Det er uhyre forskelligt, hvordan man ser på fiskeriet med garn og ruser i forskellige lande. Her tager vi en hurtig tur verden rundt!
Se video af garnafbrændingen!
Der er uhyre forskelligt, hvordan man ser på fiskeriet med garn og ruser i forskellige lande. Fælles for alle lande er dog, at det omsiggribende fiskeri med faste redskaber – garn og ruser i modsætning til stang og line – udgør et stort og stigende problem.
I denne artikel tager vi en hurtig tur verden rundt – i hvert fald den nordlige halvkugle – for at se, hvordan man forvalter fiskeriet med faste redskaber i en række forskellige lande.
Amerikansk lovgivning
Amerikanerne har i mange år vidst, at et veludviklet sportsfiskeri betyder mange skattekroner og mange arbejdspladser. På den anden side af Atlanten har man for længst indset, at organiseret sportsfiskeri er “big business”!
Allerede i 1985 indså myndighederne i énstjernestaten Texas, at de efterhånden alt for mange monofilgarn langs statens Golf-kyster var ødelæggende for bestanden af ikke mindst redfish – en populær sportsfisk på de lavvandede “flats” i den Mexicanske Golf. Grundige undersøgelser viste, at omkring 40% af den samlede totale fangst af redfish gik i de illegale garn.
Det omfattende fiskeri efter skyldtes ikke mindst, at en ret ved navn “blackened redfish” på rekordtid var blevet en landeplage overalt i USA – opfundet i det eksotiske “Cajun Kitchen” med sæde i Louisiana. Pludselig skulle alle have denne stærkt krydrede ret, som ret beset ikke smager ret meget af redfish – men primært af de stærke krydderier, fisken tilberedes i.
Som så ofte før i USA, så tager man konsekvensen af sine opdagelser. Texas Parks and Wildlife Department indførte således i 1988 et totalforbud mod kystnært garnfiskeri i de vidtstrakte marskområder og påbegyndte samtidig et storstilet opdræt af redfish-yngel til udsætning. Resultat: Texas har idag Nordamerikas førende sportsfiskeri efter disse dejlige fisk!
I mere end 30 år har staten Florida lidt under et garnfiskeri, der truede med at trække tæppet væk under bestandene af sportsfisk. Specielt har de monofile nedgarn været hårde ved tarpon, bonefish, snook, redfish og cobia med flere andre populære sportsfisk. Men også bestandene af mindre fisk, som er vigtige fødeemner for såvel de større fisk som havets fugle, led under det hårdhændede garnfiskeri. Ikke mindst bestanden af sorte “mullets” blev fisket urimelig hårdt.
Efter 30 års frustrationer valgte miljøbevidste amerikanerne at tage sagen i egen hånd. De lancerede en kampagne under mottoet“Save Our Seas” – en kampagne, der havde til formål at indsamle underskrifter mod det ødelæggende garnfiskeri. En kampagne, som ikke kun henvendte sig til engagerede sportsfiskere, men til miljøfolk i bred almindelighed. Der var nemlig flere eksempler på, at de monofile garn havde fisket bestande af fødefisk så langt ned, at det gik ud over såvel fugle som pattedyr, der lever af dem.
Og kampagnen lykkedes! Da man havde indsamlet mere end 400.000 (!) underskrifter, kunne man ifølge gældende lov i Florida kræve en folkeafstemning om sagen. Med små 3 millioner stemmer mod godt 1 million blev al brug af monofile nedgarn den 9. november 1994 forbudt i hele farvandet omkring Florida! Samtidig blev brugen af vodgarn forbudt inden for 1,6 km’s afstand af kysten. Folket havde talt og vendt tommelen nedad for garnene!
Med den nye lov kunne Floridas veludviklede sportsfiskeindustri ånde lettet op. Efter en konstant nedgang i de sidste ti år kan lokale fiskere, fiskeguides og hotelejere nu skimte lys for enden af tunnelen. En industri, der årligt omsætter for omkring 3 milliarder US dollars – små 20 milliarder kroner – er atter på vej op.
Garnforbudet trådte officielt i kraft den 1. juli 1995, hvor sportsfiskerne mange steder dog oplevede en del chikane fra fiskerierhvervet…
Canadisk retspraksis
En undersøgelse fra British Columbia, Canadas smukke stillehavsprovins, taler sit tydelige sprog om sportsfiskeriets kolossale samfundsøkonomiske værdi. Det drejer sig om to laksearter, nemlig chinook (kongelaks) og coho (sølvlaks).
Undersøgelsen, som er udarbejdet i ’94 og netop frigivet her i ’96, er baseret på 415.000 fisketegnsløsere og konkluderer følgende:
– At det rekreative fiskeri med stang og line bidrager til B.C.’s økonomi med 501 mio. $ mod kun 78 mio. $ fra det kommercielle fiskeri. Dette til trods for, at det rekreative fiskeri med stang og line kun fangede en femtedel af de laks, som erhvervsfiskeriet landede.
– Når det gælder bidrag til bruttonationalproduktet, bidrager sportsfiskeriet fem gange så meget som erhvervsfiskeriet og belaster samtidig kun fiskebestandene med en femtedel.
– Sportsfiskeriet skaber omkring seks gange som mange arbejdspladser – guides, hoteller, grejbutikker etc. – som erhvervsfiskeriet efter de samme laks. Udregnet i lønninger dog kun fem gange så meget. Hvad omsatte dollars angår, så omsætter hver enkelt sportsfanget laks $ 671 mod kun $ 26 for en erhvervsfanget!
– Sportsfiskeriet giver B.C. et nettooverskud på $ 66 mio., hvor det kommercielle fiskeri giver et nettounderskud på 2,4 mio. grundet diverse (forældede?) tilskudsordninger til fiskerierhvervet.
Undersøgelsens resultater efterlader ingen tvivl om det tåbelige og nationaløkonomisk uansvarlige i et fortsat erhvervsfiskeri efter de to stillehavslaks i British Columbia!
Bøder, så det basker!
Her i landet løber man som illegal garnfisker ingen risiko. Dels har Fiskerikontrollen ikke de fornødne ressourcer til en effektiv kontrol langs vore mange tusinde kilometer kystlinje. Og dels har de mange steder – uvist af hvilken grund – en udtalt modvilje mod at gå fritidsfiskerne i bedene. Endelig sker der stort set ikke noget ved at blive taget på fersk gerning!
Sådan er det ikke i Canada, som længe har nydt godt af et veludviklet sportsfiskeri med en stor omsætning. Her har man en fiskerikontrol – “Fish & Game”, som det hedder her – der overvåger fiskevandene til lands, til vands og fra luften.
Man har naturligvis forlængst indført et totalt omsætningsforbudgældende for laksefisk. De er forbeholdt det rekreative fiskeri med stang og line, og de har derfor fået tildelt en såkaldt “Game Fish” status. De må således hverken fanges af legale erhvervsfiskere eller illegale fritidsfiskere. Og ve den, der alligevel overtræder loven. Så vanker der nemlig! Hør blot:
På Newfoundland blev en fisker idømt 2 måneders ubetinget fængsel for at have fisket i fredningstiden. Han fik ligeledes konfiskeret båd, motor og garn.
En anden tyvfisker fik valget mellem 100 dage i fængsel eller en bøde på 30.000 kroner. En anden dommer takserede en lignende forseelse til 85 dage i spjældet eller en bøde på 20.000 kroner.
En fjerde tyvfisker fik konfiskeret sin fangst – 21 laks – samt tre garn og den bil, der blev anvendt til udåden.
Det er straffe, der vil noget. Men så står der jo også en regering bag, som mener noget med sine forbud. Som ved, at det rekreative fiskeri efter laksefisk er en guldgrube for lokalsamfundene, når ellers det forvaltes rigtigt. At det her er ensbetydende med hårdt tiltrængte arbejdspladser og ditto skattekroner. En regering, som ved, at tyvfiskeri efter de selvsamme fisk er samfundsskadelig virksomhed, som må straffes hårdt!
Det kunne vi lære meget af her i lille Danmark, men politikerne går desværre som katten om den varme grød i garnspørgsmålet. Supplerende garnfiskeri er nærmest et kulturhistorisk fænomen ved specielt Limfjorden, hvor stærke kræfter altid har bakket op om det. Hvilket lokalpolitikerne – hvoraf mange selv garnfisker, nogle sågar dokumenteret ulovligt! – udmærket er klar over. Ikke et ord om Venstres Svend Heiselberg i denne forbindelse…
Operation Indigo…
Heldigvis er vi også ved at være på rette spor på vor egen side af Atlanterhavet. Det viser historien om “Operation Indigo”, der sidste år løb af stabelen i Wales.
Her indledte tre distrikter i den lokale afdeling af “National Rivers Authority” (NRA) et samarbejde om opsporing og anholdelse af tyvfiskere ved River Wye.
Det kostede flere måneders overvågning og resulterede i “fangsten” af to tyvfiskere taget på fersk gerning – med laks til en værdi af små 20.000 kroner. En tredje tyvfisker slap væk i ly af mørket – endda efter at have haft en sporhund i hælene i næsten en halv time! Han blev dog senere anholdt på sin bopæl.
NRA sørgede for, at “fangsten” blev retsforfulgt. Det resulterede i, at de to tyvfiskere, der blev taget på fersk gerning, hver fik et halvt års ubetinget fængsel. Tredjemanden måtte “nøjes” med at få konfiskeret sin bil…
Retfærdigheden er således også kommet til Europa – langt om længe! Nu mangler den blot at komme til Danmark. Konfiskation af anvendte biler og både vil være et godt og effektivt skræmmemiddel også her!
Tyske tiltag
Vi var ganske vist først ude – med vor egen 100 m garnfri zone fra 80’erne. Alligevel er vi siden blevet overhalet indenom af vort naboland i syd, Tyskland.
Efter i en halv snes år at have studeret de danske regler – og ikke mindst effekten af dem – indførte man i Tyskland en dobbelt så stor fredningszone, nemlig en 200 m garnfri zone langs alle kyster. Det skete i 1994.
Året efter, i 1995, tog man yderligere skridt til at begrænse garnfiskeriet. Det gjorde man med et totalforbud mod fiskeri i perioden 1.8. til 31.10, hvilket havde og stadig har til hensigt at sikre gydefiskene fri adgang til gydepladserne oppe i vandløbene. Ordnung muss sein!
Her tog man konsekvensen af, at garnfiskeri og fredede fisk helt enkelt ikke lader sig forene – at fredede gydefisk, som én gang har siddet i et garn er dødsdømte. Og at man derfor nødvendigvis må skride til et totalforbud mod garn, hvis man mener fredningen alvorligt!
Når tyskerne først gør noget, så gør de det grundigt. Samtidig med den nye fredning ophørte man med at udstede tilladelser til garnfiskeri for bierhvervsfiskere – altså de garnfiskere, som har andet arbejde ved siden af fiskeriet. Fritidsfiskeri med garn, som vi kender det herhjemme, er ikke tilladt overhovedet – end ikke uden for 200 m zonen. Det samme gælder bundgarnsfiskeriet, som slet ikke er tilladt i tysk territorialfarvand!
Skulle man som privat alligevel ønske tilladelse til at fiske med garn, kræver myndighederne, at man på typisk tysk manér tager en længerevarende uddannelse på en fiskeriskole! En pendant til jægere, lystfiskere og sejlere, der jo i Tyskland også må igennem en større uddannelse, før de må henholdsvis jage, fiske og sejle. Det sier automatisk de allerfleste uheldige elementer fra og efterlader kun de seriøse.
Tyske sportsfiskere er glade for disse regler og kan berette, at havørredbestanden har været og er i stadig fremgang siden indførelsen i 1994. Flensborg Fjord er dog en sort plet på landkortet, og det er vores skyld! Flensborg Fjord er jo grænseområde mellem Danmark og Tyskland, hvorfor man har indgået aftale om, at tyskere og danskere må fiske på begge sider af fjorden – efter de slappe danske regler…
Disse efter tyske forhold lovløse omstændigheder gælder helt ud til Nykirke Fyr i Geltinger Bugt, hvilket tyske sportsfiskere naturligvis er meget utilfredse med. Netop på denne del af Flensborg Fjord findes der nemlig flere vigtige gydevandløb for havørrederne.
– Var dette mon ikke en sag, som kunne gøre sig på EU-plan? – Med mindsteregler à la de tyske?
Danske regler
De fleste sportsfiskere kender til den 100 m garnfri zone, som vi har haft nu i godt en halv snes år. De fleste kender også til og betaler forhåbentlig de årlige 100 kroner, som det obligatoriske fisketegn koster – penge, der går til aktiv fiskepleje.
Men forbløffende mange sportsfiskere kender ikke til de regler, som gælder for fritidsfiskeren, der har betalt sin årlige licens på kr. 250,-. I Danmark skal han ikke som i Tyskland dokumentere noget kendskab til de fisk, han efterstræber. En hvilken som helst dansk statsborger har for dette beskedne beløb lov til at bruge følgende redskaber:
6 krogliner à 100 kroge eller
6 garn à 45 m eller
6 ruser eller
– en hvilken som helst konstellation af disse redskaber, når blot det samlede antal ikke overstiger 6 stk.
Et af de opstillede redskaber må endvidere være en fast pæleruse, der dog kun må opstilles efter forudgående anmeldelse til Fiskerikontrollen. Endelig må der herudover bruges et enkelt ålehåndvod…
Det ses af ovenstående, at det meget vel kan blive fast arbejde, hvis man skal røgte alle de redskaber, som loven tillader. Og det forstås, hvorfor salg af sorte fisk er så udbredt – simplethen fordi ingen fritidsfisker kan spise alt det, han kan fange i de flere hundrede meter tilladte redskaber!
– Og hvad med de mange undermålsfisk, der dør i garnene? – Som ikke kan overleve en genudsætning, hvis blot de har siddet en time eller mindre i et garn? – Som under alle omstændigheder har fået beskadiget deres beskyttende slimlag under episoden?
Til husbehov?
De monofile nedgarn må være 1,5 m i højden, hvis de sættes ved bunden. Sættes de ved overfladen – som sildegarn – må de være hele 3 m i dybden.
Regner man lidt på det, kan enhver dansk fritidsfisker således helt legalt garnere (!) de danske kyster med 6 gange 45 meter garn, altså 270 meter – mere end en kvart kilometer. Regner man yderligere det aktive garnareal ud, bliver det til 405 m2 for almindelige nedgarn og 810 m2 for flydegarnenes vedkommende…
Fritidsfiskere må ikke opstille bundgarn – de er stadig forbeholdt momsregistrerede erhvervs- og bierhvervsfiskere, der til gengæld ikke holder sig tilbage. Sine steder står jo bundgarnene så tæt, at fiskene ikke har en ærlig chance for at passere. Det har vi tidligere dokumenteret med fotos her i bladet.
Men dette er altså fuldt legalt – når blot man har anmeldt sine bundgarn og ellers overholder mindsteafstanden på 250 m mellem de enkelte bundgarn.
Men det er det rene vanvid, at en fritidsfisker i 1996 må bruge så store mængder garn og ruser – blot for at fiske til eget behov. Det må være en torn i øjet på de erhvervsfiskere, der skal leve af fiskeriet, men som har benhård konkurrence fra de sorte fisk. Og det er i hvert fald en torn i øjet på alle os sportsfiskere, som poster millioner af egne kroner ud i form af udsatte laks og ørreder – fisk, som for 90%’s vedkommende ender i garn og ruser…
Det er på tide, at vore politikere vågner op og erkender, at tiden er løbet fra disse regler. At vi her på tærsklen til årtusindskiftet – i en højteknologisk rumalder – ikke længere kan acceptere det uselektive og gennemført destruktive fritidsfiskeri med faste redskaber. At vi fremover kun kan acceptere, at hver fritidsfisker bruger et enkelt redskab af gangen.
Tiden er løbet fra det daværende danske landbosamfund, hvor supplerende redskabsfiskeri var et vigtigt tilskud til kosten. Tiden er dermed også løbet fra fritidsfiskeriet med faste redskaber!
De seneste tilgængelige tal – fra september ’95 – viser, at der fra sportsfiskeside er kommet 17,0 mio. kr. ind via det obligatoriske fisketegn. Fritidsfiskerne har tilsvarende bidraget med 8,1 mio. kr.
Ser vi bort fra dag- og ugekort – dem kan Fiskeriministeriets datafirma af uransagelige årsager nemlig ikke udskille fra årskortene – svarer de 17 mio. kr. til 170.000 betalende sportsfiskere. Tilsvarende stammer de 8 mio. kr. fra godt 32.000 fritidsfiskere, der jo hver må betale kr. 250,- for deres garnlicens. Altså er vi idag mellem fem og seks gange så mange betalende sportsfiskere som fritidsfiskere.
Desværre må vi også erkende, at alt for mange sportsfiskere ikkebetaler deres lovpligtige fisketegn. Det ved vi fra Fiskerikontrollen, der rundt omkring i landet har taget ganske afslørende stikprøver…
Synd, at vi ikke helt har fattet det endnu: At jo flere registrerede sportsfiskere desto stærkere står vi mod fritidsfiskerne!Tal til eftertanke…
Tal til eftertanke…
Til allersidst: Prøv lige engang at regne denne her ud: Der er 32.000 aktive fritidsfiskere, som hver især helt legalt må opstille 810 m2 nedgarn. – Hvor mange kvadratmeter usynligt garn giver det?
Det giver ialt 25.920.000 m2 monofile nedgarn, som dag ud og dag ind fanger ALT, der kommer forbi – fisk, fugle og pattedyr. 26 millioner flagrende kvadratmeter uselektiv død!
Og så har vi hverken talt de lovlige erhvervsfiskergarn eller de ulovlige fritidsfiskergarn med. Gør vi det, bliver tallet om muligt endnu mere svimlende stort.
Antager vi, at halvdelen af disse garn er almindelige nedgarn og halvdelen flydegarn, så er nettene i snit 2 m høje. Da Danmark som bekendt har omkring 8.000 km kystlinje, vil fritidsfiskernes legale garn kunne nå næsten to gange rundt om hele landet – i 2 meters højde…
Læg hertil, at der ikke må fiskes nærmere end 75 m fra faststående redskaber. Sættes garnene de lovbefalede 100 m fra kysten – med 75 m’s afstand – er vi som sportsfiskere sat godt og grundigt ud af spillet. Så kan vi stort set ikke fiske noget sted længere uden at komme i konflikt med loven – og garnene…
Den er rivende gal, og noget må der gøres. Uheldigvis har Danmarks Sportsfiskerforbund i mange år indtaget en meget lidt garnfjendsk holdning, idet man helst vil kunne være i stue med de repræsentanter for fritidsfiskerne, der også sidder i $12a udvalget – det udvalg, som rådgiver fiskeriministeren om brugen af fiskeplejemidlerne.
Det er en af grundene til, at Danmarks Sportsfiskerforbund nu har fået konkurrence fra det nystiftede Landsforbundet Danske Lystfiskere, som ønsker en langt hårdere kurs over for det tiltagende fritidsfiskeri.
Se video af garnafbrændingen!
© Steen Ulnits 1997
PS: Jeg havde nær glemt det: For sine 250 kroner om året må fritidsfiskeren samtidig – ud over de nævnte garn, ruser og krogliner – fiske med stang og snøre. Den reelle pris for fritidsfiskerlicensen er således sølle 150 kroner…
Relaterede artikler:
