således kun en sjettedel af det vand, den oprindelig fik. Resten går til kunstvanding af bomuldsmarker i Turkmenistan.

Resultatet er blevet det uundgåelige, at Aralsøen langsomt, men sikkert tørrer ud. I 1960 havde søen således et vandvolumen på omkring 1.090 kubikkilometer. Idag er det helt nede på 270 kubikkilometer.

Forandringen er meget let at se på satellitfotos. Aralsøens overflade er nemlig mere end halveret i løbet af de sidste 30 år – fra oprindeligt 65.000 kvadratkilometer til idag beskedne 30.000 kvadratkilometer.

Men ikke nok med det. Fra den udtørrede søbund fyger det med salt og pesticid-rester, som tilledes søen fra omkringliggende landbrugsområder. Søen er ved at forsvinde og med den fordums fiskemuligheder for lokalbefolkningen. Som nu endda må trækkes med diverse kræft- og luftvejssygdomme…

Så galt kan det gå, når man piller for meget ved Moder Natur.

11. juli 1998

Steen Ulnits

* – Snart slut med kaviar?

Den atlantiske stør er en truet art. Det er den, der leverer den blandt jetsettet så eftertragtede ægte kaviar, der ifølge uskrevne regler altid bør skylles ned med en lige så ægte russisk champagne.

Efterspørgselen på kaviar har nu efter Sovjetunionens sammenbrud ført til totalt anarki i de områder, der tidligere var under streng jurisdiktion fra Kreml. Ifølge lokale miljøorganisationer foregår 80% af fiskeriet efter den rogntunge atlantiske stør idag ulovligt og helt uden kontrol.

Fiskeriet foregår i lande som Iran, Rusland, Aserbadjan, Kazakhstan og Turkmenistan, der alle har vandløb med naturlige bestande af atlantisk stør – ferske tilløb til det salte Kaspiske Hav.

Det stigende udbud af kaviar har sænket markedsprisen, og det har igen givet de kostbare rognkorn en større kundekreds. Samlet regner man med, at forbruget af ægte kaviar er steget med 50% siden Sovjetunionens fald. Alene Tyskland importerede sidste år 60 tons kaviar, hvilket krævede en samlet størfangst på 700 tons. Til andre store aftagere hører USA og Japan.

Der findes 26 forskellige stør-arter, og af dem regnes de 24 for at være mere eller mindre truede af udryddelse. Der findes flere forskellige slags kaviar. Men det er Beluga-støren, der alene leverer den eftertragtede ægte kaviar, som i Tyskland sælges for mellem 3.000 og 4.000 DM kiloet.

I den normale detailhandel ligger avancen på kaviar omkring 20%. Når mafiaen handler den samme kaviar illegalt, ligger avancen helt oppe på 150%.

Noget kunne tyde på, at det snart er slut med kaviar til champagnen…

11. juli 1998

Steen Ulnits

* – Overskud fra Overgaard?

Nu nærmer vi os snart årsdagen for Mariager Fjords bratte død. Men der er på nuværende tidspunkt intet konkret foretaget for at genoplive fjorden. Der er blevet afholdt møder. Der er blevet indledt supplerende undersøgelser. Der er sågar blevet indkøbt et helt nyt skib til målinger på den døde fjord.

Senest har snakken gået om godset Overgaard, som ligger på et stort inddæmmet området længst ude i fjorden. Det har vist sig, at der er blevet kørt store mængder uregistreret slam fra rensningsanlæg ud på de inddæmmede marker – med uundgåelig udvaskning af næringssalte til fjorden som følge.

Miljøstyrelsen meldte forleden Overgaard til politiet – med formodning om fejlagtig regnskabsføring med det uddelte slam. Århus Kommune, der årligt leverer mellem 4.000 og 6.000 tons slam til Overgaard, har bedt Overgaard om en redegørelse. Og Mariager Kommune har kritiseret Århus Kommune for ikke at fortælle dem, hvor meget slam de leverer til Overgaard…

Så alt imens myndighederne sender Sorteper rundt i manegen, gisper Mariager Fjord stadig efter vejret – og håber på en fortsat dårlig sommer. Det eneste, der kan redde fjorden fra endnu en bundvending.

11. juli 1998

Steen Ulnits

* Sur sommer – også for algerne!

Intet er som bekendt så skidt, at det ikke er godt for noget. Sommeren har hidtil været kold og våd, hvilket turister og badegæster ikke holder af. Det gør til gengæld vandmiljøet, som nyder godt af det kolde og blæsende vejr.

Kulden hæmmer algevæksten i fjorde og søer, og blæsten presser algerne væk fra overfladen – væk fra lyset og ned mod bunden, hvor de ikke trives. Alt i alt er en kold og blæsende sommer således til gavn for vort hårdt belastede vandmiljø, der ikke tåler endnu en varm og stille sommer som sidste års. Der jo havde til følge, at Mariager Fjord – som landets første – afgik ved en brat død.

Der er således positive meldinger fra søer og fjorde landet over, hvor der meldes om nul algeblomst. Men der meldes også om store lag af giftige blågrønalger, som blot ligger i dybet og venter på bedre vejr…

De fleste steder havde man frygtet denne sommer, idet der i løbet af forårsmånederne blev vasket store mængder næringssalte ud i åer, søer og fjorde – på grund af en ekstraordinært stor nedbør.

På Vedsted Sø i Sønderjylland har myndighederne dog alligevel måttet lukke søen for badegæster – på grund af opblomstring af de giftige blågrønalger.

Så god sommer – og pøj-pøj med vejret, der forhåbentlig bliver koldt og blæsende…!

11. juli 1998

Steen Ulnits

* “Danske svin er sunde – de strutter af penicillin”

Det danske vandmiljø har det ikke godt – primært på grund af et industrialiseret landbrug, der intet hensyn tager til omgivelserne.

De danske svineavlere har det heller ikke godt – primært på grund af faldende markedspriser. Således oplever landbruget netop nu de laveste priser på svinekød siden 70’erne – intet mindre end en halvering i forhold til sidste års rekordpriser. Idag får landmanden således kun 7,50 for et kilo svinekød.

Det bliver desværre de små producenter, som vil bukke under for prisfaldet. De store svinebaroner skal nok klare sig, lyder det fra landbruget selv. Desværre, for det er jo de store svinebaroner, der sviner vandmiljøet til med deres overskudsproduktion af giftig gylle.

Det er nu eksakt tyve år siden, at dansk landbrug fik forbudt forfatteren Michael Wittes nu så velkendte plakat med teksten “Danske svin er sunde – de strutter af penicillin”.

Tilsyneladende har intet ændret sig siden da. Det skulle da lige være svineproduktionens størrelse, som i mellemtiden er mangedoblet.

Det er de marker, som gyllen skal spredes ud på, imidlertid ikke. Overskydende gylle havner derfor i søer og fjorde, hvor den forårsager algeblomst, iltsvind og bundvendinger.

Savner du uddybende viden om emnet, så læs gerne artiklen “Mariager Fjord død” her nederst på siden.

11. juli 1998

Steen Ulnits

*  Dom til dambruger

En dambruger, som tidligere blev idømt en bøde på kr. 68.000 ved byretten, fik igår ved Vestre Landsret skærpet dommen og bøden til kr. 95.000.

Dambrugeren, der driver tre brug ved Års og Løgstør, havde fodret mere i 1991 og 1992, end han havde tilladelse til ifølge sin miljøgodkendelse. Landsretten konfiskerede endvidere de 384.000 kroner, som han havde tjent ved den ulovlige overfodring.

Vestre Landsret har mere end 100 tilsvarende sager liggende til domsfældelse.

30. juni 1998

Steen Ulnits

* Uranmine i naturreservat…

De oprindelige beboere i Australien – bedst kendt som “the aboriginals” – har aldrig haft det let. Helt galt gik det dog først, da den hvide mand kom til landet og tog deres jord fra dem. En pendant til indianerne i Nordamerika.

250 km øst for byen Darwin i Australiens Northern Territory ligger Kakadu National Park – et tropisk sumpområde på omkring 20.000 kvadratkilometer. Området ejes af Mirrar-folket, som har boet her siden tidernes morgen – uden at ændre på noget.

Nu vil de australske myndigheder imidlertid åbne en uranmine klods op af parken – i en del af landskabet, som økologisk hører med til reservatet. Området huser nemlig meget rige forekomster af uran, som idag indbringer en høj pris på verdensmarkedet – primært som råbrændsel til atomkraftværker. I forvejen er Australien en af verdens største eksportører af uranoxid – med en samlet eksport sidste år på 5.700 tons malm, svarende til en værdi af næsten 1,5 milliard kroner.

Der ligger i forvejen en uranmine i området, men den er ved at løbe tør for uranoxid. Derfor planlægger myndighederne nu en ny og større mine, som det vil koste mange millioner at anlægge. Man har allerede brugt op mod 500 millioner på faciliteter og infrastruktur til den gamle mine, og dem vil man gerne have forrentet bedst muligt.

Imidlertid er Mirrar-folket imod udbygningen – miljøorganisationerne også. Samtidig har de seneste meningsmålinger vist, at et flertal af australiere i det hele taget også er imod planerne. Mange australiere er derfor rejst nordpå for at vise deres modstand mod projektet, hvilket indtil nu har resulteret et halvt hundrede arrestationer – heriblandt flere fra Mirrar-folket, der nu ikke længere selv må opholde sig på deres egen jord. Den politiske stemning er derfor vendt, og Labour-partiet lover at stoppe udbygningen, hvis der kommer et valg og de vinder.

Kakadu National Park besøges årligt af omkring 300.000 turister med interesse for natur og miljø – de såkaldte “økoturister”, der på denne måde lægger mange penge i lokalsamfundet. De vil næppe blive ved med at komme til området, hvis det fremover skal prydes af en giftig uranmine…

Læs også “Giftudslip i Naturreservat” fra den 2. maj længere nede på denne side. Minedrift er dødsensfarlig for omgivelserne!

29. juni 1998

Steen Ulnits

*  Nye kæmpetrawlere til dansk industrifiskeri

Den danske flåde af fiskefartøjer til industrifiskeri er ved at være slidt op. Gennemsnitsalderen for de anvendte både nærmer sig 30 år, og inden for det næste tiår vil de alle være faldet for aldersgrænsen. I Esbjerg frygter man derfor, at industrifiskerihavnen vil afgå ved døden – med tab af arbejdspladser til følge.

Esbjerg Fiskeindustri, som ejes af fiskerne selv, har derfor barslet med en plan om en ny industritrawler i kæmpeklassen – et 80 meter langt containerskib, som kan laste 15 containere, og som har fryseanlæg ombord. Det nye fartøj vil koste omkring 85 mio. kroner og skal erstatte syv gamle industritrawlere, som løbende vil blive taget ud af driften de næste fem år. På den måde øges fiskerflådens samlede kapacitet og fangst ikke. Esbjerg Fiskeindustri er samtidig indstillet på at investere omkring 20 mio. kroner i nye kajanlæg, der kan tage mod containere fra det nye skib.

Fødevareministeriet er positivt indstilet over for ideen og har derfor bevilget 1,5 mio. til fortsat arbejde med projektet. Den positive holdning skyldes ikke mindst, at man med et sådant fryseskib vil kunne bringe fisk af langt bedre kvalitet end hidtil i land – fisk af en så høj kvalitet, at de som fiskemel kan bruges i den økologiske landbrugsproduktion. Størsteparten af det producerede fiskemel bruges nemlig til fremstilling af foderpiller til fisk, fjerkræ og husdyr.

Det nye containerskib forventes at kunne bringe 35.000 tons industrifisk i land om året – til en samlet værdi af 30 mio. kroner. De syv fartøjer, som det nye skib ifølge gældende EU-bestemmelser skal erstatte, bringer idag 70.000 tons industrifisk i land. Esbjerg-fiskerne ønsker derfor reglerne ændret, så den samlede fangst bibeholdes.

29. juni 1998

Steen Ulnits

* Præst prædiker om død fjord

Sognepræst Knud Erik Lægsgaard, som mange så på TV sidste sommer, da han prædikede om menneskets grådighed i forbindelse med Mariager Fjords død, blev ikke populær blandt de lokale landmænd. Dem, der ifølge Nordjyllands Amt havde og har 77% af skylden for fjordens død. De blev så utilfredse med, hvad præsten prædikede, at de klagede til hans foresatte og beskyldte ham for embedsmisbrug. For i DR-Journalens udsendelse “Dagen efter Dommedag” at promovere egne meninger iført fuldt ornat.

Provst Søren Ruager og hans foresatte, biskop Kjeld Holm – har nu meldt tilbage. Provsten gav præsten en formaning om i fremtiden at holde prædiken og debat klart adskilt – og kun pleje forsigtig omgang med medierne… Biskoppen derimod frikendte sin præst, hvis prædiken han ikke havde noget at udsætte på. Og præsten selv føler sig ikke misbrugt af DR.

Fortaleren for de klagende, landmand Helge Ribe, blev først forbavset – siden gal, skriver Jyllands-Posten. Han mener ikke, at man som landmand går i kirke for at blive skældt ud.

– Måske så mange landmænd blot går i kirke for at få syndsforladelse? – Aflad for at aflive Danmarks måske smukkeste fjord?

29. juni 1998

Steen Ulnits

* – Catch & Release ved Skjernå?

Skjernå-laksen er truet på livet og har været det længe. Det er i Skjernå, at de sidste og sørgelige rester af en natulig dansk laksebestand stadig lever. Helt præcis på en få hundrede meter lang strækning af den nederste del af tilløbet Karstoft Å.

Her gyder en lille håndfuld laks, som er truet fra flere sider. Dels af miljøet, som ikke altid er gunstigt for opvækst og gydning. Dels af erhvervs- og fritidsfiskere i Nordatlanten og på Ringkøbing Fjord. Og dels af de lystfiskere, som efterstræber dem i selve Skjernå.

Det er svært at argumentere for, at der overhovedet skal fiskes efter en udryddelsestruet art. Men det er samtidig lystfiskernes skyld, at der den dag idag overhovedet stadig er laks i Skjernå.

Nye restriktioner for fiskeriet i Ringkøbing Fjord og Skjernå trådte i kraft i september forrige år. Restriktioner, der begrænser fiskemulighederne for alle – erhvervsfiskere såvel som fritidsfiskere og lystfiskere.

Men lystfiskerne har en trumf i ærmet, som de øvrige fiskere ikke har: De kan nemlig fange og genudsætte fiskene, så de alligevel kan deltage i gydningen. Som lystfisker kan man nemlig dyrke Catch & Release (C&R), som amerikanerne har gjort det med truede fiskebestande i årtier.

En enkelt af de foreninger, der har fiskevand ved Skjernå, har netop indført delvis C&R for sine medlemmer. Man har besluttet, at man ikke længere selv vil være medvirkende til at decimere gydebestanden af vilde laks i Skjernå.

Derfor har man pålagt sine medlemmer at genudsætte alle fangede laks, som ikke er mærket – som ikke har en afklippet fedtfinne. Alle opdrættede og udsatte laks har nemlig fået klippet det lille adelsmærke af, så man straks kan se, at det ikke er vildfisk. Efter bedste amerikanske forbillede. I Stillehavsstaterne Washington, Oregon og California har man siden 70’erne benyttet sig af tilsvarende regler – med stort held.

Fanger man således en Skjernå-laks uden fedtfinne, er det med sikkerhed en udsat laks. Og den kan man med god samvittighed hjembringe uden at true vildfiskene. Men fanger man en laks med intakte finner – med hel fedtfine – er der efter al sandsynlighed tale om en vildlaks, som altså skal genudsættes.

Foreløbig er det kun en enkelt forening, der har indført denne frivillige fredning. De øvrige foreninger langs Skjernå har endnu ikke været villige til at gøre det samme.

– Men det må da være bedre at få lov at fiske – og genudsætte vildfiskene – end slet ikke at måtte fiske, fordi bestanden nu engeng er truet?

Her gør vi vist bedst ved at gribe i egen barm, før myndighederne gør noget…

20. juni 1998

Steen Ulnits

* Nye 4-takts kæmper fra Honda

Det var japanske Honda, der som de første lancerede en 4-takts påhængsmotor for 34 år siden. Der som de første troede fuldt og fast på denne teknologi, der betyder mindre støj, lavere brændstofforbrug og reduceret forurening af både luft og vand.

Men det skulle tage mere end 30 år, før verden – og de øvrige producenter – for alvor fik øjnene op for 4-takts teknologiens klare fordele. Idag har samtlige producenter således 4-taktere på programmet, men Honda fører stadig klart med et sortiment, der rækker fra en lille 2 HK model til den netop lancerede nyhed på hele 130 HK.

Det var først, da Honda for et par år siden lancerede sin 3-cylindrede 45 HK’er, at danske småbådsfiskere for alvor tog 4-takterne til sig. Her var endelig en motor, der på den ene side var stor nok til at trække en typisk 5 meters trolling-båd ud af vandet – og på den anden kunne gå i trolling-fart i timevis uden at kokse til som en anden olieforbrugende 2-takter.

Siden blev Honda’s 4-taktere større og større. Først med lanceringen af to nye modeller på henholdsvis 75 og 90 HK – begge baseret på den velkendte Honda Civic bilmotor. Og nu senest med kæmper på 115 og 130 HK – motorer, hvis motorblok stammer fra Honda Accord bilerne.

Læs mere om de nye 4-takts kæmper i en kommende artikel under “Fiskebåde”. Specielt interesserede kan læse meget mere om 4-taktere og 2-taktere i min nye “Håndbog i Småbådsfiskeri”, som du finder under “Bøger”.

11. juni 1998

Steen Ulnits

* Nej tak til renere sø…

Skanderborg Sø hører til de mest næringssalt-forurenede danske søer. Så såre solen om foråret får magt, blomstrer algerne op og gør vandet totalt uklart. Sommeren igennem kan man se bræmmer af de blågrønalger, der dels får vandet til at ligne blågrøn maling – dels kan være giftige for fisk, fugle og pattedyr.

Århus Amt, som på mange måder hører til den danske elite, hvad miljøforbedrende tiltag angår, ejer sammen med Skanderborg Kommune omkring en tredjedel af søen. Resten er på private hænder. Amtet lod i 1995 foretage en undersøgelse af vandmiljøet, som resulterede i et forslag om biomanipulation af søen – om stop for yderligere tilledning af næringssalte fra oplandet samt opfiskning af store mængder skidtfisk.

Såvel amtspolitikerne i Århus som de kommunale politikere i Skanderborg bakkede op om forslaget og fandt hurtigt frem til de fornødne økonomiske midler. Men bedst som man var klar til start, indløb der protester fra et antal lodsejere ved søen. Man ønskede IKKE en rensning af søen via biomanipulation…

De implicerede lodsejere frygter flere ting. Dels er man bange for, at opfiskningen af skidtfisk skal gå ud over søens gode bestand af sandarter. På samme måde er man bange for, at en massiv udsætning af geddeyngel ligeledes skal skade sandarterne. Man frygter endvidere, at voddragning efter skidtfiskene skal rode alt for meget op i søens bund. Og at fjernelse af skidtfiskene vil medføre en massiv opblomstring af dansemyg i og omkring søen.

I det hele taget er man slet ikke interesseret i en klarvandet sø. Man er mere interesseret i at bibeholde den uklare Skanderborg Sø, som man har idag. Med en god bestand af værdifulde sandarter og en stor bestand af skaller og brasen, som lokker medefiskere til fra nær og fjern – med gode turistindtægter til følge.

Amtet ved ikke helt, hvad ben de skal stå på i den nuværende situation. Så lige med det samme sker der nok ikke noget. Men som amtet siger:

– Skal søen rense sig selv, vil det tage mindst 50 år. Skal vi gøre det ved biomanipulation, tager det kun 5 år at få en klarvandet sø i økologisk balance.

Banen er kridtet op til endnu en dyst om miljøet i Skanderborg Sø!

2. juni 1998

Steen Ulnits

* Mere præcision på GPS’en

Det nuværende GPS navigationssystem, som gør brug af satellitter ude i verdensrummet, har en nøjagtighed i positionsbestemmelse på i praksis 50-100 meter.

Det kan lyde imponerende, men er det ikke. GPS systemet er nemlig i stand til at positionsbestemme med en nøjagtighed på 5-10 meter – hvis ellers ens GPS modtager er i stand til at fjerne den fejlkode, som det amerikanske militær har lagt ind i systemet. En såkaldt “scrambling” af signalet, der i en krigssituation skal hindre fjender i at udnytte systemets præcision til egen fordel.

Det amerikanske militær har længe talt om at fjerne denne scrambling, så den civile verden kan få det fulde udbytte af GPS systemet. Faktisk regnede man med, at en sådan frigivelse ville findes sted omkring år 2000.

Nu ser der imidlertid ud til at skulle gå yderligere 5 år. Det amerikanske militær ønsker nemlig at indlægge muligheden for en ny scrambling, der kan kobles til i en krigssituation. Og det tager altså 5 år at få en sådan ny kodning indarbejdet – dertil helt nye satellitter.

Indtil da må vi således leve med vor differential-GPS, når nøjagtigheden skal helt ned på nogle få meter. Med de ulemper, som D-GPS nu engang har.

2. juni 1998

Steen Ulnits

* No. 114.683 på langfart

Havørreder kan vandre vidt omkring – det vidner mange mærkningsforsøg gennem tiderne om.

Seneste eksempel stammer fra Tyskland, hvor en tysk kystfisker fangede en dansk havørred på 1,23 kg, 47 cm lang. Fisken viste sig at være mærket i rygfinnen – at bære nummer 114.683 og stamme fra en udsætning længst inde i Randers Fjord året før.

Fisken, som blev fanget på flue under en haglbyge i Wismar Bugten den 4. april 1997, var blevet udsat i Gudenåens munding den 12. april 1996. Den var da 22 cm lang og vejede omkring 80 gram.

På sin mere end 300 km lange vandring sydover havde den således lagt 1,15 kg på i tyngden og 25 cm i længden – på mindre end ét år.

Det viser med al ønskelig tydelighed, at vi i vore indre farvande har noget nær ideelle vækstbetingelser for havørred. Og at disse derfor kan vokse sig rekordstore på rekordtid – hvis de altså får lov til det. Hvis de formår at undgå de enorme mængder nedgarn, som de konstant må løbe spidsrod gennem…

1. juni 1998

Steen Ulnits

* Omsætningsforbud en realitet!

Så blev politikerne på Christiansborg endelig færdig med den seneste revision af saltvandsfiskeriloven.

Den nye lov indeholder det længe ønskede omsætningsforbud for fisk fanget af sportsfiskere og fritidsfiskere. Kun fisk fanget af registrerede erhvervs- og bierhvervsfiskere må nu videresælges.

Vi kan nu håbe på, at det vil sætte en stopper for eller i det mindste begrænse den udbredte sorte handel med fisk fanget af fritidsfiskere – fisk, som omsættes uden om både told- og skattevæsen. Fisk, som påfører erhvervsfiskerne, der jo skal leve af det, en urimelig konkurrence. Og fisk, som ofte er ulovligt fanget – i fredningstiden, i fredningszoner eller med ulovlige redskaber.

Så husk på, at det fremover er kriminelt – intet mindre – at sælge fangede fisk, hvis man ikke er en registreret erhvervs- eller bierhvervsfisker. Også hvis de er fanget på stang og line!

Næste skridt bliver så en nedsættelse af det antal monofile nedgarn, som fritidsfiskerne idag har lov til at bruge. Det nuværende antal på 6 stk. ønskes nedsat til 2 stk. af Danmarks Sportsfiskerforbund. Støt den kamp og det forslag. Det er DINE fisk – hvis du altså har løst det obligatoriske fisketegn – som fritidsfiskerne fanger!

Interesserede kan læse mere om “Garndøden” i en serie på fire under “Biologi”. Søg gerne på emnet øverst til højre på denne side.

1. juni 1998

Steen Ulnits

* “Lakseguld”

Thor bryggerierne i Randers er gået sammen med Dansk Laksefond i bestræbelserne på at genindføre vildlaksen i Gudenåen.

Som det vil være læsere af denne side bekendt, så har Skov- og Naturstyrelsen erklæret Gudenå-laksen for både uddød og uinteressant. Man har helt enkelt valgt at blæse på Bern-konventionen, som Danmark tiltrådte i 1981 – som forpligter os til at genindføre naturligt hjemmehørende arter, hvor de er truede eller sågar udryddet helt. Hvilket jo om noget er tilfældet med Gudenå-laksen, der uddøde med bygningen af Tangeværket i 1924.

Nu har Thor bryggerierne lanceret en helt ny øl lydende det gode navn “Lakseguld”. Den nye øl blev lanceret på et pressemøde ved Gudenåen den 19. maj – under tilstedeværelse af en række notabiliteter, heriblandt selveste Prins Richard, der jo er en ivrig laksefisker.

Prinsen viste sig også at være en stor ølkender, der straks kunne sige god for den nye øl. Han kommer jo fra et land og en egn, hvor man har meget gamle traditioner for netop ølbrygning. Under afsløringen af “Lakseguldet” kom prinsen ind på den tåbelige måde, hvorpå verdens tidligere lakseland nummer ét – Norge – har formået at udrydde vildlaksen fra sine mange elve.

Uffe Ellemann-Jensen, som var annonceret til pressemødet, dukkede ikke op. Han var måske bange for kritik af, at han under valgkampen stillede sig så klart på sø-tilhængernes side, hvad angår fremtiden for Tange Sø, Gudenåen og vildlaksen. Trods biologernes samstemmende konstatering af, at med en fortsat Tange Sø vil en ny Gudenå-laks aldrig kunne etablere sig igen.

Men tilbage til øllet. Kan man i forvejen lide “Blå Thor”, vil man også kunne lide den nye “Lakseguld”. En vis procent (!) af indtægterne fra salget af den nye øl vil gå til vildlaksens genetablering i Gudenåen.

Støt det gode initiativ og drik “Lakseguld” med den bedste samvittighed!

23. maj 1998

Steen Ulnits

* “The Great Big Boat Show”…

– Hvad koster det at få en båd fremstillet i Finland hjem fra Norge til Danmark via Sverige, når den danske importør ikke kan levere varen? Ikke så lidt, skal jeg hilse og sige. Blod, sved og tårer samt 30 dagbøder á SEK 70,-…

Læs mere om den hårrejsende oplevelse af at være uden båd, på gyngende grund og på kant med EU-reglerne i en kommende artikel under “Fiskebåde”…!!!

22. maj 1998

Steen Ulnits

* Dræberalge på retur

Det lader nu til, at den farlige dræberalge – af slægten Chatonella og efter alt at dømme af japansk oprindelse – endelig er på retur. I hvert fald viser norske målinger, at antallet i Skagerak er stærkt for nedadgående.

Dette er jo i sig selv glædeligt. Det er det så sandelig også, at de første hornfisk nu langt om længe har meldt sig i de indre danske farvande. Det var jo dem, det gik hårdest ud over, da Chatonella hærgede i Skagerak – dræbt, som de blev i titusindvis. Det skal nu blive spændende at se, om der når at komme hornfisk nok til en succesrig gydning i år. Ellers må vi påregne dårligt fiskeri i de nærmest følgende år.

Dræberalger af udenlandsk oprindelse er ikke noget nyt. De kommer med tankskibene fra oversøiske destinationer og havner i vore farvande, når tankskibene tømmer og fylder deres ballasttanke. Et problem, som er svært at løse, og som først nu er ved at opnå den fornødne internationale opmærksomhed.

Dræberalger kan opdeles i to grupper: De decideret giftige, som udskiller toksiner, der dræber direkte – typisk nervegifte. Og så de indirekte dræbende, som irriterer fiskene så meget, at deres gæller udskiller et tykt slimlag, der til sidst kvæler fiskene.

I Nordamerika, hvor man især på østkysten har været plaget af giftige alger i de seneste årtier, aner man en sammenhæng mellem algeforekomsterne og så de massive udledninger af næringsstoffer fra en intensiv landbrugsproduktion. Et forhold, der undersøges på højeste plan i disse år.

Man kunne forledes til at tro, at der måske også var en sådan sammenhæng i de danske farvande, der jo modtager overskydende kvælstof og fosfor fra dels det danske landbrug – dels landbrug og industri i Østeuropa og Sydeuropa.

18. maj 1998

Steen Ulnits

* Døde hornfisk

Hornfisken er kommet sent i år – de fleste steder endnu slet ikke. Nu har vi så tilsyneladende fået årsagen eller i hvert fald en del af forklaringen.

Det fik vi i den forgangne week-end, hvor erhvervsfiskere fra Skagen i deres trawl på dybt vand fangede mange hornfisk – døde, dræbt af giftige alger. Senest rapporteres der om store fangster af døde eller døende hornfisk i de store bundgarn sat på lavere vand omkring Skagen.

Hornfiskene har tilsyneladende mødt dræberalgerne på deres vej ind i de danske farvande og er enten vendt om, da de mødte dem – eller er bukket under ved mødet. Dræberalger er ikke noget ukendt fænomen, omend det er sjældent, vi træffer dem i så stort antal så tidligt på sæsonen. Årets dødbringende alger er imidlertid af en slags, vi ikke før har set herhjemme. Efter alt at dømme er der nemlig tale om en japansk art, som ikke plejer at færdes i vore farvande.

Dræberalgerne forekommer nu overalt i Skagerak fra Thyborøn i syd til Sydnorge i nord. Overalt har de forårsaget fiskedød – ikke kun blandt hornfisk, men også sydnorske opdrætslaks i tonsvis er bukket under i de seneste dage.

Det skal nu blive uhyggeligt spændende at se, om hornfiskene alligevel dukker op på et tidspunkt. Om algerne forsvinder igen, så de resterende hornfisk kan nå herind og gyde. I modsat fald ser det skidt ud også med fremtidens fiskeri efter de langnæbbede og sølvskinnende hornfisk.

12. maj 1998

Steen Ulnits

* Grønland overskrider laksekvote

Der svømmer som bekendt atlanterhavslaks fra såvel Nordeuropa som Nordamerika rundt i Davisstrædet mellem Canada og Grønland. Og som bekendt har Grønland selv ingen lakseelve af betydning. Man høster i stedet af andre landes opvækstlaks – som en slags “græsningsafgift”.

Ved det seneste NASCO møde havde man aftalt en “reservekvote” på 57 tons laks for Grønland – 7 tons til grønlandske fangeres eget forbrug og 50 tons til erhvervsfiskeriet. Dette til trods for, at fiskeribiologer fra ICES samstemmende havde anbefalet et totalstop for fiskeriet. Grønland havde derfor tilkendegivet over for regeringerne i Europa, Canada og USA, at man ville holde sig nede på en kvote på 37 tons.

Nu viser opgørelser for 1997 imidlertid, at Grønland i 1997 opfiskede hele 87 tons atlanterhavslaks – trods alle råd og givne løfter. Samtidig kan man i den grønlandske dagspresse læse om ulovlig hvalfangst flere steder i grønlandsk territorialfarvand.

Det kniber tilsyneladende gevaldigt med at overholde indgåede aftaler i denne den nordligste del af det danske rigsfællesskab. Desværre, for det går jo ikke kun ud over den stærkt truede nordatlantiske laksebestand. Det går også ud over grønlænderne selv – i form af en negativ holdning til grønlandske produkter verden over.

8. maj 1998

Steen Ulnits

* Vadehavets sæler i fremgang

Den danske sælbestand blev totalfredet for 20 år siden, da antallet var faretruende lavt. Idag er sælbestanden i den danske del af Vadehavet stor og i støt stigning. Faktisk stiger den med 12 % om året – efter at en virusepidemi i 1988 kostede halvdelen af sælerne livet – og tæller idag knap 2.000 individer.

Stigningen er så stor og antallet så højt, at forskerne nu taler om behovet for en regulering af bestanden. Myndighederne må bestemme, hvor stor en bestand man ønsker og mener, at Vadehavet kan bære. En afskydning kan meget vel komme på tale – dels for at holde bestanden nede på et bæredygtigt niveau, dels for at undgå nye virusepidemier som den tidligere nævnte.

Det er interessant at bemærke, hvordan havørredbestanden i grænsevandløbet Vidåen tilsyneladende følger sælbestanden op og ned. I hvert fald gjorde man i Vidåen de klart bedste havørredfangster, da sælbestanden sidst i 80’erne var halveret på grund af sygdom. Her i 90’erne, hvor sælbestanden igen er stærk og stigende, fanges der ikke nævneværdigt med fisk i åen.

Det er et forhold, som ikke er taget med i betragtning i den netop afsluttede Vadehavsundersøgelse. Interesserede kan læse mere om netop den undersøgelse i artiklen nederst på denne side.

6. maj 1998

Steen Ulnits

* “Lånte” laks…

De er gale med laks på Island. Dels har de mange af dem, og dels er de forbandet dyre at fiske efter. Der er helt enkelt masser af prestige i at fiske laks, når man er en islænding!

Det har nu resulteret i en islandsk bankskandale. Ganske vist ikke helt på højde med den dansk-færøske bankskandale, men alligevel. Hør bare:

Et islandsk folketingsmedlem udbad sig oplysninger om tre personer, der er ansat i Landsbanki Islands – den islandske nationalbank. Det første svar var undvigende og ikke fyldestgørende. Et nyt og mere rigtigt måtte derfor på bordet.

Det viste sig da, at de tre bankfolk havde rejst meget mere, end de havde haft grund til. At de adskillige gange havde inviteret udenlandske kolleger på laksefiskeri, når vigtige aftaler skulle forhandles på plads. Ifølge de tre en gammel islandsk tradition…

Men det viste sig samtidig, at en af de tre bankfolk – i sin kones navn – havde lejet fiskeretten i lakseelven Hrutafjardara. Og at bankens folk helt tilfældigt fiskede ganske meget netop her!

Afsløringerne gjorde, at de tre bankfolk blev tvunget til selv at sige deres stillinger op. Den ansvarlige bankdirektør, som ikke selv var med til at fiske laks i den pågældende elv, blev dog siddende.

Det viste sig snart, at det afslørede eksempel ikke var noget enkelttilfælde. I hvert fald begyndte andre banker og statsejede virksomheder pludselig at aflyse sommerens laksefiskeri i elve som Hitara, Langa, Vatsdalsa og Midfjardara – for at undgå lignende pinlige afsløringer.

Men for sent. Pressen havde lugtet blod og har nu udbedt sig lister over de personer, der oprindeligt havde lejet sig ind på det luksuriøse laksefiskeri…

Islandske laks “lånt” af bankernes og andre virksomheders kunder!

5. maj 1998

Steen Ulnits

* Norsk Kjempetorsk!

Den 29. april var den tyske fisketurist Karsten Dietze ude med snøren i Nordnorge. Ikke efter tungt vand, men efter tunge torsk.

Og man må nok sige, at han havde heldet med sig. Det lykkedes ham nemlig at kroge, fighte og lande en ny norsk rekordtorsk – en rigtig “kjempetorsk” på ikke mindre end 40,5 kg.

Fisken blev taget i Jøkelfjord, som ligger på sydsiden af Øksfjord halvøen – kun et halvt hundrede kilometer fra Alta. Den målte knap 1,5 meter i længden og 1,1 meter om livet og er den tredjestørste kendte torsk i verden.

Den tidligere norske torskerekord lå på 37,5 kg – med verdensrekorden på knap 45 kg taget på fiskebankerne ud for Newfoundland, Canada i 1969 af amerikaneren Alfons Bielwick.

Det tog den tyske fisker næsten 2 timer at få rekordfisken op til båden. Den blev ikke spist, men udstoppet i Østrig og skal fremover pryde en sportsforretning i Wittenberg, Nordtyskland.

5. maj 1998

Steen Ulnits

* – Livstidsgaranti?

En glad og tilsyneladende velhavende mand fra Randers købte i 1986 en tysk kulfiberstang af mærket RST. Prisen var kr. 1.750,- hos sportshandleren i Ebeltoft- et ganske kurfyrsteligt beløb i de dage. En væsentlig årsag til købet var da også, at fabrikanten tilbød en såkaldt “livstidsgaranti” på det luksuriøse produkt.

Ti år senere gik det så galt. Under en fisketur knækkede stangen, da krogen sad fast i nogle grene og fiskeren forsøgte at trække den løs. Vor mand trækker på skulderen. Ganske vist har han været glad for stangen og brugt den flittigt i de ti år, han har haft den. Men der er jo heldigvis livstidsgaranti på den, så problemet er vel ikke så stort?

Det viser det sig imidlertid at være. Tilbage i forretningen i Ebeltoft får han at vide, at der ganske vist var tale om en livstidsgaranti – men på materiale- og fabrikationsfejl. Og at sådanne fejl ville have vist sig med det samme, hvis de havde været der. Ikke først efter ti års fiskeri.

Vor mand havde ellers forestillet sig, at han ville få en ny stang – eller den gamle repareret – eller prisen på en ny refunderet. Han får imidlertid ingen af delene. Da han siden klager til Forbrugerklagenævnet, fælder dette følgende dom:

– Stangen har været udsat for en hårdhændet behandling, den ikke var beregnet til. Bruddet skyldes således ikke materiale- eller fabrikationsfejl, og livstidsgarantien dækker derfor ikke!

Dommen giver anledning til flere overvejelser. Dels er det jo korrekt, at materiale- og fabrikationsfejl næppe først viser sig efter ti års fiskeri. Og dels er der jo så ingen idé i overhovedet at give en livstidsgaranti på netop materiale- og fabrikationsfejl. Det er jo at stikke folk blår i øjnene.

Vil man yde en livstidsgaranti, så må den nødvendigvis omfatte ALT, der kan gå galt med produktet – UANSET årsag. Livstidsgaranti på materiale- og fabrikationsfejl er mere vildledende end vejledende.

3. maj 1998

Steen Ulnits

* Min barndoms bæk – blev væk!

Det er som bekendt de mange bække små, der gør den store å. Det er også de små bække, der idag byder vore vildørreder på de sidste naturlige gydepladser i danske vandløb.

Desværre har vi mildest talt ikke passet ret godt på vore små bække. De er blevet rettet ud til snorlige afvandingskanaler for landbruget, eller de er sågar blevet rørlagt, så de ikke er i vejen for de store maskiner. De bække, der idag er tilbage i en tilstand, der gør dem egnede som gydevand for laksefisk, ligger derfor ofte i skovområder, hvor de har kunnet ligge hen i fred.

Heldigvis er der i de seneste år kommet mere og mere fokus på de små bække og deres betydning for miljøet. Det har senest været tilfældet på Als, hvor den lille Stolbro Bæk i mange år har ligget ubenyttet hen af ørrederne – først på grund af urenset spildevand, siden på grund af massiv sandvandring.

Nordborg Kommune begyndte allerede i 1996 at se på mulighederne for at bringe Stolbro Bæk på fode igen – via et samarbejde med Danmarks Naturfredningsforening og Nordborg Sportsfiskerforening.

Nordborg Kommune opfordrede i foråret sine borgere til at give en hjælpende hånd med restaureringen af kommunens truede bække. Lokalpolitikerne havde inden da selv sat 50.000 kroner af til det ædle formål. Nordborg Sportsfiskerforening var ikke sen til at give sit besyv med – i form af en check på 20.000 kroner, der alle er øremærket til retablering af gydemuligheder i netop Stolbro Bæk.

Pengene skal bruges til etablering af sandfang rundt omkring i bækken – bassiner, der kan opfange det vandrende sand, som føres fra markerne og ud i vandløbet, hvor det ødelægger gydebankerne ved tilsanding. Samtidig skal der lægges sten ud som skjulesteder for ørrederne, der ligeledes skal begaves med skyggende beplantning rundt omkring på bredderne.

I den modsatte ende af Als – ved Sønderborg – har man allerede gjort noget for de små, men vigtige vandløb. Det skete ved åbningen af Vadebækken, som i mange år har været rørlagt. Nu er der fjernet 3.500 kubikmeter jord og blotlagt 300 m af bækken ved Spang Vade. Samtidig er der udsat ørredyngel, som forhåbentlig vil synes om forholdene i den “nye” bæk.

Glædeligt, at der nu for alvor er kommet fokus på de små vandløb!

3. maj 1998

Steen Ulnits

* “Bønder på Støtten”

Under denne overskrift viste TV forleden en udsendelse om den kolossale støtte, som dansk landbrug modtager – via danske skatteborgere og tilskud fra EU.

Samlet betaler hver eneste dansker årligt kr. 2.000 i støtte til det danske landbrug. Og da der hele tiden bliver færre, men større landbrug i Danmark, er det betragtelige tilskud, det enkelte landbrug modtager – fra nogle få hundrede tusinde kroner for de mindste bedrifters vedkommende til mere end fire mio. kroner årligt for de største…

Og til trods for de kolossale tilskud er fødevarer i EU dyrere end udenfor. Eksempelvis koster 1 kg ost i EU dkr. 28,- , mens det fra New Zealand (som ingen landbrugsstøtte har) koster dkr. 13,-. Men inden ostene havner i Brugsens køledisk, koster de det samme. Det sørger en speciel EU-importtold for.

I New Zealand, som i lighed med Danmark er et landbrugsland med stort “L”, havde man indtil for få år siden en statsstøttet landbrugsproduktion. Den havde man imidlertid ikke råd til at videreføre, så man tog skridtet fuldt ud og afskaffede den. Med det resultat, at landbruget blomstrede op og produktionspriserne faldt! Kun nogle få landbrug klarede ikke omstillingen til markedsøkonomi.

– Kun folk fra Danmark spørger, om landbrugsstøtten skal afskaffes!

Så klart udtrykkes det af den daværende premierminister, der var medvirkende til afskaffelsen af landbrugsstøtten i New Zealand.

Den massive landbrugsstøtte har nemlig adskillige meget uheldige bivirkninger. For det første virker den som en slags sovepude for bønderne, der nu ikke længere behøver vende hver en femøre for at få tingene til at løbe rundt.

Det resulterer igen i højere priser på gødningsstoffer, foder, medicin og maskinel. Samt en maskinpark, der bliver nyere, dyrere og større hele tiden. For der kommer jo hele tiden tilskud, og det hele kan jo afskrives. Til sammenligning er maskinerne både ældre og mindre på New Zealand, hvor man må reparere tingene i stedet for blot at skifte dem ud til nye hele tiden.

Den masive landbrugsstøtte resulterer også i flere penge til jordkøb og deraf følgende højere jordpriser. De højere jordpriser gør det sværere for yngre og mere økologisk orienterede landmænd at komme til og favoriserer i stedet den industrialiserede stordrift, som bestemt ikke er økologisk. Men som kræver masser af gødning og gift for at give det optimale afkast. Og som leverer omkring 75% af al den kvælstof, der idag løber ned i grundvandet og ud i vore søer og fjorde. Med algeblomst, iltsvind og bundvendinger til følge.

De høje jordpriser er således i høj grad medvirkende til, at der hver dag lukkes 6-7 mindre danske landbrug – landbrug, hvis jord købes op af storbønder, der har brug for jorden til at sprede overskydende gylle fra deres svineproduktion.

Den massive landbrugsstøtte gør det også favorabelt at masseproducere de afgrøder, som EU her og nu giver den største støtte til – i stedet for at lade produktionen følge efterspørgselen. Det er derfor, at vi forbrugere idag råber på flere økologiske produkter, men ikke kan få dem. Landbruget ønsker helt enkelt ikke at producere dem – de ønsker ikke at foretage den fornødne omstilling til en mere nænsom økologisk produktionsform. De vil fortsætte med tilskuddene fra EU.

Heldigvis er der dog enkelte landmænd, der tør stå frem og sige, at de finder forholdene dybt beklagelige og utilfredsstillende. At de ville føle en langt større tilfredsstillelse, om de fik lov til at klare sig selv og producere til priser, der er konkurrencedygtige på verdensmarkedet. Hvis de fik lov til at udvise det højt besungne “landmandskab”, som de påberåber sig.

Det er EU-politikerne langsomt ved at få øjnene op for. Ikke fordi EU ønsker økologisk landbrug. Nej, i EU må man se i øjnene, at man helt enkelt ikke kan fortsætte den massive landbrugsstøtte, når vi nu får et landbrugsland som Polen med i unionen. Et land med masser af landmænd, der kan levere masser af billige landbrugsprodukter.

Så “Bønder på Støtten” er forhåbentlig snart en saga blot. Så vi slipper for en branche, der på den ene side påberåber sig at være et liberalt erhverv med store frihedsgrader – og på den anden råber på stedse flere og større tilskud til en urentabel overproduktion, der har vist sig dødbringende for vandmiljøet.

3. maj 1998

Steen Ulnits

* Giftudslip i naturreservat

Minedrift er farligt for miljøet – det er ingen nyhed og bør derfor ikke komme som nogen overraskelse for nogen.

Det gør derimod et kolossalt giftudslip i den spanske provins Andalusien. Et giftudslip, som nu truer dyrelivet i et 6.000 hektar stort område af Europas største naturreservat – Donana-parken i Cadiz Bugten. Et giftudslip, som indtil videre har kostet 20 tons fisk og et ukendt antal fugle livet. Og et giftudslip, der nu og i fremtiden truer i tusindvis af fiskere og landmænd på deres levebrød.

Katastrofen skete, da volden omkring et giftreservoir ved Los Frailes minen i Andalusien brød sammen og lod omkring 5 mio. kubikmeter giftslam løbe ud i floden Guadiamar. Hurtigt opførte nye diger formåede dog at holde giftslammet ude fra naturreservatet, men myndighederne frygter, at bly, cadmium og kviksølv nu vil sive ned i grundvandet og ad den vej nå ind i Donana-parken.

Alle fisk på en 40 km lang strækning af Guadiamar floden blev dræbt – fortrinsvis karper og ål – og alt fiskeri er nu forbudt. Man frygter, at det samme vil blive tilfældet med den store flod Guadalquivir, som modtager vand fra Guadiamar. I så fald vil omkring 1.500 andalusiske fiskere blive arbejdsløse.

Indtil videre anslår mundighederne, at giftudslippet har kostet egnens landmænd omkring 70 mio. kroner på grund af forgiftede afgrøder. Landmændene mener selv, at tabet vil blive ti gange større, da der ikke længere kan dyrkes på den forgiftede jord. Selv efter en rensning vil der gå mange år uden dyrkning.

Myndigheder og miljøorganisationer er enige om, at der skal handles hurtigt, så giften dels ikke når ned i grundvandet – dels ikke bliver optaget i de rovfugle og rovdyr, der er begyndt at æde af de døde fugle og fisk. Disse skal derfor opsamles med det samme.

Samtidig skal de 6.000 hektar forurenet jord hurtigst muligt befries for de øverste 15 cm muld, hvor giften har lejret sig. Et arbejde, der anslås at ville koste mere end 1 milliard kroner og vare flere måneder. Man har netop taget hul på arbejdet, der vil kræve flytning og deponering og senere behandling af ikke mindre end 350.000 store lastvognslæs forurenet jord.

– Det er også de sydeuropæere, kunne man fristes til at sige. – De lader jo altid hånt om miljøet!

Los Frailes minen ejes imidlertid af Boliden – et verdensomspændende canadisk-svensk selskab, som driver minedrift i adskillige lande. Boliden har dog efter sigende påtaget sig ansvaret og dermed omkostningerne ved oprydningsarbejdet. Boliden har sågar lovet, at minens 500 ansatte vil kunne beholde deres jobs.

Nu må vi så blot håbe, at andalusierne kan nå at redde stumperne. Det er blandt andet i Donana-parken, at de få tilbageværende danske storke raster. Det er også her, man findes de sidste rester af den iberiske los – 50 stykker…

2. maj 1998

Steen Ulnits

* Skarven i tilbagegang

Skarven blev totalfredet i Danmark i 1980. Den kvitterede ved at gå frem i et omfang, der skræmte mange naturinteresserede – bortset naturligvis fra ornitologerne, der ikke kan få fugle nok, uanset hvad konsekvenserne end måtte være for det øvrige miljø.

I hvert fald eksploderede den danske skarvbestand til op mod 150.000 fugle – ynglende såvel som trækgæster – hvilket gik hårdt ud over mange fiskebestande. I takt med at skarvkolonierne voksede, måtte fuglene hver dag flyve længere og længere for at finde føde nok. Hver skarv skal jo daglig have op mod 500 g frisk fisk at spise.

Nu viser en optælling fra en af landets største skarvkolonier – Brændegård Sø på Fyn – at skarven nu er i tilbagegang. I hvert fald på Fyn. Optællinger fra de seneste fem år viser således, at bestanden er faldet fra 7.000 par i 1992 til 3.500 par sidste år.

Tallene tyder på, at skarvbestanden nu er ved at stabilisere sig på det niveau, som fødegrundlaget tillader. Synd blot, at det skulle gå så hårdt ud over fiskebestandene først. Fra landets største skarvkoloni – Vorsø i Horsens Fjord – ved man nemlig, at skarven her har været i stand til at fange og fortære 80% af ørrederne i de lokale vandløb.

Interesserede kan læse mere om skarven under “Artikler”. Her kan man blandt andet læse, at den danske skarvbestand hver dag skal have omkring 75 tons friske fisk at spise. Hver eneste dag.

17. april 1998

Steen Ulnits

* Minken tager magten

Det lille pelsdyr minken, som ikke er naturligt hjemmehørende i Danmark, men som i sin tid blev importeret fra Nordamerika, trives tilsyneladende over al evne i den frie danske natur.

De danske jagttegnsløsere nedlagde i 96/97 hele 3.200 flere mink, mår og ildere end i 95/96. Antallet af nedlagte mink er ikke mindre end tredoblet i løbet af de sidste ti år, hvor især Ringkøbing og Nordjyllands Amter fører an. Det er nemlig her, at langt de fleste minkfarme findes.

Vildtbiologer og jægere mener samstemmende, at antallet af fritlevende mink er tæt knyttet til forekomsten af minkfarme, hvorfra dyrene i stort tal undslipper. Og når de først er ude i naturen, klarer de sig tilsyneladende godt. De kan let finde føde og formerer sig hurtigt.

Det er tankevækkende, at fiskeribiologiske undersøgelser netop har konkluderet, at udsætning af de såkaldte “store” ørreder i vandløb er nyttesløse, da de udsatte fisk meget hurtigt forsvinder fra vandløbet. Man har derfor reduceret udsætningerne af disse med en tredjedel i forhold til foregående år.

Netop minken er kommet i søgelyset som en mulig forklaring på de dårlige resultater af disse udsætninger. Minken er en dygtig fisker, som i nabolandet Sverige flere steder har formået at udrydde hele fiskebestande. Her i Skandinavien har fiskene tilsyneladende ikke – som i hjemlandet Nordamerika – formået at indstille sig på minkens tilstedeværelse.

Problemets størrelse antydes af, at der under forsøgsmæssig brug af dræbende smækfælder i Thy Statsskovdistrikt blev taget hele 27 mink i 100 udsatte fælder i løbet af den første måned. Det er langt flere, end vildtbiologerne havde forventet.

16. april 1998

Steen Ulnits

* Ny bog: “Håndbog i Småbådsfiskeri”

Der er mange glæder ved at være sin egen kaptajn. På havet er der altid plads – her behøver man ikke stå i kø for at komme til med sin fiskestang.

Den nye “Håndbog i Småbådsfiskeri” gennemgår kort og præcist småbådsfiskerens udstyr. Her kan man læse alt om skrogformer og indretning af båden, om den rette trailer og fastspænding af båden, om gamle 2-takts og nye 4-takts motorer.

Man får endvidere solid grundviden om moderne ekkolodder, GPS navigatorer og søkortplottere samt om brugen af VHF radioen. Sejlads og sikkerhed er naturligvis også højt prioriteret.

Sidst, men ikke mindst fokuseres der på fiskeriet fra småbåd – på kastefiskeri, pirkefiskeri og trolling med og uden downrigger.

Den erfarne småbådsfisker vil i bogen finde masser af spændende stof om vandmiljøet og fiskene, han er ude efter. Viden, der direkte kan omsættes i flere fisk!

Fluefiskeren vil tilsvarende kunne læse om “sine” fartøjer – om flyderinge, pontonbåde og kanoer.

Det hele er således med – fra den mindste flydering til den største trolling-båd!

208 sider i fuld 4-farve med masser af fotos og tegninger.

Klik under “Bøger” for at se forsiden i farver!

Udkom den 7. april og koster kr. 198,-

14. april 1998

Steen Ulnits

* Sønderjysk Sølvtøj

Der er taget rigtig mange og rigtig fine havørreder i det sønderjyske i dette forår. Allerede ved premieren den 16. januar gik en storørred til biddet i bunden af Åbenrå Fjord, hvor fredningsbæltet og fredningstiden ved en lille bæk da ophørte. Fisken vejede imponerende 7,2 kg, men var ingen blankfisk.

Det var derimod den kæmpe på 9,15 kg, som det lykkedes Benned Hedegaard fra Nordals at overliste ved Fladbæk. Benned brugte som altid en 28 grams Toby, da kæmpen gik på krogen. Og han måtte naturligt nok have hjælp fra tililende fiskekammerater, da den store fisk skulle landes. Benneds til dato største havørred – og en fisk, der i avisen så næsten lige så stor ud som ham selv. Han er da også kun godt halvanden meter høj!

To tyske lystfiskere gæstede først i april Sydals, hvor de fiskede på klassiske lokaliteter såsom Gammel Pøl og Kegnæs Drej. Og de havde for alvor held i sprøjten! Den ene dag landede de – fra stranden – to dejlige blankfisk på henholdsvis 5 og 6 kg. Den næste dag havde de lejet båd og fik da – lidt længere ude – endnu en pragtfuld sølvfisk på 5 kg. – De var rigtig godt tilfredse med turen!, fortæller Hans Jørgen fra LS Grej i Nordborg.

Endelig er de første laks tilsyneladende kommet til Ribe Vesterå. I hvert fald fangede biologer en flot nystegen 8 kg’s fisk, da de prøvefiskede åen efter snæbel. Det skal blive spændende at se, om den flotte laks er en strømpil for årets fiskeri i Vesteråen – eller om den blot er en enlig svale. Faktum er jo, at Vesteråen slet ikke har levet op til tidligere tiders ry i de seneste år. Uvist af hvilken årsag.

Der er for alvor sølvtøj i det sønderjyske!

14. april 1998

Steen Ulnits

* Hedeselskabet halter

“Det Danske Hedeselskab”, der blev stiftet i 1864 under mottoet “Hvad udad tabes skal indad vindes”, har trange tider. Det var som bekendt Hedeselskabet, der i 60’erne rettede Skjernå ud til den snorlige kanal, den er idag. Og det blev som bekendt ikke Hedeselskabet, der vandt entreprisen om at lægge åen tilbage i de oprindelige slyngninger igen. Det blev i stedet konkurrenten COWI Consult, der ikke har helt så mange lig i lasten på det miljømæssige område.

Hedeselskabet har i de seneste år haft svært ved at få tingene til at hænge sammen rent økonomisk. Således kom selskabet i ’96 ud med et underskud på hele 28 mio. kroner – et underskud, der dog for regnskabsåret ’97 blev reduceret til 12 mio. kroner ud af en omsætning på 755 mio.

Det er primært problemer med at få afsat tømmer og andre skovprodukter fra selskabets mange plantager, der har skabt problemer for Enrico Mylius Dalgas’ gamle Viborg-baserede virksomhed. Og så tilsyneladende at få rettet op på det gamle image som landets statsstøttede naturskænder nummer ét.

Det er jo Hedeselskabet, der – med statsstøtte og Folketingets velsignelse – har reguleret de fleste danske vandløb til snorlige, golde og fisketomme kanaler med undervandsørkener af vandrende sand.

14. april 1998

Steen Ulnits

* Vildere og vildere waders…

Det startede med tynde, men slidstærke og vandtætte waders af PVC. Siden kom neoprenen og revolutionerede markedet med waders, der ikke blot kunne holde vandet ude, men også varmen inde!

Siden revolutioneredes markedet endnu engang – af waders fremstillet i Gore-Tex og lignende såkaldt “åndbare” materialer. Materialer, som holder vandet ude, men som samtidig tillader vanddamp indefra at passere udefter – med mindre kondens og et bedre indeklima til følge. Samt naturligvis også en langt højere pris…

Men ikke nok med det. Nu er så den næste generation af letvægtswaders allerede på markedet – i form af 7-lags kevlar-forstærkede Gore-Tex waders i den helt dyre prisklasse! Det er Bean’s Gore-Tex/Kevlar waders, som har et lag slidstærke og noget nær punkterfri kevlarfibre placeret mellem to 3-lags nylonfibre, hver med deres eget lag Gore-Tex. Altså kevlar placeret mellem to lag Gore-Tex – fra knæene og nedefter til anklerne, hvor jo de fleste punkteringer sker.

Den slags skal jo blive dyrt, og de nye waders koster da også i nærheden af 400 US dollars – FØR fragt, told og moms…

14. april 1998

Steen Ulnits

* Furesøen skal frelses

Den storkøbenhavnske Furesø har det – som desværre også de fleste andre danske søer – ganske skidt. Den er nemlig “eutrofieret”, som det så fint hedder – overbelastet med næringssalte fra omgivelserne.

Vandet bliver uklart af algesuppe, så såre lyset bryder frem om foråret. Og når så de mange alger dør og synker til bunds, skal de nedbrydes, hvilket kræver ilt. Resultatet bliver iltsvind ved bunden, hvilket igen medfører frigørelse af de store mængder fosfor, der ligger bundet her – ophobet efter årtiers tilførsel til søen.

I det uklare vand stortrives skidtfiskene – typisk skaller og brasen – da rovfiskene ikke kan holde dem nede i det uklare vand. De kan helt enkelt ikke se til at jage. De mange skidtfisk medfører rovdrift på søens dyreplankton, der så ikke længere kan holde søens planteplankton, algerne, nede på et passende niveau. Tyk algesuppe bliver det uundgåelige resultat.

Det mener Københavns Amt nu, at der skal gøres noget radikalt ved. Ikke blot er søen et vigtigt område for det storkøbenhavnske sportsfiskeri – søen er også badevand for storbyens beboere, og det kræver jo en vis vandkvalitet.

Man har derfor kig på to mulige løsninger: Biomanipulation med opfiskning af store mængder skidtfisk. Eller tilsætning af jern eller aluminium, som skal fælde de mange overskydende fosforsalte og holde dem fanget i bundslammet.

I skrivende stund vurderer man de mulige skadelige effekter af at tilsætte metaller til det forurenede søvand. – Men mon ikke det var bedre – og sikrere – først at prøve med en god gang biomanipulation? Den skader i hvert fald ikke miljøet…

14. april 1998

Steen Ulnits

* Mariager mangler muslinger

Så er den gal igen med Mariager Fjord. Mens myndighederne har gjort deres bedste for at dysse problemerne ned – ved at påstå, at fjorden har bedst af at klare sig selv efter sidste sommers kvælningsdød – er der nu igen konstateret iltsvind i fjorden. Og nu havde myndighederne ellers lige glædet sig over, at man med efterårets komme igen kunne måle rimelige iltforhold i fjorden…

Problemet er helt enkelt, at fjorden mangler muslinger. De døde jo alle sidste sommer, og med dem døde de organismer, der filtrerer vandet for størsteparten af de iltslugende alger. I skrivende stund kan man i Mariager Fjord se metertykke lag af nedsynkende alger, som er ved at berøve vandet for dets ilt.

Med muslingerne utidige bortgang væltede fjordens økosystem totalt. Algerne var nemlig klar til kamp igen med det samme – nu helt uden muslingerne til at rydde op i de kolossale algemængder, der blev resultatet af en lang og varm sommer.

Så Mariager mangler altså muslinger. Desperat. Man kan derfor undre sig såre over, at myndighederne straks modsatte sig, da en håndfuld engagerede mennesker fra organisationen “Danske Fluefiskere” først på året tog sagen i egen hånd – ved at hente friske muslinger til den døde fjord.

Myndighederne vidste tilsyneladende intet om, hvad de havde med at gøre. De skulle i stedet have støttet initiativet med udsætning af nye muslinger – i stedet for at modarbejde det. Så ville der idag have været flere muslinger til at rydde op efter iltsvindet..

14. april 1998

Steen Ulnits

* Galt med gyllen

Regeringens Vandmiljøplan 2 har voldt flere problemer end umiddelbart ventet. Dels mener flere partier på venstrefløjen, at den slet ikke er stram nok. Og dels er det et åbent spørgsmål, om EU overhovedet vil godkende den, da den på flere punkter er meget slap – set med fællesskabets øjne.

Men nu er endnu et forhold dukket op af gylletanken: Vandmiljøplanen tager nemlig ikke højde for, at der også fremover lokalt kan opstå store problemer med at få spredt gyllen rigtigt ud. Man risikerer nemlig stadig, at enkelte landmænd føler sig fristet til blot at sprede overskydende gylle ud på de nærmest liggende marker – som så overgødes med efterfølgende udvaskning af overskuddet til grundvand og overfladevand.

Dette forhold har fået flere politikere til at foreslå, at landmændene derfor i fremtiden skal føre et separat gødningsregnskab over hver enkelt mark.

Landbruget har naturligvis svaret igen, at noget sådant i praksis er helt umuligt. Og at det i det hele taget påfører dem en masse nyt papirnusseri, som de godt kunne være foruden.

Lige netop i disse dage spredes der for alvor gylle over det ganske danske land. Det kan ingen med en blot nogenlunde intakt lugtesans være det mindste i tvivl om.

14. april 1998

Steen Ulnits

* Dyrt norsk tyvfiskeri i Arktis

Langt om længe har den norske Højesteret strammet op på domme vedrørende tyvfiskeri. Sagen hidrører fra det nordligste Norge, der med nogen ret kan kaldes Arktis.

Heroppe er en 52-årig norsk garnfisker, som i 1995 blev taget på fersk gerning af fiskerikontrollen med 24 ulovlige garn i sin varetægt, netop blevet idømt en bøde på kr. 10.000 samt 3 ugers betinget fængsel.

Men ikke nok med det. Den dømte tyvfisker fik samtidig konfiskeret alle 24 garn, en lille 4-hjulstrækker samt slæde og båd med mere – kort sagt alle de genstande, der havde været i brug under det ulovlige fiskeri.

Med denne opsigtsvækkende dom har de norske myndigheder nu lagt sig tæt op af den praksis, som længe har været gældende i Nordamerika – i USA og Canada, hvor tyvfiskeri i mange år har været forbundet med bøder og fængselsstraffe samt konfiskation af det anvendte udstyr.

Man må håbe, at de hårdere straffe vil gøre det mindre attraktivt at tyvfiske med sine garn i Norge. Og at de danske myndigheder nu også vil se nærmere på det norske kursskifte. Her i landet er det jo på det nærmeste risikofrit at drive ulovligt garnfiskeri.

14. april 1998

Steen Ulnits

* Pinligt dansk tyvfiskeri i Antarktis

Danske fiskebåde deltager aktivt i et storstilet og ulovligt rovfiskeri på truede fiskearter i Antarktis.

Det drejer sig om den eksotiske fiskeart “Patagonian Toothfish” – på latin “Dissotichus eleginoides” – der kan blive op til 2 meter lang, men som vokser uhyre langsomt i det iskolde antarktiske hav ud for Australien og New Zealand.

Fisken lever på meget dybt vand – ned til 2.000 m’s dybde – hvor den har levet godt og skjult indtil 1995, da man opdagede den hidtil ubefiskede ressource.

Trods det vanskelige fiskeri på de meget store dybder har fiskeriet efter denne eksotiske fisk udviklet sig med rekordagtig hastighed. Fisken indbringer nemlig meget store summer på det altid fiskehungrende japanske marked, der traditionen tro ser stort på, om fiskene nu også er lovligt fangede eller ej.

De høje priser har medført, at fiskebåde fra store dele af verden er søgt sydpå, hvor de nu rovfisker toothfish i australsk territorialfarvand. Heriblandt danske fiskebåde, som til lejligheden blot skifter flag – til nationer, der ikke er underlagt EU’s accept af kvoterne på toothfish. Den langsomt voksende fiskeart er nemlig omfattet af strikse bestemmelser fra den australske regering, der imidlertid har meget svært ved at kontrollere tyvfiskeriet i det kolossale farvand omkring “øen”.

Allerede nu – efter kun to fiskesæsoner – kan man da også se, at de fangede fisk er af en mindre gennemsnitsstørrelse end før. De uhyre langsomtvoksende fisk tåler helt enkelt ikke det nuværende og altså klart illegale fiskepres.

De ulovligt fangede toothfish sejles op til Mauritius i det Indiske Ocean, hvorfra de nedfrosne fisk i containerskibe sejles videre til Japan. Her bliver de til den eftertragtede “sashimi”, der indbringer skyhøje priser på japanske restauranter.

De ulovligt fangede toothfish sejles for øvrigt det sidste stykke med danske Maersk Line. Som for øvrigt er udmærket klar over trafikken. Dansk fanget fisk på danske containerskibe. – Det kan vi da være stolte af, eller…?

Såvel den danske afdeling af WWF som den danske miljøminister har imidlertid udtrykt stor utilfredshed med A.P.Møller skibenes transport af danske tyvekoster.

14. april 1998

Steen Ulnits

* Luksuslaks til lavpris

DRTV viste forleden aften et program om laksen, der er gået fra at være en absolut luksusspise til idag at være noget nær hverdagskost.

Men det er ikke sket uden omkostninger – for laksen selv såvel som for forbrugeren. Hvor man tidligere måtte sejle langt til havs for at fange laksen på dens opvækstpladser i højsøen, opdrættes laksene idag i kolossale netbure – fortrinsvis i de dybe norske fjorde. Her går de om ikke som sild i en tønde så i hvert fald som et hvilket som helst andet husdyr i menneskets tjeneste.

Tidligere tog det typisk op mod to år i havet at opdrætte en slagtemoden atlanterhavslaks. Men jo længere tid i havet desto større risiko for sygdomme, uheld og ikke mindst udslip. Samtidig ønsker de store investorer – typisk multinationale olieselskaber – jo naturligvis den hurtigst mulige forrentning af kapitalen.

Derfor kan man idag – med optimeret foder (sagde nogen vækstfremmere?), vaccination mod diverse sygdomme samt medicinsk behandling mod lakselus – fremelske de samme laks på den halve tid. Det giver den ønskede hurtige turn-over af den investerede kapital.

En stor del af laksene går til koldrøgning – en proces, hvorunder laksene som en anden hamburgerryg pumpes op med saltvand, så de færdige fileter kommer til at veje godt 10% mere end før. Ved en traditionel røgning mister laksene typisk det samme i vægt under tørsaltningen.

TV spurgte en tilfældig forbruger i supermarkedet, om hun gerne ville have en røget laks – hvad hun naturligvis gerne ville. Men da hun først havde fået hele sandheden om tamlaksens vej fra de norske netbure til de danske frysediske, takkede hun pænt nej…

Interesserede kan læse meget mere om tamlaks og vildlaks under “Artikler”. Apropos laks, så er der ikke længere ledige pladser på årets laksetur til Island.

22. marts 1998

Steen Ulnits

* Iltsvind efter dambrug

Dambrug er ikke godt for noget som helst – dambrugernes privatøkonomi naturligvis undtaget. Dambrug har nemlig utallige skadelige virkninger på såvel vandkvalitet som vandløbskvalitet.

Dels spærrer dambrugets uundgåelige opstemning af åens vand for vandrefiskenes frie passage. De kan således ikke nå deres gyde- eller opvækstpladser længere opstrøms i det pågældende vandsystem.

Dels bremser opstemningen vandstrømmen opstrøms dambruget – mange steder med tilsanding eller tilslamning af værdifulde gydepladser til følge.

Og dels kan kilometerlange åstrækninger helt tørlægges i varme og tørre sommermåneder.

Endelig er der den ligeledes uundgåelige forurening fra selve fiskeopdrættet – i organisk form som affaldsstoffer fra fiskene og eventuelt foderspild. Samt uorganisk i form af antibiotika og medicin brugt til at holde fiskesygdomme nede med.

Nu har en dugfrisk undersøgelse fra Ribe Amt påvist, at dambrugsdrift kan påvirke vandløbene skadeligt så langt nedstrøms som 20 km fra dambruget. I vandløb med flere dambrug nedstrøms hinanden forværres problemerne i en grad, så fiskene helt forlader eller undgår vandløbene.

EU’s fiskedirektiv foreskriver, at der som minimum skal være 70% iltmætning i det udledte vand. Den danske dambrugsbekendtgørelse, som dambrugshvervet i årevis har opponeret mod, foreskriver kun en iltmætning på 60%.

I Kongeåen nedstrøms Kongeåens Dambrug er der målt iltmætninger så lave som 20-40%…

Nu må det derfor være på tide, at EU håndhæver sine minimumskrav til vandmiljøet!

18. marts 1998

Steen Ulnits

* Uægte laks og vaskeægte bævere…

Skov- og Naturstyrelsen har tilsyneladende store problemer – med sig selv og hvad, de egentlig vil.

Styrelsen meldte for nylig ud, at de ikke kunne støtte genindførelsen af Gudenå-laksen, da den oprindelige laksestamme uddøde med opførelsen af Tangeværket i 1920’erne.

Ifølge Skov- og Naturstyrelsen findes der kun én oprindelig og dermed bevaringsværdig laksestamme i Danmark, og den svømmer rundt i Skjernå-systemet – nærmere betegnet i den lille Karstoft Å, hvor de sidste naturlige gydepladser findes på et par hundrede meter af åens nederste løb.

Selvsamme styrelse mener ikke længere, at der ikke er nogen grund til at støtte genindførelsen af Gudenå-laksen – baseret på primært svenske laksestammer fra Ätran på den anden side af Kattegat.

Trods det faktum, at man mente det modsatte i 1995, da lakseprojektet for alvor tog fart. Og trods den kendsgerning, at Danmark i 1981 underskrev Bern-konventionen, der forpligter til at støtte genindførelsen af truede eller udryddede plante- og dyrearter.

Nu vil Randers Kommune, som har postet millioner af kroner i projektet, søge at få refunderet de mange spildte penge. Samtidig vil en nystiftet laksefond ved Gudenåen om nødvendigt indbringe sagen for EU-domstolen.

Helt grotesk bliver det, når Skov- og Naturstyrelsen nu også ønsker at genindføre bæveren, der har været borte fra Danmark i flere tusinde år. Man planlægger at indføre bævere fra de svenske skove og elve. Dem anser Skov- og Naturstyrelsen nemlig for mere “ægte” end de “uægte” laks…

Forstå logikken, hvem der kan. Den virkelige årsag er dog, at styrelsen ikke vover eller ønsker at gøre noget ved den kunstige Tange Sø, der som bekendt ligger og spærrer for en genindførelse af laks i Gudenåen.

17. marts 1998

Steen Ulnits

* Flere ænder i olie…

Så gik det galt igen… Mindre end en måned efter sidste olieudslip er der igen drevet olie og med den olietilsølede fugle ind på halvøen Skallingen i den danske del af Vadehavet.

Man regner med, at omkring 2.000 sortænder denne gang vil bukke under for den langsomme og isnende kolde oliedød – mod 6.000 sidste gang. Og Miljøstyrelsen har stadig ikke gjort noget – eksempelvis ved at øge flyovervågningen af området, ved at tilbyde gratis opsamling af spildolie i de danske havne eller ved at opprioritere den analyse af olieprøver, der eventuelt kan udpege synderen.

Som det er idag, overflyves det danske søterritorium 22 gange om året. Det er mindre end én gang hver 14. dag… Chancen for, at en synder tages på fersk gerning i færd med at tømme sine tanke for olie, er derfor næsten lig nul. Den præventive virkning ligeledes.

Til sammenligning kan Tyskland prale med 69 overflyvninger årligt mod hollændernes 113. Vore sydlige vadehavsnaboer har således 3-5 gange større chancer end os danskere for at fange eventuelle forurenere.

Så er det jo heldigt/uheldigt, at der netop er Folketingsvalg idag…

11. marts 1998

Steen Ulnits

* Kvælstof kvæler!

Skov- og Naturstyrelsen har netop besigtiget de danske skove og konstateret, at elmen er på vej til at uddø, og at egetræerne kæmper hårdt mod insektangreb flere steder.

Vejr og vind har stor indflydelse på træernes trivsel, hvilket også gælder forureningen fra atmosfæren. Man regner med, at vore skove kan tåle 10-15 kg kvælstof per hektar. Uheldigvis modtager de hvert år 20 kg per hektar – kvælstof, der primært stammer fra landbruget. Det svækker træernes modstandskraft mod sygdomme og angreb fra insekter og svampe.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort tal for kvælstofindholdet i de danske farvande for 1997. Det viser sig, at indholdet – målt i Øresund ud for Hven – er faldet siden 1994. Nedgangen skyldes flere faktorer – dels en bedre rensning af spildevandet, dels nedbørsfattige vintre, som mindsker udvaskningen fra de overgødede marker.

Således havde vi forrige år den tørreste vinter i mere end 100 år. Samtidig faldt der sidste år i perioden januar-marts 25% mindre nedbør end normalt.

Det mindskede indhold af kvælstof har været gavnligt for miljøet, der kvitterer med klarere vand, færre alger og mindre iltsvind. Man må blot ikke glemme, at problemerne er tilbage igen, så såre nedbøren og med den udvaskningen igen stiger til et normalt niveau..

De nye positive tal må altså ikke blive nogen sovepude i kampen for et bedre vandmiljø – som tilfældet desværre allerede har været i Ringkøbing Amt. Her bruger lokalpolitikere nu den forbedrede miljøtilstand i Ringkøbing Fjord som argument for, at Skjernå alligevel ikke skal lægges tilbage til sit gamle, slyngede åleje…

5. marts 1998

Steen Ulnits

* Lomborg og logikken?

I den seneste tid har Århus-lektor i statskundskab Bjørn Lomborg bragt alarmerende “nyheder” til torvs. Han har nemlig – sammen med sine trofaste studerende – studeret internationale miljøstatistikker og fundet frem til sensationelt nyt:

Miljøet har det helt fint – bedre end nogensinde. Problemerne er minimale, og der er på det nærmeste ingen grænser for vækst. Al snak om syreregn, skovdød og forurening af vandmiljøet er bragesnak fra forskere, der blot søger øgede bevillinger til deres egen forskning!

Men den gode Lomborg, som fik stillet uanede mængder af spalteplads til rådighed for sine sensationelle “nyheder”, har måttet æde det hele i sig igen. I hvert fald har han nu fået læst og påskrevet af de forskere, der til daglig sidder med problemerne helt inde på livet. Han har fået at vide, at han skulle have læst lidt mere på lektierne og sat sig en hel del mere ind i problemstillingerne, før han erklærede fred og ingen fare.

Lomborgs argumenter lyder typisk sådan her: For et antal år siden blev der råbt vagt i gevær. Sur regn fra industriområderne fik træerne til at dø og mange søer til at gispe efter vejret. Skovhugst i Sydamerika truede med at udrydde den livsvigtige regnskov og reducere antallet af nulevende dyre- og plantearter.

Med særligt udvalgte statistikker fra store og verdensomspændende organisationer viste Lomborg, at vi idag har mere skov på verdensplan end dengang. At skovdød slet ikke er det problem, det engang blev udråbt til. Lomborg kunne til og med læse sig frem til, at den svovlsure regn faktisk gøder skoven, som så giver mere udbytte! Og at vandmiljøet idag har det bedre end nogensinde…

Lomborg havde blot glemt én meget vigtig ting: At havde ingen råbt vagt i gevær på et tidligt tidspunkt, og havde ingen gjort noget ved problemerne i mellemtiden, så var det hele endt i den forudsagte katastrofe. Underligt, at han ikke kunne eller kan tænke så langt. – Eller havde og har han en skjult dagsorden med sine “nyheder”?

Tvivlen bør som altid komme den anklagede til gode – i dette tilfælde miljøet. Hellere for lidt gift end for meget.

5. marts 1998

Steen Ulnits

* Havhjul på hovedet!

Havhjul skal være multihjul – det har vi vidst længe. Kun multihjul kan modstå presset fra de tykke liner, tunge pirke, vægtige torsk – og solide bundhug! Selv de største fastspolehjul klarer ikke mosten i længden.

Men multihjul er ikke lutter lagkage. De er nemlig konstrueret til at sidde oven på stangen – modsat fastspolehjulet, som hænger naturligt under stangen. Da havhjul samtidig er tunge, er der dårlig balance i det kraftige havgrej – når man fisker, men især når man fighter. Da vrider og vrikker stang og hjul fra side til side, om man da ikke bruger et fightbælte og en havstang med krydsdup i bunden.

Det har tyske Cormoran gjort noget konstruktivt og radikalt anderledes ved. De har nemlig vendt havhjulet på hovedet – konstrueret det, så det skal hænge under stangen som et andet fastspolehjul. Herved får man en god balance i grejet under fiskeri og fight. Samtidig bibeholder man alle fordelene ved multihjulet, som nu er forsynet med en pegefingertangent til nem frikobling af spolen.

Hjulet hedder “Corboss”, og det skal vi nok se mere til på kuttere landet over. Kig under “Fiskegrej” for en nærmere beskrivelse af denne radikale nyhed – i den nærmeste fremtid!

25. februar 1998

Steen Ulnits

* “Landbrugets krykker vakler”

Sådan skrev Jyllands-Posten idag i Erhvervsmagasinet. Det drejer sig om den kommende optagelse af nye lande, som er store landbrugsnationer med lave lønninger. Uden begrænsninger i den kolossale landbrugsstøtte vil der komme en katastrofal overproduktion i EU, der allerede på nuværende tidspunkt har en stor overproduktion af landbrugsvarer.

Det danske landbrug har længe redet højt på en massiv landbrugsstøtte fra EU. Ifølge JP er EU’s samlede budget på omkring 600 milliarder kroner, hvoraf halvdelen – 300 milliarder kroner – går til landbruget. Landbruget, som kun omfatter 5-10% af EU’s samlede befolkning, får således idag tildelt halvdelen af det totale budget.

Pengene bruges til at fastholde stabile priser på fødevarer og samtidig sikre landbruget en vis mindstepris. Til gengæld betyder dette kunstige system for forbrugerne, at man i EU må betale priser på landbrugsvarer, der er en hel del højere end verdensmarkedspriserne. Samtidig betyder tilskudsordningerne, at der spekuleres i produktion af de mest favorable produkter – med omtalte overproduktion til følge.

New Zealand, der ligesom Danmark er en stor landbrugsnation, har for flere år siden nedlagt statsstøtten til sit landbrug, der idag konkurrerer – sundt – på verdensmarkedspriserne. Et landbrug, der tør og kan stå på egne ben.

Fremtiden vil vise, om det højt besungne danske landbrug også kan. Om landbruget kan overleve nu at skulle være det liberale erhverv, man ynder at kalde sig – uden at være permanent på støtten.

Vandmiljøet vil i hvert fald have godt af en mere differentieret og mindre statsstøttet landbrugsproduktion.

25. februar 1998

Steen Ulnits

* Pontoner på floden!

Søndag den 22. februar søsatte en lille håndfuld håbefulde fluefiskere deres lyseblå “Water Otter” pontonbåde på Gudenåen ved Fladbro. Planen var i bedste amerikanske stil at drifte nedstrøms til Randers – og så naturligvis svinge fluestængerne imens.

Vejret var med dem, strømmen i Gudenåen ligeså. Alligevel gik fiskene ikke for alvor til biddet i det gode vejr, og deltagerne måtte derfor lade sig nøje med et par aborrer, en enkelt gedde og en fin sandart.

Men deltagerne have en god tur og var sikkert de første nogensinde, som herhjemme har gjort amerikanerne kunsten efter!

Du kan læse mere om pontonbåde under “Fiskebåde”, og du kan se dem på Fårup Skole ved fluebindingskonkurrencen den 28. februar. Arrangementet er omtalt længere nede på denne side.

23. februar 1998

Steen Ulnits

* EU-nej til vandmiljø-handlingsplan II?

Der tales nu åbent om, at EU ikke vil godkende regeringens vandmiljø-handlingsplan, da den stadig ikke lever op til EU’s nitrat-direktiv. Det stiller krav om kun 1,7 dyreenhed pr. hektar, hvor den danske overgrænse længe har ligget på 2,3 dyreenhed pr. hektar.

For at tækkes de økonomisk hårdt stillede kvægbrug og samtidig lade de velstillede “svinebaroner” betale lidt for deres gylle, indgik Folketinget et kompromis: Man besluttede, at kvægbrugene må fortsætte med 2,3 dyreenheder pr. hektar, mens svineproducenterne får deres beskåret til kun 1,4 dyreenhed pr. hektar.

Det er nu et åbent spørgsmål, om EU vil godtage en sådan ordning, der i lighed med den gamle kræver dispensation fra nitrat-direktivet.

21. februar 1998

Steen Ulnits

* Mariager Fjord i mølpose…

De, der havde håbet på en hurtig indgriben fra myndighederne i sagen om den afdøde Mariager Fjord, blev slemt skuffede. På mødet den 16. februar meldte Nordjyllands og Århus Amter nemlig klart ud:

Der skal ikke foretages noget som helst konkret i den nærmeste tid. I 1998 starter man en undersøgelse op, der skal belyse, i hvilket omfang etablering af våde enge, skovrejsning, braklægning, reduktion i gødningsforbruget og yderligere spildevandsrensning vil kunne forbedre vandkvaliteten i fjorden og således nedsætte risikoen for nye iltsvind.

Amterne melder klart ud og siger, at de ikke ønsker en aktiv iltning af fjordens vand. Mariager Fjord skal, som det hedder, “bevare sin udformning som tærskelfjord og sin biologiske egenart”.

Amterne ønsker heller ikke at give fjorden en hjælpende hånd i form af udsætninger af de fisk, småyr og planter, som døde ved iltsvindet. Dog vil man, med baggrund i undersøgelsesresultaterne fra i år, vurdere, om en sådan ophjælpning senere kan komme på tale.

Hidtidige undersøgelser har vist, at der allerede nu kan fanges skrubber helt ind til Hobro. Men at disse fisk har et ret usædvanligt maveindhold. De har helt enkelt måttet leve af de forhåndenværende fødeemner, som ikke er deres normale føde. Undersøgelserne viser også, at de første muslinger er begyndt at etablere sig i fjorden.

Man kan så blot spørge sig, om det ikke kun er de skrubber og blåmuslinger, som behjertede fiskere ved egen hånd allerede har slæbt ind i inderfjorden?

20. februar 1998

Steen Ulnits

* Miljøpenge

Så kom Vandmiljø-handlingsplan II sikkert i hus – efter syv timers seje forhandlinger. Vandmiljø-handlingsplan II skal ses som et supplement til og en udbygning af den mere end ti år gamle vandmiljø-handlingsplan, der viste sig helt utilstrækkelig over for landbrugets udledning af kvælstof.

Med det nye forlig er der afsat 190 mio. kroner til naturpleje, skovrejsning og økologisk landbrug. Således er der hvert år afsat 50 mio. kroner ekstra til etablering af våde enge, 60 mio. kroner til yderligere skovrejsning samt 80 mio. kroner mere til omlægning af traditionelle landbrug til økologiske. I forvejen bruges der årligt 300 mio. kroner på disse tiltag.

Ifølge den nye vandmiljø-handlingsplan skal landbruget allerede fra efteråret ’98 nedsætte deres forbrug med 10%. Planen er at nedsætte den nuværende årlige udvaskning med små 40.000 tons inden år 2003.

Ved en såkaldt “midtvejs-evaluering” i efteråret 2000 vil man se på, om det er lykkedes landbruget at nå dette mål. Hvis ikke, må der påregnes nye og skrappere regler med hensyn til brugen af husdyrgødning.

Landbruget slår sig i tøjret og kalder den nye vandmiljø-handlingsplan for “den dårligst tænkelige løsning”. – Har de mon allerede glemt Mariager Fjord?

16. februar 1998

Steen Ulnits

* “Operation Fjordskrubbe”

“Operation Blåmusling”, som løb af stabelen søndag den 4. januar, og som du kan læse om nederst på denne side, vakte en del opmærksomhed i medierne.

Fiskere og beboere omkring Mariager Fjord glædede sig over, at nogen endelig gjorde noget. Myndighederne var alt andet end begejstrede. De ønskede og ønsker stadig nye undersøgelser, der skal klarlægge, hvad der skete, hvorfor det skete, og hvad der kan gøres for at undgå gentagelser. De ønskede og ønsker tilsyneladende ikke at give den afdøde fjord en hjælpende hånd.

I mellemtiden har flere lokale derfor taget sagen i egne hænder. Flere har således fulgt eksemplet og slæbt spande af friskfangede muslinger, krabber, rejer og tanglopper fra yderfjorden og ind i den lukkede inderfjord. Det samme har enkelte fritidsfiskere gjort – dog med friskfangede skrubber i stedet. De er fanget længst ude ved Hadsund, hvorefter de er transporteret ind mod Hobro, hvor de siden er blevet sluppet løs.

Altsammen gjort for at fremskynde genoplivningen af en smuk fjord, som alle holder af. Og altsammen gjort i erkendelse af, at vandudskiftningen i den lukkede inderfjord tager op mod 20 år! Så længe ønsker ingen borgere at vente.

Myndighederne derimod lader til at finde fjorddøden interessant – og et langvarigt forskningsprojekt værd. De ønsker derfor ikke utidig indblanding fra menige borgere, der ønsker fjorden genoplivet snarest muligt…

Det kommende fjordmøde den 16. februar vil forhåbentlig løfte sløret for myndighedernes planer for fjorden.

12. februar 1998

Steen Ulnits

* Fisketurisme – tal, der tæller!

De har vidst det længe i USA og Canada: At sportsfiskeriets såkaldte “ringvirkninger” er af stor betydning for de involverede lokalsamfund. Her skaber de arbejdspladser, der igen tilfører statskassen tiltrængte skattekroner. En god cirkel, altså.

Ringvirkningerne omfatter penge brugt til transport, overnatning og forplejning, til indkøb af fiskegrej og fiskekort – kort sagt alt, der har med udøvelsen af fiskeriet at gøre.

Længe har vi i Danmark manglet tørre tal, der dokumenterer disse ringvirkninger. Vi har dog en undersøgelse, der sort på hvidt fortæller, hvor meget det fynske sportsfiskeri efter havørred egentlig betyder i kroner og øre.

På Fyn har man satset stort på denne fisketurisme – som det første sted i landet. Det startede i 1990 – på initiativ af Fyns Amt og med det formål at opbygge en veludviklet lystfiskerturisme med baggrund i en aktiv naturpleje.

Imidlertid ville man gerne vide, om man egentlig fik noget igen for sine anstrengelser. Derfor foranstaltede man i foråret 1994 en større undersøgelse, der omfattede 200 sportsfiskere – heraf 150 tysktalende. Tallene taler for sig selv:

Tager man alle nationaliteter af sportsfiskere med i statistikken, kommer man op på en samlet årlig omsætning på mindst 30-60 mio. kr. for sportsfiskeriet på Fyn. En overmåde god forrentning af de foretagne investeringer.

Fra Sverige ved vi, at statens “Kronolaxfiske” hvert år omsætter for omkring 50 mio. svenske kroner. Et beløb, der stammer fra de 20.000 sportsfiskere fra nær og fjern, der hvert år – fra april til september – gæster statens kun 7 km lange strækning af Mørrumsåen.

Nu har skotterne imidlertid taget têten. Af en rapport fra 1996 om sportsfiskeriet ved den berømte flod Tweed fremgår det, at alene laksefiskeriet i Tweed flodens opland omsætter for mere end 13 millioner engelske pund – mere end 130 mio. danske kr.

Så kom ikke og sig, at sportsfiskeri er en uskyldig foreteelse for nogle få fiskegale stangsvingere. Det er idag noget, der for alvor batter i samfundsøkonomien – stik modsat fritidsfiskernes “sorte” fisk…

12. februar 1998

Steen Ulnits

* – Grønt Venstre-sving?

Det ser nu ud til, at partiet Venstre – langt om længe – er ved at undsige deres rødder i landbruget. At det stigende antal byvælgere nu begynder at slå igennem – til fordel for miljøet.

Det har senest vist sig i forliget om den såkaldte ” Vandmiljø-handlingsplan II”, der har måttet samle op på stumperne fra den første plan, som viste sig helt ineffektiv over for landbrugets kvælstofudledninger.

Venstres formand Uffe Elleman Jensen – selv ivrig lystfisker og bestyrelsesmedlem i Dansk Laksefond – har lidt forsigtigt udtalt, at Venstre jo også repræsenterer andre interesser end lige netop landbrugets.

Folketingsmedlem Jens Løgstrup Madsen er mere markant i sine udtalelser: “Vi har været for svage til at sige fra over for landmændene. Vi burde tidligere have krævet, at landbruget brugte de selvsamme markedsøkonomiske principper, som vi forfægter over for andre erhverv. Derfor bør de ikke længere have statsstøtte.”

“Vi er ikke længere kun bøndernes parti”, siger den nyvalgte Venstre-borgmester i København, Søren Pind. Han fortsætter: “Landbruget har selv svigtet. I en lang årrække har det ikke været dygtigt nok til at formidle, at det ikke selv har interesse i at forurene miljøet.”

Formanden for Venstres Ungdom, Troels Lund Paulsen, gør kursændringen endnu tydeligere: “Det er fornuftigt, at vi nu viser, at vi er for en offensiv miljøpolitik. Landbruget har ikke vetoret i Venstre og derfor heller ingen særstatus.”

Kursskiftet i Venstre skyldes i høj grad frygten for et snarligt valg, hvor vælgerne ellers ville stå over for valget mellem en grøn venstrefløj og en miljøfjendsk højrefløj. Eller som Søren Pind udtrykker det i Jyllands-Posten: “Socialdemokratiets valgkampstrategi er at udstille Venstre og bønderne som de største miljøsvin.”

Medvirkende årsag er sikkert også, at bønderne idag kun udgør 3% af vælgerne. Og at landbrugets andel af den samlede danske eksport i løbet af de sidste 40 år er faldet fra små 65% til knap 15%.

Under alle omstændigheder var det tiltrængt med et grønt Venstre-sving fra et parti, der længe har kørt over for rødt i spørgsmålet om det danske vandmiljø!

11. februar 1998

Steen Ulnits

* – Fejlagtig fiskeripolitik?

Der findes idag to slags fiskeribiologi: Den traditionelle, hvor man prøvefisker og ud fra fangsterne regner sig frem til bestandenes størrelse og derefter fastsætter fangstkvoterne. Og så den moderne, hvor man i store computermodeller tager højde for, at der er et intimt sammenspil mellem rovfisk og byttefisk – mellem de forskellige led i fødekæderne.

I Danmark og det øvrige Nordeuropa bruger vi den traditionelle form med prøvefiskeri og bestandsestimering. Det mener et hold internationale forskere nu er helt forkert. Det redegør de for i en artikel i det ansete tidsskrift “Science”, hvor de konkluderer, at økosystemerne i de store verdenshave nu er ved at bryde sammen på grund af forkert fiskeri.

Vore dages erhvervsfiskeri satser alt for ensidigt på de større arter af rovfisk, som der er blevet markant færre af i de seneste 50 år. Når man fjerner en stor og stigende del af rovfiskene øverst oppe i fødepyramiden, får det uundgåeligt konsekvenser for de underliggende lag – for byttefiskene og deres bytte igen.

Trods et stigende fiskepres fra stedse større både er verdens samlede fangst af fisk nu faldet i de seneste ti år. Der er idag en mindre samlet fiskemængde i havene end tidligere. I gamle dage fiskede man fortrinsvis efter de største fiskearter – eksempelvis tun – indtil de var fisket helt i bund. Så gik man videre til stadigt mindre fiskearter og fisker idag løs på bestandene af de såkaldte “skidtfisk” – dem, der primært bruges til fremstilling af fiskefoder.

Det internationale forskerteam konkluderer nu, at man ikke blot kan fjerne de øverste led i fødekæden, uden at det går ud over de nedenfor liggende led. De mener, at havene nu er begyndt at kollapse i deres reguleringsmekanismer – præcis som byttedyr på landjorden plages af hungersnød og sygdomme, når der ikke længere er rovdyr til at regulere bestanden.

Forskerne mener, at skal der også fremover kunne fiskes fisk i verdenshavene, så skal det ske på et helt anderledes grundlag end idag, hvor brugen af gammeldags fiskekvoter gør det umuligt at styre fiskeriet. Så skal det ske mere “økologisk” og på et bæredygtigt grundlag.

Fødevaregiganten Unilever har allerede set lyset og er nu begyndt at markedsføre “bæredygtige” fiskeprodukter.

10. februar 1998

Steen Ulnits

* 6.000 ænder i olie…

Så gik det galt i Vadehavet. En 1.000 liter stor oliepøl drev ind mod halvøen Skallingen, som markerer den nordlige del af det danske Vadehav.

6.000 dykænder – fortrinsvis sortænder – er indtil videre blevet ramt af olien, men flere er på venteliste til en lang og kold nat i det sønderjyske. Således har man fra luften observeret hele 25.000 overvintrende sortænder ved Grådyb. Går de også til, vil det tage flere år, førend bestanden er oppe på fuld styrke igen, siger biologerne, der kalder det “den værste katastrofe i de seneste ti år”.

De olietilsølede og afkræftede fugle søger op på land, hvor de aflives af lokale jægere. Myndighederne regner ikke med at kunne finde frem til de skyldige – om det så er et tankskib på vej forbi eller en af de mange boreplatforme længere ude i Nordsøen.

Miljømyndighederne har dog slet ikke talt om de mulige langtidsvirkninger af olieforureningen på det øvrige miljø. Vadehavet er jo ikke blot Ramsar-område for fuglelivet. Vadehavet er også en af de vigtigste opvækstpladser for en stor del af vore fladfisk.

Når olien nedbrydes, synker den som store og små klumper ned på bunden, hvor den endelige nedbrydning finder sted. Det er også her, de indeholdte giftstoffer ophobes. Hvor meget og hvor giftigt afhænger helt af olietypen.

Hvem synderen er, ved ingen. Miljøstyrlsen har nemlig et ret stedmoderligt forhold til overvågningen af det danske søterritorium fra luften. Således er der ikke sat flere flytimer af, end at det danske territorialfarvand kan overflyves 22 gange om året. Det er mindre end én gang hver 14. dag…

Chancen for, at en synder tages på fersk gerning i færd med at tømme sine tanke for olie, er derfor næsten lig nul. Til sammenligning kan Tyskland prale med 69 overflyvninger årligt mod hollændernes 113. Vore sydlige vadehavsnaboer har således 3-5 gange større chancer end os danskere for at fange eventuelle forurenere.

9. februar 1998

Steen Ulnits

* – Nul nitrat?

Det lader nu til at være lykkedes regeringen at banke oppositionen så nogenlunde på plads, hvad den “nye” vandmiljø-handlingsplan angår.

Nogenlunde, idet SF havde krævet en 20% reduktion i kvælstofudledningen til det danske vandmiljø, og Socialdemokratiet 15%. Forliget endte nemlig med en blød landing på kun 10%. Til gengæld indføres der nu en afgift på gødning – noget af det, Venstre og Konservative havde sat sig stærkest imod.

Landbruget føler sig nu svigtet af sine egne og opfordrer til, at landmænd landet over ikke følger loven eller bakker op om braklægningen. Præcis som de på TV har opfordret til, at man heller ikke overholder den 2 m brede dyrkningsfri bræmme langs vandløbene. Og præcis som landbrugets ledelse ikke selv har følt sig forpligtet til at overholde loven om, at hver enkelt landmand kun må råde over 5 landbrug i alt…

Ifølge den nye plan skal den samlede udledning af kvælstof i år 2003 holdes nede på 130.000 tons. Af dem tegner den såkaldte “baggrundsudvaskning”, som ikke kan ændres, sig for 55.000 tons. Hertil skal lægges omkring 10.000 tons fra kvælstoffikserende bælgplanter samt 65.000 tons fra det nuværende husdyrhold. Ialt 130.000 tons kvælstof.

Det levner således ikke plads til et eneste gram kunstgødning, hvilket grovvareselskaberne naturligvis er grove kede af. Det levner heller ikke plads til nogen stigning i husdyrholdet, hvilket landbruget naturligvis begræder.

Hvis regnestykket holder, bliver der snarere tale om en reduktion, hvilket vandmiljøet kun kan glæde sig over. Det har modtaget så rigeligt med gylle de seneste år. Tænk blot på Mariager Fjord, som modtog knap 80% af det dræbende kvælstof fra landbruget.

9. februar 1998

Steen Ulnits

* Ledige pladser til laks på Island

Har du endnu ikke besluttet dig for, hvor sommerens fiskerejse skal gå hen, så var Island måske noget?

I hvert fald er der endnu et par ledige pladser på sommerens laksetur til Rangá på Island. Turen, der går til sidste års mest produktive lakseelv på hele Island – med mere end 2.700 fangede laks – løber af stabelen sidst i august måned, hvor opgangen topper.

Jeg har selv fisket Rangá de seneste fem år og fik sidste år 6 laks på tre dages fiskeri samt mistede lige så mange. Smålaks på 2-4 kg, men herlige fightere på let fluegrej. Vore største Rangá-laks har hidtil vejet 6,5 og 9 kg.

Du kan læse mere om dette arrangement under “Fiskerejser”. Eller du kan ringe til Strobel Rejser på telefon 86 76 17 22. Spørg efter Morten.

7. februar 1998

Steen Ulnits

* Fluebindingskonkurrence i Fårup

Traditionen tro afholdes der igen i år på Fårup skole en landsdækkende konkurrence i fluebinding. Konkurrencen, som var den første af sin slags i Danmark, løber af stabelen lørdag den 28. februar.

Det er Skalsådalens Sportsfiskerforening, der endnu engang inviterer alle interesserede til en hyggelig fluebindingsdyst med efterfølgende grejauktion. Arrangementet starter kl.10.00, og der bindes til kl. 15.00, hvor dommerne Morten Valeur og Søren Glerup vil bedømme fluerne.

Mens de strenge dommere voterer, vil der blive afholdt grejaktion. Her kan der bydes på alt det fiskegrej, som interesserede i dagens løb har indleveret. Så har du gammelt eller nyt, som du af en eller anden grund gerne vil af med, så har du chancen her!

Ud over selve fluebindingen vil der ved arrangementet være rig lejlighed til at se på spændende fluebindingsmaterialer og diverse grejnyheder samt få en hyggelig snak med andre fluebindere.

Fårup ligger midt mellem Randers og Hobro. Er du først nået så langt, vil der være opsat skilte, som viser vej til skolen.

7. februar 1998

Steen Ulnits

* Slut med destruktion af torsk

I 1996 blev hele 5.000 tons prima Østersø-torsk “udtaget” til destruktion, som det så fint hedder. Fiskene blev destrueret, da de ikke kunne opnå EU’s mindstepriser for konsumfisk. De endte derfor deres dage som dyrefoder.

Sådan kommer det ikke til at gå i år, hvis de nuværende priser holder. De er nemlig rekordhøje, da der pt. mangler fisk på fiskeriauktionerne. Der er i januar i år kun landet 4.500 tons torsk i den danske del af Østersøen – mod 11.000 tons i samme tidsrum sidste år. I år fisker ca. 250 både – alle baseret på Bornholm – mod 350 sidste år, hvor flere både fra Vestkysten også deltog i fiskeriet.

Mangelen på fisk skyldes blandt andet, at torskebestanden i den norske og russiske del af Barentshavet er i stærk tilbagegang. Således kunne man i fjor ikke som sædvanligt opfiske kvoten på 80.000 tons. Samtidig er den danske kvote for Østersø-torsk i år nedsat til 40.000 tons.

Den nuværende mangel på torsk giver kilopriser på omkring 10,- kroner, hvilket er 30% højere end i 1997. Det skulle kunne holde destruktionen fra døren et stykke tid…

4. februar 1998

Steen Ulnits

* Gudenå-laksen for EU-domstolen?

Som medlem af EU underskrev Danmark i 1981 den såkaldte Bern-konvention, hvori vi forpligtede os til at arbejde for genindførelsen af truede eller udryddede arter i naturen.

Men nu ser det desværre ud til, at Skov- og Naturstyrelsen har tænkt sig at løbe fra dette ansvar. I hvert fald har man nu officielt indstillet, at Tangeværket og Tange Sø bevares intakt – med den uundgåelige konsekvens, at Gudenåen aldrig nogensinde vil kunne få en selvreproducerende laksebestand. En laksebestand, som blev endegyldigt udryddet, da Tangeværket var en realitet i 1924.

Biologer fra Fiskeriministeriet har nu gentagne gange påpeget, at der aldrig vil kunne etableres en selvreproducerende laksebestand i Gudenåen, så længe de vigtigste gydepladser fortsat ligger på bunden af Tange Sø – under et tykt slamlag. Det vil i al evighed være et storstilet Put & Take fiskeri som det nuværende…

Danmarks Sportsfiskerforbund, som længe har været noget valen i sagen om Tange Sø – sikkert på grund af medlemsforeningen i Bjerringbro, der havde og stadig har fiskeretten i Tange Sø – har nu meldt klart ud:

Skov- og Naturstyrelsens nuværende holdning til Gudenåen, Tangeværket og Tange Sø strider mod Bern-konventionens ordlyd. Hvis man vil forsøge at løbe fra den ved at sige, at der i Danmark kun findes én laksebestand, som er værd at satse på – nemlig den i Skjernå – så vil det i sidste ende kunne betyde, at sagen om Gudenå-laksen må bringes for EU-domstolen.

En dejligt klar melding fra Danmarks Sportsfiskerforbund! Du kan finde mere om Gudenå-laksens lange og trange historie under “Artikler”.

30. januar 1998

Steen Ulnits

* – Nye fredningsbælter?

Fiskeriministeriet – eller rettere Fødevareministeriet – har netop udsendt en bekendtgørelse om nye fredningsbælter i Isefjorden.

Bekendtgørelsen omfatter åudløb i de indre dele af Isefjorden og Holbæk Fjord, hvor man dels har forbudt fritidsfiskeri med garn, dels har udlagt en ny type fredningsbælter – trekantede i stedet for de velkendte halvcirkel-formede.

Ideen, der tidligere har været fremlagt af Landsforbundet Danske Lystfiskere, gør ganske vist fredningszonerne lidt mindre. Til gengæld er det langt lettere at kontrollere dem – ikke mindst hvis man samtidig placerede markeringsbøjer at sigte efter.

På TV blev den nye bekendtgørelse udlagt som et klart nederlag til fritidsfiskerne og en lige så klar sejr for sportsfiskerne. Det kan man nu nok sætte spørgsmålstegn ved, når der lige bortses fra de få udpegede områder.

Til gengæld repræsenterer det en tiltrængt nytænkning fra Fiskeriministeriets side. – Måske de nye trekantede fredningsbælter snart vil blive landsdækkende?

30. januar 1998

Steen Ulnits

* Lige lovlig landbrug…

Mens landbrugets topledelse i disse dage kæmper for at gøre deres egne personligt ejede landbrug lovlige (!), arbejder regeringen på nye afgifter for brug/overforbrug af gødning og sprøjtemidler. Pengene fra disse afgifter skal ikke mindst bruges til omlægning af flere landbrug til økologisk drift – med deraf følgende reduceret forurening af vandmiljøet.

Venstre og Konservative kæmper stadig imod en sådan afgift. De har netop fremlagt en lang række beregninger, der viser (?), at en bedre udnyttelse af foderet og gødningen, mere braklægning og flere våde enge kan få landbruget til at leve op til kravet om den halvering af kvælstofudledningen, som Vandmiljø-handlingsplanen krævede. Uden brug af nye afgifter.

Som bekendt er udledningen fra landbruget overhovedet ikke mindsket i det forgangne ti-år. Som bekendt lykkedes det landbruget at afbøde de afgifter, som myndighederne allerede dengang anså for nødvendige. Men som forsvandt, da der gik politik i miljøet. Og som bekendt døde Mariager Fjord af iltsvind og bundvendinger i den forgangne sommer.

Nu ser det så langt om længe ud til, at regeringen vil indføre de afgifter, som alle ansvarlige allerede for ti år siden mente var bydende nødvendige, hvis der skulle komme resultater ud af de mange fine ord. Det kom der ikke, og derfor kan man godt undre sig over, at Venstre og Konservative stadig ikke har set skriften på væggen. Den står ellers tydeligere end nogensinde – i hvert fald for dem, der kan eller vil læse den.

Men får regeringen magt, som den har agt, kommer de længe ventede afgifter på landbrugets overforbrug af gødning og sprøjtemidler. Kun ved at ramme landbruget på pengepungen er det tilsyneladende muligt at få nedbragt forbruget. Frivillighedens vej var ikke farbar.

Samtidig står EU og vinker med en retssag, hvis det danske landbrug ikke snart lever op til EU’s nitrat-direktiv. I den forbindelse kan man i det mindste glæde sig over, at miljøministeren langt om længe selv så skriften på væggen. At han derfor trak Danmarks ansøgning om dispensation til at forurene 35% mere end de øvrige EU lande, tilbage.

Apropos lovlydighed, så kunne TV2 Østjylland idag fortælle, at kun 2 ud af 93 lodsejere i Hammel Kommune overholdt de dyrkningsfri 2 m bræmmer ved kommunens vandløb.

28. januar 1998

Steen Ulnits

* Dambrugenes dobbeltspil

Nordjyllands Amt har udvist en opførsel, der får miljøkonsulent Børge Christensen fra Danmarks Sportsfiskerforbund til for alvor at tage bladet fra munden: “Amtets afgørelse er pivhamrende ulovlig!”

Der er sket det, at en lokal dambruger gennem Dansk Dambrugerforening har fået tilsagn om tilskud til omlægning af sine 70 jorddamme til betondamme. Tilskuddet beløber sig til ikke mindre end 6,9 mio. kroner, som Strukturdirektoratet har bevilget. Halvdelen af pengene stammer fra EU – resten betales af den danske stat.

Men tilsagnet er sket under falske forudsætninger. Dambrugeren søgte amtet om tilladelse til at påbegynde omlægningen, hvilket var en forudsætning for tilskuddet. En sådan tilladelse fik han dog ikke. Han fik i stedet den besked, at en tilladelse slet ikke var nødvendig.

Nordjyllands Amt kom dog lidt i tvivl og sendte derfor en forespørgsel til Miljøstyrelsen. Denne svarede tilbage, at amtet ikke kunne give tilladelsen, når det pågældende dambrug stadig manglede den miljøgodkendelse, som det skulle have haft siden 1977…

Strukturdirektoratet, der har bevilget pengene, mener ikke, at de har sovet i timen: “Vi forventer helt enkelt, at sagerne (miljøgodkendelsen, red.) er i orden hos Dansk Dambrugerforening”.

Det tyggede de så lidt på i Nordjyllands Amt, inden de sendte et personligt brev til den pågældende dambruger – et brev, som blev citeret i Politiken den 23. januar. Heri stod blandt andet følgende:

“Såfremt du har gode forbindelser, der kan levere nye argumenter (…) modtager vi dem gerne inden amtets endelige stillingtagen…”

Det er jo en overordentlig god sagsbehandling, den involverede dambruger har fået hos amtet. Hvis blot vandmiljøet fik en lige så god behandling, var vi kommet et godt stykke videre.

Det er jo danske dambrugs fortjeneste, at flere kilometer danske vandløb hver sommer ligger udtørrede hen – at fiskene ikke kan nå deres gydepladser på grund af dambrugenes opstemninger – at gydepladserne slammer til på grund af de samme opstemninger. For slet ikke at tale om forureningen…

23. januar 1998

Steen Ulnits

* – Frit fritidsfiskeri?

En 60-årig fritidsfisker fra Nordjylland er kommet i klemme i systemet. Han har nemlig forbrudt sig mod reglerne for, hvad man må foretage sig, når man er på overgangsydelse og stiler mod efterløn – ved i ’96 at sælge fisk for godt 4.000 kr. på den lokale fiskeriauktion.

Allerførst lukkede hans egen A-kasse, SID, af for videre udbetaling af overgangsydelse. Samtidig har man stillet krav om tilbagebetaling af de kr. 62.000, som han uberettiget havde modtaget i overgangsydelse. Dernæst lukkede man af for den efterløn, som fritidsfiskeren havde regnet med at kunne få indtil folkepensionen. En lille million kroner alt i alt.

En hård straf kan man synes. Altsammen fordi den pågældende fritidsfisker troede, at han – i lighed med f.eks. biavlere, gartnere og andre “hobbyvirksomheder” – havde lov til årligt at tjene kr. 28.000 ved siden af overgangsydelsen.

Men det havde han ikke. Det understregede Arbejdsmarkedets Ankenævn, der kort før jul kom til samme afgørelse som SID. Hermed kan sagen ikke komme videre i systemet. Nu skal der en lovændring til, og det har Fremskridtspartiet da også på det nærmeste lovet.

Den pågældende fritidsfisker havde ifølge Jyllands-Posten netop indkøbt en ny påhængsmotor til kr. 20.000 og bruger ifølge egne udsagn kr. 100 i brændstof, hver gang han er ude. Nogen helt dårlig forretning kan det åbenbart ikke være at være fritidsfisker. Og de 4.000 kroner, som han havde solgt fisk for i ’96, rækker vel næppe til mere end udbetalingen på den nye motor.

Men det helt store spørgsamål er jo, om rekreativt fiskeri overhovedet skal være nogen forretning med køb og salg af fisk. Sagen er yderst aktuel netop nu, hvor fiskeriminister Henrik Dam Kristensen har et forslag til omsætningsforbud for fisk fanget af fritidsfiskere og lystfiskere til høring ude i organisationerne.

En lovændring, der pludselig tillader landets mange mennesker på overgangsydelse at tjene kr. 28.000 årligt ved siden af, den kan kun få fritidsfiskeriet til at blomstre yderligere op. Lige præcis det, man nu søger at undgå med et omsætningsforbud. Så flest mulige fremover kan få glæde af vore farvandes fiskeressourcer.

Læs mere om disse problemer i artiklen “Konference” her nederst på siden. Læs også om den nye vadehavsundersøgelse, der bekræfter det urimelige i vore dages fritidsfiskeri.

12. januar 1998

Steen Ulnits

* Ny Vadehavsundersøgelse

I perioden 1994 til 1997 gennemførte Danmarks Fiskeriundersøgelser en storstilet undersøgelse af fiskebestandene i den danske del af Vadehavet med tilløb. Det hele er nu samlet i en diger rapport på mere end 300 sider.

Fiskerne i Vadehavet med tilløb fordeler sig på 10 styk erhvervs- og bierhvervsfiskere, 200 fritidsfiskere og mere end 10.000 sportsfiskere. Fiskeriet foregår dels ude i selve Vadehavet – dels oppe i tilløbene Vidå, Brede Å, Ribe Å, Sneum Å, Konge å og Varde å.

Den samlede fangst af havørreder over mindstemålet – ialt 8.300 fisk i hav og å – viser ikke overraskende en meget skæv fordeling. Her viser det sig nemlig, at de 2%, der fisker med garn og ruser, fanger 40% af alle fiskene (3.320 stk.), mens de 98% – sportsfiskerne – må lade sig nøje med de resterende 60% (4.980 stk.). Altså:

Hver enkelt fisker, der sætter garn og ruser, fanger årligt mere end 15 havørreder over mindstemålet.

Kun hver anden sportsfisker får en enkelt havørred over målet med hjem om året. Eller fanger én hvert andet år…

Samtidig tager hver enkelt rusefisker årligt livet af 40 havørreder under mindstemålet. Hvert år dør 8.000 undermålshavørreder efter opholdet i pæleruserne…

Man kan spørge sig selv, om det er rimeligt, at 200 fritidsfiskere hver især fanger 30 gange så mange havørreder om året som 10.000 sportsfiskere? – Og samtidig tager livet af flere tusinde undermålsfisk?

Læs mere om disse urimeligheder i en kommende artikel om Vadehavsproblematikken!

8. januar 1998

Steen Ulnits

* “Operation Blåmusling”

– Myndighederne gør ikke nok for at bringe livet tilbage i Mariager Fjord!

Således lød meldingen fra foreningen “Danske Fluefiskere”, da de søndag den 4. januar klokken 14.30 slap 75 kg friskfangede og lyslevende blåmuslinger ud i den inderste del af Mariager Fjord.

Muslingerne havde de forinden fanget ved Udbyhøj, hvor Randers Fjord møder Kattegat lidt syd for udmundingen af Mariager Fjord. I baljer og spande blev muslingerne transporteret nordpå til Mariager Fjord, der som bekendt døde kvælningsdøden i august måned sidste år.

Udsætningen skete under stor bevågenhed fra pressen og blev selvsamme aften vist på TV2. Adspurgt af TV meldte myndighederne fra Århus Amt ud, at den slags aktioner kunne de skam ikke støtte. At det først og fremmest gjaldt om at gøre vandmiljøet i fjorden så godt, at der igen kan leve dyr og planter i det.

Men der kom ikke noget konkret bud på, hvad der kan, skal eller – forhåbentlig – vil blive gjort. Fire måneder efter katastrofen er der stadig ikke kommet noget udspil. Det eneste, der til dato er sket, er udsætningen af levende muslinger i en død fjord…

4. januar 1998

Steen Ulnits