Fiskerikontrollen

Nogle erhvervsfiskere hader dem, mange sportsfiskere så dem gerne noget mere, og alle amatørfiskerne frygter for deres garn og ruser!

En dejlig augustdag kører jeg over Sallingsundbroen til Mors, hvor et par skarver slår deres volter i den friske blæst over en solbeskinnet Limfjord. Målet er Fiskeriinspektoratet i Nykøbing Mors, hvor man har tilbudt mig en dag i kongens klæ’r.

Fiskeriinspektoratet i Nykøbing Mors blev oprettet i 1987, da man ikke ønskede mandskab og administration placeret i de selvsamme byer, som kontrollen primært foregår i – i dette tilfælde Hirtshals, Hanstholm og Thyborøn. Det havde man dårlige erfaringer med.

Fordeling af arbejdet

– Vi har mange jern i ilden, flere end de fleste tror. Det er fiskerikontrollør Lars Østergård, som fortæller, at Fiskerikontrollen har rigeligt at se til.

– Vort arbejdsområde kan inddeles i tre hovedområder: Kontrol med landing af fisk og muslinger i de forskellige havne. Kontrol med kvaliteten og importen af fisk på fiskeriauktioner, samlecentraler og virksomheder. Samt endelig kontrol med fiskeriet i de ferske og kystnære områder – sportsfiskeri såvel som redskabsfiskeri. Hertil skal så lægges administration og service (oplysning) over for alle slags fiskere.

Fiskerikontrollen i Nykøbing Mors har tillige tilsynet med områdets ikke færre end 90 dambrug. Her skal forhold som fisketrapper, ålepas og tilgitring kontrolleres årligt, og det tager naturligvis megen tid. Men er i sidste ende uhyre vigtigt for de laks og ørreder, som sportsfiskerne jo primært interesserer sig for. Er forholdene ikke i orden ved dambrugene, kan vandrefiskene ikke nå deres livsvigtige gydepladser længst oppe i vandløbene.

I den varme og vandfattige sommer, som 1995 bød på, havde man således et stort problem med havørrederne i Karup Å. Længst oppe ved Karup Elværks dambrug oplevede man, at det nye omløbsstryg ikke fungerer efter hensigten. Det får helt enkelt ikke vand nok. Derfor søger havørreder i stort antal op i det dårligt tilgitrede udløb fra dambruget, og herfra kan de ikke komme videre.

Lars Østergård og hans folk måtte derfor yde “fødselshjælp” til de vildledte havørreder – i form af elektrofiskeri og flytning af fiskene. Ved et enkelt besøg blev det til hele 39 havørreder – heraf de fleste i størrelsen 70-85 cm! De blev alle flyttet opstrøms dambruget.

Fiskerikontrollen er også med, når der skal sættes fisk ud. Ikke for at kontrollere, om fiskene nu også er sygdomsfrie. Det er veterinærmyndighedernes ansvar. Fiskerikontrollen skal i stedet kontrollere, at der nu også sættes de fisk ud, som der er givet tilskud til fra de statslige fiskeplejemidler. Og at de statslige udsætningsplaner overholdes.

Kontrol med Fisketegnet

Over en kop kaffe og et par rundstykker før sejlturen diskuterer vi fisketegn og kontrol med samme. Lars Østergård gør det klart, at sportsfiskernes fisketegn ikke er noget, man tager målrettet ud for at kontrollere:

– Det er noget, vi gør spontant, hvis vi alligevel er ude og konstaterer et behov for det. Typisk er det på steder som Oddesundbroen, Torsminde og Agger Tange, vi dukker op med kasket og notesblok. Her ved vi erfaringsmæssigt, at der er mange lejlighedsvise stangfiskere. Og at det er blandt dem, der er flest uden fisketegn.

– Det er jo et spørgsmål om proportionsforvrængning, hvis vi skal bruge mange ressourcer på at kontrollere fisketegn hos sportsfiskere – hvis der samtidig ligger en trawler inden for 3 sømilegrænsen fra land og tømmer havet for flere tons ulovlige fisk! Da må vi naturligvis prioritere.

– Vi blev ganske vist lovet en ekstra mand per inspektorat, da forslaget om obligatorisk fisketegn blev lanceret, men dem har vi ikke set noget til. De blev vist væk i almindelige besparelser, lader det til…

– Vi er helt konsekvente, når vi tager folk uden gyldigt fisketegn. De får straks et girokort på 200,- kroner, og bliver det ikke betalt, ryger sagen automatisk til Fogedretten. Da plejer vi altid at få pengene! Har de glemt fisketegnet hjemme, får de et girokort på 50,- og besked på at stille på kontoret med dokumentation.

Indtil august havde inspektoratet i 1995 uddelt omkring 55 girokort i deres område. Der er altså god grund til at feje for egen dør blandt stangsvingerne, før de kaster sig ud i jagten på ulovlige redskabsfiskere…

Der har været en klar tendens til, at det obligatoriske fisketegn har fulgt samme mønster som garnlicensen, da den blev indført. Første år var der mange syndere, da ingen troede på nogen kontrol. Andet år, hvor mændene med kasketten og notesblokken havde vist sig nogle gange, går det meget bedre med lovlydigheden!

Til de 55 girokort skulle så til dato lægges omkring 69 deciderede straffesager med bøde og konfiskation af garn og ruser. Det drejer sig her om redskaber sat i fredningsbælter, ruser uden den foreskrevne rist til beskyttelse af oddere, umærkede garn og lignende. I et par tilfælde har man endda taget synderen på fersk gerning!

– Vi kunne sagtens tage flere ulovlige garnfiskere på fersk gerning, hvis vi lagde os på lur på udvalgte steder, siger Lars Østergård, – men det har vi desværre ikke ressourcer til. – Der er nemlig en del mennesker, som vi har et godt øje til og navnet på…

Lars Østergård regner med, at antallet af straffesager vil stige her sidst på året. – Da plejer vi nemlig altid at finde en del ulovlige redskaber, fortrinsvis ruser, oppe i vandløbene. Primært sat efter ål, men sidst på sæsonen også efter havørreder på gydevandring.

Ulovlige redskaber uden ejermand konfiskeres. Nogle destrueres siden ved afbrænding, men enkelte politimestre lader dem stadig gå på auktion, så indehaverne her kan generhverve dem til en billig pris! Til sportsfiskernes store fortrydelse…

Med “Albatrossen” på arbejde

Fiskeriinspektoratet i Nykøbing Mors råder over to gummibåde til kontrolopgaver i de ferske og kystnære områder. En lille sag med tilnavnet “Isfuglen” til brug i ferskvand. Samt en større og hurtigere – kaldet “Albatrossen” – til brug i saltvand. Det er “Albatrossen”, vi skal ud at flyve med, og målet er Skive Fjord. Her fiskes der muslinger, og her er der lidt stridigheder mellem lokale bundgarnsfiskere.

Blæsten går frisk over Limfjordens vande, men frisk er blæsten nu ikke ligefrem at lugte til. Over vandet ligger en fæl stank af gylle, som minder om baggrunden for de store iltsvind, der har lagt store dele af erhvervsfiskeriet øde på disse kanter. Gylle, som siden siver ud i fjorden og gør den til ren algesuppe i varme somre som den netop forgangne.

– Det er ikke let at være muslingefisker under disse forhold, forklarer Lars Østergård, da “Albatrossen” har fået luft eller rettere vand under vingerne.

– Ud over iltsvindet er der de pludselige lukninger og genåbninger af fiskeriet at holde styr på. Ofte med meget kort varsel.

En muslingeskraber et netop på vej nordover med formiddagens fangst. Der bliver lukket op for Yamaha’ens 40 heste, og snart ligger vi i kutterens kølvand. Skipper stopper dog først, da vi efter nogen tid sejler op foran ham og vinker ham “ind til siden”. Ole, som er Lars’ makker på “Albatrossen”, går ombord på kutteren for at checke, om logbogen nu er korrekt udfyldt.

Det er den, og der er samtidig 12 tons friske muslinger ombord – lovlige og levende, trods iltsvindet. – Det sker dog ofte, at blækket i logbogen endnu ikke er tørt, når vi går ombord, sukker Lars Østergård.

Strid om bundgarn

Næste stop er de omstridte bundgarn. Inspektoratet har modtaget klager fra en af de lokale erhvervsfiskere. Klagen går på, at konkurrentens redskaber står for tæt på.

Vi finder hurtigt frem til de pågældende garn. Lars checker nummeret på bundgarnet, ringer og får at vide, hvem de tilhører. Erhvervs- og bierhvervsfiskere har 6-cifrede registreringsnumre, mens fritidsfiskere har 7-cifrede. Dernæst ringer han ejermanden op fra mobiltelefonen og aftaler at mødes med ham på stranden. Få minutter senere er ejeren der, iført træsko, blå overall og gul Labrador.

Han forklarer problemet og bander samtidig over de alt for mange skarver, som sidder på hver eneste bundgarnspæl, og som stjæler alle hans ål. Det kan Lars Østergård og hans makker Ole dog ikke gøre meget ved. Det er miljøministerens bord, og ham har de jo ikke noget at gøre med.

Herefter stikker “Albatrossen” igen til søs – nu for at måle afstanden op mellem de omstridte garn. Til det formål har vi en kabeltromle med 500 line ombord. Den ene ende fæstnes nu til det ene bundgarn, hvorefter vi sejler over til det andet – med bådens avancerede sattelitnavigator, den såkaldte GPS, slået til.

Det viser sig, at garnene faktisk står for tæt. Der skal være 250 m imellem dem, og det er der ikke. Ifølge målelinen er der 150 m – ifølge GPS’en 180 m. Altså er der ingen tvivl om, at klageren har ret, og det påtales nu over for synderen.

Ulovligt natarbejde

– Vi tager kun stikprøver, når vi afsøger en kyststrækning, forklarer Ole. – Vi kan umuligt checke alle de mange bøjer, der ligger rundt omkring. Og da vi er på “dagholdet” idag, får vi næppe heller nogle ulovligt satte garn i båden.

– De sættes typisk først efter fyraften og skal derfor tages om natten, supplerer Lars.

– Det hænder, at vi tager synderen på fersk gerning – i regelen uden større dramatik. En enkelt gang er jeg dog blevet truet med tæv og måtte tilkalde hjælp over mobiltelefonen, der altid er inden for bekvem rækkevidde!

Vi får øje på en rød bøje tæt inde under land – inden for den garnfri 100 m zone. – Det ligner unægtelig et garn efter afstanden mellem bøjerne at dømme, men det er med garanti nogle sammenbundne ruser, siger Lars. Kontrollen viser, at han har helt ret: – I det hele taget er omkring halvdelen af de anmeldelser om ulovlige garn, vi modtager fra lystfiskerne, ruser – enkelte eller sammenbundne. Det er umuligt at se inde fra land, men altså helt legalt.

Lars Østergård så gerne, at reglerne for brugen af garn og ruser forenkles mest muligt. Dels af hensyn til fiskerikontrollen, hvis arbejde dermed lettes. Men så sandelig også af hensyn til “kunderne” – fiskerne, som da vil få langt lettere ved at forstå og overholde reglerne. Lars forstår godt baggrunden for de nye begrænsninger af garnfiskeriet på Hjarbæk Fjord, men finder, at alt for mange særfredninger komplicerer hele arbejdsgangen – for alle parter.

Erhvervsfiskerne kan sætte lige så mange bundgarn, de vil – blot de anmelder placeringen i tide, overholder mindsteafstanden, og der ikke er to, som ønsker samme plads. I så fald må der lodtrækning til. Det forklarer de til tider utroligt mange bundgarn, der står i Limfjorden – som sild i en tønde, men i regelen med den foreskrevne afstand. Det er disse massive rækker af store bundgarn, som Danmarks Naturfredningsforening har klaget over. Som ifølge DN hindrer vandrefiskene på deres vej mod gydepladserne oppe i åerne.

Lars Østergård fortæller endvidere, at Fiskerikontrollen mistænker flere Nordsøfiskere for at “låne” deres registreringsnumre ud, så andre kan sætte deres bundgarn i fjorden. Foreholdt dette lyder beskeden altid, at det skam er deres – altså Nordsøfiskernes – bundgarn. Og at de blot har “ansat” folk til at passe dem, mens de selv er på havet.

– Den slags er vi magtesløse overfor, siger Lars Østergård.

Radar på biltaget…

Vi har en stor Furuno radar siddende på taget af den store 4-hjulstrækker. Underligt, for radar det er da normalt noget, man har på skibe? Lars Østergård forklarer:

– Her i Limfjorden kan vi lige så let overvåge havområdet inde fra land. Her kan vi hurtigt komme fra ét sted til et andet, uden at nogen ser os. Det kan vi ikke, hvis vi bruger båd. I samme sekund vi stikker ud, ved samtlige fiskere på fjorden det. Men med radar på biltaget kan vi køre rundt i ly af mørket og checke skibe, der fisker ulovligt.

Typisk er det åletrawlere og muslingeskrabere, vi kontrollerer på denne måde. Og registrerer vi nogen, der er ude i ulovligt ærinde, da kan vi lynhurtigt få gummibåden i vandet og komme ud efter synderen. Hvis position vi naturligvis allerede har noteret os på radarskærmen!

Da vi går i land ved Sundsøre og kører tilbage til udgangspunktet, har jeg en klar fornemmelse af, at Fiskerikontrollen er langt mere aktiv, end vi sportsfiskere i regelen tror. En stor del af arbejdet foregår til lands eller om natten, hvor man ikke ser det.

Men de er der, Fiskerikontrollen, også selv om man kun sjældent ser dem. Det ved fjordens mange garn- og rusefiskere kun alt for godt!

Steen Ulnits

 

Fakta:

Fisketegn til lystfiskeri med stang og line koster 100,- kr årligt og er obligatorisk for alle mellem 18 og 67 år. Manglende fisketegn straffes med en afgift på 200,- kr. – glemt med 50,- kr.

Licens til garn og ruser koster 250,- kr. årligt og er obligatorisk for alle redskabsfiskere. Licensen giver ret til at sætte seks redskaber – garn, ruser eller krogliner – efter eget valg. Glemt fisketegn koster 125,- kr. Manglende licens straffes med en afgift på 500,- kr.

Ifølge de seneste regler skal garn i den såkaldt østlige sektor markeres med enkeltflag og enkeltrefleks – i den vestlige sektor med dobbeltflag og dobbeltrefleks. Så kan skibstrafikken se, hvilke bøjer der hører sammen. Hidtil har man nøjedes med en skriftlig påmindelse om de nye regler – nu sanktioneres der med bøder ved overtrædelse.

Langs alle danske kyster har der siden 1986 eksisteret en 100 m garnfri zone, som skal beskytte laksefiskene på deres kystnære gydevandring. Denne fredning gælder hele året. Eneste undtagelse fra dette er vestkysten af Vadehavsøerne og Skallingen, hvor garnfiskere har frit slag året rundt.

Normalt gælder, at vandløb på over 2 m har en permanent fredningszone, der gælder hele året. For alle former for fiskeri. Fredningszonen er en halvcirkel med radius på 500 m og centrum i selve mundingen. I tilgift skal der være et gennemgangsbælte på 500 m’s bredde og 100 m’s længde ret ud for vandløbet.

Er vandløbet mindre end 2 m bredt, gælder fredningszonen kun i perioden 16. september – 15. januar. Det svarer til to måneder før fredningen af farvede havørreder og frem til udløbet af denne.