Nogle erhvervsfiskere hader dem, mange sportsfiskere så dem gerne noget mere, og alle amatørfiskerne frygter for deres garn og ruser!

En dejlig augustdag kører jeg over Sallingsundbroen til Mors, hvor et par skarver slår deres volter i den friske blæst over en solbeskinnet Limfjord. Målet er Fiskeriinspektoratet i Nykøbing Mors, hvor man har tilbudt mig en dag i kongens klæ’r.

Fiskeriinspektoratet i Nykøbing Mors blev oprettet i 1987, da man ikke ønskede mandskab og administration placeret i de selvsamme byer, som kontrollen primært foregår i – i dette tilfælde Hirtshals, Hanstholm og Thyborøn. Det havde man dårlige erfaringer med.

Fordeling af arbejdet

– Vi har mange jern i ilden, flere end de fleste tror. Det er fiskerikontrollør Lars Østergård, som fortæller, at Fiskerikontrollen har rigeligt at se til.

– Vort arbejdsområde kan inddeles i tre hovedområder: Kontrol med landing af fisk og muslinger i de forskellige havne. Kontrol med kvaliteten og importen af fisk på fiskeriauktioner, samlecentraler og virksomheder. Samt endelig kontrol med fiskeriet i de ferske og kystnære områder – sportsfiskeri såvel som redskabsfiskeri. Hertil skal så lægges administration og service (oplysning) over for alle slags fiskere.

Fiskerikontrollen i Nykøbing Mors har tillige tilsynet med områdets ikke færre end 90 dambrug. Her skal forhold som fisketrapper, ålepas og tilgitring kontrolleres årligt, og det tager naturligvis megen tid. Men er i sidste ende uhyre vigtigt for de laks og ørreder, som sportsfiskerne jo primært interesserer sig for. Er forholdene ikke i orden ved dambrugene, kan vandrefiskene ikke nå deres livsvigtige gydepladser længst oppe i vandløbene.

I den varme og vandfattige sommer, som 1995 bød på, havde man således et stort problem med havørrederne i Karup Å. Længst oppe ved Karup Elværks dambrug oplevede man, at det nye omløbsstryg ikke fungerer efter hensigten. Det får helt enkelt ikke vand nok. Derfor søger havørreder i stort antal op i det dårligt tilgitrede udløb fra dambruget, og herfra kan de ikke komme videre.

Lars Østergård og hans folk måtte derfor yde “fødselshjælp” til de vildledte havørreder – i form af elektrofiskeri og flytning af fiskene. Ved et enkelt besøg blev det til hele 39 havørreder – heraf de fleste i størrelsen 70-85 cm! De blev alle flyttet opstrøms dambruget.

Fiskerikontrollen er også med, når der skal sættes fisk ud. Ikke for at kontrollere, om fiskene nu også er sygdomsfrie. Det er veterinærmyndighedernes ansvar. Fiskerikontrollen skal i stedet kontrollere, at der nu også sættes de fisk ud, som der er givet tilskud til fra de statslige fiskeplejemidler. Og at de statslige udsætningsplaner overholdes.

Kontrol med Fisketegnet

Over en kop kaffe og et par rundstykker før sejlturen diskuterer vi fisketegn og kontrol med samme. Lars Østergård gør det klart, at sportsfiskernes fisketegn ikke er noget, man tager målrettet ud for at kontrollere:

– Det er noget, vi gør spontant, hvis vi alligevel er ude og konstaterer et behov for det. Typisk er det på steder som Oddesundbroen, Torsminde og Agger Tange, vi dukker op med kasket og notesblok. Her ved vi erfaringsmæssigt, at der er mange lejlighedsvise stangfiskere. Og at det er blandt dem, der er flest uden fisketegn.

– Det er jo et spørgsmål om proportionsforvrængning, hvis vi skal bruge mange ressourcer på at kontrollere fisketegn hos sportsfiskere – hvis der samtidig ligger en trawler inden for 3 sømilegrænsen fra land og tømmer havet for flere tons ulovlige fisk! Da må vi naturligvis prioritere.

– Vi blev ganske vist lovet en ekstra mand per inspektorat, da forslaget om obligatorisk fisketegn blev lanceret, men dem har vi ikke set noget til. De blev vist væk i almindelige besparelser, lader det til…

– Vi er helt konsekvente, når vi tager folk uden gyldigt fisketegn. De får straks et girokort på 200,- kroner, og bliver det ikke betalt, ryger sagen automatisk til Fogedretten. Da plejer vi altid at få pengene! Har de glemt fisketegnet hjemme, får de et girokort på 50,- og besked på at stille på kontoret med dokumentation.

Indtil august havde inspektoratet i 1995 uddelt omkring 55 girokort i deres område. Der er altså god grund til at feje for egen dør blandt stangsvingerne, før de kaster sig ud i jagten på ulovlige redskabsfiskere…

Der har været en klar tendens til, at det obligatoriske fisketegn har fulgt samme mønster som garnlicensen, da den blev indført. Første år var der mange syndere, da ingen troede på nogen kontrol. Andet år, hvor mændene med kasketten og notesblokken havde vist sig nogle gange, går det meget bedre med lovlydigheden!

Til de 55 girokort skulle så til dato lægges omkring 69 deciderede straffesager med bøde og konfiskation af garn og ruser. Det drejer sig her om redskaber sat i fredningsbælter, ruser uden den foreskrevne rist til beskyttelse af oddere, umærkede garn og lignende. I et par tilfælde har man endda taget synderen på fersk gerning!

– Vi kunne sagtens tage flere ulovlige garnfiskere på fersk gerning, hvis vi lagde os på lur på udvalgte steder, siger Lars Østergård, – men det har vi desværre ikke ressourcer til. – Der er nemlig en del mennesker, som vi har et godt øje til og navnet på…

Lars Østergård regner med, at antallet af straffesager vil stige her sidst på året. – Da plejer vi nemlig altid at finde en del ulovlige redskaber, fortrinsvis ruser, oppe i vandløbene. Primært sat efter ål, men sidst på sæsonen også efter havørreder på gydevandring.

Ulovlige redskaber uden ejermand konfiskeres. Nogle destrueres siden ved afbrænding, men enkelte politimestre lader dem stadig gå på auktion, så indehaverne her kan generhverve dem til en billig pris! Til sportsfiskernes store fortrydelse…

Med “Albatrossen” på arbejde

Fiskeriinspektoratet i Nykøbing Mors råder over to gummibåde til kontrolopgaver i de ferske og kystnære områder. En lille sag med tilnavnet “Isfuglen” til brug i ferskvand. Samt en større og hurtigere – kaldet “Albatrossen” – til brug i saltvand. Det er “Albatrossen”, vi skal ud at flyve med, og målet er Skive Fjord. Her fiskes der muslinger, og her er der lidt stridigheder mellem lokale bundgarnsfiskere.

Blæsten går frisk over Limfjordens vande, men frisk er blæsten nu ikke ligefrem at lugte til. Over vandet ligger en fæl stank af gylle, som minder om baggrunden for de store iltsvind, der har lagt store dele af erhvervsfiskeriet øde på disse kanter. Gylle, som siden siver ud i fjorden og gør den til ren algesuppe i varme somre som den netop forgangne.

– Det er ikke let at være muslingefisker under disse forhold, forklarer Lars Østergård, da “Albatrossen” har fået luft eller rettere vand under vingerne.

– Ud over iltsvindet er der de pludselige lukninger og genåbninger af fiskeriet at holde styr på. Ofte med meget kort varsel.

En muslingeskraber et netop på vej nordover med formiddagens fangst. Der bliver lukket op for Yamaha’ens 40 heste, og snart ligger vi i kutterens kølvand. Skipper stopper dog først, da vi efter nogen tid sejler op foran ham og vinker ham “ind til siden”. Ole, som er Lars’ makker på “Albatrossen”, går ombord på kutteren for at checke, om logbogen nu er korrekt udfyldt.

Det er den, og der er samtidig 12 tons friske muslinger ombord – lovlige og levende, trods iltsvindet. – Det sker dog ofte, at blækket i logbogen endnu ikke er tørt, når vi går ombord, sukker Lars Østergård.

Strid om bundgarn

Næste stop er de omstridte bundgarn. Inspektoratet har modtaget klager fra en af de lokale erhvervsfiskere. Klagen går på, at konkurrentens redskaber står for tæt på.

Vi finder hurtigt frem til de pågældende garn. Lars checker nummeret på bundgarnet, ringer og får at vide, hvem de tilhører. Erhvervs- og bierhvervsfiskere har 6-cifrede registreringsnumre, mens fritidsfiskere har 7-cifrede. Dernæst ringer han ejermanden op fra mobiltelefonen og aftaler at mødes med ham på stranden. Få minutter senere er ejeren der, iført træsko, blå overall og gul Labrador.

Han forklarer problemet og bander samtidig over de alt for mange skarver, som sidder på hver eneste bundgarnspæl, og som stjæler alle hans ål. Det kan Lars Østergård og hans makker Ole dog ikke gøre meget ved. Det er miljøministerens bord, og ham har de jo ikke noget at gøre med.

Herefter stikker “Albatrossen” igen til søs – nu for at måle afstanden op mellem de omstridte garn. Til det formål har vi en kabeltromle med 500 line ombord. Den ene ende fæstnes nu til det ene bundgarn, hvorefter vi sejler over til det andet – med bådens avancerede sattelitnavigator, den såkaldte GPS, slået til.

Det viser sig, at garnene faktisk står for tæt. Der skal være 250 m imellem dem, og det er der ikke. Ifølge målelinen er der 150 m – ifølge GPS’en 180 m. Altså er der ingen tvivl om, at klageren har ret, og det påtales nu over for synderen.

Ulovligt natarbejde

– Vi tager kun stikprøver, når vi afsøger en kyststrækning, forklarer Ole. – Vi kan umuligt checke alle de mange bøjer, der ligger rundt omkring. Og da vi er på “dagholdet” idag, får vi næppe heller nogle ulovligt satte garn i båden.

– De sættes typisk først efter fyraften og skal derfor tages om natten, supplerer Lars.

– Det hænder, at vi tager synderen på fersk gerning – i regelen uden større dramatik. En enkelt gang er jeg dog blevet truet med tæv og måtte tilkalde hjælp over mobiltelefonen, der altid er inden for bekvem rækkevidde!

Vi får øje på en rød bøje tæt inde under land – inden for den garnfri 100 m zone. – Det ligner unægtelig et garn efter afstanden mellem bøjerne at dømme, men det er med garanti nogle sammenbundne ruser, siger Lars. Kontrollen viser, at han har helt ret: – I det hele taget er omkring halvdelen af de anmeldelser om ulovlige garn, vi modtager fra lystfiskerne, ruser – enkelte eller sammenbundne. Det er umuligt at se inde fra land, men altså helt legalt.

Lars Østergård så gerne, at reglerne for brugen af garn og ruser forenkles mest muligt. Dels af hensyn til fiskerikontrollen, hvis arbejde dermed lettes. Men så sandelig også af hensyn til “kunderne” – fiskerne, som da vil få langt lettere ved at forstå og overholde reglerne. Lars forstår godt baggrunden for de nye begrænsninger af garnfiskeriet på Hjarbæk Fjord, men finder, at alt for mange særfredninger komplicerer hele arbejdsgangen – for alle parter.

Erhvervsfiskerne kan sætte lige så mange bundgarn, de vil – blot de anmelder placeringen i tide, overholder mindsteafstanden, og der ikke er to, som ønsker samme plads. I så fald må der lodtrækning til. Det forklarer de til tider utroligt mange bundgarn, der står i Limfjorden – som sild i en tønde, men i regelen med den foreskrevne afstand. Det er disse massive rækker af store bundgarn, som Danmarks Naturfredningsforening har klaget over. Som ifølge DN hindrer vandrefiskene på deres vej mod gydepladserne oppe i åerne.

Lars Østergård fortæller endvidere, at Fiskerikontrollen mistænker flere Nordsøfiskere for at “låne” deres registreringsnumre ud, så andre kan sætte deres bundgarn i fjorden. Foreholdt dette lyder beskeden altid, at det skam er deres – altså Nordsøfiskernes – bundgarn. Og at de blot har “ansat” folk til at passe dem, mens de selv er på havet.

– Den slags er vi magtesløse overfor, siger Lars Østergård.

Radar på biltaget…

Vi har en stor Furuno radar siddende på taget af den store 4-hjulstrækker. Underligt, for radar det er da normalt noget, man har på skibe? Lars Østergård forklarer:

– Her i Limfjorden kan vi lige så let overvåge havområdet inde fra land. Her kan vi hurtigt komme fra ét sted til et andet, uden at nogen ser os. Det kan vi ikke, hvis vi bruger båd. I samme sekund vi stikker ud, ved samtlige fiskere på fjorden det. Men med radar på biltaget kan vi køre rundt i ly af mørket og checke skibe, der fisker ulovligt.

Typisk er det åletrawlere og muslingeskrabere, vi kontrollerer på denne måde. Og registrerer vi nogen, der er ude i ulovligt ærinde, da kan vi lynhurtigt få gummibåden i vandet og komme ud efter synderen. Hvis position vi naturligvis allerede har noteret os på radarskærmen!

Da vi går i land ved Sundsøre og kører tilbage til udgangspunktet, har jeg en klar fornemmelse af, at Fiskerikontrollen er langt mere aktiv, end vi sportsfiskere i regelen tror. En stor del af arbejdet foregår til lands eller om natten, hvor man ikke ser det.

Men de er der, Fiskerikontrollen, også selv om man kun sjældent ser dem. Det ved fjordens mange garn- og rusefiskere kun alt for godt!

Steen Ulnits

Fakta:

Fisketegn til lystfiskeri med stang og line koster 100,- kr årligt og er obligatorisk for alle mellem 18 og 67 år. Manglende fisketegn straffes med en afgift på 200,- kr. – glemt med 50,- kr.

Licens til garn og ruser koster 250,- kr. årligt og er obligatorisk for alle redskabsfiskere. Licensen giver ret til at sætte seks redskaber – garn, ruser eller krogliner – efter eget valg. Glemt fisketegn koster 125,- kr. Manglende licens straffes med en afgift på 500,- kr.

Ifølge de seneste regler skal garn i den såkaldt østlige sektor markeres med enkeltflag og enkeltrefleks – i den vestlige sektor med dobbeltflag og dobbeltrefleks. Så kan skibstrafikken se, hvilke bøjer der hører sammen. Hidtil har man nøjedes med en skriftlig påmindelse om de nye regler – nu sanktioneres der med bøder ved overtrædelse.

Langs alle danske kyster har der siden 1986 eksisteret en 100 m garnfri zone, som skal beskytte laksefiskene på deres kystnære gydevandring. Denne fredning gælder hele året. Eneste undtagelse fra dette er vestkysten af Vadehavsøerne og Skallingen, hvor garnfiskere har frit slag året rundt.

Normalt gælder, at vandløb på over 2 m har en permanent fredningszone, der gælder hele året. For alle former for fiskeri. Fredningszonen er en halvcirkel med radius på 500 m og centrum i selve mundingen. I tilgift skal der være et gennemgangsbælte på 500 m’s bredde og 100 m’s længde ret ud for vandløbet.

Er vandløbet mindre end 2 m bredt, gælder fredningszonen kun i perioden 16. september – 15. januar. Det svarer til to måneder før fredningen af farvede havørreder og frem til udløbet af denne.

En livsfarlig laksesnylter, som har udryddet lakebestanden i mange norske elve, findes nu også i Danmark…

Det er nu godt tyve år siden, at norske laks blev ramt af den dødelige parasit Gyrodactylus salaris. Gyrodactylus er en snylter, som i stort antal angriber ungfisk af laks. Uvist af hvilken årsag er Gyrodactylus ikke farlig for ørreder, som til gengæld kan være passive værter for snylteren.

Gyrodactylus blev for første gang observeret i Norge i 1975. Da oplevede man pludselig en høj dødelighed hos lakseungfisk i opdrætsanlæg i Møre og Romsdal. Årsagen var et massivt angreb af Gyro, som indtil da aldrig havde været kendt i Norge. Allerede samme år blev Gyro opdaget på vilde laks i en lille lakseelv i Nordland.

I perioden 1975-79 kunne man konstatere Gyrodactylus i yderligere fire norske elve, og først da slog de norske myndigheder alarm. Før havde man ikke helt troet på, at Gyro alene kunne udrette så massive drab på unglaksene.

Men allerede da havde parasitten spredt sig til en lang række andre lakseelve – med Driva og Rauma som et par af de mest kendte. I 1987 kom den store Drammenselv også på listen over inficerede elve. Til dato er der i Norge konstateret Gyrodactylus i næsten 40 lakseelve og lige så mange opdrætsanlæg.

I sommeren 1995 blev der så også slået alarm højt mod nord, i den store Inari indsø ved den norsk-finske grænse. Her har man fundet parasitten i et fiskeopdræt med regnbueørreder. 1996 blev endelig året, hvor man konstaterede Gyrodactylus i den verdensberømte Lærdalselv med udløb i Sognefjorden.

Gyrodactylus salaris er ikke naturligt hjemmehørende i norske vande. Man regner med, at den i stedet er indført med avlsfisk fra Sverige. Gyro er nemlig naturligt forekommende i de lakseelve, som løber ud i Østersøen. Her har laksene blot tilpasset sig parasitten gennem århundreder eller sågar årtusinder og er nu resistente over for den.

De nordatlantiske laks har derimod ikke haft hverken tid eller lejlighed til at udvikle resistens over for Gyrodactylus. Her blev angrebene derfor dødelige med det samme. Man regner med, at den vestsvenske laks i lighed med den norske er sårbar over for Gyro – og at den danske også kan være det.

Her kommer vi så til det forfærdelige: Nu (sommer 1996) er Gyrodactylus salaris også konstateret i danske dambrug – som passive parasitter hos regnbueørreder. Hvor smitten er kommet fra vides ikke, men dambrugsfisk kommer ofte vidt omkring – også over landegrænser, med eller uden myndighedernes kendskab og accept…

Gift mod Gyro!

Gyrodactylus er en parasit, som lever på lakseunger, hvor den ganske enkelt spiser småstykker af huden! Dette forårsager infektioner med næsten 100% dødelighed. I Norge blev det i 1984 beregnet, at Gyro alene koster et årligt tab i produktionen af vildlaks på mellem 250 og 500 tons!

I enkelte af de inficerede vandsystemer er de pågældende laksestammer sågar helt uddøde…

I lyset af dette indså myndighederne efterhånden, at man måtte gøre noget. Det rakte ikke at vente på en naturlig tilpasning mellem laks og parasit – det kunne have ført til endnu flere laksestammers uddøen.

Efter at have overvejet og afprøvet forskellige mulige løsninger, er man blevet klar over, at kun én dur: Aflivning af samtlige laks og ørreder i inficerede vandsystemer – med den velkendte fiskegift rotenon.

Det er en dramatisk og radikal løsning på Gyrodactylus problemet – en løsning, som kræver, at man forud for behandlingen har sikret sikret sig repræsentanter for de pågældende vandløbs oprindelige lakse- og havørredstammer. At man populært sagt har “sat dem i genbanken” først, så man kan avle på dem til udsætning af nye fisk efter rotenon-behandlingen.

Enkelte steder har rotenon-strategien mødt stor lokal modstand. Det har været tilfældet ved elve som Driva og Rauma, hvor havørredbestanden faktisk har profiteret på laksenes fravær. Og hvor lokale lodsejere har kunnet tjene gode penge på udlejning af det “nye” og forbedrede havørredfiskeri.

Indtil nu er godt halvdelen af de inficerede elve blevet rotenonbehandlet – og med godt resultat. Nordmændene begyndte med at behandle små vandløb først for at høste erfaringer her. Siden gik man videre med de større og derfor langt mere krævende elve. Her skal man være uhyre omhyggelig for at sikre sig en 100% effektiv behandling, der slår alt ihjel. Ellers er det hele jo til ingen nytte. Alle laks og ørreder skal dø, så Gyro ingen nye værter kan finde.

Af de behandlede elve er 10 i skrivende stund meldt raske igen, mens andre 12 er i karantæne – uden at man har set noget til Gyro efter behandlingen. De 10 raskmeldte er igen åbne for fiskeri. Den lille Valldalselva, som blev erklæret rask og åbnet igen i 1994, havde allerede det år et rekordfiskeri efter både laks og havørred. En klassiker som Rauma blev behandlet i 1993 og forventes åbnet for fiskeri igen i 1997.

De norske myndigheder har i de seneste år brugt omkring 10 mio. kr. om året på bekæmpelse af Gyrodactylus salaris. I 1996 står Driva for tur til en gang rotenon, i 1997 rykker man til Nordland, mens man til 1998 regner med at behandle elvene omkring Vefsna.

Herefter skulle der så – om alt går vel – kun være den kolossale Drammenselv tilbage. Men den er også en stor mundfuld. Med et opland på ikke mindre end 17.000 kvadratkilometer skal der enorme mængder rotenon til for at slå alle fisk ihjel – alle de 20 arter, som findes her…

Gyro i Danmark

– Men hvad med laksen i Danmark? – Hvordan ser situationen ud for den og dermed laksehandlingsplanen fra 1993?

I Drammenselven blev smitten overført fra regnbueørreder i dambrug – præcis som der nu er konstateret Gyro hos regnbuer i jyske dambrug. En så grim opdagelse, at selveste TV-Avisen berettede fyldigt om det. For de vestjyske lakseåer er jo om nogen belastet med dambrug – faktisk er det her, specielt ved Skjernå-systemet, de allerfleste ligger. Man kan derfor ikke afvise risikoen for en regulær katastrofe af norsk format…

Det gode ved flere vestjyske åer er dog, at de kun i ringe grad munder ud i de samme brakvandsområder. I de fleste tilfælde har de deres eget separate udløb på åben kyst. Fra Norge ved man nemlig, at Gyro trives fint i brakvand og dér kan spredes fra ét vandsystem til et andet. Det problem burde derfor ikke blive så stort i Danmark. Men laks, der vandrer fra ét vandsystem til et andet, kan man jo ikke gardere sig mod.

Man kan dog håbe, at de vestjyske laks ikke er så sårbare som de norske. For man må formode, at vi i Danmark har haft Gyro i længere tid – indtil videre uden problemer. Skulle katastrofen alligevel ske, så skal hele vandsystemer måske ryddes med rotenon – så må samtlige laks, ørreder, stallinger og helt dræbes. Hvilken forfærdelig tanke…

På Brusgaard Produktionshøjskole, som jo i Laksehallen producerer størsteparten af de laks, som skal bruges til udførelse af laksehandlingsplanen, er man ikke så skræmte. Vildlaksen i Gudenåen og de vestjyske lakseåer kan man ganske vist ikke stille noget op med. Går det galt her, står de ikke til at redde.

Men Brusgaards egne laks produceres i recirkulerede anlæg, som ikke står i forbindelse med noget større vandsystem. Det er en isoleret produktion, som baseres på dels grundigt desinficerede æg fra udlandet, dels egne moderfisk indfanget i Gudenåen. De sidste bades omhyggeligt i forskellige væsker, så de med sikkerhed er fri for ydre parasitter såsom Gyrodactylus, når de inddrages i produktionen.

Det skal således blive uhyre, ja nærmere uhyggeligt spændende at følge Gyrodactylus salaris færden i danske laksevande i de kommende år…

Steen Ulnits

(august ’96)

Efterskrift

I løbet af 1997 blev det desværre konstateret, at man igen havde fundet Gyrodactylus salaris i enkelte rotenonbehandlede vandsystemer. Et chok for alle og et alvorligt tilbageskridt for den norske vildlaks, som nu er mere truet end nogensinde – fra snart sagt alle sider.

Dels er den naturligvis som altid truet af garnfiskeri på havet og i fjordene – dels af vandkraft og grusgravning i elvene, som den længe har været det. Og dels er den nu også udsat for genetisk udtynding via de mange, mange undslupne burlaks, som også søger op i vandløbene for at gyde. Faktisk har man enkelte steder i Norge officielt opgivet at redde vildlaksen.

Og nu viser det sig så også, at man ikke som forventet kan fjerne Gyro med fiskegiften rotenon…

Der er flere laks i Danmark end nogensinde!
Men de er ikke kommet af sig selv, og der er lang vej endnu!

Det var i det Herrens år 1924, at Danmarks næststørste, men længste vandløb – Gudenåen – fik sit dødsstød som laksevand. Det skete, da Gudenåcentralen dæmmede åen op og anlagde Tangeværket, som skulle producere elektricitet til den igangværende industrialisering af hovedlandet.

Så sent som i 1820’erne kastede Gudenåen stadig mere end 1.000 store blanklaks af sig om året. Det viser de udførlige statistikker fra laksegården ved Frisenvold. Men med etableringen af Tangeværket og den næsten 10 km lange kunstige Tange Sø blev Gudenå-laksens sidste og vigtigste gydepladser begravet under flere meter vand.

Laksen forsvandt da også fuldstændig i løbet af de næste få år. Idag ligger de gamle gydepladser gemt under et tykt slamlag på bunden af Tange Sø, og uden dem vil Gudenå-laksen aldrig kunne reproducere sig selv. Det har Fiskeriministeriets biologer påvist.

Det var i det Herrens år 1954, at Danmark for alvor blev kendt som et lakseland af internationalt format. Det skete, da tobakshandler Dinesen fra København i påsken halede en kæmpelaks på 26,5 kg op af Skjernåens vande – nystegen, sølvblank og tromletyk. En fornem ny Danmarksrekord, der har holdt lige siden.

Det var skæbnens ironi, at rekordlaksen skulle fanges umiddelbart før Skjernåens bortgang som produktivt laksevand. Døden indtraf nemlig i 1960’erne, da Hedeselskabet tromlede sin regulering af åens nedre løb igennem. Et projekt, der med ét trak tæppet væk under vort indtil da fornemste laksevandløb. Åen blev lagt i lænker og Skjernå-laksen forvist til nogle få hundrede meter af den lille Karstoft Å, hvor den stadig kunne gyde.

Det var i det Herrens år 1988, at udviklingen endelig vendte for den danske laks. Det skete med etableringen af Laksehallen på Brusgaard Produktionshøjskole syd for den gamle lakseby Randers. Laksehallen blev anlagt med dels lokale tilskud, dels bidrag fra EU. Dens formål var og er at fremstille laks til udsætning i først og fremmest Gudenåen.

Fremover skal Laksehallen også levere laks til de øvrige danske laksevandløb – dem, der i tidernes morgen og fra naturens hånd har været lakseførende. Og det vil foruden den østvendte Gudenå sige de store vestjyske vandsystemer. Kun de har format til en fast bestand af laks, som stiller større krav til vandløbet end havørreder gør.

Laksefangster i Vestjylland

Det var helt symptomatisk for årets laksefiskeri i Skjern Å, at der på den såkaldte “Laksedag” sidst i august ikke blev fanget én eneste laks. 1994 startede ellers så godt – i hvert fald tilsyneladende – med fangsten af en stor blanklaks på hele 15,7 kg. Men den i øvrigt stærkt garnskadede fisk skulle vise sig at være en enlig svale, der bestemt ikke gjorde nogen sommer.

– Og hvorfor så ikke? – Har den islandsk baserede North Atlantic Salmon Fund da ikke med sine opkøb af internationale laksekvoter gjort det muligt for de sidste naturligt fødte danske laks at vandre fra Skjern Å, ud på opvækstpladserne i Nordatlanten og tilbage igen uden at risikere garndøden undervejs?

– Jo, men det hjælper desværre intet, når de hjemvendte og gydemodne laks i stedet fanges i garn og ruser, hvor åen munder ud i Ringkøbing Fjord. Et lavvandet område, hvor de gydemodne fisk må løbe spidsrod mellem myriader af garn og ruser.

Enhver, der har sejlet en tur på Nissum Fjord, hvor Storåen munder ud, eller Ringkøbing Fjord, som tager imod Skjern Å, ved, hvor galt det står til begge disse steder. Det er et sandt Guds under, at nogen fisk overhovedet finder op i åerne! Eksempelvis har blot to redskabsfiskere i Nissum Fjord på få måneder landet mere end 150 blanklaks på vej mod Storåen. Det er flere gange den samlede årsfangst oppe i åen…

Storåen var tidligere Danmarks ubestridte laksevand nummer to – med største blanklaks på 22 kg. I det seneste års tid har en oprensning af kraftværkssøen ved Holstebro plumret åen op i hidtil ukendt grad, og det har – godt hjulpet på vej af det uhæmmede garnfiskeri i fjorden – bragt laksefangsterne ned i nærheden af nulpunktet.

Synd, for netop i årene op til oprensningen var Storåen nemlig igen begyndt at kaste storlaks af sig…

Laksehandlingsplanen

I 1993 fik vi så langt om længe en laksehandlingsplan, som nu skal finansieres med penge fra de såkaldte fiskeplejemidler. Altså via penge fra det obligatoriske fisketegn, alle lystfiskere skal indløse.

I Fiskeriministeriets “Handlingsplan for Fiskeplejen 1994-95” er der indtil videre sat godt 1,5 mio. kr af til udsætning af laks. Heraf er godt en kvart million øremærket til netop Skjern Å, hvor den sidste naturlige danske laksestamme jo hører hjemme. Det lyder ikke af meget, men beløbet vil da også blive sat i vejret, når handlingsplanen her i 1995 for alvor kommer i gang.

Samtidig arbejder Fiskeriministeriet nu på nye reguleringer for redskabsfiskeriet på Ringkøbing og Nissum Fjorde, så også her er der håb forude.

1994 blev også året, hvor en dansk afdeling af Orri Vigfussons “North Atlantic Salmon Fund” langt om længe blev stablet på benene. Og på en enkelt “fund raising dinner” i København samlede den nye Dansk Laksefond ikke færre end 284.000 kroner ind til fremme af den danske laks.

En del af pengene vil helt naturligt gå til det fortsatte opkøb af de nordatlantiske laksekvoter – en anden del tiltænkes brugt på et opkøb af de garnrettigheder, der er tilbage i de vestjyske fjorde efter implementeringen af laksehandlingsplanen.

Alt i alt kan vi således konkludere, at baglandet er ved at være klar til en genskabelse af de danske laksebestande i de vestjyske åer!

Varde Å, som udmunder i Vadehavet ved Ho Bugt, blev årets vestjyske laksevandløb par excellence. Mens de fleste andre vandløb våndede sig i sommervarmen, kunne man fra Varde Å melde om sand laksefeber. Trods en rekordtør og rekordvarm sommer med minimal vandføring spurtede et stort antal laks fra Ho Bugt op i Varde Å, hvor de udløste et laksefiskeri uden lige. Således kunne lokale fiskere berette om dagsfangster på indtil flere flotte laks!

Hvorfor netop Varde Å skulle blive årets topscorer i det vestjyske, er der ingen sikker forklaring på. Også her har man nemlig store garnproblemer at slås med – i Ho Bugt, som ganske vist ikke er så lukket et område som Ringkøbing og Nissum Fjorde, men alligevel.

Laksefangster i Østjylland

Også ved den østvendte Gudenå, hvor der blev gået meget stille med dørene blandt de lokale, kunne man melde om et fornemt fiskeri. Et forsigtigt skøn siger, at der ialt blev landet omkring 1.000 laks i Gudenåen i 1994 – et imponerende antal, som kun skyldes de massive udsætninger fra Laksehallen i Brusgaard.

Man regner med, at omkring 10.000 voksne Gudenå-laks ialt er vendt tilbage til Danmark. Af dem er nogle nået helskindet op i Gudenåen – mange andre fanget i garn undervejs. Heriblandt to verificerede kæmper på henholdsvis 20 og 22 kg!

Men ikke kun Gudenåen har nydt godt af de massive udsætninger. Det har pudsigt nok også flere danske åer på østkysten. Allerede i 1993 blev således mere end et halvt hundrede laks – finneklippede fisk fra Gudenåen – landet i Vejle Å. I 1994 lå antallet omkring 100 stykker! Også den lille Kolding Å, som munder ud i Lillebælt lidt sydligere end Vejle Å, kunne melde om fangst af adskillige finneklippede Gudenå-laks.

Samtidig fangede man under elektrofiskeri i vinteren 1993/94 en halv snes Gudenå-laks i den lille Århus Å. Ganske vist smålaks på 2-3 kg, men en kæmpelaks på 12,3 kg blev siden fundet død samme sted. Trollingfiskere på Århus Bugt har ligeledes fået Brusgaard-laks i båden.

Ikke uventet blev der også fanget mange Gudenå-laks i Kolindsund-kanalerne, der udmunder i Grenå midt på Djursland og dermed ikke så langt fra Randers Fjord og Gudenåen. Men her er de lokale sportsfiskere ikke begejstrede. Man frygter nemlig, at de mange laks vil fortrænge den bestand af storvoksne havørreder, man har været mange år om at fremelske.

I Kolindsund-kanalerne er problemet, at antallet af egnede gydepladser er uhyre begrænset. Og samtidig har der i dette kunstige vandsystem – kanalerne er skabt til afvanding og forsynes konstant med oppumpet vand fra de omkringliggende marker – aldrig været laks. Den negetaive holdning til de “nye” laks synes derfor ganske velbegrundet.

Meget tyder således på, at de nye laks fra Gudenåen langt fra alle stikker nordpå, som man hidtil har troet. Eller at de i hvert fald på vejen hjem tager et smut sydover. Og at lystfiskere over det ganske land derfor får glæde af dem!

Der er idag flere laks i Danmark, end der har været i de sidste mange år. Men rigtig godt bliver det ikke, førend der igen er skabt grundlag for, at laksene kan gyde og dermed reproducere sig selv. Til det formål skal der være fri passage til egnede gydepladser.

Det må vi derfor give første prioritet i de kommende år. Vi må ikke glemme det midt i vrimmelen af hugvillige laks!

Steen Ulnits

Fra naturens hånd er den danske stalling en vestjysk fisk, men udsætninger i 1940’erne har gjort den østvendte Gudenå til landets måske bedste stallingvand.

Stallingens indvandring i Danmark er et skoleeksempel på de faktorer, der begrænser ferskvandsfiskenes naturlige udbredelse.

I perioden umiddelbart efter sidste istid – altså for små 10.000 år siden – var Danmark landfast med England. Det nuværende Vesterhav var da skovdækket. Vandløb fra det østlige England og det vestlige Jylland strømmede ud over dette senere havområde, inden de til sidst forenede sig med en mægtig flod, der kom helt nede fra Karpaterne i Mellemeuropa.

Via denne “urflod”, som ikke findes længere, indtog stallingen de østengelske og de vestjyske vandløb. Stallingen havde imidlertid ingen mulighed for at passere vandskellet på den jyske højderyg, så idag findes stallingen i Danmark kun naturligt udbredt i et fåtal vestjyske vandsystemer.

Tilsvarende findes stallingen kun i de østvendte engelske vandløb. Irland, der heller ikke dengang var landfast med England, fik af samme årsag ingen stallinger. I Sverige og Norge havde stallingen i stedet mulighed for at indvandre fra øst via den daværende Ancylussø – en kæmpemæssig ferskvandssø, der i grove træk lå, hvor Østersøen idag ligger.

Pudsigt nok forbinder svenskerne idag ofte stallingen med det høje nord, mens den altså også er naturligt forekommende så langt sydpå som Danmark og England!

En hjælpende hånd…

Men denne fordeling af naturens goder var ikke godt nok for en lille håndfuld engagerede lystfiskere. De var fascinerede af tanken om, at Danmarks to største vandløb – Skjernå og Gudenå – udsprang kun få hundrede meter fra hinanden på den jyske højderyg. Siden løb de hver sin vej – Skjernå mod vest, Gudenåen mod øst. Det måtte derfor kunne lade sig gøre at transportere et antal vestjyske stallinger over højderyggen og dermed skabe en ny østjysk bestand!

Som tænkt så gjort. På cykelanhænger og i mælkejunger, hvis vand blev iltet med en cykelpumpe, blev så de første stallinger bragt helskindet over højderyggen. I to tempi blev et halvt hundrede fisk overført til Gudenåen, hvor de slog endog meget godt an. Det var i 1940’erne, og allerede få år senere var der så mange stallinger i Gudenåen, at den kendte fiskebogsforfatter, Paul Wellendorf fra Randers, på en enkelt eftermiddag kunne fange et halvt hundrede stallinger – på flue og til videnskabelige undersøgelser!

Bagmændene bag denne “fauna-forurening”, som man ville kalde det idag, var engagerede fluefiskere, der holdt meget af netop stallingen. Det er nemlig en kendt sag, at netop stallingen er uhyre villig til at stige til en vel præsenteret tørflue – selv sent på året, hvor der ikke er insekter på vandet. Samtidig har stallingen ry for at være langsynet. Faktum er i hvert fald, at den gerne stiger flere meter op til overfladen efter et lækkert insekt eller en overbevisende flue. Det vil en velvoksen bækørred aldrig gøre.

Mindstemål og fredningstid

Stallingen er således fluefiskerens fisk par excellence, men husk: Efter mange år som totalt fredløs har den danske stalling idag både mindstemål og fredningstid. Stallingen er fredet under gydningen i perioden 15. marts-15. maj, og mindstemålet er 33 cm.

I mange år var den danske stalling fredløs som den engelske, der jo i mange kalkstrømme betragtes som en decideret skadelig fisk, der bør fjernes. En farlig næringskonkurrent til ørreden. Faktum er da også, at stallingen ofte tager over, hvor forholdene passer den. Har den det godt, vil den ofte udkonkurrere bækørreden.

Stallinger over 40 cm kaldes i Danmark for “blåmænd” – en rigtig jysk betegnelse for de ofte blålige storstallinger. Fisk over 50 er sjældne på lystfiskergrej, men kæmper på 2,5-3 kg tages af og til under elektrofiskeri.

Skjernå-systemet

I dette vort vandrigeste vandløb har stallingen nu levet i små 10.000 år. Fiskene her er gennemgående både mindre og slankere end “overløberne” i Gudenåen, hvilket skyldes mere næringsfattige forhold. Der fanges dog regelmæssigt fisk på 40-50 cm – ofte under laksefiskeri med synkeline og store fluer. Dette kunne jo i sig selv tyde på, at stallingerne i Skjernå er mere sultne end deres østjyske artsfæller!

Specielt skal man ofre opmærksomhed på steder, hvor en frisk strøm løber hen over en bund af grus. Her står der altid stallinger, og her kan de så godt som altid fristes med en vægtbelastet nymfe fisket opstrøms.

Et lille, men produktivt tilløb til Skjernå er Fjederholt Å. Åen rummer en god bestand af stallinger, som dog kan være svære at komme på skudhold af. Ofte ser man store fisk i de dybe høller, men fange dem er en anden sag! Fiskene kan fanges på såvel tørt som vådt, men der skal helst fiskes opstrøms i det lille vandløb.

Inkarnerede stallingfiskere sætter netop Fjederholt Å meget højt, og i premieredagene midt i maj kan der være mange fiskere ved åen.

Storå-systemet

Storåen er med sine omkring 100 km strømvand et af Danmarks førende stallingvande. Åen er dog ret kedelig på store dele af sit lange løb, og sno sig for alvor gør åen først i området omkring Hodsager. Her er Storåen smuk som få andre vestjyske åer, og her er der for alvor fisk at fange.

Heroppe kan man i perioder opleve et virkelig godt fiskeri efter fine vestjyske stallinger. Fisk, der – modsat de fleste bækørreder og samtlige regnbuer i åen – er født og opvokset i den karske vestjyske natur. Hvor der oprindeligt var langt mellem fødeemnerne – i hvert fald sammenlignet med de mere næringsrige østjyske vandløb. Idag har de mange dambrug dog udjævnet denne naturlige forskel…

Storåens i regelen mange, men sjældent så store stallinger falder gerne for en lille tørflue, der kastes blindt over høllerne. Man skal ikke regne med de store klækninger af vandinsekter – til gengæld er åens stallinger meget opmærksomme på landinsekter, der blæser ud i vandet til dem. For i dette åbne landskab blæser det altid…

Kongeå-systemet

Den smukke Kongeå havde indtil en stor forurening i 1968 nok landets bedste og i hvert fald mest hurtigt voksende stallingbestand. I mange efterfølgende år var der ikke en eneste stalling i den slyngede å, men sidst i 80’erne gik man for alvor i gang med at genskabe den gamle bestand.

Det lykkedes over al forventning, og åen har idag en rigtig god bestand af stallinger, hvoraf flere har målt over 5o cm. Da åen har et rigt insektliv, kan det i perioder med store klækninger være mere end svært at komme i nærkontakt med de velvoksne stallinger.

Åens bedste stallingstræk er de første 5-10 km nedstrøms Foldingbro. Men i hele den heldigvis fredede Kongeå-dal slynger åen sig afsted, smukkere og mere indbydende end de fleste danske åer. Og overalt kan der fanges stallinger.

Ribe Å-systemet

Efter de første heldige forsøg med udsætninger af stalling i Kongeåen, fulgte man trop i den sønderjyske Gelså – et tilløb til Ribe Å-systemet, hvor der også fra naturens hånd har været stallinger. Og til manges glæde kvitterede fiskene også her med en god tilvækst og en fin selvreproduktion. Således fanges der idag flere stallinger end bækørreder på åens mellemste løb, hvilket vil sige fra Neder Jerstal til Gelstoft.

Sommeren igennem er der en frodig vegetation af blomstrende vandranunkler i åens klare vand. Under sådanne forhold er opstrøms fiskeri med tørflue og nymfe det eneste mulige og effektive. Til alt held er stallingerne i Gelså sjældent så kræsne som deres artsfæller i Kongeåen!

Vidå-systemet

Stallingen er nu senest blevet genintroduceret i Vidå-systemet længst i syd mod den dansk-tyske grænse. Også her er den slået godt an igen i sine gamle omgivelser.

Således er der idag en fin bestand af stallinger i flere af de mindre tilløb til Vidåen – i Gejlå, Bjerndrup Å, Arnå og Grønå.

Gudenå-systemet

Landets største stallinger stammer fra Gudenåen, selv om bestanden her idag kun er en skygge af sig selv. Især har man fokuseret på den voldsomme kanosejlads som en mulig årsag til tilbagegangen. Der kan dog stadig opleves fint fiskeri flere steder.

Stallingerne i øvre Gudenå har megen føde at vælge imellem og kan derfor være meget kræsne. De større stallinger dropper ofte overfladeføden til fordel for den rigelige og lettere tilgængelige bundføde. Vil man i kontakt med de virkelige blåmænd, skal der således en tung nymfe på et langt og tyndt forfang!

Fiskeriet er bedst på åens øvre løb – opstrøms Ry. Desværre er det på selvsamme strækning, den voldsomme kanosejlads finder sted fra midten af juni og sommeren igennem…

© Tekst & fotos: Steen Ulnits

I Nordamerika har man i mange år kunnet glæde sig over en fisketurisme, der omsætter for adskillige millioner dollars – penge, som ikke mindst skyldes en udbredt brug af “No Kill”.

I Nordamerika bruger man i vid udstrækning andre former for fiskepleje, end vi gør her i Skandinavien – helt enkelt fordi man har arbejdet målrettet med et rekreativt sportsfiskeri af stort format i ganske mange år.

De indførte fiskeplejemetoder tilgodeser derfor sportsfiskeriet – i grel modsætning til de fiskeplejemetoder, vi kender til herhjemme. De tilgodeser primært det kommercielle fiskerierhverv, som jo har stolte traditioner i lille Danmark.

Her i Danmark skal vi først nu til at sadle om – til i højere grad at tilgodese sportsfiskeriet, som fremover vil være en meget vigtig indtægtskilde for landet. Og sportsfiskerne, som med det nye obligatoriske fisketegn nu bidrager med størsteparten af pengene til fiskeplejen.

I samme åndedrag må vi så også erkende, at nordamerikanske sportsfiskere er langt bedre “opdraget” og langt mere vidende om fisk og fiskeri end vi skandinaver og europæere. Ganske enkelt fordi de er blevet opdraget og informeret af myndighederne stort set lige siden afslutningen af Anden Verdenskrig!

Vi har således en hel del år, vi skal have indhentet, før vi rent fiskeplejemæssigt er på omgangshøjde med amerikanerne. Med fisketegnet er vi dog kommet rigtig godt fra start!

“No Kill” i Minipi

I Nordamerika har man nu i mere end 30 år anvendt C&R til rationel fiskepleje i udsatte områder. Først blev de taget i brug i staten New York – i “the Catskills”, ved hvis bjergstrømme det amerikanske fluefiskeris vugge har stået – samt i den verdensberømte Yellowstone Nationalpark i det bjergrige Midtvesten.

Men vi skal så langt nordpå som til den kanadiske provins Labrador for at finde stedet, hvor ideen med genudsætning først blev undfanget.

Det var den nyligt afdøde fluefiskerlegende Lee Wulff, der først indså nytten af og behovet for C&R. Det skete i årene før Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede som “recreational officer” for den amerikanske hær.

Hans opgave var at finde adspredelse for de soldater, der var hjemme på orlov. Og med base i Labrador (som var blevet livsnerve med indførelsen af moderne luftkrig) var intet vel mere nærliggende end jagt og fiskeri.

Lee Wulff fløj derfor rundt i Labrador i sin egen lille vandflyver – kiggede de bedste steder ud og satte så pontonerne på velegnede søer for at teste fiskeriet. Ingen dårlig beskæftigelse for en engageret fluefisker med laks og ørreder på hjernen!

Lee Wulff fandt da frem til Minipi området, som den dag idag huser verdens suverænt største kildeørreder. Og som dengang naturligvis var et sandt eldorado af såvel mange som store fisk. Hertil fløj han nu sine krigstrætte soldater, som kvitterede med at flyve læs efter læs af store og flotte kildeørreder ud fra området.

Lee Wulff så, at fiskeriet i dette enorme område hurtigt blev dårligere og dårligere. Og han indså, at den simple årsag var overfiskning. Det fik ham til at tænke grundigt over tingene. Og han nåede frem til sin nu herostratisk berømte udtalelse om, at “en ørred er for værdifuld til kun at fanges én gang”!

Det vandt hurtigt lokal genklang, og den dag idag har man stadig – ganske vist efter en markant nedtur i efterkrigsårene – verdens største kildeørreder at byde på i Minipi. Basser på 3-4 kg og sågar større, der gerne stiger til en vel præsenteret tørflue!

Med Lee Wulff var begreberne “Catch and Release” og “No Kill” således født. Der skulle dog gå endnu nogle år, før principperne også vandt indpas i den rationelle fiskepleje – i form af påbud om genudsætning af de fangede fisk i særligt udsatte og offentligt tilgængelige vande.

De sportsfiskere, som var forud for deres tid, forfattede da det velkendte slogan: “Limit your kill – don’t kill your limit!”

The Yellowstone Experience

Den første af de officielle solstrålehistorier omkring C&R stammer fra Yellowstone Nationalpark. Parken blev oprettet – i øvrigt som verdens første af slagsen – i 1872 og blev frem til begyndelsen af dette århundrede kun besøgt af 5-10.000 mennesker årligt.

Men så tog strømmen af turister ellers til – fra over 65.000 årligt ved afslutningen af Anden Verdenskrig til mere end 2,5 million mennesker omkring 1970! Først da stod det klart for alle, at der måtte restriktioner til, hvis ikke presset fra de mange besøgende skulle ødelægge den unikke natur og dens faste beboere.

Til parkens unikke beboere hørte og hører stadig en speciel stamme af “cutthroat” ørreder – en nær slægtning til regnbuen. I Yellowstone Lake og afløbet Yellowstone River blev cutthroat’en presset hårdt fra mange sider. Dels fra parkens øvrige “faste” beboere – grizzly bjørne, mink og ørne samt en hel koloni hvide pelikaner, der alene høstede mellem 300.000 og 400.000 voksne ørreder årligt!

Presset kom også fra gæstende sportsfiskere, som omkring 1970 fik det samlede antal af fiskedage i en tre måneders periode op på 370.000. Og som blev anslået til at høste små 300.000 fisk!!

Det stod derfor lysende klart for parkens ledelse, at der måtte skrides radikalt ind, før parkens øko-system tiltede helt. I årene op til Anden Verdenskrig havde man kompenseret for det stigende fiskepres ved at sætte flere og flere fisk ud – fisk af tilfældig dambrugsoprindelse. Denne fauna-forurening var man dog hørt op med allerede i 1950, idet man ville holde fast på parkens oprindelige bestand af vildfisk.

Det stod også klart for ledelsen, at en øjeblikkelig og absolut indførelse af C&R ville forårsage et ramaskrig blandt parkens gæster. Derfor skred man i stedet til en trinvis optrapning af restriktionerne over en 3-årig periode.

Allerførst forbød man brugen af naturlig agn, idet man fra undersøgelser vidste, at naturlig agn forårsagede en dødelighed på mellem 50 og 70% af de fangede og genudsatte fisk – mod kun mellem 5 og 10% for kunstagns vedkommende.

Dernæst indførte man for første gang i parkens historie et mindstemål på 35 cm for cutthroat’ens vedkommende. Fra 1955 til 1968 havde man haft en “bag limit” på 2 fisk per mand per dag i Yellowstone Lake – baseret på søens produktivitet og et begrænset fiskepres. Men efter at et stigende fiskepres i fire år i træk havde overskredet søens naturlige bæreevne, kollapsede fiskeriet totalt.

Mindstemålet blev indført – med det resultat, at den årlige høst blev reduceret til omkring 100.000 fisk. Samtidig blev vandsystemet nu nærmest overforsynet med små førstegangsgydere, mens de større aldersklasser – dem over mindstemålet – hurtigt forsvandt. Så snart de nåede 35 cm, blev de fanget og aflivet.

Det var man ikke tilfreds med fra parkens ledelse. Man ønskede at kunne tilbyde sine gæster et naturligt fiskeri efter en naturlig bestand, der også bød på store og dermed attråværdige fisk. For at få mere balance i bestanden, så den talte såvel små som store fisk, indførte man i 1972 C&R med absolut “No Kill”.

Resultatet var imponerende. Over en 4-årig periode steg fiskene i såvel antal som størrelse – med det pudsige resultat, at førhen kritiske sportsfiskere nu spurgte ledelsen, hvorfor den dog ikke havde gjort sådan før!! Samtidig oplevede man, at netop de vande, hvor C&R var reglen, blev de mest besøgte.

Da man i første omgang nedlagde forbud mod brugen af naturlig agn, oplevede man et tilsvarende fald i fiskepresset – helt enkelt fordi brugerne af naturlig agn nu holdt sig væk. C&R vandene genvandt nu den tabte popularitet på grund af det nye kvalitetsfiskeri, der bød på både mange og store vildfisk.

I 1994 anslog parkledelsen, at fiskeriet i Yellowstone Lake alene omsatte for – hold nu fast! – 36 mio. US dollars. Intet under, at man gør meget for at bevare netop dette fiskeri!

Skandinavien

Man oplevede i Yellowstone som i Minipi, at netop relativt glubske ørredarter såsom kildeørred og cutthroat reagerede uhyre positivt på C&R. Når det gjaldt mere sky arter såsom regnbue og bækørred, var resultatet noget anderledes.

Disse reagerede også med både flere og større fisk efter indførelsen af C&R, men det mærkede sportsfiskeriet ikke helt så meget til. Regnbue og specielt bækørred lærer meget hurtigt af deres fejltagelser og lader sig til sidst kun fange af de dygtigste fiskere.

Vi oplever i disse år det samme, som Yellowstone Park gjorde for 20 år siden – et stærkt stigende fiskepres. Vi oplever, at den skandinaviske fisketurisme markedsføres hårdt i ikke mindst de tysktalende lande.

Denne turisme kan ikke standses, da den styres uafhængigt af fiskeriorganisationer. Vi er jo aldrig blevet spurgt! Derfor kan vi lige så godt prøve at få det bedst mulige ud af den – via et velorganiseret sportsfiskeri med såvel overordnet som lokal styring.

Set ud fra et fiskeribiologisk synspunkt er “Catch & Release” klart til gavn for alle bestande af laksefisk udsat for et hårdt fiskepres. Hverken mere eller mindre.

På steder med et ringe fiskepres og gode gydemuligheder er C&R omvendt en rigtig dårlig idé. Her bør man i stedet satse på en udtynding af bestanden, som så kvitterer med, at de tilbageblivende fisk får bedre muligheder (mere føde) for at vokse sig store.

Sådanne forhold har man ofte i højlande, hvor bjerglandskaberne byder på fortræffelige gydeforhold, men en ringe fødemængde. I lavlande som Danmark er det lige omvendt. Her er der masser af føde, men ofte ingen eller kun meget få gydepladser. Og her er en stationær fisk som vor rødplettede bækørred hårdt truet af fiskepresset.

Kun en overgang til “No Kill” – eventuelt i form af et meget højt mindstemål – vil kunne redde de sidste bestande af rødplettede vildfisk. Hvis vi da ikke i stedet vil lade os nøje med de årlige udsætninger af store “turister”, som hurtigt er væk igen – opfiskede som i et andet Put & Take vand…

Det samme gælder stallingen, som jo er født og opvokset i den vilde natur – som ikke ophjælpes med støtteudsætninger af opdrættede tamfisk. Her er der endog ikke mulighed for udsætning af “turister” i fangstklar størrelse…

Når det gælder danske havørreder, må man straks erkende, at der her er tale om et rendyrket Put & Take fiskeri. Opdrættede ungfisk udsættes i store mængder med det ene formål at vokse sig så store, at de passerer mindstemålet og dermed bliver lovligt bytte.

Danske havørreder kan derfor med god samvittighed aflives og hjembringes, dersom de blot overholder mindstemål og fredningstider. Her er der ingen idé i genudsætning – med mindre man da gerne ser de samme fisk ende deres dage i et monofilt nedgarn…

Sidste nyt fra laboratoriet!

En amerikansk undersøgelse fra 1992 gjorde det helt klart for alle, at fisk, der skal genudsættes, ikke bør fjernes fra vandet overhovedet. De har brug for al den ilt, de overhovedet kan skaffe fra vandet, til nedbrydning af den skadelige mælkesyre, de har ophobet i kroppen under fighten.

Forsøget blev udført med tamme regnbueørreder, som blev motioneret i et strømbassin, og som derefter blev fjernet fra vandet i henholdsvis 0, 30 og 60 sekunder.

Det viste sig da, at dødeligheden ved 0 sekunder (fisken blev i vandet hele tiden efter motioneringen) var godt 10%, mens den ved 30 sekunders ophold oven vande steg til 40%. Efter 60 sekunder ude af vandet steg dødeligheden til over 70%!!

Det er naturligvis tal, som maner til eftertanke. Som fortæller med al ønskelig tydelighed, at fisken skal blive i vandet hele tiden, hvis den skal have optimale chancer for at overleve en genudsætning. Det er samtidig en undersøgelse, som givet vil blive misbrugt af modstandere af C&R. De ser i undersøgelsen dokumentation for, at de fleste fisk alligevel vil dø efter en genudsætning.

Hertil er to ting at sige: Dels er der intet overhovedet til hinder for, at fisken holdes i vandet, mens krogen fjernes og fisken genoplives. Hvorved dødeligheden nedsættes til få procent. Og dels er ovennævnte undersøgelse baseret på tamme regnbuer i fangenskab. Fisk, som endda blev bedøvet under eksperimentet, hvilket i sig selv medfører en øget dødelighed.

Det er endvidere velkendt, at tamme fisk fra bassiner uden strøm altid er i dårlig form. Og at fisk med en dårlig kondition kun vanskeligt holder til ekstraordinære belastninger. Naturens egne fisk er i mangefold bedre form og tåler derfor belastningerne langt bedre.

Dette dokumenteres da også af forsøg på både Island og i den sydengelske kalkstrøm Test. Begge steder har man indfanget vildlaks på sportsmæssig vis – altså med stang og line. Og begge steder har man noteret sig en dødelighed nær nul ved efterfølgende opbevaring af de fangede fisk.

Endelig er det jo almindeligt i ikke mindst Norge, at såkaldte “stamlaks” fanges på flue nær gydepladserne og i fredningstiden. De bruges derefter til strygning og opdræt af nye ungfisk til udsætning. Heller ikke disse fisk lader til at tage skade af fangsten.

Det kan derfor siges at være veldokumenteret, at fisk landet og genudsat korrekt efter al sandsynlighed overlever den traumatiske oplevelse uden mén. Og at “Catch and Release” derfor er fremtidens billigste og bedste form for fiskepleje. Hvilket gælder samtlige for sportsfiskeriet værdifulde arter og ikke kun laksefiskene.

Allersidste nyt!

En canadisk rapport fra 1994 har kastet helt nyt lys over dødeligheden ved C&R sidst på året – nær gydetiden. Baggrunden for undersøgelsen var et forslag om, at sæsonen ved dele af den verdensberømte lakseflod Miramichi skulle forlænges fra og med 1990.

Dette forslag bragte sindene i kog, idet flere modstandere henviste til risikoen for, at de fangede og genudsatte laks ville være dårligere egnede til at klare den nærtstående gydning. Et argument, som man jo måtte tage alvorligt.

Sæsonen blev dog forlænget alligevel, men tvivlen nagede. Så meget, at en række videnskabsfolk fra forskellige canadiske institutioner satte hinanden stævne ved Miramichi i oktober 1992. Nu skulle der facts på bordet. Nu skulle det undersøges, om fangst og genudsætning virkelig nedsatte laksenes muligheder for at reproducere sig med held.

Undersøgelsen omfattede 20 laks fanget i en fælde. Disse laks, der omfattede såvel små grilse som større laks, blev nu taget op og forsynet med en fluekrog i kæften. Herefter blev de sluppet fri og fightet på normal vis af et par rutinerede laksefiskere, som til sidst kunne lande de udmattede fisk. Vandtemperaturen under forsøget var 6 grader Celsius.

De landede fisk blev så målt, mærket og transporteret til en ventende fisketankvogn, der hurtigt fragtede dem til et nærliggende dambrug. Her blev de opbevaret, indtil de – fuldt gydemodne – blev strøget for rogn og mælke. De befrugtede æg blev herefter behandlet som alle andre, indtil de klækkede.

Et fåtal mindre hanlaks blev ligeledes fightet og landet, men de måtte ofre deres liv for videnskaben. De blev nemlig aflivet, så der kunne udtages vævs- og blodprøver til senere analyse.

De udtagne prøver blev opbevaret i flydende kvælstof ved minus 200 grader Celsius, og de blev siden undersøgt på Queen’s University i Kingston, Ontario for mælkesyre og blodsukker. Begge dele ændres nemlig markant i fisk under stress.

Men nu til resultaterne, som blev publiceret i 1994. De er meget opløftende – i hvert fald for tilhængere af Catch & Release:

– Ingen af de udtrættede fisk døde. Alle klarede de sig fint, til de var fuldt kønsmodne og kunne stryges senere på året.

– De fightede hunfisk producerede lige så mange æg som andre ikke-fightede laks.

– De befrugtede æg fra de fightede fisk havde samme overlevelse som dem fra ikke-fightede fisk.

– De fightede fisk udviste kun en svag stigning i indholdet af mælkesyre og blodsukker. Dette til trods for den kraftanstrengelse, som fighten ellers formodes at være. Mælkesyreindholdet var således væk igen efter kun to timer! Altså ingen forsinket dødelighed som frygtet.

– Små grilse udviste en højere stigning i mælkesyreindhold end større laks. Dette til trods for, at de større laks ofte blev fightet i mere end dobbelt så lang tid som de små grilse. Tilsyneladende er det mere anstrengende med luftakrobatik for små laks’ vedkommende end en lang og sej kamp uden spring for store laks.

Undersøgelsen kunne således – som den første videnskabeligt dokumenterede af sin art – bekræfte formodningen om, at Catch & Release ikke har nogen nævneværdig skadelig indflydelse på gydemodne fisk sent på sæsonen.

At der således ikke var noget forkert i beslutningen om at forlænge sæsonen, så der kunne skabes flere arbejdspladser og dermed flere kroner til den betrængte canadiske provins.

Supplerende undersøgelser på Queen’s University bekræftede samtidig, at fisk så vidt muligt skal holdes nede i vandet. 60 sekunders ophold oven vande nedsatte således laksenes overlevelse med hele 50%!

Samme universitet har siden udført undersøgelser med fangst og genudsætning af nedfaldslaks – altså laks, som har været oppe at gyde og nu er på vej tilbage til havet igen. I mere eller mindre afkræftet tilstand, men altid i meget koldt vand.

Også her fandt man en dødelighed på nul.

Steen Ulnits

En simpel syntetflue til alle årstider.
“Juletræet” har for længst fejret sit ti-års jubilæum – mere velfangende end nogensinde!

Det var nok lidt af en tilfældighed, at “Juletræet” blev til for nu mere end 15 år siden. Det var derimod ingen tilfældighed, at den også kom til at pryde forsiden på min bog “Fluebinding 4” fra 1986. Det var slet skjult markedsføring…

Det var i de syntetiske materialers barndom, og jeg var dybt fascineret af farvespillet i det perlemorsfarvede Flashabou rør. I medlys skinnede det guld og grønt – i modlys rødt og blåt. Jeg måtte helt enkelt lave en flue udelukkende med dette fantastiske materiale!

Sådan bindes Juletræet

Efter en del eksperimenteren nåede jeg frem til en såre simpel grundkonstruktion: Som underlag for det halvtransparente rør lægger jeg en fluorescerende rød chenillekrop. Den fylder røret ud, og den suger samtidig vand, så den færdige flue får let ved at synke. Endelig giver den indtryk af liv – blod – under det skinnende og halvt gennemsigtige ydre. En effekt, der bestemt ikke bliver ringere, når et par fisk eller tre har flænset lidt i fletværket!

Jeg sørger for, at der såvel foran som bag chenillekroppen er et stykke med bar bindetråd. Det er nemlig her, røret senere skal bindes ned. Bindetrådsunderlaget sikrer da en solid forankring af det glatte rør. Idag bruger jeg udelukkende fluorescerende rød bindetråd til mine “Juletræer”.

Herefter tager jeg et stykke rør og fjerner den kerne, røret er flettet omkring. Røret skal være godt og vel tre kropslængder langt – hellere for langt end for kort, da man jo altid kan klippe det til. Røret splittes op i den ene ende og skydes ind over chenillekroppen, så lige meget stikker ud foran og bag.

Tilbage er så kun at binde røret ned bagtil og fortil, hvorefter de forreste fibre foldes bagud og bindes ned som en slags hackle. Ud over bindetråden består et “Juletræ” således kun af chenille og Flashabou!

Fire favoritfarver

Jeg har bundet “Juletræer” i alle tænkelige afskygninger – i alle farver, længder og størrelser. Kun et fåtal har dog vist sig at være sikre fiskefangere, men de er til gengæld også blevet til mere end fast inventar i mine flueæsker.

Det er den oprindelige perlemorsfarvede, som stadig er hovedhjørnestenen, og som jeg har fanget et utal af forskellige fisk på overalt i verden. Fra kolde danske kystørreder til tropisk varme barracudaer i Caribien. Og så er det to udgaver i fluorescerende/selvlysende rød og grøn! Samt en helt sølvfarvet, som er fin i helt store størrelser, hvor det almindelige Flashabou rør er for spinkelt.

Trods det faktum, at ethvert “Juletræ” er ren fantasi, er det dog i flere tilfælde også en rigtig god imitation. Det gælder den sølvfarvede, som er en fin efterligning af sølvskinnende småfisk. Og det gælder specielt den perlemorsfarvede original, der fungerer fortræffeligt som efterligning af såvel sværmende børsteorm på kysten som diverse småfisk i både saltvand og ferskvand.

Andre end undertegnede har siden haft stort held med især helt sorte og kobberfarvede Juletræer, der på fornem vis efterligner diverse bundlevende fisk og krebsdyr.

Fine imitationer

Det originale perlemorsfarvede Juletræ er faktisk en ganske overbevisende efterligning af en lille smelt. Smelten har vi jo både herhjemme og i udlandet. Overalt i kolde og klarvandede søer er den en vigtig fødefisk for rovfiskene – det være sig laks og ørreder eller gedder og aborrer.

En af mine gode venner fik for nogle år siden en håndfuld “Juletræer” med til New Zealand. Et par uger senere kom der kort fra Lake Taupo, hvor de perlemorsfarvede fluer havde fanget helt forrygende blandt søens “smelting rainbows”, som der stod. Regnbueøreder, som jagede smelt i flodmundingerne.

På Island har jeg bemærket mig, at det originale “Juletræ” er en ganske fremragende imitation eller rettere repræsentation af en hundestejle i alle dens mange farver. Således gav den mig sidste sommer min hidtil største islandske søørred – en pragtfuld fisk på 4,1 kg, kun 62 cm lang.

Ovenstående fisk kan du læse mere om i artiklen “Vildørreder på vulkaner” under “Fiskerejser”.

En ganske naturtro imitation er – pudsigt nok – også den hidsigt grønne og selvlysende udgave, der på fremragende vis illuderer en lille irgrøn stenbiderunge. Med de farver skulle man jo ellers tro, at der kun kunne være tale om ren fantasi eller klar provokation.

Idag starter jeg altid mit fiskeri med den perlemorsfarvede udgave, hvis ikke andet indikerer, at den røde eller grønne burde være bedre. Den er og bliver standarden, ud fra hvilken de øvrige farver bliver bedømt.

Et ret nyt skud på stammen er et flydende perlemorsfarvet “Juletræ” – med underkrop af en strimmel fluorød skumplast. En fin flue, når rovfiskene spurter gennem en stime småfisk, som slås mere eller mindre bevidstløse af halen. Når så rovfisken svømmer tilbage og samler de døde eller bedøvede småfisk op i overfladen, er det tiden at binde det flydende Juletræ på forfanget!

Har jeg brug for en rigtig stor flue – eksempelvis til trolling efter flydering eller pontonbåd – binder jeg gerne et ekstrastort Juletræ som rørflue. Store sølvblanke udgaver har også virket godt under geddefiskeri.

Det røde “Juletræ” har jeg gjort de bedste fangster med på grå og overskyede dage i vinterhalvåret, hvor kystens havørreder ind imellem kan være lidt træge og derfor trænger til lidt oplivende farver!

Endelig bruger jeg altid den selvlysende grønne til natfiskeri – efter behørig opladning i lyset af min lille Maglite. Da har både fisken og jeg en natflue, vi virkelig kan se!

Teori og praksis…

Det er imidlertid ikke altid, fiskene lader sig sætte sådan i system. Det fortæller følgende lille beretning vist alt om:

Det var en iskold og tåget vinterdag i det syddanske. Faktisk var det næsten for koldt til at fiske, men John – min lokale guide – havde fået fine fisk i dagene forinden. Efter nogle timers bådfiskeri gik vi i land på en odde, der stak ud i det smalle og strømstærke sund.

– En ideel plads til kystflue, forsikrede John mig frysende. – Du når helt ud i sejlrenden med selv et kort kast, og derude går fiskene i denne kulde!

Ganske rigtigt. Jeg havde næppe taget mere end en halv snes kast, før en tung og stærk fisk tog mit røde “Juletræ” med kun nogle få meter line uden for topøjet. Ti minutter senere kunne vi beundre en dejlig sølvblank havørred på 2,4 kg – en pragtfisk, der virkelig gjorde det værd at trodse tåge og vinterkulde!

Havørreden gylpede et par irgrønne stenbiderunger op, som John straks fik øje på. – Havde du ikke sådan en grøn tingest i din flueæske?

Det havde jeg, og det røde “Juletræ” blev derfor skiftet ud med et grønt i samme størrelse – en kortskaftet 4’er – som igen blev sendt ud over sejlrenden.

I tredje kast strammede linen atter op, og igen væltede en tung sølvfisk sig rundt for enden af 0.25 forfanget. Det viste sig at være en tvilling til den første, kun et par hundrede gram tungere. Også den var solidt kroget og kunne landes efter en halv snes minutters tovtrækkeri. 2,6 kg purt vintersølv.

Vi kiggede den straks efter for at se, om også den havde grønne stenbiderunger i maven, siden den nu havde taget et grønt “Juletræ”. Ikke en eneste. Den var i stedet stoppet med gråbrune hesterejer…

Så meget for teorien altså, men fluerne fungerer i praksis, og det er vel det vigtigste!

Upside down “Juletræer”

Allerseneste skud på stammen af “Juletræer” er tunge upside down fluer til fiskeri direkte på bunden. Her er det specielt store brakvandsaborrer på op til kiloet, der har ladet sig lokke. Fluerne bindes på sædvanlig vis – blot forsynes de fortil med tunge øjne af det ugiftige tungsten. Nul bly her!

Samtidig lader jeg kroppen gå lidt ned på krogbøjningen, så halen kommer til at vende opefter på den færdige flue. Det falske hackle samles på samme måde, så også det vender opefter. På denne måde får jeg et velafbalanceret “Juletræ”, der som en anden mini-jig fisker direkte på bunden – med krogspidsen vendende opefter.

Disse tunge “Juletræer” har efterhånden også en hel del flotte fladfisk på samvittigheden – fortrinsvis bundet på str. 4-6 kroge i røde og grønne farver.

Jeg binder idag alle mine “Juletræer” på Mustads rustfri 34007 krog. Str. 4 er standarden til mit kystfiskeri – med en langskaftet 34011 til natfiskeri. Da får jeg en større flue, som dermed er mere synlig. Men som alligevel ikke er ret meget tungere.

Jeg har tidligere brugt Partridge’s ligeledes rustfri “JS Sea Streamer” krog, men har haft et par uheldige oplevelser med ørreder, der rettede den tynde wire ud. Det sker ikke med de kraftigere Mustad kroge. Eller med den nye “Sea Prince” fra Partridge – en tro kopi af Mustads 34007.

Store steelheads

“Juletræet” er mest kendt og brugt som havørredflue ved de danske kyster, hvor den efterhånden må have landet i tusindvis af blanke og farvede havørreder. Selv har jeg i hvert fald taget et trecifret antal ørreder på over målet på den i de forgangne år.

Men “Juletræet” er mindst lige så effektiv til alle andre rovfisk. Til pelagiske stimeaborrer på jagt og til lurende gedder i sivkanten har jeg således haft meget held med langskaftede “Juletræer” str. 4 og 1.

Store hornfisk holder meget af den grønne udgave, mens tangskovens torsk foretrækker den røde. Og endelig reddede et stort perlemorsfarvet “Juletræ” str. 1/0 situationen for mig, da jeg i 1986 fiskede steelheads i Sustut River i det nordlige British Columbia.

Efter en uges forgæves fiskeri med alle de gængse steelheadfluer satte jeg det store “Juletræ” på forfanget og blev den sidste uges topscorer med 5 pragtfulde steelheads på henholdsvis 20, 18, 16, 15 og 13 pounds – alle på enhåndsflue. Det er 15 lbs. fisken, du ser på billedet ovenfor.

– It’s not a fly, it’s a lure!, sagde en medfisker, da han så fluen sidde solidt i kæften på 18 lbs. fisken. Og helt forkert var det ikke.

“Juletræet” er jo en ren syntetflue, om noget er!

Steen Ulnits

(oktober ’99)

Vi har idag verdens største havørreder i de danske vande. Ikke mindre end 3 fisk fra 1991 lå over den gamle rekord på 14,4 kilo! Alligevel blev den gamle rekord ikke slået.

Danmark havde i mange år den uofficielle verdensrekord for stangfanget havørred – Plejdrups flotte og sølvblanke sommerfisk på 14,4 kg fra Karup Å i 1939. Den store hunfisk blev taget på en god, gammel devonspinner.

Så overhalede vore broderlande os indenom – Sverige med en 14,7 kg’s fisk fra Mørrum og Finland med en 15,3 kg’s fra skærgården. Vi måtte se os distanceret, men kun for en tid. Mulighederne var der stadig, hvilket bevistes i 1985 af en flot fluefanget fisk på 13,85 kg fra Gelså samt en ligeledes fluefanget fisk på 12,1 kg fra Karup Å i 1990.

For ikke at tale om den garnfangede kæmpe pa 15,1 kg fra Ribe Vesterå – en ny Danmarksrekord, der blot aldrig nåede at blive officiel, da fisken blev solgt inden verifikation.

Jyske å-kæmper

Men så gik det for alvor løs i 1991. Først med en ny kæmpeørred fra Karup – en 12,7 kg’s fisk fanget af selvsamme mand, der landede sidste års største på 12,1 kg! En utrolig bedrift, der ikke blev ringere af, at begge fisk blev fanget i selvsamme høl, der ligger på landmandens egen jord.

Så kom den nye danske rekordfisk fra Ribe Vesterå – en garnfanget kæmpe på 15,4 kg, kun 95 cm lang. En utroligt kompakt fisk, som denne gang nåede sikkert frem til Naturhistorisk Museum i Århus, hvor den blev udstoppet, så den kan indgå i museets store, permanente udstilling.

– Men hvor længe var Adam i Paradis? Ikke ret længe – i hvert fald ikke længere end til den 17. oktober samme år. Da blev den nye rekordfisk nemlig fundet død i nærheden af Karup Bro, som går over hovedvejen mellem Viborg og Herning. Den kæmpemæssige hanfisk var uden tvivl gået på grund af ren og skær udmattelse. Den lod sig derfor uden videre samle op af de to Iystfiskere, John Eriksen og Henrik A. Hansen, fra Herning.

Fisken viste sig at måle hele 108 cm og veje 16,3 kg på en kontrolleret vægt. Det var en stærkt farvet hanfisk – ikke ret køn at se på- som givet havde vejet over de 17 kg, da den om sommeren sølvblank stod op fra Skive Fjord.

Fisken viste sig at være i fin form, og den undgik kun med nød og næppe en tur i røgeovnen, som for tid og evighed ville have fjernet den fra alverdens sportsfiskere. Nu nåede den heldigvis helskindet frem til Naturhistorisk Museum, takket være to Herning-fiskeres konduite, og her findes den nu udstoppet – eller rettere afstøbt – så den kan beskues.

Den nye rekordhavørred indgik i en særudstilling, som igen indgik i en stor udstilling om fisk og fiskeri på Gudenåen før og nu. Synd blot, at rekordfisken så ikke blev fanget her, men Gudenåen har aldrig produceret så store fisk. Den 11,3 kg’s fisk, der blev landet i ’95, hører til de størst kendte fra Gudenåen, som ellers kastede rigtig mange rigtig fine havørreder af sig i ’91.

Rekordfisken på de 16,3 kg menes død af overanstrengelse – givet i forbindelse med alderdom og revirstridigheder. Det kræver kræfter at være en kæmpefisk og skulle forsvare et kæmperevir. Og gammel – det var rekordfisken. Meget ældre, end havørreder normalt bliver.

Gorm Rasmussen, som til daglig leder DF&H’s af deling på Ferskvandslaboratoriet i Silkeborg, kiggede den grundigt i kortene, da han aflæste dens alder via tilsendte skælprøver. Gorm Rasmussens undersøgelse viste, at fisken er vandret ud fra Karup Å som 2-årig, hvorefter den har tilbragt 6-7 år i Limfjordens salte vand.

Muligvis har den været endnu længere undervejs, og muligvis har den været oppe at gyde forrige år. Der er tegn på erosion i skællene, hvilket kunne tyde på en gydning, men skællene er svære at aflæse endeligt. Alt i alt er fisken altså maksimalt 9 år gammel, hvilket i sig selv er usædvanligt for en havørred.

Den anderledes kompakte rekordfisk fra Ribe Vesterå menes at være maksimalt 7 år gammel. Siger Frank Jensen, som er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus. Frank Jensen tog – da han havde set sidste års rekordfisks kranke skæbne – initiativ til, at en eventuelt ny rekordfisk fra erhvervsfisker Mikkelsen omgående gik til museet, så den kunne bevares for eftertiden. Det var jo en realistisk mulighed, da der alene i ’91 blev taget 25 havørreder over 10 kg i Ribe Å af erhvervsfiskeren!

Men også andre åer kunne være med. Det bevistes, da Vejle Å sent på året ’91 afgav en kæmpe på ikke mindre end 14,66 kg! Det viste sig dog senere, at fisken var fanget i fredningstiden – af en fisker, som kendte til dens eksistens fra tidligere elektrofiskeri. Tsk…

Forklaring på kæmperne

Museumsinspektør Frank Jensen har også en mening om, hvorfor der i disse år er så kolossale havørreder i de danske vandløb:

– Der er efter min mening tre årsager til, at vi nu har så store havørreder igen. For det første så har vi nu haft ekstremt milde vintre, hvilket har givet ørrederne optimale vækstbetingelser. De har kunnet blive ude i det store spisekammer hele vinteren uden problemer med saltbalancen.

– Der er mere føde end nogen sinde til havørrederne. Torsken er i tilbagegang – silden i fremgang på grund af forureningen. Tidligere tog torskene mange sild og sikkert også en del udtrækkende havørredsmolts. Det gør de ikke længere. Der er altså mindre predation og mere føde end nogensinde, hvilket naturligvis resulterer i mere hurtigt voksende ørreder.

– Endelig er der 100 meter fredningszonen, som – trods adskillige grove overtrædelser – alligevel har haft en stor og gavnlig effekt på havørredbestanden. Med nye og udvidede fredningszoner nær åmundinger og flaskehalse vil forholdene blive endnu bedre!

Frank Jensen er dog fuldt ud klar over, at det er de store udsætninger – betalt af lystfiskerne selv – der nu bærer frugt. Den naturlige produktion er ikke noget, der batter i den sammenhæng. Derfor er næste skridt på vejen en retablering af så mange gydepladser som overhovedet muligt.

De mange fisk, der nu stævner op i vandløbene, skal naturligvis have mulighed for at gyde og dermed selv bidrage til slægtens videreførelse. Det er i længden både den bedste og den billigste løsning.

Sjællandske kyst-kæmper

Der er altid blevet fisket intensivt på den sjællandske nordkyst. Her – lidt nord for hovedstaden – findes et tæt befolket område med masser af lystfiskere. Da man samtidig har en fin havørredkyst i nord, samles de fleste fiskere naturligvis her – ofte med trængsel til følge.

Men det store fiskepres giver også mange fisk. Måske ikke per fisker, men samlet. Det er derfor ikke så underligt, at de virkelige kystkæmper kommer fra Sjælland og ikke – som åkæmperne – fra Jylland.

Den gamle kystrekord – en sølvblank havørred på 11,27 kg – blev taget af Karen Bjergbakke ved Smidstrup Strand en novemberdag i 1961. Den kom til at holde i mere end 30 år – lige indtil Bjarne Lindegaard en martsdag i 1992 tog ned til Munkholmbroen i Isefjorden. Da fejlkrogede han med sin pirk en lille sild, som igen blev hugget af en stor havørred. Vel inde på land viste kæmpen sig at veje 13,2 kg – ny dansk kystrekord!

Men heller ikke her var Adam ret længe i Paradiset. Kun indtil den 13. juni 1992, hvor Christian Theilgaard tog på Øresund i sin lille båd. Han søsatte et blink på en blybelastet line og kunne kort efter sætte krogen i en ny Danmarksrekord!

Fisken vejede hele 15,155 kg og slog dermed Plejdrups gamle rekord på 14,4 kg, der ellers holdt i hele 53 år!

Den nye Danmarksrekord blev målt, vejet og kontrolleret. Jo, den var god nok – det var en vaskeægte havørred. En fisk, hvis skæl fortalte, at den var 10 år gammel. De første to år var tilbragt i ferskvand – de næste otte i saltvand, dog afbrudt af ikke færre end fem gydninger!

Det er aldrig set tidligere, at en havørred har været på leg så mange gange. Man må sige, at den nye Danmarksrekord virkelig havde gjort sit for at sikre slægtens beståen, inden den mødte sin banemand!

I det hele taget har netop Øresund disket op med utroligt mange utroligt store havørreder her i 90’erne. Adskillige fisk i 10 kg’s klassen er gået til biddet i det strømstærke farvand. Flest nok på blink og woblere fisket dybt mellem sildestimerne på en downrigger, men også ganske mange under almindelig overflade-trolling over Sundets grunde.

Midt i 90’erne fik de sjællandske småbådsfiskere dog et nyt Mekka – eller i hvert fald ét til! Det skete, da man pludselig begyndte at fange masser af store havørreder nede i Køge Bugt – her primært på downrigger. Hidtil største Køge Bugt havørred har vejet 12,2 kg, og den sidste er ikke fanget endnu!

Jyderne slog dog til i foråret ’96, da en havørred på imponerende 12,4 kg i april måned gik til biddet ved Hov syd for Århus – den næststørste danske kystørred nogensinde! Måneden forinden var en 18,1 kg’s fisk taget direkte fra kysten ved Glatved på Djursland – en laks, ganske vist, men alligevel…

Den 8. oktober 1996 slog Isefjorden til igen – denne gang med en flot, men stærkt farvet havørred på 11,6 kg, kun 90 cm lang. Den blev taget længst inde i Tempelkrogen.

Danmark er således igen blevet hjemsted for verdens største havørreder. Eksperter vurderer, at en ny rekordfisk når som helst kan gå til biddet!

Steen Ulnits

Efterskrift:

Der er ingen tvivl om overhovedet, at dansk lystfiskeri oplevede sine bedste år nogensinde i den første halvdel af 90’erne. Det skyldtes helt enkelt de store udsætninger af havørred, som indførelsen af det obligatoriske fisketegn muliggjorde.

Garnlicensen for fritidsfiskere blev indført pr. 1. januar 1990, mens fisketegnet for lystfiskere så dagens lys pr. 1. januar 1993. Hermed begyndte millionerne til fiskeplejen at indfinde sig. De store udsætninger satte ind, og de udsatte havørreder voksede kolossalt i de kommende år. Derfor de mange og store fisk til danske lystfiskere i den første halvdel af 90’erne.

Men det var tilsyneladende også begyndelsen til enden, idet fritidsfiskeriet med lovlige såvel som ulovlige garn nu også tog til – i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig. Derfor har vi da også landet over kunnet opleve to skuffende dårlige sæsoner på især de garnbesatte kyster. Hverken i ’96 eller ’97 er der blevet set eller fanget nævneværdigt med havørreder – trods fortsat millionstore udsætninger.

Det danske havørredeldorado døde lige så hurtigt, som det opstod. Nu kan vi imidlertid håbe på, at fiskeriministeren vil skride til handling. Det var i hvert fald, hvad han den 31. oktober – 1. november ’97 lovede på en konference i Viborg om det rekreative fiskeris fremtid.

Ellers er det slut med flere sølvblanke kæmper fra de danske kyster og vandløb…

1996 var et sandt katastrofeår for kystørreden, 1997 ligeså. Sjældent er der fanget så få fisk fra vore kyster. Der er flere mulige forklaringer på de dårlige fangster.

Vinteren 95-96 var lang og trang. Mange steder lå der is langt hen i april måned, som jo ellers normalt er en af årets bedste måneder for kystfiskeriet efter havørred.

Samtidig var den lange vinter også den tørreste i mands mindre – ifølge meterologerne den nedbørsfattigste i mere end 100 år!

Det sene forår blev efterfulgt af en varm sommer, som ifølge landets amter og dagspressen slet ikke gav det iltsvind og de bundvendinger, vi efterhånden er ved at være vant til efter så varme somre.

De fleste steder kunne man rapportere om usædvanlig klart vand uden alger – og mere ilt end nogensinde trods sommervarmen. Forklaringen var enkel: Den lange vinter havde sørget for koldere vand end normalt, hvilket i sig selv hæmmer algeproduktionen noget.

Men vigtigere endnu så havde den tørre vinter sikret, at der ikke blev vasket ret mange næringssalte – primært kvælstof fra landbruget – ud i vore indre farvande, som dermed ikke blomstrede op i alger i det sædvanlige omfang.

– Men hvorfor fangede vi så ikke havørreder i hobetal, da isen endelig gik og sommeren igennem? – Hvorfor livede fiskeriet aldrig op, da først vandtemperaturen nåede et for havørreden behageligt niveau? – Og hvorfor udeblev det efterårsfiskeri helt, som året før havde været aldeles formidabelt mange steder?

Mange mulige forklaringer

Umiddelbart efter isgang blev der observeret ekstraordinært store mængder rådnende tang i det kolde og klare vand – mange steder i så stort omfang, at det helt umuliggjorde fiskeriet. De mange rådnende alger skyldtes givetvis iltsvind og bundvendinger under isen i den lange mørkeperiode, hvor planterne er gået i hi og derfor ikke producerer ilt i nævneværdigt omfang.

Ture på Århus Bugten i det sene forår afslørede vandmænd i millioner. I store bræmmer på flere hundrede meters længde og bredde samt mange meter i dybden lå de og lyste op som små sandbanker på åbent hav. Så mange har jeg aldrig tidligere set samlet noget sted. – Men måske Cat-Link havde noget med dette fænomen at gøre?

I Sønderborg Bugt oplevede fiskerne i efteråret det usædvanlige, at de fik både ansjoser og hestemakreller i deres garn. Samtidig observerede de gentagne gange vaskeægte delfiner plaske rundt i overfladen – sikkert lokket af de mange ansjoser og hestemakreller, der som de selv normalt foretrækker langt varmere vand og derfor sjældent ses i kølige danske farvande.

Mangt og meget omkring 1996 vandmiljøet i de indre danske farvande har således været uhyre forskelligt fra tidligere år. Og det er givet her, vi skal søge forklaringen eller forklaringerne på årets katastrofalt dårlige havørredfiskeri. For vi kan hurtigt konstatere, at vi i hvert fald ikke kan give manglende udsætninger i årene før skylden. Sjældent er der nemlig sat så mange ørreder ud som i årene op til ’96 sæsonen…

Har udsætningerne således været et status quo – altså uændrede – så har nedgarnsfiskeriet næppe været det. I hvert fald ikke at dømme ud fra de rapporter, som både lystfiskere og fiskerikontrol har kunnet diske op med. Således blev 1996 året, hvor der for alvor gik hul på bylden – hvor der blev “landet” ulovlige fritidsfiskere i større stil end tidligere.

Tiltagende fritidsfiskeri

I et tilfælde – tidligere refereret her i bladet – blev en fritidsfisker fra Rungsted i Nordsjælland taget, mens han røgtede sine garn, der var sat mindre end de foreskrevne 100 m fra kysten.

Han flygtede over hals og hoved – stak til søs og afleverede sine garn til en anden båd, som siden gik ind i Nivå havn. Her ventede imidlertid en modtagelseskomitté, som fandt knap 40 ulovlige garn i båden…

I et andet tilfælde blev en fritidsfisker fra Lundeborg på Fyn taget på fersk gerning af Fiskerikontrollen – med hele 44 redskaber i båden. Det tilladte antal er 6, så der vankede en klækkelig bøde samt konfiskation af de anvendte redskaber. Anslået værdi kr. 20.000.

TV2 Østjylland nåede endda så vidt som til at filme ulovligt fritidsfiskeri, da de en dejlig dag i december måned tog med en lokal fritidsfisker ud for at røgte garn syd for Århus. Fangsten bestod da af to torsk og én havørred – den sidste tydeligt farvet og landet midt i fredningstiden – midt i prime time på TV…

Skal man tage ovennævnte episoder som retningsgivende, så er det ulovlige fritidsfiskeri i stærkt tiltagende. Eneste tilgængelige materiale om garnenes andel af den samlede ørredfangst – hidrørende fra Limfjorden – fortæller klart og tydeligt, at ni ud af ti havørreder i saltvand ender deres dage i et garn…

Derfor har det tiltagende fritidsfiskeri – lovligt såvel som ulovligt – givetvis været en medvirkende årsag til den pauvre sæson, som stort set alle danske havørredfiskere oplevede i 1996.

Ålegræs & isgang

Den lange isvinter har i sig selv været hård ved vandmiljøet, idet mange planter er gået til under isen. Nogle rent kemisk af iltsvind – andre rent fysisk på grund af den tykke is, som skurer bunden ren på det lave vand ved kysten.

Ikke mindst i det sydfynske mærkede man til den katastrofale mangel på især ålegræs, som hører til de mest produktive miljøer, hvad fødeemner angår. Selv oplevede jeg tre hele dages totalt resultatløst fiskeri på Avernakø – under de mest perfekte vejrforhold. Ikke skyggen af fisk så vi inde under land.

Uanset årsagen så startede ’96 sæsonen med store kyststrækninger, der var som blottet for liv – som ikke havde noget, der kunne lokke de ellers så sultne havørreder ind under land. De blev derfor længere ude – på 5-10 meter vand, hvor garnfiskerne til gengæld havde stor glæde af dem… De trolling-fiskere, som fandt frem til dem herude, oplevede ligeledes perioder med fint fiskeri.

Ude på dybderne kunne havørrederne nemlig få sulten stillet i stimer af sild, brislinger og tobis med flere, som ikke er afhængige af miljøet på det lave vand inde under land.

Så tror da pokker, at der var endog meget langt mellem kystørrederne i det meste af 1996!

1997 sæsonen startede også efter en ganske lang, men alligevel ikke nær så kold vinter. Foråret bød da heller ikke på noget sensationelt godt havørredfiskeri, men heller ikke noget katastrofalt dårligt.

Steen Ulnits

Efterskrift:

Der er ingen tvivl om overhovedet, at dansk lystfiskeri oplevede sine bedste år nogensinde i den første halvdel af 90’erne. Det skyldtes helt enkelt de store udsætninger af havørred, som indførelsen af det obligatoriske fisketegn muliggjorde.

Garnlicensen for fritidsfiskere blev indført pr. 1. januar 1990, mens fisketegnet for lystfiskere så dagens lys pr. 1. januar 1993. Hermed begyndte millionerne til fiskeplejen at indfinde sig. De store udsætninger satte ind, og de udsatte havørreder voksede kolossalt i de kommende år. Derfor de mange og store fisk til danske lystfiskere i den første halvdel af 90’erne.

Men det var tilsyneladende også begyndelsen til enden, idet fritidsfiskeriet med lovlige såvel som ulovlige garn nu også tog til – i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig. Derfor har vi da også landet over kunnet opleve to skuffende dårlige sæsoner på især de garnbesatte kyster. Hverken i ’96 eller ’97 er der blevet set eller fanget nævneværdigt med havørreder – trods fortsat millionstore udsætninger.

Det danske havørredeldorado døde lige så hurtigt, som det opstod. Nu kan vi imidlertid håbe på, at fiskeriministeren vil skride til handling. Det var i hvert fald, hvad han den 31. oktober – 1. november ’97 lovede på en konference i Viborg om det rekreative fiskeris fremtid.

Ellers er det slut med flere sølvblanke kæmper fra de danske kyster og vandløb…