No Kill

I Nordamerika har man i mange år kunnet glæde sig over en fisketurisme, der omsætter for adskillige millioner dollars – penge, som ikke mindst skyldes en udbredt brug af “No Kill”.

I Nordamerika bruger man i vid udstrækning andre former for fiskepleje, end vi gør her i Skandinavien – helt enkelt fordi man har arbejdet målrettet med et rekreativt sportsfiskeri af stort format i ganske mange år.

De indførte fiskeplejemetoder tilgodeser derfor sportsfiskeriet – i grel modsætning til de fiskeplejemetoder, vi kender til herhjemme. De tilgodeser primært det kommercielle fiskerierhverv, som jo har stolte traditioner i lille Danmark.

Her i Danmark skal vi først nu til at sadle om – til i højere grad at tilgodese sportsfiskeriet, som fremover vil være en meget vigtig indtægtskilde for landet. Og sportsfiskerne, som med det nye obligatoriske fisketegn nu bidrager med størsteparten af pengene til fiskeplejen.

I samme åndedrag må vi så også erkende, at nordamerikanske sportsfiskere er langt bedre “opdraget” og langt mere vidende om fisk og fiskeri end vi skandinaver og europæere. Ganske enkelt fordi de er blevet opdraget og informeret af myndighederne stort set lige siden afslutningen af Anden Verdenskrig!

Vi har således en hel del år, vi skal have indhentet, før vi rent fiskeplejemæssigt er på omgangshøjde med amerikanerne. Med fisketegnet er vi dog kommet rigtig godt fra start!

“No Kill” i Minipi

I Nordamerika har man nu i mere end 30 år anvendt C&R til rationel fiskepleje i udsatte områder. Først blev de taget i brug i staten New York – i “the Catskills”, ved hvis bjergstrømme det amerikanske fluefiskeris vugge har stået – samt i den verdensberømte Yellowstone Nationalpark i det bjergrige Midtvesten.

Men vi skal så langt nordpå som til den kanadiske provins Labrador for at finde stedet, hvor ideen med genudsætning først blev undfanget.

Det var den nyligt afdøde fluefiskerlegende Lee Wulff, der først indså nytten af og behovet for C&R. Det skete i årene før Anden Verdenskrig, hvor han arbejdede som “recreational officer” for den amerikanske hær.

Hans opgave var at finde adspredelse for de soldater, der var hjemme på orlov. Og med base i Labrador (som var blevet livsnerve med indførelsen af moderne luftkrig) var intet vel mere nærliggende end jagt og fiskeri.

Lee Wulff fløj derfor rundt i Labrador i sin egen lille vandflyver – kiggede de bedste steder ud og satte så pontonerne på velegnede søer for at teste fiskeriet. Ingen dårlig beskæftigelse for en engageret fluefisker med laks og ørreder på hjernen!

Lee Wulff fandt da frem til Minipi området, som den dag idag huser verdens suverænt største kildeørreder. Og som dengang naturligvis var et sandt eldorado af såvel mange som store fisk. Hertil fløj han nu sine krigstrætte soldater, som kvitterede med at flyve læs efter læs af store og flotte kildeørreder ud fra området.

Lee Wulff så, at fiskeriet i dette enorme område hurtigt blev dårligere og dårligere. Og han indså, at den simple årsag var overfiskning. Det fik ham til at tænke grundigt over tingene. Og han nåede frem til sin nu herostratisk berømte udtalelse om, at “en ørred er for værdifuld til kun at fanges én gang”!

Det vandt hurtigt lokal genklang, og den dag idag har man stadig – ganske vist efter en markant nedtur i efterkrigsårene – verdens største kildeørreder at byde på i Minipi. Basser på 3-4 kg og sågar større, der gerne stiger til en vel præsenteret tørflue!

Med Lee Wulff var begreberne “Catch and Release” og “No Kill” således født. Der skulle dog gå endnu nogle år, før principperne også vandt indpas i den rationelle fiskepleje – i form af påbud om genudsætning af de fangede fisk i særligt udsatte og offentligt tilgængelige vande.

De sportsfiskere, som var forud for deres tid, forfattede da det velkendte slogan: “Limit your kill – don’t kill your limit!”

The Yellowstone Experience

Den første af de officielle solstrålehistorier omkring C&R stammer fra Yellowstone Nationalpark. Parken blev oprettet – i øvrigt som verdens første af slagsen – i 1872 og blev frem til begyndelsen af dette århundrede kun besøgt af 5-10.000 mennesker årligt.

Men så tog strømmen af turister ellers til – fra over 65.000 årligt ved afslutningen af Anden Verdenskrig til mere end 2,5 million mennesker omkring 1970! Først da stod det klart for alle, at der måtte restriktioner til, hvis ikke presset fra de mange besøgende skulle ødelægge den unikke natur og dens faste beboere.

Til parkens unikke beboere hørte og hører stadig en speciel stamme af “cutthroat” ørreder – en nær slægtning til regnbuen. I Yellowstone Lake og afløbet Yellowstone River blev cutthroat’en presset hårdt fra mange sider. Dels fra parkens øvrige “faste” beboere – grizzly bjørne, mink og ørne samt en hel koloni hvide pelikaner, der alene høstede mellem 300.000 og 400.000 voksne ørreder årligt!

Presset kom også fra gæstende sportsfiskere, som omkring 1970 fik det samlede antal af fiskedage i en tre måneders periode op på 370.000. Og som blev anslået til at høste små 300.000 fisk!!

Det stod derfor lysende klart for parkens ledelse, at der måtte skrides radikalt ind, før parkens øko-system tiltede helt. I årene op til Anden Verdenskrig havde man kompenseret for det stigende fiskepres ved at sætte flere og flere fisk ud – fisk af tilfældig dambrugsoprindelse. Denne fauna-forurening var man dog hørt op med allerede i 1950, idet man ville holde fast på parkens oprindelige bestand af vildfisk.

Det stod også klart for ledelsen, at en øjeblikkelig og absolut indførelse af C&R ville forårsage et ramaskrig blandt parkens gæster. Derfor skred man i stedet til en trinvis optrapning af restriktionerne over en 3-årig periode.

Allerførst forbød man brugen af naturlig agn, idet man fra undersøgelser vidste, at naturlig agn forårsagede en dødelighed på mellem 50 og 70% af de fangede og genudsatte fisk – mod kun mellem 5 og 10% for kunstagns vedkommende.

Dernæst indførte man for første gang i parkens historie et mindstemål på 35 cm for cutthroat’ens vedkommende. Fra 1955 til 1968 havde man haft en “bag limit” på 2 fisk per mand per dag i Yellowstone Lake – baseret på søens produktivitet og et begrænset fiskepres. Men efter at et stigende fiskepres i fire år i træk havde overskredet søens naturlige bæreevne, kollapsede fiskeriet totalt.

Mindstemålet blev indført – med det resultat, at den årlige høst blev reduceret til omkring 100.000 fisk. Samtidig blev vandsystemet nu nærmest overforsynet med små førstegangsgydere, mens de større aldersklasser – dem over mindstemålet – hurtigt forsvandt. Så snart de nåede 35 cm, blev de fanget og aflivet.

Det var man ikke tilfreds med fra parkens ledelse. Man ønskede at kunne tilbyde sine gæster et naturligt fiskeri efter en naturlig bestand, der også bød på store og dermed attråværdige fisk. For at få mere balance i bestanden, så den talte såvel små som store fisk, indførte man i 1972 C&R med absolut “No Kill”.

Resultatet var imponerende. Over en 4-årig periode steg fiskene i såvel antal som størrelse – med det pudsige resultat, at førhen kritiske sportsfiskere nu spurgte ledelsen, hvorfor den dog ikke havde gjort sådan før!! Samtidig oplevede man, at netop de vande, hvor C&R var reglen, blev de mest besøgte.

Da man i første omgang nedlagde forbud mod brugen af naturlig agn, oplevede man et tilsvarende fald i fiskepresset – helt enkelt fordi brugerne af naturlig agn nu holdt sig væk. C&R vandene genvandt nu den tabte popularitet på grund af det nye kvalitetsfiskeri, der bød på både mange og store vildfisk.

I 1994 anslog parkledelsen, at fiskeriet i Yellowstone Lake alene omsatte for – hold nu fast! – 36 mio. US dollars. Intet under, at man gør meget for at bevare netop dette fiskeri!

Skandinavien

Man oplevede i Yellowstone som i Minipi, at netop relativt glubske ørredarter såsom kildeørred og cutthroat reagerede uhyre positivt på C&R. Når det gjaldt mere sky arter såsom regnbue og bækørred, var resultatet noget anderledes.

Disse reagerede også med både flere og større fisk efter indførelsen af C&R, men det mærkede sportsfiskeriet ikke helt så meget til. Regnbue og specielt bækørred lærer meget hurtigt af deres fejltagelser og lader sig til sidst kun fange af de dygtigste fiskere.

Vi oplever i disse år det samme, som Yellowstone Park gjorde for 20 år siden – et stærkt stigende fiskepres. Vi oplever, at den skandinaviske fisketurisme markedsføres hårdt i ikke mindst de tysktalende lande.

Denne turisme kan ikke standses, da den styres uafhængigt af fiskeriorganisationer. Vi er jo aldrig blevet spurgt! Derfor kan vi lige så godt prøve at få det bedst mulige ud af den – via et velorganiseret sportsfiskeri med såvel overordnet som lokal styring.

Set ud fra et fiskeribiologisk synspunkt er “Catch & Release” klart til gavn for alle bestande af laksefisk udsat for et hårdt fiskepres. Hverken mere eller mindre.

På steder med et ringe fiskepres og gode gydemuligheder er C&R omvendt en rigtig dårlig idé. Her bør man i stedet satse på en udtynding af bestanden, som så kvitterer med, at de tilbageblivende fisk får bedre muligheder (mere føde) for at vokse sig store.

Sådanne forhold har man ofte i højlande, hvor bjerglandskaberne byder på fortræffelige gydeforhold, men en ringe fødemængde. I lavlande som Danmark er det lige omvendt. Her er der masser af føde, men ofte ingen eller kun meget få gydepladser. Og her er en stationær fisk som vor rødplettede bækørred hårdt truet af fiskepresset.

Kun en overgang til “No Kill” – eventuelt i form af et meget højt mindstemål – vil kunne redde de sidste bestande af rødplettede vildfisk. Hvis vi da ikke i stedet vil lade os nøje med de årlige udsætninger af store “turister”, som hurtigt er væk igen – opfiskede som i et andet Put & Take vand…

Det samme gælder stallingen, som jo er født og opvokset i den vilde natur – som ikke ophjælpes med støtteudsætninger af opdrættede tamfisk. Her er der endog ikke mulighed for udsætning af “turister” i fangstklar størrelse…

Når det gælder danske havørreder, må man straks erkende, at der her er tale om et rendyrket Put & Take fiskeri. Opdrættede ungfisk udsættes i store mængder med det ene formål at vokse sig så store, at de passerer mindstemålet og dermed bliver lovligt bytte.

Danske havørreder kan derfor med god samvittighed aflives og hjembringes, dersom de blot overholder mindstemål og fredningstider. Her er der ingen idé i genudsætning – med mindre man da gerne ser de samme fisk ende deres dage i et monofilt nedgarn…

Sidste nyt fra laboratoriet!

En amerikansk undersøgelse fra 1992 gjorde det helt klart for alle, at fisk, der skal genudsættes, ikke bør fjernes fra vandet overhovedet. De har brug for al den ilt, de overhovedet kan skaffe fra vandet, til nedbrydning af den skadelige mælkesyre, de har ophobet i kroppen under fighten.

Forsøget blev udført med tamme regnbueørreder, som blev motioneret i et strømbassin, og som derefter blev fjernet fra vandet i henholdsvis 0, 30 og 60 sekunder.

Det viste sig da, at dødeligheden ved 0 sekunder (fisken blev i vandet hele tiden efter motioneringen) var godt 10%, mens den ved 30 sekunders ophold oven vande steg til 40%. Efter 60 sekunder ude af vandet steg dødeligheden til over 70%!!

Det er naturligvis tal, som maner til eftertanke. Som fortæller med al ønskelig tydelighed, at fisken skal blive i vandet hele tiden, hvis den skal have optimale chancer for at overleve en genudsætning. Det er samtidig en undersøgelse, som givet vil blive misbrugt af modstandere af C&R. De ser i undersøgelsen dokumentation for, at de fleste fisk alligevel vil dø efter en genudsætning.

Hertil er to ting at sige: Dels er der intet overhovedet til hinder for, at fisken holdes i vandet, mens krogen fjernes og fisken genoplives. Hvorved dødeligheden nedsættes til få procent. Og dels er ovennævnte undersøgelse baseret på tamme regnbuer i fangenskab. Fisk, som endda blev bedøvet under eksperimentet, hvilket i sig selv medfører en øget dødelighed.

Det er endvidere velkendt, at tamme fisk fra bassiner uden strøm altid er i dårlig form. Og at fisk med en dårlig kondition kun vanskeligt holder til ekstraordinære belastninger. Naturens egne fisk er i mangefold bedre form og tåler derfor belastningerne langt bedre.

Dette dokumenteres da også af forsøg på både Island og i den sydengelske kalkstrøm Test. Begge steder har man indfanget vildlaks på sportsmæssig vis – altså med stang og line. Og begge steder har man noteret sig en dødelighed nær nul ved efterfølgende opbevaring af de fangede fisk.

Endelig er det jo almindeligt i ikke mindst Norge, at såkaldte “stamlaks” fanges på flue nær gydepladserne og i fredningstiden. De bruges derefter til strygning og opdræt af nye ungfisk til udsætning. Heller ikke disse fisk lader til at tage skade af fangsten.

Det kan derfor siges at være veldokumenteret, at fisk landet og genudsat korrekt efter al sandsynlighed overlever den traumatiske oplevelse uden mén. Og at “Catch and Release” derfor er fremtidens billigste og bedste form for fiskepleje. Hvilket gælder samtlige for sportsfiskeriet værdifulde arter og ikke kun laksefiskene.

Allersidste nyt!

En canadisk rapport fra 1994 har kastet helt nyt lys over dødeligheden ved C&R sidst på året – nær gydetiden. Baggrunden for undersøgelsen var et forslag om, at sæsonen ved dele af den verdensberømte lakseflod Miramichi skulle forlænges fra og med 1990.

Dette forslag bragte sindene i kog, idet flere modstandere henviste til risikoen for, at de fangede og genudsatte laks ville være dårligere egnede til at klare den nærtstående gydning. Et argument, som man jo måtte tage alvorligt.

Sæsonen blev dog forlænget alligevel, men tvivlen nagede. Så meget, at en række videnskabsfolk fra forskellige canadiske institutioner satte hinanden stævne ved Miramichi i oktober 1992. Nu skulle der facts på bordet. Nu skulle det undersøges, om fangst og genudsætning virkelig nedsatte laksenes muligheder for at reproducere sig med held.

Undersøgelsen omfattede 20 laks fanget i en fælde. Disse laks, der omfattede såvel små grilse som større laks, blev nu taget op og forsynet med en fluekrog i kæften. Herefter blev de sluppet fri og fightet på normal vis af et par rutinerede laksefiskere, som til sidst kunne lande de udmattede fisk. Vandtemperaturen under forsøget var 6 grader Celsius.

De landede fisk blev så målt, mærket og transporteret til en ventende fisketankvogn, der hurtigt fragtede dem til et nærliggende dambrug. Her blev de opbevaret, indtil de – fuldt gydemodne – blev strøget for rogn og mælke. De befrugtede æg blev herefter behandlet som alle andre, indtil de klækkede.

Et fåtal mindre hanlaks blev ligeledes fightet og landet, men de måtte ofre deres liv for videnskaben. De blev nemlig aflivet, så der kunne udtages vævs- og blodprøver til senere analyse.

De udtagne prøver blev opbevaret i flydende kvælstof ved minus 200 grader Celsius, og de blev siden undersøgt på Queen’s University i Kingston, Ontario for mælkesyre og blodsukker. Begge dele ændres nemlig markant i fisk under stress.

Men nu til resultaterne, som blev publiceret i 1994. De er meget opløftende – i hvert fald for tilhængere af Catch & Release:

– Ingen af de udtrættede fisk døde. Alle klarede de sig fint, til de var fuldt kønsmodne og kunne stryges senere på året.

– De fightede hunfisk producerede lige så mange æg som andre ikke-fightede laks.

– De befrugtede æg fra de fightede fisk havde samme overlevelse som dem fra ikke-fightede fisk.

– De fightede fisk udviste kun en svag stigning i indholdet af mælkesyre og blodsukker. Dette til trods for den kraftanstrengelse, som fighten ellers formodes at være. Mælkesyreindholdet var således væk igen efter kun to timer! Altså ingen forsinket dødelighed som frygtet.

– Små grilse udviste en højere stigning i mælkesyreindhold end større laks. Dette til trods for, at de større laks ofte blev fightet i mere end dobbelt så lang tid som de små grilse. Tilsyneladende er det mere anstrengende med luftakrobatik for små laks’ vedkommende end en lang og sej kamp uden spring for store laks.

Undersøgelsen kunne således – som den første videnskabeligt dokumenterede af sin art – bekræfte formodningen om, at Catch & Release ikke har nogen nævneværdig skadelig indflydelse på gydemodne fisk sent på sæsonen.

At der således ikke var noget forkert i beslutningen om at forlænge sæsonen, så der kunne skabes flere arbejdspladser og dermed flere kroner til den betrængte canadiske provins.

Supplerende undersøgelser på Queen’s University bekræftede samtidig, at fisk så vidt muligt skal holdes nede i vandet. 60 sekunders ophold oven vande nedsatte således laksenes overlevelse med hele 50%!

Samme universitet har siden udført undersøgelser med fangst og genudsætning af nedfaldslaks – altså laks, som har været oppe at gyde og nu er på vej tilbage til havet igen. I mere eller mindre afkræftet tilstand, men altid i meget koldt vand.

Også her fandt man en dødelighed på nul.

Steen Ulnits