Der findes enkelte mennesker, man møder, og som man måske kun ser med års mellemrum. Men som alligevel har betydet og stadig betyder rigtig meget for én.
Jan Åke Fritzson er et sådant menneske. Jeg har kendt Jan Åke i rigtig mange år – ja, i flere årtier – men sammenlagt ikke tilbragt så megen tid i hans selskab, som jeg kunne have ønsket. Til gengæld har hvert eneste sekund været kvalitetstid, jeg for alt i verden ikke ville have været foruden.
Til Jan Åkes 75 års fødselsdag, der faldt i 2020, bad hans datter Magdalena mig og andre venner om hver at skrive et kapitel eller to om vore oplevelser sammen. Disse blev siden samlet i en årbog, der blev trykt i et eksemplar til fødselaren.
Det blev for mit vedkommende til følgende afsnit, som jeg tillader mig at dele her:
Stensjöån
“Bäckrödingar i brunt vatten”
Det var sidst i 1970’erne – før internettet blev opfundet. Det var dengang, man stadig skrev og sendte breve. Maskinskrevne, hvis det skulle være fint. Og håndskrevne, hvis det bare skulle være personligt.
Jeg havde ingen skrivemaskine – mine pennevenner rundt omkring i verden heller ikke. Så det blev personligt. Gennem en god ven og fiskekammerat på Als, hvor jeg boede i de tidlige 1970’ere, var jeg kommet i kontakt med Elon Petersen fra Ansager i Sydvestjylland. Elon havde mange pennevenner – dertil en sjældent smuk og misundelsesværdig håndskrift. Sirlig og regelmæssig.
Elon var en sand Kirsten Giftekniv for Pennevenner, og han formidlede snart kontakten til den svenske kunstner Gunnar Johnson, som jeg efterfølgende vekslede mange håndskrevne breve med. Primært om vandmiljø og fiskepleje, som vi begge interesserede os meget for.
En dag dumpede der så et brev ind gennem døren til min lille 1-værelses lejlighed i Brabrand uden for Aarhus. Heri fortalte Gunnar, at han havde mødt en “mycket kunnig flugfiskare”, som tilmed var kemiingeniør. – Vi bør træffes, mente Gunnar, og det gjorde vi så – hos Elon Petersen i Ansager.
Vi “klikkede” alle fire, som det så smukt hedder, og det blev efterfølgende til flere genbesøg i først Bodafors hos Gunnar og siden Snuggarp hos Jan Åke. Om jeg husker ret, er vi nogenlunde lige gamle – blot med ti års mellemrum!
Jan Åke var interesseret i fiskeribiologi, og han havde fortalt mig om, at der skam fandtes en selvreproducerende bestand af kildeørreder – bäckröding – i den lille Stensjöån ikke langt fra Snuggarp. Jeg havde aldrig fanget én, men ville forfærdeligt gerne. Og Jan Åke ville meget gerne guide mig til min første af slagsen i netop Stensjöån.
Det blev et spændende fiskeri, hvor vi i svindende lys vandrede gennem tæt skov langs den lille brunvandede å. Til sidst kom vi til en lille pool eller hölja, hvor Jan Åke var sikker på, at der stod en bäckröding og ventede på mig.
Det gjorde der også. Som på kommando steg den til en lille Rackelhane, som var den hotteste flue i de dage, hvor skandinavisk fluefiskeri søgte en egen identitet. Det var en smuk lille fisk på vel et halvt pund, som tog fluen stribende og kom ind til et hurtigt Kodachrome 64 foto. Som min første kildeørred nogensinde.
Herefter blev den varsomt returneret til åens brune vand.
Lillsjön
“Böckerna i Birgers bibliotek…”
En forsommer var jeg på besøg i Snygga Snuggarp, som jeg døbte gården ved Lillsjön nær Forserum. Et herligt sted, som jeg har mange gode minder fra. På et tidspunkt skulle der fisk i den lille Lillsjön ved gården, og det skulle naturligvis være ørreder, for man var vel fluefisker.
Det rygtedes imidlertid hurtigt, at der var udsat regnbueørreder i søen. De holdt til nær overfladen og blev her et let bytte for det lokale fiskeørnepar, der forsynede sig med letfanget føde – hver dag, ugen rundt. Det blev efterhånden lidt for dyrt, og udsætningerne blev indstillet, husker jeg.
En dag var Jan Åke og jeg inviteret op til vennen og bossen Birger Åberg, som boede smukt ved den lille Skärsjön. Vi skulle fiske efter søens rødinger, og det skulle ske i de lyse smålandske nætter. Faktisk mindes jeg, at det var på selve min 30 års fødselsdag. Eller i hvert fald kun få dage fra.
Vi startede ud med et besøg i Birgers smukke bibliotek, der rummede mange fine bøger – de fineste i læderbind.
Den allerfineste stod dog lidt for sig selv og blev andægtigt taget ned af Birger. Da han åbnede den, lå der en flad flaske af den fineste Single Malt skotsk whisky. Som vi naturligvis var nødt til at smage på. Det ville jo være uhøfligt andet.
Vi lånte herefter Birgers lille båd og gjorde klar til at ro ud på den spejlblanke sø. Birger kom ned til broen med en tung og velspækket frokostkurv, for uden mad og drikke duer vi helte jo ikke.
Vi fiskede og fiskede, mens det trods alt blev mørkere mellem træerne. Søen var fyldt med vakande fisk, men ingen ville røre vore fluer. Ikke én eneste. Vi fandt således aldrig ud af, om det var rødinger eller blot mört – skaller…
På et tidspunkt blev vi sultne og gik derfor i gang med at undersøge frokostkurven for en bid brød. Der var imidlertid ingen. Ingen fast føde. Der var kun øl – stærk øl – i den smukke og overraskende tunge frokostkurv med det ternede stofklæde over. Og hvad kunne vi vel andet gøre end at indtage vor tiltrængte og medbragte proviant…
Det var ganske mørkt mellem de høje graner, da vi kom i land. Birger med frue var gået i seng, og vi skulle nu vandre de få kilometer hjem til Snuggarp. Ingen bil på de små skovveje. Så forudseende havde Jan Åke dog været.
Men ak. Jan Åke og jeg for vild i storskoven. Og det varede flere timer, inden det lysnede så meget, at vi kunne finde vejen hjem. Inden der var fordampet tilstrækkeligt med alkohol.
Jeg husker tydeligt, at fru Margaretha bestemt ikke var begejstret ved gensynet i den årle morgenstund…
Vättern
“Kalla rödingar och heta laxar”
Et andet af Jan Åkes hjemmevande er Vättern – en kæmpestor, klarvandet og fascinerende indsø. En sø, som det er en fornøjelse at fiske i. En sø, hvor man kan se flere meter ned i det klare vand. En sø, der byder koldtvandselskende laksefisk som både røding og indsølaks på ideelle levevilkår.
Det var i de år, hvor man satte mange indsølaks ud i Vättern – hvor de stortrivedes og voksede hurtigt. Det var også i de år, hvor jeg fik min første pontonbåd – en amerikansk River Otter, der dog hurtigt blev skiftet ud med en Hobie Float Cat med faste pontoner.
Den havde jeg med i bilen på Grenå-Varberg færgen, og den vakte stor interesse allerede ved ankomsten til Sverige. I hvert fald blev jeg straks vinket ind til toldeftersyn, for sådan et fartøj havde de aldrig set før. Måske tolden troede, at pontonerne var fyldt med kokain?
De venlige toldere nærmest splittede min Shogun ad, før de opgav og lod mig pakke bilen for anden gang – nu med kurs mod Forserum. Dagen efter tog vi til Vättern – Jan Åke med sin nye flydering og jeg med min ditto pontonbåd.
Det blæste noget, men ikke mere, end at det lod sig gøre at henholdsvis padle og ro ud i bølgerne. Og der var bid med det samme. En indsølaks huggede min lille rørflue hårdt og kontant, inden den stak lodret i dybet. På et tidspunkt gik linen lodret ned i vandet mellem mine ben!
Til sidst glimtede det sølv i det klare vand, og op kom en lynende blank laks på knap 60 cm. Den måtte dog ud igen, da mindstemålet netop var hævet fra 50 til 60 cm…
Blæsten tog til, og vi besluttede os for at tage i land igen. På vej ind i den lille naturhavn ved Gränna havde jeg fluen slæbende efter mig i kølvandet – med stangen klemt fast mellem knæene. Og da huggede det hårdt én gang til. Denne gang gik fisken ikke i dybet, men sprang meterhøjt ud af vandet, som indsølaks er kendt for at gøre. Faktisk var den så højt oppe, at jeg kunne se Visingsö ude i horisonten – under laksen!
Samtidig måtte jeg kæmpe med såvel bølger udefra som returbølger inde fra klipperne. I sandhed en kaotisk fight med en mindeværdig laks.
Året efter havde vi opgraderet vore fartøjer. Jan Åke havde investeret i en herlig båd med indenbords motor og mast til sejl. En varm og stille sommerdag var vi på søen og fiskede målrettet efter dens rødinger. Jan Åke havde udrustningen i orden, så vi kunne fiske rigtig dybt, hvor vandet var tilpas koldt til de eksklusive Vättern rødinger.
Vi sad i solskin og vindstille – med bar overkrop – da det huggede i dybet. Op kom en sølvblank røding, som jeg aldrig glemmer. Overfladevandet var nemlig badevarmt, men fisken selv var iskold at føle på – fra dens ophold i Vätterns dybe og altid kolde vand.
Seeing may be believing. But feeling is believing…
Stensjön
“Gös på lågt vatten”
Min smålandske fiskedebut fik jeg som nævnt i den lille Stensjöån, der løber ind i søen af samme navn.
I mellemtiden havde Jan Åke udvidet sit fisketerritorium til også at omfatte Stensjön selv. Her var der fokus på søens fine, men noget svingende bestand af sandart – gös. De kom ind på lavt vand for at gyde i det sene forår, og herinde kunne de som noget ganske eksklusivt fanges på flue og fluestang. Det havde jeg aldrig prøvet før.
Det blev en fin dag med Jan Åke ved årer og fluestang, mens jeg selv lod mig guide rundt på den brunvandede sø. Efter lidt eksperimenteren fandt vi fiskene inde på grundt vand, hvor de gerne ville tage vore flashy fluer. Selv havde jeg stort held med en flue, der for alvor kunne flytte vand med sin store plastkrave. Den tog jeg alle mine fisk på.
Jan Åke fik kun én, men det var til gengæld den største. Selv fik jeg fire fine gös, som var i den perfekte spisestørrelse, og som derfor kom med hjem. Ja, de kom faktisk med helt hjem til Danmark – endda med den svenske tolds fulde velsignelse.De var mere interesseret i trafikken den modsatte vej!
Well, well, well… Når jeg dykker ned i mindernes bank, da toner rigtig mange fine erindringer om fisketure med Jan Åke frem. Gemt, men slet ikke glemt. Jeg håber, de bliver til flere endnu.
Så tillykke med de 75 år, Jan Åke. Og tak for de 35, vi har kendt hinanden i. Håber, der er mange fisketure og fluekast tilbage til os begge!
Efterskrift
Det var der så imidlertid ikke. Jan Åke fik konstateret melanoma for snart mange år siden, blev behandlet og frikendt. Men kræften var stadig i kroppen, og sidste år slog den så til igen. Med metastaser i livsvigtige organer.
Jan Åke var klar over, at han havde kastet sin sidste flue over Stensjöån. Det skrev han i en takke-mail for bogen med blandt andre ovenstående kapitler fra familie og venner.
Men godt, vi nåede at kaste nogle stykker sammen inden da.
Det var altid en fornøjelse.
R.I.P. Jan Åke
Jan-Åke fyldte 76 i mandags og døde to dage senere. Han efterlader sig sin søde hustru Anita samt døtrene Marit og Magdalena, som han har sammen med Margaretha från Snygga Snuggarp.
Foto: Anita Viktorstam
En glad Jan Åke i telefonen fra Jönköping for snart mange år siden:
I dag høster man muslinger på flere forskellige måder. På lavt vand, hvor forurening og iltsvind endnu tillader naturlige muslinger at leve, kan man indsamle dem ved håndkraft. Det er de såkaldte “sankemuslinger”.
På dybere vand har man skrabt muslinger, lige så længe man har haft tilstrækkeligt store både og motorkraft nok til at trække de tunge redskaber hen over bunden, som desværre efterlades øde. Fangsten er de såkaldte “skrabemuslinger”.
For at undgå det ødelæggende muslingeskrab, begyndte man for flere årtier siden at dyrke muslinger på liner ophængt under bøjer i vandoverfladen. På denne måde får man de spisestore “linemuslinger” til konsum.
I dag bruger man i stigende grad store industrielle “smartfarms” bestående af flere kilometer plastrør, som ligger i overfladen med net nedenunder. Muslingerne sidder så tæt, at de færreste bliver spisestore. De bruges primært til fremstilling af dyrefoder.
“Miljømuslinger”
De små muslinger fra store smartfarms kaldes af og til for “miljømuslinger”, da man engang troede, de kunne bruges til vandrensning – til at filtrere vandet for kvælstof og fosfor, der siden kunne høstes og fjernes med muslingerne.
Smartfarms er kostbare og ikke rentable. Derfor er man begyndt at bruge “spat” – navnet på muslingeyngel – fra smartfarmene til udlægning på de såkaldte “kulturbanker”. Her vokser de sig spisestore og høstes siden ved ødelæggende bundskrab.
“Omplantningsbanker” er navnet på områder, hvor man udlægger opfiskede undermålsmuslinger, så disse ikke dør af iltsvind sidst på sommeren og først på efteråret. Sådan lyder i hvert fald argumentet. Denne praksis kræver imidlertid to gange ødelæggende muslingeskrab per høst.
Regeringen har i sin nye havplan udlagt næsten 5.000 km2 fjordbund til opdræt af og skrab efter muslinger. Det er et areal knapt på størrelse med Fyn og Lolland-Falster tilsammen.
Muslinger forurener
Det er en kendsgerning, at muslinger filtrerer vandet, og at man fjerner kvælstof og fosfor, når man efterfølgende høster disse muslinger.
Mindre kendt og mindre vellidt er det, at muslinger forurener lokalt, hvor de dyrkes. Muslingerne er effektive filtratorer, som filtrerer store mængder vand fra et meget stort område. Og de har som alle andre organismer en fordøjelse, der producerer affaldsstoffer.
Disse ekskrementer deponeres under og omkring anlæggene – som en uundgåelig ny lokal forurening, der ikke var der før muslingefarmene. Muslingerne koncentrerer således forureningen fra et stort vandareal på et lille område under og omkring muslingeanlæggene.
Forskere fra Stockholms Universitet har længe kendt og dokumenteret reglen om “de tre tredjedele”:
Den første tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne filtrerer fra, og som de kan indbygge i deres kød. Det er den tredjedel, der kan høstes, forarbejdes og sælges – ofte til eksport. Ved høst fjernes der kvælstof og fosfor.
Den anden tredjedel er de næringsstoffer, som muslingerne fordøjer og udskiller som ekskrementer. De synker til bunds og nedbrydes her under forbrug af ilt. Derfor opstår der ofte massive iltsvind under og omkring muslingefarme, hvis ikke der er en frisk vandstrøm til at “skylle ud” efter muslingerne og fortynde forureningen fra dem.
Dette iltsvind kan resultere i frigivelse af nye næringssalte fra bunden, hvor de ellers har ligget bundet og været uskadeliggjort. Ved iltsvind frigives disse til vandmassen, hvor de optages af nye alger. En ond cirkel er i gang.
Muslingernes mørketal
Den sidste tredjedel udgør “muslingernes mørketal”. Det er den tredjedel, som passerer gennem muslingerne og returneres til vandet i delvis fordøjet tilstand. Den, som de ikke optager eller indbygger i kroppen. Den kan udgøre op til 45 % af totalen.
Man kender meget lidt til effekten af dette mørketal, hvilket komplicerer beregningen af muslingernes reelle effekt på vandmiljøet. Og kombinerer man mørketallet med nye næringssalte frigivet fra bunden efter iltsvind, da risikerer man at ende op med et vandmiljø, som er rigere på kvælstof end tidligere – trods ellers dyrkning og høst af muslinger.
Denne tredjedels-regel holder generelt, men fordelingen kan variere fra sted til sted – primært med saltholdigheden og forureningsgraden. Tommelfingerregelen er, at fjerner man 1 kg kvælstof og fosfor ved høst af muslinger, da ender tilsvarende 1 kg kvælstof og fosfor uundgåeligt på bunden kunder anlægget.
Lav salinitet stresser muslingerne, da de så skal bruge mere energi på blot at eksistere – med det resultat, at de indbygger mindre kvælstof i kroppen. Ned til blot en fjerdedel. Således er kvælstofoptagelsen markant ringere i eksempelvis Sønderborg end i den langt saltere og mere forurenede Limfjord.
I Sønderborg har man dog endnu ikke konstateret svinevirus, som man allerede har gjort det i muslinger fra Limfjorden. Virus, der stammer fra de store mængder udsivende gylle fjordens opland.
Blokering af det naturlige flow
Tager vi udgangspunkt i Karup Å, som udmunder i Skive Fjord, sker der her et naturligt flow af næringssalte fra å over fjord til havet, som er endestation for de frie næringssalte. Men etablerer man nu en muslingefarm, da sætter man en prop i dette flow og fastholder kunstigt en masse næringssalte, der ellers ville være passeret forbi på deres vej.
Man fjerner ganske vist kvælstof og fosfor ved høst af dyrkede muslinger. Desværre bremser og fastholder man en tilsvarende stor del, som via affaldsstoffer fra muslingerne deponeres på fjordbunden under muslingefarmen. Denne udgør en unaturligt stor koncentration af filtratorer på et ganske unaturligt sted – ophængt som muslingerne er på liner eller net i overfladen.
Der sker således en kunstig fastholdelse og deponering af næringssalte under og omkring muslingerne. Med det resultat, at fjorden støt og roligt ophober langt flere næringssalte, end den ville have gjort før placering af muslingefarmen.
Fjorden forurenes således mere og mere lokalt. Vandet bliver mere og mere uklart. Ålegræsset kvæles af mangel på lys eller overvokses af fastsiddende alger. For til sidst at forsvinde helt. Naturlige muslingebanker på bunden kvæles eller udsultes af artsfæller i overfladen.
Man ser tydeligt denne udvikling, hvis man forlader den stærkt forurenede Skive Fjord med dens mange muslingefarme og tager den korte vej tværs over vandet – ind i den tilstødende Louns Bredning, som brillerer med frisk ålegræs – og ingen muslingefarme.
Muslingeopdræt har således flere ansigter – flere negative effekter end blot iltsvind. Vil man vide endnu mere om muslingernes forunderlige liv og komplicerede økologi, da kan man med fordel læse nedenstående 28 siders publikation fra Stockholms Universitet.
Her har man forsket i muslingernes økologi siden 1980’erne. Og her anbefaler man ikke muslingeopdræt i stor skala. Man advarer mod de negative konsekvenser.
Vi er i fuld gang med at ødelægge det hav, som har brødfødt os gennem årtusinder. Vi forurener det med åbne havbrug, hvor alt spildevand fra opdrætsfiskene løber direkte ud gennem netmaskerne. Ud i hav og fjord. Og vi påstår at rense forureningen med muslinger, som kun gør ondt værre ved at koncentrere forureningen.
Debatbogen “HAVmisBRUG” fortæller om de problemer, som fiskeopdræt i dambrug og havbrug medfører. Den fokuserer ligeledes indgående på de misforståede muslinger, som samler forureningen fra et stort vandområde på et lille under og omkring anlæggene.
Området påføres hermed en ny lokal forurening, som ikke var der før. Og som kan måles i form af metertykke iltslugende slamlag under muslingerne. Men heller ikke nok med det:
Ved iltsvind frigøres nyt kvælstof fra bundslammet.
Aarhus Universitets Marinbiologiske Station ved Limfjorden var nogle dage først i august 2021 sæde for et kursus, hvor fjordens dårlige vandmiljø var i fokus. Der blev fløjet med droner, dykket med flasker og taget bundprøver med avanceret udstyr.
I denne og den foregående artikel fortæller to snese fotos om aktiviteterne på det gode skib M/S Anton, der til lejligheden venligst var udlånt af Landsforeningen Levende Hav.
Prøvetageren gøres klar til nedsænkning.
Prøvetageren er udløst og oppe på dækket igen.
Prøven fotograferes, inden indholdet analyseres.
Mudderet skylles forsigtigt ud, så indholdet kommer til syne.
Vi er i fuld gang med at ødelægge det hav, som har brødfødt os gennem årtusinder. Vi forurener det med åbne havbrug, hvor alt spildevand fra opdrætsfiskene løber direkte ud gennem netmaskerne. Ud i hav og fjord. Og vi påstår at rense forureningen med muslinger, som kun gør ondt værre ved at koncentrere forureningen.
Debatbogen “HAVmisBRUG” fortæller om de problemer, som fiskeopdræt i dambrug og havbrug medfører. Den fokuserer ligeledes indgående på de misforståede muslinger, som samler forureningen fra et stort vandområde på et lille under og omkring anlæggene.
Området påføres hermed en ny lokal forurening, som ikke var der før. Og som kan måles i form af metertykke iltslugende slamlag under muslingerne. Men heller ikke nok med det:
Ved iltsvind frigøres nyt kvælstof fra bundslammet.
Aarhus Universitets Marinbiologiske Station ved Limfjorden var nogle dage først i august 2021 sæde for et kursus, hvor fjordens dårlige vandmiljø var i fokus. Der blev fløjet med droner, dykket med flasker og taget bundprøver med avanceret udstyr.
I denne og en følgende artikel fortæller to snese fotos om aktiviteterne på det gode skib M/S Anton, der til lejligheden venligst var udlånt af Landsforeningen Levende Hav.
Kursets hovedkvarter: Rønbjerg Marinbiologisk Station
“Levende Hav” lånte beredvilligt M/S Anton ud til kurset.
Det er vigtigt at holde et vågent øje med dækket.
Kursuslederen danner sig et overblik over togtet.
Skipper er altid årvågen og på plads bag sin rude.
Skibshund og sikkerhedsrepræsentant napper en lille lur.
Himlen er blå som Levende Havs sejl og logo.
Man’s Best Friend “Karla” på plads ved landgangen
Et Pocket Instamatic i den helt dyre ende…
Med tørdragt kan man have sin smoking på indenunder!
Vejrskifte undervejs – heldigvis til det bedre.
Vandmænd så langt øjet rækker…
Vandmænd stortrives i Limfjordens forurenede vand.
Vi er i fuld gang med at ødelægge det hav, som har brødfødt os gennem årtusinder. Vi forurener det med åbne havbrug, hvor alt spildevand fra opdrætsfiskene løber direkte ud gennem netmaskerne. Ud i hav og fjord. Og vi påstår at rense forureningen med muslinger, som kun gør ondt værre ved at koncentrere forureningen.
Debatbogen “HAVmisBRUG” fortæller om de problemer, som fiskeopdræt i dambrug og havbrug medfører. Den fokuserer ligeledes indgående på de misforståede muslinger, som samler forureningen fra et stort vandområde på et lille under og omkring anlæggene.
Området påføres hermed en ny lokal forurening, som ikke var der før. Og som kan måles i form af metertykke iltslugende slamlag under muslingerne. Men heller ikke nok med det:
Ved iltsvind frigøres nyt kvælstof fra bundslammet.
2021 har været et sort år for firmaet Atlantic Sapphire, der satser stort på at opdrætte laks i lukkede og recirkulerede anlæg. To store uheld i løbet af året har gjort, at mange har mistet tillid til virksomheden og den børsnoterede virksomheds kommunikation til markedet.
Flere aktieanalytikere mener dog, at man fortsat kan og skal have tillid til det norsk ejede, men amerikansk baserede firma, hvis hovedkvarter ligger i Everglades uden for millionbyen Miami. Og som indtil for ganske nylig havde et dansk pilotanlæg liggende i Hvide Sande. Det satte en nylig brand dog en brat stopper for.
Det hele har stået i iltens tegn for Atlantic Sapphire. Først gik det galt med iltleverancerne i USA, hvor man løb ind i Corona-problemer. Behovet for medicinsk ilt til mennesker i respiratorer landet over gjorde stabile leverancer af industriel ilt til fiskeopdrættet vanskelig.
Og da der siden udbrød brand i anlægget i Hvide Sande, var brandvæsenet nødsaget til at fjerne de brandfarlige iltflasker, som laksene var helt afhængige af. De døde derfor af iltmangel.
Markedsanalytikere mener dog stadig, at Atlantic Sapphire er et godt køb:
– Aktiekursen er faldet 70 procent hidtil i år, hvilket efter vores opfattelse repræsenterer tabt tillid til virksomheden og dens kommunikation til markedet, skrev aktieanalytiker Alexander Aukner i en analyseopdatering fredag.
– Skepsis er dog forståelig, skrev Aukner videre.Han forventer, at forsikringsudbetalingen efter branden i Danmark (33 millioner dollars) vil være med til at bedre likviditeten for firmaet markant i USA.
Så er det den tid på året igen: Norge har lavet en opgørelse over sine rigeste mænd (og kvinder), der er publiceret af websitet kapital.no.
Ikke uventet er det laksefarmeren John Frederiksen, som indtager den suveræne førsteplads – med en formue i laksegiganten Mowi på svimlende 114 milliarder norske kroner. 114.000.000.000 kroner tjent på at opdrætte laks og forurene vandet ud for primært Norge og Chile.
På sjettepladsen kommer Gustav Witzøe, hvis virksomhed SalMar i dag er 45,6 milliarder norske kroner værd. På 19. pladsen ligger Inge Berg, hvis Nordlaks ved salg kunne indbringe hende 11,75 milliarder kroner. Helt nede på 22. pladsen ligger en anden velkendt norsk fiskeopdrætter, nemlig Gerhard Alsaker.
Som det plejer at være tilfældet, så ligger flere andre norske laksemilliardærer højt på listen – sammen med oliebaroner, ejendomsmagnater, kvotekonger og andet godtfolk. Den akkumulerede norske formue er steget så meget siden sidste år, at man nu skal have en personlig formue på mindst én milliard norske kroner – for blot at komme med på listen over de 400 rigeste i Norge.
I år er der således 38 laksemilliardærer blandt Norges rigeste 400 personer. Det svarer til, at knap ti procent af Norges rigeste har tjent hele deres formue på at opdrætte laks i Norge og i udlandet. Med massiv forurening til følge.
Man forstår, at det nok er disse talstørrelser, der har fået socialdemokraten John Dyrby Paulsen til at kigge sultent efter de japanske Musholm-millioner.
Der hersker stadig megen mystik om de 77 ringbind med dokumenter fra Hjarnø Havbrug, der er forsvundet sporløst i politiets varetægt. Den dag i dag aner politiet generelt og Sydøstjyllands Politi specielt absolut intet om, hvor de er blevet af. Hvem, der måtte have skaffet dem bekvemt af vejen.
Der er dog næppe megen viden at hente om muslinger i de 77 forsvundne ringbind, som primært udgøres af dokumenter om driften af Hjarnø Havbrug. Altså om produktionen af fisk.Det var ellers meningen, at der skulle produceres muslinger og tang, som kunne optage den udledte mer-forurening fra den fler-doblede fiskeproduktion.
Det blev imidlertid aldrig rigtig til noget – af årsager, der fortaber sig i det uvisse. Men fiskeproduktionen voksede planmæssigt – med en flerdoblet forurening af Lillebælt til følge. Og alle 8,9 millioner tilskudskroner fra GUDP-midlerne blev hævet og fordelt blandt KOMBI-projektets deltagere.
Det var således de manglende muslinger, der fik KOMBI-projektet til at køre helt af sporet og havne i byretten i Horsens. Som for øvrigt netop har sendt sagen videre til landsretten – for her at få afgjort, om man overhovedet kan føre sagen videre, når nu alle de originale dokumenter er forsvundet.
Om bagmandspolitiet i så fald helt må droppe sagen og lade Hjarnø Havbrug beholde de 190 ulovligt tjente millioner – på grund af manglende beviser.
I så fald skal der lyde en stor hyldest til Sydøstjyllands Årvågne Politi.
Det lykkedes som sagt ikke KOMBI-projektets deltagere at få gang i de små blå skaldyr, der ellers skulle have ryddet op efter burørrederne. Ejheller tangplanterne ville lege med.
Muslinger specielt er lidt finurlige dyr. De har en kompleks økologi, som forskere på Stockholms Universitet har brugt flere år på at kortlægge. I al korthed kan muslingerne maksimalt optage en tredjedel af de næringsstoffer, de filtrerer fra vandet. Disse indbygges i kødet og kan fjernes ved høst af muslingerne.
En anden tredjedel udgøres af muslingernes ekskrementer, som deponeres på bunden under og omkring farmen. Med iltsvind til følge, dersom strømmen ikke er stærk og kan sprede forureningen. Og mulig ny frigivelse af yderligere næringssalte fra bunden, hvis der opstår regulært iltsvind her.
En sidste tredjedel af næringsstofferne passer igennem muslingerne og forlader dem i delvis fordøjet tilstand – nu mere biotilgængelige for nye alger end tidligere. Det er denne del, der ofte kaldes for “muslingernes mørketal”, da man ikke kender den reelle effekt heraf.
Ved lavere saltholdigheder kan muslingerne optage endnu mindre kvælstof og fosfor – typisk ned til en fjerdedel af det indtagne. Og da bliver mørketallet endnu højere end en tredjedel. Helt op i nærheden af halvdelen.
Tommelfingerregelen er, at for hvert tons kvælstof og fosfor, man måtte høste fra en produktion, dér havner en lige så stor mængde på bunden under og omkring anlægget. Det er ligeledes vigtigt at forstå, at muslingerne skal høstes, for at der kan fjernes kvælstof. Naturlige muslinger på bunden er skam gode for vandmiljøet, men fjerner ingen næringssalte. Det er en udbredt misforståelse.
Man skal afslutningsvis vide, at man stopper det naturlige flow af næringssalte fra å over fjord til havet, når man anlægger en muslingefarm. Man sætter da en prop i systemet og skaber en helt ny forurening, som ikke var der før. I form af næringssalte, der ellers helt af sig selv ville være forsvundet med vind og strøm ud i havet.
Og introduktion af ny forurening er næppe lovligt i henhold til EU’s Vandrammedirektiv.
Muslingefarmene breder sig mere og mere, hvor der før var fri plads til at sejle – om det så var i havkajak eller sejlbåd. Sidstnævnte fylder i sagens natur mere, når den for sejl skal krydse op mod vinden.
Først var det linemuslingerne med deres i tusindvis af plastbøjer. De fyldte allerede godt i fjordlandskabet. Nu er det i stigende grad de massive norske “smartfarms”, som fylder op på Limfjorden. De består af flere kilometer flydende plastrør, under hvilke der hænger tre meter dybe net til muslingerne. Tilsammen gør de mange muslingeanlæg den allerede smalle Limfjord endnu smallere.
Turistbranchen vil gerne have, at turisterne kommer til Limfjorden for at nyde en tur på vandet. I den lokale turistbrochure er der således smukke billeder af sejlskibe og havkajakker, men ingen billeder af de gigantiske smartfarms – det seneste skud på stammen af muslingeanæg – som nu truer med at spolere sejlturen og ødelægge mulighederne for en lukrativ turisme på fjorden.
Og det er rigtig ærgerligt, mener mange både turistfolk og sejlsportsudøvere. Netop Limfjorden er med sine mange beskyttede bugter og vige en ideel lokalitet til kajaksejlads, da man her kan sejle milevidt omkring uden på noget tidspunkt at skulle færdes langt fra land. Det er et spørgsmål om sikkerhed, hvis uheldet er ude.
Det ødelægger samtidig ganske oplevelsen af en fri natur, når man pludselig støder på gigantiske smartfarms med kilometervis af flydende plastrør. De er vanskelige at ro udenom, hvis man er i kajak. Og helt umulige at passere, dersom man er i sejlbåd. Da er der i regelen ikke andet at gøre end at stryge sejlet og starte motoren.
Der er helt enkelt ikke plads til at krydse op mod vinden, når der ligger en smartfarm på tværs. En smartfarm, der kan være både to og tre km lang.
Så er de sidste forhandlinger med de 63 lokale lodsejere med areal inden for projektområdet Søborg Sø, faldet på plads. Det er en kæmpe succes og en vigtig milepæl, som samtidig markerer, at nu kan det egentlige detail- og anlægsarbejde begynde. Søen forventes at fyldes med vand fra 2023.
Et af målene med at genoprette Søborg Sø er at skabe bedre betingelser for det vilde dyre- og planteliv. Med den jordfordeling, som netop er afsluttet, kommer Naturstyrelsen til at eje ca. 488 hektar inden for det samlede pumpelagsareal på 600 hektar. Heraf bliver selve søen på 338 ha. Samtidig slipper lokale landbrugere af med en masse udpint jord, det alligevel ikke kunne svare sig at dyrke længere.
– Det er en god nyhed for naturen og fuglelivet i Nordsjælland og et kæmpe skridt videre i realiseringen af et af vores vigtige naturgenopretningsprojekter. Alle gode kræfter har været sat ind for at få jordfordelingen til at gå op ad frivillighedens vej, og det er især lykkedes i kraft af et godt og tæt samarbejde mellem de lokale lodsejere, Landbrugsstyrelsen, Gribskov Kommune og os i Naturstyrelsen, siger Signe Nepper Larsen, vicedirektør i Naturstyrelsen.
Samtidig med naturgenopretningen bliver der tænkt i rekreative friluftsmuligheder, så besøgende i området kan forvente at få flere naturoplevelser med hjem. Der planlægges et stiforløb hele vejen rundt om søen både for gående, cyklende og ridende, herunder også ud over søens sydvestlige del, her dog ikke for ridende.
Næste skridt er at vælge rådgiver til detailprojektering, og herefter skal de nødvendige tilladelser indhentes fra myndighederne.
Projektet koster cirka 93 millioner kroner og involverer 63 private lodsejere.
Naturgenopretningen omfatter et areal på knap 600 hektar. Heraf vil den største del blive en lavvandet sø og resten til ferske enge.
Genopretningen af søen blev skudt i gang, da projektet blev en del af regeringsgrundlaget i november 2016. Allerede i regeringsgrundlaget blev der lagt vægt på, at genopretningen skulle ske på frivillig basis, og Landbrugsstyrelsens jordfordelingsplanlæggere har lagt puslespillet, hvor landbrugsjord fra 63 lodsejere har skiftet hænder så gnidningsfrit som muligt.
Rådgivningsopgaven på næste etape i etableringen af Søborg Sø er i øjeblikket i EU-udbud, og inden for de kommende uger vil et rådgivende ingeniørfirma blive valgt til opgaven.
Selve anlægsarbejdet forventes at starte i løbet af 2022. Forinden skal der indhentes en række tilladelser fra myndighederne efter vandløbsloven og naturbeskyttelsesloven.
Der er allerede opnået tilladelse fra Miljøstyrelsen til gennemførelse af projektet.
Naturstyrelsen har per 1. september købt 11 ejendomme med tilhørende jord, som skal bruges i forbindelse med et kommende lavbundsprojekt i Nørreådalen.
Naturstyrelsen har brugt 70 millioner kroner på opkøb af 11 ejendomme og 367 hektar jord i Kvorning mellem Viborg og Randers. Det skriver JP Viborg.
Både jord og ejendomme er købt med henblik på at bruge jorden i et lavbundsprojekt i engene syd for Kvorning. Det er en del af udviklingen i Nørreådal, hvor Naturstyrelsen i samarbejde med Viborg Kommune laver en lokal landskabsstrategi for Nørreådalen.
– Vi skal bruge jorden til jordfordeling, og så skal man have noget at bytte med, fortæller skovrider i Naturstyrelsen Himmerland Bendt Egede Andersen.
I forbindelse med retableringen eller genslyngningen af Skjernå måtte staten tilsvarende opkøbe store jordarealer, som man efterfølgende kunne ombytte med eksisterende arealer ved åen.
Så nogen ny praksis er jordombytning bestemt ikke.
Herning Kommune har i samarbejde med Naturstyrelsen genskabt den oprindelige ådal på et nedlagt dambrugsareal ved Haderup nær Karup Å – til stor gavn for livet både i og omkring vandløbet.
I den nordlige del af Herning Kommune er det gamle dambrugsareal ved Staulund Dambrug nu nedlagt og omdannet til en naturperle, hvor Feldborg Bæk slynger sig gennem terrænet – til glæde for naturen.
– Det er fantastisk at se bækken vende tilbage til sine naturlige slyngninger og risle afsted i den nye ådal. Der er ingen tvivl om, at både dyr, planter og de folk der kommer i området, vil få stor glæde af naturgenopretningen, siger Poul Ravnsbæk, der er skovrider i Naturstyrelsen.
Naturgenopretningsprojektet i det midtjyske er blevet gennemført med mere biodiversitet og natur i tankerne. Arealet var nemlig tidligere fattigt på natur, med et nedgravet kanalagtigt vandløb uden variation, og hvor leveforholdene var dårlige for dyr og planter.
I dag ser det markant anderledes ud. Dambruget er blevet fjernet, og Feldborg Bæk, der tidligere blev ledt gennem et kanallignende vandløb, er blevet genslynget, så bækken nu slynger sig naturligt gennem landskabet.
I dag risler vandet rundt i svingene i det 500 meter lange genslyngede vandløb, der fremover får lov til at udvikle sig på mere naturlige præmisser.
Ved siden af bækken er der etableret sølehuller til glæde for kronvildtet, der er lavet insektvolde, udlagt stendynger og dødt ved – og fiskene har fået gydegrus. Alt sammen for at højne naturkvaliteten og skabe større artsrigdom.
Der er desuden fjernet en række invasive arter som kæmpe bjørneklo og rød hestehov, der ellers ville kunne sprede sig og spænde ben for andre arters fremgang.
Naturgenopretningsprojektet er udført af Herning Kommune i samarbejde med Naturstyrelsen, der ejer en del af det naturgenoprettede areal – og en lokal lodsejer, som ejer resten.
Tænk, hvad det kunne blive til, hvis Gudenåen tilsvarende fik lov til at løbe frit…
Siden man i Kina i foråret fandt Covid-19 på opdrætslaks på et fiskemarked i Kina, har de kinesiske myndigheder strammet kontrollen med importerede norske laks. Den norske fødevarekontrol (Mattilsynet) har således modtaget nye skærpede krav, som trådte i kraft den 10. september:
Fersk laks skal være pakket i både en indre og en ydre emballage.
Den indre emballage skal også mærkes med etiket på engelsk og kinesisk.
Varer, som ikke opfylder kravene om forpakning og mærking vil blive returneret eller destrueret.
Importørerne er blevet instrueret om at informere udenlandske aktører om de nye regler om forpakning.
Originalt fødevaresikkerhedscertifikat skal overbringes til myndighederne senest tre dage efter, at eksportpartiet er afleveret. Dersom et originalt fødevaresikkerhedscertifikat mangler, må eksportører via brev garantere, at originalt certifikat tilkommer.
Som begrundelse for en både indre- og ydre emballage henviser de kinesiske myndigheder til dekret 249, som skal implementeres fra 1. januar 2022).
Der er for alvor rav i muslingedammen – specielt på Limfjorden, som allerede er belastet af flere opdrætsanlæg, end godt er.
Notatet om de påstået gavnlige effekter af en stor smartfarm ud for Vensøsund – forfattet af Københavns Universitet (KU) på bestilling fra ejeren af den pågældende smartfarm, Hedeselskabets Blå Biomasse – har skabt en del forvirring. Derfor denne status.
Min gamle studiekammerat Flemming Højgaard Madsen gjorde mig i foråret opmærksom på, at det pågældende notat, forfattet af lektor Bent Vismann fra KU, fagligt set var mere end tyndt og konklusionerne derfor uholdbare.
Specielt overraskende var det, at notatets konklusioner nærmest øjeblikkeligt blev brugt af Blå Biomasse selv, ejeren Hedeselskabet og den nye ejer af Hedeselskabets tidligere rådgivningsselskab Orbicon, canadiske WSP. Til ensidigt at fremme egen fremtidige muslingeproduktion.
Vi besluttede efter nærmere overvejelse at indklage notatet til Praksisudvalget ved KU, Bens Vismanns arbejdsgiver. Praksisudvalget kunne imidlertid ikke tage stilling til klagen, da man ikke råder over nogen faglig ekspertise. Vi sendte derfor klagen videre til Nævnet for Videnskabelig Uredelighed, som kan indkalde faglig ekspertise, hvis de finder det nødvendigt.
Nævnet for Videnskabelig Uredelighed kvitterede for modtagelsen den 2. juli i år, og vi venter i skrivende stund stadig på en tilbagemelding fra dem. Indtil videre er notatet blot et notat, der ikke har været igennem noget peer review – nogen faglig vurdering udefra. Hvilket kræves før publicering i et videnskabeligt tidsskrift.
Vi vender naturligvis tilbage med nævnets udmelding, når den foreligger. Indtil da kan interesserede læse det oprindelige klageskrift, som siden er udvidet noget, her:
Efter allerede at have slagtet 615 grindehvaler alene i år, gik de færøske hvalfangere totalt amok i den forgangne weekend.
En stor flok på 1.428 delfiner blev gennet ind i fjorden ved Skalabotnur, hvor de alle som én blev aflivet på traditionel vis – med en kniv i åndehullet.
Week-endens massakre bragte Færøernes samlede hvalfangst for i år op over 2.000 hvaler. Og på niveau med den japanske hvalfangst af samme art. Afskyeligt i en tid, hvor presset på vore have er større end nogensinde.
Mange færinger udtrykker nu også deres foragt for dette massive, meningsløse og middelalderlige massedrab, som ingen længere har brug for, og som nu bør bringes til endeligt ophør.
EkstraBladet har talt med flere kritiske færinger, som mener, at nationen med det seneste massedrab er gået klart over stregen i sin blodrus.
Det har efterfølgende vist sig, at der slet ikke var givet officiel tilladelse til drabet. Flere af deltagerne havde end ikke licens til grindedrab. Endelig er det blevet påpeget, at der var alt for mange delfiner til alt for gå fangere, og at det derfor tog alt for lang tid at slå dyrene ihjel.
I det hele taget er der kun skidt at sige om denne episode, der allerede er gået verden rundt. Den færøske laksegigant Bakkafrost har på skrift taget kraftigt afstand fra massedrabet, som han har måttet stå for skud for.
Flere kilder i udlandet har spurgt ind til, om de 1.428 delfiner mon er blevet til laksefoder hos Bakkafrost? Dette med henvisning til, at lokale færinger til pressen har udtalt, at man på de små øer umuligt kunne spise så store mængder delfinkød selv. At en stor del derfor nødvendigvis ville blive destrueret.
Det vakte en del lokal debat, da Danmarks Naturfredningsforenings Limfjordsgruppe sidst i august inviterede lokalpolitikere og lokalpresse med på sejltur på Limfjorden.
Der blev taget bundprøver for øjnene af passagerne på det gode skib “Safari Queen”, og der blev både filmet, fotograferet og lugtet til det slimede sorte bundslam fra muslingefarmene. Stor var overraskelsen derfor, da TV Midtvest valgte overhovedet ikke at bringe noget om forureningen fra muslingefarmene. Hverken i tekst eller billeder.
Muslingefolket havde sneget sig ind i klipperummet på TV Midtvest og fjernet alt om mudder og forurening. I stedet havde man indsat gamle DTU Aqua klip, hvor en sød dame var i gang med at rense Limfjorden med et par små akvarier og nogle blåmuslinger. Man havde også fået en lokal muslingeopdrætter klippet ind, som var utilfreds med, at han ikke måtte udvide sin lokalt forurenede virksomhed.
Mange undrede sig over den totale udeladelse af de indhentede bundprøver, og der blev talt om “journalistisk censur”, “journalistisk lavmål” og “politisk selvmål” med flere andre. Men det er såmænd ganske ligetil:
TV2 (Midtvest) er et borgerligt og semi-kommercielt medie, der naturligvis taler Blå Bloks sag og tækkes deres annoncører. Da valgkampen er lige op over, valgte man altså ikke at vise seerne den virkelige sorte bagside af muslingeopdrættet – det slimede bundslam under anlæggene.
Limfjordsrådet, som ellers skulle have reddet Limfjorden fra at blive til den nuværende Ligfjord, er et politisk organ domineret af partier som Venstre og Dansk Folkeparti. Partier, der våger over landbrugets økonomiske interesser – ikke vandmiljøets økologiske. Limfjordsrådet går derfor også klart ind for muslinger.
JyskFynske medier, der ligeledes er blå og helt kommercielle, gav for nylig fire helsider til en enøjet lovprisning af muslinger på Limfjorden. Som “modstander” havde de valgt DN, hvis præsident flere gange har talt for flere muslinger – dog under kontrol. Den interviewede DN-medarbejder har sågar selv deltaget i en video om muslingeproduktion. Det havde nok været mere interessant for læserne at høre modspil fra en ægte modstander.
Så alle sejl er sat til for at fremme en lille håndfuld virksomheders fremtidige adgang til fortsatte milliontilskud til deres tvivlsomme muslinger. Hedeselskabets Blå Biomasse fik senest tilsagn om 11.391.573 kroner. Bevilget i miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsens (V) tid. Inden han stak af til USA.
Ovenstående var tilsyneladende rigeligt til at erstatte dugfrisk sort muslingeslam med gamle DTU Aqua akvarieoptagelser i klipperummet hos TV2 Midtvest. Såre enkelt i virkeligheden. Bare ikke virkeligheden.
Den skulle seerne tilsyneladende nødig se, før de sætter deres kryds til det kommende kommunalvalg. Vover man alligevel et mudderkig, er muligheden her:
De første 15 tilladelser til at lystfiske efter tun og lande den i Skagen Havn fra 6. september 2021 til 20. september 2021 er nu givet. Det skete den 3. september. Baggrunden er, at Danmark helt ekstraordinært har fået byttet 35 tons makrel til en 5 tons tunkvote med Spanien.
Det er besluttet, at kvoten skal fordeles blandt lystfiskere, som med båd og besætning har deltaget i DTU Aqua’s hidtidige mærkningsforsøg. Altså en ganske lille kreds af fiskere, som råder over både store nok til at håndtere de kæmpestore tun, som her mod nord ofte vejer mere end 200 kg.
Ansøgningsmuligheden har været åben for alle deltagere af mærkningsforsøget. Der er derfor også modtaget ansøgninger fra udenlandske fiskere, som kan søge om tilladelse til lystfiskeriet på lige vilkår med danske ansøgere.
Den danske tunkvote på 5 tons udmøntes i 15 tilladelser. De er blevet fordelt ved lodtrækning blandt 49 ansøgninger, der alle opfylder kravene i tunbekendtgørelsen. Én tilladelse giver lov til at fange og lande én tun.Forventningen er, at der fanges og landes 15 tun med en gennemsnitsvægt på omkring 250 kg.
Tun, der fanges, skal opfylde betingelser for den bevaringsmæssige mindste referencestørrelse. Alle tun, der opfylder denne skal bringes i land. Hvis ikke skal de genudsættes. Forhåbentlig i levedygtig tilstand.
Såfremt det viser sig, at der er plads på kvoten til at udstede flere tilladelser, vil disse blive fordelt ved lodtrækning blandt de resterende ansøgere, som opfylder kravene. Bliver kvoten opfisket hurtigere end forventet, kan Fiskeristyrelsen afbryde fiskeriet med det samme. Kvoten vil derfor blive fulgt nøje, så der ikke bliver fanget og landet mere end, hvad der er tilladt.
Der har været en del diskussion om det rimelige i at tillade dette fiskeri efter en fiskeart, der har været udryddet helt, men som nu er vendt tilbage igen i en vis målestok. Men både den danske kronprins og den svenske konge har været med ombord og lyst deres velsignelse over det genkomne tunfiskeri.
For et år siden fejrede Litauen sin første fjernelse af en vandkraftdæmning.For nylig begyndte processen så med fjernelse af den næste dæmning.
Denne anden dæmningsfjernelse markerer en ny begyndelse for restaurering af floder i Litauen. Projekt blev initieret af Miljøministeriet i Republikken Litauen og ledes og udføres af Salantas’ regionale parkadministration. Man kan kun drømme om, at det danske miljøministerium vil være lige så fremsynet som det litauiske – med fokus på Danmarks længste vandløb, Gudenåen.
Dette nuværende projekt har stor symbolsk betydning i Litauen, da det beviser, at selv store dæmningsfjernelser er mulige. Fra begyndelsen af 2021 resulterede nyheden om den planlagte fjernelse af Salantas-dæmningen ikke uventet kraftig modstand fra dele af lokalsamfundet.
På den ene side er dæmningen og reservoiret beliggende midt i en lille by med knap 2000 mennesker, hvor den har en stærk socioøkonomisk værdi. På den anden side løber floden gennem NATURA 2000-områder og er vigtig for bestanden af havørreder, lampretter og flodmuslinger.
Kommunen, repræsentanter for lokalsamfundet, fiskere, forskere og repræsentanter for ministeriet for miljø og miljøbeskyttelse fik efterfølgende forelagt fire mulige planer om at genoprette kontinuiteten på floden Salantas.
Man valgte til sidst at fjerne dæmningen helt.En af de primære årsager var økonomien, da kommunen manglede de økonomiske ressourcer til at renovere dæmningen og oprense reservoiret regelmæssigt.En anden årsag var økologisk, da fjernelsen vil genoprette forbindelsen til 46 kilometer af Salantas-floden og dens bifloder.
Udover fjernelsen af dæmningen er der planer om at anlægge tre kunstige gydebanker og et stort vådområde inden for den restaurerede elvstrækning.
Dette projekt er en del af handlingsplanen og implementeringen af vandsektorudviklingen for 2017-2023 i Litauen.Efter 4 års diskussioner og forberedelser er processen med at fjerne dæmningen ved at tømme reservoiret startet og vil fortsætte i hele september.
Igen: Man kan kun drømme om, at det danske miljøministerium vil være lige så fremsynet som det litauiske. Med fokus på Gudenåens frie løb og fjernelsen af Tange Sø.
Ind imellem ligner dansk politik mest af alt en sandkasse. Bevares. Børnene, der leger i den, er da lidt større end normalt, men truslerne fyger ind imellem over sandet. Tag nu blot landbrugsforhandlingerne.
Forhandlingerne om en grøn landbrugsaftale går nu i gang i Folketinget. Regeringen har lagt op til en bred aftale over midten, men i Politiken truer fødevareminister Rasmus Prehn (S) nu Venstre med, at der skal ligge en aftale klar indenfor en måned. Ellers finder han flertal alene i rød blok:
– Vi har haft næsten 60 møder. Vi har besvaret 671 spørgsmål. Venstre har stillet 340 spørgsmål. Vi har boret alle muligheder ud. Vi kan se, at der er en meget påtrængende klimakrise.
Hvis Venstre alligevel begynder at være skeptiske, trække tiden og smyge sig udenom, så må jeg lave en aftale med dem, der vil lave en aftale, sagde Rasmus Prehn for nylig til Politiken. Venstres finansordfører, Troels Lund Poulsen, tror imidlertid, at Rasmus Prehn blot bluffer:
– Det tror jeg ikke, at han tør. Det er bare et forsøg på at spille stor mand, sagde han til Politiken.
Han har ellers lige selv spillet stor mand. Uden at ane det mindste om, hvad han talte om.Det skete, dahan proklamerede, at han ville bringe muslingeopdrættet helt i front i forhandlingerne, hvad angår landbrugets kvælstofudledning.
Men muslingeopdræt forurener jo blot vore danske fjorde yderligere i stedet for at rense dem. Og det hjælper jo ikke hverken landbrug eller vandmiljø.
Traktor TRolex er næppe helt den store mand i det her sand…
Mandag den 23. august havde Limfjordsgruppen under Danmarks Naturfredningsforening inviteret til sejltur på Limfjorden. Solen skinnede fra en klar himmel, og vind var der ingen af.
Formålet med sejlturen var at give inviterede politikere og presse et førstehåndsindtryk af det stigende antal muslingefarme på fjorden. Samt formidle viden om disses negative effekt på vandmiljøet.
Med ombord var SF-politiker Signe Munk, som med bopæl på øen Fur er godt kendt med vandmiljøet på Limfjorden. Hun gik sammen med TV2 Midtvest ombord på det gode skib “Safari Queen” i Hvalpsund.
Vel ude ved Mogenstrup – med Jeppe Aakjærs kunstnerhjem rundt om næste hjørne – stødte en anden båd til. Ombord på den var lokale Sven Hørup, som havde inviteret Skives 1. viceborgmester Peder Christensen (S) på sejltur og bundprøvetagning ud for Linemuslingeanlæg 112.
De entrede “Safari Queen” med dugfriske bundprøver fra anlæg 112. Her kunne presse og politikere på nærmeste hold se og lugte bunden under en Smartfarm. Kulsort slimet bundslam, som kun muslinger kan lave det. De mest modige ombord lugtede endda til det.
Men det mudder var åbenbart for meget for TV2 Midtvest. I hvert fald mente redaktionen efterfølgende ikke, at disse billeder skulle vises for seerne. Det var for stærke sager. Derfor klippede man i stedet til en gammel optagelse fra DTU Aqua, hvor en sød kvinde var i færd med at rense Limfjorden – med lidt blå muslinger i to små akvarier.
Herefter blev der klippet til et interview med en fisker, som ikke var tilfreds med de gældende bestemmelser på fjorden. Som ikke kunne få tilladelse til at dyrke flere forurenende muslinger. På grund af det moratorium, som fødevareminister Rasmus Prehn har måttet indføre efter en syndflod af nye ansøgninger.
Jeg var selv med ombord på “Safari Queen”, og jeg så siden, hvad der kom ud af anstrengelserne på TV. Ikke et eneste ord om eller billede af forureningen fra muslingeanlægget. Af det sorte bundslam ved anlæggene. Ikke ét eneste.
TV2 Midtvest havde tydeligvis en helt anden dagsorden med hjemmefra. End DN’s Limfjordsgruppe havde haft med sin invitation. Man fornemmede klart, at muslinge-lobbyen var rykket ind og havde overtaget klipperummet. Kommunalvalget venter forude, og så gælder jo alle kneb.
I enhver krig er sandheden det første offer. Og her var det TV2 Midtvest, der førte kniven. Trist, at journalistikken nu er nået helt ned i muddergrøften. Bogstavelig talt.
– Måske det var to røde politikere i én båd på en blå Limfjord, der fik TV2 Midtvest til at gå helt i sort og undsige sandheden?
“Det er sørgeligt, at man lander en havplan så langt fra indhold, forudsætninger og intentioner i lovgrundlaget.
Det efterlader alle med en klar opfattelse af, at samtlige høringssvar vil blive ignoreret, da havplanen alene er et politisk produkt og ikke baseret på det faglige grundlag, som ellers er en integreret del af loven om den danske havplan.”
Professor Bo Riemann,Aarhus Universitet i Altinget
Det er beskæmmende for det danske demokrati, at en udsultet og handlingslammet Miljøstyrelse nu må lade branchen undersøge og evaluere sig selv.
Det er således vanskeligt at forestille sig, at DHI’s Mads Birkeland, som selv var involveret i Hjarnø-skandalen, der kører ved retten netop nu – bedst kendt som “Sagen om de forsvundne 77 ringbind” – vil gå ind og lukke tidligere samarbejdspartnere.
Lige så vanskeligt er det at forestille sig, at DTU Aqua’s Jens Kjerulf Petersen vil udtale sig negativt om de muslingefarme, han senest selv har plæderet for i DCE-rapporten om marine virkemidler. Efter i 12 år privat at have været meddirektør af et firma, som solgte udstyr til netop muslingebranchen.
Der er tale om to personer og instanser så inhabile, som nogen kan være i disse sager. Hvem har mon fundet dem frem som garanti for, at intet vil blive ændret? At forureningen fremover kan fortsætte som hidtil?
Begge medvirker i et nyt fælles projekt fra DTU Orbit. Formålet med projektet er at udvikle et koncept til vurdering af miljøkonsekvenserne af 18 danske havbrug, der er beliggende inden for eller i nærheden af beskyttede Natura-2000 områder.
Havbrugene har eksisterende tilladelser til at producere fisk på deres nuværende lokalitet, men tilladelserne udløber 2020-21, og der kræves en fuld konsekvensanalyse for at forny disse tilladelser.
DTU Orbit projektet har til formål at udvikle et koncept til vurdering af virkningerne af fiskeopdrættet – “i en kontekst, hvor tab af næringsstoffer fra bedrifterne er inkluderet i den nuværende forvaltning af vandområder i henhold til EU’s vandrammedirektiv”, som det så smukt hedder.
Der skal foretages individuelle vurderinger af alle havbrugene. Projektet vil bruge en af DHI’s egne beregningsmodeller som hovedværktøj kombineret med en ålegræsmodel udviklet af DTU Aqua. Hertil en vis portion dataindsamling i felten.
Forhåbentlig er det ikke samme DHI-model, som blev brugt til at frikende det næsten 3.000 tons store kvælstofudslip fra havnebranden i Fredericia…
Opfordringen kommer fra professor Stiig Markager, der er specialist i næringssalte og vandmiljø.
Mange kender Stiig Markager fra den spektakulære og netop afsluttede retssag, hvor interesseorganisationen Bæredygtigt Landbrug havde stævnet ham for “ærekrænkende udtalelser” om tilstanden af det danske vandmiljø.
En sag, som Bæredygtigt Landbrug for nylig tabte med et brag, der gav genlyd landet over. For ikke blot frikendte retten Stiig Markager for anklagen. Den slog tilmed fast, at forskere som ham endda har en forpligtelse til at bruge deres faglige viden og deltage med netop den i samfundsdebatten.
Nu er Stiig Markager derfor på banen igen. Mere aktuel end nogensinde. De danske fjorde brillierer efterhånden med faste iltsvind sidst på sommeren og først på efteråret. Nyt her i 2021 er, at de første iltsvind allerede dukkede op først på sommeren – den 10. juli for at være helt præcis – ved Valsted nær Nibe i den nordligste del af Limfjorden.
Et pludseligt og spektakulært iltsvind gjorde med ét det lille fiskerleje landskendt – med triste billeder i pressen af purpurrøde svovlbakterier, døde fisk i massevis og skrigende måger overalt.
Professor Stiig Markager, som har moniteret Limfjorden og dens tilstand i mange år, fortæller, at vandmiljøet her kun er blevet dårligere siden 2011. Trods alskens aftaler, der ellers skulle sikre den “gode økologiske tilstand”, som EU’s Vandrammedirektiv kræver. Markager siger til fagbladet “Ingeniøren”, at problemet næppe kan løses af teknisk vej:
“Det helt afgørende er, at vi skal have reduceret kvælstofudledningerne fra 61.000 ton i dag og ned til 36.600 ton. Det er en reduktion på 40 procent, vi skal have, og det er jo voldsomt. Det er en stor udfordring, og det er da også utænkeligt fra mit perspektiv, at man kan løse det her med tekniske løsninger”.
Det var ellers det, som dansk landbrug havde forestillet sig og drømt om:
Nogle smarte tekniske løsninger, som med et fingerknips kunne rette op på det hele, så vi kunne fortsætte udledningerne som hidtil. Løsninger, som imidlertid slet ikke findes endnu.
Professor Stiig Markager mener, at en god del af løsningen er udtagning af de såkaldte lavbundsjorde. Men at definitionen på lavbundsjord nødvendigvis må gøres bredere end hidtil. Til “Ingeniøren” siger han:
“Vi skal simpelthen have taget landbrugsjorde ud af drift, og her snakker vi en skala, der hedder 15-30 procent. Det er lavbundsjord, men det er meget mere end det, man kalder lavbundsjorde i dag, hvor man har en grænse, der hedder, at hvis der er mere end seks procent kulstof i jorden, så betegnes det som lavbundsjorde”.
Alle arealer, hvor der er mere end to procent kulstof i jorden, er gammel mosejord. Her har jorden har været våd, og så bliver den iltfri. Gamle planterester nedbrydes derfor ikke, men ophobes i stedet i jorden. Det er en mekanisme, som findes rigtig mange steder. Og dermed er der rigtig megen jord, som med rette kan kaldes lavbundsjord.
Der er desværre ingen hurtige løsninger her. For selv om vi stopper al udledning af næringsstoffer til vandmiljøet, og selv om vi braklægger alle lavbundsjorde, så vil der gå adskillige år, før vi ser den ønskede effekt. Der ligger helt enkelt så mange næringssalte ophobet i bundvand og bundsediment i danske fjorde – efter årtiers udledning af urenset spildevand fra by og land – at disse vil blive frigjort til omgivelserne i mange år fremover. Over de næste 10-30 år.
Det kan lyde af meget, men er det ikke – i hvert fald ikke sammenlignet med Østersøen, hvor man regner med en tidshorisont på helt op til 300 år, hvis den skal genoprettes. Så galt står det til med vandmiljøet i dette ferske eller brakke indhav.
Professor Markager mener, at 15-30 % af det nuværende landbrugsareal skal udtages for at få nedbragt udledningerne tilstrækkeligt. Så vi atter kan opleve et sundt vandmiljø i og omkring Danmark.
Det er nogle svære landbrugsforhandlinger, som venter forude…
Der er så lidt naturligt vildt tilbage i landbrugsDanmark, at jægerne må ty til samme metode som lystfiskerne: Opdræt og udsætning af de såkaldte “skydefugle” til øjeblikkelig nedskydning.
Tilladelsen til at opdrætte og udsætte gråænder til jagt er imidlertid kommet i fare. Der bliver nemlig udsat mellem fem og syv gange så mange ænder, som der bliver indberettet til jagtstatistikken. Og det er ulovligt.
En undersøgelse fra Aarhus Universitet har netop afsløret, at den lovpligtige indberetning halter voldsomt bagefter virkeligheden, og det har naturligvis givet modstandere af andeudsætning vind i sejlene.
AAU-rapporten fra 2019 viser, at der blev indberettet 60.000 ænder til Miljøstyrelsen, sådan som reglerne kræver, at de bliver. Men at det virkelige tal lå et sted mellem 334.000 og 386.000 opdrættede skydefugle i form af opdrættede gråænder.
Fire ud af fem opdrættede og udsatte ænder bliver således ikke registreret, som de skal. Det har fået den fremtidige udsætning af skydefugle i form af gråænder til at hænge i en tynd tråd. Det skriver bladet “Jæger”, som er medlemsblad for Danmarks Jægerforbund.
“Sagt på godt jysk er det godt nok træls, at en mangeårig dansk jagttradition med udsætning af gråænder nu risikerer at komme i fare, fordi jægerne ikke har respekteret den aftale, der er indgået ved sidste udsætningsforlig, om at indberette deres udsatte fugle”.
Det udtaler formanden Danmarks Jægerforbund, Claus Lind Christensen, i “Jæger”.
Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Naturfredningsforening, Dyrenes Beskyttelse og Friluftsrådet har netop anbefalet miljøminister Lea Wermelin, at udsætning af gråænder til jagtformål stoppes helt med udgangen af 2022.
Jægerforbundet, Landbrug & Fødevarer og Dansk Skovforening mener dog, at det bør være muligt at holde fast i andeudsætningen, hvis man får ryddet op i ulovlighederne:
Den tilsyneladende meget udbredte praksis med at udsætte mange gange flere ænder, end der bliver registreret.
Uanset antallet af opdrættede skydefugle – det være sig gråænder, fasaner eller agerhøns – som udsættes i naturen, så skal de indberettes til Miljøstyrelsen inden for en uge. Indberetningen sker via styrelsens hjemmeside.
I en artikel i “Jæger, der er medlemsbladet for Danmarks Jægerforbund, besvarer formanden spørgsmålet om, hvorfor de danske ulve forsvinder fra jordens overflade uden at efterlade sig spor.
– Det giver ingen mening at benægte, at der blandt os jægere findes mennesker, som kan finde på de her grove overtrædelser af vores lovgivning. Det være sig forgiftningssager, ulovlig udsætning, krybskytteri og drab på ulve.
Ordene stammer fra Jægerforbundets formand Claus Lind Christensen, som i en artikel i bladet Jæger stiller sig selv spørgsmålet: “Skyder jægere ulve?”
Og det svarer formanden selv ja til. Han giver dermed selv svaret på, hvorfor flere danske ulve er forsvundet sporløst.De er hverken kørt over, vandret tilbage til Tyskland, døde af sygdom eller alderdom. Ulvene bliver simpelthen skudt af jægere med jagttegn og riffelbevis. Og givet gravet ned, så de ikke kan spores.
Tilbage på året vakte det en del postyr, da forskere fra Aarhus Universitet fortalte, at ni totalfredede ulve siden 2012 var forsvundet fra det danske landkort.Hermed var der vakt begrundet mistanke om, at (nogle) danske jægere systematisk var i gang med at udrydde ulven herhjemme.
I en videnskabelig artikel begået af danske og tyske forskere konkluderede man, at en stor del af de sporløst forsvundne ulve er blevet dræbt af mennesker. En statusrapport fra den nationale overvågning af ulve viste tidligere på året, at blot én enkelt ulv var opført som ”død af naturlige årsager” mellem 2012 og tredje kvartal af 2020.
I samme tidsrum kunne man konkludere, at ikke færre end ni ulve var forsvundet sporløst. De var hverken udvandret, påkørt eller havde lidt en naturlig død.
De var antageligt skudt og gravet ned, så de ikke kunne findes.
Der er kun ét kendt tilfælde af ulvedrab i Danmark. I april 2018 blev en ung hunulv således skudt og dræbt på en mark ved Ulfborg. For åben skærm.
Det skete kort tid efter, at tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann-Jensen for rullende kameraer havde præsenteret sin mening og sit bud på en løsning af det dengang stadig nye ulveproblem i Danmark:
– Skyd dem og grav dem ned!
Det var budskabet i TV2 News & Co med Lasse Sjørslev som den noget rystede vært. Den slags opfordringer til åbenlyse ulovligheder havde han ikke ikke lige svar på. Det havde han ikke oplevet før.
En ældre vestjysk jæger tog kort efter Uffe Ellemann-Jensen på ordet og skød så den første danske ulv i 200 år gennem vinduet på sin 4-hjulstrækker. Nær byen med det yderst passende navn “Ulfborg”.
Skudepisoden blev filmet og episoden politianmeldt, da der var to vidner helt tæt på drabet. Gerningsmanden blev efterfølgende idømt 40 dages betinget fængsel for ulvedrabet.Ulven mentes på det tidspunkt at have unger hjemme i hulen. Hvad der siden skete med dem vides ikke.
Men tankevækkende, at såvel opfordringen til ulvedrab som det efterfølgende drab skete for åben skærm. Med navn på begge de involverede personer. I artiklen i “Jæger” forstår formanden godt, hvis nogle af hans medlemmer bliver stødt over at blive sat i bås med ulvedræbere.
Claus Lind Christensen opfordrer afslutningsvis jægerne til kigge indad og luge ud blandt brodne kar i egne rækker. Det er nok en rigtig god idé.
Blæsten går stadig frisk over Limfjordens vande, men under overfladen ser det værre ud end nogensinde. Vi er nået så langt ned på miljøranglisten, at Limfjorden nu af mange kaldes “Ligfjorden”.
Dette på grund af det hvide “liglagen” af svovlbakterier, som dækker den sorte og iltfri mudderbund i store dele af fjorden. Dybder over tre meter er uden højere liv rigtig mange steder. Og millioner af vandmænd dominerer overfladevandet.
Data for miljøtilstanden i Limfjorden fra 1985 til 2003 blev i 2006 analyseret for sammenhænge i forhold til næringsstoftilførsler og klima.De fundne empiriske modeller blev dengang anvendt til at opstille en række scenarier for miljøtilstanden i fjorden ved ændringer i tilførsler af kvælstof og fosfor.
Resultaterne viste, at der var sket en langsom forbedring af fjordens miljøtilstand i perioden som følge af reduktioner i næringsstoftilførslerne. Men også at der var en betydelig tidsforsinkelse.
På afgørende punkter, såsom udbredelsen af iltsvind og ålegræs, var der endnu ikke sket nogen fremgang. Tværtimod var tilstanden på disse områder forværret.
Antagelig skyldtes tidsforsinkelsen og den manglende effekt på udbredelsen af iltsvind og ålegræs, at der er ophobet store puljer af næringsstoffer og organisk stof i sedimentet. Puljer, der til stadighed frigives til vandmiljøet ved iltsvind.
Scenarieberegninger viste i 2006, at en reduktion af de årlige tilførsler til 12.000 tons for kvælstof og 360 tons for fosfor antagelig var et minimum for opnåelse af en acceptabel miljøtilstand i fjorden. En yderligere reduktion skønnedes dengang nødvendig, hvis fjordens miljø atter skulle komme i balance. Eksempelvis til omkring 10.000 tons for kvælstof og 300 tons for fosfor.
I mellemtiden har vi så fået Limfjordsrådet, som er en politisk organisation med dybe rødder i landbruget omkring fjorden. Som i dag organiserer Danmarks største koncentration af svineproducenter – med direkte gylleafløb til Limfjorden.
Det landbrug, som i dag bærer hovedansvaret for fjordens elendige miljøtilstand. Og for, at Limfjorden har det i dag dårligere end nogensinde.
Limfjordsrådet plæderer nu for, at milliarder af såkaldte “miljømuslinger” skal rense Limfjorden for års udledning af næringssalte fra ikke mindst landbruget.
Fremover skal der således årligt høstes 50.000 tons muslinger i Limfjorden. I hvert fald hvis det står til Blå Biomasse med flere, der står klar til at levere.
Limfjordens Miljøråd (LM) er Miljøets Vogter, hvor Limfjordsrådet er Landbrugets Beskytter. Limfjordens Miljøråd har derfor kigget på tallene fra Blå Biomasses store smartfarm ved Venø Sund og regnet lidt videre på dem. 50.000 tons er nemlig ganske meget – specielt da hvis man sammenligner med, hvad Blå Biomasse hidtil har høstet. Det er der kommet følgende interessante regnestykke ud af:
Limfjordens Miljøråd har lagt de registrerede 2020-høsttal for muslinger fra de fem anlæg sammen. Det blev til i alt 2.397 ton høstede muslinger. Registreret som “fraførte”.
Produktionen er foregået på 297 rør. Hvert rør har således leveret ca. 8 ton. Det vil derfor kræve 6.250 rør at producere de proklamerede 50.000 ton.
Det svarer til ca. 63 Smartfarms med hver 100 rør, hvilket vil fylde 63 gange de tilladte 20 hektar per anlæg.
Det bliver i alt 1.260 hektar eller 12.600.000 m2, hvilket svarer til 1.764 fodboldbaner af international størrelse (105 x 68 = 7.140 m2)
1.764 fodboldbaner vil fylde rigtig meget på den mange steder lange og trange Limfjord. De vil gøre det rigtig besværligt hvis ikke umuligt for både den kommercielle skibsfart og den rekreative sejlads på fjorden. For slet ikke at tale om den lokale forurening fra de mange milliarder “miljømuslinger”.
Er der anden produktion, som ikke er registreret, så er dette jo en kærkommen lejlighed for Blå Biomasse til at korrigere ovennævnte regnestykke fra Limfjordens Miljøråd.
Her i den kolde og nærmest efterårsagtige august måned kan det være svært at huske, hvor varmt det egentlig var i juli måned. Da gispede vi ellers nærmest efter vejret og badede, som gjaldt det livet.
Nu kan meteorologerne så sort på hvidt dokumentere, at juli virkelig var en varm måned. Faktisk var forgangne måned den varmeste juli, som nogensinde er målt. Den amerikanske vejr- og klimamyndighed Noaa konstaterer således, at juli var den varmeste måned nogensinde målt på verdensplan: Med 15,77 grader blev sidste års rekord skubbet af pinden med en enkelt hundreddel.
Der er dog ikke total global enighed om den verdensomspændende temperaturstigning. Forskellige myndigheder kan måle forskelligt, alt afhængig af hvor deres nationale målestationer er placeret. Således når EU’s vejrorganisation Copernicus frem til, at juli kun var den tredjevarmeste måned nogensinde.
På begge sider af Atlanten er organisationerne dog aldeles enige om, at trenden kun går én vej: Det bliver varmere i hele verden.
Den globale opvarmning bekymrer tilsyneladende ikke danske politikere. I hvert fald har statsminister Mette Frederiksen ikke nævnt FN’s stadig dugfriske dommedagsrapport om klimaets tilstand med ét eneste ord.
Klimaminister Dan Jørgensen argumenterer ellers for, at vi i Danmark har sat os et af verdens mest ambitiøse klimamål. Det er den kanin, danske politikere altid trækker op af hatten, når emnet kommer på bordet.
Danmark er kendt for at gå foran i den grønne omstilling. I hvert fald når vi selv skal sige det. Vi mener, at vi trods vor beskedne størrelse kan vise hele verden, hvordan man omstiller den til et mere bæredygtigt samfund.
Og vi kan jo af samme årsag ikke gøre meget andet end det, for vores egen begrænsede hjemligereduktion gør jo ingen nævneværdig forskel for den samlede verdens udledninger.
Sådan plejer vi at argumentere, og det kan ingen sige noget imod. Men kigger vi os selv nærmere i kortene, kniber det noget mere med den grønne indsats. Meget mere. Kigger vi nemlig på udledningen per indbygger, ser det ikke for kønt ud:
Danmark udledte således i 2018 hele 5,76 ton CO2 pr. indbygger. Det er 28% højere end verdensgennemsnittet.
Ganske vist er vi ikke et olieland som den mellemøstlige ørkenstat Qatar, der hæmningsløst udleder astronomiske 32,42 ton pr. indbygger. Sammenligner vi os med dem, tager den danske klimabelastning sig jo rigtig godt ud.
Men kigger vi i stedet på lande, vi normalt ynder at sammenligne os med – eksempelvis Sverige, Schweiz og Frankrig – da syner den danske klimabelastning ikke længere helt så grøn og miljørigtig. Tallene fra 2018 ser nemlig således ud, målt i ton CO2 per indbygger:
Sverige (3,54)
Schweiz (4,4)
Frankrig (4,62)
Danmark (5,76)
Rusland (11,3)
Saudi Arabien (15,27)
USA (15,24)
Australien (15,48)
Canada (15,50)
Kuwait (21,32)
Quatar (32,42)
Danmark ligger således mere end ét ton over det globale gennemsnit på 4,48 ton CO2 per indbygger, hvilket er 28% højere. Det skyldes i høj grad en landbrugsproduktion, som er langt større, end vort beskedne areal og indbyggertal kan bære.
De nye reduktioner fra Danmark findes i høj grad gennem pseudoløsninger som plugin-hybride biler, der stadig bruger masser af fossile brændstoffer på distancen. Biomasse, som fortsat er vores største såkaldt grønne energikilde – trods det faktum, at den har vist sig at være meget lidt grøn, når det kommer til stykket. Samt endelig skyhøje grønne forhåbninger til teknologiske løsninger, der endnu kun er på tegnebrættet.
Så der er adskillige gode forklaringer på, hvorfor vi ikke ligger bedre placeret på verdenskortet, hvad klimabelastning per indbygger angår, end tilfældet er. Men det forklarer slet ikke, hvorfor vor egen selvopfattelse ligger langt højere, end tallene fortæller. Vi har end ikke førerpositionen i sigte.
Den danske natur har det dårligere end nogensinde. Men nok netop derfor har vi også flere blomsterstriber end nogensinde. Det er en form for afladshandling fra et samfund, hvor natur og miljø er presset helt i bund. Lidt blomsterstriber langs vejkanterne kan der lige blive til. Og pænt ser det da også ud. Bierne er glade for al den hjælp, de kan få. For hver en dråbe nektar i rabatten.
Blomsterstriber er således en ting af nyere dato. I starten satsede man kortsynet på ét-årige striber, som blev sået om foråret og slået om efteråret. Nu har vi dog lært, at striberne helst skal være flerårige. Bedst som jordbierne er flyttet ind og har slået rod, blev vegetationen mejet ned igen. Derved blev blomsterstriberne til farlige økologiske fælder – i stedet for tiltrængt hjælp til naturen.
Suverænt størst naturværdi er der således i de flerårige blomsterstriber. Det er ikke raketvidenskab. Det er landbruget, som har jorden, og som sår blomsterstriberne – eller får nogen til at gøre det.
Interesseorganisationen Landbrug & Fødevarer har høstet (!) følgende “produktionstekniske erfaringer” i de allerseneste år:
Blomsterstriber og blomsterbrak fungerer som “tankstationer”, hvor humlebier, sommerfugle og insekter kan hente pollen og nektar i sommerperioden.
Flerårige blomsterstriber har højere naturværdi end ét-årige, da omlægning af striberne kan betyde, at det dyreliv, der er trukket til, kan gå til grunde igen.
Den uheldige effekt kan mindskes, hvis man f.eks nøjes med at omlægge halvdelen af tiltaget i en rotationsordning, så man hvert år efterlader et uforstyrret område.
Blomsterstriber er nu senest også blevet en forretning. LandbrugsAvisen kan således fortælle om den 17-årige Anton Petersen, som med base på Sjælland allerede har fræset og sået ikke mindre end 104 km blomsterstriber. Han er med sikkerhed sjællandsk mester.
Anton Petersen selv er dog ikke sikker på, om han nu også er indehaver af Danmarksrekorden i blomsterstriber. De sjællandske såstriber er nemlig beskedne 1,25 meter i bredden, mens man i Nordjylland sår med lidt større armbevægelser. Her er blomsterstriberne nemlig hele 3 meter i bredden. Noget, Anton Petersen derfor vil tilnærme sig i fremtiden. Blomsterstriberne er jo kommet for at blive, ser det ud til.
De er således til at tage og føle på, blomsterstriberne. I min egen naturhave på Mols slår jeg kun sjældent græsset, hvilket passer både mig, græsset, mine blomster og havens mange bier og sommerfugle overordentlig godt. Gift er der selvfølgelig aldrig blevet brugt.
Hvor svært kan det lige være at være vild i varmen. Året rundt. Lad bare naturen passe sig selv.
Hvert år i august kommer meteorsværmen Perseiderne forbi Jorden, hvilket resulterer i et sandt festfyrværkeri af stjerneskud.
Helt op mod 100 af slagen og i timen kan man være heldig at se, dersom vejret er til det – klart, skyfrit og med så lidt måneskin som muligt. Og netop i år er månefasen gunstig for at se meteorsværmen. Den er nemlig i tiltagende, og der er stadig langt til fuldmåne.
Perseiderne er opkaldt efter stjernebilledet Perseus, hvorfra de mange stjerneskud kommer. De kan være svære at få øje på, men kig mod øst og find det store “W” ved navn Cassiopeia. Det er ganske nemt at spotte, og kigger man opefter i den retning, vil man også se stjerneskuddene fra Perseiderne.
Men Perseiderne stammer ikke fra stjernebilledet Perseus. De stammer i stedet fra kometen Swift-Tuttle, der passerer forbi Jorden og er synlig herfra én gang hvert 133. år. Så lang tid tager det nemlig denne komet at gennemføre én bane rundt om Solen.
Sidste gang dette skete, var i 1992, hvor vi var mange, der så den – mange stjerneklare aftener i træk. Men selv om kometen altså forsvandt igen for snart 30 år siden, så efterlader hver passage så meget stjernestøv, at vi oplever Perseiderne hvert eneste år.
Og når planet Jorden passerer igennem dette støvspor fra Swift-Tuttle, da kommer små partikler ind i Jordens atmosfære, hvor de brænder op – synlige som stjerneskud.
Ifølge den internationale Meteor Organization IMO vil Perseiderne være mest aktive fra 17. juli til 24. august. IMO oplyser, at regnen af stjerneskud i år toppede natten til 11.-12. august, hvor man kunne se op til 60 skud i timen – hvis ellers himlen var mørk nok.
Det bedste tidspunkt at se stjerneskud er altid mellem midnat og daggry. Og i år var Månen med os stjernekiggere, idet den ifølge IMO kun var 13% fuld, da meteorsværmen er på sit højeste. Altså kun mellem en syvende- og ottendedel fuld. Det garanterede mange synlige stjerneskud – når vejrguderne ellers åbnede op.
På TV2 News fik man desværre det indtryk, at stjerneskuddene kun forekommer sammen med kometen – hvert 133. år.Det passer heldigvis ikke, da meteorsværmen kommer forbi hvert eneste år. Dermed også i år.
Industrifiskeriet efter sild i Østersøen mister nu sin MSC-certificering. Bestanden ligger i dag på et faretruende lavt niveau.
Organisationen MSC certificerede i 2020 en stor del af silde- og brislingfiskeriet i Østersøen, Det Botniske Hav og Den Botniske Bugt – som værende bæredygtigt. Dette på trods af kendt viden om, at fisketrykket er steget, og at de kystnære fangster er blevet stedse dårligere i de seneste år.
Stærkt medvirkende hertil har været, at Sverige desværre har et system, som gør det muligt for store industrielle trawlere at gå meget tæt på kysten, selv inden for trawlgrænsen.
Svenske Sportfiskarna har i det forgangne år flere gange påpeget, at der er sket en systematisk fejlrapportering af fangster fra industrifiskeri og en kraftig reduktion i fangsternes gennemsnitlige størrelse.
Sportfiskarna har påpeget det urimelige i et system, hvor fangsterne går til industrielle formål i stedet for til konsum. I de seneste måneder har der således været rapporteret katastrofalt dårlige fangster i det kystnære fiskeri langs Norrland.
Det er et fiskeri, som traditionelt forsyner hjemmemarkedet med råvarer til nationalspisen surströmming.
Svenske Sportfiskarna har flere gange tidligere indsendt kommentarer til MSC miljømærket for industrifiskeri i Østersøen. Sportfiskarna har påpeget, at mærket er og længe har været baseret på et helt forkert grundlag.
Da International Council for the Exploration of the Sea (ICES) i slutningen af maj offentliggjorde sine anbefalinger for 2022, måtte man konstatere, at sildebestanden i Østersøen stadig var under stort pres. At bestanden er nede på et alt for lavt niveau.
Siden statistikken først blev ført i 1974, anslås det, at bestandenes størrelse er faldet med mere end 80%.Bestandssituationen er forværret støt siden 2014; fisketrykket har ifølge ICES været for højt siden 2015, og bestanden er faldet til under referenceniveauet.
Dette har nu ført til suspension af MSC-certificeringen.Alt i alt betyder det, at sild fra Østersøen med tilstødende områder ikke må sælges som MSC-certificerede efter 15. september i år.
Men industrifiskeriet efter dem fortsætter tilsyneladende ufortrødent. Så hvad betyder ICES anbefalinger og MSC-mærket overhovedet?
Skagen by har længe været på vej på lakselandkortet. Ikke med noget vandløb, for dem har de ingen af så langt mod nord. Men inde på land i Skagen Salmon’s recirkulerede opdrætsanlæg på Buttervej. Altsammen formedelst investeringer på 300 millioner kroner.
Det er et projekt, som har været lang tid undervejs, men som nu nærmer sig færdiggørelse i et 19.000 m2 stort anlæg i et af Skagens industrikvarterer. Det er ikke Danmarks første af slagen, for længere sydpå i Hvide Sande og Hirtshals er man også godt igang. Men Skagen er landets nordligste facilitet og vil givet vedblive at være netop det.
Landbaserede lakseopdræt er udset til at være afløseren for det totalforurenende fiskeopdræt i åbne, flydende netbure, hvorfra al forurening uundgåeligt ledes ud i det omgivende farvand. Uden mulighed for at rense det for foderrester, fækalier, antibiotika og andre stoffer.
Det nye lakseopdræt i Skagen ejes i fællesskab af Astrid Fiskeri A/S, Petri Holding ApS og Sustainable Food Invest, som siden 2019 har investeret i mere jord, så projektet kunne realiseres og udbygges. En af investorerne, Jens Petri, udtaler til TV2 Nord:
– Igennem vores andre investeringer i landbaseret opdræt af fisk – herunder ikke mindst laks – ved vi, at den ret så komplekse produktionsform, det er at producere i saltvandsmiljø, kan lykkes.
Vi må håbe, han får ret. Fiskeopdræt i saltvand er nemlig langt mere kompliceret og risikofyldt end fiskeopdræt i ferskvand. Det høje svovlindhold i saltvand rummer således en permanent risiko for dannelse af giftig svovlbrinte. Og akut fiskedød.
Skal fiskeopdrættet i Danmark have en fremtid, da er det oppe på land. I recirkulerede anlæg. Det er BAT – Best Available Technology. Til havs har vi allerede de totalforurenende havbrug, som ikke kan rense deres spildevand.
Lakseopdrættet i åbne havbure langt til havs kritiseres ofte og med rette for ikke at være bæredygtigt eller miljørigtigt.
Det er de tre investorers plan, at det nye anlæg i Skagen skal være både bæredygtigt og miljørigtigt. Det skal producere laks med så lille en miljøbelastning som muligt, ligesom der anvendes ikke nogen form for medicin. Dette dog undtaget én enkelt standard vaccine.
Den kommende lakseproduktion i Skagen medfører, at der pumpes vand ind fra Skagerrak. Herinde forbehandles det for at elimere virus og bakterier. Herefter pumpes vandet ind i en række bassiner, hvori laksene vokser sig store.
I bassinerne kan livsvigtige parametre som iltindhold og pH-værdi med flere reguleres nøje, så laksene trives. Anlægget genskaber samtidig den naturlige strøm i vandet, som laksene instinktivt orienterer sig imod. Dette betyder ifølge investorerne, at laksenes kødstruktur og smag ligger helt i top. De er populært sagt i god kondition – stik modsat mange andre havbrugslaks, der bevæger sig mindre og derfor ophober langt mere fedt i kroppen.
Affaldsproduktet fra lakseproduktionen er slam, som afsættes til Skagen Rensningsanlæg, hvor det indgår i biogasproduktionen. Investorerne bag lover, at der ikke vil blive hverken støj- eller lugtgener fra den meget lukkede produktionsform. Det er problemer, man har kæmpet med andre steder i dansk lakseproduktion på land.
Investorerne i Skagen-anlægget ejer samtidig 33 procent af virksomheden Danish Salmon i Hirtshals. De øvrige 67 procent blev i april i år overtaget af to store japanske selskaber. Som vi også kender det fra Musholm i Storebælt, der i dag er 100% japansk ejet.
Investorerne forventer at skabe 20 nye arbejdspladser i det nye Skagen lakseopdræt.
Alle nationer har deres favoritfisk, når det gælder lystfiskeri. Fisk, som er almindeligt forekommende og vidt udbredt de pågældende steder.
Amerikanerne har deres bass, og australierne har deres barramundi. Irerne har deres havaborre, som vi har vores havørreder. Det er der intet underligt i. Det ville være mere underligt, hvis det ikke forholdt sig sådan.
Tager vi lande med en lang kystlinje – eksempelvis Norge – samler interessen sig naturligvis om de fisk, der findes her og lokalt har deres største udbredelse. Det samme gælder Danmark, der trods sin lidenhed har omkring 7.500 km kystlinje. Her dominerer kystfiskeriet da også helt naturligt.
Det kommer derfor som en overraskelse for de fleste, at den undselige suder pludselig har indtaget førstepladsen som den mest populære sportsfisk i lystfiskeriets hjemland Storbritannien. Det var jo her, fluefiskeriets vugge stod for et par hundrede år siden. Her, fluefiskeriet i mange år fokuserede helt på laks og ørreder i strømvande. Hvor man ligefrem så ned på andre fisk.
Nu viser en ny undersøgelse fra de gæve briter, at suderen med de rubinrøde øjne og fløjlsbløde finner pludselig har skubbet alle konkurrenter til side – sågar også den blandt medefiskere ellers utroligt populære skalle. Havfiskeriet omkring Irland og Skotland er ligeledes i verdensklasse, men heller ikke det har kunnet slå suderen af førstepladsen.
Alt dette ifølge en interessant artikel fra engelske Angling Times, der lister aborren på andenpladsen og skallen på tredjepladsen. Længere nede på Top Ti listen ligger gamle klassikere som karpen og gedden.
I slutningen af marts i år kunne en stolt erhvervsminister Simon Kollerup (S) præsentere den første havplan nogensinde for de danske farvande.
Med erhvervsministerens egne ord skal havplanen både styrke den grønne omstilling, beskytte naturen og sikre, at der fortsat er plads til de maritime erhverv. Planen skal gælde i op til ti år. Han forklarede dengang, at Danmarks samlede havareal på 105.000 km2 i dag anvendes til blandt andet fiskeri, søtransport, energiindvinding, naturbeskyttelse og rekreative aktiviteter.
Den nye havplan skal tage højde for alle disse aktiviteter, og den kom i seks måneders høring, hvor der vil være god tid til at diskutere planen og komme med input. Mente i hvert fald erhvervsministeren selv.
Andre partier i Folketinget er ikke helt så begejstrede. De mener, at fremlæggelsen af havplanen er et udslag af både hastværk og demokratisk underskud. Alene det faktum, at høringsperioden blev placeret midt hen over sommerferien er godt bevis herpå. Og det ved såvel regeringen som Simon Kollerup udmærket.
Samme trick benyttede Esben Lunde Larsen (V) jo også gerne i sin korte tid som fødevareminister, inden han måtte flygte over Atlanten til USA. Her lå skolernes efterårsferie også bekvemt placeret i en sagsbehandling.
En så stor og omfattende plan som havplanen, der skal gælde de næste ti år, kan og skal naturligvis ikke hastes igennem.
Med Danmarks første havplan lægges der op til, at havarealet fremover administreres via zoner udlagt til ét eller flere formål. Havområderne opdeles i fire zonetyper: Udviklingszoner, natur- og miljøbeskyttelsesområder, særlige anvendelseszoner og generelle anvendelseszoner.
Havplanen blev sendt i 6 måneders offentlig høring den 31. marts 2021. Men planen fik midlertidig retsvirkning allerede fra den dag, den sendtes i høring. Det kunne simpelthen ikke gå hurtigt nok med at tromle planen igennem, hvorfor den blev udstedt som Danmarks første digitale bekendtgørelse på www.havplan.dk. Så minister Kollerup her kunne få et attraktivt “first” til sit CV.
Udformningen af Danmarks første havplan er baseret på følgende hovedelementer:
Havplanen er blandt Europas mest ambitiøse på havvind og understøtter Danmarks erhvervsmæssige styrkeposition inden for den grønne omstilling. En væsentlig del af havarealet udlægges til kommende havvindmølleparker og energi-øer.
Havplanen tager hensyn til havmiljøet. Der er allerede i dag havområder, der er omfattet af naturbeskyttelse, og havplanen afspejler udpegningen af nye beskyttede områder for at opnå god miljøtilstand i Nordsøen og Østersøen omkring Bornholm og nye fuglebeskyttelsesområder udpeget i habitatbekendtgørelsen.
Havplanen lægger vægt på, at der fortsat er gode vilkår for dem, der i dag agerer på havarealet. Det gælder bl.a. fiskeriet, søtransporten og forsvarsaktiviteter, men det gælder også fx fritidssejlere og andre, der bruger havet til rekreative formål.
Havplanen indeholder ikke arealudlæg for fiskeri, der ligesom sejlads vil kunne foregå overalt i de danske farvande, med mindre der er særlige områdespecifikke restriktioner efter anden lovgivning.
Havplanen udlægger ikke nye arealer til olie og gas og afspejler den brede politiske aftale om Nordsøens fremtid.
Havplanen har til gengæld udlagt næsten 5.000 km2 til forurenende opdræt og ødelæggende bundskrab af blåmuslinger.
Det sidste nævner nævner erhvervsminister Simon Kollerup ikke med ét eneste ord. Han siger imidlertid følgende, som straks bringer tankerne tilbage til den tid, hvor han var en entusiastisk fortaler for flere forurenende havbrug i Kattegat:
”Jeg er stolt over at kunne præsentere vores udspil til Danmarks første havplan. Vi skal passe på vores natur, og derfor er jeg glad for, at vi med planen reserverer 30 procent til beskyttede områder, samtidig med at vi sætter skub på den grønne dagsorden med kommende energiøer og havvindmølleparker. Med planen giver vi en forudsigelighed, så både borgere, myndigheder og virksomheder kan anvende de danske farvande optimalt.”
Havplanen er efter havplanloven gældende fra den dag, den blev sendt i høring. Og den udstedes som en digital bekendtgørelse, da det som nævnt ikke kan gå hurtigt nok for regeringen at få planen gennemført. Havplanen kan findes på www.havplan.dk, hvor man kan se et areal næsten på størrelse med Fyn og Lolland-Falster udlagt til muslingeopdræt og muslingeskrab.
Det er aktiviteter, der af den altid fiskeriglade nordjyske erhvervsminister Simon Kollerup (S) betragtes som “grønne” og gavnlige for miljøet. Selv om al anden forskning end lige den hjemlige danske (læs: nordjyske) påpeger de mange problemer, der er i forbindelse med netop opdræt og bundskrab af muslinger.
Parallelt med havplanen sendes forslag til nye beskyttede naturområder i høring. Så vidt vides bliver de reelt blot på halv størrelse af det, som man ellers havde lagt op til. Men det får vi først at vide senere. Måske når det er for sent.
Det skal blive spændende at se, hvad man i EU siger til Kollerups nye planer for ødelæggelse af de danske farvande.
Om man i Bruxelles også finder udvidelse af muslingeskrab miljøfremmende.
Byretten i Hillerød havde følgende at sige om frifindelsen af professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet:
“Henset til sagens karakter og formålet og medlemskredsen ifølge vedtægterne for Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug har Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug den fornødne retlige interesse i søgsmålet.
Stiig Markagers påstand om afvisning tages derfor ikke til følge.
Det følger af straffelovens § 267, stk. 1, at der foreligger en ærekrænkelse, hvis der fremsættes eller udbredes en udtalelse eller anden meddelelse eller foretages en handling, der er egnet til at krænke nogens ære.
Om en udtalelse er egnet til at krænke nogens ære beror – ud fra en almen målestok – på udtalelsens indhold og den kontekst, den er fremsat i.
Stiig Markagers udtalelse er baseret på en forskningsanalyse af data og er fremsat i forbindelse med den offentlige debat til en berettiget varetagelse af en væsentlig samfundsmæssig interesse. Den er ikke – hverken efter sit indhold eller den kontekst, den er fremsat i – udtryk for forhold, der kan tilregnes Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug eller dets medlemmer som subjektivt dadelværdigt.
Udtalelsen er derfor ikke egnet til at krænke nogens ære, hvorfor Stiig Markager frifindes.
Retten bemærker, at universiteterne efter universitetsloven har til opgave at udbrede kendskab til videnskabens metoder og resultater. Universiteterne har forskningsfrihed og skal værne om deres og den enkeltes forskningsfrihed, og forskningsresultaterne skal bidrage til at fremme vækst, velfærd og udvikling i samfundet.
Universiteterne skal som central viden- og kulturbærende institution udveksle viden og kompetencer med det omgivende samfund og tilskynde medarbejderne til at deltage i den offentlige debat.”
Citat slut. Såvidt byretten i Hillerød om sagsanlægget fra Bæredygtigt Landbrug. Utroligt, at retten ikke blot afviste at tage sagen. Set udefra ligner det jo bare “unødig trætte” for nu at bruge et udtryk, der er lige så nutidigt som rettens “dadelværdigt”. Og spild af god landbrugsstøtte fra EU.
Dommen understreger, at Stiig Markager som universitetsansat ikke blot har ret til at ytre sig. Nej, han har ligefrem pligt til at deltage i debatten med den viden, han som fagperson har.
Vi kan med denne dom givet se frem til flere faglige og saglige indspark fra Stiig Markager i debatten om det danske vandmiljø.
Og færre “trættekære” sagsanlæg fra Bæredygtigt Landbrug.
Som mange andre danskere har jeg med stigende undren set på, hvordan danske toppolitikere – ofte endda ministre – den ene dag tjener det danske folk, som har vist dem tillid ved at vælge dem ind på tinge. For så dagen efter at bruge den folkevalgte position som springbræt til højt lønnede poster i det private erhvervsliv. For kan man virkelig det?
I Danmark kan man. I bananrepublikken Danmark har vi stadig ikke indført karensperioder eller noget obligatorisk lobbyregister. Der er derfor en lang række eksempler på tidligere ministre og topembedsmænd, som i de seneste år er skiftet direkte fra Slotsholmen til højtlønnede topposter i det private erhvervsliv. Med de interessekonflikter det uundgåeligt medfører.
Dette kan “potentielt medføre interessekonflikter,” påpeger nu EU-Kommissionen i en ny rapport. I Danmark har vi modsat EU-systemet og mange andre lande ingen karensperiode for politikere, ministre eller andre offentligt ansatte, der ønsker at skifte side. Ejheller noget obligatorisk lobbyregister, så man kan se, hvem der måtte lobbyere for hvad…
I Danmark kan man derfor frit skifte fra centraladministrationen til private organisationer eller virksomheder. Det forklarer professor Anne Rasmussen, som har den imponerende titel af “forsker i svingdørslobbyisme” ved Københavns Universitet, i en ny rapport.
Hun forklarer til Dagbladet Information, at Danmark skiller sig ud fra resten af EU ved, at vi har “ufatteligt lidt regulering sammenlignet med EU-systemet selv”. Her er der eksempelvis meget klare regler for karensperioder for kommissærer, der måtte “springe ud” fra en folkevalgt stilling i EU til en endnu bedre lønnet stilling i det private erhvervsliv.
Den nye EU-rapport viser, at mere end en tredjedel af alle danske ministre og departementschefer, som sad på offentlige poster i perioden 2009- 2019, fik private jobs inden for selvsamme år, de stoppede i det politiske system.
Til de mest kendte “svingdørspolitikere” hører:
Lars Christian Lilleholt (V), der var klima,- energi- og forsyningsminister fra 2015 til 2019, takkede ja et privat job hos affaldskoncernen Marius Pedersen – mindre en uge efter, at han havde været minister.
Han ser selv ingen interessekonflikter i skiftet. Tværtimod finder han det udelukkende positivt, at erhvervslivet kan få gavn af den indsigt i det pågældende arbejdsområde, som tidligere ministre og folketingsmedlemmer har opbygget.
Bjørn Bisserup, der var forsvarschef fra 2017-2020, ser heller ingen problemer i sit seneste jobskifte fra det offentlige til det private:
– Jeg overholder sådan set reglerne, siger den tidligere forsvarschef. Uden dog at uddybe, hvad han egentlig mener med “sådan set”…
EU-rapporten nævner blandt andet, at “fraværet af regler efter ansættelsen og afkølingsperioder for ministrene forbliver uadresseret på trods af flere eksempel på svingdøre”.
Der mangler ikke eksempler på kendte politikere, som har ladet sig lokke af en højere løn og større frihedsgrader end dem, de lod sig vælge ind til ved tidligere folketingsvalg. Et lille, men repræsentativt udpluk fra de seneste år:
Karen Hækkerup (S) forlod i 2014 jobbet som justitsminister for at blive direktør i Landbrug & Fødevarer, kort efter at hun havde kørt sig i stilling som fødevareminister.
Brian Mikkelsen (K) stoppede som erhvervsminister i 2018 for at blive direktør for Dansk Erhverv. Han havde inden da offentligt meddelt, at han var åben for tilbud.
Bjarne Corydon (S) stoppede som finansminister i 2015 og fik straks en toppost i konsulentfirmaet McKinsey, som han i sin ministertid havde hyret til en række opgaver.
Karsten Dybvad (S) blev administrerende direktør i Dansk Industri i 2010 – efter fem vellønnede år som departementschef i Statsministeriet.
Jakob Axel Nielsen (K) blev i 2010 direktør i firmaet Aleris Privathospitaler, samme år han stoppede som sundhedsminister.
Gitte Lillelund-Bech (V) var forsvarsminister frem til 2011. Hun trådte i 2013 ud af Folketinget for at blive lobbyist i et firma, der arbejdede på at sælge fly til det danske forsvar.
Henrik Sass Larsen (S) blev i 2020 direktør i brancheorganisationen for venture- og kapitalfonde, DVCA – efter at han tidligere havde været erhvervsminister.
Det er markant, at der ingen Venstrefløjs-politikere er at finde blandt de upålidelige folkevalgte. Her dominerer socialdemokraterne – med de konservative på en klar andenplads.
EU-Kommissionen henviser til antikorruptionsorganisationen Greco, der i 2019 konkluderede, at regulering af “svingdørsfænomenet kunne forebygge potentielle risici for interessekonflikter og misbrug af information knyttet til denne praksis”.
Professor Anne Rasmussen konkluderer afsluttende på EU-rapporten, at “noget kunne tyde på, at der kunne være en eller anden form for gevinst i at ansætte folk, der tidligere har været inden for murene”.
Den tidligere Venstre-minister Esben Lunde Larsen er nu kommet nærmere Himlen end nogensinde. Det beretter Dagbladet Ringkøbing-Skjern, hvorfra den eksilerede minister selv stammer.
Herude blandt indremissionske landmænd og deres koner er man typisk ganske stolte af bysbarnet fra Stauning. “Han har gjort meget godt for egnen”, lyder det ofte i skudsmålet. Trods en ellers lang række såkaldte møgsager, som ikke mindst EkstraBladet regelmæssigt refererer til.
Lokalavisen fra Ringkøbing-Skjern kan nu fortælle, at deres bysbarn netop er blevet forfremmet til Direktør for Tro og Bæredygtighed i den dansk støttede og grønne tænketank “World Resources Institute” (WRI). Efter en karriere som rådgiver for ingen ringere end Vatikanet – i sager om tro, sundhed og byggeri.
Det var WRI, der overtog eller måtte aftage Esben Lunde, da Lars Løkke var nødt til at sende ham i landflygtighed. Efter rigtig mange fejlskud med landbrugspakke, havbrug, kvotekonger og andet godt. Så mange, at Løkke efter alt at dømme ikke længere turde have Lunde gående frit inden for rigets grænser.
Lundes nye arbejdsområde i WRI er ganske vist “Tro og Bæredygtighed”. Men hans egen tro viste sig desværre ikke at være så bæredygtig herhjemme. Derfor måtte han flygte til Guds Eget Land.
Vi må håbe, det går ham bedre i USA, end det gik ham herhjemme. Så han kan forblive permanent på den anden side af Atlanten. Dér passer han bedre ind rent politisk.
Jeg tager ind imellem et tilbagekig på nedenstående samråd i Folketinget – for lige at genopfriske havbrugssagen fra 2016-2017 lidt. Anbefales på alle planer – ikke mindst det jordiske:
Når det gælder fråds med ferskvand – her specielt drikkevand – falder tanken umiddelbart på den internationale fødevaregigant Nestlé, hvis vandindvinding udgør et permanent problem flere steder i Nordamerika.
Men vi skal såmænd ikke længere end til Vestsjælland for at finde lignende problemer med retten til og brugen af drikkevand og fiskevand. Vi skal til Tissø, som er Danmarks fjerdestørste ferskvandssø, og som i stigende grad leverer vand til ikke blot fisk og fiskere, men også industrier som Novo Nordisk og og datterselskabet Novozymes.
I Kalundborg mener sportsfiskerne, at disse to industrier belaster miljøet i Halleby Å, når de indvinder overfladevand fra Tissø i stedet for at bruge det dyrere grundvand. Halleby Å er afløbet fra Tissø og påvirkes derfor direkte, når Kalundborg kommune tillader tørstige industrier som Novo at indvinde vand fra søen.
Det har man gjort nu i flere år, men problemet er for alvor kommet i fokus efter en ny ansøgning om yderligere vandindvinding fra Novo Nordisk og Novozymes.
Kalundborg kommune er som udgangspunkt positiv, da det jo er meget store arbejdspladser, det her drejer sig om.
Miljøorganisationer som Danmarks Naturfredningsforening, Danmarks Sportsfiskerforbund og Dansk Ornitologisk Forening er tilsvarende imod. Her mener man, at konsekvenserne for miljøet bliver alt for store. Og at grundvand derfor vil være en bedre løsning.
Disse tre organisationer savner en samlet faglig vurdering af vandindvindingens påvirkning af naturen omkring Tissø og Halleby Å.
Venstres Jacob Beck Jensen, som er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Kalundborg kommune, er overrasket over den nye uenighed. Han troede, man var enige.
Men det var man altså ikke, fortæller Enhedslistens Niels Erik Danielsen. Partiet har nu ifølge TV2 Øst formuleret fem konkrete spørgsmål om vandindvindingen fra Tissø til miljøministeren.
Har man hørt Fiskerinoteringen i gamle dages Radioavis, vil man givet have hørt om “Brislingekassen” – sikkert uden at vide, hvad det er, og hvor den ligger. Nu rører kassen igen på sig, lyder det fra Fiskeristyrelsen.
Langs den jyske vestkyst er der i månederne juli, august, september og oktober fastsat et område kendt som Brislingekassen, hvor der indtil nu har været forbud mod fiskeri efter brisling. Dettte for at beskytte sildene, der optræder som bifangst i fiskeriet efter brisling.
Data fra moniteringsfiskeri gennemført i 2014-2015 viste imidlertid, at der ikke længere var begrundelse for at opretholde Brislingekassen. Desuden har data påvist, at vægtandelen af sild i stikprøver var højere uden for kassen end indenfor. På baggrund af en biologisk vurdering har det i EU derfor siden 2017 været tilladt at fiske brisling i Brislingekassen – midlertidigt.
Der er nu behov for flere data med henblik på at tilvejebringe grundlag for både at opretholde dispensation til fiskeri samt træffe beslutning om en permanent ophævelse af Brislingekassen.
Fra den 19. juli og i perioden indtil den 31. oktober 2021 er der således indført krav om prøveudtagning i fiskeriet efter brisling i Nordsøen. Prøverne skal anvendes som datagrundlag i forbindelse med udarbejdelsen af en permanent ophævelse af den såkaldte Brislingekasse – det lukkede område ud for den jyske vestkyst, som historisk har haft til formål at beskytte ungsild.
Prøveudtagningen skal sikre et data- og sammenligningsgrundlag af fangster af sild i brislingefiskeriet både inden for og uden for kassen. Fiskerne skal tage prøverne med i land, hvorefter DTU Aqua vil indsamle og analysere prøverne.
Dette moniteringsfiskeri vil blive gentaget i 2022 og 2023.
“Den 27. juni har landboformand Niels Hjort et indlæg, hvor han plæderer for brugen af muslinger til vandrensning.
Det er han ikke alene om. Det samme gør hans kolleger i landets øvrige Venstre-kommuner. De drømmer alle om at bruge muslingerne til det svinefoder, som de er blevet lovet fra Aarhus Universitet.
Det er imidlertid en gammel myte, at muslinger renser vandet. Det gør de kun, hvis de høstes og fjernes. Bagsiden er samtidig, at de hyperfiltrerende blåmuslinger afleverer lige så meget kvælstof og fosfor på bunden under anlæggene, som de optager. I form af ny organisk forurening.
Muslingerne koncentrerer helt enkelt forureningen fra et meget stort vandområde på et lille bundareal under anlæggene. Det har forskere ved Stockholms Universitet længe vidst og dokumenteret.
I Limfjorden kan enhver ved selvsyn se, hvordan det livgivende ålegræs forsvinder, når muslingerne kommer til. Drager man fra den muslinge-inficerede Skive Fjord og ind i den muslingefrie Lovns Bredning, da bliver vandet pludselig klart og fint med ålegræs. I modsætning til det grumsede vand og den slimede bund i Skive Fjord.
Professor Borum fra Københavns Universitet har ligefrem udtalt, at det er “fagligt uansvarligt at lave anlæg til muslingedyrkning i et i forvejen stærkt belastet område med lav vandudskiftning”.
Det er samtidig en myte af nyere dato, at der kan produceres så mange muslinger, at det kan svare sig at lave mel til foderbrug. Det har vi endnu til gode at se. Blå Biomasse, som er et datterselskab af Hedeselskabet, vil ikke ud med tallene, der næppe er noget at prale af. Men BB har netop præsenteret et årsregnskab, der ikke ser lovende ud:
Årets underskud lyder på 1,381 millioner kroner, og samlet har Blå Biomasse passiver for 43,082 millioner kroner. Derfor har BB da også netop været ude med et rigtig godt tilbud til danskerne:
For to milliarder kroner over 10 år vil Blå Biomasse påtage sig at rense de danske fjorde og havområder for landbrugets udledninger af næringssalte. I hvert fald en del af dem. Og BB vil gøre det med milliarder af muslinger i kilometerstore norske “smartfarms”.
Det vil give 800 nye arbejdspladser, påstår BB. Det er 797 flere end de tre, Blå Biomasse har nu efter fem års arbejde med millioner af støttekroner.
De to milliarder kroner skal naturligvis betales af skatteborgerne. Ikke af landbruget, som ellers løbende leverer langt størstedelen af forureningen.
Fra 1. juli 2021 kan man ikke længere indsende nye ansøgninger om tilladelser til opdræt af muslinger og østers. Et midlertidigt stop for ansøgninger skal give tid til at etablere et nyt regelsæt, der tager mere hensyn til en række miljøparametre. Det fortæller fødevareminister Rasmus Prehn i en pressemeddelelse af 30. juni 2021
“Der skal styr på reglerne for muslingeopdræt. Derfor indfører minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, nu et midlertidigt stop for nye ansøgninger til opdræt af muslinger og østers.
Behovet for et nyt kig på reglerne er opstået på grund af bekymringer for muslingeanlæggenes påvirkning af havmiljøet. Der er nemlig en stigende interesse for at opføre flere anlæg samtidig med, at nye metoder gør det muligt at koncentrere langt flere muslinger på anlæggene.
– Der er en stor interesse for at opdrætte muslinger i øjeblikket, især i Limfjorden. Men det nuværende regelsæt tager ikke tilstrækkelig højde for de udfordringer, der kan opstå miljømæssigt, når der kommer flere anlæg med langt flere muslinger koncentreret ét sted.
– Derfor indfører jeg et midlertidigt stop for nye ansøgninger, så vi kan gentænke regelsættet og planlægge, hvor der skal være skaldyrsopdræt, siger fiskeriminister Rasmus Prehn.
Ministeren sætter en tyk streg under midlertidigt, for der er også rigtig mange gode grunde til at opdrætte muslinger. De bidrager nemlig til at fjerne kvælstof og gøre vandet rent og klart.
Samtidig er de en sund spise, der passer ind i de nye klimavenlige kostråd. På den anden side er der lige nu en sparsom viden om, hvordan det påvirker havmiljøet at have en stor koncentration af muslinger samlet, som giver restaffald på havbunden.
– Vi skal sikre den rette balance mellem muslingeopdrættenes påvirkning af havmiljøet med ønsket om at bruge dem til at fjerne kvælstof og give danskerne mulighed for at spise flere klimavenlige muslinger. Så jeg håber, at produktionen stiger i de kommende år.
– Men den kommende periode bruger vi på at gentænke regelsættet for opdrætsanlæg sammen med erhvervet og interessenterne på området, så vi rammer den helt rette balance, siger Rasmus Prehn.
I øjeblikket behandler Fiskeristyrelsen 16 ansøgninger om muslingeopdræt. De er ikke indbefattet af det midlertidige stop.”
Der er pr. juni 2021 ca. 60 opdrætsanlæg i Danmark, heraf er ca. 10 hobbyanlæg.
Fiskeristyrelsen behandler i øjeblikket 16 ansøgninger om nye opdrætsanlæg.
De fleste anlæg er placeret i og ansøges om de beskyttede indre dele af Limfjorden.
Der har været en stærkt stigende interesse for opdræt og kulturbanker siden 2020.
Fiskeristyrelsen modtog i august 2020 39 ansøgninger om nye kulturbanker.
Kulturbanker er navnet på områder, hvor muslingeyngel fra smartfarms udlægges.
Kulturbanker skal efterfølgende skrabes, når yngelen har vokset sig spisestor.
Kulturbanker medfører således samme ødelæggelse af bunden som muslingeskrab.
Regeringen foreslår i sin nye Havplan knap 5.000 km2 udlagt til opdræt og skrab.
Det er et område, som næsten svarer til Fyn og Lolland-Falster tilsammen.
Det midlertidige stop gælder alle typer opdrætsanlæg i vandsøjlen pr. 1. juli 2021.
Samtidig indføres et midlertidigt stop for nye ansøgninger til kulturbanker.
Et pudsigt sammenfald: Da den tidligere Venstre-regering tilbage i 2018 åbnede op for ansøgninger til nye forurenende havbrug i Kattegat ud for Djursland, modtog man 38 ansøgninger. Den nuværende regering har modtaget 39 ansøgninger om nye muslingeanlæg.
EU’s kraftige reduktion af det højst tilladelige dioxin-indhold i fødevarer er endnu ikke slået igennem i Sverige. I hvert fald har det endnu ikke ført til lavere svenske grænseværdier for fødevarer. Eksempelvis fisk fra Østersøen, hvor Sverige har haft en undtagelse i næsten 20 år.
Europa-Kommissionen undersøger stadig de nye fødevaregrænseværdier:
– Vi er i lidt af et limbo lige nu, fastslår Emma Halldin Ankarberg, som er toksikolog og risikovurderer hos Fødevarestyrelsen. Hun siger, at hun og andre inden for den nationale fødevareadministration afventer EU-undersøgelser af, hvordan EFSA’s skarpe reduktion vil slå igennem på forskellige grænseværdier:
– EFSA understreger tydeligt, at menneskers eksponering for dioxiner skal reduceres, og at der er behov for endnu større indsats mod de kilder, der udsender dioxin.Kostrådene er bare fine, det vigtigste er at reducere niveauet i miljøet, siger Emma Halldin Ankarberg.
I dag anbefaler Fødevarestyrelsen, at børn, unge og kvinder i den fødedygtige alder såvel som gravide og ammende kvinder undgår at spise fede fisk fra Østersøen, Vänern og Vättern oftere end to til tre gange om året.Andre mennesker frarådes at spise fisk herfra mere end en gang om ugen.
Desværre overholder mange ikke disse kostråd. Enten kender de ikke til dem. Eller de finder dem ikke vigtige nok til at overholde.
Om Sverige ønsker sig en fortsat undtagelse fra grænseværdien for dioxin i fede fisk fra Østersø-området, er det endnu for tidligt at sige.Beslutningen om at ansøge om en undtagelse træffes af regeringen via Ministeriet for Handel og Industri. Herfra meddeler man, at spørgsmålet skam følges, men at reduktionen ikke har givet anledning til nye overvejelser om den svenske undtagelse.
– Regeringen har selvfølgelig bemærket EFSA’s risikovurdering og følger spørgsmålet.Intet forhandlingsarbejde for at ændre de fælles grænseværdier i EU er i øjeblikket i gang.
– Det er for tidligt at sige, hvilke konsekvenser EFSA’s risikovurdering og en gennemgang af grænseværdierne kan have for den svenske undtagelse og de nuværende diætretningslinjer, svarer Anders Wannberg, som er ministeriumsekretær i ministeriet for handel og industri.
Så svenskerne får nok lov at leve med de høje dioxin-værdier i fede fisk et godt stykke tid endnu. De må jo kunne tåle dioxin-doserne bedre på deres side af Sundet…
Pukkellaksen har en livscyklus på to år og forekommer derfor i størst antal hvert andet år. Baseret på foreløbige rapporter om fangst af pukkelaks i havet og undersøgelser af gydning fra to år siden er der grund til at forvente en ny stor opgang af pukkellaks i norske elve i år .
I det indeværende år yder det norske miljøagentur derfor støtte til bekæmpelse af pukkelaks i overensstemmelse med forslagene i den tidligere nævnte handlingsplan. Det betyder, at elvene i Finnmark prioriteres med hensyn til fiskeri.Der lægges derfor særlig vægt på fiskeriet i den store og vidt forgrenede Tana-elv.
– Lokale lystfiskere og erhvervsfiskere gør allerede en meget vigtig indsats for at bekæmpe pukkelaksen. Uden deres uvurderlige indsats ville udfordringerne være endnu større og vanskeligere at løse, siger direktør Ellen Hambro fra det norske miljøagentur til webmediet iLaks.no
Miljøagenturet foreslår, at der oprettes en national kompetencegruppe til bekæmpelse af pukkelaks. Miljøagenturet mener, at en sådan gruppe bør bestå af repræsentanter fra statsadministrationen, forskningsmiljøet og lokale aktører. Vigtige opgaver for en sådan national kompetencegruppe vil være at lave regionale planer for opfiskning af pukkellaks, koordinere foranstaltninger og anbefale udstyr til fangst af pukkellaks i de enkelte floder.
Handlingsplanen foreslår også konkrete fangstmetoder.Flydende ristefælder nær flodmundingen betragtes som den bedste løsning for små og mellemstore elve. Sådanne fælder fanger alle vandrende fisk og giver minimal skade på lokale fisk, der skal genudsættes.Her kan både pukkellaks og undslupne opdrætslaks sorteres fra og fjernes.
Andre relevante fiskemetoder er vod og garn så langt nedstrøms som muligt, mens brugen af drivgarn eller faste redskaber kan være effektivt i rolige partier længere opstrøms. Metoderne skal tilpasses hver enkelt elv og dens karakteristika, hvis de skal være effektive.
Fangst af pukkelaks ude i havet er en mindre egnet foranstaltning. Her vil der nemlig være stor risiko for bifangst af atlantiske vildlaks samt lokale havørreder på vandring tilbage til gydepladserne oppe i elvene. Fisk, som fanget i garn ude i havet ikke vil kunne genudsættes med nogen rimelig chance for at overleve.
Det norske miljøagentur forventer igen i år en masse uønskede pukkelaks i elvene. Så mange, at der nu foreslås en separat handlingsplan til løsning af problemet.
Pukkelaks er en invasiv art i Norge, hvor den kan skade naturligt hjemmehørende fiskearter og anden biologisk mangfoldighed.Pukkellaksen, som er oprindeligt hjemmehørende i tilløb på begge sider af Stillehavet, stammer fra store udsætninger til kommercielt fiskeri på Kola-halvøen i Rusland.
På vegne af det norske miljøagentur har statslige NINA (Norsk Institut for Naturforskning) i samarbejde med myndighederne i Troms og Finnmark udarbejdet en handlingsplan mod de pukkelaks, der netop nu invaderer elvene i nord. Således blev der på en enkelt dag i Varangerfjorden fanget op mod1.000 pukkellaks. Fisk, som vejede mellem 1 og 2,5 kg.
På baggrund af den foreslåede handlingsplan har det norske miljøagentur afgivet sine anbefalinger til prioritering af foranstaltninger mod pukkelaks til Klima- og Miljøministeriet, hedder det i en pressemeddelelse.
Man frygter, at den invasive pukkellaks kan udgøre en trussel imod den i forvejen truede norske vildlaks. Dels som mulig fødekonkurrent for elvenes ungfisk – dels som mulig konkurrent for de voksne vildlaks på gydepladserne.
Fra naturens hånd er den pukkelryggede stillehavslaks mange gange mere talrig end vor hjemlige atlanterhavslaks. Pukkellaksen er én ud af fem vidt forskellige arter af stillehavslaks, hvor atlanterhavslaksen kun tæller den ene art.
Handlingsplanen fra NINA foreslår primært, at der gennemføres et målrettet fiskeri efter pukkelaks i området fra Tana til Grense Jakobselv. Altså længst mod nord i den norske Finnmark. Dette indebærer fiskeri i 15 elve.I både 2017 og 2019 havde elvene i den østlige Finnmark det højeste antal gydende pukkellaks.
Ellen Hambro, som er direktør for det norske miljøagentur, finder det vigtigt at målrette indsatsen mod den invasive pukkellaks mest muligt:
– Hvis det lykkes os at opfiske de fleste af pukkelaksene i den østlige Finnmark, etablerer vi en bufferzone mod flere pukkellaks fra Rusland.Dette vil være et vigtig skridt for at hindre spredning af pukkelaks til det vestlige og sydlige Norge, siger hun.
Mange af laksebestandene i Tana-elven er allerede kraftigt reduceret og stærkt truede. Baseret på meget dårlige prognoser for lakseopgangen er det besluttet at stoppe alt fiskeri efter laks heroppe i år. Hvilket som en uheldig bivirkning indebærer minimal fangst af pukkelaks gennem almindeligt fiskeri.Det er derfor vigtigt at gennemføre særlige foranstaltninger for fiskeriet i den store Tana-elv.
I de seneste år har pukkelaksen spredt sig til nye områder.I 2017 blev de fleste pukkellaks fanget i det østlige Finnmark, mens den invasive stillehavslaks i 2019 også optrådte i både den vestlige Finnmark og Troms.
Det anbefales derfor at udarbejde beredskabsplaner for elve i det vestlige Finnmark, Troms og Nordland.
En historisk dag og beslutning for den argentinske del af Ildlandet længst nede i Sydamerika:
Tierra del Fuego, som Ildlandet hedder på spansk, har netop ved lov forbudt lakseopdræt i havbrug. Den beslutning gør Argentina til det første land i verden, som siger klart nej til forurenende lakseopdræt.
I den sydligste del af Argentina er Tierra del Fuego det sidste mulige sted, hvor det gigantiske lakseopdræt kunne etablere sig og øge den skadelige produktion yderligere. En produktion, som allerede har ødelagt havmiljøet flere steder nabolandet Chile, og som derfor også ville kunne påvirke miljøet i farvande i Beagle Channel negativt.
Kanalen, der er opkaldt efter skibet “Beagle”, er kendt for sine store tangskove. “Beagle” er navnet på det havundersøgelsesskib, som opdagede kanalen mellem Stillehavet og Atlanterhavet tilbage i 1831. Det skete med den britiske flådeofficer og meteorolog Robert Fitz Roy ombord. Han indså hurtigt, at han var sejlet ind i et enestående farvand – en ud af de kun tre søveje, der forbinder de to oceaner.
I den 240 km lange og kun få km brede Beagle kanal findes stadig en meget stor biodiversitet. Forskere mener, at netop Beagle er hjemsted for op mod halvdelen af alle tangskove i Argentina.
Den brødføder i dag to landsbyer, hvis indbyggere er gået sammen med nationale miljøgrupper for at stoppe ødelæggelser som dem, vi allerede har set i Chile. Så de også fortsat vil kunne leve af det rige havmiljø i Beagle kanalen.
Tommel op til Argentina for ikke at have gået i nabolandet Chiles fodspor. Da ville der hurtigt blive fyldt op med forurenende havbrug og massive udslip af sultne tamlaks.
Så er Miljøstyrelsen klar med sommerens første iltmålinger. Generelt ser det stadig rimeligt ud her først på sommeren, men to steder er det allerede galt:
Det gælder Skive Fjord og Risgaard Bredning, som kendetegnes af mange muslingefarme. Her er der nemlig allerede nu målt moderat iltsvind. Man gyser ved tanken om, hvad det kan blive til senere på sommeren, når iltsvindene for alvor sætter ind.
Igennem snart et par årtier har vi ellers fået tudet ørerne fulde om, at muslinger renser vandet. At vi derfor ikke kan få muslinger nok i vore farvande. I dag ved vi, at det helt enkelt ikke passer. At det ofte er stik modsat. At muslinger kun under de rette omstændigheder kan være med til at rense vandet for de alger, som gør det uklart og efterfølgende giver iltsvind ved bunden.
I mange tilfælde tilfører anlæggenes milliarder af filtrerende og fordøjende muslinger nemlig lokalområdet en organisk forurening, som slet ikke var der før. Muslingerne koncentrerer helt enkelt forureningen fra et stort vandområde på bunden under og omkring farmene.
Så jo flere muslingeanlæg, der etableres, desto mere forurening og iltsvind bliver der lokalt. Og jo flere muslingeanlæg desto mindre ålegræs. Det vokser helt enkelt til i alger og kvæles. Det ser vi nu efter tyve år med de muslingeanlæg, der ellers blev påstået kunne rense vandet for næringsstoffer fra primært landbruget.
Lokalt fungerer det desværre stik modsat, når der ingen strøm er til at fjerne forureningen. Det kan vel være, at muslinger ikke har følelser. Men det er en kendsgerning, at de som alle andre levende væsener har en fordøjelse. Og at en hel tredjedel af de frafiltrerede næringsstoffer kommer ud igen som ekskrementer.
Området under og omkring anlæggene bliver derfor mere og mere forurenet, hvis der ikke er en frisk strøm til at fjerne denne forurening. Bunden bliver dækket af et tykkere og tykkere sort slamlag dækket af et hvidt liglagen af svovlbakterier. Ålegræsset, som kræver lys for at trives, begroes af alger, kvæles og forsvinder.
Følg gerne DSF’er og DN’er Niels Jørgen Asbech på en øjenåbnende kajaktur på Skive Fjord og Lovns Bredning. Det ene sted bød på grumset vand og fedtede planter. Det andet på klart vand og bølgende ålegræs.
Gæt selv, hvor af de to steder der var blå muslinger. Og hvor der var grønt ålegræs. Ellers tag med på en tur i kajak og læs beretningen her:
Den altid myreflittige miljøjournalist Kjeld Hansen har begået en ny bog. Den har titlen “Velkommen til fremtidens landbrug” og er opfølgeren til “Farvel til dansk landbrug”, som også udkom på Gads Forlag – i 2019.
Den nye miljøbog fra “Grønne Kjeld”, som han hedder blandt venner, samler op, hvor forgængeren sluttede af – i en umiddelbart mere positiv tone. “Velkommen” lyder jo altid pænere end “Farvel”, så alene det lægger jo op til noget mere positivt.
Men tag ikke fejl: Der mangler ingen advarsler om kommende død og ødelæggelse i denne bog. Den er derimod fyldt med facts om kommende problemer i fødevareproduktionen samt – heldigvis – masser af gode konkrete bud på, hvordan udviklingen herfra og vejen frem i stedet bør være.
Men vi kan lige så godt vænne os til, at ord som pandemi, zoonose, mRNA-vaccine, kontakttal og positivprocent med flere lignende bliver hverdagskost.
Og at fremtidens kød ikke kommer fra en ko eller so, der må lide i en kummerlig stald, før den til sidst må lade livet i en pøl af blod. Men i stedet er skabt ud fra særlige stamceller i miljøvenlige og højteknologiske kødfabrikker.
Den fremtid er der allerede, og den er positiv for både miljøet og dyrevelfærden.
Afslutningsvis blot dette citat fra bogens grønne omslag, der ganske vist prydes af en lyserød grisetryne. Det er jo trods alt Kjeld Hansen, der har siddet bag tasterne til endnu en læseværdig bog. Omend også denne ret skræmmende:
“Internationalt er der ingen tvivl:
Fremtidige pandemier vil dukke op oftere, sprede sig hurtigere, skade verdensøkonomien mere og dræbe flere mennesker end covid-19. Med mindre der sker en transformerende ændring i den globale tilgang til håndtering af smitsomme sygdomme.”
“At det blev netop coronavirus, der lagde en hel verden ned, betragter virologerne som en tilfældighed. Den næste pandemi er allerede under opsejling, og det bliver en influenza A-virus. Med al sandsynlighed vil den spredes fra svinefabrikkerne, og ingen kan forudsige, hvor dødelig den kan blive. Sidst den ramte verden, kostede den 500.000 mennesker livet.
Prisen for billigt flæsk kan blive skæbnesvanger høj, hvis vi tøver for længe. Velkommen til fremtidens bedste landmænd.”
Tak for fremmødet. Mit navn er Ulnits, Steen Ulnits. Jeg er blevet bedt om at holde denne tale ved uddeling af årets Bodil Pedersen Pris, der i år går til Landsforeningen Levende Hav.
Jeg stammer selv fra Ringkøbing i Vestjylland og er uddannet fiskeribiolog fra Aarhus Universitet.Bor i dag i Randers ved bredden af Danmarks længste vandløb, Gudenåen.
Jeg arbejdede i nogle år med opdræt af mundrugende tilapia i Mellemøsten, midt ude i Saudi Arabiens knastørre ørken, hvor der faktisk er forbløffende meget vand gemt under sandet. Jeg arbejdede siden med kæmpestore tigerrejer i Kina og til sidst med mere hjemlige regnbueørreder i Sydamerika.
I dag arbejder jeg primært med formidling af viden om natur og miljø. I den forbindelse har jeg udgivet en masse bøger – med papirbog nummer 31 netop udkommet.
Og lige nu i disse uger er mit forlag ved at lægge sidste hånd på en debatbog om akvakultur, der skal udkomme til efteråret. En bog, der forhåbentlig også vil blive brugt i undervisningen på landets folkeskoler og gymnasier.
Men tilbage til begyndelsen – til Ringkøbing ved bredden af landets mest vandrige vandløb, nemlig Skjernå og på kanten af den store, men lavvandede Ringkøbing Fjord. Jeg blev født herude i 1956, hvor den store å stadig slyngede sig frit gennem store sivskove i det brede delta.
Jeg har stadig nogle vage erindringer om at sidde foran på et lille sæde på min fars gigantiske sorte herrecykel, mens vi kørte rundt herude i lune sommeraftener. Dertil en krydret duft af mudder og sivskov, som står ganske tydeligt. Senere, da vi var flyttet til først Samsø og siden Greve Strand, talte han ofte om netop Skjernå.
Han var bekymret for planerne om at rette den store å ud for landbrugets skyld. En bekymring, han delte med ingen andre end kongen. Kong Frederik var nemlig heller ikke begejstret for Hedeselskabets planlagte voldtægt af det store naturområde, som han havde kongelige relationer til.
For en lille dreng som mig var det rigtig stort, at min far og selveste kongen delte de samme bekymringer for den danske natur!
Den danske kongefamilie havde ellers et gammelt horn i siden på Skjernå, der tilbage i 1513 kostede Kong Hans livet. Han skulle dengang krydse et vadested, men vandet stod så højt og strømmede så hurtigt, at hans hest styrtede og kongen selv kom under. En efterfølgende lungebetændelse tog livet af ham…
Skjernå blev reguleret til ukendelighed så sent som i 1960’erne. Lagt i to store og snorlige vandmotorveje direkte ud i Ringkøbing Fjord. Som det sidste store afvandingsprojekt i Danmark. Trods modstand fra mange lokale.
I takt med at vandstanden faldt på markerne, væltede den rødgule okker fra de afvandede arealer ud i den lavvandede fjord. Senere brændte den afvandede jord sammen, som man siger. Den sank et par meter og var til sidst ubrugelig som landbrugsjord. Skønne spildte kræfter og enorme mængder af ødelagt natur.
Min far var ansat ved postvæsenet, og her kunne man kun avancere, hvis man samtidig skiftede bopæl. Derfor flyttede vi meget rundt i min barndom, hvilket bestemt ikke kan anbefales. Som barn når man lige at få nye venner, inden man rykkes op med rode igen.
Næste stop på min barndom var Samsø, der jo ligger så midt i det danske rige, som noget kan. Midt i den sydlige del af Kattegat, som dengang stadig var rent og rigt på fisk. Vi boede oven på posthuset i Tranebjerg og havde herfra god udsigt til pladsen mellem posthuset og Flinks Hotel.
Herfra kunne jeg tage bussen til færgen i Koldby Kaas – gratis, for man kendte vel buschauffeuren. Og hver onsdag kom den lokale fiskehandler kørende i sin gamle Nimbus motorcykel – med sidevognen fyldt op af friske rødspætter og skrubber fra det omgivende hav. De var så friske, at de stadig sprællede.
Postmesterens søn kom ofte forbi på vej hjem fra havjagt. Altid med et solidt bundt nyskudte edderfugle, som skulle flås og parteres. Jeg fik lov at mærke dem på maven, der altid var knasende fuld af muslinger.
– De æder ikke andet, fortalte han. – Og de æder så mange, at de ofte næsten ikke kan lette fra vandet!
Det var spændende viden for en knægt som mig, der stadig ikke var begyndt i skole. Men som ofte formåede at forsvinde på den korte tur fra posthus til børnehave. Undervejs passerede jeg nemlig brandstationen, hvor Ole Brandmand var min gode ven. Jeg var dybt fascineret af hans blanke sorte støvler og den store røde brandbil med skinnende krom overalt. Så meget, at jeg ofte helt glemte børnehaven og måtte hentes af min mor…
Vi fik friske flyndere mindst én gang i ugen på Samsø, hvilket vi alle elskede. Allerhelst naturligvis med nye Samsøkartofler til. Min far var opfostret med fisk. Han var født på limfjordsøen Fur, hvor de dengang væltede sig i fisk af alle slags – ikke mindst ål. Der var så mange, at vi aldrig fik andet, når vi var på besøg. Det var uhøfligt, hvis man ikke spiste ål nok til, at de afgnavede fiskeben kunne nå mindst én gang rundt om tallerkenen…
En dag fik vi knægte at vide, at vi ikke måtte gå ud i bryggerset. Hvad vi så naturligvis gjorde ved først givne lejlighed. Og jeg glemmer aldrig synet:
Midt på stengulvet stod en stor spand og kogte. Bogstavelig talt. Den bare skummede af ål, som vred sig i smerte og dødskrampe. Dengang kom man de levende ål direkte ned i salmiakspiritus, hvor de så kunne vride slimen af sig, inden de selv døde. Nemt og bekvemt.
Dengang var der ål overalt. Og dyrevelfærden ikke opfundet endnu.
Fra Samsø gik turen til Greve Strand mellem Køge og København. Her var det slut med friske fisk. Og her stiftede jeg for første gang fysisk bekendtskab med begrebet forurening. Først i den lille bæk, der løb i naboens baghave. Her fandt vi knaldrøde børsteorme på den kulsorte mudderbund. Vi syntes, de var flotte, for vi vidste jo ikke bedre. I dag kalder vi dem forurenings-indikatorer. De eneste dyr, som kunne leve dér.
Og dernæst på stranden neden for Greve Badehotel. Jeg gik i klasse med Michael Gaihede, sønnen til ejeren af badehotellet, der var ganske velhavende. Hver sommer tog familien til USA og besøgte Disneyland, hvilket vi andre naturligvis kun kunne drømme om. Et år havde de sågar en splinterny og knaldrød Ford Mustang sportsvogn med sig hjem. I fuld størrelse.
Selv måtte jeg nøjes med den lille model fra Corgi Toys. Men den var jeg nu også rigtig glad for.
Der var således et fornemt badehotel i Greve Strand, men der var ingen badegæster. Aldrig nogen, som vovede at kaste sig ud i bølgerne, der rullede ind fra Sverige. Alt spildevand blev lukket direkte ud i Øresund, som i de glade tressere fik tilnavnet “Pløresund”. Sundet kvitterede med meterhøje bræmmer af skinnende proteinskum fra de mange alger i vandet, og adskillige skilte på stranden advarede mod at bade i vandet.
I Greve Strand boede der trods forureningen mange “fine” mennesker. En anden af mine klassekammerater var Michael Winkler, søn af sangeren Gustav. Og hver vinter solgte jeg som ulveunge juleneg til Bent Fabricius Bjerre og hans søde kone. De påtalte ganske vist altid, at der ikke var mange korn tilbage på de neg, jeg slæbte rundt på. Men de købte altid ét alligevel.
Jeg havde mange venner i Greve Strand og var meget glad for at være der. Men min far skulle videre i karrieren, og det betød endnu en flytning.
Næste stop på min barndoms rejse rundt i det danske land blev endnu en ø, nemlig Als i det sønderjyske nær den tyske grænse. Et regulært kulturchok, hvor jeg i begyndelsen ikke engang kunne forstå, hvad mine klassekammerater sagde. Hverken til mig eller hinanden. Det var tæt på traumatisk.
Heldigvis havde jeg lærer Thomsen, der selv var tilflytter. Han kom fra øen Anholt sammen med sin søde kone, der rent faktisk hed Lone. Han tog mig med på skydebanen i Sønderborg, hvor jeg første gang stiftede bekendtskab med rigtige skydevåben. Og han vakte min interesse for fisk og fiskeri, da han altid havde nogle fiskestænger stående klar i bryggerset. Han havde selv fisket meget i sin egen barndom på Anholt. Og da var der altid fisk med hjem.
Nogle år senere blev det oversergent Petersen, som tog over fra lærer Thomsen. Som uddannede mig til landets yngste faldskærmsudspringer på Sønderborg Kaserne. I et par år så jeg det meste af Danmark sådan lidt fra oven og tænkte ikke så meget på fisk eller hav.
Et par år arbejdede jeg i produktionen på Danfoss, hvor miljøet så småt var ved at komme på dagsordenen. Vi vaskede olievædede fabriksgulve i dampende dilutin og var ofte helt øre i hovedet, hvis vejr og vind ikke tillod åbne fabriksporte. Og vi rensede emner i klorperoxid eller affedtede værktøj i iskold freon, som stod frit i åbne spande. Det var kemi, der ville noget.
Vi vidste godt, at der var noget galt ude ved Himmark Strand. Der blev snakket om det i krogene, men det var sådan lidt tys-tys. Det var vist noget med nogle tungmetaller, som var blevet dumpet herude. Noget giftigt affald fra overfladebehandling af emner. Krom, cadmium og vist også lidt kviksølv. Japanske Minamata og katastrofen her stod stadig frisk i erindringen.
Min miljøinteresse var vakt, og jeg spurgte flere gange ind til det ude på fabrikken. Ikke mindst min sikkerhedsrepræsentant fik mange spørgsmål, som han dog aldrig gav noget svar på. I dag ved vi, at Danfoss’ forurening af Himmark Strand lige ovre på den anden side af Lillebælt, var endog ganske alvorlig. Så alvorlig, at den i dag tæller som en af generationsforureningerne. På lige fod med Cheminova og Grindstedværket…
Dengang var der stadig masser af fisk i farvandet ud for Als. Vi behøvede sjældent sejle langt fra land for at finde fisk. Men skulle det være ekstra godt, og var vejret ellers til det, da søsatte vi den store Kegnæsjolle ved netop Himmark Strand og satte kursen østover mod Hesteskoen.
Herude var der altid masser af torsk. Hvert år i maj kunne vi opleve de såkaldte “springtorsk”, når massive stimer af hundestejler blev presset op i overfladen af jagende torsk. De var så ivrige i deres jagt, at de ofte glemte, hvor vandet sluttede og himlen begyndte!
En dag besøgte jeg Peter, en lokal fritidsfisker, som supplerede sine fangster med et deltidsjob på Danfoss. Han boede i et lille hus helt ud til Lillebælt, næppe mere end en halv snes meter fra havstokken.
– Jeg har noget, du garanteret gerne vil se, sagde han en dag. Og ganske rigtigt. Længst ude ved Hesteskoen havde han om morgenen fået en kolossal pighvar i sit garn: 11 kg rent. En gigantisk fladfisk. Kulsort og cirkelrund med store spidse tænder.
Det var også i de år, hvor Sønderjyllands Amt for alvor begyndte at rense de sønderjyske vandløb op. Under betegnelsen “vedligeholdelse” og for at sikre landbrugets drænvand fri passage væk fra markerne, blev åerne gravet fuldstændig op. Man nøjedes ikke med at skære grøde. Nej, man gravede hele vandløbet op og placerede materialet oppe på brinkerne.
Så kunne de lokale knægte gå og samle de ørreder og ål op, som lå sprællende mellem sand og grøde. Det var det år, jeg besluttede mig for at blive biolog. For i det mindste at have et våben i form af viden og indsigt i Kampen mod det Onde: Amtsvandvæsenet.
Min fars karriere var toppet som postmester på Als – min egen som håbefuld biolog kun lige begyndt. Jeg måtte derfor flytte til Aarhus for at læse biologi på universitetet, der netop havde fået sin egen linje – så man ikke længere var nødt til at flytte til København for at blive færdig som biolog.
Det var i 1976, hvor der stadig var masser af torsk i Aarhus Bugt – trods massiv forurening med urenset eller i hvert fald næsten urenset spildevand fra landets andenstørste by. Vi kunne altid fylde en båd med spisestore torsk, og der var fisk nok til at lokke lystfiskere fra hele Europa – til den årlige Sletterhage-konkurrence, som næsten altid blev vundet af flotte torsk i 10 kg’s klassen. Altid fanget i dybet ud for Sletterhage Fyr.
Fiskeriet svingede meget. Ikke med forureningen, men med hvorvidt der blev trawlet i Bugten eller ej. Havde der været blot et par illegale natlige trawlere forbi hele vejen op gennem Kalø Vig, var det slut med fiskeriet. Fiskene indvandrede dog hurtigt igen, og allerede året efter var der atter fisk at fange.
Men så begyndte muslingeskraberne at trænge længere og længere nordpå i samme Kalø Vig, og da begyndte nedturen for alvor for fiskeriet i Aarhus Bugt. Hvor man før kunne sejle fra Egå i vest til Skødshoved i øst – med sit primitive ekkolod kørende og visende masser af kuperet bund med muslingebanker – dér blev skærmbilledet nu til en monoton ørken planeret af de tunge skrabende redskaber.
Og selv om Aarhus kommune investerede 3-cifrede millionbeløb i det store Marselisborg rensningsanlæg, hvilket resulterede i en bedre vandkvalitet og færre iltsvind, så hjalp det intet. Bundmiljøet var ødelagt, og torskene vendte derfor aldrig tilbage. For hvorfor skulle de det? Der var jo intet at komme efter længere.
Kattegat ud for Grenå havde længe lidt under en massiv kemisk forurening fra De Danske Spritfabrikker, BASF og andre kemiske virksomheder. Den nye miljølov fra 1973 havde heldigvis gjort det sværere og sværere at være forurener, og til sidst var forureningen reduceret til et acceptabelt niveau. Fiskene vendte så småt tilbage.
Torsk og hummere var der igen pænt med, og fladfiskene var atter begyndt at vise sig. Til gengæld var næringssalt-forureningen fra dansk landbrug steget til et faretruende niveau, som resulterede i algeblomst og stedse både flere og større iltsvind. Det var i de år, hvor kunstgødningen kom på markerne i overdosis. Hvor kystvandet kunne være gulgrønt af alger efter regnskyl, når der var spredt NPK-gødning fra Superfos på markerne.
Døde hummere dukkede op på TV-skærmen i den bedste sendetid, og dygtige folk som netop afdøde David Rehling fra Danmarks Naturfredningsforening og Dagbladet Information var ikke sen til at udnytte situationen. De ansvarlige politikere blev taget på sengen og lovede straks bod og bedring – med den første Vandmiljøplan som det konkrete resultat.
Danmark var atter på rette spor – med en nødvendig reduktion i udledningen af næringssalte. Land og by kvitterede med milliardstore investeringer i bedre rensning af deres spildevand. Og Skjernå blev formedelst 280 millioner skattekroner lagt tilbage i sine gamle slyngninger, så den atter kunne holde på næringssaltene – i stedet for at lukke dem direkte ud i Ringkøbing Fjord.
Land- og vandbrug kvitterede derimod med planer om øget udledning. Senest med Venstre-regeringens Landbrugspakke, som blot øgede forureningen. Trods kravene om det stik modsatte fra EU’s Vandrammedirektiv.
Omstrukturering inden for fiskeriet – med større og større skibe på færre og færre hænder – trak den sidste stump tæppe væk under de svindende fiskebestande. De små provinshavne blev for små til de stedse større skibe og affolkedes derfor. Tunge bundtrawl støvsugede bunden for fisk, mens de samtidig ødelagde bundmiljøet, så der ikke længere var noget at vende tilbage til for fiskene.
Bådene blev større og større – motorkraften langt mere massiv, end loven tillader. Til sidst var der ikke flere fisk tilbage, og nu rykkede muslingeskraberne ind for the Final Kill. Også de med flere hestekræfter, end loven tillod. For nu skulle man endnu længere ned for at nå de allersidste muslinger – de små, men lukrative hjertemuslinger.
Som situationen er i dag, så er der ikke flere fisk at fange i de engang så fiskerige indre danske farvande. Bunden er død og pløjet op. De sidste bundfisk fanget. Nu er der kun overfladevandet tilbage. Til forurenende fiskeopdræt eller urentable muslingefarme. Med den afgående Eva Kjer Hansen og den nu flygtede Esben Lunde Larsen som de store arkitekter.
Esben Lunde Larsen opfandt sågar et økologisk “råderum” til yderligere forurening af det Kattegat, der ellers allerede gispede efter vejret. Til udledning af yderligere 800 tons kvælstof fra kommende havbrug planlagt af vennerne i Venstre. Et råderum, der dog hurtigt blev dømt ude og ulovligt af EU.
Muslingeanlæggene søges nu gjort rentable med statstilskud – under dække af at skulle fjerne næringssalte fra vandet. Hvad de reelt ikke magter. Trods ellers gigantisk størrelse med hele 38 km tykke plastrør i blot en enkelt “smartfarm”.
Det virkelige formål er i stedet produktion af såkaldt “spat” – muslingeyngel – til udlægning på de såkaldte “kulturbanker”, der så skal skrabes hvert eller hvert andet år. Igen og igen. I al evighed. Som garanti for, at sunde og naturlige fiskebestande aldrig nogensinde vil kunne retablere sig.
Det er her, vi står nu. Vi kigger direkte ud på og ned i et Lillebælt, der er kvalt i forurening fra landbrug og havbrug – pløjet til døde af tunge trawlskovle og muslingeskrabere. Vel dokumenteret af og på landsdækkende TV.
Da myndighederne helt klart ikke (m)agter at gøre noget ved problemet, er det så meget desto vigtigere, at visionære private aktører som Bodil Pedersen Fonden går aktivt ind i kampen for et bedre vandmiljø. Med økonomisk bistand.
Så organisationer som Levende Hav kan fortsætte deres utrættelige indsats for de sidste rester af det danske havmiljø.Tusind tak for det.
Tilbage i 2013 opdagede muslingeforskere fra DTU ved en tilfældighed, at der som det eneste sted i Danmark var svinevirus i muslinger fra Limfjorden.
Opdagelsen blev gjort af en ph.d. studerende, som var på jagt efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker. I stedet fandt han svinevirus.
Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus i nord til Fyn i syd. Men det var kun i Limfjorden, at han fandt svinevirus i muslingerne. Det drejede sig om den (i hvert fald indtil videre) svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2).
Man vidste, at man til en vis grad overser virus, når man undersøger skaldyr for Coli-bakterier. Men man var ikke klar over omfanget af dette. Man undersøger muslingerne med henblik på kategorisering af områder for muslingefangst. Disse inddeles i kategorierne A, B og C, alt efter hvor rene de er. Kun fra A-områder må toskallede bløddyr, som eksempelvis østers, sælges med henblik på at blive spist rå.
Fødevareinstituttet udtalte dengang, at man betragtede fundet af PCV2 som en mulig ny indikator på omfanget af svineforurening i muslingebanker. Den kan bruges nu, hvor EU har bedt sine medlemslande foretage en kortlægning af alle kysters forureningskilder, der kan have indflydelse på hygiejnen i netop skaldyrsområder.
Desværre ser det ikke ud til, at myndighederne i form af DTU Fødevareinstituttet har fulgt op med nye undersøgelser siden den grimme opdagelse i 2013. Man er tilsyneladende bange for, hvad man så ville finde – og i hvilket omfang. Det vil skaldyrsindustrien på Limfjorden ikke være glad for – den årlige skaldyrsfestival på Mors nok heller ikke.
Fødevareinstituttet var derfor også hurtigt ude med beroligende ord om, at svinevirus ikke smitter mennesker, og at man derfor ikke skulle være bange for at spise inficerede Limfjordsmuslinger. Eller østers for den sags skyld.
Man må formode, at hvis der er svinevirus i blåmuslinger, så er der også i østers. Det er jo det samme limfjordsvand, de to arter lever af at filtrere.
Svine-MRSA
Desværre får man straks flashbacks til svine-MRSA, der jo heller ikke kunne smitte fra svin til mennesker. Som var helt ufarligt. Sagde myndighederne. Dengang.
I dag er alle konventionelle svinefarme smittede, og rigtig mange svinearbejdere er enten selv smittede eller passive smittebærere. En smitte, de så kan sende videre til deres børn og bedsteforældre via skoler og plejehjem med flere andre steder. I dag er det definitivt slut med, at glade skolebørn kan kysse bløde grisetryner og smittes via dem, når de besøger svinefarme.
Rundt omkring på landets hospitaler er der allerede flere patienter, som er døde på grund af de resistente MRSA-bakterier, der vanskeliggør eller umuliggør effektiv behandling. Patienter, som i bedste fald har måttet igennem en langvarig og kostbar alternativ behandling, hvor det har været muligt eller kunnet nås.
Til dato er der registreret ti dødsfald på grund af MRSA. Men som en optimistisk svineavler for nogle år siden beroligede os:
– Det er jo kun de syge og svage, der dør…
Så hvem ved. Måske vi om føje år vil kunne føje svinevirus til rækken af kostbare dårligdomme, som er påført os af det stedse mere intensive landbrug med stedse flere svin i staldene, mere gylle på markerne og flere svinevirus i vandet?
Hav og fjord æder jord
Det er ikke kun idel lykke som landmand at kunne køre rundt på sine marker med udsigt over Limfjorden. Her går blæsten nemlig stadig frisk, som det lyder i sangen. Så frisk, at fjorden hvert år gør et større eller mindre indhug i jorden. Vandet er imidlertid langt fra så friskt som beskrevet i sangen. Længere.
Udsigtsglade jordejere pløjer nemlig så tæt på skrænten, at den næsten ikke kan gøre andet – end at give efter. Det viser billeder publiceret i Landbrugsavisen tydeligt. Her kan man se kornet skride ud over skrænten, der næppe bliver stærkere eller mere stabil af, at de lokale landmænd kører helt ud til kanten med deres tonstunge traktorer, giftsprøjter og mejetærskere.
Det blev i sin tid antaget, at den fundne PCV2 svinevirus måtte stamme fra de enorme mængder gylle, der i dag spredes på danske marker – i dette tilfælde helt ud til Limfjorden hvis ikke direkte ud i den.
På vej til Fur delte vi engang færge med en gyllevogn, der i løbet af kort tid tømte hele sit indhold ud på den lille limfjordsø – helt ned til stranden, hvor det samlede sig i en mindre sø kun få meter fra vandet. Gylle, der med sikkerhed og efter kort tid ville ende direkte i den salte Limfjord. Med det første højvande. og til stor skade for vandmiljøet.
Så måske det ville være en rigtig god idé ikke at pløje helt ud til kanten alle steder, hvor jorden skal dyrkes. Det er jo ikke kun gylle, der vaskes ud i vandmiljøet. Det gør også RoundUp med flere andre miljøskadelige stoffer, der sprøjtes eller hældes ud på marker landet over.
Så måske det ville være en rigtig god idé at genindføre tidligere tiders beskyttende og dyrkningsfri randzoner?
Steen Ulnits
PS: Svinevirus må ikke forveksles med den frygtede svinepest, som ofte er dødbringende for svinene i løbet af ganske få dage. Og som senest medførte bygningen af et 70 millioner kroner dyrt svinehegn langs hele den dansk-tyske landegrænse.
Det er svært at være partiet Venstre i disse dage. Det ligner et parti i opløsning med en formand, der selv har skubbet godt på i den retning. Indtil videre er vi nået til en halvering af partiet i forhold til seneste valg. Til et Venstre, der i størrelse er reduceret til noget nær en tredjedel af Socialdemokratiet.
Man må konstatere, at partiformand Jacob Ellemann-Jensen selv har været aktivt medvirkende til den styrtdykkende popularitet. Hans entre i dansk politik var hovedkulds. Som fynbo stillede han op på Fyn og så straks, at det velfungerende lystfiskerprojekt Havørred Fyn kunne bruges til at promovere hans politiske karriere. Han stillede op for projektet og talte varmt for det.
Det var rigtigt set af Jacob Ellemann-Jensen, der ved førstkommende valg kom i Folketinget som sin far. Efternavnet klingede godt i Venstre-kredse og gav ham vel nærmest en fribillet ind i det gamle bondeparti.
Men der var en pris, og den var han villig til at betale. Som sin første politiske manddomsprøve fik han nemlig til opgave at præsentere Venstres gave til det danske vandmiljø: Landbrugspakken.
Det var en gave, som gav dansk landbrug ret til øget gødningsforbrug på markerne – med uundgåelig øget udledning af kvælstof til vandmiljøet. Trods EU’s Vandrammedirektiv, der bankede på døren og krævede snarlige reduktioner.
Landbrugspakken var formuleret af og dikteret til fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) af den rabiate interesseorganisation Bæredygtigt Landbrug. Hun agerede villig pennefører.
Landbrugspakken gav ikke blot landbruget carte blanche til at øge gødningsforbruget og udledningen af kvælstof til vandmiljøet. Den resulterede også i den største enkeltforurening nogensinde med farligt kvælstof.
Det skete i 2016 ved havnebranden i Fredericia, hvor næsten 3.000 tons højaktiv kvælstofgødning havnede i Lillebælt. På én gang. På én dag. Fra gødningstanke, der var overfyldte efter Landbrugspakken.
Men heller ikke nok med det. Ikke blot skulle der nu mere kvælstof på markerne og ud i vandmiljøet. Nej, landmanden skulle også sikres bedre muligheder for at komme af med alt drænvand fra markerne. Så næringssaltene hurtigere kom ud i vandmiljøet.
Derfor skulle vandløbene atter renses op, og sigtet blev herefter rettet mod flere tusinde km mindre vandløb, som længe havde irriteret landbruget. Men som for ørrederne var og stadig er livsvigtigt gydevand.
Disse forhadte vandløb skulle nu renses op, så de bedre kunne aflede vand fra markerne, Naturligvis til ubodelig skade for fiskene. Gravearbejdet begyndte flere steder allerede i natmørket klokken 00.00, hvor de nye reger trådte i kraft.
Beskyttende bredvegetation blev fældet og fjernet, så gravemaskinerne kunne komme til. I mange tilfælde blev det gydegrus gravet op, som tidligere var lagt ud af frivillige lystfiskere.
Mange fynske lystfiskere følte sig svigtet hvis ikke forrådt af Venstre og den Ellemann-Jensen, de havde bragt til magten. Nogle trådte efterfølgende ud af det livsvigtige arbejde med Vandplejen – i ren frustration.
Jacob Ellemann-Jensens første politiske opgave i Folketinget blev således at ødelægge alt det, der ellers havde bragt ham ind på Christiansborg.
De vandløb, som gennem 25 år var blevet plejet og passet og restaureret af Havørred Fyn projektet, dem gik Landbrugspakken nu i gang med at reducere til afvandingskanaler for dansk landbrug. Præcis som i de gode gamle dage. I miljøets mørke middelalder.
Der blev fældet udhængende træer og gravet lystigt i Landbrugspakkens første tid, hvor Eva Kjer Hansen åbenlyst omtalte ørredernes livsvigtige gydebække som “de forhadte vandløb”. Altid rart at vide, hvor ens minister står.
Og det var man aldrig i tvivl om med den sønderjyske landmandskone Eva Kjer Hansen. Hun var til Bæredygtigt Landbrug og disses totale mangel på bæredygtighed i miljømæssig forstand.
Bæredygtigt Landbrugs manglende respekt for miljøet resulterede i dannelsen af en Facebook-gruppe, hvis navn var og stadig er “De Forhadte Vandløb”. Den ville gerne i dialog med den borgerlige regering bag ødelæggelserne, men kom det imidlertid aldrig.
I stedet blev man trukket rundt i manegen af en borgerlig regering, der kun gik landbrugets ærinde. Ikke mindst de Konservative spillede dygtigt dobbeltspil og lod, som om de var positive over for miljøet. Hvilket de fleste Konservative jo stadig tror, de er. Uden at være det i praksis.
Eva Kjer Hansen måtte selv opgive ministerposten, da hun havde vildledt Folketinget. Ødelæggelserne fortsatte dog under Esben Lunde Larsen, der åbent erklærede, at han ikke kunne lide miljøet. Og da slet ikke Danmarks Naturfredningsforening, som han nærmest hadede og ønskede forbudt.
Da Esben Lunde Larsen siden flygtede til USA – til en stilling i en “grøn” tænketank, som er delvis finansieret af den danske stat – kunne Jacob Ellemann-Jensen bekvemt overtage posten som miljøets minister.
Mange troede eller håbede i hvert fald på, at dette ministerskifte ville være gavnligt for miljøet, men de tog igen fejl. Det var således stadig dansk landbrug, som bestemte over land og vand. Som de altid har gjort.
Ved sin tiltræden lovede Jacob Ellemann-Jensen ellers højt og flot, at han ville sætte miljøet foran fødevarerne. Det lød rigtig godt, men det skete bare aldrig.
Heldigvis blev miljøet til sidst reddet af et Folketingsvalg, hvor Blå Bloks Lars Løkke led nederlag og måtte afgive regeringsmagten til Rød Bloks Mette Frederiksen.
Hun gik endda til sidst så vidt, at hun genindførte det gode gamle miljøministerium, der havde eksisteret lige siden Miljølovens vedtagelse i 1973.
Inden valget i 2019 var det lykkedes Venstre-regeringen og dens supportere at yde millionstøtte til dels en egen borgmester – dels den liberale turistbranche. Nu skulle dansk lystfiskeri nemlig markedsføres, så det kunne høres og føles – i indland såvel som udland. Nu skulle mange års indsats for miljøet og fiskeplejen omsættes i kroner og ører – som alt jo skal det i Venstre-regi.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansens kunne herefter, i 2018 og som en af sine sidste ministerielle handlinger, lancere sin “Strategi for Lystfiskeri”. En strategi, der skal sælge ud af dansk lystfiskeri til ikke mindst udenlandske fisketurister. Uden at dansk lystfiskeri får så meget som en enkelt krone til den livsnødvendige fiskepleje. “Strategi for Lystfiskeri” er bygget op på følgende vis:
Der er afsat 22 mio. kr. til at realisere det nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme.
Der afsættes 6 mio. kr. til udviklingen af en digital platform, som skal være én indgang til lystfiskeri og lystfiskerturisme i Danmark.
Der afsættes 2 mio. kr. til en 3-årig branding- og markedsføringsplan, hvor de mest oplagte lystfiskerdestinationer omfattes.
Der afsættes 1 mio. kr. til konceptudvikling inden for segmentering af lystfiskerturisme med henblik på styrkelse af turisterhvervets markedsføring af danske lystfiskerdestinationer.
Der afsættes 1 mio. kr. til at styrke det frivillige arbejde.
Ikke én eneste af de 32 millioner kroner er således afsat til fiskepleje eller fiskeudsætninger. Så der kan blive fisk til de flere fiskere. Til gengæld har en lille håndfuld mennesker efterfølgende tjent nogle lette penge på at sælge ud af det, andre har skabt før og for dem. Ren parasitisme, der kun kan skade dansk lystfiskeri for danske lystfiskere.
Strategien blev udtænkt på et lukket møde i Maribo, hvor Jacob Ellemann-Jensen sammen med indbudte repræsentanter fra erhvervslivet – sågar også Danmarks Sportsfiskerforund – udstak rammerne for det fremtidige danske lystfiskeri. Eller rettere: Den fremtidige danske fisketurisme. For, hvordan man suger flest mulige penge ud af dansk lystfiskeri. Desværre uden at afsætte blot en enkelt krone til målrettet fiskepleje.
Danmarks Naturfredningsforening var ikke inviteret, hvilket landets ældste fiskeforening, Lystfiskeriforeningen af 1886, eller Dansk Videncenter for Sportsfiskeri heller ikke var. Trods det faktum, at de to sidste ellers selv havde bedt om at være med. Da var det måske ikke gået så galt, som tilfældet er.
Den søde dame på Esben Lunde Larsens ministerkontor kunne desværre meddele, at der “allerede havde fundet en udvælgelse sted”. Og at ingen at de tre ovennævnte var kommet gennem nåleøjet hos Esben Lunde Larsen og Jacob Ellemann-Jensen.
Dansk lyst- og sportsfiskeri var i stedet og ved Mødet i Maribo repræsenteret af Kaare Ebert fra Danmarks Sportsfiskerforbund, Gordon Henriksen fra Fishing Zealand, Claus Eriksen fra Go Fishing og Christen Stenild fra Pure Fishing.
Vi glæder os i dag over, at vi ikke kom med. Så vi ikke skal tage ansvaret for det nuværende triste udsalg inden for dansk lystfiskeri. Det må de gøre, som deltog i mødet i Mariager og her var med til at udforme Eva Kjer Hansens “Strategi for Lystfiskeri”.
Både Eva Kjer Hansen og Esben Lunde Larsen har jo siden måttet fortrække og forladt både den synkende skude og det danske Folketing. Jacob Ellemann-Jensen er ladt tilbage som kaptajn på den synkende skude. I hvert fald et skib, der lige nu lækker vand hurtigere, end Landbrugsstøtten ruller ind.
Venstre ved du som altid, hvor du har. Lige indtil de ikke er der længere. Miljøet er i mellemtiden ødelagt. Det kan ses overalt. Det planlagte Nationale Center for Kyst- og Lystfiskerturisme er et glimrende eksempel på Venstres fejlslagne strategi om færre fisk til flere fiskere. Venstres borgmester i Assens sidder nu med millioner af vore skattekroner og er i gang med at etablere det nye Museum over Dansk Lysttfiskeri.
Museum, idet placeringen ret ud til Lillebælt giver konstant påmindelse om, at bæltet er dødt. Stendødt. Og frit for fisk. Dette efter først mange års konstant forurening med næringssalte fra land og by, hvoraf landbruget stadig er storleverandør. Mens byerne i mellemtiden har investeret milliarder af skattekroner i rensning af deres soildevand.
Dernæst har skiftende fiskeri- og fødevareministre med rundt hånd delt ud af tilladelser til skadeligt trawlfiskeri og muslingeskrab, der efterlader bunden som en gold ørken. Eva Kjer Hansen var rundhåndet med nye tilladelser til muslingeskrab – endda i sårbare Natura 2000 områder, Danmark ellers selv har udpeget på forlangende af EU. Intet har været helligt.
Danmarks Radio havde for et par somre siden dykkere nede for at tage det døde bundmiljø i øjesyn. Et miljø præget af algeblomst, iltsvind, bundvendinger og fiskedød. Et deprimerende og hjerteskærende syn, som direkte kan føres tilbage til Venstre og deres liberale tilgang til udledning af næringssalte fra de overgødede marker. Med Landbrugspakken som det sidste og afgørende dødsstød.
Vi ligger således, som vi har redt. Og nu vil Venstre så bygge et monument over skaderne. I form af en nyt skatteyder-finansieret Museum over Dansk Lystfiskeri. Det skal ligge i Assens, hvis Venstre-borgmester partiet tilsyneladende skyldte en vennetjeneste.
Torsdag den 15. april bragte Jysk Fynske Medier i erhvervssektionen fire helsider om dyrkning af muslinger og fjernelse af kvælstof. Primært med fokus på Limfjorden:
Journalist Thomas Maxe havde besøgt Dansk SkaldyrCenter (DSC) på Mors og Blå Biomasse (BB) ved Oddesund, hvor han talte med henholdsvis Jens Kjerulf Petersen fra DSC og Klaus Astrup Nielsen fra BB.
Jens Kjerulf var ked af, at hans muslinger møder så stor modstand. Trods de ellers mange millioner, DSC gennem årene har modtaget fra diverse fonde. Det et helt urimeligt, mener han. Han nævnte ikke noget om de hypotetiske produktionstal, han selv har brugt i sine artikler. Tal, der har været op til tyve gange større end de registrerede høsttal.
Han nævnte heller ikke noget om den kendsgerning, at han selv var privat medejer af et firma, som solgte udstyr til muslingeproduktion. Mens han samtidig agerede som uvildig DTU Aqua medarbejder og for DCE anbefalede muslingeopdræt som marint virkemiddel til fjernelse af kvælstof.
Blå Biomasses Klaus Astrup Nielsen postulerede, at der ligger 800 arbejdspladser og venter forude – hvis ellers den danske stat er villig til at punge op med to milliarder skattekroner – til kvælstoffjernelse fra landbruget, der åbenbart ikke skal eller vil rense op efter sig selv. To milliarder.
Well, tørre tal er altid interessante. Og to milliarder fra danske skatteydere er mange penge. I hvert fald til et ganske lille selskab som Blå Biomasse A/S.
Hedeselskabet kom ud af 2020 med et overskud på 16 millioner kroner mod 45 millioner kroner i 2019. Mere end en halvering af overskuddet for selskabet, der drives som en erhvervsdrivende fond med omkring 1.000 ansatte i en række virksomheder. To milliarder i statsstøtte er næppe uønsket.
Blå Biomasse blev grundlagt i 2016 i samarbejde med Thyborøn Invest A/S. Blå Biomasse har en aktiekapital på 750.000 kroner og tre medarbejdere. Det er, hvad det er blevet til efter fem år og mange millioner i tilskud. Tre arbejdspladser. Der er sandelig langt til de 800, som Klaus Astrup Nielsen fantaserer om i artiklen. 797 for at være helt præcis.
I 2017 præsenterede man sine muslinge-visioner på et møde i Folketinget. Da skulle der produceres muslingemel til især svineproduktionen. Senere skulle melet i stedet bruges til foder til kæledyr.
Adspurgt, om man her i 2021, fire år senere, overhovedet kan købe muslingemel, svarede fabrikken tilbage på mail, at det kan man ikke. Der produceres så lidt, at det blot blandes i det almindelige fiskemel.
* “Blå Biomasse er jo ikke er sat i verden for at gavne miljøet, men for at tjene penge til Hedeselskabet”
I netop forgangne vinter har Blå Biomasse måttet kæmpe med den smule is, der nåede at danne sig på Limfjorden. Det kom tilsyneladende helt bag på Blå Biomasse, at det kunne blive et problem.
Men det kunne det, og man måtte siden hente nogle af de mange km plastrør i anlægget, som isen havde revet løs og transporteret bort. I skrivende stund (1. maj) kæmper man stadig med at hæve rør med muslingenet fra bunden og op til overfladen i smartfarmen ved Venø Sund.
Mon ikke det snart er på tide at trække stikket til disse tvivlsomme luftige undervandsaktiviteter? Vi har ikke brug for mere varm luft i flere tomme skaller. Eller mere lokal forurening.
I den forbindelse må vi jo aldrig glemme, at Blå Biomasse jo ikke er sat i verden for at gavne miljøet, men for at tjene penge til Hedeselskabet og for Blå Biomasses vedkommende: medejeren Thyborøn Invest.
Dette forhold kom senest til at koste danske skatteydere 280 millioner kroner til genslyngning af Skjern Å, som Hedeselskabet rettede ud i 1960’erne, så alle næringssalte fra det store opland kunne fosse direkte ud i den lavvandede og sårbare Ringkøbing fjord.
280 millioner er ganske vist småpenge sammenlignet med de to milliarder, Hedeselskabet nu ønsker til muslingedyrkning og tvivlsom kvælstoffjernelse for landbruget.
– Måske også småpenge i sammenligning med det, det sidenhen vil koste at rydde op efter nye forurenende muslingebrug? Hvis disse går i konkurs, som tilfældet jo ofte har været med danske muslingefarme.
Vi kan se af journalist Thomas Maxes private Facebook-side, at han personligt er en varm fortaler for muslingeproduktion som den, der allerede har kvalt livet Skive Fjord.
Vi har tilbudt Thomas en introduktion til de gode og dårlige sider af et storstilet industrielt muslingeopdræt som det her omtalte.
Det tilbud gælder stadig og kan forhåbentlig føre til mere nuancerede artikler i fremtiden.
Steen Ulnits og Flemming Højgaard Madsen
Steen Ulnits er fiskeribiolog, cand. scient fra Aarhus Universitet, hvor han beskæftigede sig med saltvandstolerance hos laksefisk. Han har arbejdet med opdræt af fisk og skaldyr i Mellemøsten, Kina og Sydamerika, men beskæftiger sig i dag udelukkende med formidling af miljøstof. Forfatter til 30+ bøger om vandmiljø, fiskeri og fiskeopdræt.
Flemming Højgaard Madsen er biolog, cand. scient fra Aarhus Universitet. Han er grundlægger af Cheminova-Gruppen og har siddet i Aarhus Universitets Forskningsfond i flere år. Han har ligeledes været bestyrer af Marinbiologisk Laboratorium i Rønbjerg. Medforfatter til bogen “Fisk kan ikke tale” om forureningen fra Cheminova.
Flemming Højgaard Madsen er æresmedlem af Danmarks Naturfredningsforening.
Og gør det fra fra et havbrug under mistanke for flere års svindel med fisk. Med krav om konfiskation af et 3-cifret millionbeløb fra ulovlig fortjeneste.
Det efterhånden berømte KOMBI-projekt, som blev støttet af flere millioner kroner i GUDP-midler, er lige nu i retten med krav om konfiskation af ikke mindre end 190 millioner ulovligt tjente kroner.
Den tidligere ejer af Hjarnø Havbrug har for længst overladt styringen til sin hustru, mens han selv er gået i gang med at dyrke muslinger i Limfjorden. Det er åbenbart heroppe, at guldet er i dag. Blåt Guld i form af en lind strøm af millioner af tilskudskroner.
I mellemtiden har hans hustru måttet forklare myndighederne, hvad der er blevet af en masse fisk, som mangler i regnskaberne. Der mangler helt enkelt 32,5 tons ørreder, som grådige sæler har stjålet fra havbruget og ædt. Siger i hvert fald den nye ejer af Hjarnø Havbrug, hustruen til den tidligere.
Et tip til vor stadig nye fødevareminister Rasmus Prehn kunne være at tage et kig på de Put & Take vande, som han selv er så begejstret for, at han ligefrem sender live fra dem på TV2. De får alle deres fisk fra dambrug og havbrug. Og de kan så let som ingenting have aftaget (nogle af) de 32,5 tons fisk, som sælerne nu fantasifuldt får skylden for at have ædt.
Interessen samler sig her om de P&T vande, som annoncerede med “sølvlaks”, der efter alt at dømme var ulovligt produceret af selvsamme Hjarnø Havbrug. De var nemlig de eneste herhjemme, som opdrættede sølvlaks – uden at have tilladelse til det.
Og de forsvundne 77 ringbind med originale dokumenter fra sagen, som forsvandt sporløst fra Sydøstjyllands Politi, er stadig ikke dukket op. Til gengæld har politiet netop søgt en ny “fungerende advokaturchef”. Af stillingsbeskrivelsen fremgår blandt andet, at “advokaturchefen refererer til chefanklageren og indgår i den lokale anklagemyndigheds ledelsesteam, der har ansvaret for, at straffesagerne behandles på et højt fagligt niveau og med den fornødne hurtighed.”
Lad os håbe, at den kommende advokaturchef ikke bare er fungerende, men også velfungerende. Det er fristende at antage, at den tidligere advokaturchef ikke helt har levet op til kravene. Siden der pludselig og uden videre forsvandt 77 ringbind med originalt bevismateriale fra samme politis varetægt.
Er man gammel nok eller blot en smule filmhistorisk interesseret, da vil man have set eller i hvert fald hørt om “The Keystone Cops”. En samling tumlinge i politiuniform fra stumfilmens uskyldige sorthvide tidsalder.
Det ser nu ud til at i hvert fald én Keystone Cop er vendt tilbage. Dette i form af den stadig nyvalgte amerikanske præsident Biden, som netop har varslet, at han ikke – som sin orange forgænger – går ind for gennemførelsen af den længe omdiskuterede Keystone XL olierørledning mellem USA og Canada.
Den er planlagt til at være næsten 2.000 km lang og kunne transportere mere end 800.000 tønder råolie om dagen fra provinsen Alberta i Canada til staten Nebraska i USA. Den canadiske premierminister Trudeau har længe talt godt for denne rørledning, som vil gøre det lettere for Canada at eksportere råolie til USA.
Men nu er the Keystone Cop altså tilbage på banen. Efter mere end 100 års fravær. I form af den nye amerikanske præsident Biden. Og han mener ikke, at Keystone XL rørledningen er nogen god idé. Og derfor har han sagt nej til den.
Biden mener nemlig, at en ny olierørledning blot vil forsinke indførelsen af den grønne vedvarendeenergi og udfasningen af de fossile brændsler. Og det kan han jo kun have absolut ret i.
Så skønt, at The Keystone Cops er tilbage på pinden!
Limfjorden har ikke altid været en fjord. Indtil Vesterhavet brød gennem den lange og smalle Agger Tange i 1825, var Limfjorden en fersk sø, der primært blev født af de mange vandløb sydfra, og som siden tømte sit ferske vand ud i det salte Kattegat mod øst.
Med den globale opvarmning kan vi forvente, at vandstanden stiger i verdenshavene. Heriblandt Vesterhavet, som allerede presser godt på, når vinden står hårdt mod land. Den presser da vand ind gennem den smalle Thyborøn Kanal, hvilket får vandstanden i den vestlige del af Limfjorden til at stige. Så meget, at den kan blive et reelt problem for kystnære byer som Lemvig og Struer med flere.
Det er en udvikling, som kun vil blive værre, og fra lokalt hold dukker tankerne om igen at lukke helt for Vesterhavet regelmæssigt op. Hvis ikke i form af en total lukning, så i hvert fald via en indsnævring af den i forvejen smalle Thyborøn Kanal. På den måde vil man kunne bremse indstrømningen og dermed reducere vandstandsstigninger ved storm.
Noget sådant vil imidlertid ændre vandmiljøet i den nu meget salte Limfjord ganske dramatisk. Ikke mindst den netop ukontrollabelt voksende muslingeindustri vil da blive påvirket. I takt med den faldende saltholdighed vil muslingernes vækst og kvælstofoptagelse blive mindre. Samtidig vil den uundgåelige forurening fra de mange milliarder muslinger på et begrænset område forværres tilsvarende.
En indsnævring eller total lukning af Thyborøn Kanal vil være en økonomisk meget bekostelig affære, som samtidig vil belaste vandmiljøet i den allerede nu stærkt forurenede Limfjord yderligere. Enhver forringelse af vandgennemstrømningen vil øge miljøproblemerne.
Det vides ikke, hvilken indflydelse dette vil have på den danske implementering af Vandrammedirektivet.
Der er nu indgået en ny fiskeriaftale mellem EU og Norge.
Den nye fiskeriaftale gælder fiskekvoter for Skagerrak og Kattegat i 2021 for seks fælles bestande: Torsk, kuller, hvilling, rødspætte, rejer og sild. Bestande, som alle er af stor betydning for de danske fiskere.
Der er ligeledes indgået en aftale mellem EU, Storbritannien og Norge om de samlede fiskekvoter i 2021 for torsk, kuller, sej, hvilling, rødspætte og sild i Nordsøen.
Det er første gang siden Storbritanniens udtræden af EU, at en sådan trilateral aftale kommer på plads. Fiskeriminister Rasmus Prehn håber, at det baner vejen for et nyt og godt samarbejde fremover:
– Jeg håber, at vi med aftalen har lagt vejen for et nyt, godt og tillidsfuldt samarbejde, hvor vi i fællesskab kan skabe rammerne for et bæredygtigt fiskeri i Europa. Nu handler det om, at vi snart når i mål med den samlede aftale for fiskeriet i 2021. Det synes jeg, at vi skylder fiskerne, siger han.
Der mangler på nuværende tidspunkt stadig at blive indgået en aftale mellem EU og Storbritannien om kvoterne for en række andre fælles fiskebestande. Det gælder blandt andet tobis, sperling, havtaske, kulmule og et antalfladfiskearter.
EU’s kvoter skal afslutningsvis implementeres i den årlige forordning om fiskekvoter for 2021, før fiskerimulighederne kan træde endeligt i kraft. Adgangen til de norske farvande skal dog ikke implementeres videre i EU-lovgivningen.
De vil derfor gælde fra snarest muligt efter aftalens indgåelse.
Erhvervsfiskere kan nu søge om støtte til indsamling af mistede fiskeredskaber i havet. I hvert fald i Sverige. Gennem Hav- og Fiskeriprogrammet er der nu afsat i alt 10 millioner svenske kroner til opfiskning af mistede garn og trawl.Målet er at forbedre havmiljøet og samtidig bidrage til beskæftigelsen i fiskerisektoren.
Det svenske Landbrugsråd har på regeringens vegne gennemgået mulighederne for at føje midler til en af de prioriterede foranstaltninger i det svenske hav- og fiskeriprogram: At indsamle mistede fiskeredskaber – “havaffald” også kaldet.
Baggrunden er dels det miljøproblem, som havaffald og mistede fiskeredskaber udgør – dels den vanskellige situation for det kommercielle fiskeri.Mange fiskere lider under reducerede fiskekvoter, og i Østersøen har flere torskefiskerne mistet deres fiskerimuligheder på grund af et regulært fiskestop.
Det svenske Landbrugsråd åbner nu muligheden for, at kommercielle fiskere og andre interessenter kan ansøge om den nye støtte.Ved at indsamle mistede fiskeredskaber kan de bruge deres fiskerfartøjer til formålet og dermed bidrage til en bedre miljøsituation i havene.I alt kan der ansøges om 10 millioner svenske kroner via Hav- og Fiskeriprogrammet.
Af disse midler er 3 millioner svensk medfinansiering, der ansøges om separat fra den svenske søfartsadministration.Vilkår for medfinansiering findes på den svenske søfartsadministrations hjemmeside.
– Støtten vil bidrage til økonomisk rentabilitet for kommercielt fiskeri og derved øge muligheden for at bevare et pulserende kystsamfund samtidig med, at der gennemføres en vigtig miljøindsats. Det siger Simon Löfgren fra det svenske Landbrugsråd.
– Der er en stor mængde mistede fiskeredskaber ude i vandet, hvilket skaber problemer både for dyrelivet og for fiskeriet.Ved at opsamle affaldet mindsker vi den lidelse, det påfører fisk, fugle og pattedyr at blive fanget i de table redskaber.
– Vi bidrager også langsigtet til bedre betingelser for fiskeri og til at nå miljøkvalitetsmålene “Hav i Balance” og “Levende Kyst og Øhav”, siger Mats Svensson fra den svenske søfartsadministration.
Tilskudspuljen blev åbnet for ansøgninger allerede den 30. marts.
– En idé til efterfølgelse for danske Rasmus Prehn?
EU sænker nu grænsen for, hvor meget af miljøgiften dioxin en person kan tåle. Reduktionen er ganske markant, fra 14 til 2 piktogram. Men Sveriges undtagelse fra reglerne fortsætter alligevel ufortrødent.
Sverige har nemlig længe haft en undtagelse fra grænseværdierne, og svenskerne har derfor lov til at spise laks og sild over grænseværdierne. Af uransagelige årsager. EU undersøger nu konsekvenserne af denne reduktion for grænseværdierne for mad og fisk.
Den svenske fødevaresikkerhedsmyndighed ønskede slet ikke denne undtagelse fra starten affor snart 20 år siden. Men myndigheden blev overtrumfet af politikere, der hellere ville beskytte fiskerierhvervet – end landets borgere.
Ministeriet for handel og industri har kommenteret EU’s sænkning af grænseværdien for dioxin. Men anfører samtidig, at der i øjeblikket ikke er noget arbejde i gang med at ændre den svenske undtagelse. Og at man afventer EU’s fortsatte arbejde.
Det er tre år siden, at EU’s Fødevaresikkerhedsautoritet, EFSA, senest foretog en risikovurdering af den farlige miljøgift dioxin. Som et resultat heraf reducerede EFSA så senest det “tålelige ugentlige indtag”, forkortet TVI på svensk, fra 14 til 2 picogram (milliardedele gram) pr. kg legemsvægt.
I forbindelse hermed udtalte EFSA, at mange mennesker i Europa indtager alt for meget dioxin gennem deres mad. For os lyst- og laksefiskere betyder det helt konkret, at vi bør holde lidt igen med de ellers flotte og sølvblanke laks, vi måtte fange i Østersøen.
De har nemlig i vid udstrækning levet af brislinger med et alt for højt indhold af dioxin. Så højt, at fiskemel fra selvsamme brislinger tidligere er blevet forbudt til – fiskefoder…
Dansk landbrug havde med egne ord et af sine bedste år i 2020. Rent økonomisk. Forudsætningerne herfor havde man nemlig selv skabt, da Venstre sad på regeringsmagten.
Under den forrige regering berigede Landbruget bevidst sig selv med Landbrugspakken, som tillod en markant øget gødskning af markerne. Uundgåeligt med tilsvarende øget udvaskning af næringssalte til vandmiljøet.
Trods øget indtjening vil landbruget alligevel ikke være med til at rydde op efter Landbrugspakken og sig selv. Det skortede ellers ikke på advarsler, da den forrige borgerlige regering tromlede Landbrugspakken igennem. Men dem overhørte Venstre og Vennerne helt bevidst.
Selv de Konservative, som ellers specifikt havde påpeget fejl og mangler ved Landbrugspakken, stemte alligevel for den. Konservative Rasmus Jarlov blev siden slået til minister for denne (u)dåd.
Og Venstres egen Troels Lund Poulsen er senest avanceret fra at være en truet MF’er ved næste Folketingsvalg. Til nu at være landbrugets chef-forhandler. Han øjnede straks muligheden for genvalg – med muslingerne fra Hedeselskabets Blå Biomasse taget som marine gidsler.
Troels Lund Poulsen – af mange bedre kendt fra boulevard-pressen som “Trolex” – vil nu lade “trylle-muslingerne” rydde op efter landbrugets øgede udledninger.
Givet formedelst milliarder af nye støttekroner fra danske skatteydere, der endnu engang skal betale for landbrugets bevidste forurening.
Minister for fødevarer, landbrug og fiskeri, Rasmus Prehn, har på et samråd offentliggjort syv nye initiativer for opfølgning af Rigsrevisionens kritik af Landbrugsstyrelsens tilskudsforvaltning.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra ministeriet og betyder blandt andet, at styrelsen skal kontrollere støttemodtagers bagvedliggende ejerforhold både fremadrettet og bagud i tid. Ministerens initiativer for den nye kontrol er:
Fremadrettet kontrol af landbrugeres bagvedliggende ejerforhold. Der skal udføres kontrol med bagvedliggende ejerforhold på alle tilskudsordninger, hvor der er risiko for omgåelse som følge af manglende kontrol af opsplitning af bedrifter. Landbrugsstyrelsen skal hurtigst muligt udvikle en effektiv kontrolmodel.
Bagudrettet systematisk gennemgang af bedrifter med risiko for omgåelse. Der skal foretages en systematisk gennemgang af landbrugsbedrifter, hvor der er risiko for omgåelse som følge af manglende kontrol af opsplitning af bedrifter. Gennemgangen skal omfatte alle sager, hvor det er muligt at rejse tilbagebetalingskrav. Hvad det åbenbart og mærkværdigvis ikke er alle steder.
Da der er tale om EU’s landbrugsstøtte, er Landbrugsstyrelsen nu i dialog med EU-Kommissionen om en række juridiske afklaringer, der skal lægge grunden for den nye kontrolmodel. Ellers risikerer vi jo krav om tilbagebetaling i tilfælde af snyd.
Nu venter vi så bare på en tilsvarende kontrol af den mindst lige så kreative Fiskeristyrelse, når det gælder fortolkning af gældende regler.
Landbruget har stadig ikke fået en ny klimaaftale. Og det til trods for, at landmændene, med deres dyr og fra deres marker udleder en fjerdedel af de danske drivhusgasser.
De seneste måneder har der været intense forhandlinger, og regeringen ønsker mindst ét parti fra Blå Blok med i en aftale. Regeringen kæder forhandlingerne om udslip af drivhusgasser sammen med udvaskning af kvælstof fra markerne.
Udvaskningen skal efter den forrige borgerlige regerings Landbrugspakke reduceres kraftigt for at undgå iltsvind. Og det kan kun lade sig gøre ved at gøde mindre. Men landbrugspartiet Venstre vil ikke være med at stille meget skrappe krav om, at landmændene skal reducere deres forbrug af gødning:
– Vi kommer ikke til at skrive under på en aftale, hvor der står 13.100 ton kvælstofreduktion. Overhovedet ikke, siger landbrugsordfører Troels Lund Poulsen til Dagbladet Information. Et standpunkt, der skal sikre ham personligt genvalg i en tid, hvor partiet Venstre er halveret i meningsmålingerne.
Det er en tilgang til tingene, som Troels Lund Poulsen har samlet op efter sin landflygtige partifælle Esben Lunde Larsen. Han ville bare heller ikke. Noget som helst. Hverken klima eller miljø.
En negativitet, der åbenbart ligger naturligt til Landjordens Lunder.
I forbindelse med det nyligt afholdte topmøde i Arktisk Råd publicerede Rådet en ny og opsigtsvækkende klimarapport. Den viser, at den arktiske region opvarmes næsten tre gange så hurtigt som det globale gennemsnit.
Hidtil har forskerne regnet med, at polerne i gennemsnit opvarmes dobbelt så hurtigt som resten af klodens gennemsnit. Men de nye tal viser desværre, at det arktiske område fra 1971 og frem til 2019 blev 3,1 grader varmere. Det globale gennemsnit ligger på lidt over én grad Celsius.
Særligt i perioden efter 2004 er stigningen sket med øget hast. Det tyder på, at afsmeltningen er ved at blive selvforstærkende. At jo mere is der smelter, desto hurtigere går den efterfølgende afsmeltning.
Den accelererende opvarmning skyldes ikke mindst, at der i takt med isens afsmeltning sker en mindre reflektion af Solens stråler end tidligere. Mere varme optages således af Jorden i stedet for som tidligere at blive reflekteret tilbage – ud i verdensrummet af isen ved polerne.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S), som selv deltog i topmødet i Arktisk Råd, kalder rapporten for “et kæmpe wakeup call”.
Vi må håbe, at de øvrige mødedeltagere også vågnede op.
En potentielt dødelig algegift er sidst i maj og først i juni fundet i blåmuslinger i Risgårde Bredning og Hvalpsund i Limfjorden.
Borgerne måtte derfor afholde sig fra at samle eller spise dem. Det oplyser Fødevarestyrelsen i en pressemeddelelse. Styrelsen fraråder desuden, at borgere samler østers i området, da disse også kan indeholde algegiften. Det er jo det samme forurenede vand, de to arter lever af at filtrere.
Det skulle dog stadig være sikkert at spise købte muslinger og østers fra butikker og restauranter, da disse løbende bliver overvåget for den periodisk tilbagevendende algegift.
Algegiften, der er fundet, kaldes populært “paralyserende skaldyrsforgiftning”. På engelsk hedder forgiftningen “Paralyzing Shellfish Poisoning” eller PSP. Spiser man muslinger eller østers med giften, kan det medføre en prikkende og brændende fornemmelse i munden og i huden. Derefter kan følelsesløshed indtræffe.
Efter 4-6 timers følelsesløshed i fingre og tæer vil svimmelhed og feber typisk opstå. En kraftig forgiftning kan give åndedrætsbesvær, tab af muskelkoordinering og i værste fald død ved åndedrætssvigt, oplyser Fødevarestyrelsen. Forgiftningen kan indtræffe efter 30 minutter til få timer, mens tilstanden med følgevirkninger kan vare i flere uger.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside, fvst.dk, er det muligt at følge med i, hvor og hvornår det igen skulle være sikkert at samle muslinger og østers i Limfjorden.
Det eneste helt sikre er dog at holde sig helt fra at spise muslinger og østers fra den i dag stærkt forurenede Limfjord.
Tilbage i 2013 opdagede muslingeforskere fra DTU ved en tilfældighed, at der som det eneste sted i Danmark var svinevirus i muslinger fra Limfjorden.
Opdagelsen blev gjort af en ph.d. studerende, som var på jagt efter smittekilder til Hepatitis E-virus hos mennesker. I stedet fandt han svinevirus.
Undersøgelsen blev foretaget på muslinger fra 19 produktionsområder i Limfjorden og på den jyske østkyst fra Aarhus i nord til Fyn i syd. Men det var kun i Limfjorden, at man fandt svinevirus i muslingerne. Det drejede sig om den (i hvert fald indtil videre) svinespecifikke virus Porcint circovirus Type 2 (PCV2).
Man vidste, at man til en vis grad overser virus, når man undersøger skaldyr for Coli-bakterier. Men man var ikke klar over omfanget af dette. Man undersøger muslingerne med henblik på kategorisering af områder for muslingefangst. Disse inddeles i kategorierne A, B og C, alt efter hvor rene de er. Kun fra A-områder må to-skallede bløddyr, eksempelvis østers, sælges med henblik på at blive spist rå.
Fødevareinstituttet udtalte dengang, at man betragtede fundet af PCV2 som en mulig ny indikator på omfanget af svineforurening i muslingebanker. Den kan bruges nu, hvor EU har bedt sine medlemslande foretage en kortlægning af alle kysters forureningskilder, der kan have indflydelse på hygiejnen i netop skaldyrsområder.
Desværre ser det ikke ud til, at myndighederne i form af DTU Fødevareinstituttet har fulgt op med nye undersøgelser siden den grimme opdagelse i 2013. Man er tilsyneladende bange for, hvad man så ville finde – og i hvilket omfang. Det vil skaldyrsindustrien på Limfjorden ikke være glad for – den årlige skaldyrsfestival på Mors nok heller ikke.
Fødevareinstituttet var derfor også hurtigt ude med beroligende ord om, at svinevirus ikke smitter mennesker, og at man derfor ikke skulle være bange for at spise inficerede Limfjordsmuslinger. Eller østers for den sags skyld. Men man må formode, at hvis der er svinevirus i blåmuslinger, så er der også i østers. Det er jo det samme limfjordsvand, de to arter lever af at filtrere.
Og så er der jo lige det med svine-MRSA. Den kunne jo heller ikke smitte mennesker – påstod myndighederne dengang. I dag ved vi, at det kan den rigtig godt. Omkring en halv snes mennesker er i dag døde af MRSA.
Så hvem ved, hvad denne svinevirus på sigt kan udvikle sig til? Vi lever jo i zoonosernes tidsalder, hvor sygdomme fra industriel masseproduktion af dyr i stigende grad kan mutere og springe over på mennesker.
Læs meget mere om MRSA og svinevirus i muslinger i artiklen herunder:
Det første sted i Danmark, hvor man konstaterede udbrud af den frygtede IHN-virus, var et dambrug ved Stouby nær Vejle. Hvor sygdommen kom fra, ved ingen. Men nu har smitten bredt sig:
Det andet udbrud er beliggende i Vidå-systemet. Det har medført en stor restriktionszone fra Højer og Tønder i vest til Padborg, Rødekro og Aabenraa i øst.
Tredje og nyeste udbrud er fundet i dambrug ved Sneum Å-systemet. Restriktionszonen ligger i området omkring Tjæreborg, Bramming, Agerbæk og næsten til Vejen.
Det fjerde berørte område er i Himmerland ved Lindeborg Å-systemet omkring Arden, Støvring, Storvorde og Kongerslev, ret syd for Aalborg.
Det femte berørte område er omkring Aarhus Å-systemet. Restriktionszonen er fra Låsby i vest til Sabro i nord, Aarhus i øst og ned til Skanderborg.
Følgende Put and Take søer er indtil videre berørt af smitten og midlertidig lukket. Det gælder i alfabetisk rækkefølge:
Bakkegården Put and Take
Blue Rock Put and Take
Buderupholm Fiskesøer
Enghave Fiskesøer
Filskov Fiskesø
Fiskeparken Svejstrup
Hovborg Fiskesø
Juelsminde Put and Take
Krogs Fiskesøer
Lovtrup Fiskesø
Marielyst Fiskesø
Medestedet Put & Take
Moesholm Put and Take
Møgeltønder Fisksø
Nørreris Put and Take
Pinds Mølle Put and Take
Rens Fiskesø
Stenvad Put and Take
Uge Lystfiskeri og Camping
Vesterled Put and Take
Ørumgård Put and Take
Etablering af restriktionszoner sker i det lønlige håb, at man herved kan stoppe eller i hvert fald begrænse smittespredningen.
Al erfaring viser imidlertid, at dette er næsten umuligt at gøre i praksis. Dertil flyttes der alt for meget rundt på fiskene, som samtidig opdrættes i vand, der hele tiden bevæger sig nedefter. Som regelmæssigt modtager besøg af fugle, der kan tage smitten med sig.
På Fødevarestyrelsens hjemmeside fvst.dk kan man løbende orientere sig om IHN-virus og sygdommens udbredelse.
EU og Storbritannien er netop blevet enige om den første fælles aftale om fiskekvoter for fælles bestande for 2021. Aftalen sikrer overblik over fiskeriet i britiske farvande resten af året og skal nu forelægges fiskeriministrene med henblik på godkendelse. Dermed vil danske fiskere vil vide, hvad de har at gøre godt med resten af året.
Det er den første fælles aftale om fiskekvoter mellem EU og Storbritannien, siden briterne forlod EU. Fiskeriminister Rasmus Prehn ser aftalen som det første skridt mod et tæt og konstruktivt samarbejde, som er helt centralt for dansk fiskeri.
– Det er glædeligt, at vi med aftalen nu endelig giver danske fiskere klarhed over fiskeriet for 2021. Det har holdt hårdt at finde en fælles aftale. Fra dansk side har vi dog gennem hele processen lagt vægt på, at vi står stærkere med en aftale med Storbritannien end uden.
– Dansk fiskeri har en stor afhængighed af adgang til britiske farvande, så vi ser denne aftale som første skridt til at etablere et nyt, men fortsat tæt og konstruktivt samarbejde på fiskeriområdet. Aftalen skal være med til at sikre, at vi også ud i fremtiden fortsat har adgang til hinandens farvande, siger Rasmus Prehn.
Aftalen fastsætter fiskekvoter for en række bestande i Nordsøen, som er vigtige for dansk fiskeri. Det gælder havtaske, kulmule, jomfruhummer, rejer, en række fladfiskearter samt tobis og sperling.
– Nu skal vi se nærmere på det konkrete indhold af aftalen, men jeg er rigtig glad for, at vi med aftalen nu kan fastsætte fiskekvoter for hele 2021 for en række vigtige arter. Det har jeg arbejdet målrettet for, så fiskerne kan få den forudsigelighed, de fortjener.
– Min klare vurdering er, at dansk fiskeri i det lange løb alt i alt står bedre med en aftale med Storbritannien end uden, udtaler fødevareminister Rasmus Prehn i en pressemeddelelse.
Etablering eller genetablering af tabte stenrev har været et varmt emne i de seneste år.
Dansk landbrug øjnede hurtigt en mulighed for kvælstofreduktion fra Landbrugspakkens overgødskning. Samt muligheden for i samme åndedrag at kunne komme af med nogle af deres mange opsamlede marksten. Ida Auken (S) var i midlertid tidligt ude i sin tid som miljøminister. Hun kom dengang med en klar melding om, at udlagte stenrev ikke ville kunne fjerne kvælstof fra vandmiljøet – andre positive egenskaber ufortalt.
Flere fonde er gået aktivt ind i arbejdet med at genskabe fordums stenrev, så dyrelivet atter kan få et levested. Men det går ikke lige godt alle steder. Således er det helt tydeligt, at stenrev etableret langt til havs har langt de bedste forudsætninger for at leve op til forhåbningerne om et yppigt liv af tangplanter, fisk og smådyr. Således er det gået rigtig godt med det store nye stenrev på Læsø Trindel længst ude i Kattegat.
Langt værre ser det ud inde under land, hvor vandet ikke er nær så klart, og hvor strømmen heller ikke er nær så stærk. Herinde kan bunden ligefrem være så blød, at udlagte sten helt enkelt synker ned i bunden og forsvinder igen. Det var i hvert fald, hvad der skete med de første sten udlagt ved Livø i Limfjorden. Formedelst 20,4 millioner kroner blev 18.000 tons norsk granit hentet til Limfjorden og dumpet her.
Og skulle stenene så efterfølgende alligevel blive liggende, er der problemet med vandets permanente uklarhed – forårsaget af alger fra landbrugets udledning af næringsstoffer. Limfjordsrådet, som selv står bag stenrevet ved Livø, og som primært repræsenterer landbrugsinteresser omkring Limfjorden, kalder alligevel projektet en succes.
Kontorchef Harley Bundgaard Madsen fra Miljøstyrelsen maner dog i en kommentar til til Effektivt Landbrug til besindelse:
– De store tangskove skal have lys for at trives. Der har været for mange mikroskopiske alger i Limfjorden til, at de store tangplanter har kunnet vokse frem og trives. Vi må konkludere, at stenrevet ikke kan forbedre vandmiljøet, når vandet i forvejen er uklart. Der skal være betydelig færre næringsstoffer og alger i vandet for at få succes med nye stenrev.
Det er således op ad bakke med stort set alting, så længe landbruget fortsat kan udlede næringssalte fra de omkringliggende marker. Og nu vil landbrug og vandbrug så bilde politikere og alle os andre ind, at en massiv udbygning af muslingeopdrættet med Blå Biomasse i spidsen vil kunne rette op på den ting. Med milliardstort statstilskud, naturligvis. Helt konkret vil Blå Biomasse have to milliarder skattekroner for at rydde op efter landbruget.
Men der er masser af risici forbundet hermed. Masser af ting, der kan gå galt. Forhold, der slet ikke er undersøgt. Men det er desværre muslingebranchen flintrende ligeglad med. For som skrevet stod i en af lokalaviserne:
“Blå Biomasse er ikke sat i verden for at gavne miljøet. Men for at tjene penge til sin ejer Hedeselskabet.”
Tirsdag den 8 juni skal professor Stiig Markager fra Aarhus Universitet i retten. Her skal han forsvare sig mod de anklager for injurier, som organisationen Bæredygtigt Landbrug har rejst mod ham.
Sagen foregår ved Byretten i Hillerød og starter klokken 09.15. Desværre vil retten kun tillade 15 tilhørere pga. Corona-restriktioner, så det er ikke muligt at komme ind og overvære sagen.
Miljøgruppen Noah arrangerede derfor en demonstration foran retten fra klokken 08.30. Læs mere om eventet her:
Selve sagen drejer sig oprindelig om to udsagn fra professor Markager:
1. ”Den mængde kvælstof, som tilføres havet, er steget 700 tons pr. år siden 2010, (data fremgår af rapporten Vandløb 2017) efter at der er korrigeret for udsving i nedbør. Stigningen er statistisk signifikant”.
2. ”Det korrekte kvælstoftab er derfor mellem 30 og 40 pct., som anført af Jens Borum”.
Bæredygtigt Landbrug har dog efterfølgende frafaldet det andet punkt, så nu drejer sagen sig kun om det første punkt. Her er der tre centrale spørgsmål, som Markager selv formulerer således:
– Er udsagnet rigtigt? Det mener jeg fortsat det er, og det er tidligere dokumenteret (se artikel fra Altinget i 2019). Udsagnet var baseret på de data, som var tilgængelig i foråret 2019, hvor de sidste målinger dækkede 2017. Udsagnet er forsat korrekt, idet de seneste målinger (dækker 2019) viser, at udledningerne af kvælstof stiger med 1.377 tons pr. år i perioden 2011 til 2019.
– Er det ærekrænkende for BLs medlemmer, at jeg siger, at Danmarks samlede udledninger af kvælstof er stigende?
– Giver min ret til ytringsfrihed, og mit arbejde som ansat på et universitet, hvor man har pligt til at bidrage til den offentlige debat, mig ret til at fremsætte den type udsagn?
Det bliver en spændende dag for demokratiet, den offentlige debat, fri forskning, miljø og klima. Heldigvis har Stiig Markager fuld opbakning fra Aarhus Universitet og sine kollegaer, som også arbejder med havmiljøet.
Nye tal fra Aarhus Universitet viser, at kvælstofudledningen har været markant højere i 2019. Dette på grund af voldsom regn efter et meget tørt 2018.
De nye tal fra Aarhus Universitet kommer midt i landbrugsforhandlingerne og har naturligt nok fået flere af regeringens støttepartier til at kræve højere ambitioner for regeringens kvælstofreduktion. Mens udledningerne i 2016, 2017 og 2018 lå mellem 58.000 og 60.000 ton kvælstof, steg udledningen i 2019 til hele 67.000 ton.
– Man tager ikke vandmiljøet alvorligt nok, og det nye tal for 2019 bør gøre, at der er flere politikere, der kan se alvoren i det her, sagde Søren Egge Rasmussen, som er landbrugsordfører for Enhedslisten til Altinget.
Oppositionen, ledet af landbrugspartiet Venstre, mener ikke uventet, at der er tale om et helt og aldeles usædvanligt fænomen – Landbrugspakken og dens øgede gødningsforbrug ufortalt. Hos Landbrug & Fødevarer mener man, at regnen i 2019 var en 100-årshændelse og dermed ikke repræsentativ for udviklingen. Sjovt nok, at den kom kort efter Landbrugspakken.
Forhandlingsgrundlaget er lige nu, at de danske fjorde og kystvande kan tåle en årlig kvælstofudledning på 56.300 ton. Skal dette niveau fastholdes, betyder det, at udledningen af kvælstof skal sænkes med cirka 13.100 ton om året.
Dette i forhold til den forventede udledning i 2027, hvis ellers det danske vandmiljø skal nå EU’s krav om en “god økologisk tilstand”.
Den 25. maj forsvandt en lystfisker sporløst på Randers Fjord. Den pågældende var taget alene til fjorden, men skulle senere mødes med en ven. Da denne ankom til stedet nær Mellerup, var der imidlertid intet spor af manden. Randers Amtsavis beretter, at kun hans sko stod efterladt på stranden.
Politiet iværksatte en stor eftersøgning, der imidlertid ikke gav noget resultat. Strømmen kan løbe stærkt i den lange og smalle fjord, som afvander Danmarks længste vandløb Gudenåen. Og den forsvundne kunne derfor være komme vidt omkring.
Den 3. juni blev han imidlertid fundet ikke langt fra det sted, hvorfra han forsvandt. Det var en tilfældigt forbipasserende, som torsdag eftermiddag fandt en livløs person flydende med hovedet nedad. Fundet skete ved Tørring Strand på fjordens nordside.
Liget blev hurtigt identificeret som den 50-årige, der blev meldt savnet i sidste uge. Intet tyder på, at der har været tale om nogen forbrydelse. Alt tyder på, at han er gået ud i fjorden i sine waders og måske har fået et ildebefindende. I hvert fald er han blevet taget af strømmen og siden druknet.
Den stærke strøm i Randers Fjord er ikke til at spøge med. Det er ikke første gang, den har taget en uforsigtig lystfisker. Næppe heller sidste.
Tre grønne miljøforeninger, nemlig Klimabevægelsen i Danmark, Den Grønne Studenterbevægelse og Dansk Vegetarisk Forening, er blevet grundigt trætte af kødgiganten Danish Crown og dens misvisende reklamekampagner, som ifølge foreningerne strider mod markedsføringsloven.
De tre foreninger begyndte i sidste uge på en offentlig indsamling af 200.000 kroner til at føre retssag mod slagteriselskabet. Pengene er fosset ind, og målet er næsten nået.
Samtidig meldte foreningerne ud, at de giver Danish Crown indtil på fredag til at trække “Klimakontrolleret Gris” og hele den store “Dansk Gris er mere klimavenlig, end du tror” kampagne tilbage. Organisationerne mener, at disse er en klar overtrædelse af markedsføringsloven:
“Kravet er, at Danish Crown dementerer udsagnene med samme styrke og udbredelse, som de er blevet markedsført”, skriver de i en pressemeddelelse og kalder kampagnen for greenwashing og groft vildledende.
“Retter koncernen ikke ind, har foreningerne instrueret deres advokater om at tage sagen hele vejen i det danske retssystem for at få nedlagt forbud mod at bruge formuleringer som ’Klimakontrolleret gris” og “Dansk gris er mere klimavenlig, end du tror”.
Derudover vil de tre foreninger kræve, at Danish Crown bruger lige så mange annoncepenge på at fortælle forbrugerne sandheden, som koncernen har brugt på vildledningen.
”Klimabevægelsen har længe sendt klager til Forbrugerombudsmanden med henblik på at stoppe virksomheder i at markedsføre sig som klimavenlige. Nu tager vi et skridt videre, og vil om nødvendigt stævne Danish Crown, der i særlig grad har lavet store kampagner for at greenwashe deres klimaskadelige produkter”.
Det siger Frederik Roland Sandby, som er sekretariatsleder ved Klimabevægelsen i Danmark – en paraplyorganisation for en række klimagrupperinger, heriblandt Den Grønne Studenterbevægelse.
”De store producenter af animalske fødevarer er nødt til at forstå, at intensiv produktion af f.eks. svin, som spiser enorme mængder foder, aldrig kan blive klimavenligt”, mener generalsekretær i Dansk Vegetarisk Forening, Rune-Christoffer Dragsdahl.
De tre organisationer understreger i deres pressemeddelse, at de på ingen måde kæmper imod dansk landbrug generelt, men at de danske forbrugere har ret til at kende hele sandheden.
Det er advokatfirmaet Sirius, der fører sagen for organisationerne. Sirius-advokat Marc Malmbak Stounberg mener, at sagen kan få stor betydning. Han forventer, at den vil havne i retten:
”Det er første gang, at de danske domstole skal tage stilling til en sag om såkaldt greenwashing, og sagen kommer derfor til at trække en streg i sandet i forhold til, hvornår der er tale om ulovlig greenwashing.
Det er min vurdering, at Danish Crown har handlet i strid med markedsføringslovens § 5, og derfor bør domstolene nedlægge et forbud mod den ulovlige markedsføring samt pålægge Danish Crown at berigtige deres fejlagtige påstande.”
Der er ingen tvivl om, hvor de tre foreninger har fået inspiration til denne retssag fra. Den stammer fra Holland, hvor det lykkedes en grøn organisation af trække selveste olieselskabet Shell for retten og få dem dømt til en langt mere klimavenlig indsats, end selskabet selv havde lagt.
PS: Målet på kr. 200.000 blev nået allerede mandag aften.
Vi har tidligere hørt om grønlandske fangere, der har haft et højt indhold af kviksølv i kroppen – forårsaget af den daglige føde, der ensidigt består af havpattedyr som sæl og hval.
Det er dyr, som i deres tykke fedtlag har ophobet store mængder tungmetaller som kviksølv, der er bragt nordpå med havstrømmene fra industrialiserede lande i syd.
Nu er den gal igen med kviksølv på Grønland. Denne gang i de store grønlandske gletcherelve, som afvander den massive indlandsis, der dækker det indre af Grønland.
Tidsskriftet New Scientist beretter om et amerikansk forskerteam fra Florida State University, der har besøgt Sydvestgrønland i årene 2015-2018 og undersøgt smeltevandelvene her.
De opdagede, at der nu er lige så meget kviksølv i de grønlandske gletcherelve som i de mest forurenede floder i Kina. Deres forskning viser, at op mod 10 procent af al transport af kviksølv fra floder til havet i verden nu sker fra de næsten uberørte miljøer i Grønland.
Det skyldes ikke, at grønlænderne er begyndt at dumpe tungmetaller i naturen. Forureningen er nemlig helt naturlig. I hvert fald umiddelbart. Kviksølvet er nemlig vasket ud af det grønlandske grundfjeld med smeltevandet. Og ikke et resultat af menneskeskabt forurening.
Det grønlandske grundfjeld har en høj naturlig koncentration af kviksølv. Når klimaforandringer får isen til at smelte, skurer det ofte kilometertykke islag hen over fjeldet og nedefter mod havet. Herved knuser isen klipperne, som efterfølgende frigiver de kviksølvholdige mineraler.
Denne nyopdagede udvaskning af kviksølv fra det grønlandske grundfjeld er endnu en uset og meget uheldig konsekvens af klimaforandringerne.
Den 8. maj 2021 fremsendte byrådsmedlem Henrik Leth (S) en henvendelse til Randers Byråd om Gudenåcentralens regulering af vandstanden i Gudenåen.
I henvendelsen, som var foranlediget af en konkret hændelse med pludselig meget lav vandstand den 4.–5. maj 2021, ønskede Henrik Leth, at forvaltningen forholder sig til de i henvendelsen nævnte negative konsekvenser for Gudenåen:
Brinkerne blotlægges og eroderes. Når vandstanden på den måde hæves og sænkes, skabes der gode forhold for en forøget sandvandring
De udsatte ørred og laksesmolt udsættes som følge af den lave vandstand for øget prædation (alene laksesmolten repræsenterer en værdi på godt en million kroner)
Insektlarver og andre smådyr i den tørlagte bredzone risikere at dø (udtørre)
Henrik Leth ønskede endvidere forvaltningens vurdering af, om Gudenåcentralens praksis er i overensstemmelse med regulativet for Gudenåen?
Og hvis ikke – om kommunen i givet fald vil politianmelde Gudenåcentralen?
Forvaltningen i Randers Kommune rettede efterfølgende telefonisk henvendelse til Viborg Kommune, da forvaltningen havde konstateret et unaturligt fald i vandstanden nedstrøms Tangeværket.
Faldet i vandstanden kunne ses på de online-målere, som Staten og kommunerne langs Gudenåen de senere år har opstillet. Ved Tangeværket kunne der ses et vandstandsfald på ca. 40 cm. Ved Ulstrup var vandstandsfaldet ca. 20 cm, og ved Langå kunne der ses et vandstandsfald på ca. 10 cm. Konsekvensen af tilbageholdelsen af vandet i Tange Sø var med andre ord aftagende, jo længere nedstrøms man kom i Gudenåen.
Tilbageholdelsen skyldes ifølge en mail fra Viborg Kommune, fremsendt den 5. maj 2021, justering og service på anlægget. Dette er oplyst til Viborg Kommune af direktøren for Tangeværket, Rasmus Lambert.
Forvaltningen i Randers Kommune finder det uhensigtsmæssigt og utidssvarende, at vandstanden sænkes i den grad, som den blev den 4.-5. maj. Vandstanden var i forvejen meget lav – og derved skete der en større påvirkning af åen og åens beboere.
Det er samtidigt forvaltningens vurdering, at der ikke med det gældende regelsæt kan stilles krav til en mere kontinuerlig drift i stedet for drift med de konstaterede vandstandssvingninger.
Dette synspunkt understøttes af Viborg Kommune, som oplyser, at såfremt der skal ændres på den nuværende drift, vil det kræve, at Viborg Kommune meddeler en ny tilladelse til vandindvinding.
Viborg Kommune oplyser endvidere, at den videre behandling af Gudenåcentralens ansøgning om vandindvindingstilladelse skal afvente Statens udkast til Vandområdeplan III.
Gudenåcentralen kan således også fremover lukke ned for Gudenåen, når og hvis det forældede maskineri skal vedligeholdes. Som det senest skete den 4.-5. maj.
Som Henrik Leth anfører i sin henvendelse af 8. maj 2021, kan en pludselig unaturlig ændring have konsekvenser for dyrelivet i Gudenå.
Hvor stor en konsekvens er forvaltningen ikke klar over, men det vurderes, at eventuelle udtrækkende lakse- og ørredyngel får væsentligt mindre plads at svømme til havs i, når vandstanden sænkes så meget og så hurtigt.
Med mindre plads i vandløbet er risikoen for, at ungfisk af laks og havørred bliver udsat for prædation (spist af andre fisk, odder eller af fugle o.lign.), sandsynligvis også større. Ligesom de smådyr, der lever på brinkerne og i de blottede grus- og sandbanker må forventes at blive påvirket.
Da nedlukningen skete netop under dette forårs smoltudtræk fra Gudenåen, kan et sådant tab blive ganske bekosteligt. Et tab, hvis effekt vil være mærkbart i flere år fremover. De udtrækkende ungfisk vender jo først tilbage som gydemodne voksne fisk om 2-3 år.
Kommunen finder det svært at vurdere konsekvenserne af sandvandring i forbindelse med nedlukning af vandet ved Tangeværket. Det er dog et kendt fænomen fra eksempelvis Hadsten Lille Å (et kraftigt uddybet vandløb i Favrskov Kommune), at brinker kan skride i vandet ved stor variation i vandstanden – og derved give øget sandvandring.
I forbindelse med de fælles kommunale tilsyn ved Gudenåens hovedløb, er der ikke konstateret mere erosion, end man må forvente i et vandløb som Gudenå.
Ændringer af vandstanden er absolut ikke et ukendt fænomen i forbindelse med driften af Tangeværket, der gennem mange år har produceret energi ved hjælp af såkaldt “intervaldrift”:
Ofte bliver der i weekenderne tilbageholdt vand i søen, hvor der efterfølgende åbnes op for vandgennemstrømningen mandag morgen, idet elpriserne typisk er højere netop da. Regulativet for Gudenå anfører følgende for “Magasinbassin” Tange Sø:
Flodemål for opstemning af Tange Sø er fastsat til 13,62 m DNN. Lavest tilladeligt vandspejl i søen er fastsat til 12,62 m DNN.
Vandspejlet må således variere med 1 m i søen. Normalt ligger søens vandspejl mellem kote 13.52 og 13.62 DNN.
Fra 15. oktober – 15. marts må alt vandet udnyttes under hensyn til forholdene nedenfor værket. I perioden
15. marts – 15 oktober er der fastsat et flodemål for bagvandet på 3,7 m DNN i Bjerringbro til sikring mod oversvømmelse nedstrøms værket.
Dette flodemål må dog overskrides, såfremt tilstrømningen til Tange Sø er så stor, at flodemålet for søen ikke kan overholdes ved en fuldstændig jævn afledning af vandet døgnet rundt. Fra dette tidspunkt må der ledes lige så meget vand igennem turbinerne eller frislusen, som søen modtager.
Det er ikke beskrevet i hverken Tangeloven eller i regulativet, at der skal ledes lige så meget vand gennem turbinerne, som strømmer til Tange Sø på alle tider af året. Viborg Kommune oplyser, at der ikke er meddelt tilladelser eller lignende, som på nuværende beskriver driften af Tangeværket.
Lad os få tømt den sø, så Gudenåen igen kan få sit liv tilbage – og vi andre slippe for al den postyr, der løbende udspringer fra Tangeværket og driften her.
Den 27. maj 1921, for eksakt 100 år siden og ved bredden af den sydsvenske Mörrumsån i Svängsta, blev AB Urfabriken grundlagt af urmageren Carl August Borgström. Bedst kendt som bare “ABU”.
Virksomheden fremstillede lommeure, tællere og taximetre. I dag, 100 år senere, er AB Urfabrikken blevet til Abu Garcia og del af en langt større international organisation med meget skiftende ejere.
ABU Garcia er kendt af lystfiskere over hele verden – med klassiske produkter som Ambassadeur og Cardinal hjul, Atlantic og Suecia stænger samt kunstagn som Toby, Atom, Koster, Krill, Reflex, Droppen og Hi-Lo med mange flere.
Hvis man som undertegnede er vokset op med grej fra ABU Svängsta og har fisket med det i snart 50 år, så er det en stor dag idag.
På reolen ligger kataloger fra mange af årene – alle med lystfiskernes bibel fra dengang bagerst: Hugtabellen. Den, der fortalte, om man kunne forvente Godt, Dårligt eller Middelmådigt fiskeri. Hvordan de så end kunne forudsige det ovre i Svängsta…
For mit eget vedkommende har jeg altid følt en særlig tilknytning til Måste-betet Toby, som jeg fangede min første havørred nogensinde på. Det var jo et såkaldt Må-blink til havørred, så det burde ikke overraske nogen.
Og så er vi for øvrigt begge født i det eksakt samme år, Toby og jeg: 1956. Det år, russerne tog Ungarn. Det ligner da en tanke.
For at fejre de 100 år har Abu Garcia udviklet en række retro-produkter og oprettet et websted, hvor du kan læse om hele historien og nyde dejlige gamle billeder og film fra før verden gik af lave.
Alt kan findes her – dog ikke på originalsproget svensk, men på engelsk.
Den frygtede fiskesygdom Infektiøs Hæmatopoietisk Nekrose, i daglig tale og for nemheds skyld blot IHN kaldet, er nu for første gang konstateret i Danmark. Det er sket i et dansk dambrug ved Stouby nær Vejle, og opdagelsen har sendt chokbølger gennem det danske dambrugserhverv.
Danmark har nemlig længe været IHN-frit område, hvilket har gjort det muligt at eksportere dokumenteret sygdomsfrie danske ørreder til udenlandske aftagere. Konstateringen af IHN-virus kan nu begrænse eksporten og indtægten for det pågældende dambrug, der indtil videre er det eneste herhjemme, hvor sygdommen er registreret.
IHN er en virussygdom, som dødelig for fiskene, men heldigvis ikke for mennesker. Det sygdomsramte dambrug ved Stouby producerer årligt i underkanten af 100 tons regnbueørreder. Dambruget er nu under offentligt tilsyn, og der må hverken flyttes fisk til eller fra dambruget. Der vil samtidig blive oprettet en spærrezone i lokalområdet – hvor stor vides endnu ikke.
Men uanset dette så er det endegyldigt slut med Danmarks status som IHN-frit land. Danmark vil først igen kunne få status som IHN-frit område, når der to år i træk ikke har været konstateret infektion med IHN.
I skrivende stund undersøger man, om dambruget ved Stoutrup er det eneste danske, som er ramt af sygdommen. Og hvor den kan tænkes at være kommet fra.
Da vi første gang hørte om den kommende havplan – det var for godt et par år siden – var jeg ganske begejstret for tanken. Nu skulle alle interesser koordineres og synliggøres, så alle vidste, hvad der var planlagt. Langt bedre end det tilfældige arbejde, der hidtil var blevet udført. Hvor nye projekter pludselig poppede op uden varsel.
Men som rigtig mange andre blev jeg dybt skuffet, da den endelige plan først lå der – præsenteret af ingen ringere end erhvervsminister Simon Kollerup (S). En mand med nær tilknytning til det nordjyske fiskerierhverv. Og manden, der i to år stædigt stod på mål for Socialdemokratiets (læs: Dan Jørgensens) visioner om en stærkt øget akvakultur i Danmark.
Et emne, som Dan Jørgensen for øvrigt intet anede om, men blot havde ladet sig rådgive om af branchen. En farlig praksis, som mange levebrødspolitikere desværre forfalder til.
Det er jo altid det letteste og rareste at please de mennesker, man omgås i det daglige. Og tro på det, de siger. Og gøre, som de foreslår eller sågar forlanger. Også selv om det i sagens natur sjældent eller aldrig er en faglig og saglig vurdering, man præsenteres for fra disse interessegrupper. Oftere det stik modsatte.
Til sidst måtte Simon Kollerup dog føje sig og lade sin partifælle Christian Rabjerg Madsen (S) føre kniven, da Socialdemokratiet trak stikket og støtten til nye havbrug ud for Djursland.
Den da nyudnævnte miljøminister fra klippeøen, Lea Wermelin (S), kunne efter den socialdemokratiske kovending og aflysning af havbrugsplanerne ud for Djursland udtale de nu berømte ord:
“Jeg er bekymret over tilstanden i vores vandmiljø, og jeg ser ikke for mig, at vi får flere eller større havbrug i Danmark på nuværende tidspunkt.
Vi skal være et grønt foregangsland, også når det gælder fiskeopdræt, og derfor skal vi satse på en bæredygtig udvikling af akvakultursektoren.
Jeg ser et potentiale i at satse på de mest miljøvenlige salt- og ferskvandsdambrug på land, men det skal selvfølgelig ske i overensstemmelse med miljølovgivningen.
Vandmiljøet har trænge kår flere steder, men med den rigtige teknologi kan der produceres flere fisk med mindre miljøbelastning. Det er den vej, vi skal gå, i stedet for at udvide havbrug med risiko for vandmiljøet.”
Såvidt miljøministeren. Når man ser det mesterlige makværk, som den nye havplan er, kan man kun få det indtryk, at erhvervsminister Simon Kollerup ikke har hørt efter i timen eller nu blot vil hævne sig på havbrugsmodstanderne.
Han blev nemlig belønnet af Mette Frederiksen (S) med en ministerpost for sin stædige fastholdelse af målene om øget vækst i akvakulturen – trods alle odds og faglige argumenter. Han kan nu hæve en god løn med pension som erhvervsminister.
Så nu skal der for alvor vækstes, og det skal gå ud over de danske havområder. På den måde kan Simon Kollerup (S) glæde sine mange nordjyske vælgere i fiskerierhvervet og sikre sig et godt valg næste gang.
Så nu skal der dyrkes og skrabes muslinger som aldrig før i Danmarkshistorien. Koste, hvad det vil. Gerne miljøet.
Formændene for henholdsvis Århus Sejlklub, Marselisborg Sejlklub, Kaløvig Bådelaug, Egå Sejlklub, Knebel Vig Bådelaug og Nappedam Bådelaug har netop modtaget et wake-up call fra en af Aarhus Bugtens flittige brugere.
Det er Ejvind Jensen fra Kaløvig Bådelaug, som advarer mod det, der i oplægget til den nye haveplan så harmløst kaldes “opdræt af muslinger i vandsøjlen”. Det, der er tænkt som et stort antal store “smartfarms” med tilhørende “kulturbanker”.
Ejvind Jensen gør opmærksom på nogle af de mulige konsekvenser for lystsejlads i hans og andres nærområde, hvis havplanerne, som de nu ligger i offentlig høring, gennemføres i uændret form. Hvis Aarhus Bugt, Kalø Vig og Knebel Vig fyldes op med et kolossalt antal forurenende muslingefarme – under påskud af at skulle rense vandet for næringssalte. Formedelst to milliarder skattekroner.
Den påtænkte disponering af arealerne til marin-industrielt produktionsområde for muslingeindustrien (her Hedeselskabets Blå Biomasse) vil få stor betydning for den frie færden på vandfladen for medlemmerne i de seks sejlklubber. Et par klubber kan sågar komme til at føle sig spærret inde af industriens kæmpe overfladeanlæg, der kommer til at fylde adskillige kvadratkilometer.
Ejvind Jensen opfordrer sejlklubberne til at overveje et fælles høringssvar for at fremstå stærkest mulig overfor myndighederne. Dette naturligvis under forudsætning af, at man er modstander af, at en begrænset industri med sin voldsomme aktivitet skader det marine miljø og blokerer for den rekreative sejlads.
En yderst begrænset industri, som af uransagelige årsager bliver tildelt en fortrinsret på bekostning af tab af herlighedsværdier for titusindvis af mennesker i og omkring landets næststørste boligområde.
Blot for at please en håndfuld muslingefiskere og deres aftagere.
Den stadig nye formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, Torben Kaas, har været i blækhuset. Han skriver i medlemsbladet Sportsfiskeren følgende:
“Jeg har i dag skrevet til miljøminister Lea Wermelin og foreslået hende at oprette en naturnationalpark for Gudenåen der, hvor Tange Sø ligger i dag. Forslaget indebærer en genetablering af åen.
Samtidig har jeg bedt om et møde med ministeren – dels for at få lov til at uddybe det trods alt kontroversielle forslag, som en stor del af lokalbefolkningen jo ikke ønsker sig, og dels for at argumentere for, at vandet i det hele taget tænkes mere ind ved udpegningen af fremtidige naturnationalparker.
Danmark er omkranset af hav, og overalt er der vandløb og søer i landskabet. Vandet er en grundbetingelse for den danske natur. Derfor skal vandbiotoper være en væsentlig del af naturnationalparkerne, så også biodiversiteten under vandspejlet kommer i fokus.
For mig at se er det helt oplagt at foreslå en marin naturnationalpark som den næste, så vi kan demonstrere, hvad det gør for biodiversiteten i havet og langs kysterne, hvis vi lader være med at grave råstoffer og skrabe muslinger og trawlfiske, og bygge produktionsanlæg for muslinger, tang og laks og så videre.
Men i stedet genskaber en naturlig havbund med den biodiversitet, der nu engang hører til dér. Hvem ved, måske kommer vores børn så til at opleve glæden ved at fange en ålekvabbe, en ulk eller en torsk på kysten?”
Såvidt de rigtigt gode tanker fra Torben Kaas. Forslaget er ikke nyt, men det er nyt, at det kommer fra den kant. Det tegner godt for et nyt Danmarks Sportsfiskerforbud (DSF) med en mere fremsynet profil end den, som tegnede den tidligere fodslæbende bestyrelse – der aldrig formåede at komme ud af vadestedet ved Bjerringbro..
– Så en stor tommel op til Torben Kaas, der bør have alles opbakning. Uanset kom man så er medlem af DSF eller ej. Fælles front gør altid stærk.
Hjarnø Havbrug, som er anklaget for at storsvindle med deres produktion af fisk fra det såkaldte “KOMBI-projekt”, påstår nu, at de i 2020 har haft et “svind” på ikke mindre end 79,6 tons regnbueørreder. Havbruget påstår ligeledes, at 32,5 tons af disse er blevet ædt af områdets sæler.
Miljøstyrelsen har bedt Hjarnø Havbrug, som står over for et krav om konfiskation af 190 millioner kroner efter ulovlig produktion af fisk og forurening af Lillebælt, om nærmere dokumentation for dette “svind”.
Et godt tip: Prøv engang at tage et kig på de Put & Take vande, som fødevareminister Rasmus Prehn (S) er så begejstret for, at han ligefrem sender live fra dem på TV2. De får alle deres fisk fra dambrug og havbrug. Tag specielt et kig på dem, der i blade som Fisk & Fri reklamerede for “sølvlaks”, som siden viste sig at være ulovligt produceret i Hjarnø Havbrug.
Disse vande kan så let som ingenting have aftaget (nogle af) de 32,5 tons fisk, som sælerne nu meget fantasifuldt får skylden for at have ædt. Der er sandelig meget, Rasmus Prehn skal have lært som ny minister. Rigtig meget…
Eksempelvis, at Put & Take fiskere ikke bidrager til fiskeplejen, da de ikke skal løse det ellers obligatoriske fisketegn. Kun til forureningen.
– Måske var det sorte fisk fra Hjarnø, Rasmus Prehn fangede påTV2?
Den meget omdiskuterede sag om den forsvundne fredede klit ved Skagen Sønderstrand er nu fuldt opklaret. Der er sågar fældet en dom og sat tal på ødelæggelserne.
Det er undervejs kommet frem, hvem der har bestilt arbejdet; hvem der har udført det, og hvor meget vedkommende fik for sin ugerning: Sølle 10.000 kroner. Sikkert godt og vel det beløb, det kostede at tanke den 18 tons tunge gummiged op til nattens gravearbejde i den fredede klit. Optankningen blev registreret på et overvågningskamera ved den pågældende tankstation.
TV2 kan fortælle, at det som tidligere antaget var den lokale matador, erhvervsmanden Hans Andersen fra Aalborg, der havde bedt gerningsmanden om at udføre arbejdet. Han havde tidligere udført entreprenøropgaver for Hans Andersen og kendte ham derfor godt.
Sandflytningen blev udført natten til 26. oktober 2019, og honoraret på de 10.000 kroner blev udbetalt i kontanter. Ingen regning her. Til stede med gode råd og anvisninger var, ifølge føreren af gummigeden, Hans Andersen selv.
Men det blev nogle dyre penge, der kom til at koste to års betinget fængsel plus 80 timers samfundstjeneste. Læg hertil et erstatningskrav på 311.000 fra kommunen, som har genopført klitten efter gravearbejdet.
Som fiskeribiolog har jeg de seneste år beskæftiget mig rigtig meget med muslinger.
Jeg oplever desværre alt for ofte, at disse to-skallede væsener bliver skamredet sammen med vandmiljøet – af en muslingebranche, der meget ofte eller sågar det meste af tiden taler mod bedrevidende. Som tildeler de samme muslinger meget forskellige navne – alt efter hvad de lige skal bruges til.
Typisk må vi over Sundet – til Sverige og Finland – for at finde kritiske røster og kritiske forskere, der ikke lever af GUDP-millioner fra landbruget. Forskere, som derfor har en mere nuanceret og kritisk holdning til muslingeopdrættet, der har mange bagsider.
Sanke-muslinger: Siden stenalderen har mennesket nydt godt af muslinger som letfanget føde. De var overalt på det lave vand – nærende og lige til at plukke og spise. De indsamlede muslinger blev kaldt “sankemuslinger”.
Skrabe-muslinger: I vor tid, hvor bådene fik større motorkraft, begyndte man at skrabe muslingerne ved at trække tunge bomme hen over bunden. Fangsten kom nu til at bestå af de industrielle “skrabemuslinger”.
Line-muslinger: For tyve år siden indså kloge mennesker, at muslingeskrab ødelagde havbunden. Man begyndte derfor at dyrke muslingerne ophængt på liner. De på denne måde høstede muslinger blev kaldt “linemuslinger”.
Miljø-muslinger: På samme tidspunkt begyndte man at spekulere i de filtrerende muslingers evne til at filtrere kvælstof fra vandet og derved rense det. Man anlagde store Smartfarm-anlæg med milliarder af små muslinger kaldet “miljømuslinger”.
Kultur-muslinger: Overskydende muslingeyngel fra Smartfarms udplantes på i forvejen udpegede områder, der nu kaldes kulturbanker. Efter et år her høstes bankerne ved almindeligt muslingeskrab. Fangsten består nu af “kulturmuslinger”.
I alle tilfælde er der tale om nøjagtigt den samme blåmusling, Mytilus edulis, som blot har fået nye navne. Branchen fandt hurtigt ud af, at navne som “miljø-muslinger” og “kultur-muslinger” klinger bedre og er mere i takt med tiden end blot “blåmuslinger”…
Man kunne med god ret kalde de to sidste for “designer-muslinger”, hvilket måske kunne udløse nye og større tilskud end de foregående navne…
På det seneste er der kommet en helt ny slags muslinger til. Stadig den samme gamle blåmusling, Mytilus edulis, men nu kamufleret som “trylle-musling”. Et begreb, som første gang blev anvendt af en socialdemokratisk folketingspolitiker. Vist nok i spøg, men i Venstre tager man trylle-muslingerne uhyre alvorligt:
“Det vil du kunne se, når vi præsenterer vores landbrugsudspil i maj måned. Men jeg kan da godt løfte lidt af sløret for det nu. For vi mener, at der er alt for lidt fokus på de kollektive virkemidler. Vi skal bruge muslinger som små rensningsanlæg i vores fjorde. Det er der rigtigt gode erfaringer med i Limfjorden,” sagde Troels Lund Poulsen (V) til Altinget og fortsatte:
”Du kan lige så godt finde reduktionerne gennem kollektive virkemidler end gennem restriktioner for landbrugserhvervet. Det er bare et spørgsmål om økonomisk vilje. Vi vil bruge langt flere penge, så vi ikke udsulter vores fødevareproduktion.”
– Er det så igen os skatteydere, der skal betale? – Og ikke det landbrug, som gennem Landbrugspakken selv har skabt mer-forureningen? Aber natürlich. Og det skal ske med Troels’ nye “trylle-muslinger”, som med ét slag tryller forureningen væk og nye millioner ned i lommerne på landbruget.
Det er Kejserens Nye Klæder anno 2021. Og endnu mere varm luft i endnu flere tomme skaller. De muslinger kan ikke blot tilnærmelsesvis fjerne kvælstof og fosfor fra det danske vandmiljø. Men de vil betales for det.
Troels vil i hvert fald. Han kender nemlig til tingenes sande værdi og måtte i sin tid (2011) nærmest fravristes et kostbart Rolex arbåndsur, han på en rejse som minister havde modtaget af en oliesheik i ørkenstaten Qatar. Til en værdi af 68.800 danske kroner.
Ansatte i ministeriet måtte ellers ikke tage imod gaver til mere end 50.000 kroner. Ministeren selv heller ikke. Men Troels Lund Poulsen magtede ikke at sige nej, og siden blev den landbrugsglade “Traktor-Troels” bedre kendt som “TRolex”.
Venstre ser som tidligere nævnt ud til at blive halveret, hvis der skulle blive valg nu. Og TRolex selv ryge ud af Folketinget igen. Nok derfor har han kastet sin kærlighed på de hårdt arbejdende og evigt filtrerende muslinger.
Nu vil han så gå over i historien som “TRolex med Trylle-muslingerne”…
Muslinger er komplicerede skabninger med potentiale til at tilte hele økosystemer. Så meget vand filtrerer de, og så forskelligt kan udfaldet blive af deres aktiviteter. Der er derfor adskillige forbehold, som bør tages i forbindelse med den netop lancerede havplan og dens utroligt mange forslag til nye muslingeanlæg:
Ethvert muslingeopdræt koncentrerer forureningen og forurener derfor lokalt.
Kun en tredjedel af de optagne næringssalte fjernes ved høst fra anlæg. Og kun ved høst. Ikke ved selve produktionen.
En anden tredjedel passerer gennem muslingerne og recirkuleres til omgivelserne i endnu mere bio-tilgængelig form end før.
Den sidste tredjedel deponeres under eller omkring anlæggene i form af ekskrementer. I lukkede fjordområder uden nævneværdig strøm dækkes bunden af sort iltfrit slam med “liglagen” af hvide svovlbakterier ovenpå.
“Kulturbanker” lyder fint, men har udelukkende til formål at bortskaffe overskydende yngel fra urentable Smartfarms, som siden kan vokse sig spisestore på “kulturbankerne”.
“Kulturbanker” anlægges udelukkende for at blive skrabt, når muslingerne har vokset sig store nok. Bunden ødelægges uundgåeligt herved. Som ved fiskeri med bundtrawl.
Muslingeanlæg fylder rigtig meget. Det ene Smartfarm-anlæg ved Venø Sund i Limfjorden rækker således 3,2 km fra nord til syd. Følsomt overfor islæg og isgang. Forstyrrende for al sejlads i området.
Det ene Smartfarm-anlæg ved Venø Sund i Limfjorden indeholder ikke mindre end 38 km 30 cm tykke plastrør, som høstes maskinelt. Med uundgåeligt tab af mikroplast.
Smartfarm-anlæg påfører lokalområdet en lokal forurening, som ikke var der før, da muslingerne koncentrerer forureningen fra en meget stor vandflade på et meget lille bundområde.
Iltsvind fra den tilførte forurening kan frigive yderligere næringssalte fra bunden. Næringssalte, som ellers var bundet og uskadeliggjort her.
Den påførte og nye lokalforurening er næppe i overensstemmelse med EU’s Vandrammedirektiv, der ikke tillader ny forurening ét sted for at rense op et andet. Det så vi under havbrugssagen og Esben Lundes L111.
Sammen med en kollega fra Aarhus Universitet har vi i sidste måned måttet indklage en betalt KU forsker for videnskabelig uredelighed omkring netop muslingeopdræt. I form af en ny oksekødsrapport.
Der er nu gået en måned, siden Københavns Universitet kvitterede for modtagelsen af vor klage. KU’s Praksisudvalg er endnu ikke vendt tilbage med deres bedømmelse af sagen. Vi venter spændt.
Det er aldrig rart at skulle (be)dømme sine egne forskere. Specielt ikke dem, der trækker forskningsmillioner hjem til universitetet.
Torsdag den 15. april bragte Jysk Fynske Medier i erhvervssektionen fire helsider om dyrkning af muslinger og fjernelse af kvælstof. Primært med fokus på Limfjorden.
Journalist Thomas Maxe havde besøgt Dansk SkaldyrCenter (DSC) på Mors og Blå Biomasse (BB) ved Oddesund, hvor han talte med henholdsvis Jens Kjerulf Petersen fra DSC og Klaus Astrup Nielsen fra BB.
Vi svarede på den unuancerede præsentation af muslingeopdræt med et kritisk læserbrev.
Udsultningen af Miljøstyrelsen – efter flere år med borgerlige regeringer og uden et rigtigt Miljøministerium – er nu kommet så vidt, at Miljøstyrelsen selv kaster håndklædet i ringen.
Styrelsen melder nu klart ud, at man ikke længere har mandskab til at varetage de minimumskrav, som EU stiller. Fremtidige besparelser i det offentlige vil ramme sjældne dyre- og plantearter, som vi ellers har lovet at beskytte. Det frygter en række medarbejdere i Miljøstyrelsen:
– Hvis vi ikke har midler nok til at overvåge, hvor de beskyttede dyre- og plantearter befinder sig, er det sværere at lave den rette indsats for at beskytte dem, udtaler Tue Stenholm Jakobsen, biolog og tillidsrepræsentant ved Miljøstyrelsen Midtjylland.
Samtidig har Miljøstyrelsen måttet overlade den kommende habitatvurdering af forurenende danske havbrug til Dansk Hydraulisk Institut (DHI), da styrelsen ikke selv råder over den fornødne fagkundskab. Trods den kendsgerning, at netop DHI har rådgivet nogle af de samme havbrug i forbindelse med udvidelse af deres aktiviteter.
DHI’s faglige kundskaber ufortalt, så virker det ikke betryggende, at Miljøstyrelsen er nødt til at gribe til sådanne løsninger. Fordi man ikke selv råder over den fornødne ekspertise, der er sparet væk.
De døde sild i Limfjorden, som Miljøstyrelsen gik langt udenom, er et andet godt eksempel, du kan læse meget mere om i nedenstående artikel:
I forbindelse med den nationale overvågning af vandmiljøet (NOVANA) i årene 2004-2008 blev der fundet et stigende antal misdannede ålekvabbeunger i danske fjorde. I andre lande, herunder Tyskland og Sverige, er der gjort lignende fund af misdannede ålekvabbeunger.
Der er tidligere blevet gennemført to litteraturstudier i regi af Miljøministeriet, hvilke er afrapporteret i:
Misdannede ålekvabbeunger og andre biologiske effekter i danske vandområder. Litteraturudredning (Stuer-Lauridsen et al. 2008) samt
Kemiske stoffer, der kan føre til misdannelser i fisk. Indkredsning af stoffer ud fra deres biokemiske virkemekanisme (Halling-Sørensen et al. 2008).
Konklusionerne fra disse udredninger var, at ålekvabbeunger med misdannelser er hyppigst forekommende i kystnære områder med menneskelig aktivitet. Ålekvabber er som bekendt unikke ved, at de ikke lægger æg, men føder levende unger. En langt mere kompliceret proces end æglægning.
FORMÅL-projektet (”Et undersøgelsesforløb til at FORklare fund af Misdannede ÅLekvabbeunger i danske fjorde”) var en del af Miljøministeriets tilvejebringelse af viden, der er nødvendig for, at Naturstyrelsen kan opstille forslag til indsatser, der kan imødegå biologiske effekter i miljøet.
I dette projekt er uddybende undersøgelser i 2009 blevet gennemført på tre lokaliteter: Agersø, Roskilde og Frederiksværk, som alle er udvalgt på baggrund af forskelle i forekomst af misdannelser.
Ud fra det samlede billede af forekomst og koncentrationer af metaller og miljøfarlige stoffer i muslinger, sediment og ålekvabber blev der i projektet udpeget en række kandidatstoffer/stofgrupper som mulig årsag til øget forekomst af misdannelser hos ålekvabber.
Undersøgelsen er fra 2011 og netop fyldt ti år. Måske det var en idé at følge op på den i 2021? Med mindre altså Miljøstyrelsen ikke har mandskab eller resurser til en sådan.
Sådan stod der for efterhånden en del år siden at læse på bagsiden af EkstraBladet, der også dengang turde, hvor andre tier. Baggrunden var en annonce fra et kendt jagt & fiskerejsebureau, som tilbød jagt i Afrika – med mulighed for sågar at skyde en vaskeægte gorilla.
Den bagside gav ikke bureauet megen goodwill, og det samme burde gælde den europæiske ål, der nok er lige så truet som de afrikanske gorillaer. Danmark har på vanlig og snedig vis formået at omgå et krav fra EU om at frede ålen i den periode, den er på gydevandring. Danmark er således et af de sidste lande i EU, hvor fangst af den truede ål stadig er en lovlig fritidsaktivitet.
I et forsøg på at redde den stærkt truede ål har EU indført forbud for fangst i ålens migrationsperiode, altså det tidspunkt, hvor ålen migrerer gennem Europas havområder for at svømme 5.000 kilometer til Sargassohavet for at gyde.
Og det betyder, at både fritidsfiskere og erhvervsfiskere ikke må fange ål tre måneder i træk. I december, januar og februar, hvor man alligevel aldrig har fisket efter eller fanget ål. For da har de for længst forladt de danske farvande…
Altid snedige Danmark har nu i flere år placeret forbudsperioden sådan, at vi helt bevidst kan omgå forbudet og undgå indskrænkninger i vort eget fiskeri. Danmark har på den mest geniale vis lagt fredningen fra december til februar, hvilket er præcis den periode, der ligger lige efter migrationen.
Åletrækket fra de ferske opvækstvande til gydepladserne i det salte Sargassohav starter jo allerede i de mørke augustnætter og varer efteråret ud. Ikke ind i december. Den udspekulerede danske fredning gavner derfor ikke ålene det mindste. Den gavner kun de danske ålefiskere, som kan fiske lystigt videre efter de sidste ål – trods forbudet fra EU.
Problemet er velkendt og har været påtalt flere gange. Senest af Danmarks Naturfredningsforening, der ønsker det skadelige fritidsfiskeri efter truede ål bragt til ophør.
De danske fiskerimyndigheder, som naturligvis ved bedre, har imidlertid ikke villet gøre noget ved den falske fredning.
Fiskerimuligheder for tobis i 2021 og disses fordeling på forvaltningsområder og formål er nu på plads. Danmark forventes i 2021 tildelt samlede fiskerimuligheder for tobis i Nordsøen i (EU-zone og UK-zone) og i Skagerrak og Kattegat (EU-zone) på 95.295 tons.
De samlede danske fiskerimuligheder for tobis ventes fordelt som følger på forvaltningsområder, som de er defineret i henhold til bilag III i EU-forordning nr. 2021/92 af 28. januar 2021 med senere ændringer:
Område 1r: 5.154 tons
Område 2r: 4.717 tons
Område 3r: 12.175 tons
Område 4: 73.117 tons
Område 5r: 0 tons
Område 6: 132 tons
Område 7r: 0 tons
Dertil kommer forventede overførsler fra 2020 til 2021, der udgør 10.540 tons i område 1r, 3.274 tons i område 4 og 6 tons i område 6. For område 3r forventes der et samlet fradrag på 1.471 tons som resultat af Danmarks brug af kvotefleks i område 2r og 3r i 2020.
Alt i alt tildeles Danmark således ret til fangst af 105.835 tons tobiser, som havets vilde fugle og fisk ellers skulle have levet af. Disse milliarder af tobiser bliver nu i stedet til svinefoder, kyllingefoder og fiskefoder på pilleform.
Fiskeristyrelsens kontrolskib “Havternen” afdækkede for nylig ni ulovlige sæt fritidsredskaber mellem Sletten og Helsingør.
Vi ser lidt det samme billede hvert forår på denne tid: Stenbiderne søger ind under land for at gyde og lægge deres kostbare lyserøde rogn, som indbringer gode priser på markedet. Stenbideren er derfor kendt som en klassisk forårsbebuder, alle garnfiskere ser frem til.
I skrivende stund ligner vejret ikke akkurat forår, men det er på vej, og stenbiderne ved det. Det spirende forår lokker desværre ikke kun stenbiderne ind på det lave vand. Det lokker også garn fiskerne ud med deres redskaber. Stenbiderens adfærd gør, at den ikke fanges på stang og line – kun i nedgarn og bundgarn sat af både fritidsfiskere og erhvervsfiskere.
Ikke alle garnfiskerere adlyder desværre loven. Der er penge at tjene på det kulsorte marked for den lækre lyserøde rogn. Det ved Fiskerikontrollen, som hvert forår konfiskerer mange ulovlige garn sat efter stenbidere på lavt vand. Og i år har ikke været nogen undtagelse. På sin seneste inspektionstur fra Sletten til Helsingør kunne kontrolskibet “Havternen” således konfiskere 1,5 km ulovligt satte garn.
– Det kan få alvorlige konsekvenser for fiskebestanden nu og i fremtiden, siger Havternens skibsfører til Sjællandske Nyheder. Det er jo udelukkende gydefisk, der fanges under forårets garnfiskeri efter stenbidere.
Den amerikanske miljøstyrelse, Environmental Protection Agency (EPA), fyrer nu dusinvis af eksterne videnskabsrådgivere, som blev udnævnt under tidligere præsident Donald Trump.
EPA’s nye administrator Michael Regan siger, at beslutningen om at nulstille to store rådgivende paneler vil reducere industriens indflydelse på miljøregler og styrke vigtigheden af videnskab inden for EPA.
Regan afskediger nu mere end 40 eksterne forskere fra Science Advisory Board (SAB) og Clean Air Scientific Advisory Committee (CASAC). EPA åbner samtidig for nye ansøgninger til begge paneler. De rådgivere, som Regan netop har fyret, opfordres til at søge igen.
– Videnskabelig integritet er en af EPAs grundlæggende værdier. Og som administrator er jeg forpligtet til at sikre, at enhver beslutning, vi træffer, overholder strenge videnskabelige standarder, siger Regan i en erklæring.
– Nulstilling af disse to videnskabelige rådgivende komitéer vil sikre, at agenturet får den bedst mulige videnskabelige indsigt til støtte for vores arbejde med at beskytte menneskers sundhed og miljøet.
Indtil sidste år blokerede Trump-administrationen akademikere, der modtog EPA-tilskud, fra at blive medlem af udvalgene. Man hævdede, at de ikke ville være i stand til at yde upartisk rådgivning. Administrationen selv havde en tydelig tendens til at udpege brancherådgivere frem for akademiske forskere.
Under Trump gik disse paneler ofte imod videnskabelig enighed for i stedet at komme med anbefalinger, der var branche-venlige. Eksempelvis fulgte EPA råd fra Trumps CASAC-udnævnte panel om at fastholde eksisterende ozon-standarder. Selv når andre forskere sagde, at de skulle strammes yderligere af hensyn til folkesundheden.
I 2019 tilbagerullede agenturet så regler om metan-emissioner, der en vigtig bidragsyder til klimaændringer. Trumps EPA var også i løbende strid med Californien og andre stater om emissionsstandarder for køretøjer.
Man kunne ønske sig, at vor hjemlige Miljøstyrelse ville agere som Bidens nye EPA. At den ville fokusere strikt på fagligheden i stedet for konstant at gå på kompromis af hensyn til industri og landbrug.
Muslingeopdrættet har gennem de sidste tyve år udviklet sig til en ren pengemaskine, der slet ikke behøver muslinger længere. Faktisk er de kun til besvær, når man kunne skrive nye ansøgninger til diverse fonde i stedet.
Limfjordens Miljøråd, som er den grønne pendant til Limfjordens Landbrugsråd (Limfjordsrådet også kaldet) er dykket ned i tallene for de massive tilskud. Af de mange støttede projekter kan blandt andet nævnes følgende, der sammenlagt beløber sig til 99 millioner kroner.
Skaldyropdræt i Limfjorden: 10,8 mio. 1999 Stat/Viborg Amt
Nye opdrætsteknikker: 4,5 mio. 2005-2007 FIUF/DFFE
MuMiHus: 12,9 mio. 2010-2013 DSF
Dyrkning af østers i Limfjorden: 11,3 mio. 2013-2016 GUDP
Etablering af industriel muslingeproduktion i Limfjorden*: 7,4 mio. 2014-2020 EHFF
Kombiopdræt: 8,9 mio. 2011-2015 GUDP
FoMus: 4,6 mio. 2015-2018 GUDP
MuMiPro: 15,5 mio. 2017-2020 Innovationsfonden
InProFeed**: 7,8 mio. 2017-2020 GUDP
KulturMus: 7,0 mio. 2020-2023 GUDP
SubMussel: 8,2 mio. 2020-2023 GUDP
* Etablering af Blå Biomasse A/S’ s smartfarmanlæg i Venø Sund (Hedeselskabet/Thyborøn Invest A/S)
** Projekt InProFeed: Industriel produktion og forarbejdning af muslinger på Blå Biomasses smartfarmanlæg (muslingemel)
Muslinger for i alt 99 millioner tilskudskroner. Plus det løse. Tak til Limfjordens Miljøråd for godt og grundigt gravearbejde.
Indtil videre har muslingebranchen således allerede modtaget på den gode side af 100 miIllioner støttekroner til udvikling af diverse mere eller mindre fantasifulde projekter. Men ikke nok med det.
Nu vil Hedeselskabet så have yderligere to milliarder (2.000.000.000) støttekroner til en mere end tvivlsom, men massiv og lokalt forurenende produktion af muslinger til fjernelse af kvælstof fra primært landbruget. En produktion, der naturligvis skal varetages af Hedeselskabet selv – i datterselskabet Blå Biomasses store “Smartfarms”. Blå Biomasse ejes af Hedeselskabet og Thyborøn Invest.
Indtil videre har vi imidlertid kun set tvivlsomme eller hypotetiske produktionstal fra Blå Biomasse og deres relaterede virksomheder. Tal, der skal lokke potentielle investorer til “tryllemuslingerne”, som en kendt socialdemokratisk politiker da også har døbt dem.
Jysk Fynske medier har spottet Dansk SkaldyrCenter (DSC) og Blå Biomasse på fire helsider i deres erhvervstillæg. Skrevet af den lokale journalist Thomas Maxe. Her undrer DSC sig over den urimeligt hårde modstand mod muslingeopdræt, som man har mødt lokalt. Trods den uundgåelige lokale forurening fra muslingerne.
I dette erhvervstillæg postulerer Blå Biomasse samtidig, at man meget gerne vil lade sine mange milliarder muslinger rense op efter landbruget. Men at man altså skal have to milliarder kroner i statsstøtte til forehavendet. Arbejdet vil samtidig give 800 arbejdspladser, påstår man.
– Hvornår holder dette statsstøttede og fondsfinansierede muslingevanvid, der har eksisteret i de sidste tyve år, dog op?
– I samme sekund der ikke er flere nemme tilskudskroner at hente hos GUDP, FIUF, EHFF og Innovationsfonden med flere. For bæredygtig bliver produktionen aldrig. Hverken økonomisk eller økologisk.
Men til den tid er bunden af vore fjorde for længst dækket af ekskrementer fra de mange milliarder muslinger. Iltfrit sort bundslam med et hvidt liglagen af svovlbakterier over. Det kan man allerede nu se i den lukkede Skive Fjord, hvor der har været dyrket muslinger i snart 20 år. Hvor man af samme årsag ikke bader længere.
Info: Slår man Blå Biomasse op på eksempelvis proff.dk, kan man se, at selskabet blot har tre ansatte. Skriver 3. Så to milliarder tilskudskroner fra danske skatteydere vil være ikke så lidt af en saltvandsindsprøjtning på vejen mod de lovede 800 lokale arbejdspladser. De 797, som stadig mangler.
Fire hele siders dækning af de luftige planer i ErhvervPlus er jo også en god hjælp. På journalist Thomas Maxe’s egen Facebook-profil kan man da også læse, at han personligt er en varm fortaler for flere blåmuslinger.
Miljøministeriet får uventet hård kritik for dets håndtering af vandløb og bævere. Kritikken kommer fra ingen ringere end danske vandløbs “Grand Old Man”, Bent Lauge Madsen, som tilbage i 1973 stod fadder til vandløbsloven. Sin kritik rejser han i LandbrugsAvisen.
Bent Lauge Madsen mener, at mens Miljøministeriet med den ene hånd poster skattekroner i at genoprette den gode økologiske tilstand i vandløb, så beskytter ministeriet med den anden hånd bæveren, så denne ødelægger samme gode økologiske tilstand.
For at få god økologisk tilstand i vandløbene har man fjernet spærringer og dambrug, så vandet kan flyde frit og fiskene vandre uhindret. Når vandet flyder frit, får det automatisk en god økologisk tilstand. Noget, man kunne lære meget af i debatten omkring den kunstigt opstemmede Tange Sø.
Genopretningen af danske vandløb har ført til, at laks og ørreder samt mange krævende smådyr er vendt tilbage. Både fordi vandet er blevet renere, og fordi de ikke længere stoppes af spærringer på deres livsnødvendige vandringer. Når vandet står stille, forringes den økologiske tilstand derimod. Det sker nu dér, hvor bæveren, udsat af Miljøministeriet, bygger sine karakteristiske dæmningsværker.
– Bæveren arbejder i den modsatte regning af alt det, vi har opnået i vandløbene. Den forvandler strømmende vandløb til stillestående damme, siger Bent Lauge Madsen.
Han understreger dog, at bæveren kan ikke gøre for det. Den gør det ikke med vilje, men fordi den ikke kan lade være. Miljøministeriet burde imidlertid skelne mellem vandløb, som ikke er økologisk værdifulde, og dem, der er. Så kunne bæveren få lov at være, hvor den ikke gør så stor skade på vandløbet. Men sådan er det bare ikke:
– Bæveren er hævet over miljømålene. Hvis man ikke kan sikre miljømålene, er det bæveren, der har ret, slutter Bent Lauge Madsen.
Den genindførte bæver har også fortrin frem for vandløbsregulativer, der handler om grødeskæring og oprensning af vandløb, og som skal sikre, at vandet kan komme væk, så marker ikke oversvømmes.
– Det er at gøre grin med folks investeringer og vores skattepenge, påpeger Bent Lauge Madsen.
Det gør ham harm, at dele af ministeriet ifølge ham tilsyneladende ikke er for godt inde i sagerne. Han mener ligefrem, at bæversagen er præget af en dybt inkompetent sagsbehandling. Og at styrelsen blandt andet har påstået, der er tale om en truet art.
– Det er der på ingen måde. Allerede før, man satte den ud i 1999, vidste man, at de var i meget stor fremgang i Europa, men man tav med det, siger han.
Ministeriet har også påstået, at laks og bævere fint kan trives sammen. Som de jo har gjort det i Nordamerika siden sidste istid. Det kan de måske i USA og Canada, hvor der er langt mere plads. Men det har de ikke i de små vandløbssystemer, vi har herhjemme.
Det allerværste er ifølge Bent Lauge Madsen, at man tilsyneladende ikke har nogen klageret i forhold til forvaltningsplanen, når det handler om bævere. Det skriver ministeriet i hvert fald i et svar til en klagende lodsejer.
– Er der så slet ikke plads til bæveren, spørger LandbrugsAvisen:
– Jo, i Klosterheden skal bæveren være velkommen, for dér er vandløbene ikke potentielt hjemsted for laks, havørreder og spændende insekter. Men dér, hvor vandløbene egner sig til krævende vandløbsfisk og spændende insekter, bør man holde bæveren væk. For det giver jo ingen mening, at den ødelægger det, man i dyre domme har genoprettet.
Fakta: Forskere estimerer, at der i 2019 var 240-270 bævere fordelt på 30-35 yngleterritorier i Jylland. Naturstyrelsen vurderer samtidig, at der i 2019 var 50-60 individer fordelt på 14-16 territorier i Nordsjælland.
Bæveren blev genindført i 1999 med udsætning af 18 tyske bævere. Arten havde da været uddød i Danmark i næsten 2.500 år.
Hvis man interesserer sig bare lidt for naturfotografering, men ikke altid orker at slæbe rundt på det tunge fotoudstyr, så har koreanske Samsung et rigtig godt bud på et fotografisk multifunktions-værktøj i den absolutte topklasse.
Den hedder Galaxy S21 Ultra og byder uden overdrivelse på næsten alt, en moderne naturfotograf kan ønske sig – når nu den lange telelinse ind imellem må blive derhjemme. Der er ikke tale om nogen sponseret artikel – blot en dedikeret brugers begejstrede anmeldelse efter nogle måneders aktivt brug.
Et imponerende mesterværktøj for alle mobilbrugere med en lille naturfotograf i maven. S21 Ultra tager alt fra knivskarpe næroptagelser over 10X ægte optisk zoom til 100X digitale Moon Shots.
– Vi vil høres! Sådan lyder det fra formand for teknik- og miljøudvalget i Skive, Jens Peder Hedevang (V), om de forskellige typer muslingeanlæg, der i disse år anlægges kystnært i Limfjorden. De er omdrejningspunktet, når Hedevang og resten af udvalget skal have et online-møde med ministeren for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri, Rasmus Prehn (S) den 5. maj.
– Vi har lagt op til, at kommunen får lidt mere indflydelse på, hvor der skal være muslingeanlæg, siger han til Skive Folkeblad.
Med de nuværende regler har kommunen høringsret, når en virksomhed søger om at lave en kunstig muslingebanke, en smartfarm med kilometerlange plastrør i overfladen eller et traditionelt linemuslingeanlæg.
Men det er Fiskeristyrelsen, der i sidste træffer beslutningen om, hvorvidt der kan gives tilladelse til et anlæg. Fiskeristyrelsen, der ingen miljømæssige kompetencer overhovedet råder over. Det ser man tydeligt, når der uden videre gives tilladelse til muslingeopdræt i lukkede fjordområder uden fornøden vandudskiftning. Det virker hjernedødt – og er det også.
I dag er der allerede 25 traditionelle lineanlæg og én smartfarm, og kommunen er i gang med at give høringssvar på foreløbigt 17 kunstige muslingebanker. Dertil kommer, at der lige nu ligger tre udskudte ansøgninger om smartfarms i Risgård Bredning og venter på høringssvar.
Af dagsordenen for mødet med ministeren fremgår det, at kommunen ønsker at få ændret lovgivningen, så der på samme måde som ved godkendelse af husdyrbrug blandt andet skal foretages en VVM-redgørelse og ske en øget inddragelse af lokale interessenter i godkendelsesprocessen.
De lokale politikere vil også have ministeren til at forholde sig til, om der lige nu er nok dokumentation for, hvor meget muslingeanlæggene rent faktisk påvirker nærområderne til vands og til lands. Om man nu kan stole på de undersøgelser, som branchen selv disker op med.
Senest er en undersøgelse af vandmiljøet ved Blå Biomasses smartfarm i Venø Sund således blevet indklaget for Københavns Universitet, der har lagt navn til og indkasseret indtægterne fra undersøgelsen.
Lokalpolitikerne mener herudover, at der skal stilles større krav om økonomisk sikkerhedsstillelse til udgifter, når og hvis anlæg skal nedlægges. Som det er i dag, kan en planlagt eller påtvunget konkurs hurtigt tvinge det omgivende samfund at afholde udgifterne til en oprydning. Hvis der da overhovedet bliver ryddet op.
Lokalpolitikerne mener også, at der skal stilles flere krav til håndtering af affald, støj og mågeplager ved de store anlæg.
Vor stadig nye fødevareminister har været ude med snøren. På mere end én måde. Han skriver begejstret herom på sin Facebook-side:
– Lystfiskeriet boomer i Danmark! Antallet af solgte lystfiskertegn steg med 24 procent på landsplan i 2020, og det er især i hovedstadsområdet, at folk har fået øjnene op for glæden ved at fiske. Der blev solgt hele 54 procent flere fisketegn i forhold til året før.
– Og så glæder det en nordjyde som mig at se, at Nordjylland har den næststørste tilgang af lystfiskere – en stigning på 34 procent.
Citat slut. Det er desværre ikke helt rigtigt. Den samlede stigning for alle 3 typer fisketegn er nemlig ikke på 24% men kun godt det halve: 12%.
Årstegnet er ganske vist steget med de anførte 24%, men ugetegnet er faldet med hele 40%. Tilsyneladende har op mod 9.000 lystfiskere skiftet ugekortet ud med årskortet på grund af den øgede fisketid, som Coronaen har givet os.
Men en stigning på 12% er da heller ikke dårligt. Det burde give flere penge til fiskeplejen, hvis de ikke forsvinder andetsteds i ministeriet. Det kan man godt frygte. Men det er rigtig godt, at flere indløser årskort i stedet for som hidtil ugekort. Og det skal blive spændende at se, om denne udvikling holder, når alle snart har fået det sidste stik og skal på arbejde igen.
Salget af fritidsfiskertegnet, der giver ret til fiskeri med garn, ruser og krogliner, viste også fremgang. Det steg således med 17%, da Coronaen gav også denne befolkningsgruppe mere fritid. Igen var det forårsmånederne april og maj, som stod for det største salg.
Rasmus Prehn var for øvrigt taget ud til et af landets mange Put & Take vande med TV2. Klogt af ham. For her er der med garanti altid fisk at fange. Hvad der ikke længere er ret mange steder udenfor. Og i Put & Take vande skal ingen jo løse fisketegn for at fiske.
– Så kom igen, Rasmus Prehn. Med ministertitlen følger desværre ikke indsigten.
Din opgave er ikke at sørge for flere fiskere ved landets Put & Take vande, som ikke bidrager med en krone til fisketegn og fiskepleje. Men som i stedet får deres store fisk fra stærkt forurenende havbrug. Din og regeringens opgave må være at sikre flere vilde fisk til alle dem, der foretrækker at fiske i ægte natur.
– Eller er det mon et helt bevidst valg fra ministerside?
Det er normalt det bedste at vinde, når man konkurrerer. Det er jo det, man konkurrerer for. Men normalt vil de fleste være ganske godt tilfredse med at komme på podiet med en tredjeplads og her score en bronzemedalje. Men når det drejer sig om træhugst og afskovning, er det bedst at komme ind på en klar sidsteplads. Her ønsker vel kun de færreste at være med længst fremme i førerfeltet.
Det er Danmark desværre, hvad global afskovning angår. En helt ny rapport fra WWF Verdensnaturfonden viser nemlig, at Danmark indtager en trist tredjeplads i EU målt på afskovningsaftryk per indbygger. Vi har med andre ord rigtigt meget fældet skov på samvittigheden. Rigtig mange rigtig gamle træer fra ikke mindst Østeuropa.
Det skyldes ikke mindst vor enorme import af sojaskrå til dyrefoder og vort høje forbrug af produkter, der indeholder palmeolie. Begge dele har nogle triste konsekvenser for alverdens gamle skove:
For sammen med EU-landenes import af landbrugsvarer såsom soja fra Brasilien, palmeolie fra Indonesien og kød fra Argentina, hvilke fremmer afskovningen lokalt, er vi europæere med til at drive den accelererende skovrydning i vejret. Kun overgået af Kina på det globale plan.
Derfor har vi virkelig ingen grund til at glæde os over vort store forbrug af biobrændsel, der ikke er det mindste grønt. Vi bør i stedet skamme os over de enorme mængder træflis, vi løbende importerer fra fattige udlande – blot for at brænde det af herhjemme. Biobrændsel for Vorherre.
Vi danskere er således nogle værre skovsvin – når vi ikke selv skal sige det…
– Skal der indføres forbud mod fiskeri i Malmø kanal?
Der er tale om et af Sveriges mest populære “street fishing” miljøer i Malmø. Et fiskeri, som nu har mødt kritik fra lokalbefolkningen. Der er således fremsat et forslag om at forbyde alt fiskeri på havnen – primært på grund af store affaldsmængder rundt omkring på havnen.
Og det er lystfiskerne, der er udpeget som synderne. Lystfiskerne, som efterlader store mængder affald på havnefronten. Spørgsmålet vil nu blive behandlet af byrådet i Malmö, som har modtaget et borgerforslag om forbud fra 100 Malmø-boere. Forslaget har allerede fået knapt 500 stemmer.
Lokale lystfiskere har nu ryddet op og rengjort på eget initiativ, men det er stadig usikkert, om det er nok. Malmø byråd vil behandle borgerforslaget om et forbud mod fiskeri engang i juni måned. Affaldet skal under alle omstændigheder væk fra havnefronten, som mange ikke-lystfiskere jo frekventerer. Specielt da i de varme sommermåneder.
– Måske det er samme problemstilling, som ligger til grund for forbudet mod brug af naturlig agn i Københavns havn?
Fra min egen tid som høfde- og molefisker husker jeg kun alt fortrydeligt, hvordan affaldet flød, når vi lystfiskere havde været på besøg. Ikke mindst emballage med ubrugt naturlig agn og fiskeaffald gjorde indtryk, når det havde ligget lidt i solen på sten og asfalt. Det lugtede ikke af lagkage. Og lignede heller ikke.
I Københavns havn har der også været klager over (de få) fluefiskere, som udsætter tilfældigt forbipasserende havnegæster for farlige fluer i vild flugt gennem luften. Det bliver nok det næste forbud. Naturligt nok.
Fakta: “Street fishing” er det lidt popsmarte udtryk for lystfiskeri, der bedrives i nærmiljøet. I byzonen langs vandløb og i havnebassiner. Her udgør det et tiltrængt åndehul for storbyens mange fiskere, der ikke behøver at drage på langfart for at svinge fiskestangen.
“Storbyens små oaser”, som C.V. Jørgensen nok ville kalde disse steder.
En ny måling foretaget af Epinion for Altinget og DR Nyheder viser, at partiet Venstre tilsyneladende er ude i en dødsspiral under Jacob Ellemann Jensens nuværende ledelse.
Under ham er de Konservative blevet langt større end Venstre. Ifølge den seneste Epinions-måling står de Konservative således til at få 15,5 procent af stemmerne, mens Venstre kun får 10,4 procent. De Konservative vandt 12 pladser ved valget i 2019, hvor Venstre fik 43.
Altså er de Konservative nu blevet næsten 50% større end tidligere storebror Venstre – helt uden at gøre andet end at se til fra sidelinjen, mens Venstre stille og roligt selvdestruerer. Med det ene medlem efter det andet på vej ud af partiet, ind i et andet eller helt ud af Folketinget ved næste valg.
Det vil give K det bedste valgresultat siden 1990, og V vil få det dårligste siden folketingsvalget i 1987. K vil få 28 mandater, hvilket er mere end dobbelt så mange, som partiet har nu, mens Venstre ville stå overfor mere end en halvering og blot få 19 mandater i Folketinget.
Man forstår medlemsflugten, for fremtiden tegner mildest talt usikker. Flere af de gamle koryfæer, som har været med i Venstre, længere end de fleste sikkert kan huske, står således til at ryge ud af Folketinget ved næste valg. Hvis de altså ikke lige skifter parti, som et par stykker allerede klogeligt har gjort det – inden næste valg. Med Konservative som det oplagte valg.
Venstre vil da blive halveret, mens de Konservative vil gå 50% frem. Og Socialdemokratiet er nu næsten tre gange større end Venstre. Det gør ondt i såvel de små bondehjem som på de store svinefabrikker, der bare ikke kan få svin nok og staldene tilstrækkeligt store.
I mine studieår var jeg hver sommer rejseleder for Dansk Vandrelaug (DVL). Flere somre tilbragte jeg således i Sydgrønland med at guide turister – fiskende såvel som fotograferende.
Ind imellem holdene af håbefulde turister, der alle drømte om at se og fotografere drivende turkisgrønne isbjerge eller fange smukke rødbugede fjeldørreder, blev der også tid til lidt ekspeditioner på egen hånd. En af disse små ekspeditioner gik til Kvanefjeldet, der ligger et kort stykke uden for byen Narssaq, hvor DVL havde fast tilholdssted på vandrehjemmet.
Det var en grå og kold dag i august. Istågen lå lavt over fjorden, og luften føltes råkold. Der var kun få grader til frysepunktet. Vi besluttede derfor at gå os til varmen. Vi ville op til Kvanefjeld – helt op til den gamle uranmine, som ligger her.
Som altid på Grønland var der længere, end vi havde troet. Afstandene overrasker altid heroppe. I hvert fald for en lille mand fra et lille land. Til sidst nåede vi dog op til minen, der var lukket forsvarligt af med en massiv aflåst stålport. Godt det samme, for der var jo uran på den anden side, og vi havde ikke taget vore geigertællere med.
Mens vi stod udenfor indgangen, kom der pludselig en kraftig, meget tør og næsten brandvarm vind rullende ned ad fjeldet. Knap 25 grader målte vi den til. Vort første møde med den berømte grønlandske fønvind. Langt oppe på Kvanefjeldet. En ganske voldsom fysisk oplevelse, som jeg aldrig glemmer. En temperaturændring på næsten 25 grader i løbet af få minutter.
Fakta: En fønvind er en meget varm og tør vind, som blæser ned ad læsiden på et bjerg. Den opstår, når kold og fugtig luft blæses op ad en bjergside – på Grønland fra det kolde Ishav – for her at afgive det meste af sit fugtindhold. Herefter blæser den ned igen langs læsiden.
Den er nu meget tør og er blevet opvarmet af de termodynamiske processer ved fugtafgivelsen. Det kaldes med et fint ord for adiabatisk opvarmning. Temperaturen kan stige mange grader på kort tid. Jo flere desto højere bjerget er. På samme måde stiger vindhastigheden med højden og kan nogle steder nå hastigheder på over 100 km/t.
I ekstreme tilfælde kan temperaturstigningen være større end 50 grader Celsius. Det dobbelte af, hvad vi dengang oplevede på Kvanefjeldet. Op til 30 cm sne kan da smelte bort på blot en enkelt dag.
I det vestlige Nordamerika kaldes fønvinde for Chinook winds – samme navn som den store kongelaks, der vandrer op i elvene samtidig med ankomsten af de varme vinde fra Stillehavet. Vinde, der ofte udvikler sig til fønvinde, når de rammer Rocky Mountains.
Kvanefjeld er geologisk set meget gammelt. Det huser sjældne og meget værdifulde jordarter, som det givet kan svare sig at udvinde. Et kanadisk mineselskab står allerede på spring for at komme i gang med udvindingen.
Kvanefjeld indeholder imidlertid også radioaktiv uran, som vil blive udvundet sammen med de sjældne jordarter – hvis altså projektet får grønt lys. Risikoen for radioaktiv forurening med uranstøv fra en mulig kommende minedrift er nemlig overhængende.
Men bedst som det så allerværst ud, blev miljøet tilsyneladende reddet.
Med 36,6 procent af stemmerne blev det venstreorienterede parti IA den store vinder af tirsdagens valg til det grønlandske parlament. Det er en fremgang på 11,1 procentpoint i forhold til valget i 2018 og giver partiet 12 ud af de 31 pladser i parlamentet.
Modstanderen Siumut fik kun 29,4 procent af stemmerne. Og hvor Siumut går ind for minedrift i Kvanefjeldet, dér er IA for miljøet og imod en forurenende minedrift. Det samme er det lille parti Naleraq.
Går de to partier sammen, vil de have absolut flertal i parlamentet. Og da får såvel den radioaktive uran som de sjældne jordarter lov til at blive i Kvanefjeld.
Østjyllands Politi har nu formelt rejst sigtelse mod Naturstyrelsen for overtrædelse af dyrevelfærdsloven i Mols Bjerge.
På baggrund af en dyrlægerapport og en anmeldelse for dyremishandling har Østjyllands Politi nu rejst sigtelse mod Naturstyrelsen i sagen fra Mols Bjerge. Det fortæller styrelsen selv i en pressemeddelelse.
Ved et februar 2021 tilsyn med den statsejede kvægbesætning, der står for naturplejen af statens arealer i Mols Bjerge, fandt dyrlægen dyrenes tilstand stærkt kritisabel. Dyrenes huld var langt under det, man kan forvente i en normal vinterperiode:
– Vi ser med stor alvor på denne sag, og kan kun beklage, at det er sket. Der burde have været handlet tidligere, så vi havde undgået, at nogle af dyrene i Mols Bjerge blev så afkræftede, at de døde eller måtte aflives. Den slags må selvfølgelig ikke ske på statens arealer, siger direktør i Naturstyrelsen Peter Ilsøe.
Ud over sigtelsen for dyremishandling har Landbrugsstyrelsens Økologikontrol også gennemført et uanmeldt kontrolbesøg ved besætningen. Økologikontrollen har foreløbig konkluderet, at dyrene på daværende tidspunkt ikke har været behandlet i overensstemmelse med dyrevelfærdsloven.
Sagen har nu ført til ekstra tilsyn med de græssende dyr i Mols Bjerge, ligesom Naturstyrelsen vil indføre månedlige dyrlægekontroller, så længe sagen ikke er afgjort – i stedet for de hidtidige kvartalsvise dyrlægebesøg hos de græssende dyr.
Naturstyrelsen er i gang med at afklare det nærmere hændelsesforløb og herunder tage stilling til “eventuelle ansættelsesretslige konsekvenser”. Med andre ord: Om nogen skal fyres for dette statslige dyresvigt.
En pinlig sag for Naturstyrelsen. Men godt, at selv den ikke er hævet over loven.
Fakta: Naturstyrelsen ejer en besætning på ca. 160 kreaturer af racen skovkvæg, der indgår i naturforvaltningen af statens arealer i Mols Bjerge. Formålet med at have de græssende dyr på Mols er at sikre og udvikle den unikke overdrevsnatur, herunder leve op til Natura 2000-planen for området.
Ved seneste tilsyn hos Naturstyrelsen i februar 2021 på statens arealer i Mols Bjerge fandt dyrlægen dyrenes tilstand stærkt kritisabel. På det tidspunkt havde Naturstyrelsen nogle uger forinden taget hånd om situationen ved at fodre og tage dyr på stald.
Politiet og Fødevarestyrelsen var den 5. marts på kontrolbesøg på baggrund af en politianmeldelse. Det førte den 12. april til sigtelsen af Naturstyrelsen.
Naturstyrelsen har græsning på ca. 34.000 hektar, hvoraf der er aftaler med private dyreholdere om at udsætte dyr på ca. 30.000 hektar.
På Naturstyrelsens arealer er der flere end 15.000 græssende dyr, som plejer og vedligeholder naturen.
I 2020 brændte knap en tredjedel af naturområdet Pantanal, som støder op til Amazonas-regnskoven. Det er hjemsted for en lang række arter – heriblandt Brasiliens næststørste bestand af jaguarer.
Det var brande antændt af farmere for at rydde natur med det formål at udvide kvægavlen. En brandfarlig cocktail, fordi brandene særligt i tørkeperioder hurtigt kommer ud af kontrol og er meget svære at slukke igen. Derfor forbød myndighederne i Brasilien også al brug af ild fra 1. juli 2020 og fire måneder frem.
Alligevel blev der antændt flere brande.
Supermarkedskæder og de virksomheder, der handler med kød fra kvæg i Pantanal, har sagt, at de kun køber kød fra certificerede farme, som ikke har forbindelse til de katastrofale skovbrande. Men hvordan hænger det sammen?
Greenpeace gravede i historien og kunne efter lang tids arbejde med at optrevle komplicerede varekæder og sammenholde data fra en lang række forskellige databaser endnu en gang konkludere, at hvidvask ikke kun er noget, der foregår i vaskemaskiner og den internationale finanssektor.
I rapporten Making Mincemeat of the Pantanal dokumenterer Greenpeace, hvordan kvæg er blevet flyttet rundt mellem farme, der sættes i forbindelse med ulovlig brug af ild og flere andre overtrædelser af Brasiliens miljølovgivning. For i flere tilfælde at ende på farme, der er certificerede til at levere kvæg til EU.
Kvæget er blevet slagtet af de tre brasilianske kødgiganter JBS, Minerva og Marfrig og videresolgt til en række store internationale virksomheder. Heriblandt Danish Crown, som efterfølgende har bekræftet at have købt 84 ton oksekød fra tre af de slagterier, der er nævnt i rapporten.
I Danmark har Greenpeace indtil videre brugt rapporten til sammen med over 3.000 engagerede mennesker at lægge pres på Danish Crown for at stoppe handlen med de brasilianske skovslagtere.
Greenpeace har også sendt rapporten til de danske banker, der ifølge data fra 2020 havde investeringer i JBS, Minerva og Marfrig. Fire ud af de fem banker med aktier i JBS har nu frasolgt deres investeringer. Og Danske Bank har derudover sat både JBS og Minerva på deres eksklusionsliste.
Det betyder, at Danske Bank heller ikke i fremtiden kommer til at investere i de to selskaber, så længe de fortsætter med at rydde skov.
Et vigtigt signal til både de brasilianske virksomheder og Brasiliens Bolsonaro-regering.
Miljøorganisationen Greenpeace afslørede for nylig, at den danske kødgigant Danish Crown har direkte forbindelse til tre slagterier i Brasilien, der opkøber kvæg fra farmere, der sidste år var involveret i de katastrofale (påsatte) brande i det fantastiske naturområde Pantanal.
Nu kan miljøorganisationen så afsløre, at Danish Crowns handelspartner og Brasiliens største kødkoncern, JBS, stadig køber kvæg fra de farmere, der ødelægger naturen i Pantanal.
Intet har således ændret sig, siden Greenpeace den 4. januar fremlagde deres afsløringer af JBS. Og så længe Danish Crown ikke vil stoppe det uansvarlige samarbejde med JBS, er Danmarks største slagteri fortsat medskyldig i skovrydning i Brasilien.
Danish Crown svarede således til de første afsløringer:
“Det er klart, at hvis ikke der er fremskridt, så kommer der et tidspunkt, hvor vi må tage konsekvenserne og trække os ud af samarbejdet med de brasilianske selskaber.”
Nu må Danish Crown så tage afstand fra den brasilianske slagterigigant JBS, der ufortrødent har fortsat den problematiske handel i januar og februar – og som ikke har vist de mindste tegn på vilje til at efterleve de krav, som Danish Crown og andre stiller til dem. Mener i hvert fald Greenpeace.
– Måske Danish Crown skal overveje et navneskifte til “Danish Tree Crown” – med henvisning til alle de trækroner fra Pantanal, som den danske kødgigant på denne måde efterhånden har fået på samvittigheden?
Tidligere fødevareminister Mogens Jensen (S) nåede akkurat inden minkskandalen at give en forsmag på det store landbrugsudspil, som regeringen lavede i efteråret, men som aldrig nåede at blive præsenteret.
I det ultrakorte sneak peek nævnte den tidligere minister, at man vil skære i den direkte landbrugsstøtte og flytte pengene over i diverse støtteordninger. I dag overfører Danmark syv procent, og en “øgning af modulationen”, som det hedder, skærer direkte i overskuddet i landbruget. Jacob Ellemann-Jensen var hurtigt ude med en forventelig kommentar til pressen:
– Mogens Jensen kom til at sige, at om det lige blev 20 eller 30 pct. ikke var så afgørende. Og det har han ret i, for vi kommer ikke til at acceptere nogen af delene.
– For mig viser den udtalelse, at man ikke har forståelse for, hvad det kan få af betydning for landbruget og de arbejdspladser, der følger med. Jeg synes, det er skudt så meget over målet, at det vidner om en katastrofalt ringe forståelse for landbruget.
Venstre har som hovedparten af Folketingets øvrige partier tilsluttet sig klimamålet om en 70 procents reduktion af C02-udledningen i 2030 sammenlignet med 1990-niveauet. Partiet er tilhænger af en klimaafgift, og man mener, at der skal reduceres i kvælstofudledningen. Men Ellemann fortsætter ganske som forventet:
– Men vi anerkender også, at landbruget må og skal behandles anderledes end andre sektorer. Ikke fordi det er landbruget, men fordi du ikke har samme teknologiske muligheder, som du har andre steder. Du kan ikke elektrificere, som du kan i transportsektoren. Det her er svært, og det bliver ikke løst i morgen.
Såvidt Venstre og Jacob Ellemann-Jensen. Intet nyt i Venstres tilgang til tingene: At landbruget naturligvis og som altid skal have særbehandling. Vi er vel et bondesamfund, der i al evighed skylder landbruget alt. Og så lidt til.
Efter minkskandalen har regeringen pure afvist at genfremlægge sit oprindelige landbrugsudspil. På samme måde har strategien ændret sig til at have øget fokus på arbejdspladser og konkurrenceevne.
Meget tyder på, at regeringen er blevet mere ydmyg og håndsky efter den katastrofale håndtering af minkskandalen, hvor man lukkede et helt erhverv med henvisning til Corona-smitten. Med en efterfølgende trussel om en mulig rigsretssag mod statsministeren.
Men så let slipper regeringen ikke denne gang. Med et markant klimakrav presser SF og De Radikale nu regeringen forud for de længe ventede landbrugsforhandlinger. De to partiers ledere truer med at stille sig uden for en aftale og kritiserer regeringen for at sylte forløbet.
Alligevel vil fødevareminister Rasmus Prehn skåne landbruget for hårde klimakrav. Det uddyber han i et interview i Politikens søndagssektion PS: Landbruget skal ikke have et krav om at sænke udledningerne med 70 procent i 2030, men måske kun 30 procent. Økonomien vejer tungest, siger han:
– Vi har et eksporteventyr på svin, og det ville være tosset at sætte den økonomiske gevinst over styr.
Landbruget selv føler ofte, at deres klimabevidsthed undervurderes. Til samme avis forklarer branchedirektør Flemming Nør-Pedersen, at Danmark kan gøre en væsentlig større forskel globalt, hvis man gør, som ministeren siger:
– Giv landbruget fred til at udvikle ny teknologi, nye metoder og nye produkter, der kan bruges i resten af verden.
Jamen, skulle de så ikke se at komme i gang til lands, i stedet for at ødelægge miljøet til vands med nye forurenende muslingefarme og mini-vådområder, der intet batter?
I en henvendelse til Danmarks Naturfredningsforening (DN) stiller Kjeld Hansen fra webmediet gylle.dk spørgsmålstegn ved DN’s forslag til det kommende landbrugsudspil:
”Danmarks Naturfredningsforening foreslår samtidig, at danske landmænd bliver selvforsynede, når det gælder husdyrfoder. Danmark importerer i dag soja til foder svarende til et område på mindst 600.000 hektar i udlandet, blandt andet fra sydamerikanske lande, hvor der ryddes regnskov.
Derfor bør der på kort sigt stilles krav om, at soja, og andre importerede foderstoffer, som minimum er afskovningsfri. På længere sigt bør der satses på en omstilling fra dyrkning af korn til græs, så græsprotein kan erstatte den klimabelastende soja. Flere arealer med græs vil samtidig hjælpe med at reducere udledningen af kvælstof, da græs binder kvælstof bedre end korn.”
Hvis den danske husdyrindustri skal være selvforsynende med foder, kræver det yderligere 600.000 hektar i dyrkning, men hvor vil I få dem fra? Bedre bliver det jo ikke af, at der også skal udtages 100.000 hektar lavbundsjorde. Der kommer således til at mangle 700.000 hektar for at få enderne til at mødes.
Den eneste reelle løsning herpå er jo at halvere husdyrindustrien. Men er det, hvad DN i realiteten skriver?
Bjarne Hansen, Thyborøn skriver følgende om “reference-spunsen” ved Høfde 42 depotet, der ved det netop afholdte mediestunt med ét fik 15 år mere at leve i:
– Jeg var inviteret til at overvære gensynet med den 15 år gamle reference-spuns ved Høfde 42 depotet d. 25. marts 2021. Det bliver en dag jeg, sent skal glemme.
Sjældent har jeg set så mange pressefolk på Høfde 42 depotet – denne gang inviteret af Region Midtjylland. Forvirringen var total.
De unge pressefolk havde uorden i deres geografi, og de ældre havde fået diktaten med hjemmefra. Der var således ikke plads til anderledes-tænkning og spørgsmål. Det var så iscenesat, at det mindede om russiske tilstande.
Selv om jeg havde indsendt min kommentar til pressen dagen før begivenheden, kom det ikke med. Det var skræmmende, men yderst effektivt, og Region Midtjylland fik sit budskab ud:
De fleste har sikkert hørt om eller kan sågar huske den nordjyske motorvejs-mafia. En lille håndfuld af magtfulde politikere, som lykkedes med at gennemtvinge landets dyreste og mindst benyttede motorvejsstrækning i Nordjylland.
Nu ser det så ud til, at vi måske har fået en ny motorvejs-mafia – nu blot i Østjylland, hvor der jo er ikke så lidt mere trafik end i Nordjylland. I hvert fald appellerede Randers’ borgmester Torben Hansen i et tidligere tweet til Venstres Kristian Pihl Lorentzen, som er partiets transportordfører.
Torben Hansen vil forståeligt nok gerne have en ny 3-sporet motorvej mellem Randers og Aarhus. Der er problemer med til- og frakørsel. Kristian Pihl-Lorentzen vil tilsvarende gerne have en énsporet kanal gravet langs Tange Sø, så hans kunstige vandkraftmagasin kan blive liggende.
I et senere motorvejs-tweet appellerede borgmester Torben Hansen så til de Radikale Venstres trafikordfører fra Aarhus, Andreas Steenberg. Denne sad sammen med Kristian Pihl Lorentzen i det udvalg, der sammensatte arbejdsgruppen omkring Gudenåen. Som besluttede, hvem der skulle med, og især – hvem der ikke skulle.
Det skulle især Foreningen til Nedlæggelse af Tange Sø ikke. Andreas Steenberg er tydeligvis også mere interesseret i en ny 3-sporet motorvej til Aarhus – end i en fritløbende Gudenå. Eller også er han bare en stor beundrer af den kunstige Tange Sø.
– Er en fritløbende Gudenå mon blevet en handelsvare mellem Socialdemokratiet og (Radikale) Venstre, når fremtiden for landets længste vandløb skal udstikkes?
Faktum er i hvert fald, at Randers’ borgmester vil lade Tange Sø blive liggende og Gudenåen fortsat være begravet på søens bund. Han stillede sågar et konkret byrådsforslag herom. Med en flere kilometer lang og meget kostbar gravet omløbskanal langs søen – som erstatning for det naturlige åløb.
“Molbo-løsningen” også kaldet. En mere end ti km lang kunstigt gravet kanal langs et mere end 10 km lang kunstigt opstemmet vandkraftmagasin. Pris: Et 3-cifret millionbeløb…
PS: Nu gik det så hverken værre eller bedre, end at Randers ikke fik sin 3-sporede motorvej. Vi må meget håbe, at Gudenåens frie løb ikke var solgt på forhånd – uanset motorvejens kranke skæbne.
