I Nordamerika har man i mange år kunnet glæde sig over en fisketurisme, der omsætter for adskillige millioner dollars – penge, som ikke mindst skyldes en udbredt brug af “No Kill”.

I Nordamerika bruger man i vid udstrækning andre former for fiskepleje, end vi gør her i Skandinavien – helt enkelt fordi man har arbejdet målrettet med et rekreativt sportsfiskeri af stort format i ganske mange år.

De indførte fiskeplejemetoder tilgodeser derfor sportsfiskeriet – i grel modsætning til de fiskeplejemetoder, vi kender til herhjemme. De tilgodeser primært det kommercielle fiskerierhverv, som jo har stolte traditioner i lille Danmark.

Her i Danmark skal vi først nu til at sadle om – til i højere grad at tilgodese sportsfiskeriet, som fremover vil være en meget vigtig indtægtskilde for landet. Og sportsfiskerne, som med det nye obligatoriske fisketegn nu bidrager med størsteparten af pengene til fiskeplejen.

I samme åndedrag må vi så også erkende, at nordamerikanske sportsfiskere er langt bedre “opdraget” og langt mere vidende om fisk og fiskeri end vi skandinaver og europæere. Ganske enkelt fordi de er blevet opdraget og informeret af myndighederne stort set lige siden afslutningen af Anden Verdenskrig!

Vi har således en hel del år, vi skal have indhentet, før vi rent fiskeplejemæssigt er på omgangshøjde med amerikanerne. Med fisketegnet er vi dog kommet rigtig godt fra start!

“No Kill” i Minipi

I Nordamerika har man nu i mere end 30 år anvendt C&R til rationel fiskepleje i udsatte områder. Først blev de taget i brug i staten New York – i “the Catskills”, ved hvis bjergstrømme det amerikanske fluefiskeris vugge har stået – samt i den verdensberømte Yellowstone Nationalpark i det bjergrige Midtvesten.

Men vi skal så langt nordpå som til den kanadiske provins Labrador for at finde stedet, hvor ideen med genudsætning først blev undfanget.

Det var den nyligt afdøde fluefiskerlegende Lee Wulff, der først indså nytten af og behovet for C&R. Det skete i årene før Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede som “recreational officer” for den amerikanske hær.

Hans opgave var at finde adspredelse for de soldater, der var hjemme på orlov. Og med base i Labrador (som var blevet livsnerve med indførelsen af moderne luftkrig) var intet vel mere nærliggende end jagt og fiskeri.

Lee Wulff fløj derfor rundt i Labrador i sin egen lille vandflyver – kiggede de bedste steder ud og satte så pontonerne på velegnede søer for at teste fiskeriet. Ingen dårlig beskæftigelse for en engageret fluefisker med laks og ørreder på hjernen!

Lee Wulff fandt da frem til Minipi området, som den dag idag huser verdens suverænt største kildeørreder. Og som dengang naturligvis var et sandt eldorado af såvel mange som store fisk. Hertil fløj han nu sine krigstrætte soldater, som kvitterede med at flyve læs efter læs af store og flotte kildeørreder ud fra området.

Lee Wulff så, at fiskeriet i dette enorme område hurtigt blev dårligere og dårligere. Og han indså, at den simple årsag var overfiskning. Det fik ham til at tænke grundigt over tingene. Og han nåede frem til sin nu herostratisk berømte udtalelse om, at “en ørred er for værdifuld til kun at fanges én gang”!

Det vandt hurtigt lokal genklang, og den dag idag har man stadig – ganske vist efter en markant nedtur i efterkrigsårene – verdens største kildeørreder at byde på i Minipi. Basser på 3-4 kg og sågar større, der gerne stiger til en vel præsenteret tørflue!

Med Lee Wulff var begreberne “Catch and Release” og “No Kill” således født. Der skulle dog gå endnu nogle år, før principperne også vandt indpas i den rationelle fiskepleje – i form af påbud om genudsætning af de fangede fisk i særligt udsatte og offentligt tilgængelige vande.

De sportsfiskere, som var forud for deres tid, forfattede da det velkendte slogan: “Limit your kill – don’t kill your limit!”

The Yellowstone Experience

Den første af de officielle solstrålehistorier omkring C&R stammer fra Yellowstone Nationalpark. Parken blev oprettet – i øvrigt som verdens første af slagsen – i 1872 og blev frem til begyndelsen af dette århundrede kun besøgt af 5-10.000 mennesker årligt.

Men så tog strømmen af turister ellers til – fra over 65.000 årligt ved afslutningen af Anden Verdenskrig til mere end 2,5 million mennesker omkring 1970! Først da stod det klart for alle, at der måtte restriktioner til, hvis ikke presset fra de mange besøgende skulle ødelægge den unikke natur og dens faste beboere.

Til parkens unikke beboere hørte og hører stadig en speciel stamme af “cutthroat” ørreder – en nær slægtning til regnbuen. I Yellowstone Lake og afløbet Yellowstone River blev cutthroat’en presset hårdt fra mange sider. Dels fra parkens øvrige “faste” beboere – grizzly bjørne, mink og ørne samt en hel koloni hvide pelikaner, der alene høstede mellem 300.000 og 400.000 voksne ørreder årligt!

Presset kom også fra gæstende sportsfiskere, som omkring 1970 fik det samlede antal af fiskedage i en tre måneders periode op på 370.000. Og som blev anslået til at høste små 300.000 fisk!!

Det stod derfor lysende klart for parkens ledelse, at der måtte skrides radikalt ind, før parkens øko-system tiltede helt. I årene op til Anden Verdenskrig havde man kompenseret for det stigende fiskepres ved at sætte flere og flere fisk ud – fisk af tilfældig dambrugsoprindelse. Denne fauna-forurening var man dog hørt op med allerede i 1950, idet man ville holde fast på parkens oprindelige bestand af vildfisk.

Det stod også klart for ledelsen, at en øjeblikkelig og absolut indførelse af C&R ville forårsage et ramaskrig blandt parkens gæster. Derfor skred man i stedet til en trinvis optrapning af restriktionerne over en 3-årig periode.

Allerførst forbød man brugen af naturlig agn, idet man fra undersøgelser vidste, at naturlig agn forårsagede en dødelighed på mellem 50 og 70% af de fangede og genudsatte fisk – mod kun mellem 5 og 10% for kunstagns vedkommende.

Dernæst indførte man for første gang i parkens historie et mindstemål på 35 cm for cutthroat’ens vedkommende. Fra 1955 til 1968 havde man haft en “bag limit” på 2 fisk per mand per dag i Yellowstone Lake – baseret på søens produktivitet og et begrænset fiskepres. Men efter at et stigende fiskepres i fire år i træk havde overskredet søens naturlige bæreevne, kollapsede fiskeriet totalt.

Mindstemålet blev indført – med det resultat, at den årlige høst blev reduceret til omkring 100.000 fisk. Samtidig blev vandsystemet nu nærmest overforsynet med små førstegangsgydere, mens de større aldersklasser – dem over mindstemålet – hurtigt forsvandt. Så snart de nåede 35 cm, blev de fanget og aflivet.

Det var man ikke tilfreds med fra parkens ledelse. Man ønskede at kunne tilbyde sine gæster et naturligt fiskeri efter en naturlig bestand, der også bød på store og dermed attråværdige fisk. For at få mere balance i bestanden, så den talte såvel små som store fisk, indførte man i 1972 C&R med absolut “No Kill”.

Resultatet var imponerende. Over en 4-årig periode steg fiskene i såvel antal som størrelse – med det pudsige resultat, at førhen kritiske sportsfiskere nu spurgte ledelsen, hvorfor den dog ikke havde gjort sådan før!! Samtidig oplevede man, at netop de vande, hvor C&R var reglen, blev de mest besøgte.

Da man i første omgang nedlagde forbud mod brugen af naturlig agn, oplevede man et tilsvarende fald i fiskepresset – helt enkelt fordi brugerne af naturlig agn nu holdt sig væk. C&R vandene genvandt nu den tabte popularitet på grund af det nye kvalitetsfiskeri, der bød på både mange og store vildfisk.

I 1994 anslog parkledelsen, at fiskeriet i Yellowstone Lake alene omsatte for – hold nu fast! – 36 mio. US dollars. Intet under, at man gør meget for at bevare netop dette fiskeri!

Skandinavien

Man oplevede i Yellowstone som i Minipi, at netop relativt glubske ørredarter såsom kildeørred og cutthroat reagerede uhyre positivt på C&R. Når det gjaldt mere sky arter såsom regnbue og bækørred, var resultatet noget anderledes.

Disse reagerede også med både flere og større fisk efter indførelsen af C&R, men det mærkede sportsfiskeriet ikke helt så meget til. Regnbue og specielt bækørred lærer meget hurtigt af deres fejltagelser og lader sig til sidst kun fange af de dygtigste fiskere.

Vi oplever i disse år det samme, som Yellowstone Park gjorde for 20 år siden – et stærkt stigende fiskepres. Vi oplever, at den skandinaviske fisketurisme markedsføres hårdt i ikke mindst de tysktalende lande.

Denne turisme kan ikke standses, da den styres uafhængigt af fiskeriorganisationer. Vi er jo aldrig blevet spurgt! Derfor kan vi lige så godt prøve at få det bedst mulige ud af den – via et velorganiseret sportsfiskeri med såvel overordnet som lokal styring.

Set ud fra et fiskeribiologisk synspunkt er “Catch & Release” klart til gavn for alle bestande af laksefisk udsat for et hårdt fiskepres. Hverken mere eller mindre.

På steder med et ringe fiskepres og gode gydemuligheder er C&R omvendt en rigtig dårlig idé. Her bør man i stedet satse på en udtynding af bestanden, som så kvitterer med, at de tilbageblivende fisk får bedre muligheder (mere føde) for at vokse sig store.

Sådanne forhold har man ofte i højlande, hvor bjerglandskaberne byder på fortræffelige gydeforhold, men en ringe fødemængde. I lavlande som Danmark er det lige omvendt. Her er der masser af føde, men ofte ingen eller kun meget få gydepladser. Og her er en stationær fisk som vor rødplettede bækørred hårdt truet af fiskepresset.

Kun en overgang til “No Kill” – eventuelt i form af et meget højt mindstemål – vil kunne redde de sidste bestande af rødplettede vildfisk. Hvis vi da ikke i stedet vil lade os nøje med de årlige udsætninger af store “turister”, som hurtigt er væk igen – opfiskede som i et andet Put & Take vand…

Det samme gælder stallingen, som jo er født og opvokset i den vilde natur – som ikke ophjælpes med støtteudsætninger af opdrættede tamfisk. Her er der endog ikke mulighed for udsætning af “turister” i fangstklar størrelse…

Når det gælder danske havørreder, må man straks erkende, at der her er tale om et rendyrket Put & Take fiskeri. Opdrættede ungfisk udsættes i store mængder med det ene formål at vokse sig så store, at de passerer mindstemålet og dermed bliver lovligt bytte.

Danske havørreder kan derfor med god samvittighed aflives og hjembringes, dersom de blot overholder mindstemål og fredningstider. Her er der ingen idé i genudsætning – med mindre man da gerne ser de samme fisk ende deres dage i et monofilt nedgarn…

Sidste nyt fra laboratoriet!

En amerikansk undersøgelse fra 1992 gjorde det helt klart for alle, at fisk, der skal genudsættes, ikke bør fjernes fra vandet overhovedet. De har brug for al den ilt, de overhovedet kan skaffe fra vandet, til nedbrydning af den skadelige mælkesyre, de har ophobet i kroppen under fighten.

Forsøget blev udført med tamme regnbueørreder, som blev motioneret i et strømbassin, og som derefter blev fjernet fra vandet i henholdsvis 0, 30 og 60 sekunder.

Det viste sig da, at dødeligheden ved 0 sekunder (fisken blev i vandet hele tiden efter motioneringen) var godt 10%, mens den ved 30 sekunders ophold oven vande steg til 40%. Efter 60 sekunder ude af vandet steg dødeligheden til over 70%!!

Det er naturligvis tal, som maner til eftertanke. Som fortæller med al ønskelig tydelighed, at fisken skal blive i vandet hele tiden, hvis den skal have optimale chancer for at overleve en genudsætning. Det er samtidig en undersøgelse, som givet vil blive misbrugt af modstandere af C&R. De ser i undersøgelsen dokumentation for, at de fleste fisk alligevel vil dø efter en genudsætning.

Hertil er to ting at sige: Dels er der intet overhovedet til hinder for, at fisken holdes i vandet, mens krogen fjernes og fisken genoplives. Hvorved dødeligheden nedsættes til få procent. Og dels er ovennævnte undersøgelse baseret på tamme regnbuer i fangenskab. Fisk, som endda blev bedøvet under eksperimentet, hvilket i sig selv medfører en øget dødelighed.

Det er endvidere velkendt, at tamme fisk fra bassiner uden strøm altid er i dårlig form. Og at fisk med en dårlig kondition kun vanskeligt holder til ekstraordinære belastninger. Naturens egne fisk er i mangefold bedre form og tåler derfor belastningerne langt bedre.

Dette dokumenteres da også af forsøg på både Island og i den sydengelske kalkstrøm Test. Begge steder har man indfanget vildlaks på sportsmæssig vis – altså med stang og line. Og begge steder har man noteret sig en dødelighed nær nul ved efterfølgende opbevaring af de fangede fisk.

Endelig er det jo almindeligt i ikke mindst Norge, at såkaldte “stamlaks” fanges på flue nær gydepladserne og i fredningstiden. De bruges derefter til strygning og opdræt af nye ungfisk til udsætning. Heller ikke disse fisk lader til at tage skade af fangsten.

Det kan derfor siges at være veldokumenteret, at fisk landet og genudsat korrekt efter al sandsynlighed overlever den traumatiske oplevelse uden mén. Og at “Catch and Release” derfor er fremtidens billigste og bedste form for fiskepleje. Hvilket gælder samtlige for sportsfiskeriet værdifulde arter og ikke kun laksefiskene.

Allersidste nyt!

En canadisk rapport fra 1994 har kastet helt nyt lys over dødeligheden ved C&R sidst på året – nær gydetiden. Baggrunden for undersøgelsen var et forslag om, at sæsonen ved dele af den verdensberømte lakseflod Miramichi skulle forlænges fra og med 1990.

Dette forslag bragte sindene i kog, idet flere modstandere henviste til risikoen for, at de fangede og genudsatte laks ville være dårligere egnede til at klare den nærtstående gydning. Et argument, som man jo måtte tage alvorligt.

Sæsonen blev dog forlænget alligevel, men tvivlen nagede. Så meget, at en række videnskabsfolk fra forskellige canadiske institutioner satte hinanden stævne ved Miramichi i oktober 1992. Nu skulle der facts på bordet. Nu skulle det undersøges, om fangst og genudsætning virkelig nedsatte laksenes muligheder for at reproducere sig med held.

Undersøgelsen omfattede 20 laks fanget i en fælde. Disse laks, der omfattede såvel små grilse som større laks, blev nu taget op og forsynet med en fluekrog i kæften. Herefter blev de sluppet fri og fightet på normal vis af et par rutinerede laksefiskere, som til sidst kunne lande de udmattede fisk. Vandtemperaturen under forsøget var 6 grader Celsius.

De landede fisk blev så målt, mærket og transporteret til en ventende fisketankvogn, der hurtigt fragtede dem til et nærliggende dambrug. Her blev de opbevaret, indtil de – fuldt gydemodne – blev strøget for rogn og mælke. De befrugtede æg blev herefter behandlet som alle andre, indtil de klækkede.

Et fåtal mindre hanlaks blev ligeledes fightet og landet, men de måtte ofre deres liv for videnskaben. De blev nemlig aflivet, så der kunne udtages vævs- og blodprøver til senere analyse.

De udtagne prøver blev opbevaret i flydende kvælstof ved minus 200 grader Celsius, og de blev siden undersøgt på Queen’s University i Kingston, Ontario for mælkesyre og blodsukker. Begge dele ændres nemlig markant i fisk under stress.

Men nu til resultaterne, som blev publiceret i 1994. De er meget opløftende – i hvert fald for tilhængere af Catch & Release:

– Ingen af de udtrættede fisk døde. Alle klarede de sig fint, til de var fuldt kønsmodne og kunne stryges senere på året.

– De fightede hunfisk producerede lige så mange æg som andre ikke-fightede laks.

– De befrugtede æg fra de fightede fisk havde samme overlevelse som dem fra ikke-fightede fisk.

– De fightede fisk udviste kun en svag stigning i indholdet af mælkesyre og blodsukker. Dette til trods for den kraftanstrengelse, som fighten ellers formodes at være. Mælkesyreindholdet var således væk igen efter kun to timer! Altså ingen forsinket dødelighed som frygtet.

– Små grilse udviste en højere stigning i mælkesyreindhold end større laks. Dette til trods for, at de større laks ofte blev fightet i mere end dobbelt så lang tid som de små grilse. Tilsyneladende er det mere anstrengende med luftakrobatik for små laks’ vedkommende end en lang og sej kamp uden spring for store laks.

Undersøgelsen kunne således – som den første videnskabeligt dokumenterede af sin art – bekræfte formodningen om, at Catch & Release ikke har nogen nævneværdig skadelig indflydelse på gydemodne fisk sent på sæsonen.

At der således ikke var noget forkert i beslutningen om at forlænge sæsonen, så der kunne skabes flere arbejdspladser og dermed flere kroner til den betrængte canadiske provins.

Supplerende undersøgelser på Queen’s University bekræftede samtidig, at fisk så vidt muligt skal holdes nede i vandet. 60 sekunders ophold oven vande nedsatte således laksenes overlevelse med hele 50%!

Samme universitet har siden udført undersøgelser med fangst og genudsætning af nedfaldslaks – altså laks, som har været oppe at gyde og nu er på vej tilbage til havet igen. I mere eller mindre afkræftet tilstand, men altid i meget koldt vand.

Også her fandt man en dødelighed på nul.

Steen Ulnits

En simpel syntetflue til alle årstider.
“Juletræet” har for længst fejret sit ti-års jubilæum – mere velfangende end nogensinde!

Det var nok lidt af en tilfældighed, at “Juletræet” blev til for nu mere end 15 år siden. Det var derimod ingen tilfældighed, at den også kom til at pryde forsiden på min bog “Fluebinding 4” fra 1986. Det var slet skjult markedsføring…

Det var i de syntetiske materialers barndom, og jeg var dybt fascineret af farvespillet i det perlemorsfarvede Flashabou rør. I medlys skinnede det guld og grønt – i modlys rødt og blåt. Jeg måtte helt enkelt lave en flue udelukkende med dette fantastiske materiale!

Sådan bindes Juletræet

Efter en del eksperimenteren nåede jeg frem til en såre simpel grundkonstruktion: Som underlag for det halvtransparente rør lægger jeg en fluorescerende rød chenillekrop. Den fylder røret ud, og den suger samtidig vand, så den færdige flue får let ved at synke. Endelig giver den indtryk af liv – blod – under det skinnende og halvt gennemsigtige ydre. En effekt, der bestemt ikke bliver ringere, når et par fisk eller tre har flænset lidt i fletværket!

Jeg sørger for, at der såvel foran som bag chenillekroppen er et stykke med bar bindetråd. Det er nemlig her, røret senere skal bindes ned. Bindetrådsunderlaget sikrer da en solid forankring af det glatte rør. Idag bruger jeg udelukkende fluorescerende rød bindetråd til mine “Juletræer”.

Herefter tager jeg et stykke rør og fjerner den kerne, røret er flettet omkring. Røret skal være godt og vel tre kropslængder langt – hellere for langt end for kort, da man jo altid kan klippe det til. Røret splittes op i den ene ende og skydes ind over chenillekroppen, så lige meget stikker ud foran og bag.

Tilbage er så kun at binde røret ned bagtil og fortil, hvorefter de forreste fibre foldes bagud og bindes ned som en slags hackle. Ud over bindetråden består et “Juletræ” således kun af chenille og Flashabou!

Fire favoritfarver

Jeg har bundet “Juletræer” i alle tænkelige afskygninger – i alle farver, længder og størrelser. Kun et fåtal har dog vist sig at være sikre fiskefangere, men de er til gengæld også blevet til mere end fast inventar i mine flueæsker.

Det er den oprindelige perlemorsfarvede, som stadig er hovedhjørnestenen, og som jeg har fanget et utal af forskellige fisk på overalt i verden. Fra kolde danske kystørreder til tropisk varme barracudaer i Caribien. Og så er det to udgaver i fluorescerende/selvlysende rød og grøn! Samt en helt sølvfarvet, som er fin i helt store størrelser, hvor det almindelige Flashabou rør er for spinkelt.

Trods det faktum, at ethvert “Juletræ” er ren fantasi, er det dog i flere tilfælde også en rigtig god imitation. Det gælder den sølvfarvede, som er en fin efterligning af sølvskinnende småfisk. Og det gælder specielt den perlemorsfarvede original, der fungerer fortræffeligt som efterligning af såvel sværmende børsteorm på kysten som diverse småfisk i både saltvand og ferskvand.

Andre end undertegnede har siden haft stort held med især helt sorte og kobberfarvede Juletræer, der på fornem vis efterligner diverse bundlevende fisk og krebsdyr.

Fine imitationer

Det originale perlemorsfarvede Juletræ er faktisk en ganske overbevisende efterligning af en lille smelt. Smelten har vi jo både herhjemme og i udlandet. Overalt i kolde og klarvandede søer er den en vigtig fødefisk for rovfiskene – det være sig laks og ørreder eller gedder og aborrer.

En af mine gode venner fik for nogle år siden en håndfuld “Juletræer” med til New Zealand. Et par uger senere kom der kort fra Lake Taupo, hvor de perlemorsfarvede fluer havde fanget helt forrygende blandt søens “smelting rainbows”, som der stod. Regnbueøreder, som jagede smelt i flodmundingerne.

På Island har jeg bemærket mig, at det originale “Juletræ” er en ganske fremragende imitation eller rettere repræsentation af en hundestejle i alle dens mange farver. Således gav den mig sidste sommer min hidtil største islandske søørred – en pragtfuld fisk på 4,1 kg, kun 62 cm lang.

Ovenstående fisk kan du læse mere om i artiklen “Vildørreder på vulkaner” under “Fiskerejser”.

En ganske naturtro imitation er – pudsigt nok – også den hidsigt grønne og selvlysende udgave, der på fremragende vis illuderer en lille irgrøn stenbiderunge. Med de farver skulle man jo ellers tro, at der kun kunne være tale om ren fantasi eller klar provokation.

Idag starter jeg altid mit fiskeri med den perlemorsfarvede udgave, hvis ikke andet indikerer, at den røde eller grønne burde være bedre. Den er og bliver standarden, ud fra hvilken de øvrige farver bliver bedømt.

Et ret nyt skud på stammen er et flydende perlemorsfarvet “Juletræ” – med underkrop af en strimmel fluorød skumplast. En fin flue, når rovfiskene spurter gennem en stime småfisk, som slås mere eller mindre bevidstløse af halen. Når så rovfisken svømmer tilbage og samler de døde eller bedøvede småfisk op i overfladen, er det tiden at binde det flydende Juletræ på forfanget!

Har jeg brug for en rigtig stor flue – eksempelvis til trolling efter flydering eller pontonbåd – binder jeg gerne et ekstrastort Juletræ som rørflue. Store sølvblanke udgaver har også virket godt under geddefiskeri.

Det røde “Juletræ” har jeg gjort de bedste fangster med på grå og overskyede dage i vinterhalvåret, hvor kystens havørreder ind imellem kan være lidt træge og derfor trænger til lidt oplivende farver!

Endelig bruger jeg altid den selvlysende grønne til natfiskeri – efter behørig opladning i lyset af min lille Maglite. Da har både fisken og jeg en natflue, vi virkelig kan se!

Teori og praksis…

Det er imidlertid ikke altid, fiskene lader sig sætte sådan i system. Det fortæller følgende lille beretning vist alt om:

Det var en iskold og tåget vinterdag i det syddanske. Faktisk var det næsten for koldt til at fiske, men John – min lokale guide – havde fået fine fisk i dagene forinden. Efter nogle timers bådfiskeri gik vi i land på en odde, der stak ud i det smalle og strømstærke sund.

– En ideel plads til kystflue, forsikrede John mig frysende. – Du når helt ud i sejlrenden med selv et kort kast, og derude går fiskene i denne kulde!

Ganske rigtigt. Jeg havde næppe taget mere end en halv snes kast, før en tung og stærk fisk tog mit røde “Juletræ” med kun nogle få meter line uden for topøjet. Ti minutter senere kunne vi beundre en dejlig sølvblank havørred på 2,4 kg – en pragtfisk, der virkelig gjorde det værd at trodse tåge og vinterkulde!

Havørreden gylpede et par irgrønne stenbiderunger op, som John straks fik øje på. – Havde du ikke sådan en grøn tingest i din flueæske?

Det havde jeg, og det røde “Juletræ” blev derfor skiftet ud med et grønt i samme størrelse – en kortskaftet 4’er – som igen blev sendt ud over sejlrenden.

I tredje kast strammede linen atter op, og igen væltede en tung sølvfisk sig rundt for enden af 0.25 forfanget. Det viste sig at være en tvilling til den første, kun et par hundrede gram tungere. Også den var solidt kroget og kunne landes efter en halv snes minutters tovtrækkeri. 2,6 kg purt vintersølv.

Vi kiggede den straks efter for at se, om også den havde grønne stenbiderunger i maven, siden den nu havde taget et grønt “Juletræ”. Ikke en eneste. Den var i stedet stoppet med gråbrune hesterejer…

Så meget for teorien altså, men fluerne fungerer i praksis, og det er vel det vigtigste!

Upside down “Juletræer”

Allerseneste skud på stammen af “Juletræer” er tunge upside down fluer til fiskeri direkte på bunden. Her er det specielt store brakvandsaborrer på op til kiloet, der har ladet sig lokke. Fluerne bindes på sædvanlig vis – blot forsynes de fortil med tunge øjne af det ugiftige tungsten. Nul bly her!

Samtidig lader jeg kroppen gå lidt ned på krogbøjningen, så halen kommer til at vende opefter på den færdige flue. Det falske hackle samles på samme måde, så også det vender opefter. På denne måde får jeg et velafbalanceret “Juletræ”, der som en anden mini-jig fisker direkte på bunden – med krogspidsen vendende opefter.

Disse tunge “Juletræer” har efterhånden også en hel del flotte fladfisk på samvittigheden – fortrinsvis bundet på str. 4-6 kroge i røde og grønne farver.

Jeg binder idag alle mine “Juletræer” på Mustads rustfri 34007 krog. Str. 4 er standarden til mit kystfiskeri – med en langskaftet 34011 til natfiskeri. Da får jeg en større flue, som dermed er mere synlig. Men som alligevel ikke er ret meget tungere.

Jeg har tidligere brugt Partridge’s ligeledes rustfri “JS Sea Streamer” krog, men har haft et par uheldige oplevelser med ørreder, der rettede den tynde wire ud. Det sker ikke med de kraftigere Mustad kroge. Eller med den nye “Sea Prince” fra Partridge – en tro kopi af Mustads 34007.

Store steelheads

“Juletræet” er mest kendt og brugt som havørredflue ved de danske kyster, hvor den efterhånden må have landet i tusindvis af blanke og farvede havørreder. Selv har jeg i hvert fald taget et trecifret antal ørreder på over målet på den i de forgangne år.

Men “Juletræet” er mindst lige så effektiv til alle andre rovfisk. Til pelagiske stimeaborrer på jagt og til lurende gedder i sivkanten har jeg således haft meget held med langskaftede “Juletræer” str. 4 og 1.

Store hornfisk holder meget af den grønne udgave, mens tangskovens torsk foretrækker den røde. Og endelig reddede et stort perlemorsfarvet “Juletræ” str. 1/0 situationen for mig, da jeg i 1986 fiskede steelheads i Sustut River i det nordlige British Columbia.

Efter en uges forgæves fiskeri med alle de gængse steelheadfluer satte jeg det store “Juletræ” på forfanget og blev den sidste uges topscorer med 5 pragtfulde steelheads på henholdsvis 20, 18, 16, 15 og 13 pounds – alle på enhåndsflue. Det er 15 lbs. fisken, du ser på billedet ovenfor.

– It’s not a fly, it’s a lure!, sagde en medfisker, da han så fluen sidde solidt i kæften på 18 lbs. fisken. Og helt forkert var det ikke.

“Juletræet” er jo en ren syntetflue, om noget er!

Steen Ulnits

(oktober ’99)

Vi har idag verdens største havørreder i de danske vande. Ikke mindre end 3 fisk fra 1991 lå over den gamle rekord på 14,4 kilo! Alligevel blev den gamle rekord ikke slået.

Danmark havde i mange år den uofficielle verdensrekord for stangfanget havørred – Plejdrups flotte og sølvblanke sommerfisk på 14,4 kg fra Karup Å i 1939. Den store hunfisk blev taget på en god, gammel devonspinner.

Så overhalede vore broderlande os indenom – Sverige med en 14,7 kg’s fisk fra Mørrum og Finland med en 15,3 kg’s fra skærgården. Vi måtte se os distanceret, men kun for en tid. Mulighederne var der stadig, hvilket bevistes i 1985 af en flot fluefanget fisk på 13,85 kg fra Gelså samt en ligeledes fluefanget fisk på 12,1 kg fra Karup Å i 1990.

For ikke at tale om den garnfangede kæmpe pa 15,1 kg fra Ribe Vesterå – en ny Danmarksrekord, der blot aldrig nåede at blive officiel, da fisken blev solgt inden verifikation.

Jyske å-kæmper

Men så gik det for alvor løs i 1991. Først med en ny kæmpeørred fra Karup – en 12,7 kg’s fisk fanget af selvsamme mand, der landede sidste års største på 12,1 kg! En utrolig bedrift, der ikke blev ringere af, at begge fisk blev fanget i selvsamme høl, der ligger på landmandens egen jord.

Så kom den nye danske rekordfisk fra Ribe Vesterå – en garnfanget kæmpe på 15,4 kg, kun 95 cm lang. En utroligt kompakt fisk, som denne gang nåede sikkert frem til Naturhistorisk Museum i Århus, hvor den blev udstoppet, så den kan indgå i museets store, permanente udstilling.

– Men hvor længe var Adam i Paradis? Ikke ret længe – i hvert fald ikke længere end til den 17. oktober samme år. Da blev den nye rekordfisk nemlig fundet død i nærheden af Karup Bro, som går over hovedvejen mellem Viborg og Herning. Den kæmpemæssige hanfisk var uden tvivl gået på grund af ren og skær udmattelse. Den lod sig derfor uden videre samle op af de to Iystfiskere, John Eriksen og Henrik A. Hansen, fra Herning.

Fisken viste sig at måle hele 108 cm og veje 16,3 kg på en kontrolleret vægt. Det var en stærkt farvet hanfisk – ikke ret køn at se på- som givet havde vejet over de 17 kg, da den om sommeren sølvblank stod op fra Skive Fjord.

Fisken viste sig at være i fin form, og den undgik kun med nød og næppe en tur i røgeovnen, som for tid og evighed ville have fjernet den fra alverdens sportsfiskere. Nu nåede den heldigvis helskindet frem til Naturhistorisk Museum, takket være to Herning-fiskeres konduite, og her findes den nu udstoppet – eller rettere afstøbt – så den kan beskues.

Den nye rekordhavørred indgik i en særudstilling, som igen indgik i en stor udstilling om fisk og fiskeri på Gudenåen før og nu. Synd blot, at rekordfisken så ikke blev fanget her, men Gudenåen har aldrig produceret så store fisk. Den 11,3 kg’s fisk, der blev landet i ’95, hører til de størst kendte fra Gudenåen, som ellers kastede rigtig mange rigtig fine havørreder af sig i ’91.

Rekordfisken på de 16,3 kg menes død af overanstrengelse – givet i forbindelse med alderdom og revirstridigheder. Det kræver kræfter at være en kæmpefisk og skulle forsvare et kæmperevir. Og gammel – det var rekordfisken. Meget ældre, end havørreder normalt bliver.

Gorm Rasmussen, som til daglig leder DF&H’s af deling på Ferskvandslaboratoriet i Silkeborg, kiggede den grundigt i kortene, da han aflæste dens alder via tilsendte skælprøver. Gorm Rasmussens undersøgelse viste, at fisken er vandret ud fra Karup Å som 2-årig, hvorefter den har tilbragt 6-7 år i Limfjordens salte vand.

Muligvis har den været endnu længere undervejs, og muligvis har den været oppe at gyde forrige år. Der er tegn på erosion i skællene, hvilket kunne tyde på en gydning, men skællene er svære at aflæse endeligt. Alt i alt er fisken altså maksimalt 9 år gammel, hvilket i sig selv er usædvanligt for en havørred.

Den anderledes kompakte rekordfisk fra Ribe Vesterå menes at være maksimalt 7 år gammel. Siger Frank Jensen, som er museumsinspektør på Naturhistorisk Museum i Århus. Frank Jensen tog – da han havde set sidste års rekordfisks kranke skæbne – initiativ til, at en eventuelt ny rekordfisk fra erhvervsfisker Mikkelsen omgående gik til museet, så den kunne bevares for eftertiden. Det var jo en realistisk mulighed, da der alene i ’91 blev taget 25 havørreder over 10 kg i Ribe Å af erhvervsfiskeren!

Men også andre åer kunne være med. Det bevistes, da Vejle Å sent på året ’91 afgav en kæmpe på ikke mindre end 14,66 kg! Det viste sig dog senere, at fisken var fanget i fredningstiden – af en fisker, som kendte til dens eksistens fra tidligere elektrofiskeri. Tsk…

Forklaring på kæmperne

Museumsinspektør Frank Jensen har også en mening om, hvorfor der i disse år er så kolossale havørreder i de danske vandløb:

– Der er efter min mening tre årsager til, at vi nu har så store havørreder igen. For det første så har vi nu haft ekstremt milde vintre, hvilket har givet ørrederne optimale vækstbetingelser. De har kunnet blive ude i det store spisekammer hele vinteren uden problemer med saltbalancen.

– Der er mere føde end nogen sinde til havørrederne. Torsken er i tilbagegang – silden i fremgang på grund af forureningen. Tidligere tog torskene mange sild og sikkert også en del udtrækkende havørredsmolts. Det gør de ikke længere. Der er altså mindre predation og mere føde end nogensinde, hvilket naturligvis resulterer i mere hurtigt voksende ørreder.

– Endelig er der 100 meter fredningszonen, som – trods adskillige grove overtrædelser – alligevel har haft en stor og gavnlig effekt på havørredbestanden. Med nye og udvidede fredningszoner nær åmundinger og flaskehalse vil forholdene blive endnu bedre!

Frank Jensen er dog fuldt ud klar over, at det er de store udsætninger – betalt af lystfiskerne selv – der nu bærer frugt. Den naturlige produktion er ikke noget, der batter i den sammenhæng. Derfor er næste skridt på vejen en retablering af så mange gydepladser som overhovedet muligt.

De mange fisk, der nu stævner op i vandløbene, skal naturligvis have mulighed for at gyde og dermed selv bidrage til slægtens videreførelse. Det er i længden både den bedste og den billigste løsning.

Sjællandske kyst-kæmper

Der er altid blevet fisket intensivt på den sjællandske nordkyst. Her – lidt nord for hovedstaden – findes et tæt befolket område med masser af lystfiskere. Da man samtidig har en fin havørredkyst i nord, samles de fleste fiskere naturligvis her – ofte med trængsel til følge.

Men det store fiskepres giver også mange fisk. Måske ikke per fisker, men samlet. Det er derfor ikke så underligt, at de virkelige kystkæmper kommer fra Sjælland og ikke – som åkæmperne – fra Jylland.

Den gamle kystrekord – en sølvblank havørred på 11,27 kg – blev taget af Karen Bjergbakke ved Smidstrup Strand en novemberdag i 1961. Den kom til at holde i mere end 30 år – lige indtil Bjarne Lindegaard en martsdag i 1992 tog ned til Munkholmbroen i Isefjorden. Da fejlkrogede han med sin pirk en lille sild, som igen blev hugget af en stor havørred. Vel inde på land viste kæmpen sig at veje 13,2 kg – ny dansk kystrekord!

Men heller ikke her var Adam ret længe i Paradiset. Kun indtil den 13. juni 1992, hvor Christian Theilgaard tog på Øresund i sin lille båd. Han søsatte et blink på en blybelastet line og kunne kort efter sætte krogen i en ny Danmarksrekord!

Fisken vejede hele 15,155 kg og slog dermed Plejdrups gamle rekord på 14,4 kg, der ellers holdt i hele 53 år!

Den nye Danmarksrekord blev målt, vejet og kontrolleret. Jo, den var god nok – det var en vaskeægte havørred. En fisk, hvis skæl fortalte, at den var 10 år gammel. De første to år var tilbragt i ferskvand – de næste otte i saltvand, dog afbrudt af ikke færre end fem gydninger!

Det er aldrig set tidligere, at en havørred har været på leg så mange gange. Man må sige, at den nye Danmarksrekord virkelig havde gjort sit for at sikre slægtens beståen, inden den mødte sin banemand!

I det hele taget har netop Øresund disket op med utroligt mange utroligt store havørreder her i 90’erne. Adskillige fisk i 10 kg’s klassen er gået til biddet i det strømstærke farvand. Flest nok på blink og woblere fisket dybt mellem sildestimerne på en downrigger, men også ganske mange under almindelig overflade-trolling over Sundets grunde.

Midt i 90’erne fik de sjællandske småbådsfiskere dog et nyt Mekka – eller i hvert fald ét til! Det skete, da man pludselig begyndte at fange masser af store havørreder nede i Køge Bugt – her primært på downrigger. Hidtil største Køge Bugt havørred har vejet 12,2 kg, og den sidste er ikke fanget endnu!

Jyderne slog dog til i foråret ’96, da en havørred på imponerende 12,4 kg i april måned gik til biddet ved Hov syd for Århus – den næststørste danske kystørred nogensinde! Måneden forinden var en 18,1 kg’s fisk taget direkte fra kysten ved Glatved på Djursland – en laks, ganske vist, men alligevel…

Den 8. oktober 1996 slog Isefjorden til igen – denne gang med en flot, men stærkt farvet havørred på 11,6 kg, kun 90 cm lang. Den blev taget længst inde i Tempelkrogen.

Danmark er således igen blevet hjemsted for verdens største havørreder. Eksperter vurderer, at en ny rekordfisk når som helst kan gå til biddet!

Steen Ulnits

Efterskrift:

Der er ingen tvivl om overhovedet, at dansk lystfiskeri oplevede sine bedste år nogensinde i den første halvdel af 90’erne. Det skyldtes helt enkelt de store udsætninger af havørred, som indførelsen af det obligatoriske fisketegn muliggjorde.

Garnlicensen for fritidsfiskere blev indført pr. 1. januar 1990, mens fisketegnet for lystfiskere så dagens lys pr. 1. januar 1993. Hermed begyndte millionerne til fiskeplejen at indfinde sig. De store udsætninger satte ind, og de udsatte havørreder voksede kolossalt i de kommende år. Derfor de mange og store fisk til danske lystfiskere i den første halvdel af 90’erne.

Men det var tilsyneladende også begyndelsen til enden, idet fritidsfiskeriet med lovlige såvel som ulovlige garn nu også tog til – i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig. Derfor har vi da også landet over kunnet opleve to skuffende dårlige sæsoner på især de garnbesatte kyster. Hverken i ’96 eller ’97 er der blevet set eller fanget nævneværdigt med havørreder – trods fortsat millionstore udsætninger.

Det danske havørredeldorado døde lige så hurtigt, som det opstod. Nu kan vi imidlertid håbe på, at fiskeriministeren vil skride til handling. Det var i hvert fald, hvad han den 31. oktober – 1. november ’97 lovede på en konference i Viborg om det rekreative fiskeris fremtid.

Ellers er det slut med flere sølvblanke kæmper fra de danske kyster og vandløb…

1996 var et sandt katastrofeår for kystørreden, 1997 ligeså. Sjældent er der fanget så få fisk fra vore kyster. Der er flere mulige forklaringer på de dårlige fangster.

Vinteren 95-96 var lang og trang. Mange steder lå der is langt hen i april måned, som jo ellers normalt er en af årets bedste måneder for kystfiskeriet efter havørred.

Samtidig var den lange vinter også den tørreste i mands mindre – ifølge meterologerne den nedbørsfattigste i mere end 100 år!

Det sene forår blev efterfulgt af en varm sommer, som ifølge landets amter og dagspressen slet ikke gav det iltsvind og de bundvendinger, vi efterhånden er ved at være vant til efter så varme somre.

De fleste steder kunne man rapportere om usædvanlig klart vand uden alger – og mere ilt end nogensinde trods sommervarmen. Forklaringen var enkel: Den lange vinter havde sørget for koldere vand end normalt, hvilket i sig selv hæmmer algeproduktionen noget.

Men vigtigere endnu så havde den tørre vinter sikret, at der ikke blev vasket ret mange næringssalte – primært kvælstof fra landbruget – ud i vore indre farvande, som dermed ikke blomstrede op i alger i det sædvanlige omfang.

– Men hvorfor fangede vi så ikke havørreder i hobetal, da isen endelig gik og sommeren igennem? – Hvorfor livede fiskeriet aldrig op, da først vandtemperaturen nåede et for havørreden behageligt niveau? – Og hvorfor udeblev det efterårsfiskeri helt, som året før havde været aldeles formidabelt mange steder?

Mange mulige forklaringer

Umiddelbart efter isgang blev der observeret ekstraordinært store mængder rådnende tang i det kolde og klare vand – mange steder i så stort omfang, at det helt umuliggjorde fiskeriet. De mange rådnende alger skyldtes givetvis iltsvind og bundvendinger under isen i den lange mørkeperiode, hvor planterne er gået i hi og derfor ikke producerer ilt i nævneværdigt omfang.

Ture på Århus Bugten i det sene forår afslørede vandmænd i millioner. I store bræmmer på flere hundrede meters længde og bredde samt mange meter i dybden lå de og lyste op som små sandbanker på åbent hav. Så mange har jeg aldrig tidligere set samlet noget sted. – Men måske Cat-Link havde noget med dette fænomen at gøre?

I Sønderborg Bugt oplevede fiskerne i efteråret det usædvanlige, at de fik både ansjoser og hestemakreller i deres garn. Samtidig observerede de gentagne gange vaskeægte delfiner plaske rundt i overfladen – sikkert lokket af de mange ansjoser og hestemakreller, der som de selv normalt foretrækker langt varmere vand og derfor sjældent ses i kølige danske farvande.

Mangt og meget omkring 1996 vandmiljøet i de indre danske farvande har således været uhyre forskelligt fra tidligere år. Og det er givet her, vi skal søge forklaringen eller forklaringerne på årets katastrofalt dårlige havørredfiskeri. For vi kan hurtigt konstatere, at vi i hvert fald ikke kan give manglende udsætninger i årene før skylden. Sjældent er der nemlig sat så mange ørreder ud som i årene op til ’96 sæsonen…

Har udsætningerne således været et status quo – altså uændrede – så har nedgarnsfiskeriet næppe været det. I hvert fald ikke at dømme ud fra de rapporter, som både lystfiskere og fiskerikontrol har kunnet diske op med. Således blev 1996 året, hvor der for alvor gik hul på bylden – hvor der blev “landet” ulovlige fritidsfiskere i større stil end tidligere.

Tiltagende fritidsfiskeri

I et tilfælde – tidligere refereret her i bladet – blev en fritidsfisker fra Rungsted i Nordsjælland taget, mens han røgtede sine garn, der var sat mindre end de foreskrevne 100 m fra kysten.

Han flygtede over hals og hoved – stak til søs og afleverede sine garn til en anden båd, som siden gik ind i Nivå havn. Her ventede imidlertid en modtagelseskomitté, som fandt knap 40 ulovlige garn i båden…

I et andet tilfælde blev en fritidsfisker fra Lundeborg på Fyn taget på fersk gerning af Fiskerikontrollen – med hele 44 redskaber i båden. Det tilladte antal er 6, så der vankede en klækkelig bøde samt konfiskation af de anvendte redskaber. Anslået værdi kr. 20.000.

TV2 Østjylland nåede endda så vidt som til at filme ulovligt fritidsfiskeri, da de en dejlig dag i december måned tog med en lokal fritidsfisker ud for at røgte garn syd for Århus. Fangsten bestod da af to torsk og én havørred – den sidste tydeligt farvet og landet midt i fredningstiden – midt i prime time på TV…

Skal man tage ovennævnte episoder som retningsgivende, så er det ulovlige fritidsfiskeri i stærkt tiltagende. Eneste tilgængelige materiale om garnenes andel af den samlede ørredfangst – hidrørende fra Limfjorden – fortæller klart og tydeligt, at ni ud af ti havørreder i saltvand ender deres dage i et garn…

Derfor har det tiltagende fritidsfiskeri – lovligt såvel som ulovligt – givetvis været en medvirkende årsag til den pauvre sæson, som stort set alle danske havørredfiskere oplevede i 1996.

Ålegræs & isgang

Den lange isvinter har i sig selv været hård ved vandmiljøet, idet mange planter er gået til under isen. Nogle rent kemisk af iltsvind – andre rent fysisk på grund af den tykke is, som skurer bunden ren på det lave vand ved kysten.

Ikke mindst i det sydfynske mærkede man til den katastrofale mangel på især ålegræs, som hører til de mest produktive miljøer, hvad fødeemner angår. Selv oplevede jeg tre hele dages totalt resultatløst fiskeri på Avernakø – under de mest perfekte vejrforhold. Ikke skyggen af fisk så vi inde under land.

Uanset årsagen så startede ’96 sæsonen med store kyststrækninger, der var som blottet for liv – som ikke havde noget, der kunne lokke de ellers så sultne havørreder ind under land. De blev derfor længere ude – på 5-10 meter vand, hvor garnfiskerne til gengæld havde stor glæde af dem… De trolling-fiskere, som fandt frem til dem herude, oplevede ligeledes perioder med fint fiskeri.

Ude på dybderne kunne havørrederne nemlig få sulten stillet i stimer af sild, brislinger og tobis med flere, som ikke er afhængige af miljøet på det lave vand inde under land.

Så tror da pokker, at der var endog meget langt mellem kystørrederne i det meste af 1996!

1997 sæsonen startede også efter en ganske lang, men alligevel ikke nær så kold vinter. Foråret bød da heller ikke på noget sensationelt godt havørredfiskeri, men heller ikke noget katastrofalt dårligt.

Steen Ulnits

Efterskrift:

Der er ingen tvivl om overhovedet, at dansk lystfiskeri oplevede sine bedste år nogensinde i den første halvdel af 90’erne. Det skyldtes helt enkelt de store udsætninger af havørred, som indførelsen af det obligatoriske fisketegn muliggjorde.

Garnlicensen for fritidsfiskere blev indført pr. 1. januar 1990, mens fisketegnet for lystfiskere så dagens lys pr. 1. januar 1993. Hermed begyndte millionerne til fiskeplejen at indfinde sig. De store udsætninger satte ind, og de udsatte havørreder voksede kolossalt i de kommende år. Derfor de mange og store fisk til danske lystfiskere i den første halvdel af 90’erne.

Men det var tilsyneladende også begyndelsen til enden, idet fritidsfiskeriet med lovlige såvel som ulovlige garn nu også tog til – i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig. Derfor har vi da også landet over kunnet opleve to skuffende dårlige sæsoner på især de garnbesatte kyster. Hverken i ’96 eller ’97 er der blevet set eller fanget nævneværdigt med havørreder – trods fortsat millionstore udsætninger.

Det danske havørredeldorado døde lige så hurtigt, som det opstod. Nu kan vi imidlertid håbe på, at fiskeriministeren vil skride til handling. Det var i hvert fald, hvad han den 31. oktober – 1. november ’97 lovede på en konference i Viborg om det rekreative fiskeris fremtid.

Ellers er det slut med flere sølvblanke kæmper fra de danske kyster og vandløb…

Man ser ofte fiskeri delt op i kommercielt fiskeri på den ene side og rekreativt fiskeri på den anden. Men den opdeling er der ingen fremtid i!

Se video af garnafbrændingen!

Man ser ofte fiskeri delt op i kommercielt fiskeri på den ene side og rekreativt fiskeri på den anden. Kommercielt er det, når man fisker for at sælge fangsten og dermed leve af fiskeriet. Rekreativt fiskeri er i stedet det, man driver for sin fornøjelses skyld – uden at der er penge involveret.

Men rekreativt fiskeri er ikke bare rekreativt fiskeri. Det er set med fiskeribiologiske øjne uhyre afgørende, hvilke redskaber man fisker med. Ikke alle redskaber fisker ens – ikke alle redskaber kan gøre eller gør samme indhug eller skade på bestanden.

Som fiskeribiolog må man derfor se på, om der bruges faststående redskaber eller stang og line. For fiskeribiologen – og fisken for den sags skyld – er det flintrende ligegyldigt, om fisken fanges på kommerciel eller rekreativ vis!

Ikke alle redskaber er således lige farlige for vore fiskebestande, og rekreativt fiskeri bør derfor udspecificeres i stedet for at skæres over én kam. Det må skilles op i faststående og selvfiskende redskaber på den ene side og stang og line på den anden.

Fritidsfiskerne kræver ofte, at også det rekreative fiskeri med stang og line indskrænkes eller sågar forbydes, når deres garn og ruser pålægges nye restriktioner. Og vi lystfiskere har længe været indstillet på at yde vores, når fritidsfiskerne må holde igen med deres redskaber.

Sådan bør det ikke være fremover. Fremover bør redskaber og restriktioner vurderes ud fra de enkelte fiskemetoders reelle effekt på fiskebestandene. Og da vil der kun sjældent være belæg for også at forbyde det rekreative fiskeri med stang og line, når garn og ruser indskrænkes af hensyn til fiskebestandene og deres frie vandringer.

Biologisk begrundelse

Når Gudenå-smolten passerer gennem Randers Havn om foråret, er det helt naturligt at alt fiskeri med stang og line forbydes – så ungfisk af laks og havørred kan slippe uskadt ud i fjorden. Ingen kunne vel drømme om, at garn- og rusefiskere så skulle pålægges tilsvarende restriktioner i samme tidsrum? Næppe.

Det omvendte bør derfor også gælde. Ingen kunne vel heller drømme om, at alt stangfiskeri efter laks og ørred på Randers Fjord skulle indstilles, når smolten passerer og bundgarnsfiskerne må sænke deres øverste rader?

Vi lystfiskere må derfor holde op med at være tossegode og afgive vore sysler, blot fordi fritidsfiskerne – af veldokumenterede fiskeribiologiske årsager – må skære ned i deres. Vi skal naturligvis holde igen, når der er biologisk belæg for, at vore aktiviteter med stang og line skader ungfisk eller gydefisk.

Men vi skal ikke give afkald på noget, bare fordi der er et biologisk baseret behov for reduktion i antallet af faste redskaber og udvidelse af fredningszoner for samme. Det er to helt forskellige ting – noget, man længe har vidst i USA og Canada. Og noget, vi må til at indse også herhjemme – hvis altså det rekreative fiskeri skal have en fremtid for flest mulige.

Vi må i den forbindelse ikke glemme, at der ifølge Gallup idag er omkring 650.000 lejlighedsvise lystfiskere – en stigning på omkring 100.000 i forhold til en tidligere undersøgelse fra 1994. Dette skal sammenholdes med et stort set uændret tal på kun godt 30.000 fritidsfiskere, der foretrækker garn og ruser i stedet for stang og line.

Undersøgelser viser jo også, at omkring 90% af af alle havørreder idag ender deres dage i et garn – trods de relativt få garnfiskere. Det er ikke nogen rimelig eller holdbar fordeling af ressourcen.

“Udsmiddet”…

Enhver, der har været med ude at røgte garn og ruser, ved, at der er et kolossalt spild – i form af uønskede eller ulovlige bifangster, som ikke kan genudsættes i levedygtig tilstand.

De fleste kender idag til de mange ulemper ved de tynde og næsten usynlige monofile nedgarn. Undermålsfisk og fredede fisk, som har fået skadet slimlaget og som derfor bukker under for svampe- og bakterieinfektioner efter genudsætningen. Eller som har kæmpet sig selv til døde i netmaskerne.

Flere og flere kender også til de meget uheldige bifangster af fugle og havpattedyr i nedgarnene. Det såkaldt “rekreative” fiskeri med nedgarn dræber således mere – i form af uønskede bifangster eller fredede fisk – end det fanger af lovlige og ønskede fisk. Man burde derfor gøre som erhvervsfiskerne – tale om “udsmiddet”, også når det drejer sig om fritidsfiskeri.

Der bør fokuseres langt mere på dette “udsmid” fremover – på den samlede og reelle skadelige effekt ved fritidsfiskeriet med garn og ruser. Der findes idag ingen undersøgelser, som kan dokumentere, hvor stort dette spild egentlig er. Sådanne undersøgelser bør derfor iværksættes snarest!

Det er klart, at man må tolerere et større spild og en vis grad af uønskede bifangster, når det drejer sig om decideret erhvervsfiskeri – med eksport, arbejdspladser og skattekroner for øje.

Men det er ikke rimeligt at anlægge samme tolerance over for et rekreativt fiskeri, som dels ikke er nødvendigt for samfundet, dels kun udøves af relativt få mennesker og dels indebærer et stort spild. Et fritidsfiskeri med erhvervsmæssige redskaber, som tillige indebærer en ukendt, men ikke ringe grad af sorte penge og urimelig konkurrence med fiskerierhvervet.

Det er forhold, som på flere måder gør fritidsfiskeriet decideret skadeligt for samfundsøkonomien. Og forhold, der nødvendiggør et universelt omsætningsforbud for fisk fanget af andre end registrerede erhvervsfiskere. Kun fritidsfiskere, som sælger deres fisk sort, kan være imod et sådant forbud, der vil værne om fiskebestandene og dermed være til gavn for flest mulige.

– Rekreative ruser…?

Ruser betragtes i sammenligning med nedgarnene ofte som skånsomme, fordi fiskene jo blot holdes indespærret. Fordi de ikke sidder fanget direkte i netmaskerne.

Men ruser er langt fra skånsomme. Enhver, der har været ude at røgte ruser i sommerhalvåret, vil vide dette: Ruserne er fulde af små og store fisk, hvoraf mange allerede er døde – efter kun få timers indespærring. Døde af stress i det trange rum eller af iltmangel på det lave og varme vand. Eller hakket til døde af måger og skarver, når de ikke kan slippe væk.

Masser af småfisk – typisk hundestejler, kutlinger og ålekvabber – sidder fast i de små netmasker, som var det et nedgarn. Og de er døde – til ingen verdens nytte – gået totalt til spilde.

Såvel småfisk som konsumfisk bliver på kort tid ædt eller gjort uspiselige af krabber, som invaderer ruserne og tager for sig af de hjælpeløse fisk. Bliver ruserne ikke røgtet regelmæssigt, tager krabberne sig af stort set alt levende. Ét stort spild af værdifuldt fiskekød, altså.

Loven foreskriver, at ruser og garn røgtes forsvarligt – regelmæssigt og så ofte, at fredede eller undermålsfisk kan genudsættes i levende tilstand. Det forhold er der imidlertid ingen, som har en jordisk chance for at kontrollere. Ingen kan jo se, hvornår et garn eller en ruse er sat.

Endelig er der jo vejret, som også må tages i ed. Dårligt vejr med blæst og bølger kan hurtigt gøre det såvel uforsvarligt som umuligt at røgte sine redskaber, som derfor kan stå ude i flere dage uden røgtning. Alt vil da være dødt og råddent, når vejret endelig tillader, at garnene røgtes.

Ruser, der sættes i Vadehavet er værre endnu. De sættes typisk ved lavvande, hvor de kan vades ud. Og røgtes igen ved næste lavvande. Fiskene går i rusen med det indkommende højvande – og kvæles, når ruserne igen tørlægges. Her er der således ingen mulighed for genudsætning af undermålsfisk eller gydefisk eller fredede fisk i levedygtig stand. De er døde i det øjeblik, de entrer rusen…

Essensen af ovenstående må ganske enkelt være, at man ikke kan fiske rekreativt med erhvervsmæssige redskaber. De bør forbeholdes erhvervsfiskerne. Det rekreative fiskeri må fremover ske med stang og line – som det allerede sker i fremsynede lande á la USA og Canada med flere.

Først da kan rekreativt fiskeri blive til et positivt bidrag til samfundet og ikke et ensidigt negativt forbeholdt de få. Først da kan det rekreative fiskeri blive til glæde for de fleste!

Se video af garnafbrændingen!

Steen Ulnits

(november ’97)

Relaterede artikler:

• Garndøden I
• Garndøden II
• Garndøden III
• Garndøden IV

Den store naturkamp er i gang. – Men er det natur eller kultur, vi taler om og ønsker at bevare? Og er vandkraft så ren en energiform, som mange tror?

De fleste danskere er idag enige om, at naturen er noget, der skal bevares for eftertiden – noget, vi har fået overladt af vore forældre, og som vi skal aflevere til vore børn i samme eller helst bedre stand.

– Men hvad er det egentlig, vi taler om, når vi siger “natur”? – Er det virkelig natur, eller er det ikke ofte “kultur” i stedet? Faktum er, at vor største interesseorganisation herhjemme – Danmarks Naturfredningsforening – regelmæssigt tager fejl af begreberne og fremmer kultur frem for den “ægte vare”, naturen.

Nu skal det først og fremmest slås fast, at vi i Danmark stort set ingen oprindelig natur har tilbage. Så Danmark ud, som naturen ville det, var hele landet dækket af tæt skov. Den skov ryddede vi i sin tid – med heden som resultat i Vestjylland.

Mange tror – måske på grund af H.C.Andersen – at netop den danske hede er et naturligt fænomen. Vor store digter skrev jo: “Skynd dig, kom, om føje år heden som en kornmark står”. Nej, heden er i stedet det synlige resultat af skovrydningen på sandede jorde. Et del af dagens danske kulturlandskab.

Danmark, som vi kender det idag, er således et kunstprodukt – formet og skabt efter danskernes forgodtbefindende. Et land, hvis nuværende udseende primært skyldes et veludviklet landbrug med et stort og næsten frem til idag stigende behov for jord til dyrkning. Det samme landbrug, som vi kan takke for vore mange og snorlige regulerede åløb. Og for den medfølgende okker-forurening i specielt det sydlige og vestlige Jylland.

Ret skal dog være ret, og vi kan ikke give landbruget skylden for al dårligdom i dette land. Tag vandkraften som et godt eksempel. Vandkraften, der alle dage er blevet betragtet som en “grøn” energiform – som noget forureningsfrit og dermed positivt. Her er der ingen svovlsur regn fra kulkraftværkernes elproduktion, ingen rygende skorstene, intet radioaktivt udslip eller forurenet spildevand at pege fingre af. Og dog…

Vandkraften

Tidligt i elektricitetens historie – i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig – satsede man her i landet på netop vandkraften. Industrialiseringen af landet var i fuld gang, og til det formål manglede man elektricitet. Et begreb som “forsyningssikkerhed” var ganske naturligt i højsædet efter krigens magre år, og vandkraften var jo som producent af elektricitet dejligt uafhængig af forsyninger udefra.

Rundt omkring i landet skød større eller mindre vandkraftværker op – med Tangeværket ved Gudenåen og Karlsgårdeværket ved Varde Å som de største og mest kendte. Som landets længste vandløb blev Gudenåen begavet med mange mindre værker i tilgift til Tangeværket – landets største vandkraftværk.

Dengang producerede disse værker en meget stor del af landets samlede elforbrug. Tangeværket leverede således alene mere end 20% af Jyllands samlede elforbrug i 1920’erne.

Det gør værket ikke længere. Elforbruget er steget så voldsomt, at vandkraften idag udgør under 1 promille af det samlede danske forbrug. Men de er der stadig, værkerne, og smukt ser det jo ud med de opstemmede kraftværkssøer, som de ligger og glimter i landskabet. Og vedvarende CO2-fri energi er det jo stadig, der kommer ud af turbinerne.

Da elproduktionen er CO2-fri, yder den danske stat et stort tilskud til produktionen af vedvarende energi. Således blev Tangeværkets overskud i 1993 lig med tilskuddet, som hidtil er blevet delt ud til andelshaverne. I 1994 blev overskuddet 3 mio. kr – trods et statstilskud på hele 4,2 mio. kr. Isoleret set er vandkraften således et aldeles urentabelt foretagende.

Staten giver sit tilskud i bedste mening – for at støtte produktionen af vedvarende og forureningsfri energi. Vindmøllerne nyder samme begunstigelse.

De fysiske skader

Smuk ser vandkraften imidlertid kun ud på overfladen. I virkeligheden har vandkraft så mange skadelige effekter på miljøet, at det er en overmåde dyr energiform – specielt i et lavland som det danske.

Vandkraft i Danmark tåler ikke sammenligning med vandkraften, som den ser ud i vore nordiske broderlande Sverige og Norge. I disse lande influerer vandkraften – opstemningerne – nemlig primært på de fysiske forhold, hvor den i et næringsrigt lavland som Danmark i tilgift byder på alvorlige problemer med vandkemien.

I bjerglande som Sverige og Norge kan vandkraften levere store mængder energi til en billig pris. Tilsyneladende i hvert fald. I bjerglande har opstemning af vandløb og søer til magsiner for vandkraftværkerne nemlig ofte haft en katastrofal betydning for bestandene af opvoksende laks, ørreder og rødinger.

Der sker det uundgåelige, at vandstanden stiger, mens søen fyldes op. Og falder, når søen tømmes og det opsamlede vand lukkes ned gennem turbinerne. Herved opstår en fuldstændig gold bredzone, hvor bunden skiftevis tørlægges og oversvømmes. Her kan intet leve – i præcis det bredområde, som normalt er søens mest produktive, hvad planter, vandinsekter og krebsdyr angår. Dette har naturligvis en ødelæggende virkning på vandkraftsøernes bestande af laksefisk.

Mens vandreservoiret fyldes og tømmes, vil vandstanden i åen nedstrøms kraftværkets turbiner svinge tilsvarende, hvilket forstyrrer vandløbets levende organismer meget. I løbet af den lange og meget varme sommer 1995 har Tangeværket to gange lukket af for vandet – senest med det resultat, at store dele af Gudenåen nedstrøms Tangeværket blotlagdes – idet værkets betonfundament skulle udbedres.

De fulde konsekvenser af denne tørlægning kendes endnu ikke, men mange smådyr bukkede under, da åbunden blotlagdes. Og fiskene, der i forvejen var stressede i det meget varme og lave vand, måtte gispe efter vejret i det resterende vand.

Mest kendt ved vandkraften er dog den rent fysiske blokade – selve opstemningen, der kun sjældent kan passeres af vandrefiskene på vej mod deres gydepladser. Tydeligst så man dette ved Gudenåen, hvor den oprindelige laksestamme uddøde med anlæggelsen af Tangeværket og Tange Sø i 1920’erne.

Ved oprettelsen af værket mistede laksen helt enkelt adgangen til sine sidste vigtige gydepladser i Gudenå-systemet. De lå og ligger den dag idag på bunden af Tange Sø – begravet under flere meter vand og et tykt slamlag. Fisketrappen – den gamle såvel som den nye – virker efter mere end 70 år stadig ikke efter hensigten.

Søen må væk!

Idag debatteres det livligt, om Tangeværket skal afgive vand – op mod 25% af Gudenåens samlede vandføring – til et såkaldt “omløbsstryg”. Et sådant stryg vil sikre, at samtlige vandløbets fisk og smådyr får fri passage uden om Tangeværkets opstemning.

Gudenåcentralen har længe modsat sig et sådant omløb, da det – via et uundgåeligt produktionstab på 25% – vil gøre den fremtidige elproduktion endnu mere urentabel, end den allerede er.

Man skal imidlertid gøre sig klart, at et sådant omløbsstryg ikkeløser problemet med Tangeværkets opstemning af Gudenåen. Den nyetablerede Gudenå-laks vil ganske vist få adgang til Gudenåen opstrøms værket, men adgang til hvad?

Tange Søs blotte eksistens hindrer ifølge Fiskeriministeriets egne biologer genskabelsen af en selvreproducerende laksestamme i Gudenåen – helt enkelt fordi laksens allervigtigste gydepladser stadig ligger på bunden af Tange Sø, gemt under et tykt slamlag.

Så skal Gudenåen igen have en naturlig laksebestand – hvilket vi officielt forpligtede os til at sørge for, da vi som medlemsland i EU i 1981 skrev under på den såkaldte Bern-konvention – da må Tange Sø fjernes fra landkortet. Der er ikke andre muligheder. Den øvrige del af Gudenåen rummer ikke tilstrækkeligt med egnede gydepladser – den nedre del heller ikke.

De kemiske skader

Den fysiske blokade af vandrefiskenes adgang til deres gydepladser er som nævnt den mest kendte og omdiskuterede effekt af vandkraften. Langt mindre kendt, men mindst lige så vigtigt er det, at selve opstemningen af det strømmende vand til en sø har yderligere skadelige effekter i et lavland som Danmark – skader på vandkemien.

Det oprindeligt kølige åvand bliver nu til varmt søvand, som i sommermånederne kan nå temperaturer, der er kritisk høje for åens laksefisk. 15-20 grader varmt Gudenå-vand kan i værste fald blive op mod 30 grader varmt Tange Sø-vand! Gudenåen fra Tange Sø og hele vejen ud til Randers Fjord og Kattegat er derfor markant varmere, end den ellers ville være – til stor skade for vandmiljøet i sommermånederne.

I denne forbindelse skal man tænke på, at varmt vand kan indeholde langt mindre iltmængder end koldt. At varmt vand derfor i sig selv er uegnet som opholdssted for iltkrævende organismer.

Det varme og næringsrige søvand byder ligeledes på ideelle levevilkår for en lang række alger, som derfor blomstrer op. Vandet bliver uklart, og de mange alger skygger for planterne på bunden, som derfor kvæles.

Specielt i sommermånederne kan vandet ligne blågrøn maling, hvilket skyldes overproduktion af de ofte giftige blågrønalger. Og som udløser badeforbud eller i bedste fald frarådning. Det sidstnævnte fremgår af skiltning ved Tange Sø.

Vandkraft kan derfor med rette omdøbes fra grøn til “blågrøn energi” – på grund af de giftige blågrønalger, den ofte afstedkommer.

De mange alger påvirker de fysisk-kemiske forhold i vandet på negativ vis. I dagtimerne kan vandets pH-værdi (surhedsgrad) nå kritisk høje værdier på grund af algernes fotosyntese. pH-værdier på10 er almindelige og meget uheldige for fiskene, der i så fald må fortrække – eller dø. Så basisk vand kan de ikke tåle. Fra netop Tange Sø kendes da også tilfælde på massedød blandt fiskene, her specielt den kommercielt værdifulde laksefisk helt.

Samtidig kan vandets iltindhold falde så meget om natten – på grund af de kolossalt mange algers ånding, når der ikke er lys – at fiskene kan blive kvalt på grund af iltmangel.

Alt i alt svarer effekten af vandkraft herhjemme således til virkningerne af en forurening med organisk spildevand!

Endelig må man ikke glemme, at et frit strømmende vandløb har en ganske stor selvrensende effekt – jo hurtigere strøm og bedre iltning af vandet desto større selvrensning. Og netop på stræk-ningen mellem Kongensbro og Tange var Gudenåen oprindeligt meget hurtigt strømmende.

En studerende fra Silkeborg Seminarium formulerede det glimrende, da sammenhængen gik op for hende:

“I stedet for 10 km stærk selvrensning i en hurtigt strømmende Gudenå får vi nu 10 km stærk forurening i den opstemmede Tange Sø!”

Den milliard kroner, som borgerne langs Gudenåen har investeret i en bedre rensning af deres spildevand, har givet langt renere vand i Gudenåen. Men effekten kunne blive meget bedre, dersom Tange Sø forsvandt fra landkortet – som led i et naturgenopretnings-projekt ved landets længste vandløb.

Billig vandkraft dyr i drift

Gennemgående byder opstemmede vandkraftsøer på meget ustabile og derfor dårlige livsbetingelser for såvel fisk og smådyr som højere planter. Så dårlige, at kun en bestand af hårdføre såkaldte “skidtfisk” – primært skaller og brasen – kan trives året rundt.

Vandkraftsøens værdi som producent af værdifulde fisk er derfor meget lille, hvilket også skyldes, at søen er et ideelt levested for rovfisk, der kan tolde hårdt på bestanden af nedtrækkende ungfisk af laks og havørred. En meget stor del af de ungfisk, der må passere vandkraftsøen på deres vej mod opvækstpladserne i havet, bliver ædt af gedder, sandart og knuder under passage af søen. Det viser både danske og svenske undersøgelser.

På denne måde bliver den “billige” og miljørigtige vandkraft pludselig til et overmåde dyrt bekendtskab for samfundet, der her mister ressourcer i form af laks, havørred og helt. Det rene vand, som i eksempelvis Gudenåen gerne skulle være resultatet af en milliardstor investering i bedre spildevandsrensning, bliver samtidig en saga blot. Gudenåen misfarves fra udløbet af Tange Sø og helt ud i Randers Fjord, der som slutdestination belastes af de medførte alger.

Vandkraften har herhjemme kun en enkelt reel fordel – den producerer uomtvisteligt CO2-fri energi. Produktionen er dog forsvindende lille og omkostningerne for miljøet til sammenligning gigantiske. Tidligere formand for Gudenå-komitteen, Knud Erik Særkjær, udtalte engang om Tangeværkets effekt på miljøet i Gudenåen:

“Den samlede miljøpåvirkning er utvivlsomt større, end hvis den samme energimængde blev produceret ved afbrænding af kul eller olie, men af en helt anden karakter!”

Natur eller kultur?

I lyset af alt dette kan det kun undre, at en organisation som Danmarks Naturfredningsforening bakker op om vandkraften – på bekostning af de oprindelige vandløb. Vandkraften, som i denne forbindelse jo er rendyrket kultur i stedet for natur. Det har været tilfældet med Tange Sø og med Vestbirk søerne, hvor DN har stillet sig i vejen for en genskabelse af den oprindelige natur i form af det oprindelige bugtede åløb.

Og nu senest har DN været stærkt medvirkende til at forhindre retableringen af Gudenåen ved den af staten opkøbte Vilholt Mølle. Staten opkøbte i sin tid møllen for at nedlægge elproduktionen og dermed retablere en strækning af Gudenåen, der ville blive en af landets hurtigst strømmende – med en fauna, der ikke findes tilsvarende andetsteds i Danmark.

Men sådan skulle det ikke være. Naturklagenævnet vedtog, at opstemningen ved Vilholt Mølle skulle bibeholdes – trods indstilling fra Miljøministeriet og Skov- og Naturstyrelsen om det modsatte.

I ministeriet og styrelsen var man enige om, at opstemningen skulle nedlægges og Gudenåen genskabes i sin oprindelige form – som et af Danmarks få hurtigt strømmende og dermed unikke vandløb.

Med aktiv støtte fra Danmarks Naturfredningsforening lykkedes det imidlertid et fåtal lokale at forpurre en genskabelse af Gudenåen ved Vilholt Mølle. Trods det faktum, at såvel Vejle Amt som Friluftsrådet og Dansk Ornitologisk Forening også bakkede op om fjernelsen af den 130 år gamle opstemning ved møllen. Baglandet var således i orden, og Naturklagenævnets afgørelse kom derfor som et chok for de fleste.

Hermed har DN skabt sig et forklaringsproblem, for hvordan kan man kalde sig Naturfredningsforening, når det retteligen er kultur, man ønsker at fremme – endda på direkte bekostning af den ægte natur? Da burde man skifte navn til Danmarks Kultur-fredningsforening i stedet for at stikke sine mange tusinde medlemmer blår i øjnene. Medlemmer, der givetvis og desværre fejlagtigt tror, at det er naturen de støtter, når de melder sig ind i DN!

– Måske er det derfor, DN netop har spillet ud med et oplæg til sikring af de danske havørredstammer? Med en ordlyd, der stort set er identisk med det, engagerede sportsfiskere i mange år har prædiket.

– Måske det er en slags aflad for dårlig samvittighed i forbindelse med DN’s miljøfjendske holdning til vandkraften, der jo netop er med til at ødelægge de selvsamme naturlige lakse- og havørredstammer?

Udlandet viser vejen!

Den danske vandkraft synger idag på sidste vers. Bestyrelsen for Gudenåcentralen, der driver Tangeværket og Elmuseet samme sted, kæmper dog med næb og klør for deres minimale elproduktion. De har af al magt modsat sig etableringen af det omløb, som en enstemmig Gudenå-komitté ellers har anbefalet.

Forklaring: Med etableringen af et omløb vil Tangeværkets energiproduktion nemlig blive så økonomisk urentabel, at enhver kan se det. Da vil det stå lysende klart for landets politikere, at de store statstilskud til en forsvindende lille og håbløst urentabel elproduktion ikke kan fortsætte. Og da vil et fåtal lokalpolitikere miste deres attraktive bestyrelsesposter i Gudenåcentralen…

Landets næststørste vandkraftværk, Karlsgårdeværket ved Varde Å, er allerede idag under afvikling. En fortsat drift af værket er nemlig afhængig af, at der foretages store opgravninger af aflejret bundslam i Karlsgårde Sø. Og en sådan opgravning kan ikke ske, da der i søbunden findes store mængder kviksølv aflejret – kviksølv, som stammer fra Grindstedværkets udledninger i Varde Å. Esbjerg Kommune, som driver værket, har derfor meldt ud, at man ikke nærer ønske om at fortsætte en urentabel produktion.

I det store udland er man ved at være klar over, hvad vej vinden blæser. Det har man i hvert fald nu dokumenteret i både USA og Frankrig, hvor vandkraften i efterhånden mange år har været en ødelæggende faktor for miljøet i almindelighed og bestandene af vandrefisk i særdeleshed.

I USA har den amerikanske regering meldt ud, at man vil bekoste hele 209 mio. US$ på fjernelsen af to vandkraftopstemninger – dæmninger – ved den 72 km lange Elwha River i staten Washington på USA’s vestkyst. Formålet er, at stillehavslaksene igen skal have adgang til deres gamle gydepladser opstrøms dæmningerne.

En imponerende kovending i et land, hvor vandkraft i mange år har været lig med fremskridt og velstand. Tænk blot på de gigantiske Hoover og Grand Coulee Dams, der nu i mange år har leveret strøm til den amerikanske drøm!

I Frankrig har en massiv kampagne mod tilsvarende dæmninger siden 1986 nu båret frugt. Miljøorganisationen “Loire Vivante” (“En Levende Loire Flod”) har nu fået så meget vind i sejlene, at den franske miljøminister vil bremse etableringen af to planlagte nye opstemninger. Men ikke nok med det. Han vil også fjerne to af de allerede eksisterende opstemninger – ved henholdsvis Maisons Rouge og St. Etienne du Vigan.

Styr på definitionerne!

– Hvor længe skal vi så i lille Danmark acceptere, at et fåtal bestyrelsesmedlemmer i Gudenåcentralen skal holde laksen borte fra dens gydepladser opstrøms turbinerne ved Tange Sø? At et mikroskopisk kraftværk skal dele landets længste vandløb i to skarpt adskilte dele med hver sin fauna – endda med statstilskud?

Vandkraften står idag midt i et vadested. Det er nu, der skal gøres op med gamle forestillinger om en “miljøvenlig” vandkraft. Det skal derfor blive spændende at se, om Svend Auken, der jo nu er både miljø- og energiminister, kan få kabalen til at gå op:

Hensynet til både miljøet og energiforsyningen, der jo på næsten alle områder er hinandens modpoler.

Svaret blæser i vinden…

Steen Ulnits

(oktober ’96)

Andre relaterede artikler:

Vandkraft – I

Vandkraft – II

Vandkraft – III

Gudenåen – fra udspring til udløb

…er lig lange og trange løsninger. Problemet med Tange Sø kan løses på fem forskellige måder. Men kun én vil gavne vandmiljøet i Gudenåen…

Debatten om Tange Sø raser som aldrig før. Desværre er det blevet mere følelser end facts, der dominerer debatten, og det er efterhånden svært at overskue problemstillingen. Derfor bringes her en kort opremsning af fem forskellige modeller for fremtiden ved Tange Sø – deres fordele, ulemper og konsekvenser.

Til ære for nye læsere skal det kort forklarers, at Gudenå-laksen forsvandt i 1920’erne med bygningen af Tangeværket og opstemningen af Gudenåen til den mere end 10 km lange og lavvandede Tange Sø. Laksens vigtigste gydepladser lå nemlig på den opstemmede strækning af Gudenåen, hvor man havde det største naturlige fald. De ligger idag på bunden af Tange Sø – gemt under et tykt slamlag.

Tange Sø fungerer idag som vandreservoir for værket – og som storstilet algeproducent og vandvarmer. Søen sørger for, at Gudenåen nedstrøms Tangeværket i hele sommerhalvåret er grumset af alger fra søen – alger, som i sidste ende havner ude i Kattegat, hvor vi i den forgangne sommer har oplevet store iltsvind.

Ydermere er søen hjemsted for en masse rovfisk, der tager sig af nedvandrende ungfisk af laks og havørred. De få fisk, der klarer turen ned gennem søen, bliver ofte hakket til plukfisk i værkets turbiner. For finde indgangen til den mikroskopiske fisketrappe – det magter de ikke. Det er som at finde den berømte nål i høstakken…

Model 1 – Tange Sø forbliver, som den er.

Dette er den optimale løsning for Tangeværket, som så kan opretholde den nuværende produktion af elektricitet. Der for øvrigt kun er rentabel på grund af et stort statstilskud til vedvarende energi.

Fiskene kan ikke komme forbi værket, og søen vil stadig agere vandvarmer og være storproducent af alger. Gudenåen nedstrøms værket vil stadig være plumret sommeren igennem – med vandtemperaturer over 20 grader C.

Model 2 – den såkaldte “stryg-løsning”.

Dette er den løsning, som Gudenå-komiteen har foreslået nu i flere år, men som Tangeværket stædigt har modsat sig.

En sådan stryg-løsning vil kræve omkring 25% af Gudenåens vand og dermed gøre Tangeværkets elproduktion endnu mere urentabel.

Fiskene vil ganske vist kunne passere opstemningen, men laksene vil ikke få deres gydepladser tilbage af den grund. Og søen vil stadig ligge der som vandvarmer, algeproducent og ideelt hjemsted for rovfiskene.

Model 3 – et omløb langs hele søen.

Det nyeste forslag og det klart dyreste. Et kunstigt omløb af op mod 15 km’s længde vil sikkert være så dyrt, at det er urealistisk.

Men fiskene vil da kunne passere opstemningen, og det vil givet være muligt at skabe en hel del kunstige gydepladser for laksene i selve omløbet.

Men søen vil stadig være en stor algeproducent – muligvis endda større end idag, da gennemstrømningen vil blive mindre og vandets opholdstid i søen derfor længere. Vandtemperaturen i søen vil givet blive endnu højere end idag.

Men søen vil stadig være der – til glæde for lokalbefolkningen.

Model 4 – tømning af Tange Sø og genskabelse af Gudenåen.

Den optimale løsning for vandmiljøet.

I stedet for en 10 km lang opstemmet sø med en stor algeproduktion får vi i stedet en måske 15 km lang hurtigt strømmende og stærkt selvrensende strækning af Gudenåen genskabt – med laksens naturlige gydepladser liggende i det gamle åløb.

Belastningen af Gudenåen, Randers Fjord og Kattegat nedbringes til glæde for vandmiljøet. Samtidig mister lokalbefolkningen dog deres elskede kunstige sø og Tangeværket sit vandreservoir.

75 års elproduktion vil være forbi.

Model 5 – en sænkning af vandstanden.

Dette er et forslag, som Viborg Amt og Århus Amt i fællesskab fremsatte til Gudenåkomiteen allerede i 1989.

Forslaget går ud på at sænke vandstanden i Tange Sø med 2,5 m. Herved vil omkring 3 km af Gudenåen nedstrøms Kongensbro genskabes, og Tange Sø vil stadig være en realitet – blot 3 km kortere.

Men det er desværre også en løsningsmulighed, som slet ikke har været drøftet i de seneste forhandlinger.

Den politisk mest realistiske løsning er stryg-løsningen, som Tangeværket hidtil har modsat sig med næb og klør. Men som de nu er ved at være mere end villige til at acceptere.

Det er imidlertid blot en sølle lappeløsning, som ikke vil gavne vandmiljøet synderligt. Og som slet ikke vil give laksen dens livsnødvendige gydepladser tilbage.

Med den nuværende opstemning af Gudenåen til Tange Sø vil det næppe være muligt at genskabe en selvreproducerende laksebestand i Gudenåen.

Det konkluderede Fiskeriministeriets biologer i IFF rapport #7 fra 1992.

Steen Ulnits

(oktober ’96)

Efterskrift: Den invasive vandremusling viste sig i Gudenå-systemet i 2006 og har siden da formået at gøre vandet i systemet mere klart end i mange år. Tange Sø er derfor ikke længere den algesuppe om sommeren, som den var tidligere.

Det lavvandede vandkraftmagasin fungerer imidlertid stadig som den vandvarmer, det altid har været. Med sommertemperaturer, der regelmæssigt passerer de 25 grader. En temperatur, ingen laksefisk kan tåle.

Andre relaterede artikler:

Vandkraft – I

Vandkraft – II

Vandkraft – III

Gudenåen – fra udspring til udløb

I oktober 1996 tog man i Frankrig hul på at gøre fortidens synder gode igen. Da gik man nemlig i gang med at tømme en sø og bryde en vandkraftdæmning ned. For første gang!

Det meget omdiskuterede Tangeværk – og med det Tange Sø – blev etableret i årene 1920-24. Med anlæggelsen blev landets længste vandløb, Gudenåen, delt i to skarpt adskilte dele. Samtidig uddøde Gudenå-laksen, hvis sidste og vigtigste gydepladser kom til at ligge under flere meter vand – på bunden af den nye Tange Sø.

Det er interessant og tankevækkende, at franskmændene i samme tidsrum og med samme formål etablerede vandkraftværket Kernansquillec ved floden Leguer i distriktet Cotes d’Armor. Det skete i 1923 og med produktion af billig elektricitet som formål.

Interessant er det også, at de to vandkraftværker – Tangeværket og Kernansquillec – begge er ganske små og ubetydelige set med vore dages øjne. Hvor Tangeværket arbejder med en faldhøjde på små 10 meter, byder Kernansquillec på en godt 11 meters højdeforskel. Det er nærmest ingenting i vandkraftsammenhæng.

Det allermest interessante – set med miljøøjne – er dog, at franskmændene i oktober 1996 gik i gang med at tømme den kunstige sø bag dæmningen, som man nu er godt i gang med at fjerne helt. Herved befries Leguer floden, så den atter kan strømme frit. Så fisk og smådyr atter kan vandre frit i floden og gyde i den igen.

Det er tankevækkende, at den franske miljøminister allerede for længst har besluttet, at gamle dæmninger med en ubetydelig elproduktion skal nedlægges. Og meget glædeligt, at man med nedbrydningen af Kernansquillec nu har gjort ord til handling.

Seneste nyt

Edwards Dam på Kennebec River i staten Maine foreslås nu nedlagt af FERC, den amerikanske energikommission (“Federal Energy Regulatory Commission”).

Anbefalingen fra FERC blev naturligvis anket af ejerne, der ønsker at fortsætte elproduktionen. En endelig afgørelse ventes i løbet af 1998. Indtil da kan laks, laksefiskere og miljøvenner kun krydse fingre, håbe og bede. Maine er nemlig den eneste stat i USA, som endnu har en omend lille bestand af atlanterhavslaks.

Det er første gang nogensinde, at FERC har foreslået en nedlæggelse af en bestående elproduktion, som ejerne søger fortsat.

Man må meget håbe, at miljø- og energiminister Svend Auken vil mærke dette tidens pust og se på Tange Sø med miljøets øjne i stedet for energiens. Så kan søen blive tømt og Gudenåen atter få lov at strømme frit gennem det smukke østjyske landskab.

Med lidt held vil Gudenåen atter kunne huse en bestand af selvreproducerende laks. Hvilket vi for øvrigt som EU nation forpligtede os til allerede i 1981, hvor vi underskrev Bern-konventionen…

Steen Ulnits

(oktober ’96)

Efterskrift:

Denne gang lykkedes det så!

Allerede den 25. november 1997 afsagde FERC sin endelige kendelse over Edwards Dam. Med “dommerstemmerne” to mod én besluttede FERC, at tilladelsen til at producere el ved vandkraftikke fornyes. Den 160 år gamle opstemning skal i stedet fjernes helt.

Edwards Dam er den opstemning på Kennebec floden, som ligger nærmest havet og dermed den, der har størst skadevirkning på bestandene af vandrefisk. Med fjernelsen af Edwards Dam vil fiskene få adgang til næsten 30 km nyt vandløb, hvor de kan yngle med held. Den længste strækning med egnet gydevand nord for Hudson floden.

Allerede i 1986 vedtog kongressen en lov, der pålagde den amerikanske energikommission at tage skyldigt hensyn til miljøet, når man gav tilladelser til vandkraft – nye eller fornyede. Men med Edwards Dam er det altså første gang, man i USA har vægtet vandmiljøet højere end vandkraften!

Man må så håbe, at vor egen miljøminister lægger mærke til de nye vinde, når Gudenåens fremtid skal besluttes. At han ikke har så travlt med at redde verden, at han ofrer sit eget lands længste vandløb – ved at give Gudeåcentralen fornyet tilladelse til at stemme Tange Sø op…

Andre relaterede artikler:

Vandkraft – I

Vandkraft – II

Vandkraft – III

Gudenåen – fra udspring til udløb

Fra karper til ørreder

Dansk fiskeopdræt kunne først i 1990’erne fejre sit 100 års jubilæum for indførelsen af den nordamerikanske regnbueørred.

Spørger man en tilfældig dansker, hvilket husdyr der er det almindeligste her i landet, da lyder svaret i regelen: – Det er svinet. Og bestemt ikke uden grund, for rundt omkring i det danske land er omkring 10 millioner svin til stadighed under opfedning.

Svinet er imidlertid ikke det almindeligste husdyr i dette land – de 10 millioner til trods. I Danmarks omkring 500 dambrug svømmer nemlig ti gange så mange regnbueørreder omkring, som der er svin i svinestaldene. Altså 100 millioner fisk! De gør Danmark til en af verdens betydeligste producenter og eksportører af opdrættede fisk – vor lidenhed til trods.

Imidlertid hører regnbueørreden slet ikke naturligt til herhjemme. Den er nemlig indført fra Nordamerika og har netop fejret sit 100 års jubilæum i fiskeopdrættets tjeneste. Men vi skal meget længere tilbage i historien for at finde den første primitive form for fiskeopdræt – og meget langt væk fra Danmark.

Karper i Kina

Idag lever der mere end 1 milliard mennesker i Kina. Så mange har der ikke altid været, men der har altid været mange kinesere i Kina og dermed et stort behov for såvel animalsk som vegetabilsk protein.

De gamle kinesere var et velorganiseret folkefærd. Hver eneste kvadrat-centimeter jord måtte dyrkes, hvis der skulle skaffes føde nok til den store befolkning. Kineserne fandt derfor på at udnytte de oversvømmede rismarker til dyrkning af fisk. Her var vandet varmt og næringsrigt, og her trivedes en fin spisefisk som karpen overmåde godt.

Kineserne opfandt altså ikke kun krudtet, men også det første egentlige fiskeopdræt. Karperne gødede risen, der igen gav større udbytte. Begge dele gav befolkningen mere at spise – i form af såvel animalsk (fisk) som vegatabilsk protein (ris). Ikke så lidt af et columbusæg, når man tager i betragtning, at alt dette skete for mere end 1.000 år siden! Kineserne gjorde allerede da brug af økologiske principper – uden dog at kende nærmere til dem.

Fra det fjerne Asien spredte fiskeopdrættet sig langsomt, men sikkert til den øvrige del af verden. Karperne kom til Sydeuropa med romerne, der havde lært karpeavl i Lilleasien. Til Nordeuropa kom karpen i det 8. århundrede. Den frankiske kejser Karl den Store var så begejstret for karpen, at han forlangte den indført overalt, hvor det var muligt! Dengang var karper nemlig en hofret af allerfineste slags.

I Danmark fandt den første karpeavl med sikkerhed sted i 1500-tallet, hvor Peder Oxe avlede karper på sit sydsjællandske gods Gisselfeld. En kunst, han havde lært under sin landflygtighed i Tjekkoslovakiet. Peder Oxe var adelsmand og derfor naturligvis interesseret i at kunne servere karper ved datidens overdådige fester.

Men karpen blev aldrig en vigtig dambrugsfisk i Nordeuropa. Karpen er ganske vist en hårdfør fisk, som er let at have med at gøre. Men den trives bedst i varmt vand og vokser kun langsomt i vort kolde nordiske klima. Her er det nemlig så koldt, at karpen kun kan yngle med held i de allervarmeste somre. Sit endelige dødsstød som dambrugsfisk fik karpen for godt 100 år siden, da man indførte først kildeørreden og siden regnbueørreden fra Nordamerika.

Allerede i 1400-tallet havde franske munke lært sig at klække ørredæg på kunstig vis. De dækkede befrugtede fiskeæg til med sand og lod frisk vand strømme henover. Men kunstig klækning bredte sig dog først, da tyskerne tog over – nu med grus i stedet for sand. Herefter tog udviklingen for alvor fart, og i 1800-tallet skød klækkerier op overalt i den vestlige verden.

Den lange rejse

I 1864 oprettede amerikanerne det første ørredklækkeri i staten New York. Her opdrættede man den naturligt forekommende kildeørred. I 1870, da jernbanenettet var fuldt udbygget, kom der gang i de første store natur-manipulationer eller fauna-forureninger. Da lykkedes det nemlig at transportere en anden ørredart, regnbueørreden, fra det øde nordvestlige USA til den mere befolkede østkyst.

De første transporter af regnbueørreder nåede Atlanterhavet i god behold. Og herfra var springet tværs over Atlanterhavet ikke så stort, som det umiddelbart kunne synes. Man havde nemlig lært sig teknikken at transportere ørredæg over store afstande ved at emballere dem mellem mos og isblokke. I det såkaldte “øjenæg-stadie” er æggene ganske robuste og tåler derfor transport af længere varighed.

Allerede i 1879 kom så de første kildeørreder til Europa, nærmere bestemt til Tyskland, og to år senere fulgte regnbueørreden trop. Fra Tyskland spredtes de nye arter til det meste af Europa. Til Danmark kom de første regnbueøreder omkring 1890 – måske et par år senere.

Vor hjemlige ørred havde allerede da været genstand for et begrænset opdræt, men den indførte kildeørred blev den første art i et egentligt opdræt med salg for øje. Den måtte dog hurtigt se sig udkonkurreret af regnbueørreden, som er langt lettere at have med at gøre. Den tåler højere vandtemperaturer, kan gå tættere i dammene og vokser hurtigere. Alt i alt den ideelle fisk til et kommercielt opdræt!

Danmarks beliggenhed og lidenhed gav ideelle betingelser for opdræt af regnbueørreder. Det var let at lede køligt og iltrigt vand fra vandløbene ind gennem de gravede jorddamme, og foder var der rigeligt af – i form af friskfanget skidtfisk fra havet omkring Danmark. Der var aldrig langt fra en fiskerihavn til et vandløb med dambrug.

I løbet af få år blomstrede det danske dambrugserhverv derfor, og nye dambrug skød op som paddehatte i fortrinsvis hovedlandet. Det var og er jo i Jylland, de fleste og største vandløb findes. Produktionen og eksporten steg – til gavn for både beskæftigelse og handelsbalance. Først senere begyndte også problemerne at melde sig…

© 1993 Steen Ulnits

Denne artikel var den første af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Dambrug I

Dambrug II

Dambrug III

Dambrug IV

Dambrugenes dobbeltrolle

Vi er nu kommet til de gyldne år i dansk fiskeopdræts historie -1960’ernes opblomstring af Danmarks omkring 500 dambrug ved fortrinsvis de jyske vandløb.

Det var i efterkrigsårene, hvor ingen interesserede sig for forurening og anden miljøpåvirkning. Hvor eksportindtægter fra opdrættet af regnbueørreder figurerede flot på handelsbalancen. Dansk fiskeopdræt havde i det hele taget en høj stjerne i disse år, hvor træerne næsten voksede ind i himlen.

I sidste halvdel af 1800-tallet foretog vi de første danske forsøg med opdræt af ørreder. I begyndelsen af 1900-tallet stiger produktionen støt, indtil Anden Verdenskrig sætter en brat stopper for væksten. I 1945 kunne vi således kun producere 400 tons til eksport, hvilket ikke er meget.

Men så gik det ellers fremad med stormskridt i 1950’erne og 1960’erne, hvor lille Danmark sågar dominerede det store verdensmarked med sin produktion af “portionsørreder” – regnbueørreder på omkring 200 gram. Produktionen toppede i 1983 med omkring 25.000 tons regnbueørreder produceret i ferskvand – i de cirka 500 dambrug, der da var etableret ved primært de jyske vandløb.

Velegnede forhold

Vor dengang enestående førerposition på fiskeopdrættets område skyldtes flere faktorer. Dels havde vi let adgang til foder fra vor fiskerflåde, der dagligt landede frisk og billig skidtfisk. Og dels havde vi minimale anlægs- og driftsomkostninger sammenlignet med konkurrenter, der måtte operere i mere vanskeligt klippeterræn. I Danmark skulle vi jo blot stemme de rolige åer op og lede vandet ind gennem udgravede jorddamme.

Endelig blev Forsøgsdambruget i Brøns etableret i 1954 – med statsstøtte – hvilket var en stor hjælp til dambrugserhvervet, der her kunne hente professionel hjælp til den daglige drift.

Dambrugene spiller idag en noget besynderlig dobbeltrolle. Det er nemlig på én gang dem, der har været medvirkende til at ødelægge miljøet i vore vandløb. Og dem, der idag sørger for, at der alligevel er fisk i dem!

Dambrugsdrift har mange konsekvenser for vandløbene. Så længe der kun var få og små dambrug langs de jyske åer, gjorde de ingen nævneværdig skade. Men efterhånden blev der alt for mange af dem, og mange af dem blev alt for store til vore beskedne åer. På et tidspunkt regnede man ud, at de danske dambrug tilsammen forurenede lige så meget som det halve København!

Men dambrugene ikke bare forurener. De har ydermere en voldsom fysisk effekt på vandløbene. For at få tilstrækkeligt med vand ind gennem fiskedammene stemmes åen op ved et stemmeværk. Ofte tages der her så meget vand ind, at selve ålejet tørrer helt ud i perioder med ringe vandføring. Det sker typisk i sommerhalvåret, hvor vandløbet da vil få en “død” strækning uden vand – en strækning, åens vildfisk ikke kan passere.

Opstemningen bevirker videre, at strømhastigheden sænkes oven for stemmeværket – med det resultat, at åbunden sander eller slammer til, så vildfiskenes gydepladser ødelægges. De gydte æg kvæles helt enkelt.

Passageforholdene ved dambrugenes stemmeværker er ofte så dårlige, at laksefiskene ikke kan passere dem på deres opstrøms vandringer mod de livsvigtige gydepladser. Af samme årsag er en del dambrug blevet pålagt såkaldte “pligtudsætninger” af opdrættede ungfisk – som en slags kompensation for de mistede gydepladser. – Og hvor kommer så disse ungfisk fra? Fra de selvsamme dambrug, naturligvis…

Foder og forurening

Oprensning af dammene med påfølgende udskylning af slammet foregår stadig, men ikke i nær samme omfang som tidligere, hvor det var almindeligt, at dambrugerne ved et vandsystem advarede hinanden, inden de i nattens mulm og mørke lukkede slammet ud. Så kunne de nedenfor beliggende dambrug nå at lukke for vandindtaget til deres damme, inden slammet passerede forbi og slugte al ilten i vandet. På den måde undgik man at påføre hinanden økonomiske tab. På den måde afgik kun åens naturlige beboere ved en brat og voldsom død!

Foderspild var tidligere en anden af de store dambrugs-syndere. Før i tiden fodrede man med hakket skidtfisk, hvilket var både billigt og let at få fat i. Dengang hang der en rædsom lugt omkring dambrugene. Man kunne også iagttage en tydelig oliehinde på åens overflade neden for dambruget. Oliehinden skyldtes, at den hakkede fisk ofte var lettere fordærvet.

Dambrugene havde da et kolossalt foderspild af hakket skidtfisk, som ikke blev ædt og omsat af fiskene, men som fortsatte direkte ud i selve åløbet. Til ingen nytte for dambrugeren, men til stor skade for miljøet i åen. Typisk brugets der 4-7 kg hakket skidtfisk til produktion af 1 kg regnbueørred. Under gunstige forhold kan man opdrætte 1 kg ørred ved hjælp af omkring 3 kg hakket skidtfisk. Forskellen røg direkte ud i vandløbet.

Idag ser tallene helt anderledes ud. Idag har man nemlig foder så efektivt, at 1 kg foder kan omsættes til 1 kg fisk! Men det kan kun lade sig gøre ved brug af højt specialiseret og dermed meget kostbart tørfoder, der er inddampet – “ekstruderet”, som det hedder med et fint ord.

I lang tid var Danmark førende i fremstillingen af sådant foder, men idag har udlandet – ikke mindst USA – forlængst indhentet dette forspring. Og det er en af årsagerne til, at Danmark ikke længere indtager gamle dages lederstilling inden for opdræt af regnbueørreder.

Som gammel landbrugsnation med årelange traditioner for fremstilling af kvalitetsfoder til dyr og fjerkræ sad Danmark allerede tidligt på en stor specialviden. Det blev derfor også Danmark, der som verdens første fremstillede et såkaldt “miljø-deklareret” foder til fiskeopdræt. Næppe af kærlighed til miljøet, men snarere på grund af de stedse stigende krav om mindsket forurening fra dambrugene, som samfundet begyndte at stille fra 1970’erne og frem.

Vandmiljø-handlingsplanen

Forureningen havde da i mange år været så voldsom, at der fra mange sider var stillet krav om en mindsket forurening fra dambrugene. Sit hidtidige højdepunkt nåede disse krav medvandmiljø-handlingsplanen, der blev vedtaget af Folketinget i 1989. Det var den plan, der pålagde byerne at bygge kostbare rensningsanlæg til spildevandet. Det var også den plan, der pålagde landbruget at bygge dyre gylletanke til opbevaring af overskydende gødning.

Endelig pålagde den i den såkaldte dambrugs-bekendtgørelse de danske dambrug en lang række krav til bedre rensning af spildevandet og til et mindsket vandforbrug. Altsammen skulle dette medvirke til, at vandmiljøet i de indre danske farvande fik det bedre. De farvande, som nu var begyndt at kvittere for modtagelsen af store mængder urenset spildevand med stedse hyppigere iltsvind, bundvendinger og fiskedød.

Men de danske dambrugere ville ikke finde sig i, at de nu ikke længere måtte forurene og forbruge åernes vand efter forgodtbefindende: Det havde de jo gjort i mange år – med statens tilsyneladende velsignelse. De anlagde derfor sag mod Miljøministeriet om visse punkter i den nye bekendtgørelse.

Sagen havde og har sit udgangspunkt i, at dambrugerne mener at have retten til at bruge alt vand i de danske vandløb. Det bunder i vandforsyningsloven fra 1985, hvori der står, at dambrug oprettet før 1974 – før miljølovens eksistens – har ret til alt vand i et vandløb. Og da denne lov gælder frem til år 2005, har man altså valgt at anlægge sag mod Miljøministeriet.

Ifølge dambrugs-bekendtgørelsen skulle alle dambrug inden 1990 have etableret bundfældnings-bassiner og slamdepoter til det oprensede slam, der tidligere blev ledt direkte ud i vandløbene. Og inden 1993 skulle de have skaffet udstyr til tilbagepumpning af vandet, så mindst halvdelen af åens vand kunne passere uhindret forbi.

Dengang skrev vi 1993, og dambrugerne havde tilsyneladende vundet kampen mod Miljøministeriet, der havde kastet håndklædet i ringen og udsat kravet yderligere et par år. Så mens byerne måtte investere millioner og atter millioner i en bedre rensning af deresspildevand – med godt resultat – kunne danske dambrug forurene videre, som om intet var hændt. Mange udvidede endda produktionen…

Således er produktionen i det sidste årti steget markant – fra omkring 22.000 tons til hele 34.000 tons. Heraf eksporteres ca. 24.000 tons, som i 1995 havde en værdi af 675 mio. kroner.

Landets dengang 485 ferskvandsdambrug beskæftigede direkte omkring 1.000 mennesker i produktionen, mens mange andre er beskæftiget med forædling af produkterne – primært ved røgning.

© 1993 Steen Ulnits

Denne artikel var den anden af fire i en artikelserie i Morgenavisen Jyllands-Posten 1993. Herunder links til alle:

Dambrug I

Dambrug II

Dambrug III

Dambrug IV