Gyrodactylus salaris

En livsfarlig laksesnylter, som har udryddet lakebestanden i mange norske elve, findes nu også i Danmark…

Det er nu godt tyve år siden, at norske laks blev ramt af den dødelige parasit Gyrodactylus salaris. Gyrodactylus er en snylter, som i stort antal angriber ungfisk af laks. Uvist af hvilken årsag er Gyrodactylus ikke farlig for ørreder, som til gengæld kan være passive værter for snylteren.

gyro

Gyrodactylus blev for første gang observeret i Norge i 1975. Da oplevede man pludselig en høj dødelighed hos lakseungfisk i opdrætsanlæg i Møre og Romsdal. Årsagen var et massivt angreb af Gyro, som indtil da aldrig havde været kendt i Norge. Allerede samme år blev Gyro opdaget på vilde laks i en lille lakseelv i Nordland.

I perioden 1975-79 kunne man konstatere Gyrodactylus i yderligere fire norske elve, og først da slog de norske myndigheder alarm. Før havde man ikke helt troet på, at Gyro alene kunne udrette så massive drab på unglaksene.

Men allerede da havde parasitten spredt sig til en lang række andre lakseelve – med Driva og Rauma som et par af de mest kendte. I 1987 kom den store Drammenselv også på listen over inficerede elve. Til dato er der i Norge konstateret Gyrodactylus i næsten 40 lakseelve og lige så mange opdrætsanlæg.

I sommeren 1995 blev der så også slået alarm højt mod nord, i den store Inari indsø ved den norsk-finske grænse. Her har man fundet parasitten i et fiskeopdræt med regnbueørreder. 1996 blev endelig året, hvor man konstaterede Gyrodactylus i den verdensberømte Lærdalselv med udløb i Sognefjorden.

Gyrodactylus salaris er ikke naturligt hjemmehørende i norske vande. Man regner med, at den i stedet er indført med avlsfisk fra Sverige. Gyro er nemlig naturligt forekommende i de lakseelve, som løber ud i Østersøen. Her har laksene blot tilpasset sig parasitten gennem århundreder eller sågar årtusinder og er nu resistente over for den.

De nordatlantiske laks har derimod ikke haft hverken tid eller lejlighed til at udvikle resistens over for Gyrodactylus. Her blev angrebene derfor dødelige med det samme. Man regner med, at den vestsvenske laks i lighed med den norske er sårbar over for Gyro – og at den danske også kan være det.

Her kommer vi så til det forfærdelige: Nu (sommer 1996) er Gyrodactylus salaris også konstateret i danske dambrug – som passive parasitter hos regnbueørreder. Hvor smitten er kommet fra vides ikke, men dambrugsfisk kommer ofte vidt omkring – også over landegrænser, med eller uden myndighedernes kendskab og accept…

Gift mod Gyro!

Gyrodactylus er en parasit, som lever på lakseunger, hvor den ganske enkelt spiser småstykker af huden! Dette forårsager infektioner med næsten 100% dødelighed. I Norge blev det i 1984 beregnet, at Gyro alene koster et årligt tab i produktionen af vildlaks på mellem 250 og 500 tons!

I enkelte af de inficerede vandsystemer er de pågældende laksestammer sågar helt uddøde…

I lyset af dette indså myndighederne efterhånden, at man måtte gøre noget. Det rakte ikke at vente på en naturlig tilpasning mellem laks og parasit – det kunne have ført til endnu flere laksestammers uddøen.

Efter at have overvejet og afprøvet forskellige mulige løsninger, er man blevet klar over, at kun én dur: Aflivning af samtlige laks og ørreder i inficerede vandsystemer – med den velkendte fiskegift rotenon.

Det er en dramatisk og radikal løsning på Gyrodactylus problemet – en løsning, som kræver, at man forud for behandlingen har sikret sikret sig repræsentanter for de pågældende vandløbs oprindelige lakse- og havørredstammer. At man populært sagt har “sat dem i genbanken” først, så man kan avle på dem til udsætning af nye fisk efter rotenon-behandlingen.

Enkelte steder har rotenon-strategien mødt stor lokal modstand. Det har været tilfældet ved elve som Driva og Rauma, hvor havørredbestanden faktisk har profiteret på laksenes fravær. Og hvor lokale lodsejere har kunnet tjene gode penge på udlejning af det “nye” og forbedrede havørredfiskeri.

Indtil nu er godt halvdelen af de inficerede elve blevet rotenonbehandlet – og med godt resultat. Nordmændene begyndte med at behandle små vandløb først for at høste erfaringer her. Siden gik man videre med de større og derfor langt mere krævende elve. Her skal man være uhyre omhyggelig for at sikre sig en 100% effektiv behandling, der slår alt ihjel. Ellers er det hele jo til ingen nytte. Alle laks og ørreder skal dø, så Gyro ingen nye værter kan finde.

Af de behandlede elve er 10 i skrivende stund meldt raske igen, mens andre 12 er i karantæne – uden at man har set noget til Gyro efter behandlingen. De 10 raskmeldte er igen åbne for fiskeri. Den lille Valldalselva, som blev erklæret rask og åbnet igen i 1994, havde allerede det år et rekordfiskeri efter både laks og havørred. En klassiker som Rauma blev behandlet i 1993 og forventes åbnet for fiskeri igen i 1997.

De norske myndigheder har i de seneste år brugt omkring 10 mio. kr. om året på bekæmpelse af Gyrodactylus salaris. I 1996 står Driva for tur til en gang rotenon, i 1997 rykker man til Nordland, mens man til 1998 regner med at behandle elvene omkring Vefsna.

Herefter skulle der så – om alt går vel – kun være den kolossale Drammenselv tilbage. Men den er også en stor mundfuld. Med et opland på ikke mindre end 17.000 kvadratkilometer skal der enorme mængder rotenon til for at slå alle fisk ihjel – alle de 20 arter, som findes her…

Gyro i Danmark

– Men hvad med laksen i Danmark? – Hvordan ser situationen ud for den og dermed laksehandlingsplanen fra 1993?

I Drammenselven blev smitten overført fra regnbueørreder i dambrug – præcis som der nu er konstateret Gyro hos regnbuer i jyske dambrug. En så grim opdagelse, at selveste TV-Avisen berettede fyldigt om det. For de vestjyske lakseåer er jo om nogen belastet med dambrug – faktisk er det her, specielt ved Skjernå-systemet, de allerfleste ligger. Man kan derfor ikke afvise risikoen for en regulær katastrofe af norsk format…

Det gode ved flere vestjyske åer er dog, at de kun i ringe grad munder ud i de samme brakvandsområder. I de fleste tilfælde har de deres eget separate udløb på åben kyst. Fra Norge ved man nemlig, at Gyro trives fint i brakvand og dér kan spredes fra ét vandsystem til et andet. Det problem burde derfor ikke blive så stort i Danmark. Men laks, der vandrer fra ét vandsystem til et andet, kan man jo ikke gardere sig mod.

Man kan dog håbe, at de vestjyske laks ikke er så sårbare som de norske. For man må formode, at vi i Danmark har haft Gyro i længere tid – indtil videre uden problemer. Skulle katastrofen alligevel ske, så skal hele vandsystemer måske ryddes med rotenon – så må samtlige laks, ørreder, stallinger og helt dræbes. Hvilken forfærdelig tanke…

På Brusgaard Produktionshøjskole, som jo i Laksehallen producerer størsteparten af de laks, som skal bruges til udførelse af laksehandlingsplanen, er man ikke så skræmte. Vildlaksen i Gudenåen og de vestjyske lakseåer kan man ganske vist ikke stille noget op med. Går det galt her, står de ikke til at redde.

Men Brusgaards egne laks produceres i recirkulerede anlæg, som ikke står i forbindelse med noget større vandsystem. Det er en isoleret produktion, som baseres på dels grundigt desinficerede æg fra udlandet, dels egne moderfisk indfanget i Gudenåen. De sidste bades omhyggeligt i forskellige væsker, så de med sikkerhed er fri for ydre parasitter såsom Gyrodactylus, når de inddrages i produktionen.

Det skal således blive uhyre, ja nærmere uhyggeligt spændende at følge Gyrodactylus salaris færden i danske laksevande i de kommende år…

Steen Ulnits

(august ’96)

Efterskrift

I løbet af 1997 blev det desværre konstateret, at man igen havde fundet Gyrodactylus salaris i enkelte rotenonbehandlede vandsystemer. Et chok for alle og et alvorligt tilbageskridt for den norske vildlaks, som nu er mere truet end nogensinde – fra snart sagt alle sider.

Dels er den naturligvis som altid truet af garnfiskeri på havet og i fjordene – dels af vandkraft og grusgravning i elvene, som den længe har været det. Og dels er den nu også udsat for genetisk udtynding via de mange, mange undslupne burlaks, som også søger op i vandløbene for at gyde. Faktisk har man enkelte steder i Norge officielt opgivet at redde vildlaksen.

Og nu viser det sig så også, at man ikke som forventet kan fjerne Gyro med fiskegiften rotenon…