Det er foråret, det er højsæson for kystfiskeriet efter de sølvblanke havørreder…! Det viser såvel gamle erfaringer som dugfriske statistikker. Men der er en slange i lystfiskerparadiset… 

Der er ingen tvivl om, at dansk lystfiskeri oplevede sine bedste år nogensinde i den første halvdel af 90’erne. Det skyldtes helt enkelt de store udsætninger af havørred, som først kom på finansloven og siden blev videreført med indførelsen af det obligatoriske fisketegn.

Garnlicensen for fritidsfiskere blev indført pr. 1. januar 1990, mens fisketegnet for lystfiskere så dagens lys pr. 1. januar 1993. Hermed begyndte millionerne til fiskeplejen at indfinde sig. De store udsætninger påbegyndtes, og de udsatte havørreder voksede kolossalt i de følgende år. Derfor de mange og store fisk til danske lystfiskere i den første halvdel af 90’erne.

Men det var tilsyneladende også begyndelsen til enden, idet fritidsfiskeriet med lovlige såvel som ulovlige garn nu også tog til – i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig. Måske derfor har vi landet over kunnet opleve to skuffende dårlige sæsoner på især de garnbesatte kyster. Hverken i ’96 eller ’97 er der blevet set eller fanget nævneværdigt med havørreder – trods fortsat millionstore udsætninger.

Kæmpernes år

Lystfiskereventyret startede med en havørred på 12,1 kg fanget i Karup Å i 1990. For ikke at tale om den garnfangede kæmpe på 15,1 kg fra Ribe Vesterå samme år – en ny Danmarksrekord, der blot aldrig nåede at blive officiel, da fisken blev solgt inden verifikation.

Men så gik det for alvor løs i 1991. Først med en ny kæmpeørred fra Karup – en 12,7 kg’s fisk fanget på selvsamme sted og af selvsamme mand, der landede det foregående års største på 12,1 kg!

Så kom den nye danske rekordfisk fra Ribe Vesterå – en garnfanget kæmpe på 15,4 kg, kun 95 cm lang. En utroligt kompakt fisk, som denne gang nåede sikkert frem til Naturhistorisk Museum i Århus, hvor den blev udstoppet, så den kunne indgå i museets store, permanente udstilling.

Men heller ikke den rekord skulle holde ret længe – i hvert fald ikke længere end til den 17. oktober samme år. Da blev den nye rekordfisk nemlig fundet død i Karup Å. Vægt 16,3 kg!

Også kysterne gav enkelte af de virkelige kæmper. En martsdag i 1992 fejlkrogede en lystfisker med sin pirk en lille sild, som igen blev hugget af en stor havørred. Vel inde på land viste kæmpen sig at veje 13,2 kg – ny dansk kystrekord, taget ved Munkholmbroen i Isefjorden.

Men heller ikke den rekord holdt ret længe. Kun indtil den 13. juni samme år, hvor en sjællandsk lystfisker tog på Øresund i sin lille båd. Han søsatte et blink på en blybelastet line og kunne kort efter sætte krogen i en ny Danmarksrekord!

Fisken vejede 15,155 kg og slog dermed den gamle rekord på 14,4 kg, som ellers havde holdt i hele 53 år!

Siden 1990-92 har der ikke været nævneværdigt med virkeligt store havørreder.

Fangststatistikker

Lystfiskermagasinet Fisk & Fri, som gennem årene har ført en nøje statistik over fangede og tilmeldte havørreder større end 4 kg, kan også dokumentere selvsamme udvikling. Materialet drejer sig om ialt 678 fisk.

I de ti år fra 1988 til 1997 var fordelingen af tilmeldte havørreder således:

1988: 20
1989: 45
1990: 74
1991: 78
1992: 60
1993: 82
1994: 94
1995: 90
1996: 80
1997: 55

Tallene kan tolkes i den retning, at først stiger bestanden af havørreder – på grund af de store udsætninger. Og siden stiger antallet af garn, som med tiltagende fiskeriintensitet igen får havørredbestanden til at falde. Fiskerikontrollen kan i hvert fald melde om en stigning i antallet af konfiskerede garn mange steder.

Det skal dog retfærdigvis siges, at også andre faktorer – isvintre, iltsvind og lignende – kan have indflydelse på fangsterne. Den milde vinter, som vi netop har oplevet, har da også budt på forrygende havørredfiskeri mange steder i landet. 98-sæsonen, som er i gang netop nu, tegner således mere lovende end de to foregående.

På det seneste er man begyndt at fokusere på endnu en mulig forklaring på det dårlige fiskeri – nemlig dårlige ørreder. Det har nu i flere tilfælde vist sig, at udsatte tamfisk fra dambrug klarer sig markant dårligere ude i naturen end vildfiskene. De bliver et let bytte for rovfugle såsom skarven, der i farvandet omkring Vorsø i Horsens Fjord – landets største skarvkoloni – har vist sig at kunne opfiske 80% af de udsatte fisk.

Senest har det under den store Vadehavsundersøgelse – se separat artikel om denne interesante og storstilede undersøgelse – vist sig, at stort set alle udsætningsfisk dør ude i Vadehavet. De er tilsyneladende ikke i stand til at omstille sig til de radikalt anderledes forhold, der råder herude på det lave vand, hvor sælerne lurer.

Endelig har det vist sig – fra Trend Å i Nordjylland – at store udsætningsfisk forsvinder næsten med det samme. At udsætninger af disse store og dermed kostbare ørreder er ren tilsætning – kun til glæde for undslupne mink og andre vandlevende rovdyr.

Med dette i baghovedet kan man således meget let forestille sig, at udsatte tamørreder har meget svært ved at overleve hårde isvintre. De udsatte havørreder har i mange tilfælde ikke noget tilknytningsforhold til ferskvand og har dermed ikke noget oplagt tilflugtssted, når kulden sætter ind og isen lægger låg på vandet. Da fanges de i koldt og salt vand, hvilket kan slå dem ihjel i stort tal.

Sæsoner for kystfiskeriet

I årene 1988 til 1997 modtog bladet Fisk & Fri som sagt 678 tilmeldinger på havørreder over 4 kg fanget fra kysten. Tallene viste tydeligt, at månederne marts, april og maj er den absolutte højsæson – med næsten en fjerdedel (162 fisk svarende til knap 24%) af samtlige storørreder fanget i april måned.

Efteråret, som er årets anden højsæson for kystfiskeriet, er ikke nær så produktiv. Således stod oktober kun for 47 tilmeldinger, hvilket er mindre end 7%. Foråret er altså den klare højsæson ved kysten!

På måneder fordeler de 678 havørreder sig på følgende vis:

Januar: 25
Februar: 43
Marts: 131
April: 162
Maj: 88
Juni: 53
Juli: 28
August: 19
September: 36
Oktober: 47
November: 31
December: 15

Der er således ingen tvivl om, hvornår det er højsæson for kystfiskeriet efter de danske havørreder. Det er om foråret, der skal fiskes, hvis man vil have en stor kystørred med hjem. Efteråret er bedre investeret ved åerne.

Steen Ulnits

(april ’98)

650.000 lystfiskere i Danmark

Fiskeriministeriet har bedt Gallup undersøge, hvor mange lystfiskere der er i Danmark, og hvad vi egentlig er for nogle størrelser!

Fiskeriministeriet har bedt Gallup instituttet om at se nærmere på os danske lystfiskere. Det er sket i en stor undersøgelse, som har omfattet 3.157 personer i aldersklassen 18-66 år – den aldersgruppe, som er omfattet af loven om fisketegn. Undersøgelsen har kostet kr. 40.000 betalt af fiskeplejemidlerne – altså af os selv.

Nu er tal taknemmelige og statistik noget, der kan fås til at vise næsten hvad som helst. Rapporten fra Gallup konkluderer da heller ikke noget selv, men fremlægger blot svarene fra de mere end 3.000 interviewede personer. Så man vi selv uddrage konklusionerne – eller prøve på det.

Vi har taget udgangspunkt i Danmarks Statistik ved beregningerne, der kun skal betragtes som omtrentlige. Der er mange antagelser og derfor en del usikkerhedsmomenter i de følgende tal. De giver dog et ganske udmærket billede af udviklingen frem til idag.

Udgangspunktet er, at vi idag er 5,275 mio. mennesker i Danmark. Heraf er godt 1,1 mio. yngre end dem, der deltager i undersøgelsen som potentielle fisketegnsløsere. Endvidere er godt 700.000 ældre end de 66 år, som er øverste aldersgrænse for fisketegnet. Tilbage er der så omkring 3,475 mio. personer som udgangspunkt for statistikken.

Antal

Allerførst er det naturligvis interessant at se på, hvor mange vi egentlig er. Baseret på Gallups tal når vi op på små 600.000 danskere, som mere eller mindre regelmæssigt svinger fiskestangen ved å, sø, kyst eller hav. Undersøgelsen siger nemlig, at 17% af alle adspurgte danskere i løbet af 1996 har haft en fiskestang i hænderne.

Men da tallene kun omfatter danskere over 18 år, skal der til de 600.000 lægges en pæn portion juniorfiskere og en god del pensionister. Bruger vi de procentsatser, som gælder nærmeste aldersklasse, skyder vi pænt over målet, idet jo nogle er for små til at kunne fiske og andre for gamle. Men halverer vi de samme procentsatser, kommer vi nok ganske nær sandheden.

Ifølge disse antagelser er der således godt og vel 50.000 aktive lystfiskere uden for aldersgruppen 18-66 år. Altså er der ifølge Gallup idag omkring 650.000 lystfiskere i lille Danmark – et stort tal, der tydeligt afspejler, at vi er omgivet af hav på alle sider. Næsten tre fjerdedele af de adspurgte – 73% – havde da også fisket i saltvand i løbet af 1996.

Køn

Ikke overraskende viser det sig, at lystfiskeri er en udpræget mandesport eller -beskæftigelse. Af de adspurgte lystfiskere var der således kun 6% kvinder mod 94% mænd.

Med disse tal i baghovedet kan det ikke undre, at potentielle kvindelige lystfiskere af og til kan finde det svært at komme i gang. De mangler helt enkelt ligesindede fiskesøstre og må derfor “nøjes” med os mænd som fiskekammerater…

Synd, for kunne man blot lokke flere kvindelige lystfiskere til, ville lystfiskeriet i højere grad blive til et familieforetagende, som man kender det fra eksempelvis Sverige. Det ville være gavnligt for både udbredelsen af og forståelsen for vigtigheden af det moderne lystfiskeri.

Her er der således i meget høj grad brug for en indsats fra rette side.

Alder

Danske lystfiskere anno 1996 har en interessant aldersfordeling, der rammer en tyk pæl gennem antagelsen om, at det fortrinsvis er små og store drenge, der fisker.

Undersøgelsen fortæller nemlig, at gruppen på 30-39 år udgør hele 28% af samtlige lystfiskere. På andenpladsen med 23% kommer de 40-49 årige, på tredjepladsen de 20-29 årige med 19% og så de 50-59 årige på fjerdepladsen med 17%. De ældre på over 60 udgør kun godt 7%, mens de unge under 20 overraskende er helt nede på under 5%.

Halvdelen af alle lystfiskere i Danmark er altså mellem 30 og 50 år!

Det er i aldersgruppen 30-39 år, man finder de mest aktive lystfiskere. Her svarer hele 84% af de adspurgte, at de har fisket i 1996. På andenpladsen kommer gruppen 20-29 år med 79% efterfulgt af de 40-49 årige med 76%. Næstsidst ligger gruppen, der er yngre end 20 år, med 63%. Helt i bund finder vi pensionister på 60 år eller ældre.

Det er tankevækkende, at ungdommen ligger så langt nede i feltet – tankevækkende og urovækkende, idet det jo er den generation, der skal føre dansk lystfiskeri videre ind i år 2000. Disse tal underbygger grejbranchens teorier om, at vi her har med en “tabt” generation af lystfiskere at gøre. En ungdom, som tilsyneladende har droppet natur og fiskestang til fordel for computer, spil og internet…

Pensionisterne har heller ikke rigtig fået øje på det rekreative fiskeri, så her ligger der givet en opgave i at rekruttere de mange efterlønnere, som allerede er der eller i hvert fald er stærkt på vej.

Organisationsgrad

Landets mange fiskeklubber og foreninger klager over svigtende tilgang af nye medlemmer – seniorer i almindelighed og juniorer i særdeleshed. Det er tilsyneladende ikke “in” at være organiseret længere.

Den nye undersøgelse fra Gallup bekræfter denne tendens. De tørre tal fortæller nemlig, at kun 13% af de adspurgte lystfiskere er organiserede som medlemmer af en forening eller et forbund. I aldersklassen under 20 år fandt man således ikke én eneste organiseret lystfisker!

Bedst stod det til med organisationsgraden i aldersgruppen 50-59 år, hvor hele 20% var organiserede. På andenpladsen med 17% kom de lystfiskere, som er ældre end 60 år – på tredjepladsen de 30-39 årige med en organisationsprocent på 14.

Disse tal harmonerer på flere måder fint med den nedgang i medlemstal, som Danmarks Sportsfiskerforbund har oplevet – fra tidligere 45.000 medlemmer til idag kun godt 30.000.

Hvor og hvor længe

Meget markant svarer hele 73% af de adspurgte, at de har fisket i saltvand i 1996. På andenpladsen kommer søer med 30% efterfulgt af Put & Take med 27% og vandløb med 25%.

Langt de fleste – 39% – fortæller, at de har fisket i 2-5 dage i løbet af 1996. På andenpladsen med 21% kommer gruppen, der har brugt 6-10 dage på deres hobby. 15% har brugt enten 11-20 dage eller så meget som 21-50 dage i selskab med deres elskede fiskestang. Et ganske højt tal, som kort og godt viser, at omkring 100.000 danskere bruger 3-7 uger årligt på at fiske!

I yderpunkterne finder vi de 2%, der nok må siges at leve for lystfiskeriet – dem, der bruger 51 dage eller flere på deres fiskeri. Og så de 7%, der kun har været ude med snøren en enkelt dag.

Fisketegnet

Baggrunden – en af dem i hvert fald – for Fiskeriministeriets nye Gallup undersøgelse har naturligvis været at få kortlagt de danske lystfiskere og deres fordeling på alder og fiskeri. På denne måde kan man danne sig et overblik over, hvor mange der egentlig burde løse fisketegn hvert år.

I den forbindelse skal der jo tages højde for, at lystfiskere henholdsvis under 18 og over 66 år ikke skal løse fisketegn. Det skal heller ikke de fiskere, som kun dyrker Put & Take fiskeriets glæder – et tal, som sikkert er ganske højt, men som undersøgelsen ikke formår at afdække. Endelig skal lodsejere, som kun fisker i deres eget private vand, heller ikke løse fisketegn.

Men uanset disse undtagelser så er der et himmelråbende misforhold mellem det antal lystfiskere, som er pligtige til at løse fisketegn – og så dem, der rent faktisk gør det!

Lægger vi de tidligere anvendte tal til grund for en beregning, så er der i dagens Danmark mere end 400.000 lystfiskere, som burde og bør løse fisketegn på landets posthuse. Mindre end en tredjedel – omkring 135.000 – gør det…

Og det skyldes vel at mærke ikke uvidenhed. Således viser den nye Gallup undersøgelse, at hele 89% af de adspurgte lystfiskere kender til loven om fisketegn! Den har de fortrinsvis hørt eller læst om på biblioteker og posthuse, i aviser og på TV.

Det er altså ikke manglende information, der er skyld i misforholdet – det er simpel civil ulydighed! Folk føler enten ikke, at de får nok for deres penge. Eller de mener, at fiskeretten i havet omkring Danmark bør være fri for alle.

Kommentar

Undersøgelser af denne slags er altid interessante. Tallene kan læses på flere måder, og resultaterne kan blive ret forskellige. Der kan dog ikke rokkes ved den kendsgerning, at lystfiskeriet ifølge Gallup er i stadig fremgang.

Sammenholder man således den nye undersøgelse med den, som Gallup foretog i 1994, så er antallet af lystfiskere i Danmark steget med næsten 20% i løbet af blot to år – fra 550.000 i 1994 til 650.000 i 1996. Det lyder imponerende – specielt da i lyset af grejbranchen, som samtidig klager over nedgang i salgstallene.

Under alle omstændigheder er godt 600.000 potentielle stemmer noget, som landets stemmeelskende politikere burde tænke mere på. Vi er nu oppe i en størrelsesorden, der fint kan konkurrere med etablerede idrætsgrene som gymnastik, fodbold og badminton, der hver især har omkring 700.000 udøvere. Blot får vi slet ikke den del af tipsmidler og skattekroner, som disse idrætter konstant begaves med.

Det er for dårligt, og det kan den nye Gallup undersøgelse måske hjælpe med til at få ændret. Vi er mange, og vi vil høres!

Steen Ulnits

Det kan ikke siges for tit: En velorganiseret fisketurisme er til gavn for alle – for miljøet, for fiskene og dermed også for sportsfiskerne selv. 

De såkaldte “ringvirkninger” af sportsfiskeriet – penge brugt til transport, overnatning, forplejning, fiskegrej og fiskekort – er af stor betydning for de involverede lokalsamfund. Her skaber de arbejdspladser, der igen tilfører statskassen tiltrængte skattekroner. En god cirkel, altså.

Hidtil har vi dog i Danmark manglet tørre tal, der dokumenterer disse ringvirkninger. Vi har derfor måttet holde os til erfaringer og tal fra udlandet. Men nu ligger den første danske undersøgelse på bordet – en undersøgelse, der sort på hvidt fortæller, hvor meget det fynske sportsfiskeri efter havørred egentlig betyder i kroner og øre.

På Fyn har man satset stort på denne fisketurisme – som det første sted i landet. Det hele startede i 1990 – på initiativ af Fyns Amt og med det formål at opbygge en veludviklet lystfiskerturisme med baggrund i en aktiv naturpleje.

Da Fyn har hele 1.113 km smuk kystlinje, var det oplagt at starte her. Og da kysterne samtidig er ideelle opvækstområder for netop havørred, faldt valget helt naturligt på denne Danmarks sportsfisk nummer et. En smuk, kampglad og velsmagende fisk, som tiltrækker lystfiskere fra nær og fjern.

Aktiv naturpleje

Men havørrederne kommer ikke af sig selv. Det er ikke nok med gode opvækstmuligheder i de kystnære farvande – der skal også gode gydemuligheder til. Og da havørreden jo gyder sine æg i små og store vandløb med en god vandkvalitet, koncentrerede Fyns Amt sine anstrengelser her. Man satser nu på at give havørrederne de bedst mulige gydebetingelser, hvilket kræver gode opgangsforhold og rent vand.

Men noget sådant kræver lang tid, før resultaterne viser sig. Derfor valgte man at gøre det i to trin for at fremme udviklingen af et godt havørredfiskeri langs de fynske kyster:

Allerførst har man sat og sætter til stadighed store mængder ørredsmolt ud ved udmundingen af vandløb og direkte på kysten. Fisk på 15-20 cm, der udsættes om foråret, og som allerede ved nytårstide har passeret mindstemålet på de 40 cm og derfor er fangstklare. Indtil nu er der udsat ikke færre end 3 mio. af slagsen!

De mange fisk bevirkede helt naturligt, at kystfiskeriet efter havørred blomstrede voldsomt op. Hurtigt rygtedes det, at det var på Fyn, man havde de bedste chancer for en spændende fight med den sølvblanke havørred. Mund-til-mund metoden kombineret med en dygtig markedsføring har idag ført til, at mange tysktalende fisketurister hvert år gæster Fyn.

Tal, der tæller!

På Fyn ville man naturligvis gerne kunne sætte tal på den nye fisketurisme. Derfor foranstaltede man i foråret 1994 en større undersøgelse, der omfattede 200 sportsfiskere – heraf 150 tysktalende. Resultaterne er opløftende og taler for sig selv:

– Den typiske fisketurist tilbringer 7 dage med sit fiskeri på Fyn.

– En typisk fisketurist på Fyn har et døgnforbrug på kr. 400,-, hvilket er mere end gennemsnitsturisten.

– Ifølge statistikken blev der på Fyn alene solgt mere end 7.000 af det nye, obligatoriske fisketegn til tyske turister.

– Sammenholdes dette med døgnforbruget og antal feriedage, fås en total omsætning på kr. 25-40 mio. kr. fra tyske fisketurister alene.

– Tager man andre nationaliteter og danske sportsfiskere med i statistikken, kommer man op på en samlet årlig omsætning på 30-60 mio. kr. for sportsfiskeriet på Fyn.

Se, det er tal, der vil noget. Tal, der klart og utvetydigt dokumenterer, at satsning på en velorganiseret fisketurisme har kolossal betydning for økonomien og indtjeningen. Ikke bare skaber det arbejdspladser og skattekroner. Nej, det giver også masser af værdifuld fremmedvaluta i statskassen!

Intensiveret garnfiskeri

Såvel landspolitikere som lokalpolitikere kan nu ikke længere gøre andet end at tage sportsfiskeriet alvorligt – som man længe har gjort det i mange andre lande. Men som altid er der en slange i paradiset – det stærkt tiltagende fritidsfiskeri med monofile nedgarn efter de mange havørreder.

En del af dette fiskeri foregår helt legalt – en del klart ulovligt. Senest har man oplevet, at fritidsfiskere fra det ganske land – med båd og campingvogn – er begyndt at valfarte til Fyn for at spinde guld. En meget stor del af de fangede fisk sælges nemlig sort – ulovligt, uden om såvel told- som skattevæsen.

Dette kan man ikke i længden leve med på Fyn. I længden vil man ikke kunne tiltrække betalende sportsfiskere langvejs fra, hvis de skal fiske fra kyster spækket med nedgarn – lovlige eller ulovlige. Der må begrænsninger til – i form af bedre kontrol og udvidede fredningszoner.

Allerede i 1984 fik man ved udløbet af Karup Å i Limfjorden en udvidet fredningszone, som gjorde det muligt for tilstrækkeligt mange havørreder at finde op på gydepladserne i åen. Det samme gjorde den udvidede fredningszone, som daværende fiskeriminister Bjørn Westh fik gennemført ved Hjarbæk Fjord, hvor de to vigtige havørredåer Simested og Skals Å udmunder.

Nye fredningszoner

Nu skriger Fyn på noget tilsvarende – specielt i mundingsområdet ved øens største vandsystem, nemlig Odense Å. I den inderste del af Odense Fjord foregår et massivt fritidsfiskeri med nedgarn, der sommer og efterår tager en uforholdsmæssig stor del af de optrækkende gydefisk. Om som vinter og forår brandskatter såvel små grønlændere under målet som udlegede nedfaldsfisk.

Det skal derfor blive spændende at se, om fiskeriminister Henrik Dam Kristensen, vil følge den progressive linje, som Bjørn Westh lagde – med udvidede fredningszoner i sådanne “flaskehalsområder” for vandrefiskene.

I et interview til bladet “Fisk & Fri” tilkendegav han, at han vil fortsætte i dette spor, så længe der blot er biologisk belæg for de udvidede fredningszoner. På en nyligt afholdt konference om det rekreative fiskeris fremtid – under mottoet “til glæde for flest” – udtalte han da også, at de nuværende regler ikke er gode nok, og at der derfor vil ske en opstramning.

Og nye restriktioner bliver der brug for, hvis Fyn også fremover skal have glæde af sine store investeringer i fisketurismen! En investering, som mange sportsfiskere fra det ganske danske land i høj grad også nyder godt af.

Helt uofficielt er det da også netop fluefiskerne, man helst vil have flere af på Fyn. De kommer nemlig for at opleve naturen og fiskeriet – ikke primært for at fylde fryseren op med fisk, der siden skal med hjem sydover…

Steen Ulnits

(november ’97)

Vi fiskere står ofte i et dilemma: På den ene side vil vi gerne have lov til at fiske af lodsejeren. På den anden side ved vi, at han ofte bryder loven, hvad miljøet angår…

Danmark er et ganske lille land med meget lidt oprindelig natur tilbage. Danmark er samtidig meget tæt befolket – i hvert fald sammenlignet med vore nordiske broderlande. Det siger derfor sig selv, at den danske natur er ganske sårbar – og at den har mange brugere. Og da disse i regelen har vidt forskellige indfaldsvinkler til den “rette” brug af naturen, er der lagt op til mange konflikter mellem forskellige interessegrupper.

Det er lodsejeren og den hellige, private ejendomsret, der råder ved de danske vandløb. Lodsejeren, der enevældigt kan bestemme, hvem der kan eller ikke kan fiske fra hans jord. Lodsejeren, som høster udbyttet i form af kroner – ofte sorte – fra udlejning af fiskeretten. Ganske vist har den nye ferskvandsfiskerilov udhulet lodsejerens rettigheder noget, men i det store og hele er det stadig lodsejeren – i regelen en landmand – der bestemmer.

Men her i Danmark har der aldrig været tradition for, at lodsejeren gør noget for fiskeriet. Han har derfor heller ikke forlangt mere, end rimeligt var, når han lejede fiskeretten ud til lystfiskere – til foreninger, konsortier eller privatpersoner.

Sådan har det ikke været i lande som eksempelvis Norge og Island. Her har bønderne næsten siden århundredskiftet været klar over, at de sad på noget, der – forvaltet rigtigt – kunne være en guldgrube.

Fiskeriet efter laks har alle dage været en eftertragtet vare, og da laksebestanden for alvor begyndte at svinde ind i takt med industrialiseringen, indså disse bønder snart, at at de selv måtte til at så, hvis de fortsat skulle kunne høste. At de selv måtte i gang med avls- og udsætningsarbejde, hvis der også fortsat skulle være fisk at fiske efter – og dermed en fiskeret, der kunne sælges til højstbydende og indbringe gode penge.

Laksebønderne i Norge og på Island har altså længe selv måttet investere i deres fiskeri, før de kunne sælge det. Prisen har så også været derefter – i mange tilfælde så høj, at kun meget velstående mennesker har kunnet byde med. Prisen på en enkelt dags fiskeri i en af Islands mest eftertragtede elve kostede således i 1990 mere end 20.000 danske kroner…

Fra dagkort til konsortium

Almindelige mennesker må her nøjes med at se på, hvilket naturligvis ikke er ønskværdigt i et demokratisk samfund, hvor goderne helst skulle fordeles lidt mere ligeligt!

Og sådan skulle det da også nødig gå i lille Danmark. Men udviklingen lader sig næppe stoppe. Det er allerede sket enkelte steder her i landet, og det vil givet ske endnu flere steder i tiden fremover: At det, der før var tilgængeligt fiskevand for alle, der gad købe et dag-, uge- eller årskort, nu bliver omdannet til et konsortievand forbeholdt et fåtal mennesker, der så til gengæld må betale mere. Og er villige til det.

Dette er trist for den fiskende offentlighed, men på mange andre måder forståeligt. Lodsejeren slipper for de mange turister, som måske kun er der den ene gang, og som derfor giver pokker i stedet. Som parkerer idiotisk. Som glemmer at lukke led og hegn efter sig. Og som måske tramper afgrøder ned og efterlader affald.

I stedet får lodsejeren nu et konsortium bestående af et fåtal mennesker, der virkelig ønsker at bevare det gode forhold til lodsejeren. Ellers vil han jo ikke leje ud til dem igen! Lodsejeren vil i regelen også få langt mere ud af sin fiskeret – i hvert fald målt i kroner og øre. I de tilfælde, hvor det allerede er sket herhjemme, har han typisk fået to til tre gange det beløb, han inkasserede før overgangen til konsortievand. Enkelte steder endda meget mere.

Det er han naturligvis godt tilfreds med. Væk er også den stadige strøm af dagkortfiskere, som tidligere gled forbi hans hjem og jord både tidligt og sent. Og som ikke sjældent spolerede hans nattesøvn. I tilgift er der endda penge på lommen – meget ofte endda meget sorte!!

Konsortiets medlemmer nyder også godt af udviklingen. De må naturligvis betale en god del mere for fiskeretten, men så slipper de også for, at alt for mange andre render rundt og spolerer fiskeriet for dem. Også naturen ved åen kan ånde lettet op over det mindskede fiskepres. Odder og isfugl er blandt de mere tilfredse – dem, der har brug for fred og ro for at kunne trives.

Med dette i tankerne kan man næppe regne med andet, end at der fremover vil blive endnu flere konsortier bestående af de højestbydende. Og færre vande, hvortil fremmede kan købe fiskekort.

Høster uden at så

Danske lystfiskere har længe været et forkælet folkefærd. De har i mange år kunnet leje fiskeretten til priser, der – i hvert fald set med rige udlændinges øjne – er latterligt lave.

For lystfiskerforeningerne er dagkortsalget ofte alfa og omega – det, der får tingene til at hænge sammen rent økonomisk. For store foreninger og sammenslutninger drejer det sig ofte om rigtig mange penge – flere hundrede tusinde kroner på årsbasis – penge, der hidtil er gået til dels leje af fiskeretten, dels avls- og udsætningsarbejde.

Men med det obligatoriske fisketegn, der trådte i kraft pr. 1. januar 1993, er det i stedet pengene herfra, der skal finansiere udsætningerne. Og det kunne nok få enkelte lodsejere til at hæve prisen på fiskeretten. Nu er det jo ikke længere lystfiskerne, der selv skal forestå de bekostelige udsætninger – direkte, i hvert fald. Indirekte er det dog stadig dem, der – nu via fisketegnet – betaler fiskeplejen.

De hidtil lave priser på fiskeretten gør det også let for kapitalstærke udlændinge at overbyde danske lystfiskere. Ikke direkte, for det må de efter alt at dømme ikke, men indirekte via danske stråmænd. Specielt har mange udenlandske firmaer netop nu ganske givet Gudenåen i kikkerten – Gudenåen, som nu igen er blevet et produktivt laksevand. Og godt laksefiskeri har aldrig været mere eftertragtet end nu.

Mange lodsejere vil naturligt nok falde for fristelsen til at sælge ud – til højstbydende – af det fiskeri, som i mange år har været forvaltet og plejet af lokale lystfiskerforeninger. Men modsat tilfældet med Norge og Island, så er det jo ikke lodsejernes skyld, at laks og havørreder atter springer i mange danske åer.

Ekspropriér fiskeretten!

Man kan derfor stille spørgsmålstegn ved det rimelige i, at disse få lodsejere skal “score kassen” af det stærkt forbedrede fiskeri – i form af en voldsomt forhøjet fiskeleje. Det rene vand og de springende fisk er jo nye samfundsskabte værdier, som alle skatteydere burde kunne nyde godt af. Det jo er dem, der har betalt! Det har ikke kun de meget få lodsejere, der tilfældigvis har jord ned til åerne.

I mange år har vi således været forvænte med godt fiskeri til meget lave priser. Men intet varer som bekendt ved, og alting bliver som bekendt dyrere. Vi bliver hele tiden flere og flere om de samme åer, hvorfor prisen uundgåeligt vil stige som et simpelt resultat af udbud og efterspørgsel.

Fra forskellig side er det derfor blevet foreslået, at fiskeretten eksproprieres. Herved undgår man, at priserne stiger ukontrolleret, som det allerede har været tilfældet ved Gudenåen. Her er fiskelejen et enkelt sted steget til det ti-dobbelte, efter at der igen er kommet laks i åen.

Ved at ekspropriere fiskeretten ved vore vandløb vil man undgå, at rige udlændinge – typisk store multinationale firmaer – opkøber fiskeretten til vanvittige priser. Med det fra Norge så velkendte resultat, at de lokale blot må se til, mens de rige udlændinge fisker “deres” laks.

Man vil ligeledes få mulighed for en effektiv styring af fiskeriet og fiskeplejen, hvilket desværre ikke er muligt med den hellige og ukrænkelige, private ejendomsret, der råder idag. Her er både fiskeri og fiskepleje ofte helt uden overordnet styring. Nogle bidrager til fiskeplejen, mens andre bare nasser på førstnævntes arbejde og investeringer…

Hvem ejer naturen?

I det hele taget bør man spørge sig selv, hvem der egentlig ejer naturen og har hånds- og halsret over de danske vandløb. – Hvem har dog givet landmændene lov til at aflive vore smukt slyngede vandløb og reducere dem til snorlige afvandingskanaler? – Og hvordan i alverden kan landets alt, alt for mange dambrugere dog have lov til at dræne vandløbene for deres vand og samtidig spærre for vandrefiskene på deres søgen efter gydepladserne?? – For slet ikke at tale om den massive forurening???

Som lystfiskere ved de danske vandløb står vi gang på gang i et kedeligt dilemma: På den ene side vil vi jo meget gerne svinge vore stænger ved det strømmende vand. Og til det formål skal vi have lodsejerens samtykke. På den anden side må vi alt for ofte fra første parket opleve, hvordan selvsamme lodsejer – som landmand eller dambruger – øver vold på den danske natur.

Overløb fra møddinger, blanding af sprøjtegifte ved åen, markvanding med åvand i tørkeperioder, opstemninger med fisketrapper, der ikke får det vand, de skal have ifølge loven og så videre. Listen over fortrædeligheder af denne art er på det nærmeste endeløs.

– Og hvad gør vi ved det? – Holder vores kæft for ikke at miste fiskeretten!!

Verden er desværre fuld af eksempler på, at lystfiskere eller hele lystfiskerforeninger har mistet deres fiskeret, fordi de vovede at påtale ulovligheder. Enten direkte til lodsejeren eller til myndighederne.

I et velkendt tilfælde opsagde lodsejerne ved en vestjysk å kollektivt deres aftaler med lystfiskerne, fordi Danmarks Sportsfiskerforbund formastede sig til at gøre indsigelse i en sag om retten til vandet. 24 km fiskevand gik hermed tabt – i hvert fald i første omgang.

– Og hvad så? – Skal vi stiltiende acceptere ulovligheder, når vi konfronteres med dem – blot for at beholde fiskeretten? – Eller skal vi give lovbryderne råt for usødet – med risiko for at miste fiskevandet?

Hvis vi også fremover skal kunne se os selv og hinanden i øjnene, når vi står over for sådanne situationer, da er valget enkelt: Da må vi lade hensynet til naturen gå forud for vor egen fiskeret. Alt andet vil være ynkeligt hykleri.

Et solidt los til en kriminel lodsejer kan ganske vist hurtigt blive ris til egen røv. Men i sidste ende er det jo os selv, der står tilbage som taber, hvis ulovlighederne får lov at gå upåtalt hen…

Steen Ulnits

 

Efterskrift:

Mariager Fjord afgik ved døden den sidste uge i august 1997. Årsag: En rekordvarm sommer kombineret med udledninger af næringssalte fra landbruget, som ikke har levet op til kravene i vandmiljø-handlingsplanen.

Således kunne Nordjyllands og Århus Amter i fællesskab konkludere, at landbruget stod og står for hele 77% af udledningerne af kvælstof til Mariager Fjord. På landsplan har landbruget kun reduceret sit kvælstofforbrug med 14% mod de krævede 50. Industrier og bysamfund har derimod mere end levet op til kravene – via milliardstore investeringer i bedre spildevandsrensning.

På et stort anlagt krisemøde i Assens stod Danmarks Naturfredningsforening frem med et klart budskab om, at der skal strammes endda meget op over for landbruget. Politikerne har spillet fallit, og landbruget har haft en alt for lang snor med hensyn til overgødskning af deres jord.

Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF) glimrede desværre med deres fravær. De var ganske vist med til at arrangere mødet, men kom ikke med et eneste indlæg eller forslag til, hvad der kunne gøres for at give den døde fjord livet tilbage igen – og til at undgå kommende tilfælde af kvælningsdød i andre danske fjorde.

Det gav fornyet grobund for anklagerne om, at DSF fortrinsvis er en sammenslutning af jyske åfiskere og slet ikke den landsdækkende organisation, som de selv giver udtryk for, og som danske lystfiskere har så hårdt brug for.

De manglende indlæg fra DSF kan kun skyldes, at man er bange for igen at lægge sig ud med lodsejerne – landmændene – og atter engang blive truet med at miste fiskevand til medlemmerne…

En kortsigtet politik til stor skade for hele vandmiljøet.

Her i Danmark oplever vi det paradoksale, at der aldrig før har været udsat så mange havørreder som nu. Og at der samtidig kommer færre og færre fisk op på gydepladserne i vore vandløb. – Hvad er der galt?

De mange fisk skyldes naturligvis de store udsætninger – først finansieret direkte fra finansloven, nu af os selv via fisketegnet – vi har oplevet i de seneste år.

Flere millioner store og små ørreder er blevet sat ud – på Fyn alene mere end 0,5 million årligt – og i de næringsrige danske kystvande stortrives de små laksefisk. De vokser eksplosivt – og burde derfor kunne byde på et førsteklasses sportsfiskeri de fleste steder.

Desværre er det ikke kun fiskene, som vokser eksplosivt. Det har også fritidsfiskeriet efter de selvsamme fisk gjort. Fritidsfiskeri med nedgarn i ikke mindst de kritiske “flaskehalsområder”, hvor vandrefiskene skal passere gennem snævre sunde, som er lette at spærre med garn. Og som så sandelig også bliver det!

I en tid med mere end 200.000 arbejdsløse danskere er det forståeligt, at fritidssysler såsom jagt og fiskeri vokser i popularitet – at disse områder får flere dyrkere, og at den enkelte dyrker får mere tid til sin hobby. Dette gælder såvel lystfiskeri med stang og snøre som fritidsfiskeri med garn og ruser. Og så længe den enkelte holder sig inden for lovens rammer og kun fisker til eget forbrug, er der intet odiøst i dette.

Og dog. Presset på naturen/fiskebestanden kan i et lille land som Danmark hurtigt blive så stort, at der er behov for en form for regulering. Da det er naturligt at fiske, hvor der er flest fisk, vil fiskepresset naturligvis blive størst i ovennævnte “flaskehalsområder”, hvor vandrefiskene sluses ind på deres færd mod gydepladserne.

Disse steder vil hurtigt blive overbroderet med garn, som udsætter vandrefiskene for et alt for stort pres. Resultatet er da heller ikke udeblevet, idet flere af vore “store” havørred- og lakseåer idag ikke modtager tilstrækkeligt med gydefisk – trods udsætninger, som er større end nogensinde.

Bedst dokumenteret er denne dramatiske nedgang i bestanden af gydefisk nok i Skals Å og Simested Å, der begge munder ud i den inddæmmede Hjarbæk Fjord. Her har man fra de årlige elektrobefiskninger efter avlsfisk klart kunne dokumentere en nedgang, der kun kan skyldes et tiltagende fiskepres fra monofilgarnene i Hjarbæk Fjord.

Regulering nødvendigt

En form for regulering er derfor bydende nødvendig i specielt udsatte områder – typisk de smalle fjorde, hvori gydevandløbene udmunder. Uanset om der så fiskes lovligt eller ulovligt med garn og ruser. Det er helt enkelt et spørgsmål om overbelastning.

I den forbindelse var det meget glædeligt, at den daværende fiskeriminister Bjørn Westh i et interview gav udtryk for bekymring over det store og stigende fiskepres. Og at han bad sine embedsmænd om en udredning vedrørende nedgarns-problematikken – en udredning, som forelå først i 1994.

Fiskeriministeren gav endda til kende, at han meget vel kunne forestille sig perioder med totalt forbud mod nedgarnsfiskeri i særligt udsatte områder!

Men bestod så endda det alt for store fiskepres fra monofilgarnenes side kun af de lovligt satte garn. Så var problemet til at overse. Men der drives idag et “sort” fiskeri af utrolige dimensioner i vore kystnære farvande. Den gamle 100 m garnfri zone respekteres ikke, men overskrides konstant – med ikke markerede redskaber, der sættes og røgtes i ly af mørket.

Fangsterne, som typisk omfatter såvel undermålsfisk som fredede gydefisk, sælges sort til røgerier og restauratører, som let kan videresælge varerne til deres kunder – naturligvis uden regning, uden moms og uden at svare skat af fortjenesten…

Omsætningsforbud

Det er interessant, at Fiskeriministeriet tidligere – da fiskeriministeren hed Kent Kirk og selv var erhvervsfisker – har foreslået en vigtig ændring i saltvandsfiskeriloven. Ministeriet foreslog nemlig, at kun personer, som er berettiget til at drive erhvervsmæssigt fiskeri, må videresælge deres fangster.

Herved håbede man at kunne dæmme op for det tiltagende “sorte” fiskeri, som dels unddrager statskassen for penge, dels påfører erhvervsfiskerne urimelig konkurrence.

Langt mindre interessant er det, at den daværende fiskeriminister Bjørn Westh, som jo er socialdemokrat, har taget dette forslag af bordet igen – med den begrundelse, at et omsætningsforbud alligevel ikke kan kontrolleres. Andre partiers fiskeripolitiske ordførere har yderligere begrundet fjernelsen med, at “sort” handel med illegale fisk jo allerede er ulovlig ifølge gældende skattelov.

Bjørn Westh mente – måske med rette – at fiskerikontrollen vil kunne opnå bedre resultater ved i stedet at koncentrere sine sparsomme ressourcer om en bedre kontrol med nedgarnsfiskeriet. Så må man blot håbe, at fiskerikontrollen landet over får besked om at intensivere kontrollen med nedgarn i de hårdest belastede områder. Og hvor er de for øvrigt?

Sådan gør de i udlandet

I Canada har man for alvor indset det store ressourcespild, som redskabsfiskeriet – legalt såvel som illegalt – efter laksefiskene udgør.

Man har derfor påbegyndt et storstilet opkøb af garnlicenser – et opkøb, der vil koste staten millioner af dollars. Således budgetterede man med at bruge 24 mio. dollars alene i provinsen Quebec, 21 mio. i Newfoundland og 15 mio. i New Brunswick – penge, der ubeskåret skal gå til opkøb af lakserettighederne og sideløbende udbygning af sportsfiskeriet.

For netop det østlige Canada slås med en stor og stigende arbejdsløshed (- hvem sagde Danmark?) og har derfor desperat brug for nye arbejdspladser. Og det er jo lige præcis, hvad laksefiskene giver i det rekreative fiskeri!

I Canada har man naturligvis forlængst indført et totalt omsætningsforbud gældende for laksefisk. De er forbeholdt det rekreative fiskeri med stang og line, og de har derfor fået tildelt en såkaldt “Game Fish” status. De må således hverken fanges af legale erhvervsfiskere eller illegale fritidsfiskere. Og ve den, der alligevel overtræder loven. Så vanker der nemlig! Hør blot:

På Newfoundland blev en fisker idømt 2 måneders ubetinget fængsel for at have fisket i fredningstiden. Han fik ligeledes konfiskeret båd, motor og garn.

En anden tyvfisker fik valget mellem 100 dage i fængsel eller en bøde på 30.000 kroner. En anden dommer takserede en lignende forseelse til 85 dage i spjældet eller en bøde på 20.000 kroner.

En fjerde tyvfisker fik konfiskeret sin fangst – 21 laks – samt tre garn og den bil, der blev anvendt til udåden!

Se, det er straffe, der vil noget. Men så står der jo også en regering bag, som mener noget med sine forbud. Som ved, at det rekreative fiskeri efter laksefisk er en guldgrube for lokalsamfundene, når ellers det forvaltes rigtigt. At det her er ensbetydende med hårdt tiltrængte arbejdspladser og ditto skattekroner. En regering, som ved, at tyvfiskeri efter de selvsamme fisk er samfundsskadelig virksomhed, som må straffes hårdt!

Gid vi dog kunne nå frem til noget tilsvarende her i Danmark, hvor det illegale garnfiskeri efter ikke mindst havørred florerer som aldrig før. Hvor det sine steder endda er organiseret kriminalitet, der foretages af bander, som skiftes til at fiske og holde vagt. Og som ikke viger tilbage for at bruge vold og ty til hærværk, dersom nogen stiller spørgsmålstegn ved deres lyssky aktiviteter. Helt enkelt fordi der er så store og lettjente penge i det, som tilfældet er.

Det er desværre ikke helt få lystfiskere, der har måttet notere afrevne vinduesviskere og sidespejle for ikke at tale om kostbare ridser i lakken efter verbale konfrontationer med kriminelle garnfiskere!

Statuér nogle eksempler!

Man kunne fristes til at tro, at dette fiskeri primært udføres af arbejdsløse bistandsklienter, som på denne måde søger at supplere deres pauvre indkomst. Men det er langt fra altid tilfældet. Selv har jeg førstehånds kendskab til en vellønnet værkfører fra Danfoss, der årligt supplerer sin gode indkomst med 50-100.000 kulsorte kroner. Om dagen arbejder han hvidt på den nærliggende fabrik – om natten sort på fjorden…

Fritidsfiskerne har selv erkendt, at der er uheldige elementer i egne rækker. Selv om man naturligvis officielt benægter det omfattende ulovlige nedgarnsfiskeri, så dummede man sig imidlertid gevaldigt, da man i det landsdækkende “Amatørfiskeren” i august 1992 så sig nødsaget til at skrive følgende:

“Derfor venner, hvis I stadig har som intention at fiske med salg for øje, bedes I venligst foretage disse forretninger lidt mere diskret”,citat slut.

Der er ingen tvivl om, at det ville være såre gavnligt, om der blot blev statueret et fåtal eksempler i de forskellige landsdele – eksempler, hvor ulovlige garnfiskere blev taget på fersk gerning, fik deres grej – garn, både og biler – konfiskeret, og blev idømt bøder i størrelse med de ovenfor nævnte.

Da ville det pludselig blive farligt at fiske ulovligt – stik modsat idag, hvor man kan komme ud for, at lovbrydere blot griner hånligt og fortæller, at “det agter de da at blive ved med”, så længe fiskerikontrollen er en by i Rusland…

Idag er der kort sagt ingen risiko ved at sætte ulovlige garn. Til gengæld er fortjenesten stor og så fristende, at mange ikke kan modstå den.

– Vil vore ansvarlige politikere – fiskeriministeren såvel som turistministeren – fortsat acceptere, at et trods alt ret beskedent antal kriminelle fritidsfiskere skal ødelægge så meget for så mange?

– Eller er politikerne bange for et “forbuds-image”, der vil kunne koste stemmer ved næste valg?

I så fald må vi gøre dem lidt mere opmærksomme på de faktiske “stemmetal”, som vi nu har sort på hvidt efter indførelsen af det obligatoriske fisketegn:

Omkring 150.000 betalende lystfiskere (endda fraregnet børn og pensionister) mod kun omkring 25.000 betalende fritidsfiskere.

Så burde scenen være sat for en saglig diskussion om brugen af vore fiskebestande!

Steen Ulnits

 

Efterskrift:

Der er ingen tvivl om overhovedet, at dansk lystfiskeri oplevede sine bedste år nogensinde i den første halvdel af 90’erne. Det skyldtes helt enkelt de store udsætninger af havørred, som indførelsen af det obligatoriske fisketegn muliggjorde.

Garnlicensen for fritidsfiskere blev indført pr. 1. januar 1990, mens fisketegnet for lystfiskere så dagens lys pr. 1. januar 1993. Hermed begyndte millionerne til fiskeplejen at indfinde sig. De store udsætninger satte ind, og de udsatte havørreder voksede kolossalt i de kommende år. Derfor de mange og store fisk til danske lystfiskere i den første halvdel af 90’erne.

Men det var tilsyneladende også begyndelsen til enden, idet fritidsfiskeriet med lovlige såvel som ulovlige garn nu også tog til – i et omfang, som ingen havde kunnet forestille sig. Derfor har vi da også landet over kunnet opleve to skuffende dårlige sæsoner på især de garnbesatte kyster. Hverken i ’96 eller ’97 er der blevet set eller fanget nævneværdigt med havørreder – trods fortsat millionstore udsætninger.

Det danske havørredeldorado døde lige så hurtigt, som det opstod. Nu kan vi imidlertid håbe på, at fiskeriministeren vil skride til handling. Det var i hvert fald, hvad han den 31. oktober – 1. november ’97 lovede på en konference i Viborg om det rekreative fiskeris fremtid.

Ellers er det slut med flere sølvblanke kæmper fra de danske kyster og vandløb…

Fødevareministeriet inviterede i slutningen af oktober til en stort anlagt konference om det rekreative fiskeris fremtid i dagens Danmark.

Timingen var helt perfekt, da fiskeriminister Henrik Dam Kristensen fredag den 31. oktober åbnede den første konference nogensinde om det rekreative fiskeris fremtid i Danmark.

I TV-Avisen aftenen før bragte man nemlig et klip fra inspektionsskibet “Havørnen”, som i ly af mørket var draget ud for at konfiskere ulovligt satte garn nær åmundingerne i Køge Bugt. Med stort held.

Fiskeriinspektør Rune Viberg fra inspektoratet i Roskilde kunne for åben skærm fortælle, hvordan det organiserede fritidsfiskeri benytter sig af stedse større både med mere og mere erhvervsmæssigt udstyr – i form af trawlspil, garntromler og autopiloter. Han konkluderede snusfornuftigt, at sådanne kostbart udstyrede både i hvert fald ikke fiskede til eget forbrug…

Dagen efter – på selve konferencens åbningsdag – var “Havørnen” sågar på forsiden af landets største avis, Jyllands-Posten, i en stort opsat farveartikel. Så der var for alvor lagt op til en hektisk debat i den følgende weekend!

Dagen efter konferencen tog TV2 så tråden op igen i et langt indslag, hvor fiskerikontrollen atter var ude at konfiskere ulovligt satte garn – med døde gydefisk i netmaskerne…

Dokumentation og diskussion

En enlig fisker prøvede lykken på Nørresøs spejlblanke vand ret ud for Golf Salonen på Hotel Golf i Viborg, mens konferencens deltagere lagde øre til kloge ord om fisketegnet, fiskeplejen og dens historie frem til idag. Fiskeriministeren, der selv er en ivrig karpefisker, måtte som konferencens øvrige deltagere nøjes med at se på, mens andre fiskede rekreativt udenfor!

I konferencens første “sæt” redegjorde biologer fra Danmarks Fiskeriundersøgelser for fiskeplejen og den nuværende forvaltning af det rekreative fiskeri. I andet sæt præsenterede Fødevareministeriet de regler og bestemmelser, som gælder for det rekreative fiskeri i vore nabolande.

Ikke mindst var det interessant at høre, hvorledes Tysklands 1,4 millioner registrerede lystfiskere alle har måttet aflægge en prøve, der svarer til vort eget jagttegn. Før må de ikke gå ud og svinge stangen. En 200 m garnfri zone samt et totalforbud mod garnfiskeri i gydetiden overraskede også mange.

Den efterfølgende plenumdiskussion afslørede for alvor, hvor forskellige synspunkterne er blandt erhvervsfiskere, fritidsfiskere og lystfiskere. Det kom der mange oplivende og til tider også lidt ophedede diskussioner ud af…

Andendagen bød på et par “case studies”, hvor man belyste effekten af udvidede fredningszoner i henholdsvis Skive Fjord og Hjarbæk Fjord. I begge tilfælde kunne man fremlægge tal, der klart dokumenterede en positiv effekt af fredningerne på de lokale havørredbestande – i form af stærkt forøget opgang af gydefisk.

Herefter kom Fyns Amt på banen og fortalte om “Havørredeldorado Fyns Amt” – landets første og ubestridt største projekt på området fisketurisme. Også her kunne man berette om konkrete problemer med garnfiskeriet – et fiskeri, der er eskalleret voldsomt i takt med de store udsætninger. Også her så man et klart behov for begrænsninger i fritidsfiskeriet, hvis ikke millionprojektet skal lide et langsomt, men sikkert skibbrud.

Markante meninger

Andendagen afsluttedes med endnu en plenumdiskussion, der nu ikke bragte parterne nærmere hinanden. Der var dog generelt enighed om to ting: Et omsætningsforbud for fisk fanget af ikke-registrerede erhvervsfiskere. Og så en bedre fiskerikontrol med stærkere sanktionsmuligheder. For ingen af de organiserede fiskere – stangsvingere såvel som garnsættere – fisker jo ulovligt. Det er altid de andre – de uorganiserede – som gør det…

Alle var også enige om, at det idag er næsten risikofrit at sætte ulovlige nedgarn. At der kan konfiskeres ulovlige garn i rå mængder, men at der så godt som aldrig tages ulovlige garnfiskere på fersk gerning. I den forbindelse var det positivt, at Fiskeridirektoratet kunne love 25% flere ressourcer til en øget fiskerikontrol i de kystnære områder i løbet af de næste 2-3 år.

Der var dog – som vel de fleste også havde regnet med – langt fra nogen enighed om færre redskaber per fritidsfisker. Fritidsfiskerne modsatte sig på det kraftigste enhver indskrænkning i brugen af deres redskaber og mente samtidig, at hvis lystfiskerne må fiske med flere stænger, så må de også fiske med flere garn.

Erhvervsfiskerne mente ikke, at færre redskaber vil løse problemet. Det vil blot give mere plads for de ulovlige “garnpirater”, der har givet fritidsfiskeriet sit efterhånden meget blakkede omdømme.

Erhvervsfiskerne fandt det også urimeligt, at sportsfiskerne kunne fortsætte med at fiske, fange og indhandle laks og torsk, når disse fisk var omfattet af fiskestop for erhvervsfiskeriet. Endelig mente de helt enkelt, at trolling – en gammel fiskemetode fra erhvervsfiskeriet – bør forbydes som fiskemetode.

Sportsfiskerne ønskede færre garn og ruser over én kam. Her skortede det ikke på enighed. De mest markante udtalelser gik endog på, at fiskeri med erhvervsmæssige redskaber som garn og ruser aldrig vil kunne være rekreativt fiskeri. At rekreativt fiskeri nødvendigvis må foregå med stang og line. Fiskeri med garn og ruser bør derfor være forbeholdt erhvervsfiskerne, der jo skal leve af det.

Fritidsfiskeriet, som vi kender det idag, er derfor et levn fra fortiden. Fra dengang, hvor mange landbrugere måtte supplere deres landbrug med lidt fjordfiskeri for overhovedet at kunne overleve. Det behøver de jo ikke længere.

Tal, der tæller

Der kom adskillige interessante tal frem under konferencen – tal, der klart dokumenterer, hvem der fisker hvor, og hvem der fanger hvad.

I forbindelse med fordelingen af fiskeplejemidlerne kom biologerne fra DFU også ind på, hvor meget fiskevand vi egentlig råder over idag – og hvem der bruger det. Når det gælder fiskbare vandløb, som vi har omkring 20.000 km af idag, begge bredder inkluderet, så råder fynboerne i snit over syv gange så meget vand per fisker som sjællænderne. Jyderne har – ikke overraskende – hele fjorten gange så meget åvand at fiske i.

På søsiden står det ikke helt så galt til. Her råder sjællænderne over dobbelt så meget fiskbart vand som fynboerne. Jyderne har til gengæld dobbelt så meget søvand som sjællænderne. Når det gælder vor 7.400 km lange kystlinje, er goderne langt mere ligeligt fordelt mellem Jylland og øerne.

Et meget ofte debatteret spørgsmål lyder: – Hvor stor en del af vore havørreder fanges egentlig på stang, og hvor mange ender deres dage i garn? Et spørgsmål, der gang på gang svirrer i luften, når lystfiskere og fritdsfiskere mødes til debat. Fritidsfiskerne påstår næsten altid, at de så godt som aldrig fanger ørreder i deres garn. Lystfiskerne, at de mange steder næsten ikke kan komme til at fiske for lovligt eller ulovligt satte ørredgarn…

Her var det interessant at høre biologerne opsummere tilgængelig viden om emnet. Det kom blandt andet frem, 10-20% af fiskene tages på stang (af lystfiskerne), mens 80-90% af de kystnære fisk ender deres dage i et garn (sat af fritidsfiskere eller erhvervsfiskere). En anden undersøgelse viste, at der øst for Storebælt landes 8.000 kg ørreder af lystfiskere, 13.000 kg ørreder af erhvervsfiskere og endelig 62.000 kg af fritidsfiskere. At 75% af alle havørreder fanges af kun 5% af alle fiskere, nemlig af fritidsfiskerne…

Det er tal som disse, der har skabt debatten om det rimelige eller rettere urimelige i fritidsfiskeriet, som det foregår idag. Som har stillet et stort spørgsmålstegn ved, om et så storstilet fritidsfiskeri nu også kan eller skal betragtes som rekreativt. Om det ikke nu har nået et omfang, der kræver massive restriktioner, hvis det rekreative fiskeri fremover skal være “til glæde for flest”, som konferencens smukke motto lød.

Mange repræsentanter

Der var flere skarpe indlæg fra såvel erhvervsfiskere og fritidsfiskere som lystfiskerne. Lystfiskerne var repræsenteret med Danmarks Sportsfiskerforbund, Landsforbundet Danske Lystfiskere og Ferskvandsfiskeriforeningen. For fritidsfiskerne stod Dansk Amatørfiskerforening og Dansk Fritidsfiskerforening, mens erhvervsfiskeriet stillede med Danmarks Fiskeriforening og Dansk Kystfiskerforening.

Fødevareministeriet troppede selv op med en række ansvarlige embedsmænd og -kvinder samt en håndfuld fiskeribiologer fra Danmarks Fiskeriundersøgelser. De seks fiskeriinspektorater var naturligvis også med. Det er jo dem, der konfiskerer alle de ulovlige garn.

Endelig var der en halv snes medlemmer af Folketinget, nemlig medlemmerne af Udvalg for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt repræsentanter for otte af landets amter. Læg hertil lidt deltagere fra fiskeopdrættet og turismen, der i disse år fokuserer mere og mere på det rekreative fiskeri, og vi nærmer os 150 konferencedeltagere.

Fiskeriminister Henrik Dam Kristensen, der under hele seancen blev jagtet intensivt af dagspresse, radio og TV på grund af nogle ulyksalige EU rødspætter på kun 22 cm, rundede konferencen af med følgende betragtninger:

– At fisketegnets fornemste opgave ganske vist er at overflødiggøre sig selv, men at det næppe vil ske inden for en overskuelig fremtid. Altså vil der også fremover være brug for millionerne til en aktiv og effektiv fiskepleje.

– At fiskeplejen altid skal udføres så nænsomt, at den ikke griber ind i naturens egen rytme – eksempelvis via udsætninger så store, at et områdes naturlige bærekapacitet overskrides.

– At der også fremover vil være brug for forskning omkring fiskeplejen – trods røster, som i stigende grad kritiserer det støt voksende forbrug til netop forskerløn og forskningsprojekter.

– At der ikke skal være penge i det rekreative fiskeri, uanset om det så foregår med garn og ruser eller stang og snøre. Et omsætningsforbud vil derfor muligvis indgå i overvejelserne.

– At de nuværende regler omkring redskaber, deres antal og anvendelse helt enkelt ikke er gode nok og derfor vil blive kigget grundigt efter i sømmene i forbindelse med den kommende revision af saltvandsfiskeriloven.

– At der fremover i højere grad vil blive satset på lokale løsninger – enten via konsensus mellem lokale fiskeinteresser eller via pålæg fra myndighederne i tilfælde af uenighed.

Løfter for fremtiden

Fiskeriministeren insisterede i den forbindelse på lokalt ansvar, som efter hans mening giver de bedste og mest holdbare løsninger. Endelig sluttede Henrik Dam Kristensen af med, at det rekreative fiskeri ikke måtte kapitaliseres – eksempelvis via stigende priser på lodsejernes fiskeret, når nu det er samfundet, som har betalt for et bedre vandmiljø og dermed forbedrede fiskemuligheder.

– Dette ligger mig stærkt på sinde, sluttede fiskeriministeren sin tale på landets første konference om det rekreative fiskeris fremtid i Danmark – “til glæde for flest”.

Kan Henrik Dam Kristensen leve op til disse løfter, lover det godt for fremtidens rekreative fiskeri. Da går både fisk og fiskere en lysere tid i møde!

Steen Ulnits

(november ’97)

Seriøse og engagerede lystfiskere bør organisere sig. Så har man de bedste chancer for at blive hørt af politikerne.

Der findes ifølge seneste Gallup-undersøgelse op mod 650.000 lystfiskere i dagens Danmark – mennesker, som mere eller mindre regelmæsigt svinger stangen ved å, sø og kyst.

Ifølge de seneste tal fra Fødevareministeriet har kun 130.000 lystfiskere indløst det obligatoriske fisketegn på landets posthuse. Formedelst kr. 100,- om året. Altså har kun 20% af alle danske lystfiskere indløst fisketegn.

Der findes idag to mere eller mindre landsdækkende organisationer, som danske lystfiskere kan melde sig ind i. Organisationer, som på forskellig vis varetager danske lystfiskeres interesser over for de ansvarlige myndigheder. Tilsammen tæller disse tre organisationer imidlertid kun ca. 50.000 lystfiskere.

Danmarks Sportsfiskerforbund

Ældst og størst er Danmarks Sportsfiskerforbund (DSF), som i dag har omkring 30.000 medlemmer, der alle modtager 10 årlige numre af det obligatoriske medlemsblad “Sportsfiskeren”. Samme blad er ikke længere i løssalg. Kraftig dominans af jyske åfiskere med Sydvestjysk Sportsfiskerforening som en af de helt store foreninger.

Danmarks Sportsfiskerforbund har som eneste lystfiskerorganisation indsigelsesret i miljøsager. Medlemsskab af DSF koster i dag kr. 290,- per medlem, hvis man tilhører en forening under DSF. Direkte medlemmer betaler kr. 435,-.

Danmarks Sportsfiskerforbund
Skyttevej 4, Vingsted
7182 Bredsten
tlf. 75 82 06 99

Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark

Mindst er Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark (FFF), som i dag har omkring 10.000 medlemmer. Heraf er langt de fleste lystfiskere. Resten er lodsejere, dambrugere og erhvervsfiskere ved de danske søer. Kraftig jysk dominans med foreninger som Silkeborg Lystfiskeriforening og Nordjysk Lystfiskerforening som et par af de tunge medlemmer.

Medlemsskab af Ferskvandsfiskeriforeningen koster i dag kr. 475,- for 6 årlige blade. Medlemskab for foreninger koster kr. 950,00 for de første 25 medlemmer og derefter kr. 475,00 pr. ekstra 25 medlemmer.

Ferskvandsfiskeriforeningen for Danmark
c/o Gitte Underbjerg
NP Danmarksvej 79
8732 Hovedgård
Tlf. 5124 021

Landsforbundet Danske Lystfiskere

Yngst er det nye “Landsforbundet Danske Lystfiskere” (LDL), der blev oprettet som et sjællandsk modstykke til det jysk dominerede Danmarks Sportsfiskerforbund. LDL organiserer blandt andet foreninger under Danmarks Havfiskerforbund og Fiskeringen. Kraftig sjællandsk dominans. LDL har ingen indsigelsesret i miljøsager, men holdes løbende orienteret af myndighederne.

Landsforbundet Danske Lystfiskere fungerer i skrivende stund ikke længere, men er så vidt vides endnu ikke officielt nedlagt.

Danmarks Sportsfiskerforbund sidder sammen med Ferskvandsfiskeriforeningen i det udvalg, som er med til at rådgive fødevareministeren om fordelingen af fiskeplejemidlerne – penge indkommet via det obligatoriske fisketegn for fritidsfiskere og lystfiskere. Landsforbundet Danske Lystfiskere har ikke sæde i dette rådgivende udvalg.

Det er naturligvis op til enhver at tage stilling til, om og hvor man organiserer sig. Men medlemsskab af et af de ovennævnte og landsdækkende forbund må klart anbefales. Så har man som engageret lystfisker de bedste muligheder for at blive hørt!

© 2009 Steen Ulnits

Det er uhyre forskelligt, hvordan man ser på fiskeriet med garn og ruser i forskellige lande. Her tager vi en hurtig tur verden rundt!

Se video af garnafbrændingen!

Der er uhyre forskelligt, hvordan man ser på fiskeriet med garn og ruser i forskellige lande. Fælles for alle lande er dog, at det omsiggribende fiskeri med faste redskaber – garn og ruser i modsætning til stang og line – udgør et stort og stigende problem.

I denne artikel tager vi en hurtig tur verden rundt – i hvert fald den nordlige halvkugle – for at se, hvordan man forvalter fiskeriet med faste redskaber i en række forskellige lande.

Amerikansk lovgivning

Amerikanerne har i mange år vidst, at et veludviklet sportsfiskeri betyder mange skattekroner og mange arbejdspladser. På den anden side af Atlanten har man for længst indset, at organiseret sportsfiskeri er “big business”!

Allerede i 1985 indså myndighederne i énstjernestaten Texas, at de efterhånden alt for mange monofilgarn langs statens Golf-kyster var ødelæggende for bestanden af ikke mindst redfish – en populær sportsfisk på de lavvandede “flats” i den Mexicanske Golf. Grundige undersøgelser viste, at omkring 40% af den samlede totale fangst af redfish gik i de illegale garn.

Det omfattende fiskeri efter skyldtes ikke mindst, at en ret ved navn “blackened redfish” på rekordtid var blevet en landeplage overalt i USA – opfundet i det eksotiske “Cajun Kitchen” med sæde i Louisiana. Pludselig skulle alle have denne stærkt krydrede ret, som ret beset ikke smager ret meget af redfish – men primært af de stærke krydderier, fisken tilberedes i.

Som så ofte før i USA, så tager man konsekvensen af sine opdagelser. Texas Parks and Wildlife Department indførte således i 1988 et totalforbud mod kystnært garnfiskeri i de vidtstrakte marskområder og påbegyndte samtidig et storstilet opdræt af redfish-yngel til udsætning. Resultat: Texas har idag Nordamerikas førende sportsfiskeri efter disse dejlige fisk!

I mere end 30 år har staten Florida lidt under et garnfiskeri, der truede med at trække tæppet væk under bestandene af sportsfisk. Specielt har de monofile nedgarn været hårde ved tarpon, bonefish, snook, redfish og cobia med flere andre populære sportsfisk. Men også bestandene af mindre fisk, som er vigtige fødeemner for såvel de større fisk som havets fugle, led under det hårdhændede garnfiskeri. Ikke mindst bestanden af sorte “mullets” blev fisket urimelig hårdt.

Efter 30 års frustrationer valgte miljøbevidste amerikanerne at tage sagen i egen hånd. De lancerede en kampagne under mottoet“Save Our Seas” – en kampagne, der havde til formål at indsamle underskrifter mod det ødelæggende garnfiskeri. En kampagne, som ikke kun henvendte sig til engagerede sportsfiskere, men til miljøfolk i bred almindelighed. Der var nemlig flere eksempler på, at de monofile garn havde fisket bestande af fødefisk så langt ned, at det gik ud over såvel fugle som pattedyr, der lever af dem.

Og kampagnen lykkedes! Da man havde indsamlet mere end 400.000 (!) underskrifter, kunne man ifølge gældende lov i Florida kræve en folkeafstemning om sagen. Med små 3 millioner stemmer mod godt 1 million blev al brug af monofile nedgarn den 9. november 1994 forbudt i hele farvandet omkring Florida! Samtidig blev brugen af vodgarn forbudt inden for 1,6 km’s afstand af kysten. Folket havde talt og vendt tommelen nedad for garnene!

Med den nye lov kunne Floridas veludviklede sportsfiskeindustri ånde lettet op. Efter en konstant nedgang i de sidste ti år kan lokale fiskere, fiskeguides og hotelejere nu skimte lys for enden af tunnelen. En industri, der årligt omsætter for omkring 3 milliarder US dollars – små 20 milliarder kroner – er atter på vej op.

Garnforbudet trådte officielt i kraft den 1. juli 1995, hvor sportsfiskerne mange steder dog oplevede en del chikane fra fiskerierhvervet…

Canadisk retspraksis

En undersøgelse fra British Columbia, Canadas smukke stillehavsprovins, taler sit tydelige sprog om sportsfiskeriets kolossale samfundsøkonomiske værdi. Det drejer sig om to laksearter, nemlig chinook (kongelaks) og coho (sølvlaks).

Undersøgelsen, som er udarbejdet i ’94 og netop frigivet her i ’96, er baseret på 415.000 fisketegnsløsere og konkluderer følgende:

– At det rekreative fiskeri med stang og line bidrager til B.C.’s økonomi med 501 mio. $ mod kun 78 mio. $ fra det kommercielle fiskeri. Dette til trods for, at det rekreative fiskeri med stang og line kun fangede en femtedel af de laks, som erhvervsfiskeriet landede.

– Når det gælder bidrag til bruttonationalproduktet, bidrager sportsfiskeriet fem gange så meget som erhvervsfiskeriet og belaster samtidig kun fiskebestandene med en femtedel.

– Sportsfiskeriet skaber omkring seks gange som mange arbejdspladser – guides, hoteller, grejbutikker etc. – som erhvervsfiskeriet efter de samme laks. Udregnet i lønninger dog kun fem gange så meget. Hvad omsatte dollars angår, så omsætter hver enkelt sportsfanget laks $ 671 mod kun $ 26 for en erhvervsfanget!

– Sportsfiskeriet giver B.C. et nettooverskud på $ 66 mio., hvor det kommercielle fiskeri giver et nettounderskud på 2,4 mio. grundet diverse (forældede?) tilskudsordninger til fiskerierhvervet.

Undersøgelsens resultater efterlader ingen tvivl om det tåbelige og nationaløkonomisk uansvarlige i et fortsat erhvervsfiskeri efter de to stillehavslaks i British Columbia!

Bøder, så det basker!

Her i landet løber man som illegal garnfisker ingen risiko. Dels har Fiskerikontrollen ikke de fornødne ressourcer til en effektiv kontrol langs vore mange tusinde kilometer kystlinje. Og dels har de mange steder – uvist af hvilken grund – en udtalt modvilje mod at gå fritidsfiskerne i bedene. Endelig sker der stort set ikke noget ved at blive taget på fersk gerning!

Sådan er det ikke i Canada, som længe har nydt godt af et veludviklet sportsfiskeri med en stor omsætning. Her har man en fiskerikontrol – “Fish & Game”, som det hedder her – der overvåger fiskevandene til lands, til vands og fra luften.

Man har naturligvis forlængst indført et totalt omsætningsforbudgældende for laksefisk. De er forbeholdt det rekreative fiskeri med stang og line, og de har derfor fået tildelt en såkaldt “Game Fish” status. De må således hverken fanges af legale erhvervsfiskere eller illegale fritidsfiskere. Og ve den, der alligevel overtræder loven. Så vanker der nemlig! Hør blot:

På Newfoundland blev en fisker idømt 2 måneders ubetinget fængsel for at have fisket i fredningstiden. Han fik ligeledes konfiskeret båd, motor og garn.

En anden tyvfisker fik valget mellem 100 dage i fængsel eller en bøde på 30.000 kroner. En anden dommer takserede en lignende forseelse til 85 dage i spjældet eller en bøde på 20.000 kroner.

En fjerde tyvfisker fik konfiskeret sin fangst – 21 laks – samt tre garn og den bil, der blev anvendt til udåden.

Det er straffe, der vil noget. Men så står der jo også en regering bag, som mener noget med sine forbud. Som ved, at det rekreative fiskeri efter laksefisk er en guldgrube for lokalsamfundene, når ellers det forvaltes rigtigt. At det her er ensbetydende med hårdt tiltrængte arbejdspladser og ditto skattekroner. En regering, som ved, at tyvfiskeri efter de selvsamme fisk er samfundsskadelig virksomhed, som må straffes hårdt!

Det kunne vi lære meget af her i lille Danmark, men politikerne går desværre som katten om den varme grød i garnspørgsmålet. Supplerende garnfiskeri er nærmest et kulturhistorisk fænomen ved specielt Limfjorden, hvor stærke kræfter altid har bakket op om det. Hvilket lokalpolitikerne – hvoraf mange selv garnfisker, nogle sågar dokumenteret ulovligt! – udmærket er klar over. Ikke et ord om Venstres Svend Heiselberg i denne forbindelse…

Operation Indigo…

Heldigvis er vi også ved at være på rette spor på vor egen side af Atlanterhavet. Det viser historien om “Operation Indigo”, der sidste år løb af stabelen i Wales.

Her indledte tre distrikter i den lokale afdeling af “National Rivers Authority” (NRA) et samarbejde om opsporing og anholdelse af tyvfiskere ved River Wye.

Det kostede flere måneders overvågning og resulterede i “fangsten” af to tyvfiskere taget på fersk gerning – med laks til en værdi af små 20.000 kroner. En tredje tyvfisker slap væk i ly af mørket – endda efter at have haft en sporhund i hælene i næsten en halv time! Han blev dog senere anholdt på sin bopæl.

NRA sørgede for, at “fangsten” blev retsforfulgt. Det resulterede i, at de to tyvfiskere, der blev taget på fersk gerning, hver fik et halvt års ubetinget fængsel. Tredjemanden måtte “nøjes” med at få konfiskeret sin bil…

Retfærdigheden er således også kommet til Europa – langt om længe! Nu mangler den blot at komme til Danmark. Konfiskation af anvendte biler og både vil være et godt og effektivt skræmmemiddel også her!

Tyske tiltag

Vi var ganske vist først ude – med vor egen 100 m garnfri zone fra 80’erne. Alligevel er vi siden blevet overhalet indenom af vort naboland i syd, Tyskland.

Efter i en halv snes år at have studeret de danske regler – og ikke mindst effekten af dem – indførte man i Tyskland en dobbelt så stor fredningszone, nemlig en 200 m garnfri zone langs alle kyster. Det skete i 1994.

Året efter, i 1995, tog man yderligere skridt til at begrænse garnfiskeriet. Det gjorde man med et totalforbud mod fiskeri i perioden 1.8. til 31.10, hvilket havde og stadig har til hensigt at sikre gydefiskene fri adgang til gydepladserne oppe i vandløbene. Ordnung muss sein!

Her tog man konsekvensen af, at garnfiskeri og fredede fisk helt enkelt ikke lader sig forene – at fredede gydefisk, som én gang har siddet i et garn er dødsdømte. Og at man derfor nødvendigvis må skride til et totalforbud mod garn, hvis man mener fredningen alvorligt!

Når tyskerne først gør noget, så gør de det grundigt. Samtidig med den nye fredning ophørte man med at udstede tilladelser til garnfiskeri for bierhvervsfiskere – altså de garnfiskere, som har andet arbejde ved siden af fiskeriet. Fritidsfiskeri med garn, som vi kender det herhjemme, er ikke tilladt overhovedet – end ikke uden for 200 m zonen. Det samme gælder bundgarnsfiskeriet, som slet ikke er tilladt i tysk territorialfarvand!

Skulle man som privat alligevel ønske tilladelse til at fiske med garn, kræver myndighederne, at man på typisk tysk manér tager en længerevarende uddannelse på en fiskeriskole! En pendant til jægere, lystfiskere og sejlere, der jo i Tyskland også må igennem en større uddannelse, før de må henholdsvis jage, fiske og sejle. Det sier automatisk de allerfleste uheldige elementer fra og efterlader kun de seriøse.

Tyske sportsfiskere er glade for disse regler og kan berette, at havørredbestanden har været og er i stadig fremgang siden indførelsen i 1994. Flensborg Fjord er dog en sort plet på landkortet, og det er vores skyld! Flensborg Fjord er jo grænseområde mellem Danmark og Tyskland, hvorfor man har indgået aftale om, at tyskere og danskere må fiske på begge sider af fjorden – efter de slappe danske regler…

Disse efter tyske forhold lovløse omstændigheder gælder helt ud til Nykirke Fyr i Geltinger Bugt, hvilket tyske sportsfiskere naturligvis er meget utilfredse med. Netop på denne del af Flensborg Fjord findes der nemlig flere vigtige gydevandløb for havørrederne.

– Var dette mon ikke en sag, som kunne gøre sig på EU-plan? – Med mindsteregler à la de tyske?

Danske regler

De fleste sportsfiskere kender til den 100 m garnfri zone, som vi har haft nu i godt en halv snes år. De fleste kender også til og betaler forhåbentlig de årlige 100 kroner, som det obligatoriske fisketegn koster – penge, der går til aktiv fiskepleje.

Men forbløffende mange sportsfiskere kender ikke til de regler, som gælder for fritidsfiskeren, der har betalt sin årlige licens på kr. 250,-. I Danmark skal han ikke som i Tyskland dokumentere noget kendskab til de fisk, han efterstræber. En hvilken som helst dansk statsborger har for dette beskedne beløb lov til at bruge følgende redskaber:

6 krogliner à 100 kroge eller

6 garn à 45 m eller

6 ruser eller

– en hvilken som helst konstellation af disse redskaber, når blot det samlede antal ikke overstiger 6 stk.

Et af de opstillede redskaber må endvidere være en fast pæleruse, der dog kun må opstilles efter forudgående anmeldelse til Fiskerikontrollen. Endelig må der herudover bruges et enkelt ålehåndvod…

Det ses af ovenstående, at det meget vel kan blive fast arbejde, hvis man skal røgte alle de redskaber, som loven tillader. Og det forstås, hvorfor salg af sorte fisk er så udbredt – simplethen fordi ingen fritidsfisker kan spise alt det, han kan fange i de flere hundrede meter tilladte redskaber!

– Og hvad med de mange undermålsfisk, der dør i garnene? – Som ikke kan overleve en genudsætning, hvis blot de har siddet en time eller mindre i et garn? – Som under alle omstændigheder har fået beskadiget deres beskyttende slimlag under episoden?

Til husbehov?

De monofile nedgarn må være 1,5 m i højden, hvis de sættes ved bunden. Sættes de ved overfladen – som sildegarn – må de være hele 3 m i dybden.

Regner man lidt på det, kan enhver dansk fritidsfisker således helt legalt garnere (!) de danske kyster med 6 gange 45 meter garn, altså 270 meter – mere end en kvart kilometer. Regner man yderligere det aktive garnareal ud, bliver det til 405 m2 for almindelige nedgarn og 810 m2 for flydegarnenes vedkommende…

Fritidsfiskere må ikke opstille bundgarn – de er stadig forbeholdt momsregistrerede erhvervs- og bierhvervsfiskere, der til gengæld ikke holder sig tilbage. Sine steder står jo bundgarnene så tæt, at fiskene ikke har en ærlig chance for at passere. Det har vi tidligere dokumenteret med fotos her i bladet.

Men dette er altså fuldt legalt – når blot man har anmeldt sine bundgarn og ellers overholder mindsteafstanden på 250 m mellem de enkelte bundgarn.

Men det er det rene vanvid, at en fritidsfisker i 1996 må bruge så store mængder garn og ruser – blot for at fiske til eget behov. Det må være en torn i øjet på de erhvervsfiskere, der skal leve af fiskeriet, men som har benhård konkurrence fra de sorte fisk. Og det er i hvert fald en torn i øjet på alle os sportsfiskere, som poster millioner af egne kroner ud i form af udsatte laks og ørreder – fisk, som for 90%’s vedkommende ender i garn og ruser…

Det er på tide, at vore politikere vågner op og erkender, at tiden er løbet fra disse regler. At vi her på tærsklen til årtusindskiftet – i en højteknologisk rumalder – ikke længere kan acceptere det uselektive og gennemført destruktive fritidsfiskeri med faste redskaber. At vi fremover kun kan acceptere, at hver fritidsfisker bruger et enkelt redskab af gangen.

Tiden er løbet fra det daværende danske landbosamfund, hvor supplerende redskabsfiskeri var et vigtigt tilskud til kosten. Tiden er dermed også løbet fra fritidsfiskeriet med faste redskaber!

De seneste tilgængelige tal – fra september ’95 – viser, at der fra sportsfiskeside er kommet 17,0 mio. kr. ind via det obligatoriske fisketegn. Fritidsfiskerne har tilsvarende bidraget med 8,1 mio. kr.

Ser vi bort fra dag- og ugekort – dem kan Fiskeriministeriets datafirma af uransagelige årsager nemlig ikke udskille fra årskortene – svarer de 17 mio. kr. til 170.000 betalende sportsfiskere. Tilsvarende stammer de 8 mio. kr. fra godt 32.000 fritidsfiskere, der jo hver må betale kr. 250,- for deres garnlicens. Altså er vi idag mellem fem og seks gange så mange betalende sportsfiskere som fritidsfiskere.

Desværre må vi også erkende, at alt for mange sportsfiskere ikkebetaler deres lovpligtige fisketegn. Det ved vi fra Fiskerikontrollen, der rundt omkring i landet har taget ganske afslørende stikprøver…

Synd, at vi ikke helt har fattet det endnu: At jo flere registrerede sportsfiskere desto stærkere står vi mod fritidsfiskerne!Tal til eftertanke…

---

Tal til eftertanke…

Til allersidst: Prøv lige engang at regne denne her ud: Der er 32.000 aktive fritidsfiskere, som hver især helt legalt må opstille 810 m2 nedgarn. – Hvor mange kvadratmeter usynligt garn giver det?

Det giver ialt 25.920.000 m2 monofile nedgarn, som dag ud og dag ind fanger ALT, der kommer forbi – fisk, fugle og pattedyr. 26 millioner flagrende kvadratmeter uselektiv død!

Og så har vi hverken talt de lovlige erhvervsfiskergarn eller de ulovlige fritidsfiskergarn med. Gør vi det, bliver tallet om muligt endnu mere svimlende stort.

Antager vi, at halvdelen af disse garn er almindelige nedgarn og halvdelen flydegarn, så er nettene i snit 2 m høje. Da Danmark som bekendt har omkring 8.000 km kystlinje, vil fritidsfiskernes legale garn kunne nå næsten to gange rundt om hele landet – i 2 meters højde…

Læg hertil, at der ikke må fiskes nærmere end 75 m fra faststående redskaber. Sættes garnene de lovbefalede 100 m fra kysten – med 75 m’s afstand – er vi som sportsfiskere sat godt og grundigt ud af spillet. Så kan vi stort set ikke fiske noget sted længere uden at komme i konflikt med loven – og garnene…

Den er rivende gal, og noget må der gøres. Uheldigvis har Danmarks Sportsfiskerforbund i mange år indtaget en meget lidt garnfjendsk holdning, idet man helst vil kunne være i stue med de repræsentanter for fritidsfiskerne, der også sidder i $12a udvalget – det udvalg, som rådgiver fiskeriministeren om brugen af fiskeplejemidlerne.

Det er en af grundene til, at Danmarks Sportsfiskerforbund nu har fået konkurrence fra det nystiftede Landsforbundet Danske Lystfiskere, som ønsker en langt hårdere kurs over for det tiltagende fritidsfiskeri.

Se video af garnafbrændingen!

© Steen Ulnits 1997

PS: Jeg havde nær glemt det: For sine 250 kroner om året må fritidsfiskeren samtidig – ud over de nævnte garn, ruser og krogliner – fiske med stang og snøre. Den reelle pris for fritidsfiskerlicensen er således sølle 150 kroner…

---

Relaterede artikler:

• Garndøden I
• Garndøden II
• Garndøden III
• Garndøden IV

 

Uønskede bifangster og massiv destruktion af garnfangede fisk har for alvor bragt sindene i kog.

Se video af garnafbrændingen!

Jeg havde i forsommeren ’95 et hold forskere og embedsmænd fra den norske naturforvaltning på besøg. Vi tog rundt og besigtigede forskellige genopretningsprojekter ved søer og vandløb – fra den konstruktive Brede Å i syd til den destruktive Gudenå i nord.

Undervejs fik jeg af Reidar Grande fra Direktoratet for Naturforvaltning at vide, at man i Norge bruger ikke mindre end 10 mio. kr årligt på en minutiøs fiskerikontrol – fra båd og fly – med det ene formål at komme ulovligt garnfiskeri efter laks til livs.

Tallet overraskede mig, for Norge har jo efterhånden et dårligt ry blandt danske lystfiskere – for et storstilet ulovligt garnfiskeri, der truer med at trække træppet væk under mange laksestammer. Og 10 mio. kr er et stort tal – omkring en tredjedel af det beløb, der årligt kommer ind fra det obligatoriske norske fisketegn.

I Danmark bruges ikke en krone af fisketegnsmidlerne til en sådan kontrol. Fiskerikontrollen gør det så godt de kan (eller vil) – i den sparsomme tid, der bliver til overs mellem fabriksbesøg og kontrol på de store fiskerihavne. I praksis må man sige, at der ved en meget stor del af de danske kyster overhovedet ingen fiskerikontrol er.

Det så vi kun alt for tydeligt, da vi en sen aften under studieturen vandrede den lange vej ud til Sælhundepollerne ved Udbyhøj – længst ude, hvor Randers Fjord møder Kattegat. Vi ville bruge et par timer på at fiske efter fjordens velkendte havørreder.

– Og hvad skete der? Vi var end ikke kommet helt ud til sejlrenden, før Øyvind Aas fra Østlandsforskning trådte i et – viste det sig – 200 m langt monofilt nedgarn sat helt inde på 20 cm vand. Klart ulovligt.

Nordmændene var rystede over det åbenlyse illegale garnfiskeri, de her havde stiftet nært bekendtskab med. Så åbenlyst gjorde man det alligevel ikke i Norge!

Fisk fangede vi heller ingen af, men det skyldtes måske garnene?

Garn i Vadehavet

I 1986 indførte den daværende fiskeriminister et forbud mod nedgarnsfiskeri langs vestkysten af Vadehavsøerne og Skallingen – en markant udvidelse af den allerede da gældende 100 meter garnfri zone. De lokale sportsfiskere jublede, mens garnfiskerne rasede og satte ind med en heftig lobbyisme mod fiskeriministeren.

Det resulterede i, at man fra og med 1988 igen – aldeles lovligt – kunne sætte sine garn helt op på land på vestsiden af Vadehavsøerne. Man ophævede altså – som det eneste sted i hele Danmark – den 100 meters fredningszone, som havde og har til hensigt at beskytte laksefiskene på deres kystnære gydevandring.

Men garnfiskerne lod sig ikke nøje med det. De ville have heleVadehavet gjort tilgængeligt for deres garn! Heldigvis gjorde både Ribe og Sønderjyllands Amter dog indsigelse. Det er nemlig to amter, som hver især bruger store ressourcer på at genskabe fiskebestanden i Vadehavet med tilløb.

Resultatet er nu blevet, at der – med støtte fra EU – kører en flerårig undersøgelse af fiskebestandene i Vadehavet med tilstødende vandløb. En undersøgelse, der skal klarlægge, om og i hvilket omfang fiskeriet med garn og ruser skader bestandene af laksefisk. Og som nu snart er færdig.

Nedgarnene tager sig naturligvis primært af de større fisk – farvede og kønsmodne fisk på vej tilbage mod gydepladserne samt udlegede nedfaldsfisk på vej mod ædepladserne i selskab med de mange grønlændere, som jo ofte er under mindstemålet. Og fisk fanget i et monofilt nedgarn lader sig kun sjældent (læs: stort set aldrig) genudsætte i levedygtig stand og går derfor til – uanset om de er ulovligt bytte i fredningstiden eller ulovligt bytte under mindstemålet!

Et bæredygtigt garnfiskeri efter laksefisk lader sig helt enkelt ikke praktisere, da nedgarnene jo tager og dræber alt – stort som småt.

Tørlagte ruser

Ruser har ikke samme dårlige ry som de uselektive nedgarn. Fangsten i ruser kan jo i regelen genudsættes uskadt, hvis den er ulovligt bytte.

Ruserne byder imidlertid på helt andre problemer. De sættes ganske vist ikke for at fange laksefisk – siger i hvert fald de, der sætter dem – men fanger dem nu alligevel. Og problemet med rusefiskeri i netop Vadehavet er, at ruserne nødvendigvis må sættes ved højvande, hvor der kan sejles.

Uheldigvis tørlægges ruserne så i regelen igen ved lavvande, hvilket betyder kvælningsdøden for alle de fisk – smolt af laks, havørred samt den udryddelsestruede snæbel – der måtte være i rusen. De kan derfor ikke genudsættes i levedygtig tilstand.

Det lader sig således heller ikke gøre at drive et bæredygtigt rusefiskeri i Vadehavet, når så specielle forhold gør sig gældende.

Et totalforbud mod brugen af ruser i stærkt udvidede fredningszoner ved Vadehavets mange sluseporte vil være et sikkert middel til at sikre en tilstrækkelig opgang af gydefisk i disse åer. For ikke blot tager ruserne mange smolt under udtrækket i forårsmånederne. De tager også godt for sig af opgangsfiskene i sommer- og efterårsmånederne, når de ved et hændeligt uheld (?) er blevet vendt forkert – med åbningen nedstrøms…

Vadehavsundersøgelsen afrapporteres her ved årsskiftet 96-97, hvilket afventes med stor spænding fra såvel sports- som fritids- og erhvervsfiskerside. – Hvem er skurken? – Hvem fanger alle fiskene?

Ved en stor konference om lystfiskerturisme i Danmark blev det tiltagende garnfiskeri langs vore kyster ivrigt debatteret. Steen Achton fra Erhvervsministeriet, hvorunder jo turismen idag sorterer, lagde ikke skjul på ministeriets holdning til problemet:

– Det er vor klare fornemmelse, at nogle få tusinde mennesker(garnfiskerne, red.) tager en uforholdsmæssigt stor del af disse havørreder, og at dette fremover vil kunne blive et stort problem for fisketurismen.

Det er allerede sket. I tysk fiskepresse har der i de forgangne måneder været en livlig debat om de mange danske garn – om det rimelige i at lokke tyske lystfiskere nordpå til et opreklameret “fiskeeldorado”, hvor det ikke er fiskene, men garnene, der står i kø. Og som mange steder vanskeliggør fiskeri. Som en af debattørerne udtrykte det:

– Før ledte jeg efter fiskepladser med fisk. Nu leder jeg efter fiskepladser uden garn…

Selektive garn søges

Da Det Internationale Havforskningsråd (ICES) i september ’95 holdt konference, samledes omkring 500 af verdens fremmeste havforskere i Ålborghallen for at drøfte havmiljøet. ICES en forkortelse for International Council for the Exploration of the Sea, der har eksisteret siden 1902. Rådets19 medlemslande skal fortrinsvis søges rundt om Nordatlanten og Østersøen.

Emnerne på konferencen spændte vidt – fra tømning af ballasttanke med uønskede dyr og planter til udvikling af nye og mere selektive garn. Der er nemlig en udbredt enighed om, at de nuværende garn er helt utidssvarende. De er uselektive og tager derfor alt, der måtte komme forbi – det være sig fisk, fugle eller pattedyr. Ønskede såvel som uønskede – legale såvel som illegale.

ICES, som alle årene har haft hovedsæde i København, henstiller derfor til medlemslandene, at de sætter ressourcer af til udvikling af mere selektive garn, der kun fanger, hvad de skal. Som er specielt designet til at fange de fiskearter, der pt. er åbne for fiskeri jævnfør tildelte kvoter.

Det må nok siges at være påkrævet – og have været det i mange år. På Politiken Online fandt jeg følgende indlæg, der illustrerer situationen glimrende:

“Jeg var så heldig at kunne tilbringe en sommer i Gilleleje i år. Første dag på stranden fandt vi en død sæl. Druknet i et garn og smidt overbord, fordi det er lidt pinligt at komme hjem med en død sæl. En lokal fisker fra Rågeleje omtalte for mig, at de af og til spiste marsvinebøffer. De var jo døde alligevel.”

I 1991 fandt man omkring 200 døde marsvin alene på den jyske vestkyst. Disse fund gav startskuddet til en undersøgelse af bifangsterne af marsvin i garn.

Masser af marsvin – i garn

En rapport fra ’94 udarbejdet af Danmarks Fiskeri & Havundersøgelser konkluderede efterfølgende, at antallet af døde marsvin i danske garn årligt andrager mellem 5.000 og 8.000 styk. Nu tror man derfor, at mange af de dødfundne marsvin først har været en tur i et garn, inden de er blevet smidt ud igen. Hvilket jo fint underbygges af ovenstående citat.

Internationale konventioner slår fast, at den naturlige bestand af marsvin skal være mindst 25 gange større end bifangsten i garn. Det vil sige, at den naturlige bestand skal ligge mellem 125.000 og 200.000 eksemplarer, hvis den skal kunne tåle den nuværende bifangst i garn.

Man har i mange år regnet med, at den samlede bestand lå helt nede på 25.000 eksemplarer. Men tager man den uventet store bifangst i betragtning, må bestanden være en god del højere. Ellers var den for længst blevet udryddet af garnene, hvilket den jo ikke er. De nyeste EU-rapporter fra ’95 konkluderer da også, at den samlede bestand af marsvin i Nordsøen ligger på rundt regnet 200.000 individer.

Men det ændrer ikke på den kendsgerning, at alt, alt for mange marsvin lider druknedøden i danske garn. 6.-7.000 marsvin kvæles hvert eneste år. De tynde monofile netmasker kan marsvinet ikke registrere med sit ellers så følsomme sonarsystem. Derfor svømmer den ind i garnene, får sig viklet ind og lider druknedøden.

Det er specielt garn, som er sat efter stenbider, pighvar, torsk og kulmule, der er farlige for marsvinene. De går ofte i garnene, når de forsøger at sætte tænderne i de fisk, som allerede sidder fast i netmaskerne. Så klapper fælden.

Man kunne fristes til at sammenligne marsvinene med delfinerne, som jo på det nærmeste reddede tunfisken i Stillehavet. Da det først blev kendt, at delfiner i tusindvis døde i de kilometerlange drivgarn – fortrinsvis sat af japanske fiskere i internationalt farvand – da blev dåsetun pludselig meget lidt populært, ja nærmest ildeset. Japansk dåsetun blev helt enkelt boykottet på grund af delfinerne!

– Kunne man forestille sig, at forbrugerne herhjemme på tilsvarende vis ville boykotte fisk fanget af danske garnfiskere?

Næppe. Det er jo ulig meget lettere at forarges over noget, der foretages af japanske fiskere langt ude på Stillehavet – mange tusinde kilometer fra Brugsens frysedisk og de sorte fisk nede på havnen…

Garn og gydefisk

Garn er som sagt uselektive. De tager alt, der kommer forbi – det være sig fisk, fugle eller pattedyr. Derfor havner et utal af farvede og fredede laks og havørreder hver vinter i monofile nedgarn, der – må man i hvert fald gå ud fra – er sat efter torsk og fladfisk.

Men fisk, som har været en tur i netmaskerne, dør med stor sandsynlighed af opholdet. Kun hvis de bliver fjernet efter meget kort tid i garnet, har de en reel chance. Men garn røgtes jo kun én gang dagligt – i bedste fald. Normalt vil de fisk, som er gået i garnene, sprælle livet af sig i løbet af få timer. Fredede fisk vil derfor ikke kunne genudsættes i levedygtig stand.

Eneste løsning på dette problem, som givet er langt større end de fleste forestiller sig, er et totalforbud mod garnfiskeri på alle lavere vandområder i fredningstiden for farvede laks og havørreder. Et sådant totalforbud i opgangstiden har man allerede indført i Tyskland. Kunne det blot danne præcedens i resten af EU også…

– Men er det realistisk med en lovgivning på dette grundlag?

Fiskepleje og destruktion

Et helt andet problem, som ganske vist er relateret til garn, men som ikke drejer sig om uønskede bifangster, har vi oplevet igen i denne vinter, 95/96. Det drejer sig om destruktion af prima konsumfisk, der – på grund af stor tilgang – ikke opnår mindsteprisen. De bliver oversprøjtet med gul farve og ender deres dage på fiskemelsfabrikken. Fordærvede fisk oversprøjtes i stedet med rød maling.

Af “lystfiskerfisk” er det primært torsk, der smides væk på denne forargelige måde. I december ’95 blev der således i løbet af en enkelt week-end på Bornholm landet og destrueret ikke mindre end 22 tons prima torsk!

Alt i alt blev der i ’95 destrueret 28.997 tons sild, 3.791 tons torsk, 995 tons kuller, 180 tons kulmule, 179 tons hvilling, 176 tons sej, 115 tons makrel, 85 tons lubbe, 73 tons ising, 68 tons rødspætter og 44 tons skrubber. Hertil mindre mængder af diverse arter.

Det bragte danske lystfiskere i affekt, da de hørte, at 2,5 mio. kr af “deres” fiskeplejemidler gik direkte til destruktion af rødspætter og skrubber. I sig selv er det jo forkasteligt, at lystfiskernes penge går til udsætning af deciderede “erhvervsfisk” som rødspætter. Men helt uacceptabelt bliver det da, når erhvervsfiskerne kvitterer med siden at destruere selvsamme fisk!

Totalt blev der i ’95 destrueret 34.831 tons fisk mod “kun” 32.589 tons i ’94…

Eneste løsning på dette problem er et totalforbud mod destruktion af fisk, der – uanset årsag – ikke opnår mindsteprisen. Alt andet vil være uanstændigt og aldeles ude af trit med det øvrige samfund her på vej mod år 2000.

– Men kan man forestille sig en fiskeriminister med mod og mandshjerte nok til at gennemføre noget så miljøvenligt? Imod sit eget erhvervsministerium??

Se video af garnafbrændingen!

Steen Ulnits

---

Relaterede artikler:

• Garndøden I
• Garndøden II
• Garndøden III
• Garndøden IV

 

 

 

Ulovligheder kan i kontortiden indrappporteres til et af nedenstående fiskeriinspektorater:

Udenfor kontortid kan ulovligt fiskeri og ulovlige fiskeredskaber indrapporteres på telefon 7218 5609, som er åben hele døgnet.